Psykologisk Set 81 by Vibe Frydenlund

Når far eller mor er i fængsel De fem træk

– måling af personlighed

Mørkets intensitet

– et eksperiment af Kenneth J. Gergen

Hvorfor føler stadig flere sig ensomme?

81 2011

psykologisk set Årgang 28, nummer 81, marts 2011 ISSN: 0906-2483 ISBN: 978-87-7887-984-4 © Redaktionen, forfatterne og Frydenlund Illustrationer: Malik Bruun Grafisk tilrettelæggelse: Vibe Skytte Grafisk produktion: Pozkal, Polen Redaktion Allan Westerling (ansvarshavende redaktør), cand. mag., ph.d. og adjunkt ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitet. Pernille Strøbæk, cand.psych. og ph.d.-stipendiat inden for arbejds- og organisationspsykologi samt socialpsykologi ved Institut for Psykologi, Københavns Universitet. Peter Busch-Jensen, cand.komm. og ph.d.-stipendiat inden for arbejds- og organisationspsykologi ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitet. Hjemmeside: www.psykologisk-set.dk Udgivelse Tidsskriftet udkommer fire gange årligt.

Abonnementspriser 2011 Normalabonnement: kr. 340,- (udland: kr. 440,-) Studenterabonnement: kr. 270,(udland: kr. 370,-) Institutioner: kr. 470,- (udland: kr. 570,-) Alle abonnementspriser er inkl. moms. Porto er inkluderet i den samlede abonnementspris. Løssalg: kr. 95,- pr. nummer ekskl. porto. Abonnement og ekspedition Bogforlaget Frydenlund Alhambravej 6 1826 Frederiksberg C Tlf. +45 3393 2212 post@frydenlund.dk Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af eller kopiering fra dette blad eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug ved anmeldelser.

Nytårsforsæt – der varer hele året af Pernille S. Strøbæk

Jeg vil på redaktionens vegne ønske, at alle vores læsere er kommet godt ind i 2011. Er der mon noget nytårsforsæt, som er blevet taget for det nye år? Er det da ønsket om en øget sundhed i form af motion, rygestop eller mere fisk på bordet? Og hvordan går det så med nytårsforsættet? Jeg vil som indledning til dette første nummer i 2011 sætte fokus på nytårsforsættet, på hvorfor det er naturligt for mange af os at lave et sådan, og hvorfor det også kan være svært at holde. Årsskiftet bruges af mange til at ændre gamle og dårlige vaner til nye og sunde. Vi tager vores liv op til overvejelse, og finder vi punkter ved vores liv, som vi ikke finder hensigtsmæssige, benytter vi nytåret til at ændre kursen. Ofte er det livsstilsændringer, der bringer øget sundhed ind i vores tilværelse, som bliver genstand for nytårsforsættet. Slankekure, løbeture, rygestop og mere fisk på bordet er bare for at nævne nogle konkrete, men også meget typiske, planer for nytårsforsættet. Jeg behøver vel næsten ikke at nævne, hvor let det er at lave selve forsættet i forhold til, hvor svært det er rent faktisk at holde det. Det er svært for rigtig mange af os! Faktisk viste en undersøgelse lavet af Newpaq, at hele 60 % af os ikke overholder vores eget nytårsforsæt. Hvorfor er det så svært for mange af os at holde løftet til os selv om forandring i det nye år?

Måske fordi vi burde bruge næsten lige så mange kræfter på at gennemtænke nytårsforsættet som på at føre det ud i livet. Hjerneforsker Kjeld Fredens har peget på, at nytårsforsættet kan være vanskeligt at holde, fordi vi hele tiden er i kapløb med vores hjernes autopilot, når vi skal indarbejde nye vaner og rutiner. Dette kapløb er vanskeligt at vinde, især, ifølge Kjeld Fredens, hvis vi ikke begrunder vores fortsæt tilstrækkeligt over for os selv. Ofte er et nytårsforsæt noget, vi finder på med champagneglasset i hånden kl. fem minutter i midnat, eller det er kommet som følge af dårlig samvittighed over julens ædegilde. Hvis begrundelsen er funderet i et kort øjeblik eller i en dårlig samvittighed, lader nytårforsættet sig sjældent begrunde over længere tid og er derfor næppe et godt og holdbart forsæt. Vi skal tillade os selv at være kritiske over for vores ønsker. Vi skal tillade, at vi spørger os selv, hvorfor vi egentlig gerne vil holde op med at ryge, hvorfor vi gerne vil tabe os, og om vi egentlig synes, det er så vigtigt at spise mere fisk. I en undersøgelse foretaget af FDB i 2010 fandt man, ligesom så mange andre år, at danskernes foretrukne nytårsforsæt er 1. slankekur, 2. rygestop og 3. motion. Hvorfor er det netop lige disse tre, der er vores foretrukne forsæt? Giver de mening for os alle sammen, eller er det snarere dem, som er ’på mode’ eller dem som ’man bør’, fordi eksperterne og andre råder os til dem? Sådanne spørgsmål er vigtige at stille os selv, så vi kan finde vores egen, unikke begrundelse af vores egne, unikke valg af nytårsforsæt. Til sammenligning kan nævnes, at en amerikansk undersøgelse

sæt’. Det kan være: »Jeg vil gerne undgå at ryge, når jeg er på arbejde«, eller »Jeg vil gerne cykle på arbejde i stedet for at tage bilen«, eller »Jeg vil gerne lave fisk to gange om ugen«. Disse ’vilgerne forsæt’ fremmer det mål, som er koblet til middel-forsættet, om ikke andet så i det mindste indirekte. I de tre middel-eksempler netop nævnt kunne følgende mål for eksempel være knyttede: »Jeg vil ikke ryge«, »Jeg vil tabe mig«, og »Jeg vil spise sundere«. Hvis vi derfor oprigtigt ønsker at ændre kursen i vores liv, så er det vigtigt, at vi gennemtænker både kursen og ændringen nøje, inden vi kaster os ud i det ofte både turbulente og uvante farvand, det er at ændre på allerede etablerede livsstile og livsvalg. Og så er det også vigtigt at huske på, at det ikke er sikkert, at hvert år behøver et nytårsforsæt. Der kan jo, forhåbentligt, være år, hvor vi faktisk er tilfredse med vores livsstil og vores valg (måske fordi forrige års forsæt har holdt), og vi derfor ikke har en grund til at lave et nyt forsæt. Det gode ved fortsæt er også, at de kan laves hvor som helst, når som helst. De behøver ikke laves til nytår. De kan laves i sommerferien eller på vej hjem fra arbejde. Bare husk, hvorfor du laver dem. Det nytårsforsæt, som vi på redaktionen af Psykologisk Set har lavet, er egentlig blot en gengivelse af snart mange års ønsker for bladet; nemlig at vi i endnu et år vil bringe psykologien ud af hovederne på psykologer og andre beslægtede ved at lade dem nedfælde deres tanker og viden her i bladet til gavn for os alle sammen. Vi er derfor både glade og stolte af at kunne præsentere nr. 81, det første i det nye år.

3 Nytårsforsæt – der varer hele året

viste, at de mest populære nytårsforsætter blandt amerikanere er 1. at bruge mere tid sammen med venner og familie, 2. mere motion og 3. slankekur. Motionen og slankekuren går altså igen både blandt danskere og amerikanere, men det er måske værd at bemærke, at populære nytårsforsætter også kan handle om andet og mere end livsstilsændringer som motion og kost. Et andet problem med nytårsforsættet er det, som jeg vil kalde ’må ikke-forsættet’. ’Må ikkeforsæt’ er dem, hvor vi lover os selv, at der er noget bestemt, vi ikke må. Det kan for eksempel være: »Jeg må ikke ryge«, »Jeg må ikke spise slik«, eller »Jeg må ikke se så meget fjernsyn«. ’Må ikke-forsæt’ gør forsættet endnu vanskeligere at holde, fordi vi gennem ’må ikke-forsæt’ fjerner os for hurtigt og for markant fra de vaner, som vi allerede har etableret, og som derfor er de velkendte for os. I tråd hermed påpeger Kjeld Fredens også, at hvis forsættet skal holdes, er det vigtigt, at der er nogle genkendelige og overskuelige midler hen til målet for forsættet. ’Må ikke-forsættet’ er for eksempel ikke et middel, det er et mål: Det er målet, at vi undlader at gøre noget bestemt. Men hvad har vi af midler for at nå hen til dette mål? Det fortæller vores mål-forsæt os sjældent noget om. Derfor er det også, ifølge Kjeld Fredens, bedre at lave såkaldte middel-forsæt frem for målforsæt. Middel-forsæt fokuserer i højere grad på den adfærd, vi gerne vil ændre på, end på den adfærd, vi gerne vil nå hen til. På denne måde er middel-forsættet mere hjælpsomt og mere konkret end mål-forsættet. Et middel-forsæt kan for eksempel være formuleret som et ’vil gerne-for-

