SAMMEN - et magasin om diakoni - Diakonien og ledelse

Diakoni og Ledelse

Diakonalledelse, når menighedsplejen har en ansat

Finnes det noe som kan kalle diakonalt lederskap?

Diakonale værdier i ledelsen af frivillige

Menighedsplejen i Danmark ... på Facebook

I Badehuset har de unge, deres egen nøgle

En leder må se mennesket

Ledelse af diakoni:

Ingen kan alt; alle kan noget; sammen kan vi mere!

Diakoni i Genbrug

Menighedsplejen i Danmarks Årsmøde 2024

Indhold Om Sammen

Sammen er Menighedsplejen i Danmarks blad, hvor vi behandler diakoni i forskellige temaer og viser hvordan den kommer til udtryk rundt om i Danmark og verden.

Artikler, idéer og forslag til temaer og indhold kan sendes uopfordret til ansvarshavende redaktør.

Deadline for næste nummer er 1.august 2024

Forsidefoto:

Studerende ved Diakonhøjskolen

Redaktion:

Generalsekretær Mette Møbjerg Madsen (ansv.)

Design og Produktion:

Den Gröna Krabban

ISSN - Nr.: 1396 – 88803

Diakoni og ledelse

Umiddelbart kan man tænke, at disse ord tilhører to forskellige verdner, men når man har arbejdet med disse emner både hver for sig og sammen, så er det indlysende, at de to begreber hænger sammen. Man kan endda sætte dem sammen, og tale om diakoniledelse.

Diakoni kommer fra græsk og betyder tjeneste, hvilket på Jesu tid var noget, som ikke var velanset. Det var kun de fattig eller mindre-bemidlede, der tjente andre. Det er vigtigt at huske, at dengang Jesus levede, var det herren i huset, der havde magten over hele husstanden. Lovgivningsmæssigt var der ingen grænser for, hvad husherren kunne gøre mod dem, der boede under hans tag. I det perspektiv er det omkalfatrende, at Jesus, som leder vasker sine disciples fødder, som det står i Johannes evangeliet 13,1-15:

”I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer”.

På den måde knytter Jesus det at være Herre og Mester sammen med det at være ydmyge tjener, og sætter lighedstegn mellem det at være leder, og det at tjene andre. Det er det, som vi gerne vil sætte fokus på i dette nummer af Sammen med artikler om diakonalledelse i teori og praksis. For i Menighedsplejen i Danmark er vi overbevist om, at diakoni ikke kun findes i særlige aktiviteter i kirken, men at det er en bestemt måde at være sammen på og en bestemt måde at lede på, som gerne skal gennemsyre kirken både internt og eksternt. Det betyder, at de bærende værdier i kirken skal være de diakonale værdier om ligeværdighed, næstekærlighed, retfærdighed og fællesskab og ikke kun i skåltaler, men helt ned i det praktiske samvær mellem frivillige, ledere, brugere og ansatte. Man kan sige, at diakonalledelse handler om at tage etikken seriøst, og kunne forklare, hvilke gode intentioner, der ligger bag en beslutning.

I mit tidligere arbejde, hvor jeg arbejdede som konsulent med etik i forskellige kommuner mødte jeg ofte en vis skepsis blandt ledere overfor ordet etik. Nogen mente, at det var et ord, som medarbejderne brugte, når de var utilfredse og gerne ville have deres vilje. Andre ledere mente, at etikken hørte privatlivet til. Min oplevelse var, at de ledere, der havde problemer med ordet etik, ofte var dem, der havde svært ved at forklare, hvorfor en medarbejder kunne få fri med kort varsel, mens en anden ikke kunne. I den diakonale verden er der ingen

garantier for at etikken er mere synlige i ledelsen, end andre steder, men jeg oplever, at etikken og værdierne er mere præsente i den diakonale verden, end de er mange andre steder. For eksempel har vi i forbindelse med etableringen af Kirkernes sociale arbejde i Holstebro udarbejdet et værdisæt for arbejdet på baggrund af et ønske fra nogle af bestyrelsesmedlemmerne. Det var vigtigt for dem, at der udover de lovbestemte vedtægter også var et tydeligt værdisæt for arbejdet. I dette værdisæt er det beskrevet, hvordan alle deltagere i projektet er ligeværdige uanset magt og økonomi, og at allesressourcer skal bringes i spil uanset hvor meget den enkelte kan bidrage med. Denne tydelighed omkring de diakonale ledelsesværdier oplevede jeg også i Norge sammen med bestyrelsen for Menighedsplejen i Danmark, da vi var på studietur i 2023. Her var de diakonale værdier tydelige i alle funktioner, selvom arbejdet foregik på et tilfældigt kontor tæt på byens storcenter, så var man ikke i tvivl om, at de diakonale værdier var præsente hos de ansatte på kontoret. Min oplevelse er, at vi i Danmark skal blive langt bedre til at anvende værdierne i diakonal ledelse og sætte ord på, hvordan vi bruger det, så det bliver tydeligt, at det er en særlig form for ledelsesstil, når diakonien dikterer ledelsen. Jeg håber, at I kan finde inspiration til dette i artiklerne i dette blad.

Mette Møbjerg Madsen Generalsekretær

Diakonalledelse, når menighedsplejen har en ansat

Af Mei Petersen, diakoni-konsulent

Menighedsplejen i Danmark har i mange år samarbejdet med provstier, menighedsråd og menighedsplejer om at ansætte lokale koordinatorer til at udvikle og fremme den lokale diakoni. Senest har Menighedsplejen i Danmark søgt penge hos den A. P. Møllerske Støttefond om at ansætte 6 nye diakonikoordinatorer i Viborg Stift, hvor koordinatorerne bliver ansat af lokale provstimenighedsplejer. Dette nummer af Sammen handler om ledelse og diakoni. Derfor har vi fundet det naturligt at kigge på, hvad der er på spil ledelsesmæssigt i spændet mellem generalforsamling, bestyrelse, ansatte og frivillige, når arbejdet handler om diakoni.

I denne artikel stiller vi skarpt på, hvad ansatte koordinatorer og bestyrelser skal være opmærksomme på for at skabe et gnidningsfrit og effektivt parløb om at løse diakonale opgaver.

Flere niveauer

Som ansat koordinator i en forening, som er betegnelsen for en menighedspleje, skal man både imødekomme bestyrelsens ønsker og samarbejde med frivillige, hvilket betyder, at der er to niveauer. Første niveau er det strategiske niveau, der udgøres af generalforsamlingen og bestyrelse. Det andet niveau er det udførende niveau, hvor det særligt er den ansatte og de frivillige, der opererer. Bestyrelsesmedlemmerne er valgte eller udpegede til at lede menighedsplejen. Bestyrelsen er engagerede i sagen, og skal sætte retningen og har i sidste ende det overordnede ansvar for menighedsplejen. Bestyrelsen har også rollen som arbejdsgiver, hvilket betyder at de både skal agere kontrolfunktion, træffe rigtige beslutninger og samtidig sikre et psykisk og fysisk godt arbejdsmiljø, hvor de motiverer og sparrer med den ansatte.

Krydspres

For bestyrelsen som leder for koordinatoren, er det vigtigt at være opmærksom på den ansattes vilkår for eksempel på det krydspres, den ansatte kan oplev mellem det strategiske og udførende niveau. Ved at forstå den ansattes udfordringer kan bestyrelsen støtte og hjælpe den ansatte til at navigere i hans/hendes arbejdsfelt.

Her vil vi give et par eksempler på krydspres.

Bestyrelsen har besluttet, at der skal laves en besøgstjeneste, og den ansatte forsøger at finde frivillige besøgsvenner og besøgsværter, men der er ingen, der vil være frivillige. De frivillige, synes at opgaven er for stor og krævende. De kan godt få øje på behovet hos sognets beboere, men foreslår fællesspisning for ensomme, eller fælles gåture i stedet for besøgstjeneste. Her må den ansatte gå tilbage til bestyrelsen og fremlægge de frivilliges tanker og forslag, så må bestyrelsen sammen med den ansatte tage stilling til, hvordan de skal arbejde videre med diakonale aktiviteter for sognets sårbare ældre.

Koordinatorer og en gruppe frivillige fra kirken har været til netværksmøde i stiftet. På dette møde har de hørt om lokal diakoni. Der var mange gode nye tiltag. På mødet fik de frivillige også lejlighed til at tale med andre frivillige og fik vendt deres egne erfaringer og ønsker til diakoni. De frivillige vil gerne i gang med aktiviteter for unge. Det kunne være et kreativt værksted og middag for unge på SU. Her kommer koordinatoren i et dilemma. Hun ved at bestyrelsen ønsker fokus på ældre i sognet, da bestyrelsen ved, at der er langt flere ældre i sognet end unge. Men hun vil heller ikke dræbe de frivilliges entusiasme og energi.

De to eksempler viser tydeligt det krydspres, som en koordinator kan stå imellem det strategiske niveau og det udførende niveau. Bestyrelsen kan have en ide om aktiviteter fx en besøgstjeneste, men de frivillige kan også få ideer til nogle helt andre aktiviteter ud fra det perspektiv, som de står med. Samtidig viser en nylig udgivet rapport om frivillige udarbejdet af Helle Hygum Espersen og Holger Højlund, at det er komplekst at lede frivillige, fordi de på den ene side ikke vil have ansvaret og på den anden ønsker at bestemme selv. Som der står i rapporten: ”Frivillige forventer, at medarbejderne giver plads til innovation, men samtidig tager ansvar for at planlægge. Frivillige ønsker, at medarbejderne skaber en hjemlig og tryg ramme, hvor alle hører til, men samtidig er eksplorative. Frivillige forventer, at relationerne er ligeværdige, men at medarbejderne står for det sure

slid” (Højlund og Hygum, 2023). Krydspresset for en diakonalkoordinator findes således ikke kun mellem det strategiske og det udførende niveau, men også internt i det udførende led, hvor de frivillige har modstridende ønsker til koordinatoren.

Et diakonimenneskesyn

Det der også er på spil for koordinatorerne i ovenstående eksempler, udover krydspresset mellem bestyrelse og frivillige, er det diakonale menneskesyn og værdier. Et menneskesyn der insisterer på ligeværdighed på en sådan måde, at man altid skal se den anden som et medmenneske, en næste.

Det betyder i praksis, at den ansatte på den ene side taler med de frivillige om det diakonale menneskesyn, og at hun selv er rollemodel, ved at bidrage til at de frivillige, føler sig set, hørt og forstået som de mennesker de er. Det betyder også at hun/han, som ansat, tager sig tid og giver nærvær til de frivillige, så de får sagt, det, som de har på hjertet. Det er jo de værdier alle ønsker at blive mødt med, så duer det ikke at de frivillige bliver kørt over, fordi bestyrelsen har andre planer, og ikke vil høre om de frivilliges tanker og ideer. Og samtidig skal koordinatoren møde bestyrelsen med ligeværd og samtidig bruge sin faglighed i forhold til at rådgive bestyrelsen, så de sammen kommer i mål med den aftalte strategi. Det kræver fantasi, indlevelse og empati af den ansatte. Og ofte også en høj faglighed, at navigere i dette krydspres på den diakonale arena. Det kræver også en god og lydhør bestyrelse, og at der er plads til at koordinatoren kan dele de konkrete krydspres, som han/ hun står i. 

Den videnskabelige artikel ”Frivilliges samarbejde med medarbejdere i kirken – med hvilket engagement? Af Holger Højlund, konstitueret forskningschef, ph.d., VIA University College og Helle Hygum Espersen, chefanalytiker, VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Læs den her:

https://tidsskrift.dk/tipro/article/view/140047/184053

4 råd til at skabe et godt fundament for samarbejdet mellem bestyrelse og en ansat

1. Drøft løbende arbejdsdelingen mellem bestyrelsen og den ansatte. Aftal på forhånd rammer for diskussionerne, og husk at inddrage den ansatte på lige fod med bestyrelsen. Brug drøftelserne til at bringe det frem der er svært eller det, der på sigt kan rumme konflikter.

2. Hav klare aftaler. Arbejdsdelingen skal være klar for alle parter og det skal være tydeligt, så det er til at forstå for bestyrelsen såvel som for den ansatte.

3. Vær loyal. Sørg for at sikre at bestyrelsen arbejder loyalt inden for den aftalte arbejdsdeling.

4. Sikr et godt arbejdsmiljø for den ansatte fx sørg for at den ansatte kun har én leder, så alle spørgsmål om ledelse går igennem en person.

Finnes det noe som kan kalle diakonalt lederskap?

Ingress

Hva er forholdet mellom diakoni og ledelse, hvordan påvirker de hverandre og hvordan kommer diakonien til uttrykk i ledelsen? Finnes det noe som kan kalle diakonalt lederskap? Kan man lede på en diakonal måte? I så fall, hva innebærer det?

Diakoni og ledelse er store temaer som i økende grad er gjenstand for både forskning og fagutvikling både i Norge og internasjonalt. Denne artikkelen belyser noen elementer innen diakoni og ledelse, på en praksisnær måte. Utgangspunktet er diakoni i menighet og konteksten er Den norske kirke.

En diakonal kirke

I en utadrettet samfunnsengasjert menighet, vil diakonale tema og spørsmål komme i spill. Pandemien er et eksempel på det. Pandemien viste at kirken må være noe mer enn gudstjenester, kultur og trosopplæring. I pandemien brøt de vante samfunnsstrukturene for fellesskap sammen, og det var ikke mulig å møtes på de vanlige arenaene som før. Det skjedde også i kirken. Men hva er kirken når man ikke kan møtes til kirkelige handlinger, kultur-arrangementer og undervisning? Hvem er kirken når behovene for relasjon i lokalsamfunnet er uendret, ja til og med forsterket i denne globalen krisen?

Pandemien førte i Norge til en erkjennelse av behovet for nytenkning omkring kirkens rolle i møte med medlemmer og samfunnet ellers. Det var som om kirken gjenoppdaget sitt diakonale oppdrag. Det at kirken har en ekstra fot å stå på ved siden av kirkelige handlinger, kultur og trosopplæring– den diakonale.

Når kirken svikter sitt diakonale oppdrag, blir den automatisk irrelevant for mennesker og samfunn. Ritualer og kirkelige handlinger mister sin verdi, hvis ikke den diakonale dimensjonen er til stede. Kirkens tilstedeværelse og aktiviteter i et lokalsamfunn kan komme til å utøves i et tomrom, hvis ikke de er forankret i diakonale verdier. Det kan føre til både veldedighet og i verste fall maktmisbruk fra kirkens side.

Kort om diakoni

Er alle kirkelige fellesskap diakonale? Et kirkelig fellesskap i seg selv er ikke automatisk det. Tvert i mot – det kan til og med være ekskluderende. For at fellesskapet skal være diakonalt, må det ha visse kriterier: de må være inkluderende og båret oppe av nestekjærlighet både som mål og i metode. Diakonale fellesskap skal være i samspill med naturen og alltid på vakt for brudd på menneskers rettigheter.

Diakoni er både identitet, mål, oppdrag og verktøy. Det er en holdning og det er aktiv handling. Det er verdier man kan lede etter og konkrete tiltak og aktiviteter. Derfor kan man ikke snakke om diakoni i kirka uten å snakke om ledelse. Men hva er forholdet mellom disse to?

Af Sigrid Flaata, Seniorrådgiver i afdelingen for diakoni og samfund

Sigrid Flaata

Diakonal ledelse

Før vi kan forstå mer av forholdet mellom diakoni og ledelse, kan det være nyttig å se på selve ledelsesbegrepet. Hva er ledelse? En kort og populær definisjon er at ledelse er å skape resultater gjennom andre. Ledelse handler blant annet om makt, styring og autoritet. Ut fra et adferdsperspektiv, kan ledelse handle om å være oppgavestyrt eller relasjonsstyrt. Det ene handler om å bry seg om at oppgavene blir utført. Det andre handler om å bry seg om folk trives og utvikles.

Disse står ikke mot hverandre. Innenfor relasjonell ledelse, finner man retninger som tillits-og relasjonsbasert ledelse og verdibasert ledelse. Verdibasert ledelse er et prosessuelt verktøy som tar utgangspunkt i organisasjonens mål. Ansatte og frivillige ledes i et strukturert verdiarbeid for å påvirke holdninger, atferd og ambisjoner i forhold til disse målene.

I kirkelig setting er de diakonale verdiene viktige deler av dette arbeidet. Hvordan kan diakonale verdier prege hverdagen, både i aktiviteter, arbeidet, ansatte og frivillige så alle som møter kirken og deltar i det kirkelige fellesskapet merker det?

Lederen Jesus som forbilde

Diakoniens forbilde er Jesus, både i måten han ledet på og de verdiene han forfektet. Jesus ledet ved selv å være et forbilde. Ett eksempel er at han vasket disiplenes føtter. Når man ser nærmere på elementer fra Jesu lederskap, finner man elementer av det som innen ledelsesfaget kalles transformasjonsledelse. Det er en bestemt måte å lede på, som består i å bidra til at mennesker engasjeres i verdier og mål som organisasjonen har: Jesus møtte mennesker med høy grad av tillit. Jesus stimulerte intellektuelt ved å engasjere de han møtte i samtale og la opp til egnerefleksjon. Jesus så det unike i hvert enkelt menneske han møtte, han motiverte ved at folk fikk tro på forandring.

Tar man utgangspunkt i det som kalles horisontal ledelse og legger den diakonale verdien gjensidighet til grunn, vil ansatte og frivillige kunne skifte på å lede, ut fra hvilke kvalifikasjoner eller evner og interesser den enkelte har

Verdibasert diakonalt lederskap handler om å implementere denne måten å møte mennesker, frivillige og ansatte på, både i og utenfor kirken.

Diakonale profesjonsutøvere og fagledelse Hvordan ser diakoni og ledelse ut ifra et menighetsperspektiv? Det betyr minst to ting i norsk konktekst. Det ene er å se på hvem som er ledere og deres kvalifikasjoner og hvilke rammer det gir for lederskap. Hvordan utøver de sitt lederskap? Hvilken kompetanse og verktøy ligger til grunn?

I den norske kirke er det fire profesjoner. Disse er vigslede tjenester og de driver fagledelse; diakon, prest, kantor og kateket. Alle profesjonene driver autonom fagledelse innenfor rammene av vigslingsløftet og tjenesteordningen. De fire profesjonene har hver sine tjenesteordninger, som legger føringer og rammer for tjenesten. Frivillighetsledelse ligger som premiss i alle de fire tjenesteordningene.

I menigheter med diakon, er diakonen leder for diakonitjenesten. Hen driver med fagledelse av fagområdet diakoni, og for å kunne gjøre det, må diakonen ha ”dobbel kompetanse”; bachelor i helse, sosial eller pedagogiske fag og en master i diakoni med fag innen teologi og diakonivitenskap. Det legger også føringer og rammer for hvordan diakonen utøver sitt lederskap, sammen med yrkesetiske retningslinjer for diakontjenesten.

Profesjonsledelse

Hvem leder så profesjonene? I Den norske kirke er det to arbeidsgiverlinjer som driver profesjonsledelse: Prester ledes i embedslinja, med prost som nærmeste leder og biskop på toppen. De andre profesjonene ledes av daglig leder eller kirkeverge. Sistnevnte er i fellesrådslinja, som sammen med embedslinja utgjør de to arbeidsgiverlinje-

Fortsættes side 8

ne i Den norske kirke. Daglige ledere og kirkeverger leder også andre medarbeidere i kirka. Det kan være diakonimedarbeidere, trosopplærere, ungdomsarbeidere, sekretærer, kirkegårdsarbeidere og kirketjenere. Disse er ikke profesjonsbaserte, men likevel viktige utøvere av kirkens oppdrag i samfunnet.

Planverk

I tillegg har kirken planverk som legger føringer og rammer inn tjenestene. De strekker seg fra nasjonale planer vedtatt av. Kirkerådet, til lokale planer vedtatt av menighetsråd. De regionale bispedømmeråd og fellesråd har også planer som legger føringer for kirkens arbeid. Plan for diakoni i Den norske kirke er en nasjonal rammeplan, som er utgangspunktet for å utforme lokale planer for diakoni. Et godt diakonalt arbeid kjennetegnes av en planmessig prosess, som skaper eierskap. Det er viktig. Mangler menigheten en plan, får den ikke et eierskap og en retning på arbeidet som skal gjøres. Omtrent halvparten av norske menigheter har lokale planer for diakoni. Disse setter retning for hvordan diakonen utøver sin fagledelse i menigheter som har diakon. Under 30 % av norske menigheter har ikke diakon. Der ledes diakonitjenesten ofte av et diakoniutvalg. De er underutvalg under menighetsrådet, og består av frivillige medarbeidere.

Verdibasert diakonal ledelse

I en diakonal kirke kan diakonale verdier fungere som styringsverktøy. Skal diakonale verdier gjennomsyre enhver aktivitet i menigheten, må menigheten ledes i en systematisk prosess som bidrar til det.

Det er de diakonale verdiene nestekjærlighet, inkludering, vern om skaperverket og kamp for rettferdighet som arbeidet skal måles etter. Samtidig kan det være nyttig å sortere tiltak under de fire verdiene være en nyttig øvelse, selv om det ikke alltid er lett å plassere en aktivitet i en kategori. Det hjelper til med å strukturere arbeidet.

Det får konsekvenser for ledelsen i menigheten, om lederen er menighetsrådet, presten, kirkemusikeren, kateketen, kirkeverge eller diakonen. Prosessen handler om å utforske hvordan diakonale verdier synliggjøres i menigheten: Hvordan legges det til rette for dåp, vigsel og begravelser? Får diakonale verdier konsekvenser for hvilke tjenester og produkter menigheten kjøper inn? Får det konsekvenser for hvordan ansatte og frivillige organiseres? Får det konsekvenser for hvilke tilbud og aktiviteter menigheten satser på?

Hvordan ser diakoni og ledelse ut ifra et menighetsperspektiv?

Det betyr minst to ting i norsk konktekst. Det ene er å se på hvem som er ledere og deres kvalifikasjoner og hvilke rammer det gir for lederskap.

Diakonal frivillighetsledelse

Hvordan man leder prosessen, har også mye å si. Diakonale verdier skal prege diakonen eller den kirkelige ansatte i deres lederskap. Det kommer til uttrykk for eksempel i frivillighetsledelse. Gjensidighet er også en diakonal verdi. Tar man utgangspunkt i det som kalles horisontal ledelse og legger den diakonale verdien gjensidighet til grunn, vil ansatte og frivillige kunne skifte på å lede, ut fra hvilke kvalifikasjoner eller evner og interesser den enkelte har. Organisk frivillighet kan vokse frem, parallellt med organisert frivillighet.

Diakoni er nemlig mer enn stillinger. I likhet med prinsippet om det allmenne prestedømme, kan man snakke om den allmenne diakonien. Alle troende er diakoner. Derfor bør alle troende i menigheten ha et aktivt eierskap til diakoni. Begrepet må fylles med tidsrelevant innhold; Hva er diakoni i dag?

Mer om diakonale verdier

Diakonien tar utgangspunkt i at alle menneske er unike og har uendelig verdi som skapt i Guds bilde. Den grunnleggende holdningen i diakonien, er den samme som Jesus i møte med den blinde mannen: Hva vil du jeg skal gjøre for deg? (Lukas kapittel 18, vers 35-43). All diakonal omsorg bygger på gjensidighet, likeverd og respekt for den andre, står det i Plan for diakoni for den norske kirke.

Lemmer på legeme

I 1.korinterbrev kapittel 12 beskrives det diakonale fellesskapet som én kropp med mange forskjellige lemmer. Og som kroppens lemmer, har alle mennesker forskjellige funksjoner, men hver og én har en avgjørende plass i kirkens frivillighet. Og som i lignelsen om den bortkomne sauen i Lukas kapittel 15, vers 1, kan ikke kirken miste en eneste én.

Fotvasking

Lignelsen om den barmhjertige samaritan legger føringer for hvem som er vår neste. I Markus kapittel 9 vers 33 beskriver Jesus lederrollen slik: (…)Om noen vil være den første, han skal være den siste av alle, og alles tjener. Jesus demonstrerte såkalt omvendt ledelse gjennom betydningen av Jesu handling da han vasket disiplenes føtter skjærtorsdag. Fotvasking har for mange diakoner en sakramental dimensjon. Fotvasking setter standarden for menneskelig relasjon og diakonalt lederskap som nestekjærlighet i handling.

Diakonal kvalitetsikring

De diakonale verdiene kan brukes som et kvalitetsikringsverktøy i arbeidet. Menigheten kan stille seg følgende spørsmål: Er våre fellesskap og aktiviteter inkluderende? Det neste spørsmålet vil da være Hva er inkludering? Og hva er inkluderende for oss? Det setter i gang en nødvendig samtale om diakonale verdier i menigheten.

Likeledes kan man spørre i trosopplæring: Er måten vi gjennomfører dette trosopplæringstiltaket klimavennlig? Hvor stort klimaavtrykk gir måten vi organiserer tiltaket på? Det bør sette i gang en prosess for å finne verktøy til å kunne måle nettopp dette.

Globale utfordringer er blitt lokale. Menneskehandel er ett eksempel. Kirken er kalt til å utfordre urettferdighet og maktmisbruk, står det i den nasjonale Plan for diakoni. Hvordan kan dette komme til uttrykk lokalt i menigheten? La oss ta gudstjenesten: Får det konsekvenser for hva som prekes fra prekestolen? For hvilke bønner som bes i forbønnsdelen? Hvilke salmer som synges? En ting er å påpeke urettferdighet som skjer i verden. Noe annet er å utfordre hvordan hver enkelt av oss velger å etterprøve hvordan varer og tjenester vi kjøper er produsert og levert? Sjekker vi arbeidbetingelsene der vi leverer bilen til vask? På denne måten kan diakonale verdier ha en praktisk funksjon i det å være kirke lokalt.

Diakoni og ledelse fremover

Fremtidens kirke henter inspirasjon til diakononale praksiser både fra samfunn og kirke, nasjonalt og internasjonalt: De globalt forankrede bærekraftsmålene sørger for at kirkens diakoni kan formidles i sekulær språkdrakt. Diakonale verdier og bærekraftsmålene møtes i en felles agenda for menneskeheten og jorda. Dermed har samfunnsaktører, myndigheter og kirken et felles språk og mulighet for å etablere felles forståelse å samarbeide ut ifra.

Samskaping som metode har styrket diakoniens muligheter til å arbeide sammen med andre gode krefter, i møte med sammensatte utfordringer i lokalsamfunnet. Eksempler på kirkelige trender, er Use your talents, et verktøy utviklet i den gassisk lutherske kirke. Se - bedømme-handle er et verktøy fra Kirkenes Verdensråd og conviviality, som er utviklet av Det lutherske verdensforbund. Alle disse er eksempler på nyere måter å praktisere diakonalt lederskap på.

Det er ikke kirka som er målet, men menneskenes frihet, som kan tre fram der kirka trer tilbake, hevder den norske teologiprofessoren Trygve Wyller. Hans radikale budskap om heterotopisk diakoni, kobler sekulære praksiser til kirkens oppdrag. Wyller mener fremtidens diakoni fordrer en kirke som ikke er et mål i seg selv. Det er menneskers frihet som er målet. Det trer frem når kirken trer tilbake:

The paradox is that the vanishing church might be the start of the dogmatically important ecclesiology: The last shall be the first, I shall vanish, he shall rise, etc. The most radical of this is that the heterotopic ecclesiology is formatted through absolutely secular social practices […]

(Heterotopic Ecclesiology.Critical Reflections on what the Church on the Margins Might Mean.Trygve Wyller, Pietermaritzburg / Oslo)

De diakonale verdiene kan brukes som et kvalitetsikringsverktøy i arbeidet. Menigheten kan stille seg følgende spørsmål: Er våre fellesskap og aktiviteter inkluderende?

Diakonale værdier i ledelsen af frivillige

I Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg er vi optagede af at skabe fællesskaber, og det danner grundlaget for måden, vi arbejder på og samarbejder med frivillige. Vi tilbyder en lang række diakonale aktiviteter, som drives af omkring 200 frivillige, organiserede i forskellige arbejdsgrene.

Af Elise Secher

I arbejdet med frivillige er fællesskabet afgørende, fordi det motiverer frivillige, når de oplever at høre til og at være en del af noget større. Hvert år afholder vi en stor frivillighedsfest for alle frivillige i foreningen for at anerkende de frivilliges indsats og give indblik i hinandens arbejde. Frivillighedsfesten skaber en forbindelse på tværs af alle arbejdsgrene, hvor vi mærker, at selvom vi i det daglige er engagerede i vidt forskellige indsatser for forskellige målgrupper, så er vi fælles om, at vi gerne vil gøre en forskel for andre mennesker. Når vi lærer hinanden at kende, fremmes det gode samarbejde, og vi oplever, at de gode ideer opstår i samværet og udvekslingerne med hinanden. De forskellige perspektiver, erfaringer og kompetencer bidrager med flere nuancer til det diakonale arbejde og har betydning for, at vi kan tilbyde en bred vifte af aktiviteter: mandefællesskab, uddeling af overskudsmad, våge- og aflastningstjeneste, familienetværk, sommerlejr, ungenetværk, sorggrupper, sorgkorps, genbrugsbutik og fælles juleaften.

Inkluderende fællesskaber

Det diakonale arbejde bygger på ligeværdighed og en forståelse af, at mennesker er gensidigt afhængige af hinanden. Ledelsen og rekrutteringen af frivillige er ud fra et perspektiv om, at hver enkelt har noget at giveselv den, der tilsyneladende har de færreste ressourcer.

Vores diakonale aktiviteter kræver forskellige typer af frivillige og forskellige former for engagement. Derfor er det afgørende, at vores fællesskaber er åbne og inkluderende, så der er plads til forskellighed.

Tidligere biskop Jan Lindhardt har udtalt om diakoni, at ”den for tiden stærke hjælper den for tiden svage”. Det oplever vi, når forældre, der har deltaget i en sorggruppe, senere bliver frivillige i sorgkorpset, hvor de står til rådighed for pårørende, der netop har mistet en nærtstående. Den frivillige har altså selv været i sorg og været den for tiden svage og er nu den for tiden stærke, der tør være til stede i et andet menneskes sorg. Vores frivillige livsfortællere kender også til både at være den for tiden svage og den for tiden stærke. De er en del af MenneskeBiblioteket, som fortæller deres livshistorie til konfirmander. Livshistorien kan handle om at være flygtning, misbruger, pårørende til en syg, kriminel, handicappet eller ramt af en livstruende sygdom. De frivillige stiller sig til rådighed, fordi de har et budskab, som de unge kan have glæde af at høre, og som de selv har gavn af at dele med andre. I begge eksempler bliver det frivillige arbejde meningsfuldt, fordi de kan bruge egne oplevelser og erfaringer til at hjælpe og støtte andre.

Mangfoldige arbejdsfællesskaber

Når vi giver plads til forskellighed, skaber det dynamik, og vi oplever, det giver synergieffekt, hvor brugere med tiden bliver frivillige, og frivillige kan skifte roller og træde ind i forskellige arbejdsfællesskaber. Det kan være en familie, der har deltaget på sommerlejr, som senere selv melder sig som frivillig på sommerlejren. Eller en frivillig til Jul i Fællesskab, som ser et behov for at

Elise Secher

skabe et fællesskab for ensomme, som melder sig som tovholder for sådan et nyt tiltag. Når nogen får en ide, afprøver vi dem gerne med det samme, uden at det først skal godkendes af bestyrelsen. Ved at gribe de frivilliges ideer og hjælpe dem med at sætte rammerne og give dem medvind, sikrer vi, at engagementet kommer nedefra, og at vores aktiviteter bæres af motiverede frivillige, som brænder for sagen.

Som koordinator er opgaven at skabe struktur og fælles retning. Der er en tydelig rollefordeling i samarbejdet med frivillige, hvor de frivillige kræfter sættes fri til at fokusere på den diakonale kerneopgave. De frivillige skal bruge sin tid på det, der er meningsfuldt frem for administrative og tidskrævende opgaver. De frivillige motiveres til selvledelse ved at opgaver og ansvar bliver uddelegeret, og de har stor frihed til at løse opgaverne i det sociale arbejde. Når vi viser de frivillige, at vi tror på dem og har tillid til deres arbejde, oplever vi, at de frivillige i høj grad tager ejerskab for det frivillige arbejde. I det daglige er de enkelte arbejdsgrupper selvkørende, mens min rolle er at følge de enkelte aktiviteter tæt og sikre de bedste rammer for de frivillige i deres arbejde.

Søster Laura er vores nye alternative genbrugsbutik, hvor upcycling af donerede genbrugsmaterialer og fællesskabet er omdrejningspunktet. Her har frivillige haft medbestemmelse i hele processen omkring udvikling af konceptet og stor frihed til at udvikle butikkens logo og istandsætte og indrette butikken efter deres ideer. Butikken er et godt eksempel på, at de frivillige har taget ejerskab og udviklet et nyt og spændende genbrugskoncept, hvor deres mange forskellige ideer, kompetencer og ressourcer er kommet i spil. Nogle har produceret unikke produkter ud af genbrugsmaterialer til butikken, mens andre har udviklet grafisk materiale og logo, indrettet butikken, sorteret tøj, bagt kage eller udført store som små praktiske og håndværksmæssige opgaver i forbindelse med opstarten og istandsættelsen af butikken. Til sammen har en stor gruppe frivillige været involveret i at skabe en fantastisk unik genbrugsbutik.

Når vi giver plads til forskellighed i det frivillige arbejde og indretter vores aktiviteter, så de kan varetages af forskellige typer af frivillige, åbner det op for nye spændende muligheder for at udvide det diakonale arbejde og skabe meningsfulde fællesskaber.

Menighedsplejen i Danmark ... på Facebook

Følg Menighedsplejen i Danmarks facebookside, Her lægger vi løbende historier og nyheder ind om vores arbejde. Vi har taget nogle af teksterne fra siden med i Sammen, så I kan se, hvad der sker i menighedsplejen andre steder i landet. Vi håber, at I har lyst til at følge med, så gå ind og ’like’ siden, så vil du løbende få opdateringer om vores arbejde.

TIL JULEFROKOSTEN ER KONFIRMANDERNE

VÆRTER FOR SOGNETS ÆLDRE

I Kirken i Hinnerup har vi en god tradition med at blande konfirmander og sognets ældre til julefrokost. Det er en del af konfirmandundervisningen at deltage i en aktivitet med sognets ældre. Og en af aktiviteterne er den årlige julefrokost.

Den dag er konfirmanderne værter. De møder tidligt ind, pynter juletræ, dækker borde, anretter maden, som vi får udefra, og pakker ikke mindre end 250 pakker ind til pakkespil og mandelgaver. Når de ældre begynder at komme, står konfirmanderne klar til at tage imod dem i døren. Hjælpe dem af med overtøjet og anvise dem, hvilket bord de skal sidde ved. Konfirmanderne og de ældre er fordelt ved bordene, så hvert bord har en konfirmand, der en bordansvarlig, og en, der er køkkenansvarlig. Den køkkenansvarlige sørger for drikkevarer og henter fade ind og ud, og den bordansvarlige står for pakkelegen og god stemning ved bordet. På forhånd har vi talt med konfirmanderne om, hvordan man er en god vært, og hvad man kan snakke med de ældre om. Det kan være noget om jul og juletraditioner eller konfirmation før og nu.

Vi oplever, at konfirmanderne er meget optaget af værtsrollen og af at give de ældre en god dag. De er også nervøse og spændte, men vokser virkelig med opgaven. Det at opleve, at man som ung er valgt til – at de ældre har køb billetter for at være sammen med én, og viser interesse for én, giver noget godt til selvværdet.

De ældre deltagere har selvfølgelig en interesse i de unge mennesker og synes, det er spændende at være sammen med dem. Der bliver måske også ”opdraget” lidt ved bordene, men vi har aldrig oplevet konflikter mellem generationerne. Og når først terningerne er kastet til pakkelegen, er der ingen, der kan se, hvem der er ung eller gammel.

Det bedst af det hele er, at det korte møde efterfølgende kan give anledning til, at generationerne hilser på hinanden i bybilledet, på gaden, biblioteket eller i de lokale butikker. På den måde får vi skabt et bånd mellem generationerne, der rækker ud over kirkens rammer.

I 2024 forsøger vi os med nogenlunde samme koncept i form af en påskefrokost.

Tak for historien, Mette Mejlgaard, Kirke- og kulturmedarbejder ved #kirkenihinnerup

JEG GIDER IKKE ALENE – MEN SAMMEN MED

JER GIDER JEG GODT

”Ældre mennesker spiser ofte alene, derfor er det en fornøjelse at se folk skåle og hylde fællesskabet. Det viser virkeligt, at vi er sociale mennesker. Mange har svært ved at tage initiativ i hverdagen, men sammen om oplevelser, gør at man nyder at gøre det sammen. Oplevelsesklubben giver rigtig mange et meningsfyldt otium”. Sådan beskriver Kenneth Rønne Oplevelsesklubben, som han har været koordinator for i 13 år. Klubben er et tilbud for ældre om i fællesskab at tage ud og opleve sammen. Hver onsdag mødes ca. 20 ældre mennesker mellem 75 og 85 år og tager ud og oplever sammen. De starter med en kop kaffe, så tager de på tur et par timer og slutter i byen med frokost. Kenneth gør meget ud af at lave et alsidigt program, og elsker at rykke ved folk grænser. Han bliver ved med at finde nye og anderledes hjørner af storbyen, som de ikke har set: ”Folk kommer jo i årevis. For nogen er Oplevelsesklubben deres eneste sociale kontakt. Så det har stor betydning for mange. Det inspirerer og det sætter også ringe i vandet med inspiration til deres omgivelser og øger deres videbegærlighed.” Klubben har bl.a. oplevet: Haaning Collection i Bagsværd, Københavns Professionshøjskole og juleudsmykningen på Centralhjørnet i København, som er verdens ældste homo-værtshus.

Solveig, der kommer i Oplevelsesklubben, fortæller: ”Det er fantastisk, og det at opleve noget sammen betyder uendelig meget. Det giver inspiration og glæde i ens liv, også efter turene. Man møder en masse nye mennesker, og i klubben snakker jeg med alle på kryds og tværs. Man bliver mere åben og klogere”. Mange af deltagerne bliver også venner privat, f.eks. har to fejret nytårsaften sammen, to som ellers skulle sidde alene, men som pga. fællesskabet i klubben gik ind i det nye år sammen. SAMMEN gider vi!

HVIS MAN VED HVOR KAFFEKOPPERNE OG FEJEBAKKEN STÅR, ER DET LETTERE AT FØLE SIG SOM EN DEL AF FÆLLESSKABET

Det forudsætter nogle bevidst valg fra ansatte, frivillige, menighedsråd og menighedspleje, hvis man vil skabe et rum, hvor alle typer familier kan træde ind i kirken og føle sig hjemme. De skal selv kunne finde sukkeret til kaffen, tænde for lyset, og de skal for alt i verden ikke være nervøse for om deres børn larmer eller sidder ordentligt. Hvordan skaber man den sådan rummelighed?

Man gør det bedst og lettest ved at give ejerskabet over rum og fællesskab fra sig til de familier, der deltager. Man kan fx inkludere dem i beslutningsprocesserne om, hvad der skal laves og spises. Når man småsnakker og lytter til små og store historier, hører man indirekte information om deres interesser og kompetencer.

Fx fortalte en mor, at hun havde malet et billede til en ven i julegave. Det hørte kirke-kulturmedarbejderen, der et stykke tid efter spurgte moderen, om hun vil være med til at sørge for at få malet fastelavnstønderne. Opdager man, at et en forælder næsten altid har en lille alternativ madpakke med til sine ’kræsne børn’, så kunne man spørge, om hun har lyst til at være med til at bestemme menuen og evt. lave mad sammen med de andre frivillige

Det er sjældent fordi deltagerne ikke ønsker at hjælpe til, at de sætter sig tilbage og lader de frivillige ’varte dem op’. Oftest bunder det i usikkerhed og manglende viden om, hvor de kan tage fat, og hvor de må være. Det er fx ikke sikkert at alle ved hvor kaffekopperne står, eller hvor tusserne ligger! Spørger man deltagerne om de vil hjælpe med at finde de ting frem, der mangler, så kan de se hvor kaffeskabet, krea-hylden og skabet med kost og fejebakke er. Der er nemlig ikke noget der skaber følelsen af hjemlighed og tilhørsforhold, som helt lavpraktisk at kunne finde rundt i skuffer og skabe.

I Badehuset har de unge, deres egen nøgle

Af Kirsten Margrethe Bach, kirkekulturmedarbejder v. Aarhus Domkirke samt koordinator i Domkirkens Badehus.

Vandet ligger blikstille ved Bassin7 i den nye bydel Aarhus Ø. Løbere, hundeluftere og folk på vej til arbejde passerer forbi. Streetcoffee åbner tidligt og tager imod kunder, som får dagens første latte her. Ved siden af ligger Aarhus Watersport, hvor unge allerede suser rundt på wakeboard. Den summende lyd af kabelbanen der trækker dem rundt på vandet, blander sig med lydene fra byggefolkene, som arbejder i karréerne bagved. Går man videre ud af Bassin7, forbi de små pop-up-cafeer, havnebadet og teatret, kommer man til en lille række små, sorte træhuse; ”Badehusene”.

Det første tilhører Aarhus Domkirke. Det er et tinyhouse på 40m² bestående af en lille entré, te-køkken, toilet og et åbent rum. Facaden er sort – burned wood. Indendørs er huset beklædt med lyst træ fra gulv til loft og enkelt indrettet. Fra huset er der udsigt over vandet og himlen. Emil låser sig ind i huset og sætter kaffe over. Han er studerende og har, som flere andre unge, sin egen nøgle til huset. Han gør klar til dagens aktivitet; Morgenbadning. Om lidt kommer andre studerende og sammen springer de i vandet, går i sauna og slutter i Badehuset med hyggesnak, kaffe, te og croissanter.

Sådan kan en formiddag starte i Badehuset. Huset fungerer som en forpost til Aarhus Domkirke. Et rum hvor kirkens værdier og traditioner skal udvikles og leve i den nye bydel, i samspil med de mennesker som flytter til. En stor del af de nye beboere er studerende, som måske er flyttet hjemmefra for første gang og er i gang med at etablere sig i byen. De er Badehusets primære målgruppe. Badehusets frivilliggruppe består af 10 studerende, som alle har nøgle til huset. I det daglige holder de åben studiecafé på de tidspunkter det passer for dem. Klokken 11.30 og 14.30 er der fælles pauser med mulighed for at sludre lidt, inden arbejdet fortsættes. Åbningstider og alle øvrige aktiviteter annonceres dagligt på Instagram, som er den bærende platform for husets kommunikation. Der er hyppig udskiftning i frivilliggruppen, for de unges liv er flygtigt og dermed er aktiviteterne også altid i bevægelse. De unge får selv plads til at byde ind med ønsker og ideer til aktiviteter de gerne vil starte. De holder krea-aftener, litteraturgruppe, morgenbadning og andre pop-up events. Dertil kommer forskellige aktiviteter som kirkekulturmedarbejder og præster står for: Fællesspisning, meditation, refleksions- og samtalegrupper samt aftensamling og morgenvandringer. Alle aktiviteter koordineres med kirkekulturmedarbejderen, som står for den daglige drift.

Hvor går unge hen, når byrderne bliver for tunge at bære?

Badehusets frivilliggruppe består af 10 studerende, som alle har nøgle til huset.

I medierne hører vi i disse år meget om unges mistrivsel. Hvor man udadtil kan synes succesfuld, have styr på tilværelsen og promovere sig selv positivt på de sociale medier, viser det sig, at der gemt bag dette er en anden virkelighed – en virkelighed hvor flere unge bag facaden af polerede Instagramfotos lider af ensomhed, stress, angst og depression. Det er unge som har høje krav og forventninger til

sig selv i forhold til at lykkes som mennesker. De står i en periode i deres tilværelse med store forandringer, et hav af muligheder og de skal træffe afgørende valg for dem selv og deres fremtid. Eksistentielle spørgsmål som ”Hvem er jeg? Hvad vil og kan jeg med min liv og hvad er overhovedet meningen med det hele”, kan fylde meget. Det kan føles som en uoverskuelig opgave at skulle mestre sit eget liv og føle, at man alene bærer ansvaret for sin egen lykke. Og når man træder ved siden af, er der kun én at give skylden; en selv - og det er en psykisk hård belastning.

I kirken har vi et sprog for, et rum til og en lang tradition for at beskæftige os med disse eksistentielle spørgsmål. Måske det kristne menneskesyn kan være med til at give unge lidt ro på. Måske kirken kan udgøre et frirum, hvor man mærker, at ens værdi ikke afhænger af præstation, hvor man forvisses om, at omveje og vildveje er en naturlig del af tilværelsen og hvor man betrykkes i at Guds kærlighed og omsorg også rummer det uperfekte og det skæve, og at vi ikke skal løfte alting selv. Kirken kan være stedet hvor vi kan tale om det svære; om tvivl, angst, sorg og kærlighed og stille de vigtige spørgsmål om livet, om det at være menneske.

Vi har som folkekirke meget at tilbyde unge, men I forhold til denne målgruppe ved vi godt, at det ikke er dem, vi ser flest af i kirken. Så hvordan kan vi få unge til at se i vores retning og hvordan kan vi udgøre et relevant og attraktivt indhold for dem?

Hvordan arbejder vi diakonalt med unge?

Der ligger et stort arbejde i at gøre opmærksom på folkekirken som en vedkommende mulighed. De unge må mærke, at vi som kirke vil dem og har noget at tilbyde. Og det er ikke, fordi vi vil putte dem i en kasse, hvor de skal tro på en bestemt måde eller bruge kirken på en bestemt måde. Vi stiller os til rådighed og giver plads til at møde dem på deres præmisser. De skal kunne komme med deres spørgsmål, forestillinger og fordomme om folkekirken, og vi må lytte og gøre os umage med at vise, at vi vil og kan være et rum, der taler ind i deres virkelighed. I Badehuset går vi hver dag på opdagelse i, hvordan vi når hinanden. Måske starter det som et fællesskab omkring et brætspil eller et måltid mad. Vi må finde berøringsflader, hvor dialog kan opstå, så afstanden mellem unge og kirke kan mindskes. Det kræver, at vi giver plads og tuner ind på de unge.

En dag ligger der en seddel i køkkenet: ”Ønsker til Badehuset: Salt og peber og notatpapir. Ps. Jeg købte en pose kaffe, da vi var løbet tør”. Afsenderen er en af husets frivillige. En anden dag står et par bløde hjemmesko og nogle tykke bøger diskret i et hjørne. En medicinstuderende har ladet det stå til næste dag. Den slags små eksempler siger os, at vi gør noget rigtigt – når de unge mærker, at der er plads til dem, begynder de lige så langsomt at tage ejerskab. Vores arbejde er stadig i sin begyndelse, men håbet er, at vi med tillid, tålmodighed og åbenhed kan bygge bro og sammen finde frem til, hvordan vi kan udgøre et meningsfuldt diakonalt tilbud for dem. 

Når de unge mærker, at der er plads til dem, begynder de lige så langsomt at tage ejerskab

En leder må se mennesket

Der er en enorm interesse for ledelse – også i kirken og diakonale organisationer. Ledelse er godt og ledelse er nødvendigt. Men hvad er god ledelse, hvilke markører kan en leder pejle efter, og hvem er lederen sat i verden for? Vi vil i denne artikel give en vinkel på, hvordan diakonale værdier kan bidrage ind i en ledelsespraksis.

Af Conny Hjelm, Diakon og Ph.d. stud. og Anika Follmann Kammadanam, Diakon og kandidat i socialt arbejde

Gennem diakoniens linse er den vigtigste opgave mennesket. Vi må evne at se mennesket før titel, funktion og opgaveløsning. Det betyder, at mennesket må have forrang for målsætninger, strategier, omsætning mv.

MEF (menneskesyn, etik og faglighed) er en diakonal tænkning og metode, der bygger på en kobling af menneskesyn, etik og faglighed. I MEF arbejder vi med at skabe orienteringspunkter for en ledelsespraksis, der insisterer på at medtænke og indregne mennesket. Vi er optaget af at skabe omsætning af diakoniens værdier, så de forankres i handling, bidrager til resultater og tilfører mening – både for arbejdspladsen og den enkelte.

Værdimæssige ledetråde

Menneskesyn, etik og faglighed er ledetråde, der understøtter, at værdier har vægt og får udtryk i den daglige ledelsespraksis.

Menneskesyn er med til at sikre, at vi husker, at det menneske vi leder, ikke alene udfører en funktion. Når vi ser hinanden, som de mennesker vi er og ikke som de billeder, vi har af hinanden, lægger vi afstand

til en mulig objektivisering af den anden. Menneskesynet giver stedsans, så vi kan orientere os om, hvor i værdilandskabet vi er og hvilke værdier, der danner klangbunde i vores relation til de mennesker, vi leder og arbejder med.

Etik er med til at angive retning for ledelseshandlingen, så den tjener fællesskabet og den sammenhæng, vi agerer i. Etik er altid kontekstafhængig. I én sammenhæng vil den gode handling være drevet af pligt over for retningslinjer i en anden sammenhæng, kan relationen og nærheden være det, der giver retning for handlingen. Etikken insisterer på, at vi tager et bevidst og begrundet valg forud for vores ageren. God ledelse kræver sproglighed, fordi der er et stort formidlingsarbejde i at kunne begrunde og formidle de værdier og etiske valg, der ligger forud for en handling.

Faglighed knytter an til lederens og medarbejdernes viden og erfaringer. Det er en leders fornemste opgave at skabe rum for den tværgående viden og erfaring, der er til stede i gruppen. At skabe en kultur, hvor den enkelte medarbejders styrke bringes i spil, og hvor vi kalder på teamets samskabelse. Denne tilgang er med til at sikre ejerskab og motivation. At skabe dette rum kræver stor evne til at udvise lydhørhed.

Diakonale værdier som gå- og ståsteder Vi anser det for vigtigt, at organisationens værdimæssige gå- og ståsteder er tydelige og kendte af medarbejderne. Det kræver at lederen evner at kommunikere og italesætte værdierne, så de kan omsættes og vigtigst – du må selv vise vejen.

Samlende kan vi sige, at diakonale værdier i ledelse hjælper med at fastholde et blik på mennesket. Ud fra en MEF tænkning fordrer dette, at lederen har værdimæssig stedsans, sproglighed og lydhørhed. 

Conny Hjelm

Anika Follmann Kammadanam

Menneskesyn er med til at sikre, at vi husker, at det menneske vi leder, ikke alene udfører en funktion.

Ingen kan alt; alle kan noget; sammen kan vi mere!

Diakoni har alle dage være et vanskeligligt felt at lede. Selv Paulus bøvlede med at få orden og styr på den diakonale indsats ifølge brevene til de første kristne menigheder.

Af Tommy Kjær Lassen, teolog, phd. erhvervsfilosof, stifter af stayhuman.dk

I diakonien er det handlingerne, der trumfer ordene. Diakoni er næstekærlighed i sin reneste form. Det er selvforglemmende engagement, der motiveres indefra og som ikke interesserer sig for ydre regler og formelle hensyn. Diakoni er omsorg i her-og-nu situationer; spontan næstekærlighed, der springer ud af mødet med mennesker i nød. Diakoni er et værdidrevet og ofte frivilligt engagement, der sjældent går op i at passe ind i strategiske hensyn og vedtagne handleplaner.

Mennesker med et stort diakonalt hjerte er en vigtig og værdifuld ingrediens i denne verden. Hvor ville vi være uden disse hverdagshelte, der evner at se medmennesket på en oprigtig og nærværende måde; der evner at møde krævende og vanskelige individer uden personsanseelse og som igen og igen tilsidesætter egne behov for at yde den nødvendige omsorg?

Diakoni er en fundamental og uerstattelig del af det kirkelige engagement. For mange er det hjerteblod, og netop derfor er det så vanskelig at lede.

Sund eller usund ledelsesmodstand?

Det diakonale engagement kan imidlertid fremstå en smule ledelsesresistent. Det kan minde om primadonna-arketypen, som er et udtryk, den danske ledelses- og motivationsforsker, Helle Hein, bruger til at beskrive vidensamfundets højt motiverede medarbejdere.

Primadonnaudtrykket kan umiddelbart lyde negativt som et selvoptaget engagement, der er temperaments-

fuldt og selvhøjtideligt. Men i Heins teori skal begrebet forstås mere positivt som et kaldsdrevet engagement, der tjener en højere sag. Primadonnamotivationen er drevet af en indre pligtfølelse og af en dybere meningsforståelse. Af samme grund kan primadonnaen være kompromisløs i forhold til at komme i mål, med netop den løsning, der er mest rigtig i situationen.

Primadonnaerne er guld for enhver organisation, men samtidig udgør de også en særlig ledelsesudfordring. For som primadonna kan man let blive hjemmeblind i eget perspektiv og fortabe sig i kvaliteten af eget engagement. Primadonnaerne kan fremstå ledelsesresistente, fordi al deres fokus handler om den faglige kvalitet, de motiveres af og som ikke levner meget plads til andre hensyn. Hvor prisværdigt det diakonale engagement end kan være, er der risiko for at det sætter sig i organisationskulturen som en usund modstand mod ledelse.

Ledelse løfter

Ledelse handler om at vi sammen kan mere. Ledelse er hensyntagen til en større og fælles opgave, der strækker sig ud over den konkrete situation og den konkrete diakonale handling. Ledelse er en optagethed af at få det bedste ud af de ressourcer, der er til rådighed; ressourcer der ofte ikke er nok af.

Ledelse er at tænke det gode omsorgsarbejde ind i samspil med strategiske prioriteringer og mulige partnerskaber. Ikke for at hæmme diakonien, men for i en vis

forstand at tæmme den. Diakoni skal ledes så omsorgen kan blive mere virkningsfuld og spille bedre sammen med andre hensyn og prioriteringer i organisationen. Diakoni skal ledes fordi omsorgen ikke bare skal være hjælpsom, men også brugbar. Omsorgen skal ikke kun være god i kvalitativ forstand, men også god i kvantitativ forstand og fx tænkes ind i større samfundsmæssige hensyn.

Diakoni skal ledes fordi vi kan mere, når vi spiller sammen. Netop i en verden, hvor problemerne er større end ressourcerne, er der brug for at lede det diakonale engagement. Diakoni skal ledes så de gode gerninger kan drible videre ind i andre hensyn og løsninger. Ledelse er ikke diakoniens modsætning, men en kompetence, der kan forløse de diakonale handlinger, så de skaber større værdi for individer og samfund.

Den vanskelige ledelse af ildsjæle

Den måske vigtigste forudsætning for at lykkes med ledelse af diakonale ildsjæle er at sikre en god, tryg og tillidsfuld kommunikation i organisationen. ’Samtalen fremmer forståelsen’ lød et gammelt slogan fra Mellemfolkeligt Samvirke. Dette gælder også i spændingen mellem diakoni og ledelse.

Der, hvor der kan etableres en gensidig respekt for både ildsjælenes passion og for ledelsestænkningens hensyn og prioriteringer, kan meget ske. Klare mål og visioner for det diakonale arbejde kan være med til at aflaste den enkelte medarbejder og frivillige. Ledelse kan sikre en god retning og skabe fællesskab omkring det diakonale arbejde. Samtidig ligger der en vigtig ledelsesopgave i at være støttende og lyttende i forhold til de behov og bekymringer, som let opstår i den diakonale omsorg. 

Diakoni i Genbrug

Jeg mødtes med Anny Dittmer, butiksleder i Kirkens Genbrug Frederikssund, en mandag eftermiddag for at snakke om diakoni og ledelse. Kirkens Genbrug Frederikssund danner rammen for vores samtale. Og vi sidder i hjertet af butikken og drikker en kop kaffe, mens kunderne omkring os, snakker, kigger og prøver ting.

Af Maria Ludvig, Genbrugskonsulent

Anny har ikke direkte diakoni i tankerne i sin butiksledelse, fortæller hun, men hun lægger vægt på forretningen, de frivillige, kunderne, donorerne, det sociale projekt og missionen.

Hvad er det diakoni handler om for dig?

Anny fortæller: ”Diakoni handler om at udvise omsorg, medfølelse og hjælpsomhed over for andre. Det handler her i butikken om at både frivillige, donorer, besøgende og kunder behandles med respekt og værdighed. Det handler om at indse, at det gør en forskel at lytte og forstå.”

Anny understreger, at hun prioriterer at bla. lytte til og forstå de frivilliges behov og udfordringer.

”Det er vigtigt for mig – siger hun – at være rummelig og venlig.”

Som leder erkender Anny, at butikken ikke kun

handler om at generere overskud, men også har et socialt formål. Anny mener, at det er vores pligt at være opmærksomme på hinanden og tilbyde hjælp og omsorg, når det er nødvendigt. Hun understreger vigtigheden af at respektere hinanden og opfordrer til rummelighed og empati i samarbejdet. Hun tror på, at en positiv tilgang til opgaverne gør hverdagen i butikken sjovere og lettere. ”Jeg synes det er vores pligt at være opmærksomme på hinanden, om der er en, der har brug for hjælp eller lidt mere omsorg end sædvanligt. Vi skal respektere hinanden som de mennesker, vi er”, afslutter hun.

Anny fortsætter: ”Vi har meget forskellige baggrunde og vi har alle en bagage, som andre måske ikke kender. Det kan bl.a. være årsag til ens adfærd, som måske ikke lige er, som man ønsker sig. Derfor skal vi hele tiden opfordre til rummelighed overfor hinanden, opfordre til at gøre sig umage med de opgaver, man får, gøre det så

godt man kan og undlade at fokusere på det, som andre måske ikke fik gjort godt nok eller glemte at gøre. Det giver en meget bedre stemning, end hvis man irriterer sig over det, den anden glemte.”

Anny fortæller at i Kirkens Genbrug Frederikssund er der husregler: ”Ikke bagtale hinanden – hvis der er problemer, tager vi en snak om problemet og løser det”. En anden vigtig regel i Frederikssund er, at har man lavet en aftale, så er det sådan, alle gør. Selv om man måske havde en anden mening. For Anny er det de vigtigste regler for at de frivillige trækker på samme hammel og er ordentlige overfor hinanden.

Hvad med kunderne og det lokale samfund? –spørger jeg nysgerrig

Anny tilter hovedet og tænker lidt. Så svarer hun: ”Vi engagerer os i det lokale samfund. Og vi mener det er vigtigt at have en positiv og serviceminded indstilling til alle der kommer i butikken herunder også kunderne. Når kunderne føler sig godt tilpas i butikken, kommer de igen – siger hun. Derudover har vi vores sociale hjørne i butikken, hvor vi kan drikke en kop kaffe sammen og også sammen med kunderne, når det har interesse”.

”Vi har også en hjemløs” – tilføjer Anny – ”Han kommer og får lidt varmt vand til sin suppe. Han får tørret sin sovepose, som er blevet våd i regnen. Han får rent undertøj, sokker, tæpper og varmt tøj – det er vores måde at arbejde med diakoni på. Sidste men ikke mindst ved alle, at overskuddet fra butikken er med til at støtte gode projekter både lokalt og landsdækkende – det gør os stolte og det styrker fællesskabet.”

Anny fortæller at en af medarbejdere, der har været i butikken i mange år, en dag sagde: ”Hvis jeg har en dårlig dag og ikke rigtig har det godt, så går jeg ned i butikken og får en snak med de øvrige, så glemmer jeg det og dagen bliver alligevel god.”

I Frederikssund Kirkens Genbrug har man også en god relation til jobcenteret, som sørger for at butikken tilbyder jobtræning til udsatte borgere. Det mener Anny også er vigtigt for at støtte op om det lokale og give udsatte borgere en god oplevelse omkring arbejde samtidig med, at det giver et par ekstra hænder i hverdagen.

Hvorfor være frivillig leder i en genbrugsbutik? Er det diakoni?

”Nu er det tilfældigt, at jeg blev leder i butikken for noget tid siden. Men jeg går til opgaven med stort engagement. Jeg føler vi har en mission. Vi understøtter et socialt netværk og gør gavn. Det er givende at omgås både andre frivillige og møde de mange forskellige kunder og alle dem der donerer til butikken. Vi er også med på bølgen i tiden, hvor genbrug er ”in” og acceptabelt af flere typer mennesker, fordi det er det bedste for miljøet” – siger Anny. ”Tanken om at gøre noget godt for miljøet kan jeg også godt lide.”

Hun fortsætter: ”Vi taler med andre genbrugsbutikker i byen både Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp. Vi henviser til hinandens butikker, og har været på rundvisning i hinandens butikker. Vi har desværre ikke noget formelt samarbejde, men jeg er sikker på det nok skal komme.”

Så selvom Anny ikke tænker på diakoni, når hun leder de frivillige i butikken, så er der rigtig meget diakoni i det, der bliver gjort. For Anny handler diakoni om at skabe en balance mellem forretningsmæssige mål, et ligeværdigt menneskesyn overfor ansatte og kunder samt det større formål med at hjælpe andre og bidrage til samfundet. Anny siger: ”For at det kan lykkes, så kræver det en konstant bevidsthed om at udvise empati, medfølelse og socialt ansvar i beslutningstagning og daglig drift”. I Kirkens Genbrug tager de frivillige ledere diakoni til et nyt niveau, og det kan man fornemme på kunder, besøgende, og de frivillige i butikken. 

Menighedsplejen i Danmarks Årsmøde 2024

 Lørdag den 20. april 2024 kl. 10.00 – 17.00

 Brogården, Abelonelundvej 40, 5500 Middelfart

 Årsmødets tema er:

”Diakoni og FN’s verdensmål”

Det foreløbige program er følgende:

kl. 9.30 - 10.00

Ankomst, registrering og valg af workshop Kaffe, te og rundstykker

kl. 10.00 – 10.15 Velkomst og andagt ved Bestyrelsens formand Erik Ladegaard

kl. 10.15 – 11.00

kl. 11.00 – 11.30

Kl. 11.30 – 11.40

Kl. 11.40 – 13.00

kl. 13.00 – 14.15

kl. 14.15 – 15.15

kl. 15.15 – 15.45

Diakoni og FN’s verdensmål ved Bent Ulrikkeholm fra Diakonhøjskolen i Aarhus

Drøftelse af FN’s verdensmål

Pause

Ordinært årsmøde

Frokost

Workshop 1

Kaffe og kage

kl. 15.45 – 16.45 Workshop 2

kl. 16.45 – 17.00

Kl. 17.00

Afslutning i salen

Sandwich to-go og afrejse

Hvem kan deltage? Hver menighedspleje, hvert menighedsråd med samarbejdsaftale og hver genbrugsbutik er velkommen til at sende alle de deltagere, som de ønsker – heraf har én stemmeret. Desuden har Bestyrelsens medlemmer stemmeret. Udover disse stemmeberettigede kan følgende deltage: Personlige støttemedlemmer og formændene for de selvejende institutioner med samarbejde/ tilknytning til Menighedsplejen i Danmark. Prisen er for alle kr. 295 kr.- pr. deltager.

Dagsorden: Årsmødet vil få forelagt anmodninger om at bekræfte nye samarbejdsaftaler med menighedsråd, nye menighedsplejer og nye genbrugsbutikkers optagelse i Menighedsplejen i Danmarks fællesskab.

Opstillede kandidater til Bestyrelsen skal være Hovedkontoret i Valby i hænde senest én måned før årsmødets afholdelse dvs. senest mandag den 20. marts 2024. Menighedsplejerne, menighedsrådene og genbrugsbutikkerne kan opstille kandidater til bestyrelsen for at sikre organisationens demokratiske basis. Kandidater må gerne være udpeget af menighedsplejens bestyrelse/menighedsrådet/ genbrugsbutikkens bestyrelse, uden at være medlem af denne. Desuden kan Bestyrelsen indstille kandidater. Foreslåede kandidaters samtykke skal forinden være indhentet.

Forslag, der ønskes behandlet på det ordinære årsmøde under dagsordenpunktet “Indkomne forslag”, skal være Hovedkontoret i Valby i hænde senest én måned før årsmødets afholdelse, dvs. senest mandag den 20. marts 2024.

Valg til Bestyrelsen: Der er tre pladser på valg.

Dagsordenen vil blive udsendt digitalt til alle medlemmer primo april. Årsberetningen 2023 og årsrapport (regnskabet) for 2023 vil blive offentliggjort og kan downloades fra på www. menighedsplejen.dk senest d. 31. marts 2024.

Tilmelding foretages på www.menighedsplejen.dk, pr. telefon 36 46 66 66 eller e-mail: info@menighedsplejen.dk. Sidste frist for tilmelding er onsdag den 20. marts 2024.

Vi ser frem til et godt og udbytterigt årsmøde.

Workshop 1: CRAFT psykologi og ”Hjælpende hænder’ – Har du hørt om det?

Diakonikonsulent Betina Køster og Kirke- og kulturmedarbejder Susanne Tidemann

Workshop 4: Sorggrupper for børn i Bogense

– annonceres senere

Workshop 2: Social Drive out og det tværkulturelt arbejde

Søren Lodberg Jensen, frivillighedskoordinator ved KIS Holstebro i boligområdet Trekanten

Workshop 5: Vil du producere video til sociale medier?

Rie Harbo, kommunikationsmedarbejer i MDK og Maria Ludvig, konsulent i KG

Om os

Menighedsplejen i Danmark

Valby Tingsted 7

2500 Valby

Tlf.: 36 46 66 66

Mobilepay 30206

Bank: Reg. nr. 8075, kontonr. 2018699 info@menighedsplejen.dk www.menighedsplejen.dk

Fælleskontorets

Telefonåbningstid

Mandag - torsdag kl. 10-15

Fredag kl. 10-12

Tlf.: 36 46 66 66

Formand for bestyrelsen

Sognepræst Erik Ladegaard

Generalsekretær

Mette Møbjerg Madsen

Tlf.: 26 89 06 21 mmm@menighedsplejen.dk

Souschef

Jette Lynnerup Romanelli Tlf.: 30 66 18 75 jr@menighedsplejen.dk

Administration

Anne Marie Kær Hornung

Tlf.: 36 13 06 35

Lone Sørensen

Tlf.: 36 13 06 46

Kommunikation og fundraising

Anne Marie Harbo

Tlf.: 36 13 06 22 rie@menighedsplejen.dk

Iben Meinertsen

Tlf.: 36 13 06 23 im@menighedsplejen.dk

Cinne Petersen

Tlf.: 30 70 77 04 cij@menighedsplejen.dk

Diakoni-konsulenter

LOLLAND-FALSTER:

Mei Petersen Tlf.: 26 89 06 39 klp@menighedsplejen.dk

JYLLAND/VIBORG

Elise Secher

Tlf.: 28 30 28 66 elise@kirkernessocialearbejde.dk

JYLLAND/AARHUS

Lone Skov Frølund lsfr@km.dk

SJÆLLAND/KØBENHAVN: Betina Køster

Tlf.: 26 16 25 06 bk@menighedsplejen.dk

Eva Green Meinel

Tlf.: 60 68 90 40 egm@menighedsplejen.dk

Sanne Glerup Damborg

Tlf.: 92 15 62 02 sgd@menighedsplejen.dk

Line Sørig

Tlf.: 92 15 06 47 ls@menighedsplejen.dk (på barsel)

Workshop 3: Sammen mod ensomheden

Sanne G. Damborg, diakonikonsulent i MDK

Workshop 6: Naturdiakoni og Naturudvalget

Janni Nielsen socialrådgiver i Tingbjerg Kirke og Eva Green Meinel, diakonikonsulent i MDK

Folkekirkens Feriehjælp feriehjaelp@menighedsplejen.dk

Tlf.: 36 46 66 66 Der henvises til: Mei Petersen eller Sanne Damborg

Reception og Fonden

"De Stille Stuer" Estrella Inostroza Acosta Tlf.: 36 46 66 66

Kirkens Genbrug

Vagn Nielsen

Tlf.: 20 27 49 14 vn@menighedsplejen.dk

Annette B. Iversen

Tlf.: 40 16 00 20 abi@menighedsplejen.dk

Maria Ludvig

Tlf.: 92 15 06 49 ml@menighedsplejen.dk

Frivillige

Anne Olesen

Helle Axelsen Uffe Laugesen

Vidste du at din arv kan være med til at fremme diakonale projekter og støtte udsatte?



Livets Gud har dine hænder, derfor er det dig, han sender, når din næste lider nød.

Sådan står der i salmen ’Menneske din egen magt’ (DDS 370):

I ’Menighedsplejen i Danmark’ er vi med til at være de hænder, der hjælper, når der er brug for det.

Din arv kan være med til at fremme diakonale projekter og medvirke til at kirkerne spiller en endnu større social rolle i Danmark. For selvom vi har en god velfærdsstat, så vil der altid være brug for frivillige, der kommer af lyst, ligesom der er brug for det uformelle fællesskab, der opstår i kirkens torsdagscafé eller nørkleklub. Rundt i de danske sogne foregår et vigtig socialt arbejde udført af ansatte og frivillige i kirkerne.

Vi støtter den lokale sognediakoni, så kirkerne får flere varme hænder til at hjælpe med.

Vi støtter lokale ansættelser af diakonale fagpersoner, som inspirerer, sætter projekter i gang og koordinerer frivillige. F.eks. projekter på Frederiksberg og i Holstebro, hvor frivillige og lokale fra kirkerne besøger ældre på den kommunale Døgnrehabilitering og bidrager til livskvalitet og nærvær i en svær tid.

Du kan skrive til nedenstående, hvis du har nogen spørgsmål eller ønsker hjælp til testamentet:

Afsender: