RFMnyt #1 2023

RFMnyt

England:

På vej mod politistaten?

side 9-10

Abort er ikke en sundhedsydelse

side 8-9

Respekt for Menneskeliv

Respekt for Menneskeliv (RFM) er en uafhængig dansk Pro-Life-organisation, som arbejder på grundlag af Lejeune-erklæringen.

Den franske læge og genetiker Jérôme Lejeune (1926–1994) var en af det 20. århundredes betydeligste biologiske forskere og modtog i 1962 Kennedy-prisen. Han var professor i fundamental genetik ved René Descartes Universitetet i Paris og medlem af Det pavelige Videnskabernes Akademi.

I slutningen af 1950’erne opdagede han det

ekstra kromosom (trisomi 21), som forårsager Downs syndrom. Han var dermed den første genetiker, der identificerede en arveligt bestemt sygdom.

Lejeune var gennem hele sin karriere en utrættelig og frygtløs fortaler for livets sag. Som kristen læge og forsker fastholdt han, at ethvert menneskeliv – fra befrugtningsøjeblikket til en naturlig død – har krav på ubetinget respekt og således aldrig må gøres til et middel eller til et forsøgsobjekt.

Lejeune-erklæringen

Fra befrugtningsøjeblikket, dvs. det tidligste øjeblik af biologisk eksistens, er barnet et menneske, et selvstændigt individ, genetisk forskelligt fra moderen, som giver det næring og beskyttelse.

Fra befrugtningsøjeblikket og resten af dets liv er det det samme levende menneske, som vokser, udvikler sig, modnes og til slut dør. Det er i besiddelse af egenskaber, som gør det forskelligt fra alle andre mennesker. Det er unikt og derfor uerstatteligt.

Det er lægens opgave at tjene livet fra dets begyndelse til dets afslutning. Den respekt for menneskelivet, som er grundlaget for lægens arbejde, kan således aldrig gøres betinget af patientens alder eller tilstand i øvrigt.

Foreligger der vanskelige omstændigheder i forbindelse med en graviditet, er det lægens pligt at gøre sit yderste for at hjælpe både mor og barn. Det strider derfor direkte mod en læges opgave at afbryde et svangerskab i den hensigt at ville afhjælpe sociale, økonomiske, psykologiske eller genetiske problemer.

RFM holder liv i debatten

Vi forsøger til stadighed at skabe opmærksomhed om alle områder, hvor respekten for menneskelivet er helt eller delvist undergravet. Derfor beskæftiger vi os ikke alene med abortproblematikken, men også med emner som aktiv dødshjælp, reproduktionsteknologi, genteknologi og befolk ningspolitik.

RFM rådgiver

Vi har oprettet en gratis rådgivningstjeneste for gravide. Er du i tvivl, om du magter at gennemføre svangerskabet, eller har du problemer efter en abort – så ring til sekretariatet (5576 7652), hvis du vil have en personlig samtale, eller send os en mail: info@rfm.dk

Respekt for Menneskeliv

Lundby Hovedgade 104, 4750 Lundby

cvr.nr.: 29685487

• tlf.: 5576 7652

RFM informerer

Foruden dette blad udsender RFM gratis informations- og undervisningsmaterialer, som du kan bestille på sekretariatet.

Nogle af dem kan downloades fra vores hjemmeside www.rfm.dk

Vi kommer gerne ud på skoler, i foreninger og menigheder med aktuelle debatoplæg og foredrag.

• E-mail: info@rfm.dk

Ved indbetaling af frivillige bidrag til RFM via netbank: FI-nummer (73) 85891774 –eller: reg. nr. 9218 konto 2073074765

Jérôme Lejeune

RFM nyt

43. årgang nr. 1

ISSN 0906-4605 (trykt udgave)

ISSN 2246-4034 (net-udgave)

Bladet udkommer

tre gange årligt og sendes gratis til alle tilsluttede.

Årligt mindstebidrag 150 kr. For familier 200 kr.

Redaktion

Torben Riis ansvarshavende

Redaktion og bladekspedition

Lundby Hovedgade 104 4750 Lundby tlf 5576 7652 info@rfm.dk

Skal du flytte?

Så husk venligst at sende os din nye adresse på info@rfm.dk – eller ring til os! Det er ikke nok at melde flytning til folkeregisteret eller postvæsenet.

BETALINGSSERVICE

Det vil være en stor hjælp, hvis du tilmelder din årlige betaling til betalingsservice. Det kan du gøre, når du næste gang modtager girokortet.

Her står der, hvordan du bærer dig ad, og det er faktisk helt ligetil.

Om pseudo-debat og salamitaktik

Markeringen af 50-året for Folketingets vedtagelse af fri abort ( jeg undlader bevidst at bruge ordet jubilæet, som man normalt forbinder med glædelige begivenheder ) har siden begyndelsen af året givet medierne anledning til at skrive spalte op og ned om, hvad der skete dengang i 1973 – eller rettere hvad man synes, vi har godt af at blive mindet om.

Senere, da denne svada var udtømt, har man rettet opmærksomheden mod den såkaldte debat om, hvorvidt det mon ikke kunne være på tide at give tolvårs-grænsen et spark opad – eksempelvis til 18. uge som i Sverige eller til 24. uge som i England.

Hvad denne debat angår, skal man være opmærksom på, at den ikke i mindste måde har drejet sig om, hvorvidt det mon ikke kunne være på tide at give 1973-loven et spark et vist sted – eller i det mindste overveje, hvorvidt den kunne trænge til et kritisk gennemsyn.

Her tænker jeg f.eks. på datidens forventninger om harmonisk e forhold i familierne, når der fremtidigt kun ville blive født ”ønskebørn”. Og her tænker jeg samtidig på Kristeligt Dagblads forside 1. november 2019 med overskriften ”På 10 år er antallet af tvangsfjernede børn fordoblet”, og lidt senere i artiklen: ”Det svarer til 24 procent af alle anbringelser. Det er det højeste antal og den højeste procentvise andel nogensinde.”

Men som allerede antydet er det eneste, der interesserer de oven nævnte ”debattører”, at nedbringe antallet af afviste abortsøgende ved at ændre tolvårs-grænsen . Og det skal de såmænd nok få held med før eller siden,

Hvordan kan jeg nu være så sikker på det? Fordi de beslutninger, der i givet fald skal træffes af denne art, i realiteten allerede blev truffet i 1973, hvor vi og vores globale samhandelspartnere blev enige om at fratage ufødte børn enhver form for beskyttelse.

Anvendelse af artikler fra bladet er tilladt med kildeangivelse

Om ændringerne af tolvårs-grænsen kommer nu eller senere, er derfor dybest set underordnet i og med, at 1973-beslutningen hverken styres af fornuft eller etiske overvejelser, men først og fremmest af salami-taktikken, hvor man fra begyndelsen (og det går faktisk helt tilbage til 1939 med den første danske svangerskabslov) stykke for stykke for ikke at vække opmærksomhed fjernede tæppet under respekten for menneskelivet.

Således skrev stifteren og lederen af ” Population Research Institute ” (PRI), Steven W. Mosher, i november 2022, i anledning af, at barn nr. ottende milliard efter demografernes vurdering var blever født et eller andet sted på jordkloden.

Men, tilføjer, han, det er ikke alle, der byder den lille nye velkommen. Det gælder f.eks FN’s befolkningsfond (UNFPA) og Planned Parenthood (PPFA) som i dag er USA’s største abortudbyder.

Dette og meget mere kan du læse om i vores gratis bog ”Befolkningspolitik – teorier, myter og kendsgerninger”, som udkom i 2021.

”Visse forhærdede personer, tilføjer Mosher, ”fastholder stædigt, at verden er overbefolket, og at vi hvert øjeblik kan forvente at blive ramt af en katastrofe. For 60 år siden fortalte de os, at vi inden længe ville blive ramt af hungersnød. Men det var bare ikke det, der skete.”

I den sammenhæng anbefaler Mosher os, at vi næste gang, vi skal flyve et eller andet sted hen i verden, vælger et vinduessæde og ser ned på jorden. Så er det, vi

Velkommen til barn nr. ottende milliard

stort set vil få at se, en ubeboet planet. Vi har faktisk plads til barn nr. attende milliard og også både til barn nr. niende og tiende milliard.

Men, tilføjer han, vi vil sandsynligvis aldrig nå sådanne højder. Det virkelige problem, verden står over for, er en demografisk vinter.

Vores antal stiger ikke nævneværdigt længere. Bortset fra nogle få områder i det sydlige Sahara oplever verden i øjeblikket, at der fødes færre børn end de 2,1 procent der skal til for bevare det nuværende antal.

Mange lande i Europa og Asien befinder sig i øjeblikket i et frit fald. Det gælder også Kina, som har verdens største befolkning.

Så hvad er det, der sker med os? spørger Mosher. Der burde være langt flere unge end ældre mennesker, men det er det omvendte, der er tilfældet.

Et samfund, hvor antallet af ældre er i hurtig stigning, fører til en stagnerende økonomi. Det er de unge med en lang fremtid for sig, som skaber nye virksomheder, køber boliger og biler og

driver økonomien fremad. Samtidig stiger behovet for sociale ydelser i takt med det stigende antal af ældre.

Vidste du, at situationen i Italien er så alvorlig, at hastigt uddøende bjergbyer forærer huse bort for at få nogen til at flytte ind i dem?

Nogen siger, at verden vrimler med problemer. Det ved vi godt. Men vi ved også, at et voksende antal mennesker ikke er problemet, men tværtimod løsningen.

År tilbage spåede man, at Indien ville blive ramt af en sultkatastrofe. Så kom ”den grønne revolution”, som bevirkede, at Indien i stedet for blev en stor eksportør af korn.

Med andre ord: Hvor mange problemer man end kan diske op med, lige så mange løsninger findes der.

Det er blandt andet derfor, vi byder barn nr. ottende milliard velkommen.

Han eller hun er ikke en byrde, men et gode, et tegn på vores håb – ikke en forbandelse, men en velsignelse for os allesammen.

En filosof tager bladet fra munden

I en artikel i ” Human Life Review ” fra 2002 provokerer den australske filosof, David S. Oderberg, os abortmodstandere med følgende konstatering: ”Abort er ikke vigtig. Jeg troede ikke, at jeg kunne skrive en sådan sætning. Faktisk troede jeg ikke, at jeg kunne tænke den. Men det gør jeg. Men det er ikke det hele. Jeg mener også, at eutanasi ikke er vigtig, ej heller kloning, prævention, in vitro- befrugtning, eksperimenter med fostre, genmanipulation, ja, heller ikke noget andet emne, der er centralt i pro-life aktivisme og politik!”

”Nå ja, selvfølgelig mener og skriver han det” tænker læseren, der er bekendt med, at moderne filosoffer oftest er ateister og materialister, der, når de ikke nørder rundt i fagets subtile og verdensfjerne problemer, søger at retfærdiggøre ”progressive” politiske agendaer og bioteknologi.

Man behøver blot at nævne den måske i dag mest berømte eller berygtede filosof i verden, Peter Singer, som har markeret sig som en stor forsvarer af dyrs (og planters?) rettigheder, selv er veganer, men ikke mener, at ubevidste menneskefostre, ikke-personer, har retten til livet, men kan slås ihjel på hvilket som helst tidspunkt også efter fødslen, indtil de udvikler selvbevidsthed og bliver ”personer”.

Man kunne tro, at Oderberg var én af hans disciple, men det modsatte er tilfældet. I værker som ” Applied Ethics: A Non-Consequentialist Approach ” argumenterer han stærkt mod abort og eutanasi m.m. og retter det filosofiske skyts mod landsmanden, Peter Singer.

Ovennævnte ” Applied Ethics ” er faktisk et værk, som burde være meget mere udbredt blandt pro-lifers, da

David S. Oderberg

man her kan finde særdeles skarpe argumenter for pro-life og mod prochoice. Så Oderberg passer faktisk fint ind i rækken af livets forsvarere fra Chesterton, C.S. Lewis og Franz Boas, som vi har præsenteret i de senere numre af RFM-nyt.

Så, hvad mener han egentlig? Vi giver ordet til ham selv: ”.. lad mig understrege, at jeg ikke et øjeblik mener, at pro-lifers burde ophøre med at være pro life, at vi burde bruge vore eftermiddage på at passe vore rosenbuske fremfor at være i felten og protestere, skrive og, hvad vi ellers gør bedst for at forsvare pro-life sagen. Som de fleste pro-lifers er jeg modstander af de ovennævnte ting. Hver eneste er en moralsk forbrydelse, et angreb på menneskelivets ukrænkelighed, og hver og én af dem burde alle af god vilje modsætte sig med hjerte og sind og handling. Men…de er ikke vigtige!”

Åh nej! Han fremturer!

Læseren tænker nok ”Filosoffer elsker paradokser og at provokere almindelige menneskers sunde fornuft.” Jo, at han er filosof har noget med sagen at gøre. Lyt til ham selv:

” Som professionel filosof er jeg trænet i at se på ”det store billede”…hvilket er grunden til, at jeg mere og mere har indset, at pro-life temaer, inklusiv dem, som jeg har publiceret om og vil fortsætte med at publicere om, udgør en mindre del af den overordnede holdning, der burde udvises af os mod samtiden, end de fleste pro-lifers ville mene.”

Oderberg nævner efterfølgende andre eksempler på social aktivisme, der jo generelt er præget af arbejdsdeling og en vis monomani: dyreaktivister kæmper udelukkende for dyrs rettigheder; modstandere af overgreb mod børn har socialt

og politisk kun fokus på, at mindreårige skal beskyttes, uanset hvad det koster; antiglobalister anskuer ethvert økonomisk tiltag ud fra, hvorvidt det fremmer eller bremser den internationale finansverdens og de multinationale selskabers røvertogter.

Oderbergs pointe er, at det samme træk kendetegner alle aktivister uanset deres specifikke ”sag”, det vil sige kun ét fokusområde uden blik for den større sammenhæng og kun inddragende andre sociale og politiske temaer, der har direkte berøring med ”sagen”. Dette gælder altså også pro-lifers.

Så hvad anbefaler Oderberg, at vi i stedet skal gøre? ” Hvad jeg taler for, er imidlertid, at pro-lifers som helhed bruger mere tid på at tænke over de større temaer, og hvordan de relaterer til deres primære anliggende at beskytte menneskelivet fra fødsel til død (from womb to tomb ).”

Men hvad mener han med ”de større temaer”? Han sigter til den generelle moralske nedsmeltning i Den vestlige verden, der for alvor blev synlig i efterkrigstiden, som bl.a. har givet sig udslag i, at det blev et legitimt etisk spørgsmål i den akademiske verden, om det kan retfærdiggøres at slå en uskyldig ihjel. Når dette kunne blive et tema for debat, var et symptom på, at en ny etik var ved at sætte spørgsmålstegn ved de gængse vestlige opfattelser af godt og ondt og erstatte dem i offentligheden, ikke blot den akademiske verden, med ganske andre normer.

Det er desværre endt med, at det nu ifølge Odenberg ikke længere anses for et tema i etikken:

” Drab på de uskyldige? Nej, det er ikke længere et spørgsmål De fleste filosoffer har intet problem med det. De er nu ude efter at indhegne nye områder med ”mere kød på” såsom (incest, pædofili m.m.) Da jeg hørte,

at Doktor Exsecrabilis Peter Singer nu til en vis grad var blevet tilhænger af bestialitet, fangede jeg mig selv i at være langt mindre overrasket, end jeg troede, at jeg ville blive.

Det var givetvis blot den logiske følge af et moralsk standpunkt, som allerede var blevet forgiftet af overvejelser om , hvorvidt moral udelukkende handler om omkostninger og nytte, og hvorvidt det er de moderne etikeres opgave at forkaste traditionen og erstatte den med en spritny moral til vores spritny tider.”

DEN NYE ETIK

Den nye etik, som Oderberg nu mener definerer sprogspillene eller rammerne for samfundets moralske debatter, kaldes ”konsekventialisme” og bygger på den antagelse, at en handlings moralske værdi udelukkende afhænger af dens konsekvenser, ikke dens intentioner eller overensstemmelse med absolutte moralske love og principper. Fører den til mere lyst, nydelse, almen nytte eller mindre smerte, afsavn m.m. for individet, flertallet, samfundet eller menneskeheden, er den moralsk at foretrække fremfor alternative handlinger.

Hermed er mord, drab (herunder abort og eutanasi) tortur og undertrykkelse ikke længere moralsk forkastelige i sig selv. Det vil afhænge af, hvorvidt disse handlinger skønnes at føre til opnåelsen af de ovennævnte værdier for flere, end hvis de undlades.

Denne retning inden for etikken er ikke ny i filosofiens historie. I dens mere moderne udgave går den tilbage til den engelske filosof og samfundsreformator Jeremy Bentham (1748-1832) og videreudvikledes af hans landsmand, John Stuart Mill (1806-1873) under navnet utilitarisme (nytteetik). Det nye er, at denne etiske retning nu dominerer i den offentlige debat og blandt de politiske beslutningstagere. Ud fra ”nyttefilosofiens” perspektiv er

vores traditionelle moralske love og principper herunder menneskerettigheder og retten til liv blot menneskelige konventioner, der kan vise sig eller mindre hensigtsmæssige/nyttige alt efter situationen.

Men hvordan skulle pro-lifers kunne debattere mod fri abort, hvis diskussionen i dagens verden foregår indenfor nytteetikkens rammer?

” Jeg spørger pro-lifers: kan vi virkelig forvente at få en rationel debat med disse vogtere af, hvad der er tilbage af vores kulturelle normer? Måske bør vi stadig forsøge, i fald der skulle være blot én person derude, som skifter mening på grund af, hvad pro-lifers har at sige. Ikke desto mindre går vi de moderne moralisters ærinde, når vi nærmer os en etisk debat med så smalt et fokus.”

Der er en fare for, at pro-life tilhængeren selv forfalder til at bruge ”nytteargumentet” som f.eks. når vedkommende fremfører følgende: ”Vi risikerer at abortere fremtidige store begavelser indenfor kunst, kultur og videnskab; fri abort fjerner mange af de individer, der er nødvendige i fremtiden for at holde økonomien i gang, så vi kan forsørge en stadig voksende andel af ældre osv.”

Står pro-liferen derimod fast på absolutte moralske love og principper, risikerer vedkommende i dagens debatmiljø at blive beskyldt for at være en religiøs fanatiker, en fundamentalist, med en usund tilbøjelighed til at ville blande sig i og bestemme over andres privatliv, kort sagt en moraliserende ”busy body”.

Men hvad foreslår Oderberg så, at vi gør? ” Hvad jeg slår til lyd for er imidlertid, at pro-lifers forøger deres optagethed af, ikke blot retten til liv, men hele det vestlige samfunds tilstand…Det er meget muligt (som jeg formoder), at det som er tilbage af den vestlige civilisation er dømt til udslettelse, men at være lige glad

og undlade at gøre noget er ikke en valgmulighed…Vi må komme til forståelse for, at når et samfund har nået et stade, hvor ikke alene abort og andre angreb på livet er tolereret, ikke alene lovliggjort, ikke kun accepteret som normalen, men favnes af millioner af mennesker som selve løsningen på alt, hvad der er galt med samfundet, så må vi erkende, at noget ikke blot er grueligt galt nu, men at noget gik galt for længe siden, lang tid før 60erne, lang tid før nogen af os var i live.”

Abort og eutanasi som ”ny normal” er således ikke onder, der effektivt kan bekæmpes ved at fokusere på dem alene. De må ses som symptomer på sygdom ikke som sygdommen selv. Pro-lifers må indse, at det ikke nytter noget at ”symptombehandle”!

KONKLUSION

Vi kan konkludere, at Oderberg vil have os pro-lifers til at blive kulturkrigere, fremfor nogen, der enøjet blot kæmper for enkeltsager. Uden et generelt ”sædernes forfald” grundet i en kollaps af religiøse og sociale sensibiliteter og sund fornuft, ville abort og eutanasi aldrig være blevet dagligdags selvfølgeligheder. Den etiske utilitarismes sejrsgang i Vesten er i sig selv et vidnesbyrd om et særdeles uetisk forfald. Vi kan ikke besejre fjenden på hans eget foretrukne terræn, men må i stedet forsøge at vende tilbage til en mere traditionel og livsbekræftende etik, der forsvarer menneskets værdighed og ukrænkelighed. Det har så også været Oderbergs projekt i en lang række filosofiske værker, som nok, desværre, er langt mindre kendte end de burde være.

Den primære cancer er lige så dyb, som den er gammel, og den er med næsten sikkerhed terminal. Men for os i felten, forfattere, tænkere, aktivister, må dens terminale karakter ikke være vor største bekymring. Hvad vi må rette opmærksomheden mod er berigelsen af vores tanker vedrørende pro-life emner, gennem grundige overvejelser over, hvordan anti-life kulturen har rødder i en meget bredere social patologi… Det er det, jeg mener med at sige, at abort ikke er vigtig. Et samfund, der har gået så langt som til at devaluere dets egne medlemmer, er blevet afsporet langt tidligere. Det er ikke kun metastaser, der skal angribes, men deres ondartede oprindelse. Lad os endelig være optagede af liv og død, hvordan skulle vi lade være med det? Men lad os være optagede af meget meget mere.”

JMJ

Spændende nyt fra Texas

En føderal dommer i Texas, Matthew Kaczmarek, har for nylig afsagt en kendelse, som forbyder brugen af abortpillen mifepriston. Pillen har været på markedet i over 20 år og bilver i øjeblikket brugt i omkring halvdelen af alle aborter i USA.

Det har umiddelbart ført til panik blandt aborttilhæn -

gerne, og det varede da heller ikke længe, før en anden føderal dommer fra Washington svarede igen med en kendelse med det modsatte budskab. Hermed er man kommet til at stå i en situation, som meget vel kan føre til, at sagen bliver indbragt for Højesteret. Spændende, ikke sandt?

Abort er ikke en sundhedsydelse

Den tidligere (nu omvendte) amerikanske abortlæge John Bruchalski, som i dag leder en privat klinik i Virginia med speciale i obstetrik og gynækologi (1), har den 21. februar i år i web-magasinet The Federalist fastslået, at læger aldrig er nødt til at dræbe ufødte børn.

Hans indlæg skal ses som et svar på abortlobbyens propaganda, som siden Højesterets underkendelse af Roe v. Wade ihærdigt har søsat den påstand, at abort er en sundhedsydelse, og at et forbud mod abort derfor udgør en trussel mod kvindens helbred.

”Denne påstand,” siger Bruchalski ud fra sine erfaringer i ”branchen”, ”drejer sig efter min mening mere om penge end omsorg for kvinders helbred”.

Og han fortsætter: ”Set fra moderens synspunkt er der ikke nogen fordel i at afslutte sin graviditet med en provokeret abort – selv ikke under de mest livstruende omstændigheder. Det skyldes, at provokerede aborter bliver mere og mere farlige i løbet af graviditeten. Det er der, de fleste komplikationer opstår og truer moderens helbred.”

”Det bør derfor,” konkluderer han, ”altid være lægens vigtigste opgave at gøre alt, hvad han eller hun er i stand til for at hjælpe både moderen og det ufødte barn.”

1: obstetrik og gynækologi: de to grene inden for lægevidenskaben, der beskæftiger sig med graviditeter og sygdomme i de kvindelige kønsorganer.

Tidligere abortlæge afslører abortlobbyens falske propaganda

Men er det under alle omstændigheder forkasteligt at afbryde en graviditet?

Hertil svarer Bruchalski: ”Det hænder, at et indgreb er nødvendigt for at redde moderens liv f.eks. i forbindelse med en infektion og i de tilfælde, hvor barnet ikke et stort nok til at overleve. Der er også tilfælde, hvor en kræftramt mor har brug for kemoterapi for at overleve – MEN i disse tilfælde er der ikke tale om indgreb med det formål at dræbe barnet. Formålet er at redde et liv”.

Disse synspunkter har Bruchalski fået medhold i fra blandt andet dr. Byron Calhoun, som er specialist i behandling af særligt truede graviditeter: ”Det sker,” siger han, ”at barnet bliver født for tidligt og ikke overlever det. Men det er aldrig nødvendigt at slå barnet ihjel for at

redde moderens liv. F.eks. kan man i alvorlige tilfælde af eklampsi (2) holde øje med moderens tilstand, indtil den kræver handling. Med mindre moderen er ved at dø af forblødninger, alvorlige hjerteanfald eller betændelser, er der i de fleste tilfælde tid nok til at vente og se, om barnet kan overleve til den 22. uge, hvor der er en chance for at redde dets liv i en kuvøse”.

Begge læger er således enige om, at de fleste livstruende komplikationer opstår sent i forløbet, hvor aborter er farligere for moderen. Hertil kommer, at man i de tilfælde, hvor det er nødvendigt at gribe ind for at redde moderens liv, og hvor man derfor sætter en fødsel i gang, har at gøre med en proces, der kun varer en

2: eklampsi: en svær svangerskabsforgiftning.

time, mens en abort på et barn i 24. uge kan vare 2-3 dage.

At man på trods af disse kendsgerninger bliver ved med at påstå, at forbud mod aborter udsætter kvinders liv og helbred for fare, kan meget vel skyldes, siger Brushalski, at 50 år med fri abort under Roe v. Wade i vidt omfang har

fået læger til at betragte en provokeret abort som et ganske ukontroversielt tilbud på linje med andre operationer i hospitalets dagligdag.

PENGE, PENGE, PENGE! En anden årsag, tilføjer Bruchalski, er slet og ret penge: ”Desværre er der mange inden for lægestanden, som med vilje skaber uklarhed om

ENGLAND: På vej mod politistaten?

Det har vakt opmærksomhed, at det britiske parlament i begyndelsen af marts måned med 299 stemmer mod 116 vedtog en revision af lovgivningen om, hvad det henholdsvis er tilladt eller forbudt at foretage sig i det offentlige rum.

I vores sammenhæng betyder det, at myndighederne i England og Wales fra nu af vil kunne etablere buffer zoner omkring abortklinikkerne og dermed gøre det så godt som umuligt for abortmodstandere at demonstrere eller få de abortsøgende kvinder i tale i nærheden af klinikkerne.

Eventuelle overskridelser betragtes som kriminelle handlinger og straffes med op til 2 års fængsel.

Det erfarede den katolske abortmodstander Isabel Vaughan-Spruce, som er leder af den engelske March

for Life, allerede i februar i år, da hun standsede op foran en abortklinik i Birmingham for at bede for de ufødte børn.

Det gik således for sig:

En forbi passerende, der havde bemærket, at hun stod stille, henvendte sig til en politi betjent, som straks tog affære og spurgte hende, hvad hun havde at gøre på dette sted.

Hun svarede: ”I fysisk forstand står jeg bare her.”

Betjenten spurgte hende derefter, om hun protesterede mod noget. Hun svarede: ”Nej, det er ikke nogen protest.”

Dernæst spurgte han hende, om hun stod og bad, og hun svarede ”Det kan godt være, at jeg beder inde i mit hoved”.

lægefaglige begreber for at retfærdiggøre abortindgreb.”

”Jeg går ud fra, at de gør det for at bevare retten til at foretage provokerede aborter i enhver situation – sandsynligvis for at få del i den guldgrube, der stammer fra deres klienters villighed til at vælge døden”.

Arrestationen 1

Dette svar udløste spørgsmålet, om hvorvidt hun var villig til at gå frivilligt sammen med tre betjente til stationen. Det nægtede hun, og betjenten arresterede hende.

Stadigt stående på gaden blev hun herefter undersøgt af en kvindelig betjent, som beslaglagde hendes mobil telefon og andre personlige ejendele, inden hun blev kørt bort af betjentene.

Løsladelsen

Det næste kapitel i denne historie blev skrevet, da domstolen frafaldt anklagerne mod Isabel med den begrundelse, at der ikke forelå tilstrækkeligt bevismateriale.

Arrestationen 2

Men vi er ikke færdige endnu, for nogle få uger senere – nærmere bestemt efter at parlamentet havde

vedtaget den nye revision – blev hun arresteret igen på grundlag af sin bemærkning om, at hun muligvis kunne have bedt foran abortklinikken.

Mere skal der altså ikke til i det moderne England for at blive betragtet som en samfundets fjende, en farlig person, som man gør klogt i at anbringe bag tremmer.

Netop således ser de også på ”det religiøse problem” i Nord korea og Kina, hvor troende mennesker er under konstant overvågning og direkte ofre for forfølgelser (se f.eks RFMnyt nr. 1, 2021 ).

Og lad os i denne forbindelse ikke glemme det moderne Canada, som Justin Trudeau er i fuld gang med at forvandle til et totalitært samfund ( se næste side og RFMnyt nr. 2, 2018 ).

Kritiske røster

Men lad os heller ikke glemme, at der blandt parlamentets medlemmer var 116, som var i stand til at se det mildt sagt betænkelige i at vedtage en lovgivning, som gør det muligt at sende folk i fængsel ud fra en fornemmelse af, hvad der foregår i deres hoved.

Det gjaldt f.eks. baronesse Claire Fox, som i parentes bemærket er tilhænger af abort, men som ikke desto mindre pegede på, at det at vedtage forbud fra den ene sag til den anden ikke er nogen hensigtsmæssig måde at skabe lovgivning på. ”Det fører uundgåeligt til en præcedens”, sagde hun, ”som vil komme til at stille sig i vejen for samtale og vidensudveksling i relation til andre kontroversielle og ubehagelige sager.

Større opmærksomhed fik en erklæring fra en højtstående sekretær i parlamentet, som udtrykte sin tvivl om, hvorvidt revisionen kan siges at være i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Isabel VaughanSpruce, leder af den engelske March for Life, blev i starten af februar arresteret for at have opholdt sig i nær heden af en abortklinik i Birmingham.

Dette på trods af, at hun ikke havde sagt et eneste ord til mennesker på stedet eller på anden måde forsøgt at tiltrække sig opmærksomhed.

Hvad siger Isabel selv?

Efter den første arrestation sagde hun i et interview med Catholic Herald blandt andet:

”Det er skandale, at jeg blev arresteret, anbragt i en celle, kropsvisiteret og ydmyget af politiet udelukkende for at have bedt inden i min egen bevidsthed. Det, som jeg gjorde, var på ingen måde skadeligt. Jeg benyttede blot min frihed til at tænke og til min ret til at praktisere min religion.”

Jfr.: Verdenserklæringen om menneskerettighederne, artikel 18: ”Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed.”

Og artikel 19: ”Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelses middel og uanset landegrænser.”

Hvad siger hun om sig selv?

”Jeg har viet en stor del af mit liv til at hjælpe gravide kvinder, der befinder sig i en vanskelig situation, med alt hvad de har brug for til at kunne træffe et kvalificeret valg vedrørende deres graviditet.

Jeg er også beskæftiget med at hjælpe kvinder, som har fået en abort og som kæmper med konsekvenserne af det. Jeg har fået et tæt forhold til mange af de kvinder, som jeg har hjulpet i årenes løb, og det skærer mig i hjertet at vide, hvor mange flere der hver eneste dag går dette igennem.

Min tro er helt afgørende for, hvem jeg er, så somme tider står eller går jeg i nærheden af en abortklinik og beder for dem. Det er noget, jeg har gjort så godt som hver uge i de sidste 20 år. Jeg beder for mine venner, der har fået abort, og for de kvinder, som går med tanker om at ty til abort.”

Canada har nu den mest liberale eutanasi-lovgivning i hele verden

I 2015 underkendte Canadas Højesteret alle love, som begrænsede adgangen til aktiv dødshjælp og assisteret selvmord – dog med den tilføjelse, at regeringen til gengæld skulle nedsætte et organ med den opgave at tage stilling til hvert enkelt tilfælde.

Det sidste blev, som man kunne forvente, aldrig ført ud i livet.

I 2016 var problemstillingen igen til debat, hvor mange forsøgte at få indført klare regler for, hvad der skulle til for at foretage aktiv dødshjælp. F.eks. stod der i reglerne, at det kun kunne gøres på personer, ” hvis naturlige død skønnes at være nært forestående”.

Regeringen mente, at denne sætning ville begrænse aktiv dødshjælp til syge mennesker, men på grund af dens mangel på klarhed, skabte den i stedet forvirring.

Kort efter blev man stillet over for argumentet, at det var diskrimination at afvise folk, der lider, men ikke er dødeligt syge.

Og sådan er det gået videre, skridt for skridt, indtil man i dette år er nået dertil, hvor det i praksis er blevet personalet, der afgør, hvem der skal leve eller dø. Eksempelvis har man taget livet af en kvinde med et fysisk handicap og en 23årig med diabetes. Helt på linje med det forløb, vi oplevede i forbindelse med legitimeringen af fri abort. Her lærte vi, at når man først har givet fanden lillefingeren, varer det ikke længe, før han sluger hele hånden.

Canadas premierminister Justin Trudeau sætter nye rekorder

Og for nu at gøre ondt værre er lægerne i Quebec i færd med at overtale regeringen til at legalisere aktiv dødshjælp for nyfødte, mennesker med demens m.fl.

Den canadiske freelance-journalist Alexander Raikin, skriver i en artikel i CBC News med titlen ” Canadas dødsministerium, at 90 procent af anmodningerne om aktiv dødshjælp helt frem til den seneste revision i 2016 blev afvist i Toronto. Men i 2021 var der kun fire procent, der blev afvist i hele landet.

Her citerer Raikin en professor i samfundsvidenskab på universitetet i British Colombia, Timothy Stainton, der sagde: ”Der er ikke tale om et gradvist skråplan. Dette her er Mount Everest i snestorm.”

Og Raikin tilføjer: ”Hver eneste dag i 2021 har der været 27 mennesker, der døde for deres læges eller sygeplejerskes hånd. Det er det dobbelte af antal-

let af selvmord, og der er ikke tegn til, at det standser eller be væger sig i den modsatte retning.”

”Verdens eutanasi-hovedstad er ikke længere Bruxelles eller Amsterdam”, konstaterer Raikin, Den er Ottawa. Canada ombringer flere mennesker ved aktiv dødshjælp end noget andet land i verden, og antallet af døde vokser hurtigere end i noget andet land.”

Afsluttende bemærker Raikin, at denne situation på ingen måde er opstået ved en tilfældighed, men derimod er resultatet af en nøje planlagt strategi udarbejdet af det indflydelsesrige Royal Society of Canadas eksperter, som udelukkende består af tilhængere af aktiv dødshjælp. Formanden havde inden forhandlingerne offentligt nedskrevet sine synspunkter, mens to andre kommissionsmedlemmer havde skrevet bøger, der argumenterede for en mildt sagt liberal lovgivning på dette område.

Om at beskytte de svageste

Professor Jérôme Lejeune (1926-1994)

Livets modstandere er klar over, at hvis man vil ødelægge den kristne kultur, skal man først ødelægge familien. Og hvis man for alvor vil ødelægge familien, må man nødvendigvis ødelægge dens mest sårbare medlem, nærmere bestemt barnet –og blandt de mest sårbare, dem, som ingen endnu har set, som ingen kender og holder af, som endnu ikke har set lyset, og som endnu ikke er i stand til at at råbe op i deres angst.