I dette første nummer af 2011 bringer vi fire meget forskellige artikler. I artiklen Børn af fængslede fortæller seniorforsker Peter Scharff Smith og projektleder Janne Jakobsen, hvad det gør ved børn at have en forælder i fængsel. Både Peter Scharff Smith og Janne Jakobsen arbejder på Institut for Menneskerettigheder, hvor de siden 2006 har været særligt optagede af børn af fængsledes rettigheder. I medier og debatten om straf og fængsling glemmes det ofte, at der er andre ofre end ofret for den kriminelle handling. Der er ofre på gerningspersonens side også; nemlig hans eller hendes familie, og især hans eller hendes børn. Skal man som pårørende til en fængslet fortælle et barn, at mor eller far sidder i fængsel, eller skal man fortælle, at mor eller far er ude at rejse? Hvad gør det at have en far eller mor i fængsel ved børns sociale færden og personlige velbefindende? Det er bl.a. disse spørgsmål, som diskuteres af Peter Scharff Smith og Janne Jakobsen. I artiklen Personlighedens fem træk fortæller erhvervspsykolog Ole Kiel om en af de mest udbredte og anvendte modeller for klassisk og moderne personlighedstestning: femfaktor-modellen. Modellen antager, at personligheden grundlæggende set består af fem karaktertræk eller faktorer: neuroticisme, extraversion, nysgerrighed, venlighed og samvittighedsfuldhed. Hvad netop disse karaktertræk nærmere går ud, på bliver beskrevet af Ole Kiel. Afgørende for artiklens pointe er, at alle mennesker har alle fem karaktertræk, idet selve personligheden ifølge modellen er bygget på netop disse fem grundpiller. Derfor kan man have mere af et karaktertræk end et andet, men man

kan ikke mangle et bestemt karaktertræk. Det har betydning for mange erhvervs- og personlighedstest i dag samt mulighederne for at kategorisere og sammenligne mennesker. I artiklen Ensomhed – er det prisen for velstand? sætter lektor ved Københavns Universitet Torben Bechmann Jensen et kritisk blik på unges ensomhed. Torben Bechmann Jensen foreslår, at vi ikke (kun) ser ensomhed som noget, der har med den enkelte at gøre, men (også) som et socialt og samfundsmæssigt anliggende. Artiklen giver nogle bud på, hvordan man kan afgrænse og forstå ensomhed. Torben Bechmann Jensen argumenterer for, at en del af kilden til ensomhed skal findes i, at vi har opbygget et samfund, som stiller helt bestemte faglige og sociale krav til unge, som genererer en konkurrencementalitet. I en konkurrence kan ikke alle være vindere. Og derfor vil der altid være tabere. Derfor er ensomhed ikke et individuelt opstået problem, og det bør derfor heller ikke være op til den enkelte at skulle håndtere sin ensomhed. Vi har derudover valgt at oversætte en ældre amerikansk artikel fra 1973 skrevet af Kenneth J. Gergen, Mary Gergen og William Barton. Især Mary Gergen og Kenneth J. Gergen er kendt som hovedeksponenter for socialkonstruktionisme og den relaterede, og meget populære, metode: Appreciative Inquiry. Derfor forventer de færreste en artikel af netop disse forfattere, som tager et mere eksperimentalt fokus. Men det er netop, hvad deres artikel fra 1973 gør. Vi bringer først og fremmest denne artikel, fordi den er god. Men også fordi den minder os om, at der er bevægelse i forfatterskab og forskning. Heldigvis. Men det,

På redaktionens vegne Pernille S. Strøbæk

5 Nytårsforsæt – der varer hele året

at der sker en bevægelse, betyder ikke, at det, der ligger tilbage i tid ikke stadig er relevant, gyldigt og interessant. Det er på denne baggrund, at vi har valgt at bringe netop denne artikel under den danske overskrift Afvigelser i mørket. Med præsentationen af de fire tekster, som vi har valgt at indlede 2011 med, vil jeg på redaktionens vegne ønske, at vi alle får et godt og spændende år med Psykologisk Set.

Børn af fængslede – en udsat gruppe af Peter Scharff Smith & Janne Jakobsen

»De andre fra klassen siger: Godt det ikke er min far, der er i fængsel«. Sådan fortæller syvårige Sille, som synes, det er svært at have en far, der sidder i fængsel. Sille er bestemt ikke alene, selvom hun, ligesom mange andre børn af fængslede, føler det sådan.

