5 minute read

Diakoni i Genbrug

Jeg mødtes med Anny Dittmer, butiksleder i Kirkens Genbrug Frederikssund, en mandag eftermiddag for at snakke om diakoni og ledelse. Kirkens Genbrug Frederikssund danner rammen for vores samtale. Og vi sidder i hjertet af butikken og drikker en kop kaffe, mens kunderne omkring os, snakker, kigger og prøver ting.

Af Maria Ludvig, Genbrugskonsulent

Anny har ikke direkte diakoni i tankerne i sin butiksledelse, fortæller hun, men hun lægger vægt på forretningen, de frivillige, kunderne, donorerne, det sociale projekt og missionen.

Hvad er det diakoni handler om for dig?

Anny fortæller: ”Diakoni handler om at udvise omsorg, medfølelse og hjælpsomhed over for andre. Det handler her i butikken om at både frivillige, donorer, besøgende og kunder behandles med respekt og værdighed. Det handler om at indse, at det gør en forskel at lytte og forstå.”

Anny understreger, at hun prioriterer at bla. lytte til og forstå de frivilliges behov og udfordringer.

”Det er vigtigt for mig – siger hun – at være rummelig og venlig.”

Som leder erkender Anny, at butikken ikke kun handler om at generere overskud, men også har et socialt formål. Anny mener, at det er vores pligt at være opmærksomme på hinanden og tilbyde hjælp og omsorg, når det er nødvendigt. Hun understreger vigtigheden af at respektere hinanden og opfordrer til rummelighed og empati i samarbejdet. Hun tror på, at en positiv tilgang til opgaverne gør hverdagen i butikken sjovere og lettere. ”Jeg synes det er vores pligt at være opmærksomme på hinanden, om der er en, der har brug for hjælp eller lidt mere omsorg end sædvanligt. Vi skal respektere hinanden som de mennesker, vi er”, afslutter hun.

Anny fortsætter: ”Vi har meget forskellige baggrunde og vi har alle en bagage, som andre måske ikke kender. Det kan bl.a. være årsag til ens adfærd, som måske ikke lige er, som man ønsker sig. Derfor skal vi hele tiden opfordre til rummelighed overfor hinanden, opfordre til at gøre sig umage med de opgaver, man får, gøre det så godt man kan og undlade at fokusere på det, som andre måske ikke fik gjort godt nok eller glemte at gøre. Det giver en meget bedre stemning, end hvis man irriterer sig over det, den anden glemte.”

Anny fortæller at i Kirkens Genbrug Frederikssund er der husregler: ”Ikke bagtale hinanden – hvis der er problemer, tager vi en snak om problemet og løser det”. En anden vigtig regel i Frederikssund er, at har man lavet en aftale, så er det sådan, alle gør. Selv om man måske havde en anden mening. For Anny er det de vigtigste regler for at de frivillige trækker på samme hammel og er ordentlige overfor hinanden.

Hvad med kunderne og det lokale samfund? – spørger jeg nysgerrig

Anny tilter hovedet og tænker lidt. Så svarer hun: ”Vi engagerer os i det lokale samfund. Og vi mener det er vigtigt at have en positiv og serviceminded indstilling til alle der kommer i butikken herunder også kunderne. Når kunderne føler sig godt tilpas i butikken, kommer de igen – siger hun. Derudover har vi vores sociale hjørne i butikken, hvor vi kan drikke en kop kaffe sammen og også sammen med kunderne, når det har interesse”.

”Vi har også en hjemløs” – tilføjer Anny – ”Han kommer og får lidt varmt vand til sin suppe. Han får tørret sin sovepose, som er blevet våd i regnen. Han får rent undertøj, sokker, tæpper og varmt tøj – det er vores måde at arbejde med diakoni på. Sidste men ikke mindst ved alle, at overskuddet fra butikken er med til at støtte gode projekter både lokalt og landsdækkende – det gør os stolte og det styrker fællesskabet.”

Anny fortæller at en af medarbejdere, der har været i butikken i mange år, en dag sagde: ”Hvis jeg har en dårlig dag og ikke rigtig har det godt, så går jeg ned i butikken og får en snak med de øvrige, så glemmer jeg det og dagen bliver alligevel god.”

I Frederikssund Kirkens Genbrug har man også en god relation til jobcenteret, som sørger for at butikken tilbyder jobtræning til udsatte borgere. Det mener Anny også er vigtigt for at støtte op om det lokale og give udsatte borgere en god oplevelse omkring arbejde samtidig med, at det giver et par ekstra hænder i hverdagen.

Hvorfor være frivillig leder i en genbrugsbutik? Er det diakoni?

”Nu er det tilfældigt, at jeg blev leder i butikken for noget tid siden. Men jeg går til opgaven med stort engagement. Jeg føler vi har en mission. Vi understøtter et socialt netværk og gør gavn. Det er givende at omgås både andre frivillige og møde de mange forskellige kunder og alle dem der donerer til butikken. Vi er også med på bølgen i tiden, hvor genbrug er ”in” og acceptabelt af flere typer mennesker, fordi det er det bedste for miljøet” – siger Anny. ”Tanken om at gøre noget godt for miljøet kan jeg også godt lide.”

Hun fortsætter: ”Vi taler med andre genbrugsbutikker i byen både Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp. Vi henviser til hinandens butikker, og har været på rundvisning i hinandens butikker. Vi har desværre ikke noget formelt samarbejde, men jeg er sikker på det nok skal komme.”

Så selvom Anny ikke tænker på diakoni, når hun leder de frivillige i butikken, så er der rigtig meget diakoni i det, der bliver gjort. For Anny handler diakoni om at skabe en balance mellem forretningsmæssige mål, et ligeværdigt menneskesyn overfor ansatte og kunder samt det større formål med at hjælpe andre og bidrage til samfundet. Anny siger: ”For at det kan lykkes, så kræver det en konstant bevidsthed om at udvise empati, medfølelse og socialt ansvar i beslutningstagning og daglig drift”. I Kirkens Genbrug tager de frivillige ledere diakoni til et nyt niveau, og det kan man fornemme på kunder, besøgende, og de frivillige i butikken. 

This article is from: