Magasinet rØST: Baltikum by Kristoffer Hecquet

Frihedsmonumentet i Riga. Foto: Kristoffer Hecquet

Indhold Tre små lande i Europas periferi

Baggrundsartikel

Høj pris for boom

Økonomisk analyse om skandinaviske banker og krisen i Baltikum

En bronzesoldat

6 7

Interview med Rigas borgmester Nils Usakovs

Samtale Andris Gobins fra Letlands Europabevægelse

Før du flyver tilbage til jorden

Republikken i hovedet

Reportage fra den selvudråbte republik Užupis

Om lettiske og litauiske protester imod danske svinefarme

EU-skepsis i Letland

Samtale med Rasa Navickaite, talskvinden for Baltic Pride 2010

Samtale med filminstruktøren Arunas Matelis

Klumme af Peter Kyhn

Upopulære danske svin

Historien om Baltic Pride 2010 i Vilnius

Tabu

’Enten er vi en bro mellem Øst og Vest, eller også bliver vi glemt’ 9

Baggrund om udvandring fra Baltikum

På et hængende hår

Om russiske minoriteter i Baltikum

Er Baltikum en region?

Reportage fra Henrik Gøttrups gård

Den stille flugt

Om den russiske bevægelse ’Nasji’ i Estland

Et mindretalsliv

Er Letland et let land for en dansk landmand? 15

Sol over Jūrmala Billedreportage fra den lettiske kyst

Tre små lande i Europas periferi Af Michael Lauritsen og Kristoffer Hecquet, baggrund om Baltikum For enden - eller i starten - af Østersøen findes tre små lande med små befolkninger og små økonomier, der i øjeblikket befinder sig i en identitetsskabende periode. Estland, Letland og Litauen er kommet til syne i Europa efter en lang historie, hvor kultursprogene, handelssprogene og - som oftest - magtsprogene har været polsk, tysk, svensk og russisk. En historie hvor disse lande overvejende har befundet sig i periferien af tyske, svenske og russiske imperier og senere Sovjetunionen. Selv det moderne Baltikum bliver vanligt set som periferien af den Europæiske Union - både geografisk, indflydelsesmæssigt og økonomisk. Men i dag er de Baltiske lande, på trods af store indbyrdes forskelle, ved at konstituere sig som et eget centrum; som en bro imellem øst og vest og som et centrum for handlen i Østersøen. De tre lande bliver ofte betragtet som vore nordiske broderlande, og man oplever i alle tre baltiske lande mange kulturelle træk, man kan nikke genkendende til som skandinav. Men samtidig byder Baltikum på store modsætninger. Her er smukke historiske, kulturelle og arkitektoniske perler, men også fattigdom, forurening, beton og forfald. Man støder på særdeles dynamiske og moderne tænkende mennesker, med alt hvad det indebærer af kreativitet og kynisme - og man møder både smukke og forkrøblende versioner af tradition og konservatisme. For en dansker kan Baltikum synes både hjemligt og fremmed. I lyset af alt dette fortjener Baltikum større og mere dybdegående opmærksomhed fra os danskere. Særligt lige nu, hvor økonomien kradser. Meget forskellige lande Estland, Letland og Litauen bliver sædvanligvis opfattet som en samlet region i Vesteuropa og normalt omtalt som de baltiske lande eller 'randstaterne'. Om balterne selv opfatter sig som en region, er imidlertid en diskussion værdig – og en lang en af slagsen, hvis den skal tages med en ester, lette eller litauer.

Hvis diskussionen skulle involvere indbyggere fra alle tre lande, skulle den helst foregå på engelsk eller russisk som lingua franca. Sprogligt er der nemlig store forskelle. Lettisk og litauisk tilhører den baltiske sproggruppe, som er separat fra slavisk, germansk og latinsk, men de forstår alligevel kun med stort besvær hinanden. Esternes sprog er ikke engang indoeuropæisk og minder mest om finsk, hvilket gør det absolut umuligt for dem at forstå både letterne og litauerne. I sovjettiden led Estland og Letland under massive tvangsdeportationer og har begge, efter omfattende russisk indvandring, i dag store grupper af indbyggere med russisk som førstesprog – henholdsvis 30 og 38 procent, imens Litauens minoriteter blot udgøres af en russisktalende gruppe på 8 % og en gruppe polsktalende på 6 %. Heller ikke religiøst kan man tale om én region; litauerne er historisk set katolikker, letterne er delt mellem protestantisme og katolicisme, imens esterne er protestanter. Dog er ingen af de tre folk nær så dedikerede kirkegængere, som eksempelvis polakkerne. Fælles om at være undertrykt Historisk er det også svært at tale om én region. Mens Litauen har en glorværdig fortid med et imperium, der i union med Polen strakte sig så langt som fra Sortehavet til Østersøen, har Letland og Estland været domineret af skiftende magter, som tyske ordener, danskere, svenskere og preussere. Først fra 1700-tallet var alle tre lande fælles om at være underlagt det russiske imperium og senere Sovjetunionen, og de oplevede en periode af selvstændighed i mellem Første og Anden Verdenskrig. På dette tidspunkt var økonomi og levestandard sammenlignelig med den herhjemme. Efter en barsk periode under tysk besættelse i 2. Verdenskrig blev alle tre lande igen indlemmet i Sovjetunionen, og det er faktisk først i modstanden mod dette styre, at man for alvor har kunnet tale om et baltisk fællesskab med ét sæt interes3

ser. Under Gorbatjovs perestrojka kom det særligt til udtryk med store folkelige protester i form af sangfestivaler i alle tre lande, og det fælles udtryk kulminerende i 1989 Den Baltiske Vej, - en menneskekæde fra Tallinn i nord til Vilnius i syd. Efter voldsomme blokader af den sovjetiske hær og flere dødsfald i både Litauen og Letland opnåede Estland, Letland og Litauen endelig selvstændighed igen i 1991. En ny start Sovjetkommunismen blev overtaget af liberal decentralisering, da tilliden til staten var minimal. De følgende år bød på en utrolig økonomisk vækst, der til tider var Europas største. Især de nordiske lande investerede store ressourcer i de baltiske lande, hvis levestandard eksploderede. Alle de tre baltiske lande blev medlem af både EU og NATO i 2004. Op til - og efter - optagelsen i EU oplevede landene en gennemgribende transformation af deres politiske, økonomiske og juridiske systemer. Alle tre baltiske lande var blandt de mest tilbagestående af kandidatlandene, og faktisk var den oprindelige plan for Letland og Litauen, at de først skulle med i en såkaldt ’anden bølge’ af EU-udvidelser, men blandt andet en stærk nordisk lobby insisterede på en samlet udvidelse. Det voldsomme økonomiske boom betød desværre, at Baltikum blev ramt ekstra hårdt af finanskrisen i 2008. Ligeså hurtigt som økonomien havde vokset, sank den nu tungt imod bunden - truende tæt på statsbankerot, særligt i Letland. Til trods

for dette har de tre lande med euroen som forbillede kunnet holde inflationen i skak. Allerede fra januar 2011 vil Estland kunne indtræde i Euroen, med baggrund i en benhård håndtering af finanserne, som ikke mange - selv blandt de tunge drenge i euroen - har kunnet præstere under krisen. Men krisen mærkes stadig tydeligt, med arbejdsløshed omkring 15%, halvering af lønninger og alvorlige indhug i de offentlige budgetter. Dette har endnu ikke ændret sig, selvom Grækenland har stjålet billedet som Europas økonomiske sorte hul. Alligevel er det svært ikke at bevare forhåbningerne, når man rejser rundt i de enkelte lande, for der sker noget: Man møder skæve kunstnere, der absolut ikke er bange for penge, og man møder konstant mennesker i 30’erne med alenlange CV’er og toppositioner rundt omkring i samfundet; hvad enten indenfor den akademiske, den økonomiske eller den politiske elite, og til trods for krisen betragter de deres hjem som 'mulighedernes land'. Baltikum er en region af grelle modsætninger og vidt forskellige mennesker og skæbner. En region i stadig hastig forandring, der endnu forsøger at finde sin egen identitet og et modus vivendi med de latente ufordringer som minoritetsspørgsmål, store naboer, energiforsyning og en perifer geografisk placering i EU. Vi prøver med dette tema om Baltikum at skabe et nuanceret panorama over regionen, hvor vi både tager fat på aktuelle problemstillinger og forhåbentligt hjælper til med at gøre op med uretmæssige fordomme og stereotyper. Vi tager temperaturen på Baltikum af i dag.

Høj pris for boom Af Kenneth Haar, økonomisk analyse Skandinaviske banker gav brændstof til et forbrugsboom, som balterne nu betaler dyrt for. Bankernes motiv var markedsandele, mener dansk professor. Det sku’ være så godt – at blive medlem af EU. I de baltiske lande nærede medlemskabet i hvert fald en bastant vækstoptimisme, som fik både myndigheder, virksomheder og borgere til at tage store lån i de udenlandske banker, der strømmede til i forbindelse med optagelsen i 2004. I flere år havde de tre lande de højeste vækstrater i EU, men euforien var bygget på sand. Nu betaler både banker og baltere en stor pris for gildet.

Styrtdyk Det var finanskrisen, som satte punktum for en periode med astronomisk låntagning. På bare to år er arbejdsløsheden tredoblet fra ca. 5 procent til omkring 15 procent ifølge tal fra Eurostat. Og mens det gennemsnitlige fald i BNP i EU var 4,2 procent i 2009 som følge af finanskrisen, tog Estland et dyk på 14,1 procent, Litauen på 15 procent, og Letland på hele 18 procent. Efter en periode på syv år frem til 2007 med de højeste vækstrater i EU, er de baltiske økonomier styrtdykket. Der tales om noget nær udslettelse af middelklassen, og reallønnen er stærkt nedadgående. Statskasserne, især i Letland og Litauen, er noget nær tomme, og drastiske nedskæringer er derfor i støbeskeen.

Og bunden er gået ud af boligmarkedet. Efter store prisfald i 2008, gik det meget stærkt i 2009. Værst i Letland, hvor en lejlighed i hovedstaden faldt med over 50 procent i pris. Et tydeligt tegn på en spekulativ boble, der brister. Ansvaret ”Der var tale om et megaforbrugsboom og boligboom. Væksten byggede på gæld og førte ikke til nogen særlig stigning i produktivitet”, siger professor Morten Hansen ved Stockholm School of Economics i Letlands hovedstad Riga. Han mener, at hvis de tre lande havde indført reel beskatning af fast ejendom og af virksomhedernes dividender, kombineret med en strammere finanspolitik, kunne det have gjort en stor forskel. I stedet blev det gunstigt at låne til spekulationsformål. Og udenlandske banker stod parat til at hjælpe. ”Der var ikke meget bankaktivitet i de baltiske lande for ti år siden. Men efter optagelsen i EU gik det meget stærkt. Udenlandske banker begyndte at strømme til de baltiske lande, og tilbød store lån.” Markedsandele Blandt de mest aggressive banker var de skandinaviske. Deres fremfærd fik Morten Hansen til at undre sig: ”Jeg spurgte mig selv om de svenske banker da ikke kunne huske, hvordan det gik med en tilsvarende fremgangsmåde i Sverige i

begyndelsen af 90’erne. Og lidt det samme med Danmark for få år siden. Men når bankerne blev spurgt, regnede de med, at det nok ville gå alligevel.” Morten Hansen vurderer dog, at motivet til danske og svenske bankers ivrige udlån lå i at sikre sig markedsandele, og derfor så de stort på risikoen. ”Man kunne jo se, at da den svenske bank SEB skar lidt ned, mistede de markedsandele til Nordea,” siger Morten Hansen. Banker bløder Denne jagt på markedsandele betaler bankerne nu dyrt for. Den svenske nationalbank (Riksbanken) anslår, at de tre største svenske banker - SEB, Swedbank og Nordea - står til at tabe hvad der svarer til 92 milliarder danske kroner, hvoraf ca. 18 milliarder står på Nordeas tabskonto. Også danske banker er ramt. Ifølge RB Børsen ligger Danske Banks underskud i Baltikum på 3,8 milliarder kroner, hvilket gør bankens baltiske eventyr til den største tabsforretning. Artiklen er skrevet af Kenneth Haar, der er chefredaktør på Magasinet Notat. Artiklen er oprindeligt trykt i Notats temanummer om Baltikum fra maj 2010.

