Magasinet rØST: Dybere ind i Serbien

Denne udgivelse er udarbejdet af Sydøstredaktionen på Magasinet rØST: Anders Holst Bundgaard Ansvarshavende redaktør Kristoffer Hecquet Redaktion, layout Ismar Dedovic Redaktion, oversættelse fra serbisk

Magasinet rØSTs overordnede formål er at nuancere og uddybe billedet af Østeuropa, og dermed kompensere for et ofte stereotypt og ensidigt billede af regionen. Dermed vil vi i det større perspektiv være med til at bygge en mental bro mellem øst og vest; være med til at bringe øst og vest tættere sammen.

Tidligere udgivelser af Magasinet rØST:

Artiklerne i Fokus-sektionen bringes i samarbejde med den serbiske avis Pescanik.

Magasinet rØST er et internetmedie, der leverer nyheder, analyser, anmeldelser samt skiftende temaer.

Alt sammen med fokus på Østeuropa og til dels fra et østeuropæisk perspektiv.

Nr. 1

Nr. 2

Hovedgade i Beograd. Foto: Kristoffer Hecquet

Indhold Introduktion: Tættere på Serbien

5

Lederartikel

Serbernes jugoslaviske arv

16

Kommentar af politikser Vesna Pasic, bragt i samarbejde med Pescanik

6

Baggrundsartikel af Tine Møller Sørensen

En trompetfestivals bekendelser

FOKUS: Døden ved tærsklen til den serbiske drøm

9

FOKUS: Budskab fra Serbiens svage borgerskab

18

Artikel af Mirjana Karanovic, bragt i samarbejde med Pescanik

Rejsebeskrivelse fra Festival i Guca af Kristian Foss Brandt

FOKUS: Sagen om Djindjic vågner på ny

13

Vejen til Europa Serbiens mange ansigter

overbliksartikel af Ismar Dedovic

20

Baggrundsartikel af Louise Buxbom

23

Rejsebeskrivelse af Tine Møller Sørensen

FOKUS: Fra nationalisme til protektionisme Tale af Zoran Djindjic, bragt i samarbejde med Pescanik

14

Serbiens nye konge

26

Portræt af Tennisstjernen Novak Djokovic af Jais Thomas Møller

3

Præsident Karimovs portræt i en boghandel i Tasjkent. Foto: Kristoffer Hecquet

Magasinet rØST sætter i dette tema fokus på det centralasiatiske land Usbekistan, selvom landet ligger udenfor for magasinets geografiske dækningsområde.

Usbekistan har dog alligevel med sin russoimperialistiske og sovjetiske fortid, samt særegne uden- og indenrigspolitiske fremfærd tiltrukket sig redaktionens interesse. Landet tilhører uden tvivl sovjetosfæren, og er et spændende billede af, hvad den kommunistiske æra har efterladt sig. Derudover er vi draget af landets orientalske mystik og hemmeligheder, og det er måske det land, der passer bedst på virkelighedens Langtbortistan.

Vi har valgt at give temanummeret titlen 'to sider af Usbekistan'. På den ene side afslører landet et imødekommende og nysgerrigt folkefærd i strålende farverige klæder, en spændende fortid med silkevejsbyer og mægtige imperier, en rig håndværkstradition med miniaturemaling, træsnit, silke, bomuld og keramik og en række helt ubegribelige arkitektoniske monumenter.

4

Den anden side er mere dyster, men den skal opsøges, for at man kan få et indtryk af den; som almindelig turist bliver man nemlig nænsomt guidet

Intro: Tættere på Serbien Af Ismar Dedovic

Serbien er et af de lande i Europa, der har været udsat for de største forandringer i løbet af de sidste to årtier. I 1990’erne var Serbien et isoleret land, der blev hårdt ramt af sanktioner og økonomisk blokade som følge af Slobodan Milosevic’ krigeriske eventyr i Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina og Kosovo. Krigen i Kosovo eskalerede til en krig mellem NATO og Serbien og førte til bombninger af landet, hvilket førte til endnu større ødelæggelser end års sanktioner.

5. oktober 2000 var et vendepunkt i denne udvikling.

Denne dag lykkedes det borgerne i Serbien at vælte Milosevic og indsætte en ny, reformorienteret, regering, med ambitiøse ønsker om at forbedre Serbiens image i verden.

Fra NATO’s fjende til EU-kandidat Vi ønsker med dette tema at se nærmere på det land, som har formået at integrere sig i Europa på rekord tid.

Vi vil dybere ind i Serbien. Hvordan begyndte reformdagsordenen? Hordan har forholdet til EU udviklet sig? Hvad betyder den jugoslaviske fortid for serberne og hvordan er det at rejse i landet?

Reformdagsordenen lykkedes i høj i grad årene, der fulgte Milosevic’ fald, især takket være det arbejde og den energi som den nu afdøde doktor i filosofi Zoran Djindjic lagde for dagen som premierminister i Serbien fra 2001 til sin død i 2003. I en særlig sektion (s. Xxxx) i dette tema om reformatoren roser flere skribenter Djindjic for at være drivkraften bag de reformer som bragte Serbien ud af isolation og mod en mere anerkendt status i verdenssamfundet.

Disse artikler giver et indblik i den energi og intelligens som Djindjic besad og i de forventninger som ”Serbiens svage borgerskab” havde til ham (s. XX). De samme tekster giver dog også indblik i den sorg som dette borgerskab følte da premierministeren blev dræbt i marts 2003 og de retter samtidig en anklagende finger mod visse grupperinger i den serbiske elite, der angiveligt stod bag mordet for at forhindre en yderligere normalisering af det serbiske samfund.

Frygten for, at reformprocessen skulle gå i stå var dog

Grafitti i Beograd. Foto: Bo Jessen

noget overdrevet. For selvom det er tydeligt for alle, at reformerne ikke sker så hurtigt som de gjorde under Djindjic og så hurtigt som mange af Serbiens borgere måske ønsker, så reformeres samfundet og staten dog. En bred konsensus blandt de større serbiske partier om, at Serbiens fremtid er i EU, er også med til at holde reformprocessen kørende. For en tilnærmelse til Unionen kræver nemlig, at Serbien skal leve op til Københavnerkriterierne, hvilket i sig selv kan rykke gamle kommunistiske stater fremad.

Den brede enighed om, at EU-integration er vejen frem for Serbien er også en arv fra Zoran Djindjics tid. Djindjic var nemlig manden, der gav Serbien en ny politisk vision, som erstatning for den ”storserbiske” og den jugoslaviske vision, der havde været gældende i Serbien i over et århundrede.

Begge disse visioner smuldrede i hænderne på Milosevic, uden han var i stand til at formulerer nye i deres sted. Djindjic derimod introducerede visionen om et europæisk Serbien og en ikke-nationalistisk, pragmatisk politik, hvilket i høj grad også fremgår af hans tale ”Fra nationalisme til patriotisme” (s. XX), som også er bragt i denne samling.

Tine Møller Sørensen forklarer dog, i ”Serbernes jugoslaviske arv” (s. XX), hvordan fortiden stadig spøger, og påvirker hverdagen og borgernes lyst og evne til at engagere sig og arbejde for det europæiske Serbien. Politik er tydeligvis ikke noget, der begejstrer masserne.

Kulturel genfødelse Det er der til gengæld meget andet der gør. Det seneste årtis ”normalisering” af Serbien og det serbiske samfund har også virket stimulerende på serbisk kulturliv, turisme og sport. Jais Thomas Møller skriver her om, hvordan Serbien har fået en ny ”ambassadør” i form af tennisstjernen Novak Djokovic (s. XX), hvis sejre på tennisbanerne ikke alene har ført til en hidtil uset interesse i tennis i Serbien, men også til en nyfølt national stolthed.

Sejre i Europæisk Melodi Grand Prix, håndboldturneringer og water-polo har også øget

5

den nationale stolthed og har gjort Serbien til en mere anerkendt stat i international sammenhæng.

Beograd er også ligeså stille ved at genindtage sin gamle plads som samlingspunkt for regionens kulturliv. I artiklen ”Serbiens mange ansigter” (s.

XX), viser Tine Møller Sørensen alle de forskelligheder som Beograd og Serbien kan byde på: fra polerede facader og musikfestivaler i Novi Sad, over Beograds pulserende natteliv og

kulturelle tilbud og til det rurale Serbiens fattigdom og idyl. Det er således et forskelligartet land og folk som går den stadig stigende strøm af turister i Serbien i møde.

Magasinet rØST håber, at dette tema kan bidrage til større forståelse af et meget udskældt land på grænsen imellem Centraleuropa og Balkan, der nu banker på EU’s dør. Kom med os dybere ind i Serbien.

Serbernes jugoslaviske arv Af Tine Møller Sørensen

1990’ernes krige på Balkan præger vores billede af Serbien. Tine Møller Sørensen trækker nogle linjer tilbage til Titos Jugoslavien for at forklare serbernes apati og mistillid til både deres egne magthavere og resten af verden.

Mens verden afventer retssagen mod Ratko Mladic med forventning om en længe ventet form for retfærdighed for de tusindvis af ofre for den etniske udrensning af Bosniens hovedsaligt muslimske befolkning, er reaktionen hos den brede serbiske befolkning i virkeligheden meget lig de reaktioner, der oftest ses hos denne efterhånden noget prøvede befolkningsgruppe: Et let skuldertræk.

Serberne har mere eller mindre lært sig ikke at regne med, at nogen begivenheder – uanset reaktionerne fra omverden – fører nogle reelle forandringer for dem med sig: Den smule håb, der i sin tid blev vakt med premierminister Zoran Djindjic’ (se side XX) mere hårdtslående konsekvenspolitik, blev eftertrykkeligt slået ned med mordet på ham i 2003, og serberne er i det store hele langt mere apolitiske og apatiske end nationalistiske.

Ikke at en sådan tendens egentlig er at foretrække, men den kan dog have sine forklaringer. Disse kan bl.a. registreres ved at se nærmere på de identitetsog kulturpolitikker, der er blevet ført – ikke kun i Serbien, men i hele det tidligere Jugoslavien.

Kommunistisk pres på nationalismen Da det socialistiske Jugoslavien med general Jozip 6

Broz Tito ved roret umiddelbart efter 2. Verdenskrig tog over efter Kongeriget Jugoslavien (det første forsøg på at lave en jugoslavisk stat, som havde en kort og problematisk historie fra 1918 til 1945) var det en indbygget del af opbygningen af staten at fremsætte en ekstremt hardcore identitetspolitik.

Denne skulle gøre op med de interne stridigheder, der var blevet særdeles synlige i løbet af krigen. Med fødslen af den nye jugoslaviske ånd skulle alle fortidens sår og gerninger med et strøg udviskes.

Tito var i denne henseende en glimrende kampagnemager og sørgede for flittigt at besøge alskens afkroge af den jugoslaviske stat og iscenesatte således sig selv som den altfavnende fader for en ung opblomstrende stat – en opblomstring, der forstærkedes af Titos opgør med og afstandstagen til Stalin allerede i 1948: Jugoslavien var ung, men stærk og selvstændig.

