Diakoni - fagblad om diakoni 1/2024

Kolofon Indhold

DIAKONI er et fagblad, hvis formål er at inspirere til diakonal faglighed og praksis.

DIAKONI har hjemsted i Diakonforbundet Filadelfia og sendes til alle medlemmer. Dette nummer udgives i samarbejde med Kirke- og kulturmedarbejdernes fagforening Kirkekultur.nu

Redaktion:

Ansvarshavende Redaktør Sanne Damborg, Diakonforbundet Filadelfia sgd@menighedsplejen.dk

Conny Hjelm, Filadelfia Uddannelse, cohj@filadelfia.dk

Korrektur

Merete Nørgaard Diakonforbundet Filadelfia

DIAKONI 4 er produceret af Gröna Krabban

ISSN: 2794-316X

Diakonforbundet Filadelfia

På www.diakonforbund.dk kan I læse mere om Diakonforbundet Filadelfias virke og tilbud, samt finde information om mulighed for at abonnere på DIAKONI både som privat og institution eller kirke.

Kunne det være interessant for din organisation at være medudgiver af et nummer af DIAKONI?

Kontakt Sanne Damborg sgd@menighedsplejen.dk

4-9

Sproget er omtrentligt

Interview med Poul Nesgaard: Om diakoniens sprog og stemme i den offentlige debat – og forpligtigelsen...

16-18

Hvad er det vi kan?

Om kirkens merværdi i familiearbejde. En af de fire definitioner på Diakoni, er Inkluderende fællesskaber. Det er i sig selv et flot begreb, men kan også blive en floskel.

51-54

Kirkens sociale rolle i sogn og samfund

En tale af tidl.

10-12

Fællesskaber med blik for den enkelte

Om diakonale projekter og den danske Diakoniplan.

19-32

Se mennesket – Menneskesyn, etik og faglighed

Om et udviklingsprojekt med udgangspunkt i viljen til at lave et paradigmeskifte ved at få menneskesyn og etik tilbage i det faglige arbejde.

58-63

Finnes det noe som kan kalle diakonalt lederskap?

13-15

Fra metaltræthed til diakonal begejstring

En transformation i Viborg Menighedspleje skaber begejstring og nye muligheder.

33-50

Diakoniforbundet 100 år

Invitation: Reception i anledning af Diakonforbundet Filadelfias 100-års jubilæum.

100 år – 100 historier: glimt fortalt af tidligere og nuværende studerende og ansatte.

Invitation: Åben Masterclass for alle med interesse i diakoni.

Kirkeminister Louise Schack Elholm afholdt ved Roskilde stifts diakoniudvalgs årlige temadag 2023. 66

52-57

Diakoniens rolle i folkekirken

Diakoniens specielle status i folkekirken.

Diakoni og ledelse er store temaer som i økende grad er gjenstand for både forskning og fagutvikling. Denne artikkelen belyser noen elementer innen diakoni og ledelse, på en praksisnær måte. Utgangspunktet er diakoni i menighet og konteksten er Den norske kirke.

Diakonifaglig efteruddannelse på Filadelfia

Styrk medmenneskelighed og helhedssyn i dit faglige arbejde.

Se Mennesket: En Fejring af Diakoniens Betydning og Diakonforbundet Filadelfias 100-års Jubilæum

I 2024 står vi over for en særlig anledning til at reflektere over et nøgleprincip inden for diakoni: at se mennesket. I denne udgave af vores fagblad ønsker vi at dykke ned i betydningen af denne grundlæggende diakonale værdi og fejre et bemærkelsesværdigt jubilæum, nemlig Diakonforbundet Filadelfias 100 år lange rejse.

I denne udgave af DIAKONI vil vi udforske, hvordan vi kan styrke vores evne til at se mennesket i vores diakonale tjeneste. Vi vil dele historier, erfaringer og perspektiver, der fremhæver betydningen af at være opmærksom på det enkelte menneske i vores handlinger og initiativer.

At ”se mennesket” udgør kernen i diakonien. Det handler om at anerkende, respektere og støtte det enkelte individ i dets unikke rejse og behov. Det er ikke blot et mantra, men et aktivt valg om at betragte hver enkelt person som et skabt væsen med værdighed og potentiale. I dagens hektiske samfund, hvor travlheden ofte overskygger vores evne til virkelig at lytte og forstå hinanden, er denne diakonale holdning mere relevant end nogensinde før. Diakonforbundet Filadelfias 100-års jubilæum er en fejring af denne vedholdende forpligtelse til at se mennesket i sin fulde værdighed. Gennem et århundrede har diakoner landet over, stået som et fyrtårn for diakoni, inspireret af kristne værdier og med et klart formål om at tjene samfundet og de svageste i vores midte. Denne milepæl er ikke blot en påmindelse om forbundets historie, men også en påskønnelse af alle dem, der har bidraget til at gøre diakoni til en levende realitet i vores samfund.

Et jubilæum er en oplagt lejlighed til at stoppe op, reflektere over fortiden og se fremad med håb og begejstring for fremtidens diakoni. Lad os lade os inspirere af denne milepæl til at fortsætte med at arbejde for en verden, hvor hver enkelt person bliver set, hørt og elsket.

Med venlig hilsen,

Sanne Damborg, redaktør

Sproget er omtrentligt

Diakoniens sprog og stemme i den offentlige debat

Interview med Poul Nesgaard af Conny Hjelm. Redigeret af Merete Nørgaard.

Når man fylder 100-år, så har man lov til at ønske sig noget !

Diakonforbundet Filadelfias ønske er, at diakonien må finde en stemme, som kan blive en stærk røst i samfundet, og være en del af de til enhver tid aktuelle samfundsdebatter.

Spørgsmålet er hvordan, diakonien, og diakoner, finder en stemme, som både kan udtrykke og være tro mod diakoniens værdier og menneskesyn, og samtidig opleves aktuel af andre samfundsdebattører?

Forhindringer er der nok af, og særligt er der to udfordringer, som træder tydeligt frem:

Den ene handler om diakoniens tradition for en teologisk/kirkelig sprogdragt. Den har sin fine plads indenfor kirkelige og kristne sammenhænge, men kan virke fremmedgørende i en offentlig samfundsdebat.

Den anden handler om, at det kan være virkelig svært for ´diakonien i Danmark´ at blive enige om hvilke temaer, der er aktuelle at blande sig i. Flere gode initiativer er desværre strandet på dette sidste.

Poul Nesgaards to sprog

I efteråret 2023 hørte redaktionen af DIAKONI et radiointerview med journalist, tv-vært og tidligere rektor for Den Danske Filmskole, Poul Nesgaard. Her talte han bl.a. om sine ”to sprog”.

Poul Nesgaard er vokset op i et præstehjem med et kristent fundament, verdensforståelse og sprog, og da han som ung bliver ansat i Danmarks Radio, møder han en helt anden virkelighed - og et helt andet sprog – end det, han hidtil har kendt. Dette sprogsammenstød kan

vi måske genkende, når det gælder om at tale diakoni i den offentlige samfundsdebat

Redaktionen kontaktede derfor Poul Nesgaard, for at tale videre om disse ”sprog” i håb om at finde inspiration og ny forståelse. Dele af interviewet bygger på et oplæg, som han tidligere har holdt til Landemode i Københavns Stift, og som vi har fået lov at inddrage i denne artikel.

Gud som barndommens akse

”I min barndom var Gud den samlende figur. Han var med i alt, og verden spejlede sig i Guds blik, for alt var i Gud og alt var skabt af Gud. Selv de mest faretruende forhold, som naturkatastrofer og truslen om atomkrig, var tegn på Guds eksistens, for det var tegnet på hans søn Jesu genkomst. Hele vores sprog og forståelse af verden tog udgangspunkt i Gud og den kristne livsforståelse”, fortæller Poul Nesgaard om sin barndoms verdensforståelse, som kolliderede med et brag i mødet med den nye virkelighed, han mødte, da han trådte ind ad døren i Danmarks Radios Børne- og Ungdomsafdeling.

”I Danmarks Radio tog sproget ikke udgangspunkt i Gud, men i noget de kaldte virkeligheden. Hvor sandheden før var at finde i

Guds ord gennem bibelen, så lod de blikket glide væk fra den hellige skrift og ud i verden. Jeg forstod, at det sprog jeg havde lært fra barnsben af, ikke var gangbar valuta i B&U afdelingen, hvorfor jeg sagde meget lidt de første to - tre år, indtil jeg begyndte at beherske en lille flig af det nye sprog, hvor Gud ikke eksisterede,” forklarer han og uddyber:

”Jeg befandt mig i en balanceakt mellem mit religiøse sprog og det gudløse sprog i B&Uafdelingen, og denne balance blev efterhånden sværere og sværere at håndtere”.

Jesus Christ Superstar

Poul Nesgaard blev på et tidspunkt sat til at producere et indslag om musicalen Jesus Christ Superstar, som var oversat at Johannes Møllehave. Dette indebar blandt andet, at han skulle lave et interview med Møllehave, og dagen efter ind og se musicalen sammen med sin daværende kæreste.

”Da jeg mødte Johannes (Møllehave, red.) blev jeg slået af forbavselse over, hvor levende Gud pludselig blev gennem ham. Gud og Kristus var med i hans egen livsfortælling, og strålede ud af hver sætning han fyrede af. Han blev the missing link for en stund. Jeg blev løftet op af min fortvivlelse og mærkede, at det

Poul Nesgaards møde med Johannes Møllehave og musicalen ”Jesus Christ Superstar” forandrede hans livssyn, sprog og væren i verden. Foto: Wikimediacommons

hele kunne rummes i en person, uden at personen brækkede midt over”, fortæller han ivrigt.

Dagen efter mødet med Johannes Møllehave var Poul Nesgaard og kæresten inde og se forestillingen, og Poul Nesgaard var, med egne ord, ”helt oppe at køre” efter forestillingen.

”I bilen hjem snakkede jeg for første gang frit, som om min sproglige verden pludselig havde fundet melodien! Det varede dog ganske kort, for da vi kom hjem i mine forældres køkken, faldt dommen fra min kæreste: ”Det var blasfemisk!” Og her var der ikke tale om et omtrentligt udsagn, det var en absolut dom – og selvom vores forhold havde varet flere år, og vores to familier havde set den smukke ægteskabelige skrift på væggen, så blev dét den sidste aften sammen. Forholdet var slut, og jeg stod tilbage i en ny virkelighed uden hende – og uden Gud”.

Sproget og den svære balance

For Poul Nesgaard blev mødet med Johannes Møllehave, musicalen og opgøret med kæresten den perlerække af begivenheder, der førte ham til en helt ny erkendelse: Evnen til at beherske samspillet mellem den kristne Gudsopfattelse og livet her og nu, som han havde set Johannes Møllehave beherske med største selvfølgelighed, kunne han slet ikke finde i sig selv.

”Jeg kunne ikke forbinde de to sprogformer. En aften hvor jeg lå og var i total vildrede omkring mit livs ståsted, bad jeg til Gud om at blive sat fri, så jeg kunne gøre mine egne erfaringer på godt og ondt, og jeg mente dengang at høre, at Gud svarede: ”Du er fri, gå og gør dig dine egne erfaringer”, siger han om sit ”startskud” til at være i verden på nye præmisser, som han oplevede det dengang.

Poul Nesgaards tilgang til livet ændrede sig. Gud blev mere fjern og kun lejlighedsvis inddraget som ”en gammel ven og livsvidne”. Han oplevede en glubende livsappetit boble frem indeni; en oprigtig nysgerrighed på verden og de mennesker, han mødte. Pludselig kunne han bruge sproget på en helt ny, fordomsfri måde, og det var alt sammen med til at ændre hans opfattelse både af sit eget liv og af det samfund, vi alle er en del af.

Sådan en erfaring føder naturligt spørgsmålet på diakoniens vegne: Kan også diakonien med fordel afkobles fra sine gamle retorikker og derved blive mere nysgerrig på verden og bruge sproget på en ny (og bedre) måde? En samfundsaktuel måde?

Sproget er omtrentligt

”Der er jo det med sprog, at det er omtrentligt; derfor kan vi tale sammen. Sådan har nu afdøde Mogens Rukov, som var leder af manuskriptlinjen på Den Danske Filmskole, engang sagt”, siger Poul Nesgaard.

”En dag sad jeg og læste Tor Nørretranders manuskript til en ny bog om kvantefysik. Han beder mig ofte om at gennemlæse hans manuskripter med det sigte, at hvis jeg kan forstå indholdet, så er der nok mange andre, der også kan.

I bogen kommer han med den påstand, at kvantefysikken minder om vores, altså menneskets, måde at tænke på i langt højere grad end logikken bag matematik og fysik, som vi må terpe for at forstå. For ligesom den enkelte elektrons bevægelser er uforudsigelige i dens spring, og desuden kan være flere steder på samme tid, kan menneskets indre tanker på samme måde bevæge sig på mange niveauer samtidig. På trods af denne uforudsigelighed, kan man alligevel, med rimelig sandsynlighed, beregne elektronernes placering, når man måler på dem - ligesom valgresultatet for en demokratisk afstemning der, i al dens uforudsigelighed for eller imod det ene eller andet, nogenlunde med sikkerhed ender med 49 for og 51 imod; eller omvendt. Så vi lever i en uforudsigelig og uforståelig verden, men når vi måler på den, bliver den næsten forudsigelig.

Og så er vi tilbage til, at ”sproget er omtrentligt, derfor kan vi tale sammen”, for hvis vi opfatter sproget som absolut, så er der ingen grund til at tale sammen. Løgnen er absolut, og den lægger ikke op til dialog; tværtimod”, siger han.

Sproget vokser og forandrer

Det er tydeligt, at Poul Nesgaard har gjort sig mange tanker om sproget og måden, vi anvender det på. Han kommer i tanker om endnu et

INTERVIEW

”Ligesom den enkelte elektrons bevægelser er uforudsigelige i dens spring, og desuden kan være flere steder på samme tid, kan menneskets indre tanker på samme måde bevæge sig på mange niveauer samtidig”. Citat fra artiklen. Foto: Pixabay

eksempel fra kvantefysikkens verden.

”Niels Bohr, der jo også er en af hovedarkitekterne bag kvantefysikken, skulle have sagt, at livet er som at hænge udover en afgrundsdyb kløft i det yderste af neglene i sproget. Det lille sprogløse barn skriger ud i den uendelige verden for at mærke nærhed, og barnets forældre griber det lille barn og giver det den nødvendige tryghed. Men langsomt folder sproget sig ud som vinger, og step by step begynder vingerne at bære det lille barn, som selv kan orientere sig; først i den lille verden, siden i den lidt større og store verden. Men at påstå at man nogensinde kommer til at forstå livet, dertil er sproget for omtrentligt, og vi må erkende, at vi befinder os på Herrens mark livet igennem”. Grundtvig har engang formuleret sætningen: ”Ordet skaber, hvad det nævner”. Med Poul Nesgaards overvejelser af sproget in mente er diakonien hjulpet godt på vej i det offentlige rum, alene ved at blive nævnt, omtalt og ved at tale med tydelig stemme ind i debatterne om og om igen i erkendelsen af, at det, man ofte hører, også er det, der kommer til udtryk i ord og handling.

Betyder det dermed, at når diakonien stiller sig som en røst i samfundsdebatten, så er det vigtigste altså først og fremmest at turde markere sig?

Magtesløs uden sprog

Poul Nesgaard summer over spørgsmålet og fortsætter med fortællingen om engang, en af hans venner pludselig blev alvorlig syg. Her erfarede han betydningen af at turde markere sig og tilbyde et sprog, der kan stå distancen og bruges i den sammenhæng, man befinder sig i.

”Da sproget begyndte at blive en bevidst størrelse for mig, forstod jeg, at verden kunne forandre sig med sproget; sproget skabte sammenhæng og fortælling.

Nu og da dukkede Gud stadig frem fra sin himmel. En af gangene var, da en af mine venner blev ramt af en dødelig sygdom og, efter at have fået beskeden, kastede sig ud ad vinduet, med det resultat, at han nu ikke blot var dødeligt syg, men også stærkt handicappet med et jernstativ opereret ind i ryggen.

Da jeg besøgte ham nogle timer efter, bad han mig hente noget medicin på apoteket, så

han kunne tage sit eget liv. Han rakte mig en recept, som jeg for øvrigt ikke forstår, hvor han havde fra, og jeg forlod hospitalet i total fortvivlelse og vildrede: Skulle jeg være med til at slå min ven ihjel?! Det gav ingen mening!

Da jeg vendte tilbage til ham og afleverede recepten, brød jeg sammen.

”Hvorfor græder du?” spurgte han.

”Fordi jeg ikke kan hjælpe dig, og da du er ateist og ikke tror på noget, så er jeg uden sprog og dermed hjælpeløs. Du tror jo ikke på, at der kan ske et under” svarede jeg ham.

”Jeg har ikke noget valg”, sagde han – og lige da han sagde dén sætning, vendte sproget tilbage for, som jeg sagde til ham:

” Jeg kender mange, der tror på undere; f.eks. min far”.

Vi aftalte, at jeg skulle få fat i min far, og fem timer senere ankom han og en kollega til hospitalet. De iførte sig ornatet, tændte nogle lys, sang en salme, og min far lyste velsignelsen over ham. Et meget bevægende øjeblik for mig, der godt nok havde besluttet kun at kigge på

hans fødder for ikke at forstyrre med min tvivl, for pludselig fik min far en ny betydning – og så spurgte de ham, om der var noget, han gerne ville sige, eller bekende; det var der ikke.

Det hele tog et kvarter, og det der skete var, at vi fik sproget tilbage: Han havde et håb. Gud havde hjulpet. Han døde en uge senere, men hans forældre var taknemmelige for det, der var sket – for nu var den sprogløse tavshed blevet ophævet!”

Diakoniens forpligtelse i samfundsdebatten

Med Poul Nesgaards fortælling om vennens sygdom og død er det nærliggende at spørge, om ikke diakonien nærmest har et kald, eller en forpligtelse, til at melde sig ind i samfundsdebatten, for at være med til give sproget om næstekærlighed tilbage og være med til at ophæve en sprogløshed på dette område?