Businessdistriktet i Vilnius. Foto: Kristoffer Hecquet

En bronzesoldat og en ungdomsbevægelse Af Louise Willemoes Poulsen

Man havde næppe fra Tallinns bystyre forestillet sig den nationale betydning, som flytningen af en enkelt statue ville forårsage. Bronzesoldaten i Tallinn til minde om sovjethærens sejr i Anden Verdenskrig var på mange måder to parters opgør med hinandens fortid. Set fra den russiske side er denne sejr noget af det sidste, de, russerne, stadig kan fejre uden at blive kaldt for kommunister og sovjetnostalgikere. Set fra den estiske side, så har statuen i mange år været et ubehageligt minde om en tid, hvor esterne først var okkuperede af Sovjet, siden tyske kollaboratører, for til sidst at ende som Sovjets fjender og var herefter atter okkuperede. Da Tallinns byråd i april 2007 så besluttede sig for at ville fjerne statuen fra sin plads i Tallinns midtby, lød der et ramaskrig blandt de russisktalende estere, der følte, at det var deres historie, deres kultur, man pillede ved. Ikke lang tid efter at beslutningen var truffet, gik den pro-putinske ungdomsbevægelse Nasji (overs.: Vores) ind i kampen. Den var i de to år, den havde eksisteret, blevet kendt for sin aktivisme og sin slående lighed med sovjettidens Komsomol (Ungkommunisterne), og modstanderne har døbt den ”Putinjugend”. Bevægelsen beskyldte esterne for at behandle de estiske russere dårligt, for at ville slette deres kommunistiske fortid til fordel for den fascistiske tid under tysk styre, og ikke mindst skældte bevægelsen den Europæiske Union ud for at glemme hvilke idealer, der i sin tid gjorde Rusland (USSR) til den store frelser (under Anden Verdenskrig). Og noget tyder da også på, at esterne gerne vil glemme. Nye mindesmærker bliver rejst i Estland til fordel for de, der kæmpede på tysk side, imens de sovjetiske mindesmærker står i forfald. Sovjettiden er noget man underholder turisterne med. Estisk flag som gulvklud Som led i protesten mod Bronzesoldatens flytning uddelte Nasji den 9. maj 2007 - på den russiske Sejrsdag til minde om sejren i Anden Verdenskrig orange og sortstribede bånd, Sejrsbåndet, under et banner med teksten “Jeg husker - og jeg er stolt” ved 6

den estisk-russiske grænse. Formålet var at få russerne til at bære sejrsbåndet i Estland, ligesom også mange aktivister forsøgte at rejse ind i Estland i den forbindelse. Derefter eskalerede kampen mod Estland. Fra Privolzjsk i det vestlige Rusland, hvor aktivister brugte det estiske flag som gulvklud, til Moskva, hvor en flok af unge aktivister belejrede den estiske ambassade og chikanerede den estiske ambassadør i en sådan grad, at russiske diplomater, udenfor referat, kom med beklagelser og undskyldninger. Denne aggressive fremfærd gav esterne en slem forskrækkelse, og gjorde forholdet mellem estiske estere og estiske russere anstrengt i det private. Således var Bronzesoldaten ikke et emne ved kaffebordet, da jeg var i Tallinn i efteråret 2008. Det værste angreb kom imidlertid allerede d. 27. april 2007, da flere statslige estiske hjemmesider blev udsat for cyber-angreb og hacket. Dengang mistænkte Estland Rusland for at stå bag, noget som senere skulle blive bekræftet fra forskellige sider. En russer, bosiddende i Estland, blev dømt for angrebet, men så sent som i 2009 tog en Nasji-kommissær delvis ansvaret for angrebet. Nu er der gået lidt over 3 år siden disputten og den estiske præsident, Toomas Ilves, har lige været med til fejringen af Sejrsdagen i Moskva. Måske for at vise lidt velvilje overfor et land, hvori han ellers er ganske forhadt? Nasji, derimod, har optrappet kampen. Aktioner gentages med jævne mellemrum foran den lettiske og den estiske ambassade i Moskva, og hver en trodsig mine fra de små naboer bliver nøje vurderet. Nasji har i mellemtiden oprettet en underafdeling i Tallinn. Det er værd at bemærke, når man tænker på, at Nasji er en bevægelse, der hører hjemme i Rusland. I 2010 tog bevægelsen atter fejringen af Sejrsdagen i de baltiske lande i deres egne hænder. Deres aktivister uddelte Sejrsbånd på den Baltiske Station i Sankt Petersborg og ved grænserne til de baltiske lande for at sikre sig, at balterne fik dem at se. Balterne får skam ikke lov at glemme den ubehagelige fortid, lige meget hvor gerne de end ville slå en streg over det kapitel. Louise Willemoes Poulsen er redaktør for Perestrojka, netavisen for Østeuropastudier på Aarhus Universitet.

Frihedsmonumentet i Riga. Foto: Kristoffer Hecquet

På vej mod en ny identitet Af Jesper Pørksen

Integrationen af de russisktalende befolkningsgrupper udgør en stor politisk og social udfordring for Estland og Letland. Men hvem er de egentlig, disse russisktalende, og hvem eller hvad identificerer de sig med?

I 50 år udgjorde esterne og letterne to diminutive befolkningsgrupper i Sovjetunionen. Så små, at de næsten ikke var til at få øje på for den som betragtede Østeuropa udefra. Samtidigt var de udsat for et massivt assimilationspres fra sovjetstaten. Med andre ord, hvis de ikke allerede druknede i mængden, så svandt deres kulturelle egenart langsomt ind. Men nok mest på overfladen, af praktiske årsager. For vidnede 1980ernes genoptagne sangfestivaler, hvor flere hundrede tusinde mennesker samledes for at synge hengemte folkesange, ikke om en stærk og vital kultur? Hvis ikke ligefrem en baltisk kultur,

så dog et stærkt interessefællesskab, hvis stærkeste udtryk var en menneskekæde, der strakte sig fra Tallinn over Riga til Vilnius. 4 millioner hænder samlet i protest mod den sovjetiske besættelse. På 20årsdagen, i 2009, deltog 50.000 mennesker i et 24timers løb fra henholdsvis Tallinn og Vilnius med mål ved Frihedsmonumentet i Riga for at mindes begivenheden. I 1991 imploderede Sovjetunionen og de baltiske lande tilkæmpede sig uafhængigheden og blev nye stater i et nyt og på flere måder alligevel gammelt Europa. Et Europa som det så ud før Hitler og Stalin tegnede en skæbnesvanger streg på et kort. Da stregen blev visket ud, skete det samme som i Sønderjylland/Slesvig i 1920: Nogen befandt sig pludselig på den ”forkerte” side. Dog er der i hvert fald én afgørende forskel: Antallet af russere i Estland og Letland var langt højere end antallet af danskere/tyskere henholdsvis syd og nord for den dansk-tyske grænse. 7

Dette har haft stor indflydelse på udviklingen af en egentlig mindretalsidentitet hos russerne. Lad os først betragte nogle tal. Knap 30 % af Letlands 2,3 millioner indbyggere tilhører det russiske mindretal. Flere end 200.000 af dem er ikke EUborgere, da de enten nægter at tage det lettiske statsborgerskab eller ikke er gode nok til lettisk til at opnå det. I deres pas står ”fremmed”. I Riga er ca. 44 % af byens 709.000 indbyggere russere, i Daugavpils (112.000 indbyggere) og Rēzekne (36.000) er flertallet russere. I Estland er ligeledes knap 25 % af indbyggerne russere. 40 % af hovedstaden Tallinns indbyggere er russere. Langt over halvdelen af grænsebyen Narvas indbyggere er russere. I Estland har ca. 100.000 indbyggere et gråt pas, som et tegn på, at de er statsløse. Før de kan opnå statsborgerskab – og et blåt pas – skal de ligesom i Letland prøves i sprogkundskaber og høres i forfatningen. Takket være Schengen-aftalen kan de statsløse i både Estland og Letland rejse ind i EU uden et visum. De kan også uden problemer rejse ind i Rusland. I deres hjemlande kan de også bevæge sig frit, men de har ingen stemmeret. Litauen har i øvrigt ingen statsløse. Her blev alle indbyggere automatisk litauiske statsborgere i forbindelse med selvstændigheden; Litauen havde også betydeligt færre russere end i det øvrige Baltikum. Urbane russere Russerne er først og fremmest et urbant mindretal. Mange kom hertil som industrimigranter i Sovjetunionens planøkonomiske eksperiment. - Andre som militærfolk udsendt til en forpost, der med årene blev et hjem, måske endda en hjemstavn. Hvor skulle de tage hen nu, da Sovjetunionen ikke længere findes? En tysk journalist interviewede i 2008 en russisk familie i Riga. Da familiefaren skulle forklare mindretallets situation sagde han: ”På en eller anden måde er vi alle russere, og på en eller anden måde er vi alligevel ikke russere” (Ruth Leiserowitz (1. udg.): Die unbekannten Nachbarn – Minderheiten in Osteuropa, Ch. Links, Berlin, 2008). Udsagnet betegner meget godt den limbo, som et mindretal typisk befinder sig i; man hører ikke rigtig til nogen steder, men, eller netop derfor, udvikler man sin egen identitet. Er dette ved at ske for russerne Estland og Letland? Der er flere ting, der tyder på det. For det første så betyder naturaliseringsprocessen - den proces, der skal gøre de statsløse til statsborgere - konkret, at mindretallet vokser. Eller rettere er det deres indflydelse som mindretal, der vokser i og med, at de får adgang til den politiske scene.

Stadig er de russiske mindretal politisk underrepræsenteret i forhold til deres antal, men man ser en tendens til, at de er ved at gøre deres indflydelse gældende. Et kongeeksempel er Rigas borgmester, Nils Ušakovs (se interview side 9). Og samtidigt med, at russerne søger ind i centraladministrationen, så svinder det argument, som man tidligere brugte imod dem, nemlig: at de ikke taler estisk/lettisk. Netop det er de jo blevet prøvet i! For det andet så er det en forudsætning for den politiske magtudøvelse, at man som russer enten accepterer, at man tilhører et mindretal og fører politik ud fra den præmis, eller nedtoner det og fører politik for alle indbyggere. Revisionistiske holdninger må parkeres, hvis man vil opnå noget. For det tredje så ved de fleste medlemmer af de russiske mindretal godt, at de har det bedre i Baltikum, end de ville have det i Rusland. Levestandarden er ganske enkelt højere. Det økonomiske argument er ikke uvæsentligt, selvom forbundetheden til en egn, et landskab, en by er mere afgørende for, hvorfor mennesker oftest bliver dér, hvor de er. At tage hjem er ikke en option; man er hjemme. Og når den økonomiske sikkerhed til og med er større, så indretter man sig, så godt man kan - også, hvis det betyder, at man så må sluge nogle kameler. Dermed ikke sagt, at der ikke er reminiscenser af russisk imperialisme tilbage hos mindretallene. Man kan sagtens forestille sig et russisk mindretal spaltet i to: dem, der accepterer mindretalsidentiteten, og dem, der ikke gør. Sidstnævnte vil fortsætte med at stå uden for politisk indflydelse og må leve med minderne om dengang blyantstregen delte verden i to blokke. De andre kan netop ved at udvikle en mindretalsidentitet sikre sig politisk indflydelse og samtidigt beholde, udfolde og Mindretalsspørgsmål var et stort tema under optagelsesforhandlingerne om de baltiske landes medlemskab af EU. Særligt Estland og Letland blev kritiseret for ikke at leve op til EU's krav om mindretalsrettigheder til de store russiske mindretal. For at blive medlem af EU, skal man leve op til Københavnerkriterierne, der består af et sæt politiske kriterier, et sæt økonomiske kriterier og et krav om at følge EU's samlede love og regler. De politiske kriterier kræver demokrati, retssamfund, respekt for menneskerettigheder og beskyttelse af mindretal. På trods af resultaterne under optagelsesforhandlingerne er Letland og Estland flere gange blevet kritiseret af Europarådet, for stramme statsborgerskabslove, mangel på modersmålsundervisning og for deres store antal af statsløse. I dag er kriterierne for at opnå statsborgerskab blevet slækket betydeligt i begge lande, ligesom sproglovene er blevet forbedrede. I 1999 vedtog EU-landene et charter om grundlæggende rettigheder for EU’s borgere, hvori artikel 21 forbyder diskrimination på baggrund af sprog – og eller medlemskab af et nationalt mindretal. Dette charter blev juridisk bindende med Lissabontraktaten, der trådte i kraft 1. december 2009, og lande der ikke overholder charteret kan hermed trækkes for EU-domstolen og i yderste konsekvens fratages stemmeretten i EU eller smides ud af unionen.

»Enten er vi en bro imellem øst og vest, eller også bliver vi glemt« Interview med Rigas borgmester Nils Ušakovs Redigeret af Jesper Pørksen I juli 2009 blev den dengang kun 33-årige Nils Ušakovs borgmester for Rigas godt 700.000 indbyggere. Udover at være den yngste borgmester i Rigas efterkrigshistorie, så er Usakovs også den første fra det russisktalende mindretal. rØST mødte ham på borgmesterkontoret til en samtale om økonomi, turisme og forholdet til EU og Rusland. rØST: Den internationale presse, og det gælder både i Øst- og i Vesteuropa, har gjort meget ud af din russiske etnicitet. Er du ked af at være kendt som den russiske borgmester i Riga? Nils Ušakovs: Nej, jeg er ikke ked af at være den russiske borgmester i Riga, selvom jeg ville foretrække at være kendt for mine handlinger som borgmester frem for min etnicitet eller min unge alder. Når det er sagt, så er en russisktalende borgmester et vigtigt skridt for integrationen af det russisktalende mindretal i Letland. Det er det vigtige i dette perspektiv. Vi kommer til at se flere russisktalende letter gøre karriere i byens administration. Men mine handlinger som borgmester har ikke noget at gøre med, at jeg er etnisk russer. Jeg er borgmester for alle i byen. rØST: Flere vi har talt med i de baltiske lande udtrykker frygt for Rusland. Professor Mindaugas fra universitetet i Vilnius (Litauen) siger endda, at frygten for Rusland er det kit, der binder Baltikum sammen til en region. Er det en frygt, du forstår og i givet fald, måske endda deler? Nils Ušakovs: Det er vigtigt at forstå, at årsagerne til denne frygt skal søges i manglende kendskab til hinanden, og det faktum, at mange politikere fra begge sider, dvs. både fra Letland og Rusland, har misbrugt frygten i deres indenrigspolitiske anliggender. Det har betydet opbygningen af nogle stereotyper, som vi må gøre op med. rØST: Riga bliver styret af en koalition mellem dit parti, det centrum-venstre orienterede ”Harmony Center”, og det centrum-liberale parti ”Latvia First Party/Latvian Way”. Harmony Center kæmper

især det russiske mindretals interesser. Får I ene og alene russiske stemmer? Nils Ušakovs: Nej, for første gang siden uafhængigheden i 1991 var det ikke kun russere, der stemte på os ved valget i 2009. Op til en af tredjedel af vores stemmer kom fra letter. Omvendt fik nogle af de lettiske partier også russiske stemmer. Så for første gang stemte befolkningen på partiprogrammer og ikke kun efter etnicitet. rØST: Hvordan er samlivet mellem letter og russere i det daglige? Nils Ušakovs: I det daglige er det absolut okay. Letland har en af Europas højeste rater af blandede ægteskaber, mange flere end i Belgien for eksempel, og man kan ikke afgøre etnicitet alene på efternavnet. En lette kan sagtens have et slavisk efternavn og omvendt kan en russer have et lettisk. Vi lever sammen, i det mindste i byerne. Ude på landet lever til gengæld kun letter. rØST: Hvordan vælger du sprog, når du for eksempel besøger en butik? Nils Ušakovs: Det afhænger af mange ting. For eksempel det sprog jeg talte, lige inden jeg kom ind i butikken. Hvis jeg talte lettisk med nogen uden for butikken, så vil jeg formentlig også tale lettisk med sælgeren. rØST: Så begge sprog er lige accepteret? Nils Ušakovs: Ja, du kan ikke finde et godt arbejde, med mindre du kan begge sprog. Nogle gange er russisktalende unge derfor bedre stillet end lettiske unge, fordi de russisktalende er bedre til lettisk, end letterne nogle gange er til russisk. rØST: I forhold til det faktum, at 65 % af Rigas befolkning er russisktalende, er det påfaldende, at man ikke ser russiske gadeskilte i det offentlige rum. Hvorfor har indfører I ikke tosprogede gadeskilte? Nils Ušakovs: Det er et meget følsomt emne, især for letterne. Det har noget med historien at gøre. I dag er 9

det et tabu. Før i tiden havde vi tresprogede skilte: lettisk, russisk og tysk. Mange gader havde endda forskellige navne på de tre sprog. Der er ingen regel i dag, der siger, at man ikke må have russiske skilte; den lettiske tekst skal bare være størst. Men vi gør det ikke, fordi det er et tabu.

sere, skandinaver, tyskere og briter. For skandinaver og briter kan det være interessant, at vi har et rigtig godt sundhedssystem, som ikke er særligt dyrt. rØST: Så sundhedsturisme kan være en vej frem? Nils Ušakovs: Ja

rØST: Hvordan har den økonomiske krise ramt Riga? Nils Ušakovs: I 2008 havde vi et budget på 600 mio. lats (6,3 mia. kr.); nu er vi nede på 400 mio. lats (4,2 mia. kr). Det betyder, at vi skal prioritere. Vi vil bruge penge på at renovere skoler, fordi priserne er lave nu. Vi vil gøre det nemmere for udenlandske investorer at investere i Riga, og så vil vi bruge penge på, at markedsføre Riga som turistdestination. rØST: Riga har i flere år været hjemsøgt af unge britiske mænd, der udnytter den billige alkohol og måske også de billige kvinder til at sikre polterabendens succes. Du har for nylig kaldt til kamp mod denne form for turisme. Hvordan ønsker du i stedet at brande Riga? Nils Ušakovs: For første gang siden 1991 bruger vi penge på at brande Riga i udlandet. Jeg har set, hvordan Skt. Petersborg og Tallinn har gjort det, og det skal vi nu også i gang med. Vi planlægger blandt andet en operafestival, en sangfestival og en masse andre aktiviteter. Det handler ikke om at reducere antallet af polterabender, men om at øge antallet af andre turister. Vi vil især markedsføre os overfor rus-

rØST: Hvordan ønsker du Rigas image skal være i udlandet? Nils Ušakovs: Riga er og skal være en bro mellem Øst og Vest, mellem EU og Rusland. Vi kan kommunikere både med EU og Rusland. Og når jeg siger kommunikere, så mener jeg ikke bare, at vi kan sproget, men også har et kendskab til kulturerne. Det er en unik kompetence. Enten udnytter vi den og er en bro mellem Øst og Vest, eller også bliver vi glemt af begge sider, fordi ingen har brug for os. rØST: Du har studeret i Danmark. Har du nogle erfaringer derfra, som du kan udnytte i dag? Nils Ušakovs: I Danmark findes der kun socialdemokratiske partier, hvis man sammenligner med Letland. I Letland bliver man hurtigt sat i bås som kommunist, hvis man hører hjemme på venstrefløjen. Socialdemokratisk politik handler ikke kun om at give til de fattige, men om at investere penge de steder, der gavner økonomien. F.eks. i uddannelsessystemet. Her kan vi lære meget af Danmark. I Letland er uddannelsessystemet ikke så godt som i Danmark, men det er fordi vi ikke har brugt nok penge på det. Rigas gamle bydel. Foto: Kristoffer Hecquet

Klumme: Er Baltikum en region? Af Peter Kyhn

Spørgsmålet i rubrikken er stillet forkert, for naturligvis er Baltikum en region. Spørgsmålet er blot, hvilken type region. De baltiske stater fik deres selvstændighed fra Sovjetunionen i 1991, og naturligvis måtte videnskabelige forfattere have styr på, hvad det var for nogle lande, der kom til verden. Denne tradition var stærk inden for statskundskab og stærk i Norden, hvor der samtidig var politisk fokus på landene, bl.a. med nordisk-baltisk samarbejde. Der var i denne litteratur en tendens til at kvantificere landenes historie og baggrund og udglatte forskelle og landenes unikke erfaringer, så man fik etableret en region, som var til at arbejde med for politologer. Karakteristisk for denne litteratur, hvoraf meget var så generel, at det nærmede sig almindelig historieskrivning, var, at forfatterne ikke mente, at det var umagen værd at bruge kilder på de lokale sprog, endsige tilegne sig de lokale sprog. Som regel brugte man engelsksprogede kilder - og dem var der til at begynde med ikke mange af - og til nød russisksprogede kilder. Det var alt sammen meget problematisk, for de lande, der var kommet til verden, var dybt forskellige og forestillingen om at have noget til fælles var ikke stærk. Deres egne nationale erfaringer stod i centrum for deres selvopfattelse og en del af den litteratur, der kom frem i begyndelsen af 1990'erne ignorerede disse forskelle. På det politiske plan var der grund til at advare mod at spejle Baltikum i Norden. For Norden og Baltikum har ikke meget til fælles. I modsætning til Norden har de baltiske lande begrænset fælles historie, meget begrænset intern sproglig forståelse, ingen fælles religion og i begyndelsen af 1990'erne næsten ingen fælles økonomi. Estland var på mange områder længst fremme i udviklingen, og det var meget vigtigt for opfattelsen af Baltikum, at EU ved optagelsesforhandlingerne signalerede, at man ikke ville tillægge det regionale nogen vægt, men at man begyndte forhandlingerne først med esterne i 1997 - og så

måtte de andre to lande pænt vente til 1999. En fortsættelse af denne politik ser vi i den nylige beslutning om at give Estland adgang til eurozonen fra 1. januar 2011. Det enkelte lands økonomiske resultater har været afgørende for bedømmelsen. I Estland slog den nuværende præsident Toomas Hendrik Ilves (daværende udenrigsminister) sig i slutningen af halvfemserne op på at mene, at Estland egentlig ikke hørte til Baltikum, men bedre passede ind i en nordisk kontekst. Det medførte mange syrlige kommentarer fra Letland og Litauen, hvoraf den morsomste var en karikatur i det lettiske dagblad Diena, der viste et kort over Østersølandene med Estland klistret på et sted i Mellemsverige. Ilves fokuserede på sprog, historie og religion, men også på anvendelsen af IT, når han argumenterede for, at Estland havde mere at gøre med Sverige-Finland end med Litauen. Nu er tingene på en måde mere normaliserede. Den økonomiske integration mellem de baltiske lande, herunder turisme, samhandel og gensidige udenlandske investeringer, har nået et betydeligt omfang. Derfor kan man med rette sige, at Baltikum er mere region i dag, end det var det for 15 år siden. Men sammenlignet med Norden er den regionale identitet meget svag; den mentale identifikation med de andre baltere eksisterer ikke i nogen nævneværdig udstrækning, og de konstituerende faktorer for en region (historie, kultur, religion, sprog), som jeg nævnte ovenfor, er uforandrede sammenlignet med begyndelsen af halvfemserne. Baltikum er en region, ja, men regionaliteten manifesterer sig mest inden for økonomi og meget begrænset inden for f.eks. politik, kulturel interaktion eller folkelig identitet. Peter Kyhn er cand. mag. i historie og uddannet i estisk ved Lunds Universitet, hvor han ligeledes har undervist i de baltiske landes historie og sprog. Er redaktionssekretær ved Northroup Newsletters og forfatter til 'Turen går til Estland, Letland og Litauen' (Politikens Forlag). Peter Kyhn har også skrevet bogen 'De baltiske lande' (Frydenlund).

Upopulære danske svin Af Michael B. Lauritsen

Store danske svinebrug er i vælten for tiden i både i Letland og Litauen. Lokalbefolkningen klager over miljøbelastning og lugtgener, imens lettiske landmænd raser over konkurrencen fra de ressourcestærke danske landmænd. Den danske landbrugsrådgivning i Århus anslår, at der er ca. 50 danske landmænd i Baltikum, heraf ca. 5 i Estland, 30 i Letland og 15 i Litauen. Landmændenes aktiviteter er spredt ud på både malkekvæg, jordbrug og store svinebrug. Men det er svinebrugene, der løber med al opmærksomheden. Andris Gobins, formanden for den lettiske Europabevægelse, er således hurtig til at nævne ”de stinkende danske svinefarme”, når han skal forklare, hvad letterne forbinder med EU. Historier om store danske svinefarme er for tiden en meget varm kartoffel i Letland, og ifølge Andris Gobins én af de negative historier, der forklarer, at Letland er det mindst EUbegejstrede af de tre baltiske lande. Grunden? Gobins nævner i flæng, hvordan store danske svinebønder forurener, ødelægger vejene, kun ansætter få lokale, opkøber det bedste land – ofte fra lettiske familier på fallittens rand, og ikke engang køber de lokale produkter. Letterne har derfor svært ved at se, hvilken merværdi de danske svinebønder repræsenterer i det lettiske samfund. På trods af, at Letland har kraftigt brug for udenlandske investeringer, og på trods af, at Letland er nettoimportør af svinekød. På landsdækkende tv At de danske svinebønder har et dårligt ry kan Gundars Reders fra det lettiske statsfjernsyn, Latvijas Televizija, bekræfte. Han har lavet en kritisk dokumentarudsendelse om danske svinebønder med udgangspunkt i klagende borgere i distriktet Jelgava og græsrodsarbejde blandt borgere i distriktet Kuldigas. I Jelgava har myndighederne givet tilladelse til en udvidelse af en svinefarm til 10.000 svin og pattegrise - ifølge Gundars Reders: ”Fordi det ville være godt for økonomien, og fordi arbejdsløsheden var stor, og dette kunne være et skub”. Men de lokale 12

borgere var imidlertid særdeles utilfredse med beslutningen, ”hovedsageligt på grund af lugten og forureningen af miljøet.” Nabodistriktet Kuldigas oplevede et helt modsat forløb. Her har lokale borgere haft succes med at forpurre udvidelsen af en svinefarm. ”De lokale var her mere velinformerede og proaktive. De havde studeret internettet og de havde været i Litauen og se på lignende fabrikker og interviewe folk i de omkringliggende områder.” I Kuldigas spredtes hurtigt den generelle holdning, at en udvidelse af en svinefarm ville være katastrofal for miljøet, hvorefter det lykkedes lokale kræfter at overbevise lokalmyndighederne om, ikke at tillade en udvidelse. Et spørgsmål om penge De lettiske svinebønder, som Reders har talt med, mener ikke, at man kan håndtere sit affald ordentligt, hvis man har mere end 10.000 svin. ”Måske passer dette, måske ikke, måske er det et spørgsmål om den teknologi, man bruger, men dette er i hvert fald synspunktet.” Han er dog ikke sen til at erkende, at lettiske svinebønder nok ville forsøge sig i samme spor. ”Hvis bare de havde pengene.” Men det har de som regel ikke, og i dag kan de lettiske landmænd ude i lokalområderne oftest blot stå på sidelinjen og kigge på de enorme udvidelser af svineproduktioner, som pengestærke, vestlige landmænd står for. Og især derfor er der en særdeles dårlig stemning omkring danske svinebønder ude i mange lokaldistrikter i Letland. Danskere er stadig populære Spørgsmålet om svinefarme har dog endnu ikke ødelagt danskernes ry. Ifølge Gundars Reders har danskerne meget goodwill at tappe af, og så er der også nogle gode eksempler: ”Der er også danske landmænd med et særdeles godt ry, bl.a. hr. Rasmussen (Alex Rasmussen red.), en meget berømt dansk svinebonde, der har lært sproget, er høflig, taler godt med naboerne og har en god attitude.” Der er også en vigtig forskel mellem land og by: ”Hvis du spørger ude i landdistrikterne, hvor man kan se og lugte farmene, er den generelle indstilling til danske svinefarmere negativ, men hvis man stiller spørgsmålet her i Ri-

ga, om det er godt eller skidt med de danske svinefarmere, ville en meget vigtig del af folk sige: det er godt for vores økonomi, så hvad er problemet?”, slutter Reders. Også modstand i Litauen Danske landmænds upopularitet begrænser sig ikke til Letland. Ifølge Førstesekretæren på den danske ambassade i Litauen, Mette Kruse, har der gennem flere år været massiv negativ presse i Litauen om de danske svinebønder, ligesom der gennem flere år har været demonstrationer udenfor Den Danske Ambassade imod de danske svinebønder, ofte med baggrund i myten om, at danskerne er i gang med at overflytte hele deres svineproduktion til Baltikum. Denne myte er der imidlertid ikke meget hold i, understreger Mette Kruse og henviser til friske tal fra Eurostat, der viser, at Litauen i 2008 producerede 1,2 mio. svin, imens Estland og Letland hver producerede 0,5 mio. svin, overfor Danmarks produktion på 27 mio. svin. Litauen er i øvrigt, ligesom både Estland og Letland, stadig nettoimportør af svin. Det er Den Danske Ambassades indtryk ”at de danske landmænd fører en legitim forretning på basis af moderne teknologi og med respekt for den eksisterende lovgivning.” Denne vinkel bekræftede en delegation fra det litauiske parlaments miljøudvalg i øvrigt, efter et besøg på flere forskellige danske svinefarme i februar i år. Den konservative formand for delegationen udtrykte beundring over den moderne teknologi, der blev brugt på farmene, og er-

klærede ligeledes, at generne overfor naboerne var yderst begrænsede. Disse positive ytringer udløste dog øjeblikkeligt demonstrationer foran det litauiske parlament, hvor demonstranterne illustrerede deres utilfredshed med gasmasker med danske flag og grisenæser på. Ifølge Mette Kruse kæmper de danske landmænd også med diskrimination fra lokale myndigheder, der i flere tilfælde handler imod kendelser fra domstolene, i bestræbelserne på at gøre livet surt for landmændene. Som i Danmark – blot tilsat ulighed Grundlæggende ligner debatten om svinebønder i Litauen og Letland den danske, med de helt klassiske grundelementer: forurening og lugt. Dog med det ekstra element, at nogle meget ressourcestærke vestlige landmænd skiller sig kraftigt ud fra de fattigere landmænd i de to lande. På spørgsmålet om lettiske landmænd kan lære noget af danske landmænd, svarer Gundars Reders: ”Jeg ved ikke, om de har noget at lære, men jeg ved at nogle af dem er jaloux, fordi de ikke pengene til at bygge den slags svinefarme. I nogle distrikter kan du finde folk, der er meget imod svinefarmene, men kun fordi de for tiden ikke har nok penge til at bygge deres egen svinefarm. De kæmper med andre ord for deres egen forretning.”

Gundars Reders fra Lettisk stats TV. Foto: Jesper Pørksen

EU-skepsis i Letland Samtale med Andris Gobins, formand for den lettiske Europabevægelse, udarbejdet af Kristoffer Hecquet Det kan måske undre, at Letland er et af de mest EU-skeptiske lande i Europa. Andris Gobins forklarer. "Letland er det absolut mest euroskeptiske land i Baltikum,” fortæller Andris Gobins, der er formand for Letlands Europabevægelse. Han bevæger hånden henover en række grafer foran sig, der viser, hvordan hans land ligger tæt op ad Storbritannien, hvad angår offentlighedens holdning til EU. ”Litauen har af en eller anden grund altid været positiv over for EU, mens Estland og Letland har fulgtes ad med en mere kritisk linje. Men i 2004 omkring selve udvidelsen skete der to begivenheder, der trak de to lande i hver sin retning. I Tallinn flyttede man et sovjetisk mindesmærke ud af byen, hvilket skabte store russiske protester – men ledere fra EU bakkede esterne op i deres handling. Dette skabte folkelig opbakning til EU. Men i Letland faldt optagelsen sammen med store stigninger i energipriser – hvilket egentlig ikke havde noget med EU at gøre – og dette styrkede den allerede eksisterende euroskepsis betydeligt. – Jo, vi har meget at se til i vores lille organisation her i Letland.” Andris tilføjer desuden, at historier om udenlandske virksomheder, som f.eks danske svinebønders opkøb af lettisk jord, har givet EU et dårligt ry. Under store, lokale protester argumenteres for lugtgener og slid på den lettiske infrastruktur. Samtidig har de internationale satsninger på IT haft den modsatte effekt i nabolandet Estland.

Andris Gobins. Foto: Michael B. Lauritsen

Det er således ikke det økonomiske sammenbrud, der har udløst letternes skepsis over for EU. Her er man tværtimod taknemmelig over for den støtte, som man trods alt har modtaget fra det øvrige EU. Til gengæld er Andris selv en smule skuffet over, hvordan Baltikum er blevet mødt fra EU’s side, når det gælder økonomi. ”Der er altid to sider af sagen. Jeg er ikke i tvivl om, at EU er den bedste løsning for Letland, men når jeg ser, at EU for kort tid siden ikke ville optage vores naboland Litauen i Euroen i 2007, pga. marginale overskridelser af EU’s krav, kan man ikke undgå at blive lidt skuffet (Litauen opfyldte alle kriterier med undtagelse af inflationen, der skulle ligge under 2,6 pct., men Litauen havde i marts 2006 2,63 pct., red.). – Især fordi det var tydeligt, at det var de færreste euromedlemmer, der faktisk overholdte denne inflationsrate – og prøv at se på Europa lige nu!” Man kan undre sig, hvorhen letterne så ønsker at orientere sig, når EU mod vest ikke er at foretrække og Rusland, som den store nabo mod øst, stadig ikke er populær i Letland pga. fortiden i Sovjetunionen. Andris forklarer: ”Det er meget simpelt. Letterne er meget deprimerede.”

Er Letland et let land for en dansk landmand? Reportage fra Henrik Gøttrups gård i Letland, udarbejdet af Michael B. Lauritsen Magasinet rØST besøgte i april Henrik Gøttrup Christensen på hans gård i Naudite en god times kørsel fra Riga. Vi bliver afbrudt af Ingus, der med en seddel i hånden har krydset gårdspladsen fra den nybyggede røde bygning. Bygningen huser virksomhedens kontor, omklædningsrum, toiletter, køkken og kantine. Henrik kaster et hurtigt blik på sedlen og svarer med en flok lettiske gloser, hvorpå Ingus returnerer den modsatte vej. Og vi vender tilbage til samtalen om lettiske landmænd, naboer, lokalmyndigheder, danske svinebønder, samarbejdspartnere og kammerater i Letland og om konen, sønnen og datteren i Danmark. Henrik Gøttrup er 48 år gammel og har drevet landbrug i Letland i 5 år. Han dyrker korn. Det er det, han er bedst til, som han selv udtrykker det, og det går ganske udmærket, fortæller han med svag nordjysk dialekt. "Udmærket" er jysk og betyder, at han sammen med en dansk partner har 1.750 hektar under ploven, hvilket på københavnsk betyder, at han dyrker lidt mere end arealet af Vesterbro sammen med Valby, hvilket svarer til mere end 2.400 fodboldbaner, der lever op til DBU’s størrelseskrav for divisions- og ligakampe. Og at han ikke har tænkt sig at stilne farten, illustreres meget godt ved den rendegraver, der som bagtæppe for interviewet er ved at køre murbrokker væk fra et gammelt kornlager. Modernisering Der skal bygges en ny maskinhal som supplement til de to andre, så der kan blive plads til traktorerne, mejetærskerne og den nye store vendeplov. Ploven er en milepæl i Henrik Gøttrups samarbejde med de lettiske myndigheder et samarbejde, der har taget tid at få til at køre godt - for ploven er nemlig delfinansieret af moderniseringsmidler fra EU efter succesfuldt samarbejde med myndighederne. Henrik Gøttrups plan er, at alt det gamle sovjeti-

ske byggeri på grunden skal rives ned, ligesom Henrik også siden sin ankomst i Letland har haft god succes med at luge ud i den sovjetiske arbejdsmentalitet blandt sine lettiske medarbejdere. Det sovjetiske landbrugsbyggeri i Letland duer ikke, og den sovjetiske tilgang til landbrug duede ikke. ”Man kan ikke drive landbrug, som man driver en fabrik og blot tilsætte mere arbejdskraft, når man vil hæve produktionen. En god landmand kender sin jord og sin gård,” siger Henrik Gøttrup, der da også allerede har fået en del tips om afgrøder, gødning, pesticider og dyrkningsforhold fra sine lettiske naboer, som han ikke kunne have læst sig til, eller lært af sine leverandører. Naboerne har været her i lang tid og kender jorden. Lettisk initiativ ”Før krigen var landmændene i de baltiske lande jo ekstremt dygtige, men russerne lykkedes med at hive initiativet ud af nogle dem,” siger Henrik Gøttrup, men fremhæver dog, at der var dygtige lettiske landmænd i området ved hans ankomst. Og at der er initiativ i området illustreres måske meget godt af Henrik Gøttrups smil, da vi kommer til at tale om, hvordan han skaffede sig af med materialerne fra nedrivningen og ikke mindst det russiske armeringsjern. Det kom han nemlig af med i en fart, gratis afhentet af folk, der godt kendte værdien af brugt jern og som tjente penge på at videresælge det. I nærheden af Henrik Gøttrup er det i det hele taget svært ikke at blive smittet af begejstring, for han maner enhver forestilling til jorden om, at en typisk entreprenør bor i hovedstaden, bærer firkantede briller og spiser tofu. Henrik Gøttrup går i Kansas og spiser steaks, men han får ting til at ske. Det kan man forvisse sig om ved at kaste et blik rundt på ejendommen, eller ved at kigge på et kort over jordene inde på kontoret og høre ham fortælle om de marker, han håber at kunne købe, eller ved at høre ham fortælle om byttehandler med andre landmænd, der har til formål at opnå 15

sammenhængende jordstykker - for ham selv og for de andre.

på gårdspladsen, så i starten kiggede de noget, når jeg kom,” fortæller han smilende.

Beslutningen om at slå sig ned i Letland faldt efter, at han havde besøgt landet og konkluderet, at "det kunne han gøre bedre" - og at han oven i købet selv kunne gøre en positiv forskel. Hans kone, datter og søn bor i Danmark, men han bruger det meste af sin tid i Letland, for ”man skal bo her, ellers duer det ikke,” som han siger. Derfor kender Henrik Gøttrup nu forskellige steder i både Dobele, hvor han bor til dagligt, og i Riga, hvor man kan få en god steak.

Henrik Gøttrup mener selv, at hans tilstedeværelse i Letland er positiv for landet, og han kan ikke skjule en lille irritation over, at omgivelserne og myndighederne ikke altid ser den som sådan, ”når nu de har brug for investeringerne, har et kæmpe russisk eksportmarked lige om hjørnet, og i øvrigt stadig mangler at effektivisere og modernisere”.

Driften af gården foregår på skiftevis dansk og lettisk, afhængig af hvilken medarbejder han taler med, og så småt er der også ved at blive tid til at besøge naboerne en gang imellem. ”Men de skal altså lige vænne sig til, at jeg bare kommer for at sludre. De er ikke vant til, at naboen bare kommer kørende i bil ind

Da vi spørger til fremtiden, melder der sig for første gang i interviewet noget tvivl. Henrik Gøttrup har for længst udset sig en smuk plet på grunden; et godt sted til en norsk bjælkehytte; men ideen om at slå sig permanent ned i Letland vil kræve rigtig meget overtalelse i Danmark. Måske bliver lige netop splittelsen mellem Danmark og Letland fremtidens største udfordring.

Henrik Gøttrup på sin gård i Letland. Foto: Jesper Pørksen

Den stille flugt Af Kenneth Haar

Den økonomiske krise får tusinder af letter og litauere til at pakke kufferten og søge udenlands. Dårlige nyheder for arbejdsforhold i både Øst og Vest, mener ekspert. ”Før var det håb, der fik folk til at emigrere. I dag er det fortvivlelse. Jeg har boet i Litauen i mange år, og det er noget, man kan fornemme på gaden,” siger Charles Woolfson. Han er professor ved Linköping Universitet i Sverige og ekspert i vandrende arbejdskraft fra de øst- og centraleuropæiske lande. Han er særligt rystet over krisen i de baltiske lande, hvor han vurderer at hele 15 procent af den erhvervsaktive befolkning gerne vil emigrere. Charles Woolfson peger på, at i Litauen er antallet af emigranter oppe på samme niveau som lige efter optagelsen i EU, og det finder han slående. Dengang fandt migrationen sted på baggrund af økonomisk fremgang i de baltiske lande. I dag er arbejdsløsheden eksploderet hjemme, og mulighederne er blevet ringere i modtagerlandene. Derfor mener Woolfson, at hvor emigration tidligere var et lovende løfte om en bedre fremtid, er det i dag det mindste af to onder. Letland topper Det er i Letland og Litauen, den stille flugt fra Baltikum er udtalt. I det tredje baltiske land, Estland, lander nettomigrationen ifølge officiel statistik omtrent på et nul, angiveligt fordi Estlands økonomi er mere solid. Statistikkerne for migration fra Letland og Litauen er usikre, men tendensen i 2009 er umiskendelig. I Litauen, som angiveligt har den mest præcise officielle statistik, er tallet steget fra knap 14.000 i 2008 til knap 22.000 i 2009. Korrigeret for indvandring, lander Litauen på et nettotab på 15.000 personer. Endnu mere dramatisk ser det ud for Letland, hvor krisen har kradset dybest. Hér anslår professor Mihails Hazans på universitetet i Riga, at 30.000 letter emigrerede i 2009, og han vurderer endda, at tallet kan komme op på 100.000 over den tre-årige periode til og med 2011. Det er mange mennesker ud af en befolkning på kun 2,2 millioner mennesker.

Øjeblikkelig fattigdom Migrationen er en flugt fra arbejdsløshed, og fra meget lave sociale ydelser: ”Bliver man arbejdsløs i Litauen, er det en dom på øjeblikkelig fattigdom, så selvom livet ikke er nemt i de gamle medlemslande, er mulighederne trods alt bedre,” siger professor Woolfson. ”Det er betegnende, at det store træk bl.a. kommer fra Litauen, hvor regeringens svar på krisen har været brutalt. Der har været hårde nedskæringer på de offentlige udgifter, og lønnen er sænket drastisk,” siger han med henvisning til, at de offentlige udgifter er skåret ned med hele 30 procent i det forgangne år, og til en lønnedgang på mellem en tredjedel og halvdelen. Søger mod Irland og Storbritannien Den øgede emigration fra de baltiske lande kan mærkes i flere gamle EU-lande, og særligt i Irland og Storbritannien. I Storbritannien fordobledes antallet af arbejdstilladelser til letter i 2009, mens tilladelser til litauere steg med 30 procent, viser tal fra det britiske indenrigsministerium. Op mod 20.000 letter og litauere fik arbejdstilladelse i de første ni måneder af 2009 i Storbritannien, ifølge professor Hazans. Irland tog i 2009 imod 4.000 letter og ca. 3.000 litauere. Dermed modtager Irland og Storbritannien omtrent halvdelen af emigranterne fra Letland og Litauen. Interessen for Danmark er relativt lav blandt emigranterne, men tendensen er kraftigt stigende. Antallet af litauere, som fik ”opholdskort med henblik på lønarbejde” var 459 i 2008. Det steg i 2009 til 1.031, altså mere end en fordobling. Dermed flytter litauerne op på en fjerdeplads efter Polen, Tyskland og Rumænien. Pres på arbejdsforhold Charles Woolfson mener, at tendensen også ses i andre nye medlemslande i Central- og Østeuropa. At under indtryk af finanskrisen og nedgangen i bl.a. byggeriet i de gamle medlemslande, vendte mange 17

”østarbejdere” hjem, for blot at konstatere, at tilværelsen er blevet sværere at få til at hænge sammen. Derfor vender de om igen.

Artiklen er skrevet af Kenneth Haar, der er chefredaktør på Magasinet Notat. Artiklen er oprindeligt trykt i Notats temanummer om Baltikum fra maj 2010.

”Selvom der er krise også i de gamle EUmedlemslande, og der ikke længere er de samme muligheder i f.eks. byggeriet, så er et liv på det grå eller sorte arbejdsmarked i f.eks. Irland, Storbritannien eller Danmark, trods alt bedre end livet derhjemme,” siger professoren. ”Det er dårlige nyheder for arbejdsforhold i både nye og gamle medlemslande,” slutter han.

På et hængende hår Forløbsbeskrivelse af Michael B. Lauritsen

Der var spænding op til sidste øjeblik, om hvorvidt Baltic Pride 2010 kunne gennemføres. Tre dage før paradens planlagte afholdelse sørgede Litauens midlertidige statsanklager, Raimondas Petrauskas, for at tilladelsen blev inddraget. At paraden til sidst blev afholdt skyldtes internationalt pres fra bl.a. Den Danske Ambassade, Amnesty Internationals danske afdeling, diverse andre NGO’er, en vred litauisk præsident og en sidste øjebliks-kendelse fra Litauens højeste administrative domstol. Affæren kostede den midlertidige statsanklager jobbet. At der er brug for fokus på homoseksuelles rettigheder i Litauen, viste en meningsmåling fra april 2010, hvor 69 procent af litauerne erklærede, at de ikke kendte homoseksuelle i deres miljø, imens 43 procent af litauerne anså homoseksualitet som en slags sygdom. 70 procent var imod afholdelsen af en homo-parade i Vilnius. Ikke desto mindre fik Lithuanian Gay League i foråret uden problemer tilladelse af kommunen til afholdelse af en parade. Paradens lokalitet blev dog flyttet adskillige gange mellem parkeringspladser rundt omkring i byen, og der var i starten tvivl om, hvorvidt politiet ville beskytte paraden. 18

Første krav om forbud i marts Den brede folkelige modstand mod paraden blev i marts fulgt op af 52 af Litauens 141 parlamentsmedlemmer, der i et brev til den midlertidige statsanklager, Raimondas Petrauskas, krævede paraden forbudt med henvisning til en kontroversiel litauisk lov af nyere dato om beskyttelse af børn mod skadevirkninger fra anstødelig offentlig information. Brevet fik Amnesty International til at reagere særdeles højlydt - ikke mindst den danske afdeling, der koordinerede Amnestys samlede indsats i forhold til Baltic Pride - ligesom det fremkaldte et diplomatisk pres fra flere ambassader. Blandt andet den danske ambassadør Laurids Mikaelsen gjorde i et brev til den litauiske justitsminister opmærksom på den internationale opmærksomhed omkring paraden. I løbet af april faldt brikkerne dog lige så stille på plads for paradens arrangører, idet politiet lovede paraden fuld politibeskyttelse, imens Petrauskas afviste at efterkomme kravet om forbud med henvisning til både litauisk og international lovgivning. Forbuddet i maj Samme Petrauskas tændte dog ild under håbet hos mange parademodstandere, da han onsdag den 5. maj, tre dage før paraden, lykkedes med at

få trukket tilladelsen tilbage. I samarbejde med et konservativt byrådsmedlem fra Kaunas, Stanislovas Buskevicius, bragte han sagen op for den regionale administrative domstol i Vilnius med den anfægtelse, at politiet ikke kunne garantere paradedeltagernes sikkerhed. Og det var domstolen enig i. Den hovedansvarlige for sikkerheden, Politimester Kestutis Lancinskas, mente dog sagtens, at politiet kunne garantere for deltagernes sikkerhed. Buskevicius er da også primært kendt for sin langvarige modstand mod homoseksuelle generelt og paraden i særdeleshed, så der har givetvis hos ham været andre overvejelser på spil end blot paradedeltagernes sikkerhed. Opbakning om paraden Kendelsen blev straks indbragt for Litauens højeste administrative domstol af Lituanian Gay League. Desuden fremkaldte kendelsen allerede samme dag protester fra den Litauiske præsident Dalia Grybauskaite, der via talsmand, Linas Balsys, fremhævede, at enhver lovlig gruppe har en forfatningssikret ret til at mødes offentligt og ytre sig, og at det er politiets pligt at sikre fred og undgå konflikter ved den slags arrangementer. Grybauskaite undrede sig ligeledes over den dårlige kommunikation, der måtte være mellem de forskellige myndigheder i Vilnius, når politimesteren godt turde garantere for deltagernes sikkerhed, imens anklagemyndigheden kunne være i tvivl. Grybauskaite er Litauens suverænt mest populære politiker med en opbakning i befolkningen på 85 %, så det har ikke været uden betydning, at hun kastede sig ind i kampen. Dagen efter, den 6. maj, afleverede Amnesty International 15.000 underskrifter til præsidenten, og gjorde dermed opmærksom på den brede internationale bekymring for paradens skæbne. Samme dag udtalte den danske udenrigsminister Lene Espersen i en pressemeddelelse: "Det vil være yderst beklageligt, hvis forbuddet fra den (regionale, red.) administrative domstol i Vilnius opretholdes, således at paraden ikke kan gennemføres som planlagt. Fra dansk side lægger vi overordentlig stor vægt på, at alle lande og ikke mindst EU-lande - overholder bestemmelserne i de internationale menneskerettighedskonventioner, herunder retten til fredelige demonstrationer. Dette er også fremhævet af den litauiske

præsident. Og den danske regering har flere gange pointeret dette over for den litauiske regering.” Den 7. Maj var den danske europaparlamentariker Jens Rohde på banen med en pressemeddelelse, hvori han gjorde opmærksom på de grundlæggende rettigheder, der følger med Lissabontraktaten, og luftede muligheden for at indklage Litauen til EU-domstolen: ”Det er fuldstændigt helt og aldeles uacceptabelt, at de grundlæggende rettigheder ikke gælder for alle i hele EU. Jeg har foranstaltet et brev udsendt fra parlamentet til myndighederne om, at der er tale om et brud på traktaten og samtidig bedt kommissionen gå ind i sagen. Hvis ikke de homoseksuelle får lov at mødes og får den beskyttelse, de har krav på, ser jeg ikke anden udvej end, at domstolen må gå ind i sagen med en anklage om traktatbrud.” Paradens redning i sidste øjeblik Den 7. maj, om eftermiddagen, besluttede den højere administrative domstol i Vilnius endelig at annullere regionaldomstolens forbud, og dagen efter blev Baltic Pride 2010 afholdt i Vilnius. Ifølge Amnesty International havde paraden cirka 500 deltagere, heriblandt den svenske EU-minister Brigitta Olsson, imens 800 pansrede betjente beskyttede paraden fra omkring 500 moddemonstranter. Yderlige 1.500 mennesker var ifølge Amnesty International mødt op som tilskuere. Hele affæren har haft sit eget lille efterspil, idet den midlertidige anklager Petrauskas blev forbigået, da Præsident Grybauskaite skulle indstille en person til den faste stilling som landets øverste anklager. Petrauskas blev ifølge Grybauskaite forbigået på grund af hans ageren i udførelsen af embedet i den midlertidige stilling. Kommentatorerne i Litauen er generelt enige om, at hun her sigter til hans rolle i processen op til Baltic Pride i Vilnius. Forløbet omkring Baltic Pride 2010 i Vilnius demonstrerer, hvordan homoseksuelles vilkår gennem de seneste år - ikke mindst i de baltiske lande - har udviklet sig til en demokratisk slagmark, hvor domstole og forskellige fløje af nationale og internationale politikere og bevægelser kæmper mod hinanden, for enten ytringsfrihed og andre basale rettigheder, traditioner og kristne værdier, eller blot opmærksomhed og politisk tilslutning.

Foto: Kaare Viemose for Amnesty International (Riga 2008)

Tabu Samtale med Rasa Navickaite, talskvinde for Baltic Pride, udarbejdet af Michael B. Lauritsen Magasinet rØST besøgte i april Rasa Navickaite på en lille café i Vilnius. Den Hvide Elefant, som caféen hedder, er et foretrukket sted at mødes for alternative typer i Vilnius. Vi talte om vilkårene for homoseksuelle i Litauen. Den konkrete anledning var afholdelsen af Baltic Pride 2010 i Vilnius, en parade som Rasa var talskvinde for. Siden EU-udvidelsen i 2004 har flere af de nye medlemslandes større byer ligget i retssager med homoseksuelles organisationer, der har insisteret på deres ytrings- og forsamlingsfrihed. Bystyret i bl.a. Warszawa, Poznan og Riga har forsøgt at forhindre afviklingen af homo-parader i byerne, oftest med henvisning til den offentlige sikkerhed, men afvisningerne er som oftest blevet omstødt af domstolene. De fleste Central- og Østeuropæiske lande, der har lagt jord til homo-parader, har desuden oplevet særdeles aggressive moddemonstrationer, og der er således i de senere år gået en lind strøm af billeder af blødende bøsser og lesbiske til vestlige medier fra parader i Moskva, Krakow, Warszawa, Poznan, Tallinn og Riga. Homoseksuelles rettigheder er en højaktuel demokratisk frontlinje i Central- og Østeuropa; ikke mindst i de baltiske lande. Og således også i Litauen. 20

Menneskerettigheder Vi mødte Rasa Navickaitė, der studerer politologi i Vilnius og er informationskoordinator for Baltic Pride Vilnius 2010, til en snak om homoseksuelle, hetz, had. Frygt, foragt - og forandringer. Rasa Navickaitė føler sig som homoseksuel i Litauen presset af den højstemte debat. ”Homoseksualitet nævnes ofte sammen med pædofili, ligesom det heller ikke er unormalt at omtale homoseksualitet som en sygdom, man kan blive smittet af,” siger hun, og forklarer, hvordan begrebet menneskerettigheder heller ikke har en automatisk positiv klang alle steder i landet: ”Menneskerettigheder fremlægges ofte som en modsætning til traditionelle katolsk-konservative familieværdier, og selv konservative professorer problematiserer menneskerettigheder. Liberalisme og EU er anti-værdier for disse personer.” Når det ikke er kontroversielt at være modstander af menneskerettigheder, og når homoseksualitet uden problemer kan forbindes med sygdom og kriminalitet, så er det ikke svært at forstå, at homoseksualitet er tabubelagt i Litauen.