Denne iscenesættelse af det unge og stærke blev yderligere forfinet med de store stafetløb gennem landet Stafeta Mladosti, hvor ungdommen fra alle de forenede (små)stater voksede sammen til en ung, smidig og stærk muskel, der sled for staten og lederen. Kulminationen af denne begivenhed var kæmpeiscenesættelser af Titos endelige modtagelse af stafetten på Den Jugoslaviske Hærs stadium i Beograd hvert år den 25. maj – Ungdommens Dag, der i øvrigt til formålet også blev udråbt til Titos officielle fødselsdag, selvom han reelt var født den 7. maj. På denne måde blev Tito, Jugoslavien og det unge, stærke fremskridt synonymer.

Motiv fra det sydlige Serbien. Foto: Bo Jessen

Dekonstruktiv faderrolle Efter Titos død i 1980 troede partitoppen, at man kunne fortsætte linjen stukket ud af Tito: I Posle Tita, Tito – Efter Tito, Tito. En strategi, der relativt hurtigt viste sig ikke at holde vand, selvom man f.eks. opretholdt Stafeta Mladosti-fejringerne helt frem til 1987. Lokale nationalt orienterede grupper voksede sig støt stærkere og kulminerede med Sloveniens og Kroatiens selvstændighedserklæringer i 1991. Den tragiske historie om den videre udvikling af Jugoslaviens undergang er velkendt.

Interessant er det dog, at netop denne iscenesættelse af Titos jugoslaviske faderrolle faktisk var en særdeles medspillende faktor i den identitetspolitiske nedbrydning af samme. I og med at splittelsen af Jugoslavien rent faktisk fandt sted samtidig med Titos forsvinden, kunne den nationalistiske retorik tage denne bold op og postulere, at hele idéen om Jugoslavien var et slags fantom undfanget og født af netop Tito, og at der med hans død blev givet en mulighed for (gen)oprejsning af de stolte nationalstammer. Tito og Jugoslavien smeltede sammen i denne retorik, og Jugoslavien som et sted for reelt levet liv og som fællesskab forsvandt simpelthen.

Jugoslavisk ånd Dog fandtes der sider af den jugoslaviske fortid, der ønskedes bevaret, især når det kom til kommunikationen udadtil til det omgivende verdenssamfund. Tanken om det paradisiske

samhørighedssamfund, hvor alle levede sammen i gensidig respekt og anerkendelse, blev den modvægt, der blev spillet på, når der skulle svares på de forbavsede spørgsmål om, hvordan disse borgerkrige blandt naboer kunne opstå. Det fikse greb, der blev – og stadig bliver – benyttet, var det at slå på, at den særligt jugoslaviske ånd, det sted, hvor den ægte rummelighed stadig eksisterer, er hér og kun her. Det er alle steder ”de andre”, der ødelagde det for os, der i hvert fald godt kunne finde ud af at bo sammen i fred og fordragelighed. Således blev den jugoslaviske vision om broderskab og sammenhold kørt gennem det national-retoriske filter og er blevet til endnu en måde at italesætte sin del af den tidligere føderative republik som den ”ægte” og uspolerede.

Begge disse tendenser er f.eks. meget tydelige i den bosniske hovedstad Sarajevo, hvor en bestemt bro udgør et godt eksempel på førstnævnte tendens, nemlig at udviske Jugoslavien ved nærmest at lade, som om det aldrig har været der. I 1914 blev ærkehertug Franz Ferdinand skudt og dræbt ved/på Den Latinske Bro i Sarajevo af den serbiske nationalist Gavrilo Princip. Efter kommunisternes magtovertagelse blev selvsamme bro omdøbt til ære for denne gerningsmand, der efter Titos opfattelse havde opereret for et samlet jugoslavisk folk mod kongemagten, og broen kom til at hedde Princip Broen. Efter Jugoslaviens sammenbrud ændrede ikke kun broen navn, således at den igen hedder Den Latinske Bro, opfattelsen af Princip gik også igen fra at være jugoslav til at være en serbisk nationalist.

7

Samtidig iscenesætter Sarajevo sig selv som den praktisk talt eneste tilbageværende enklave, hvor den jugoslaviske fællesånd stadig regerer.

Restauranter og caféer har i stor stil stadig fader Titos portræt stolt hængende fremme, ligesom de allerfleste beboere stolt bryster sig af tilstedeværelsen af så mange forskellige religioner i byen: moskeer, katolske og ortodokse kirker samt jødiske synagoger - ”netop her er der jo plads til os alle”.

Serbisk navneforandring Noget tilsvarende kan siges om den serbiske hovedstad, hvor historien om gadernes navne og skiltning efterhånden ligner en tragikomedie. Ved den socialistiske stats opståen blev der som led i denne nye gennemgribende identitetspolitik med hård hånd skiftet ud i gadenavnene. Desuden blev al skiltning skrevet med både det latinske alfabet samt det serbisk-kyrilliske. Efter Milosevic’ magtovertagelse blev dette et af de steder, hvor der konkret kunne sættes ind og ryddes op: Alle gader fik nu skilte udelukkende på serbisk-kyrillisk og de revolutionære helte blev udskiftet med heltemodige og kongelige skikkelser fra den serbisk-nationale mytologi.

Da Serbien så smed Milosevic på porten og gerne ville signalere, at nye vinde blæste, skiftede de fleste af gaderne igen navn, men denne gang blev et ekstra gadeskilt simpelthen tilføjet, således at Beograds gader nu kan bryste sig med hele to skilte – begge dog udelukkende skrevet med det serbiskkyrilliske alfabet. Det ligner en joke – særligt når man tager i betragtning, at mange af de bykort, der sælges, stadig er påtrykt med gadenavnene fra den milosevicske æra, og i øvrigt her kun med det latinske alfabet, så man som besøgende i byen mildest talt føler sig på herrens mark…

Rejs væk Men hvad betyder alt dette for den menige befolkning? I det store og hele må man konstatere – i hvert fald i Beograd – at folk er trætte. Det er ikke ret mange, der gider høre mere om de skiftende helte, hvad enten de var revolutionære eller fædrelandskærlige. Det bedste råd, forældre mener at kunne give deres børn, er, at det gælder om at finde en mulighed for at komme væk, rejse bort, skaffe sig selv en reel fremtid. Det er om ikke den første, så måske den største generation af no-futureforældre…

Den herskende mening om omverdens forhold til

8

Serbien er præget af samme ligegyldighed, som den menige serber har overfor en hvilken som helst siddende regering: Alle er blot ude på at hyppe deres egne kartofler, sandsynligheden for, at nogen beslutninger overhovedet har betydning for mig, er lig nul, med mindre det da drejer sig om forringelser i pensionen, sygehusvæsenet eller stigninger på varmeregningen.

Lige så er det altså et – i det store hele – ubetydeligt mindretal, der reelt er imod udleveringen af de formodede krigsforbrydere; der findes ikke ret mange, der helt ærligt er imod det igangværende retsopgør, kun støder man ofte på den holdning, at serberne føler sig forbigåede som ofre. I det hele taget mener mange, at det internationale samfund ikke bare har svigtet dem, men bevidst og ondskabsfuldt har brugt Serbien som prügelknabe i en svært forståelig og indviklet international konspiration, der hele tiden tilføjes mere brænde, efterhånden som enten omverden og/eller de lokale magthavere øser af løfter om bedre forhold i fremtiden. Løfter, der sjældent eller aldrig indfries.

Med andre ord: Hvem der end sidder på magten, buldrer og brager derudaf, både truer og lover, fører krig mod snart den ene gruppe, snart den anden, alt i mens befolkningen snart følger med, snart protesterer, men i det stor hele igen og igen sidder tilbage med aben: fattigdom, manglende muligheder for selvstyring af eget liv, uden drømme om en bedre fremtid og reelt uden en afklaret historie og fortid, da denne ustandseligt bliver brugt på nye måder, med nye fortolkninger og dermed helt nye (selv)forståelser som resultatet.

Mistillid og opgivenhed De serbere, der i dag skal udgøre en ny serbisk fremtid – de 18-40-årige – er enten vokset op uden muligheder for at uddanne sig ordentligt, i fattigdom under diktatur og sanktioner eller står nu i et vadested, hvor en komplet diffus og konstant foranderlig fortid dikterer dem, hvem de er. ”Vi kan ikke engang tegne vores landkort”, lyder det frustreret fra yngre serbere – ikke som et udtryk for en nationalromantisk ”Kosovo Er Serbien”-holdning, men som en helt reel identitetsfrustration.

Hvem skal man sige, at man er, når man lægges for had ved simpelthen at stamme fra et bestemt land?

Hvordan skal man hvile i en tro på, at fremtiden er et forhåbningsfuldt sted også for ens børn, når man hverken kan stole på lokale magthavere, omverdenen eller overhovedet på ens egen følelse af at høre til –

der hvor man er født og vokset op?

Integrationen af Serbien i EU bliver ikke ukompliceret. Kravene om demokratiske reformer og anti-korruptionstiltag er ufravigelige. Men samtidig er en forståelse af vilkårene for et land, som i generationer har lidt af identitetsforvirring, nødvendige for at sikre alle en succesfuld deltagelse i det europæiske fællesskab.

En trompetfestivals bekendelser af Kristian Foss Brandt

Balkans, og måske verdens, største trompetfestival finder sted hvert år i byen Guča i hjertet af Serbien. Her mødes mere en end kvart million mennesker til et vanvid af musik, kød og brændevin. Kristian Foss Brandt, der besøgte festivalen i 2010 i anledning af festivalens 50-års jubilæum, fortæller her om sine indtryk og sit møde med det musikalske vidunderbarn, Marko Markovic, søn af festivalens ubestridte sigøjnerkonge.

Trompeter splitter luften ad og lyden svinger i en bue langs toppen af byen Guča i det sydlige Serbien. Trommerne laver et øredøvende fundament og hiver den sidste vejrtrækning ud af musikerne på gaden. Kaos omringer den lille by Guča, hvor omkring 300.000 mennesker hvert år lægger deres vej forbi i august, for at høre balkanmusikkens fineste musikere sætte deres præg på festivalen, der har 50 års fødselsdag i år.

Byen Guča er vært for den største festival på Balkan. Festen varer normalt i fem dage, men dette år har værterne besluttet at udvide festivalen til 10 dage. Gučas officielle festivaldage er delt op i tre dele. Fredag er der åbningskoncert. Lørdag

nat fester folk igennem, og søndag begynder den officielle konkurrence. Fredagens koncerter bliver holdt ved indgangen til Gučafestivalens officielle scene. Her optræder tidligere vindere og store balkanidoler hvert år på scenen, mens folkedansere, størstedelen kvinder iklædt de traditionelle klædedragter med hjemmesyede mønstre, danser kolo og oros for at give publikum en musikalsk forløsning. I festivalens sidste tre dage afgøres det, hvem der har gjort sig fortjent til at vinde den Gyldne Trompet. Den ypperste pris en musiker kan opnå på festivalen.

I Serbiens hjerte Det handler dog ikke kun om at vinde selve konkurrencen. Festivalen tiltrækker også tusindvis af turister, som lægger mange dinarer i musikernes lommer for at spille svedige balkanrytmer. Desuden forsøger flere bands at få fremtidige musikjobs i hus på festivalen. For den kvarte million mennesker, der dukker op på festivalen, er det sommerens vildeste fest. Og for Gučas indbyggere er festivalen en årlig lønningsdag, med det resultat at restauranter og cafeer skyder op overalt på vejene i den lille serbiske by.

9

Festende til Guca-festivalen. Foto: Timo Zeyer

Guča er gemt dybt inde i hjertet af Serbien. Blandt rullende bjerglandskaber og store skove, farme med vinmarker og en strømmende flod, der viser indgangen til landsbyen, hvor hundredvis af gadesælgere forsøger at sælge deres udsmykninger, nøgleringe, t-shirts med de gamle serbiske krigsforbrydere Radovan Karadžić og Ratko Mladić, instrumenter eller store knive, der er designet til at sprætte svin op med. Luften er tyk af kød og kål.

Røgen fra de små skorstene ligger som en tåge over festivalpladsen.

Krydser man broen over floden ophører de landlige eksistenser, og balkanrytmerne strømmer ud i en kakofoni af toner. Et band klædt i blå uniformer farer forbi, indhenter en gruppe tyske turister, trupføreren dikterer en sang, og bandet begynder at omringe dem.

Da sangen bryder op, begynder bandet langsomt at messe. ”Money, money, money”. En ældre herre stikker en seddel i en af musikernes trompeter. En tilsvarende situation kan opleves overalt på hovedgaden i Guča.

Som at være med i en film Træder man ind på hovedgaden om aftenen, føles det som at medvirke i en af Emir Kusturicas film. Orkestre

10

blæser sig vej ud af store pavilliontelte og kæmper indædt om pladsen på gaden og i de forskellige restauranter rundt om i byen. Mens de marcherer i formationer på gaden, pumper den øredøvende musik ud af hornene. Stopper det ene band, tager et andet straks over. Tre bands står på en restaurant i midtbyen, de har indtaget hver deres side af bordene og spytter tonerne ud igennem deres instrumenter.

Alle bands konkurrerer om publikums gunst, mens tjenerne forsøger at mave sig forbi med store tallerkner fulde af kød. Musikerne forsøger at give den skarpeste solo muligt og flænser luften med instrumenterne. Det er musikalsk wrestling. Det er som om, at de her fyre trækker vejret gennem deres instrumenter, mens de forvandler luften til tykke blokke af lyd, musik og samhørighed. For folk de danser. Alle steder. Skønt flere serbere er helt røde i hovedet af udmattelse, danser de videre, mens de holder store to liters plasticflasker med den lokale øl i hånden, og skriger med triumferende tilfredsstillelse mod himlen. Deres kærester, som er klædt i push-up bh’er, stramme bukser og små toppe, danser den traditionelle kolodans, mens de

smiler uforvarende mod masserne af folk, der er stoppet for at se den forvandlede restaurant.

Trompethelten Den største mastodont på festivalen må siges at være Boban Marković, der sammen med hans søn danner Boban i Marko Marković Orkester. Et balkanbrassorkester, der har vundet festivalen så hyppigt og så overbevisende, at bandet er holdt op med at deltage i festivalen. Men i år er sigøjnerkongen tilbage for at give en koncert for publikum. For at vise, at han ikke har glemt sit folk. Udover at give en koncert på selve hovedscenen har bandet også en række private koncerter rundt omkring i byen, hvor rige serbere betaler gode penge for at lade dem optræde.

Det er torsdag eftermiddag. Sara, bandets italienske manager, fortæller, at Boban har lagt sig i seng ovenpå gårsdagens koncerter. Strabadserne tager hårdt på ham, mener hun. Ved en lille cafe tæt ved en stor statue, der forestiller en trompetist, sidder Marko Marković, Bobans søn, sammen med resten af bandet. Han sludrer med de folk, der har betalt for at lade ham spille. Han er festens midtpunkt, en rigtig entertainer, smiler og drikker lystigt af den lokale Šlivovica (serbisk brændevin), mens han underholder flokken af mennesker, der sidder rundt om ham i sofaerne. På trods af at han er en ung mand på 22 år, får hans lange uregerlige sorte hår ham til at se ældre ud. Han er i stand til, på sin egen nonchalante måde, at belære de omkringsiddende serbere omkring balkanmusikkens rødder. Marko er en hustler på sin helt egen facon.

Marko rejser sig op. Han smider åbningsakkorden.

Den er høj og blød. Svinger sig igennem restauranten og lander med et plump foran resten af orkestret. Det tolv mand store band samler sig og griber instrumenterne. De stemmer i. Folk begynder at rejse sig i cafeen, mens bandet spiller en elektrisk symfoni.

De blæser sig igennem vinduerne af restauranten, og folk uden på gaden fatter tidligt, hvad der foregår. Det

er Gučas bedste orkester, der byder op til kolodans.

Unge og gamle samler sig i stimer udenfor cafeen. En kæmpestor bodyguard sørger for, at folk ikke trænger ind i cafeen. Orkestret bevæger sig langsomt udenfor på en træbalkon, mens instrumenterne dropper soniske bomber lige midt i hjertet af Guča.

Boban i Marko Marković Band er musikalsk sat sammen af en bastromme og et langt horn, der hele tiden holder pulsen kørende, mens tenor- og bashornene formår at sparke ind med forskellige drevne rytmer. Marko udspyer soloer på samlebånd, mens han agerer dirigent. Han hopper op på borde og stole, leger med rytmerne og spytter snart hårde, snart fløjlsbløde toner ud fra trompeten. Det er ældgammel sigøjnermagi, der opstår på scenen. Koncerten står på i mere end to timer. Sara, bandets manager, iklæder sig en traditionel kolodragt og begynder at danse med publikum. Rejsen ind i sigøjnerland begynder.

Toner i blodet Bandet marcherer videre til den næste restaurant, der ligger i centrum af Guča foran den store trompetstatue.

Folk stimler sammen. Den musikalske rus får folk til at gå amok. Den rå romani funk, der stryger ud af instrumenterne, er befriende. Marko har bevæget sig op på et stort træbord sammen med resten af bandet.

Folk er stimlet sammen ved statuen. Han flyver rundt i restauranten, mens han holder sit instrument som et våben. Han er her, der og alle vegne. Og publikum er berusede. Det serbiske flag vejrer i vinden. Men Marko er ikke serber, han er sigøjner. Og et musikalsk vidunderbarn. ”Jeg startede med at spille musik, da jeg var fire år gammel. Min far var sikker på, at jeg skulle have en normal opdragelse og gå i skole som alle andre børn.

Men jeg ville hellere dyrke musik, og derfor begyndte han at lære mig at spille trompet. Jeg øvede dag og nat som en sindssyg. 14 timer om dagen siden jeg var 4 år gammel,” fortæller Marko om sin musikalske opdragelse.

11

12

Sagen om Djindjic vågner på ny Af Ismar Dedovic

Det var et nyt Serbien, der åbnede øjnene efter Milosevic fald i 2000 og den pro-demokratiske og reformvenlige Zoran Djindjic intog premierministerstolen. Han oplevede imidlertid stor modstand i dele af den politiske elite og måtte lade livet efter et attentat i 2003.

Zoran Djindjic (01.08.1952 – 12.03.2003) blev Serbiens premierminister i januar 2001, få måneder efter 5.oktober-revolutionen, der væltede landets mangeårige diktator, Slobodan Milosevic. Han var en reformorienteret politiker, der søgte at få Serbien ud af den isolation, som Milosevic og hans tilhængere havde fået landet i gennem den destruktive krigspolitik, som var blevet ført i 1990’erne. En af Djindjics første store tiltag blev da også at sende Milosevic til rettergang ved tribunalet i Haag, hvilket gav ham stor troværdighed blandt Vestlige politikere.

Djindjics politiske virke var præget af pragmatisme og en afvisning af store forkromede teorier eller principper. Alt der kunne løse de problemer, som hans regering stod overfor, var, ifølge Djindjic, værd at tage i betragtning. Han blev dog af samme grund kritiseret for at være omskiftelig og uden moral, til hvilket han svarede, ”Hvis nogen ønsker moral, må de gå i kirke”.

Og uanset hvad man så mener om denne politik, var den, i stor udstrækning, i stand til at sætte Serbien tilbage på et spor, der kunne føre mod en bedre fremtid.

Politiske sammenstød Djindjics regeringstid var dog også plaget af vanskeligheder, idet en stor del af den serbiske militære og politiske elite ikke ønskede et afgørende opgør med Milosevic-tiden. En af disse var den daværende præsident for Forbundsrepublikken Jugoslavien, Vojislav Kostunica, der bl.a. forsøgte at forhindre udleveringen af Milosevic. Dette betød gnidninger og sammenstød mellem de to politikere, der skulle fortsætte frem til mordet på Djindjic i 2003, hvilket også har givet anledning til spekulation om Kostunicas rolle i attentatet.

Det sidste år af Djindjics regeringstid var præget af en så stor modstand mod ham og en så omfattende smædekampagne mod hans regering, at denne ikke kunne fungere effektivt. Ifølge en af Djindics medarbejdere læste Djindjic i denne periode ikke aviser eller så nyheder, da disse var fyldt af stof, der anklagede ham for alle Serbiens ulykker. I stedet så

han ”Fashion Channel”, når han ville slappe af.

Vesttysk uddannelse Inden sin politiske karriere, havde Djindjic tilbragt en del tid i Vesttyskland, hvor han studerede filosofi hos Jürgen Habermas, og hvor han fik sin ph.d. i samme fag i 1979.

Senere underviste han også filosofi i Tyskland og udgav en del værker om forskellige emner, bl.a. den berømte bog ”Jugoslavien som en ufuldendt stat”, der udkom i 1988, der forudså mange af de opløsningstendenser, der få år senere skulle ramme landet.

I 1989 vendte han tilbage til Jugoslavien og begyndte at undervise filosofi i den nordserbiske by Novi Sad. I december samme år, stiftede han, med en række trosfæller, Serbiens Demokratiske Parti (DS) og fungerede som opposition til Milosevic frem til dennes fald i 2000. Djindjic blev i løbet af disse år i flere omgange nødt til at forlade Beograd, idet man frygtede for hans liv, grundet hans skarpe kritik af Milosevic og dennes krigspolitik.

Efter hans død er en del af de reformprocesser som han satte i gang gået i stå, og Serbien har ikke nærmet sig EU med den fart, som en stor del af befolkningen i landet ønsker og som Djindjic arbejdede på. Dette har fået flere i Serbien til at kalde årene siden hans død for ”8 spildte år”.

Nye retssager Selvom det nu er mere end 8 år siden, attentatet på daværende serbiske premierminister hændte, er alle detaljer i sagen stadigvæk ikke afklaret. I 2011 har sagen igen fået nyt liv, efter at advokat Srdja Popovic på vegne af bl.a. Djindjics enke, har lagt sag an mod en række prominente personer fra serbisk politik, bl.a. tidligere præsident for Jugoslavien, Vojislav Kostunica (se side XX). Her anklages Kostunica og andre for at have ageret som politisk støtte til et oprør som sikkerhedsstyrkernes særlige enhed ”JSO” eller ”De Røde Baretter”, som de også er kendt, rejste mod Djindics regering i 2001.

Og selvom anklagen ikke direkte har forbindelse til attentatet på Djindjic, så håber anklageren, at man ved at afdække forholdet mellem den tidligere militære og politiske top i Serbien, kan få sat mere lys på bagmændene for mordet. En af de anklagede er nemlig også mistænkt for at have deltaget i mordet på premierministeren. Selv Kostunica har været beskyldt for at have givet politisk beskyttelse til organisatorerne bag attentatet, selvom han aldrig har været officielt anklaget for dette.

13

Fra nationalisme til patriotisme Tale af Zoran Djindjic

Denne tekst er et uddrag af Zoran Djindjics sidste tale. Den blev givet til de studerende på universitetet i Banja Luka den 21.02.2003, få uger før han blev myrdet. Samme dag var Djindjic udsat for et fejlslagent attentatforsøg. Talen giver udtryk for hans politiske stå sted og værdier.

Fra industri til informationssamfund Ethvert samfund besidder visse regelmæssigheder som, hvis I er villige til at studere dem nøje, kan hjælpe jer med at orientere jer og forudse visse begivenheder. I ’89 var det således ikke svært at forudse den kommunistiske ideologis kollaps i alle dens elementer: Økonomisk, politisk, ideologisk. Og det var dengang heller ikke svært at forstå, hvad der ville komme til at dominere det tyvende århundredes sidste årti, eller hvordan hovedparten af verdens begivenheder ville flyttes fra en konkurrence mellem verdensideologierne til en global konkurrence og en økonomi baseret på informationsteknologi.

I det 19.århundrede skete der et skift fra et agrarsamfund til et industrialiseret og i det 20. århundrede fra et industrialiseret til et informationssamfund. Dette fører til en enorm ændring i den måde folk tænker og opfører sig på. Der sker også en ændring af de instrumenter og midler, der kan bruges for at opfylde vores behov. Det der gjorde nationer og individer succesfulde i en industriel tidsalder er ikke nok til at de kan klare sig i et informationssamfund.

eller et andet tilhørsforhold. Nationalisme er statisk, den polariserer, er ikke kommunikativ, den kan ikke indgå i global konkurrence, hvilket er et grundvilkår i moderne samfund. Nationalisme er karakteristisk for positioneringer i statiske samfund.

For nationalismen er det altid motiver, der er afgørende.

For patriotisme er det resultater og konsekvenser. Og dét er den afgørende forskel mellem traditionelle og moderne samfund. Der er således historiske eksempler på nationalistiske bevægelser, som i deres iver efter at fremme deres nation endte med at ødelægge den. Men dette betragtes ikke som et problem. I det verdensbillede er det vigtigste, om nationalisterne havde til hensigt at hjælpe deres nation. Hvis dette var hensigten og de kan bevise at det var hensigten, så er det godt nok. De siger: ”vi ønskede oprigtigt alt det bedste, men det endte med at det gik dårligt for vores nation. Det er dog ikke vores skyld for omstændighederne var imod os”.

Hvis vi baserer vores kollektive identitet på et moderne grundlag, hvilket patriotisme er, så får vi en ansvarsetik frem for en hensigtsetik. Og frem for at beskæftige os med, hvad vi ønskede, og hvorfor det ikke lykkedes og frem for at holde moralske taler om, hvor gode vi er, og hvad vi har ret til, vil vi lave detaljerede analyser, af hvordan vi kan få det som vi ønsker at gøre til at gå i opfyldelse. Vi vil være ansvarlige for følgerne og ikke søge undskyldning i motiverne. Og dét er en kæmpe forskel.

Nationalismen må vige for globaliseringen Det andet er store skift er overgangen fra en økonomibaseret produktion til en serviceøkonomi.

Dette nødvendiggør, blandt andet, et skift fra nationale økonomier til verdensøkonomier. Fra små lukkede markeder til global konkurrence.

Det naturlige spørgsmål er, hvad der kommer til at ske med nationer og folkeslag i løbet af denne proces. Det er indlysende, at forestillingen om fast suverænitet, stater med egne regeringer og egne beføjelser, noget vi har arvet fra tidligere europæisk politisk filosofi og praksis, ligeså stille er ved at smelte sammen med denne anden, anderledes, trend der fører mod globalisering.

Vi må omstille os Det er ved denne forskel, at vi kan afgøre om vi – det serbiske folk – vil være i stand til at gå ind i det 21. århundrede med en moderne form for kollektiv identitet.

Om vi vil forsøge at opbygge nogle moderne samfundsmekanismer indenfor industri, erhverv, vores institutioner og samtidig beholde et arkaisk syn på kollektiv identitet, som baserer sig på denne moralistiske tilgang til emnet, hvor ansvaret aldrig er på dem som gennemfører noget, men altid er på omgivelserne?

Hvis vi ønsker at klare os bedre i det 21. århundrede end vi gjorde i det 20., bliver vi nødt til at omdefinere vores forhold til os selv og til vores omgivelser ved at studere disse nøje og se, hvilke trends der er aktuelle i verden.

Identitet i det globale samfund Jeg tror der vil ske noget som man kan kalde: Overgangen fra nationalisme til patriotisme, hvor nationalisme er udtryk for kollektiv identitet i et ganske statisk samfund.

Det var klart for enhver, at socialismen som ideologi og som økonomisk og politisk system var besejret, at den faldt fra hinanden og at fremtiden skulle søges andre steder. Og vi betalte prisen for ikke at gøre det. Det ville dog være en stor fejl, hvis vi skulle betale denne pris igen, hvilket nemt kan, ske for vi forsøger at skabe vores fremtid ved at gentage nederlaget på Kosovo. Vi tabte én gang og har brugt resten af vores historie på at skabe en

Det der er karakteristisk for nationalisme, dens egentlige substans, er at den baserer sig på et etnisk 14

Zoran Djindjic

myte af det nederlag. Vi kan selvfølgelig også fremstille Kosovo som en sejr, men det var tydeligt for alle, at det var et nederlag. Resultatet ville blive, at vi fejrer vores nederlag frem for at forstå, hvad der egentlig skete.

Nationalitet er besværligt på Balkan Hvorfor politik på Balkan så meget mere mytologiseret end i f.eks. Centraleuropa? Dette skyldes, at vi har haft et problem med nationalstater. Vi har befundet os i fremmede lande. Vi skulle leve med Østrig-Ungarn og Osmannerriget og i disse statsdannelser havde vi en eller anden retslig status, men vi har ikke haft en egen stat. Og dette førte til at vores kollektive identitet blev udtrykt gennem etnisk identifikation, for den kunne ikke udtrykkes gennem politiske institutioner.

Den blev udtrykt gennem sprog, kultur og religion for dette var de eneste egenskaber, med hvilke man kunne skelne fællesskaber og nationer. Der var ingen stat kun fællesskaber.

Hvis I betragter vores politiske liv gennem de seneste to århundreder, vil I se at dennes indhold mere minder om gudstjenester end om politiske programmer. Det

fremstilles som politik, men hvis I læser programmerne kan I se, at der dér tilbydes forskellige fortællinger fra fortiden, forskellige symboler, hvilket ikke er dårligt som en del af en politisk kultur, men som er ganske ubehjælpsomt som del af en operationel politik. Denne fordrer nemlig en klar plan og strategi.

Meget få serbiske politiske programmer baserer sig på denne moderne forståelse af politik, hvorimod der er mange, rigtig mange, af dem der baserer sig på en blanding af poesi og religiøse følelser, hvorfor vi heller ikke har kunnet komme frem i verden. For det er én ting at holde flammende taler og henvende sig til folkets følelser og noget ganske andet at udarbejde en seriøs statspolitik.

Hvis I ser på Frankrig, England, Tyskland, Østrig og andre, vil I se en højere grad af nationalisme end hos os.

Men dér betragtes dette ikke som nationalisme, men som patriotisme. Det jeg vil frem til er, at vores handicap til en vis grad har været, at vi udtrykker vores nationale interesser på en forkert måde ved at binde den op på en etnisk kollektivitet, til etniske forskelle og til en statisk position som har ført til en del fiaskoer.

15

Døden ved tærsklen til den serbiske drøm Af Vesna Pesic

I denne artikel, skrevet kort efter mordet på Djindjic, fortæller Djindjics tidligere veninde og kollega Vesna Pesic om sine reaktioner på mordet og udpeger, hvem hun mener, er de skyldige bag.

Da jeg hørte, at Zoran var død, græd jeg for første gang over Serbiens skæbne. Jeg tænkte: vi er virkelig uheldige. Zoran var vores håb, vores bedste kort. Han var for os, det Europa som vi har længtes efter i to århundreder. Jeg var overbevist om, at vi med ham var ved tærsklen til vores drøm. Jeg troede på vores fremtid fordi vi havde Zoran.

Ved et under havde lykken tilsmilet os og ladet en mand, der var præget af et sjældent set intellekt, karisma og energi, blive leder af Serbien. Jeg er ikke bange for at sige, at jeg var stolt over, at Serbiens premierminister var tysk doktor i filosofi, og at han med sin uddannelse og evner overgik de fleste af sine kolleger. Det er et faktum, at vi aldrig før i serbisk historie har haft en leder, der besad så stor en grad af europæiskhed, karisma og uddannelse. Jeg mindes Fyrst Mihailo, den ulykkelige reformator, under hvis statue vi tilbragte så mange dage i 1996.

Forgudet i Slovenien, misundt i Serbien Jeg kan ikke kun skrive om Zoran som en politisk skikkelse. Hans kone, Ruzica, ved, hvor meget jeg elskede ham. I løbet af 1980’erne, en guldalder for debatter i Jugoslavien, plejede han at tone frem fra de bagerste rækker med sine Trotskij-briller og brillere overfor sine professorer. Engang i midten af det årti, begyndte en stor diskussion mellem filosofferne i Serbien og Slovenien om civilsamfundet. Slovenerne hævdede, at et civilsamfund kunne skabes indenfor rammerne af ”Det Arbejdende Folks Socialistiske Forbund (SSRN)”, mens vi fra serbisk side hævdede, at dette ikke var muligt.

I Slovenien forgudede de Zoran. Han var deres guru.

Ved Bled (en sø i Slovenien, red.) blev der afholdt et vigtigt politisk-filosofisk møde, og vi fra Beograd besluttede os for at tage derop med ”vores dreng” Zoran og spille lidt smarte. Og vores wunderkindsvigtede os ikke. Han formåede endnu engang at henrykke vores slovenske brødre, mens han forklarede os ”mulighedernes forudsætninger”.

Selvom mange respekterede Zoran, undrede jeg mig altid over, hvorfor han var genstand for så meget had i selve Serbien.

En af mine venner sagde, at det var på grund af misundelse og beskrev det således: ”De hader Djindjic fordi de er inferiøre og misundelige. Fordi han ikke 16

synes at have en autoritet over sig, hverken kirken eller Nikola Pasic, Stalin, amerikanerne, Tito eller Mihailovic, kongen, sin mor, sin far eller sit fødested. Og her i landet skal du sgu altså bøje dig for noget. Ellers tror du nok, du er bedre end os andre… Og oveni dette lykkedes det ham altid at udmanøvrere dem fordi han ganske enkelt var klogere. Det er simpelthen en samling patriarkalske, konservative idioter, som har ondt i r***n over, at nogen kan tillade sig ikke at ville have autoriteter”.

Mordere i generaluniformer Jeg skriver alt dette fra Mexico, ikke blot fordi jeg vil beskrive, hvor rystet jeg er over mordet på Zoran Djindjic.

Jeg ønsker at fortælle, hvorfor han blev myrdet, og hvem der myrdede ham. Serbien må ikke få lov til at spille dum og endnu engang lukke øjnene overfor virkeligheden. Der er ikke plads til hykleri for Serbien sidder på en tidsindstillet bombe. Zoran blev ikke dræbt af nogen mafiabande, og den slags påstande forsøger kun at fremstille premierministeren som en kriminel, en til narkosmugler i rækken af så mange andre dræbte kriminelle.

Hvis man skulle tro dette, så drejer det sig ikke om et politisk attentat begået af ekstremister, men blot om folk, der ikke respekterer lovene her i landet. Når der tales om ”organiseret kriminalitet”, så lyder dette så neutralt for den slags er at finde i stort set alle lande. Men man forsøger faktisk at dække over, at den bande, der angiveligt slog Zoran ihjel er en del af det (tidligere) regime. Et morderisk et af slagsen, der overlevede 5. oktober (afsættelsen af Milosevic, red.), samlede kræfter og endnu engang gik i gang med sine aktioner. Denne ”organiserede kriminalitet” blev organiseret som del af Milosevics politi og militær.

De, som går rundt og dræber har oberst- og generaluniformer, og de fik disse netop fordi de går rundt og dræber uskyldige.

Dødens brigade Det siges, at Zorans sikkerhedsapparat ikke fungerede optimalt. Meget muligt, men dette er også en sløring af virkeligheden. For man kan ikke skjule sig for regimet, især ikke et paramilitært regime. Zoran regerede ikke ved at sætte alt i Serbien under sin kontrol, som visse onde tunger i dag antyder.

Hvis han havde fjernet de Røde Baretter (det serbiske politis eliteenhed, red.) og ødelagt deres netværk, havde han været i live i dag. Men dengang, som nu, var det de massemordere, som Slobodan Milosevic og hans nærmeste medarbejdere havde samlet sammen, der herskede. Og det er de samme mennesker som myrdede uskyldige civile i Kroatien og Bosnien. De samme mennesker, der dræbte Curuvija og Ivan Stambolic, de

Vesna Pesic

samme som i dag har dræbt Zoran Djindjic.

Vi ved godt hvem, der dræbte alle disse mennesker.

Nuværende og tidligere tjenestemænd i hæren og politiet, som ikke blev fordrevet eller arresteret. Og den samme gruppe af tjenestemænd, denne ”dødens brigade”, beskytter nu Mladic og Sljivancanin. Serbien må ikke skjule den slags. Undtagelsestilstanden må ikke ophæves før alle forbrydere er væk. Dette var, hvad Zoran Djindjic gjorde. Han ryddede op i vores politiske liv og dennes ”ekstremister”, der legitimerede alle de bevæbnede bander, der kaldte sig for ”patrioter”. Ingen var fredet. Zoran blev dræbt da det gik op for dem, at dansen var slut.

Serbiens plads i Europa Dette er ikke enden på historien. Denne skal netop til at begynde. Politiske partier, NGO’er, eksperter og borgere bør samles om en ny forfatning som skal være grundlaget for vores fællesskab. Vedtagelsen af en ny forfatning i Serbien bliver nødt til at sætte punktum for al snak om territorium. Vi har ikke behov for at ekspandere som stat, og vi skal ikke rives i stykker og falde fra hinanden. Jeg tror ikke på den ”historiens logik”, der siger, at vi bliver nødt til at bryde sammen før vi en skønne dag igen kan blive forenet.

Hvor skal vi så begynde? Ved påtagelsen af ansvaret.

Ved det faktum at DOS (Serbiens Demokratiske Opposition, red.) faldt fra hinanden inden en ny magtstruktur blev etableret. Ved det, at revolutionen fra 5. oktober ikke blev ført til ende, hvilket Zorans død viser med al ønskelig tydelighed.

Det, der er sket med Zoran er ikke en advarsel, men et påbud om, at vende tilbage og minde hinanden om, hvad vores mål og principper var. Vi væltede Milosevic, så vi af et ødelagt Serbien kunne skabe en moderne stat, hvis plads er i Europa. Jeg foreslår, at vi under ingen omstændigheder giver op.

Jeg elskede Zoran. Han var min ven!

Vesna Pesic er en serbisk oppositionspolitikker og tidligere medlem af Zoran Djindjics Demokratiske parti. Hun var serbisk ambassadør i Mexico fra 20012005. Siden 2007 har hun siddet i det serbiske parlament for det pro-europæiske parti Det Liberale Demokratisk Parti.

Den nuværende tekst blev oprindelig trykt den 12. marts 2003, og blev genoptrykt i avisen Pescanik den 10. marts 2011.

17

Budskab fra Serbiens svage borgerskab Af Mirjana Karanovic

I forbindelse med dokumentarfilmen ”Attentatet – en privatsag” intalte skuespillerinden Mirjana Karanovic denne tekst, hvor hun beklager den serbiske middelklasses politiske passivitet.

Samtidig hylder hun Djindjic’ mod.

Hvem fandt vi på Solsortesletten?

På et tidspunkt, hvor Berlinmuren falder og hele Østeuropa bevæger sig mod det 21. århundrede, tager vi serbere til Solsortesletten i Kosovo, rejser 600 år tilbage i tiden, og spørger os selv: Hvad kan vi dog fremvise for Milos [mytisk serbisk ridder der i 1389 faldt i kampen mod tyrkerne på Solsortesletten, red.]?

Og hvem fandt vi? Slobodan Milosevic. Han skulle være manden, der gav serberne deres nationale ære tilbage, som Jugoslavien havde frataget dem. Og for at gøre dette, var, som han sagde, ”selv ikke væbnede midler udelukket”.

Og vi kunne lide det. Vi nød at de andre jugoslaviske folk frygtede os. Det var en folkefest. Men det var faktisk dér vi gav tilladelse til 1990’ernes krige. Dér traf vi et valg som skulle påvirke millioner af mennesker og føre til en voldelig og grusom død for mange. Og det er ikke ligegyldigt, hvordan vi dør. Dér kunne vi have handlet anderledes. Derefter var det for sent.

Derefter blev vi nødt til at lægge alle de byer øde og myrde alle de mænd, kvinder og børn for siden selv at blive dræbt. Vi blev nødt til at erobre territorier, for dernæst at miste dem. Hundredetusinder af flygtninge blev så nødt til at strømme til Serbien. Vi blev nødt til at degenerere på alle tænkelige måder. Og, til sidst, blev NATO nødt til at bombe os, for at få os til at stoppe. Ligesom man stikker en hysterisk person en lussing, så de kan falde ned. Så stort var vores selvbedrag.

Djindjic ville have sagt, at det blot er historiens forløb.

Vi kunne ikke stoppe gråden Det skud, der splintrede hans hjerte, fløj hertil fra 1990’ernes krige. Snigmorderens kugle havde rejst i årevis. Den var blevet affyret i Vukovar. I lav højde bevægede den sig gennem Dubrovniks gader, hvislede over hovederne på Sarajevos børn, kredsede i dagevis omkring Srebrenica, fløj henover endeløse kolonner af albanske flygtninge, drejede mod nord, standsede iblandt os i Beograd den 5. oktober, zoomede ind på Zoran Djindjic og fulgte ham til det sidste.

Da han blev dræbt, den 12. oktober 2003, var vi 18

allerede kommet ud af vores historiske selvbedrag og var i stand til at vise menneskelige følelser. Vi bar blomster til regeringsbygningen, hvor han var blevet dræbt, tændte lys og græd. Vi tog derefter hjem og fortsatte med at græde og græde, som havde hans død vist os, at vore liv var blevet ødelagt. Og da vi først begyndte at græde, var det umuligt at stoppe. Alt syntes at have indhentet os: Vukovar og Sarajevo og Srebrenica og alle de dræbte børn og ufødte børn og alle vores børn i udlandet. Alt det begræd vi, for første gang.

Middelklassens stille protest Og lad mig så forklare hvem ”vi” er: Vi er mennesker fra Serbiens små og store byer. Vi er den serbiske middelklasse som altid synes at opstå og opløses. Vi er vores lands svage borgerskab. Vi er ikke mange. Og vi er ikke særligt kloge eller modige. Vi er egoistiske og indelukkede. Vi kan godt lide at shoppe og at tage på badeferier, at spise godt, ses med vores venner og give vores børn en god uddannelse. Vi kan lide at føre et komfortabelt liv og tåler ikke vold. Vi er krigens evige fjender. Og det er ikke så lidt eller så nemt på Balkan.

Mens krigene rasede i 90’erne trodsede vi Milosevic. Vi skjulte hinandens børn, så de ikke kunne blive hvervet til krig og vi gik på gaderne. Vi ringede med klokker, fløjtede, trommede på trommer og gryder mens hans nyheder rullede over skærmen.

Vi benægtede krigens virkelighed, for vi var ikke i stand til at rumme den. Vi var ligesom Gandhi, blot uden hans tro og udholdenhed. Udover et par gode slogans var vores bidrag, til at stoppe krigene, minimalt. Men vi nægtede at gå med på krigens præmis og det kaldte vi en sejr.

Mordet på Zoran Djindjic er det eneste nederlag vi har måttet erkende. Han blev nemlig dræbt i fredstid, i dagslys, mens han var iblandt os, i blod og vold. Han blev dræbt mens han var på vores territorium og i gang med at skabe det land som Serbiens svage borgerskab drømte om.

Denne tekst er bragt i samarbejde med den serbiske netavis Pescanik.net, der for nyligt har udgivet en dokumentarfilm om mordet på premierminister Zoran Djindjic ved navn ”Attentatet – en privatsag”. Den serbiske skuespillerinde, Mirjana Karanovic, har givet et bidrag til filmen og ovenstående tekst er en oversættelse af dette bidrag. Oversat fra serbisk af Ismar Dedovic.

19

Serbiens præsident Boris Tadic og kommissionsformand Jose Manuel Barroso

Vejen til Europa Af Louise Buxbom

Louise Buxbom går i denne analyse i dybden med Serbiens forhandlinger med EU i de sidste fire år.

Under præsident Boris Tadic har Serbien rykket sig et langt stykke, hvilket er blevet belønnet med kandidatstatus tidligere i år. Spørgsmålet er om det gode forhold vil fortsætte?

Under Boris Tadics præsidentperiode har der været mere fart på Serbiens EU-tilnærmelser end nogensinde før. Samarbejdet med unionen har heller aldrig forekommet mere harmonisk og afstemt end under de sidste fire års pro-europæiske styre. Det dominerende socialliberale regeringsparti DS, under ledelse af præsident Boris Tadic, vandt valget i 2008 på en klar og entydig EU-dagsorden, som partiet siden har fulgt nøje.

I et hidtil uset tæt samarbejde med den europæiske Kommission har regeringen opnået en række imponerende milepæle i Serbiens integrationsproces.

Vejen til resultaterne har dog været fuld af udfordringer, primært i form af modstand fra visse EUmedlemsstater, men også i form af intern opposition i Serbien. Stadigt færre serbere bakker om den europæiske dagsorden. Mens 61 % af befolkningen gik 20

ind for medlemskab ved udgangen af 2008, er det tal faldet til 51 % ved udgangen af 2011. Mens vælgernes dom over regeringens kurs har kunnet udskydes til valgdagen, har EU’s medlemsstater dog kunnet gøre livet surt for regeringen løbende.

Den største forhindring for regeringens EUtilnærmelser var i lang tid samarbejdet – eller manglen på samme – med Krigsforbrydertribunalet i Haag. EU har altid krævet Serbiens fuldgyldige samarbejde med tribunalet som forudsætning for landets tilnærmelser til unionen. Da regeringen tiltrådte i 2008, havde de tre sidste, og største, krigsforbryderanklagede dog været på fri fod i mere end et årti. For at lægge pres på serberne valgte EU derfor at blokere ratificeringen af den Stabiliseringsog Associeringsaftale (SAA), der var indgået med landet umiddelbart inden valget.

Strategien var effektiv. Allerede i juli samme år blev Radovan Karadic med ét banket op af sit mangeårige skjul og sendt med en enkeltbillet til Haag. Alle forventede herefter, at vejen var banet for ratificeringen af SAA’en. Det vil sige alle undtagen

hollænderne, som nedlagde veto og blokerede ratificeringen helt frem til december 2009. Trods stor skuffelse reagerede den serbiske regering pragmatisk og klogt: Fra 1. januar 2009 valgte landet unilateralt at implementere sine forpligtelser under den handelsaftale, der er en del af SAA’en. Serberne viste på den måde deres gode vilje over for andre aspekter af EU-samarbejdet end de, der knytter sig til opgøret med fortidens forbrydelser.

Samarbejde og resultater På trods af denne drøje start har samarbejdet mellem den serbiske regering og EU kørt nærmest som på skinner lige siden. Alene i december 2009 fejrede Serbien den ene succes efter den anden. Først kom landet på EU’s såkaldt hvide Schengenliste, hvilket betyder, at serbiske borgere kan rejse visumfrit i hele Schengen-området. Denne frihed har en enorm betydning for de unge serbere, der kun har oplevet deres land være isoleret fra omverdenen. Men også de ældre, der som borgere i det hedengangne Jugoslavien var det folk i verden, der frit kunne rejse i flest lande (grundet Titos neutrale politik under den Kolde Krig), kan nu føle, at de har genvundet noget af omverdenens anseelse.

Som om det ikke var nok, besluttede Holland næsten samtidigt at løfte blokeringen af SAA’en.

Chefanklageren ved tribunalet i Haag, Serge Brammertz, havde i en rapport konkluderet, at Serbiens samarbejde med domstolen var tilfredsstillende. Som kronen på værket rejste præsident Tadic den 22. december til Stockholm for at aflevere Serbiens officielle ansøgning om EU-medlemskab til det svenske formandskab.

Med SAA’en genstartet og ansøgningsprocessen på skinner benyttede den serbiske regering deres momentum til at gøre kort proces mod de to sidste krigsforbryderanklagede, Ratko Mladic og Goran Hadzic. I sommeren 2011 blev de to fanget og udleveret til Haag. Der var lidt uro og demonstrationer i Beograd, og nationalisterne råbte højt om regeringens forræderi. Men balladen drev hurtigt over.

Det er et åbent spørgsmål, hvorvidt arrestationerne kunne være foretaget langt tidligere, og også før den nuværende regering kom til magten, hvis den politiske vilje havde været der. Hvorom alting er, har Serbien lukket et betændt kapitel i landets historie. Man kan kun ønske, at det ville være sket, hvad enten EU – og især Holland – havde lagt massivt pres på Serbien eller ej.

Timingen og omstændighederne tyder dog på, at EU’s konditionalitet kombineret med en pro-europæisk og kompromisvillig regering har været endog særdeles afgørende for udfaldet.

At anerkende eller ikke at anerkende Kosovo Med krigsforbryderspørgsmålet lukket, er Kosovo-

spørgsmålet det helt store tilbageværende problem for Serbiens EU-integration. Regeringen gik i 2008 til valg på, at EU-tilnærmelserne skulle ske uafhængigt af spørgsmålet om Kosovos status. Med andre ord, regeringen ville ikke betinge sit fremtidige EUmedlemskab af, at EU skulle anerkende Kosovo som en del af Serbien. Med massiv intern uenighed om Kosovo blandt EU’s medlemsstater (5 ud af EU’s 27 medlemslande har ikke anerkendt Kosovos uafhængighed, red.), ville dette da også have været et fuldstændig utopisk krav. Som følge af medlemsstaternes uenighed er det omvendt heller ikke et formelt krav fra EU, at Serbien skal anerkende Kosovos selvstændighed for at opnå medlemskab. I hvert fald ikke endnu.

I Kommissionens anbefaling af Serbisk kandidatstatus (den status et ansøgerland skal have for at kunne starte optagelsesforhandlinger) fra oktober 2011 blev betingelserne for åbning af optagelsesforhandlinger således formuleret som en forventning om, at Serbien skal foretage yderligere skridt i retning af at normalisere forholdet til Kosovo (”further steps to normalise relations with Kosovo”). Dette er tydeligvis ikke et krav om anerkendelse af Kosovos selvstændighed, men omvendt kan ’normalisere’ betyde så meget.

I sammenligning med spørgsmålet om Serbiens samarbejde med Krigsforbrydertribunalet, er Kosovoproblematikken langt mere kompleks, netop fordi EU er ude af stand til at lægge klart og entydigt pres på Serbien. Selvom Holland spillede rollen som indpisker, da det gjaldt krigsforbryderspørgsmålet, var alle lande officielt enige om linjen, nemlig at Serbien måtte og skulle samarbejde fuldt ud med tribunalet. Men hvad angår Kosovo, er EU splittet og kan ikke lægge det utvetydige pres på den serbiske regering, der over tid kunne legitimere anerkendelsen af Kosovo.

Så længe der er lande i EU, der ikke anerkender Kosovo, vil det være politisk selvmord for selv den mest pro-europæiske serbiske regering at gøre det.

Det eneste både EU, Serbien og Kosovo kan blive enige om, er, at uafklarede grænser er et stort problem for et potentielt EU-medlemsland.

Beograd-Pristina dialogen Situation mellem Serbien og Kosovo var og er i høj grad en gordisk knude. Men det var nødvendigt at få taget hul på problemet, hvis regeringen skulle gøre sig forhåbninger om, at opnå kandidatstatus, inden valgperioden udløb. Løsningen blev – helt i det europæiske samarbejdes ånd – en dialog. EU og Serbien indgav i fællesskab en resolution til FN’s generalforsamling om at igangsætte tekniske og status -neutrale forhandlinger mellem Beograd og Pristina.

Resolutionen blev godkendt, og forhandlingerne gik i gang i Bruxelles i marts 2011 med Robert Cooper fra 21

EU’s Fælles Udenrigstjeneste som mægler.

Alene det, at de to parter sad ved samme bord og talte til hinanden, var en sejr for EU og ’den europæiske måde’ at håndtere konflikter. For de to forhandlingsparter var og er det dog en stadig balancegang at opnå resultater og samtidig overbevise vælgerne i hjemlandet om, at man ikke går på kompromis med kerneprincipperne. Især når den såkaldt tekniske dialog konstant omhandler emner, der mere end bare strejfer spørgsmålet om Kosovos status. For eksempel grænseovergangen mellem Nordkosovo og Serbien, toldstempler samt benævnelsen af Kosovo i internationale fora – for blot at nævne nogle få af de mange emner på dagsordenen. Alle er emner, der under overfladen berører spørgsmålet om suverænitet.

Serberne er udmærket klar over, at dialogen ikke er neutral, og det kræver ualmindeligt gode retoriske evner at sælge de mange indrømmelser til hjemmepublikummet. Samtidig er mange serbere dog også pinligt bevidste om, at situationen er uholdbar, og at noget må ske. Hvis den serbiske regering formår at overbevise vælgerne om, at den tager ansvar og aktivt prøver at forbedre levevilkårene for det serbiske mindretal i Kosovo – uden at anerkende Kosovos selvstændighed – er det derfor langt fra givet, at dialogen med Pristina i sig selv kommer til at koste regeringen magten. Men det er en uhyre svær opgave for alle involverede parter.

Kandidatstatus hang i tynd tråd Den siddende regerings embedsperiode har været nøje tilrettelagt til at kulminere med Serbiens opnåelse af kandidatstatus. Regeringen har i hele perioden leveret varen på de fleste fronter, og EU har løbende kvitteret med de belønninger, der gerne skulle sikre den folkelige opbakning til projektet – og dermed også til regeringen. Da Kommissionen offentliggjorde sin anbefaling af serbisk kandidatstatus i oktober 2011, stillede den sig således helt og aldeles bag regeringen.

Den endelige beslutning skulle tages af medlemsstaterne på det Europæiske Råd i starten af december. Men på falderebet, efter knap fire år med nærmest uafbrudt succes, mødte både regeringen og Kommissionen hidtil uset modstand fra både det serbiske mindretal i Kosovo og fra EU’s medlemsstater. Allerede i juli 2011 blussede uroligheder op i de serbiske enklaver i Nordkosovo.

Serberne protesterede mod Kosovos forsøg på at placere kosovo-albanske toldere ved grænsen og anklagede EULEX (EU's retsstatsmission i Kosovo, red.) for at hjælpe dem. Der blev bygget barrikader, der forhindrede EULEX’s fri bevægelighed i området, 22

og det kom til voldelige sammenstød med KFORsoldater.

Urolighederne forsatte gennem hele efteråret, og da tyske KFOR soldater blev såret i sammenstød med serbere i Nordkosovo, blev det Tyskland for meget.

Ved det Europæiske Råd i december nedlagde det magtfulde land veto mod at følge Kommissionens anbefaling, og beslutningen om at give Serbien kandidatstatus blev udskudt til Rådet i marts. Samtidig blev nogle af de krav, som Kommissionen havde foreslået som betingelser for åbning af optagelsesforhandlinger, nu konverteret til betingelser for kandidatstatus. Tyskland strammede således skruen og påtog sig, som Holland havde gjort i krigsforbryderspørgsmålet, rollen som ’bad cop’.

Det er nemt at se uretfærdigheden i at holde hele Serbien ansvarlig for en håndfuld oprørske serberes handlinger Nordkosovo og dermed negligere alle de resultater, regeringen har leveret i de forgangne år.

Serberne i Nordkosovo har selvsagt deres egen agenda, og det er en kendt sag, at flertallet ikke sympatiserer med regeringen i Beograd, men med den national-konservative opposition. Det er dog også et faktum, at serberne i løbet af vinteren faktisk præsterede at leve op til kravene fra det Europæiske Råd i december. Disse resultater var sandsynligvis ikke blevet leveret så hurtigt, hvis ikke tyskerne havde sat tommelskruen på.

