Diakoni og ledelse

Leder af generalsekretær Mette Møbjerg Madsen

Diakoni og ledelse - umiddelbart kan man tænke, at disse ord tilhører to forskellige verdner, men når man har arbejdet med disse emner både hver for sig og sammen, så er det indlysende, at de to begreber hænger sammen. Man kan endda sætte dem sammen, og tale om diakoniledelse.

Diakoni kommer fra græsk og betyder tjeneste, hvilket på Jesu tid var noget, som ikke var velanset. Det var kun de fattig eller mindre-bemidlede, der tjente andre. Det er vigtigt at huske, at dengang Jesus levede, var det herren i huset, der havde magten over hele husstanden. Lovgivningsmæssigt var der ingen grænser for, hvad husherren kunne gøre mod dem, der boede under hans tag. I det perspektiv er det omkalfatrende, at Jesus, som leder vasker sine disciples fødder, som det står i Johannes evangeliet 13,1-15:

”I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer”.

På den måde knytter Jesus det at være Herre og Mester sammen med det at være ydmyge tjener, og sætter lighedstegn mellem det at være leder, og det at tjene andre. Det er det, som vi gerne vil sætte fokus på i dette nummer af Sammen med artikler om diakonalledelse i teori og praksis. For i Menighedsplejen i Danmark er vi overbevist om, at diakoni ikke kun findes i særlige aktiviteter i kirken, men at det er en bestemt måde at være sammen på og en bestemt måde at lede på, som gerne skal gennemsyre kirken både internt og eksternt. Det betyder, at de bærende værdier i kirken skal være de diakonale værdier om ligeværdighed, næstekærlighed, retfærdighed og fællesskab og ikke kun i skåltaler, men helt ned i det praktiske samvær mellem frivillige, ledere, brugere og ansatte. Man kan sige, at diakonalledelse handler om at tage etikken seriøst, og kunne forklare, hvilke gode intentioner, der ligger bag en beslutning.

I mit tidligere arbejde, hvor jeg arbejdede som konsulent med etik i forskellige kommuner mødte jeg ofte en vis skepsis blandt ledere overfor ordet etik. Nogen mente, at det var et ord, som medarbejderne brugte, når de var utilfredse og gerne ville have deres vilje. Andre ledere mente, at etikken hørte privatlivet til. Min oplevelse var, at de ledere, der havde problemer med ordet etik, ofte var dem, der havde svært ved at forklare, hvorfor en medarbejder kunne få fri med kort varsel, mens en anden ikke kunne. I den diakonale verden er der ingen garantier for at etikken er mere synlige i ledelsen, end andre steder, men jeg oplever, at etikken og værdierne er mere præsente i den diakonale verden, end de er mange andre steder. For eksempel har vi i forbindelse med etableringen af Kirkernes Sociale Arbejde i Holstebro udarbejdet et værdisæt for arbejdet på baggrund af et ønske fra nogle af bestyrelsesmedlemmerne. Det var vigtigt for dem, at der udover de lovbestemte vedtægter også var et tydeligt værdisæt for arbejdet. I dette værdisæt er det beskrevet, hvordan alle deltagere i projektet er ligeværdige uanset magt og økonomi, og at alles ressourcer skal bringes i spil uanset hvor meget den enkelte kan bidrage med. Denne tydelighed omkring de diakonale ledelsesværdier oplevede jeg også i Norge sammen med bestyrelsen for Menighedsplejen i Danmark, da vi var på studietur i 2023. Her var de diakonale værdier tydelige i alle funktioner, selvom arbejdet foregik på et tilfældigt kontor tæt på byens storcenter, så var man ikke i tvivl om, at de diakonale værdier var præsente hos de ansatte på kontoret. Min oplevelse er, at vi i Danmark skal blive langt bedre til at anvende værdierne i diakonal ledelse og sætte ord på, hvordan vi bruger det, så det bliver tydeligt, at det er en særlig form for ledelsesstil, når diakonien dikterer ledelsen. Jeg håber, at I kan finde inspiration til dette i artiklerne i dette blad.