2 minute read
Gamle termoruder får nyt liv
GAMLE TERMORUDER FÅR NYT LIV I BÆREDYGTIGT BYGGERI
KRONE Vinduer i Nordjylland har allerede deltaget i flere projekter og forventer endnu flere fremadrettet
AF NIELS HENRIKSEN
Genbrug af rensede mursten i nye byggerier har været kendt i årevis. Sundt træ kan også forholdsvis let genbruges og eventuelt skæres til i nye dimensioner. Men genbrug af termoruder er stadig et relativt nyt område, hvor der kontinuerligt opsamles nye erfaringer. En af de aktører, der deltager aktivt i bæredygtige byggeprojekter, er KRONE Vinduer i Harken i Vendsyssel. Vinduesproducenten har således allerede deltaget i flere bæredygtige byggerier, hvor genbrug af termoruder var en del af konceptet. Blandt andet Upcycling Studios på Robert Jacobsens Vej på Amager. – Projektet er tegnet af arkitektfirmaet Lendager Group, og kravet var, at ruderne skulle genbruges fra en stor ejendom i Aalborg og indgå som elementer i nye vinduer i nyopførte spændende to etagers rækkehuse. Termoruderne blev nænsomt pillet ud af ejendommen, renset og udgør nu 60-70 pct. af det samlede vinduesareal. De resterende 30 pct. er helt nye vinduer, forklarer produktionsdirektør hos KRONE, Christian Olesen, der tilføjer, at også eksempelvis gulvene i Upcycling Studios er genbrug. Gulvene er nemlig såkaldt off-cut fra Dinesen plankegulve.
PUSLESPIL
Indenfor vinduesproduktion er der praktisk talt intet, der er standard. Derfor produceres vinduer også typisk til det specifikke projekt, og derfor er det også et puslespil at få genbrugsruder til at passe ind i vindueshullerne. – Vi var i stand til at modellere de fleste ruder på plads, og der, hvor det ikke kunne lade sig gøre, måtte vi producere nye.
Da de gamle vinduer var forsynet med ældre to-lags termoruder med en langt
mindre U-værdi end moderne ruder, blev det besluttet at koble to vinduer sammen i en dobbeltfacade med i virkeligheden fire lag glas. De store vinduespartier er samlet på fabrikken og efterfølgende monteret på byggepladsen.
SPÆNDENDE OPGAVE
– Hos KRONE deltager vi meget gerne til specialløsninger, og Upcycling Studios har været en meget spændende opgave. Vi arbejder i øjeblikket med en opgave i Aarhus af næsten samme type, men ellers forventer jeg, at vi kommer til at arbejde endnu tættere sammen med ikke mindst Lendager Group om flere lignende projekter. Aktuelt kigger vi således på 3-4 andre spændende projekter. – Hos KRONE deltager vi gerne i projekter, der gør op med vanetænkningen indenfor byggeriet. Vi er omstillingsparate, vi har ressourcer og kompetence til projekteringen, vi har stor erfaring med arbejde i træ og så har vi en fleksibel produktion, der hurtigt kan omstille sig til opgaven. Det kom blandt andet til udtryk, da dimensionerne på det tilgængelige glas løbende udviklede sig, hvilket påvirkede prissætningen og betød ændringer og tilpasninger af design halvvejs i produktionen. På den måde har vi været med til at rykke grænserne for, hvad man anså for muligt fra projektets begyndelse, og til hvad man i dag anser for muligheder, påpeger Christian Olesen.