Mest spektakulært og nervepirrende var aftalen om Kosovos repræsentation i internationale fora, der blev indgået i de sidste dage op til det Europæiske Råd i marts. Aftalen blev den uskønne, at Kosovo skal repræsenteres med en asterisk [*, red.] efterfulgt af teksten: "This label [ie "Kosovo"] does not prejudge the status of Kosovo and is in accordance with Resolution 1244 and the opinion of the ICJ on Kosovo's declaration of independence." Med disse kryptiske ord var vejen endelig banet for Serbiens kandidatstatus.

EU kan få en ny nationalkonservativ partner Når man ser tilbage på Serbiens parløb med EU de sidste fire år, kan man ikke komme udenom, at det har givet bemærkelsesværdige resultater, primært hvad angår de helt tunge politiske spørgsmål om krigsforbrydelser og forholdet til Kosovo. EU og Serbien har indgået i et nøje afbalanceret spil om noget-for-noget. Selvom det er serberne, der har mest at vinde, betyder succeshistorierne også noget for EU, ikke mindst for Kommissionen, hvis rolle det er, at sikre fremdriften i udvidelsesprocessen. Men også medlemsstaterne ved, at unionen har brug for den legitimitet, der ligger i at være en eftertragtet klub, især i disse euro-krisetider, hvor det ikke længere er så åbenlyst hvori det eftertragtede består.

Mokra Gora. Foto: Tine Møller Sørensen

Serbiens mange ansigter Rejsebeskrivelse af Tine Møller Sørensen At forsøge sig som turist i Serbien kan byde på stærkt varierede oplevelser. Spekteret rækker lige fra fattigdom og forfald til renskuret idyl og ungdommelig party-kultur, skriver Tine Møller Sørensen i denne reportage, der tegner et billede af et land, der på én gang både be- og afkræfter alle de fordomme, de fleste har om Serbien.

I Beograd står luften stille. I flere uger har temperaturen holdt sig omkring de 40 grader, og det generelle aktivitetsniveau er omkring nulpunktet. Det er juli måned, og børnene har sommerferie, men det er svært at foretage sig noget som helst andet end at sidde stille under et aircondition-anlæg.

Scenariet er indkredset af en konstant øredøvende kakofoni pumpende ud fra de mange caféer, der ligger skulder ved skulder langs stranden og tilsyneladende mener, at konkurrencen optimalt vindes ved at spille musikken højere end naboen. Bevæger man sig lidt længere ned ad stranden, er her dog et væsentligt bredere klientel, med en stor mængde børn og ældre mennesker – man kan endog komme til at forløbe sig og ende i den lille del af stranden, der er reserveret nudister; et spøjst levn fra en faktisk meget kropsligt orienteret socialistisk kultur, der fremstår des mere bemærkelsesværdig i forhold til den måske ligeså løsslupne – men i al væsen anderledes – kropskultur, der dyrkes bare 5-600 meter derfra.

Vejrforholdene giver dog liv til stranden på flod-øen Ada Ciganlija i Donau, hvor man kan finde absolutte karikaturer over fænomenerne strandløver og beachbabes, når olie-indsmurte muskelkroppe kun sparsomt beklædt med minimale speedos kæmper om opmærksomheden med ligeså minimalt påklædte kvindekroppe, der leder tankerne mod Barbie-dukker, ikke mindst i lyset af plasticindholdet.

Forfærdeligt og underholdende Et lige så bemærkelsesværdigt strand-setup får man, når man bevæger sig de godt 100 km fra Beograd til Bela Crkva, nær grænsen til Rumænien. Her finder man et tidligere socialistisk bade- og rekreationsetablissement, der er omdannet efter alle den kapitalistiske markedskunsts regler: Igen dette larmende angreb fra omkring 100 caféer på én gang, 23

men her endnu mere fortættet, da Bela Crkva’s badeområde består af en enkelt sø, der er helt omkranset (eller måske forskanset) af caféer og restauranter. De frekventeres af både lokale, men især rumænske turister, der alle kæmper en både meget fysisk kamp om pladsen, men også tager en kamp på volumen op med musikken i forsøgene på at tilkæmpe sig det modsatte køns opmærksomhed.

Umiddelbart bag denne tange af badegæster ligger til gengæld de gamle socialistiske feriekomplekser: En hel del campingpladser med fællesbad og opvaskefaciliteter i samme rum, et mylder af omstrejfende hunde og både telte og små indhegnede pladser til campingvognene. Her er små træningsområder, der trods den stadige benyttelse har skiltning, der tydeligt indikerer, at de har en del år på bagen og er blevet rejst med intentionen om, at man (for fællesskabets skyld) bør holde kroppen stærk og sund, selv på ferien.

Det er på alle måder et ret forfærdeligt sted at opholde sig, men ikke desto mindre underholdende at bevidne frontalsammenstødet mellem de ældre, der holder på deres ret til den årlige sommer-hyttetur og insisterer på at gøre det nøjagtigt som altid, og så de fremadbrusende selviscenesættende teenagere.

100 % kitch Et noget andet bud på en turistattraktion kan man få, hvis man kører 300 km i den anden retning til Mokra Gora i det vestlige Serbien, lige på grænsen til Bosnien. Det er her, filminstruktøren Emir Kusturica har bygget sin meget omtalte lille landsby i træ, Drvengrad. Når man ankommer, viser det sig dog, at hele området rent faktisk er klassificeret som et hotel – dog et hotel med entré. Her er alt, som den moderne turist kunne ønske sig: restauranter, spa, souvenirbutikker og en kirke – alt sammen omkranset af overnaturligt smukke bjerge og ikke mindst i en ”original” serbisk, men samtidig kulturel korrekt ramme, hvor man har det hele på et sted, således at man ikke behøver overhovedet at bevæge sig væk fra sit pittoreske ”gated community” og konfronteres med et mere reelt Serbien. Det hele er 100 % kitsch, men meget gennemført og særdeles velbesøgt.

Det ser faktisk ud til, at Kusturica gør sit for at stille standarden i hele området, i hvert fald støder man på forbløffende mange helt nybyggede træhuse i samme ”oprindelige” stil som på det lille landsbyhotel. Tager man med, at det også er her i området, at man kan fornøje sig med en tur i det unikke historiske lokomotiv, Sargan, hvis lokale station ligeledes er blevet nybygget i samme stil, og at vi befinder os i nogle af de allersmukkeste bjerge i Serbien, med Zlatibor (det gyldne bjerg) som absolut topscorer, kan man se, at denne region (som en af de få) har formået at udnytte turistpotentialet til det yderste.

Der er uden tvivl blevet postet væsentlig flere penge i både udbygning og PR end de fleste andre steder i landet, hvilket nok også hænger sammen med, at egnen allerede gennem årtier har været et foretrukket udflugtsmål for turister fra hele regionen - også i 24

vinterhalvåret, hvor man kan stå på ski.

Skobutikker, Eurocrem og verdensmusik Fra det vestlige Serbien går turen videre mod den centrale del af landet. Kontrasten er så tung, at man næsten kan føle det – fra den væsentlig mere ”polerede” og renskurede idyl ankommer man nu til en region, der i udpræget grad er præget af fattigdom og forfald; det er nærmest på centimeter – midt på bjergvejen støder man på et skilt, der kort orienterer om, at man nu forlader området for det vestlige Serbiens turistforening og – bam – er man midt i faldefærdige huse og skrald i bunkevis langs vejene.

I Cacak, den største by i området med godt 74.000 indbyggere, findes kun et enkelt hotel, der tydeligvis kun er til for forretningsophold; man forventer ingen turister her. Byens sociale liv synes da også udelukkende at bestå af den korte gågade, hvor byens indbyggere spankulerer frem og tilbage aftenen igennem. Kun få slår sig ned på caféerne omkring gaden. Dette kan måske forklare byens usædvanligt mange skobutikker – det er i det hele taget et meget karakteristisk træk ved byerne i den serbiske provins, at skal man dømme ud fra antallet af forretninger, synes sko at være stort set den eneste reelle handelsvare. Men skal man spendere hver eneste aften med at gå op og ned ad gaderne, er det selvfølgelig også nødvendigt ofte at kunne forny sit fodtøj.

Vi kører mod Gornji Milanovac og bjergbyen Takovo – egnen der har lagt navn til den fabrik, der fremstiller det i Serbien elskede Eurocrem, en slags tykt og cremet smørechokolade. Her hersker en anderledes let stemning – verdensmusik-festivalen er netop gået i gang – en festival, der besøges af bands fra så forskellige steder som Jamaica og Sverige. I modsætning til Cacak fremstår Gornji Milanovac fuldt af glæde og liv. Endnu engang må man konstatere, at der er en meget nøje sammenhæng mellem en bys velstand og den generelle stemning – i Gornji Milanovac findes nemlig en række af de (forholdsvis få) tilbageværende serbiskejede fabrikker, bl.a. Metalac, der nok især er kendt for fremstillingen af de karakteristiske prikkede gryder og potter. Folk er dog ikke mere velstillede, end at der er en del af trafikken, der tager form af hestevogne, men hvor det de kun godt 30 km mod syd i Cacak forstærkede en fornemmelse af forfald, glider det her ind i den mere overordnede opfattelse af hygge og malerisk stemning. Beauty is in the eyes of the beholder…

Det serbiske Frederiksberg Man siger i Beograd, at et millisekund er den tid, der går fra lyssignalet er skiftet til gul, til der bliver dyttet i bilkøen. Man kan i så fald sige, at en millimeter bør måles som den afstand, der konstant er mellem et hvilket som helt sted og den nærmeste bunke skrald.

Mængderne af skidt og møg på gaderne i Beograd gør kontrasten til den væsentligt mere velstillede Novi Sad i Vojvodina så meget desto større; gader og parker er pæne og velholdte i en stil, der ikke lader Frederiksberg noget tilbage. Den østrig-ungarske

indflydelse på arkitektur og by er ikke til at gå fejl af, hvilket føjer til det hyggelige indtryk; små gader bugter sig, og der er væsentligt længere mellem de store grå socialist-byggerier.

Med en befolkning på knap 290.000, er byen nok mindre end Beograd, men absolut ikke lilleput, og med sit udgangspunkt som hjemsted for den berømte EXIT musikfestival er byen sprudlende af kultur- og natteliv.

Her er yndige fiskerestauranter med skøn udsigt over Donau, man kan næsten hver aften finde en hel række gratis udendørs koncerter, og klubberne er hele weekenden fulde af glade dansende unge mennesker.

Børn og forældre leger i de veltrimmede parker, og selv det lokale marked virker – efter serbisk målestok – forbløffende organiseret.

Beograd: Tito, turister og tradition Tilbage i Beograd er sommerregnen begyndt. Når den ankommer, gør den det med bulder, brag og haglstorme, og den forlader ikke gerne byen igen sådan lige med det samme. Gågaden Knez Mihajlova fyldes af et hav af paraplyer, og parasollerne slås op over de små gadevogne, hvor der grilles majskolber.

De sidste par år har ført til en hidsig stigning i antallet af turister, overalt ses der smågrupper med bykort og kameraer. Pludselig er der fyldt med mennesker omkring det gamle fort Kalemegdan, ved Avala-tårnet lidt uden for centrum skal man nu stå i kø, og den zoologiske have – hvis bemærkelsesværdige mængde af albinodyr vistnok skyldes den lettere excentriske ejers forkærlighed for samme – er fyldt med gæster.