”Tor Nørretranders har udgivet en bog om visdom. Ud fra den forskning, som han lægger til grund i bogen, er visdom ikke noget, man kan læse sig til eller erfare sig frem til som gammel. Det er en følelse, som opstår i en konkret sammenhæng; en følelse af at ”der er hul igennem”. Pludselig forstår man svaret på det uløste problem; man ser muligheder, som før var skjulte. Mon det er det, der sker i dødsøjeblikket, hvor det siges at ens liv defilerer forbi, og man ser lyset?

Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg kender en, som er vis: Det er min gamle ven, Nulle, på 87 år. Han evner nemlig at åbne sig for øjeblikkets muligheder, og det har jeg altid beundret ham for. Selv erkender jeg, at godt nok satte jeg mig selv fri af Gud, da jeg var ung, men jeg mærker stadigvæk ydmygheden over for det guddommelige liv. Og hvis Gud har haft en finger med i spillet i mit liv, så er jeg dybt taknemmelig. Og er det Gud, der har arrangeret, at jeg har lært så mange kloge og smukke mennesker at kende, så er jeg dybt taknemmelig. Er Gud kærligheden, ja, så er jeg dybt taknemmelig!” siger Poul Nesgaard, inden han overvejer diakoniens stemme i debatten.

Hvis diakonien melder sig ind i samfundsdebatten, så kan den være med til at minde samfundet om et sprog, det havde engang - og

Poul Nesgaard ses her i rollen som vært i Det Europæiske Lykkehjul (fiktion). Foto: Privat

For mange vil det være svært at sige ”Poul” uden tilføjelsen ”og Nulle”. Poul Nesgaard og Elith ”Nulle” Nykjær har arbejdet tæt sammen og været venner det meste af livet. ”Nulle” døde d. 11. dec. 2023. Han blev 86 år gammel.Foto: Privat

som kan aktualiseres igen, fordi mange mennesker, måske, kan have brug for netop det i situationer, som mange ellers ville føle sig sprogløse, magtesløse, ved at stå i. Poul Nesgaard kommer med et godt eksempel på netop dette:

”Da min mor lå for døden, og jeg vågede over hende, tænkte jeg tilbage på min far, der var død to år tidligere. Jeg tænkte, hvis han havde levet, så havde han lyst velsignelsen over mor, og der tænkte jeg, det måtte jeg gøre i hans sted. Men jeg blev slået af en underlig frygt, for jeg følte at ordene var for stærke til, at jeg kunne tage dem i min mund. En form for blufærdighed; ærefrygt. Men jeg tog mig sammen og lyste velsignelsen over min mor. Sproget bar; og jeg håbede, at min mor kunne høre de ord, som havde betydet alt for hende livet igennem.”

Led efter resonanspunkter!

Dette sidste afsnits overskrift, er dét ene råd, Poul Nesgaard har lyst til at give videre til os. Vi taler meget om resonans i diakonien, men beder ham alligevel uddybe, hvad han lægger i det:

”Det kan være svært præcist at forklare, men ligesom musikken i sin mangfoldighed kan udtrykke livets uendelig mange facetter, så kan sproget, udtrykt gennem poesi, hellige skrifter, hverdagssprog, politisk sprog og magtens sprog, indgå i mange af livets former.

Hvert sprog til sin tid - for nogle gange er vi forelskede, nogle gang frygtsomme, nogle gange handlekraftige og så videre – men kunsten må altid være, at finde sit eget udtryk, sin egen stemme og resonans, for deri ligger det autentiske og “sande” udsagn; selvom det altid vil være omtrentligt!” 

Fællesskaber med blik for den enkelte

Af Af Ulla Holmgaard, Kirke- og kulturmedarbejder og frivilligkoordinator i Åby Sogn Århus

Bussen standser udenfor sognegården. Dagens frivillige chauffør stiger ud og hjælper passagererne, 8 ældre damer og diverse rollatorer, med at komme sikkert ned af trinene og indenfor, inden han fortsætter afsted på næste runde opsamling i den lånte bus fra Lokalcentret.

Indenfor er de øvrige deltagere til denne uges Åbent Hus ved at tage plads ved bordet, måske med en støttende arm og en varm bemærkning fra en af de faste frivillige, der forinden har dækket hyggeligt bord, hvor der senere bliver serveret kaffe og hjemmebag. Der er ikke faste pladser, og så dog. Mange finder sin vante plads ved siden af de veninder, de for fleres vedkommende har lært at kende ved netop at komme til Åbent Hus, og der er en flok mænd, der grupperer sig i den ene bordende. Snakken går lystigt, når der ikke lige er fællessang eller andet på programmet.

Efter små to timer bryder de ca. 30 deltagere op og tager tilbage med bussen, gående eller med bil til deres bopæl, på plejehjem, i hus eller lejlighed. De fleste bor alene, og nogle kommer

nødvendigvis ikke ud af hjemmet før næste uge, når Menighedsplejen igen holder Åbent Hus.

Dette er bare et eksempel på klassisk diakoni, der kan være på kirke- og kulturmedarbejderens liste over forskellige opgaver. Et fællesskab, hvor vi er der for hinanden, ikke bare frivillige eller ansatte, der yder omsorg for deltagerne. Deltagerne har bestemt også blik for hinanden og for os, der arrangerer.

Andre velkendte, værdifulde fællesskaber og klassisk diakoni i sognet er naturligvis, sorggrupper, besøgstjeneste, arrangementer på plejehjem for blot at nævne nogle af de sammenhænge, hvor det er samtalen og omsorgen, der er omdrejningspunktet.

At diakonien kan være dobbeltrettet, kommer til udtryk i en samtale mellem to af Åby Sogns besøgsvenner: Nye diakonale områder popper op i Åby Sogn ud fra behov og frivilliges ønske om at engagere sig.

For et par år siden blev ’Kun for mænd’ dannet; som navnet siger et fællesskab kun for mænd, hvor samtalen over frokosten og i

Jeg bliver glad af en god og varm samtale, som slutter med et gensidigt smil og et ‘Vi ses’. Det er det, der betyder meget for mig som besøgsven.

Den glæde jeg oplever, er brændstof til sjælen. Det giver mig mere tilbage, end jeg kunne forestille mig.

I samtalerne og fællesskabet vokser tilliden, trygheden og fortroligheden. At være besøgsven minimerer ensomhed for begge parter, giver gensidig glæde og energi, ligesom det bringer kærlighed og håb til besøgsværten.

Ja, håb og næstekærligheden er det vigtigste i relationen.

forlængelse af denne måneds aktivitet eller foredrag, trives i bedste velgående, og hvor der stadig er stigende antal deltagere. Det store fællesskab har også her fostret mindre fællesskaber, der mødes til træning eller andet.

Derudover er det lige nu samtalegrupper for børn og unge, vi er ved at få op at stå i samarbejde med skolerne i sognet. Samtalegrupper med frivillige og en lille gruppe børn, der har enten sorg, skilsmisse eller andre trivselsproblemer inde på livet.

Findes der sogne, hvor kirke- og kulturmedarbejderen ikke har diakonale opgaver?

Næppe! Men det er ikke sikkert, man nødvendigvis anser børnekor, kirkekoncerter, konfirmander eller PR for områder, der har et diakonalt islæt. Så lad mig slå et slag for, at vi i de enkelte sogne får en debat om, hvor diakonien er i alle vores aktiviteter, og dermed forhåbentlig får et øget fokus på et af kirkens væsentligste områder, inkluderende fællesskaber og omsorgen for den enkelte. Der er helt sikkert nogle i vores sogne, der vil have glæde af en invitation og tilbud om følgeskab til f.eks. en koncert eller et sognearrangement.

I Dansk Diakoniråd, hvor jeg repræsenterer KirkeKultur.nu og er en del af forretningsudvalget, har vi de seneste år arbejdet med en dansk udgave af Den Norske Diakoniplan

Et par nedslag fra udkastet til den danske Diakoniplan:

Diakoni er evangeliet i handling og udtrykkes gennem næstekærlighed, inkluderende fællesskab, værn om skaberværket og kamp for retfærdighed.

Diakonien kan (tydeligvis) tage sig forskelligt ud og praktiseres på forskellig vis afhængigt af kontekst. Men fælles vil være, at man gennem diakonien forsøger at nå ud til de mennesker, der måtte have brug for det.

Diakoni er ikke én bestemt faglighed, men snarere et menneskesyn, en orientering og et værdisæt man har med sig, uanset om man er frivillig eller ansat.

Diakonien bliver som det lag i lagkagen, der gennemsyrer alle lag og er en grundtone i hele kristendommens virke: I forkyndelse, undervisning, mission og praktisk hverdag.

Se mere her: www.danskdiakoni.dk/skabelonside-12

Diakonien, laget i lagkagen, som er en del af et hvilket som helst stykke kage, vi vælger, eller hvilket som helst af kirkens arbejdsområder, vi har med at gøre. Det lag kan tåle mere plads og opmærksomhed, så flere får glæde af de inkluderende fællesskaber og omsorgen for den enkelte. 

Fra metaltræthed til diakonal begejstring

Af Steen Andreasen, Diakonipræs i Viborg.

For fem år siden var der metaltræthed i Viborg

Menighedspleje. En koordinator for Vågetjenesten skulle fraflytte byen; det var svært at samle en fuldtallig bestyrelse til møderne, og nogle mente, at foreningen havde haft sin tid, og at man skulle lukke og slukke, nedlægge foreningen og give den sidste del af formuen væk.

Nye bestyrelsesmedlemmer kom med om bord, og nogle af de gamle ildsjæle valgte at tage endnu en tørn. I fællesskab blev det besluttet, at den 141-årige forening skulle have kunstig åndedræt, for der måtte stadig være meget liv i en af byens ældste foreninger. Tre afgørende greb blev taget:

1. Fra kun at være en menighedspleje for bysognene i Viborg skulle landsognene inviteres med, fordi ensomheden de seneste år var flyttet på landet. På den måde blev foreningen en provstimenighedspleje, hvor de fleste af provstiets sogne er medlemmer.

2. Foreningen skulle skifte navn, da ”menighedsplejer” peger indad. I stedet blev foreningens nye navn ”Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg” (forkortet KSA), der sender et tydeligt signal om, at vi vil drive socialt arbejde sammen med andre og for andre end kernemenighederne.

3. Der skulle satses og ansættes en fuldtids medarbejder, og det skulle være en ”frivillighedskoordinator”, der ikke selv skulle være udøvende gruppeleder eller lignende, men udelukkende skulle koordinere frivillige.

Menighedsplejen i Danmark tilbød lønmidler til en halv stilling i tre år, og det lykkedes hurtigt at skaffe fondsmidler til den anden halve løn for det første år – og så var vi i gang. Foreningen er vokset fra syv til 35 medlemmer på fem år. Antallet af frivillige er vokset så eksplosivt, at tre af vores aktiviteter nu stort set er selvkørende satellitter. Ved at uddelegere ansvar og kompetencer er det utroligt, hvad en

frivillighedskoordinator kan koordinere! Mere end 20 aktiviteter er sat i søen, og hundredvis af børn, unge og voksne har hvert år glæde af foreningens tilbud.

På kort tid er det lykkedes af forvandle metaltræthed til diakonal begejstring. Det er lykkedes ved tre enkle greb, og fordi der var konsensus om at gå all in.

Efter blot fire år vakte det interesse hos Den A.P. Møllerske Støttefond, der nu har bevilget 14,5 millioner kroner, så det er muligt i seks andre kommuner i Viborg Stift at etablere lignende KSA´er. Hver provstimenighedspleje har holdt stiftende generalforsamling og nedsat en bestyrelse. I skrivende stund opslås seks stillinger som frivillighedskoordinatorer i hhv. Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Lemvig, Skive og Struer kommuner, så de kan begynde deres arbejde den 1. marts 2024.

Når man får så stor en donation, er der selvfølgelig nogle formelle krav, der skal indfries. Hver provstimenighedspleje skal bl.a. engagere mindst 100 nye frivillige i minimum syv aktiviteter: sorggrupper for børn, unge, børnenes forældre og seniorer, trivselsgrupper i samarbejde mellem skolerne og sognene, ungenetværk, sommerlejre for udsatte familier, parterapeutiske tilbud (årlige pareftersyn, parkurser, parweekender, valentin i kirken og mæglingssamtaler), mandefællesskaber og juleaftensfejringer.

Der er bevilget lønmidler i fire år fra den 1. marts 2024, og der er bevilget aktivitetsmidler til de nævnte aktiviteter i tre år. Det er en særdeles generøs donation, som forventeligt vil skabe masser af diakonalt liv rundt omkring i stiftet.

Projektet går ikke ud på at skabe seks kloner af KSA i Viborg. De seks nye KSA´er skal de

Elise Secher, frivillighedspkordinator KSA Viborg

første tre år etablere nogle af de samme aktiviteter, som kendes fra KSA i Viborg, men de vil forventeligt med tiden udvikle sig vidt forskelligt. Og det bliver spændende at se, hvordan de hver især udvikler deres særkende i ansættelse af frivillighedskoordinatorer, i valg af formænd og bestyrelser og i prioritering af indsatser, aktiviteter og samarbejder med kommunen og andre samarbejdspartnere.

Folkekirken har mere end 330.000 medlemmer i Viborg Stift, der ikke er aktive i sognemenighederne i dag. Det bliver spændende at se, hvordan det lykkedes de forskellige provstimenighedsplejer at engagere mange af disse ”sovende medlemmer”, og hvordan de nye frivillige sætter deres præg på aktiviteter og indsatser fremover. Historisk set har diakonien været båret af frivillige med baggrund i Indre Mission. Kan dette projekt kalde nye grupper

af frivillige frem, og hvordan vil de sætte deres præg på diakonien?

Det bliver også spændende at følge, om provstimenighedsplejerne kan søsætte diakonale aktiviteter i sognegårdene rundt omkring i alle kroge af provstierne og kommunerne. På den måde kan A.P. Møller donationen måske sætte skub i Kirken på Landet og Kirken i Sommerlandet. Er det bestemte aktiviteter, der kan samle folk på landet? Skal det være små fortrolige fællesskaber eller skal det være store og mindre forpligtende fællesskaber?

Endelig bliver det spændende at se, hvor tæt samarbejde der kan knyttes mellem kommunerne og provstimenighedsplejerne, og hvilken mangfoldighed af diakonale aktiviteter der vil se dagens lys de kommende år.

Potentialet er stort, hvor der er diakonal begejstring!

Kirkens merværdi i familiearbejdet

Hvad er det vi kan?

Af Sanne Damborg, Diakonikonsulent i Menighedsplejen i Danmark.

Dansk Diakoniråd har netop udgivet en dansk definition af begrebet diakoni. En af de fire definitioner på Diakoni, er Inkluderende fællesskaber. Det er i sig selv et flot begreb, men kan også blive en floskel for, at der altid er plads til alle, selvom der mest er plads til dem, der ligner mig selv.

Ideen om at kirken i udgangspunktet er inkluderende køber jeg med det sagt ikke altid ind på! Jeg oplever, at det skal være et bevidst valg fra ansatte, frivillige, menighedsråd og menighedspleje at give plads til, at familierne kan træde ind i kirken og føle sig hjemme. De skal selv kunne finde sukkeret til kaffen, tænde for lyset, og de skal for alt i verden ikke være nervøse for om deres børn larmer eller sidder ordentligt.

Så, når vi ser, at mange enlige mødre i et socialt boligbyggeri sidder alene hjemme med deres børn fredag efter fredag for at se fredagstamtam og spise popcorn. Så kunne vi,

som kirke tage initiativet til at inviterer dem til storskærmsarrangement med gratis aftensmad og fredagsslik. Det er sådan, at vi som kirke kan se de enlige forsørgers ensomme øjeblikke, og går ind i at tage pres og opgaver fra deres skuldre. Det er i disse arrangementer, at jeg i høj grad oplever, at familierne føler sig set og mærket, hvor de ikke skal præstere andet end at være.

Eller, når kirken inviterer familier på Folkekirkens Feriehjælp, og viser at der findes mennesker og fællesskaber, hvor der er plads til netop den familie de er. Her hvor der er plads til familier med lignende vilkår, som man kan spejle sig i, samt frivillige, der bruger deres tid og kræfter på dem og deres familie. Ja så kan kirken noget som ikke så mange andre formår! Et eksempel på det, er Niklas på 15 år, der har været med på Folkekirkens Feriehjælp de sidste 10 år sammen med sin mor. Hver gang han møder Annette, der har været frivillig på ferien

gennem alle årene, giver han hende et kram og kalder hende ’verdens bedste ferieminde.’ Ingen andre får ellers kram af Niklas.

Kirken som relationel øvebane

Jeg har mødt en del, specielt enlige forældre, der ikke har kontakt med andre voksne end pædagoger og sagsbehandlere. De har ingen andre voksen-relationer at spejle sig i, fordi det glansbillede der sættes op på forældremøder, instagram, i fodboldklubben er så langt fra det kaotiske liv de er i, hvilket gør at de giver op på forhånd.

Men i kirken handler det ikke om, hvor gode vi er til noget, hvor flot tøj vi har på eller hvilket job vi har. I kirken er der plads, også til alle vores forskelligheder. Magien i det inkluderende familiearbejde ligger i, at vi ikke er der for noget eller nogen. I kirken behøves ingen at præstere. Kirkens opgave er at skabe rum for

VÆREN og ikke KUNNEN. Fordi, i et tillidsfuldt fællesskab med plads til at være den du er, med lige de udfordringer du eller dine børn har, der får du lyst til at komme igen, og du har også lyst til at give igen. Og det er det vi kan! Kirkens inkluderende fællesskaber kan, hvis de virkelig er inkluderende, være den trygge øvebane for både forældre og børn, der måske ikke har andre steder at øve sig på fællesskab, samvær og relationer – fordi de har slået sig så meget på livet, at de ikke tør være en del af et ’vi’.

Det ’VI’ kan og skal kirken være, og når den er det, er der ikke nogen tvivl om den merværdi, der er for både familierne og kirkerne rundt i landet.

– Så bliver OS og DEM til VI… 

Se mennesket Menneskesyn, etik og faglighed

Af Vibeke Stubbings, Sygeplejerske, Conny Hjelm, Diakon og Anika Follmann Kammadanam, Diakon og Kandidat i Socialt Arbejde

Det begyndte i en frokostpause. Her flød snakken om, hvordan vi over en bred front oplever, at det medmenneskelige møde i vores samfund og hverdag får sværere og sværere betingelser. Der var mange eksempler, og der blev mange gange sagt ”det er også for dårligt, at..!” Her, midt i en ganske almindelig frokostpause, opstod længslen efter at gøre noget. Det næste skridt blev derfor en flipover, hvor vi skrev: ”Vi vil lave et paradigmeskifte, og det vil vi gøre ved at få menneskesyn og etik tilbage i det faglige arbejde”.

Vi kontaktede SamFonden¹ for at drøfte ideen. De var positive. Efter et par forsøg fik vi tilsagn om økonomisk støtte til et treårigt udviklingsprojekt om menneskesyn, etik og faglighed (MEF), som startede i maj 2022.

Vi er taknemlige for at få tid til at fordybe os i dette komplekse område, og taknemlige for at kunne bidrage til at kvalificere tænkning og konkrete tiltag, der kan imødegå forråelse, omsorgstræthed og dehumanisering.

I vores arbejde med MEF er vi optaget af to grundlæggende spørgsmål:

a. Hvorfor udebliver grundbetingelserne for menneskelighed og værdighed i større og større grad i vores samfund og i arbejdet med mennesker?

b. Hvordan kan vi skabe betingelser for, at det enkelte menneske bliver mødt med værdighed, respekt og omsorg?

I denne artikel vil vi, gennem formidling om MEF, forsøge at besvare disse spørgsmål. Som optakt vil vi se nærmere på første spørgsmål gennem en kort samfundsanalyse og gennemgang af centrale begreber og perspektiver.

Et samfund hvor menneskesynet eroderer

Det er vores påstand, at normer og værdier i disse år eroderer. Det er sandsynligt, at politiske reguleringer og økonomiske rationaler fortrænger etikken, så grundbetingelserne, for at menneskelighed og værdighed indgår i arbejdet med mennesker, forsvinder.

I sådan en tid og i sådan et samfund, er der brug for, at vi sætter fokus på, hvad der er omsorgsfuldt, ordentligt, medmenneskeligt og etisk! Det er tydeligt, at der må ske et opgør

¹ SamFonden støtter projekter med fokus på bl.a. lederskab, værdibaseret fællesskab og samfundsudvikling. Læs mere om Samfonden på www.samfonden.dk

med den måde, vi behandler mennesker på. At der er behov for kontinuerligt at artikulere og etablere et fokus på mennesket som et mål i sig selv. Praktikere skal sættes i stand til, bevidst, at skabe og indgå i en omsorgsfuld og medmenneskelig praksis, hvor det enkelte menneske er omsorgsarbejdets centrum, og hvor omsorgstræthed forebygges, så der dæmmes op for forråelse. Det kræver vilje til at ville se mennesket og mod til at gå op imod de styrende samfundslogikker.

Vi må påberåbe os myndighed og autoritet til at tage mennesket i forsvar og ændre på strukturelle barrierer, så det reelt bliver muligt at skubbe på et paradigmeskifte, hvor medmenneskelighed og ordentlighed bringes ind i processer og relationer.

Baggrunden for ovenstående har flere perspektiver. Hvis vi skal forstå, og samtidig vil dæmme op for en tiltagende dehumanisering og forråelse, vi er vidner til, må vi anskue problemerne fra et større og bredere perspektiv end blot den konkrete situation. Ved at se nærmere på de samfundsforhold og sammenhænge organisationer, institutioner og mennesker indgår i, kan vi blive klogere på, hvor der opstår barrierer for en normativ etisk praksis. Således må de aktuelle udfordringer, velfærdsarbejdet står over for i disse år, ses i sammenhæng med samfundsudviklingen, hvor strukturelle vilkår har stor betydning for det enkelte menneske. I artiklen referer vi til velfærdsarbejde som en bred betegnelse for fag inden for social-, sundheds- og omsorgsområdet.

Vi er blevet fremmedgjorte

Vi lever i et senmoderne samfund. I sociologien finder vi mange forskellige betegnelser for netop det samfund: Zygmont Bauman taler om det flydende moderne, Ulrich Beck om risikosamfundet og Hartmut Rosa om social acceleration og fremmedgørelse. Fælles for dem alle er, at de er optaget af samfundets vedvarende forandringsprocesser, der konstant omformer forholdet mellem individ og fællesskab.

I MEF er vi optaget af Hartmut Rosas kritiske teori, der bidrager til arbejdets teoretiske fundament. Hans teori skaber også afsæt for

kritisk at anskue og forstå, hvordan samfundsforandringer får alvorlige implikationer for menneskesynet.

Hartmut Rosa bringer, med sin kritiske teori, en forklaringsmodel for, hvorfor flere føler sig fremmedgjorte i en accelereret verden. Vi er, ifølge Rosa, blevet et højhastighedssamfund, der koordineres og beherskes ved et stramt og strikt – ikke etisk artikuleret – tidsregime. Højhastighedssamfundets borgere investerer i tiden, der er blevet dem en knap ressource. Hastighedsstigningen medfører et voksende antal fremmedgørende oplevelser. Moderne mennesker er på den ene side frit og minimalt bundet, alt imens vi bliver styret og undertrykt af et, næsten, usynligt tidsregime (Rosa, 2014, s. 12).

”Man kan blandt andet undersøge strukturen og karakteren af de liv, vi lever, ved at fokusere på de tidslige mønstre. Ikke alene kan stort set alle aspekter af livet anskues indsigtsfuldt i et tidsligt perspektiv, de tidslige strukturer kan også sammenkoble samfundets mikro- og makrostrukturer, således forstået at vores handlinger og oplevelser af omverdenen gøres kompatible med de moderne kapitalistiske samfunds ”systemiske imperativer” gennem tidslige normer, frister og regler. ” (Rosa, 2014, s. 12)

Udviklingslinjerne i det senmoderne samfund har gennem de seneste årtier tegnet konturerne af et redefineret velfærdsarbejde, hvor der ses betydelige forandringer i udpegningen af indsatser, problemopfattelser og tidshorisonter. Tidligere var velfærdsstaten lagt an på en makroøkonomisk balance og varetagelse af den enkeltes sociale rettigheder. I dag er staten fremtidsorienteret med et globalt sigte og fokus på mikroøkonomisk ressourceudnyttelse, hvor hvert individ skal ses som den valuta, staten kan konkurrere med. Altså hvor hvert menneske ”investeres” som resultat af en grundlæggende vækstbetingelse. Vi er i konstant konkurrence, hvor nationer er i et uendeligt

kapløb om at vinde de største markedskræfter (Pedersen, 2011, s. 12, 27).

”Der skjuler sig en snigende ændring i vores forhold til verden, der historisk-kulturelt og økonomisk-institutionelt går langt tilbage, men som ikke mindst i det 21. århundrede, med digitaliseringens tekniske muligheder og med markedskapitalismens politisk-økonomiske tvang til vækst og optimering og den vilde konkurrence, har nået en ny radikalitet. ” (Rosa, 2020, s. 12).

Accelerations- og konkurrenceparadigmet indebærer et paradigmeskift i velfærdsarbejdets mål og middel. Ændrede samfundsstrukturer og statens styringsteknologiske indlejringer i velfærdsarbejdet, som fx økonomiske incitamenter, centralt besluttede metodekoncepter, akkrediteringer og standardiseret viden, forandrer arbejdets indsats, hvor der ses et øget fokus på, hvad der er rentabelt, effektivt og produktivt (Høilund & Juul, 2015).

Vi ser, at det i tiltagende grad er svært at bevare et højt syn på mennesket. Dette har store implikationer for velfærdsarbejdet, der befinder sig i et spændingsfelt mellem, at imødekomme samfundspolitiske krav om konstant nyttemaksimering, og at komme subjektet i møde. Det påvirker velfærdsmedarbejderen, der kan ende med at blive fremmedgjort fra sig selv og ”den anden” med risiko for at blive desillusioneret, forrående og omsorgstræt. Og det påvirker den enkelte borger, der er i fare for at blive behandlet uværdigt, umenneskeligt og uden omsorg.

En refleksiv praksistilgang med et helhedssyn

Som det ses ovenfor, er det senmoderne samfund komplekst, og den sociale verden heraf tiltagende indviklet. Hvis vi vil skabe betingelser for, at det enkelte menneske kan mødes med værdighed, respekt og omsorg, må vi forsøge at forstå, hvad der hindrer dette: Hvad opfatter vi som problemet, hvordan forklarer vi det, og hvordan løses det?

Vi tror på, at det er bydende nødvendigt at anlægge et bredt perspektiv på det enkelte menneske i den konkrete situation. Et helhedssyn der muliggør forskellige forklaringer, metoder, forståelseshorisonter, aktører og indsatser, og en refleksiv praksistilgang, hvor vi tænker bevidst over vores praksis, handlinger og bevæggrunde. Det er aldrig muligt at begribe hele helheden, men et helhedssyn hjælper til at se, at løsninger på problemer hænger nøje sammen med nuancerede indsatser.

For at etablere et helhedssyn, må vi være i stand til at analysere, hvad der sker på både individ-, organisations- og samfundsniveau (se figur 1) og samtidigt kunne forstå og forklare, hvordan disse influerer på hinanden. I arbejdet med MEF indregner vi derfor tre forskellige niveauer; mikro- meso og makro. Disse fungerer som adskilte analyseniveauer, hvorigennem vi kan udpege og identificere menneskelige behov og samfundsmæssige fejludviklinger i relation til MEF’s genstandsfelt. Samtidigt er det muligt at undersøge niveauernes indbyrdes sammenhæng og forklare, hvordan mikro-, meso-, og makroniveauet påvirker hinanden. Herudover bidrager niveauopdeling til, at vi strategisk kan målrette vores indsatser til forskellige aktørniveauer.

Mikroniveauet knytter sig således til velfærdsarbejdets praksis, som adresserer medarbejdere og ledere på institutioner, tilbud m.fl. Mesoniveauet knytter an til velfærdsarbejdets organisationer, uddannelsesinstitutioner, foreninger m.fl. Makroniveauet relaterer sig til den brede befolkning og ikke mindst til politikere og beslutningstagere, der former strukturerne for vores velfærd.

Gennem kritiske betragtninger, konkrete analyser, anvendelsesorienteret teori og praksisnære metoder, forsøger MEF hele tiden at komme med udkast til forandringer, der kan omsættes til både mikro-, meso- og makroniveau. Til gavn for det enkelte individ og til gavn for samfundet. Vi skal nu rette blikket mod de tre ben i MEF og i forlængelse heraf se nærmere på MEF’s teori og metode.

Figur 1:

Makro

Samfundsniveau

– globalt og nationalt

Økonomiske, politiske og juridisk strukturer

Meso

Organisationsniveau

Institutionssociologi

Livet i organisationer og institutioner

Mikro Praksisniveau

Interaktionsteorier

Interaktion mellem individ og gruppe

MEF – en insisteren på sammenhæng mellem menneskesyn, etik og faglighed

De færreste vil være uenige i, at mennesket altid må og skal komme først. Sværere er det tydeligvis at praktisere og fastholde dette perspektiv i en tid, hvor vækst, effektivitet og optimering hastigt dribler afsted med os, og ofte efterlader det enkelte menneske ladt ude. Sjældent af ondskab eller bevidst forsømmelse, men som en glemsel i en alt for presset hverdag eller som en konsekvens af en kultur, der langsomt har legitimeret og tilladt, at blikket på det enkelte menneske er blevet fortrængt. Med afsæt i menneskesyn, etik og faglighed vil vi skubbe til et fastlåst velfærdsparadigme, så der i den nære hverdag skabes en praksis lagt an på, at når vi har at gøre med mennesker, så er det mennesket der kommer

først – ikke opgaven, ydelsen eller den daglige drift – men det enkelte menneske, der skal tilbage som centrum for vores arbejde. Nedenfor vil vi udfolde, hvad begreberne menneskesyn, etik og faglighed rummer, og hvordan disse tre er uløseligt forbundne.

Menneskesyn

Menneskesynet er oftest implicit i vores daglige omgang og arbejde med mennesker, og de færreste vil i en given situation være opmærksom på, hvilket menneskesyn der ligger til grund for deres handling. Imidlertid spiller vores menneskesyn en stor rolle og har betydning for, hvordan vi forstår og tilrettelægger velfærdsarbejdet. Vi skal se nærmere på, hvad vi forstår ved det første ben i MEF, og hvorfor kendskabet til sit eget, og andres, menneskesyn er vigtigt.

Begrebet menneskesyn forstår vi som de opfattelser og livsanskuelser, der ligger til grund for antagelser om menneskets natur, adfærd og plads i verden. I vores samfund pågår der hele tiden en ideologisk kamp om synet på mennesket og en forhandling om, hvad et menneske er, hvad det er værd, og hvad det skal bidrage med.

Gennem økonomisk, politisk, religiøs, sociologisk og historisk bestemte ideer om mennesket, er forskellige menneskesyn vokset frem. Menneskesynet kan være dynamisk og foranderligt afhængig af de sammenhænge, det indgår i, og hvad man ønsker at belyse (Hammerlin, 1999, s. 18). Således kan vores menneskesyn fx ændre sig med alderen, ligesom vores faglige syn på mennesket kan adskille sig fra vores private menneskesyn.

MEF trækker på det kristne menneskesyn, hvor mennesket betragtes som ukrænkeligt, værdigt og unikt – som et mål i sig selv. Pointen er, at det ér vigtigt med et menneskesyn. Det er ikke alle, der tænker, at det er vigtigt med et menneskesyn, dette er i sig selvet menneskesyn.

Det er ikke en forudsætning, at den eller de personer, der bringer MEF i anvendelse, selv har en kristen livstydning. Alle kan – uanset ideologiske eller religiøse tilhørsforhold – sætte MEF tænkningen i spil. Vores menneskesyn er imidlertid betydningsfuldt, da det viser og definerer måden, vi er i verden på. Sammenfattende kan man sige, at ”det udtrykker vores grundlæggende forestilling om, hvad det vil sige at være menneske” (Hammerlin, 1999, s. 17).

I MEF anskuer vi menneskesynet normativt. Konkret betyder det, at vi tror, at det eller de menneskesyn der er tilstede i en given situation skaber et rum og tillægger de agerende personer forskellige roller, intentioner, handlinger og værdi. Disse får betydning for, hvordan vi møder, opfatter, taler om og indgår i relation med det andet menneske. For de fleste vil det almindeligvis være deres basale menneskesyn, der træder frem. Det basale menneskesyn er en del af vores grundlæggende antagelser, som oftest er skjulte for os selv og omverdenen (Hein, 2018).

”For det første kommer menneskesynet til udtryk i medarbejdernes basale antagelser om de mennesker, arbejdet til syvende os sidst vedrører, nemlig kunder, borgere, elever, patienter mv. For det andet kommer det til udtryk i lederens basale antagelser om medarbejdernes natur. En leders ledelsesfilosofi – hvad enten den er bevidst eller ubevidst – vil være funderet i lederens menneskesyn.

” (Hein, 2018, s. 125)

Derfor er det vigtigt, at praktikere såvel som ledere bliver i stand til at reflektere over og analysere, hvilket menneskesyn der ligger bag ved beslutninger og handlinger, så disse kan formuleres, artikuleres og synliggøres i den daglige praksis. Ikke mindst i de situationer, hvor der er divergerende opfattelser af praksis eller en situation, der er svær at tale om. Det kræver, at man bliver bevidst om både sit eget og andres menneskesyn.

I MEF er menneskesynet med til at sikre, at vi først forholder os til den anden som et menneske. Værdien af menneskesynet ligger således i den andens oplevelse af øjeblikket. Jacob Birkler eksemplificerer dette i sin bog ”Omsorg. Når menneskelighed er et arbejde” (2023). Han tydeliggør hvordan omsorg ikke er noget, man bringer til patienten – det er ikke en ekstra dimension, man tilføjer, men derimod noget man bærer på i en patientrelation, og oplever i mødet med en patient. Dette greb beskrevet og formuleret af Birkler er bærende i vores blik på det menneske, vi arbejder med, hvor menneskelighed bliver en indstilling – en måde at indgå i en relation på. At bevidstgøre menneskesynet, og skabe refleksionsrum herom, er et afgørende led i MEF tænkningens udfoldelse. Hvor menneskesynet skal hjælpe os til at have øje for mennesket, snarere end opgaven, så knytter etikken mere an til vores ageren.

Etik

Etikken er en grundlæggende dimension i vores fællesskaber, arbejdsliv og samfund. De færreste er bevidste om, hvilken etik der ligger til grund for deres måde at agere på, og ofte bli-

ver vi først opmærksomme på det etiske, når vi er i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre. Det til trods har etikken en afgørende betydning for, hvordan vi behandler mennesket og træffer konkrete beslutninger i velfærdsarbejdet. Man kan sige, at etik kan vise os vej, når det er svært at se klart og vide, hvad der er rigtigt eller forkert.

Begrebet etik har rødder i de antikke græske begreb ethikos, der vedrører karakter og moral (Aristoteles 1934). Vi forstår etik som de moralske antagelser, der ligger til grund for vores anskuelser om, hvad det gode liv er, hvad der er ”rigtig og forkert”, hvordan vi bør leve, og hvordan vi behandler den anden. Man kan lidt forsimplet sige, at etikkens grundspørgsmål

er: Hvad er det rigtige at gøre eller ikke at gøre? Etik er tæt knyttet til og udmønter sig i værdier – fx i relation til måden vi møder og ser den anden på, eller i forhold til hvad der er fagligt og ordentligt i et arbejde. Samtidig kan etik betragtes som en rettesnor for vores karakter og dannelse af denne. Således har etik at gøre med vores alles hverdagsliv, lige fra vores karakteregenskaber til hvordan vi udfører vores arbejde, passer vores børn, og hvordan vi er en del af samfundet.

Etik er som et kompas, vi kan rette os efter i mødet med et andet menneske. Lidt filosofisk sagt kan vi sige, at det er vores blik for den anden, der indrammer etikken. Agerer

jeg i relation til den anden som en irriterende opgave, forhindring, byrde, eller ser jeg et menneske med en fortælling, historie osv.? Af samme grund indgår menneskesyn også, når vi taler om etik, fordi synet på mennesket, altså det vi ser, eller finder blik for, er afgørende for, hvad vi ser. Når vi ikke ser, men forser os på den anden og stirrer os blind på fx en diagnose, et misbrug eller en hændelse, er det en etisk forseelse. Etik handler således ikke kun om at tænke sig godt om, men primært om at se sig godt for.

Etik er ikke en logik, tilgang eller opgave, der giver sig selv. Nej, den viser og byder sig til i mødet med den anden (Birkler, 2019). Tilliden i mødet mellem mennesker afhænger derfor af,

at vi erkender, at vi er afhængige af hinanden og påtager os et gensidigt ansvar for hinanden og for relationen. Da ansvaret er forskelligt afhængigt af situationen, er det kendetegnede for ansvaret, at ”det ikke på forhånd er givet, hvad der er det etisk rette at gøre” (Nissen, 2022, s. 95). (Kærlighedens ansvar. Grundlag og områder for kristen etik” (Nissen, 2022, s. 79)

Som det er blevet tydeligt i dette afsnit, forstår vi etik som et relationelt begreb. Vi er samtidig optaget af etikkens dannelsesaspekt, hvor der en tæt forbindelse fra etik til moral og karakter. At indlejre en opmærksomhed på værdier, normer, moral og karakter hos den enkelte medarbejder forudsætter en vedhol-

dende kultur, der har fokus på og ønske om en bevidstgørelse herom. Etik bliver derved også en dannelsesrejse, hvor et etisk ståsted har en rammesætning i sig, som giver afsæt for, at vores værdier kan omsættes ind velfærdsarbejdets hverdagspraksis.

Menneskesyn og etik skal imidlertid altid indlejres i den kontekstuelle faglighed. Dermed er vi nået til MEF’s tredje og sidste ben.

Faglighed

Faglighed knytter sig til en persons forudsætninger, viden og kompetencer indenfor et bestemt fag, område eller erhverv. Den kan knytte an til en såvel praktisk dimension som en teoretisk dimension, og er ofte kendetegnet ved en afgrænsning af opgaven – at man løser det, der måtte ligge indenfor ens givne faglige ramme. Således har fag og dermed faglighed grænser. ”Det ligger i selve begrebet ”fag”, at man udtrykker og afgrænser det, man inden for faget kan, og det, som andre indenfor faget ikke kan” (Birkler, 2023, s. 70). Samtidig kommer faglighed til udtryk på mangfoldige måder og steder i vores liv og samfund.

For at indkredse begrebet faglighed, er det nærliggende at tage udgangspunkt i begrebet viden, hvor Platon og Aristoteles brugte begrebet ”episteme” som betegnelse for universel viden, der nødvendigvis altid er sand, og hvis objekter er uforanderlige. Aristoteles benyttede så begrebet ”techne” for menneskelig ”kunnen”, som kan jævnføres med naturens ”kunnen”, og endelig benyttes begrebet ”phronesis” indsigt, som er praksiskundskab, altså en indsigt i, hvad der bør gøres i en given situation. Vi forstår faglighed som den viden, kompetence eller indsigt, personer spiller ind med i en samtale, handling eller situation.

Jacob Birkler (2023) beskæftiger sig med forholdet mellem sag og fag. Hans tese er, at ethvert fag må begynde med en sag. Med et eksempel fra sygeplejen siger han, at sygepleje oprindeligt ikke var et fag, men en sag. Da faget endelig blev grundlagt, skete det imidlertid som en fagprofession. Med tiden er sygeplejen

blevet et videnskabeligt fag. ”Enhver faglighed skal derfor begynde med sagen, hvilket skal forme fagligheden. Begynder man modsat med faglighed, kan vores blik for sagen begynde at flakke” (Birkler, 2023, s. 34ff).

Patienten eller borgeren er selve sagen og må holdes i fokus, mens fagligheden blot er en måde hvorpå, man kan hjælpe dette menneske. Det er vores erfaring, at fagligheden kan komme til at ”stå i vejen” for sagen, og så at sige bliver målet frem for midlet. ”Fagforståelsen kan blive så dominerende og kompleks, at der kan blive behov for aflæring, når det kommer til selve sagen” (Birkler, 2023 s. 34). Det er fra sagen – altså det enkelte menneske – opgaven kommer.

Når vi taler om faglighed i MEF, handler det ikke primært om indhold i stillings- og kompetencebeskrivelser, men om at kalde egne og andres fagligheder frem så det tvær- og fællesfaglige styrkes. Herved fremmes en mere helhedsorienteret praksis og arbejdet med mennesker kvalificeres.

Sammenhængen mellem menneskesyn, etik og faglighed

Vi er af den opfattelse, at fagpersoner trækker på en blanding af teori, menneskesyn, faglige erfaringer og personlige etiske antagelser, som sammenfattende bidrager til at definere ståsteder, der giver afsæt for konkrete handlinger. Vi oplever, at det faglige skøn er under pres i en tid, hvor standardiseringer, metodekoncepter og dokumentation har forrang. Når fagpersonen er bevidst, reflekterende og åben i en given situation, kan det faglige skøn og dømmekraften styrkes – måske opstår der nye indsigter, perspektiver, diskurser og handlerum. Vores dømmekraft og faglige blik styrkes altså gennem en sammenhæng mellem menneskesyn, etik og faglighed, hvor menneskesyn og etik så at sige kan give rum og retning for vores faglighed. Det er det krydsfelt, MEF som tænkning rejser ind i, og som metode ønsker at skabe.

Teoretisk afsæt

Vi er inspireret af forskellige teoretikere og teorier. Fælles for dem alle er, at de på den ene

eller anden måde er optaget af fællesskab, det gode liv, menneskelighed, samfund, dannelse og etik. I nærværende afsnit vil vi introducere Hartmut Rosas resonansteori, men først lidt om MEF’s overordnede indfaldsvinkel til teori. Vi indtager flerfaglige teoretiske perspektiver. Vi arbejder med et udefra- og indefra-perspektiv; hvor det enkelte menneskes eller målgruppes stemme bliver vægtlagt, og hvor der er et praksisorienteret mål (Stifoss-Hanssen, 2014, s. 63 og 73), som kan være med til at højne helhedssynet og menneskers livskvalitet. MEF’s teoretiske ramme spiller altid ind i en refleksiv praksistilgang, hvor sammenhæng mellem menneskesyn, etik og faglighed, giver os mulighed for at tænke bevidst over vores praksis, handlinger og bevæggrunde – både før, under og efter en konkret handling. Med afsæt i en dannelsesproces, hvor menneskesyn, etik og faglighed ses som gensidigt påvirkelige områder, brydes vores forskellige værdier og normer, og dette skaber udgangspunkt for etisk dannende processer og samtaler.

Resonans – en dynamisk og levende svarrelation

Rosas resonansbegreb løber som en strøm under alt MEF’s arbejde, hvor resonans kan ses som et modsvar til fremmedgørelse og være med til at dæmme op for forråelse og omsorgstræthed. Resonans er funderet på en erfaring af, at verden angår os, og at verden har noget at sige os – at vi er forbundne som ved en vibrerende tråd mellem os og verden. Dette afsnit er baseret på Hartmut Rosa bog ”Resonans” (Rosa, 2021).

Rosas hovedværk, ”Resonans”, adresserer vores fælles liv og verden. Han tegner et billede af en tid, som bliver stadig mere hul. En tid hvor målet er mest mulig vækst, og hvor større, længere og rigere aldrig når til en ende (Rosa, 2021, s. 355). Eftertanken og det fælles rum til at undres, slippe kontrollen og bare ”være” bliver omvendt mindre og sjældnere (Rosa, 2021, s. 356f). I lyset af dette byder Rosa ind med sine betragtninger om resonans. Begrebet henviser til, at det der giver mennesker reel mening med livet, er at opleve at verden ”svarer”, at der sker

en gensidig udveksling mellem dig og verden (Rosa, 2021, s. 519). En svarrelation, der giver øget kvalitet og bedre liv.

Resonans beskriver relationskvaliteter og udfolder et potentiale til at undersøge forholdene til verden på næsten alle områder af det menneskelige liv (Rosa, 2021, s. 191). Konkret er resonans en situation, hvor der er en flydende gensidig udveksling mellem subjekt og verden. Eller sagt omvendt, så er der resonanskrise, når det verdensudsnit, vi står i relation til, enten er stumt eller direkte fjendtligt.

Resonanserfaringens natur er tovejs (Rosa, 2021, s. 519) forstået således, at du både skal berøres, gribes og bevæges og i lige så høj grad selv skabe berøring, indgreb og bevægelse (Rosa, 2021, s. 18). Det er en relation til verden, hvor man oplever transformation, fordi den enkelte og verden taler sammen med hver sin stemme og vurderinger (Rosa, 2021, s. 203).

Resonans er derfor ikke et ekko, men en relationsmodus, hvor det ikke handler om at opnå konsensus eller ”idel harmoni” (Rosa, 2021, s. 219), men om at nå den anden og at lade sig påvirke (Rosa, 2021, s. 203).

Det er en grundlæggende præmis i alt MEF’s arbejde, at vi arbejder for at skabe betingelser og mulighed for resonante rum, som et modsvar til dehumanisering, forråelse og fremmedgørelse (Rosa, 2021, s. 38). Ofte kan vi opleve uoverensstemmelse mellem væren og skullen, og her opstår en fare for at blive distancerede og forrående. ”I resonansøjeblikke stemmer væren og skullen tendentielt overens – dette gælder også, når vi bliver fuldstændigt overraskede af ´væren´, så vi spontant må genjustere vores landkort” (Rosa, 2021, p. 198), og ændre den planlagte praksis. Resonans handler derfor også om, at vi lader os overraske, således at vi går med ind i, eller initierer en justering af, egne eller fælles landkort, handleplaner og indsatser.

Resonans kommer ikke på kommando, og kan ikke tvinges frem; den kommer, når vi mindst venter det. Resonans er ikke kontrollerbar (Rosa, 2021, s. 201), så det vi kan gøre er, at skabe rammer og betingelser for, at resonansen

ikke forhindres. Rosa mener, at en bedre verden er mulig, hvis vi går fra at beherske og råde til at lytte og svare, så vi skaber rammerne for resonans (Rosa, 2021, s. 524). Det gør vi fx ved at sikre den enkeltes autonomi og handlefrihed (Rosa, 2021, s. 519) og samtidig ved at forvente, at den enkelte også arbejder med selv at give, bevæge og berøre. Ad den vej kan vi arbejde med at skabe positive rammer for øjeblikke, hvor vi møder ”noget, der har noget at sige os” (Rosa, 2021, s. 520). Dette forhold er omdrejningspunkt for at skabe en større bevidsthed om vores valg og de måder, vi agerer på. Med elementerne menneskesyn, etik og faglighed tilbyder MEF kontakt til vigtige dimensioner, der er væsentlige og har betydning for, at hverdagen opleves meningsfuld og givende.

Dette teoretiske afsæt beskriver MEF’s overordnede forståelseshorisont. I det følgende vil vi beskrive MEF’s metodiske principper, som er med til at skabe koblingen til praksis.

To metodiske grundprincipper

MEF tager afsæt i to dogmatiske grundprincipper:

; Vi begynder i ”opslaget” ; Vi tager afsæt i ”den faktiske praksis”

Fælles for begge metodegreb er, at de bidrager til en praksis, hvor vi fokuserer på det, der aktuelt skete i en situation. Ved at gå ind i den kultur, der faktisk råder i en organisation, kan vi blive i stand til at forstå situationer anderledes, ændre adfærd og skabe varige forandringer. Til gavn for den enkelte og til gavn for fællesskabet.

MEF begynder i opslaget

Som det er blevet tydeligt i de tidligere afsnit, er MEF altid optaget af sagen, som er mennesket. Det perspektiv tages med videre, når vi taler om ”opslaget”.

”Opslaget” referer til det tidspunkt, hvor en bold, der er slået ned i jorden, er på vej op. Det kan måske lyde simpelt, eller ligefrem

 MEF er en handle- og tænkemåde, der fremmer medmenneskelighed. Vi henvender os særligt til social-, sundheds- og omsorgsarbejde.

 MEF’s vision er at gøre op med dehumanisering og at skubbe på et paradigmeskifte, så medmenneskelighed og ordentlighed bringes tilbage i processer og relationer.

 MEF støtter professionelle og frivillige i at skabe rum og rammer for, at mennesket ikke bliver udstødt og krænket.

 MEF udvikler teorier, metoder og samtaleformer, og tilbyder uddannelse, undervisning og konsulentydelser på alle niveauer.

 Læs mere på www.m-e-f.dk

banalt, at tale om en bolds opslag, men der er en dybere mening med dette greb, som vi skal forsøge at udfolde her. Vi forstår opslaget som de behov, muligheder og nye perspektiver, der springer ud af en konkret hændelse. ”Nedslaget” forstår vi som de metoder, teorier og forståelser, vi gerne vil lægge ned over vores praksis – både som forklaringsmodeller og rammer. Mellem nedslag og opslag – der hvor bolden rammer jorden – finder der en konkret interaktion, hændelse eller situation sted.

Når vi begynder i opslaget, går vi til praksis og fokuserer på det, der aktuelt skete i en konkret situation – fx et samarbejdsmøde, en konfliktsituation eller en hændelse med en pårørende. Ved at tage udgangspunkt i selve hændelsen, akkurat som det skete, undgår vi at fjerne os fra situationen og bliver i stand til at stå med ”det skete”. Vi kommer til stede eller, sagt på en anden måde, vi bliver nærværende.

Når en vanskelig situation gribes med nærvær, kan vi nemmere tøjle vores fristelse til at komme med distancerende undskyldninger og holde vores forklaringer og holdninger om, hvad der burde være sket tilbage. Processen bliver så at sige at forbinde sig med og tage imod den vanskelige situation, fremfor at forklare, analysere og fortolke den. Samtidig afstår vi fra at fx rammebestemte incitamenter, specifikke metodekoncepter eller standardiseret viden alene bliver styrende for vores blik på praksis. Sagt på en anden måde: Når MEF begynder i opslaget, er det fordi, vi vil tage fat om handlingen, før vi går i gang med at analysere mv. Og lige her – midt i nærværet og erkendelsen af det der konkret skete – kan vi forbinde os til vores intentioner, visioner og værdier, som danner afsæt for et kraftfuldt opslag. Et opslag hvor der kan iagttages nye perspektiver, ideer og muligheder. Et opslag hvorfra der kan udkrystallisere sig nye praksistilgange og prøvehandlinger. Herefter kan vi gå til nedslaget, hvor vi kan betragte og kvalificere situationen og opslagets udkast til forandring gennem både teori, analyse og metode.

Der er ikke tale om en ny banebrydende metode eller teori. ”Opslaget” kan ses som en

tilgang, der stiller sig i, en i forvejen lang, kø af forandringsteorier. Det særlige ved opslaget som metode og tilgang er dog, at vi går nede fra og op i en induktiv proces, hvor praksis har forrang. Analyserne, metoderne og vores viden udelades ikke, men vi vender så at sige processen på hovedet i forhold til mange andre metoder.

Med afsæt i den faktiske kultur skabes der grundlæggende forandringer MEF’s andet grundprincip er hentet hos Edgar H. Schein (1928-2023) og handler om, at arbejdet med forandringer tager afsæt i ”den faktiske kultur”, som kan betegnes som grundlæggende antagelser. Det kommer vi tilbage til, men først skal vi se lidt nærmere på Scheins forståelse af organisationskultur, hvor vi tager udgangspunkt i hans kulturanalysemodel –også kendt som isbjergsmodellen

Schein beskæftigede sig indgående med kultur og forandringer i relation til organisationsledelse, idet han hævdede, at forandringer i organisationer er, om ikke umulige, så utroligt svære at gennemføre uden, at man er opmærksom på kulturen. Kultur eksisterer mellem mennesker og kommer til udtryk på mangfoldige måder gennem fx sprog, handlinger, traditioner, symboler, normer og metoder. På en arbejdsplads kommunikeres og videregives kultur både eksplicit og implicit, og de ansatte vil, i større eller mindre grad, være en del af den samme kultur. Schein definerer kultur som:

“Et mønster af fælles grundlæggende antagelser, som gruppen lærte sig mens den løste sine problemer med ekstern tilpasning og intern integration, og som har fungeret godt nok til at blive betragtet som gyldige, og derfor læres videre til nye gruppemedlemmer som den korrekte måde at opfatte, tænke og føle på i relation til disse problemer. ” (Schein, 1994, s. 20)

Kultur er således et gruppefænomen, der læres videre til nye, og bliver styrende for, hvordan vi faktisk træffer beslutninger og agerer. På

den måde kan kulturen sætte en organisations værdier ud af spil, og der pågår så at sige en konstant uudtalt, og oftest usynlig, forhandling af normer, værdier, indsatser og fokus.

Ifølge Schein bevæger organisationskultur sig på tre kulturniveauer: artefakter, værdier og grundlæggende antagelser. Se figur 2, der illustrerer de tre niveauer. Hvert niveau er et udtryk for forskellige lag af et arbejdssteds kultur, hvor graden af synlighed strækker sig fra konkrete udtryk til ubevidste antagelser.

Scheins øverste niveau, som han kalder artefakter, er de synlige udtryk af kulturen, altså det, der er umiddelbart tilgængeligt for øjne og ører. Artefakter består af det fysiske og sociale miljø, som fx kan være påklædning, skriftlige dokumenter, udsmykning, sprog, møbler eller arkitektur (Schein, 1994, s. 25).

Det midterste niveau handler om et steds antagne værdier, og står for de værdier vi er mere bevidste om, at vi lever efter. Det er dem vi kan læse på organisationens hjemmeside og dem de ansatte, når de bliver spurgt, umiddelbart vil henvise til. Det kan også handle om vores mission, vision, strategi, ledelsesmæssige tilgang mv. Ofte vil vores antagne værdier afspejle, hvordan praksis ”burde” være i organisationen, fordi selve organisationen ikke besidder værdierne. Det gør den enkelte medarbejder. Ledelsens værdier spiller derfor en afgørende rolle i forbindelse med kulturskabelse (Schein, 1994, s. 26-28).

Det sidste niveau er stedets grundlæggende antagelser, der er modellens dybeste og mindst synlige lag. ”Under vandoverfladen” findes vores kerneantagelser, der indeholder den enkeltes opfattelse af verden og de værdier, handlemåder og forestillinger, som tages for givet på en arbejdsplads (Schein, 1994, s. 2833). Man kan beskrive det, som ”det der sidder i væggene”. Det kan kendetegnes af bestemte overleverede fortællinger, særlige tabuer, - og et sådan gør vi bare ikke – eller sådan gør vi bare – uden at det egentlig er begrundet. Når de grundlæggende antagelser er stærkt forank-

ret, vil adfærd, der falder uden for de implicitte antagelser, blive afvist.

De to øverste niveauer er relativt enkle at arbejde med i en kulturforandring, fordi de er synlige, og fordi man til dels har sprog for sine værdier – eller kan finde frem til en verbalisering. Det sidste niveau er ubevidst og oftest usynligt for dem, der arbejder på stedet, hvilket gør det vanskeligt at sprogliggøre dette lag. MEF tager afsæt i det nederste niveau – de grundlæggende antagelser – fordi her ligger det dybe afsæt til at kunne lave en grundfæstet værdimæssig ændring ift. de øvre niveauer. Derfor begynder al kulturforandring i MEF regi med observation af den eksisterende praksis. Herefter sættes der ord på relationen til de værdier, som praksis udtrykker og til sidst på, hvilke synlige udtryk, der understøtter de bevidste værdier.

Mange kulturforandringsprocesser går den anden vej, altså de begynder ovenfra. Egentlig er det sjældent, at man arbejder direkte med et steds grundlæggende antagelser. Vi arbejder med den forudsætning, at når der sker forskydninger i de grundlæggende antagelser, så vil det skabe vedvarende forandringer i de verbaliserede værdier og de synlige artefakter.

Og her – i en fortælling om grundlæggende antagelser som løftestang for vedvarende forandringer, der skaber plads til det enkelte menneske – er vi ved at komme til landing. Nærværende artikel har søgt at delagtigere læseren i vores spændende rejse med MEF. En rejse der næsten lige er begyndt, og samtidigt allerede er godt i gang.

Vi vil skubbe til et paradigmeskifte

MEF ønsker at bidrage til, at vi, som både private og professionelle mennesker, får sprog til at forsvare det menneskelige og mod til at imødegå forråelse, omsorgstræthed og dehumanisering. Vi artikulerer et livs- og menneskesyn, der er et kritisk korrektiv, ja, en frigørende praksis, ind i en tid, hvor mennesket ofte bliver tilsidesat.

I artiklens indledning rejste vi to spørgsmål. Det ene handlede om, hvorfor grundbetingelserne for menneskelighed og værdighed udebliver og det andet, hvordan vi kan skabe betingelser for, at det enkelte menneske bliver mødt med værdighed, respekt og omsorg.

Det er tydeligt for os, at vi lever i et samfund, hvor omsorg, værdier og det at være et menneske har svære betingelser. Acceleration og fremmedgørelse må ses som væsentlige faktorer for, at menneskelighed og værdighed udebliver i velfærden. Samtidigt er det også tydeligt for os, at hvis fagligheden står alene

og ikke rammesættes værdimæssigt, så bliver den alt for let perverteret og afstedkommer en virkelighed, hvor metoden til at hjælpe bliver vigtigere end det menneske, der skal hjælpes. MEF bidrager til at give fagligheden værdimæssig stedsans, hvor menneskesyn og etik bliver en ”dannelsesmur”.

I MEF vil vi skubbe til et paradigmeskifte, og du er invitere med. Inviteret med til at forandre vores hverdag og samfund ved at se mennesket. 

Litteratur

Birkler, J. (2019). Etik – en grundbog (1. udg.). København: Munksgaard.

Birkler, J. (2023). Omsorg. Når menneskelighed er et arbejde. København: Munksgaard.

Hammerlin, Y. O. (1999). Menneskesyn i teorier om mennesket. Århus: Klim.

Hein, H. H. (2018). Ledetråde. Meningsskabende værdiledelse. København: Djøf Forlag.

Højlund, P. & Juul, S. (2015). Anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde (2. udg.). København: Hans Reitzels Forlag.

Nissen, U. (2022). Kærlighedens ansvar. Grundlag og områder for kristen etik. København: Eksistensen Akademisk.

Pedersen, O.K. (2011). Konkurrencestaten. København: Hans Reitzels Forlag.

Rosa, H. (2014). Fremmedgørelse og acceleration. København: Hans Reitzels Forlag.

Rosa, H. (2020). Det ukontrollerbare. Frederiksberg: Eksistensen.

Rosa, Hartmut (2021). Resonans. En sociologi om forholdet til verden. Frederiksberg: Eksistensen.

Schein, E. H. (1994). ”Organisationskultur og ledelse” (2. udg.). København: Forlaget Valmuen.

Stifoss-Hansen, H. (2014). Diakonia as a Professional Practice: Perspectives on Research and Education. I: Diakonia as Christian Social Practice. An Ontroduction (Red) Dietrich, Stephanie; Jørgensen, K. Korslien, K. K. og Nordstokke, K.

Invitation Reception i anledning af Diakonforbundet Filadelfias

100-års jubilæum

7. sep. 2024

Diakonforbundet Filadelfia blev stiftet d. 31. oktober 1924, og disse første 100 år fejres med festgudstjeneste og reception på Filadelfia lørdag d. 7. sep. 2024 kl. 10.00 – ca. 14.00.

Diakonforbundet Filadelfias historie består af en meget lang kæde af diakoner med Filadelfia som epicenter for fællesskabet. Her har diakoner fra hele landet uddannet sig, arbejdet og mødtes gennem nu 100 år!

Vi ønsker at dele denne store mærkedag med så mange som overhovedet muligt, og håber at se venner fra nær og fjern, nye og gamle diakoner, familie, samarbejdspartnere, ansatte og alle andre med interesse i diakoni til fejringen.

Deltagelse er gratis. Tilmeld dig på diakonforbund.dk

Dagens program:

10.00: Flaghejsning og morgensang foran Rønnebærhus.

10.30-11.30: Festgudstjeneste i Filadelfia kirke v. sognepræst Maren Pitter Poulsen

11.45-14.00: Jubilæumsreception i Festsalen på Filadelfia.

’ Velkomst v. Sanne Damborg, formand for Diakonforbundet Filadelfia

’ Fejring af jubilarer

’ Festtale v. Tommy Kjær Lassen, ”Se mennesket! – en hyldest af menneskeheden”. Tommy Kjær Lassen er teolog og filosof, og har været underviser på Diplomuddannelsen i Ledelse og Diakoni.

’ Ordet er frit

Hjertelig velkommen alle!

Mvh. Diakonforbundet Filadelfias bestyrelse

Diakonforbundet Filadelfia’s 100års jubilæum er mere end et forbunds jubilæum. Det er en begivenhed der viser, at der i over 100 år har været Diakoner, der på den ene eller anden måde har været en del af eller i berøring med Filadelfia. Mennesker med historier om og følelser for deres tid på Filadelfia.

Det vil vi gerne hylde og dvæle lidt ved. I det følgende kan I læse tre diakoners historier om deres tid på Filadelfia og det de har taget med derfra og videre ud i livet som mennesker…

Et ”før” og ”efter” Filadelfia

Af Merete Nørgaard

Jeg hedder Merete Nørgaard og tog diakonuddannelsen fra 1998 - 2001 på ”Institut for Diakoni og Sjælesorg”. Jeg blev indviet fra Filadelfia kirke d. 27. maj 2001.

Vi havde 3 lærere som basisteam gennem uddannelsen, Conny Hjelm, Lars Kruse og Anne Riiser, og en stribe kompetente gæstelærere udefra undervejs.

I foråret 1998 var jeg netop vendt hjem efter 1 års rygsækrejse. Kort forinden havde min far klippet en stillingsannonce ud af avisen, hvor de søgte en sognemedhjælper i Skagen, som han syntes lød til at være noget for mig. Jeg var sidst i tyverne og tænkte, at Skagen lød lige så fint som så meget andet, og min lange rejse havde tændt en lyst i mig til netop at arbejde med børn og unge, så jeg søgte stillingen uden tøven.

Der gik ikke mange dage i mit nye job, før sognepræst C.C. Jessen kom og opfordrede mig til at søge ind på den helt nye diakonuddannelse på Filadelfia samme efterår, som jeg kunne følge samtidig med arbejdet i Skagen.

Sol og glød

Der er dem, der tror på tilfældigheder, og der er dem, der tror, der er en mening med alt. Jeg ved ikke med sikkerhed, hvad jeg selv tror, men jeg ved, at årene på Filadelfia kom til at ændre mit liv. Og jeg ved også, at når man skal møde på

Filadelfia midt formiddag sidst i 1990´erne skal man køre fra Skagen omkring kl. 4 for at nå det.

På Filadelfia skinnede solen altid.Sommetider på himlen, men altid i mødet med de andre på holdet og i mødet med Conny, Lars og Anne. Vi var 12-15 elever, og dagene i det gule hus glødede af noget usigeligt intenst, noget, jeg labbede i mig, sugede til mig, oplevede med alle sanser åbne. For mig blev uddannelsestiden så betydningsfuld, at jeg oprigtigt kan sige, der er et ”før” og et ”efter” Filadelfia.

Formlen kender jeg ikke

Trods denne skelsættende manifestation i mit liv, har jeg (stadig i dag) virkelig svært ved at forklare, hvad diakonien egentlig er og gør. Både overordnet set, som samfundsbetydende, og for mig personligt. Diakonien er ”noget”, der ændrer livets grundtone og tilgang. Men formlen på ”noget” kan jeg ikke give. Jeg ved, jeg bruger diakonien i mit arbejde – uanset hvilket arbejde, jeg har. Jeg ved også, læringen fra diakonien er det, der bærer mig som hverdagsmenneske.

Jeg har, her mere end 20 år senere, sluttet fred med, at der er et før og et efter Filadelfia i mit liv, og at dét er svar nok for mig - og så er jeg til gengæld glad for, at mange andre er dygtige til at formidle diakonien. Til jer vil jeg sige: Tak! Bliv endelig ved! Lad os tale om diakonien hele tiden, om og om igen, mens vi samtidig lever den.

Der er altid et menneske

Af medlem Kirsten Nørremark Jensen, uddannet i 1979 forårshold C

I min tid var uddannelsen som Diakon/Plejehjemsassistent et fuldtidsstudie på 3 år og 2 måneder, hvoraf praktikken var de 2 år - med 3 måneder i hver praktik. Praktikken foregik 1 gang på et sygehus udenfor Filadelfia, og 1 praktik på et eksternt plejehjem. De øvrige praktikker foregik rundt i Filadelfias afdelinger; psykiatrisk afdeling, børneafdelingen, ungdomsafdelingen og de kroniske afdelinger.

Grunden til at jeg tog min uddannelse på Filadelfia var, at den også havde den sygeplejefaglige del – og at det blev på Filadelfia, og ikke i

Aarhus, var også fordi, jeg kunne begynde et halvt år tidligere på Filadelfia, og i den alder betyder et halvt år jo meget!

En anden vægtig grund skyldtes min forstander på efterskolen: Da han hørte, at jeg var gået i lære som butiksslagter, sagde han: ”Kirsten, du skal da ikke have med dødt kød at gøre, men med levende kød”.

Det viste sig, han havde ret, og i diakonuddannelsen fandt jeg min rette hylde.

Diakonien som identitet

Jeg har i mit arbejdsliv været ansat på forskellige plejehjem, hvor jeg har oplevet, at det at være Diakon, ikke har været værdsat så højt på de almindelige kommunale plejehjem, men hvor det til gengæld på et Diakonhjem helt klart har været en foretrukken titel at have med.

Det samme oplevede jeg i mine mange år i Kirkens Korshær, og i min ansættelse som Soldaterhjemsleder. Begge steder vægter diakonuddannelsen højt.

Diakonien er en vigtig del af min identitet. På et tidspunkt blev jeg opfordret til ikke at ”skilte så meget med, at du er diakon” i en ansøgning. Så tænkte jeg: ”Hvis ikke jeg må skilte med, at jeg er Diakon, så skal jeg slet ikke have det arbejde!”

Jeg har med andre ord altid være meget åben om, at jeg er Diakon, og det har givet anledning til både spørgsmål og dialog med mange forskellige mennesker.

Endda som kirkesanger viste det sig at være en fordel, at jeg er diakon, for dengang på Filadelfia fik vi også oplæring i at fungere som kirketjener, så jeg var allerede godt klædt på til opgaven.

En solid ballast

Det er vanskeligt at pege på enkelte ting, hvis jeg skal sige, hvad der var det vigtigste, jeg lærte under min uddannelse. Men den gode ballast ud i det sygeplejefaglige, hvor vi brugte sygeplejerådets lærebøger, har virkelig givet et solidt grundlag at arbejde på som sygeplejer.

Noget andet, lige så vigtigt, er rummeligheden overfor forskelligheder og syn for det enkelte medmenneske, som skabt unik i Guds billede og dermed med stor værdi.

Jeg oplever også en faglig stolthed over at være Diakon/Plejehjemsassistent.

For mig betyder det at være diakon, at jeg aldrig bliver arbejdsløs! Der er altid et medmenneske, jeg kan stille mig til rådighed for.

Én gang diakon; altid diakon

Af medlem Paul Holm, uddannet på Kolonien Filadelfia i 1967

Min uddannelse: Den daværende 3-årige uddannelse. I 1976 godkendt som plejehjemsassistent efter efteruddannelse på Diakonhøjskolen i Århus.

Jeg hørte første gang om uddannelsen under et højskoleophold i vinteren 1962/63 på Luthersk Missions Højskole i Hillerød. Vi havde besøg af lærer Hagelskjær fra Diakonskolen, som holdt foredrag om diakonuddannelsen, og det foredrag satte gang i mine første overvejelser.

For mig hænger diakonien naturligt

sammen med min kristne tro og livssyn, og den har præget mit arbejde som leder indenfor det offentlige, ældre- og handicapområdet, og i mine 11 år i kirkelige organisationer.

Det vigtigste jeg lærte på uddannelsen var, at have omsorg for det hele menneske med ånd, sjæl og legeme.

I dag er jeg pensionist og arbejder stadig med diakoni i forbindelse med taler og foredrag, og som mangeårig formand for Diakonikonvent-udvalget og medlem af Aalborg Stifts diakoniudvalg.

Gud er med i vores tjeneste for andre

– Om indvielsesritualet for diakoner.

Af Maren Pitter Poulsen, præst Filadelfia kirke.

I blev den første diakon indviet på Filadelfia, og i 1913 blev de første diakonisser indviet på Filadelfia. Og siden har ritualet haft mere eller mindre samme form indtil i dag. Men hvad er det, der sker i sådan et ritual, og hvorfor giver det stadig mening at bruge det?

Ritual er et ord, man først og fremmest forbinder med noget religiøst. Det er et ord, der får os til at tænke på noget, der skal sætte ramme om en begivenhed af stor betydning. Derfor har mennesker gennem århundreder haft sådanne religiøse traditioner. Ritualer, der har forsøgt at udtrykke det, man ikke var i stand til ellers at sætte ord på, eller som på en eller anden måde skulle tydeliggøre eller markere en overgang.

Således kender vi ritualer for forskellige overgange i menneskelivet som bryllup, fødsel, barn til voksen og død langt tilbage i tiden.

Ritualer er dog også noget, mange af os har i vores almindelige hverdag. Måske du kender til at have et morgen- og aftenritual, fredag aften i sofaen og eller søndag morgen i kirken.

I kirken findes der også en anden gruppe af ritualer, nemlig dem der knytter sig til de kirkelige embeder. Når man skal være præst, provst, eller måske biskop. Eller som på Filadelfia – diakon.

Disse indvielser markerer egentlig også en overgang, ikke en alment menneskelig overgang, men en overgang enten inden for kirken eller ind i kirken.

Disse ritualer har et særligt fokus på fællesskabet i kirken. At man bliver en del af flokken, en del af en kæde, når man bliver indviet til et embede. Og også at man ved indvielsen får en særlig rolle og forpligtigelse inden for kirken. Det er dog en opgave, som man ikke skal løse alene, men i fællesskab med andre.

Denne efterfølgelse og indlemmelse i fællesskabet markeres i alle tilfælde med håndspålæggelse af andre i menigheden, der allerede har det embede, man indvies til, eller et andet i kirken. Håndspålæggelsen markerer altså en fysisk videregivelse af opgaven.

Da jeg for to år siden var med til at indvie mit andet hold af diakoner, faldt det tilfældigvis på samme dag, som der skulle indvies ny biskop i Roskilde. Og det slog mig hvor lig de to ritualer er. Altså indvielse af diakoner og indvielse af biskopper. Nok var der mere pomp og pragt i domkirken end i Filadelfia. Men opbygningen af ritualet og tankerne bag det er de samme.

Det, der adskiller sig mest, er de fire tekster, der læses fra Biblen i forbindelse med ritualet. Her vælger man nogle tekster, der passer til henholdsvis den opgave, en biskop har, og den, en diakon har.

Når vi indvier diakoner i Filadelfia, læses der fire tekster. Det er alle tekster, der på hver sin måde kan ligge til grund for det, de indviede skal, når de skal ud og tjene som diakoner. Og ordet ”tjene” er et af de centrale i ritualet. Diakon betyder tjener på græsk. Derfor er det også det, der bliver underbygget i de tekster, der benyttes i ritualet, men også som sådan for hele embedet. Embedet der fordrer at man i den kristne menighed skal tjene hinanden, findes allerede i de allertidligste kristne fællesskaber.

Den første tekst, der læses fra i ritualet, er fra Matthæusevangeliet kap. 10 vers 42-45. Her understreger Jesus den værdiomvending, der følger med kristendommen. Altså at den, der vil gøre sig stor, skal være tjener. Kaldet til at være tjener har er forbillede i Jesus selv, eller

menneskesønnen som han kalder sig. Selve Guds søn er heller ikke kommet til menneskene for at blive feteret, men for at tjene dem. Så man kan sige, der lægges vægt på ligheden og efterfølgelse af det, Jesus selv gjorde.

Efterfølgende læses der fra Paulus brev til Romerne kap. 12 vers 4-12.

Her beskriver Paulus den relation, vi har til Kristus. Vi er lemmer på hans legeme. Eller sagt med andre ord, vi har del i ham og kan søge styrke hos ham. Derfor kan vi, ligesom han, tjene den anden, tjene næsten. Men billedet bruges også som en trøst for at vise os, at vi ikke alle sammen skal være lige gode til alle ting. For ligesom de forskellige lemmer på kroppen har forskellige funktioner, således skal diakoner også have det. Man skal bruge sin gerning til at tjene på den måde, man er god til. Men alle lemmer, alle diakoners gerninger er lige nødvendige.

Dernæst fra Paulus’ andet brev til Thessaloniken kap. 1 vers11-12. Denne tekst er nærmest en bøn til Gud om, at han må være med i det, diakonen gør. Men i teksten ligger der også en anerkendelse af, at det ikke altid er lige let, og der kan være dage, hvor man ikke gør det rigtige eller slet ikke magter det længere. Så er det en bøn om, at Gud vil blive ved med at lægge gode forsætter ned i os, trods alt det der mislykkes.

Og til sidst læses der fra Paulus’ første brev til Korintherne kap. 13 vers 1-3. Denne tekst afslutter de mange opgaver, diakonen får, når man skal ud og tjene. Paulus ord understreger, at intet af dette er muligt, hvis ikke man har kærligheden med i det. Man kan være nok så klog, dygtig eller korrekt, men gøres det uden kærlighed, er det ikke andet end et rungende malm, altså tomme floskler eller rutiner. Paulus fremhæver at kærligheden ligger før alt andet.

Det er fornemme ord, man får med sig ud i verden, når man indvies. For når disse har lydt, spørges hver enkelt diakon, om han eller hun vil gøre sig umage for at opfylde denne opgave, og vedkommende svare ja, knæler så, og der lægges hånd på hovedet ved præst og læsere. Ligesom tidligere beskrevet med håndspålæggelsen har det at knæle også en symbolsk betydning. Både i dette ritual og i de mange

andre, hvor det bruges, udtrykker handlingen ydmyghed. Ikke over for præst eller læsere, men over for Gud. Man anerkender, at man ikke kan selv, men har brug for Gud og ønsker hans velsignelse og deltagelse i det man skal. Under diakonens knælen følger en bøn, og vedkommende rejser sig igen. Når den sidste diakon er indviet, kommer så sendelsen. Med andre ord: Nu er I indviet, I har fået en masse kloge ord med på vejen, men det er ikke meningen, I skal ikke blive herinde i kirken. Nej,

I skal ud i verden og netop tjene andre med den gerning. Derfor ”sendes” diakoner ud som afslutning på ritualet.

De gange, jeg har været med, har ritualet haft stor betydning for dem, der blev indviet. Jeg er overbevist om, at sådan en oplevelse, sådan et ritual, er med til at løfte de opgaver, diakoner får rundt om i vores samfund. De ved nu, at de ikke er alene i deres gerning, for de ved, at Gud er med i den.

Se mennesket!

Åben Masterclass for alle med interesse i diakoni

6. sep. 2024

Vi har fået en række yderst kompetente mennesker til at komme og berige os med viden og dialog dagen igennem. Første foredrag starter kl. 10, og vi afrunder det officielle Masterclass-program omkring kl. 17.

Masterclass er arrangeret af Diakonforbundet Filadelfia i samarbejde med Roskilde Stifts Diakoniudvalg. Denne Masterclass udgør i år Roskilde Stifts Diakoniudvalgs temadag om diakoni.

Deltagelse er gratis, og alle med interesse i diakoni er velkomne; uanset medlemskab og geografi. Man vælger selv, om man vil deltage hele dagen, eller blot noget af tiden.

Vi holder masterclass for at være sammen, blive klogere på diakoni og samfund, tale med hinanden – og i 2024 også for at fejre Diakonforbundet Filadelfias 100 års jubilæum! Det er stort – på alle måder skønt – og vi glæder os til en god, lang, indholdsrig dag med rigtig mange af jer.

Tilmelding senest d. 23. august 2024 – på diakonforbund.dk

Program for Masterclass 2024

Fredag d. 6. sep. 2024 i Festsalen på Filadelfia, Kurvej 4, 4293 Dianalund

9.30 – 10.00: Kaffe og ankomst til Festsalen på Filadelfia.

10.00 – 10.15: Velkomst v. Sanne Damborg, formand for Diakonforbundet Filadelfia

10.15 - 11.15: ”Mennesket bag handlingerne” v. tidl. fængselspræst Jesper Birkler

I det topsikrede Enner Mark Fængsel ved Horsens afsoner de indsatte fængselsstraffe fra nogle få år til livstid og forvaring. At være præst i denne sammenhæng rummer en række særlige udfordringer og indebærer nødvendige teologiske overvejelser omkring skyld og straf, håb og længsel. Hvordan påvirker det et menneske at skulle afsone i et sådant fængselsmiljø med en ofte lang dom for alvorlig kriminalitet? Hvordan kan man opretholde kontakt til familien udenfor og forberede sig på en dag at komme ud i friheden? Eller at skulle tilbringe resten af livet i en celle bag en ringmur?

I foredraget fortæller Jesper Birkler om mennesket bag kriminalitet indenfor rocker- og bandemiljøet, drab, narkohandel, røveri, vold og terror m.v. – en hverdag, som er meningsfuld og teologisk udfordrende!

Jesper Birkler er cand.theol. fra Aarhus Universitet og har været sognepræst i Grædstrup/Vinding/ Bryrup/Vrads og ved Vor Frue Kirke i Aarhus. Fra 2011-2020 var han fængselspræst i Enner Mark Fængsel ved Horsens og har herefter haft vikariat i Folkekirken. Desuden bistår han løsladte fanger med at opretholde en hverdag uden kriminalitet.

11.30 – 12. 30:

”Menneskesyn, Etik og Faglighed (MEF)” v. projektleder Anika Follmann Kammadanam og diakon og ph.d. Stud. Conny Hjelm

Mennesker, der arbejder inden for de traditionelle velfærdsfag, er i risiko for at blive omsorgstrætte. Borgere, der har behov for støtte og pleje, er i fare for at blive behandlet uværdigt. Vores landspolitikere står med store udfordringer, når de kigger ind i fremtiden – hvem skal løfte vores velfærd? I sådan en tid er der brug for, at vi sætter fokus på, hvad der er ordentligt, medmenneskeligt og etisk, og måske netop derfor, er interessen for MEF så stor.

MEF blev dannet i 2022 med fondsstøtte fra Samfonden. MEF er en tænkning og en praksis, som bidrager til at dæmme op for forråelse og omsorgstræthed. MEF udspringer af, og er forankret i, Filadelfia Uddannelse.

Anika Follmann Kammadanam er projektleder i MEF. Hun er uddannet pædagog og diakon, med en kandidat i socialt arbejde.

Conny Hjelm har været ansat på Filadelfia Uddannelse siden 1992 som underviser, supervisor, foredragsholder mm. Hun er uddannet diakon og er ph.d. Stud.

12.30 – 13.30:

Frokost

13.30 – 15.00: ”Hvordan kan diakonien blive en relevant røst i samfundsdebatten?” v. tidl. Kirke- og kulturminister Mette Bock

Diakonien har en lang tradition for at udøve omsorg og nærvær til udsatte og sårbare. Dette foregår mange steder, på mange måder hver eneste dag i kirker, institutioner og i møder mellem mennesker. Mange er derved i berøring med diakoni i hverdagen; bevidst eller ubevidst - og det er godt! Imidlertid er det en udfordring, hvordan diakonien bedst melder sig på banen i aktuelle samfundsdebatter og bliver en påvirkningsaktør også på det politiske niveau. Hvordan kan vi formulere det diakonale på en måde, som skaber relevans og lydhørhed? Og hvordan kan vi være talerør for sårbare og udsatte på en konstruktiv kritisk måde? Hvem giver diakonien myndighed og tyngde?

I oplægget vil Mette Bock komme med sine overvejelser om diakoniens relevans i det samfund, vi lever i, som Danmark ser ud i dag, og komme med bud på hvordan hun ser en vej for diakonien som en samfundsrøst, der bliver en naturlig samtalepartner i debatter og beslutninger – og som ville mangle, hvis den ikke var der.

Mette Bock er sognepræst ved fire kirker i Horsens Provsti og på Regionshospitalet i Horsens, Psykiatrisk afd. Hun er tidl. Kirke- og Kulturminister, og er, ud over sin teologiuddannelse, også uddannet cand.scient.pol. og mag. art i filosofi.

Samtale ved bordene ud fra oplægget.

Opsamling og afrunding ved Mette Bock og Conny Hjelm i samtale.

15.00 – 15.45: Kaffe og fødselsdagslagkage i anledning af Diakonforbundet Filadelfias 100-års jubilæum.

Opsamling på dagens ord og indtryk v. formand Sanne Damborg.

16.00 – 17.00: Koncert i Filadelfia kirke med Janne Mark Trio.

Janne Marks klare melodiske streg er båret af ønsket om at skabe musik til fælleseje og fællesbrug. Hun er allerede en anerkendt salmedigter med udgivelser i både “100 salmer” og i Højskolesangbogen. Undervejs i koncerten vil der også være lejlighed til at synge med på et par numre i fællesskab.

Trioen består af: Janne Mark, sang, Henrik Gunde, klaver, Esben Eyermann, bas.

18.30: Fødselsdags-festaften i anledning af Diakonforbundet Filadelfia 100 år!

Festmiddag, underholdning, hygge i rigelige mængder og skønne overraskelser.

Kirkens sociale rolle i sogn og samfund

En tale af tidl. Kirkeminister Louise Schack Elholm.

Den 26. oktober 2023 afholdt Roskilde stifts diakoniudvalg deres årlige temadag om diakoni. Temaet denne gang var ’kirkens sociale rolle i sogn og samfund’ og til at debattere over det var tidligere kirkeminister Louise Schack Elholm blandt andre inviteret. Vi har på DIAKONI fået lov til at trykke den tale ministeren holdt i forbindelse med arrangementet.

Af Louise Schack Elholm, tidl. kirkeminister

Indledning

Kære menighedsrådsmedlemmer, kære ansatte i Roskilde Stift, kære menighedsplejer.

Mange tak for invitationen til jeres temadag om kirkens sociale rolle i sogn og samfund.

Den rolle har kirken sit eget ord for:

Diakoni – og det betyder jo faktisk noget lidt andet end socialt arbejde.

Nemlig at man som diakon tjener med mandat fra en anden – i sidste instans fra Gud selv.

I en dansk sammenhæng betyder det ikke missionering.

Det betyder derimod møder med medmennesket i absolut øjenhøjde.

At møde medmennesket der hvor det er.

Uden fordømmelse. Uden betingelser.

Og i ubetinget respekt for alle menneskers værdighed.

Når I nu skal tale om netop det, er det en af kirkens kerneopgaver, I har på dagsordenen.

Derfor er jeg også meget glad for, at I har inviteret mig.

For jeg er ret sikker på, at diakoni kommer til at fylde mere i årene, der kommer.

Og det kommer til at ske på den gode, meningsfyldte måde, som nye udviklinger i kirken normalt finder sted på.

Det er jo ganske vist Diakoniudvalget i Roskilde Stift, som har inviteret til dagens møde.

Men det er næppe stiftet, der er bedst til at finde på konkrete ideer for lokalt, diakonalt arbejde.

Det er næppe heller Kirkeministeriet.

Det er derimod jer menighedsplejer og menighedsrådsmedlemmer.

Fordi det er jer, som ser behovene og de meningsfyldte opgaver i samfundet rundt om jeres kirker.

Det er et adelsmærke for kirken her i landet, at den lever af det lokale initiativ.

Det så den mand, der er blevet kaldt menighedsrådslovenes fader, kirkeminister og Venstremand I.C. Christensen, allerede i 1901.

I.C. Christensen og diakonien

Da han skulle holde forelæggelsestale for den første af de nye love om menighedsrådene, talte han først om kommunernes mange opgaver.

Bl.a. at det skulle beskikke villige borgere til jævnligt at tilse de fattige, gamle og svagelige.

Og så tilføjede han:

”Der er tilfælde, hvor menighedsrådet ligefrem vil kunne tilbyde kommunen sin tjeneste, og hvor en ønskelig samvirken mellem kommunen og kirken efter omstændighederne vil kunne tilvejebringes”.

Og han fortsatte:

”Samvirke mellem menighedsråd og forskellige private foreninger, der har omsorg for plejebørn, forsømte eller vanartede, kan også med held etableres mange steder”.

I mange år af de 120 år, der siden er forløbet, har man set anderledes på det.

Kirke for sig. Og det øvrige samfund for sig.

Vandtætte skotter mellem kommunens sociale arbejde og det diakonale, frivillige arbejde, som mange kirker har haft lange traditioner for at engagere sig i.

Sådan har det været.

Og det vil jeg tro, at mange af jer kan nikke genkendende til.

Men I. C. Christensens ord er kommet til ny ære og værdighed.

Det vil jeg også tro, de fleste af jer kan nikke genkendende til.

De fleste steder er det i dag for længst erkendt, at kirken kan noget særligt, når det handler om at møde medmennesket der, hvor det er.

At møde ”dem ved de yderste gærder”, som en chef for Kirkens Korshær, H.P. Mollerup sagde.

”At være der hvor ingen andre er”, som en anden af korshærens chefer, Haldor Hald, sagde det.

Diakonien i medvind

Diakoni er mange ting.

Der er stor forskel på, om diakonalt arbejde foregår i et bysogn, på landet – eller om det foregår i et samarbejde.

F.eks. mellem kirke og kommune eller forening.

Kirkens diakoni vil ofte være nærmest usynlig - men effektiv.

Usynlig fordi diakonalt arbejde naturligvis ikke pakkes ind i hverken PR- eller andre forsøg på at skabe synlighed.

Effektivt fordi kirken som en af få institutioner evner lokalt at møde mennesker lige der, hvor de er.

Diakonien er afhængig af engagerede mennesker med ægte nærvær.

Mennesker, hvis ærlige ønske er at hjælpe medmennesket uden at slå på tromme for sig selv.

Jeg tror, diakonien taler ind i vores tid.

Det gør den, fordi vi er blevet klogere.

For det første ved vi, at stat og kommune hverken sammen eller hver for sig kan dække alle sociale og sundhedsmæssige behov uden hjælp fra frivillige.

For det andet at det omgivende samfund ikke behøver have berøringsangst over for kirkens diakoni.

Den lever nemlig ikke op til eventuelle fordomme om at være enten missionerende eller påtrængende – eller måske begge dele på en gang.

Diakoni foregår altid på modtagerens præmisser.

I salmebogen kan man i øvrigt også finde et tegn på, at diakonien er i medvind.

I seneste 15. autoriserede udgave findes ti salmer under overskriften diakoni.

Det er ni mere end i den forrige.

Og det viser, at når diakonien skal næres og leve, så sker det i kirken ganske naturligt også gennem de sange og salmer, vi synger.

Afrunding

I har i dag afsat en dag i jeres kalender for at tale diakoni.

Det vil jeg uanset hvad takke jer for.

Det gælder ofte, at når vi taler om kirken i Danmark, hylder vi, at de gode ideer kommer fra mennesker som jer.

Det er der gode grunde til.

For I har fingeren på pulsen.

I ved, hvad der diakonalt giver mening.

Og vi har en lang og meningsfyldt tradition for, at når der skal hittes på nyt i folkekirken, så skal det hverken komme fra minister eller biskop.

Men fra jer.

Og da vi nu er i Haslev, vil jeg håbe, at I lader jer inspirere af ånden over den by, der i mange år bar titlen ”Skolebyen i det grønne”.

Man sagde i begyndelsen af 1900-tallet, at Haslev skulle man skynde sig at køre igennem, før det blev mørkt.

Der boede knapt 2.000 mennesker.

Men over knapt tyve år opførte Indre Mission to højskoler, et gymnasium, en håndværkerhøjskole, en landbrugsskole og et seminarium her i byen.

Og sådan er Danmarks kirkehistorie fyldt af eksempler på, at der fra kirkelivet kommer masser af initiativ og virketrang.

Jeg er sikker på, at jeres arbejde i dag på lignende måde vil bringe mange gode ideer frem for dagens lys.

Jeg ønsker jer en dejlig dag i diakoniens tjeneste.

TAK for ordet.

Diakoniens rolle i folkekirken

Af Anders Skaaning

Diakonien har en speciel status i folkekirken. I modsætning til vores nabokirker, har vi ikke et etableret diakonembede, og det betyder, at diakonien indenfor folkekirken ofte lever en skyggetilværelse, sammenlignet med Norge og Sverige.

Ser man eks. på deres hjemmesider bliver forskellen meget klar. På den norske kirkes hjemmeside, får man over 1000 hits, hvis man søger på diakoni, og på den svenske kirkes er det over 15000 hits, imod kun 29 på folkekirkens hjemmeside.¹ Til trods for, at der også er nogle strukturelle forskelle i siderne, er det påfaldende. Endnu mere påfaldende bliver det, når størstedelen af de 29 hits på folkekirkens hjemmeside er der, hvor diakoni nævnes som en af kirkens fire hovedopgaver, sammen med hhv. mission, kateketik og forkyndelse. Men diakonien i praksis fylder næsten intet. Det kan synes næsten paradoksalt.

¹ Andersen 2023, s. 73

Ser man på de økonomiske forhold tegner der sig også et paradoksalt billede. For selvom diakonien som nævnt er en af hovedopgaver, så er der 1/3 af sognene i folkekirken, der slet ikke har posteringer på posten for diakoni i deres regnskab.² Det efterlader et billede af, at der er en høj grad af dissonans mellem de erklærede hovedopgaver, og den egentlige praksis i kirkens virke.

En væsentlig del af forklaringen ligger selvfølgelig i, at man allerede i den tidlige etablering af folkekirken, begyndte at adskille det diakonale arbejde fra kirken, og placere det i kirkelige organisationer, ligesom at staten i sin bevægelse henimod en velfærdsstat, begyndte at overtage en del af de opgaver, der tidligere havde været varetaget af kirken, som eks. omsorgen for de fattige. Samtidig skete der en overgang fra at omsorgen skulle være en rettighed, der ikke beroede på mere eller mindre

² https://www.km.dk/folkekirken/oekonomi/lokaloekonomi/ den-lokale-oekonomi-oekonomisk-oversigt#c8732

subjektive fortolkninger af, hvorvidt man var ”værdigt trængende”.

Konsekvensen blev, at den diakonale identitet i folkekirken blev marginaliseret og reduceret til det, vi kender i dag, hvor den symbolsk omtales på hjemmesider, men i praksis fylder meget lidt. Ligeledes påvirkede det de diakonale organisationer, der på grund af en række forskellige vilkår, blev tættere knyttet til den kommunale sociale indsats, hvilket udfordrede deres konfessionelle identitet og betød, som Hans Raun Iversen beskrev det, at socialministeren kom til at fungere som en slags ærkediakon.³

Der har løbende været diskussioner om, hvorvidt man skulle (gen-?)indføre diakonembedet. Bl.a. da man begyndte at ansætte sognemedhjælpere for godt og vel 40 år siden, og da Aarhus stift oprettede en såkaldt præstekadetuddannelse for nogle år siden, for at nævne et par stykker. Man kan diskutere, om det er lykkedes at snige et pseudo-diakonembede ind, netop igennem sognemedhjælpere eller præstekadetter, men uanset, så står vi stadig uden et formelt diakonembede i folkekirken. Dette endda, selvom folkekirken egentlig er tilsluttet en række fællesskaber (LWF og WCC) som anbefaler et diakonembede, og hvor en folkekirkelig biskop nu er formand for det ene. Det kan måske skyldes, at diakonembedet er svært at definere, fordi det tager sig så vidt forskelligt ud i det forskellige kirkesamfund, hvorfor det også kan diskuteres både i relation til sognemedhjælpere og præstekadetter.⁴

Herhjemme synes det dog at være traditionen, at diakonembedet, når det debateres, fortolkes ind i en sammenhæng, der er enten kateketisk eller relateret til social omsorg, og ikke som et degneembede, som det ellers traditionelt set også kunne forbindes med, og i dag er vi kender som kordegne (hvis stilling dog også har undergået en transformation gennem tiden).

Så længe diakoni ikke er formelt defineret indenfor den folkekirkelige ramme, og ikke varetages af et diakonembede, vil diakonien forventeligt lide en fortsat skyggetilværelse, i forhold til kateketik og forkyndelse. I teorien kunne både forkyndelse og kateketik have lige så flyvske definitioner, men de har en forankring i gudstjenesten og i konfirmandundervisningen, som fastholder deres identitet i kirkens dagligdag. Den faste forankring har diakonien (og missionen for den sags skyld) aldrig fundet indpas indenfor den folkekirkelige ramme. Derfor fortolkes diakoni så frit, at forståelsen af diakoni kan spænde fra en yderst snæver definition som en særlig tjeneste i forbindelse med nadveren, til ”alle gode og konstruktive handlinger” ⁵, som beskrevet hos bl.a. Johannes Nissen. Et så frit fortolkningsrum er, i post-postmodernismens klare perspektiv, ikke meget forskelligt fra en total identitetsløshed. Og det er min oplevelse, at der bredt i folkekirken kan nikkes genkendende til dette.

I 2013 foretog jeg en brugerundersøgelse af folkekirken, som viste, at der, hvor der var den største oplevelse af diskrepans mellem forventning og praksis var på netop diakonien, samt at diakonien var det man ønskede højst prioriteret.⁶ Og i 2021 udgav FUV en undersøgelse, der bekræftede, at diakonien var det, folkekirkens brugere ønskede højst prioriteret.⁷ Begge steder er diakonien beskrevet som det sociale omsorgsarbejde og altså ikke, hverken kateketik eller præstekadetter, etc.

Det sætter diakonien i lidt af et paradoks, at det er det mest efterspurgte af kirkens arbejdsområder, men samtidig prioriteres det markant lavere end forkyndelse og kateketik, i alt fald på økonomi, sågar lavere end koncerter og korarbejde, som ellers ikke betragtes som en hovedopgave.⁸ Diakonien har, som sagt, heller ikke sit eget embede, hvilket er tæt på unikt for folkekirken, i alt fald, hvis man sammenligner med vores nabokirker i Sverige, Norge og Tyskland.

³ Iversen 2018, s. 332

⁴ https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/kan-praestekadet ter-koere-kirken

⁵ Nissen 2008, s. 28

⁶ Andersen 2013, 32-35

⁷ Poulsen 2021, s. 118

⁸ Andersen 2023, s. 45

Der er en lang række faktorer, der gør at situationen er endt sådan. Og det er selvfølgelig relevant, inden man spørger, hvad man kan gøre ved det, om man skal gøre noget ved det. Men ser man på førnævnte undersøgelser er der klare indikationer for, at folkekirken bør øge sin diakonale indsats. Især der, hvor diakonien forstås som en indsats overfor de svageste i samfundet, særskilt fra eks. kateketik og forkyndelse.

En af de store udfordringer ligger i økonomien og samarbejdet. Initiativet i folkekirken ligger i høj grad i sognene, men i sognene er der ofte problemer med at forvalte det initiativ. Det har jeg skrevet nærmere om andetsteds⁹ , ligesom det er beskrevet i et samarbejde mellem FUV og CFSA¹⁰ og i øvrigt fylder en del i den kirkelige debat i bl.a. Kristeligt dagblad, de seneste måneder. Den demografiske udvikling, særligt i yderområderne, er medvirkende til en endnu mere skæv økonomi, som betyder, at der er færre midler at lave diakoni (og andre kirkelige tiltag) for, i de områder, hvor behovet synes størst. Det har Marianne Gaarden for nyligt forfattet en glimrende bog om¹¹. Dertil er der meget strikse restriktioner på, hvad sognene må bruge pengene på, som besværliggør diakonale indsatser.¹²

En anden udfordring er, at diakonale indsatser, under de nuværende forhold, oftest giver bedst mening i samarbejde med eks. de kirkelige organisationer, andre NGO’er, eller offentlige instanser. Folkekirken er dårligt rustet til indgå i disse samarbejder, da beslutningerne oftest skal tages i sognene, som døjer med lange beslutningsprocesser, agerer i relativt snævre geografiske rammer, og har meget svingende kompetencer og ressourcer.

Til gengæld er der intet der tyder på, at der ikke skulle være en interesse for at udføre diakonalt arbejde, hverken i sogne eller provstier eller stifter, for den sags skyld. Men intentionerne obstrueres af organisatoriske udfordringer og usikkerhed om kompetencer.

Nu er det jo heller ikke sådan, at der slet ikke udøves diakoni i folkekirken. Selvom indsatsen blegner i forhold til vores nabokirker, så er der væsentlige diakonale indsatser i sognene. Det sker igennem eks. sorggrupper, besøgstjenester og forskellige aktivitetsfællesskaber, der tilbyder sociale rammer, særligt for den ældre generation.

Desværre bevæger den sig sjældent ud over sognegrænsen, og det giver udfordringer i forhold til de indsatser, der ikke er lokalt forankrede, hvilket ofte er tilfældet i eks. byerne. I landsogne, hvor mange af de sociale udfordringer har en mere stationær karakter, er der til gengæld en meget begrænset mængde ressourcer at arbejde med, da sognenes budgetramme ikke tager højde for diakonale behov. Således skal der ofte søges om ekstrabevillinger til at varetage mere målrettede diakonale indsatser, hvilket gør indsatsen forbundet med usikkerhed, både i undfangelsen men også i forbindelse med den løbende drift, som typisk vil konkurrere om midler, med de øvrige tiltag i provstiet, og være op til skiftende menighedsråds og provstiudvalgs luner.

Disse interne strukturelle udfordringer er et vilkår i folkekirken, som man har levet med på godt og ondt i årtier. Der er både politiske, teologiske, og traditionsmæssige forhold på spil, som gør at det ikke har forandret sig meget de seneste 100 år.

I forhold til diakonien, som for folkekirkens vedkommende, primært er placeret udenfor organisationen i de frie folkekirkelige organisationer, giver det dog udfordringer i samarbejdet, da disse organisationer i højere grad har udviklet sig, både strukturelt og i deres praksis, på en måde som i højere grad har forhold til sig udviklingen socialområdet i kommunerne. Således er folkekirke og diakoni gennem årtier drevet længere og længere væk fra hinanden. Så langt, at de i dag har svært ved at indgå samarbejde.

I foråret gennemførte jeg en række interviews med ledere indenfor både folkekirken

⁹ Andersen, 2023

¹⁰ Hjære og Jørgensen,

¹¹ Gaarden, 2023

¹² Andersen 2023, s. 46

og en række diakonale organisationer om det diakonale samarbejde, og på begge sider var der et udpræget ønske om tættere samarbejde, men også en erkendelse af, at man ikke var sikker på, hvordan det skulle etableres. Fra de kirkelige organisationer lød det, at man ofte ikke ved, hvem man skal kontakte, og får man endelig etableret en kontakt er den ofte for flygtig til, at man tør investere de nødvendige ressourcer. Der er simpelthen en mangel på tillid til, at man fra organisationernes side, kan fastholde et samarbejde med et sogn, udover det næste menighedsrådsvalg eller den næste budgetramme fra provstiet.

Ligeledes melder de kirkelige ledere ud, at de mangler en ramme at koble samarbejdet på, som ikke er forankret i sognene, så man kan etablere de langsigtede projekter og dertilhørende stillinger, som sognene har svært ved at stå for.

Uddannelsen som cand.mag.diakoni nu har haft sit sidste optag, selvom den var nærmest skræddersyet til at udfylde denne funktion. Så det bliver næppe herigennem, at løsningen skal findes. Og her må både kirke og diakonale organisationer nok også kigge indad, og erkende et medansvar. For en del af årsagen til lukningen var, at cand.mag.diakonerne ikke i nævneværdig grad kunne finde ansættelse, hverken i kirken eller i de diakonale organisationer, som uddannelsen eller var lavet til og på opfordring af. Men det peger også på, at kulturændringer er svære at foretage, selvom man får rakt værktøjet til det. Strukturændringer i folkekirken har traditionelt været en proces der tager længere, end de ti år uddannelsen nåede at eksistere.

Det burde heller ikke være svært at finde inspiration til, hvordan man kan gribe forandringerne an, udover den forliste cand.mag uddannelse. Ser man på Norge og Sverige er rigeligt inspiration at hente i deres embedsstruktur og deres stillingsstrukturer for diakoner, hvor man i langt højere grad formår at kombinere kirkelig og kommunal ansættelse

i en fælles varetagelse af sociale opgaver. I min interviews i foråret 2023, erfarede jeg at man i Viborg stift havde gået med samme tanker, men aldrig var kommet i mål, fordi rammerne ikke var på plads, og når det endelig lykkedes at etablere stillingerne, var finansieringen typisk forsvundet til andre projekter.¹³

Cand.mag.diakoni uddannelsen rummer måske også et indirekte perspektiv på situationen i Danmark, i alene i sin eksistens. Diakoni er nemlig slet ikke et fag på de teologiske fakulteter. Den praktiske teologi er det, der kommer tættest på, men her behandles diakonien ofte perifært, sammen med mission, økonomi, jura, som altså pakkes ind under den praktisk teologiske paraply, der således kommer til at fungere som et pulterkammer for de aspekter af teologien, som ikke har status nok til at oppebære et selvstændigt fag på uddannelsen. Skyggen over den praktiske teologi er særegen for Danmark. Den har sit udspring i tidehvervsbevægelsen, som for snart 100 år siden, havde held til at presse både diakoni og mission ud i periferien¹⁴. Og selvom tidehverv i dag ikke fylder meget i det kirkelige landskab, så har de sat deres spor i kirkepolitik og på universiteterne, hvor de endnu har langt større vægt end i selve folkekirken.

Om det er den tidehverske arv alene, der i sidste ende har skylden for at diakonien i Danmark lever en skyggetilværelse, er nok at gå et skridt for langt, men der er ingen tvivl om, at de har været med til at skubbe diakonien derind.

Et andet sted, man nok er nødt til at kigge, hvis man vil styrke diakoniens rolle i folkekirken, er de mange forskellige diakonale organisationer og institutioner, som hver især giver deres bud på, hvad diakoni er. Man kan frygte, at det giver en begrebsforvirring. Når man i talen om diakoner, i en dansk kontekst, kan tale om både pædagoger, sygeplejersker, socialrådgivere, cand.mag’er, kirke- og kulturmedarbejdere, sognemedhjælpere og missionærer, mm., så er det svært for eks. menighedsrådsmedlem-

¹³ Andersen 2023, s. 60ff

¹⁴ Andersen 2023, s. 32 og 74

mer at gennemskue, hvad de får i en diakon. Personligt oplever jeg ofte, endda også blandt provster og præstekollegaer, at de tror jeg er pædagog, når jeg siger jeg har læst diakoni på AU. Jeg tror, at det meget fragmenterede diakonale landskab, der ellers skulle oppebære den diakonale identitet i den folkekirkelige bevidsthed, kan ende med at gøre det modsatte. Og så er vi ved tilbage ved det postmoderne fortolkningsproblem. Når noget kan være hvad som helst, er det så overhovedet noget?

Der har været debat om kirkefunktionærernes rolle og tættere samarbejde med eks. præsterne, frem for menighedsrådene. Og selvom det er en bevægelse i en retning, af noget, der måske kunne flytte kirke-kulturmedarbejde og sognemedhjælpere ind under den gejstlige søjle, så er det næppe noget man skal begynde at planlægge efter. I 2022 var jeg også med til at afvikle en temadag på AU omkring diakonale arbejdspladser i folkekirken. Dette blev gjort som den årlige temadag for cand.mag.diakon studiet, men var desværre martret af offentliggørelsen af, at uddannelsen skulle spares væk. Der var således ikke meget fremtidshåb at

spore der, trods en række interessante diskussioner og perspektiver. Men alt i alt må man nok erkende, at etableringen af et decideret diakonembede, ikke ligger lige om hjørnet. Når det tredelte embede; biskop, præst og diakon, ikke synes at kunne slå rødder i folkekirken, må diakonien finde andre veje at komme til udtryk på, hvis dens rolle skal styrkes i folkekirken. Og det taler tallene et tydeligt sprog om, at der er behov for. Som det ser ud nu, er der to steder det initiativ kan komme fra. Enten fra de diakonale organisationer og grupper, eller fra menighedsrådene, gennem landsforeningen af menighedsråd. Jeg har svært ved at forestille mig, at det skulle komme fra sidstnævnte, da jeg gennem mine interviews også erfarede, at de ikke nødvendigvis ser diakoni som en sogneopgave.

Udfordringerne for diakonien virke i folkekirken er både strukturelle, økonomiske, identitetsmæssige og historisk forankrede. Det bliver interessant at se, om diakonien nogensinde kommer til at spille rollen som den hovedopgave, som folkekirken eller påstår den er.

Litteratur

Andersen, A. S. (2013), Danmarks Ungdom i fremtidens Kirke – en analyse af næste generations Folkekirke. Diss. Institut for Kultur og Samfund, Teologi Aarhus Universitet

Andersen, A. S. (2023), Folkekirkens diakoni set fra oven – organsiering, udvikling og identitet. Diss. Institut for Kultur og Samfund, Teologi Aarhus Universitet

Gaarden, M. (2023) ”Urbaniseringens konsekvenser for folkekirken” Lolland-Faslter stift

Hjære, M. og Jørgensen, H.E.D. (2017), ”Jeg tror simpelthen at barrieren ligger mellem ørene - En undersøgelse af samarbejdet mellem kommuner og sognekirker på det frivillige sociale område”, FUV og CFSA

Iversen, Hans R. (2018) Ny Praktisk Teologi. Kristendommen, den enkelte og kirken, København: Eksistensen

Nissen, Johannes (2008) ”Diakoni og menneskesyn”. Aros

Poulsen, Jais, et al. (2021) Religiøsitet og forholdet til folkekirken 2020: Bog 1-Kvantitative studier. Folkekirkens uddannelses-og videnscenter

Finnes det noe som kan kalle diakonalt lederskap?

Af Sigrid Flaata, Seniorrådgiver i afdelingen for diakoni og samfund

Ingress

Hva er forholdet er mellom diakoni og ledelse, hvordan påvirker de hverandre og hvordan kommer diakonien til uttrykk i ledelsen? Finnes det noe som kan kalle diakonalt lederskap? Kan man lede på en diakonal måte? i så fall, hva innebærer det?

Diakoni og ledelse er store temaer som i økende grad er gjenstand for både forskning og fagutvikling både i Norge og internasjonalt.

Denne artikkelen belyser noen elementer innen diakoni og ledelse, på en praksisnær måte. Utgangspunktet er diakoni i menighet og konteksten er Den norske kirke.

En diakonal kirke

I en utadrettet samfunnsengasjert menighet, vil diakonale tema og spørsmål komme i spill. Pandemien er et eksempel på det. Pandemien viste at kirken må være noe mer enn gudstjenester, kultur og trosopplæring. I pandemien brøt de vante samfunnsstrukturene for fellesskap sammen, og det var ikke mulig å møtes på de

vanlige arenaene som før. Det skjedde også i kirken. Men hva er kirken når man ikke kan møtes til kirkelige handlinger, kultur-arrangementer og undervisning? Hvem er kirken når behovene for relasjon i lokalsamfunnet er uendret, ja til og med forsterket i denne globalen krisen?

Pandemien førte i Norge til en erkjennelse av behovet for nytenkning omkring kirkens rolle i møte med medlemmer og samfunnet ellers. Det var som om kirken gjenoppdaget sitt diakonale oppdrag. Det at kirken har en ekstra fot å stå på ved siden av kirkelige handlinger, kultur og trosopplæring– den diakonale. Når kirken svikter sitt diakonale oppdrag, blir den automatisk irrelevant for mennesker og samfunn. Ritualer og kirkelige handlinger mister sin verdi, hvis ikke den diakonale dimensjonen er til stede. Kirkens tilstedeværelse

Sigrid Flaata

og aktiviteter i et lokalsamfunn kan komme til å utøves i et tomrom, hvis ikke de er forankret i diakonale verdier. Det kan føre til både veldedighet og i verste fall maktmisbruk fra kirkens side.

Kort om diakoni

Er alle kirkelige fellesskap diakonale? Et kirkelig fellesskap i seg selv er ikke automatisk det. Tvert i mot – det kan til og med være ekskluderende. For at fellesskapet skal være diakonalt, må det ha visse kriterier: de må være inkluderende og båret oppe av nestekjærlighet både som mål og i metode. Diakonale fellesskap skal være i samspill med naturen og alltid på vakt for brudd på menneskers rettigheter.

Diakoni er både identitet,mål, oppdrag og verktøy. Det er en holdning og det er aktiv handling. Det er verdier man kan lede etter og konkrete tiltak og aktiviteter. Derfor kan man ikke snakke om diakoni i kirka uten å snakke om ledelse. Men hva er forholdet mellom disse to?

Diakonal ledelse

Før vi kan forstå mer av forholdet mellom diakoni og ledelse, kan det være nyttig å se på selve ledelsesbegrepet. Hva er ledelse? En kort og populær definisjon er at ledelse er å skape resultater gjennom andre. Ledelse handler blant annet om makt, styring og autoritet. Ut fra et adferdsperspektiv, kan ledelse handle om å være oppgavestyrt eller relasjonsstyrt. Det ene handler om å bry seg om at oppgavene blir utført. Det andre handler om å bry seg om folk trives og utvikles.

Disse står ikke mot hverandre. Innenfor relasjonell ledelse, finner man retninger som tillits-og relasjonsbasert ledelse og verdibasert ledelse. Verdibasert ledelse er et prosessuelt verktøy som tar utgangspunkt i organisasjonens mål. Ansatte og frivillige ledes i et strukturert verdiarbeid for å påvirke holdninger, atferd og ambisjoner i forhold til disse målene.

I kirkelig setting er de diakonale verdiene viktige deler av dette arbeidet.Hvordan kan diakonale verdier prege hverdagen, både i aktiviteter, arbeidet, ansatte og frivillige så

alle som møter kirken og deltar i det kirkelige fellesskapet merker det?

Lederen Jesus som forbilde

Diakoniens forbilde er Jesus, både i måten han ledet på og de verdiene han forfektet. Jesus ledet ved selv å være et forbilde. Ett eksempel er at han vasket disiplenes føtter. Når man ser nærmere på elementer fra Jesu lederskap, finner man elementer av det som innen ledelsesfaget kalles transformasjonsledelse. Det er en bestemt måte å lede på, som består i å bidra til at mennesker engasjeres i verdier og mål som organisasjonen har: Jesus møtte mennesker med høy grad av tillit. Jesus stimulerte intellektuelt ved å engasjere de han møtte i samtale og la opp til egnerefleksjon. Jesus så det unike i hvert enkelt menneske han møtte, han motiverte ved at folk fikk tro på forandring.

Verdibasert diakonalt lederskap handler om å implementere denne måten å møte mennesker, frivillige og ansatte på, både i og utenfor kirken.

Hvordan ser diakoni og ledelse ut ifra et menighetsperspektiv? Det betyr minst to ting i norsk konktekst. Det ene er å se på hvem som er ledere og deres kvalifikasjoner og hvilke rammer det gir for lederskap.

Diakonale profesjonsutøvere og fagledelse

Hvordan ser diakoni og ledelse ut ifra et menighetsperspektiv? Det betyr minst to ting i norsk konktekst. Det ene er å se på hvem som er ledere og deres kvalifikasjoner og hvilke rammer det gir for lederskap. Hvordan utøver de sitt lederskap? Hvilken kompetanse og verktøy ligger til grunn?

I den norske kirke er det fire profesjoner. Disse er vigslede tjenester og de driver fagledelse; diakon, prest, kantor og kateket. Alle

profesjonene driver autonom fagledelse innenfor rammene av vigslingsløftet og tjenesteordningen. De fire profesjonene har hver sine tjenesteordninger, som legger føringer og rammer for tjenesten. Frivillighetsledelse ligger som premiss i alle de fire tjenesteordningene.

De diakonale verdiene kan brukes som et kvalitetsikringsverktøy i arbeidet. Menigheten kan stille seg følgende spørsmål: Er våre fellesskap og aktiviteter inkluderende?

I menigheter med diakon, er diakonen leder for diakonitjenesten. Hen driver med fagledelse av fagområdet diakoni, og for å kunne gjøre det, må diakonen ha ”dobbel kompetanse”; bachelor i helse, sosial eller pedagogiske fag og en master i diakoni med fag innen teologi og diakonivitenskap. Det legger også føringer og rammer for hvordan diakonen utøver sitt lederskap, sammen med yrkesetiske retningslinjer for diakontjenesten.

Profesjonsledelse

Hvem leder så profesjonene? I Den norske kirke er det to arbeidsgiverlinjer som driver profesjonsledelse: Prester ledes i embedslinja, med prost som nærmeste leder og biskop på toppen. De andre profesjonene ledes av daglig leder eller kirkeverge. Sistnevnte er i fellesrådslinja, som sammen med embedslinja utgjør de to arbeidsgiverlinjene i Den norske kirke. Daglige ledere og kirkeverger leder også andre medarbeidere i kirka. Det kan være diakonimedarbeidere, trosopplærere, ungdomsarbeidere, sekretærer, kirkegårdsarbeidere og kirketjenere. Disse er ikke profesjonsbaserte, men likevel viktige utøvere av kirkens oppdrag i samfunnet.

Planverk

I tillegg har kirken planverk som legger førin-

ger og rammer inn tjenestene. De strekker seg fra nasjonale planer vedtatt av Kirkerådet, til lokale planer vedtatt av menighetsråd. De regionale bispedømmeråd og fellesråd har også planer som legger føringer for kirkens arbeid. Plan for diakoni i Den norske kirke er en nasjonal rammeplan, som er utgangspunktet for å utforme lokale planer for diakoni. Et godt diakonalt arbeid kjennetegnes av en planmessig prosess, som skaper eierskap. Det er viktig. Mangler menigheten en plan, får den ikke et eierskap og en retning på arbeidet som skal gjøres. Omtrent halvparten av norske menigheter har lokale planer for diakoni. Disse setter retning for hvordan diakonen utøver sin fagledelse i menigheter som har diakon. Under 30 % av norske menigheter har ikke diakon. Der ledes diakonitjenesten ofte av et diakoniutvalg. De er underutvalg under menighetsrådet, og består av frivillige medarbeidere.

Verdibasert diakonal ledelse

I en diakonal kirke kan diakonale verdier fungere som styringsverktøy. Skal diakonale verdier gjennomsyre enhver aktivitet i menigheten, må menigheten ledes i en systematisk prosess som bidrar til det.

Det er de diakonale verdiene nestekjærlighet, inkludering, vern om skaperverket og kamp for rettferdighet som arbeidet skal måles etter. Samtidig kan det være nyttig å sortere tiltak under de fire verdiene være en nyttig øvelse, selv om det ikke alltid er lett å plassere en aktivitet i en kategori. Det hjelper til med å strukturere arbeidet.

Det får konsekvenser for ledelsen i menigheten, om lederen er menighetsrådet, presten, kirkemusikeren, kateketen, kirkeverge eller diakonen. Prosessen handler om å utforske hvordan diakonale verdier synliggjøres i menigheten: Hvordan legges det til rette for dåp, vigsel og begravelser? Får diakonale verdier konsekvenser for hvilke tjenester og produkter menigheten kjøper inn? Får det konsekvenser for hvordan ansatte og frivillige organiseres? Får det konsekvenser for hvilke tilbud og aktiviteter menigheten satser på?

Diakonal frivillighetsledelse

Hvordan man leder prosessen, har også mye å si. Diakonale verdier skal prege diakonen eller den kirkelige ansatte i deres lederskap. Det kommer til uttrykk for eksempel i frivillighetsledelse. Gjensidighet er også en diakonal verdi. Tar man utgangspunkt i det som kalles horisontal ledelse og legger den diakonale verdien gjensidighet til grunn, vil ansatte og frivillige kunne skifte på å lede, ut fra hvilke kvalifikasjoner eller evner og interesser den enkelte har. Organisk frivillighet kan vokse frem, parallellt med organisert frivillighet.

Diakoni er nemlig mer enn stillinger. I likhet med prinsippet om det allmenne prestedømme, kan man snakke om den allmenne diakonien. Alle troende er diakoner. Derfor bør alle troende i menigheten ha et aktivt eierskap til diakoni. Begrepet må fylles med tidsrelevant innhold; Hva er diakoni i dag?

Mer om diakonale verdier

Diakonien tar utgangspunkt i at alle menneske er unike og har uendelig verdi som skapt i Guds bilde. Den grunnleggende holdningen i diakonien, er den samme som Jesus i møte med den blinde mannen: Hva vil du jeg skal gjøre for deg? (Lukas kapittel 18, vers 35-43). All diakonal omsorg bygger på gjensidighet, likeverd og respekt for den andre, står det i Plan for diakoni for den norske kirke.

Lemmer på legeme

I 1.korinterbrev kapittel 12 beskrives det diakonale fellesskapet som én kropp med mange forskjellige lemmer. Og som kroppens lemmer, har alle mennesker forskjellige funksjoner, men hver og én har en avgjørende plass i kirkens frivillighet. Og som i lignelsen om den bortkomne sauen i Lukas kapittel 15 , vers1, kan ikke kirken miste en eneste én.

Fotvasking

Lignelsen om den barmhjertige samaritan legger føringer for hvem som er vår neste. I Mar-

Tar man utgangspunkt i det som kalles horisontal ledelse og legger den diakonale verdien gjensidighet til grunn, vil ansatte og frivillige kunne skifte på å lede, ut fra hvilke kvalifikasjoner eller evner og interesser den enkelte har

kus kapittel 9 vers 33 beskriver Jesus lederrollen slik: (…)Om noen vil være den første, han skal være den siste av alle, og alles tjener. Jesus demonstrerte såkalt omvendt ledelse gjennom betydningen av Jesu handling da han vasket disiplenes føtter skjærtorsdag. Fotvasking har for mange diakoner en sakramental dimensjon. Fotvasking setter standarden for menneskelig relasjon og diakonalt lederskap som nestekjærlighet i handling.

Diakonal kvalitetsikring

De diakonale verdiene kan brukes som et kvalitetsikringsverktøy i arbeidet. Menigheten kan stille seg følgende spørsmål: Er våre fellesskap og aktiviteter inkluderende? Det neste spørsmålet vil da være Hva er inkludering? Og hva er inkluderende for oss? Det setter i gang en nødvendig samtale om diakonale verdier i menigheten.

Likeledes kan man spørre i trosopplæring: Er måten vi gjennomfører dette trosopplæringstiltaket klimavennlig? Hvor stort klimaavtrykk gir måten vi organiserer tiltaket på? Det bør sette i gang en prosess for å finne verktøy til å kunne måle nettopp dette.

Globale utfordringer er blitt lokale. Menneskehandel er ett eksempel. Kirken er kalt til å utfordre urettferdighet og maktmisbruk, står det i den nasjonale Plan for diakoni. Hvordan kan dette komme til uttrykk lokalt i menigheten? La oss ta gudstjenesten: Får det konsekvenser for hva som prekes fra prekestolen? For hvilke bønner som bes i forbønnsdelen? Hvilke salmer som synges? En ting er å påpeke

urettferdighet som skjer i verden. Noe annet er å utfordre hvordan hver enkelt av oss velger å etterprøve hvordan varer og tjenester vi kjøper er produsert og levert? Sjekker vi arbeidbetingelsene der vi leverer bilen til vask? På denne måten kan diakonale verdier ha en praktisk funksjon i det å være kirke lokalt.

Diakoni og ledelse fremover

Fremtidens kirke henter inspirasjon til diakononale praksiser både fra samfunn og kirke, nasjonalt og internasjonalt: De globalt forankrede bærekraftsmålene sørger for at kirkens diakoni kan formidles i sekulær språkdrakt. Diakonale verdier og bærekraftsmålene møtes i en felles agenda for menneskeheten og jorda. Dermed har samfunnsaktører, myndigheter og kirken et felles språk og mulighet for å etablere felles forståelse å samarbeide ut ifra.

Samskaping som metode har styrket diakoniens muligheter til å arbeide sammen med andre gode krefter, i møte med sammensatte utfordringer i lokalsamfunnet. Eksempler på kirkelige trender, er Use your talents, et verktøy utviklet i den gassisk lutherske kirke. Se-bedømme-handle er et verktøy fra Kirkenes Verdensråd og conviviality, som er utviklet av

Det lutherske verdensforbund. Alle disse er eksempler på nyere måter å praktisere diakonalt lederskap på.

Det er ikke kirka som er målet, men menneskenes frihet, som kan tre fram der kirka trer tilbake, hevder den norske teologiprofessoren Trygve Wyller. Hans radikale budskap om heterotopisk diakoni, kobler sekulære praksiser til kirkens oppdrag. Wyller mener fremtidens diakoni fordrer en kirke som ikke er et mål i seg selv. Det er menneskers frihet som er målet. Det trer frem når kirken trer tilbake:

The paradox is that the vanishing church might be the start of the dogmatically important ecclesiology: The last shall be the first, I shall vanish, he shall rise, etc. The most radical of this is that the heterotopic ecclesiology is formatted through absolutely secular social practices […]

(Heterotopic Ecclesiology.Critical Reflections on what the Church on the Margins Might Mean.Trygve Wyller, Pietermaritzburg / Oslo)

Diakonifaglig efteruddannelse på Filadelfia

Styrk medmenneskelighed og helhedssyn i dit faglige arbejde

Med en diakonifaglig efteruddannelse på Filadelfia får du en ny faglighed, hvor et helhedsorienteret syn på mennesket kommer i spil i dit arbejde. Uddannelsen bygger oven på den faglighed, du allerede har, og giver redskaber til at gå ind i hverdagens praksis ud fra en diakonifaglig tilgang.

Kort om uddannelsen

Diakonifaglig efteruddannelse på Filadelfia er for dig, som er praktiker inden for det sociale, sundhedsfaglige, kirkelige og diakonale felt. Den er et tilbud til medarbejdere, som ønsker at give det medmenneskelige rum og plads i det daglige arbejde. Her drøftes emner som ligeværdighedens plads i en professionel hverdag, hvordan vi skaber plads til ’det hele menneske’, og hvordan næstekærlighed og faglighed kan gå hånd i hånd.

Uddannelsen er både for medarbejdere, som har direkte kontakt med borgere, patienter eller brugere og for deltagere, der ikke har direkte kontakt, men arbejder i organisationer, hvor mennesker er i centrum.

Den diakonifaglige efteruddannelse kan indgå som en del af uddannelsen til diakon.

Det får du ud af uddannelsen

Du får styrket din viden og kompetencer på følgende områder:

0 Du vil få dybere indsigt i diakoniens egenart og ressourcer

0 Du får sprog og viden om diakoni, således at du kan kommunikere og forklare den diakonale faglighed i det daglige samspil med andre fagområder

0 Du vil kunne indgå i forskellige livstolkninger hos den enkelte person

0 Du får forståelse for komplekse problemstillinger og handlingskompetence til at gå ind i dem ud fra en diakonifaglig tilgang

0 Du lærer at omsætte ny viden, faglige ønsker og ideer til udvikling af din daglige praksis.

Se mere på www.diakoni.dk. Kontakt gerne Conny Hjelm på cohj@filadelfia.dk

Abonnement på

Diakonforbundet Filadelfia udgiver fagbladet DIAKONI. Bladet er indholdsmættet og tager tid at fordøje. Artiklerne griber fat idiakonien med en faglig grundighed og mange indfaldsvinkler, oggår tæt på både teori og praksis.

DIAKONI udkommer med 2 numre om året.

Privat: 1 blad pr. udgivelse

Pris: 175,- årligt inkl. forsendelse.

Erhverv, lille: 3 blade pr. udgivelse

Pris: 350,- årligt inkl. forsendelse.

Køb abonnement på: www.diakonforbund.dk

Erhverv, stor: 10 blade pr. udgivelse

Pris: 900,- årligt inkl. forsendelse.

For yderligere information kontakt: Redaktør Sanne Damborg sgd@menighedsplejen.dk

DIAKONI er et fagblad om diakoni, der udkommer to gange årligt og har hjemme i Diakonforbundet Filadelfia. Det er bladets intention at have en åben og faglig tilgang til diakonien. Vi ønsker at udgive et blad der kommer ud i alle afkroge af den diakonale virkelighed og inviterer derfor et bredt udsnit af diakonale aktører til, at bidrage til bladet.

Dette blad bærer præg af Diakonforbundet Filadelfias 100 års jubilæum i 2024 og indeholder alt fra personlige beretninger om diakoniens betydning for den enkelte – og teoretiske artikler om nye diakonale forskningsprojekter. Alt sammen under temaet ’Se Mennesket!’

Læs om...

0 Poul Nesgaards to sprog

0 Fællesskaber med blik for den enkelte

0 Diakonal begejstring i Viborg

0 Kirkens merværdi i familiearbejdet

0 MEF – Menneskesyn, etik og faglighed

0 Diakonforbundet 100 år: 100 år – 100 historier

0 Se mennesket – åben Masterclass for alle med interesse i diakoni

0 Kirkens sociale rolle i sogn og samfund – en tale af tidl. Kirkeminister Louise Schack Elholm

0 Diakoniens rolle i folkekkirken

0 Finnes det noe som kan kalle diakonalt lederskap?

0 Diakonifaglig efteruddannelse på Filadelfia