Magasinet rØST: Usbekistan by Kristoffer Hecquet

Michael Birkkær Lauritsen (michael@magasinetroest.dk)

sere for et ofte stereotypt og ensidigt billede af regionen. Dermed vil vi i det større perspektiv være med til at bygge en mental bro mellem øst og vest; være med til at bringe øst og vest tættere sammen.

Jesper Pørksen (jesper@magasinetroest.dk)

Hidtidige udgivelser af Magasinet rØST:

Denne udgivelse er udarbejdet af hovedredaktionen på Magasinet rØST, som består af:

Anders Holst Bundgaard (anders@magasinetroest.dk) Kristoffer Hecquet (Kristoffer@magasinetroest.dk) Magasinet rØST er et nystartet internetmedie, der leverer nyheder, analyser, anmeldelser samt skiftende temaer. Alt sammen med fokus på Østeuropa og til dels fra et østeuropæisk perspektiv. Magasinet rØSTs overordnede formål er at nuancere og uddybe billedet af Østeuropa, og dermed kompen-

Nr. 1

Nr. 2

Lenin-tæppe i Bukhara. Foto: Mogens Friis

Indhold Introduktion

Lederartikel

To sider af Usbekistan

To unge mennesker i Usbekistan

Reportage fra Bukhara

Rejsebeskrivelse fra Tasjkent

Sufisme i Usbekistan

Rejsebeskrivelse fra Bukhara

Baggrundsartikel om Usbekistan

Hovedstaden

Ørkenens perle

Verdens værste datter

Portræt af præsident Karimovs datter, Gulnara Karimova

Introduktion til praktisering af islam af adjunkt Maria Louw

Timur Lenk - Et portræt af en nationalhelt

Portræt af erobrerkongen Timur Lenk

Mit søde, bitre hjemland

Interview med forfatterinden Dina Yafasova

Hjertet af Imperiet

Rejsebeskrivelse fra Samarkand

Diplomaten der kom i klemme

Anmeldelse af bogen ”Murder in Samarkand”

Hvad skete der i Osj i sommer?

Analyse af Ph.D Mads Østergaard

Præsident Karimovs portræt i en boghandel i Tasjkent. Foto: Kristoffer Hecquet

Introduktion Magasinet rØST sætter i dette tema fokus på det centralasiatiske land Usbekistan, selvom landet ligger udenfor for magasinets geografiske dækningsområde. Usbekistan har dog alligevel med sin russo-imperialistiske og sovjetiske fortid, samt særegne uden- og indenrigspolitiske fremfærd tiltrukket sig redaktionens interesse. Landet tilhører uden tvivl sovjetosfæren, og er et spændende billede af, hvad den kommunistiske æra har efterladt sig. Derudover er vi draget af landets orientalske mystik og hemmeligheder, og det er måske det land, der passer bedst på virkelighedens Langtbortistan. Vi har valgt at give temanummeret titlen 'to sider af Usbekistan'. På den ene side afslører landet et imødekommende og nysgerrigt folkefærd i strålende farverige klæder, en spændende fortid med silkevejsbyer og mægtige imperier, en rig håndværkstradition med miniaturemaling, træsnit, silke, bomuld og keramik og en række helt ubegribelige arkitektoniske monumenter. Den anden side er mere dyster, men den skal op4

søges, for at man kan få et indtryk af den; som almindelig turist bliver man nemlig nænsomt guidet udenom. Her drejer det sig om fattigdom, undertrykkelse, korruption, magtmisbrug, løgn, tortur, drab - og Vestens dobbeltmoral. Vi ønsker med dette tema at prikke hul på overfladen og opdage nogle af Usbekistans hemmeligheder. Hvilke kulturskatte gemmer sig her? Hvordan ser der ud? Hvad fortæller historien os om Usbekistan? Hvad er det for forbrydelser, der er begået? Hvad tænker indbyggerne i dette fjerne land? Hvem bestemmer? Magasinet rØST går på opdagelse i landet, som kun få andre i Danmark har beskæftiget sig med. Du kan blandt andet stifte bekendtskab med den politiske flygtning og forfatterinde Dina Yafasova, læse portrætter af den usbekiske præsidents ekstravagante datter og erobrerkongen Timur Lenk, og du kan tage med Mads Østergaard til byen Osj, hvor kampen imellem usbekere og kirgisere sidste sommer vækkede international opmærksomhed.

To sider af Usbekistan Baggrund af Kristoffer Hecquet

Usbekistan er et gæstfrit og farverigt land, men samtidig et land, hvor befolkningen undertrykkes af et brutalt diktatur. Denne dobbelthed er karakteristisk for oplevelsen af Usbekistan. Øverst er den lyseblå farve. Den finder man også på de utallige smukke kupler, der bæres af mausoleer, moskeer og medreser (muslimske skoler) over hele landet og symboliserer den evige himmel, og samtidig også de tyrkiske folks farve. I midten findes den hvide farve, der står for fred. Usbekistan er en nation af utallige folkeslag, der ud over usbekere tæller karakalpakker, tadsjiker, kirgisere, russere og mange andre folkeslag, der under Sovjet blev deporteret hertil og alle lever side om side i fred. Hvid symboliserer også Usbekistans hovedeksportvare, bomuld. Landet er verdens andenstørste bomuldseksportør. Den grønne farve nederst i flaget står for den storslåede usbekiske natur og er desuden islams farve. Imellem de tre farver findes to tynde røde striber, der er den livskraft i alle levende væsener, der binder verden (og de tre farver) sammen. Parallelt står de to striber ligeledes for Usbekistans egen livsnerve, de to store floder Amu Darya og Syr Darya. Nymånen på flaget viser tilknytningen til Islam, og de tolv stjerner repræsenterer landets tolv provinser. Usbekistan er et ungt land. Ikke kun fordi de yngre generationer er dominerende, men også fordi Usbekistan aldrig var en selvstændig stat før Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Først her begyndte den usbekiske nationalisme, og nationale symboler og historie blev præsenteret. Før Sovjet var landet en del af den russiske koloni Turkestan, der bestod af de fleste moderne nuværende eks-sovjetiske stan’er. Sovjet lod området dele på kryds og tværs efter princippet del og hersk, et princip, som også kendes fra de europæiske kolonier i Afrika. Således kom Usbekistans grænser til at ligge på tværs af etniske skel. Før russernes invasion var Centralasien under konstant skiftende indflydelse fra selsjuktyrkere, arabere, kinesere, persere, og selv Aleksander den Store slog sig ned i Usbekistan. Usbekistan var et uundgåeligt stop for de handlende på silkevejen imellem Kina og Europa. Den mest kendte hersker over de usbekiske lande er mongolkejseren Timur

Lenk, der skabte et af historiens største imperier med hovedstad i Samarkand (se side 29). Korruption og Undertrykkelse I 1991 accepterede Usbekistan modvilligt Sovjetunionens sammenbrud, og selvstændigheden ændrede Usbekistan fra et kommunistisk til et nationalistisk samfund. Islam Karimov, der allerede sad på magten i sovjetrepublikken, begyndte at bruge nationale symboler i stedet for de kommunistiske, uden at dette dog ændrede på samfundsstrukturen. Undertrykkelsen af borgerne fortsatte, censuren af pressen fortsatte, arrestationerne af dissidenter fortsatte. Og det blev værre. Karimov er senere blevet kendt for at torturere politiske modstandere ved helt eller delvist at koge dem. Præsident Karimov sørgede for at undertrykke al form for politisk opposition, der øjnede muligheder efter Gorbatjovs åbenhedsreformer. Da befolkningen ikke måtte identificere sig med politiske partier, valgte mange i stedet at tilknytte sig religiøse bevægelser, da religion nu var tilladt i det selvstændige Usbekistan. Karimov kunne ikke forbyde religion, da Islam var blevet en del af den usbekiske nationale identitet, der refererede tilbage til de gamle muslimske imperiers storhedstid. Men efter 2001 benyttede han frygten for islamistisk terror til at slå ned på de dele af befolkningen, der syntes mindst i tråd med regimets dagsorden. Samtidig udnyttede Karimovstyret terrorbekæmpelsen til at skabe alliancer med rige vestlige lande som Storbritannien og USA, der stærkt ønskede samarbejdspartnere nær Afghanistan. I 2005 kulminerede det usbekiske styres undertrykkelse af religiøse bevægelser med massakren i byen Andijan. Op imod 1000 demonstranter blev skudt på åben gade. Blandt andre USA fordømte episoden, hvilket medførte at Karimov lukkede de amerikanske militærbaser i landet. Siden er relationerne dog forbedret og selv EU har startet et samarbejde med Karimov-styret om gasleverancer.

Der er intet, der i dag tyder på, at Karimov-styret er ved at åbne op. Blodsudgydelserne i sommer i nabolandet Kirgisistan beviste, at Karimov fortsat holder en fast hånd om pressen i Usbekistan (se side 17). Tilmed tyder det på, at den aldrende præsident Islam Karimov vil overlade magten til sin ældste datter Gulnara Karimova, når han ikke længere selv har kræfter til at regere (se side 24). Ifølge Transparency Internationals korruptionsindeks fra 2010 findes der blot fire lande i verden, som er mere korrupte end Usbekistan. Det drejer sig om Myanmar, Irak, Afghanistan og Somalia. Det hvide guld Siden de russiske tsarers tid har man benyttet de flade områder omkring Syr Darya og søsterfloden Amu Darya til bomuldsproduktion. I Sovjettiden blev området industrialiseret og fik prioritet som unionens primære bomuldsforsyning. Den store satsning gjorde, at floderne blev drænet for vand, før de nåede deres udløb i Aralsøen. Søen er derfor sidenhen langsomt fordampet og er i dag under en tredjedel af sin oprindelige størrelse.

Nekropolis i Samarkand. Foto: Kristoffer Hecquet

I det selvstændige Usbekistan kaldes bomulden ”det hvide guld” og er landets største indtægtskilde. Usbekistan er i dag en af verdens største bomuldseksportører, men teknologien og produktionsapparatet fra Sovjettiden er nu forældet og ubrugeligt, og bomuldsproduktionen fungerer i dag manuelt under stavnsbåndslignende forhold. FN og en række menneskerettighedsorganisationer har for nyligt kørt en kampagne imod børn i tvangsarbejde i usbekiske bomuldsmarker. Gæstfrihed og skønhed Det er dog ikke alt ved Usbekistan, der er tortur og frygt. Usbekistan er rig på storslået natur, prægtige historiske monumenter, og man kan i landet opleve smukt kunsthåndværk og en overvældende gæstfrihed. I den enorme røde ørken Kyzyl Kum, der strækker sig over landets centrale og vestlige del, findes de oldgamle bystater og karavanebyer Bukhara (se side 20) og Khiva. Begge er prydet med blå kupler og mægtige religiøse bygningsværker fra en tusindårig lang historie. Mest kendt af Usbekistans byer er Samarkand, der i 1300-1400-tallet var hovedstad i et kæmpemæssigt imperium under den mongolske kejser Timur Lenks

slægt. Tiden under imperiet bragte mange store skatte til Samarkand, og fragmenterne af disse kan stadig i dag opleves i byen i al deres storhed. Her kan du desuden købe et væld af smukke håndlavede produkter som tørklæder af bomuld og silke, håndmalet keramik i alle slags farver, krydderier og tæpper. I landets østligste del omkranser kanten af Himalayabjergene den frodige dal Ferghana. Ferghana er Centralasiens mest frugtbare og folkerige område og krydses af både Kirgisistans og Tadjikistans grænser. Men den usbekiske del er størst, og den største befolkningsgruppe i dalen er usbekere. Det er floden Syr Darya, der gennemløber dalen og skaber grundlag for liv, før den forsvinder ud over Usbekistans og Kasakhstans flade slette. Selvom de fleste mennesker i landet har begrænsede økonomiske ressourcer, oplever man gang på gang en utrolig gæstfrihed. De som taler engelsk henvender sig nysgerrigt på gaden, og folk du knap kender inviterer dig gerne på et stort måltid i deres hjem. Usbekerne er næsten altid – i al fald i en besøgende danskers øjne – utroligt farverigt klædte, og

deres hjem er ligeså farvestrålende. Maden serveres som små anretninger af salater og dressinger i små skåle plus en hovedret, der for eksempel kan være spyd med forskellig slags kød eller hjemmelavet pasta. Én procent arbejdsløshed Det er svært at få et klart overblik over omkring 27 millioner indbyggeres leveforhold, da ingen officielle statistikker i landet er troværdige. Men ifølge oplysninger fra IMF har Usbekistan et BNP pr. indbygger på lidt over 12.000 kr. Til sammenligning ligger EU’s fattigste lande Bulgarien og Rumænien på omkring 80.000 kr og Danmark har over 212.000 kr. Usbekistan er dermed ikke et økonomisk velstående land. Usbekistan har et af verdens laveste arbejdsløshedsrater på 1,1 procent (2009-tal). Forklaringen ligger blandt andet i en inklusiv arbejdsmarkedspolitik i sovjetisk stil, samt en sandsynlig manipulation med statistikken. Usbekistan strækker sig over 447.400 kvadratkilometer og er dermed lidt over ti gange så stort som Danmark eller omtrent på størrelse med Sverige.

Udtørret område af Aralsøen. Foto: Dina Yafasova

Hovedstaden Rejsebeskrivelse af Kristoffer Hecquet

Tasjkent er en ny og ren moderne storby, og karavaneatmosfæren og Silkevejens historiske sus er forsvundet langt ned under brede alleer og beton. Men byen har alligevel sine overraskelser. Det første man bemærker, når man træder ud af byens internationale lufthavn, er hvor grønt, der er. Dette er særligt overraskende, da Usbekistan er et ørkenland. Mødet med den eksotiske duft af asiatiske platantræer minder én om, at man er kommet langt hjemmefra. Tasjkent (direkte oversat fra usbekisk: Byen af sten) blev ramt af et ødelæggende jordskælv i 1966 og blev genopbygget i sovjetisk stil med lange brede, snorlige gader og boulevarder, og alle er prydet med grønne alleer af platan- og andre træer, der på charmerende vis gør byen utroligt grøn og behagelig til trods for en stor mængde beton. Hvis man finder diktaturet og arven efter Sovjetunionen eksotisk, er det her i Tasjkent, man fanger stemningen tydeligst: Horder af arbejdere, der åbenlyst er billigere i drift end standard maskineri til infrastruktur; censurerede boghandlere med masser af propagandalitteratur og billeder af præsident Karimov; hvidmalede officielle bygninger i beton; rene og velpassede pladser og parker og tusindvis af politifolk alle vegne. Byens akse Lige midt i byen på den mest centrale og meget store Amir Timur plads blev der for nyligt fældet næsten en hel skov af plataner uden anden forklaring end, at det er ”efter præsidentens ordre”. – En sætning man hører meget ofte i Usbekistan. Den cirkelrunde plads gør uden tvivl indtryk på den besøgende med det grønne nyklippede græs og de majestætiske omkringliggende bygninger, hvilket åbenlyst er hensigten. Rygterne siger dog, at platanhugsten også skyldes overklassens efterspørgsel på parketgulve i platan. Den nemmeste og billigste løsning fandtes tilsyneladende lige udenfor de riges vinduer. Fra denne plads med den mægtige majestætiske rytterstatue af nationalsymbolet, erobrerkongen Timur Lenk (se side 27), begynder byens hovedgade, der har fået øgenavnet ’Broadway’ og som i den anden ende munder ud i Uafhængighedspladsen. 8

Gaden føles meget tom. Dette plejer at være byens livligste strøg med et væld af boder og forlystelser, men det eneste der er tilbage, er en enkelt isbod. ”Efter ordre fra præsidenten” er det hele blevet lukket ned – uden forklaring. Nydeligt, men kedeligt. En skam. Efter at have bevæget sig igennem ’Broadway’ ankommer man til Uafhængighedspladsen, en af verdens største pladser. Omkring den findes senatet, finansministeriet og forsvarsministeriet. Endnu engang et mægtigt byrum skabt til at imponere med store grønne nyklippede golfbanelignende græsplæner og majestætiske bygninger. I midten af pladsen - for enden af aksen fra Timur Lenk-statuen i den anden ende af ’Broadway’ stod indtil 1991 Sovjetunionens største Lenin-statue. I dag står på samme sted en globus, der skal vise Usbekistans vigtige og centrale rolle i verden. Selvom byen i sin tid blev bygget af det sovjetiske styre, er der ingen tvivl om, at hele denne gåtur er en nøje planlagt showcase, der skal vise præsidentens magt og storhed. - Et udmærket eksempel på at Karimovs styre ikke har introduceret meget nyt siden Sovjet. Men rent, velrenoveret og imponerende er det. Den sovjetiske monumentale byplanlægning gør, at man aldrig rigtig lægger mærke til, når man er i centrum, da alle gader er lige brede og snorlige, uanset hvor i byen du befinder dig. Samtidig har præsidentens begrænsning af udskænkningssteder og privat virksomhed generelt gjort sit til at dæmpe det hektiske liv, man normalt finder i centrum af en moderne millionby. Den lille hyggelige café, gademusikanten og duften fra madboder findes ikke her i centrum. Den største helligdom Et lille stykke mod nordvest fra det moderne centrum findes, hvad der er tilbage af rester fra det gamle Tasjkent. Massivt restaureret eller genopbygget helt fra bunden står en menneskeforladt forsamling af religiøse bygninger. Foruden en mægtig medrese (muslimsk skole), Fredagsmoskeen, det usbekiske islamiske institut og et nogenlunde velbevaret mausoleum, findes midt i mellem alle disse bygninger et lille uhøjtideligt tempel indeholdende en af den muslimske verdens største helligdomme.

Templets vogter – en noget utålmodig gammel mufti – lod modvilligt os turister træde ind i det hellige rum, men skyndte ustandseligt på os, da han allerede var for sent på den til sin middagslur. Midt i rummet, placeret i en tyskfabrikeret, tempereret glasboks, ligger, hvad mange muslimer og eksperter mener at være det tætteste, man kommer på den oprindelige hellige Koran. Uthman, Den Tredje Kalif, standardiserede Koranen i 651 i fem eksemplarer, der blev fordelt til de mægtigste byer i den muslimske verden. Alle tidligere kopier blev brændt. En af de fem beholdt han i Medina til eget brug, men den blev senere flyttet til Kufa i Irak af hans efterfølger Ali. Og det var her, at erobrerkongen Timur Lenk fra Samarkand stjal kopien under et af sine ødelæggende plyndringstogter og bragte den tilbage til sin hovedstad i det nuværende Usbekistan. Af de fire øvrige kopier menes blot én at være bevaret i Topkapipaladset i Istanbul. Uthmans og Alis egen Koran ligger åbnet på en side med røde pletter, som siges at være blod fra, da Uthman blev myrdet.

Den uhøjtidelige fremvisning af denne helligdom er tankevækkende. Der findes ingen pilgrimme eller messende troende, ingen boder, der sælger helligt vand eller bedekranse, ingen bønner og ingen bøjede hoveder. På denne måde udstråler dette sted tydeligt den usbekiske stats forhold til Islam: For kraftig religiøsitet er statsskadelig virksomhed. Det er heller ingen hemmelighed, at til trods for de indtægter, der ville følge med religiøs turisme til Tasjkent, er det særligt svært for indbyggere i arabiske lande at få visum til Usbekistan. Man vil forhindre unødvendig radikal islamisk indflydelse i landet. Selve Tasjkent er dog ikke værd at krydse Europa og halvdelen af Asien for at opleve. Byen har en klassisk sovjetisk struktur, som man finder mange andre steder i Østeuropa og de vigtige attraktioner kan tælles på én hånd. Men det er bestemt værd at benytte en dag eller to, hvis man alligevel er på disse kanter.

Sufisme i Usbekistan af Maria Louw

Mange vil nok forbinde Centralasien med stærk religiøsitet og radikal dyrkelse af islam, som man har set for eksempel hos Taleban i Afghanistan. I Usbekistan er det religiøse billede dog helt anderledes. Her har sufismen stor indflydelse. Langt det meste af det, der er blevet sagt og skrevet om islam i post-sovjetisk Usbekistan, har fokuseret på radikale islamiske bevægelser som Hizb ut-Tahrir og O’zbekiston Islom Harakati, ’Usbekistans Islamiske Bevægelse’: på deres visioner om at etablere en islamisk stat i regionen og på faren for, at økonomisk depravering, social uretfærdighed og politisk undertrykkelse vil få dem til at fremstå som attraktive alternativer for den bredere befolkning. For ensidigt et fokus på disse

radikale islamiske bevægelser risikerer dog at give os et forvrænget billede af, hvordan verden tager sig ud for de fleste mennesker i regionen, og hvad det betyder for dem at være muslimer. Selvom befolkningen i Usbekistan har måttet trækkes med et autoritært regime, som ikke har tolereret nogen former for opposition, og hvis forsøg på at gøre det af med de radikale islamiske bevægelser også har ramt mange moderate muslimer, betragter langt størsteparten af usbekerne ikke de radikale islamiske bevægelser som seriøse alternativer til regimet. De forholder sig mistænksomme overfor utopier som dem, de radikale islamiske bevægelser prædiker om, og finder deres brug af vold og voldelige retorik i fundamental modstrid med islam. Snarere søger mange usbekere inspi9

Bedende kvinder i Bahouddin Naqshbands Moskekompleks. Foto: Mogens Friis

ration i sufismen, islams mystiske eller spirituelle tradition. Stærk sufi-tradition Nogle få kilometer fra den gamle silkevejsoase Bukhara ligger Bahouddin Naqshbands sidste hvileplads. Bahouddin Naqshband (1318-89) har givet navn til Naqshbandiyya: en af Islams store sufi ’veje’ eller ’ordener’, som han var en central figur i udviklingen af. I dag er han også en af de allermest betydelige og populære avliya – muslimske ”helgener” – i hele Centralasien. Sufismen har i mange dele af verden spillet en hovedrolle i spredningen af islam. Centralasien er ingen undtagelse. I det hele taget har sufismen spillet en vigtig rolle i regionen gennem historien, og flere af verdens største sufi-ordener - Kubrawiyya, Yasiviyya og ikke mindst Naqshbandiyya – har deres oprindelse her. I Sovjettiden blev Centralasiens sufi-ordener betragtet som statsfjendtlige og var derfor genstand for forfølgelse. Som følge heraf mistede de deres tidligere centrale sociale betydning, men de blev ikke udryddet. Fra og med tiden omkring Sovjetunionens opløsning har Naqshbandiyya i Centralasien atter gradvist vokset sig større.

Regeringsvenlig form for islam Sufi-traditionen er efter selvstændigheden også blevet promoveret af den usbekiske regering. Sufismen fremstilles som en ikke-politisk islam, som har rødder i den usbekiske folkesjæl, og som passer sig for en moderne usbekisk nation i en moderne verden. Et vigtigt aspekt af denne promovering af sufi-traditionen har været restaureringen og genopbygningen af hellige steder associeret med centrale personer i landets historiske sufi-tradition, som nu bliver hyldet for deres bidrag til nationens spiritualitet. I 1993 blev Bahouddin Naqshbands 675 års fødselsdag således fejret under stor mediebevågenhed med indvielsen af hans nyrestaurerede mauslæumskompleks. Hertil valfarter folk fra nær og fjern i håbet om et mirakel. Nogle af dem inspireres måske ligefrem til at træde ind i Naqshbandiyya sufi-ordenen. En rejse mod Gud At træde ind i en mystisk orden som Naqshbandiyya vil sige at begive sig af sted på en art åndelig pilgrimsfærd; en indre rejse mod Gud. Den rejsende er ikke alene, men får hjælp af sin shaykh, det vil sige sin åndelige læremester. Bevægelsen fremad på vejen består grundlæggende af åndens konstante bestræbelse på at tæmme nafs’en. Nafs’en kan beskrives som menneskets lavere drifter eller instinkter. Hvis nafs’en

lades utæmmet, bliver personen egoistisk, asocial og amoralsk. Nafs’en søges tæmmet ved forskellige teknikker. Den vigtigste af disse er dhikr’en, den gentagne påkaldelse af Guds navn. Blandt naqshbandier i Usbekistan er det karakteristisk, at man udfører den indre dhikr. Det vil sige, man ikke siger dhikr’en højt, men holder den indeni sig selv, imens man koncentrerer sin opmærksomhed omkring hjertet, menneskets moralske centrum. For hver dhikr man udfører, lyder Naqshbandiyyas lære, bliver ens hjerte renere; hjertets spejl poleres, Gud reflekteres i det, nafs’en tæmmes, og man renses for sine asociale, amoralske sider. Tjen Gud gennem arbejde Naqshbandiyya vejen er en rejse mod Gud, men det er ikke en rejse væk fra verden. Naqshbandiyya er en vej, der ikke forsager verden, men tværtimod kræver, at man kombinerer sin spirituelle rejse med engagement i den. Det, der i Usbekistan i dag betragtes som Bahouddin Naqshbands ’motto’: ’hjertet ved Gud, hån-

den ved arbejdet’, peger på denne karakteristiske fordring: en fordring, som er blevet fortolket på forskellig vis gennem Naqshbandiyyas historie: fra tilpasning til samfundet til jihad imod samfundet – og alt derimellem. I Usbekistan i dag er der tendens til at fortolke fordringen i retning af tilpasning: at Naqshbandiyyas krav om, at man ikke skal vende verden ryggen, men tjene Gud gennem arbejdet, gør Naqshbandiyya specielt egnet som åndelig vej i et post-sovjetisk usbekisk samfund, hvor de svære tider kræver, at både mænd og kvinder arbejder hårdt for at tjene til dagen og vejen og bringe deres land på rette kurs – økonomisk såvel som moralsk. Maria Louw er adjunkt og Ph.D på Afdeling for Antropologi og Etnografi på Aarhus Universitet. Hun er specialiseret i Centralasien med særligt fokus på religion. Du kan læse mere om sufismen i Usbekistan i hendes bog ”Everyday Islam in Post-Soviet Central Asia. London & New York: Routledge 2007.

»Mit søde, bitre hjemland« Interview med forfatterinden Dina Yafasova af Jesper Pørksen

Dina Yafasova er født i et land, som ikke findes mere. I 1991, som 20-årig, fik hun et nyt hjemland uden egentlig at have forladt det gamle; det havde forladt hende. Sovjetunionen var ophørt med at eksistere. Det nye land på den gamle jord hed Usbekistan. Ti år senere gentog historien sig. Denne gang var det dog Dina Yafasova, nu journalist, der måtte forlade landet og ikke omvendt. Chikane og tortur fra en sikkerhedstjeneste, der ikke tolererede kritik, tvang hende ud. Hun fandt sit helle i Danmark, men først efter 173 uvisse dage i Sandholmlejrens varetægt, der begyndte den 11. september 2001. Den beretning er skrevet. Den udkom som ”Dagbog fra Sandholm” i 2006. rØST mødte Dina Yafasova til en samtale om hendes forladte hjemlande og hendes nye bog, ”Kald mig ikke offer!”, der udkommer på Gyldendal i foråret. rØST: Fra du blev født, til du blev 20 år, boede du i den Socialistiske Usbekiske Sovjetrepublik, som var en del af Sovjetunionen. Hvad er Sovjetunionen for dig?

Dina Yafasova: Jeg bliver nødt til at fortælle om min families historie først. Under Anden Verdenskrig var Usbekistan ikke et krigsområde. Det betød, at mange fra resten af Sovjetunionen søgte tilflugt i Usbekistan. Før krigen havde landet ca. 3 mio. indbyggere, efter krigen havde det omkring 10 mio. flere. Der var russere, ukrainere, volgatyskere, koreanere og jøder iblandt. Mange blev også deporteret før krigen, under Den Store Terror i 1937, da Josef Stalin forfulgte de progressive intellektuelle. Det gjaldt også min familie. Min oldefars bror var en meget anerkendt komponist i Sovjetunionen, men kom i unåde og blev arresteret for antisovjetisme, erklæret folkefjende og henrettet. Resten af familien, heriblandt min morfar, blev automatisk statsfjender og måtte flygte. At det lige blev Usbekistan, er et tilfælde: Sovjetunionen var isoleret fra omverdenen, så længere væk kunne man ikke komme. Broren til min oldefar fik i øvrigt sit navn renset efter Stalins død i 1953 og fik flere gader benævnt efter sig.

Det Usbekistan jeg voksede op i, var en del af et multietnisk imperium og blev til et af de mest multikulturelle samfund i verden med mere end 100 forskellige nationaliteter. I min skoleklasse var der 20 nationaliteter fordelt på 25 elever, men alle talte russisk. Vi var kosmopolitter, før vi vidste, hvad det betød. Men det var også et totalitært samfund. Derfor kalder jeg Sovjetunionen for mit søde, bitre hjemland i dag.

hus. For mig betød det, at jeg blev tilbudt at arbejde for fagbladet Sygeplejersken, som deres korrespondent i Centralasien – jeg skrev en række artikler til dem i årene 1998-2001, inden nettet omkring mig blev så stramt, at jeg måtte flygte. At Danmark blev min skæbne, var altså et tilfælde, ligesom Usbekistan blev det for min morfar.

rØST: I 1991 brød dette hjemland, Sovjetunionen, så sammen. Hvordan oplevede du det?

Dina: Multietnisk, gæstfrihed og Silkevejen.

rØST: Hvilke tre ord vil du sætte på Usbekistan dengang under perestrojka?

rØST: Og i dag? Dina: Da Sovjetunionen ophørte med at eksistere, var jeg universitetsstuderende. Da hele den vestlige verden klappede i hænderne over det vældige imperiums endeligt, kunne vi, dets forhenværende borgere, ikke skjule vores tårer. Det var ikke til at tro, at noget så stort kunne bryde sammen. Vi forstod godt, at Sovjetunionen ikke havde været det bedste sted for demokrati, men det der skulle erstatte det, forekom os at være endnu mere afskrækkende. Vi havde stor angst for de nye grænser og frygtede, at det ville blive sværere – måske umuligt – at besøge familie i de andre lande, der blev tilbage efter opløsningen. Vi frygtede også, at det nye land, Usbekistan, skulle være et land kun for usbeker. Det betød, at mange emigrerede. rØST: Du har arbejdet som journalist, siden du 14 år gammel begyndte at skrive artikler til lokalavisen i din hjemby nær Tasjkent. Først i Sovjetunionen, siden i Usbekistan. Ofte kritisk undersøgende journalistik. Du ”kiggede det autoritære uhyre i øjnene”, som du skriver i den selvbiografiske tekst ”En bog skal være en økse til det frosne hav i os” på din hjemmeside. – Og endte med at blive landsforvist i 2001. Dina: Da jeg gjorde mine første skridt inden for journalistikken, var det i den korte, men fantastiske periode i Sovjetunionens historie, hvor jerntæppet rustede igennem og Gorbatjov netop havde igangsat reformprogrammerne glasnost og perestrojka. Det var en unik tid for en begyndende journalist. Man troede naivt, at den totalitære terror for altid var et færdigt kapitel, og at en ny generation af journalister – jeg var en af dem - var parat til at værne om det ovenfra lovede demokrati. Da det uafhængige Usbekistan efter 1991 indførte strammere regler og begyndte at censurere, havde jeg allerede vænnet mig til at kunne arbejde frit. Så det fortsatte jeg med. I 1997 lavede jeg en dokumentarfilm om tobakskontrol. SNB (efterfølgeren til KGB, red.) forbød filmen og satte mig på den sorte liste. Jeg havde åbenbart opbrugt tålmodigheden hos sikkerhedstjenesten. Kunne filmen ikke vises i Usbekistan, så blev den til gengæld vist på en europæisk miljøkonference i År12

Dina: Tortur, diktatur og ingen ytringsfrihed. I dag er det lykkedes Usbekistan at blive en af verdens mest totalitære stater. rØST: Hvorfor nævnte du Silkevejen som et af de tre ord? Dina: Fordi den beviser, at Usbekistan var og stadig er en bro mellem Øst og Vest. rØST: I den tidligere nævnte tekst skriver du, at da du mistede dine rødder, dvs. flygtede fra Usbekistan og kom til Danmark, fandt du tilbage til dig selv. Vil du uddybe? Dina: Det ser ud til, at eksilet har fjernet lænkerne. Det ser ud til, at min tid i Sandholmlejren, som delte mit liv op i et ”før” og et ”efter”, var mit springbræt fra journalistikken ind i litteraturen. Det handler egentlig om et skift i mit temperament som skribent. Jeg skiftede fra mobil, alvidende, men lakonisk journalistik til ensomt, møjsommeligt forfatterarbejde - fra at undersøge sociale problemer til at udforske menneskets univers. Med årene fik jeg forståelse for, at jeg kun skimmede overfladen, og at en persons indre verden er endnu rigere end den ydre verden. Men journalistik eller litterært arbejde – jeg fortsætter egentlig med at gøre, hvad jeg hele tiden har gjort. Jeg prøver at bruge min pen som et instrument til at gøre verden til et lidt bedre sted. rØST: Du mener, at både betegnelsen russer og usbeker er forkert. I stedet betegner du dig som kosmopolit. Alligevel føler du dig kun hjemme i det russiske sprog, som vi taler nu, og du har for eksempel aldrig skrevet noget på dansk. Er det ikke et paradoks? Dina: Jo! Kosmopolit er ikke ensbetydende med polyglot. At være kosmopolit betyder, at man har evnen og lysten til at føle sig hjemme over alt i verden – uafhængigt af religion og kultur. Hvad angår sproget, er det lettere sagt end gjort for en forfatter at skrive på et andet sprog end sit modersmål. Da jeg kom til Danmark som 30-årig, havde jeg nået mit point of no return. Russisk var og er mit sprog. Og på en måde også mit hjemland. Et sted, hvor jeg føler mig tryg.

rØST: Har du været i Usbekistan siden du flygtede fra det i 2001? Dina: Nej. Heller ikke i Rusland. Jeg regner heller ikke med, at det vil ske. Risikoen for at blive arresteret er for stor. Usbekistan er desværre stadig det førende land i Eurasien, hvis man ser på antallet af journalister i fængsel. rØST: Ønsker du dig nogensinde, at Sovjetunionen stadig eksisterede? Dina: Ja, men ikke i form af det totalitære regime, men derimod det multietniske. Der er et russisk ordsprog for tidligere sovjetborgere, som måske beskriver det meget godt: ”Hvis man ikke har nostalgi for Sovjetunionen, så har man intet hjerte, men hvis man ønsker et gensyn, så har man ingen hjerne”. I øvrigt er det tydeligt for enhver, at Vladimir Putin ønsker at genskabe Sovjetunionen. Se bare hvordan russisk fjernsyn viser kulturbegivenheder – for eksempel koncerter – hvor ikke bare russiske, men også ukrainske, baltiske, georgiske, usbekiske og andre bands fra det, der engang var Sovjetunionen deltager. På den måde genskabes det folkelige fællesskab, vi havde engang. Men politisk er det i dag ikke muligt.

rØST: Du har netop færdiggjort en ny bog, ”Kald mig ikke offer!”, som er ved at blive oversat, og som bliver udgivet på Gyldendal til april næste år. Vil du fortælle om den? Dina: Det er en dokumentarisk roman om et menneske med en ufattelig åndskraft, men også om et helvede, der ligeledes blev skabt af mennesker. Det er et menneskeligt drama om overlevelse, og om hvordan man finder viljen til at fortsætte med at leve, når man intet har tilbage, og når sjælen er slavebundet af fortiden. Og sidst, men ikke mindst, er det et eksistentielt drama om den lange vej til retfærdighed, om hvorvidt retfærdighed kan findes ved lovlige midler, og hvad der sker, hvis den ikke kan. Hvis min første bog om Sandholm-lejren var til skam for Danmark, så er denne til hyldest. Bogen er dedikeret til læge Inge Genefke og til de dage, hvor hun begyndte at arbejde med rehabiliteringen af torturofre både i Danmark og internationalt. Bogen fortæller historien om Inge Genefkes første patient – en kvinde fra Indien. Og det er faktisk med hende, med denne lille kvinde fra Calcutta (Kolkata i dag, red.), at en stor verdenshistorie begyndte. rØST: Har du skrevet bogen fordi jeres historier minder om hinanden?

Dina Yafasova. Foto: Dina Sandholdt

Gundars Reders fra Lettisk stats TV. Foto: Jesper Pørksen

Dina: Ja, vi kender begge to til tortur – ikke kun fra bøger, men fra egen krop. rØST: Er det dig, vi ikke skal kalde offer? Dina: Ja, det er også mig. rØST: Men kan man ikke sige, at du er et offer af historien? Var historien gået anderledes kunne du stadig have levet i Sovjetunionen. I stedet måtte du flygte fra et autoritært Usbekistan og søge asyl i Danmark. Dina: Livet er jo ikke nogen dans på roser, men jeg kan simpelthen ikke tillade mig selv og andre at se mig som et offer. Heldigvis havde jeg kræfterne til at finde en udvej, til at overleve. Men det er et interessant spørgsmål, hvorfor de samme omstændigheder gør nogen til ofre, mens andre har kræfterne til at kæmpe og blive stærkere. Og det er dét spørgsmål, som jeg søger et svar på i bogen. Når den dag indtræder, som er sortere end natten, hvor får vi så styrke fra til ikke at bukke under for vores smerte? Hvor får vi styrke fra til at genopstå af asken? Til at leve med det, der er sket? Til at leve videre? Til bare at leve?... rØST: Har du fundet et svar? Dina: Ja, jeg tror, jeg har fundet det. Man kan læse det i bogen. rØST: ”Hvis du virkelig kommer frem til Samarkand” er titlen på en bog, du vil skrive engang. Hvad vil jeg opleve, hvis jeg kommer til Samarkand? Dina: Du vil opleve en meget smuk orientalsk by med mange historiske bygninger fra 1100-1500tallet - en majestætisk by fra Tusind og én Nat, som var hjertet og pulsen i den gamle Silkevej. Du vil også opleve en meget gæstfri befolkning og en regnbue af farver i alt fra mad til tøj, fordi den usbekiske kultur jo er en meget farverig kultur. For turister er Usbekistan i det hele taget meget interessant. Jeg kan kun anbefale det som et turistmål. Kultur og historie er en ting, politik noget andet. rØST: Tak for interviewet.

Biografi: Dina Yafasova (f. 1971) er eksilforfatter og verdensborger. Født og opvokset i Sovjetunionen, Usbekistan og nu bosat i Danmark. Hun skriver på russisk. Dina Yafasova har afsluttet kandidatuddannelse i journalistik fra Tasjkent Statsuniversitet i 1993. Hun blev først kendt for sit tidligere arbejde som centralasiatisk korrespondent for danske og andre internationale medier fra 1998 til 2001. Hendes reportager og undersøgelser giver et billede af hverdagen under post-sovjetisk diktatur. Skriveriet endte med at indbringe Yafasova en slags ”succes” – landsforvisning. Hun blev tvunget til at flygte i 2001 efter at have været udsat for tortur og trusler på livet. I 2001 blev Yafasova udvalgt til at deltage i US State Department's International Visitor Program. Hun modtog samme år et Hellman/Hammet-legat, en prestigefyldt tildeling fra Human Rights Watch til forfattere, der har været udsat for politisk forfølgelse. I 2002 blev hun indstillet til ”Courage in Journalism Award” af den amerikanske Committee to Protect Journalists. Hun valgte dog at undlade at træde offentligt frem for ikke at bringe venner og slægtninge i Usbekistan i fare. I 2006 debuterede Dina Yafasova på Gyldendal med ”Dagbog fra Sandholm”, som er en personlig øjenvidneberetning om, hvad der foregår bag pigtråden i den danske flygtningelejr efter 11. september 2001. Bogen blev straks en af årets meget omtalte. Til foråret udkommer Dina Yafasovas anden roman ”Kald mig ikke offer!” på Gyldendal. Umiddelbart efter dette interview blev Dina Yafasova indstillet til ”Reader's Digest European of the year”. Hun blev indstillet af den danske læge Inge Genefke, som selv modtog prisen i 1999.

Diplomaten der kom i klemme Anmeldelse af Kristoffer Hecquet

Craig Murray var britisk ambassadør i Usbekistan fra 2002, til han fik frataget sit embede i 2004. Usbekistan var på dette tidspunkt en vigtig allieret for Vesten i kampen mod terror og krigen i Afghanistan. At Usbekistan på de indre linjer var et ansvarsløst, korrupt og blodigt diktatur, var underordnet – og dette fik Craig Murray at føle på den hårde måde. Hans beretning kan opleves i bogen Murder in Samarkand. Murder in Samarkand er Craig Murrays egen beskrivelse af, hvad han oplevede i sin tid i Usbekistan. På pædagogisk vis bliver man som læser guidet i igennem den engelske udenrigstjenestes sammensætning. Man oplever det første møde med det mystiske land Usbekistan sammen med en naiv og godtroende nyudnævnt ambassadør, der ikke på nogen måde er blevet forberedt på, hvad det er for et samfund, han skal opholde sig i de næste par år. Undertrykkende diktatur Der går dog ikke lang tid, før Craig Murray får mistanke om, at der er noget galt og herefter vælter skeletter og uhyrligheder ud af skabet i en lind strøm. Her overværer Murray domsafsigelsen over en ung mand, hvis bedstefar forsøger at blive hørt af dommeren:

bekendtskab med forfølgelsen af - og torturen imod - troende muslimer, beskyldt for tilknytning til Hizb ut-Tahrir og terrorceller, men også den omfattende korruption (hvor Usbekistan ifølge Transparency International er i liga med Afghanistan og Irak), narkoruten igennem Samarkand, dræningen af Aralsøen, politiets vilkårlige voldtægter af unge usbekere, stavnsbåndet i bomuldsproduktionen og den generelle undertrykkelse af befolkningen. Derudover afdækker han, hvordan håbløst forældede traditionelle familiære forhold, som for eksempel tvangsægteskaber og patriarkalsk undertrykkelse har overlevet kommunismen. I Samarkand besøger han et behandlingshjem for kvinder, der i afmagt har sat ild til sig selv efter at have overhældt sig med olie (dem der har overlevet, vel at mærke). Dette skulle være en hyppigt anvendt metode for husmødre, til at undslippe deres krævende hverv. På behandlingshjemmene er der selvsagt ingen støtte fra regimet. Dedikeret engagement Craig Murray indser, at han som ambassadør er immun over for regimets terror og beslutter sig for at gøre, hvad han kan for at støtte den vanrøgtede usbekiske befolkning. Dette indledes blandt andet

”Men de torturerede mig!” sagde den gamle mand. ”De torturerede min sønnesøn lige foran mine øjne. De slog hans testikler og placerede elektroder på hans krop. De gav ham en hætte over hovedet, så han ikke kunne trække vejret. De voldtog ham med en flaske. De hentede hans søster og truede med at voldtage hende. Hele tiden sagde de ”Osama bin Laden, Osama bin Laden.” Vi er fattige bønder fra Andijan. Vi er gode muslimer, men hvad ved vi om Osama bin Laden?” (…) Den unge mand blev henrettet kort tid efter” (s. 23). Oplevelser som denne bliver der flere og flere af. Murray stifter ikke alene

Illustrationer af Line Refstrup

med en tale til det usbekiske politiske miljø, den internationale presse, samt de øvrige vestlige ambassadører – blandt andre den amerikanske: ”Usbekistan er ikke et fungerende demokrati og det tyder heller ikke på at det er på vej til at blive det. De store politiske partier er blevet forbudte; parlamentet bliver ikke sammensat ved demokratiske valg; og mulighederne for kontrol af de udøvende myndigheder mangler. Og det bliver værre: Vi forestiller os, at der findes imellem syv og ti tusind mennesker i detention som er politiske og/eller religiøse fanger. (…) Det forfærdelige eksempel med Avazov og Alimov, der tilsyneladende blev tortureret ihjel med kogende vand, har skabt stor international bevågenhed. Men vi ved alle sammen, at dette ikke er et isoleret tilfælde. Brutalitet er en del af et system, hvor domsafsigelser sædvanligvis bygger på signerede tilståelser, frem for retsmedicinske materielle beviser” (s. 108f). Modstand hjemmefra Denne tale skaber storm i det diplomatiske miljø i Usbekistan og kommer til at påvirke Storbritanniens relationer med det usbekiske Karimov-styre. Flere ambassadører er lettede over, at nogle endelig fortæller sandheden – særligt den tyske og den franske ambassadør. Men da krigen i Irak er under opsejling, falder Murrays nye kurs ikke i god jord hos USA og – endnu værre – heller ikke i hans eget udenrigsministerium. Alt imens Craig Murray fortsætter med at kæmpe for menneskerettigheder i Usbekistan, forsøger den britiske udenrigstjeneste at holde ham i kort snor og neddysse hans aktiviteter. Langsomt mister han indflydelse hjemme i England og hans personale bliver udskiftet eller skåret ned. Dette forhindrer ham dog ikke i fortsat at fornedre Blair-administrationen ved at cirkulere kritiske mails om Irak-indsatsen til hele udenrigstjenesten. Til sidst bliver det for meget for ministeriet og Murray mister sit embede på et meget tyndt juridisk grundlag og må rejse tilbage til London, hvor han gør forskellige forsøg på at få genoprejsning.

Læseværdig Hele bogen er gribende på mange niveauer. Craig Murrays meget personlige og ærlige skildring af hans tid i Tasjkent giver et sympatisk indtryk og man har let ved at leve sig ind i hans tankegang og ræsonnement. Han beskriver for eksempel detaljeret, hvordan han bliver forelsket i en mavedanserinde, på trods af at han er gift og har børn, og han forklarer sine kvaler med familien og hvordan det skaber problemer for, hvordan han repræsenterer sig i det diplomatiske miljø. Samtidig drages man af hans detektivarbejde, hvor han lag for lag afdækker Karimovs grusomme autoritet og man får den ene barske historie efter den anden fra alle de mennesker, han møder i sit arbejde. Oven i alt dette præsenteres vi for fejden mellem Murray og hans eget ministerium, men også for en betagelse af et meget særegent land i Centralasien, dets befolkning, natur og historie. Craig Murray skriver på et let forståeligt hverdagsengelsk med en begrænset mængde fremmedord. Tonen er lun og fyldt med humor, til trods for hans had til ministeriet og hans frustration over diktaturet. Litterært er Murder in Samarkand i klasse med politiske selvbiografiske klassikere som Richard Holbrookes To end a War og Markus Wolfs Manden uden ansigt. Derudover er bogen en stor hjælp for den, der ønsker at rejse i Usbekistan og få kendskab til de reelle politiske forhold. Craig Murray: Murder in Samarkand. 400 sider + billedsider. Mainstream Publications 2006.

Hvad skete der i Osj i sommer? Af Mads Østergaard

Antropolog Mads Østergaard befandt sig i Kirgisistan, da optøjerne brød ud nær den usbekiske grænse i juni i 2010. Med baggrund i sine oplevelser i landet og sine studier kommer han her med en analyse af, hvorfor det gik så galt. Ud på aftenen d. 10. juni 2010 udbrød der massive uroligheder mellem kirgisere og usbekere i Osj, en etnisk sammensat by beliggende i det sydlige Kirgisistan få kilometer fra grænsen til Usbekistan. Usbekerne udgør 15 procent af befolkningen i Kirgisistan primært centreret i den sydlige del af landet, hvor de flere steder er en majoritet. Urolighederne tvang i løbet af fire dage op mod 400.000 mennesker på flugt og efterlod 370 dræbte. Uofficielle drabstal vurderes dog fra 900 op til 5.000. Store dele af Osj ligger endnu i ruiner, efter hærgende grupper af kirgisere har brændt og plyndret usbekiske boliger, kvarterer og forretninger. Øjenvidner beretter om koordinerede angreb på usbekiske landsbyer, forretninger og familier. Flere af hinanden uafhængige kilder fortæller, hvordan de appellerede til militæret om at gribe ind uden held. Beretningerne vidner om en uhørt brutalitet i optøjerne, hvor hele familier er blevet dræbt og hele landsbyer brændt ned. Jeg vil i denne artikel kort belyse etniske usbekeres stilling i Kirgisistan og Usbekistans respons på disse uroligheder. Uroligheder der primært gik ud over etniske usbekere. I vestlige medier er urolighederne blevet fremstillet som en etnisk konflikt. En sådan ensidig fokusering på den etniske dimension er dog mangelfuld og fjerner fokus på de sociale faktorer, der gør, at etniciteten aktualiseres. Urolighederne i den sydlige del af Kirgisistan opstod på en baggrund af længere tids usikkerhed i landet efter en folkelig og voldelig overtagelse af magten 7. april. En revolution der betød, at præsidenten, Kurmanbek Bakiev, blev afsat og afløst af en overgangsregering. En regering som endnu kæmper med at opnå kontrol over alle dele af landet. Interne magtkampe har fra starten medvirket til at svække tilliden hos befolkningen. Regeringens svage magt og mangel på kontrol blev udstillet i juni og var

stærkt medvirkende til, at urolighederne eskalerede. Ikke en etnisk konflikt Konflikter mellem de traditionelt fastboende usbekere og de traditionelt nomadiske kirgisere er ikke ukendte i den frugtbare Ferghana dal, som i dag politisk er opdelt mellem Kirgisistan, Usbekistan og Tadsjikistan. Det er dog væsentligt at holde sig for øje, at konflikterne ikke udelukkende har etnisk karakter, men at en lang række sociale, politiske, økonomiske og historiske forhold gør, at etniciteten bliver politiseret og aktualiseret. Sovjetunionen var en union af nationale sovjetrepublikker alle med et fokus på titulærnationen (den mest dominerende etniske gruppe i landet, red.). Formålet var at skabe tilhør til unionen gennem tilhør til nationaliteten. Der var således ikke betydende forskel på ens nationale identitet og ens politiske identitet. Endnu i dag markeres sovjetiske mærkedage i Kirgisistan ved at dyrke de kirgisiske nationale kendetegn. Ved Sovjetunionens sammenbrud, hvor de nye selvstændige stater søgte at opbygge en national identitet, blev titulærnationen endnu mere begunstiget. I etnisk sammensatte områder som Ferghana, hvor titulærnationen ikke var givet, gav dette ikke overraskende problemer. Konkret befandt en række usbekere sig ’fanget’ i Kirgisistan uden særlige rettigheder grundet fokusset på titulærnationen. Siden uafhængigheden i 1991 har det politiske liv i Kirgisistan været helt domineret af etniske kirgisere. Usbekisk er ikke anerkendt som officielt sprog, der er ingen specielle programmer møntet på at give usbekere mulighed for at videreføre usbekisk kultur, tradition eller sprog. Militæret rekrutterer udelukkende kirgisere og rapporter om begivenhederne i Osj i juni påpeger, at militæret i flere tilfælde har fokuseret på at beskytte kirgisere og negligeret beskyttelsen af etniske usbekere og endda i enkelte tilfælde aktivt deltaget i at opspore og uddrive usbekere. Blandt de anholdte efter urolighederne findes desuden en overvægt af usbekere.

Overgangsregeringen forsøgte efter revolutionen i april 2010 at mobilisere den traditionelt apolitiske usbekiske befolkning til at støtte det nye styre, primært som en modvægt mod den udbredte opbakning til den forviste præsident Bakiev i det sydlige Kirgisistan. Kurmanbek Bakiev kom selv til magten ved en revolution i 2005. Han og hans klan er oprindeligt fra Jalalabad i det sydlige Kirgisistan. 2005revolutionen drejede sig primært om en nord/syd konflikt mellem det relativt velhavende og indflydelsesrige nord og det fattige syd. En fortsat opbakning til Bakiev er således ofte, også, et værn imod igen at blive underlagt kontrol fra centralmagten i hovedstaden Bisjkek. Det usbekiske mindretal fulgte støtten til overgangsregeringen op med en række krav om øget indflydelse. Krav som blev afvist af den nu fungerende præsident Rosa Atymbaeva under henvisning til, at det ville destabilisere situationen yderligere. Den nye forfatning, som blev vedtaget ved en folkeafstemning i juni, indeholder ingen hensigter vedrørende det usbekiske mindretal. Forfatningen blev desuden kun udgivet på russisk og kirgisisk. Den private sektor udgøres primært af usbekere, der dominerer handelslivet i byerne i det sydlige Kirgisistan og desuden besidder det meste og bedste jord. Den højere levestandard blandt usbekere har ofte ført til misundelse fra kirgisernes side. Især jordspørgsmålet er en kilde til konflikt, og nutidige og tidligere konflikter er og har ofte drejet sig om brugsret over jorden. En konflikt der er skærpet af et øget befolkningspres og statslige grænser. Efter Sovjetunionens sammenbrud bestod grænserne, men den relativt frie bevægelse over grænserne blev indskrænket. Kompleksiteten i Ferghana Ferghanadalen og det omliggende landskab er præget af en række enklaver, flere kun indeholdende få landsbyer. Som et resultat heraf er en række familier og slægter afskåret fra hyppig kontakt; folk er afskåret fra jord, de har været knyttet til gennem generationer; folk må rejse ad bjergveje i tilfælde, hvor hovedveje gennemskærer nabolandet; handel med varer over grænserne er besværliggjort og kirgisere med deres flokke af får, geder og heste er afskåret fra deres traditionelle græsgange. Lederne i de centralasiatiske lande erkender disse problemer, men har manglet modet til at forsøge at løse problemerne og i stedet søgt at konsolidere deres magt inden for grænserne. Urolighedernes katastrofale omfang blev forstærket af, at der eksisterer en række sideløbende konflikter i landet; konflikt mellem tilhængere af overgangsregeringen og tilhængere af den tidligere præsident;

konflikt mellem den nordlige del af landet og den sydlige del; konflikt mellem forskellige kriminelle grupper, primært orienteret om handel med narkotika fra Afghanistan, som udnytter den svage opretholdelse af lov og orden; samt konflikter om jord, ressourcer og indflydelse. Tilsat en svag stat, som er ude af stand til at beskytte sine borgere samt massiv social nød og uretfærdighed. Alt i alt er der en lang række grupperinger, som har en interesse i yderligere at destabilisere situationen. En fremstilling af begivenhederne i Osj som en etnisk konflikt har den fare at etniske og kulturelle forskelle essentialiseres. Det er ikke etniske skel som sådan, der ligger til grund for konflikterne. Men etniske skel reproduceres i sociale, økonomiske og politiske skel, hvorfor etnicitet er det begreb, man tyer til, når disse skel skal gøres meningsfulde. Der er sociale og strukturelle grunde til, at den politiske elite udgøres af kirgisere og den økonomiske af usbekere. Ligesom det ikke er etnicitet, der skaber konflikt mellem en primært usbekisk bybefolkning og primært kirgisisk landbefolkning, mellem en politisk elite og befolkningen; eller etnicitet der gør, at militæret udelukkende hjalp kirgisere. Valgkampen op til parlamentsvalget i Kirgisistan d. 10. oktober viste, at mange partier brugte ’nationalitetsspørgsmålet’ i valgkampen og dermed spillede på befolkningens utryghed over for usbekere. Jo mere og jo flere gange etniciteten således bliver politiseret og essentialiseret og forskellene mellem ’dem’ og ’os’ skærpes, des sværere bliver en fremtidig sameksistens. Det er netop sådanne forenklinger, vi som udefrakommende må søge at undgå. At forklare og analysere denne komplekse gruppering af konflikter ud fra etnicitet er både meningsløs og forfejlet. I stedet må vi fokusere på, hvorledes etnicitet reproduceres og politiseres, og undersøge de bevæggrunde, der får folk til at skabe uoverstigelige forskelle mellem etniske grupper. Tavshed i Usbekistan Usbekistans umiddelbare respons på urolighederne i Osj bar præg af frygten for, at urolighederne ville sprede sig ind over grænsen. Officielle udmeldelser fra Tasjkent har været få og vage med opfordringer om, at usbekere og kirgisere skulle leve fredeligt sammen, og de har i kor med overgangsregeringen i Bisjkek fremhævet at konflikten skyldtes ’ydre omstændigheder’. ’Ydre omstændigheder’ dækker over, at tidligere præsident Bakiev og hans familie skulle have spillet en aktiv rolle i organiseringen af urolighederne i et forsøg på at sabotere folkeafstemningen d. 27. juni. Der findes afskrifter af aflyttede telefonsamtaler, som indikerer, at Bakiev og familie betalte kriminelle grupperinger for at skabe uro. Det er en ud-

lægning, der fremhæves af både regering og befolkning i Kirgisistan, idet den fritager begge fra et ansvar i urolighederne. Usbekiske medier, som er helt kontrolleret af Karimov-regimet, har ikke berettet om hændelserne i nabolandet, men fokuseret på behandlingen af de mange flygtninge, som krydsede grænsen til Usbekistan. Baggrunden var dels en frygt for, at protester over sociale forhold skulle sprede sig over grænsen, dels en frygt for, at menige usbekere skulle hævne sig på kirgisere bosiddende i Usbekistan, hvilket kunne udvikle sig til en åben konflikt mellem de to nabolande. Rygter i Bisjkek om militær indgriben fra usbekisk side blev officielt afvist d. 15. juni. En militær intervention fra usbekisk side ville være højst usandsynlig. Islam Karimov har aldrig tidligere vist særlig sympati for usbekere i nabolandet, som for fleres vedkommende er flygtninge fra det usbekiske regime. En militær indgriben ville kunne destabilisere hele regionen og indebære en trussel mod Karimovs autoritet. Som tidligere antydet er lederne i de centralasiatiske lande forsigtige med at blande sig i nabolandenes interne affærer. Responsen over for de mange, primært usbekiske, flygtninge har fra usbekisk side været tilbageholdende. Kun nødtvunget åbnede Usbekistan sine grænser d. 12. juni for kvinder og børn. To dage senere blev grænserne lukket igen med henvisning til, at Usbekistan ikke kunne huse flere flygtninge. På det tidspunkt menes omkring 75-80.000 at have krydset grænsen. Mange fordrevne blev fanget i ingenmandsland ved grænsen uden mulighed for at vende tilbage og uden mulighed for at komme i sikkerhed i Usbekistan. Usbekistan tillod UNHCR at hjælpe med organisationen af flygtningehjælp, opsætning af lejre og midlertidigt ophold for de mange flygtninge. Organisationen har ellers været forment adgang til Ferghana siden massakren i Andjijan i 2005, hvor usbekiske sikkerhedsstyrker brutalt slog en demonstration ned. Et sikkert drabstal kendes ikke, men uofficielle kilder mener cirka 1.500 i Andjijan. Trussel for Karimov Den usbekiske tilbageholdenhed med at tillade de mange flygtninge adgang over grænsen hænger sammen med Karimovs frygt for at miste sin autoritet. Kirgisistan er – efter centralasiatiske standarder - forholdsvis liberal med frie medier og en fri offentlig debat samt præmisser for, at en sådan kan udvikle sig. Der eksisterer et gryende civilsamfund, som dog primært arbejder uden for en eksplicit politisk sfære. En import af flere hundrede tusinde flygtninge, som

er vante med nogenlunde frihed, ville indeholde en markant trussel mod Karimovs autoritære styre. Allerede ti dage efter urolighederne brød ud, var alle flygtninge sendt tilbage til Kirgisistan under henvisning til, at overgangsregeringen i Bisjkek ønskede alle at deltage i folkeafstemningen d. 27. juni om den nye forfatning, samt at deltage i opbygningen af det nye parlamentariske demokrati, som, i retorikken i det mindste, er målet for det nye styre. Desuden blev udmeldinger fra Bisjkek om, at regeringen kontrollerede alle berørte områder, brugt som påskud til at sende flygtninge tilbage. Flygtninge fortæller, hvordan de er blevet presset til at forlade Usbekistan. Andre er frivilligt vendt tilbage i et forsøg på at redde de ejendele, som plyndrende og hærgende kirgisere måtte have efterladt og med et håb om at reetablere en tilværelse i Kirgisistan. Men alle vender de hjem til en usikker fremtid. Mange har mistet hus, ejendele og familiemedlemmer. Hovedparten bor nu i teltlejre og er helt afhængige af nødhjælp fra det internationale samfund. Alene i Osj by er flere tusinde huse brændt ned og 2/3 af centrum er helt eller delvis ødelagt. Regeringen har nedsat en kommission til udbedring af skader, udbetaling af erstatning til ofrene og opbygning af nye boliger. Osj’ borgmester Melis Myrzakmatov, som i forvejen er upopulær hos usbekere, fordi han beskyldes for ikke i tilstrækkelig grad at have beskyttet den usbekiske befolkning under urolighederne, har bebudet, at pengene skal gå til opbygning af store boligkomplekser, der skal huse både kirgisere og usbekere. Boliger, der alle skal bygges i de tidligere usbekiske kvarterer, og som dermed som konsekvens forhindrer tilbagevendte flygtninge i at genopbygge en tilværelse på den jord og i det hus, der i generationer har været deres hjem. Et hjem der nok til tider er præget af besværlige naboskaber men dog et hjem. For alle involverede parter ligger der et stort arbejde foran med, på kort sigt, at skabe sikkerhed og stabilitet og på længere sigt genskabe tilliden mellem etniske, regionale og sociale grupperinger. Mads Østergaard er Ph.d.-studerende ved Afdeling for Antropologi på Aarhus Universitet. Han boede i Bisjkek, hovedstaden i Kirgisistan, i perioden september 2009 – juli 2010 og fulgte begivenhederne på tæt hold.

Mir-i-Arab medresen set fra Kalon moskeens port. Foto: Mogens Friis

Ørkenens perle Rejsebeskrivelse II af Kristoffer Hecquet

Bukhara har noget fængende. Noget som ingen anden by i Usbekistan har. En levende urgammel bykerne, arkitektur fra alle tider og verdenshjørner samt oasestemning gør byen et stop værd på en rejse gennem den røde ørken. En flyvetur med usbekisk indenrigsfly er noget mindre foruroligende, end hvad man kunne forvente af et af verdens mest korrupte lande. Infrastrukturen fungerer trods alt nogenlunde, hvis man altså har penge. Selvom det tager omtrent en time at flyve fra Tasjkent til Bukhara, har man blot krydset en tredjedel af landet, men man kan tydeligt mærke forskellen fra det grønne frodige Tasjkent til oasen i det tørre sydlige Usbekistan. Selve byen er ligeledes en modsætning til Tasjkent og rager sjældent mere end to etager over jorden som kontrast til hovedstadens høje uendelige sovjetiske boligblokke. Det er svært at forestille sig, at man befinder sig i en by på størrelse med Aarhus. I modsætning til Tasjkent er byen sluppet for jordskælv og har bevaret en charmerende historisk orientalsk atmosfære. Imellem simple sten- og lerhuse, som minder 20

om en mellemting imellem landsbyer Mellemøsten og Ukraine eller Polen, findes monumentale, men arkitektonisk smukke medreser (muslimske skoler) og moskeer beklædt med blå mosaik. Disse to typer bygninger findes næsten altid i par, placeret overfor hinanden. Man siger, at der i Bukhara oprindeligt fandtes en moske per dag i året – og man må sige, at ganske mange står tilbage til trods for tidens tand. Arkitektonisk er byen unik, da de religiøse monumenter tilbyder stilarter fra store dele af kontinentet, for eksempel fra Rusland, Indien, Mellemøsten og gamle glemte centralasiatiske imperier. Gaderne kan forekomme fattige og triste med lerklinede eller nøgne murstensbeklædte vægge uden vinduer, men hvis man får chancen, bør man ikke sige nej til et kig inden for murene. På en anden side af væggen kan man nemlig opleve den verdslige, private arkitektur i smukke gårdrum med søjlegange og smukke træudskæringer. Vedligeholdelse har dog ikke været en af prioriteterne under Sovjetunionen og det har sat tydelige spor.

Den gamle bydel har fået lov til at forfalde, mens nye bydele i beton omkring centrum blev den moderne og levende by. Restaureringen af mange gamle monumenter har desuden været voldsom, og mange af de moskeer som ser ægte og oprindelige ud i deres patina, er i virkeligheden resultatet af ringe sovjetiske renoveringsevner. Efter Usbekistans selvstændighed er de historiske monumenter blevet prioriteret højere, og det er tydeligt, at der er brugt mange penge på at sætte mange af dem i stand for at få dem til at udstråle fortidens storhed. Men trods de gode intentioner føles det ind imellem meget kunstigt, da man ikke kan se i hvilket omfang, bygningerne faktisk er oprindelige. Resterne af et muslimsk kulturcentrum Den mest slående følelse man får, når man går på opdagelse i byens mange smukke gamle arkitekturperler, er tomheden. De eneste mennesker, der opholder sig i disse prægtige religiøse templer, er os selv, turisterne. Alle de ressourcer, der er blevet brugt på materialer og håndværk til istandsættelsen af moskeer, mausoleer og medreser er brugt til gavn for turister. De lokale troende får ikke lov at benytte disse prægtige bygninger. Den hårde kurs fra staten imod praktisering af religion, kan meget tydeligt mærkes her i Bukhara. Her i centrum er der tomt. Der findes dog to vigtige undtagelser. Mir-i-Arab medresen ligger på den vigtigste plads i byen placeret imponerende overfor den mægtige Kalon moske og den 48 meter høje Kalon minaret, der i folkemunde kaldes ’dødens tårn’, efter at have været benyttet til adskillige henrettelser igennem tiden (ofret kastes ud fra toppen). Mir-i-Arab medresen var den eneste fungerende muslimske skole under sovjetstyret og huser fortsat uddannelser inden for islam. Den anden undtagelse er den karakteristiske Bolo Hauz moske, der i udkanten af den gamle bydel ligger charmerende i en park over for byens slot ’Arken’. Bolo Hauz har bevaret sine originale træsøjler, som pryder den enorme facade og terrasse, flere af dem skæve og buede efter klimaets påvirkning. Selve moskeen er meget mindre (cirka en tredjedel af facadens bredde), men terrassen fungerer lige så fint som bedested, som bygningens indre. Herude er der blot meget mere svalende i den tunge centralasiatiske sommervarme. Bolo Hauz er den eneste større moske som er i brug i dag i Bukhara. Historisk sus Byen har været del af skiftende imperier igennem historien, men har altid haft et stærkt lokalt styre og har nydt stor frihed som autonom bystat i ørkenen. Som naturligt hvilested på Silkevejen har Bukhara tjent stort på handel og voksede under middelalderen til storby

og videnskabeligt centrum. Til trods for den nye sovjetiske bydel uden for centrum var Bukhara større i middelalderen. Men byens historie har været blodig – helt indtil den røde hær under general Frunse sendte et tæppe af granater ind over byen i 1920. Byen er gennem tiderne blevet påvirket af kulturer fra nær og fjern. Både ved Bolo Hauz og det populære centrale mødested Lyab-i-Hauz er moskeerne suppleret af en stor rektangulær dam. Dammen er efter sigende et levn fra den zarathustriske periode, hvor man dyrkede elementerne, blandt andet vand, og er siden blevet en sædvanlig del af et moskekompleks. Andre steder er moskeerne inspireret af indisk arkitektur. Således har religion ofte fået sit eget særegne twist i Usbekistan, og selv i dag findes der et væld af fortolkninger af islam igennem forskellige sufistiske retninger (læs mere side 9). Lyab-i-Hauz er klart det mest oplagte sted at tilbringe de lune forårsaftener i Bukhara. Rundt om dammen ligger cafeer og restauranter, hvor du kan spage på den lokale øl g vin og fortære et godt måltid håndlavet pasta eller marineret okse- eller lammekød på spyd. Det usbekiske køkken minder lidt om det tyrkiske – komplimenteret, på klassisk russisk vis, med vodka og kål. Desuden bør du ikke gå glip af forestillingerne i Lyab-i-Hauz-medresens smukke gårdhave med usbekisk klassisk musik og dans. For arkitektur- og historienørder er den største attraktion i Bukhara – og måske i hele landet – Ismail Samanis mausoleum. Midt i en grøn park med forlystelser og turistboder uden for bykernen står et af de ældste muslimske monumenter i Centralasien. Det specielle ved bygningen, der dateres til 900-tallet, er at dens stil stammer fra oldgamle traditioner fra de persiske riger, der fandtes længe før, tyrkere og mongoler brændte Centralasien ned til grunden og genopførte deres byer i nyere stil. Mausoleet er et smukt og velbevaret eksempel på, hvordan riget Sogdiana med hjerte i Samarkand (se side 29) har set ud. Bukhara er en god by at være turist i. Størrelsen er overskuelig nok til, at man ikke farer vild, centrum er ryddet for unødig trafik, og der findes mange smukke og spændende udflugter fra byen. Det er klart turismen, som er den største indtægtskilde i midtbyen, men sælgerne på gaden er ikke anmassende, som man kan opleve i f.eks. Marokko eller Tyrkiet. Man bliver til gengæld mødt med gæstfrihed, imødekommenhed og oprigtig nysgerrighed. I Usbekistan oplever man ofte at blive inviteret med på gruppefotografier. Ikke med dit, men med deres kamera.

To unge mennesker i Usbekistan Reportage fra Bukhara af Kristoffer Hecquet Det er bestemt ikke et entydigt billede man får af Usbekistan, når man taler med unge i landet. Til gengæld er det ikke ligegyldighed, man konfronteres med. Det er klare subjektive holdninger. Kristoffer Hecquet rapporterer fra Bukhara.

Rusland og USA anslår, at over to millioner usbekere arbejder i Rusland som gæstearbejdere, og at ca. en fjerdedel af landets arbejdsstyrke arbejder i udlandet. Men dette er langt fra den eneste bekymring, han har i forhold til landets økonomiske politik.

Jeg sætter mig på en bænk i Bukhara for at hvile benene og danne mig et overblik over virvaret af byens gader ved at bladre i min guidebog. En lille dreng kommer hen til mig med en kuglepen, og jeg vifter ham væk, da jeg ikke er interesseret i at købe hans kuglepen. Han er imidlertid stædig og insisterer på, at jeg tager den, og jeg overgiver mig til sidst. Derefter smiler han og går sin vej uden at forlange noget som helst, og jeg sidder lidt forbløffet tilbage og skammer mig over fejlbedømningen af hans intentioner.

Bilisme og bomuld

Kort tid efter sætter en ny knægt sig ved siden af mig. Han fortæller, at han er 16 år og læser på en særlig skole, hvor han lærer engelsk. Derfor går han rundt i Bukharas gamle bydel for at træne sine sprogkundskaber på turisterne. ”Jeg vil gerne til England engang, men kun for en periode – jeg vil tilbage til Usbekistan for at hjælpe med at opbygge landet,” forklarer han. Jeg spørger ham om, hvad han vil lave, når han bliver voksen. ”Måske kan jeg blive tolk for præsidenten,” griner han og fortæller, at han gerne vil på en særlig diplomatskole i Tasjkent, men her er det nødvendigt at have familie eller rigtig gode kontakter, som er rige mennesker - han refererede konstant til magteliten som ’de rige’ - ellers er det umuligt at komme ind.

Jo, det havde jeg godt lagt mærke til. Det ser besynderligt ud, at hele bilparken er ens, og giver klare associationer til kommunistisk planøkonomi. Jeg prøver dog at spore mig ind på, om det virkelig er så galt med økonomien og spørger ham om Usbekistans vigtigste eksportvarer. Hvad med bomulden, det hvide guld?

Han har selv kun været i udlandet to gange, og begge gange var han i Rusland. Da jeg spørger ham, om det var ferie, svarer han, ”ja, for mig var det ferie, men ikke for mine forældre. De var på arbejde.” Jeg undrer mig over, om det var nemmere at få arbejde i Rusland end i Usbekistan, og han forklarer, ”der er flere millioner usbekere, der tager til Rusland og Kasakhstan for at arbejde i markerne og som bygningsarbejdere – ikke kun fra Usbekistan, men også fra resten af Centralasien. Vidste du ikke det? Det er ikke godt for vores økonomi. Mens vi bygger Rusland stort og smukt, forfalder Usbekistan og bliver mere og mere fattigt.” Denne udtalelse har jeg studset noget over, men den unge mands frygt er ikke ubegrundet. Kilder i både 22

”Hvis du kigger på gaden er alle bilerne af samme mærke. Koreanske Daewoo har en fabrik i Usbekistan som den eneste bilproducent, men alle de gode modeller sendes til Korea, og vi har alle de dårlige. Vil man importere alle andre typer af biler, skal man betale så meget i told, at det ikke kan lade sig gøre. Præsidenten har lukket grænserne for handel. Det rammer desuden en masse andre sektorer,” forklarer han, som tilsyneladende har sat sig godt ind i politik. ”Det ser ikke godt ud.”

Han smiler og ryster på hovedet. ”Jo, bomuld er meget vigtig for landets økonomi, men præsidenten tager alle pengene, og bønderne er meget fattige. Vi mangler også maskiner, så alle unge skal hjælpe til i marken. Vi plukker bomuld en hel måned om året i stedet for at gå i skole det er helt åndssvagt,” griner han. Jeg er generelt overrasket over hans åbne kritik af systemet i landet, men han fortæller, at det er helt normalt blandt unge i landet. Efter hans vurdering tager næsten alle unge usbekere personlig afstand fra regimet. Grunden til at ingen manifesterer deres utilfredshed mere højlydt, er, at alle er bange for politiet. Det er ikke som i Kirgisistan, hvor man strejker og demonstrerer – det er der ingen, der tør her. Til slut spørger jeg den ærlige unge usbeker, om der ikke findes et håb i nær fremtid, når Islom Karimov bliver for gammel til at regere. Han kommer med et meget entydigt svar: ”Prøv at kigge lige frem. Der ser du et stort nyt firestjernet hotel. Det er Isloms datter Gulnara Karimova, der ejer det og masser af flere hoteller i resten af landet. Hun er et af de rigeste mennesker i Usbekistan, og jeg tror, at

Ung dreng i bomuldsmarken Foto: Kristoffer Hecquet

hun kommer til at overtage efter sin far. Om det bliver bedre, det ved jeg ikke”. Vi tager høflig afsked efter at have udvekslet e-mailadresser – takket være min nyerhvervede kuglepen – og jeg går tilbage til hotellet meget overrasket over, hvad jeg har hørt. Alt hvad han fortæller, bekræfter Craig Murrays beretninger tilbage fra 2004 (se side 15). Men tilbage på hotellet møder jeg en modsat udlægning. Præsidenten giver mig muligheder Ved frokosten i hotellets restaurant kommer jeg i snak med en ung usbekisk guide. Hun er midt i 20’erne, køn med karakteristiske tadsjikiske ansigtstræk og har en charmerende udadvendt udstråling. Vi kommer til at tale om hendes job, mens vi spiser færdigt. ”Jo, jeg har alle typer turister: russere, tyskere, briter og næste gang kommer en gruppe svenskere. Jeg er også ved at lære hebraisk, for bedre at kunne guide israelere, og der kommer også en del franskmænd,” siger hun og fortæller, hvor vigtigt det er at kunne mange sprog, hvis man skal kunne leve som guide i Usbekistan. ”Jeg har haft grupper i alle størrelser fra to til 35 personer. Men det er næsten de mindste grupper, det er hårdest at arbejde med. Særligt amerikanere kan jeg ikke holde ud. De vil altid tale om politik. Det er ikke mit job, det må de altså gøre med politikere – jeg er her jo kun for at vise dem, hvad der er smukt at se.” Hun fortæller, at hun ofte bliver spurgt om præsidenten og om, hvorfor landet er så fattigt. Dette fornærmer hende betragteligt, og hun kan ikke holde sin vrede tilbage og går ind i diskussionen alligevel.

”Så fattigt er Usbekistan ikke – har du måske set børn, der ligger og dør i gaden, som man kan se i Indien og andre lande? I Amerika er de også fattige – der er der mange, der ikke engang har råd til deres eget hus og må forgælde sig til op over begge ører.” Det er lige før, jeg bliver i tvivl, om jeg selv har fornærmet hende, selvom jeg gør mit bedste for at fremstå diplomatisk og interesseret. Hun forsætter sin argumentation: ”Usbekistan er stadig et ungt land og befinder sig stadig i en udviklingsproces, så selvfølgelig er det ikke alt, der er perfekt. Præsidenten har givet mig muligheder. Det er hans skyld, at jeg har et job og mulighed for en fremtid. Jeg synes det er ærgerligt, når folk kommer udefra og fordømmer os for alt det, vi ikke har, eller det, vi gør forkert. Vi har jo også mange fine ting her i landet – det har du vel set med dine egne øjne. Som turist må man godt huske, at man er gæst – de amerikanere tror nogle gange, at de ejer hele verden.” Jeg nigger tavst. Selvom jeg har mange kritiske spørgsmål til, hvor god Karimov nu er for Usbekistan, kan jeg godt forstå hendes bitterhed. Hun viser mig senere sit baggrundsbillede på sin nye telefon. Det er Karimov, der smiler kejtet på billedet. Efter frokosten går jeg tilbage på mit hotelværelse og sætter mig på altanen og skynder mig at nedfælde alt, jeg har hørt, alt imens jeg nyder udsigten over Bukharas smukke kupler. Disse to samtaler har forvirret mig, da de har givet to svært forenelige billeder af det samme land. Men det er på en eller anden måde karakteristisk for Usbekistan. 23

Gulnara Karimova ved Cannes Filmfestival. Foto: Ria

Verdens værste datter Af Michael B. Lauritsen

Usbekistans præsidentdatter, Gulnara Karimova, er ikke nem at få hold på. Hendes mange roller, titler og funktioner forefindes i et antal og en variation, som man kun ser det i eliter i de dele af verden, hvor journalister ikke stiller for mange spørgsmål. I det følgende vil du som læser ikke blive konfronteret med et komplet portræt af fænomenet Gulnara. Et sådant vil have krævet assistance fra et par af verdens større efterretningstjenester. Artiklen vil dog kradse dybere end Wikipedia, der introducerer Gulnara som "social aktivist, forretningskvinde, modedesigner, sanger og diplomat". Usbekistans næste diktator Gulnara Islomovna Karimova blev født den 8. juli 1972 i Usbekistan. Foruden at være særdeles smuk og stenrig, kan hun smykke sig med titlerne modedesigner, sangerinde, velgørenhedskvinde, professor, forretningskvinde og diplomat. Og så er hun ældste 24

datter af Usbekistans præsident og diktator, Islam Karimov, i hvad der ifølge International Crisis Group er et af verdens mest brutale regimer. Hun spås af alle til at overtage faderens plads, når den tid kommer. Gulnara betragtes som godt selskab blandt kulturelle og politiske eliter rundt omkring i verden, selvom hun i følge USA’s lækkede ambassadeindberetninger anses som 'den mest hadede person i Usbekistan': en brutal forretningskvinde, som ikke er bange for at betjene sig af faderens magtmidler, når konkurrenter skal overtales, overtages, undertvinges eller underhales og en skruppelløs 'røverbaronesse', hvis glamourøse liv er en direkte konsekvens af faderens brutale jerngreb om folket. Selvom hendes eksistens ikke kan forstås uden at bruge ordet nepotisme, og selvom hun er blevet udnævnt som 'Verdens værste datter' i Foreign Policy Magazine, så modtager hun stadig rigeligt med invitationer til steder med bonede gulve, ligesom berømtheder gerne stiller op

ved hendes side til en fotosession. Hun fik således i september i år lejlighed til at præsentere en kollektion på en af verdens vigtigste modeplatforme, Mercedes-Benz Fashion Week i New York. Hun er æresmedlem af en schweizisk kreds af politikere, økonomer og kulturpersonligheder. Og en simpel billedsøgning på internettet vil vise Gulnara posere sammen med Sharon Stone, Elton John, Rod Steward, Sting, Jose Carreras, Bill Clinton, Dmitrij Medvedev, Vladimir Putin, Cristiano Ronaldo, Paolo Maldini, Samuel Eto'o, Steven Seagal og mange flere til. Velgørenhed og mode Om det var i hendes tanker, da hun i 1992 tog et kursus i smykkedesign på modeinstituttet ved New York University, er ikke til at sige, men Gulnara Karimovas hidtidige højdepunkt som designer af smukke og flotte ting var utvivlsomt septembers optræden på Mercedes-Benz Fashion Week. Det hippie- og 1960’er-inspirerede mærke 'Guli' er lavet af lokalt producerede tekstiler og er angiveligt også inspireret af traditionelle centralasiatiske klædedragter. Og tøjmærket har allerede fået godt fat i et eksklusivt europæisk publikum, der enten ikke ved nok, eller er ligeglade nok til at gå i det. Gulnara Karimova har også selv været værtinde for adskillige velgørenhedsballer og koncerter; blandt andet ét, hvor selveste prinsen af velgørenhed, Sting, spillede og sang. Sting blev lokket til Art Week Style.Uz 2009 med en stor pose penge og med udsigterne til at bidrage til velgørenhed. Andre er også blevet lokket til, blandt andet store modehuse som Valentino, Sonia Rykiel og Kenzo i 2009, og Hugo Boss, Max Mara og Prada i 2010. I 2010 stod Jose Carreras for at massere publikums forkælede øregange og han må have været forberedt på, at hans tilstedeværelse var kontroversiel, for Sting blev kaldt mange grimme ting i den britiske presse i tiden efter hans optræden. Efter at være blevet gjort opmærksom på, hvem han havde optrådt for og dermed sanktioneret, tog han offentligt afstand fra regimet i Usbekistan. Siden da har Sting været persona non grata i landet, hans navn er blevet forbudt i usbekisk presse og hans musik forbudt at spille i radio og tv.

støtter talentkonkurrencer, festivaler og projekter, der alle på forskellige måder involverer børn. Hun har også startet Fund Forum, en kultur- og kunstfond, som førnævnte britiske ambassadør i øvrigt er formand for. Derudover står hun bag adskillige andre velgørenhedsinitiativer. Velgørenhed giver altså bare god PR, og det er da også i forbindelse med disse ovenstående organisationer, at hun er blevet fotograferet med en stor del af de mennesker, der blev opremset i starten af artiklen. Og det er i denne sammenhæng ikke uvæsentligt, at Gulnara har en sund kapitalopbakning til sine velgørenhedsoperationer. Men før vi kigger nærmere på kapitalen, så skal vi lige omkring et par andre punkter i Gulnaras karriere. Doktor professor Googoosha Foruden det tidligere nævnte kursus fra New York i smykkedesign omfatter Gulnara Karimovas uddannelser nemlig også en BA i international økonomi fra Tashkent State University i Usbekistan, en MA i økonomi fra Academy of Science i Usbekistan, en PhD fra University of World Economy and Diplomacy i Usbekistan, en MA i regionale studier fra Harvard i USA, et doktorat i politologi fra University of World Economy and Diplomacy i Usbekistan, en BA i telekommunikation fra Tashkent University of Informational Technologies i Usbekistan og et professorat på University of World Economy and Diplomacy i Usbekistan. Professor Karimova stablede på et tidspunkt i dette forløb også tænketanken Center for Political Studies på benene, der blandt andet arrangerer møder og seminarer i Usbekistan i fællesskab med den konservative tyske Konrad Adenauer Stiftung, hvis budget hovedsagligt stammer fra den tyske regering. En sangkarriere, kunne man så spørge, har hun dog ikke en karriere som sanger? Jo, ville svaret være, Gulnara Karimova har en karriere som sanger og har blandt andet sunget sammen med selveste Julio Iglesias. Én sang nåede for alvor ud til folket og deres hjerter i Usbekistan, nemlig hittet Googoosha, der gik i heftig rotation på usbekisk MTV - og som efter sigende også skulle være faderens kælenavn til Gulnara som lille.

Men Gulnara må være god til at lokke, for hun formår fortsat at stampe betydningsfulde mennesker op af jorden. Således var også den britiske ambassadør Rupert Joy i år forbi Art Week Style.Uz 2010 som repræsentant for den britiske regering.

Islam diktator far Og for nu at dvæle lidt ved ham, Islam Karimov, præsident og patriark i Usbekistan. Diktator, torturbøddel og henretter af folk. Ham, der fordeler tv-tid, ham, der fordeler rettigheder til olie og gas. Og ham, der fordeler liv og død.

Én af de ting, som Gulnara Karimova måske har at lokke med, er velgørenhedsinitiativerne Yangi Avlod (den nye generation), Mehr Nuri (bamhjertighedens lys) og Kelajak Ovozi (fremtidens stemmer), der

Islam Karimov beordrede i maj 2005 nedskydningen af en fredelig demonstration, hvilket kostede op mod 1.000 demonstranter livet og indbragte ham tilnavnet slagteren fra Andijan. 25

Tre år senere, i september 2008, fik Gulnara diplomatstatus med udnævnelsen som FN-ambassadør for Usbekistan i Geneve, hvor hun derfor bor det meste af sin tid i dag. I januar 2010 udnævntes hun tillige til usbekisk ambassadør i Spanien. Hendes lillesøster har i øvrigt også en diplomatisk karriere som permanent usbekisk UNESCO-repræsentant i Paris.

dyrker bank- og investeringsvirksomhed i Dubai og Geneve. Og hun står i spidsen for Zeromax Group, der anslås en omsætning på omkring en mia. dollars fra gas, olie og guldminevirksomhed, gas og olie og fra FMN Logistics, der hører under Zeromax. Magasinet Foreign Policy citerede i 2009 en asienekspert for følgende analyse af Zeromax:

Islam Karimovs regime anslås at have op mod 10.000 politiske fanger. International Crisis Group kalder Usbekistan for et af verdens mest brutale regimer på linje med Burma og Nordkorea.

"Zeromax er grundlæggende blot en facade, bag hvilken Gulnara Karimova fortsætter med at stramme sit greb om samtlige til rådighed stående indkomstressourcer i landet med de midler, som hun finder nødvendige og uden nogen skelen til juridiske spidsfindigheder."

Jet set diplomatique Gulnara Karimova kan i øvrigt varme sig ved netop at være blevet udnævnt som æresmedlem i Cercle Diplomatique de Geneve, en kreds af diplomater i Schweiz, der inkluderer politikere, økonomer og kulturpersonligheder. Hendes udnævnelse blev begrundet af Robert Blum, organisationens præsident:

Men alt dette placerer hende som nævnt ikke definitivt i det dårlige selskab. I marts 2009 lancerede den schweiziske urproducent Chopard linjen 'Guli for Chopard', designet af Gulnara. Overskuddet fra linjen gik til velgørenhed. Velgørenhed!

"Frøken Gulnora Karimova nyder stor popularitet ikke blot i sit hjemland, men også langt udover dets grænser. Hun er blevet udnævnt som æresmedlem for hendes mangesidede aktiviteter i politiske, sociale og kulturelle aktiviteter." Den seneste rapport fra FN’s menneskerettighedskomité om Usbekistan opremser blandt 25 punkter retssystemets manglende uafhængighed, udbredt brug af tortur, kvindernes position i samfundet, manglende begravelse af samfundets henrettede borgere, mangel på ytringsfrihed, mangel på bevægelsesfrihed og brug af tvungen arbejdskraft, som væsentlige bekymringer. Alligevel samarbejder både EU, FN, NATO og USA tæt med Usbekistan, der er en vigtig forsyningsbro til nabolandet Afghanistan. Og et af Gulnara Karimovas firmaer FMN Logistics har netop fået en kontrakt på at stå for alle amerikanske troppeforsyninger til Afghanistan, der bevæger sig gennem Centralasien. FMN Logistics er også involveret i byggeriet af flere amerikanske flybaser i Afghanistan og i udbygningen af et Guantanamo-lignende fængsel på Baghram flybasen. Pentagon-kontrakterne anslås at have en værdi på cirka 850 mio. dollars årligt for Karimova. Zeromax milliard dollars Gulnara Karimova er milliardær. Hun ejer et mobiltelefonselskab, indkøbscentre, natklubber, feriecentre og 26

Verdens værste datter August samme år udnævntes hun af Foreign Policy til 'Verdens værste datter' med motivationen: "Konsekvenserne ved at komme på tværs af Karimova blev klare i 2001, da hun lod sig skille fra en afghansk-amerikansk forretningsmand med store besiddelser i Usbekistan, og ulovligt udførte deres børn fra USA imod en retskendelse. Den uheldige eksmands Coca-Cola tapperi i Usbekistan blev øjeblikkeligt lukket ned, tre af hans slægtninge i landet blev fængslet og 24 andre blev udvist til Afghanistan under trusler. I 2006 beordrede Karimova, der har interesser i Usbekistans tehandel, angiveligt maskerede mænd bevæbnet med maskingeværer til at lukke et rivaliserende firma og realisere dets besiddelser." Den tidligere britiske ambassadør i Usbekistan, Craig Murray (se side 15), har følgende karakteristik af Gulmara: "Denne kvinde er ikke bare datter af én af de mest voldelige tyranner i Verden, hun er også direkte involveret i grusomheder og er den største begunstigede af rovet fra udplyndringen af den usbekiske stat." Professor Gulnara Karimova er som alle tiders onde James Bond-kvinde. Bare smukkere og rigere og klogere. Og så er hun virkelig og står til at blive Usbekistans næste diktator.

Timur Lenk - et portræt af en nationalhelt Af Anders Holst Bundgaard

På den centrale plads i Usbekistans hovedstad Tasjkent, hvor en statue af Karl Marx stod indtil for få år siden, kan man nu se statuen af Timur Lenk, en af historiens mægtigste og mest blodtørstige krigsherrer, der ved sin død i 1405 var hersker over et af de største riger, verden endnu har set. Timurs militærstrategiske evner er aldrig blevet betvivlet, men hans plads i historien – og hans udnævnelse til ny nationalhelt i Usbekistan efter landets uafhængighed i 1991 – har været genstand for kontrovers på grund af hans brutalitet mod sine fjender.

hvis de da ikke, som det ofte skete, blev henrettet af Timurs hære.

Religiøs militærstrateg Timur Lenk, også kendt som Tamerlane, blev født i 1335 tæt på hovedstaden Samarkand i den autonome provins Transoxanien, et område, der i dag dækker landene Usbekistan, Tadsjikistan og det vestlige Kasakhstan. Han nedstammede fra mongolske krigere, der var konverteret til islam og havde taget tyrkisk sprog og persisk kultur til sig. Hans familie var meget religiøs, og Timur selv brugte en stor del af sin ungdom på at studere Koranen.

Da de var nedkæmpet, vendte han blikket mod syd, og begyndte en erobring af det mægtige persiske rige. Overalt, hvor Timurs hær kom frem, blev hans fjender mødt med mord, voldtægt og plyndringer. Hans soldater, modsat andre hære i samtiden, blev ikke lønnet, men blev i stedet tilskyndet til at tage kostbarheder fra de erobrede

Hastig og brutal ekspansion På trods af Timur Lenks selvforståelse som en muslimsk hellig kriger, var hans modstandere ofte andre muslimske magthavere. I første omgang bekrigede han og underlagde sig de andre lokale mongolske krigsherrer i området. Derefter indledte han en storslået krig imod Den Gyldne Horde, der ligeledes styredes af muslimske efterkommere af Djengis Khan, og som havde deres rige nord for Sortehavet.

Da Timur var 25 år, ledte han sit første felttog i Transoxanien imod lokale stammer, der gjorde oprør mod regionens mongolske krigsherrer. Timur fik hurtigt et rygte for at være en dygtig feltherre og militærstrateg, men også en nådesløs modstander over for sine nedkæmpede fjender. Transoxanien var på dette tidspunkt, som resten af Centralasien i tiden efter Djengis Khans kæmperiges opløsning, præget af politisk ustabilitet og skiftende magthavere. Timur viste sig dog at have et særligt talent for altid at kæmpe på den stærkeste krigsherres side, og hans popularitet i lokalbefolkningen steg i takt med de slag, han vandt og de fjender, han nedkæmpede. I 1369 overtog han reelt magten i Transoxanien med base i Samarkand. Fra han overtog magten og til sin død 36 år senere, førte Timur Lenk næsten konstant krig for at konsolidere sin magt og udvide riget. Han anså sig selv som arvtageren fra Djengis Khan, og satte sig som mål at genetablere hans mægtige rige. Samtidig ville han som troende muslim også udbrede islam i verden. Dette fik især Central- og Lilleasiens kristne befolkninger at føle. De blev udsat for tvangskonvertering,

Illustrationer af Line Refstrup 27

områder. Byerne Bagdad og Damaskus gjorde særlig hård modstand mod Timurs invasionsstyrker, og som straf beordrede Timur alle indbyggere, også de muslimske, henrettet. Dette fik sultanen i Istanbul til at erklære ham for en fjende af islam. De eneste der blev skånet var lokale kunstnere og håndværkere, der blev ført med tilbage til Samarkand, hvor de var med til at udsmykke den kunstglade krigsherres hovedstad. I 1398 førte Timur en mægtig hær på op mod 100.000 soldater mod øst og invaderede det indiske subkontinent. Timurs soldater mødte stærk modstand, bl.a. af indiske hære med krigselefanter, men heller ikke de kunne modstå Timurs strategiske evner. Delhi blev plyndret og nedbrændt, og de lokale hinduer hugget ned. Timur indsatte en ny regent og drog hjem til Samarkand med mægtige rigdomme. Overlevende krigselefanter var blandt byttet, og disse blev brugt i konstruktionen af den overdådige Bibi-Khanym moske, opkaldt efter Timurs kinesiske hustru, som man stadig kan se i Samarkand. (Se billede på bagsiden) I de følgende år indledte den tilsyneladende uovervindelige Timur et nyt felttog, denne gang mod sin ærkefjende – den osmanniske sultan. Slaget ved Anatolien blev blodigt, med mange dræbte på begge sider, men det lykkedes til sidst Timur at slå osmannerne og dermed midlertidigt stoppe den osmanniske fremmarch i Mellemøsten. Timur fortsatte sin ekspansion i Anatolien, og sultanen døde senere i Timurs fangenskab. Bremset af pesten Timurs sidste store felttog gik igen mod øst, denne gang mod Kina. Timur ønskede at genindføre mongolsk-muslimsk kontrol over landet, efter det spirende Ming Dynasti i midten af 1300-tallet havde smidt de sidste mongolske krigsherrer på porten. Kampagnen blev sat i gang i begyndelsen af 1405, men Timur blev ramt af pesten, der på det tidspunkt hærgede i store dele af verden, og døde inden han nåede den kinesiske grænse. Hans mausoleum i Samarkand blev bygget af nogle af datidens dygtigste kunstnere, og er den dag i dag en stor turistattraktion. Timur var hersker i verdens hurtigst ekspanderende rige. Ved sin død bestod riget af det der i dag udgør Usbekistan, Kirgisistan, Turkmenistan, Georgien, Aserbajdsjan, Armenien, Afghanistan, Kasakhstan, Tyrkiet, Syrien, Irak, Iran, Pakistan og det nordvestlige Indien. Men riget kom ikke til at overleve længe efter sin skaber. Som hos sit forbillede Djengis Khan, var riget i høj grad båret af Timurs egen person, hans karisma og den frygt, hans navn indgød. Allerede under hans levetid måtte han bruge meget energi på at gen28

erobre landområder og nedkæmpe opstande, da han næsten udelukkende var interesseret i at ekspandere riget, og ikke i at opbygge en effektiv og loyal lokaladministration. Efter hans død overtog hans søn magten, men det enorme rige begyndte hurtigt at falde fra hinanden. I nogle områder fortsatte efterkommere af Timur dog med at regere mindre riger i flere generationer. Størst historisk indflydelse fik Timurs tipoldebarn Babur, der grundlagde det muslimske Mughal Dynasti i Nordindien, der under navnet Mogulriget overlevede helt frem til 1857. Blandet eftermæle Eftertiden har tegnet et noget broget billede af krigsherren Timur Lenk. På trods af sin imponerende ekspansion af riget har han aldrig fået samme status i vesten som andre store erobrere, som for eksempel Alexander den Store, Hunnerkongen Attila eller Djengis Khan. Mange forskere i Vesten, Mellemøsten og Indien har påpeget hans næsten totale udryddelse af kristne og jødiske kulturer i Centralasien, hans plyndringer af muslimske hellige byer og hans ødelæggelser og blodtørst over hinduerne i Indien. I det nuværende Iran og Irak ødelagde han de gamle mesopotamiske vandingssystemer og forvandlede store områder til ørken. Mange ser ham derfor som en ødelæggende frem for opbyggende skikkelse i historien. Men i Usbekistan og de omkringliggende lande er fokus et andet. Her huskes han som én, der bragte kulturer sammen, udbredte islam og skabte et blomstrende klima for kunst, arkitektur, økonomi og videnskabelige landvindinger. Samtidig er Timur med sin blandede kulturelle baggrund og som skaberen af et enormt multikulturelt rige, et passende og praktisk forbillede i det moderne multietniske Usbekistan. Og i et land, der i de sidste mange århundreder har været underlagt fremmede magter, er Timur Lenk et symbol på uafhængighed og national stolthed.

Registan i Samarkand. Foto: Kristoffer Hecquet

Hjertet af Imperiet Rejsebeskrivelse III af Kristoffer Hecquet

Timur Lenks gyldne stad, legendernes by, videnskabens vugge og hjertet af Centralasien. Den gamle karavaneby har til alle tider været et af de vigtigste kulturelle centre i Centralasien, og man får stadig som besøgende et imponerende indtryk af byens historiske magt og vælde. Byen opstod for ca. 2600 år siden som centrum for den persiske kultur Sogdiana og blev kendt som Afrosiyab. Byen blev bygget på en høj i ubrændte mursten. Den strakte sig over et areal på omkring 2,2 kvadratkilometer og trods store udgravninger af sovjetstyret i 60’erne vil Afrosiyab stadig være enhver arkæologs drøm. Byen blev ofte invaderet, blandt andet af Aleksander den Store, der blev imponeret af dens skønhed. Byen er i dag forvitret til ukendelighed, mens området ligger åbent og ubebygget. Forskere mener, at Afrosiyab med årene (mange hundrede af dem) forfaldt og blev et uattraktivt område, hvorfor man byggede det middelalderlige Samarkand uden for Afrosiyabs mure.

Timur Lenks hovedstad Det man i dag kan opleve af det sagnomspundne Samarkand, har næsten alt sammen reference til 1300tallets erobrerkonge Timur Lenk (Se side 27). Centralt imellem den gamle og den russiske bydel troner Timurs mausoleums blå kuppel over byen, og ved den nyrestaurerede Tasjkentgade ligger de mægtige imponerende rester af Bibi-Khanym, en af de største moskeer, som nogensinde er bygget. begge er finansieret af Timurs utallige erobringstogter. Ikke langt derfra snor en gade – et nekropolis – sig op ad Afrosiyabs høj, - bestående udelukkende af gravkapeller prydet i blå mosaik, ligeledes fra Timur Lenks tid. Samarkand var Timurs hovedstad i et imperium, der strakte sig fra Sortehavet til Indusfloden og fra Aralsøen til den Persiske Golf og alle skatte fra hans erobringer bragtes til Samarkand inklusiv dygtige arkitekter og kunstnere.

Græsklipning af rabatten med et segl. Foto: Kristoffer Hecquet

Samarkands arkitektoniske monumenter var og er generelt storslåede. Men det sted, der uden tvivl giver det største indtryk, er Registan. ’Pladsen af sand’. Denne gamle handelsplads er nu det tomme rum imellem tre bygningsværker, der giver et sådant indtryk, at det ikke er til at tro, at de ikke er på listen over verdens vidundere. Timurs sønnesøn Ulugh Beg byggede i midten af 1400-tallet en medrese – en muslimsk skole – som blev et af de vigtigste videnskabelige centre på den tid. Medresen blev senere suppleret af endnu en medrese som spejlbillede på den anden side af pladsen og af en mægtig moské. Alle tre bygninger har facade imod pladsen og er prydet med mønstre og figurer i blå mosaik. Er man heldig, kan man i foråret opleve, at svaler samler sig netop her i træerne ved Registan i kæmpemæssige flokke på vejen over ørkenen fra Indien. Et magisk sted at opleve sort sol ved solnedgangstid.

handlende i et stort kaos af krydderier, æsler, silke, os fra biler og madboder, dagligvarer, tekstiler og meget andet.

Samarkand – og særligt Registan – er det sted i Usbekistan, hvor der er flest turister samlet på samme sted. Men i Samarkand oplever man samtidig også usbekernes eksotiske farverigdom. Kvinder går sædvanligvis klædt i silke og bomuldsklæder i alle regnbuens farver, der kan sammenlignes med indiske ligeledes farverige tekstiler. Bevæger du dig ind på byens marked ’Chorzu’, finder du tusindvis af lokale

Moderne tid – og præsident Karimovs tid i særdeleshed – har ligeledes sat sit tydelige fingeraftryk på byen. Det første, der tiltrækker sig opmærksomhed, når man ankommer til byen, er (i alt fald i 2010) en usædvanlig byggeaktivitet. På vej mod centrum findes næsten intet andet end kraner og stilladser. Hele bydele er blevet jævnet med jorden for at blive bygget op igen fra grunden. Karimovs ordre lød i 2009 på at

De fattige er skjult bag en mur Samarkand er i dag en af Usbekistans storbyer med over en halv million indbyggere. Bykernen i Samarkand består af to vidt forskellige bydele. I den ene findes nøje planlagte brede gader af enetageshuse og grønne alléer anlagt af russiske kolonister i slutningen af 1800-tallet. Den anden del består, som i Bukhara (se side 20), af snoede hulter-til-bulter gader med hunde, køer og høns. Den gamle bydel fremtræder således ikke som en charmerende historisk og velholdt bykerne, men nærmere som slum. Kolonitidens russiske bydel byder på mere liv. Det er her, du finder biografer og butikker og byens universitet ligger her, men der findes ikke meget af østens charme.

Tusindvis af arbejdere genopbygger Samarkand for turisterne. Foto: Kristoffer Hecquet

gøre Samarkand til en optimal turistby i 2015. Gaderne bliver udvidet, så de kan rumme mere trafik, og husene genopføres i klassisk russisk kolonistil. Samtidig er den gamle bydel blevet gemt væk bag en lang mur de steder, hvor husene kommer upassende tæt på turisattraktionerne, for at byen ikke skal se for fattig ud. Lidt synd, da disse små huse i snoede gader til trods for deres fattige udtryk, har en vis charme. Skyggesider Samarkand er desværre også kendt for andet end smuk arkitektur. Under overfladen findes mange ubehagelige historier. For eksempel siges det, at det er billigere at købe heroin end øl, da en vigtig narkorute går forbi byen på vej fra Afghanistan til Europa. Som turist mærker man ikke til det, men narkomani og narkohandel er meget normalt i byen, og det er ofte uskyldige civile, der får skylden og må bøde dyrt. Byen har, som Bukhara, traditionelt haft tadsjikisk befolkning og kultur til trods for at være beliggende i Usbekistan. Det har desværre været en bevidst politik fra Karimovs side at undertrykke ikke-usbekiske befolkningsgrupper og begrænse mulighederne for uddannelse på andre sprog end usbekisk. Dette be-

tyder, at den rige litterære og kulturelle tadsjikiske tradition, som findes i byen, ikke har mulighed for at udvikle sig, og de tadsjikiske kulturelle traditioner vil langsomt forsvinde fra byen. Samarkands skyggesider er dog noget man skal opsøge for at opleve, og det er mest uligheden, man noterer sig. Rige turister og usbekiske forretningsfolk gør en stor kontrast til arbejdere, der for eksempel slår græsplænen med et gammeldags håndsejl. Den billige arbejdskraft kommer naturligvis turisterne til gavn, da håndlavede tørklæder af silke eller kameluld, alle slags eksotiske frugter og nødder, håndmalede æsker, keramik og miniaturemalerier er tilgængelige overalt til rimelige priser. Samlet set er byen dog til trods for de mægtige monumenter - en mindre charmerende oplevelse end Bukhara, der føles mere levende og mere som en samlet helhed. Samarkand mangler gadeliv, restauranter og cafeer. Selvom der bor mennesker i midtbyen, føles det som om, man bor i et museum.

Bibi-Khanym moskeen i Samarkand. Foto: Kristoffer Hecquet

Tak til: I forbindelse med udarbejdelse af dette tema om Usbekistan vil Magasinet rØST gerne takke alle bidragydere til udgivelsens artikler. Det gælder særligt Antropolog og adjunkt, Ph. D Maria Louw, Antropolog og Ph. D studerende Mads Østergaard, forfatterinde Dina Yafasova, illustrator Line Refstrup og Mogens Friis for fotos.

Derudover vil vi takke alle, der har deltaget direkte eller indirekte i temaets tilblivelse. Dilia og den unge mand, der lod sig udspørge i ”To unge mennesker i Usbekistan”, Mogens Friis og Eva Hecquet, samt rejsebureauet ”Viktors Farmor”, der gjorde en rejse til Usbekistan mulig. Markus Bogisch for indførelse i usbekisk kultur, Rasmus Bertelsen for assistance med korrektur, Centralasiatisk selskab for støtte, Ferghana.ru for inspiration og fakta, tak til familie og venner for støtte, ideer og kritik.