Man kan på gågaden nu ikke længere købe postkort med billeder af Beograds eksploderende skyline og påskriften ”greetings from NATO, Belgrade 1999”, men derimod med de pittoreske serbiske bjerge med fåreflok og en hyggelig gammel hyrde eller det allestedsnærværende portræt af Tito og Jovanka fra Jugoslaviens velmagtsdage.

sælge alkohol efter kl. 22, er det nu blevet populært at mødes i de mindre parker og hænge ud i timevis. Øl – og det der er stærkere – kan her erhverves til en helt fornuftig pris fra de lyssky sælgere, der som narkogangstere gemmer sig i statuernes skygge, mens teenagerne holder bunkefest og danser til den medbragte musik. Det hele forekommer på en gang hyggeligt og en anelse komisk, men politiet lader dem tilsyneladende i fred.

Life is rich Uden for bymidten, i Bezanijska Kosa, ligger en restaurant, der præsenterer et godt billede på de mange sammenstød i tid og kultur, man uundgåeligt støder på i Beograd: interiøret er holdt intakt fra tidligere tider, med mørkebrunt møblement omgivet af utallige buster, malerier, citater osv. af Tito. I gårdhaven sidder man derimod omkranset af enorme billboards, der ikke er egentlige reklamer for noget særligt, men blot viser forskellige nærbilleder af dyre ure, fyldte champagneglas og fancy biler og ganske enkelt er påtrykt ordene: ”LIFE IS RICH”.

Således opleves livet, ikke bare i Beograd, men i det meste af Serbien, et sted mellem nostalgi for noget ”autentisk”, ”det rigtige liv”, der fandtes i en renere udgave engang – i en mytologisk fortid af serbisk storhed og heltegerninger eller i Titos vidunderlige paradis – og så i ønsket om at bebo et mere standardiseret vestligt kapitalistisk utopi-univers, hvor champagnen flyder i lind strøm, mens man kører rundt dyre biler.

Dette er naturligvis ikke den hele sandhed; livet leves – her, som alle andre steder – på bedste måde det lader sig gøre under de givne omstændigheder. Serberne selv er så absolut ikke blinde for de ind imellem komiske eller sågar absurde scenarier de er midt i – og undervejs er der jo ingen grund til ikke at undres, frydes og more sig over omgivelserne, hvori det udfoldes.

Selv 25. Maj Museet – museet rejst til og af Tito, der desuden indeholder parken med Blomsternes Hus, Tito’s mausoleum – viser fuldstændig ukritiske og politisk ukommenterede udstillinger af det føromtalte tidligere præsidentpars garderobe til brug ved officielle lejligheder med præcis samme stolthed, som man i Danmark ville vise Margrethe og Henriks.

Lukkelov giver fyldte parker I det såkaldte ”boheme-kvarter”, Skadarlija, bliver brostenene spejlblanke i regnen, og man må tage sig i agt for ikke at falde, når der kæmpes om pladserne på de ”autentiske” restauranter, der udover traditionelle retter som muskalica og panerede schnitzler fyldt med kajmak, byder på optræden med sange fulde af længsel og grædende violiner. Senere på aftenen skiftes klientellet ud, og pladsen viges for Beograds legendariske natteliv.

På det seneste er en nyere trend dog dukket op, blandt især de yngre nattelivsgæster. Pga. en ny lov, der har gjort det ulovligt for kiosker og butikker at 25

Serbiens nye konge Af Jais Thomas Møller

Serbien har fået en ny superhelt i sportens verden. Tennisstjernen Novak Djokovic har taget verden med storm og er samtidig blevet symbolet på et nyt demokratisk Serbien, der nu er kendt for mere end krigsforbrydelser. Jais Thomas Møller tegner et portræt.

Den serbiske tennisspiller Novak Djokovic har for alvor overtaget tronen som verdens bedste tennisspiler ved at hjemføre tre ud af fire mulige Grand Slam-titler i form af Australian Open, Wimbledon og US Open. Djokovic står dermed noteret for i alt fire Grand Slam-titler i karrieren.

Derudover tæller sæsonen syv andre turneringssejre og 2011-sæsonen omfatter i alt imponerende 64 sejre og kun to nederlag.

Novak Djokovic, der er kendt under kælenavnet ’Nole’, har i år med en forbedret serv, sin skarpe forhånd, sine fremragende returneringer og sin evne til at dække banen og læse spillet for alvor brudt igennem. Med Djokovic’ succes tegner der sig et nyt og anderledes billede i tennisverdenen, hvor sporten i flere år har været domineret af den 16-foldige Grand Slam vinder Roger Federer fra Schweiz og den spanske verdensetter Rafael Nadal.

Nationalhelt Novak Djokovic’ succes har i Serbien fået en enorm betydning, som rækker langt udover det sportslige og han adskiller sig dermed ret markant fra sine direkte konkurrenter på ATP-touren. I 1990erne var Serbien, under den tidligere præsident Slobodan Milosevic, engageret i krigene i Slovenien, Kroatien og Bosnien.

Landet var i 1999 også involveret i Kosovo-konflikten mod Kosovo-albanerne, der ønskede selvstændighed. Konflikten i Kosovo resulterede i sidste ende i, at den amerikansk-ledede NATO koalition intervenerede, og indledte en 78 dage lang bombekampagne mod Serbien, som tog sin begyndelse den 24. marts. I det internationale samfund var der en udbredt enighed om, at Serbien måtte påtage sig hovedansvaret for krigshandlingerne på Balkan, og det politiske lederskab under Milosevic og serberne blev derfor dæmoniseret, imens den almene serber blev udsat for en kollektiv skyld, som man måtte dele med Milosevic.

I et land, der i den grad har brug for succeshistorier, er Djokovic blevet det ultimative symbol på succes, og hans meritter på tennisbanen rækker langt udover det sportslige. Et godt eksempel på Djokovic’ 26

betydning i Serbien så man under dette års Wimbledonfinale, hvor den serbiske præsident Boris Tadic var til stede og gav sin uforbeholdne støtte til den nye serbiske Wimbledon-mester. Derudover har Djokovic modtaget den prestigefyldte Sankt Sava orden fra den serbiske ortodokse kirke, og han er blevet udnævnt til ambassadør for Unicef i Serbien.

Novak Djokovic’ lange vej til toppen Det var i en kommunistisk stat under opløsning, Novak Djokovic forsøgte at blive en succesfuld tennisspiller, der en dag ville kunne vinde Wimbledon og blive nummer et i verden. I midten af 1990erne, hvor Serbien var økonomisk isoleret og den almindelige serber længtes efter stabilitet, blev Novak Djokovic’ mål om at være verdensetter den afgørende kamp for Djokovic-familien med forældrene Srdjan og Dijana i spidsen. Målet gav dem noget at kæmpe for, og Novak Djokovic’ fremtidige karriere blev samtidig en måde, hvorpå familien kunne få et bedre liv. Et slående eksempel på, hvad der var på spil for familien, var, at hele familien gik på træningsbanen med den dengang 12-årige Novak på trods af NATO’s bombekampagne mod Serbien i 1999. Familien trænede fra klokken 10 om morgenen til klokken 18-20 om aftenen på trods af det heftige bombardement.

Novak Djokovic’ talent var imidlertid tydeligt for enhver og seks måneder efter, NATO’s bombekampagne mod landet var ophørt, blev Novak Djokovic optaget i Niki Pilic’ berømte tennisakademi i München. Problemet var, at Djokovic-familien aldrig havde særligt mange penge ulige mange andre tennisfamilier. Akademiet kostede 3000 dollars om måneden udover rejseomkostninger og turneringer rundt omkring i verden. Novaks far Srdjan, der om nogen er sønnens største fan, så sig derfor nødsaget til at låne 10-15 % af hvad? hver måned. Der var på dette tidspunkt ikke mange investorer, der ville putte penge i Novak Djokovic’ karriere, Den Serbiske Tennisføderation havde heller ingen penge at poste i karrieren, og derfor deltog han ikke i de fleste ungdomsturneringer. Der var simpelthen ikke penge til at rejse. I 2006, året efter at Novak Djokovic var blevet den yngste mand i ATP-tourens top 100, var Srdjan så desperat, at han overvejede den mulighed, at den 18årige Novak Djokovic skulle skifte nationalitet for at spille for England sammen med hans to lillebrødre Marko på 14 år og Djordje på 10 år. ”Beslutningen var i sidste ende min,” siger Novak Djokovic, ”jeg har aldrig villet skifte land; det er noget, der er en del af mig. Vi er meget stolte over, hvor vi er fra. Og selvom vi har været igennem hårde tider, gør det os stærkere”. En måned senere ændredes alting, da Novak

Djokovic mødte den slovakiske træner Marian Vajda og nåede sin første Grand Slam kvartfinale på Roland Garros (French Open).

ambassadør i USA, ”er den største positive PR, dette land nogensinde har haft. Han er et positivt ansigt for et nyt demokratisk Serbien”.

Serbiens demokratiske ansigt Novak Djokovic er i dag en yderst populær skikkelse i tennisverdenen og har længe været tennissportens ’go-to guy’ på YouTube, hvor han har sunget I Will Survive og imiteret andre tennisstjerner som Maria Sharapova, Andy Roddick, Roger Federer og Rafael Nadal med forbløffende nøjagtighed. Som verdensetter er han nu et nationalt symbol for Serbiens genfødsel efter krigene på Balkan. Hans popularitet steg til uanede højder, efter han førte Serbien til landets første Davis Cup triumf efter 3-2 sejren over Frankrig i Beograd i december. ”Novak Djokovic,” siger Vladimir Petrovic, Serbiens

Novak Djokovic’ historie og succes er på flere måder interessant og favner bredt. Han er på mange måder den bedste ambassadør, Serbien kunne ønske sig.

Serbien og serberne har grund til at være stolte af Novak Djokovic og hans meritter på tennisbanen, og gennem hans succes bliver der skabt et positivt billede af Serbien i modsætning til 1990ernes internationale fordømmelse af landet. Novak Djokovic signalerer samtidig til den almindelige serber, at alt er muligt på trods af fattigdom og svære tider, og har sat Serbien på verdenskortet i en positiv forstand.

27

Katedralen Skt Sava i Beograd. Foto: Bo Jessen

Tak til: I forbindelse med udarbejdelse af dette tema om Serbien vil Magasinet rØST gerne takke alle bidragydere til udgivelsens artikler. Det gælder særligt den serbiske netavis Pescanik, der gjorde det muligt at skabe en fokus-sektion om Zoran Djindjic. Vi ønsker at takke Kristian Foss Brandt for reportagen fra Guca. Vi takker Tine Møller Sørensen for sin kulturelle indsigt i landet. Vi takker Jais Thomas Møller for et indblik i sportens verden. Vi takker Louise Buxbom for hendes skarpe overblik over Serbiens forhold til EU og mange tak til Balkangruppen fo sparring og formand Bo Jessen for fotos og tak til Michael Lauritsen og Jesper Pørksen fra Magasinet rØST for hjælp og støtte.

www.magasinetroest.dk

28