DØMT PÅ FORHÅND

Vognmand efter højresvingsulykke:

Vi bliver dømt på forhånd

Tom Grejs fra Herfølge blev dømt for uagtsomt manddrab efter en højresvingsulykke for fire år siden. Han mener ikke, han kunne have undgået at ramme cyklisten, der blev dræbt, og føler sig uretmæssigt dømt. Man er bagud på point i retssystemet, når man har siddet bag rattet i en lastbil, der er involveret i en ulykke, siger hans forsvarer fra dengang.

Thomas Rumph [tru@dtl.eu] Niels Møller Madsen

Jeg bliver dømt skyldig, fordi man er skyldig, når man kører i en lastbil, siger vognmand Tom Grejs, der for et par år siden med sin lastbil var involveret i en fatal højresvingsulykke, der kostede en cyklist livet.

I retssystemet, som skal dømme én, burde der være folk, der ved noget om det område, de skal dømme én på.

Vognmand Tom Grejs, Herfølge.

Thi kendes for ret: Skyldig i uagtsomt manddrab. En betinget frakendelse af kørekortet og 20 dagbøder à 500 kroner. Sådan lyder dommen i Østre Landsret i 2018 til vognmand Tom Grejs efter en højresvingsulykke, hvor en cyklist dør. Landsretten stadfæster dermed en dom fra byretten.

I dag mener Tom Grejs, at han og andre vognmænd og chauffører i lignende situationer bliver dømt, før sagen overhovedet kommer for retten. - Jeg bliver dømt skyldig, fordi man er skyldig, når man kører i en lastbil, siger han med en afklarethed, der skjuler hans opfattelse af, at retfærdigheden er vendt på vrangen.

Sæt jer i førerhuset og kig

Vi sidder i Tom Grejs’ køkken i Herfølge en lørdag morgen i maj. Jeg har bedt ham fortælle om sin oplevelse af sagen og den ulykke, som kostede en cyklist livet. Han rutter ikke ligefrem med ordene, når han skal beskrive sine følelser om tiden efter ulykken. Kun at han var ved ”at opgive det hele”, og at der tilsyneladende ikke var nogen hjælp at hente til fx psykologbistand.

I Tom Grejs’ udlægning bliver han underkastet systematisk urimelighed fra alle sider i det øjeblik, han træder ud af lastbilen, da han har hørt cyklistens skrig. De tilstedeværende kalder ham ukvemsord, da han står ud for at hjælpe cyklisten, som er ved bevidsthed. Han mener, at de tilstedeværende burde have lagt cyklisten ned og ydet førstehjælp, men forklarer, at han bliver ignoreret. Han oplever politiet som truende. En betjent siger til ham, at han ikke burde have lov til at køre lastbil.

Hans ekskone Charlotte, som han er ved at finde sammen med igen, sidder også ved køkkenbordet. Hun fortæller, at hun ringer til Tom Grejs få timer efter ulykken for at give en besked om deres fælles søn, Emil. - Dér bryder Tom fuldstændigt sammen i telefonen, fortæller hun.

På den anden side af køkkenbordet får Tom Grejs blanke øjne og kigger tavst ud i rummet.

Det er også Charlotte, der hurtigt efter ulykken griber bolden og allerede dagen efter sørger for, at han kort efter kan komme til psykolog via sin forsikring. Selv forklarer han, at psykologen har hjulpet ham til at finde ro, komme videre og kigge på sig selv og ulykken ”uden at være ødelagt af skyld”.

I dag kører han beton for en fast kunde. Han fortæller, at han gerne vil oplyse folk om, hvad der går galt, og hvorfor ulykker sker helt generelt. - Kør med mig en dag. Sæt jer i førersædet. Kig i spejlene. Så skal jeg forklare, hvor mange steder, cyklisterne kan gemme sig.

For ringe sagkundskab i retten

Tom Grejs mener, at han er offer for retssystemets lemfældighed og manglende evne til at fælde en retfærdig dom i hans sag. - I retssystemet bør der være nogle sagkyndige, som har forstand på køretøjer, og det var der ikke i byretten. Vi måtte fx skitsere et billede for dommeren. Vi kører hårdt på, at cyklisten har kørt i fodgængerfeltet, men det ser de bort fra, forklarer han.

Ifølge retten har Tom Grejs ”tilsidesat sin pligt til at sikre sig, at svingningen kunne ske uden ulempe for forurettede, og at han derved uagtsomt har forvoldt sammenstødet, der medførte forurettedes død.” Men heller ikke landsrettens tre dommere og tre domsmænd havde et kvalificeret grundlag at fælde dom på, mener han. - Jeg synes stadig, at det er et for lille grundlag. Der burde være flere med indsigt, fremfor nogle, der bare følger love og paragraffer. I retssystemet, som skal dømme én, burde der være folk, der ved noget om det område, de skal dømme én på.

Hvorfor skal vi køre med det ene ben i fængsel?

Tom Grejs, virker som man ville forvente af en mand, der føler sig uretmæssigt anklaget og dømt for at forvolde et andet menneskes død i en ulykke, han ikke mener, han kunne have undgået. Han taler klart og fortæller nøgternt, men lyder også bitter. - Jeg har brugt omkring 150.000 kroner på advokat, tabt arbejdsfortjeneste, sygedage, generhvervelse af kørekort, og så kommer bøden oveni. Havde jeg ikke haft nogle penge på kistebunden, havde jeg jo måttet lukke og slukke og ende på gaden. - Hvorfor skal man køre med det ene ben i fængsel? spørger han.

Da han efter dommen i landsretten skal til teoriprøve, siger en motorsagkyndig på politistationen i Køge til ham, at han ikke burde have lov at køre bil. Tom Grejs dumper prøven med et brag. Han skriver en klagesag, som bliver afvist med henvisning til, at det er ”påstand mod påstand”. - Jeg fatter simpelthen ikke, at man skal dømmes, og så tager de ens levebrød, siger han om tidspunktet, da han er dumpet og nu ikke må køre lastbil.

Han er dog fast besluttet på at sætte sig op i førerhuset igen og drive sin forretning videre, og det lykkes ham at generhverve sit kørekort nogle uger senere. - For hvad kan jeg ellers lave? Hvad kan jeg leve af? Jeg har jo aldrig lavet andet, siger han.

Hvis man har en sag, hvor man opfatter chaufføren som et dumt svin i en lastbil, som har slået et menneske ihjel, så er det rigtigt svært.

Advokat Jacob Forman.

Forsvarer: Det dumme svin i lastbilen skal dømmes

Tom Grejs’ forsvarsadvokat i sagen dengang, Jacob Forman, siger i dag om præmisserne for dommen, at man kun kan have opmærksomheden ét sted ad gangen. - Han kører fra stedet med normal hastighed, fordi han ikke ser nogen. Der er simpelthen ikke nogen, da han skal dreje.

Forman har igennem en årrække specialiseret sig i at føre transportsager om en række emner i retten, herunder højresvingsulykker. Han forklarer til den genelle problematik, at det store slag i retten altid står om, hvad fordelingen af opmærksomhed betyder for en chauffør, når han skal dreje til højre. Og det lytter retten ofte ikke godt nok til. - Det kræver altså et minimum af vilje og lyst til at sætte sig ind i, hvad der er sket, hvordan en lastbil fungerer, og hvordan det ser ud for chaufføren. Det er fx en del nemmere at gennemskue mange kriminalsager, siger advokaten, der udover rettens fravær af interesse i de vilkår, chaufførerne opererer i, også støder på en forudindtagethed hos politiet overfor chaufføren, når der sker en ulykke. - Men man er jo slet ikke i stand til at forklare sig, når man bliver afhørt på stedet. Jeg siger altid: I skal holde mund! Det har man sin grundlovssikrede ret til.

Forman mener, at retten i mange tilfælde er ude af stand til at adskille konsekvenserne af en ulykke fra selve retshandlingen, særligt hvis der er dødsfald. - Hvis man har en sag, hvor man opfatter chaufføren som et dumt svin i en lastbil, som har slået et menneske ihjel, så er det rigtigt svært. Så hvis man som chauffør føler sig dømt på forhånd, så har man ret, siger han. ■