Den integrerede kampplads

Betydningen af informationskrig i moderne krigsførelse

Information og propaganda er blevet en integreret del af den moderne kampplads, og krigen i Ukraine har tydeligt vist os, at det, der foregår på jorden i Ukraine, hænger nøje sammen med det, der sker på de sociale medier.

Moderne krig føres ikke kun på den fysiske kampplads. Moderne krig føres via alle magtinstrumenter, som vi også har set det i forbindelse med krigen i Ukraine. Krigen føres også via information og propaganda, via økonomiske sanktioner og diplomatiske forhandlinger. Informationskrig er ikke separat fra den konventionelle krig; den er en integreret del.

Krigen i Ukraine har tydeligt vist, at man kan tale om den integrerede kampplads, hvor det, der sker på jorden i Ukraine, hænger sammen med det, der sker på Twitter. Og omvendt. I krigens første fase så vi ukrainernes evne til at mobilisere særligt lande i Vesten, vel at mærke ikke kun på politisk niveau, men også civilbefolkningerne. Op til invasionen var både Europa og USA meget forbeholdne over for at love våbenstøtte, men det ændrede sig hurtigt, da Rusland sendte soldater ind over grænsen. Og det skete i høj grad, fordi ukrainerne evnede at engagere civilbefolkninger i de vestlige lande, som dermed var med til at skabe et pres på egne regeringer i forhold til at gøre mere – og gøre det hurtigere.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskij, blev i krigens første tid ansigtet på Ukraine og på ukrainernes kamp. Styrken i Ukraines strategiske kommunikation ligger imidlertid ikke kun i en præsident med kommunikationsevner i særklasse. Styrken er, at Ukraine har mange profiler, der har evnet at kommunikere og engagere omverdenen. Det gælder såvel personer i høje embeder som den almindelige ukrainer, som via sociale medier har involveret os i krigen med tekst, billeder og videoer.

Onlinedeltagere i krigen

Vietnam-krigen er ofte blevet kaldt den første tv-krig. Hjemmeværnsmagasinets modne læsere vil nok kunne huske, hvordan den første Golfkrig i 19901991 blev kaldt ”den første CNNkrig”. Da USA gik ind i Irak i januar 1991, blev krigen transmitteret live på CNN 24 timer i døgnet. Krigen i Irak markerede et skel i dækning af moderne krige.

Den store forskel fra den første Golfkrig i 1991 til Ukraine i 2022 er, at vi dengang var tilskuere. Krigen i Ukraine har gjort os til deltagere, i særlig grad takket være sociale medier. De sociale medier betyder, at vi har en helt anden adgang til krigen – og Ukraine har dygtigt udført sin kommunikation til at engagere os og aktivere os på forskellig vis.

Samtidig er det påfaldende – og væsentligt at være opmærksom på – at vi kun ser et udsnit af krigen. Til trods for mobiltelefoner og internet har vi alligevel set meget lidt ”livestreaming” af krigen. Vi har set brændende russiske køretøjer i massevis, men påfaldende få billeder af ukrainske militære tab. Det er selvfølgelig ikke tilfældigt. Både den ukrainske generalstab og den ukrainske sikkerhedstjeneste, SBU, har gang på gang offensivt kommunikeret til ukrainerne om vigtigheden af ikke at distribuere information, der kan være til fjendens fordel. ”Loose lips sink ships” hed det i sikkerhedskampagner under anden verdenskrig. Kommunikationsmidlerne

har ændret sig, men budskabet er det samme. Disse kampagner har virket. Civile ukrainere har vist en høj grad af sikkerhedsforståelse.

Russisk propaganda i Vesten

Rusland har med en større succes, end man måske umiddelbart skulle tro, formået at distribuere desinformation og promovere sin narrativ i Vesten. Noget er nemt at identificere som russisk propaganda. Andet kan være mere skjult. Det åbenlyse er for eksempel, når præsident Putin omtaler den ukrainske regering som ”nazistisk”, eller når den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov i et interview med BBC påstår, at Rusland faktisk slet ikke invaderede Ukraine.

Noget andet er mere subtil desinformation og propaganda, der for eksempel taler til segmenter i Vesten, der i forvejen dyrker antiamerikanisme eller en generel mistillid til myndigheder, medier og andre autoriteter.

I forbindelse med den russiske invasion af Ukraine er det påfaldende at observere, hvordan der synes at være et sammenfald mellem netværk, som tidligere har delt coronaskeptiske informationer, og netværk, der nu videreformidler prorussiske budskaber. Coronapandemien skabte ikke blot grobund for konspirationsteorier. Den styrkede også infrastrukturen mellem forskellige kritiske stemmer, som enten var imod restriktioner, kritiske over for vacciner eller decideret så pandemien og nedlukningerne som en del af en større sammensværgelse.

Faktatjekmediet TjekDet har skrevet om det i forbindelse med den russiske invasion af Ukraine, og det bakkes op af forskningsleder for HOPE-projektet Michael Bang Petersen, der til Altinget i marts 2022 udtalte, at disse grupper har haft to år til at opbygge stærkere onlinefora, hvor nye ting kan blive delt, når opmærksomheden glider fra coronavirus til Ukraine-situationen.

En østrigsk pendant til det danske HOPE-projekt undersøgte i 2022, om der var en sammenhæng mellem vaccinestatus og syn på, hvem der

der synes at være et sammenfald mellem netværk, som tidligere har delt coronaskeptiske informationer, og netværk, der nu videreformidler prorussiske budskaber.

Jeanette Serritzlev, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet

er ansvarlig for krigen i Ukraine. Resultaterne peger på, at det er tilfældet: Mens 88 procent af de vaccinerede mener, at det er Rusland, der er skyld i krigen, er tallet kun lige over 60 procent for de ikkevaccinerede. Omvendt mener mere end 60 procent af de ikkevaccinerede, at det er USA, der er den primært ansvarlige, mens tallet blandt vaccinerede er på under 30 procent.

Dette er en illustration af, at desinformationens og propagandaens veje er mangfoldige. Folk, der møder russisk desinformation, gør det altså ikke nødvendigvis, fordi de selv opsøger det. De kan være optaget af andre emner, som bruges af Kreml til at udsprede dets narrativer. Det er en af de måder, den russiske desinformation og propaganda virker på. En anden er ved at få os til at gentage russiske italesættelser – for eksempel om nynazister i Ukraine. Det gælder også, selvom vi taler om det som russisk propaganda. Hver gang vi bruger ordene, fremkalder vi billedet af Kremls manipulerede fortælling.

Tvivl om sandheden

”Der er da ingen i Danmark, der tror på den russiske propaganda,” er et udsagn, jeg ofte hører.

Her er det vigtigt at huske på, at formålet med den russiske propaganda ikke nødvendigvis er at overbevise. Som Forsvarets Efterretningstjeneste skrev →

i den årlige risikovurdering for 2018, forsøger Rusland netop at underminere troen på, at der findes én sandhed: ”Ved at undergrave forestillingen om objektiv sandhed kan Rusland præge informationsrummet med egne synspunkter og dermed forme dele af opinionsdannelsen i Vesten.”

Den russiske propaganda behøver nemlig ikke at overbevise dig som modtager om, at den er sand. Den skal bare gøre dig i tvivl om, hvad du skal tro – og hvem du kan tro på. Medierne? Regeringen? Hjemmeværnet? Coronapandemien har medvirket til en større mistro til autoriteter i dele af mange vestlige, demokratiske samfund. Det kan den russiske propaganda udnytte.

Den integrerede kampplads

Informationssiden af krigen i Ukraine foregår selvfølgelig ikke kun i Ukraine. Med internettets hjælp er krigen flyttet ind i vores stuer og på alle sociale platforme, om det så er LinkedIn eller Instagram. Man kan godt slukke for tv-nyhederne, men man kan ikke slukke for krigen i sit feed. Man kan således sige, at vi ser en gammel krig med moderne teknologi.

Vi ser også en udvidet og integreret kampplads, hvor krigen langtfra kun føres på jorden, men i civile krav til virksomheder om at vælge side, i techgiganternes valg af, hvem de giver taletid, og hvem de blokerer. Ukrainerne vinder ikke ved, at vi sætter flag på Facebook i en periode. Men hvis man tror, at man kan vinde en moderne krig ved at bombe sig til sejr, har man også tabt. Den moderne krig føres således i alle domæner, og slagmarken er dermed også gået online. ■

Under anden verdenskrig var der stort fokus på, at man ved at tale over sig kunne skade krigsindsatsen. I en verden, hvor der konstant deles billeder og video med gemte koordinater, er dette budskab vigtigere end nogensinde før.

Fem korte råd til din egen kildekritik

1. Hvem er afsenderen?

Hvis du ikke kender mediet/hjemmesiden/profilen, bør du altid undersøge, hvem der står bag. Er det et onlinemedie, så gå ind på hjemmesiden og find ”Om xxx” eller ”About xxx”, hvor du typisk kan læse, hvad den redaktionelle eller politiske linje er.

2. Hvem er kilden/kilderne i historien?

Nævnes der personer, organisationer eller tænketanke, som du ikke kender? Så efterprøv oplysningerne i en Google-søgning.

3. Er sproget naturligt?

Der kan godt være stave- og sprogfejl i almindelige medier, men virker sproget naturligt, eller er der indikatorer på maskinoversættelse?

4. Bakker andre kilder op om den samme nyhed?

Hvis det er en nyhed, som bringer information, du ikke kender til, og som virker overraskende, kan du google, om der er andre kilder, der bakker op om samme nyhed.

5. Tænk og læs, før du deler

Tænk dig om, før du deler en nyhed på nettet. Ældre nyheder kan sagtens være relevante, men alt for ofte ser man, at folk deler ”nyheder” i en aktuel kontekst, selvom de er flere år gamle – fordi de ikke selv har kontrolleret publiceringstidspunktet. Del heller ikke noget, som du ikke har læst færdigt.