Tabuet ”To piger kan godt gå igennem en park med hinanden i hånden; jeg ville ikke gøre det om natten, og jeg ville ikke gå ned gennem hovedgaden med en pige i hånden. To drenge ville slet ikke gå rundt udendørs med hinanden i hånden. De kan til gengæld mødes på en af de to homoseksuelle klubber i Vilnius eller i det skjulte. Men vi kan altså mødes.” ”Men der er en udbredt homofobi blandt homoseksuelle i Litauen, og jeg forventer kun, at omkring 40 af Litauens homoseksuelle møder op til Baltic Pride i Vilnius - ud af Litauens samlede indbyggertal på 3,3 mio. Selv nogle af dem, der er med til at arrangere paraden, er endnu ikke kommet ud af skabet, og gruer for at skulle konfrontere forældre, familie og venner med budskabet; derfor holder de sig væk, når paraden løber af stablen. Hovedparten af paradens deltagere vil derfor være udlændinge.” Der er findes tre offentligt kendte homoseksuelle i Litauen, men Rasa Navickaite er ikke helt sikker på, om de bidrager positivt til at nedbryde tabuet, eller om de blot bekræfter fordommene omkring homoseksuelle som seksuelle freaks. Alle tre er nemlig temmelig outrerede. Måske lige netop tilpas outrerede til at turde stå frem. Sovjetunionens arv Rasa Navickaites bedste forklaring på, hvordan tabuet kan bestå i et moderne informationssamfund som Litauen er arven fra Sovjetunionen. Folk har simpelthen lært at tie og vente på ændringer udefra. At tie har været det mindst farlige, og på samme måde venter mange homoseksuelle nu simpelthen bare på, at tingene bliver bedre af sig selv. Der er ingen tradition for politisk offentlighed i Litauen. Derudover peger hun på en udbredt politisk misbrug af katolicismen og katolske værdier, som afgørende årsager til, at homoseksualitet stadig i dag er et kæmpe tabu i Litauen. Katolicismen Rasa Navickaite er selv katolik og synger i et katolsk kor og mener i modsætning til Paven ikke, at en god katolik nødvendigvis skal være heteroseksuel. Derfor overvejer hun at komme ud af skabet over for resten af koret; en øvelse hun allerede har været igennem over for både venner og familie, der i næsten alle tilfælde har støttet og bakket hende op – også om hendes kamp i Lithuanian Gay League. Selvom nogle af familiemedlemmerne helst så, at hun holdt en lidt lavere profil. Da vi spørger Rasa Navickaite, hvad hun ønsker for Litauens homoseksuelle i fremtiden, er det ikke ret til ægteskab eller adoption, der dukker op. Hun svarer uden at tøve: ”at bryde tabuet.”

Rasa Navickaite . Foto: Jesper Pørksen

Støtte fra mange kanter Den klare opbakning fra den danske, norske og hollandske ambassade, fra Amnesty International og Human Rights Watch og deltagelsen af helt almindelige politikere fra mange lande hjælper med at fremme dette formål. "Opbakningen er med til at sikre, at paraden ses som en politisk manifestation til fordel for basale demokratiske rettigheder, frem for som en seksuel fest”. At paraden overhovedet kunne realiseres skyldes dog også et samarbejdsvilligt politi og nogle praktisk anlagte kommunale myndigheder, der ifølge Rasa Navickaite ikke lagde paraden de store forhindringer i vejen, selvom de heller ikke gav paraden en særlig god placering i Vilnius. Desuden har Lithuanian Gay League allierede både på venstrefløjen og blandt konservative politikere i Litauen, der bekymrer sig om de demokratiske aspekter af de homoseksuelles kamp – og blandt dem er den litauiske præsident Dalia Grybauskaite, der i øvrigt er Litauens mest populære politiker med en opbakning i befolkningen på 85 %. Støtten er blot aldrig så højlydt som modstanden. Menneskerettigheder og ytringsfrihed – og støtte til homoseksuelle - er endnu ikke politiske vindersager i Litauen.

Den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention garanterer begge ytringsfrihed og forbyder diskrimination af homoseksuelle. Med Lissabon-traktatens ikrafttrædelse er det blevet muligt at trække et land for EU-Domstolen, hvis det forbryder sig mod EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og 21

Før du flyver tilbage til Jorden Samtale med instruktør Arunas Matelis udarbejdet af Kristoffer Hecquet Arunas Matelis’ film sætter fokus på livsbekræftelsen, der findes i den situation, som er aller sværest: På hospitalet for leukæmiramte børn. I et lille diskret møbleret lokale i centrum af Vilnius med panoramaglasvæg ud imod floden Neris sidder Arunas Matelis bag sit skrivebord og byder os velkommen. Han tilbyder os ydmygt sine bedste stole, mens han stolt slår ud med hånden og sammenligner udsigten med den skyline, man oplever i Brooklyn Hights, når man kigger over imod Manhattan. På den anden side af Neris befinder sig nemlig byens forretnings- og bankdistrikt med høje glasbygninger – dog i noget mindre skala end i New York. ”Her kan man sidde om aftenen og få nogle gode samtaler over en øl,” forklarer Arunas og smiler overbevisende. Arunas er Litauens mest succesfulde filminstruktør og har vundet et hav af priser – som man kan skimte i mørket på vej op ad trappen til hans kontor – for sin dokumentar Before Flying Back to the Earth. Filmen er et rørende portræt af leukæmiramte børn og deres familier. Vi spurgte, hvorfor han havde valgt et så alvorligt og sørgeligt emne. ”Min datter fik selv leukæmi,” forklarer Arunas og fortsætter, ”det har selvfølgelig været den mest alvorlige indvirkning på mit liv, og dette var nok årsagen til filmen. Det var egentlig ikke det, at hun var syg, men nogle gange på hospitalet forstår man også de store værdier i livet som kærlighed og selvopofring meget stærkt, og at det handler om at udnytte hvert eneste levende øjeblik sammen – så man oplever også livets skønhed, og man forstår, hvor vigtigt livet egentlig er. Det er utroligt, men på hospitalet vil du blive overrasket over, hvor mange mennesker der faktisk smiler, til trods for de alvorlige omstændigheder. Det var nok dette paradoks, der fik mig til at vende tilbage til hospitalet for at lave denne film, efter at min datter blev rask – selvom det også var meget hårdt ind imellem.” Arunas fortæller, at det var vigtigt for ham at udtrykke netop denne oplevelse i sin film. Dette kom til at betyde, at den største del af produktionen handlede om at befinde sig på hospitalet for at lære personerne at kende, og være til stede blandt de involverede men22

nesker. Selve optagelserne kom ret sent i forløbet, og kameramændene brugte ofte mere tid på at lege med børnene end på at filme. ”Teoretisk set kan man godt leve sig ind i familiernes situation på kort tid, men der er en masse man ikke får med. Nogle gange ser jeg hospitalet som en slags kloster, fordi man bliver nødt til at bo der, og samtidig er følelserne så stærke. Samværet der findes imellem børn og forældre er helt særligt. Selv i den mørkeste stund i dit liv kan du stadig se et lys et sted! Mennesker er meget stærke når det gælder.” Det må være lykkedes for Arunas at gribe nogle af disse elementer, da filmen siden er blevet den mest prisbelønnede litauiske film nogen sinde. Efter at have været vist på utallige festivaler i hele verden, bliver filmen nu hovedsagligt benyttet i velgørenhedssammenhænge, hvor den har været med til at trække betydelige midler til leukæmibehandling i Litauen. På sindssygeanstalt for at undgå værnepligt Vi spurgte Arunas, hvordan han indledte sin filmkarriere, og han reagerede med et skævt smil og rystede på hovedet. ”Puha, det er et interessant spørgsmål, og jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal svare…” Arunas forklarer derpå, at han studerede matematik tilbage i Sovjettiden, da han besluttede sig for at blive filminstruktør. Problemet var, at hvis man ikke studerede, blev man rekrutteret til Den Røde Hær for en periode på to år, hvilket han ikke kunne leve med, da hans far tidligere var blevet tvangsdeporteret af selvsamme Røde Hær til Sibirien. ”Optagelsesprøven som instruktør fandt kun sted hvert femte år, og den eneste måde hvorpå jeg kunne undgå at komme i trøjen, var ved at lade mig indlægge på en sindssygeanstalt – så det gjorde jeg. Jeg ved godt, at det var en stor risiko at tage, for det ville jo ødelægge de fleste fremtidsperspektiver. Jeg vidste jo ikke dengang, at selvstændigheden ville komme. Det var en kæmpe risiko,” mindes Arunas og understreger, at der virkelig ikke var mange karierremuligheder efter at have været på galeanstalten. Sidenhen er de lykkedes Arunas Matelis at få sin drøm opfyldt som dygtig filminstruktør og han er knapt landet efter succesen oven på Before Flying Back to the Earth, før han har kastet sig ud i nye arthouse filmproduktioner, som vi glæder os til at se i den nærmeste fremtid.

Filminstruktør Arunas Matelis. Foto: Jesper Pørksen

Republikken i hovedet Reportage fra Republikken Užupis udarbejdet af Kristoffer Hecquet Centralt i Litauens hovedstad Vilnius findes en noget særegen lille republik. Men republikken er lige så meget en idé som et fysisk sted. Tag med os på en rejse til Užupis. ’Užupis’ betyder frit oversat til dansk ’på den anden side af floden’ og udgøres fysisk af den halvø, som den lille flod Vilnia tegner præcis uden for Vilnius' gamle bymur. Dette sted blev 1. april 1997 udråbt til en selvstændig republik. På grund af datoen fandtes der ingen protester imod initiativet, og denne dag er nu republikkens nationaldag. Užupis var den første bydel, der opstod uden for den gamle bykerne og var oprindeligt et købmandskvarter for handlen med salt fra den russiske by Polotsk. I hele Vilnius og særligt her boede mange jødiske købmænd indtil Anden Verdenskrig, hvorefter kvarteret forfaldt i fattigdom.

Plads til alle ”Hej med jer”, smiler Romas Lilejkis under sit overskæg, mens han lunter hen imod os. Vi mødes midt i republikken foran væggen, hvor forfatningen er nedfældet på guldplader på otte forskellige sprog. Romas er poet og filminstruktør og desuden republikkens præsident, og har indvilget i at tage os i audiens på republikkens mest populære café ved kanten af Vilnia. ”Vi har ikke pas i Užupis, det er ganske simpelt nok at sige ’jeg er borger i Užupis’ – og hvis du kan være ansvarlig, så er du borger”, forklarer Romas. ”Nogle gange siger vi, at Užupis er så lille, at der er plads til alle. Du kan være borger i Uzupis og bo hvor i verden det skal være”. Romas forklarer, at Užupis ikke kun handler om et fysisk sted, hvor man lever sammen. Det handler i høj grad om en fælles livsforståelse. Ordet ’Už’, der i repu23

blikkens navn betyder ’på den anden side’, har også en anden betydning: at stemme for. Her i republikken handler det ikke om at være imod, men at være for – Už!. Er man borger støtter man således alle gode initiativer. Og et af republikkens mottoer er: ’Kæmp ikke imod, giv aldrig op og vær aldrig aggressiv’. ”I sovjettiden stod der lige herude på hovedgaden med russiske bogstaver ’Dødens Gade’ med graffiti,” forklarer præsident Romas Lileikis videre. ”Dette var et meget fattigt kvarter dengang og meget farligt om natten. Det er blot atten år siden og vi havde virkelig brug får en form for sammenhæng eller kosmos – en måde at kunne leve sammen på. Vi havde behov for en forfatning. Nu har vi meget rige og meget fattige mennesker, der bor lige ved siden af hinanden – og hvad har de nu til fælles? – idéen om at føle sig hjemme her.” Kosmos er således også et nøgleord, og den positive tænkning og åbenhed i republikken har tiltrukket opmærksomhed over hele verden. Senest har en diplomatisk krise rejst sig imellem Užupis og Kina, da

man har døbt et lille stykke af bredkanten langs Vilnia: ’Tibetpladsen’. ”Vi har mange æresborgere rund om i verden, blandt andre hans majestæt Dalai Lama, som holdt en tale her i byen. Alle har ret til at udtale sig imod undertrykkelse.” Uzupis' flag – åben hånd med hul i midten – symboliserer åbenhed og positivitet, og skal bl.a. opfattes i modsætning til sloganet ’no pasaran’ ('de kommer ikke forbi,' red.), der blev brugt af kommunisterne under Den Spanske Borgerkrig, ofte ledsaget af en knyttet næve. Uzupis’ næve er åben, for Uzupis er en ikke-konfrontatorisk og ikke-aggressiv republik. Ikke Christiania, men en god forretning I dag er bydelen en af de dyreste og mest attraktive i Vilnius og kendt som byens Montmartre. Det er et kvarter for kunstnere, iværksættere og intellektuelle, og dette er måske årsagen til, at Užupis ofte sammenlignes med Christiania i København. Men dette er en fejl. Vytautas Ratkevicius, der er republikkens informationsminister og sheriff, forklarer – efter at have demonstreret, hvordan man holder og spiller på

Nationalsymbolet for Užupis. Foto: Michael B. Lauritsen 24

en cello – at Užupis, modsat Christiania, er meget værdsat af de litauiske myndigheder. Det er vigtigt for Užupis at være åben for alle – og Vilnius og Litauen får meget ud af Užupis, fordi det er et vigtigt centrum for kreative entreprenører. Til gengæld har lovgiverne i Litauen tilladt særlige love kun at gælde for Užupis. ”Således er det muligt her hos os at sælge din egen mælk til din nabo, jeg ved ikke, hvordan det er sket, men myndighederne besluttede, at nogle regler kan være anderledes for os.” Vytautas Ratkevicius forklarer, at Užupis er vigtig for forretningslivet i Vilnius, fordi der her findes en helt anden måde at tænke på. Der er opstået økologiske markeder, innovation indenfor software ”og netop nu er vi med EU-midler ved at udvikle en ny form for ikke-permanent arkitektur bestående af flytbare vægge af komprimeret halm, så man kan indrette sit hus, som man vil, når man vil. Idéen opstod egentlig, fordi vi ville skabe et lydisoleret sted at meditere – men projektet er eksploderet, og nu skal vi turnere rundt i Europa med projektet, der har vist sig at have uanede muligheder.” ”Selvom enhver har mulighed for at købe og leje ejendomme i Užupis, ender det altid med, at det er kreative mennesker, som flytter til – jeg ved ikke hvorfor. Det får mig til at le!” Užupis er i sig selv

ikke en forretning, men det er som om, at republikken ’brander’ sig selv, og tiltrækker de mennesker, som bør tiltrækkes. ”De spurgte os i Berlin om ikke vi ville etablere et Užupis hos dem – de ville give os jord og det hele,” smiler Vytautas Ratkevicus. ”Nationaldagen 1. april handler egentlig ikke så meget om uafhængighed for de fysiske grænser for republikken. Uafhængighed i Užupis handler mest om personlig frihed. Užupis er mere en idé – it’s a state of mind,” forklarer Vytautas Ratkevicus. For at sætte et billede på, hvordan personlig frihed er højt prioriteret, beskriver han den årligt tilbagevendende begivenhed ’musefældedagen’. ”Denne dag finder beboerne, hvad de ser som deres indre musefælde – eller mentale forhindring – og bringer den til centrum af republikken, hvor alle de mentale musefælder bliver brændt,” smiler han, og fortæller, at der findes en hel serie af nationale begivenheder, hvor det handler om at komme af med indre blokader og åbne op for kreativiteten. Som nye selvudråbte borgere og med en visering fra posthuset i vores pas, der forestiller den karakteristiske åbne hånd med en cirkel i midten – det nationale symbol – forlader rØST’s temaredaktion igen republikken over broen tilbage til det gamle smukke Vilnius.

Påskesol over Jurmala Af Jesper Pørksen

Den lange, hvide strand strækker sig over 33 kilometer og omkranser Riga Bugten mod syd. Vandet er ikke Østersøens reneste, men man kan dog bade i det. Store, flotte jugendstilsvillaer, bygget i træ omkring det forrige århundredeskifte, lyser op i deres pastelfarver. Piger promenerer i korte nederdele. Det er påske i Jūrmala. Siden 2005 er flere af de gamle bygninger blevet renoveret og nye kurhoteller kommet til. Enkelte byggetomter venter stadig på bebyggelse og flere af træhusene trænger stadig til en overordentlig kærlig hånd. Men det er tydeligt nok – Jūrmala skal igen være det luksusretræte, det engang var; dengang området hørte under den russiske zar, og den tyskbaltiske intelligentsia viste letterne, hvordan man udnytter havluft og svovlholdige kilder til igen at komme til kræfter.

I sovjettiden var Jūrmala, som betyder kyst på lettisk, det foretrukne feriested for højtstående medlemmer af det kommunistiske parti, ikke mindst Nikita Krustjov og Leonid Bresnjev. Den vestlige standard gjorde det mere attraktivt at være her end på Krimhalvøen. Hurtigt voksede betonblokke frem, og masseturismen gjorde sit indtog. I højsæsonen var der op imod 600.000 turister på landtangen. Efter Sovjetunionens sammenbrud faldt Jūrmalas besøgstal. Jerntæppet var væk, og verden åben. Hvorfor skulle man nu feriere lige uden for Riga? I dag er besøgskurven igen opadgående. Mange russere er vendt tilbage, måske af nostalgiske grunde, og så har flere skandinaver opdaget, at der også på den anden side af Østersøen er noget at komme efter. I 2008 var stod nordmændene for 5 % af de udenlandske overnatninger, danskerne for 0,5 %.

En russisk atlet. Foto: Jesper PĂ¸rksen Kysten ved Jurmala. Foto: Kristoffer Hecquet

Jugendstil på Stranden. Foto: Jesper Pørksen En russisk forklaring på en bænk. Foto: Jesper Pørksen

Om Magasinet rØST: Magasinet rØST er et nystartet internetmedie, der leverer nyheder, analyser, anmeldelser samt skiftende temaer. Alt sammen med fokus på Østeuropa og til dels fra et østeuropæisk perspektiv. Magasinet rØSTs overordnede formål er at nuancere og uddybe billedet af Østeuropa, og dermed kompensere for et ofte stereotypt og ensidigt billede af regionen. Dermed vil vi i det større perspektiv være med til at bygge en mental bro mellem øst og vest; være med til at bringe øst og vest tættere sammen. Interview- og takkeliste:

Holdet bag Magasinet rØST vil gerne takke de følgende personer for deres tid og velvilje, da de stillede sig til rådighed for interviews til dette temanummer/the team behind the rØST Magazine would like to thank the following persons for their time and kindness in making themselves available for interviews for this theme publication: Andris Gobins, formand for den lettiske Europabevægelse; Arūnas Matelis, dokumentarfilminstruktør, modtager af adskillige priser for filmen ”Before flying back to Earth” og minister for interne flytninger i ’Republikken Uzupis’; Gundars Reders, tv-journalist ved det lettiske statsfjernsyn, Latvijas Televizija; Henrik Gøttrup Christensen, landmand i Letland og medindehaver af Agroduo; Mette Trudsø Kruse, ambassadesekretær på Danmarks Ambassade i Litauen; Mindaugas Jurkynas, Dr., forsker, underviser, Vilnius Universitet, Institut for Internationale Forhold og Statskundskab, forfatter af adskillige artikler og bøger og tidligere rådgiver for Litauens statsminister; Nils Usakovs, borgmester i Riga; Rasa Navickaite, statskundskabsstuderende og talskvinde for Baltic Pride 2010 i Vilnius; Romas Lileikis, poet, filminstruktør, musiker og præsident for ’Republikken Uzupis’; Vytautas Ratkevicius, kunstner, galleriejer, miljøentreprenør, sherif og informationsminister for ’Republikken Uzupis’.

Desuden vil vi gerne takke de følgende mennesker og organisationer, uden hvis hjælp dette projekt ikke ville være realiseret/furthermore, we would like to thank the following persons, without whom this project could not have been carried out: Anders Holst Bundgaard for gode råd og sparring om indhold og særdeles skarpe korrekturøjne; Peter Kyhn og Louise Willemoes Poulsen for moralsk opbakning og artikelbidrag; hele redaktionen på Magasinet Notat for sparring og gode råd - og for at stille artikler til rådighed for os, her ikke mindst Kenneth Haar og Rasmus Nørlem Sørensen for en lind strøm af opbakning, inspiration og opmuntring; Oplysningsforbundet DEO og Nyt Europa der kunne se meningen med, at et par medarbejdere brugte et stort antal af organisationernes arbejdstimer på at få dette nummer op at stå; Grete Rahbek fra Danmarks Landbrugsrådgivning i Skejby, Michael Abildtrup og Brian Brødsgaard Nielsen for hjælpen med at få hoved og hale på – og kontakt med - danske landmænd i Baltikum; Sigrid Søndergaard fra Danmarks Ambassade i Litauen, for statistisk materiale om holdningen til homoseksuelle i Litauen; Karolis Vielavičius uden hvem vi aldrig havde fundet rundt i den underskov af kreative hoveder, som republikken Uzupis’ gemmer på (without whom we would never have found our way through the amazing creative subculture of Uzupis); Pella Makry fra Europabevægelsen i Letland, for logistisk støtte i Riga; Silvi Teesalu fra Det Danske Kulturinstitut i Tallinn, for et godt foredrag; Niels Erik Kaaber Rasmussen og Lea Bolvig for gode råd og sparring om design, opsætning og programmering; og ikke mindst Forlaget Columbus Fondet, der har været en helt uvurderlig hjælp i dette projekt med en betragtelig donation. Redaktion: Michael B. Lauritsen (Konceptudvikler, reporter, skribent) michael@magasinetroest.dk Jesper Pørksen (Konceptudvikler, reporter, skribent) jesper@magasinetroest.dk Kristoffer Hecquet (Layouter, reporter, skribent) Kristoffer@magasinetroest.dk