Hindsgavl slot samlet udgivelse by Realdania By & Byg

Hindsgavl Slot

Hindsgavl Slots historie strækker sig over mere end 800 år. De ældste lag er, som det ældste anlæg, i dag blot fragmenter. Men ikke desto mindre er det netop håndgribelige vidnesbyrd, der hvisker med i den fortælling, Hindsgavl Slot lader sine besøgende opleve. Uanset om man blot lægger vejen forbi slotshavens frodige landskab, eller man lader sig synke ned i en stol i hovedbygningen og over en kop eller et glas lader den hjemlige og sagnomspundne stemning indhylle sig med en ro, der er som uden for tiden.

Hindsgavl Slot

Bygninger er en del af vores kulturarv. Et håndgribeligt levn, som vores forfædre har givet videre, og som vi er forpligtet til at værne om.

Realdania Byg

ISBN: 978-87-92230-33-1

Realdania Byg A/S er et ejendomsselskab for udvikling og bevaring. Selskabets formål er at opbygge og formidle en samling af gode eksempler på byggestil og arkitektur fra forskellige tidsperioder og egne i Danmark samt at investere i udviklingen af eksperimenterende nybyggeri. Realdania Byg er et helejet Realdaniaselskab.

Udgivet af Realdania Byg

Se mere på www.realdaniabyg.dk

Hindsgavl Slot

Bygninger er en del af vores kulturarv. Et håndgribeligt levn, som vores forfædre har givet videre, og som vi er forpligtet til at værne om.

Realdania Byg

ISBN: 978-87-92230-33-1

Udgivet af Realdania Byg

Se mere på www.realdaniabyg.dk

Hindsgavl Slot

Fotos Kurt Rodahl Hoppe m.fl.

Hindsgavl Slot © Realdania Byg A/S og forfatterne 2011 1. udgave, 1. oplag 2011 ISBN 978-87-92230-33-1 Tekst og redaktion: Johnny Wøllekær, Jørgen Thomsen, Margrethe Floryan, Jakob Aahauge og Realdania Byg. Layout: Realdania Byg A/S og OAB-Tryk a/s. Foto og illustrationer: Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, Gorm Benzon, Berlingske Tidende, Det Biovidenskabelige Bibliotek, Det Kongelige Bibliotek, Exners Tegnestue, Fyns Presse Foto, Hindsgavl Slot A/S, Hærens arkiv, Københavns Museum, Landplus, Middelfart byarkiv, Middelfart Museum, Nationalmuseet, Odense Stadsarkiv, L.S. Vedel Simonsen og Vilhelm Lauritzen Arkitekter. Øvrige fotos: Kurt Rodahl Hoppe Sat med Minion Pro og trykt af OAB-Tryk a/s, Odense

Realdania Byg er et helejet Realdaniaselskab.

Indhold

Forord. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Realdania Byg Hindsgavls arkitektur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 229

Kurt Rodahl Hoppe Efterår. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Jakob Aahauge Bevaring og transformation . . . . . . . . . . . . . . . . . . 243

Johnny Wøllekær Hindsgavls fortid . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Kurt Rodahl Hoppe Sommer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 272

Johnny Wøllekær Hindsgavl slot og anlæg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 284 Oversigtskort . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 286 Ejerrække . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 288

Kurt Rodahl Hoppe Vinter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 101 Johnny Wøllekær Stamhusets endeligt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 113 Jørgen Aage Thomsen Nordens borg. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 127 Kurt Rodahl Hoppe Forår . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 190 Margrethe Floryan Retrospektiv visit i Hindsgavls have . . . . . . . . . . . . 203

Johnny Wøllekær Sagn og kuriosa Sagnenes Hindsgavl . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Oldtidens Hindsgavl . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Marsvinsfiskeri . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Beskrivelse af Hindsgavl anno 1777 . . . . . . . . . . . . Genfærdet “Den hvide Dame” . . . . . . . . . . . . . . . . Ahlefeldts eg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ringenes herre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nonnerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Buggeblod . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Bjørnsdammen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

22 34 48 62 78 88 116 174 212 226

Forord

De danske herregårde er en væsentlig del af det danske kulturlandskab. I landskabet, i kunsten og i historien. De er vidnesbyrd om århundredes kultur og sætter hver især et fornemt præg på landskabet. Ikke alene med bygningsmæssig skønhed, men ofte også som samlingspunkt for en egns kulturelle udvikling og natur. Der er ca. 600 herregårdsanlæg tilbage i Danmark. De rammemæssige betingelser for herregårdens drift er, ligesom for landbruget generelt, forandret markant gennem de sidste 100 år. Siden lensafløsningen i 1919 har det været en udfordring for de slægter, der i generationer har løftet denne kulturarv, at holde sammen på værket, der ikke blot kan være langt fra nutidens herskende boligideal, men især er en betydelig økonomiske udfordring. I dag konkurreres der på landbrugsdriften på lige fod med det øvrige landbrug, der ikke i samme grad som herregårdene har fredede og bevaringsværdige bygninger at indpasse i driften. For flere betyder det, at der må tænkes i nye anvendelsesmuligheder, fordi den traditionelle drift af jord, skov og besætning ikke i sig selv kan generere nok overskud til blot at holde bygningerne. Det gælder også Hindsgavl Slot, der netop efter lensafløsningen blev sat i frihandel og kort efter begyndte et nyt liv som ramme om kursusaktiviteter for almindelige danskere.

Fyn er en af de landsdele, der er beriget med mange bevarede anlæg. Især to perioders herregårdstyper præger det fynske landskab. Renæssance-anlæg, der er opført i det 16. århundrede, og klassicistiske, der er opført i slutningen af det 18. århundrede. Sammen er de vidnesbyrd om flere århundredes skiftende skønhedsidealer og udviklingen af det historiske danmarkskort. De ældste anlæg er borge – som det ældste Hindsgavl Slot. De forekommer tillukkede og dystre, bygget af tunge mure og omgivet af voldgrave. De er bygget som forsvarsværn i og til en tid, der bød på pludselig ufred og krig. De yngste heroverfor, som Hindsgavls nuværende anlæg hører til, er til gengæld lyse og åbne, skabt til selskabelighed. Med forudsætninger i fransk bygningskultur minder de mere om et komfortabelt landsted. Anlæggene er opført med streng symmetri og med åbne forbindelser. Ikke blot mellem de enkelte rum, men også i forhold til de landskaber, som de er en del af. At landskaberne så oftest også fik en ordentlig bearbejdning for at få det hele til at gå op efter tidens skønhedsidealer og ideer er så en anden sag. Hindsgavl Slots historie strækker sig over mere end 800 år. De ældste lag er, som det ældste anlæg, i dag blot fragmenter. Men ikke desto mindre er det netop håndgribelige vidnesbyrd, der hvisker med i den

fortælling, Hindsgavl Slot lader sine besøgende opleve. Uanset om man blot lægger vejen forbi slotshavens frodige landskab, eller man lader sig synke ned i en stol i hovedbygningen og over en kop eller et glas lader den hjemlige og sagnomspundne stemning indhylle sig med en ro, der er som uden for tiden. I dag er Hindsgavl Slot indrettet som hotel og konferencested. Autentisk i det ydre anlæg og i hovedbygningen, der netop er som skabt til en sådan anvendelse. Til gengæld er den tidligere avlsgård helt transformeret. Her er der skabt hotelværelser, konferencerum og selskabslokaler. Det er sket for at bidrage til det samlede anlæg på to fronter. For at bevare Hindsgavl Slot i sin helhed og for at sikre en bæredygtig økonomisk ramme for stedet. Ethvert besøg er således med til at bidrage til bevarelsen af slottet. En stor tak til bogens bidragydere, der hver især har været med til at kaste lys over de mange facetter, Hindsgavl har. Danmarkshistorie, arkitektur, havekunst og ikke mindst et eksempel på, hvordan man nænsomt kan føre fortiden ind i fremtiden gennem en transformation, der på én gang sikrer det historiske anlæg og giver det nyt liv.

Realdania Byg, august 2011

Efter책r

Hindsgavls fortid Af Johnny Wøllekær

Kongeborgen Hindsgavl ligger ved den fynske Lillebæltkyst, og landskabet er kendt for sin skønhed. Og her, helt ud til – og omslynget af – Lillebælts bølgende saltvand, rejser sig stejlt en lille banke. Nogle kalder den sågar et bjerg. I dag er bankens bratte sider bevokset med græs, buske og tornekrat. Den syner ikke af meget; der er næsten ingen levn af mur eller fordums bygning. Alt er sunket i glemsel, men der er faktisk tale om et gammelt voldsted – en rest af en kongelig middelalderborg! Gennem næsten 400 år lå der en kongeborg på bankens tinde. En gang genlød slotsbanken og hængebroen over voldgraven af slagene fra hestenes hove og råb fra kongens mænd. Borgens historie er både urolig og blodig, men i dag er lydene forstummet, og alt summer af fynsk idyl. Slotsbanken er det første spor af kongeborgen Hindsgavl, hvis historie går helt tilbage til det 13. århundrede. Den hæver sig 15 meter over strandkanten ved Lillebælt og måler ca. 75 m på tværs. Fra dens top kan man skue ud over Lillebælt – til Jyllands kyst, Kolding Fjord, Fænø og Fænøsund. Netop ved Hindsgavl er Lillebælt smallest, og fra tidernes morgen har stedet været et knudepunkt for overfarten mellem Fyn og Jylland. Fra kongeborgen kunne kongen og hans mænd holde et skarpt øje med fjendtlige fartøjer i Lillebælt.

Modsatte side: Hindsgavl Slot efter Resen, ca. 1670. Tegningen giver et indtryk af renæssanceborgens udseende. Man ser det store langhus, tårnet ud mod vandet og bygningerne omkring borggården. Blot 25 år senere var dele af slottet styrtet i havet og resten flyttet væk (Det Kongelige Bibliotek).

Resens kort over Hindsgavl og Middelfart. Kortet er tegnet ca. 1670 og er det tidligste kort over Middelfart (Det Kongelige Bibliotek).

Kongernes borg Navnet Hindsgavl er første gang nævnt i Kong Valdemars Jordebog fra 1231, hvor Hegnetskov ved Middelfart omtales som et kongeligt domæne. Intet tyder dog på, at der dengang var tale om en borg eller et hus – arkæologerne har ganske vist fundet et skår af et lertøjsbæger fra ca. 1200 på slotsbanken, men det kan være havnet der på anden vis. Mest sandsynligt er det, at halvøen Hindsgavl var et skovklædt kongeligt jagtterræn. Borgen blev formentlig først opført senere, og i kilderne nævnes den første gang i 1295 i formen Hegnesgaffuel, det vil sige den indhegnede gavl (klint eller stejl skrænt). Borgen må altså være opført i årene mellem 1231 og 1295. Det var for Danmark urolige tider. Efter Valdemar Sejrs død i 1241 kom det til strid om kongemagten, og modsætningerne i det danske samfund tog til. En lang og urolig tid blev indledt, og hovedparten af Danmarks middelalderlige borge stammer fra denne peri-

ode. Kongen, bisper, lensmænd, herremænd – alle, der havde råd og mulighed for det – beskyttede sig og byggede boliger, der kunne forsvares eller tjene som støttepunkter til bekæmpelse af de andre. De befæstede borge fungerede også som holdepunkter for samlingen af riget og forsvar mod venderne, der fra deres hjemegn ved Østersøkysten drev sørøveri. Disse kongelige og private borge findes overalt i Danmark. Nogle ligger hen som ruiner, andre er ombygget til ukendelighed, men de fleste er kun bevaret som voldsteder – som Hindsgavls slotsbanke. Og netop ved Lillebælt lå borgene tæt. De markerede kongens ejendom, og meget tyder på, at Hindsgavl blev bygget på den tid. Et gæt går på, at Hindsgavl blev anlagt af Erik Plovpenning (1241-50), og at borgen var et modstykke til Koldinghus, der blev bygget på samme tid af kongens bror, hertug Abel, som et værn for Sønderjylland. Fra Hindsgavl kunne kongen holde øje med, hvad broderen fandt på!

Sagnenes Hindsgavl Til ethvert rigtig slot hører også en eller flere spøgelseshistorier og sagnfortællinger, og det gør der selvfølgelig også til Hindsgavl Slot. Egnens mange oldtidsgravhøje satte sikkert fantasien i sving hos fortidens beboere, og de gamle fortalte endnu i 1600- og 1700-tallet, at Hindsgavl fik sit navn efter to kæmper, Henze og Gaul, som i tidernes morgen sammenkastede banken, hvorpå kongeborgen stod.1 Kæmperne var i øvrigt blevet begravet i nærheden af banken.2 Et andet sagn fortæller, at det var kæmpen Grim (eller Grimure), der slog sig ned på egnen og byggede de første huse på borgen, hvorfor borgen i tidernes morgen blev kaldt Grimborg – og derfor fandtes der også en mose, der gik under navnet Grimborgmose.

Hindsgavl som det så ud i Resens atlas fra omkring 1670. Resens tegning viser borgen i dens forfaldsperiode, men trods sine store fortegninger har tegningen på mange måder vist sig pålidelig. Der er i dag kun få rester af bygningerne tilbage, da det meste blev fjernet efter auktionen i 1600-tallets slutning.

Borgen lå på en naturlig banke i et sumpet engdrag – kaldet Sudden – der nogle steder var bundløst, og som gav en god beskyttelse. Det samme gjorde en voldgrav med hængebro fra landsiden. Placeringen udnyttede de stejle skrænter mod vandet. Borgen har sikkert også haft en forskansning af træstolper, som gjorde, at et fjendtligt angreb ikke var så ligetil.

Der blev skrevet Danmarkshistorie Hindsgavl lå centralt og blev brugt som mødested i krig og fred. Borgen var placeret ved rigets gamle hovedrute over Fyn, og med en kongemagt, der endnu i 1400-årene var rejsende, var der brug for møde- og opholdssteder. Landets skiftende konger gjorde ofte holdt på Hindsgavl på deres vej tværs gennem riget. Når fremmede tropper truede Danmark og trængte op gennem Jylland og gerne ville sætte over til Fyn, så kom Hindsgavl også i begivenhedernes centrum. Hindsgavl var således i den urolige tid i 1200-tallets slutning scene for flere storpolitiske dramaer. I 1286 blev Erik Klipping myrdet i Finderup Lade ved Viborg. Hvem morderne var, er stadig en gåde, men flere af rigets mægtigste mænd fik skylden, og de blev kendt fredløse og landsforvist. De flygtede til Norge, hvor kongen hjalp dem med plyndringstogter i Danmark. I 1287 skal Erik Klippings mordere efter sigende have plyndret, hærget og afbrændt ikke alene Middelfart, men muligvis også Hindsgavl. En (ny) borg så snart dagens lys. I september 1295 trak det op til krig mellem kong Erik Menved

og hertug Valdemar af Sønderjylland, men på et møde på Hindsgavl sluttede de to kamphaner en fredsaftale. Kongen boede formentlig på Hindsgavl i flere dage, og fire dage senere var borgen igen ramme om historiske begivenheder, da kongen mødtes med den norske konge Erik Magnussøn, kaldet Præstehader, for at indgå en våbenstilstand. Danmark havde i en årrække været plaget af stridigheder om tronen, og den norske

Der findes ingen samtidige gengivelser af det middelalderlige Hindsgavl Slot. Her er slottet, som det er skildret i L.S. Vedel Simonsens Borgruinerne fra 1813.

konge havde støttet den fredløse marsk Stig, der var mistænkt for mordet på Erik Menveds far, Erik Klipping. På Hindsgavl blev striden bilagt – i hvert fald for en kort stund. Fredsaftalerne holdt dog ikke. Der var svig i begge kongers sind, og freden blev brudt fra både norsk og dansk side. Krigen rasede igen efter mindre end et år. Hindsgavl blev atter og atter erobret af de stridende parter. Borgen var først i 1300-tallet kastebold mellem kongen og de holstenske grever, der fik borgen i pant. Fra 1317 og 50 år frem var det de slesvigske hertuger, der sad på borgen og resten af Fyn. Kong Valdemar Atterdag gjorde flere forsøg på at få borgen tilbage. Borgen blev belejret, men først i 1367 kom borgen i hans magt. Kongen brugte Hindsgavl og andre borge til at skabe orden og fred i det uroplagede kongerige, og Hindsgavl blev nu sæde for en kongelig lensmand, der befalede over hele Hindsgavl Amt (nogenlunde svarende til den nuværende Middelfart Kommune). Lensmanden havde den militære befaling og administrerede krongodset, der lå under borgen. Det gjorde borgen til centrum for hele kongens lokaladministration på egnen. Hindsgavls strategiske beliggenhed gjorde den til et udsat mål under de mange krige, som Danmark deltog i, og den blev belejret mange gange. Men borgen blev også brugt til meget andet. Den blev flere gange

brugt til retterting, som var Danmarks øverste domstol. Men borgen var også storpolitisk skueplads. På Hindsgavl fik flere byer som Bogense stadfæstet deres privilegier, og der blev indgået aftaler om landets sikkerhed. Den lille ø Fænø Kalv blev eksempelvis brugt af Erik af Pommern, da han og den holstenske grev Henrik i 1409 indgik forlig om stridighederne i Sønderjylland. En række af landets betydeligste adelsmænd blev i senmiddelalderen lensmænd på Hindsgavl, og slottet blev omkring 1430 sammen med Nyborg og Hagenskov omtalt som Fyns bedste slotte.1 Listen over adelsmænd, der i 1400-årene ejede Hindsgavl, talte også Eggert Frille (der levede ca. 1400-1470). Han havde sæde i rigsrådet og var en af sin tids mægtigste mænd. Han fik Hindsgavl i forlening af Christoffer af Bayern, og han spillede en betydelig rolle i rigsrådet, da han var en dygtig diplomat med stor indsigt i hanseatisk politik. Han endte dog med at komme i unåde og blev afsat som lensmand. Nye lensmænd kom og gik, men slottet bestod. Det skete stadig, at kongen kom forbi, og Christian 2.s dronning, Elisabeth af Habsburg, synes at have haft en stor forkærlighed for Hindsgavl. Hendes regnskab viser, at hun adskillige gange gæstede Hindsgavl, mens gemalen foretrak Middelfart, hvor han boede hos den adelige borgmester Olaf Bang.

Kongens fald I 1523 opholdt Christian 2. sig i Middelfart, og hans hær var samlet på Vestfyn og i de nærmeste jyske byer. Danskerne var på kant med det svenske broderfolk. Efter slaget ved Tiveden i Sverige blev Christian 2. kronet som konge af Sverige. Det var under den begivenhed, at en stribe svenske stormænd blev halshugget på Stor-

torget i Stockholm i det, som eftertiden har døbt Det stockholmske Blodbad. Blodbadet gav rystelser langt uden for Sveriges grænser, og de jyske adelsmænd gjorde til sidst oprør mod kongens politik. I spidsen for oprøret stod de jyske rigsråder og kongens farbror, hertug Frederik (den senere Frederik 1.). De fik kongen afsat, og den rådvilde Christian 2. søgte mod Hindsgavl og Middelfart. Han kunne ikke bestemme sig til, om han ville forsøge at samle en hær og vinde kongemagten tilbage, eller om han skulle forhandle med de jyske adelsmænd.

Gennem nogle uger fartede kongen over Lillebælt flere gange til drøftelser om et forlig i Jylland. Det gav anledning til myten om kongens natlige sejlads mellem Jylland og Fyn, som er beskrevet i Johannes V. Jensens mesterværk Kongens Fald. Kongen opholdt sig mest i Middelfart, men som situationen spidsede til, blev det sikkert Hindsgavl, som blev kongens base. Der er den dag i dag stadig rester af en 30 meter lang mole ud for slotsbanken, og det er ikke usandsynligt, at kongen sejlede ud herfra i de bevægede vinterdage i 1523.

Skitse af Hindsgavl Slotsbanke med de huse, der blev udgravet i 1940’erne. Gengivet efter Fra Nationalmuseets Arbejdsmark 1944.

Øverst: Rekonstruktion, der skal vise Hindsgavl Slot på Chr. IV’s tid. Gengivet efter Gorm Benzon: Hindsgavl Slot. Nederst: Det gamle Hindsgavl Slot tegnet af museumsinspektør S. Skov på grundlag af udgravningerne i 1940’erne. Gengivet efter Berlingske Tidende 28. december 1955.

Siden mistede Christian 2. tronen til farbroderen. Det skete, da han med familie sejlede fra København den 13. april 1523. Landets og Hindsgavls trængselstider var dog ikke ovre. Fyn led meget under den borgerkrig, der hærgede Danmark 1534-36, og som blev kendt under navnet Grevens Fejde. Under fejden, der førte frem til reformationen, blev hele egnen omkring Hindsgavl hærget og plyndret af holstenske soldater. Det blev til adskillige kampe. Flere kongeborge blev under stridighederne brændt af, men hvorvidt Hindsgavl også blev flammernes bytte, er uvist.

Efter reformationen I 1567 fik tyskeren Jørgen Sehested Hindsgavl som len. Det er meget lidt, vi ved om Hindsgavls bønder fra denne tid, men med Sehested fik bønderne en meget hård herre. Det gjaldt ikke alene det pligtarbejde, han forlangte af bønderne (kaldet hoveri), men også med hensyn til deres landgilde, der var en årlig betaling for jord og bygninger. Det kom til bitter strid mellem lensmanden og bønderne, og der blev udsendt mange skriftlige påmindelser og formaninger til bønderne. Sagen endte på kongens bord, og han gav i 1567 ordre til, at Hindsgavlbønderne skulle køre møg fra slottet og i øvrigt være lydige og rette sig efter, hvad Jørgen Sehested eller hans foged krævede af dem. Men bønderne fandt sig ikke i hvad som helst og klagede gang på gang over lensmanden og hans behandling af dem. Den gik ikke i længden, og kongen måtte til sidst gribe ind og fik Sehested sat fra bestillingen.

Det var ikke sidste gang, bønderne klagede over deres lensmand. Problemerne med bønderne gik i arv til den næste lensmand, Hans Lindenov. Kongen indskærpede nu over for bønderne, at de ikke længere kun skulle køre seks læs møg, men også skulle fortsætte deres kørsel, til hele møddingen var kørt helt væk. Grunden var sikkert, at der nu blev avlet og høstet mere til slottet end tidligere. I 1500-tallet begyndte den danske adel og lensmændene på kongens slotte at levere stude til Nederlandene og Nordtyskland. Det gav vækst og velstand – også på Vestfyn. I 1576 hed det om Hindsgavl, at “der nu avles og høstes meget mere til slottet end tidligere og derfor staldes og fodres flere øksne, køer og andet fæ end forhen”.

I 1643 kom Hindsgavl len i hænderne på Claus Sehested, og hans tid på Hindsgavl blev urolig. Fæstebønderne klagede flere gange deres nød til den senere konge Frederik 3. Lensmanden blev beskyldt for at være alt for streng. Der blev lavet en undersøgelse, men den frifandt lensmanden, der dog var død i mellemtiden. Det var også en tid, hvor slottet var i forfald. En synsforretning fortalte om manglende vinduer, bjælker, der var rådne, tagsten, der var faldet ned osv.

Middelalderborgens udseende De middelalderlige borge blev indrettet meget forskelligt. Det afhang af terrænet, ressourcer og behov for beskyttelse. Nationalmuseets arkæologer gravede i årene 1942 og 1943 på Hindsgavls borgbanke, og her fandt de rester af fundamenter, murbrokker, brandlag og andet. Alt sammen vidnede om flere ødelæggelser og hastige genopførelser af bygningerne. Fundene var dog svære at datere, da der nogle steder lå hele tre byggeperioder oven over hinanden. Der blev også fundet nogle ganske få mindre genstande som mønter, et skår af et drikkeglas og glideskinner til armbrøste. Udgravningen gav nogle ideer om, hvordan middelalderborgen så ud – og fundene kan sammenholdes med de skriftlige beskrivelser og en tegning fra Peter Hansen Resens Atlas Danicus fra omkring 1670. De skriftlige kilder kan også hjælpe. Borgen er blandt andet beskrevet i to synsforretninger fra 1597 og 1643, som begge blev lavet efter lensmandens død i embedet. Det billede, der står tilbage, er: Der var adgang til borgen fra en bro, som førte over voldgraven. Den besøgende fulgte en smal, stejl vej langs borgens vestside, og drejede så brat til højre. Der var indgangen til borgen fra nord gennem en slags port i en lang mur. Borgens bygninger lå langs slotsbankens kanter. Mod sydvest lå et svært, firkantet tårn,

Nationalmuseets udgravninger af Hindsgavl Slot i 1942. De arkæologiske udgravninger gav et nogenlunde sikkert indtryk af den middelalderlige borg (Nationalmuseet).

der vogtede adgangen til borgen. Murene var 1-2 meter tykke, og tårnet var 12-14 meter højt, hvor det var højest. Tårnet vidnede om, at borgen var et forsvarsanlæg, hvor den isolerede beliggenhed dog nok var det bedste værn. Klos op af tårnet lå et 24 meter langt hus, kaldet fruerstuen. Tårnet og fruerstuen var begge bygget efter 1500, men under dem lå ældre bygningsrester. Fruerstuen var af bindingsværk og var formentlig bolig for lensmanden. På slotsbankens sydside lå et hus i bindingsværk, der var noget yngre. Det var opført i 1607 på foranledning af Christian 4. og var i to stokværk. Bygningen var formentlig hentet på Vamdrupgaard og Nygaard ved Kolding, hvor den var pillet ned og herfra flyttet til Hindsgavl. Bygningen var bestemt som gemakker for kongen og dronningen, når de opholdt sig på Hindsgavl, og Christian 4. var med sikkerhed på Hindsgavl i 1614, hvor han blandt andet lod den fynske adel beskatte. Arkæologerne fandt desuden en staldbygning mod øst og en mur, der løb parallelt med bankens nordlige side. Over gårdspladsen lå to lag toppede sten. I synsforretningen fra 1643 tales om et langt hus, hvor der blandt andet var dejstue, pigekammer, skriverstue over porten, bryggers og mælkehus. Slottets ladegård lå lidt fra selve borgen og bestod af tre huse: En lade, en stald og et vognskur. Og på slotspladsen blev i 1600-tallet anbragt en “vandkunst”, der fik vand fra skoven på den anden side. Vandet løb over 440 meter gennem en trærende. Vandkunsten var sikkert ikke kun til pynt, men blev formentlig også brugt som en slags “vandhane” til drikkevand. Alt i alt var der ikke tale om nogen imponerede borg, når man tager i betragtning, at Hindsgavl var hovedsæde for et af Danmarks vigtigste len.

Oldtidens Hindsgavl Der har boet mennesker på Hindsgavlhalvøen i tusindvis af år. Jægere og fiskere har i stort tal holdt til langs kysten. Senere blev jorden dyrket, og der var flere bebyggelser på halvøen. Rundt om slottet er der rigt på spor efter oldtidens bopladser og gravhøje. Fortidsminderne er ganske vist ikke så synlige i landskabet længere, da eftertidens landbrug, grusgravning og anlægsarbejder har overpløjet og fjernet dysser og jættestuer. Arkæologerne har imidlertid kendskab til ikke mindre end 13 gravhøje, der lå øst for hovedgården. Det var ganske almindeligt, at man i bondestenalderen og stenalderen anlagde gravhøje i klynger. Det er kun enkelte gravhøje, der er bevaret nogenlunde intakt. Hindsgavls muldjord har også givet fine oldtidsfund fra sig. I 1867 gjorde en dreng et opsigtsvækkende fund på en mark på Fænø. På vej hjem fra markarbejde opdagede drengen en ualmindelig smuk flintedolk, der lå på marken. Godsinspektøren så dolken, og han købte den af drengen for en daler. Dolken blev siden foræret til fruen på Hindsgavl, fru kammerherreinde Fønss. Flintedolken var i privateje ganske længe, men den blev for alvor kendt, da den blev vist på Verdensudstillingen i Paris i 1889. Her fik en af Nationalmuseets medarbejdere øje på dolken og kontaktede straks ejeren. Der blev lavet en aftale om, at dolken blev deponeret på Nationalmuseet, hvor den siden har haft sin plads i oldtidsudstillingen. Den 29,5 cm lange og 9 cm brede flintedolk, der stammer fra den seneste del af stenalderen, ca. 1900-1700 f.Kr., er i dag kendt som 35 Hindsgavl-dolken. De fleste har i øvrigt haft dolken i hånden. Den pryder nemlig bagsiden på den nye 100 kroneseddel.

Renæssanceborgen – Hindsgavl i krig I midten af 1600-tallet var Hindsgavl temmelig nedslidt af mange års uroligheder. Derfor legede Frederik 3. med tanken om at lade borgen renovere, så den kunne genvinde fortids storhed. Planerne kom så langt, at en del af lenets indtægter blev øremærket til reparationer, men sandheden var, at disse “håndører” forslog som en skrædder i helvede, og snart væltede nye ulykker ned over borgen. Danmark lå i 1600-tallet flere gange i krig med Sverige, og Lillebælt – og Hindsgavl – lå ofte i begivenhedernes centrum. I 1657 trak det igen op til krig, da Frederik 3. forsøgte at vinde noget af det tabte terræn tilbage. Men hans taktik gik i vasken. Frederik 3. og hans mænd troede, at de kunne udnytte, at nabofolket lå i krig med Polen, hvor den svenske hær slog sine folder. Men den svenske konge Karl 10. Gustav reagerede hårdt og drog resolut med sin hær af krigsvante soldater mod Danmark. Snart lå hertugdømmerne og Jylland for hans fødder. I januar 1658 stod svenskekongen klar til at drage mod Fyn og Sjælland, men den danske flåde forhindrede i første omgang, at de svenske tropper satte over Lillebælt. Svenskerne gjorde forberedelser til landgang, og vejret gav dem pludselig en hjælpende hånd. En hård isvinter satte ind, og Lillebælt frøs til, og den 30. januar 1658 marcherede de svenske soldater med alt deres udstyr over det frosne Lillebælt. Det var et dristigt vovestykke, men isen holdt – “kun” godt 100 mand røg gennem isen – og den svenske hær gik i land ved Tybrind Vig (mellem Hindsgavl og Assens), hvor den beskedne modstand blev fejet væk. Manøvren er siden blevet et stykke militærhistorie. De svenske tropper besatte Middelfart og Hindsgavl, hvor lensmanden og amtsskriveren flygtede over stok og sten, da svenskerne rykkede ind på borgen.

Hindsgavl var allerede stærkt forfaldent, og den svenske belejring gjorde kun ondt værre. Svenskerne fortsatte deres sejrsmarch, og den danske konge var tvunget i knæ. Danmark måtte skrive under på en ydmygende fredsaftale, hvor landet afgav Skåne, Halland og Blekinge. Der var sluttet fred, men de svenske tropper blev i landet, og snart blussede krigen op igen. I efteråret 1659 vendte krigslykken, da danskerne fik støtte fra udenlandske hjælpetropper. Jylland blev snart renset for svenskere – og for mad – og de fremmede tropper var klar til at sætte over Lillebælt. På den fynske side havde svenskerne bygget skanser og løbegange for at hindre en landgang, og de holdt stand en tid. I flere måneder var Hindsgavl omdrejningspunkt for krigen. Først i november 1659 blev de danske hjælpetropper sejlet over Lillebælt, og efter en heftig kanonade gjorde tropperne landgang mellem Middelfart og Hindsgavl, som blev stormet. Nu var det ca. 100 svenske soldater, der måtte flygte for livet. Hindsgavl var erobret tilbage. Efter landgangen på Fyn faldt 18 svenske kanoner i de danske hjælpetroppers hænder. Den ene af disse

Øverst: en stejl trappe fører ned mod Sudden og den gamle slotsbanke, der kan anes øverst i billedet til højre. Modsatte side: Den ene af de svenske kanoner har overlevet til i dag og står nu på Hindsgavl som pynt ved en af slottets udsigtsposter.

kanoner har overlevet til i dag og står på Hindsgavl, hvor den i nyere tid er opsat som pynt ved en af slottets udsigtsposter. Svenskekrigene er også synlig på Fænø og Fænø Kalv, hvor man den dag i dag kan se rester af 1600-tallets fæstningsanlæg – de såkaldte svenskebatterier og deres volde. Kalven har grave og volde langs øens kant, og på Fænø skimtes skanser på både syd- og nordspidsen. Svenskekrigene var en mavepuster for Hindsgavl, og den gamle borg genvandt aldrig sin betydning. Først hærgede svenskerne borgen, og siden kom de danske og fremmede hjælpetropper. Det sled hårdt på borgen, og i 1660’erne noteres det flere gange, at alle borgens værelser var fuldstændig ubeboelige. Den gamle kongeborg blev nu kastebold mellem kongemagten og adelen. Da enevælden blev indført i 1660, var det endegyldigt forbi med, at kongen rejste land og rige rundt i embeds medfør, og derfor boede han heller ikke længere i perioder på Hindsgavl. København blev nu residensstad og kongens faste bopæl. Svenskekrigene tog på statens finanser, og de økonomiske problemer fik mange konsekvenser. Meget af krongodset blev solgt eller pantsat. Det gjaldt også Hindsgavl.

“Her vil gæsterne møde store landskabelige overraskelser, en smuk og sagnrig natur, et paradis ved Lillebælt, så sommerligt smukt et stykke natur, som måske intet andet sted i Danmark. Se Fænøsund og dø!”

Emil Bønnelycke

Hele borgen og dens jorder overgik i 1664 til Jens Lassen, der var landsdommer og en driftig handelsmand. Han havde i stor stil leveret varer til kongen under svenskekrigene, og derfor skyldte kronen ham store summer. Landsdommeren kom dog ikke selv til at bo på Hindsgavl, der i stedet blev bestyret af landsdommerens bror, Niels Lassen. Hindsgavl bestod på det tidspunkt først og fremmest af et bøndergods på 814 tønder hartkorn (ca. 120 gårde). Landsdommer Jens Lassen havde dog været lidt for dygtig og kreativ til at handle, og han fik et voldsomt skatteproblem på halsen, så han måtte i 1681 skille sig af med alt sit fynske gods, og Hindsgavl kom tilbage til kronen. Bøndergodset blev efterfølgende udlagt til ryttergods, og hovedgården blev bortforpagtet for en tid.

Farvel til slotsbanken Siden 1200-årene havde kongeborgen og ladegården ligget “på bjerget”, men den placering var ikke hensigtsmæssig i længden, og placeringen blev opgivet

efter 1660, da anlægget ikke længere skulle bruges til forsvarsformål. I 1684 blev godset bortforpagtet til en borger i Middelfart, Hans Svendsen. Han ville grumme gerne flytte ladegården ind på marken – der, hvor Hindsgavl ligger i dag. Og da ladegården var i meget dårlig forfatning og lå upraktisk tæt ved slotsbanken, blev flytningen godkendt i 1692. Oven i hatten fik Hans Svendsen fritagelse for forpagtningsafgiften i fire år, så han kunne få ro og penge til at bygge den nye ladegård. Resten af borgen var også meget forfalden, men den var endnu ikke sunket i ruiner, og kongen forlangte udtrykkeligt, at selve kongeborgen ikke måtte rives ned. Kongen, Frederik 5., drømte sikkert om at få borgen sat i stand igen. Det blev dog naturens luner, der dikterede borgens videre skæbne. Havet gnavede ofte lidt af slotsbankens stejle skrænter, og den 10. januar 1694 gik det helt galt. En storm piskede vandet i Lillebælt over sine bredder og skabte store skader på kysterne. Det ramte også Hindsgavl, hvor højvandet gjorde et kraftigt indhug på bankens sydside. Borgens murværk slog revner fra øverst til nederst, og store dele styrtede sammen. Det gjaldt eksempelvis den gamle fruerstue, der fik sit endelige nådestød, da den styrtede i havet. Katastrofen var en kærkommen lejlighed til at se på hele borgens fremtid. Amtmanden blev sendt af sted for at tage skaderne i øjesyn, og han fældede dommen; kongeborgen var i en sørgelig stand. Meget var ødelagt, det meste træværk var rådnet, og mange døre, vinduer og vindueskarme var så dårlige, at de ikke repræsenterede nogen som helst værdi.2 Derfor blev borgen i 1695 sat på auktion. Der faldt dog kun ét bud på ruinerne, og det kom fra forpagter Hans Svendsen, der bød 100 rigsdaler. Han ville bruge de mange røde munkesten og andre materialer til at bygge den nye ladebygning. Hans

Kongeborgen har oprindeligt ligget pĂĽ den gamle slotsbanke, men det var ikke en hensigtsmĂŚssig placering i lĂŚngden. Modsatte side: Fra badebroen med kig til Jylland.

Placeringen af kongeborgen på ‘bjerget’ var ikke hensigtsmæssig i længden og blev opgivet efter 1660, da anlægget ikke længere skulle bruges til forsvarsformål. I 1684 blev godset bortforpagtet til en borger i Middelfart, Hans Svendsen, der gerne ville flytte ladegården ind på marken – der, hvor Hindsgavl ligger i dag. Og da ladegården var i meget dårlig forfatning og lå upraktisk på slotsbanken, blev flytningen godkendt i 1692.

Svendsen mente, at han havde gjort en god handel, men han fik en lang næse, da arvingerne efter den hertugelige gottorpske kældermester og vinhandler i Slesvig meldte sig som køber. De var vanskelige at hamle op med, da hertugens arvinger stod og viftede med et gammelt gældsbevis på hele 19.976 rigsdaler plus renter for vin og andet, som var leveret til Frederik 3. for flere år tilbage, og som endnu ikke var betalt. Så meget var Hindsgavl ikke værd, og kongen fik kun 7.209 rigsdaler for hele herligheden. Handelen bragte nu for alvor Hindsgavl på private hænder. I 1696 overleverede forpagter Hans Svendsen ladegården til de nye ejere. Dermed blev der sat et endegyldigt punktum for den gamle kongeborg. En ny epoke kunne tage sin begyndelse. Tilbage stod kun voldstedet i Lillebælts vandkant.

Basse-slægten kommer til Hindsgavl Det var tanken, at den nye ejer, Hans Daniel Freintz, overtog både godset og alt skattepligtigt bøndergods, men planen blev ændret. Adelsmanden fik lov at købe flere gårde inden for den nærmeste omkreds, og efterhånden nåede Hindsgavl over den magiske grænse på mindst 200 tønder hartkorn fæstegods, som gav en række skatte- og tiendefriheder. Kongen havde skilt sig af med godset, og efter nogle hurtige ejerskift havnede Hindsgavl i 1701 på general Frantz Joachim v. Dewitz’ (1666-1719) hænder. Han ejede også Frederiksgave (det nuværende Hagenskov) ved Assens, og der kom fra nu af nogle år, hvor de to store godser havde fælles ejer. Dewitz købte også en del bøndergods, hvoraf noget kom under Hindsgavl. Dewitz døde i 1719, og da han ikke efterlod sig børn, blev det en bror, som arvede alt. Slægten Dewitz ejede i et par generationer Hindsgavl, men selve godset blev mest bestyret af fogeder. Så

selv om Hindsgavl blev kaldt et slot, var der formentlig ikke noget herskab på slottet i lange perioder. Det kom der først i forsommeren 1745, da Dewitz-slægten skilte sig af med Hindsgavl, og Niels Andersen Basse (16951773) tog over. Den nye ejer stammede fra Bogense og var søn af en underofficer.3 Han havde været forvalter på et par fynske godser og må have tjent så godt, at han kunne købe Hindsgavl. Med godset fulgte blandt andet Asperup og Roerslev kirker og 83 gårde, 16 huse, et par møller og noget jord. Flest gårde havde godset i landsbyerne Stauerby (16 gårde) og Skrillinge (11 gårde). Det gods, som Niels Andersen Basse overtog, bestod af en hovedbygning og avlsbygninger i bindingsværk. Han fik snart sat sit præg på Hindsgavl, og han anlagde blandt andet en barokhave i terrasser ned mod Fænøsund. Der var alléer med klippede træer og hække og buegange under lukkede espalier, hvor damerne kunne promenere i skygge, selv om solen skinnede fra en skyfri himmel. Dengang var den solbrune hud ikke i høj kurs. Den dag i dag kan man stadig ane havens

I dag er den gamle slotsbankes stejle skrĂŚnter sikret mod bĂŚltets vand, men man kan stadig se de store indhug, der er er gjort gennem tiden.

Niels Andersen Basse og hustru (Middelfart Museum).

niveauer sammen med dammene og en stump af en tværgående lindeallé ud til kysten. Det var også Niels Andersen Basse, der fik rejst en række huse ude i landskabet, herunder materialehuset ved Hindsgavls Bro – det skete omtrent, da Hindsgavl i 1763 købte Fænø, som kronen ellers havde beholdt ved salget i 1695. Niels Andersen Basses første hustru, Karen Nielsdatter Basse, døde i 1750, men han giftede sig snart igen. I sit testamente bestemte han dog, at det var dattersønnen fra første ægteskab, Niels Basse Fønss (1751-70), der skulle overtage Hindsgavl Gods samt kirker, møller, bøndergods og Fænø. Skæbnen ville imidlertid, at dattersønnen døde blot 19 år gammel af kopper, og det blev i stedet søsteren, den blot 19-årige Karen Basse Fønss, der trådte i hans sted. Hun var gift med ritmester, senere kammerherre, Christian Holger von Adeler (1743-1801), som nu blev herre på Hindsgavl. Et nyt godsejerpar var klar til at sætte deres præg på Hindsgavl.

Marsvinsfiskeri På Hindsgavl er der gennem århundreder blevet fisket. Et særligt kapitel handler om marsvinet, Danmarks mindste hval, der tidligere vandrede op og ned gennem Lillebælt og derfor var et oplagt bytte for egnens fiskere. Hvornår fangsten af marsvin begyndte, er usikkert, men fra 1500-tallet tales der flere gange om, at der fanges marsvin i Lillebælt. I 1526 fik Frederik 1.s kansler brev på Hindsgavl med tilhørende ålefiskeri og marsvinsfangst. Siden hørte ål og marsvinsfangst til de faste ydelser fra lensmanden på Hindsgavl. I 1564 blev marsvinsjægerne i Middelfart dog løst fra Hindsgavl og fik lov til selv at

drive fangsten, når blot de betalte en årlig afgift til kronen. Der blev derfor oprettet et særligt marsvinsjægerlav (en slags brancheforening for marsvinsjægere), som fik deres egne regler (lavsskråen) nedskrevet i 1593. Marsvinsjagten var en – med nutidige øjne – makaber omgang. Jægerne, der sejlede rundt i både, søgte at skræmme marsvinene ind på lavt vand. Det skete ved, at jægerne slog i vandet med kæppe. Marsvinene blev på den måde jaget længere og længere ind i fjordene. På det lave vand blev marsvinene fanget i fiskegarn og stukket med knive. Marsvinsjægerne med deres store støvler, tykke trøjer og sydvest har her fanget en flok tandhvaler i 1870. Et almindeligt marsvin er med til at vise forskellen i størrelse (L. Sick fot., Middelfart Museum).

Hindsgavl slot og anlæg Af Johnny Wøllekær

I 1773 flyttede Christian Holger von Adeler og hustru ind på Hindsgavl. Med ham kom der en selvbevidst herre af adelig slægt. Han var selv ritmester og forhenværende eskadronchef for det holstenske rytterregiment. Den nye godsejer fulgte i forgængernes spor og lavede flere forbedringer på og ved godset. Der blev købt mere bøndergods, flere huse og mere jord. Adeler var en driftig mand. Og en fremskridtets mand. Han var et barn af 1700-tallets nye tanker, der på mange områder brød med det gamle godssystem. Oplysningstidens reformfolk trådte i karakter, og nye og banebrydende tanker vandt frem. Adeler var – ligesom så mange andre af tidens herremænd – stærkt optaget af reformbevægelsen, og der blev gjort en del for at ophjælpe bønderne og skaffe dem bedre kår. Markerne blev omlagt til moderne drift. Selv om Adeler kun var en af de mindre fisk blandt de reformivrige godsejere, så udgav han dog i 1787 et lille skrift om landbrugets reformering. Heri gik Adeler blandt andet imod stavnsbåndet, der tvang mænd mellem 18 og 36 år til at blive boende på det gods, hvor de var født. Adeler holdt på, at det er “unaturligt at eje mennesker”. Han ønskede derimod respekt for bønderne, så det ikke “anses for en skam for præster, fogeder, godsejere og andre af statens mænd at tale med bonden”.

Adeler gik selv i spidsen og lod landsbyerne under godset udskifte, så hver gård og hus fik tildelt sin egen jordlod. Det begyndte med landsbyen Svendstrup, der blev udskiftet i 1787, og siden gik det slag i slag. Bønderne under Hindsgavl havde rimelige forhold, nogle faste rammer for livet, men der var også grænser. Der var forskel på herskabet og tjenestefolket. Pastor Jensenius fra Staurby havde flere kontroverser med kammerherre Adeler om blandt andet Vejlby Skole, og han har beskrevet, at kammerherren selv for mindre forseelser kunne finde på at gennemprygle sine folk, så de i længere periode måtte holde sengen. Pastoren mente, at det var noget, Adeler havde lært ved militæret. Adeler opkøbte også ejendomme i Middelfart, og han satte gang i forskellige “industrielle” foretagender. Et pottemageri blev grundlagt i 1781 syd for “gården”, og i pottemagerværkstedet blev der opmuret potte- og bageovn. Urtepotter gjorde i slutningen af 1700-tallet deres indtog i de finere stuer – alene på Hindsgavl stod der i 1810 hele 230 urtepotter. I tråd med tidens

ånd skulle naturen ind i stuerne, og det var sikkert en af grundene til, at Adeler begyndte at sælge glaserede og uglaserede potter af egen produktion. Selv om pottemageriet lukkede ned i 1830’erne, og huset blev overtaget af godsets skytte og skovfoged, så er der altså en gammel tradition for keramik på Hindsgavl – en tradition, som i dag er videreført med keramikmuseet Grimmerhus. Godsejerparret nærede også en stor interesse for produktion af tekstiler. Karen Basse Fønss var ivrig med strikkepindene og fik sat skub i dyrkning af hør og vævning på godset. Godset solgte f.eks. i 1787 en større ladning lærred til Norge. Det var alt sammen spundet og vævet af tjenestefolk på Hindsgavl Gods.4 Det var sikkert også denne interesse for tekstil, der i 1791 fik godsejer Christian Holger Adeler til at grundlægge en spindeskole og arbejdsanstalt i Brogade i Middelfart. Hans enorme engagement var dog ikke velset alle vegne. Adeler blandede sig f.eks. så meget i byens fattigforsorg, at det kom til en strid med byfogeden. Adeler måtte til sidst godkende, at det var

På Middelfart Byarkiv opbevares en enestående læderindbundet bog, Bog over Adskillige Slags Konster, der stammer fra Karen Basse Fønss (1747-1808). Den består af en samling af håndskrevne opskrifter – i alt 109 – som er en blanding af nyttige husråd, medicinske tips, tryllekunster og “spøg-og-skæmt”-lege. Nogle af rådene blev sendt til kammerherreinden fra borgere i Middelfart eller fra andre herregårde. Det ses f.eks. af et brev, at Karen Basse Fønss indhentede erfaringer fra egnen med forsøg med vævning og tekstilfarvning, og hun var kendt for at ophjælpe tekstilhusfliden på egnen. Blandt de mere spøjse kunster er f.eks. “At skrive et brev inden i et æg”, “at spytte gnister ud af munden”, “at frembringe ferskner med skrift på”, “at gøre skønhedspletter”, “at frembringe grønne høns” osv. Bogen er også fuld af gode, praktiske råd mod f.eks. væggelus, møl og orm i “foerværk”, mod biller i kornet, om plantefarver, kure, plastre og pulvere mod alskens dårligdomme. Et nyttigt råd er f.eks., hvordan man kan have frisk udsprungne roser om vinteren: “Ved at komme næsten udsprungne rosenknopper i en krukke med vin og salt, og når de skal bruges, så lægger man dem på en varm ovn – så springer de ud”! (Middelfart Byarkiv).

byfogeden og sognepræsten, der styrede byens fattigvæsen og ikke ham selv – men ikke desto mindre drev han spindehuset videre med “succes”. Folk blev ved med at strømme til, og pladsen i huset blev i 1801 så trang, at Adeler byggede en ny, grundmuret bygning i to etager – det var det hus, der senere blev til Hotel Melfar. Godsejerparret opførte også et teglværk i den såkaldte Hindsgavls Løkke lidt vest for gården (hvor der endnu i Julieplantage findes vanddamme, der stammer fra den tid). Hindsgavl havde tidligere haft et teglværk ved teglgården (ved Fænøsund), hvor man i strandskrænten har fundet en mængde gamle mur-

brokker. Det gamle teglværk blev med opførelsen af det nye værk nedlagt og pladsen tilplantet. Det nye teglværk leverede blandt andet de teglsten, der blev brugt, da kammerherren lod hovedgården Hindsgavl ombygge.

Hovedbygningen Fra midten af 1780’erne lod Christian Holger Adeler Hindsgavls nye hovedbygning opføre. Den blev lagt, hvor en ca. 100 år ældre hovedbygning i bindingsværk også havde været placeret.

På hovedbygningen er indmuret to navneplader, der bærer årstallet 1784. Huset har dog næppe stået færdigt til indflytning før 1786. Navnepladen til venstre med indskriften “Jens Jensen 1784” har givet anledning til en del spekulationer. Han er ukendt af eftertiden, men måske murmesteren eller ligefrem arkitekten bag byggeriet.

Den nye hovedbygning var udformet, så den passede sig for et præsentabelt højadeligt hovedsæde. På hovedbygningen er indmuret to navneplader, der bærer årstallet 1784, men alt tyder på, at huset først stod færdigt i 1786.5 Arkitekten er ikke kendt, men der er blevet gættet på forskellige personer. I vestgavlen er en navneplade med indskriften “Jens Jensen 1784”, som har givet næring til mange spekulationer. Hvem er denne Jensen, der ellers er fuldstændig ukendt? Er det arkitekten eller murermesteren? Flere arkitekturhistorikere har peget på, at det formentlig er arkitekt Hans Næss, der slog stregerne til Hindsgavls klassicistiske hovedbygning. Men ingen ved noget præcist. Det er altsammen kun gisninger! Hvis arkitekten er Hans Næss, så ved vi, at han var elev af arkitekt Nicolas-Henri Jardin, der var en af tidens fremmeste og toneangivende nyklassicistiske arkitekter i Danmark og skaberen af værker som Bernstorff og Marienlyst slotte, Sølvgades Kaserne og Fredensborg Slotspark. Og Hindsgavls hovedbygning bærer præg af en velskolet jardinsk arkitekt. Hans Næss opførte på samme tid hovedbygningen på Krengerup Slot, og der er mange ligheder mellem Krengerup og Hindsgavl. Om lighederne skyldes, at de to hovedbygninger har haft samme arkitekt, eller det er, fordi bygmestrene har lånt flittigt fra hinanden, er usikkert.

Hindsgavl, gårdfacaden. Tegningen tillægges arkitekten Hans Næss. Samlingen af Arkitekturtegninger (Det Kongelige Bibliotek).

Men de to godser minder meget om hinanden. Det gælder herregårdenes vestibule med to kannelerede joniske søjler og en dobbelttrappe. Også 1. salen med midtkorridor og de to hovedportaler minder om hinanden. Hindsgavl er arkitektonisk også beslægtet med Frederiksgave, hvorfra Karen Basse Fønss stammede, så der kan have været flere inspirationskilder. Adeler var tydeligvis glad for sin herregård, og han lod indmure en egetræsplade over havedøren med indskriften:

med et utal af malerier. Kammerherre Adeler satte tydeligvis pris på malerier. Havesalen var udstyret med to spejle i mahognirammer og forgyldte dekorationer, der var også to spilleborde af mahogni, 12 lænestole med lyseblåt silkestof og blandt andet et stort papegøjebur af messing. Der omtales ligeledes spillekammer, billardstue, tobaksstue, gæsteværelser og soveværelse, der lå ovenpå.

Her kan jeg staa og se den føytende Søe Her kan jeg gøre mig en Tanke om at døe Som Skibet fløtter sig snart frem og snart tilbage Jeg gaar derfra og til med alle vore Dage

Det nye Hindsgavl indbød til selskaber, og med kammerherre Adeler var et helt nyt herskab flyttet ind, der satte pris på selskabslivet. Herskabet levede med en vis pomp og pagt. Når parret tog til kirke i Middelfart om søndagen, blev kareten trukket af et forspand af fire vældige gangere. Da hestene ikke skulle stå udenfor i al slags vejr, mens herskabet hørte på præstens prædiken, lod kammerherren opføre en rejselade på Fisketorvet. Her kunne heste og vogn stå, mens gudstjenesten stod på. Herskabet havde efter sigende også en løber foran kareten, og han løb altid med en bambusstok, hvorpå der var et hoved af poleret sølv. Det var løberens opgave at løbe i forvejen, og når herskabet ankom, stod han og bukkede for dem. Når herskabet var godt af vejen,

Det nye Hindsgavl Slot blev bygget og indrettet i tidens smag. Med brandtaksationens udførlige beskrivelse af godset og indboet i hånd – og med hjælp fra kunsthistorikeren Knud Voss – kan man få indtryk af den nye hovedbygning. Alt interiøret var malet i lyse farver – perlegråt træværk og pastelfarver på væggene. Gardinerne var hvide. I underetagen lå havesalen, spisestuen og dagligstuen. Ved siden af havesalen lå til venstre den røde stue og til højre kaffestuen. Der var også en skrivestue og et kabinet, der var forsynet

Hindsgavls selskabsliv

Den dag i dag prydes havesalen af to spejle i mahognirammer og forgyldte dekorationer.

kunne løberen skrue halvdelen af sølvhovedet fra, og så gemte der sig en flaske brændevin.6 Mange kendte og mindre kendte danskere lagde i begyndelsen af 1800-tallet vejen forbi Hindsgavl, hvor selskabslivet blomstrede. Der var to veje til Hindsgavl fra Middelfart. Den ene gik tæt på stranden og blev beskrevet som en smuk kørevej, hvor en del af vejen var omkranset af bøgetræer. Den anden gik gennem en indhegnet skov. I forsommeren 1801 var skuespiller Hans Christian Knudsen på landsturné, og han lagde vejen forbi Hindsgavl. Turneen var et indsamlingsarrangement. Englandskrigen kostede store summer til de sårede og efterladte, og det gav plads til forskellige velgørende arrangementer. Den kongelige skuespiller tog på eget initiativ på en indsamlingsturné, hvor han optrådte med et stærkt patriotisk repertoire. Efter en koncert i Odense var han på vej videre til Jylland, da han gjorde holdt i Middelfart og gav endnu en koncert. Efter koncerten blev Knudsen inviteret til hyldestfest hos kammerherre Adeler på Hindsgavl. Her blev han modtaget med tre kanonskud, og ved bordet blev der sunget en sang til hans ære. Tre unge kvinder bekransede ham, en skål blev drukket under en salut på ni skud, og ved afskeden blev yderligere tre kanonskud affyret. Jo, fint skulle det være!

Fremmede soldater på slottet Kammerherre Christian Holger Adeler døde i 1801, kun 58 år gammel, og det blev enken, Karen Basse Fønss, der førte godset videre. Krigstrommerne var allerede begyndt at rumstere igen, og under hendes sidste år rykkede krigen tæt på. I sommeren 1807 blev der anlagt yderligere to militære skanser (Vasnæsskansen) og opført flere bygninger på Hindsgavls mark – på jord, der hørte under Hindsgavl, og som kammerherreinden skænkede som en patriotisk handling.

Beskrivelse af Hindsgavl anno 1777 I 1777 udkom Nicolai Jonges Danmarksbeskrivelse, og her fortælles der om en “banke med sort glinsende jernsand eller sølvskriversand, hvoraf årligt oversendes nogle tønder til København, til brug for kancelliets kontorer og andre skriverstuer; samme skriversand er et næringsmiddel for fattige koner i Middelfart, der sanke og rense sandet”. Jonge beskriver også “en mineralsk sundhedskilde, tæt neden ved Søndenstrand, hvis vand vidner om grundens jernagtige indhold, og gør, når det drikkes på stedet, samme virkning, som pyrmontervand”. Kilden blev besøgt af mange mennesker Skt. Hansaften.

Hovedbygningen med Kavalerfløj (til venstre), Fruerfløj (til højre) og den gamle cour d’honneur. Gouache-maleri af Niels Ringe ca. 1820 (Nationalmuseet).

Kammerherreinden blev også spurgt om, hvorvidt der var blytage på hendes kirker, som kunne smeltes om til kugler. Det syntes hun dog ikke var nogen god idé, men heldigvis havde hun lidt bly liggende på Hindsgavl, som godt kunne smeltes om.7 Og i 1808 kom der igen fremmede tropper til Hindsgavl. Den gamle kammerherreinde oplevede invasionen af 40.000 spanske og franske soldater, som slog lejr i Middelfart og omegn. En del af de fremmede soldater blev indkvarteret på selve Hindsgavl. De fremmede var dog allierede og ikke fjender. De var sendt til Danmark af Napoleon for at hjælpe i en krig mod Sverige, som ikke ville indføre spærring for engelske skibe, hvilket Napoleon ellers havde fået gennemført mange andre steder. Selv om de folk, der blev indkvarteret på slottet, nok var officerer, så var de “nye venner” noget anstrengende, mente kammerherreinden. De fleste var spanie-

re. Den gamle kammerherreinde gav i et brev fra maj 1808 til sin broder, amtmand Fønss, et levende billede af det postyr og den uorden, de fremmede forvoldte. Hun havde ikke mindre end 200 soldater på daglig kost, og det tog hårdt på forrådene. Det fortælles også, at sydlændingene drev en heftig jagt på havens og parkens frøer og snoge, som de ristede over ilden og spiste til lokalbefolkningens store undren.8 Blandt de fremmede, der midlertidigt slog lejr på Hindsgavl, var også marskal Jean Baptiste Bernadotte (1763-1844), der senere blev konge af Sverige og Norge under navnet kong Karl 13. Johan, og som blev stamfader til den nuværende svenske kongeslægt – huset Bernadotte. Marskallen havde først opholdt sig på Koldinghus, men på grund af soldaternes fyring i alle skorstene brændte borgen, og Bernadotte måtte i huj og hast flytte sit hovedkvarter til Hindsgavl og siden

videre til Odense. Med sig havde han sin hustru og deres otte år gamle søn Oskar. Det var den selvsamme Oskar, der 40 år senere som Sverige-Norges konge sendte sine soldater til Fyn for at hjælpe Danmark mod prøjserne. På Hindsgavl var kammerherreinden dog ikke glad for gæsterne, der havde larmet helt ubeskriveligt, “så kær dette sted er mig, var jeg færdig at forlade det, Gud lade aldrig sådan støj komme oftere”. Det gjorde også ondt på hende at se alle gange, have og gård belejret med franske skildvagter.9 De fremmede tropper var kun i landet nogle måneder, og så kunne kammerherreinden ånde lettet op, mens et og andet pigehjerte nok bristede, da de spanske soldater drog bort. Krigens skygge var dog ikke helt forsvundet fra Hindsgavl. I den sidste del af krigen 1807-14 havde Frederik 6. sit store militære hovedkvarter på Hindsgavl. Sent om aftenen den 4. januar 1814 kom Frederik 6. til Hindsgavl. Slottet var lige blevet overtaget af det nye ejerpar, Niels Basse Fønss og Louise Wedel-Heinen, og det stod måske stadig ubeboet hen. Hindsgavl lå strategisk godt for kongen. Her kunne han sidde i sikkerhed og alligevel være i tæt kontakt med sine forhandlere i Kiel. Det kneb dog med pladsen og forplejningen, da kongen medbragte en talrig stab af embedsmænd og funktionærer, stald- og køkkenpersonale og over 100

heste. Det kongelige følge lagde beslag på ikke alene Hindsgavl, men også Middelfart og de nærmeste landsbyer. Allerede den 8. januar var der mangel på vin og øl. Hofmarskal Adam Vilhelm Hauch måtte i al hast skaffe 5-600 flasker rødvin og to tønder stærkt øl, hvilket ikke var nogen let opgave. Katastrofen lurede og en embedsmand noterede: “Vinen og øllet må endelig være her i rette tid, da vi i modsat fald vil komme i den allerstørste forlegenhed og nødes til at drikke surt, tyndt øl eller vand”. Fra Hindsgavl udgik flere kongelige breve og ordrer, og her førte kongen en del forhandlinger. Det var også på Hindsgavl, at Frederik 6. satte sig ved skrivebordet og den 16. januar 1814 satte sit navn på den fredsaftale, som hans forhandlere på hans vegne havde underskrevet i Kiel to dage tidligere, og som skilte Norge fra Danmark. Hindsgavl var nok engang placeret centralt i Danmarkshistorien. Kongen rejste fra Hindsgavl den 20. januar om morgenen. I 14 dage havde det frosset ned til -20 grader, og sneen væltede ned, hvorfor hjemturen til Sjælland blev særdeles besværlig. Kongens fynske dage havde på ingen måde være mindeværdige.10

Stamhuset Få måneder efter, at de fremmede hjælpetropper i 1808 havde forladt Hindsgavl, åndede kammerherreinde Karen Basse Fønss ud. Det var den 26. juli 1808. Nogle mente, at hun bekymrede sig ihjel. De sidste år havde på ingen måde været nogen dans på roser. De økonomiske forhold på Hindsgavl var blevet noget trykkende, og uroen omkring krig og fremmede tropper gjorde ikke tingene lettere. Da kammerherreinden ikke efterlod sig børn, havde hun allerede i 1803 lagt planer for godsets fremtid. Hun havde blandt andet bestemt, at Hindsgavl

Baron Otto Reedtz-Thott (1785-1862) og Caroline Amalie Fønss (1818-69). Parret blev gift i 1845. Baronen havde tidligere været gift med Carolines tre år ældre storesøster, Julie, men hun var året før død i barselssengen. Søstrene Julie, Caroline og lillesøster Mathilde lagde blandt andet navn til tre skovplantager, nemlig Julieplantagen, Carolineplantagen og Mathildeplantagen, som alle tre blev anlagt af deres far, Niels Basse Fønss (Middelfart Museum).

aldrig måtte sælges eller ombyttes af nye ejere. Hindsgavl skulle for tid og evighed være ejet af den Fønss’ske slægt. Det blev hendes brodersøn, Niels Basse Fønss (1793-1858), der skulle løfte arven. Det omfattende testamente opstillede en række krav og forhold, der skulle være i orden, før arvingen kunne tage over. Blandt andet skulle den gæld på 191.000 rigsdaler, der hvilede på godset, ryddes af vejen. Et par håndplukkede eksekutorer, nogle slægtninge, blev sat på opgaven med at nedbringe godsets gæld. Det var kammerherreindens slagplan, at det skulle ske ved salg af bøndergods, og man begyndte straks at sælge ud af gårde, men det viste sig at være ganske vanskeligt. Det var trange tider

efter krigen, og der var få penge mellem folk, så priserne var i bund og købelysten lille. Det blev absolut ikke lettere efter statsbankerotten i 1813. Derfor besluttede man at oprette et stamhus og overdrage arvingen resten af bøndergårdene, som ellers var bestemt til salg. Den nye ejer kunne så senere, når tiderne var bedre og priserne gunstigere, sælge gårdene og indfri gælden. Niels Basse Fønss var kun 15 år, da fasteren, Karen Basse Fønss, døde og overlod ham Hindsgavl. Et par år blev herregården administreret af andre, men efter at Niels Basse Fønss i 1813 blev gift med den kun 17-årige Louise Wedel-Heinen fra Kærsgaard ved Brenderup, flyttede det unge par ind på Hindsgavl. Herregården blev samtidig etableret som stamhus, det vil sige en

Fra havestuen.

slags arvelig fond, hvor godset udelt skulle arves af ældste søn. Det unge par fik en svær begyndelse som stamhusbesiddere. De havde ikke alene arvet Hindsgavl, men også en række alvorlige økonomiske vanskeligheder. De beregninger, der var lavet ved stamhusets oprettelse, holdt ikke. Gælden var ganske vist blevet nedbragt en anelse, men hvis den skulle helt ud af verden, måtte alt bøndergodset realiseres. Niels Basse Fønss begærede derfor i 1819 nedsat en realisationskommission, der skulle tage arvesagen op til fornyet behandling. Gennem 10 år arbejdede kommissionen med sagen, som endte med, at stamhuset overgik til Niels Basse Fønss med tilhørende gæld, der dog skulle afdrages med et fast beløb om året. Der var i virkeligheden ikke blevet ændret noget væsentligt.

Hindsgavls forvandling Med det unge ægtepars ankomst rykkede der en ny ånd ind på Hindsgavl. De havde på trods af den anstrengte økonomi store planer og begyndte blandt andet at forvandle parken og hele området omkring hovedgården. I 1700-tallet var der som nævnt anlagt en barokhave, og Adeler havde også anlagt en ny herregårdsallé fra Hindsgavl til Middelfart. Alleen gik gennem et typisk herregårdslandskab med store åbne marker til begge sider, men fulgte også skovkanten ved Øksneradeskoven noget af vejen. Herregårdsalleen var i øvrigt kun for herskabet, mens bønder og landarbejdere stadig måtte traske hen ad den gamle markvej. Den gamle barokhave blev nu skabt om til en park i engelsk romantisk stil med store, sjældne træer, idylliske smådamme, gange og spredte lysthuse. Haven blev anlagt midt i en sværmerisk tid, hvor en drømmende overklasse var grebet af ideen om tilbagevenden til naturen, og det kom til at præge den nye have og dens

Det lille thehus ligger i slotshaven og bruges i dag til selskabeligheder.

udformning. Og i naturen omkring Hindsgavl havde man alle muligheder for at skabe en romantisk have. Barokhavens snorlige gange og alleer blev skiftet ud med slyngede spadserestier, der tog de gående rundt i landskabet med skinnende græsplæner, damme, busketter med rododendron og ældgamle træer. Der blev også plads til et rislende vandløb, der blev anlagt i havens udkant, og som fungerede som afløb for dammene. Kilden sprang blandt sirligt ordnede kampesten og løb ned i et lille bassin og videre ned mod Lillebælt. Langs den fynske Lillebæltkyst blev der lagt en række udsigtspunkter, der helt i tidens ånd fik navne som Fruens Favoritsted, Abrahams Skød, Sorgenfri, Verdens Ende og Kanonen. Ved et par af udsigtspunkterne blev der også bygget små – og ganske simple –

barkhytter. Ved Sorgenfri er hytten bevaret, men den er bygget om, så der i dag står et lille hus i bindingsværk med stråtag. Hytten ved Sorgenfri er i øvrigt kendt for H.C. Andersens vers tilegnet den senere Christian 8. Om sommeren, når det var godt vejr, dannede haven ramme om familielivet. Det var også her, herskabet tog sine gæster med hen. Hele haven var sikkert stærkt inspireret af tidens andre romantiske haver og måske især af Johan Bülows haveanlæg på Sanderumgård (ved Odense), der også havde templer og lysthuse. Spor af den romantiske have kan stadig anes i dag. Tegneren og maleren Niels Ringe (1791-1854) besøgte haven, og han lavede omkring 1820 en række tegninger af haven. Han tegnede blandt andet nogle af udsigtsstederne, og her ses det, at disse var omgivet af nogle meget kunstfær-

Udsigtsplads i Hindsgavls have. Tegning af Niels Ringe. Ca. 1820 (Nationalmuseet).

dige rækværker. På en tegning, der viser dammen syd for hovedbygningen, ses et rundt lysthus. Og en anden tegning viser et “svejtserhus” i blå og gule farver, der minder om det thehus, der stadig findes i slotshaven. Godsejerparret fik også bygget huse for godsets gifte folk, mens tjenestefolkene, gartneren og forvalteren boede på “gården”. Materielhuset lå nede ved landingspladsen ved Fænøsund, og her var også “Smedjen” og “Beenshus”, hvor skytten boede. Ladefogeden boede selvsagt i Ladefogedhuset, der lå længere mod syd. Niels Basse Fønss anlagde også plantager, og der blev plantet træer hele vejen fra parken til den gamle Kongebroskov. Plantagerne fik navne efter døtrene Karen Julie (1814-44), Caroline (1818-69) og Mathilde (1829-1904). Det var sågar planer om, at den gamle

slotsbanke skulle laves til et engelsk anlæg, men den plan blev heldigvis ikke ført ud i livet.11 Godsejerparrets mange planer gjaldt også andre dele af halvøen. Nye landarbejderhuse, som Julielund (Hjulmandshuset), Galsklinthuset og Oddehuset, blev strøet ud over landskabet, så de skabte en idyllisk helhed. Markerne langs stranden blev plantet til med nåletræer. Ved Kongebroen blev der i 1812 opført en større bygning, der blev brugt som gæstgiveri, Færgekroen. Det holdt dog kun nogle år, der var simpelt hen ikke grundlag for en kro på stedet, og så blev huset bygget om til oliemølle. Senere blev huset til godsforvalterbolig, og siden hen var det godsets skovridergård lige til 1921 – gården blev siden omdannet til restaurant og dansested under navnet Kongebrogården.

H.C. Andersen Hindsgavl og dens romantiske have blev samlingssted for mange af datidens berømte mænd. Kong Frederik 6., kong Christian 8. og kong Frederik 7. gæstede flere gange herregården og dens have. I sommeren 1843 var det selveste H.C. Andersen, der besøgte stedet – ligesom han besøgte mange andre af landets herregårde. Det var første og eneste gang, den verdensberømte eventyrdigter gæstede Hindsgavl, men han blev meget begejstret for Hindsgavl, som han mente havde den smukkeste udsigt på Fyn. Digteren opholdt sig ellers på Langesø, men i sin almanak noterede H.C. Andersen kort besøget under den 30. juni 1843: “Kørt til Middelfart, hvor der var marked, vi tilbragte dagen på Hindsgavl; hjem til klokken 12”. En mere udpenslende fortælling findes i et brev til Henriette Wulff den 14. juli 1843: “Fra Langesø gjorde vi en dag udflugt til Hindsgavl, her har De været, her er smukt, ikke sandt, det punkt hvorfra man ser op i Koldingfjord minder mig forunderligt om bredderne ved Mälaren! Her i Fyn vil man nu have, det skal være en sydlig flod prospekt, men med den himmel vi have kan intet blive sydligt i vort, af os selv, højt skattede land; udsigten er svensk!” I det lille lysthus Sorgenfri findes stadig et minde om H.C. Andersens besøg, da der er ophængt et hyl-

destdigt til kong Christian 8., som han skal være ophavsmand til. Det er ikke stor kunst, nærmest umulig, hvorfor der også er rejst tvivl om, hvorvidt det virkelig er Andersen, der står bag. Digtet lyder: “Kong Christians milde blikke dvæled her, hans herskersjæl sig for naturen bøjed, thi milde følelser lå hans hjerte nær, og småt med stort han kærligt sammenføjed, derfor han kaldte stedet Sorgenfri, og ønsked, sorg fra Hindsgavl måtte vige, og mindedes her det Sorgenfri, hvorfra han huldrigt [trofast] styred Danmarks rige”. Mødet med Hindsgavl gjorde øjensynligt stort indtryk, og Andersen glemte ikke stedet: Fem år efter, da veninden var på ferie ved Vesterhavet, skrev H.C. Andersen: “Når De rejser tilbage og kommer igen til Middelfart, må De endelig gå eller køre op til Hindsgavl, hvor Fønss bor, det er tæt bag Middelfart, og på et punkt i haven der, har De den smukkeste udsigt i Fyn, jeg tror næsten i Danmark, De må se den; dette Sted er så smukt, som noget ved Mälaren, det den mest minder om”.

Modsatte side: Parti fra Hindsgavls Have, ca. 1910 (Odense Stadsarkiv).

Pigerne pĂĽ slottet fornĂ¸jer sig med et slag kroket i slotsparken ca. 1910 (Middelfart Museum).

Hele forvandlingen af Hindsgavl blev fuldbyrdet med portbygningen Adelerhus og alleen fra Hindsgavl Slot til Middelfart og senere til enkesædet Grimmerhus.

Lazaret under treårskrigen Under den slesvig-holstenske krig 1848-49 kom krigen igen tæt på Hindsgavl, som nok en gang fik en central placering i begivenhederne. Alt imens de slesvigholstenske soldater trængte op igennem Jylland, var danske krigsskibe placeret i Fænøsund, godt skjult for fjenden. I generalløjtnant Heinrich von Kauffmanns erindringer får man et lille indblik i livet på stamhuset. Kauffmann blev gift med Louise Mathilde, den yngste af Niels Basse Fønss’ tre døtre. Han fortæller om, hvordan han og en bekendt under treårskrigen red lange ture med den unge herregårdsfrøken. En af godsets tilhørende kirker, Vejlby Kirke, blev i april 1849 taget til artilleridepot, og i sommeren 1850 blev Hindsgavl beslaglagt som lazaret, og kammerher-

reparret flyttede midlertidigt til Odense. Da den yngste datter blev gift, måtte bryllupsfesten foregå på Gaunø, hvor en anden datter boede. I det tidlige forår 1851 fik Hindsgavl besøg af seks håndværksmestre, der lavede en vurdering af, hvad kammerherre Basse Fønss skulle have i erstatning for, at hovedgården var brugt til lazaret. Deres opgørelse giver et lille indblik i tiden som lazaret. På førstesalen var et par værelser blevet brugt til tyfuspatienter. Det gælder blandt andet et værelse i det sydøstlige hjørne. Opgørelsen viser, at stort set hele herregården havde været inddraget. Erstatningen omfattede blandt andet nye gulve og “en fuldstændig forfriskning” af de med smitstof befængte værelser (det vil sige afrensning og maling). Treårskrigen var ovre, men konflikten om hertugdømmerne og det sønderjyske var ikke løst. I 1864 blussede striden op igen, og den 1. februar spadserede tyske og østrigske tropper over Ejderen og videre op i Jylland. Danskerne opgav hurtigt Dannevirke og trak sig tilbage til skanserne ved Dybbøl.

Genfærdet “Den hvide Dame” Den kendteste fortælling fra Hindsgavl handler om Den hvide Dame. Hver aften ved midnatstid spankulerer Den hvide Dame rundt i slotsparken. Hvis hun møder en mand, kommer hun straks nærmere med udbredte arme, men når spøgelset kommer tæt på og tydeligt kan se, hvem hun har foran sig, så forsvinder hun straks med et hjertesuk. Men hvem er Den hvide Dame? Sagnfortællinger vil vide, at hun er en ung brud, der skulle giftes med en herremand på Hindsgavl Slot. Hendes bryllupskaret kom trillende hen ad landevejen, men da den pas-

serede forbi en dam, blev de fire heste så opskræmte af sælsomme skygger, at kareten væltede ud i vandet. Den hvide brud blev klemt fast mellem sædet og rejsegodset, så hun ikke kunne slippe fri og druknede. På Hindsgavl ventede herremanden forgæves, og endnu hver nat kalder hans længsel den forsvundne brud tilbage. Ofte når herremanden spadserede i slotsparken om aftenen, så han en lysende hvid skikkelse, der vinkede til ham, men når han kom nærmere, forsvandt hun. Det forlyder i øvrigt, at ringen, der var tiltænkt brudens finger, stadig findes et sted på slottet.

De to gamle kanoner har været med i Treårskrigen (1848-50) og igen i 1864, hvor de var i brug i en af de mange batterier på halvøen. De stod i mange år i slotsparken med løbene rettet mod Fænøsund (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Odense Stadsarkiv). Kammerherre, hofjægermester Niels Basse Fønss (1827-1907) og hustru Marie, født baronesse Wedell-Wedellsborg (Middelfart Byarkiv).

Krigen 1864 satte sit præg på Hindsgavl og omegn. Her er officererne ved 11. infanteriregiment fotograferet ved Grimmerhus (Hærens Arkiv).

Slaget ved Dybbøl blev en ydmygelse, og den danske regering indså snart, at der måtte laves en våbenhvile. Mens der blev forhandlet om fred, blev Hindsgavl befæstet for at hindre tyskerne i at komme videre til Fyn. Mangt et træ blev fældet for at give plads til krigens mænd. Der blev bygget skanser og brystværn til dækning for infanteriet. Da fredsforhandlingerne brød sammen, fortsatte tyskerne deres fremmarch, og blandt andet Als blev erobret. Der var også planer om at landsætte tropper på Fyn, men en ny fredsaftale gjorde dem overflødige. T.M. Trautner var læge ved hæren og stationeret på Hindsgavl, hvor han blandt andet fik en båd til sin disposition, så han også kunne tilse soldaterne på f.eks. Fænø. Der var nu ikke meget at bestille, og båden blev også brugt til meget andet. I sin dagbog noterede han den 23. juli: “Det er en mageløs natur, jeg har et stort værelse med dejlig udsigt over haven og Fænøsund til Fænø. Jeg har båd, og det er prægtigt at sejle rundt i disse prægtige sunde. Af og til fisker jeg. Vi lever et natliv.

Vi er på benene, så længe det er mørkt; først ved dagen sover vi, og om eftermiddagen rider jeg rundt til mine folk. Disse have det nu godt, at sige når det ikke regner; nogle have lavet løvhytter af gran og bøg, rigtignok noget utætte, men vejret er jo i reglen godt i denne tid; andre have gravet sig jordhuller med tag af græstørv”.12 I efteråret blev freden sluttet. Danmark havde mistet hertugdømmerne.

En ny avlsgård I sommeren 1858 døde den gamle kammerherre, og stamhuset gik videre til sønnen, der også hed Niels Basse Fønss. Vagtskiftet betød, at den gamle kammerherreinde flyttede ud af gemakkerne på Hindsgavl og ind i det nyopførte enkesæde, Grimmerhus. Blandt den nye stamhusbesidders første opgaver blev opførelsen af helt ny avlsbygning, da den gamle brændte. Et voldsomt tordenvejr var den 2. oktober 1858 trukket hen over Fyn og Hindsgavl.

Grimmerhus Kammerherre Niels Basse Fønss havde arvet Hindsgavl. Men det skete på visse betingelser. Han skulle blandt andet sørge for, at der blev taget hånd om kommende enker efter godsets ejer. De første mange år havde kammerherren nok at se til, og sagen var ikke rigtig aktuel, da kammerherren ikke havde en søn, der kunne tage over. Det kom der imidlertid i 1850, og så kom der gang i sagen. Der blev optaget et lån, og så gik den sygdomssvækkede kammerherre i gang med planen. På mange herregårde var der tradition for, at de ældre godsejere trak sig tilbage i en fløj af hovedbygningen eller til en anden gård. Men Basse Fønss valgte en anden løsning. Han lod bygge et enkesæde ved Krybeskovens østside – mellem landevejen og stranden. Enkesædet fik navnet Grimmerhus efter Grimmermose og sagnet om en Grimmerborg. Hvad ordet “grimmer” kommer af, er meget usikkert, men nogle har gættet på, at det hentyder til det uvejsomme terræn langs kysten. Stregerne til enkesædet Grimmerhus blev slået af den landskendte arkitekt J.D. Herholdt (1818-1902),

og han valgte at tegne en slags villa, som var noget forholdsvis nyt i Danmark. Den fritliggende villa var smukt og romantisk beliggende på en grund, der skrånede ned mod Lillebælt. Da enkesædet stod færdigt, flyttede sønnen Niels Basse Fønss, der var nygift, ind. Enkesædet var dog tænkt som en “ældrebolig” for kammerherren og hans hustru, men da den gamle kammerherre døde året efter husets opførelse, blev det kun enken, som flyttede ind på Grimmerhus, mens sønnen rykkede ind på Hindsgavl. Grimmerhus virkede som enkesæde for Louise Basse Fønss, indtil hun døde af kræft i 1864. Louise Basse Fønss blev den første – og eneste – enke fra Hindsgavl, der kom til at bo på Grimmerhus. Efter stormen på Dybbøl forlod Basse Fønss-slægten Grimmerhus, og enkesædet blev en periode brugt til indkvartering af soldater. Siden blev enkesædet lejet ud i kortere eller længere tid, og Grimmerhus var således bolig for blandt andet en premierløjtnant, en fabriksejer og en vinhandler. En periode stod enkesædet tomt, men i 1896 rykkede generalløjtnant Heinrich von Kauffmann og hustru Louise Mathilde, født Basse Fønss (den yngste af Niels Basse Fønss døtre), ind. Det var sidste gang, der på Grimmerhus boede en retmæssig arving.

Efter branden i 1858 blev en ny avlsgård opført. Hovedbygningens to lavere sidefløje, mod øst Kavalerfløjen og mod vest Fruerfløjen, havde hidtil været bygget sammen med den trefløjede avlsgård (kortet til venstre), men nu valgte man at sløjfe sammenbygningen. Der blev i stedet lagt en vej mellem hovedbygningen og avlsgården, så man for fremtiden lettere kunne komme frem med f.eks. slukningsmateriel (kortet til højre) (Kort og Matrikelstyrelsen). Nedenfor: Kort over Hindsgavl og godsets marker. Kortet blev opmålt 1791, men blev rettet løbende, og kortet viser situationen efter 1810. Hindgavl havde på det tidspunkt endnu sin barokhave (Kort og Matrikelstyrelsen).

En tid havde himmel og hav stået i ét, og midt i ragnarokket slog et lyn ned i avlsbygningerne, så det meste af den gamle bindingsværkslænge blev lagt i aske. Flammerne åd meget, men heldigvis blev hovedbygningen ikke berørt. Opførelsen af en ny avlsbygning blev straks sat i gang, og bygningen stod klar året efter. Bygningen var i grundmur – det var solidt og svarende til tiden. Hovedbygningens to lavere sidefløje, mod øst Kavalerfløjen og mod vest Fruerfløjen, havde hidtil været bygget sammen med den trefløjede avlsgård, men nu valgte man at sløjfe sammenbygningen. Der blev i stedet lagt en vej mellem hovedbygningen og avlsgården, så man for fremtiden lettere kunne komme frem med f.eks. slukningsmateriel. En brandtaksation fra 1859 giver et lille indtryk af Hindsgavls bygninger og deres funktioner. Taksationen fortæller blandt andet om en hestemølle i bindingsværk, en smedje og et mejeri, der alle var i grundmur, stalde for får, heste og køer, lader, fløjhuse til beboelse og køkken. Den nye kammerherre fik snart andre og flere problemer på halsen. Den gamle Niels Basse Fønss var allerede før sin død gået i gang med at inddrage en række skov- og moselodder, der hørte til fæstegårdene i landsbyen Staurby. Den gamle godsejer havde nemlig gode erfaringer med at plante træer på dårlige jorder. Da faderen gik bort, blev det sønnen, der måtte føre

I midten: Odden, ca. 1910 (Odense Stadsarkiv). Til højre: Personalet på Hindsgavl Slot omkring år 1900. I den gamle kammerherre Niels Basse Fønss’ tid gik livet endnu sin ’almindelige’ gang på herregården, men efter herremandens død i 1907 rindede de herskabelige tider efterhånden ud (Middelfart Byarkiv).

Familien på Hindsgavl Slot omkring 1892. Fra højre genkendes kammerherrens datter Ellen, sønnen Frederik, den ældste datter Karen siddende i liggestol og dernæst husherren. Billedet er formentlig taget omkring Ellens konfirmation i 1892 (Middelfart Byarkiv).

projektet videre, og han satte gang i skovplantningen. Fæsterne var dog ikke begejstrede. De blev jo også frataget deres lodder, og det skabte en del bitterhed og debat, at kammerherren uden videre anlagde en ny fredskov, Staurby Skov (en fredskov var en skov, der var beskyttet mod rydning, kreaturgræsning m.m., og fredskovene var en reaktion på, at stadig mere skov var blevet ryddet). Bønderne gik rettens vej, men uden held. Og selv “Bondevennernes” fører, oberst A.F. Tscherning, deltog i debatten, da han skrev et længere indlæg i Middelfart Avis.13 Lige lidt hjalp det dog. Godsejeren fik sin vilje – og Staurby sin fredskov.

Herregårdsliv Hindsgavl Gods var et lille samfund i samfundet. I årene 1850-1910 talte godssamfundet 40-60 personer, der boede på eller ved selve herregården (se tabel side 90). Dertil kom alle de andre, der arbejdede for herregården, men som boede andre steder. Øverst på den sociale rangstige var selvsagt herskabet, og hovedbygningen og haven var rammen om det herskabelige liv. Herskabets børn havde f.eks. deres egne små haver ved siden af rosenhaven, anlagt i 1870’erne. Der var også en legeplads med gynger og vippe, og den lå klos op af to kastanietræer. Til herska-

bets adspredelser hørte en hviletime i lysthuset Abrahams Skød, en spadseretur i haven eller en sejltur til Fænø. Blandt dem, der tøffede rundt i hovedbygningens gemakker og vartede herskabet op, var blandt andet en kammertjener, en kammerjomfru, en husholderske, en kokkepige og en stuepige. Der var et klart hierarki blandt de ansatte. I toppen var kammertjeneren og kammerjomfruen, og så fulgte husjomfruen, herskabskusken og kokkepigen, mens folk som barnepigen, vægteren, staldkarlen og køkkenkarlen lå i bunden. Avlsgården havde sit helt eget liv – den var centrum for det arbejdsliv, der var knyttet til driften af landbruget, og som lå i hænderne på forpagteren, hvis godskontor lå i Adelerhus. I folkestuen, der lå i køkkenfløjen, kom en broget forsamling af ansatte, der talte mejerske, bryggerpiger, malkepiger, røgtere, avlsog arbejdskarle. Tyendet passede blandt andet herregårdens mange dyr, og røgterne fodrede og mugede ud i staldene, hvor blandt andet malkekøer stod på rad og række. Noget tyder på, at man levede ganske godt på Hindsgavl, selv om godsets økonomi var mere end anstrengt. Nytårsaften blev der altid serveret flæskesteg for de ansatte i folkestuen, og hos forvalteren, i kammerstuen og i køkkenet stod menuen på en hel gås.14

Hultræet Den gamle knudrede eg har oprindeligt stået ved vejen, der førte fra Middelfart til Hindsgavl. Den kendes som Kai Ahlefeldts Eg eller hultræet, da stammen på et stykke har delt sig og senere er vokset sammen igen, så der er dannet et hul. I ældre tid var det almindeligt, at syge børn kravlede eller blev trukket igennem hultræer. Ifølge folketroen blev de helbredt for f.eks. engelsk syge og epilepsi ved sådan en tur. Man mente ligeledes, at det ville forbedre frugtbarheden. Turen gennem træet skulle tages stiltiende ved midnatstid, og som en slags naturlig genfødsel skulle naturen føde den syge eller ufrugtbare med helende kraft eller direkte befrugtning. Efter folketroen var det heller ikke lige meget, hvilken vej man kravlede gennem træet. Valgte man den forkerte, ville turen have den modsatte virkning.3

89 89

Beboere på Hindsgavl Gods

Ejer (og hustru)

1787

1801

Børn Slægtninge

Forpagter + hustru

Børn

1834

1840

1845

1850

1855

1860

1870

1880

1890

1901

1906

1 2

Tjenestefolk

I alt

Modsatte side: Selskab ved Galsklinthuset, der var et af Hindsgavls yngste skovarbejderhuse fra ca. 1840. Det brændte omkring 1950. Billedet er taget omkring år 1900 (Middelfart Byarkiv).

Herskab og tjenestefolk på Hindsgavl omkring år 1900. Til venstre genkendes kammerherre Niels Basse Fønss. Til højre antagelig datteren frøken Karen, der styrede hus for ham. Midt i billedet forrest sidder kokkepigen Marie. Folketællingen fra 1901 nævner en kammerjomfru, en husjomfru, tre stuepiger, to kokkepiger og en bryggerpige. Der var også en første og anden tjener, første og anden kusk, en vægter, en avlsforvalter og en gartner (Middelfart Byarkiv).

Fra sidste halvdel af 1800-tallet stammer en fortælling om, hvordan man ville indføre margarinen i folkestuen på Hindsgavl. Men den gik ikke, og de godt 30 karle og daglejere stillede sig op i slotsgården. De nægtede pure at arbejde, fordi de havde fået margarine på maden. Kammerherren spurgte hver enkelt: “Vil du gå i arbejde”, og hver gang lød svaret: “Nej”. Så spurgte han: “Hvis I får smør på brødet, vil I så gå i arbejde?” Alle svarede ja, og der blev aldrig mere serveret margarine på Hindsgavl. I 1890’erne havde Hindsgavl også sin egen vægter. Alfred Johansen arbejdede i årene 1891-92 som gartnerelev på Hindsgavl, og han fortæller: “Vægteren med sin store hund sang vægtersangen hver nattetime foran hovedtrappen. Han vidste altid, når gårdens folk kom hjem. Vi tre (gartnereleverne) forsøgte alle kneb for at snyde os ind, men han vidste altid klokkeslettet dagen efter”.15 De mange tjenestefolk havde deres særlige opgaver, men nogle gange var der fællesarbejde. Gartnerelev Alfred Johansen fortæller: “Om efteråret kom godsets forpagter på en bestemt dag med gæs. Indkørslen til avlsgården blev lukket og gæssene sluppet

løs, senere slagtet, og om aftenen blev der plukkegilde. Indbydelsen gik til hele gården, dog ikke karlene, jeg tror ikke, de var fine nok, men vi lærlinge fik nådigst en indbydelse. Og så plukkede vi alle gæs. Gartneren spillede på harmonika. Ved 10-tiden fik vi varmt øl. Jeg sled tappert med min gås og fik den også færdig. Nogle måtte have hjælp, andre tog let to”.16 Det hele gentog sig, da humlen senere blev plukket. Igen var der harmonikamusik og varmt øl, som sikkert var lavet af Hindsgavls egen bryggerpige. I gartnerelev Alfred Johansens erindringer kan man læse, at hun var omkring 40 år i 1891 og havde en ganske ung kæreste inde i Middelfart. Det undrede alle, ja selv frøken Fønss. I folkestuen sagde man, at det skyldtes øllet, da hun lavede noget forfærdeligt godt øl, og især hendes gammeløl var en drøm. Gammeløllet blev kun drukket, når folk var i marken. I folkestuen stod en stor tønde “med vippelåg, som fordrede to hænder. Vi manglede aldrig øl på Hindsgavl”.17 Skovbrug og jagt har siden tidernes morgen været en vigtig ingrediens i livet på Hindsgavl. På grænsen til Middelfarts jord opførte Hindsgavl allerede i midten af 1700-tallet et arbejderhus, Gammel Engelsborg.

Modsatte side: Hjulmandshuset, ca. 1910 (Odense Stadsarkiv). Huset blev opført omkring Niels Basse Fønss’ overtagelse af Hindsgavl i 1814 og kaldt Julielund efter datteren Julie Elisabeth Fønss, der blev født samme år. I dag (øverst til højre) er huset bedre kendt som Hjulmandshuset. Huset var opført som landarbejderbolig for Hindsgavl. Arbejderhuset var først bolig for en kusk med familie, men fra 1868 blev huset udlejet til godsets hjulmand, Peder Jørgensen, der fik 12 børn og døde i 1900. Også et par senere hjulmænd boede her. Middelfart Kommune fik Hjulmandshuset med i købet af Hindsgavlhalvøen i 1921, og i årene efter boede en skovarbejder i huset.

Skovridergård, ca. 1910 (Odense Stadsarkiv).

Postkort af Adelerhus, ca. 1930. Huset blev opført i 1852 og lå på grænsen mellem Middelfart og Hindsgavl, hvor Hegnetshus (eller Skyttehuset) havde ligget i århundreder. Adelerhus var bolig for godsforvalteren, og det var her, godskontoret lå 1852-1921 (Odense Stadsarkiv).

Placeringen var ikke tilfældig. Den var valgt for at dæmme op for middelfarternes ulovlige brug af skoven. Godset havde endnu to huse, der også lå, så beboerne kunne holde øje med skovene. I 1756 flyttede Hans Hansen Buchwald ind i Engelsborg. Han havde været kusk for godsejeren Niels Basse, og nu blev han skovfoged som en slags aftægt. Senere i 1852 blev Ny Engelsborg opført til godsets skovfoged – og huset fungerede som skovfogedbolig helt frem til 2007. Det nuværende Ny Engelsborg blev opført i 1892 efter en brand. Godsets skovdrift blev vældig udvidet i midten af 1800-tallet, og i 1864 blev en rigtig skovrider knyttet til Hindsgavl og dets skove. I skoven lå skovarbejderhuset Galsklinthus, som blev opført, da plantagerne blev anlagt omkring 1830.

De fleste arbejdere var gifte folk, som boede i nogle af herregårdens huse, der blandt andet talte Kuskehus, Benhus, Ladefogedhus, Oddehus, Julielund, Adelerhus, Grunerhus og Polakhuset (opført 1910). Fiskerens hus lå ved stranden neden for haven. Fiskeren stangede blandt andet ål i Fænøsund. Det var også fiskeren, der roede herskabet over til Fænø, når det skulle på udflugt. Børnene var lidt bange for den sidste fisker, da han havde mistet sin ene arm. Derfor havde han en træarm med en stor krog for enden, så han kunne gribe om åren med den.18 Smedjen lå nordvest for herregården, langs den gamle markvej, der gik langs skoven – lidt afsides, da den udgjorde en brandfare. Smedjen stammede fra tiden, før den nye allé blev anlagt, og i husets klinkedør skar alle svende deres navne.

Øverst: Smedjen ligger den dag i dag nordvest for herregården. Den er opført langs den gamle markvej, der gik langs skoven – lidt afsides, da den udgjorde en brandfare. Smedjen stammede fra tiden, før den nye allé blev anlagt, og i husets klinkedør skar alle svende deres navne.

Øverst: Fænø Badehotel, ca. 1910 (Odense Stadsarkiv). Nederst: Teglgården, der her er fotograferet ca. 1920, lå på grænsen mellem Middelfarts og Hindsgavls jorder. Gården havde navn efter et gammelt teglværk. Mod slutningen af 1800-tallet blev der bygget flere småhuse på stedet, der efterhånden blev til et helt lille fiskerleje. Stedets charme tiltrak en del turister og kunstnere, og flere lokale familier tjente en ekstra skilling ved at tage sommergæster ind (Odense Stadsarkiv).

På udflugt til Hindsgavl Middelfarts historie og sociale liv har i århundreder været flettet tæt sammen med herregården Hindsgavl. Hindsgavl var egnens økonomiske og kulturelle centrum. Godset ejede kirker og fæstegårde i et pænt stykke af Middelfarts opland, og godsets ejere var grundlæggere af industrier og institutioner i byen. Herregården og dens herregårdslandskab lagde dog også en begrænsning på byens udvikling. Det samme landskab virkede samtidig tillokkende på byens borgere. Da 1800-tallet sang på sidste vers, begyndte det nye industriborgerskab at røre på sig. De søgte blandt andet ud i naturen, ud til badehoteller, dansepavilloner og andre udflugtsmål. Hindsgavlhalvøen fik også sine udflugtsmål. Der blev blandt andet serveret tevand i Hindsgavls fiskerhus og i arbejderhuset ved Galsklint. Der blev pensionat ved Teglgården, og fiskerne så deres snit til at leje en stue eller to ud til fine sommergæster. Det var en broget skare, som lagde vejen forbi halvøen. Blandt gæsterne var også kunstnerparret Agnes og Harald Slott-Møller, der fra 1897 lod sig inspirere af egnens smukke natur. Parret boede gennem flere somre ved Lillebælt og Fænøsund. Det første år havde parret domicil i en villa ved Teglgården – muligvis Strandlyst – men ellers lejede malerparret sig ind i et skovfogedhus på Fænø.19

Niels Basse Fønss (1827-1907) Efter Niels Basse Fønss’ død i 1858 blev Hindsgavl overtaget af sønnen, der også hed Niels Basse Fønss. Han var udlært ved landvæsenet, og allerede i 1851 overtog han forpagtningen af landbruget. Han blev – i hvert fald i begyndelsen – anset som en dygtig landmand og indførte blandt andet sortbroget kvæg, sorte engelske grise og racefår på godset. Niels Basse Fønss var gift to gange. Første gang med Fanny Manon Georgine Lowzow (1837-70), der døde den 25. juli 1870, og anden gang med baronesse Marie Louise Charlotte Vilhelmine Wedell Wedellsborg (1848-76), der imidlertid døde af tuberkulose, kun 28 år gammel. I første ægteskab var der fire børn, Karen (1858-1931), Agnes Sophie Louise Emmanuelle (1859-1918), Frederik Niels (1862-1922) og Fanny Julie Caroline Mathilde (1870-1971), og i andet ægteskab en datter, Ellen (1876-1949). Da hans hustruer hurtigt faldt bort, blev det kammerherren, som stod med opdragelsen af børnene. Under krigen 1864 opholdt militærlægen T.M. Trautner sig hos Basse Fønss-familien, og han beskrev i sin dagbog Niels Basse Fønss og familien sådan: “Herren synes jeg ikke videre om, han er meget prosaisk og har ikke opfundet krudtet; vi spille jævnlig billard sammen, jeg har vundet hans hjerte ved at sy en hest sammen, som havde fået et slemt hudsår i panden, “at jeg ikke holdt mig for god til at hjælpe et dyr”. Fruen er en prægtig kone, ægte dansk, lidt grundtvigianer med

sans for den smukke natur, poesi og musik. Et par yndige småpiger, Sofie 4 år, Karen 6 år (18. august) og en dreng 12 år, som jeg leger med; de holder af mig og hænger ved mig”.20 Niels Basse Fønss var en stor, svær mand med bakkenbarter, og så var han aristokrat af den gamle skole. Han elskede sit Hindsgavl, som han sjældent forlod i længere tid ad gangen. Han prøvede bestandigt at holde sig på afstand af byen, men helt undgå den kunne han dog ikke. Familien brugte blandt andet Middelfart Kirke, og damerne deltog i byens velgørenhedsarbejde. Men Hindsgavl og skovene var hans enemærke, og han tillod absolut ikke, at radikale endsige socialister holdt møder i hans skove. Det fortælles, at kammerherren gerne havde en ridepisk i hånden, og den var i stadig bevægelse. Hvis han en dag var i dårligt humør, så var synet af hans firspand nok til at få ham muntret op. Firspandet, der altid bestod af fire brune hannoveranske heste, var hans fryd. Hestene var spændt foran en smuk vogn med kusk og tjener i blå plydsbenklæder, lange støvler med gule kraver. Kammerherren følte sig bedst tilpas på ryggen af sin hest, altid en rød hoppe. Ofte red han ud for at se på godsets marker og skove. Da kammerherren blev enkemand,

var det den ældste datter Karen, der var ugift, der holdt hus for ham. Den temperamentsfulde datter styrede enerådigt Hindsgavls husholdning. Det senere konservative folketingsmedlem Marie Antoinette von Lowzow, der var barnebarn af Niels Basse Fønss, beskriver en episode, hvor Karen opdagede, at en gaffel ikke var vasket ordentlig op: “Hun kaldte køkkeneleven, der havde ordnet opvasken, frem, holdt gaflen op for hendes næse og sagde: “So – svin – idiot”. Om eftermiddagen kunne man se

Kammerherre Niels Basse Fønss (1827-1907) ), fotograferet på trappen til Hindsgavl Slot i 1890’erne (Middelfart Byarkiv).

pigebarnet, der nok kom fra et af husmandshusene, vandre […] hen over gårdspladsen og ud ad vejen slæbende på sin kuffert, der indeholdt alt hendes jordiske eje”.21 Barnebarnet Marie Antoinette von Lowzow fortæller også, at Niels Basse Fønss brugte en del banden og sværgen, og særligt udtrykket “Fanden hente mig” indgik i næsten alle sætninger – “Fanden hente mig, om det ikke er sådan”. Og måske tog Fanden ham til sidst på ordet og hentede ham. For da han døde den 30. december 1907 og skulle begraves i Kauslunde Kirke, som var blevet familiens begravelseskirke, blev det uvejr med en frygtelig snestorm. Det blev bælgmørkt ved højlys dag, så rustvogn og begravelsesfølget måtte have lygter og fakler for at finde vej. Datteren Karen flyttede til København, og det blev nu broderen, kammerjunker, senere hofjægermester, Frederik Niels Basse Fønss, som overtog Hindsgavl.

Vinter

110

111

112

Stamhusets endeligt Af Johnny Wøllekær

Tredje generation tager over Efter Niels Basse Fønss’ død i 1907 blev det sønnen, hofjægermester Frederik Niels Basse Fønss (18621922), der overtog Hindsgavl. Godset kæmpede stadig med en skrantede økonomi, og livet som godsejer blev ingen dans på roser. Den nye godsejer var gift med Edele Margrethe Güldencrone (1867-1947), også kaldet “Benna”, med hvem han fik syv børn. Han havde ejet Billeshave, men efter faderens død blev Billeshave solgt, og familien flyttede ind på Hindsgavl. De ældste børn gik i skole i Middelfart og blev hver dag kørt ind til byen i hestevogn. Børnene blev siden indskrevet på en privat realskole i Fredericia, og de sejlede gerne over Lillebælt med færge eller med familiens lystbåd, Augusta. Der blæste nu helt nye vinde på Hindsgavl, og den nye ejer satte straks sit personlige fingeraftryk, da en del funktionærer og arbejdere blev skiftet ud. Marie Antoinette von Lowzow husker, at hun som barn flere gange besøgte sin onkel Frederik på Hindsgavl, og hun fandt ham ganske hyggelig og sjov, men også “underlig”: “Han indledte enhver sætning med følgende standardudtryk: “Vupti, obbedeldok, puttigami – afgang uden dyne!” – og så kom det, han ville sige”.22 En anden og mindre flatterende beskrivelse af livet på godset lyder: “Herregårdens ejer gik omkring i

113

skovene, plaffede sine dyr ned og fik takkerne hængt op med navn og dato. Administratoren kom en gang imellem over på stamhuset, holdt mønstring over ejer og bedrift og gav et par jagtmiddage. Det var det hele”.23 Blodfornyelsen på Hindsgavl viste sig snart at være problematisk. Basse Fønss led af sindssygdommen Huntingtons chorea, som var en slags demenssygdom, der først viste sig i voksenalderen. Sindssygdommen gav sig udslag i rystelser og kramper, hvorfor den var meget smertefuld. Og det var sikkert en af grundene til, at godsejeren i perioder slog sig på flasken. Det blev fortalt, at han ofte sad i Middelfart, hvor han drak og spillede kort, men heldigvis kunne hesten, der var spændt foran hestevognen, selv finde hjem.24 Den lettere sindsforvirrede Frederik Niels Basse Fønss kom allerede i Billeshavetiden i karambolage

114

med sine folk, og han blev i 1903 idømt en bøde på 300 kr. for vold og legemsbeskadigelse. Efter flytningen til Hindsgavl spidsede tingene yderligere til, og sygdommen tog mere og mere magten. I lange perioder var han indlagt på forskellige sindssygehospitaler og rekreationshjem. Sindslidelsen, som muligvis var arvelig og ramte flere familiemedlemmer, gjorde ham ude af stand til at drive godset – også selv om der ellers var meget vide rammer for, hvad en godsejer kunne gøre på den tid. Og det hele endte i en offentlig skandale.

En sindssyg skandale Om morgenen den 27. november 1909 bankede det på Hindsgavls hoveddør. På trappen udenfor stod den københavnske overretssagfører Gunnar H. Sally.

Blandt de mange ansatte på Hindsgavl var også en gartner, der her er fotograferet sammen med sine folk i gang med arbejdet i slotshaven omkring 1900 (Middelfart Museum).

I årene ca. 1830-1860 blev der plantet flere nåletræer på Hindsgavlhalvøen. I 1870 havde skovene nået en sådan størrelse, at der blev holdt store auktioner over træet. I 1894 hærgede en stor storm skovene, og Hindsgavl Gods valgte derfor at genplante en del af plantagerne med løvtræer.

115

Ringenes herre Et sagn fortæller om en mystisk fingerring, og sagnet begynder som et eventyr, men tag ikke fejl. En gang for længe siden, så længe at ingen længere husker hvornår, kom en rejsekaret galopperende over vindebroen ind til kongeborgen. Portene blev lukket, og ingen så, hvad der foregik derinde, men mand og mand imellem talte man dog om, at en fornem dame var flyttet ind på Hindsgavl. Hun havde studeret hemmelige kunster i udlandet. Hindsgavls bønder så hende sjældent. Ingen så hende færdes ude, da hun det meste af tiden sad i sit tårnværelse. Alle bemærkede, at lyset brændte til langt ud på natten bag værelsets små, blyindfattede ruder. En aften kom en fremmed ridder til Hindsgavl, og han forstod på mystisk vis at smelte tårndamens hjerte. Hun glemte for en stund alt om sine ensomme studier i tårnværelset. Ridderen ville egentlig have været draget videre, da folk ventede ham, men kvinden fandt hele tiden på noget, der udsatte hans rejse. En dag, da han stod og skuede ud fra borgen, kom damen hen imod ham. Hendes blik drog ham på forunderlig vis, og med et råb kastede han sig i hendes favn. Den næste dag skænkede kvinden ridderen en guldring, hvor der på fladen var indgraveret små ansigter med hætter og kors. Det var en magisk ring, og hvis den, der bar ringen, brød et løfte, så var han (eller hun) fortabt.

116

Ridderens ulykke var, at han havde svoret en anden kvinde sin troskab. Da han blev grebet af samvittighedskvaler og ville svigte damen på Hindsgavl, blev han smidt i fangehullet. Han nåede dog, da han blev slæbt over vindebroen, at rive den gådefulde guldring af sin finger og kastede den i Lillebælts bølger. Ridderen vansmægtede sidenhen i borgens mørke og kolde kælder. Sagnet fortæller, at en fisker, da han mange år senere stangede ål uden for Hindsgavl Slotsbanke, fiskede en guldring med et gammelt mønster op. Et barnebarn af Niels Basse Fønss (1827-1907) har fortalt, at hendes mor (Ellen Basse Fønss) ejede ringen i mange år, og i den tid blev familien hjemsøgt af flere økonomiske kriser, og da en “synsk mand” fik ringen i hånden, skal han have sagt: “Jeg ser manden, der har båret denne ring. Den har bragt ham ulykke”. Og derfor havde han kastet den i havet, så den ikke skulle bringe ulykke til andre. Da Ellen Basse Fønss hørte dette, kastede hun straks ringen tilbage i vandet ved slotsbanken. Der ligger den antageligt endnu, men pas på. Ringen bringer ulykke!4

117

Han var ledsaget af kongens foged og to lokale betjente. De krævede en samtale med godsejeren. Om samtalens indhold forlyder intet, men resultatet blev, at hofjægermesteren lod sig føre til den nærliggende sindssygeanstalt. Årsagen til indlæggelsen var klar: Han var farlig for sine omgivelser. Bag det dramatiske optrin stod hofjægermesterinden, som lå på Skt. Josefs Hospital. Hun havde fået sin

ægtemand tvangsindlagt på sindssygehospitalet i Middelfart, hvorfra han siden blev flyttet til Århus. Tvangsindlæggelsen vakte pinlig opsigt i Middelfart og omegn. Flere aviser stod i begyndelsen uforstående overfor, hvorfor godsejeren skulle være farlig for sine omgivelser, og mente, at indlæggelsen var sket på en aldeles utiltalende måde. Ingen anede tilsyneladende, at hofjægermesteren var syg. Men så begyndte

Kammerherre Niels Basse Føns har samlet familien m.fl. foran hovedtrappen til Hindsgavl Slot, ca. 1900 (Middelfart Byarkiv).

118

Frederik Niels Basse Fønss (1862-1922) led af en frygtelig sygdom og blev den sidste stamhusbesidder på Hindsgavl (Middelfart Byarkiv).

skeletterne at vælte ud af skabet, og sagen blev godt avisstof. Nogle aviser gav sagen fuld dækning. Der blev talt om råddenskab i de højere kredse, og om godsejeren hed det blandt andet: “Hofjægermester Basse Fønss er en mand på 47 år. Han er, hvad der i reglen er tilfældet med vore adelsmænd, stærkt degenereret og svagt begavet. Der har aldrig bestået noget særlig godt forhold mellem ham og hustruen, og særlig galt blev forholdet, da han for et par år siden, efter faderens død, overtog Hindsgavl. Han er alkoholisk i meget høj grad, og i kønslig henseende så pervers, at han må betragtes som sindssyg, og han har opført sig på en så rå måde over for hustruen, at han ville være blevet straffet, hvis han var en fattig mand. Turen var da ikke gået til en nerveklinik”. Aviserne begyndte at grave snavs frem og fortalte, at hofjægermesteren for en måned siden havde været i klammeri med hustruen, så hun måtte på sygehuset – en historie, som andre aviser i øvrigt kaldte det pure opspind. Men noget var der måske alligevel om snakken, for på et familieråd blev man enige om at få hofjægermesteren erklæret for umyndig og tvangsindlagt. Da Justitsministeriet godkendte umyndiggørelsen, blev hofjægermesteren transporteret til sindssygehospitalet. Luften var tyk af rygter, intriger og mere eller mindre usande historier, og folkets dom over hofjægermesteren var ubarmhjertig. Han blev nærmest karakteriseret som det værste “uhyre” i miles omkreds. Selv de, som forsvarede hofjægermesteren, kaldte ham “et svagt begavet, men ejegodt menneske” med “enkelte koleriske anfald”. De mest hårrejsende rygter gik ud på, at hofjægermesteren mishandlede sin hustru, slæbte hende rundt ved håret, sparkede og slog hende. Flere fortalte om, hvordan han under hendes seneste svangerskab gentagne gange havde slået og klemt hendes underliv og opfordret hende til at få abort.

Hvorvidt disse historier har noget på sig, står hen i det uvisse. Sikkert er, at det kom til en bitter familiestrid mellem Basse Fønss’erne og Güldencronerne, og en separation var uundgåelig. Hofjægermesteren fik desuden besked om at holde sig langt borte fra sin tidligere kone.25

Under administration Det hele begyndte at ramle for hofjægermesteren, og han blev umyndiggjort. Han forsøgte ganske vist at få afgørelsen ophævet igen, men det mislykkedes, og han mistede kontrollen over Hindsgavl. Der blev i stedet nedsat en kommission bestående af to slægtninge, grev Brockenhuus-Schack og grev Moltke, samt overretssagfører Hjalmar Jensen, som administrerede godset. Det skete omkring 1910, nogenlunde samtidig med at godsejeren fik sit syvende barn og blev separeret.

119

Selv om godset var gældsplaget, og hofjægermesteren havde masser af problemer på nakken, så levede han stadig et liv i sus og dus. Af hofjægermesterens private breve ses det, at han i årene 1909-11 bestilte 60 flasker champagne, 50 flasker whisky, 226,5 liter rødvin, 113 liter madeira og 180 flasker sherry! Administrationskommissionen fik driften moderniseret og gik fra 1912 i gang med at sælge ud af fæstegodset. Hindsgavl havde som flere andre fynske godser holdt fast på deres fæstegårde meget længe, men nu var det forbi. Godsets økonomi var på vej mod afgrunden. Alt, hvad der kunne realiseres, måtte realiseres. Der blev holdt en auktion over ældre møbler og tæpper, som hofjægermesterinden havde udrangeret inden sin bortrejse fra Hindsgavl. Med mellemrum blev Frederik Basse Fønss udskrevet fra sygehuset, men det skete hver gang på betingelse af, at han holdt sig på behørig afstand af hustruen. I 1912 flyttede Basse Fønss fra Hindsgavl til Strandlyst ved Teglgaard. Han var dybt forgældet, og Hindsgavl blev lukket ned. I 1914 vendte hofjægermesteren kortvarigt tilbage til Hindsgavl, hvor der blev indrettet en lejlighed til ham, mens resten var aflåst.

Hindsgavl anno 1914 Hindsgavl havde ondt i økonomien, meget ondt. Herskabet levede ganske vist et ekstravagant liv, men det var for lånte penge. Gennem det meste af 1800-tallet slæbte godset rundt på en gæld, der hver gang blev givet videre til næste generation. Det var muligvis en af årsagerne til, at der tilsyneladende ikke blev ændret meget på selve hovedbygningen fra opførelsen i 1784 og frem til Foreningen Norden købte ejendommen. Da der i 1914 var bygningseftersyn, blev hovedbygningen beskrevet sådan:

120

Stueetagen: Prinseværelserne og kaffestuen ■ Havestuen ■ Dagligstuen til haven ■

1. sal: ■ Drengenes værelser ■ Kammerherrens kontor ■ Billardstuen ■ Den røde stue ■ Hjørnestuen ■ Den blå stue ■ Det grønne værelse Køkkenfløjen: ■ Køkkengang ■ Køkken ■ Gangen ved pumpen ■ Folkestuen ■ Pigekamrene

Herremandsvældet brydes Hindsgavls pengesager sejlede, godsejeren var sindssyg, og i 1919 fik godset så sit endelige dødsstød. Da vedtog Rigsdagen nemlig loven om lensafløsning, det vil sige opløsningen af len, fideikommisgodser og stamhuse. Det betød, at stamhuset skulle overgå til fri ejendom senest fra 1921. Det blev nu muligt at sælge hele godset, når der først var afleveret værdier og jord til husmandsbrug, sådan som lensafløsningsloven foreskrev! Og i 1921 blev Hindsgavl så afløst. Staten tog sin del af kagen, nemlig 1/3 af værdierne, det vil sige ca. 160 hektar jord, som blev udstykket til en række husmandsbrug ved Billeshave, og en kvart million kroner af kapitalen. I den situation var der ingen i familien, der higede efter at slå kløerne i godset, og derfor blev

121

122

Hindsgavl sat til salg af hofjægermesterens værge, ritmester Clauson-Kaas. Men hvem kunne og ville købe? Middelfart Kommune havde gennem nogle år købt nogle småbidder af godsets jorder, og på et byrådsmøde diskuterede politikerne, hvorvidt de skulle slå til og købe en ordentlig luns. Der var to forslag, nemlig at købe “Vesterløkken” og en del af skovene. Eller betale lidt mere og få Grimmerhus med i købet. Byen talte kun 6.870 sjæle, og der var næsten ingen penge i kommunekassen, og derfor kom det til flere drøftelser. Til sidst enedes politikerne om at købe alt, hvad der tilhørte Hindsgavl af skov, jord og Grimmerhus. Prisskiltet lød på 680.000 kr. Fænø blev på samme tid solgt som privat ejendom til godsejer Carl Lawaetz (18681942), der i øvrigt havde vist interesse for at købe hele Hindsgavlhalvøen. Med salget sluttede en epoke for Hindsgavl, og en ny skulle begynde. Middelfart Kommune var blevet godsejer – eller rettere jordbesidder – og det vakte en blanding af glæde, forundring og hovedrysten hos byens borgere. Når byrådet vovede pelsen og handlede, så skal det ses i lyset af, at godset og dets jorder i mange år havde klemt byen inde i et hjørne af Vends Herred og havde besværliggjort byudviklingen. Det var ingen ny tanke, at byen skulle overtage godset, snarere tværtimod. Allerede i 1907 bragte Middelfart Avis en artikel, hvor der blev slået til lyd for, at byen købte godset, så byen kunne få opfyldt ønsket om flere byggegrunde. Gennem flere år svirrede luften med planer for stamhusets udstykning, men byrådet stod vaklende, da byen fattedes penge, men til sidst slog byens vise mænd altså til. Middelfart Venstreblad skrev efter købet: “Nogle er vel i almindelighed modstandere af kommunale ejendomserhvervelser såvel som kommunal drift. Andre ser først målet i hele Hindsgavls erhvervelse for

kommunen. Som denne handel er sket, kan der dog kun af blinde dogmatikere rettes ideale indvendinger derimod … Det skulle jo netop være fordelen ved at få de smukke steder lagt i byens eje, at alle skal være ligeberettigede dertil”. Herremandsvældet var nu brudt på Hindsgavl, og i hundredvis af nye huse er skudt op på de tidligere herregårdsjorder – i flæng kan nævnes Vesterløkken, Havreløkken og Hindsfred.26 En af dem, der arbejdede for byens overtagelse af halvøen Hindsgavl, var den lokale købmand og bankdirektør A.C. Hansen (1818-99). Hans motiv var dog et lidt andet end bystyrets. Det fortælles, at Niels Basse Fønss engang havde nægtet bankdirektøren adgang til godsets park, da han var i et støjende selskab. Bankdirektøren blev flintrende arrig og oprettede en fond med det formål at få Hindsgavl over på Middelfarts hænder. Fondens midler blev faktisk ikke brugt til købet, men blev senere anvendt til at bygge rådhuset for. Det var dog med sikkerhed i fondens penge, at Middelfart købte godsets jorder og den store Kongebroskov ned til Lillebælt. For Middelfart by havde længe ønsket at få fingre i herlighederne, og borgerne mærkede snart, at skovene var blevet “deres”. Bæltbyens borgere fik nu chancen for at færdes overalt langs kysterne og i skovene. I september 1921 vedtog byrådet at anlægge en sti langs vandet, Kongebrostien, og året efter kunne arbejderbevægelsen for første gang demonstrere i Kongebroskoven! Det blev blot begyndelsen på en række grundlovsmøder og 1. maj-fester i den tidligere herregårdsskov, som under herremandsvældet havde været lukket land. Byrådet besluttede også at lave en festplads ved Kongebroen, og der blev også lavet en restauration, nemlig Kongebrogården, der lå på samme sted som godsets skovridergård. Halvøen var som nævnt for alvor på vej til at blive hele Middelfarts fritidsområde.27

123

Den dag i dag kan man færdes frit overalt på Hindsgavlhalvøen, der byder på varierede naturoplevelser i særklasse. - Fra den historiske slotsbanke over slotsparken til en nyanlagt dyrehave.

Halvøen vises frem En solfyldt majdag i 1923 havde Middelfarts borgmester, Ehlert Nielsen, inviteret hele den danske verdenspresse til Middelfart og Hindsgavl. Den stolte borgmester, der var byens første folkevalgte – og socialdemokratiske – borgmester ville vise alverden egnens herligheder frem. Det gjaldt ikke mindst bæltbyens nye havn og Hindsgavl. I ca. 25-30 biler blev pressen kørt fra Middelfart, hvor flagene blafrede mod den skyfrie himmel, rundt på Hindsgavlhalvøen. Turen gik blandt andet forbi Teglgården, og kortegen gjorde holdt uden for sommerpensionatet Strandlyst, der i dagens anledning var flagsmykket. Man kom også til Hindsgavl Slot, hvor selskabet gik en tur i parken og sejlede et smut til Fænø og badehotellet. Turen rundt om Hindsgavlhalvøen sluttede på den kommunale Kongebrogård, hvor der var middag, taler og fest. Udenfor på en danseestrade spillede et 10-mands orkester. Verdenspressen var charmeret, og i Politiken skrev en ung journalist (og forfatterspire) Emil Bønnelycke blandt andet: “Her vil gæsterne møde store landskabelige overraskelser, en smuk og sagnrig natur, et paradis ved Lillebælt, så sommerligt smukt et stykke natur, som måske intet andet sted i Danmark. Se Fænøsund og dø!” Hofjægermester Frederik Niels Basse Fønss døde i 1922 på en nerveklinik i Hornbæk og blev begravet i stilhed i familiens gravkapel i Kauslunde Kirke. Hans bortgang satte også et endeligt punktum for Hindsgavl som privatejet herregård. En ny ejer var klar til at tage over.

124

125

126

Nordens borg Af Jørgen Thomsen

Helge Bruhns besøg Foreningen Nordens danske afdeling er oprettet i foråret 1919 efter forberedelser, som strakte sig tilbage til krigsårene, hvor de tre skandinaviske lande havde kunnet holde sig uden for det store verdensopgør. Det samarbejde, som havde fundet sted i krigsårene, satte betydende kræfter i de tre lande sig for at videreføre efter krigen, nu med en mere folkelig forankring, og snart efter udvidedes kredsen til også at omfatte Finland og Island. Den danske afdeling af Foreningen Norden fik allerede i 1920 en ny sekretær, nemlig kaptajn og senere oberstløjtnant Helge Bruhn, der før 1. verdenskrig bl.a. havde gjort sig bemærket som idémanden bag det danske idrætsmærke, og det var Helge Bruhn, der i sin nye position blev opmærksom på muligheden for at indrette hovedbygningen på Hindsgavl til brug for Foreningen Norden.1 I første omgang havde Helge Bruhn tænkt på andre muligheder. Efter krigsafslutningen var barakker fra en række militærlejre billigt til salg, og kaptajnen havde udpeget et sted ved Dragsholm på Sjælland, hvor han mente, der kunne oprettes en sommerlejr til formålet. Den plan led imidlertid hurtigt skibbrud, da ejeren aldeles ikke syntes, han skyldte de højere samfundsinteresser noget lige efter lensafløsningslovens

127

Oberstløjtnant Helge Bruhn (1872-1951) var endnu kaptajn, da han som sekretær for den nystiftede Foreningen Norden i begyndelsen af 1920’erne undfangede og fik gennemført ideen om at anvende Hindsgavl som foreningens danske mødeog kursussted. Han endte sin militære karriere i 1932, men fortsatte som direktør for A/S Hindsgavl helt til 1945 (Elfelt fot. 1942, Det Kongelige Bibliotek).

Generaldirektør Michael Koefoed (1867-1940) var formand for Foreningen Norden i perioden 1920-1939 og dermed også i den periode, da foreningen reelt overtog Hindsgavl som mødested gennem det til formålet dannede aktieselskab (Elfelt fot., Det Kongelige Bibliotek).

gennemførelse. En anden af Helge Bruhns planer – om at anvende Fregatten Jylland til kursussted – opgav han selv efter en inspektion af skibet, og i efteråret 1921 var han tilfældigt på besøg på Hindsgavl, hvor en af hans nære venner, ritmester G.A. Clauson-Kaas, fungerede som godsets værge. Helge Bruhns besøg fandt sted samtidig med, at repræsentanter for Middelfart Byråd var til møde med Clauson-Kaas om køb af en del af godset. Under opholdet på det møblerede, men i øvrigt ubeboede slot var tanken om, at Hindsgavl måske kunne blive Foreningen Nordens kommende samlingssted, slået ned hos Bruhn, og under en pause i forhandlingerne med byrådsudvalget havde han derfor forelagt sin tanke for Clauson-Kaas ved at spørge, om det var muligt at anvende slottet i den

følgende sommer. Bruhn har selv berettet om resultatet af sit initiativ en halv snes år senere: “For ritmesteren, som straks opfattede hele perspektivet i planen, kom dette spørgsmål ret tilpas, da byrådet på det tidspunkt egentlig ikke ønskede at erhverve hovedbygningen og parken, og med den for ritmesteren egne hurtighed til at træffe dispositioner gav han på stående fod det tilbud, at Foreningen Norden måtte låne slottet, som det stod møbleret, det kommende år, samt at foreningen kunne leje slottet det følgende år og fem år frem i tiden for en leje af 6.500 det første år, stigende med 500 kr. årligt, samt, hvad der var det mest afgørende, at foreningen i samme tidsrum kunne få forkøbsretten til slottet, parken, Sudden, Gl. Slot og Julieplantagen” – med andre ord det, som Mid-

128

delfart Kommune ikke havde vist interesse for, og som kommunen ikke købte i løbet af 1921.2 Clauson-Kaas, der tidligere havde været en af initiativtagerne til anlæggelsen af en galopbane i Klampenborg, havde også en militær baggrund, og de to herrers møde på Hindsgavl fik vidtrækkende konsekvenser. Helge Bruhn havde – syntes han selv – fået et enestående tilbud ved at få slottet gratis på hånden til mødevirksomheden i 1922, og hans formand, generaldirektør Michael Koefoed, var da også straks med på de

indledende dele af planen. Til gengæld var Koefoed afvisende over for, at foreningen skulle binde sig til et køb – dertil stod foreningen endnu på alt for svage fødder.

Det første kursus Nordens Sommeruniversitet var betegnelsen for det kursus, som blev afholdt på Hindsgavl i dagene fra den 16. juli til den 1. august 1922 med deltagelse af 38 mandlige og 29 kvindelige studerende fra de tre

Den grønne dagligstue på Hindsgavl Slot ca. 1920 (Middelfart Museum).

129

Gruppefotografering var tidligere meget brugt ved kurser, stævner og årsmøder i en tid, hvor identifikationen med folkelige bevægelser nok var stærkere end nu. Her er deltagerne i Det Kooperative Fællesforbunds stævne stillet op til fotografering uden for Hindsgavls hovedfløj i sommeren 1928 (C. Liisberg fot., Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv).

nordiske lande, 22 fra Norge, 17 fra Sverige og 28 fra Danmark. Et lignende kursus havde året før været afholdt i Norge. Professor i historie ved Københavns Universitet Aage Friis stod for den indholdsmæssige del af kurset på Hindsgavl, mens Helge Bruhn selv fungerede som vært og hans svigerinde som værtinde. En af deltagerne i det første kursus har beskrevet sit møde med Hindsgavl i sommeren 1922 således: “Det var med en underlig følelse, vi betrådte slottet, som lå der næsten som et torneroseslot. I 14 år har hovedbygningen ikke været beboet. Den nu afdøde ejer havde kun benyttet et par af værelserne. Gammel, indelukket luft slog os i møde, da vi trådte ind i værelserne med deres svære, dobbelte gardiner. Kun enkelte møbler fandtes der. I køkkenet ikke en ske eller en kop, ikke en gryde eller kasserolle. Støv og stilhed overalt”.3

130

Det var noget af et vovestykke, Helge Bruhn havde indladt sig på ved at henlægge kurset til Hindsgavl. Dels skulle lærere og foredragsholdere jo skaffes langvejs fra, og dels rummede slottet langtfra overnatningsmuligheder til de mange gæster og hjælpere. Til brug for de mandlige studerende blev der derfor oprettet en mindre teltby på den ydre gårdsplads, mens størstedelen af de kvindelige deltagere overnattede i hovedbygningens østfløj og resten i Vestfløjen, ja muligvis var det allerede ved denne lejlighed, at der blev tilbudt overnatningsmulighed i den gamle herskabsstald med de tilhørende karlekamre, selekamre osv. i Kavalerfløjen. Der var i det hele taget noget feltfodsagtigt over arrangementet. Fra hærens depoter var der lånt jernsenge, der var udstyret med halmmadrasser og tunge tæpper, og en norsk deltager sørgede for, at det hele fik

131

132

en yderligere militær indramning, ved at han trofast morgen og aften blæste henholdsvis reveille og retræte, formentlig på en medbragt trompet. Helge Bruhn krævede orden i rækkerne, og når de tre landes nationalsange var afsunget kl. 22.30, skulle der være ro til næste morgen kl. 7.30. Deltagerne fra de tre lande var i øvrigt blandet så godt, det var muligt, og der er ingen tvivl om, at deltagerne fik et minde for livet. Kendte danske videnskabsmænd, højskolefolk og politikere bidrog ved deres fremmøde til at give det hele karakteren af et nybrud, og på en todages udflugt til det netop genvundne Sønderjylland med besøg på Askov Højskole og i Ribe fik deltagerne også lejlighed til at overvære et folkemøde i Skibelund Krat, hvor sønderjydernes fører under udlændigheden, redaktør H.P. Hanssen, holdt tale. Efter et besøg på Koldinghus satte den store gruppe atter næsen mod Hindsgavl. De norske og svenske deltagere fik en times daglig undervisning i dansk, men ud over det faglige program blev der også budt på underholdning af tilrejsende kunstnere. Størst lykke gjorde nok skuespillerinde ved Det kongelige Teater, fru Betty Hennings, der blev hentet på Middelfart Station i en gammeldags, blomstersmykket jagtvogn med seks cyklende mandlige studerende foran og seks hvidklædte kvindelige studerende efter vognen – alle iført deres forskelligartede studenterhuer. En del af Middelfarts bedsteborgere var også kommet til stede og hørte hendes oplæsning, bl.a. af H.C. Andersens eventyr. Bagefter var der punch og taler, og aftenen sluttede med et stort bål i haven, “og mens røgen drev ud over Lillebælts blanke vand, lød sangen fra de unge, der stod forsamlede om det blussende bål”. Ikke underligt, at det den aften kneb for Helge Bruhn at få sengetiderne overholdt.4 Hofjægermesterens jagttrofæer hang endnu i hovedbygningens indgangsparti, og familiens gamle gyldenlæderstole kom for en sidste gang til ære og

133

134

Chr. H. Olesen (1885-1960) var direktør for A/S Hindsgavl fra dets oprettelse og til sin død, og han fulgte med levende interesse udviklingen af stedet gennem de næsten fire årtier, ligesom han var stærkt engageret i at samle midler til det ofte nødlidende foretagende (Pressehuset fot. 1959, Det Kongelige Bibliotek).

værdighed i slottets sale, men den givetvis stærkt medtagne bygning og de primitive overnatnings- og vaskeforhold var noget, som deltagerne hurtigt lærte at se bort fra og i stedet fokusere på de mere positive sider ved opholdet. Flere af hinanden uafhængige beskrivelser af kurset er enige om at fremhæve det høje humør, der prægede kursusdagene, og da kurset var overstået, havde Helge Bruhn da også fået det, som han ville have det. Nu skulle der smedes, mens jernet var varmt.5

Dannelsen af et aktieselskab Ritmester Clauson-Kaas’ tilbud til Foreningen Norden kunne nu drøftes i lyset af det heldigt gennemførte kursus, og selv om bl.a. Valdemars Slot på Tåsinge en overgang også var inde i billedet, koncentrerede Foreningen Nordens bestyrelse sig snart om mulighederne på Hindsgavl. Man besluttede således bl.a. at arrangere et kursus for nordiske lærere og lærerinder i sommeren 1923 og samtidig at udlåne slottet til en nordisk husmoderkongres, foranstaltet af De Danske Husmoderforeninger. Helge Bruhn var samtidig rundt med hatten i hånden og forstod hurtigt, at han for at overvinde bestyrelsens modstand mod selv at udnytte forkøbsretten var nødt til at alliere sig med ledende erhvervsfolk og sammen med dem finde et alternativ til foreningens direkte køb. Et par af de første, han vandt for sagen, var den tidligere konservative politiker og ingeniør Alexander Foss, der var medejer af F.L. Smidth & Co., og direktør Chr. H. Olesen, der i 1920 havde efterfulgt sin far som administrerende direktør for De Danske Spritfabrik-

ker, og som tidligt var kommet med i Foreningen Nordens arbejde. Den strategi, man nu valgte, var såre enkel: Hindsgavl skulle ikke overtages af Foreningen Norden, men af et aktieselskab, der skulle oprettes til formålet – og for at lægge pres på beslutningstagerne kom det allerede den 11. juli 1923 til et møde på højesteretssagfører Ellis Henriques’ kontor i København, hvor bankdirektør J. Hassing-Jørgensen, ingeniør Svend Koch og Helge Bruhn undertegnede en stiftelsesoverenskomst for A/S Hindsgavl med det udtrykkelige formål “at erhverve og udnytte Hindsgavls hovedbygning m.v., navnlig ved fortsat udleje til Foreningen Norden, samt eventuelt at afhænde ejendommen m.v. helt eller delvis”. Aktiekapitalen var i første omgang fastsat til 10.000 kr., hvoraf de tre stiftere tegnede sig for tilsammen 20 %.6

135

Det stod formentlig klart for de tre stiftere, at det aldrig ville blive nogen blomstrende forretning, aktieselskabet nu forsøgte at tage op, og det var med det samme tydeliggjort, at man ikke skulle forvente at tjene stort på sine aktier. Stiftelsesoverenskomsten fastslog nemlig, at Foreningen Norden altid skulle have ret til at overtage aktier i selskabet til kurs 100. Den første aktiekapital var imidlertid langtfra tilstrækkelig til at overtage slottet og det store tilhørende park-, skov- og naturområde, man havde fået på hånden fra Basse Fønss-familiens dødsbo, og i de vedtægter for aktieselskabet, som blev godkendt på mødet i juli 1923, var bestyrelsen da også bemyndiget til at udvide aktiekapitalen indtil 100.000 kr., og her var det samtidig fastlagt, at aktierne i selskabet maksimalt kunne bære 4 % i udbytte. Så hvis man tegnede aktier, skulle det i hvert fald ikke være for fortjenestens skyld. Direktør Chr.H. Olesen blev med det samme valgt som formand for det nye aktieselskabs bestyrelse, og inden han ville optage forhandling med dødsboet, ville han være sikker på, at den fornødne aktiekapital kunne skaffes til veje, og at der gennem Foreningen Norden kunne stilles det fornødne beløb til rådighed til den årlige drift. Da betingelserne var klarlagt, samledes det nye selskabs bestyrelse med andre af initiativtagerne på Hindsgavl i oktober 1923 for ved selvsyn at forvisse sig om, at slottet var egnet til det påtænkte formål og i en stand, så man kunne stå sig ved at overtage det. Da denne hurdle var overvundet, og renoveringsbehovet var opgjort til 20.-30.000 kr., enedes bestyrelsen om at søge tilvejebragt en samlet aktiekapital på 100.000 kr., og ingeniør Foss bidrog stærkt til den gode stemning ved på forhånd at garantere for 10 % af beløbet under forudsætning af, at bestyrelsen magtede at indsamle resten.

136

137

ejendommen, selve stedets ærværdige karakter, den lette adgang, der er til derfra at gøre udflugter f.eks. til Sønderjylland” osv. De økonomiske forhold var ikke særligt lyse, da indbydelsen til aktietegning blev sendt ud mindre end to år efter det store sammenbrud i dansk bankvæsen ved Landmandsbankens krak, men sympatien for det beskrevne formål var åbenbart stor, for allerede efter en måned havde man fået tegnet aktier for det fulde beløb, og man stoppede først, da aktiekapitalen havde nået 114.000 kr. En række af de tegnede aktier blev ligefrem tegnet som gaver til Foreningen Norden, således at denne allerede fra starten blev aktionær i selskabet. Og den 21. marts 1924 opnåede aktieselskabet herefter skøde på ejendommen. Ved samme tid fik bestyrelsen for Foreningen Norden løst spørgsmålet om tilskuddet til den årlige drift på en tilfredsstillende måde, bl.a. gennem fonds-tilskud. Da aktieselskabet samtidig havde fået afklaret, at dødsboet var villig til at afstå slottets hovedbygning med tilhørende forpagterbolig samt i alt 93 tønder land park, eng og skov for et beløb på 150.000 kr., udsendte aktieselskabet i januar 1924 indbydelse til aktietegning til en begrænset kreds af personer, men samtidig med særdeles indflydelsesrige politikere som anbefalere. Ud over Foreningen Nordens formand, Michael Koefoed, var prospektet således anbefalet af den mangeårige Venstreleder, J.C. Christensen, den konservative Alexander Foss, den radikale Ove Rode og socialdemokraternes leder, Thorvald Stauning.7 Af indbydelsen fremgik det, at hensigten var at skabe “et fredlyst sted, der til alle Nordens lande kan bære vidnesbyrd om gammel dansk kultur og typisk dansk landskabelig skønhed”, ligesom man fremhævede stedets skønne beliggenhed ved Fænøsund og Lillebælt og “den herlige park og skov, der hører til

138

De indledende øvelser Det var naturligvis ikke holdbart at tilbyde gæster overnatning i telte på gårdspladsen eller i selekamre, foderrum og bokse i den tidligere herskabsstald, og derfor indrettede man allerede i foråret 1924 de første gæsteværelser i det, der nu kaldes Kavalerfløjen. Samtidig blev de første seks toiletter med rindende vand installeret i hovedbygningen, ligesom man efter års nedlukning måtte ofre en del kræfter på nødvendige reparationer i hovedfløjen. Ved møderne i sommeren 1923 havde hovedbygningen endnu været møbleret med dødsboets inventar, men da der i foråret 1924 blev afholdt auktion over indboet, lykkedes det for aktieselskabet kun at redde en mindre del af det gamle inventar, f.eks. møblerne i havesalen og en del spejle og lysekroner, men ellers var slottet ribbet for alt, og Foreningen Norden, der nu lejede sig ind hos aktieselskabet, indkøbte derfor senge, madrasser, servanter, kommoder, spejle og stole samt meget andet til indretning af gæsteværelser. Indkøbet

139

140

fandt sted ved Justitsministeriet, der netop på denne tid var ved at tømme Horserødlejren, som under 1. verdenskrig havde tjent til internering af russiske krigsfanger, der var overført fra Tyskland. Inventaret på den fine herregårds gæsteværelser stammede således i stort omfang fra en tidligere fangelejr, men det satte efter alt foreliggende ikke nogle større skår i glæden over det nye kursussted. Efter nogle år viste det sig dog, at de meget solide jernsenge vakte gæsternes mishag, og de blev derfor relativt hurtigt udskiftet. Mens Foreningen Norden fra begyndelsen havde sørget for indretningen af gæsteværelserne, påhvilede det aktieselskabet at møblere de rum i hovedbygningen, som var blevet tømt ved auktionen i 1924, og selv om man var nødt til at begynde med kurvemøbler, lykkedes det takket være gaver og indkøb fra Frederiksborg Slots magasin i løbet af nogle år at få givet hovedfløjen et nogenlunde stiligt præg. I de følgende år blev der langsomt, men sikkert tilvejebragt en større værelseskapacitet, bl.a. ved indretning af gæsteværelser i loftsetagerne i Kavalerfløjen og senere også i Fruerfløjen, ligesom man ændrede nogle rum i hovedfløjen til gæsteværelser, sådan at man i 1933 var nået op på 34 dobbeltværelser og 32 enkeltværelser med en samlet kapacitet på 100 gæster. Hertil kom indkvarteringsmulighederne for funktionærer og andre ansatte.

De første års kurser Da Helge Bruhn i 1933 så tilbage på de første 10 år som leder af aktiviteterne på Hindsgavl, kunne han berette om tydelig fremgang. Foreningen Norden havde haft kurser for lærere fra både folkeskolen og andre skoleformer, for journalister, for folk fra erhvervsliv og handel, for landmænd, for arbejdere, for studerende

og for gymnasiaster. Men herudover var foreninger og institutioner med sociale, kirkelige og politiske formål nu begyndt at bruge Hindsgavl til møder i de perioder, Foreningen Norden ikke selv udnyttede. Endelig var norske og svenske skoleklasser begyndt at bruge det spartansk indrettede skoleherberg, der havde fundet plads længst væk fra hovedfløjen sammen med en mindre foredragssal. I 1933 var slottet således i brug fra den 20. maj til den 2. september, og hertil kom, at det årlige nordiske møde for gymnasiaster i mange år var placeret i oktober. Alt i alt betød det, at Hindsgavl ved denne tid årligt var nået op på 1.200-1.400 gæster. Helge Bruhn mente selv, at den positive udvikling ikke kun skyldtes stedet.

141

Kaptajn Jespersens sundhedsstævner En helt særlig status fik gennem årene kaptajn Jespersens sundhedsstævner på Hindsgavl. Kaptajn J.P. Jespersen var født i Lumby ved Odense og var uddannet lærer fra Odense Seminarium, før han gik militærvejen. I årene op til og omkring 2. verdenskrig var kaptajn Jespersen vel nok landets førende sundhedsapostel, og når hans stemme hver dag gennem 25 år gjaldede ud i æteren i radioens morgengymnastik, fik danskerne læst og påskrevet i en tone, der næppe ville være gået i dag. Tingene blev sagt uden omsvøb, og både i radioen og i sine talrige foredrag optrådte kaptajnen bevidst belærende, og utrætteligt søgte han at bedre danskernes fysiske form og gav gerne en velment opsang til bilmaver, slendrian og ligegyldighed. Under sine optrædender hev han gerne en person frem fra publikum for offentligt at revse den pågældende for dennes fysik. En typisk udtalelse af kaptajnen lød således: “Når udlændinge kommer her til landet, ser de en samling laskede, fede, bævrende mænd, omvandrende turnips med spidsen opad”. Og kvindekønnet gik såmænd heller ikke fri, når kaptajn Jespersen f.eks. berettede om “mange unge piger med røde og grønne negle, der skjuler deres sorte tæer i strømper”. Kaptajnen mente, at folk misrøgtede deres krop, så den blev deform og uskøn. Ja, han mente ligefrem, at “Mange mennesker var så hæslige nøgne, at det var en straf at skulle se på dem”. En sådan udtryksform bragte kaptajnen på kant med mange, men hans holdninger var klare. Han gav ikke folk, hvad de ville have, men det, som han mente, de trængte til!

142

Kaptajn Jespersen gjorde en stor indsats for at udbrede kendskabet til stavgymnastikken, og netop denne form for gymnastik var i mange år knyttet til Hindsgavl og sundhedsstævnerne. Det første sundhedsstævne på Hindsgavl blev afholdt i sommeren 1932. Bag stævnet stod i første omgang Berlingske Tidende, hvis hovedejer, Vincent Næser, allerede i 1929 havde fået ideen til avisens sundhedsstævner, der blev afholdt rundt om i landet. Kaptajn Jespersen var med fra begyndelsen, og da man i 1932 kom til Hindsgavl, tabte kaptajnen sit hjerte til stedet. Hindsgavl blev nu mere eller mindre synonymt med sundhedsstævnerne, der da også hurtigt skiftede navn til kaptajn J.P. Jespersens sundhedsstævner, da Berlingske Tidende trak sig ud af samarbejdet. Stævnedeltagerne samledes hver morgen på plænen foran slottet og gennemførte under kaptajn Jespersens kyndige ledelse en række øvelser, hvor staven var det vigtigste redskab: “Mine Herrer, fat staven!”, som kaptajnen sagde. Der blev også sunget salmer, og det sociale samvær stod højt på listen over kursusugens aktiviteter. Der blev også arrangeret udflugter i nærområdet, og den mad, der blev serveret, var præget af kaptajnens bud. Der var således en del råkost til måltiderne – men onde tunger har også fortalt, at der efter frokost eller middag var påfaldende mange biler, der startede og kørte mod Middelfart, og man sagde ligefrem, at byens restauranter havde rekordomsætning af bøffer i den uge, det årlige sundhedsstævne varede. Kurserne blev til op i 1990’erne fortsat af kaptajn Jespersens sønner, og i 1996 udkom der en bog, da man

var nået til sundhedsstævne nr. 100 – nogle år havde der været mere end et stævne. Typisk nok havde bogen titlen Viljestærk og hjerteglad, for meningen var jo trods alle pinsler undervejs glæden over den velholdte krop. Foreningen Norden prøvede før 2. verdenskrig også selv at arrangere sundhedsstævner, men de fik langtfra samme kultstatus som kaptajn Jespersens. Og i dag afholdes der stadig årlige sundhedsstævner i kaptajnens navn på Hindsgavl.8

Kaptajn Jespersen med det horn, han brugte ved sundhedsstævnet på Hindsgavl i sommeren 1950. Kaptajnen fokuserede det år blandt andet på, at man ikke behøver at blive gammel, 143 når man bliver ældre (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Odense Stadsarkiv).

Bibliotekspioneren Jørgen Banke (1877-1953) forestod i en årrække kurser på Hindsgavl for folk fra aftenskolens og ungdomsskolens verden, og han var – som han har skildret det i sine erindringer – meget begejstret for mødestedet (Elfelt fot., Det Kongelige Bibliotek).

Ildsjælen bag Hindsgavl som nordisk mødested fra begyndelsen af 1920’erne til efter 2. verdenskrig var oberstløjtnant Helge Bruhn, der derfor også stadig med fuld ret har sit malede portræt hængende i slottets stuer.

Det var af stor betydning, at mange fremtrædende personligheder havde kastet deres kærlighed til stedet og glædede sig til at stille op foran et publikum på Hindsgavl. Og endelig var der jo, mente Helge Bruhn, den stil og hjemlige tone, som Foreningen Norden havde forsøgt at introducere, og “som i reglen har bevirket, at deltagerne er kommet til at føle sig mere som gæster i et herregårdshjem end som gæster i et større pensionat eller hotel”. Endelig spillede det ifølge Helge Bruhn en stor rolle, at der fra Hindsgavl var så let adgang til Sønderjylland – noget, der med Lillebæltsbroens åb-

ning i 1935 blev endnu lettere, men som jo ikke mindst i Hindsgavls første år som mødested havde en særlig stemning over sig i betragtning af, at Nordslesvig først i 1920 var kommet tilbage til Danmark.9 En af folkebibliotekssagens foregangsmænd, bibliotekskonsulent Jørgen Banke, har i sine erindringer, der udkom i 1946, skildret en række kurser, han selv havde stået i spidsen for på Hindsgavl i mellemkrigsårene, og han indrømmede gerne, at de havde en sådan mindeglans over sig, at han havde svært ved at beskrive dem “uden at forfalde til den rene romantik”.

144

Kurserne var beregnet for medlemmer af Dansk Aften- og Ungdomsskoleforening, altså lærere i fritidsundervisningen, og kurserne blev gerne afsluttet med foreningens årsmøde. Jørgen Banke beskriver bl.a., hvordan han af Helge Bruhn fik overladt hele komplekset i de otte dage, kurset varede, og hvordan han havde ordnet alt med indkvarteringslister, skemaer og ordensregler, før deltagerne kom: “Jeg følte mig som herremand i de otte dage, Regine [hans kone] og jeg flyttede ind i et stort værelse med udsigt over parken”. På solfyldte morgener så man lærerne ile ned gennem parken til et forfriskende morgenbad, inden de gik til morgenbordet, fortæller Jørgen Banke uden at

røbe en af grundene – nemlig den nærliggende, at slottet langtfra rummede badefaciliteter til de mange gæster, ja før 2. verdenskrig slet ikke varmt vand på noget værelse. Men lærerne nød de herlige omgivelser, både ude og inde, og det var ifølge Jørgen Banke næsten en overvindelse at kalde til undervisningstimer, når man så, hvor glade deltagerne var for stedet: “Vi skulle nemlig ind i en foredragssal, som var lav og mørk”, hedder det videre, men lærerne var jo ikke for godt vant hjemme fra forsamlingshusene, og “Her på det vidunderlige Hindsgavl var foredragssalen indrettet i et forhenværende hønsehus, der dog var gjort i stand, så det fuldt ud svarede til de fleste af landets forsamlingshuse”.

For mange sommergæster har det været fristende at udnytte bademulighederne i Lillebælt lige neden for slotsparken. Billedet her er taget i forbindelse med en kammermusikuge i august 1966 (Poul Olsen fot., Odense Stadsarkiv).

Oberstløjtnant Helge Bruhn og frue fotograferet ved terrassedøren fra havesalen en gang i mellemkrigsårene (Det Kongelige Bibliotek).

145

146

“Vi vender atter i år tilbage til Hindsgavl Slot og til Fænø Sund. Vi mødes atter til arbejdsdage, men får dog tid til en festlig stund. – Går rejsen siden til andre strande, vi glemmer aldrig det skønne syn af Hindsgavl kranset af blanke vande: vort mødested på det grønne Fyn”. Olaf Holst

147

I 1932 fik indrettet et bibliotek i et af de østlige værelser i hovedfløjen, hvor der også historisk havde været et.

Man sang dog ifølge Jørgen Banke altid morgensangen ude i parken, og “Det var altid gribende højtideligt for mig, når de mange klare lærerrøsters toner steg op under de gamle bøge mod en blå, solfyldt himmel … Vi blev som uskyldige menneskebørn, der sang livets og landets pris i den skære morgen, hvor dugperlerne som tusinde diamantgryn lå over plæner og blomster og fortalte, at det mindste liv frydede sig. Der er sikkert endnu mange lærere og lærerpar landet over, der mindes morgensangen under bøgene på Hindsgavl. Når dagens timer var til ende, samledes vi i havesalen til selskabelighed og underholdning”.10

Status før 2. verdenskrig I 1932 fik man takket være fondstilskud mulighed for at indrette et bibliotek på Hindsgavl og valgte at gøre det i et af de østlige værelser i hovedfløjen. Kgl. bygningsinspektør Knud Lehn Petersen, Odense, tegnede de reoler, der blev opsat i biblioteket, og en komité med selveste biblioteksdirektør Thomas Døssing i spidsen fik til opgave at forsyne biblioteket med en bogsamling, der skulle afpasses efter det klientel, som nu benyttede slottet. Samme år – 1932 – blev der indlagt elektrisk lys på slottet, hvor man ellers havde måttet klare sig med stearinlys og petroleumslamper. Men i enkelte lysekroner bibeholdt man dog i første omgang for stemningens skyld levende lys. Endelig hører det med i billedet, at selskabet i de første år efter sin overtagelse af Hindsgavl udførte betydelige forbedringsarbejder i den tilgroede og misligholdte park – med støtte fra Landbrugsministeriet og Ny Carlsbergfondet.11 I løbet af de første ti år af selskabets levetid lykkedes det kun én gang for selskabet at udbetale 4 % i udbytte. Nogle år var der halvt udbytte til aktionærerne,

148

149

150

men i flere år var der direkte underskud og derfor slet intet udbytte. Faldende indtægter fra skovdriften og øgede vedligeholdelsesomkostninger som følge af forøget brug af og slid på slottet var væsentlige forklaringer på, at aktionærernes investeringer nu tydeligt havde fået den ideelle karakter, der mere eller mindre hele tiden havde ligget i kortene. Helge Bruhn mente ganske vist, at der kunne være en mulighed for fremtidigt udbytte, hvis man forsøgte at udnytte Hindsgavl til kursus, husholdningsskole eller lignende en større del af året. Noget sådant havde man også drøftet i aktieselskabets bestyrelse, men her stødte man på den store vanskelighed, at der i så fald skulle installeres centralvarme på slottet. Det ville være en bekostelig affære, som selskabet på daværende tidspunkt under ingen omstændigheder havde råd til. På samme måde var det med en mulig udvidelse, så antallet af gæster til de forskellige arrangementer kunne sættes op – også det var indtil videre udtryk for ønsketænkning. Ti år efter dannelsen af aktieselskabet havde mange aktionærer overdraget eller testamenteret deres

aktier til Foreningen Norden. Ikke underligt, når aktierne i forvejen højst gav et minimalt udbytte. Overdragelserne betød, at foreningen i 1933 stod med en aktiebeholdning på omkring 40 % af selskabskapitalen. Det fjernede naturligvis en del af presset for at frembringe overskud til fordeling til aktionærerne, men det betød også, at forpligtelsen til at vedligeholde ejendommen i stigende grad blev Foreningen Nordens – netop et af de problemer, man havde forsøgt at undgå ved at lade et aktieselskab købe ejendommen. I midten af 1930’erne fortsatte renoveringsarbejderne. Man fik bl.a. fuldført ombygningen af Kavalerfløjen, så der nu også var indrettet gæsteværelser på 1. salen, ligesom man i den såkaldte vægterfløj længst mod vest blev færdige med indretning af foredragssal og skoleherberg. Endelig blev forholdene i parken yderligere forbedret, og der blev plantet omkring 800 nye træer og buske, givetvis efter den plan, som havearkitekt I.P. Andersen havde slået stregerne til et par år tidligere. I aktieselskabets bestyrelse var der i slutningen af 1930’erne tydelig tilfredshed med de resultater, der

151

Gipsafstøbning af relief af Bertel Thorvaldsen (1770-1844) pryder rummet over døren. Her er det “Natten”, oprindeligt udført i 1815.

Trapperummet på Hindsgavl med de karakteristiske ioniske søjler er sat i stand mange gange i de seneste årtier. I slutningen af 1960’erne fornyedes trappeløbet efter tegninger af arkitekt Steen Eiler Rasmussen.

var nået efter ca. 15 års virksomhed. Man havde fået en smuk ramme om Foreningen Nordens virksomhed, og man kunne år for år glæde sig over nærmest at have fuldt optaget fra en gang i maj til en gang i september. Man vidste imidlertid godt, at der ude i fremtiden lå store moderniseringsbehov og ventede. I første omgang var det nødvendigt at få indlagt rindende vand på alle værelser, hvad der langtfra var, og så måtte spørgsmålet om et centralvarmeanlæg udskydes endnu længere.12 Direktøren for aktieselskabet fra dets grundlæggelse og til december 1945, oberstløjtnant Helge Bruhn,

var i hele dette forløb blevet den samlende figur for alle, der mødte op til møder og kurser på slottet, og som det fremgår af en dagbladsartikel fra 1935, kunne de 1.200-1.400 årlige gæster egentlig være godt tjent med det: “Og hvert år sker det under, at en række af de mest forvænte og stridbare individualister fra samtlige Nordens lande smilende underkaster sig den fra morgenstunden entusiastiske, kasernemuntre, utrættelige og uundværlige husfader, oberstløjtnant Bruhns hustugt”. Der var noget trygt ved den patriarkalske ledelse, oberstløjtnanten stod for.13

152

Den tyske besættelse Alle fremtidsplaner blev imidlertid væltet omkuld den 9. april 1940 om morgenen, da tyske tropper overskred den danske grænse og snart også nåede frem til Middelfart, hvor byens borgmester og politimester henviste det tyske militær til indkvartering på Hindsgavl. Dette forhold vakte ikke ligefrem jubel i aktieselskabets bestyrelse, der givetvis fandt, at det havde været

mere nærliggende for byen at henvise militæret til at bruge nogle af de kommunale bygninger. Men ligesom så mange andre måtte man blot forsøge at få det bedst mulige ud af situationen ved så vidt muligt at sikre, at slottet ikke led voldsom overlast, og samtidig at gøre de danske myndigheder opmærksomme på, at når de havde henvist tyskerne til indkvartering i selskabets private ejendom, så måtte man også være forberedt på

Tyske soldater i hestevogne på gårdspladsen foran avlsbygningerne på Hindsgavl (Middelfart Museum).

153

Da tyskerne den 29. august 1943 afvæbnede de tilbageværende dele af det danske militær, blev officererne fra de jysk-fynske garnisoner i nogle uger interneret på Hindsgavl. Her er nogle af dem fotograferet i slotsparken under interneringen (Odense Stadsarkiv).

et eventuelt erstatningsansvar. Foreningen Norden fik under krigen et stærkt stigende medlemstal, så set fra aktieselskabets side blev der ikke problemer med lejebetalingen, når foreningen ellers kunne disponere over selskabets ejendom. I første omgang var der imidlertid spærret for adgangen til Hindsgavl, og først omkring 1. april 1941 lykkedes det – efter en anmodning fra Foreningen Nordens og A/S Hindsgavls side – at få den tyske beslaglæggelse hævet og få de tyske soldater overført til ledige lokaler i Middelfart. Der havde i alt været indkvarteret en styrke, der varierede mellem 140 og 250 mand. Tre lokale håndværkere samt et par af aktieselskabets folk gennemgik få uger senere slottet og konstaterede nøgternt, at “et års brug af Hindsgavl til kaserne for skiftende hold soldater har medført megen forringelse og ødelæggelse i disse til kasernebrug så lidet egnede forhold”. Meget måtte fornys i de rum, mandskabet havde benyttet, og en samlet opgørelse over de bygningsmæssige skader beløb sig til knap 50.000 kr., eller rundt regnet to års normalomsætning for aktieselskabet, hvortil kom, at der også var store

154

mangler i de beholdninger af køkken- og sengeudstyr, selskabet havde rådet over forud for beslaglæggelsen.14 I løbet af nogle måneder lykkedes det at få en vis orden på erstatningsspørgsmålet, og somrene 1941, 1942 og 1943 kunne derfor gennemføres på nogenlunde normal vis – selvfølgelig var gæsterne også på Hindsgavl nødt til at medbringe rationeringsmærker hjemmefra, og selvfølgelig var det nu småt med tilrejsende fra de andre nordiske lande. Aktieselskabet benyttede imidlertid perioden efter den første indkvartering til at søge kapitalgrundlaget for dets virke udvidet ved en indsamling, og det viste sig snart, at det på en tid, hvor besindelsen på det nationalt danske var i højsædet, også var muligt at skaffe midler til et nordisk formål som istandsættelse og renovering på Hindsgavl. Med bestyrelsesformanden for aktieselskabet, Chr.H. Olesen, i spidsen og med god hjælp fra nationalbankdirektør C.V. Bramsnæs, der tidligere havde været socialdemokratisk finansminister, og som var mangeårigt bestyrelsesmedlem i Foreningen Norden, lykkedes det hurtigt at indsamle godt 175.000 kr.

155

Ytringsfrihedens grænse Hindsgavl dannede igennem mange år ramme om Det konservative Folkepartis sommerkurser, og før og under 2. verdenskrig var det den sønderjyske folketingsmand, redaktør A. Svensson, der stod for ledelsen af kurserne, hvor man nød godt af stedets enestående miljø og afsondrethed fra omverdenen. Således også i 1941, hvor blandt andet mange af partiets ledende folk skulle holde foredrag. Aftenerne skulle så bruges mere frit til almindelig politisk diskussion – noget, der nok kunne være brug for i en tid, hvor store, offentlige møder led under, at talerne ikke kunne udtrykke sig frit. I stedet brugte partierne dagligstuemøder, hvor man havde nogenlunde styr på deltagerne og deres nationale indstilling. I 1940 var den førende konservative politiker stadig folketingsmand J. Christmas Møller, der som helt ung havde været med i kampen for at få Sønderjylland tilbage til Danmark. Han havde dengang – ligesom Svensson – været såkaldt Flensborgmand og altså fortaler for, at Flensborg – trods tysk flertal ved afstemningen i 1920 – skulle med til Danmark. Nu var situationen nærmest den modsatte, for Svensson og andre frygtede for en tysk annektering af Nordslesvig. Christmas Møller var derimod tvunget helt ud af den politiske verden. Først måtte han gå af som handelsminister på grund af sin åbenmundethed på offentlige møder, og efter nytår 1941 havde han tillige været nødt til at opgive sit folketingsmandat og søgte i stedet at hutle sig igennem som sagførerfuldmægtig. Men den politiske verden mister ikke taget i sine gamle “cirkusheste”, og Christmas Møller deltog i en del af Hindsgavlkurset i sommeren 1941. Det kom her til et sammenstød, da flere krævede, at han med sine markante synspunkter skulle tage ordet. Det var Svensson imidlertid stærk modstander af – han skulle ikke nyde noget af problemer i Sønderjylland med baggrund i en

156

omgåelse af Christmas Møllers reelle taleforbud – og selv om mange af Christmas Møllers venner i partiet forsøgte at få ændret afgørelsen, stod den ved magt. Christmas Møller viste sin loyalitet over for Svensson – og skrev i stedet i sin dagbog om hændelsen, at Svensson var rasende og ville tage af sted den næste dag. Det havde Christmas Møller dog forhindret, og derefter gik det meget pænt: “Men jeg skulle aldrig være taget til Hindsgavl”. Og i et brev til sin kone talte Christmas Møller ligefrem om vildt oprør i urbane former. Ytringsfriheden havde snævre grænser under besættelsen. Hindsgavl blev et af de steder, hvor man så det demonstreret i praksis. Og isolationen bed på politikeren Christmas Møller, der bare ni måneder senere flygtede sammen med familien til England. For Svenssons vedkommende betød intermezzoet, at han trak sig tilbage fra kursusarbejdet. Men da Christmas Møller i 1945 vendte hjem fra England, var mislyden fra 1941 hurtigt glemt. Nu var de to gamle venner enige om, at det både var farligt og dumt at gå efter en bid af det sønderslagne Tyskland: Grænsen ligger fast!15

Den konservative politiker John Christmas Møller (1894-1948) var i mange år et stridens tegn – både som konservativ partileder fra slutningen af 1920’erne og til 1939 og som minister og folketingsmand 1940-41. Efter vanskelige år i London 194245 blev Christmas Møller udenrigsminister i befrielsesregeringen 1945 og kom hurtigt igen i centrum af den politiske debat. Han udtalte sig tit på en måde, som traditionelle borgerlige vælgere ikke kunne støtte (Odense Stadsarkiv).

157

158

Heraf blev de godt 100.000 kr. direkte tillagt aktiekapitalen, der dermed nåede op på 215.000 kr., mens resten af pengene i de følgende år blev brugt på forskellige istandsættelses- og forbedringsarbejder. Forholdet til Middelfart Kommune havde normalt været godt, men i krigens første år var der visse mislyde. Spørgsmålet om den første beslaglæggelse af slottet til de tyske tropper er allerede nævnt, og da kommunen nogenlunde samtidig havde givet tilladelse til opførelse af en ferieby for Dansk FolkeFerie ved Øksenrade Skov godt en kilometer sydøst for Hindsgavl, var det på tale inden for aktieselskabets bestyrelse at protestere. Da det kom til stykket, fastholdt man ikke protesten, og i 1942 var der ligefrem grundlag for en slags forsoningsmøde mellem parterne. Nu fik beboerne i feriebyen adgang til Hindsgavls park en eller to gange om ugen – men ligesom andre måtte de dog stadig og hver gang anmode om tilladelse hertil. Foreningen Norden og aktieselskabet vogtede på uberørtheden i området og havde etableret forskellige afspærringer. Middelfarts borgere havde således heller ikke almindelig adgang til badning på Hindsgavls kyststrækning, og det blev der ikke lavet om på i denne omgang. Til gengæld lovede byens repræsentanter at bistå med at få etableret en lokalforening i Middelfart inden for Foreningen Norden, så alt i alt var man kommet et lille skridt nærmere hinanden. Nogle år senere udvidede aktieselskabet sin bestyrelse og sørgede ved den lejlighed for også at inddrage repræsentanter for Middelfart Kommune.16 Da den danske regering den 29. august 1943 sagde nej til det tyske ultimatum om bl.a. at indføre dødsstraf for sabotage og efterfølgende ophørte med at fungere, indførte den tyske værnemagt militær undtagelsestilstand i det besatte Danmark. Det betød også en brat afslutning på sæsonen på Hindsgavl. Samtidig overfaldt værnemagten resterne af den danske hær, og de office-

rer fra den danske hær, der hørte til i det jysk-fynske område, blev fra den 6. september 1943 og seks uger frem interneret på Hindsgavl, inden tyskerne løslod dem. Ved denne lejlighed var der tale om henved 150 danske officerer samt 30 menige, hvortil kom en tysk vagtstyrke på 40 mand. I vinteren 1943-44 stillede man fra Hindsgavls side lokaler til rådighed i kortere perioder for Den danske Andelshøjskole og Snoghøj Gymnastikhøjskole, der begge var blevet beslaglagt, men i sommeren 1944 kunne et tilnærmelsesvis normalt program gennemføres. Freden varede imidlertid ikke længe efter sæsonens afslutning, for den 9. september kom tyskerne igen. I første omgang blev de i knap to uger, og fra den 9. november i fire uger, men da opløsningen nærmede sig hjemme i Tyskland, beslaglagde værnemagten Hindsgavl igen fra 16. marts 1945 – nu til tuberkuloselazaret for soldater. Mange af patienterne døde på Hindsgavl, og de indlagtes tilstand var sådan, at både patienter og plejepersonale fik lov at blive helt frem til

159

Arkitekten og forfatteren Steen Eiler Rasmussen (1898-1990) var allerede fra 1924 lektor i byplanlægning ved Kunstakademiet og fra 1938 til sin afgang i 1968 professor i bygningskunst sammesteds. Han havde desuden egen arkitektvirksomhed og var som stærkt nordisk interesseret i en årrække med til at præge renoverings- og ombygningsarbejderne på Hindsgavl (Det Kongelige Bibliotek).

den 7. september 1945. Derefter tog aktieselskabets folk med det samme fat på at desinficere bygningerne, men inden dette arbejde var fuldendt, rykkede en del af det britiske regiment Royal Dragoons ind på slottet, hvor de var indtil begyndelsen af november. Derefter var der risiko for, at slottet ville blive brugt til indkvartering af nogle af de flere hundrede tusinde tyske flygtninge, der endnu opholdt sig i Danmark, men faren drev over – bl.a. takket være hjælp fra Middelfarts borgmester – og kort efter nytår 1946 fik aktieselskabet igen rådighed over sin ejendom.17

Hindsgavl renoveres Da aktieselskabet i forsommeren 1946 så tilbage på de sidste to krigsår, var det et trist syn, der blev oprullet. Ganske vist betød beslaglæggelserne ikke så store

160

egentlige ødelæggelser, men de “bevirkede et meget stort slid og omfattende tilgrisning og tilsmudsning af gulve og vægge og en almindelig forgrimmelse af alle rum, hvilket var så meget beklageligere, som huset nyligt var blevet istandsat. Tyskerne, som var der længst og i størst antal, havde brugt Hindsgavl som lazaret, hvad der havde været til fordel for det. Der blev også i stort omfang anvendt sivsko som fodbeklædning for at skåne gulvene. Englænderne var mere mobile end de syge tyskere, og deres tilsvining af slottet stod i forhold dertil. Stuerne og værelserne frembød et meget sørgmodigt og tilsølet skue, da de drog bort”. Den første istandsættelse efter krigsbegivenhederne blev samtidig introduktionen af en ny arkitekt på Hindsgavl, idet en af landets førende arkitekter, professor Steen Eiler Rasmussen, der allerede var indvalgt i aktieselskabets bestyrelse, nu også begyndte at optræde i en udførende rolle. Det var således ham, der valgte farver og tapeter til istandsættelsen i foråret 1946, og trods valutarestriktionerne lykkedes det ham bl.a. at fremskaffe en del svenske stiltapeter med motiver fra 1700-tallets slutning fra Stockholm. I det hele taget skiftede det indre i hovedbygningen nu karakter: “De stærkt brogede og mørke farver i træværket er afløst af lyse og lette, således at rummene nu får deres farvepræg af tapeterne og ikke så meget af træværket”. Og der var, fastslog formanden for bestyrelsen, stor tilfredshed med renoveringen: “I sin nye skikkelse er Hindsgavl efter alles mening skønnere end nogen sinde og præges af en lys og let stemning, som ikke kan undgå at gøre indtryk”.18

Øverst: Salonen på Hindsgavl Slot midt i 1900-tallet (Middelfart Museum). Nederst: Havesalen på Hindsgavl Slot midt i 1900-tallet (Middelfart Museum).

161

Modsatte side: Maleriet, der pryder væggen mellem ‘Rosa stue’ og ‘Biblioteket’ er af ukendt oprindelse og motiv, men er formodentlig malet af J.C. Richard i 1847 og kunne forestille Niels Basse Fønss’ hustru, Louise. Det modsvares på den anden side af døren af et maleri af netop Niels Basse Fønss med identisk ramme også fra 1847.

163

På det økonomiske område blev belastningen ved renoveringen til at overskue, for i 1949 var det statslige udvalg for indkvarteringserstatning omsider færdig med sagen om beslaglæggelserne af Hindsgavl. Aktieselskabet fik dels skadeserstatning og dels erstatning for mistede lejeindtægter i det tidsrum, slottet havde været beslaglagt, til sammen godt 111.000 kr. Året efter den af Steen Eiler Rasmussen ledede renovering gik man også ud for at indsamle nye bidrag til udvikling af Hindsgavl for på den måde at skabe muligheder for vækst. Tanken om at få slottet gjort tjenligt til helårsbrug ved etablering af et centralvarmeanlæg dukkede nu op igen, men noget sådant forventede man stadig ikke at kunne finansiere over driften. En opgørelse fra sommeren 1950 viser i øvrigt, at Foreningen Norden nu stort set var eneaktionær i Hindsgavl, idet kun 25 aktier à 500 kr. af den samlede aktiekapital på 215.000 kr. nu var på private hænder. Da der samtidig var et betydeligt personsammenfald mellem Foreningen Nordens ledende organer og bestyrelsen for aktieselskabet, var der begge steder fuld klarhed over, at man havde et stort ansvar for Hindsgavls fremtidige vedligeholdelse og drift.19

Genoptagelse af aktiviteterne og nødvendige fornyelser I sommeren 1946 kom kursus- og mødeaktiviteterne på Hindsgavl lidt senere i gang end vanligt på grund af renoveringsarbejderne, men derefter kom arbejdet hurtigt tilbage i den vante gænge med belægning på slottet hvert år fra maj til september/oktober. Mindre fornyelser blev løbende gennemført, men det var et stort skridt, der blev taget, da man i 1953 omsider fik sikret håndvaske og rindende vand (koldt!) på alle værelser. Elektriske vandvarmere forbedrede dog situationen, formentlig ikke mindst i de fælles baderum.

164

En oversigt over aktiviteterne på Hindsgavl i sommeren 1955 viser, at stedet blev brugt stort set uafbrudt fra den 2. maj til den 1. oktober til i alt 29 kursus- og mødeophold med i alt 145 kursusdage. Syv af kurserne var arrangeret af Foreningen Norden selv, et kursus var foreningen medarrangør af, og et ophold var arrangeret af en af foreningens lokalafdelinger. Typisk var Foreningen Nordens aktiviteter samlet midt på sommeren, mens andre arrangører i særlig grad havde mulighed for at leje sig ind i for- og eftersommeren. Hindsgavls inspektør kunne i 1955 berette om i alt 2.590 gæster, og den gennemsnitlige belægning havde været på omkring 87 gæster pr. dag. De fremmødte repræsenterede ikke kun nordisk engagerede foreningsmennesker. Her var aftenskolefolk, fagforeningsfolk, funktionærorganisationer og forskellige grupper af offentlige ledere. Endelig var der også et bredt udsnit af folk fra det politiske spektrum – således at den tværpolitiske opbakning, som Foreningen Norden havde nydt siden sin stiftelse, tydeligvis også genspejledes i gæstelisten fra Hindsgavl. Ca. ¼ af deltagerne mødte til Foreningen Nordens egne aktiviteter, og 14 % af årets samlede deltagerantal var fra de øvrige nordiske lande. Ud over de her nævnte aktiviteter åbnede Hindsgavl også gerne dørene for enkeltstående besøg af foreninger, og når de blev talt med, var det tæt ved 5.000 mennesker, der på et år besøgte slottet, der i sæsonen havde knap 20 ansatte.20 I august 1955 gennemførtes – som det efterhånden var blevet skik og brug – et par velbesøgte kammermusikuger. Det var noget, som fortsatte i mange år, og som havde et trofast publikum. Men selv den slags kunne ikke gennemføres, uden at man tydeligt mærkede tidens udvikling i arrangementerne, hvad en beskrivelse fra 1974 vidner om: “Er vejret godt den sidste dag, bliver tusinder af stearinlys anbragt i græsset. Det ser fantastisk ud, når de bliver tændt ved mørkets komme”.

Sommerglæderne ved det konservative højskolekursus på Hindsgavl i juni 1948 omfattede også kortspil i haven (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Odense Stadsarkiv).

Kammermusikugerne på Hindsgavl samlede i en årrække et begrænset, men trofast og interesseret publikum – her et billede fra 1966 (Poul Olsen fot., Odense Stadsarkiv).

Mange havde gode minder med hjem fra Hindsgavl – givetvis også disse deltagere i Det Kooperative Fællesforbunds stævne i sommeren 1947 (Friedrich Bornkessel fot., Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv).

165

Ved gen책bningen af Hindsgavl den 2. maj 1977 efter omfattende renoverings- og nyindretningsarbejder fangede pressefotografen i sin linse arkitekten, professor Steen Eiler Rasmussen, der selv fotograferede ved begivenheden (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Odense Stadsarkiv).

166

Apoteosen af en dansk herregård Når man arbejder med Hindsgavls nyere historie, møder man hurtigt navnet Steen Eiler Rasmussen (18981990). Det er i sig selv ikke så underligt, for som arkitekt, byplanlægger, forfatter, pædagog og debattør var han i særklasse. Mærkeligt nok færdiggjorde Steen Eiler Rasmussen aldrig nogen uddannelse efter at være blevet udlært som murersvend. Han gik et par år på Kunstakademiets bygningstekniske skole, men blev meget tidligt opslugt af den praktiske verden uden for akademiet. Som 21årig vandt han sammen med en kollega førstepræmier i hele tre arkitektkonkurrencer – en bebyggelsesplan og to byplaner – og det blev da også som specialist i byplanlægning, at han først slog sit navn fast. Fra 1924 var han lektor i byplanlægning og fra 1938 professor i bygningskunst, og både i det københavnske område – hvor han var en af hovedmændene bag den såkaldte Fingerplan, der på afgørende vis kom til at præge hovedstadsområdets udvikling i anden halvdel af det 20. århundrede – og ud over landet fungerede han som byplanmæssig rådgiver. I 1945 blev han medlem af bestyrelsen for A/S Hindsgavl, og der er næppe tvivl om, at han allerede da havde et nært personligt kendskab til stedet. Han var ganske vist ikke specialist i renovering, men hans arkitekturhistoriske og håndværksmæssige indsigt fejlede ikke noget. Året efter ledede han en større istandsættelse af Hindsgavls hovedbygning og gjorde herunder en del for at lysne helhedsindtrykket i rummene, bl.a. ved indkøb af lyse tapeter i 1700-tals stil. De kom nu til at dominere rummene i stedet for mørkt træværk. Både dette og de senere renoveringsarbejder, Steen Eiler Rasmussen og hans tegnestue stod for i hovedbygningen og sidefløjene, var præget af stor veneration

for det gamle, og en af hans tidligere medarbejdere har fortalt, at Steen Eiler Rasmussen undertiden selv brugte Hindsgavl som en slags refugium. Det var, mens Steen Eiler Rasmussen var aktiv i eget tegnestuefællesskab, at der f.eks. kom rindende vand og centralvarme i hovedbygningen på Hindsgavl, men det var nok først og fremmest andre istandsættelser, han selv prægede – i 1959 kom der også lysere og festligere farver i flere af hovedbygningens rum, og i 1967-68 blev vestibulens trappeparti fornyet efter tegninger af Steen Eiler Rasmussen selv. Men meget af det, som hans tegnestue forestod i 1970’erne og fremefter, blev først lavet, da han selv havde trukket sig ud af det daglige arbejde. Man tog dog alligevel den gamle mester med på råd, når der skulle træffes større beslutninger. I begyndelsen af 1960’erne holdt Steen Eiler Rasmussen et større bygningshistorisk foredrag om Hindsgavl ved en sammenkomst på stedet. Foreningen Norden fastholdt foredraget på bånd og fik det også skrevet ud, så man kunne gemme de vise ord i arkivet. Det var tydeligt, at Steen Eiler Rasmussen var meget betaget af stedet, og han fastslog da også, at “Jeg kender ikke nogen anden bygning, der har en så rig rummusik som Hindsgavl”. Han kunne let se, at der måske var sparet hist og her ved opførelsen, og at man på nogle områder havde haft dygtigere fagfolk til opførelsen end på andre. Han var også helt bevidst om, at den, der havde stået for det praktiske arbejde ved opførelsen, nok havde lånt fra andre fynske herregårde, ikke mindst Krengerup, men helheden på Hindsgavl og det storslåede bastionsagtige anlæg – når man så det fra havesiden – fandt han utrolig karakterfuld. Så trods de fejl, han let kunne finde, sluttede han med at betegne Hindsgavl som apoteosen (guddommeliggørelsen) af en dansk herregård. Meget højere kunne han vist ikke nå!21

167

Der var gamle stiltapeter på væggene, og man sad tæt, da der i juni 1948 var konservativt kursus på Hindsgavl (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Odense Stadsarkiv).

“I dag kan man godt tage til Hindsgavl uden at have slips med. Men blot for 15-20 år siden mødte ingen op til aftenens koncert uden at have skiftet til elegant aftentoilette. Og kunstnerne, der ofte spillede i flere dage og derfor lærte deres publikum godt at kende, blev voldsomt feterede – lidt for voldsomt efter nogens mening. Et medlem af Det kongelige Kapel udtrykte det på den måde, at han undertiden følte en umanerlig trang til at gå i enrum og sige røv! En anden afreagerede ved at gå over på avlsgården, sætte sin klarinet for munden og trække en gåseflok efter sig over gårdspladsen”.22 Det ovenfor beskrevne tryk på slottet lå altså på et niveau, der var ca. det dobbelte af tiden før 2. verdenskrig, hvilket i sig selv forøgede vedligeholdelsesudgifterne. Men da brugerne i stigende grad efterspurgte bedre faciliteter – som de var vant til hjemmefra el-

168

ler fra andre kursussteder – fandt aktieselskabet efter grundige overvejelser i 1960 tiden inde til at etablere centralvarme på slottet – det kunne gøres for godt et par hundrede tusinde kroner. Blandt fordelene var, at der dermed kunne åbnes for gæster i en længere periode af året, og at det personale, som man antog, kunne få en mere varig ansættelse end lejlighedsvise sommerjobs. Nogle fugtproblemer kunne givetvis mindskes ved installation af centralvarme, men omvendt var man også godt klar over, at ikke mindst bygningens træværk i de første år ville blive påvirket voldsomt ved mere eller mindre konstant opvarmning. Da de påtænkte installationer viste sig at kunne gennemføres uden væsentlige interiørmæssige konsekvenser, blev opfyldelsen af kundernes ønsker det, der gjorde udslaget, og efter en ny indsamling blev arbejdet udført 1960-61.23

169

170

Foreningen Nordens vanskeligheder Endnu i begyndelsen af 1960’erne kunne der med sparsommelighed opnås nogenlunde balance i aktieselskabet Hindsgavls regnskab, men det blev med årene stadig tydeligere, at det var vanskeligt at samle de penge sammen, der skulle til for løbende at modernisere stedet til et tilfredsstillende niveau. Et af de punkter, der trængte sig på efter installationen af centralvarmen, var at få lavet flere enkeltværelser og at få forsynet alle værelser med bad og toilet. Også her kom der hurtigt et betydeligt pres fra andre og mere moderne kursussteder. Fhv. statsminister Erik Eriksen blev formand for aktieselskabets bestyrelse i 1967 og forsøgte hurtigt at få sat gang i projektering af udvidelse og modernisering. Forpagteren, der lejede de store herregårdsmarker og avlsbygningerne af Middelfart Kommune, blev

Den tidligere Venstre-statsminister Erik Eriksen var formand for Foreningen Norden 1964-71 og i en periode også formand for A/S Hindsgavl, da det for alvor begyndte at stramme til med økonomien på stedet – ikke mindst som følge af konkurrence fra stadigt flere kursuscentre. Erik Eriksen er her fotograferet i slotsgården i forbindelse med et møde i Foreningen Norden i maj 1967 (Poul Olsen fot., Odense Stadsarkiv).

Gruppearbejde i et af de mindre lokaler i hovedbygningen i forbindelse med et møde i børn og unge-sektoren på Hindsgavl i marts 1974 (Poul Olsen fot., Odense Stadsarkiv).

171

Fra førstesalen i hovedbygningen, der i dag er indrettet med konferencerum og selskabslokaler.

således opsagt, så hans bolig kunne inddrages til nye værelser, og kommunen måtte så indrette en ny bolig til ham i enden af avlsgårdens østlige længe. Omkring 1970 måtte man imidlertid erkende, at det ikke var realistisk at følge med tiden ved kun at forlede sig på private indsamlinger og driften. Der måtte andre boller på suppen, og det lykkedes da også for Erik Eriksen inden sin død i 1972 at opnå et principielt tilsagn fra regeringen om tilskud til en ombygning – i form af et statslån med en meget begrænset rente efter den tilskudsform, som normalt var gældende for højskoler.24

Hjælp fra staten Det var imidlertid ikke gjort med et principtilsagn, for selv et billigt statslån skulle jo forrentes og afdrages, og det gjorde, at man var nødt til at prioritere i bunken af de mange ønsker til ombygninger, udbygninger og renoveringer. Efter oliekrisen og den deraf følgende økonomiske afmatning kunne man også mærke problemerne i form af svigtende belægning, og da den daværende inspektør Knud Brandt i november 1974 så på situationen, så det noget uoverskueligt ud.25 I 1969 havde Foreningen Norden omsider fået samlet alle aktierne i aktieselskabet – men samtidig var foreningen præget af en dramatisk tilbagegang i medlemstallet. Fra 1968 til 1975 faldt antallet af medlemmer fra godt 50.000 til godt 35.000, og det blev kun værre, som 1970’erne gik. Herfra var det efterhånden vanskeligt at få hjælp, og tilbagegangen ramte nærmest selvfølgeligt også foreningens sommerkurser på Hindsgavl. Markedet for kursuscentre havde i de foregående år vist en stor vækst, så Knud Brandt skønnede, at der i 1974 var rundt regnet 200 kursuscentre i Danmark.

172

173

174

Nonnerne Et andet sagn vil vide, at der engang lå et nonnekloster ved Hindsgavl. Det henlå godt beskyttet af borgen. Der var også en kirke mellem borgen og klostret. Både kirke og kloster var oprettet af en from herremand, der mente, at klosterlivet ville have en god indflydelse på den urohærgede kongeborg. Men sandheden blev snart en anden. På borgen boede engang en herremand, der havde en meget smuk datter. En dag dukkede en ældre, hæslig, men meget velhavende bejler op på borgen for at bede om datterens hånd, men hun var absolut ikke begejstret for frieren. Hendes hjerte tilhørte en ung, fattig mand, som hun ville give sit ja. Men først måtte hun spørge sin far, sådan som det var skik og brug på den tid, og han var ikke glad for datterens valg. “Du skal tage den rige ridder”, lød det faderlige svar. Datteren var ikke just fornøjet med den faderlige besked, og hun indså, at hun aldrig ville få faderens velsignelse til at tage den unge mand. Derfor tog hun

en drastisk beslutning. Hun gik i kloster, og så fik hun i hvert fald fred for den gamle, hæslige ridder. Som sagt, så gjort. Hun blev optaget som novice på det nærliggende kloster, og efter en lang prøvetid var hun klar til at smide sløret og aflægge sit kyskhedsløfte. Men ret da de små sølvklokker kaldte nonnernes opmærksomhed mod den hellige indvielse, stormede den hæslige og rige bejler ind med sine folk for at sætte en kæp i hjulet. Nonnerne slog kreds om jomfruen, og den unge pige og de andre nonner flygtede over stok og sten gennem en hemmelig gang. Og netop som de smækkede porten i til gangen, så sank den vanhelligede kirke og klosteret i havet med ridderen og hans følgesvende. Det var slut med klosteret. Det eneste, der er tilbage, er lyden af klosterkirkens klokker, der stadig ringer på stille sommeraftener. Hvordan det videre gik den unge pige og hendes hjertes udkårne, melder sagnet desværre intet om, men man har jo lov at håbe på en lykkelig udgang.5

175

Gruppedrøftelser i biblioteket i forbindelse med et møde i børn og unge-sektoren på Hindsgavl i marts 1974 (Poul Olsen fot., Odense Stadsarkiv).

Det gjorde konkurrenceforholdene noget anderledes end dengang i 1920’erne, da Hindsgavl blev etableret som kursussted. De barske realiteter lod sig ikke benægte, og rygterne begyndte hurtigt at løbe. I januar 1975 kunne Middelfart Venstreblad således oplyse, at Hindsgavl efter alt at dømme måtte opgives som ramme om Foreningen Nordens kursusvirksomhed og som “Nordens borg”. Kort tid senere kom det frem, at man havde besluttet at fortsætte sommeren over, men den mangeårige inspektør, Knud Brandt, var opsagt til fratræden den 1. november. Da rygterne kom frem i pressen, begyndte spekulationerne om, hvad man så kunne bruge Hindsgavl til. Middelfarts borgmester, Herman Jensen, blandede sig

176

også i debatten med et forslag om at omdanne Hindsgavl til en slags fynsk Louisiana, altså et kunstudstillings- og kulturcenter, måske endda med Middelfart Kommune som ejer. Måske havde Herman Jensen blot ønsket at slå i bolledejen for at bringe tingene videre. I hvert fald rykkede Foreningen Norden hurtigt ud med et dementi (“Hindsgavl Slot er overhovedet ikke til salg”) og med en understregning af, at man stadig var i gang med at søge finansiering til et ombygningsprojekt.26 Ganske kort tid efter dette lidt pinlige intermezzo – Herman Jensen var nemlig også medlem af aktieselskabets bestyrelse – faldt ombygningsplanerne omsider på plads. Der blev truffet endelig aftale om et statslån på 5 mill. kr. til en rente på 4 %, og fra anden

Igennem mange år afholdt Socialdemokratiet sommerstævner i den store slotspark. Her taler daværende statsminister Anker Jørgensen ved et sådant stævne i august 1973. I det gode vejr havde stævnet samlet masser af tilhørere (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Odense Stadsarkiv).

side (bl.a. private fonde) blev der tilvejebragt ca. 1 mill. kr. Endelig udvidede man aktiekapitalen med 150.000 kr. B-aktier og havde dermed signaleret, at man var åben overfor på ny at udvide ejerkredsen. I slutningen af 1975 kunne arbejdet med det barberede ombygningsprojekt påbegyndes. Det afsluttedes 1½ år senere. I det ydre var den væsentligste fornyelse et nyt tag på hovedfløjen, og i fløjens indre havde man fået indrettet en foredragssal med plads til 150 på et sted, der tidligere til dels var optaget af værelser, samt nogle grupperum. I Vestfløjen og i den tidligere Forpagterbolig var der nymonteret 24 værelser med eget bad og toilet, og en ny reception var indrettet i hjørnet mellem Fruerfløjen og Vestfløjen.

Der var med andre ord tale om væsentlige forbedringer, og da man fra 1. januar 1977 samtidig ansatte et nyt inspektørpar, var man nu klar til igen at åbne Hindsgavl. Åbningen fandt sted den 2. maj, og umiddelbart efter genindvielsen blev der afholdt et møde med titlen Nordisk status med indlæg af Norges tidligere statsminister Trygve Bratteli og flere andre. Noget kunne tyde på, at alt var tilbage ved det gamle. Havde man troet det, var man imidlertid på vildspor, og Foreningen Nordens daværende formand, forstander Erik Andersen, gjorde det da også klokkeklart i en udtalelse til Middelfart Venstreblad 14 dage senere, at nu skulle stedet hvile i sig selv. Foreningen Nordens muligheder for at finansiere fortsat vedligeholdelse og modernisering var udtømte!27

177

Øverst: Hindsgavls brand den 23. juni 1977. Sprøjterne er i gang (Lars Lindskov fot., Middelfart Museum).

178

Nederst: De sørgelige rester af Hindsgavls avlsgård fotograferet en uges tid efter branden i juni 1977 (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Odense Stadsarkiv).

Værnepligtige fra CF deltog sammen med mange andre ved slukningen af den store brand i Hindsgavls avlsbygninger Skt. Hans aften 1977 (Benny Ahlmann-Jensen fot., Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Odense Stadsarkiv).

Nordens største sankthansbål Det nye inspektørpar begyndte hurtigt at intensivere slottets markedsføring under mottoet “kursuscenter med atmosfære” og rettede fokus mod nye kundegrupper, ikke mindst i de ferieperioder, som vanskeligt kunne udfyldes af almindelig kursusvirksomhed, men det blev en anden begivenhed, der fuldkommen omkalfatrede mulighederne på stedet i de følgende år. Noget af den særlige atmosfære, der havde været over Hindsgavl, hang utvivlsomt sammen med, at avlsgården i alle årene havde været i fuld drift, så kursusdeltagerne befandt sig så at sige midt i et levende landbrug, når de kom på stedet. Det ændrede sig imidlertid brat den 23. juni 1977, da den trelængede avlsgård udbrændte ved det, som i pressen siden blev døbt Nordens største sankthansbål. En overophedet elmotor, der trak et transportbånd til loftet over Vestfløjen, havde været i gang, og den antændte nu hurtigt alt brændbart i denne fløj samt det enorme stråtag på laden, der gik for at være Nordens største stråtag. Herfra bredte ilden sig med lynets hast også til den østlige længe. Alt udbrændte, selv om 100 brandfolk fra Middelfart, Fredericia, Vejle og Kolding samt fra CF-kolonnen i Middelfart deltog i slukningsarbejdet. Den relativt nyindrettede forpagterbolig i østfløjen gik også op i luer, og næste morgen kunne det triste billede gøres op: 104 køer og kalve havde mistet livet, mens det lykkedes at redde størstedelen af gårdens grise.28 Efter branden opstod der en kortvarig diskussion om stedets fremtidige anvendelse – og tanken om et kunst- og kulturcentrum på avlsgårdens plads blev nu igen bragt op. Middelfart Kommune besluttede dog meget hurtigt, at forsikringssummen på 3 mill. kr.

skulle anvendes til at genopføre avlsgården i den oprindelige form, denne gang med tegltag. Det kom ganske vist til at koste 11 mill. kr., men ingen i Middelfart lavede vrøvl over denne disposition, fortalte borgmester Herman Jensen senere, og forpagter Hugo Vingborg fik således snart mulighed for at fortsætte sin bedrift i fuldt omfang.29

179

Erik Haunstrup Clemmensen (1920-2009) var formand for direktionen i Kreditforeningen Danmark, da foreningen i 1979 valgte at engagere sig helhjertet i Hindsgavls videreførelse som kursus- og konferenceejendom. Haunstrup Clemmensen var ved siden af sin erhvervskarriere også aktiv som konservativ politiker og i en lang række foreninger, blandt andet Foreningen Norden, hvor han i en årrække var medlem af hovedbestyrelsen (Det Kongelige Bibliotek).

Kreditforeningen Danmark hovedaktionær De sodsværtede ruiner af avlsgården blev snart afløst af nye bygninger, der var opført med arkitektonisk bistand af folk fra Steen Eiler Rasmussens tidligere tegnestue – og på slottet fortsatte de aktiviteter, det nye inspektørpar havde taget op fra 1977 med uformindsket styrke. I Foreningen Nordens hovedbestyrelse og i aktieselskabets bestyrelse blev bestræbelserne på at finde en mere varig løsning på finansieringsproblematikken fortsat. Her viste det sig snart, at det var et heldigt valg, da man nogle år forinden havde indvalgt den administrerende direktør for Kreditforeningen Danmark, Erik Haunstrup Clemmensen i Foreningen Nordens bestyrelse.

180

Haunstrup Clemmensen havde 1960-71 og igen 1973-77 sæde i Folketinget for Det konservative Folkeparti og var 1972-74 partiformand i en turbulent periode, hvor han stod for en midtsøgende linje, og fra 1971 havde han samtidig jobbet som kreditforeningsdirektør og var en af hovedmændene bag den fusion, der skabte Kreditforeningen Danmark. Hans indflydelse her var således ganske betydelig og hans kontaktnet stort. Og Haunstrup Clemmensen så hurtigt mulighederne i Hindsgavl og formåede også at få gennemført de tanker, der var kommet frem. Da aktieselskabet Hindsgavl den 22. juni 1979 afholdt generalforsamling, blev sløret løftet for den aftale, der var indgået mellem Foreningen Norden og Kreditforeningen Danmark. Aftalen betød, at aktiekapitalen i selskabet skulle udvides med knap 8 mill. kr. i A-aktier, således at Kreditforeningen reelt fik den altafgørende indflydelse på den kommende udvikling. Om nogen egentlig vurdering af slottet havde der i denne forbindelse vistnok ikke været tale. Beløbet på de knap 8 mill. kr. skulle dels gå til at indløse den gæld, aktieselskabet havde oparbejdet til Foreningen Norden, dels til yderligere moderniseringer på Hindsgavl. Samtidig var det aftalt, at Foreningen Norden i samme udstrækning som hidtil og på rimelige økonomiske betingelser skulle kunne fortsætte sin kursusvirksomhed på Hindsgavl. Repræsentanter for Kreditforeningen Danmark blev samtidig indvalgt i aktieselskabets bestyrelse, og en direktør fra foreningen blev aktieselskabets nye direktør. Formandsposten for aktieselskabets bestyrelse skulle dog fortsat være beklædt af en repræsentant for Foreningen Norden. For Kreditforeningens vedkommende var det planen, at Hindsgavl fremover skulle anvendes til interne uddannelsesaktiviteter og til møder og konferencer – aktiviteter, man tidligere havde lejet sig ind med på andre steder. Samtidig ville man gerne tilbyde

Øverst: Et af de nyindrettede værelser, der stod færdig i maj 1977. Ved skrivebordet inspektørparrets kvindelige halvdel, fru Erny Nybo (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Odense Stadsarkiv). Nederst: Sådan tog der sig ud i Hindsgavls havesal i 1977 efter endt ombygning. I lænestolen den daværende inspektør, Helge Nybo (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Odense Stadsarkiv).

181

182

medarbejderne ferieophold på stedet. Ved en sammenkomst for pressefolk i juni 1980 blev stedet præsenteret. Kreditforeningens indflydelse viste sig hurtigt at have positive følger. Haunstrup Clemmensen lagde ikke skjul på, at Hindsgavls historiske værdier havde været ved at komme i fare på grund af Foreningen Nordens anstrengte økonomi, og han slog også hurtigt fast, at vedligeholdelsesniveauet ville blive hævet, “så denne værdifulde ejendom på enhver måde sikres for vore efterkommere”. Samtidig blev der luftet planer om en udvidelse med en ny værelsesfløj med 40 værelser ved vejen ned til Hindsgavl Bro og forbundet med slottet med en underjordisk gang.30

Renovering og kongresfaciliteter 1981-84 Denne udvidelsesplan blev dog ikke fuldt gennemført. I første omgang viste det sig nødvendigt at udskyde arbejdet med en ny værelsesfløj, og i stedet koncentrerede man sig om at fortsætte den renovering, der var delvis gennemført i 1977 – nu fik resten af hovedfløjen samt de to sidefløje nyt tag, og i Kavalerfløjen kom det til en total ombygning, således at alle værelser her nu fik bad og toilet. Endvidere forbedrede man hovedbygningens garderobe- og toiletforhold ved at udgrave en underetage under en del af hovedbygningen. Et rejsegilde i september 1981 markerede, at arbejdet gik fremad, og ved juletid kunne bestræbelserne for at åbne Hindsgavl for et nyt publikum krones med held, ved at TV bragte udsendelsen Jul på Hindsgavl. Det var ikke mindst vigtigt, fordi man også under det nye ejerskab skulle hente tre fjerdedele af omsætningen i det frie marked. Det gode forhold til Middelfart Kommune stod i centrum, da Kreditforeningen Danmark snart viste sig interesseret i at få mulighed for at afholde større konferencer på stedet, og til det formål havde man fået kig

183

Et kig ind i den nye konferencesal i Hindsgavls lade ved indvielsen i juni 1984. På talerstolen Foreningen Nordens direktør, borgmester i Lyngby-Taarbæk, Ole Harkjær (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Odense Stadsarkiv).

på den enorme ladebygning, som der set fra en landbrugsmæssig synsvinkel ikke var fornøden anvendelse for. I 1983 indgik Kreditforeningen Danmark derfor en lejeaftale med Middelfart Kommune om en del af ladebygningen og indrettede snart efter – igen med bistand fra Steen Eiler Rasmussens gamle tegnestue – konferencefaciliteter til 250 personer i en selvstændig bygning på 280 kvadratmeter opført inde i laden. De bærende spær hvilede nu direkte på jorden for ikke at belaste de brandmørnede mure. Det, der tidligere havde været dækket af Nordens største stråtag, var nu forandret til Danmarks dyreste lade, og der blev her indrettet møderum i stueetagen og bespisningsmulighed på 250 kvadratmeter på før-

184

stesalen. I foyeren fik Middelfart Museum mulighed for at arrangere mindre udstillinger af museumsgenstande, og det hele kunne indvies den 12. juni 1984. Kreditforeningen Danmark havde betalt indretningen af Danmarks mest moderne konferencemiljø i Middelfart Kommunes bygninger, og man markerede dermed det gode samarbejde i 200-året for slottets opførelse.31

Ny værelsesfløj 1990 Planerne om en ny værelsesfløj og om fortsatte renoveringer var imidlertid ikke glemt, men tanken om at placere værelsesfløjen ved alleen ned til Hindsgavl Bro blev opgivet, og i stedet koncentrerede man sig i

185

Mange års overvejelser førte i 1990 til opførelse af en ny værelsesfløj og dermed til en udvidelse af kapaciteten. Her er arbejdet i gang i april 1990 (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Odense Stadsarkiv).

slutningen af 1980’erne om at få myndighedernes tilladelse til at bygge i den vestlige del af anlægget, hvor der tilbage i tiden havde været foredragssal og skoleherberg. Det blev nu alt sammen revet ned og erstattet af en funklende ny værelsesfløj med 23 dobbeltværelser og fire grupperum. Samtidig blev alle de resterende værelser, der ikke havde været ombygget tidligere, nu også forsynet med bad og toilet, og kapaciteten var hermed nået op på 146 overnattende gæster – alle på værelser med bad og toilet. Faciliteterne til kongresser og møder i den gamle lade blev samtidig forbedret, og endelig lavede man ved denne lejlighed fritidsrum med mulighed for at spille billard, bordtennis m.m. i hovedbygningens tagetage. Dermed var der brugt rundt regnet 26 mill. kr. inden for en toårig periode, og det hele kunne præsenteres for pressen i oktober

186

1990. På dette tidspunkt var det stadig formanden for Foreningen Norden, tidl. minister Dorte Bennedsen, der var formand for aktieselskabsbestyrelsen.32 Denne konstruktion – som tiden for længst var løbet fra – ophørte i løbet af 1990’erne, hvor det samtidig kom til store strukturforandringer inden for bankog realkreditsektoren. Resultatet af det hele blev, at Foreningen Norden i 1993 ophørte med at være medejer af Hindsgavl, og at aktieselskabet Hindsgavl i forlængelse af fusionsbølgen efter årtusindskiftet endte med at være Fonden Realdanias ejendom. Nogenlunde samtidig med, at dette nye ejerskab var faldet på plads, aftalte Middelfart Kommune og aktieselskabet Hindsgavl, at aktieselskabet kunne købe avlsgårdens bygninger til en pris af syv millioner kroner.33 Dermed var det slut med at drive landbrug fra udbygningerne, og da

SlotsvĂŚrelse i hovedbygningen (Hindsgavl Slot A/S).

187

188

Regentparret besøgte den 20. juni 1996 Middelfart som led i det traditionelle sommertogt og til markering af Middelfarts 500 års købstadsjubilæum. De aflagde blandt andet besøg på Hindsgavl, hvor der var arrangeret frokost og er her fanget i fotografens linse i en rolig stund på terrassen (Birgitte Carol Heiberg fot., Fyns Presse Foto).

aktieselskabet Hindsgavl kort tid efter blev opløst, blev administrationen af Hindsgavl overdraget til Realdanias ejendomsselskab, Realea A/S, nu Realdania Byg A/S, der siden har arbejdet med spændende udvidelsesplaner på stedet.

Mødested for fremtiden Set i bagklogskabens klare lys var der tale om en lykkelig beslutning, da ritmester Clauson-Kaas og kaptajn Helge Bruhn i 1921 i fællesskab traf afgørelsen om at satse på, at Hindsgavl Slot skulle bruges som mødested for den næsten helt nystartede danske afdeling af Foreningen Norden. Hermed blev stedet reddet til en sag, der havde stor tværpolitisk opbakning, og samtidig af folk, som gennem rigtig mange år gjorde en kæmpemæssig indsats for at holde stedet i bedst mulig

forfatning. Efter 2. verdenskrig kom stedet hurtigt på fode igen, og først da Foreningen Norden kom ind i en nedgangsperiode, samtidig med at konkurrenceforholdene for kursuscentre blev skærpet, og publikumskravene voksede stærkt, viste det sig nødvendigt med et nyt ejerskab. Gennem Kreditforeningen Danmarks reelle overtagelse af stedet i 1979 åbnede der sig nye muligheder for en stadig udvikling på stedet. Disse muligheder er i vidt omfang udnyttet – senest ved købet af avlsgårdens bygninger fra Middelfart Kommune i 2002 og den efterfølgende totale renovering af avlsgårdskomplekset. 227 år efter opførelsen af Hindsgavl Slot ligger det stadig som en perle i en lidt afsondret verden, men klar til at blive brugt af mange, og med en ejer, som magter den vedligeholdelse, der følger med offentlig adgang til og intensiv brug af en perle af denne karat.

189

190

For책r 191

192

193

194

195

196

197

198

199

200

201

Retrospektiv visit i Hindsgavls have Af Margrethe Floryan

Allétræerne giver rytme og bevægelse i kulturlandskabet. Den halvanden kilometer lange lindeallé grænser op til marker og dyrehave.

Så snart skiltet ved Brovejen viser Hindsgavl, begynder den sidste og afgørende etape ind i dette på en gang storslåede og meget fortrolige univers. Efter få hundrede meter viger bøgeskoven for det dyrkede land, og de store flader ændrer farve og struktur, alt efter hvilken årstid vejen leder os til Fyns vestligst beliggende herregård. Robuste dyreriste fortæller, at der er mere skov og mere vildt i vente. 40 km er max. Vejen er smal. Til gengæld er udsigten vid. Allétræerne danner en fast rytme ud over den åbne mark. Træerne er stadig unge. De har tiden for sig. Men de taler nøjagtig det sprog, vi kender fra snesevis af andre danske herregårdsanlæg, – som slægt følger slægters gang. Som alle andre historiske haver er Hindsgavl summen af flere tidsaldres skaben. Dele af havens planløsning går tilbage til 1750erne, mens andre elementer, herunder pavilloner, plantninger og flere stiløb, skyldes en delvis omlægning af haven omkring år 1815. Hvad vi oplever i dag, er dog på afgørende punkter resultaterne af den nyordning af haven, som fandt sted i 1930erne. Disse arbejder blev forestået af landskabsgartner Jens Peder Andersen og omfattede både helt nye elementer og lån af motiver fra nogle af havens tidligste faser. I.P. Andersens overordnede vision for haven fortjener særlig opmærksomhed: “– Lys og Skygge i den

203

livligst mulige Vekselvirkning mod rolige udbredte Græsflader og Trækronernes kraftige Struktur, det er det, der giver den Stemning og Idyl, der er så kvægende for Sindet.–”1 Som Hindsgavls mange gæster kan konstatere – både de, der er her for første gang, og de, der kommer her år efter år – har I.P. Andersens vision i høj grad vist sig bæredygtig.

Hindsgavl Allé Med sit næsten halvanden kilometer lange forløb er alléen et tydeligt tegn på Hindsgavls interaktion med verden udenfor, både logistisk og økonomisk. Samtidig inviterer den så tydeligt til en bevægelse. Alléen munder ud i Hindsgavls cour d’honneur, i gårdrummet, og her bliver vi budt velkommen med anstand. De store og stolte bygninger giver en monumental ramme

204

om denne modtagelse. Men selvom bygningerne lægger voldsomt beslag på vores opmærksomhed, ser vi, at flere grønne oplevelser er i vente. Bevæger vi os fra gårdrummet op ad hovedtrappen og via slottets forhal frem til havesalen, viser Hindsgavls have sig fra en af sine allermest fordelagtige sider. Fra den store terrasse inviterer tre komfortable trappeløb os ud i haven, men vi kan også dvæle et øjeblik på terrassen. Den store, let skrånende plæne rækker helt ned til Lillebælt, eller rettere Fænøsund, som vandet hedder på dette sted. Rhododendron-plantninger og træer, der repræsenterer et væld af sorter og aldre, danner et varieret akkompagnement til græsset og de lyse grusstier. Partiet med den hvidmalede bro og bænken ved dammen fanger også vort blik – og kalder på ro.

Fra slottets terrasse er der kig over havens store, skrånende plæne til Fænøsund (Hindsgavl Slot A/S).

205

206

Romantiske promenader Den aldrende lindeallé vinkelret på anlæggets øst-vestakse adskiller lysthaven fra køkken- og frugthaven. En hæk, bestående af dels tjørn dels ribes, er med til at holde markens dyr væk fra de frodige grøntsagsbede, frugtbuske, diverse krydderurter og blomster til afskæring. I lindealléens højre side tillader rytmen mellem træerne gavmilde kig ind i haven, og et par brede grusstier fører fra alléen og ind på tværs af havens skrånende græstæppe og frem til midteraksen. Her opstår det vanskelige valg mellem et vue til Fænøsund eller i retning mod hovedbygningen. Måske ender det endda med, at badehuset og -broen lokker havens gæster “tilbage til naturen”. Stierne leder videre, og øjet søger nye motiver. I retning mod havens vestlige grænse er flere af stierne forsynet med trappetrin, for terrænet ligger højt. I denne bræmme af høje bøge gemmer der sig en serie udsigtspladser. Et par af dem er forsynet med pavilloner og bænke – og bærer så interessante navne som “Abrahams Skød” og “Verdens Ende”. Begge seværdigheder ligger i nogen afstand fra hovedbygningen, iøvrigt ligesom mange andre scener med tilsvarende navne, som møder os i haverne fra o. år 1800 på det europæiske kontinent. Endda i så fjernt beliggende et anlæg som Pavlovsk, nær Skt. Petersborg, finder vi en udsigtsplads kaldet “Verdens Ende”. Kilderne til navnet “Abrahams Skød” skal vi til Biblen for at finde. Uanset sprog henviser det til paradis, så ofte identificeret med Edens Have, og så er vi lykkeligt tilbage i en af flere versioner af alle havers urhave. Men idyllen holder op, hvor stisystemet brat forsvinder ned i en slugt. Alt bliver fugtigt og fladt. Den ca. 15 meter høje jordbanke, som krones af de delvist tilgroede ruiner af den middelalderlige kongeborg, er det eneste, der rager op over engarealet. Her var det, at Hindsgavl tog sin begyndelse.

207

“Ja, Fyen er ret et herligt Land! Det kan dog ingen Negte. Der vexle Skov og Mark og Strand, Og Hjertet der er ægte. Selv Navnet Fyen betyder fiin, Og vil saa meget sige, At Fyen det en Have fiin, For hele Danmarks Rige.” H.C. Andersen

208

Hindsgavls badebro. Kig til FĂŚnĂ¸.

209

Denne side: Udsigtsplads i Hindsgavls have ca. 1790. Modsatte side: Udsigt til Hindsgavl fra Fænø ca. 1790. Malerier af Jens Juel. Begge malerier gengivet her er kopier, der i dag pryder havesalen på Hindsgavl Slot. Det originale maleri (denne side) hænger i dag på Thorvaldsens Museum i København, mens billedet modsatte side er i privat eje.

210

En hellig kilde hører i øvrigt også til stedets tidligste historie. Den er siden tørret ud. Inddragelsen af historiske motiver med stor fortælleværdi – ruiner, pavilloner og eksotiske træer – var et yndet element i havekunsten omkring år 1800. I romantikkens tidsalder blev møder mellem fortid og nutid, mellem det fremmede og det nationale kult. I dag har vi måske en mere nøgtern holdning til denne type fortælling eller dette sværmeri. Men Hindsgavls have er og bliver et romantisk univers, og det er med til at gøre hver en promenade her til en mindeværdig oplevelse, uanset årstiden – eller tidspunktet på døgnet.

Den gamle have “Den er ganske i gammel Smag, men stor, prægtig, vel vedligeholdt, og har en Del sae skiønne og behagelige Partier”, kunne en besøgende i Hindsgavls have fortæl-

le i 1811.2 Samme kilde hæfter sig også ved udsigten til Lillebælt: “Hvor faa Haver gives der med en Omegn og Udsigter, som ved denne.” Set fra vandsiden var oplevelsen ifølge en kilde fra 1803 ikke mindre interessant: “(…) hvor skiøn hvor yndig var den hele Natur!! langs med Stranden hæve sig nogle Forhøjninger bekrandsede med Skovsgrupper, en Produkt deels af den skabende Beplantning; og Solens sidste Glimt paa Beltets Vande zittrer, hvis Bølger slikkende omfavne Skovens Fødder.”3 Omkring år 1800 malede Jens Juel, denne i tiden så højt ansete portræt- og landskabsmaler, to motiver fra Hindsgavl. Som få kendte Juel det vestfynske landskab. Han kom fra Gamborg, et lille fiskerleje i en af de mange små bugter og vige, som bestemmer kystlinjen syd for Middelfart, og han var i den grad indlevet i den type mennesker, almue såvel som herrefolk, der befolkede Hindsgavl.

211

Buggeblod I 1358 var de jyske adelsmænd Niels Bugge, Peder Andersen og Ove Stigsen i Slagelse for at forhandle med kong Valdemar. De jyske adelsmænd var stærkt misfornøjede med kongens politik og havde flere gange været på kant med ham og havde også været blandt anførerne i et jysk oprør. Nu var de imidlertid på frit lejde draget til Sjælland for at få løst konflikten. Forhandlingerne forløb dog ikke som ønsket og gik til sidst helt i hårdknude, hvorfor de jyske adelsmænd blev godt knotne, og kort før jul vendte de snuden hjemad. De nåede dog aldrig tilbage. I nærheden af Hindsgavl – nærmere bestemt i området, hvor enkesædet Grimmerhus ligger i dag – blev de overfaldet og dræbt. Kongen blev straks mistænkt for mordene, men han bedyrede sin uskyld. Det blev i stedet borgere i Middelfart, som fik skylden og blev pålagt en årlig bøde – “Buggepenge” – som blev betalt helt frem til 1874. Og ikke nok med det. På drabsstedet skete der også sære ting. Nogle sære røde planter skød op hvert forår, og de fik i folkemunde navnet Buggeblod. Den blodrøde plante, der andre steder har navne som Rød Hestehov, Pestilensurt og Tordenskræppe, vokser stadig den dag i dag flere steder på Hindsgavl.

I begge malerier fra Hindsgavl ser vi da også både almue og herrefolk. Tilsvarende er markbruget hovedmotivet i det ene maleri, mens det andet viser udsigten fra en af havens højt beliggende terrasser i retning mod Fænøsund. Som i talrige andre malerier og tegninger med motiv fra Hindsgavl er vandet, øerne og kystlinjen vigtige elementer i Jens Juels to malerier. Han lagde i den grad vægt på udsigten, at vi ikke ser meget til haven, dens disposition, beplantning og motiver i øvrigt. Via sit persongalleri formår Juel dog at lægge vægt på det tvangfri haveliv, som bl.a. naturfilosoffen Rousseau (1712-78) og haveskribenten Hirschfeld (1742-92) havde gjort sig til fortalere for. Det var det samme mønster, der i løbet af 1780erne og 1790erne havde vundet indpas i de første danske landskabshaver: Dronninggaard, Liselund og Sanderumgaard. Lidt senere også på Sophienholm, Øregaard og andre landejendomme nær København. Til forskel fra disse anlæg var Hindsgavls have “i gammel Smag” indtil ca. 1815. På det tidspunkt havde

214

udskiftningen og de begyndende industrielle initiativer vundet indpas på Hindsgavl. Men først med familien Basse Fønss’ initiativ til nyordning af haven rykkede også den så at sige ind i sin samtid. På det tidspunkt fik Hindsgavl sin landskabshave, og det samlede anlæg kom hermed i pagt med tidens visioner om have, jordbrug og begyndende industrialisering.

Landskabshaven I 1808 havde Niels Basse Fønss overtaget godset, og sammen med sin unge hustru, Louise, født WedelHeinen, iværksatte han en omlægning af Hindsgavls have i den landskabelige stil. De gamle parterre-bede, busketter og buegange, der siden o. 1750 havde hørt den første have til, og som strakte sig fra hovedbygningen og i retning ned mod Fænøsund, blev fjernet. Det gamle terrasseanlæg blev erstattet af en græsskråning. Asymmetriske plantninger og stier kom til. Nye pavilloner og udsigtspladser blev tilføjet i den vestlige

Modsatte side: â&#x20AC;&#x153;Fruens favoritstedâ&#x20AC;?. Tegning af Niels Ringe. Ca. 1820 (Nationalmuseet). Fra slotsparken (Hindsgavl Slot A/S).

215

del af anlægget. Herved blev den oprindelige lysthave kædet sammen med den såkaldte “Kalvehave” og skovbræmmen ud mod Lillebælt. Landskabshavens areal blev således væsentlig større end 1700-tals havens. Navnene på de kunstnere og gartnere, der var involveret i disse arbejder, kender vi imidlertid ikke. Kilderne er sparsomme. Der er heller ikke bevaret en plan, der dokumenterer disse initiativer. Måske blev der, som vi kender det fra andre, også væsentlig større landskabshaver, end ikke tegnet en sådan plan. Måske blev der så godt som udelukkende arbejdet praktisk ude i terrænet. Et antal tegninger og gouacher, udfærdiget af Niels Ringe (1791-1854), er dog bevaret. De indgår i Nationalmuseets righoldige arkiver. I disse tegninger fra o. 1820 er en del af havens enkelte elementer dokumenteret, foruden flere af havens huse, også deres møblement i form af stole og bænke. Interessant er det også at konstatere, at havens centralakse fortsat bestod. Aksen stemte fint overens med både hovedbygningens rumdisposition og facadens udsmykning – og ses også i en række fotografier af haven fra 1920erne.

1930ernes planløsning Den næste større omlægning af Hindsgavls have fandt sted i forlængelse af Foreningen Nordens overtagelse i 1922. I første omgang blev en omfattende ombygning af slottet iværksat, og derefter blev der investeret i genopretning og delvis omlægning af haven. Hindsgavls fremtid som kursussted og sommerligt samlingssted for ganske store grupper stillede nye krav til havens funktionalitet. Landskabsgartner I.P. Andersen (18771942) fik til opgave at forestå den påtrængte nyordning af haven. Han var en af tidens mest ansete inden for sit felt.

216

217

218

I.P. Andersen var kommet i gartnerlære som 22-årig, i 1895, og gik derefter nogle år på valsen i Tyskland og Schweiz, førend han i 1902 blev knyttet til Edvard Glæsels tegnestue. Som Glæsel (1858-1915) viste Andersen sig også at være en moderne fortolker af den landskabelige haves karakteristika. Han forestod nyanlæg af byparker, kirkegårde og store villahaver, tegnede grønne anlæg til mange forskellige typer institutioner og var ansvarlig for nyordning af et betydeligt antal historiske haver. I 1933-34 således både Marmorhaven på Fredensborg og Hindsgavl. Interessant nok kaldte

han sig dels landskabsgartner dels havearkitekt – det første når han signerede sine planer og tegninger, det andet som flittig artikelforfatter.

Autenticitet En del af I.P. Andersens overleverede tegninger og noter findes i dag på Det biovidenskabelige Fakultetsbibliotek på Frederiksberg. Materialet fortæller også om hans indsats på Hindsgavl. Herom skrev han bl.a.: “Med Hensyn til Planen i øvrigt skal jeg bemærke, at

I.P. Andersen, Farvelagt plan af hele haven 1933. I tråd med Andersens vision for havens omlægning viser planen et varieret samspil mellem vidtstrakte græsflader, fritliggende busketplantninger og det skovlignende parti, som strækker sig langs den vestvendte kyst i retning mod den gamle slotsbanke (Det Biovidenskabelige Bibliotek, Frederiksberg). Havevuet modsatte side viser promenaden ved vandet, der strækker sig fra bunden af haven mod den gamle slotsbanke (svarende til den svungne sti yderst til venstre på planen ovenfor).

219

220

jeg i videst mulige Omfang har tilstræbt ved Nyordningen stærkt at understrege Karakteren af den gamle Herregaardspark, som, trods alle moderne Synspunkter, alligevel er den, der svarer bedst til den gamle, skønne Bygningsform, den vældige Vegetation og det storladne omkringliggende Landskab.”4 I.P. Andersens plan, dateret 1933, afspejler hans sikre greb om haven, dens historiske forudsætninger og moderne funktioner. Planen viser et varieret samspil mellem vidtstrakte græsflader, fritliggende busketplantninger og det skovlignende parti, som strækker

sig langs den vestvendte kyst i retning mod borgruinen. Udsigtslinjerne til havepavillonerne og længere ud i landskabet er igen tydeliggjort, med udsigtslinjerne til Fænøsunds friske strøm og de lave øer som de primære. Bl.a. blev en del træer fældet for at opnå denne effekt, og de eksisterende busketter blev skåret kraftigt tilbage. De idylliske motiver, herunder hytterne i barkstammer henholdsvis bindingsværk i havens vestlige parti, blev også restaureret. I den ene af disse rustikke pavilloner, kaldet “Sorgenfri”, kan vi stadig læse H.C. Andersens digt til minde om et besøg på Hindsgavl.

I.P. Andersen, s/h plan, 1933. Den nye plan betoner centralaksen og den højtliggende terrasse som en fortsættelse af havesalen i tråd med det oprindelige anlægs ånd. En rampe er erstattet af et trappeløb i hovedbygningens centralakse samt et par smallere trappeløb ud for fløjene. Nyordningen var praktisk, og det er den stadig, da det – med I.P. Andersens egne ord – “forekommer, at der flere Gange om Dagen, efter endt Foredrag etc., paa engang strømmer indtil 150 Mennesker fra Bygningen ud i Parken, hvilket kræver Mulighed for hurtig og bekvem Fordeling.” (Det Biovidenskabelige Bibliotek, Frederiksberg).

221

222

Disse tiltag realiseredes alle i respekt for det paradigme, som havde domineret Hindsgavls have siden omlægningen o. 1815, hvor landskabshavens paradigme havde vundet indpas her langs Vestfyns yderste kyststrækning. Men samtidig lå det I.P. Andersen på sinde at tilføje et par elementer, hvis rødder går helt tilbage til Hindsgavls ældste have. Herved genvandt det retlinede og geometriske en del af det terræn, som var blevet opslugt under havens landskabeliggørelse.

Ny terrasse og nye stier Da I.P. Andersen i 1933 fik til opgave at nyordne Hindsgavls have, havde partiet omkring havefacadens midte i en længere årrække været domineret af en 5 meter bred grusbelagt rampe. Her fra kunne hestekøretøjer bringe gæster rundt i haven. Men efter I.P. Andersens mening var denne rampe et “billedforstyrrende Moment”.5 Rampen blev fjernet, og i stedet anlagdes et trappeløb i hovedbygningens centralakse, samt et par smallere trappeløb ud for fløjene. Denne betoning af centralaksen og den højtliggende terrasse som en fortsættelse af havesalen var ganske i det oprindelige anlægs ånd. Og samtidig var denne nyordning praktisk, og det er den stadig, – “idet det forekommer, at der flere Gange om Dagen, efter endt Foredrag etc., paa engang strømmer indtil 150 Mennesker fra Bygningen ud i Parken, hvilket kræver Mulighed for hurtig og bekvem Fordeling.”6

Tilsvarende æstetiske, historiske og logistiske hensyn dikterede en gennemgribende nyordning af havens stier. “De skal danne ledende Forbindelseslinjer og gøre Parken tilgængelig, men de maa lægges saaledes, at de i mindst mulig Grad virker forstyrrende i Fladesammenhængen.”7 I tidens løb var antallet af stier og gange taget til. Nogle var ikke indpasset i forhold til terrænet, andre bragte uro i de udstrakte græsflader eller forstyrrede udsigtslinjerne. Derfor blev der tyndet ud i antallet af stier, og der blev skelnet mellem de lige, brede og meget bekvemme gangstier og de slyngede stier, der hver på deres måde skulle indbyde til forskellige typer havepromenade. Resultatet var en harmonisering af 1700- og 1800-tallets planløsninger med kursusstedets funktioner.

Andersens blomsterhaver Et af I.P. Andersens specialer var rosenhaver, eller rosarier. Samme speciale havde hans lærermester Edvard Glæsel haft, og begge byggede en væsentlig del af deres kunnen på udenlandske forbilleder, især engelske Henry Repton (1752-1818). På Hindsgavl og i flere andre historiske haver, I.P. Andersen arbejdede med, blev der også anlagt en egentlig rosenhave. Den her gengivne håndtegnede plan fra I.P. Andersens arkiv, signeret og dateret september 1933, viser en streng geometrisk struktur i denne særhave – med

223

I.P. Andersen, Plan af Rosenhaven 1933. Den håndtegnede plan fra I.P. Andersens arkiv viser en strengt geometrisk struktur i særhaven – med roserne plantet i et mønster defineret af buksbomhække, græsrabatter og flisebelægning, suppleret med et vandmotiv i midten. Den endelige rosenhave, der i dag er forsvundet, blev dog anlagt væsentligt enklere og mindre veludstyret. (Det Biovidenskabelige Bibliotek, Frederiksberg).

Den historiske have i dag

roserne plantet i et mønster defineret af buksbomhække, græsrabatter og flisebelægning, suppleret med et vandmotiv i midten. De historiske fotografier fra Hindsgavls have viser dog en væsentlig enklere og mindre veludstyret rosenhave, beliggende neden for den store terrasse i retning mod den stråtækte pavillon, kaldet “Thepavillon” på I.P. Andersens plan over den samlede have. Tæt ved gav to mindre særhaver, beplantet med stauder, yderligere farve og variation til denne del af haven. I dag er der intet tilbage af disse rosen- og staudehaver. Beplantningen i Hindsgavls have fremtræder som variationer af grønt, undtaget de kraftige rhododendron-busketter og enkelte blomstrende sirbuske som i maj-juni giver de grønne flader og massiver et par kulørte accenter.

224

Ikke blot økonomi, også nye smagsnormer og en vilje til at koncentrere sig om de store linjer har været bestemmende for de seneste tiårs indsats på Hindsgavl betragtet som historisk have. I.P. Andersens nyordning af haven i 1930erne var det første afgørende skridt i den retning. Han talte om, at arbejdet skulle resultere i “et letfatteligt Sprog”8. Siden har flere andre af det 20. århundredes store landskabsarkitekter, senest Sven-Ingvar Andersson (1927-2007), også været konsulteret. En stræben efter at skabe en syntese mellem havens historiske eller autentiske udtryk, dens æstetiske og rekreative funktioner i dag og det omgivende landskab bestemmer de videre tiltag. Hindsgavls have er ingen museumshave. Som kilderne fortæller, har haven en lang og interessant historie, men haven er til og bliver passet for at blive brugt og nydt i dag – og igen i morgen. Nu som førhen er den anlagt med henblik på bevægelse, både fysisk og mentalt. Når vi fra terrassen har begivet os ud på de retlinjede grusgange og derefter ad de slyngede stier op til udsigtspladsen “Abrahams Skød”, vil en og anden nok mene, at Hindsgavls have får os til at føle os som gæster i et paradis på jord. I haven gør vi lidt af en fodrejse på tværs af tid og sted – hvorefter Hindsgavls Allé nok skal bringe os sikkert tilbage til Brovejen og virkeligheden.

225

Bjørnsdammen Den dam, som Den hvide Dame forsvandt ned i, var måske Bjørnsdammen, der lå på vejen mellem Middelfart og Hindsgavl – nærmere bestemt i et vejsving ved et skovløberhus. Det fortælles, at dammen var bundløs, og at der alle dage var noget sært over dammens stille, sorte, blanke vand, hvori tusindårige ege spejlede sig. Når de lokale gik forbi dammen, blev en gammel rædsel vakt i deres sind. De vidste jo, hvad de gamle havde fået fortalt, at der engang var kørt en karet med kusk og heste i Bjørnsdammen, og den var forsvundet for evigt. Der er flere versioner af sagnet og ikke alle passer til Den hvide Dame. Måske flere druknede i dammen? Nogle fortalte, at kareten kørte med en herremand fra Hindsgavl, der var i færd med at bortføre en pige fra Middelfart. Andre siger, at det var herremandens datter fra Hindsgavl, at hun var forelsket i kusken, og at kusken, da hun kørte til brylluppet, bevidst trillede kareten ud i Bjørnsdammen. En sidste udgave af sagnet lyder, at det var et brudepar fra Hindsgavl, som havnede i dammen og aldrig kom til syne. Alle versioner af sagnet handler dog om en karet med kusk og heste, som kørte i dammen og forsvandt. Det fortælles, at pastor Leth fra Middelfart en gang fik

226

besøg af en udenbys præst, og han spurgte, om der gik et sagn om et køretøj, der var forsvundet i dammen. Han var nemlig kommet forbi en aften og havde set en hestevogn komme kørende og forsvinde igen. Også andre har set spøgelseshestevognen. En flok unge fra Middelfart havde en gang besøgt Hindsgavl, og da de om aftenen vendte snuden hjemad mod byen, kom der pludselig en karet kørende hen imod dem. De var allerede et stykke henne ad vejen og troede først, at vognen var sendt ud for at hente dem, men da kareten kom nærmere, blev de klar over, at det ikke var nogen helt almindelig hestevogn, snarere tværtimod. Lige foran dem drejede vognen ind til siden og forsvandt sporløst. De unge gav sig naturligvis til at undersøge sagen og opdagede, at de var ved Bjørnsdammen, og de kendte jo alle sammen historierne om den mystiske dam. Bjørnsdammen forsvandt fra landkortet i 1935, da den første Lillebæltsbro blev anlagt, men Den hvide Dame kommer ifølge sagnet stadig i Hindsgavl Slotspark, som hun siges at holde så meget af.

227

228

Hindsgavls arkitektur Af Realdania Byg

Hindsgavls nuværende hovedbygning er opført i midten af 1780’erne, i den periode, som i den danske arkitekturhistorie kaldes klassicismen. Dette er den danske betegnelse for den arkitektoniske stilretning, som internationalt kaldes “Louis XVI” efter den franske konge, der regerede fra 1774, indtil han blev afsat i 1792 under den franske revolution. Begrebet “Louis XVI” anvendes i øvrigt, også i Danmark, for den tilsvarende stilretning i møbelkunsten. Klassicismen har sine rødder tilbage i den europæiske renæssance; en på mange måder revolutionær bevægelse, som opstod i begyndelsen af 1400-tallet i de norditalienske bystater som Firenze, Venedig og Genua. Politisk kan renæssancen tilskrives den stadig større økonomiske magt, som disse bystater fik i forhold til det hidtidige magtcentrum, pavestaten, gennem handels- og bankvirksomhed. Kunstnerisk stræbte man i renæssancen efter nye udtryksformer, der satte mennesket mere i centrum end tidligere tiders fokus på religiøs symbolik. I malerkunsten ses dette direkte, i form af perspektivstudier, portrætter og langt mere naturtro gengivelser af både landskaber og mennesker end tidligere. I arkitekturen søgte man en tilbagevenden til, hvad man opfattede som den “rene” arkitektur fra antikkens Rom og Grækenland. Renæssancen kom med tiden også til Danmark, om end ad en i arkitektonisk forstand kroget omvej, og i stærkt udvandet form. I 1500- og 1600-tallet var

229

Hindsgavl, gårdfacaden. Opmåling fra 1959 af arkitekt Sven Friborg, Steen Eiler Rasmussens tegnestue, Kbh.

Plan af Hovedbygningens stueetage 1931. Fra vestibulen leder en fløjdør videre i hovedaksen gennem havestuen og ud til haven med det smukke vue over Fænøsund. På hver side af aksen udfolder sig næsten perfekt symmetrisk en række stuer og kabinetter. En elegant detalje ved grundplanen er, at der er indført tre gennemgående rækker fløjdøre, en langs hver facade og en ned gennem husets midte: På denne måde står husets tre store stuer, havestuen og de to store stuer mod nord, “marmorsalen” og den nuværende store spisestue, i direkte forbindelse med hinanden. Bortset fra vestibulen er ingen af rummene på den måde blevet til egentlige gennemgangsrum.

Havefacaden. Opmåling fra 1959 af arkitekt Sven Friborg, Steen Eiler Rasmussens tegnestue, Kbh.

230

en egentlig dansk arkitektstand endnu ikke etableret. De store bygherrer, kongen og adelen, benyttede sig af nederlandske bygmestre, der byggede huse, som de var vant til at bygge dem hjemme. I Nederlandene var renæssancens arkitektur reduceret til en art applikationskunst. Bygningerne var i deres struktur og grundform endnu middelalderlige, nu fik de blot klistret forskellige dekorative elementer med inspiration fra antikken uden på facaderne. Det kunne være søjler eller pilastre i sandsten, eller vinduesindfatninger, ligeledes i sandsten, der med varierende held forsøgte at efterligne de romerske originaler. Først med Frederik IV’s ankomst til tronen i 1699 begyndte dansk arkitektur at blive inspireret direkte af den europæiske “mainstream”. I sin ungdom foretog kongen flere dannelsesrejser til Sydtyskland og Italien,

hvilket fik afgørende indflydelse på arkitekturens stilmæssige udvikling i Danmark. Den tidligere periodes påvirkning fra Holland erstattedes ganske brat af en ny påvirkning fra Tyskland og senere fra Frankrig. Denne tendens forstærkedes af enevældens stadig større satsning på en importeret adelsstand, hovedsageligt fra Tyskland, til at besætte statens vigtigste embeder. Samtidig fik den importerede arkitektur i langt højere grad et særligt dansk præg, blandt andet fordi en stand af egentlige danske arkitekter begyndte at opstå. De toneangivende arkitekter var nu langt overvejende danske af fødsel og træning – om end de bedste af dem, ligesom kongen selv, blev sendt på studie- eller dannelsesrejser, som oftest på en kongelig bevilling. Denne nye bevægelse gav sig udtryk i den

231

Frederiksstaden: Det kendte kobberstik af Amalienborg Slotsplads med Jardins Marmorkirke i baggrunden, tegnet af Le Clerc og stukket af I. M. Preisler i 1766 (Københavns Museum).

stilart, der kaldes barok. Barokkens arkitektur i Danmark var ganske statelig, præget af symmetriske, rolige facader med få, men magtfulde dekorative elementer, fx pilastre “i stor orden”, dvs. i hele facadens højde, og markerede gesimser, vinduesindfatninger og frontoner, dvs. trekantede eller buede frontkviste, der markerede facadens midterakse. Allerede omkring 1740, dvs. efter godt og vel en generation, skiftede arkitekturen karakter. De pudrede parykkers og overdådige kjolers tid, rokokoen, holdt sit indtog. I bygningernes facader gav det sig udtryk i en ny, næsten teateragtig lethed, som stod i skarp kontrast til barokkens lidt tunge statelighed. Søjlerne blev løftet op på første sal, og de fornemste bygninger blev dekoreret med rocailler (asymmetriske relieffer inspireret af muslingeskaller eller sneglehuse), og ovenpå gesimsen blev placeret overdådige vaser i sandsten. Efter europæiske forhold var rokokoens facader i Danmark relativt afdæmpede og kunne have en næsten kølig elegance. Interiørerne, som ofte blev udført af udenlandske håndværksmestre, kunne derimod være næsten opulente i deres overdådighed. Lofter blev dækket af stuk, nogle gange forgyldt, snedkerværk som døre og paneler var rigt, til tider næsten organisk udskåret, og vægge blev beklædt med rigt udsmykkede silketapeter. Inventaret og nipset førte disse excesser ud til grænsen af det absurde. Klassicismen var en modreaktion til al denne sorgløse overdådighed. Stilarten blev importeret fra Frankrig allerede i midten af 1750’erne, da den franske

232

233

arkitekt Nicolas-Henri Jardin blev inviteret til Danmark for at fuldføre Frederikskirken (Marmorkirken) i København. Det fik han dog aldrig gjort, men til gengæld stod Jardin for opførelsen af en meget stor del af hovedstadens toneangivende byggeri helt frem til 1771, hvor han rejste tilbage til Frankrig efter at være faldet i unåde i forbindelse med kong Chr. 7’s livlæge Struensees fald fra magten. Indirekte rakte hans indflydelse endnu videre gennem hans virke som professor på Kunstakademiet. Nogle af de største navne i dansk arkitekturhistorie, bl.a. C.F. Harsdorff, blev på den måde stærkt påvirket af Jardins klassicisme. I klassicismen søgte man atter engang tilbage til en gylden fortids “rene” arkitektur, renset for meningsløs pynt – forlægget var igen antikken og det gamle Rom. Rocaillerne forsvandt til fordel for enkle “à la grecque” borter, der diskret markerede bygningens midterakse, og en præcis proportionering af vinduer og disses ind-

234

byrdes afstand blev kendetegnet for den bedste arkitektur fra tiden. Der blev bygget flere nye hovedbygninger til herregårde på det tidspunkt. Ikke så langt fra Hindsgavl ligger to af de mest rendyrkede klassicistiske hovedbygninger, Krengerup ved Glamsbjerg og Hagenskov mellem Assens og Helnæs. De er begge opført ca. ti år tidligere end Hindsgavl; Krengerup er tegnet af Hans Næss og Hagenskov af G.E. Rosenberg, der begge var elever af Jardin. Hindsgavl tilskrives ofte netop Hans Næss, uden at dette dog har kunnet bevises med sikkerhed. Ved nærmere eftersyn forbryder Hindsgavl sig mod så mange af klassicismens grundprincipper, at Næss’ indflydelse på projektet i givet fald må have været ret begrænset. Om dette skyldes en konservativ bygherre, eller at huset snarere er opført af en lokal bygmester, kan der naturligvis kun gisnes om. Under alle omstændigheder forekommer Hindsgavls hovedbygning, med næsten barokke træk, noget tilbageskuende i sin arkitektur i forhold til de to førnævnte eksempler, som må have været eksponenter for den ypperste mode, da de blev bygget. Eksempelvis er siderisalitterne i klassicistiske bygninger normalt kun svagt fremhævede, men på Hindsgavl er de fremhævet så meget, at de er blevet til egentlige korte sidefløje med hvert sit lille valmede tag. Desuden giver refendmurværk i stueetagen dem tyngde. Sådanne små sidefløje ses ofte i barokken, fx på Charlottenborg i København. Midterrisalitten markeres af fire vel brede doriske pilastre, som bærer en trekantfronton, hvis gesimsled er lidt for klejne til pilastrene. Mellem de yderste pilastre på hver side af hoveddøren er placeret to våbenskjolde som, om end rent klassicistiske i udformning med deres romersk inspirerede laurbærkranse, ikke kommer til deres fulde ret pga. de brede pilastre. Førstesalens vinduer er en anelse mindre end

Modsatte side: Midterrisalitten markeres af fire brede doriske pilastre, som bærer en trekantfronton. Mellem de yderste pilastre på hver side af hoveddøren (denne side) er placeret to våbenskjold.

235

236

Prospekt af vestibule, havesal, have og Fænø, ca. 1820. Gouache-maleri af Niels Ringe (Nationalmuseet). Modsatte side: Fra havestuen med kig til Vestibulen.

stueetagens, men ikke helt små nok til at hierarkiet mellem de to etager er fuldstændig entydigt. Ydermere mangler Hindsgavl helt en kælder, hvilket i forening med det store, tunge tag gør hele bygningen lidt trykket. Mest markant er måske, at Hindsgavl i modsætning til de to nævnte eksempler ikke er helt fritliggende. På grund af den manglende kælder har man været nødt til at slutte nogle sidebygninger til hovedbygningen til at huse herregårdens praktiske funktioner som køkken og lagerrum. Sidefløjenes placering klemmer derved hovedbygningen lidt. Til gengæld hører Hindsgavls havefacade til de smukkeste i Danmark. Midterrisalitten er her enklere i sit udtryk. Pilastrene er udeladt, så fokus retter sig mod den enkelt og smukt indrammede havedør. Havefacaden har heller ikke siderisalitter, og sidebygningerne er trukket så langt tilbage, at de ikke forstyrrer billedet. Husets placering på en banke højt over Fænøsund gør ydermere, at den manglende kælderetage ikke fornemmes så tydeligt fra havesiden. To andre af tidens idealer, symmetri og hierarki, er også opfyldt til punkt og prikke. Hovedbygningen er placeret som endepunkt for en langsgående akse ned gennem anlægget, med den store lade, symbolet på godsets rigdom, som det modstående punkt. Det nuværende, grundmurede ladegårdsanlæg stammer ganske vist fra midten af 1850’erne, da det oprindelige anlæg i bindingsværk nedbrændte, men det oprindelige ladegårdsanlæg har været placeret tilsvarende. På hver side af denne akse er bygningerne placeret strengt

symmetrisk. Det er værd at huske på, at den oprindelige adgangsvej til Hindsgavl ikke lå, hvor den ligger i dag: Man kom gående eller kørende ad en allé, der i dag kun anes svagt i form af en række overlevende, gamle træer tværs over det område, som i dag er blevet til dyrehave. Denne allé udmundede ved det gamle smedehus vest for avlsgården, hvorfra vejen gik videre mod den gennemkørselsport, der endnu findes i svinestaldens nordlige ende, tæt på den store lade. Herfra skulle man nærme sig hovedbygningen langs en af ladegårdsanlæggets to staldlænger, så der var god tid til at lade sig imponere. Dette forhold findes endnu på Krengerup, hvor adgangen netop sker gennem en port tæt på laden, som også her ligger længst væk fra hovedbygningen. Hindsgavl er nok stort, men også lidt plumpt. Den manglende kælder gør til gengæld, at huset udtrykker en vis statelig hygge, der er med til at byde velkommen.

237

238

239

Gipsafstøbninger af relieffer af Bertel Thorvaldsen (1770-1844) pryder rummet over dørene. Her er det “Dagen”, oprindeligt udført i 1815. Modsatte side: Fra vestibulen med kig gennem havesalen til haven og Fænøsund. Relieffen over døren er en gibsafstøbning af Thorvaldsens “Statsstyrelsens genius” fra 1837, planlagt til et ryttermonument i München.

Også indenfor overholdes klassicismens krav til symmetri. Fra entréen, vestibulen, med sine to fritstående ioniske søjler (en typisk klassicistisk rumindretning), leder en fløjdør videre i hovedaksen gennem husets fornemste rum, havestuen, og ud til haven med det smukke vue over Fænøsund. På hver side af aksen udfolder sig næsten perfekt symmetrisk en række stuer og kabinetter. En elegant detalje ved Hindsgavls grundplan er, at der er indført tre gennemgående rækker fløjdøre, en langs hver facade og en ned gennem husets midte: På denne måde står husets tre store stuer, havestuen og de to store stuer mod nord, “marmorsalen” og den nuværende store spisestue, i direkte forbindelse med hinanden. Bortset fra vestibulen er ingen af rummene på den måde blevet til egentlige gennemgangsrum. Hver af de tre rækker døre afsluttes i gavlene med et stort vindue, der fungerer som “point de vue”. Dette medvirker til at forstærke indtrykket af et lyst, venligt og imødekommende Hindsgavl. Hindsgavl har undgået de store ombygninger, som de fleste gamle huse gennem tiden ellers har været igennem. De største ændringer er sket i forbindelse med en gennemgribende istandsættelse af huset efter 2. verdenskrig, med Steen Eiler Rasmussen som arkitekt. Hovedtrappen blev fornyet, alle gulve udskiftet, og især på første sal blev grundplanen noget ændret. Vestibulen blev for et par år siden ført tilbage til sit oprindelige udseende med marmorerede vægge og søjler, og første salen er for nylig blevet istandsat med fokus på en rolig farveholdning tilpasset etagens brug

240

til kursusvirksomhed. Nationalmuseet har foretaget farvearkæologiske undersøgelser i stuerne i stueetagen. Disse viser, som vanligt, at rummene er blevet malet om mange gange, hver gang i tidens mode. Den nuværende farveholdning er således ikke oprindelig.

241

242

Bevaring og transformation Af Jakob Aahauge

Hindsgavl Slot ligger højt i terrænet og vogter over Lillebælt. Men det er ikke kun i landskabet, at slottet er et højdepunkt; også i arkitektur- og kulturhistorien rager det op. Stedet har i næsten hundrede år fungeret som kursussted og vært for et utal af seminarer, politiske møder og private fester. Går man rundt på Hindsgavl i dag, har man fortsat følelsen af at være i selskab med historien. At fortiden er så nærværende skyldes i høj grad, at slottets hovedbygning ikke er blevet gennemgribende moderniseret gennem årene, hvilket betyder, at vi i dag kan nyde et meget autentisk bygningskompleks. Hindsgavl Slot, der i dag ejes af Realdania Byg, er altså et stykke dansk kulturhistorie i mere end én forstand. Det nuværende Hindsgavl Slot er dateret til 1784, og hele anlægget er i dag fredet.

Hovedbygningen Slottet er løbende blevet renoveret, mens det har fungeret som kursusvirksomhed, og sengekapaciteten er sammen med de øvrige faciliteter blevet udbygget gennem årene. Alligevel har det været nødvendigt med en opgradering af blandt andet køkken- og personalefaciliteterne for at sikre, at kursusvirksomheden også i fremtiden vil være tidssvarende. Afgørende for denne

243

opgradering har været, at den ikke måtte ødelægge patinaen, ikke måtte tage magten fra historien, der ligger som en hviskende fortælling over Hindsgavl.

Restaurering og nyindretning af hovedbygningen Det var især køkkenforholdene, der harmonerede dårligt med det stigende antal gæster i restauranten og på hotelværelserne. Køkkenet lå sammen med personalerummene i Fruerfløjen, hvilket betød, at man måtte gå over gårdspladen, når man skulle fra receptionen til hovedbygningen. En af de væsentlige opgaver var altså at sikre en bedre sammenhæng i hele komplekset.

244

Det blev arkitektfirmaet Vilhelm Lauritzen, der i 2004 fik opgaven som totalrådgiver på projektet. Allerede under de indledende møder opstod idéen om at placere køkkenet i en kælder under fløjen og bruge stueetagen til reception, bar og restaurationslokaler og samtidig sikre gennemgang til hovedbygningen. Dermed havde man løst problemet, men samtidig givet sig selv en ikke ubetydelig opgave, nemlig at grave en godt seks meter dyb kælder under hele bygningen. En udfordring, der ikke blev mindre af, at fløjen er fredet, hvilket som bekendt betyder, at man ikke må ændre ved dens konstruktioner. Ventilations- og udsugningsanlæg blev placeret i en teknikkælder uden for selve fløjen. Den ses vest for

Modsatte side: Såkaldte ’farvetrapper’, der viser lag af farver og tapeter i slottets stuer gennem tiden. Udført af Nationalmuseet i forbindelse med en bygningshistorisk undersøgelse i 2003. De ældste lag er fjernet i forbindelse med tidligere restaureringsarbejder i 1935. Arkitekter og konservatorer har i stedet med hjælp fra gamle malerier og tegninger samt deres kendskab til de møbler, den indretningsstil og de farver, der var fremherskende for 200 år siden, ført rummene tilbage til et udtryk, der er inspireret af tiden som sådan.

Maleri af Christian Bernhard Severin Berthelsen fra ca. 1900. Det er et af tre prospekter af Hindgavl fra malerens hånd, der tilsyneladende ligner hinanden, men for et nærmere blik varierer en anelse i detaljeringen.

245

Det var opgaven at indrette et stort moderne produktionskøkken, uden at det gav sig til kende i de fredede bygninger og de landskabelige omgivelser. En 5,5 m dyb kælder blev derfor gravet ud under Fruerfløjen for at give plads til et nyt storkøkken (Hindsgavl Slot A/S).

246

hovedbygningen som en fortsættelse af den slotsbanke, som hovedbygningen oprindeligt blev opført på. For at sikre, at man kunne vandre en tur i haven, uden at moderne installationsstøj ødelagde oplevelsen, blev der gjort en stor indsats for at sikre, at anlæggene blev så støjsvage som muligt. I dag er der et nyt og moderne restaurationskøkken i kælderen. Udover en passage fra Fruerfløjen til hovedbygningen til brug for stedets gæster blev der også installeret to elevatorer, hvoraf den ene går til hovedbygningens første sal, så kursusfaciliteterne også her er tilgængelige for gangbesværede. For at få den nødvendige plads til elevatorerne blev et af de fire fag i den spisestue, der ligger i hovedbygningens sydvestlige hjørne, inddraget. I samarbejde med Kulturarvsstyrelsen lykkedes det at tilpasse rummets stuk og paneler, så man i dag ikke kan se indgrebet. I øvrigt var det fire fag lange rum i sig selv af nyere dato: Tidligere har der

her ligget to to-fags kabinetter ligesom Rosa stue og Biblioteket i hovedbygningens østlige ende. Under ledelse af arkitekt Thomas Hillerup fra Fynshoved blev kursuslokalerne på første sal i hovedbygningen istandsat i 2008. Flere mindre vellykkede rumopdelinger blev revet ned. Desuden holdt man farverne i brunlige og grå nuancer, hvilket giver en rolig baggrund for kursusvirksomheden og samtidig er i tråd med klassicismens idealer. De mange tekniske installationer blev skjult, så vægge og paneler igen kunne stå så rene som oprindeligt tænkt. De fine stuer i hovedbygningens stueetage bliver sat i stand trinvis for at undgå for store forandringer på én gang. Senest er havestuen sat i stand: Forgyldninger på de lister, der oprindeligt fastholdt store lærredsfelter på væggene, er genskabt, og paneler er blevet repareret og malet i en for klassicismen karakteristisk lysegrå farve. Også vestibulen blev gennemgribende istandsat

247

I stueetagen er der indrettet reception, bar og a la carte restaurant, “Den hvide dame”.

i 2006. Den oprindelige marmorering på væggene og de to søjler, der bærer trappens repos på første sal, var på det tidspunkt for længst forsvundet. Loftstukken var også væk, den sås kun som en skygge i det pudsede loft. Alt blev genskabt på baggrund af ældre illustrationer, så vestibulen igen har fået den fornemhed, der tilkommer ankomstrummet til en af landets største og mest helstøbte herregårdshovedbygninger.

Avlsgården Først i 2005 blev Hindsgavl som bygningsanlæg samlet igen, da Realdania Byg tilbagekøbte avlsgården af Middelfart Kommune, som i mange år havde ejet de omkringliggende jorder og altså også de tilhørende driftsbygninger. På det tidspunkt stod der endnu køer i Kostalden, og der gik svin i Svinestalden. Mens det i hovedbygningen har været muligt at justere anvendelsen af de enkelte rum og derved sikre stedets fremtidige bæredygtighed og drift gennem relativt små tiltag, der ikke er synlige – som den nye kælder under Fruerfløjen – var det fra begyndelsen indlysende, at en istandsættelse af avlsgårdsanlægget måtte tage afsæt et andet sted. Her er der tale om egentlig transformation. Anlægget skulle selvfølgelig bevares – dels er det fredet, dels er det af afgørende betydning for helhedsindtrykket af Hindsgavl som et helstøbt herregårdsanlæg.

248

Wc Wc Værelse Værelse Wc

Værelse

Fruerfløjen før restaurering Stueplan

Kontor Værelse

Fruerﬂøjen Før restaurering Stueplan

Gang

Kontor

Kontor Kontor Reception

Kontor Wc

Indgang Grovrum

Kontor

Varmt køkken Koldt køkken

Kontor

Opvask Gang

Garderobe

pt ce Re

Gang

io n

Depot Personale

Bar

Trappe

Bar

Indgang

tte re An

Mellemgang

Spisestue Restaurant

Fruerﬂøjen FruerflEfter øjen efterrestaurering restaurering Stueplan Stueplan

Restaurant

Hall

Indgang

Terrasse

249

250

Så anlægget måtte have nye funktioner uden at blive historieløst. Opfattelsen af bygningerne som stalde, lade og forpagterbolig måtte altså ikke antastes på trods af de nye funktioner.

Bygningsbeskrivelse – Avlsgården Hovedbygningens symmetri og proportioner genfinder man i avlsgården, der er bygget på omtrent samme tid som slottet. I midten af anlægget overfor slottet ligger Agerumsladen flankeret mod vest af Kostalden og mod øst af Svinestalden med forpagterbolig i den sydlige ende siden 1967. I forbindelsesbygningen mellem Kostalden og Agerumsladen har oprindelig været malkestue, og i Svinestaldens nordlige ende ses en portåbning – den oprindelige adkomstvej til slottet. Oprindeligt var avlsgården bygget sammen med hovedbygningens Vestfløj og Forpagterlænge. Men en brand i 1858 gjorde det klart, at en fysisk adskillelse af de to anlæg var nødvendig for at undgå brandsmitte. Med nordens største stråtag udgjorde Agerumsladen og de to ligeledes stråtækte stalde en markant brandrisiko, og i 1977 brændte anlægget igen. Herefter blev tagene lagt om med tegl. To tredjedele af Agerumsladen blev i 1980’erne indrettet til konferencerum for kursusvirksomheden på Hindsgavl, mens staldene og Forpagterboligen bevarede deres oprindelige funktioner helt frem til Realdania Bygs overtagelse. I dag rummer begge stalde, Forpagterboligen og hele Agerumsladen værelser samt konferencelokaler.

Transformation Avlsgårdsanlægget er opført i blank mur, og efter storbranden i 1977, som kun efterlod ydermurene nogenlunde intakte, blev alle konstruktioner fornyet. I Kostalden og i den nordlige del af Svinestalden blev

251

dækket udført i betonelementer. I Agerumsladen blev agerumskonstruktionen erstattet af moderne, fritstående gitterspær i hele bygningens spænd. Overalt blev der isat nye porte og vinduer i vidt omfang i de oprindelige murhuller, og Kostalden blev indrettet som ét stort rum med forsænkede grebninger i det støbte betongulv. Der blev igen etableret svinestald i forbindelsesbygningen mod øst samt i længens nordlige del, mens den sydlige halvdel igen blev indrettet til bolig for forpagteren. Da Exners Tegnestue begyndte arbejdet med at restaurere og nyindrette avlsgården, var det altså et anlæg, der for hovedpartens vedkommende var bygget op efter branden i 1977. Samtidig var det et anlæg, der skulle bevares i sin form og ydre karakter. Princippet for istandsættelsen har derfor været, at al indvendigt var uoriginalt, mens husets autenticitet lå i det udvendige og originale murværk. “Udgangspunktet er de enkle forståelige materialer, det rå rum, beton, bjælker og sten. Det er det, vi har arbejdet ud fra, husets enkelhed.” Karen Exner, Exners Tegnestue.

252

Målet for restaureringen har ikke været at genskabe det tabte eller at fastholde fortidige anvendelsesmuligheder, men at transformere bygningen til et moderne formål med rod i historien. Tilgangen til restaureringen bygger på Johannes Exners restaureringsfilosofi, hvis kerne består af fire grundbegreber: Originalitet, autenticitet, fortælleværdi og identitet. Arbejdsmetoden handler blandt andet om at beholde så meget af det originale materiale som muligt. Samtidig skal de nye lag og materialer, der bliver tilført bygningen, være synlige. I staldene er der for eksempel anvendt genbrugsmursten, der stadig har malingsrester fra andre bygninger. Det er alt sammen spor, der i sig selv indeholder fortællinger. Frem for at rense malingen af er bygningernes fortælleværdi altså fortættet med endnu et lag. Samtidig har man forsøgt at bevare hele bygningernes identitet, den karakter og det udseende, bygningerne har nu, og som de havde, da restaureringen som et brud på en fortsat fortælling greb ind i bygningernes historie. Der er ikke gjort forsøg på at tilbageføre bygningerne til et fortidigt punkt eller at fjerne slid. I stedet

253

254

er historien synlig overalt i bygningerne; vinduesrammernes rustne jerngitre, brudte mursten og sågar bidemærker i portene fra staldens dyr – alt sammen er det med til at give bygningerne identitet. “Vi har forsøgt ikke at skifte for mange sten ud, selvom der er brud på flere af dem. Du kan sågar se hestenes gnavemærker i portene. Det er et bevidst valg om at bevare sporene og fortælleværdien.” Finn Larsen, Exners Tegnestue. Filosofien er, at man tydeligt skal kunne se de forskellige epoker og originale lag, som bygningerne indeholder i hvert hotelværelse. Genbrugsstenene giver mere

stoflighed end en ny sten, og samtidig bliver fortælleværdien øget. Stenene kommer fra nedbrudte ejendomme rundt omkring i landet, og murværket bliver dermed i sig selv et tegn, der peger mod andre dele af vores fælles kulturarv.

Rytme Rytme er en vigtig del af restaureringen, og det kommer til udtryk på flere planer. Den første ligger i de tre store forandringer, bygningen har gennemgået. Der er den originale tilstand, som murværket, jerngitre og andre originale spor repræsenterer; så er der istandsættelsen efter branden sidst i 1970’erne.

Plan over stueetagen i den gamle Kostald (nederst), hvor de 23 værelser ses på begge sider af den lange gang. Øverst plan over førstesalen med de fire konferencerum i forlængelse af hinanden.

255

Et lille vidne om fortiden Gennem tiden er et væld af mindre bygninger skudt op på Hindsgavl enten af praktisk nødvendighed eller for herskabets lyst. Hovedparten af disse bygninger er i dag solgt fra, men nærmest slottet ligger endnu nogle af disse småhuse med navne som smedjen, iskælderen og thehuset, der vidner om fortidens brug. Et af disse huse er et lille bindingsværkhus på ca. 32 m2, kaldet ’Gartnerhuset’. Med næsten 200 år på bagen er huset et lille, men ikke mindre betydningsfuldt vidne om livet på Hindsgavl. Placeret i et hjørne af nyttehaven er huset blevet brugt til haveredskaber for de gartnere, der gennem tiden har holdt haven, parken og de grønne arealer omkring Hindsgavl Slot. Sådan vil det være også i fremtiden, idet det lille hus i tråd med resten af anlægget nu strutter af nyt liv efter at være blevet restaureret som en del af et skoleprojekt. I juni 2010 blev huset omdannet til et projekt for kursister på restaureringsuddannelsen på Syddansk Erhvervsskole (Odense Tekniske Skole). Kursisterne, som alle er håndværkere, har prøvet kræfter med de gamle håndværk, som f.eks. opretning af fundament, anvendelse af syldsten, reparation af bindingsværk uden at bruge beslag af metal/jern, opmuring af murtavl mellem bindingsværket med kalkmørtel, udføring af tagkonstruktioner (spær, hanebånd og lægter) af granrafter, lægning af nyt stråtag og reparation af de gamle vinduer, så de fremstår som nye. Desuden er to nye porte blevet lavet som kopi efter de originale, samlet med smedede søm, som er blevet vojnet på indvendig side, og endelig er der anvendt malingstyper

256

efter de gamle opskrifter, som f.eks. indeholder ymer. Pigstensbelægningen rundt om huset er lagt med fald, der leder vandet væk fra huset, så dryppene fra taget ikke gør facaden våd. Ved at lade kursisterne prøve kræfter med de gamle håndværk sikres faglig indsigt og viden om materialer, bearbejdning og udførelse. Dermed spiller kursisterne en aktiv rolle i bestræbelserne på at sikre ikke blot de gamle arbejdsmetoder, men også den historiske bygningsmasse. Samtidig kan indsigt i fortiden være med til at give næring til udvikling af nye teknikker og metoder til brug i fremtidens byggeri og restaurering. Gartnerhuset stod færdigt den 27. juni 2011 og er igen overtaget af Hindsgavls gartnere.

257

258

Plan over stueetagen i den tidligere Forpagterbolig og Svinestald (nederst) og første sal med de 24 enkelt-, dobbelt- og familieværelser fordelt på begge etager.

Endelig er der den aktuelle restaurering. Alle tre har de hver deres identitet, der støder sammen og skaber en unik og fortættet fortælling. At de originale spor i høj grad er bevaret, betyder også, at de enkelte hotelværelser hver især adskiller sig fra hinanden. Det er ikke en statisk og steril oplevelse, men en levende bevægelse at gå fra rum til rum, idet de alle er forskellige, og hver især fortæller deres egen historie.

Ko- og Svinestald Hvor staldene er mere ensartede, dog med de variationer, der er fra en bygning til en anden, især præget af, at Svinestalden er halvanden meter smallere end Kostalden, dér er Forpagterboligen holdt i et noget andet

Fra trapperummet (Jørgen Jensen).

formsprog. Det betyder, at de elementer, der griber ind i staldene, er søgt videreført i Forpagterboligen, men fortolket i et mere hjemligt udtryk for netop at fastholde stedets identitet som hjem. Rent byggeteknisk er alle de udvendige mure fuget om med en speciel kalkmørtel. Nye døre og porte er overalt udført i tombak, en legering af kobber og zink, der med tiden patinerer i en varm brun-sort nuance, som vil matche facaderne. De eksisterende bræddeporte, kvistlemme og vinduesrammer er sat i stand og malet. De smukke tagfodskviste er nytækkede, og alle tekniske installationer er fornyet. Tagene er blevet forsynet med fast undertag, isoleret og lagt om med røde vingetegl. Indvendigt er der etableret nyt isoleret gulv, og nye skillevægge er muret op.

259

260

Værelserne er indrettet med rustikke og rå vægge, udført i grove genbrugsmursten. De mødes af fritstående, cirkelrunde brusekabiner, placeret nærmest midt på gulvet i de enkelte hotelværelser. Som modvægt til dette rustikke og nøgne udtryk er de enkelte værelser forsynet med smukke stofbeklædte sengegavle og et hvidt hvælvet loft, der giver mindelser om bølgende hvide sejl (Jørgen Jensen).

Værelserne Værelserne i Ko- og Svinestalden har ikke lukkede badeværelser, men åbne badezoner med en fritstående cirkelformet bruseniche. Det er blandt andet gjort for at udnytte den sparsomme plads bedre. En anden detalje, der kendetegner hotelværelserne i staldene, er, at elementer som vask og arbejdsbord alle er faste og sat op ad væggen. Igen bidrager det til, at pladsen bliver udnyttet bedre, og samtidig får møblerne luft omkring sig. Borde, hylder og gulvklinker er udført i gotlandsk sandsten, og det gælder for dem som for alle andre materialer, at de er rene og rustikke. Her er ikke pyntet med tapet eller maling, i stedet træder de rå materialer frem. Udover at det giver rummet et roligt og behageligt indeklima, er det også med til at give gæsten en sanselig oplevelse; man får lyst til at gå på opdagelse. Man kan lugte stenen og mærke køligheden fra Gotland – huset ånder, det er levende. Sengene er enkle med et let jernskelet, og rummet lyses op af et blødt, varmt skær, der giver en behagelig pendant til de rå og nøgne materialer. Rummet er tilført blødhed ved en stofbeklædt sengegavl og et sengetæppe med et floralt motiv, der er ens på alle værelser, men veksler i farven. Stoffet er kraftig uld, og motivet giver det et næsten brokadelignende udtryk. Samtidig

261

262

Stregtegning udført af arkitekt maa Karen Exner.

er farveholdningen – orange, pink, blå, hvid – en understregning af noget moderne dekadence i de ellers så asketiske rum. Bygningernes historie kommer til udtryk i elementer som loftet og vinduerne. Loftet i Kostalden er et bølget hvælv af hvidmalet beton og ståldrager. Det er en konstruktion, der ikke alene tilfører rummet luft og lys, men også refererer til landbrugets arkitekturhistorie. Loftet er typisk for kostalde opført i perioden 1890-1910 og blev produceret på maskiner som et af de første modulsystemer. I modsætning til dét er lofterne i værelserne i Svinestalden flade. Men Kostalden er ikke kun i dialog med arkitekturhistorien; en tættere reference går til Hindsgavl

Modsatte side: Alle værelser er udført med rustikke vægge, muret i genbrugssten. På gulve, hylder og skriveborde er brugt en lys gotlandsk sandsten (Jørgen Jensen og Exners Tegnestue).

Slots hovedbygning. Et eksempel på det er de skodder, der er for vinduerne. En lignende konstruktion kunne man finde i slottets vinduesnicher, hvor de har været en naturlig del af designet og interiøret. Der er dog ikke tale om en kopi, men om en fortolkning. En central arbejdsmetode har været at lade overgangen mellem nyt og gammelt være synligt. Det kommer tydeligt til udtryk ved monteringen af dørene ved de gamle porte i Svinestalden, hvor der bevidst er holdt afstand mellem det nye glas og de originale bygningsdele, så man klart kan se, hvad der er originalt, og hvad der er nyt. Netop her sker der noget interessant. Bygningen er ikke en ren kopi af noget, der var engang; den er et mødested for forskellige rytmer, et netværk af

263

Som en del af den omfattende restaurering er Kostaldens tag blevet omlagt med nye røde vingetegl, isoleret og forsynet med fast undertag af brædder og pap. Modsatte side: Et af de fire store konferencerum, der er indrettet på første sal i den tidligere Kostald. Udfordringen med at skaffe lys nok i staldbygningens tagetage er løst i en kombination af dagslys og kunstigt lys. Det naturlige lys hentes dels fra ovenlysindtaget i tagryggen, dels fra de originale tagfodskviste, som hvert konferencerum er forsynet med. Det naturlige lysindfald suppleres af et væld af små messingpendler, der som skyer svæver højt og glitrende i rummene. Arbejdslys hentes fra en række lamper, der er monteret i de skrå vægge (Jørgen Jensen).

forbindelser, der tilsammen danner en ny mening og sin egen identitet. På første sal er der i Svinestalden blevet plads til tre store familieværelser. Her er atmosfæren markant anderledes. Her er mere luksus i form af jacuzzi og lave, legefulde møbler, der er både sjove og familievenlige. Al lyset trækkes ind fra et kvistvindue ved gulvet. På trods af, at der kun er det ene vindue i det store rum, opleves det som meget lyst på grund af refleksionen fra de lyse skrå vægge, der samtidig giver rummet en hyggelig stemning. I Kostalden er 1. sal udnyttet til konferencerum. Fire rum er det blevet til i alt. Her har en del af udfordringen været at tilføre tilstrækkeligt dagslys, da fredningen forhindrer, at man eksempelvis kunne etablere ovenlysvinduer.

264

Kulturarvsstyrelsen har til gengæld accepteret, at der er blevet indsat ovenlysindtag i tagryggen, hvor der tidligere var udluftningsskorstene. De særlige ovenlyshætter er udført i stål med egetræslameller. De fire møderum har en simpel og minimalistisk indretning. Her er en helt anden professionel atmosfære sammenlignet med de intime hotelværelser. Skunkvæggen er udnyttet til at skjule nødvendige tekniske installationer som rørledninger og varmekilder. Tagspærene er synlige, hvilket giver en rustik karakter og en god kontrast til de hvide skråvægge. Rummene er udstyret med moderne teknik, der giver en konference alle de muligheder, man ønsker sig. På trods af det er Hindsgavls særlige stemning fortsat tilstede.

265

266

Den gamle Forpagterbolig og Svinestald er bygget sammen som én lang længe. Forskellen mellem staldens rå, enkle udtryk og boligens hyggelige atmosfære er gentaget i nyindretningen; værelserne i den tidligere Forpagterbolig (som her) er mere boligprægede, med trægulve, sprodsede vinduer og lyse, malede vægge, mens de værelser, der er indrettet i den del, der tidligere var svinestald, gentager det æstetiske greb fra Kostalden med genbrugssten, staldvinduer og fritstående brusenicher (Jørgen Jensen).

Gangene Ved porthullerne er der to steder i Kostalden og et sted i Svinestalden indrettet store trapperum, hvor der er frit til loftet. Den vertikale volumen i rummet er genskabt, hvilket giver et luftigt modspil til den lange smalle hotelgang. Derudover bidrager de kraftigt som en åben høj tone til bygningens ellers horisontale bevægelse. Samtidig vidner de om, at bygningen også har haft et liv i højden; her er med al sandsynlighed blevet hejst halm og foder op og ned mellem loftet og staldene. Hele tiden dukker historien op. I gangene er indgangen til hvert værelse markeret med en niche. En moderne fortolkning af en spare-niche, et element fra fortidens driftsbygninger – dengang, hvor det var materialer og ikke mandskabskraft, der kostede, og hvor man sparede på stenene, når det ikke var bærende mur. Også i Forpagterboligen findes dette element.

Forpagterboligen I Forpagterboligen er elementer fra staldene gentaget og videreført, men formsproget er markant anderledes og fortolket i et mere hjemligt udtryk. De gotlandske fliser er afløst af plankegulv, badeværelset er på mere traditionel vis et særskilt rum, væggene er filtet og malet i en blød farve, og loftet er et listeloft. Vinduer og døre er stadig med til at definere rummene og fremhæve deres forskellighed, men her er det sprossede vinduer og ikke porte og jernrammer. Interiøret

er i store træk gentaget, men igen er det materialerne, der markerer forskellen mellem hjem og driftsfunktion. Sengerammerne er i mørkt træ, der tilfører rummene varme og glød; borde og øvrigt møblement er ligeledes i træ. Sengegavl og sengetæppe gentager det florale motiv, men Forpagterboligen har fået sin egen farve – en lys turkisgrøn. På første sal gentages værelserne fra stueplanet. I tråd med teorien om fortælleværdi blev der for at sikre tilstrækkeligt lys i disse værelser isat traditionelle kviste som på den gamle privatbolig overfor. Avlsgårdsanlægget rummer til sammen 47 enkelt-, dobbelt- og familieværelser samt fire konferencerum og en stor konferencesal med en kapacitet på op til 1000 mennesker.

267

Den store tidligere Agerumslade er i dag transformeret til konference- og selskabslokale.

Agerumsladen I stil med bygningens oprindelige indretning som agerumslade er hovedindgangen blevet flyttet fra den hidtidige placering midt på sydfacaden til porten i gavlen mod Kostalden. Agerumsladen var oprindeligt indrettet med en kørebane indvendigt langs sydfacaden, hvorfra kornet blev kastet fra vognene ind i ’båse’ eller lagre, der gik på tværs af bygningen. Idéen er, at bevægelsen i laden fremover skal foregå på samme sted, som trafikken med korn foregik i gamle dage. Meningen er, at rummet i laden skal være så visuelt åbent som muligt. Det kan dog skæres over i to af en foldevæg, der gør det muligt at have forskellige aktiviteter på samme tid, uden at de bliver forstyrret af hinanden. Ovenover foldevæggen er der en permanent glasvæg, som man har valgt at lave i to lag for at opnå tilstrækkelig støjdæmpning mellem de to rum. Glasvæggen holdes af et tryk- og træksystem, der spreder sig som et spindelvæv henover glasset. Efter istandsættelsen i 1970’erne og nyindretningen af laden i begyndelsen af 1980’erne var laden opdelt i flere niveauer samt flere mindre rum. Ved den aktuelle restaurering har hovedtanken været at genskabe det oprindelige store rum og lade det træde frem med sin oprindelige identitet, nemlig en agerumslade. Derfor har man også valgt at bibeholde alle synlige konstruktioner som lægter og tagspær og i det hele taget lade materialerne fremstå rå og nøgne.

Landskabet Arbejdet med landskabet omkring slottet har fokuseret på at genskabe spor, som er gået tabt. Tidligere har der været både en forvalterhave, en brolagt gårdsplads og en frugthave, som alle bliver rekonstrueret af landskabsarkitekter fra Landplus.

268

Landskabsarkitekt Michael Finke fortæller, at projektet er en kritisk rekonstruktion, der forholder sig både til historien og nutiden for at genskabe det tabte landskab. En stor udfordring ved projektet har været, at området nu anvendes som konferencehotel. Det har gjort det nødvendigt at tage hensyn til en lang række praktiske funktioner som for eksempel handicapvenlige ganglinjer, parkeringspladser og brand- og flugtveje. Samtidig har det været et mål at genskabe anlæggets oprindelige enkelhed og bevare mange af de gedigne materialer som granit i form af pig- og brosten og trappetrin. Ved bygningernes nordvestlige hjørne med udsigt til Voldstedet er der udlagt jord i bestræbelserne på at genskabe det bløde landskab, der blev formet helt tilbage i istiden. Kilderne til rekonstruktionen er hentet fra gamle tegninger, der også viste, at parkeringspladsen tidligere var en køkkenhave. Dette historiske lag bringes med i den nye parkeringsplan, hvor paradisæbler er plantet i samme mønster som den tidligere køkkenhave. Ambitionen med landskabsarbejdet har i høj grad været at skabe en romantisk oplevelse for beskueren. En oplevelse af at gå igennem et fortidigt landskab fra en tid, hvor frugthaver, herskaber og slotte spillede en mere virkelig rolle end tilfældet er i dag. »Vi romantiserer og fortæller en historie om en tid, hvor frugthaver var almindelige og nødvendige. Når der om 20 år kommer en gæst på Hindsgavl Slot, skal han blive ført væk og ind i en tid, der ikke længere eksisterer. Det er den historie, den epoke, vi rekonstruerer.« Michael Finke, landskabsarkitekt I dag og i fremtiden er det lindetræerne, nye hækbeplantninger og åbne græsarealer, der vil tegne området, når man nærmer sig Hindsgavl. Gårdspladsen

269

Plan over de landskabsmæssige tiltag og bearbejdninger (Landplus). Bag den tidligere Svinestald og Forpagterbolig er der anlagt en plantage og en have, der understreger den tidligere indretning – også i landskabet. Bag Agerumsladen og Kostalden er der udlagt jord i bestræbelserne på at genskabe det bløde landskab, der blev formet helt tilbage i istiden.

bliver igen en samlende åben flade med arealer af slotsgrus. Tidligere var ankomsten og gårdspladsen rumligt usammenhængende, præget af flagstænger, støbejernskæder, pullertbelysning og gangstier på tværs. Forandringerne skal ikke alene skabe en romantisk, men også storslået stemning omkring slottet.

Åbne og lukkede rum Et vigtigt tema og virkemiddel, når man arbejder med landskabsarkitektur, er spændingen mellem det åbne og det lukkede. Stendiger, buske og træer bliver brugt til at skabe accenter og frekvens, der giver stedet rytme og landskabsarkitekten mulighed for at føre beskueren gennem haven med fokus på det, han ønsker. At en have er en levende organisme, skaber naturligvis en lang række udfordringer, men det gør det samtidig muligt at skabe et dynamisk værk, der aldrig står stille, men er i konstant forandring. De fire årstider repræsenterer alle forskellige haver, og er hver især forskellige landskaber med hver deres egenskaber. På Hindsgavl er parken og haven tegnet og plantet med den vision, at det først om 20 år, når bevoksningen har udviklet sig, står som det er tænkt. Og først om 30-40 år er det fuldendt – først på det tidspunkt er landskabets rum færdigudviklet.

270

271

272

Sommer 273

274

275

276

277

278

279

280

281

282

283

Litteratur og noter 1. Elna Møller: Hindsgavl Borgbanke. Fra Nationalmuseets arbejdsmark 1944, s. 40. 2. H.Hansen: “Herregaarden og Stamhuset Hindsgaul”, Aarbog for Historisk Samfund for Odense og Assens Amter. 1925, s. 507. 3. H.Hansen: “Herregaarden og Stamhuset Hindsgaul”, Aarbog for Historisk Samfund for Odense og Assens Amter. 1925, s. 22. 4. Kaj Habekost: “Kammerherre Adeler er en Legulejus”. Vends 1993, s. 18-24. 5. Knud Voss og Frantz Wendt: Herregården Hindsgavl, 1969, s. 35. 6. Gorm Benzon: Hindsgavl Slot, 1984, s. 47. 7. Generalkommissariatskollegiet, Generalkommandoen over Fyn 1801-42, A. Indkomne skrivelser. 8. Gorm Benzon: Hindsgavl Slot, 1984, s. 48. 9. G.L. Wad: “Fra de franske Troppers Ophold i Fyen 1808”. Fra Fyens Fortid, bd. 4, s. 423-31. 10. E.O.A. Hedegaard: “Frederik den sjette og “De røde fjer””. I-II. 1975, Meddelelser fra Krigsarkiverne, bd. 8 og Memoirer og breve III. Fra hoffet og byen. Stemninger og tilstande 1793-1822 i breve til Johan Bülow til Sanderumgaard. 1966. 11. Peter Dragsbo: “Hindsgavls have – Romantik og mystik”. Vends 1992, s. 39. 12. Ellen Pedersen: “T. M. Trautner og hans erindringer”, Fynske Årbøger 1964, s. 328. 13. Knud Madsen: “Staurby Skov”. Vends 2001, s. 67ff. 14. Poul Guldbrandt: Fiskeriets historie ved Hindsgaul bro, suppleret af personhistoriske skildringer. 1974, s.11. 15. Herregårdsliv, Tjenerskabet, bd. 6, s. 13. 16. Herregårdsliv, Tjenerskabet, bd. 6, s. 15. 17. Herregårdsliv, Tjenerskabet, bd. 6, s. 28. 18. Marie Antoinette von Lowzows beretning, Herregårdsliv, Herskabet, s. 21. 19. Peter Dragsbo og Harriet Hansen: Middelfart fra færgeby til broby. 1996, s. 197 og Peter Storm: “Når det igen bliver sommer”. Vends 1998, s. 19-26 og Iben Overgaard Laursen: “Sommerlandets forførende skønhed”. Fynske Minder 2004, s. 58f. 20. Ellen Pedersen: “T. M. Trautner og hans erindringer”, Fynske Årbøger 1964, s. 331. 21. Marie Antoinette von Lowzows optegnelser 27. marts 1982, se Middelfart Museums museumssag om Hindsgavl. 22. Se note ovenfor. 23. Andreas Winding: Glæde over Danmark. 1924, s. 100. 24. Middelfart Museum sag 281/1995. 25. Skildringen bygger hovedsageligt på avisudklip i Hindsgavls Godsarkiv.

284

26. Herman Jensen: Middelfart – 75 år med folkevalgte borgmester. 1993, s. 23-34. 27. Peter Dragsbro og Harriet Hansen, 1996, s. 283.

Nordens borg 1. Kraks Blå Bog 1950, s. 208. Se også Sorø Amtstidendes søndags-tillæg 4.10.1942. 2. Helge Bruhn: Aktieselskabet Hindsgavls historie gennem 10 år, 1933, s. 2. Jfr. Herman Jensen: Middelfart – 75 år med folkevalgt borgmester, 1993, s. 23ff. og Fyns Social-Demokrat 5.1.1947. 3. Jfr. Åge Petersen: Hindsgaul, 1963, s. 46f. 4. Ellinor Henriques: Med hue, dusk og møssa (Tidens Kvinder 1922, 4. årg., nr. 31, s. 3-5). Jfr. Andreas Winding: Glæde over Danmark, 1924, s. 100-104 og notater om Nordens sommerkursus i Foreningen Nordens arkiv, pk. 43. 5. F.eks. artikel fra ukendt blad (“Nordens sommerkursus på Hindsgavl”) i Foreningen Nordens arkiv, pk. 47. 6. De første vedtægter, skøde m.m. findes i kopi i Foreningen Nordens arkiv, pk. 44. Jfr. Knud Voss og Frantz Wendt: Herregården Hindsgavl, 1969, s. 72. 7. Berlingske Tidende 13.2.1924. Om Chr.H. Olesen, se Dansk Biografisk Leksikon, bind 10, s. 667f. 8. Se Helle Kolding: Viljestærk og hjerteglad. Kaptajn I.P. Jespersens 100 sundhedsstævner, 1996. Jfr. også Hanne Brandt, s. 9. 9. Helge Bruhn, s. 22 m.fl. 10. Jørgen Banke: Oplevelser og overvejelser fra et jævnt og muntert, virksomt liv på jord, bind 2, 1946, s. 49-56. 11. Se bl.a. årsberetninger for A/S Hindsgavl i Foreningen Nordens arkiv, pk. 43. 12. Se f.eks. også Middelfart Venstreblad 24.6.1937 og 26.5.1939. 13. Udateret udklip (“Hindsgavl”), formentlig fra ca. 1935 og med tegninger af Axel Nygaard, fra udklipssamling i Historiens Hus, Middelfart. Jfr. Knud Voss og Frantz Wendt, s. 73. 14. Se bl.a. erklæring af 19.4.1941 i Foreningen Nordens arkiv, pk. 45. 15. Jørgen H. Barfod: I kamp for friheden (Det konservative Folkepartis historie i et halvt århundrede, bind III), 1966, s. 92. Wilhelm Christmas-Møller: Christmas. Christmas Møller og Det konservative Folkeparti, bind 1, 1993, s. 158f. samt … Gør jer pligt – gør jert værk. John Christmas Møllers dagbøger 1941-45. Udgivet med noter og dokumenter af Erik Thostrup Jacobsen, 1995, s. 76.

16. Se bl.a. Middelfart Venstreblad 1.8.1942 og mødereferat i Foreningen Nordens arkiv, pk. 71 samt oversigt i pk. 46. Jfr. Herman Jensen, s. 93f. 17. Se bl.a. materiale herom i Foreningen Nordens arkiv, pk. 45 og 46. Jfr. Jørgen Hæstrup: Krig og besættelse. Odense 19401945 (Odense bys historie, bind 9), 1979, s. 303. 18. Se bl.a. referat af møde i A/S Hindsgavls bestyrelse 18.6.1946 i Foreningen Nordens arkiv, pk. 43. 19. Opgørelse m.m. i Foreningen Nordens arkiv, pk. 71. 20. Beretning om Sommer-Hindsgavl 1955 i Foreningen Nordens arkiv, pk. 140. 21. Foredrag af Steen Eiler Rasmussen om Hindsgavl, optaget på bånd og udskrevet 1962, i Foreningen Nordens arkiv, pk. 72. Jfr. Olaf Lind: Arkitekten Steen Eiler Rasmussen, 2008, s. 258 og generelt. Dansk Biografisk Leksikon, bind 12, s. 56f. Endelig er anvendt Nationalmuseets bygningshistoriske undersøgelse v/Vibeke Andersson Møller, udarbejdet 2003, stillet til rådighed af Realdania Byg A/S. Denne undersøgelse bygger bl.a. på de siden øjensynligt bortkomne forhandlingsprotokoller for A/S Hindsgavl (mindst fem protokoller 1923-60), der har været eftersøgt på Hindsgavl, hos Realdania Byg A/S og andre steder. 22. Hanne Brandt: Fra kejser Wilhelm til Anker Jørgensen (Samvirke 1974, nr. 16, s. 8-9). 23. Om opvarmning se redegørelse af Bent Wellejus i Foreningen Nordens arkiv, pk. 85. 24. Om udviklingen i 1960’erne og 1970’erne, se Foreningen Nordens trykte årsberetninger. Jfr. Knud Voss og Frantz Wendt, s. 74, samt oversigt over A/S Hindsgavls regnskaber 1923-68, udarbejdet af Knud Houmann Larsen, Odense Stadsarkiv, på grundlag af regnskaber i Aktieselskabsregistrets arkiv. Jfr. i øvrigt også Hindsgavls gæstebøger fra samme periode (på Hindsgavl). 25. Melfar-Posten 13.11.1974. 26. Middelfart Venstreblad 31.1.1975. Fredericia Dagblad 1.4.1975. Udateret udklip fra avis sommeren 1977 (“Hindsgavl som kulturcentrum”) fra udklipssamlingen i Historiens Hus, Middelfart. 27. Fredericia Ugeavis 15.3.1977 og Middelfart Venstreblad 3. og 16.5.1977. Jfr. Herman Jensen, s. 94f. Generelt om driften i de seneste årtier, se udklip m.m. i to brevordnere på Hindsgavls kontor (1976-1984 + Historik). 28. B.C. Andersen: Nordens største stråtækte gård nedbrændt (Brandværn 1977, årg. 3, nr. 9, s. 32). Jfr. Fyens Stiftstidende 24.6.1977 og 23.6.2002. 29. Middelfart Venstreblad 14.12.1984. Jfr. Herman Jensen, s. 96.

30. Middelfart Venstreblad 31.1. og 18.3.1980. Jfr. i øvrigt Ole Harkjærs forord til Gorm Benzons bog. 31. Middelfart Venstreblad 4.9. og 22.10.1981, 18.7.1983, 2.2., 10.2. og 13.6.1984. Se også Herman Jensens kronik i Fyens Stiftstidende 27.3.1982. 32. Flensborg Avis 19.10.1990. 33. Fyens Stiftstidende 13.5. og 20.12.2002.

Retrospektiv visit i Hindsgavls have 1. Artiklen er viet min Mor, Karen Pedersen, og mindet om min Far, Carl Pedersen (1921-2008), født og opvokset i det vestfynske Husby og med mange og altid givende ophold på Hindsgavl, herunder i Kaptajn Jespersen-klanens selskab. Tak til Knud Høgsberg, Det biovidenskabelige Fakultetsbibliotek på Frederiksberg, og Else Rasmussen, Nationalmuseets Topografisk-Antikvariske Afdeling for hjælp i forbindelse med fremfinding af nye kilder til Hindsgavls haves historie. I.P. Andersen, “Parkforhold m.m. ved Hindsgavl”, i: Havekunst, 1934, s. 88. Samme formulering genfindes i I.P. Andersens maskinskrevne manuskript “Forslag og Betragtninger ang. Parkforhold m.m. ved Hindsgavl af Havearkitekt I.P. Andersen”, 1934, s. 4-5; I.P. Andersens arkiv, Det biovidenskabelige Fakultetsbibliotek. 2. Christian Molbech: Ungdomsvandringer i mit Fødeland, 1811. 3. Laurits Mathias Wedel: Indenlandske Rejse igjennem de betydeligste og skjønneste Egne af de danske Provindser, 1803. 4. I.P.Andersen: “Parkforhold m.m. ved Hindsgavl”, i: Havekunst, 1934, s. 90. 5. Ibid., s. 88. 6. Ibid., s. 88-89. 7. I.P. Andersens maskinskrevne manuskript (se note 1), s. 4. 8. Ibid.

Sagn og kuriosa 1. Vedel Simonsen: Borgruinerne (Kongeborgene Gamborg og Hindsgavl i Fyen). 1813, s. 95. 2. Solveig og John Kousgård Sørensen: Præsteindberetninger til Ole Worm. Bd. 2, s. 98. 3. Evald Tang Kristensen: Danske Sagn, 2. bd., 1893, s. 550. 4. Marie Antoinette von Lowzows beretning, Herregårdsliv, Herskabet, s. 217. 5. Ellen Bille Brahe Selby: Sagn fra det gamle Hindsgavl Slot, Nordens Kalender 1930, s. 88.

285

Oversigtskort D

Bygninger 1

Hovedbygningen

Fruerfløjen

Kavalerfløjen

Vestfløjen

Sydfløjen

Omgivelser

Privaten

Parkering

Agerumsladen

Køkkenhaven

Kostalden

Badebro

Svinestalden

Abrahams Skød

10 Forpagterboligen

Sorgenfri

11 Stenladen

Verdens Ende

12 Smedjen

Den gamle slotsbanke

13 Gartnerhuset

Julieplantagen

286

10 6

2 5

P 1

287

Ejerrække Det ældste Hindsgavl 1200-tallet Kronen 1298 Den slesvigske prins Erik 1306 Kongemagten 1317 Hindsgavl pantsat til de holstenske grever 1360 Hindsgavl er kongeligt len 1664 Jens Lassen 1681 Kronen 1695 Hans D. Freintz 1696 Kai v. Ahlefeldt 1701 Frantz Joachim von Dewitz (1666-1719) 1719 Joachim Diderich von Dewitz 1723 Frantz Joachim von Dewitz

Det nuværende Hindsgavl 1745 Niels Andersen Basse (1695-1773) 1773 Chr. Holger Adeler (1743-1801) 1808 Niels Basse Fønss (1793-1858) 1858 Niels Basse Fønss (1827-1907) 1907 Frederik Basse Fønss (1862-1922) 1921 Avlsgården og jordene købt af Middelfart Kommune (en del udstykket) 1923 Foreningen Norden – hovedbygning og park 1970 Kreditforeningen Danmark 1993 Realkredit Danmark 1996 Hindsgavl A/S 2003 Realdania Byg

288

Hindsgavl Slot

Bygninger er en del af vores kulturarv. Et håndgribeligt levn, som vores forfædre har givet videre, og som vi er forpligtet til at værne om.

Realdania Byg

ISBN: 978-87-92230-33-1

Udgivet af Realdania Byg

Se mere på www.realdaniabyg.dk