![](https://static.isu.pub/fe/default-story-images/news.jpg?width=720&quality=85%2C50)
1 minute read
Boganmeldelse
Analysestrategier i sundhedsfaglige undersøgelser
Helle Mathar
Advertisement
Samfundslitteratur, 2023, 152 sider.
Bogens omdrejningspunkt er, som overskriften afslører, analysestrategier i sundhedsvidenskabelige undersøgelser samt værktøjer til at arbejde med disse bedst muligt. Bogen er særdeles relevant til studerende på en sundhedsfaglig uddannelse, der skal i gang med en større skriftlig opgave eller sundhedsfaglig undersøgelse. Den kan også bruges af undervisere og vejledere. Bogen kan både anvendes som en guide og opslagsbog i forbindelse med at udvælge og læse om en analysestrategi, der kan passe til relevante data.
Bogen er opbygget af to dele med et indledende kapitel (kapitel 1), hvor de generelle og grundlæggende begreber defineres i forbindelse med analyse af data, og som der refereres til igennem hele bogen. Herefter består bogen af to hoveddele med en række korte kapitler, der præsenterer udvalgte og hyppigt anvendte analytiske strategier med dertilhørende relevante analysemodeller og analyseeksempler. I del 1 introduceres og udfoldes de kvalitative analysestrategier (kapitel 26), mens del 2 omfatter de kvantitative analysestrategier (kapitel 711). Hvert kapitel afsluttes med tips og tricks til at styrke en analyse samt bud på, hvordan nogle af de mest almindelige faldgruber kan undgås.
Af de i alt 11 kapitler vil jeg særligt fremhæve kapitel tre, der stiller skarpt på indholdsanalyse, med et yderst illustrativt eksempel på analyse, af manifest indhold fra meningsbærende enheder til kategorier samt et flowdiagram, der illustrerer kategoriseringen i en deduktiv analyse.
Bogen er relevant og yderst velskrevet af en række forskellige kompetente forfattere, og den udgør et vigtigt bidrag i forhold til at forstå og udvælge samt navigere indenfor de forskellige analysestrategier, og den kan derfor varmt anbefales.
Nausheen Christoffersen, Lektor, cand.cur. ved Institut for Sygeplejerske- og Ernæringsuddannelser. Det Sundhedsfaglige Fakultet. Københavns Professionshøjskole.