Der er konstant omkring 4000 børn af fængslede i Danmark. Forskningen viser, at disse børn er udsatte, udgør en risikogruppe i en lang række sammenhænge, samt at der ofte ikke er opmærksomhed på deres problemer. Et forskningsprojekt ved Institut for Menneskerettigheder har søgt at råde bod på dette. Dels ved at undersøge børn af fængsledes problemer og måden, de bliver behandlet på, men også ved at beskrive og analysere børnenes rettigheder og komme med konkrete forslag til hvordan disse børns situation kan forbedres. Resultatet blev publiceret i maj 2010 i bogen Når straffen rammer uskyldige. Børn af fængslede i Danmark (Gyldendal). I det følgende skal vi se nærmere på en række af de forhold, som beskrives i bogen, og dermed på børn af fængsledes situation, problemer og rettigheder.

Fængslets og det omkringliggende samfund Historikere plejer at datere fængslets fremkomst til sidste halvdel af 1500-tallet, da man først på dette

tidspunkt begyndte at konstruere anstalter, hvor et større antal mennesker skulle frihedsberøves i længere tid, bl.a. som straf for kriminel aktivitet. I Danmark opstod fængselstraditionen for alvor med oprettelsen af et tugthus i København i 1605. Vi har i den forstand haft fængsler i mere end 400 år herhjemme. I store dele af denne periode, og især fra 1800-tallet og fremefter, har man derfor også debatteret fængslets virkning. De mange diskussioner af fængsling og straf har i hovedsagen handlet om straffens indvirkning på den enkelte straffede (det vil sige straffens mulige specialpræventive virkning) og dernæst den kriminalpræventive effekt, der i bredere samfundsmæssig forstand kan ligge i overhovedet at straffe lovovertrædere (det vil sige straffens mulige generalpræventive virkning). Spørgsmålet om fængselsstraffens øvrige virkning på det omkringliggende samfund, og herunder ikke mindst de pårørende og børnene, har imidlertid stort set ikke været debatteret. Hvis man tager fængslets 400-årige levealder i betragtning og samtidig betænker det logiske i, at fængsling af en far eller en mor kan ramme involverede børn meget hårdt, så vil det for de fleste nok umiddelbart virke forbløffende, at børn af fængslede og deres problemer ikke har været genstand for større diskussioner og debat før inden for de seneste år. Det er for eksempel svært at forestille sig transportpolitiske overvejelser om anlæggelse af en motorvej, der udelukkende handler om, hvordan man hurtigst kommer fra A til B, og fuldstændig ignorerer spørgsmål om, hvorvidt motorvejen ødelægger naturen eller forstyrrer de lokale bymiljøer med øget forurening eller andet. Debatten vil i den forstand handle om, hvordan

biler, veje osv. berører ikke blot de aktivt involverede, der bevæger sig fra det ene sted til det andet, men også om, hvordan samfundet og omverdenen påvirkes af alt dette. Det ville forekomme bizart for de fleste, hvis man ikke medtænkte hele denne dimension i en transportpolitik. En af forklaringerne på, at man i århundreder stort set har undladt at diskutere, hvordan det påvirker børn at have forældre i fængsel, er sandsynligvis, at fængslet som institution i langt størstedelen af sin historie har været endog langt mere lukket af fra omverdenen, end tilfældet er i dag – i hvert fald hvad angår fængsler i Danmark og Vesteuropa. Man får en udmærket fornemmelse af dette ved at tage et hurtigt kig på de besøgsmuligheder, som indsatte i danske fængsler havde før i tiden. I Vridsløselille Forbedringshus, som det nuværende statsfængsel hed ved sin åbning i 1859, havde man i henhold til 1866-reglementet ret til ét besøg af familien hver anden måned og tidligst efter tre måneders afsoning. Senere kunne dette udvides til et besøg pr. måned. Denne besøgspraksis udviklede sig således, at en indsat, der afsonede en dom i Vridsløselille i 1918-1919, det vil sige omkring et halvt århundrede senere, normalt havde ret til et 15 minutters besøg hver tredje måned og kunne få og sende ét brev pr. måned. Kontakten med omverdenen var i den forstand minimal, og det var sandsynligvis først med fremkomsten af de såkaldt åbne fængsler, og især i efterkrigstidens Danmark, at dette for alvor ændrede sig. På den baggrund har det måske forekommet nytteløst overhovedet at diskutere børns mulige kontakt med fængslede forældre.

Fængslets generelle samfundsmæssige betydning er inden for de senere år heldigvis blevet genstand for mere debat og forskning. Baggrunden er dog dyster for så vidt, at det er sket i takt med, at brugen af indespærring og frihedsstraf har gennemgået en voldsom stigning i en række nationer. I et land som USA har en decideret massefængsling fundet sted, og over 2 mio. sidder bag lås og slå i USA’s fængsler. Det er her ganske åbenlyst, at brugen af fængsling kan have gennemgribende sekundære virkninger, der rækker langt ud over straffens påvirkning af den enkelte straffede. I en række amerikanske bysamfund har den massive brug af fængslet eksempelvis resulteret i, at hele områder er blevet fængselsramt og reduceret. Det er ligeledes bemærkelsesværdigt, hvordan investeringerne i fængsler og straf i flere stater udfordrer eller til og med overstiger investeringerne i uddannelse. Alene den sociale og etniske skævvridning, som massefængslingen i USA har ført med sig, må betegnes som et overordentligt omfattende samfundsmæssigt problem. Omkring årtusindskiftet var én ud af tre sorte amerikanske mænd mellem 20 og 29 år således i fængsel eller under opsyn af en straffemyndighed. En udvikling, der på længere sigt kan betyde, at 30 % af alle sorte mænd, der er født omkring årtusindskiftet, vil tilbringe en del af deres liv i fængsel (mod 4 % af alle hvide mænd). Et fængselsophold vil dermed være en ganske normal bestanddel af en mandlig sort amerikaners socialisering og opvækst, på samme måde som for eksempel et collegeophold vil være det for så mange andre.

Personlighedens fem træk af Ole Kiel

Mennesker er ikke ens, og de handler forskelligt. Det kan vække både nysgerrighed og undren, men det giver også en usikkerhed. Vi vil gerne forstå, hvorfor andre mennesker reagerer, som de gør, og vi vil gerne kunne forudsige, hvordan andre mennesker reagerer i forskellige situationer. Vi forsøger at få orden i vores verden, så vi bedre kan orientere os og selv handle hensigtsmæssigt.

Mange har sikkert til alle tider iagttaget og undret sig over de forskelligheder, der findes blandt mennesker. Mange har muligvis undret sig over, hvorfor eller hvordan disse forskelligheder er opstået, men det afgørende har sikkert været at finde ud af, hvad forskellighederne betyder for adfærden. I denne artikel vil jeg præsentere femfaktor-modellen og teorien om ’The Big Five’, som er den mest udbredte og anerkendte personlighedspsykologiske model i dag. Som alting er modellen dog en del af en historisk udvikling.

Kategorisering af personer Fra antikken kender vi forsøg på at gruppere mennesker i forskellige typer og finde årsagerne til disse forskelligheder i eksempelvis kropsbygning eller kroppens væsker. På et mere metafysisk plan findes teorien om de fire grundlæggende temperamenter, som er knyttet sammen med naturens

grundelementer. Ild kobles sammen med blod og skaber kolerikere, som er varmblodede og udadrettede. Luft kobles sammen med nervesystemet og skaber sangvinikere, der er hurtige, fleksible og lever i nuet. Vand kobles sammen med kirtlerne og giver flegmatikere, der er indadvendte, rolige og vanskelige at slå ud af kurs. Jorden kobles sammen med benene og skaber melankolikere, der er dybsindige og indadskuende. I forbindelse med den videnskabelige tankegang, der opstod i 1700-tallet, udvikledes bl.a. frenologien, som går ud på, at enhver sjælelig evne er nøjagtigt lokaliseret i hjernen, og at ethvert fremspring eller fordybning i kraniet svarer til specielt lokaliserede evner eller karaktertræk. Frenologerne opstillede lange lister over evner og karaktertræk og lokaliserede dem på hjerneskallen. Der kom dog aldrig nogen overbevisende dokumentation fra frenologerne, og deres anstrengelser giver i dag anledning til nogen morskab. Selv om deres lange lister over evner og karakterer, der fremkom i sidste del af 1800-tallet, siden er blevet udgangspunkt for psykologisk forskning, kom de delvis til at stå i skyggen af Freuds teori om mere grundlæggende drifter. Den videnskabelige tankegang, som bl.a. fostrede frenologien, var også med til at afvise antikkens forsøg på at dele mennesker ind i få kategorier. Begreberne er ganske vist stadig en del af det aktive sprog, selv om den moderne fagpsykologi for det meste betragter disse beskrivelser som grove forenklinger af menneskets mangfoldighed.

Problemstillinger ved personlighedstest En måde at begribe personligheden på er ved at måle den. For at kunne måle noget, kræver det dog, at man har en klar beskrivelse af det, der måles. Når det angår personligheden, er det bare ikke så lige til. Dette dilemma udgør en af de helt store udfordringer for personlighedstest. Umiddelbart kan man sige, at det handler om sammensætningen af en række egenskaber, der fører til, at man spiller sammen med omverdenen på en ensartet og forudsigelig måde. Men her er der ikke enighed. Nogle af de problemstillinger som har præget den historiske udvikling af personlighedstest er følgende: • Handler man ens fra gang til gang, eller er det afhængigt af situationen? • Er personligheden noget inde i mig selv, som styrer mine handlinger, eller er min personlighed noget, jeg selv bevidst styrer for at skabe et positivt indtryk? • Hvor stabil er personligheden? Er personligheden noget, man kan ændre, eller er det noget, der ligger fast, som man må lære at leve med? • Hvor mange personlighedsdimensioner kræves der for at give et dækkende billede af personligheden? Endelig er der selve spørgsmålet om, hvordan man skal måle personlighed. Ved færdighedstest og intelligenstest måler man præstationer, og testpersoner kan ikke præstere bedre, end de har færdigheder og evner til. Men i en personlighedstest kan

testpersonen for det meste ’snyde’ og komme til at fremstå mere ønskværdigt, end vedkommende er. Desuden kan man stille spørgsmål til, hvor godt vi kender os selv. Hvis en person ikke kender sig selv, giver det ingen mening at gennemføre en selvvurderingstest. Hvis personen så samtidig snyder, er det vanskeligt at fortolke resultaterne af en test.

Historiske udgangspunkter Udviklingen af de personlighedstest, der anvendes i dag, tager sit udgangspunkt i den forskning, som foregik i begyndelsen af det forrige århundrede. Jeg skal her fremhæve to forskellige udgangspunkter, som har haft betydning for, hvordan personlighedstest ser ud i dag. Det ene udgangspunkt er psykoanalytikernes behandling af mennesker med forskellige psykiske forstyrrelser. Freud, Adler og Jung, som er de mest kendte, udviklede modeller, der kunne give en forståelse af, hvordan personligheden fungerer. Resultaterne af denne forskning har især været anvendt inden for den kliniske og terapeutiske del af psykologien, hvor en central del af grundlaget for en behandling har været at forstå årsagerne til, at en personlighed fungerer, som den gør. Det andet udgangspunkt er organisatoriske sammenhænge. Her er det i høj grad de store krige, der sætter skub i udviklingen. Det er ikke så meget et ønske om at forstå, men i højere grad et ønske om at måle forskelligheder med henblik på at gruppere mennesker i relevante ensartede grupper, som er egnede eller uegnede til en bestemt opgave. Under 1. Verdenskrig var der et ønske

Ensomhed – er det prisen for velstand? af Torben Bechmann Jensen

Flere og flere mennesker oplever ensomhed i deres liv. Når mange mennesker oplever at have et ensomt liv, bliver det stadig vanskeligere at forstå ensomhed som noget, der har med det enkelte menneske at gøre. Denne artikel forsøger at forstå ensomhed som noget, der produceres i det moderne liv, som vi alle sammen lever med hinanden, hvor fysisk sundhed og økonomisk succes sættes som mål.

I aviser, tidsskrifter og elektroniske medier præsenteres vi ofte for artikler og billeder af unge i forskellige aldre, som var de et problem eller som mennesker med problemer. Fra skoler, institutioner og organisationer påtager man sig opgaven at gøre børns og unges adfærd mindre farlig. Igennem de seneste 15-20 år er indsatsen for at begrænse for eksempel tobaksrygning, brug af alkohol og kriminalitet intensiveret igennem oplysningskampagner, regler og forbud samt øget overvågning og kontrol ved hjælp af for eksempel overvågningskameraer. Fra tid til anden hører man, at nu har indsatsen båret frugt. Eksempelvis at andelen af dagligrygere er faldet. Men samtidig, ser det ud til, at andre problemer vokser. Problemer, som i høj grad opleves af den enkelte, og også ofte forstås som det enkelte menneskes særlige problem. De voksende problemer omhandler for eksempel

mobning, selvmordsadfærd, brug af piller/medikamenter, cutting og spiseforstyrrelser. Disse problemer vokser i omfang så voldsomt, at spørgsmålet er, om det er særlig meningsfuldt at opfatte dem som nogle særlige problemer, som det enkelte menneske har, eller om det ikke snarere er problemer, der kan knyttes til det liv, som unge (og andre mennesker) lever med hinanden. I denne artikel sættes fokus på et fænomen, der ikke umiddelbart lyder særlig dramatisk eller eksotisk, men som ikke desto mindre har stor betydning for den eller dem, der oplever og lever med ensomheden. Jeg har på forskellige måder som ungdoms- og socialforsker været involveret i arbejde, hvor unges ensomhed indgår som et oplagt delelement. Udover mit eget arbejde som psykolog, vejleder og forsker indgik jeg i følgegruppen bag Ventilens vidensoversigt over unges ensomhed i Danmark. (Hvis du vil læse mere om dette, kan du til sidst i artiklen finde titler på bøger og artikler, som anbefales). Når det handler om unge og om ensomhed generelt er det nødvendigt med en afklaring og afgrænsning. Selvom fokus ofte sættes på netop ensomme unge, uden at der i øvrigt tages stilling til, hvem unge i den forbindelse skulle være, så er det en overvejelse værd, om ikke ensomheden i første omgang bedst beskrives og diskuteres, uden at den sættes i forbindelse med et bestemt udsnit af befolkningen.

Ensomhed – en slags afgrænsning

Nogle mennesker har følt sig ensomme fra barnsben og har enten vænnet sig til tilstanden eller er ude af stand til at bryde denne. Andre oplever ensomheden massivt i forbindelse med større ændringer i deres liv: En skilsmisse hvor vennekredsen fravælges/fravælger eller skiftes ud, en fyring eller periode af arbejdsløshed, hvor forholdet til kolleger ændrer sig, eller en flytning hvor skolen, naboskab og lokalmiljø forandres osv.

Ensomhedens udvikling og de stigende krav Fra flere forskellige steder kan det konstateres, at ensomheden synes at blive større og større. Både i spørgeskemaundersøgelser og fra rådgivnings- og terapeutisk praksis angiver flere og flere unge (og andre, for eksempel pensionister), at de føler sig ensomme. Det er imidlertid vanskeligt at afgøre, om den enkeltes oplevelse af ensomhed har forandret sig. I et radioprogram, hvor unge blev spurgt, hvad det mest karakteristiske var ved at være ung i dag, var svaret: at have følt sig ensom. Ensomheden blev valgt som nr. 1 på en liste af 10 (Klubværelset, P1, 5. september 2006). Indimellem siges det også, at hver tredje af os vil føle sig ensom på et givent tidspunkt i livet. Jeg vil her afholde mig fra at forsøge at vurdere, hvor højt antallet af unge eller andre, der føler sig ensomme, er, ligesom jeg ikke vil beskæftige mig med selve oplevelsernes dybde. Derimod vil jeg gerne omtale nogle af de ting, som kunne begrunde, at ensomhed opleves af stadig flere.

31 Ensomhed – er det prisen for velstand?

Der kan siges meget om ensomhed som fænomen: For det første kan ensomhed beskrives som en følelse; en tilstand, som mennesker på et givent tidspunkt kan befinde sig i, og som kan karakteriseres som det at være eller føle sig alene uden selv at have valgt eller at ønske dette. Menneskers oplevelser er svære at sammenligne, og det står hen i det uvisse, om det, som forskellige mennesker omtaler som en følelse af ensomhed, indeholder den samme oplevelsesmæssige kvalitet. Ikke desto mindre omtaler vi ensomhed som en følelse, der kan genkendes. For det andet kan ensomhed optræde i bestemte situationer, i bestemte sammenhænge, i særlige tidsmæssige perioder eller som en mere permanent eller vedvarende tilstand. Mennesker kan føle sig ensomme på trods af, at de omgives af mange mennesker, de kan føle ensomhed pludseligt, hvis de føler sig udenfor i et selskab, i forbindelse med mobning osv. For nogle kan ensomhed knyttes til bestemte steder eller rum – på rejser eller på hotelværelser, som forekommer upersonlige og/eller blottet for indhold. For andre, og det er måske den ensomhed, som oftest diskuteres, er der tale om længerevarende perioder, hvor det er svært at opnå meningsfuld kontakt med andre mennesker. En sådan ensomhed kan være både allestedsnærværende og indebære alvorlige konsekvenser for den enkelte. For det tredje optræder ensomhed i menneskers liv enten i forbindelse med personlige/ sociale problemer, at man er/føler sig anderledes eller ’udenfor’ eller i forbindelse med skift eller overgange i menneskers liv.

Redaktionens forord til artiklen: Afvigelser i mørket

Vi har i dette nummer valg at oversætte og trykke en ældre amerikansk artikel fra 1973. Vi begrunder dette valg med nogle indledende kommentarer. Vi bringer nedenstående artikel, fordi vi finder den både sjov og spændende, men også fordi den på andre måder er lidt pudsig og interessant. Artiklen har tre forfattere: Kenneth J. Gergen, Mary M. Gergen og William H. Barton. I dag kender de fleste Mary og måske særligt Kenneth J. Gergen som to af de mest kendte fortalere for den socialpsykologiske tankeretning, socialkonstruktionisme, og i øvrigt centrale inspiratorer for den såkaldte Appreciative Inquiry-metode, der i dag anvendes af utallige virksomheder og institutioner. Den del af historien fylder i sig selv adskillige artikler. Det er dog ikke det, det her skal handle om. Det udgør alene lidt baggrundsstof. Kort efter nedenstående artikel udkom i det amerikanske tidskrift Psychology Today (nr. 7, 1973, s. 129-130), udgav Kenneth J. Gergen senere samme år en artikel med titlen Social Psychology as History i det mere anerkendte Journal of Personality and Social Psychology. Gergen argumenterede heri for det dengang kontroversielle, men i dag ganske velkendte synspunkt, at al viden, også den psykologiske, er bestemt af historiske, sociale og kommunikative forhold. Ikke af objektive strukturer i verden eller i mennesket. Videnskabens forsøg på at afdække eviggyldige sandheder er derfor ikke uproblematisk. I stedet må psykologer udvide sine undersøgelser, så de

favner de konkrete sociale forhold, der ofte kan være af afgørende betydning for vores måde at tænke og handle på. Gergens tanker har bidraget til et radikalt opgør med positivistiske kundskabsidealer og psykologiens hang til naturvidenskabelige greb og metoder, heriblandt psykologiens udstrakte brug af eksperimentelle design. Når sidstnævnte er værd at nævne, skyldes det, at nedenstående artikel netop beskriver et socialpsykologisk eksperiment. Styrken ved eksperimentelle design tænkes ofte at være muligheden for at skabe sociale situationer, hvor man så vidt muligt har reduceret antallet af betydende faktorer, så man får mulighed for at undersøge og udtale sig klart og entydigt om effekten af udvalgte årsag-virkningsforhold. Svagheden med denne strategi er dog, at eksperimentets forenklinger sjældent er mulige eller faktisk forekommende i vores egentlige tilværelse. Selv om eksperimenter kan sige noget interessant, er det derfor ofte ganske svært at præcisere, hvad de konkret kan bruges til, ligesom det efterfølgende kan være vanskeligt at opnå enighed om, hvad det interessante så i grunden var. Det er på sin vis også betegnende for nedenstående artikel. Artiklen beskriver et eksperiment om betydningen af anonymitet. Hvad vi skal bruge den til, er dog mere uklart. Ikke desto mindre synes eksperimentet fortsat spændende og tankevækkende. Og kigger man godt efter, synes artiklens argumentation, konklusioner og pointer også at fungere som et tilløb til meget af det, der senere skulle samles under betegnelsen socialkonstruktionisme. Ligesom der synes at løbe en ganske ’postmoderne’ interesse for det sociale livs uudforskede potentia-

ler gennem det samlede eksperimentelle design: En lyst til at sætte det sociale liv fri. En lyst til at muliggøre ’eksperimenteren’ med de dominerende sociale normer og herigennem demonstrere, at vores normer ikke er naturlige, men snarere situationelle og kulturlige og derfor foranderlige og mulige at forme aktivt i fællesskab. Som forfatterne selv på et tidspunkt formulerer det, handler det om, hvordan og hvorledes »de sociale normer, der regulerer vores forhold til hinanden, […] opretholder afstand imellem os«.

Artiklen giver med sine eksperimentelle rammer ikke svar på, hvordan vi konkret hiver eksperimentets erfaringer ’ud af mørket’ og ind i vores konkret levede liv. Det kan læses som en svaghed. Men man kan også vælge at læse det som en styrke i teksten og som et udtryk for, at forfatterne har tillid til, at det er bedst at lade læserne selv tænke videre over, hvorvidt og i så fald hvordan artiklen evt. kan bruges.