5 minute read

SMAG PÅ NAVNET… SIMMELHACK

ALEXANDER SIMMELHACK SMAG PÅ NAVNET… SIMMELHACK

16-årige Alexander Simmelhack er på alles læber i øjeblikket, hvor U17-ligatopscoreren har krydret en flot sæson med udtagelse til U17-landsholdet samt en prøvetræning i den italienske storklub AS Roma.

Advertisement

AF KRISTIAN FREDSLUND ANDERSEN

I sommeren 2021 tog 15-årige Alexander Simmelhack turen fra Roskilde til Randers, hvor han siden har bombet løs på U17-ligaholdet. Rent faktisk er han gået fra at være topscorer i landets næstbedste række for FC Roskilde til at være topscorer i landets bedste række for Randers Freja FC.

I sin første officielle kamp for klubben måtte han gå målløs fra banen mod FC Midtjylland. Han tog dog hurtigt revanche i de efterfølgende kampe, hvor det blev til hattrick mod hhv. Silkeborg IF og AaB, og han har nærmest ikke set sig tilbage siden. Efter 15 kampe har han nettet hele 22 kampe for Randers Freja FC’s U17-ligahold.

- Jeg havde virkelig ikke forventet, at jeg ville fortsætte på den måde, som jeg har gjort i ligaen. Jeg satte mig et ambitiøst mål om at nå op på 15 mål i sæsonen, og det nåede jeg efter 10 kampe. Jeg havde overhovedet ikke forventet, at jeg var så god, hvis man kan sige det sådan, men det hele er gået op i en højere enhed. Vi har et virkeligt godt hold, jeg har nogle gode holdkammerater, og så har min tro på mig selv i den grad hjulpet mig til der, hvor jeg er nu, siger Alexander Simmelhack og fortsætter:

- Jeg er bevidst om, at jeg har en god målnæse. Jeg kigger mod mål hele tiden og har et brændende ønske om at score i hver eneste kamp. Jeg arbejder hårdt for at få det til at lykkes, og det mindset er jeg overbevist om har fået mig til der, hvor jeg er nu. Jeg skal være den bedste og skal blive ved med at score mål.

Jeg er bevidst om, at jeg har en god målnæse. Jeg kigger mod mål hele tiden og har et brændende ønske om at score i hver eneste kamp

HACKHACKSIMMELHACK

Mange spørger hvorfor er du endt i Randers FC og ikke en af de store sjællandske klubber?

- Jeg tror ikke, at de ville have mig, siger Alexander med et smil og fortsætter:

- Eller jeg ved det faktisk ikke. Det er nogle år siden, at der sidst har været interesse for mig fra klubberne på Sjælland, så Randers FC var den bedste mulighed for mig for at prøve mig af på højeste niveau, og det har jeg ikke fortrudt. Jeg føler mig virkelig prioriteret her, og det tror jeg i den grad har fået mig hen, hvor jeg her i dag modsat, hvis jeg havde været i en anden klub, hvor jeg ikke havde samme opmærksomhed og tillid. Han rykkede fra de trygge rammer hos familien i Roskilde som blot 15-årig for at tage til Randers, og det har han ikke fortrudt et eneste sekund.

- Jeg er superglad for at være i Randers, hvor jeg er blevet taget virkelig godt imod i klubben, på skolen og på college. I starten var det lidt svært, men jeg vænnede mig hurtigt til det. Jeg er virkelig glad for min dagligdag, som kombinerer de ting, jeg godt kan lide, nemlig skole og fodbold. Og så har jeg det egentlig virkelig godt med at bo for mig selv, og så samtidig bo tæt på en masse af mine bedste venner, som jeg kan være sammen med hele tiden. Jeg har knyttet nogle stærke bånd, siger han om det at gå på Tradium og bo i collegebygningen ved Arena Randers.

Siden han kom til Randers er tingene gået stærkt og særligt på det seneste er det gået rigtigt stærkt. I vinteropstarten har han været i aktion for Randers FC’s 3F Superliga-hold, og den 21. februar fik han sin officielle debut, da han blev skiftet ind otte minutter før tid i kampen mod Viborg FF i en alder af blot 16 år. Indtrykket fra den oplevelse var knap nok bundfældet, før den næste milepæl blev nået.

- Der gik vel 20 timer fra, at jeg fik superligadebut for Randers FC’s førstehold til, at jeg var i aktion i en landskamp et sted i Frankrig, fortæller Alexander om sin landsholdsdebut, som foregik med det danske U17-landshold mod Frankrig i den franske by Clairefontaine.

Det blev til et hurtigt indhop for den fysisk stærke offensivspiller, der til gengæld startede inde i den efterfølgende kamp tre dage senere. Sidenhen er han nu også blevet udtaget til holdets kampe i eliterunden i slutningen af marts mod Sverige, Letland og Schweiz.

- Det gik meget hurtigt med den første samling, men det var fedt at lære en masse nye mennesker at kende, for jeg kendte ingen i forvejen. Det er bare stort. Det er selvfølgelig gået virkelig stærkt på det seneste, men jeg nyder det og arbejder hårdt for at bliver endnu dygtigere. Jeg har lært at nyde, når det går godt. Det er virkelig vigtigt for mig at være glad i det, jeg laver og huske også at nyde tingene, og heldigvis har jeg en familie og en masse gode venner, der støtter mig. Og for at det ikke skal være løgn, så bød en begivenhedsrig måned også på endnu en stor oplevelse. I midten af marts rejste han nemlig til den italienske hovedstad Rom, hvor han var inviteret til prøvetræning af storklubben AS Rona.

I slutningen af marts fik Alexander Simmelhack scoret sit første landskampsmål, da han i sin tredje landskamp bragte U17-landsholdet foran 1-0 i kampen mod Sverige. Foto: fodboldbilleder.dk

- Jeg tænkte ”shit”, da jeg fik at vide, at det var en mulighed. Det havde jeg ikke lige regnet med. Men jeg tog derned for at prøve mig selv af og for at se, hvordan fungerer i en stor klub i udlandet. Det var en kæmpestor oplevelse, og jeg har virkelig fået blod på tanden.

Fremtiden ligger for hans fødder, og som alle andre unge talenter er drømmene store. Men hvad drømmer Alexander Simmelhack om?

- Jeg er superstolt over at have fået debut, og jeg er virkelig glad for den tillid, der er til mig i Randers FC. Planen for mig er at spille en masse Superliga-kampe og så forhåbentlig komme afsted til udlandet.

Hvor vil du hen, hvis der er frit valg på alle hylder?

- Drømmedestinationen er helt klart FC Barcelona. Eller Tottenham.

Men Tottenham - de vinder da aldrig noget?

- Det kan være, at de gør det med mig på holdet, lyder det med et drenget grin fra den ambitiøse og seriøse unge mand. ▪

This article is from: