Tastaturkrigere eller nyhedsjunkier? by Sarah Grøn

Tas t at ur kr i ger eel l er nyheds j unki er ? -Enunder s øgel s eafungedans ker esmødemedpol i t i ker epåFac ebook

Sar ahSøgaar dGr øn Sept ember2012

Ant alansl ag:187. 607 78, 2nor mal si der

Abstr act This master thesis investigates how young Danes experience being a Facebook fan of politicians. The aim is to examine and discuss which role the relationship with the politicians play for young people’s political involvement and orientation. 11 young Danes were interviewed, who all were Facebook fans of one or more of the following three politicians: Søren Pind, Johanne Schmidt-‐ Nielsen and Manu Sareen. Furthermore, a content analysis of the three politicians’ Facebook status updates was carried out. Based on the thesis it can be concluded that it is more common to like an update from a politician than to comment or share it. An update is liked to show agreement or to spread it to as many as possible. Comments are primarily made to praise the politicians, while it is seldom to engage in dialogue with the politicians or other Facebook fans by commenting. Two of the main reasons for this is that the debate level is found to be too low and the tone too rude. It is seen as inappropriate to use Facebook as a mean of political persuasion, which might be one of the main reasons for why politicians’ updates are rarely shared. Furthermore, it can be concluded that politicians who involve themselves personally in their updates on Facebook establish a stronger relationship with the users than politicians keeping the users at a distance by primarily making updates regarding official politics. Hence, the users feel more connected to the politicans who also use Facebook to communicate on a personal level. Generally, Facebook is experienced as a new platform for engaging politically. Some use it as a mean of consolidating a political engagement, which is already taking place offline, i.e. in political parties, while others has found it be the main place where they engage themselves politically. Thus, the thesis concludes that Facebook is an important place for young people to engage politically and as such plays a substantial role in society today.

ABSTRACT

INDLEDNING

PROBLEM FORM ULERING

SPECIALETS FOKUS OG AFGRÆ NSNING

TEORETISK FORSTÅELSESRAM M E

I NTERNETTETS DEMOKRATISKE OG POLITISKE POTENTIALE O FFENTLIGHED OG SAMFUNDSKULTURER HABERMAS’ OFFENTLIGHEDSBEGREB KRITIK AF HABERMAS SAMFUNDSKULTURER Analysemodel D E SOCIALE MEDIERS KARAKTERISTIKA N ETVÆRKSOFFENTLIGHEDER SAMMENSMELTEDE SAMMENHÆNGE SLØRING AF GRÆNSERNE MELLEM PRIVAT OG OFFENTLIG DET USYNLIGE PUBLIKUM F ACEBOOKS KARAKTERISTIKA

6 9 9 10 12 12 14 16 17 18 19 20

M ETODER OG M ETODOLOGI

V ALIDITET , RELIABILITET OG GENERALISERBARHED M ÅLGRUPPE ANALYTISK SELEKTION REKRUTTERING INTERVIEWENES UDFORMNING M ETODETRIANGULERING : INTERVIEWS , INDHOLDSANALYSE OG OBSERVATIONER E TISKE OVERVEJELSER B EHANDLING AF DATA : KODNING , KATEGORISERING OG SITUATIONEL ANALYSE FORTOLKNING AF DATAMATERIALET

26 29 31 32 33 34 34 34 35 35 38

ANALYSE

P RÆSENTATION AF INFORMANTERNE POLITISK AKTIVE OFFLINE OG ONLINE TIDLIGERE POLITISK AKTIVE OFFLINE – NU PRIMÆRT POLITISK AKTIVE ONLINE POLITISK AKTIVE ONLINE D E TRE POLITIKERES OPDATERINGER A NALYSE AF SAMFUNDSKULTURERNE RUM PRAKSISSER Informationskanal Kommunikationsredskab Politisk redskab Om at synes godt om opdateringer Om at kommentere opdateringer Om at dele opdateringer En måde at engagere sig politisk på Opsummering på praksisser

39 40 42 43 46 48 49 54 54 55 58 60 61 65 66 67

IDENTITET VIDEN TILLID VÆRDIER OPSUMMERING

68 74 75 76 78

DISKUSSION

PERSPEKTIVERING

KONKLUSION

LITTERATURLISTE

BILAGSLISTE

B ILAG B ILAG B ILAG B ILAG B ILAG B ILAG B ILAG B ILAG B ILAG B ILAG B ILAG B ILAG B ILAG B ILAG B ILAG B ILAG

1: I NTERVIEW MED S OFIE 2: I NTERVIEW MED R ANDA 3: I NTERVIEW MED D ORTHE 4: I NTERVIEW MED N INA 5: I NTERVIEW MED F REDERIK 6 : I NTERVIEW MED M ORTEN 7: I NTERVIEW MED C HRISTINE 8: I NTERVIEW MED T ORBEN 9 : I NTERVIEW MED N AJA 10: I NTERVIEW MED K ASPER 11: I NTERVIEW MED A NNA 12: I NTERVIEW MED J AKOB 13: K ATEGORIER ANVENDT TIL AT ANALYSERE INTERVIEWS 14: F ØRSTE VERSION AF SPØRGEGUIDEN 15: A NDEN VERSION AF SPØRGEGUIDEN 16 : CD MED INTERVIEWS

99 109 128 145 161 176 198 209 238 252 270 285 301 302 305 306

Indl edni ng Hvad betyder det for unge, når de synes godt om politikere på Facebook, og hvorfor vælger de at blive fans? Handler det om, at de gerne vil støtte en politiker? At de ønsker at følge forskellige politikere for på den måde at finde ud af, hvem de vil stemme på, eller holde sig informeret om politiske sager? Eller at de gerne vil diskutere politik med både politikeren og andre fans? Jeg har undersøgt årsagerne til, at unge bliver fans af politikere samt, hvordan de unge oplever det at være fan, når først relationen er etableret. I Danmark er Facebook det dominerende sociale medie. Danmarks Statistik anslog i september 2011, at over halvdelen af befolkningen bruger sociale medier. Særligt de unge har taget de sociale medier til sig: 92 % af de danske unge i alderen 16-‐24 år og 84 % i alderen 25-‐34 år bruger sociale medier (Danmarks Statistik 2011). Til folketingsvalget i 2007 viste en undersøgelse, at 32 % af den voksne internetbefolkning havde brugt internettet politisk i forbindelse med valget (Hoff, Jensen og Klastrup 2008, 11)1. Meget tyder på, at det tal er steget siden i takt med de sociale mediers stigende popularitet blandt både befolkning og politikere. For eksempel oplevede politisk ordfører for Enhedslisten, Johanne Schmidt-‐Nielsen, fra valget blev udskrevet i 2011 og til valgdagen næsten tre uger efter en stigning i antallet af Facebook-‐fans på 141 % (Infomedia 2011). Facebook synes således i stigende grad at blive et politisk rum, hvor politikere og borgere mødes, men hvad der sker der i det rum? Efter at have præsenteret specialets problemformulering og fokus indleder jeg med at skitsere det teoretiske felt, jeg bevæger mig i. Jeg tager afsæt i, hvordan forskere tidligere har set på internettets politiske og demokratiske potentiale. Derefter introducerer jeg begrebet om offentlighed: Fra Jürgen Habermas’ oprindelige teori til den måde, begrebet bruges på i dag af Peter Dahlgren. Jeg beskriver den model, som Dahlgren har opstillet, og som jeg bruger som analysemodel. Jeg ser herefter på de sociale mediers karakteristika med afsæt i 1 En lignende undersøgelse af folketingsvalget i 2012 er på vej:

http://sis.ku.dk/kurser/viskursus.aspx?knr=144030.

danah boyd og Nicole Ellisons definition for så at undersøge, hvordan Facebook fungerer som netværksoffentlighed. Jeg runder af med at præsentere Facebooks karakteristika. Herefter introducerer jeg de metoder, jeg har anvendt, og de metodologiske overvejelser, der lægger bag specialet. Jeg går videre til at beskrive, hvordan jeg har analyseret mit empiriske materiale. I analysen indleder jeg med at introducere informanterne. Derefter præsenterer jeg, hvilke opdateringer de tre politikere, som informanterne er fans af, har lavet på Facebook. Endelig analyserer jeg informanternes brug af Facebook ud fra Dahlgrens model. Jeg afslutter efter en diskussion med en perspektivering.

Pr o bl emfo r mu l er i ng Min problemformulering lyder: Hvilken rolle spiller det for unge danskeres politiske engagement og orientering at synes godt om politikere på Facebook? Dertil stiller jeg tre underspørgsmål: Hvordan oplever de unge det at være fans af politikere på Facebook? Hvad får de unge til henholdsvis at synes godt om, kommentere eller dele en opdatering eller selv lave et opslag på politikerens væg? Hvordan opleves det at interagere med politikeren på én eller flere af måderne af de unge? Hvordan påvirker Facebooks interface og opsætning relationen mellem politikerne og de unge?

Speci al ets fo ku s o g afgr ænsni ng Fokus i specialet er på unge danskere, der synes godt om politikere på Facebook2. Jeg har derfor interviewet 11 unge danskere, der alle syntes godt om

2 Det er også almindeligt at bruge det engelske ord ”like” om at synes godt om.

én eller flere af de tre politikere, jeg havde valgt som cases: Manu Sareen (R)3, Søren Pind (V)4 og Johanne Schmidt-‐Nielsen (EL)5. Nogle af de unge var også fans af partiernes Facebook-‐sider, men langt fra alle. Dette berører jeg kun perifert grundet specialets fokus på politikeres personlige profiler på Facebook. Ydermere ser jeg ikke på politikerne som afsendere, men fokuserer på de unge brugere. Det ville have været interessant at interviewe de tre politikere, men jeg ville ikke have haft plads til den dimension i mit speciale, og jeg har derfor valgt det fra. Ligeledes har jeg fravalgt at undersøge, hvordan de unge bruger politiske Facebook-‐grupper. Såvel valg af cases som målgrupper uddyber jeg i Metoder og metodologi.

Teo r eti sk fo r ståel sesr amme I nter nettets demokr a tiske og pol itiske potentia l e Inden for forskningen har der været en tendens til at se på internettets påvirkning af samfundet ud fra enten en dystopisk eller utopisk diskurs (Papacharissi 2010a, 119). Begge diskurser har hældet mod teknologisk determinisme ved at antage, at teknologien i sig selv ville medføre en grundlæggende forandring af samfundet – hvad enten det så var til det værre eller bedre. De dystopiske – også kaldet techno-‐ eller cyberpessimister – har således antaget, at internettet ville forværre menneskers sociale relationer og samfundet som sådan ved at skabe en mere polariseret verden, hvor skellet mellem dem, der har en politisk viden og kan bruge den, og dem der ikke har, ville blive større. Imens har utopisterne – techno-‐ eller cyberoptimisterne – ment, at internettet ville bringe os tættere på et mere demokratisk samfund ved bl.a. at reducere omkostningerne ved at få fat i information og at kommunikere med andre mennesker (Park og Perry 2009, 103). Endelig er der skeptikerne, der tager afstand fra både cyberoptimisterne og -‐pessimisternes teknologiske 3 R står for det Det Radikale Venstre. 4 V står for Venstre.

5 EL står for Enhedslisten.

determinisme ved at mene, at en teknologi ikke i sig selv hverken kan forbedre eller forværre tingenes tilstand. Selvom teknologien for skeptikerne ikke alene ved at blive skabt medfører en forandring af samfundet, så er der heller ikke tale om, at teknologien er en slags tomt kar, som man kan bruge til hvad som helst. Det skyldes, at ”… technologies frequently embed assumptions about their potential uses, which can be tracked back to the political, cultural, social, and economic environment that brings them to life” (Papacharissi 2010b, 230). Enhver teknologi rummer således bestemte muligheder for, hvordan den kan bruges. En teknologi som fx mobiltelefonen er blevet skabt ud fra en række formodninger om, hvordan vi kommunikerer med hinanden. De formodninger, hvad enten de er berettigede eller ej, er med til at forme, hvordan teknologien kan tages i brug. Det er således ifølge skeptikerne samspillet mellem teknologiens udformning og vores brug af samme teknologi, der afgør, hvilke forandringer vi vil opleve. Skeptikerne forsøger at balancere mellem den utopiske og dystopiske tilgang samt at undgå at blive deterministiske ved at have blik for de mange forskellige faktorer, der er med til at skabe den demokratiske og politiske udvikling (Dahlgren 2009, 161; Papacharissi 2002, 21). Udgangspunktet for min undersøgelse er skeptikernes, fordi den tilgang giver god mulighed for at fokusere på individers brug af en given teknologi ved at have fokus på individets valg af brug snarere end på teknologiens rammer for brug (Johnson og Kaye 2003, 28). Det hænger ydermere godt sammen med undersøgelsens generelle socialkonstruktivistiske udgangspunkt, som fordrer en ikke-‐deterministisk tilgang.

Park og Perry har skitseret de tre tilgange i skemaet (2009, 104)6:

Tabel 1: Beskrivelse af skeptikerne samt cyberoptimisterne og –pessimisterne (Park og Perry 2009, 104). I dag ses cyberoptimisternes og -‐pessimisternes synspunkter i henholdsvis mobiliserings-‐ og forstærkelseshypotesen. I mobiliseringshypotesen antager man således, at internettet medvirker til at mobilisere borgere politisk og øge samfundsengagementet (Sherman 2011, 102, 143; Coleman og Mesch 2007, 46), hvilket svarer godt til cyberoptimisternes tilgang. Forstærkelseshypotesen hævder derimod i tråd med cyberpessimisterne, at nettet er med til at konsolidere og forstørre de allerede eksisterende skel i samfundet mellem engagerede og passive borgere (bl.a. Baumgartner og Morris 2009, 28, 38; Jensen 2011b, 19; Couldry, Livingstone og Markham 2007a, 26; Vromen 2007, 97, 113). Flere forskere finder dog elementer af begge hypoteser i deres empiriske undersøgelser. Fx konkluderer Mesch og Coleman, at de primært finder belæg for mobliseringshypotesen i deres undersøgelse, men at der også ses elementer af forstærkelseshypotesen (2007, 46). Jeg finder belæg for begge hypoteser, hvilket jeg vender tilbage til i Diskussion. I undersøgelsen kobler jeg diskussionen af, hvorvidt jeg finder elementer fra henholdsvis forstærknings-‐ og/eller mobiliseringshypotesen med den skeptiske tilgang. Jeg antager således ikke, at Facebook i sig selv er hverken mobiliserende eller forstærkende, men at teknologien i et samspil med en lang række andre

6 Oversættelse og tilpasning af skemaet er min egen.

elementer kan have en betydning, der kan være forstærkende eller mobiliserende for de unges politiske engagement.

O ffentl ighed og sa mfundskul tur er Særligt i den tidlige internetforskning tog forskere afsæt i Jürgen Habermas’ begreb om offentligheden, når de undersøgte internettets demokratiske potentiale (Jensen 2006, 14, 43). Fordi forskingen ofte har taget afsæt i hans begreb, har jeg fundet det befordrende at gøre det samme for at kunne placere mig i det teoretiske felt. Jeg vil her først introducere Habermas’ begreb for derefter at beskrive den kritik, der har været af hans begreb.

H a berma s’ o f f entlighedsbegreb Habermas beskriver offentligheden som: ”The public sphere can best be described as a network for communicating information and points of view (i.e., opinions expressing affirmative or negative attitudes)”(1996, 360). Offentligheden kan altså grundlæggende set defineres som det netværk eller rum, hvori den offentlige samtale finder sted, og hvor offentlige meninger bliver til (Hoff og Storgaard 2005, 13; Habermas 1996, 360). Når man undersøger, hvorvidt der er tale om en offentlighed, ser man således både på det offentlige rum og den offentlige samtale. Habermas finder principperne for, hvornår en offentlighed kan opstå, i én bestemt historisk periode: den borgerlige offentlighed. Det er for Habermas at se den eneste gang i historien, at betingelserne for, at en offentlighed kunne opstå, har været til stede (Papacharissi 2010a, 39). Habermas gør således grundprincipperne for den borgerlige offentlighed til idealet for det moderne demokrati (Jensen 2006, 49). Med inspiration i Oplysningstidens idealer om fornuften fandt Habermas således frem til, at det var afgørende, at der var tale om rationel tænkning samt argumenter og diskussion, for at man kunne tale om en offentlighed (Dahlgren 2010, 20). Derudover skulle offentligheden fungere uafhængigt af staten og økonomiske interesser. Det er netop denne uafhængighed, som Habermas mener, ikke er til stede i det moderne samfund, hvor offentligheden er blevet koloniseret af samfundets generelle

kommercialisering, den kapitalistiske økonomi og medierne (særligt TV), hvilket gør det umuligt for en offentlighed at eksistere (Papacharissi 2010a, 115; Valtysson 2012, 79; Butsch 2007, 4). Når forskere har undersøgt internettets demokratiske potentiale, har de ofte set på, hvorvidt man kunne tale om en offentlighed ud fra Habermas’ definition. Det er således typisk sket ud fra tre kriterier: adgang til information, gensidighed i kommunikationen og graden af kommercialisering (Papacharissi 2010b, 236).

K ritik a f H a berma s Siden Habermas introducerede offentlighedsbegrebet i 1962 (Papacharissi 2010a, 113), har der lydt forskellig kritik af begrebet. Habermas har da også løbende revideret og udviklet begrebet som svar på kritikken. Jeg vil fremhæve tre kritikpunkter, som har betydning i denne sammenhæng: -‐

Den borgerlige offentlighed var langt fra tilgængelig for alle borgere. Bl.a. var kvinder forment adgang (Varnelis 2008, 17). I forlængelse af denne kritik har det været diskuteret, hvorvidt Habermas har villet beskrive en empirisk virkelighed (som kritikerne i så fald mener ikke er korrekt) eller præsentere en normativ vision (Papacharissi 2002, 11; Dahlberg 2007, 53). Dahlgren mener, at Habermas har forsøgt at gøre begge dele: På den ene side har han beskrevet de strukturelle mekanismer, som han mener eksisterede i den borgerlige offentlighed, og på den anden side har han opstillet en vision for, hvordan en robust offentlighed, der medvirker til at skabe et velfungerende demokrati, kan se ud (Dahlgren 2010, 21).

-‐

Ved udelukkende at fokusere på den rationelle samtale og ignorere det følelsesmæssige og passionerede overser man megen kommunikation, som sagtens kan være af demokratisk betydning (Dahlgren 2005, 156– 157), men som ikke kommer til udtryk rationelt. Man glemmer således, at al handlen kræver motivation, og at følelser og passion spiller en vigtig rolle i at skabe såvel motivation som engagement (Dahlgren 2009, 80– 83). Derfor er det afgørende at udvide definitionen for, hvornår den

kommunikation, der finder sted, kan siges at have et demokratisk og politisk potentiale. -‐

Ved at diskvalificere de offentlige samtaler, som finder sted i kommercielle rum, risikerer man at overse den verden, som borgerne lever i til hverdag (Couldry, Livingstone og Markham 2007b, 41).

Mange forskere bruger stadig Habermas’ begreb, når de skal undersøge internettet som politisk rum. Der er dog sket et skifte i forskningen, hvor flere forskere bevæger sig fra at bruge den meget snævre definition på, hvad der tæller som politisk og demokratisk ud fra Habermas’ og det såkaldte deliberative demokratisyn (Dahlberg 2007, 47–48), til en bredere definition7, hvor man bl.a. også tillægger samtaler, der er følelsesmæssige og passionerede frem for rationelle, en demokratisk værdi. På samme måde inkluderer man i den bredere definition kommercielle rum. Hvis man bruger det snævre begreb (se fx Dahlberg 2001, 622–623), hvor man altså primært undersøger de tre kriterier, som jeg nævnte tidligere, vil man stort set aldrig kunne finde en offentlighed online (Butsch 2007, 9; Papacharissi 2010a, 20; Kann og Lim 2008, 92–93). Habermas’ begreb er derfor velegnet til at tage en normativ diskussion af, hvad de bedste præmisser for demokrati er, og hvordan demokratisk deltagelse og debat ideelt set skal udfolde sig, men begrebet fremstår noget fjernt fra hverdagens realiteter. Derfor er det hensigtsmæssigt at bruge begrebet sammen med en undersøgelse af borgernes sociale og kulturelle omstændigheder, som de tager sig ud i dag (Dahlgren 2009, 5). Til at gøre det opstiller Dahlgren en model for samfundskulturer, som jeg bruger i min analyse, og som jeg nu vil introducere (2005, 155). 7 En undtagelse er dog Zizi Papacharissi, der mener, at der er sket i skifte i forholdet mellem det

offentlige og det private, så politiske handlinger ikke længere er forankret i offentligheden, men i stedet i den private sfære. Hun argumenterer derfor for, at man i stedet ser på en bredere definition af den private sfære, som hun mener, er langt mere relevant i dag end offentligheden (Papacharissi 2010a, 137, 139). Heller ikke Lisbeth Klastrup udvider begrebet om offentligheden, men taler i stedet om, at man udover den private sfære og offentligheden også må inkludere en ny ”mellemsfære”, hvor borgere kan blive aktive borgere gennem en følelsesmæssig investering og et personligt engagement i populærkultur og massekommunikation (Klastrup 2011, 22–23).

Sa mf undskulturer Med Dahlgrens model for samfundskulturer bliver det muligt at undersøge, hvordan mennesker bliver til borgere, dvs. hvordan de kommer til at se sig selv som medlemmer af og potentielle deltagere i samfundet. Samfundskulturerne er forbundet med offentligheden, idet de kan ses som en betingelse for, at der overhovedet kan opstå et engagement i offentligheden: ”… without access to some viable version of civic cultures, people will not be participating. Via their participation in the public sphere, citizens in turn strengthen civic cultures” (Dahlgren og Olsson 2007a, 201). At det i dag er så afgørende at se på politisk engagement og handlen i bred forstand, skyldes ifølge Dahlgren ændringer i samfundet (2007a, 6). Han mener således, at en af de afgørende forandringer i denne sammenhæng er, at vi oplever, at grænsen mellem offentligt og privat langt fra er så rigid som tidligere. Når borgerne engagerer sig i emner som miljø, menneskerettigheder, kønsspørgsmål og globalisering, så sker det ofte på en måde, hvor det politiske og det personlige blandes sammen, og dermed udviskes grænsen for, hvad der er offentligt og privat. Politik er dermed i højere grad end tidligere andet og mere end blot et instrument til at opnå konkrete mål med. Dahlgren mener således, at det også bliver en måde at udtrykke og skabe sig selv på. Det sker bl.a. ved at italesætte idealer, værdier og tilhørsforhold offentligt. Politik bliver dermed i højere grad end tidligere knyttet til ens identitet (Dahlgren 2007a, 6). Det bliver derfor afgørende, at man kan se sig selv som borger, hvis man skal deltage i samfundet (Dahlgren 2007b, 60). An a l y se mod e l

Dahlgrens model består af 6 dimensioner, som gensidigt påvirker hinanden: viden, værdier, tillid, rum, praksisser og identitet (Dahlgren 2009, 108). Centralt står identitet, der som indledende forklaret i sidste afsnit er afgørende for vores muligheder for at handle politisk. De øvrige fem dimensioner bidrager til identiteten og er med til at skabe betingelserne for vores identitet (Dahlgren og Olsson 2008, 499): 1. Viden handler dels om, hvorvidt vi som borgere har adgang til den nødvendige viden for at kunne deltage politisk, og dels om vi har mulighed for at

tilegne os den viden. At information er tilgængelig på nettet er således ikke nok. Vi kan først tale om viden, når mennesker kan tilegne sig informationen og derved at gøre den personligt meningsfuld (Dahlgren 2009, 108). 2. Værdier er nødvendige for, at vi kan kalde et samfund for demokratisk. Af værdier, der spiller en rolle i denne sammenhæng, kan nævnes lighed, frihed, retfærdighed, solidaritet, tolerance, åbenhed, gensidighed, diskussion og ansvarlighed. Værdier som gensidighed, tolerance, åbenhed og diskussion bruges også, når man ud fra Habermas diskuterer, om et rum kan defineres som en offentlighed. Dahlgrens model er således baseret på Habermas’ offentlighedsbegreb, men er udvidet, så den er tilpasset den politiske virkelighed i dag (Dahlgren 2009, 108–111). 3. Tillid handler henholdsvis om tilliden mellem borgere og politikere og borgere imellem. Man kan ydermere skelne mellem såkaldt tæt og spinkel tillid8. Tæt tillid er den, der findes i nære netværk bestående af fx familie og venner, mens spinkel tillid er den grundlæggende tillid til, at andre mennesker vil én det godt. Det er vigtigt for et velfungerende samfund, at borgerne nærer spinkel tillid til både institutioner og regeringsrepræsentanter. Uden denne tillid ville hverken sociale bevægelser eller politiske partier fx være i stand til at fungere (Dahlgren 2009, 111–114). 4. Rum er dér, hvor borgerne kan mødes og tale med hinanden såvel som med de politikere, der repræsenterer dem. Borgerne skal desuden have adgang til de rum, hvor politik og beslutninger bliver diskuteret (Dahlgren 2009, 114–115). Facebook er et eksempel på et sådant, nyt rum. 5. Praksisser giver det enkelte individ mulighed for at tillægge demokratiet en personlig betydning. Et levende demokrati har således brug for konkrete og kontinuerlige praksisser. Hvis en praksis skal være en del af samfundskulturerne, skal den have et element af rutine. Man kan lære 8 De to begreber er hentet fra Putnam, som bruger dem i Bowling Alone. The Collapse and Revival

of American Community (2000).

praksisser. Det kræver ofte særlige evner, fx kommunikative kompetencer, at kunne indgå i en given praksis (Dahlgren 2009, 115–117). 6. Identitet handler om menneskers subjektive syn på dem selv som medlemmer af og deltagere i et demokrati (Dahlgren 2009, 117–119). Det er et grundlæggende træk ved vores senmoderne samfund, at selvet er et refleksivt projekt, og at ens identitet hele tiden er i gang med at blive skabt og genskabt. Vi kan desuden ikke længere tale om, at mennesker kun har én identitet, men må i stedet se på identiteter i flertal, hvilket skyldes, at vi i vores daglige liv navigerer mellem så forskellige verdener/virkeligheder, at vi indtager forskellige roller alt efter, hvad omverdenen fordrer af os (Dahlgren 2000, 338–339). Vi kan således se på menneskers politiske identitet som noget, der eksisterer sammen med deres øvrige identiteter. Det er ikke sikkert, at ens politisk identitet fungerer sammen med ens andre identiteter (Dahlgren 2009, 57). I specialet bruger jeg Dahlgrens analysemodel, som jeg her har beskrevet, til at analysere, hvordan unge oplever det at være fan af en politiker på Facebook. Jeg vil derfor nu beskrive Facebook som socialt medie, hvilket jeg i analysen bruger til at undersøge, hvordan Facebook fungerer som rum jf. Dahlgrens model.

De socia l e medier s ka r a kter istika Som afsæt for at forstå Facebook som socialt medie bruger jeg boyd og Ellisons definition på sociale medier: We define social network sites as web-based services that allow individuals to (1) construct a public or semi-public profile within a bounded system, (2) articulate a list of other users with whom they share a connection, and (3) view and traverse their list of connections and those made by others within the system. (2007, 211)

Facebook kan således med boyd og Ellison defineres som et socialt medie. Jeg bruger udtrykket sociale medier i stedet for sociale netværkssites, da det falder mere naturligt i dansk sammenhæng. Med de sociale medier er der sket et skifte i måden, mennesker organiserer sig på online: De tidlige online fællesskaber (ofte kaldet communities på engelsk) som Usenet-‐grupperne og bulletin boards-‐systemer var organiseret af mennesker med fælles interesser centreret om disse, mens de sociale medier hovedsagligt er struktureret ud fra et individs sociale netværk (boyd og Ellison 2007, 219). Centralt på Facebook står således ens personlige profil, der typisk er bygget op om ens sociale netværk og de mennesker, man allerede kender. Udover at have en profil kan man blive medlem af en gruppe eller synes godt om en side. Grupper og sider er ofte organiseret ud fra en fælles interesse. Vi bruger ifølge danah boyd primært internettet på to måder: adgang til information og kommunikation. Begge dele handler om interaktion og engagement med såvel andre mennesker som med indhold (boyd 2008b, 1). Jakob Linaa Jensen nævner to andre måder at bruge Facebook på, der for mig at se er tæt forbundet med information og kommunikation, og som også er relevante i denne sammenhæng: personlig præsentation (identitet) og social netværksdannelse (socialitet) (2009, 98). Når brugerne logger på Facebook, handler det således ofte om, at de vil tjekke op på deres venner, holde forbindelsen til mennesker ved lige og dele billeder (Panagopoulos 2009, 10). Det stemmer godt overens med Hoff og Klastrups undersøgelse af unge danskeres brug af Facebook, hvor det fremgår, at de unge primært bruger Facebook til private og sociale formål, og at de hovedsagligt kommunikerer med mennesker, som de kender i forvejen (2011, 258). Desuden opfatter de unge Facebook som et: “’hænge-ud’- og overspringsmedie, som lidt har karakter af en social overvågningscentral” (Hoff og Klastrup 2011, 255).

Netv ær ksoffentl igheder danah boyd introducerer begrebet netværksoffentligheder9 til at beskrive de særlige karakteristika, der gør sig gældende for offentligheder på de sociale medier. boyd definerer netværksoffentlighed som: Networked publics are publics that are restructured by networked technologies. As such, they are simultaneously (1) the space constructed through networked technologies and (2) the imagined collective that emerges as a result of the intersection of people, technology, and practice. (2011, 39)10 boyd forholder sig med sin definition ikke til de mange diskussioner af offentlighedsbegrebet (2011, 41). I stedet ønsker hun at undersøge, hvordan offentligheder på de sociale medier adskiller sig fra offentligheder, som vi kender dem offline (boyd 2011, 41), og boyd taler snarere ”… om den offentlige synlighed af den enkeltes ytringer og interaktionen omkring og spredningen af disse, og ikke om nogen form for kollektiv offentlighed” (Klastrup 2011, 20). Jeg bruger derfor hendes definition til at beskrive de særlige karakteristika ved de sociale medier, mens jeg bruger Dahlgren og Habermas til at undersøge Facebooks demokratiske og politiske potentiale. Netværksoffentlighederne består grundlæggende set af mange af de samme funktioner som offline offentligheder: I netværksoffentligheden kan mennesker samles til politiske, kulturelle og sociale formål. De kan desuden kontakte mennesker, som ikke er deres nærmeste familie og venner, men som er en del af samme offentlighed som dem selv. Det, der adskiller netværksoffentlighederne fra andre offentligheder, er den måde, teknologien strukturerer netværksoffentlighederne på. Hvor de fysiske offentligheders strukturer består af atomer, består netværksoffentlighedernes digitale strukturer af bits11. Bits er lettere at gemme, distribuere og søge i end atomer, og det skaber derfor fire særlige karakteristika: 9 Min oversættelse af danah boyds begreb. Hendes begreb er networked publics. 10 Min understregning i stedet for artiklens kursivering. 11 Bits er digital data, der kan transmitteres fra en enhed til en anden via en netværksforbindelse

(Mitchell).

•

Vedvarenhed: Indhold bliver automatisk gemt og arkiveret.

•

Skalerbarhed: Indhold kan kopieres.

•

Søgbarhed: Indhold kan søges frem.

•

Kopierbarhed: Indhold har potentielt set store muligheder for at opnå synlighed (boyd 2011, 45).

Det bliver med de fire karakteristika lettere at have både mange-‐til-‐mange og en-‐ til-‐mange interaktioner. Samtidig bliver det nemmere at bidrage til offentligheden, men selve det at bidrage medfører dog ikke automatisk, at ens bidrag bliver set (boyd 2011, 54). Det skyldes at: ”Infinite scaling may be structurally possible online, but the attention economy – the tax on people’s time and attention – regulates what actually scales” (boyd 2008b, 114). De fire karakteristika skaber tre dynamikker, som ikke er nye, men som ikke før har været oplevet så generelt: •

Sammensmeltede sammenhænge

•

Usynligt publikum

•

Sløring af grænserne mellem privat og offentlig

Nedenfor gennemgår jeg de tre dynamikker.

Sa mmensmeltede sa mmenhæ nge De sammensmeltede sammenhænge handler om, at manglen på rumlige, sociale og tidsmæssige grænser gør det svært at holde forskellige sammenhænge adskilte. Tidligere var man nødt til at befinde sig samme fysiske sted som dem, man ønskede at kommunikere med, mens det i dag er muligt at kommunikere på tværs af geografiske grænser (Castells 2005, 14). Man kommunikerer således stadig fra et fysisk sted som ens hjem, men man kan gennem fx Facebook kommunikerer med mennesker, der befinder sig et andet fysisk sted end én selv (Stadler 2006, 146). Det er dette, der skaber de sammensmeltede sammenhænge på Facebook, for hvor vores kommunikation med fx kollegaer, venner og familiemedlemmer tidligere oftest fandt sted forskellige steder, der geografisk var adskilt, så samler vi på Facebook typisk vores relationer og er Facebook-‐

venner med såvel venner som forretningsforbindelser og arbejdskollegaer. Facebook bruges således både til at styrke og vedligeholde ens nære kontakter og til at forstærke ens rækkevidde ved at markere de relationer, som man ikke plejer intenst, men som man alligevel ønsker at opretholde (Jensen 2009, 98). Ofte er relationerne startet fysiske steder som en skole eller arbejdsplads, og man bruger så det at være forbundet på Facebook til at fortsætte og forstærke dem (Sherman 2011, 132). Fordi vi på de sociale medier hovedsagligt er forbundet med mennesker, vi kender i forvejen, er det de samme normer for god opførsel, der gør sig gældende online som offline (Jensen 2011, 129). Hvis man har forskellige normer for god opførsel i fx forskellige vennegrupper, kan det, at man på Facebook er venner med samtlige grupper, blive en udfordring. På Facebook kan vi ikke på samme måde, som hvis vi fx mødes med en bestemt ven på en café, kontrollerer den sammenhæng, vi kommunikerer i12. Særligt ved Facebook er således, at vi ofte kommunikerer med hele vores netværk på én gang (boyd og Marwick 2010, 9). De sammensmeltede sammenhænge er medvirkende til, at grænserne mellem, hvad der er privat og offentligt, sløres (boyd 2011, 49).

Sløring a f græ nserne mellem priv a t o g o f f entlig Forholdet mellem, hvad der er offentligt og privat, ændrer sig løbende og tilpasser sig den historiske, kulturelle og sproglige sammenhæng, hvori definitionerne bruges (Papacharissi 2010a, 35). Grundlæggende set kan man dog definere privat og offentlig ud fra, at de er gensidigt udelukkende. Kort sagt, hvad der er privat, er ikke offentligt, og omvendt (Papacharissi 2010a, 26). Habermas beskriver forholdet mellem privatsfæren og offentligheden således: The threshold separating the private sphere from the public is not marked by a fixed set of issues or relationships but by different conditions of communication. Certainly these conditions lead to differences in the accessibility of the two spheres, safeguarding the intimacy of the one sphere 12 Det er dog blevet lettere at kontrollere den sammenhæng, man kommunikerer i på Facebook,

siden danah boyd beskrev netværksoffentligheden. Det skyldes bl.a., at Facebook har gjort det muligt at oprette lister. Man kan så vælge, at en bestemt opdatering kun kan ses af en liste bestående af fx ens nærmeste venner.

and the publicity of the other. However, they do not seal off the private from the public but only channel the flow of topics from the one sphere into the other. (1996, 366) Det er netop disse vilkår for kommunikation, der har forandret sig grundlæggende med de sociale medier. Der er stadig et flow af emner fra privatsfæren til offentligheden forstået på den måde, at et problem først bliver synligt i offentligheden, når mennesker oplever emnet som relevant i privatsfæren (Habermas 1996, 365–366), men privatsfærens intimitet er langt fra så beskyttet mod offentlighed som tidligere (boyd 2008b, 114). Der er ikke tale om, at privatsfæren er død, men at det i netværkssamfundet er svære at definere og sætte grænser for, hvad der er henholdsvis privat og offentligt. boyd mener således, at: ”…privacy is simply in a state of transition as people try to make sense of how to negotiate the structural transformations resulting from networked media” (2011, 52). Vi er således igang med at redefinere, hvad der er privat og offentligt. Det kompliceres af, at vi i netværksoffentligheden ikke altid ved præcis, hvem vi kommunikerer med (boyd 2011, 49).

Det usynlige publikum Når forskellige sociale sammenhænge smelter sammen, opstår der som sagt en situation, hvor vi kommunikerer til flere forskellige grupper af mennesker på samme tid. Samtidig kan vi ikke altid se dem, vi kommunikerer med. For det første behøver den person, vi kommunikerer med, ikke at være til stede, mens vi kommunikerer med vedkommende. Personen kan bare læse og svare på, hvad vi har skrevet senere, hvilket skyldes karakteristikaen vedvarenhed. For det andet kan opdateringer på Facebook blive spredt pga. karakteristikaene skalerbarhed og kopierhed (boyd 2011, 49): Hvis en af mine Facebook-‐venner fx tagger mig på et billede13, vil mine andre Facebook-‐venner kunne se det. De vil så kunne synes godt om billedet, hvilket deres Facebook-‐venner vil kunne se14, og de vil også kunne se billedet. Dermed kan et billede af mig blive spredt sig til mennesker, 13 Læs om, hvordan tagging fungerer på Facebook: http://www.facebook.com/about/tagging/ 14 Det afhænger dog af, hvordan jeg har indstillet min profil. Man kan således regulere, hvilket og

hvor meget indhold der skal være tilgængeligt for hvem.

som jeg ikke ved, hvem er. Når man ikke kan være sikker på, hvem man kommunikerer med, er det svært at opføre sig passende. Det skyldes, at det er afgørende at kende sammenhængen og ens publikum, når man skal bestemme, hvilken opførsel der er passende: Without information about audience, it is often difficult to determine how to behave, let alone to make adjustments based on assessing reactions. To accommodate this, participants in networked publics often turn to an imagined audience to assess whether or not they believe their behavior is socially appropriate, interesting, or relevant. (boyd 2011, 50) Ifølge boyd håndterer brugerne ofte det, at de står overfor et usynligt publikum, ved at forestille sig et fiktivt publikum for på den måde at fremstille sig selv på den mest passende måde: ”Context collapse creates an audience that is often imagined as its most sensitive members: parents, partners, and bosses” (boyd og Marwick 2010, 107). Brugerne forsøger således at fremstå både troværdige og interessante uden at opføre sig på en måde, der kan opleves som upassende af fx ens chef eller forældre (boyd og Marwick 2010, 124). Efter at have redegjort for de sociale mediers generelle karakteristika præsenterer jeg nu Facebooks specifikke karakteristika.

Fa cebooks ka r a kter istika Facebook er en af de mest indflydelsesrige medieplatforme i dag – både når det kommer til antallet af brugere, og til den tid, der bruges på det sociale medie (Valtysson 2012, 77). I en rapport fra DR fremgår det således, at danske Facebook-‐brugere i gennemsnit er på Facebook næsten tyve minutter dagligt. Det svarer til 18 % af den tid, danskerne sammenlagt er på internettet (DR 2011, 44). Facebook er således blevet et hverdagsmedie. Facebook er designet til at facilitere bestemte former for kommunikation og handlinger (Valtysson 2012, 24; Dahlgren 2005, 148–149). Hvordan det konkret

finder sted, kommer jeg nærmere ind på i analysen. For at forstå hvilke former for kommunikation og handlinger, der i det hele taget kan finde sted på Facebook, er det afgørende at have for øje, at menneskelige og ikke-‐ menneskelige aktører er med til at skabe rammerne for vores brug af Facebook15. Således spiller både software-‐processer og informationsarkitektur en rolle ved at stille de midler til rådighed, hvormed vi agerer online, og til sætte rammerne op for vores politiske praksis online (Devereaux et al. 2009, 416–417; Bennett og Toft 2008, 250). Både hvorvidt der fx er tale om et åbent eller lukket forum, og helt konkrete ting som at vi får besked om, når vores Facebook-‐venner har fødselsdag, påvirker, hvordan vi bruger Facebook. For at forstå, hvad der sker på Facebook, er det nødvendigt at se på vores praksisser i sammenhæng med den teknologi, der gør dem mulige. Det skyldes, at teknologien spiller en central rolle i at bestemme, hvad der er muligt, og hvad der ikke er muligt for brugerne (Devereaux et al. 2009, 420). Grundlæggende set kan Facebook siges at være centreret om det enkelte individ, og er altså et socialt medie som tidligere defineret, hvilket påvirker vores opfattelse af offentligheden på Facebook: ”The re-articulation of the process of publicity through the personalizing and me-centric informational dynamics of Facebook reshape our conception of the public from a large body of concerned citizens to smaller aggregations of users” (Devereaux et al. 2009, 422). Brugerne spreder sig på Facebook ud på forskellige sider, grupper og profiler, og det kan være svært at danne sig et overblik. Går vi så til Facebook i forhold til politik, kan brugerne på Facebook agere politisk på tre forskellige måder: Man kan synes godt om en politikers side, man kan blive medlem af eller stifte en gruppe, og man kan udveksle politiske synspunkter på ens egen profil. Når man synes godt om en side eller bliver medlem af en gruppe, vil man ofte møde mennesker, som man ikke allerede kender fra sit sociale netværk (Devereaux et al. 2009, 418). Man kan således som 15 Begrebet om ikke-‐menneskelige og menneskelige aktører henter jeg fra Bruno Latour, hvis

aktør-‐netværksteori handler om at gøre op med det ensidige fokus på menneskene i en given situation og i stedet for sørge for også at inkludere de ikke-‐menneskelige elementer (Latour 1992).

beskrevet tidligere tale om, at man på Facebook-‐sider og i Facebook-‐grupper samles om fælles interesser frem for at have et socialt netværk til fælles. Når det kommer til at se på politikernes sider på Facebook, kan man ifølge Bill Sherman tale om et ”… three-way information flow: from official to constituent; from constituent to official; and among constituents, but in the context of the public official’s network” (2011, 97).

Fig. 1: Illustration af Shermans beskrivelse af ”the three-way information flow” mellem brugere og politikere på Facebook (2011, 97). De fleste brugere på sociale medier har ikke oprettet en profil for primært at kommunikere med politikeren. Politikeren er derfor en del af brugernes oplevelse af at være på et socialt medie, men langt fra den vigtigste del (Sherman 2011, 130). Når brugere synes godt om politikere på Facebook, handler det ifølge

danah boyd om to ting: at sende et signal til ens omgivelser om ens identitet og at kunne kommunikere med en offentlig person. Når man bliver forbundet med en politiker, sender man således et signal om ens politiske tilhørsforhold og engagement (boyd 2008a, 2). Samtidig kan man på den måde støtte bestemte politikere (Bichard et al. 2009, 82–83; Limperos, Oliver og Woolley 2010, 647). Brugerne på Facebook værdsætter autencitet, opmærksomhed og svar fra politikerne (Sherman 2011, 132). Når en bruger fx skriver en kommentar på en politikers væg, så håber vedkommende at få en reaktion, enten fra politikeren eller nogle af de andre brugere. Man kan således tale om en slags social kontrakt om gensidighed (boyd 2008a, 2). Bichard et al. opsummerer en række årsager til, at mennesker bruger sociale medier i politiske sammenhænge (2009, 82–83): •

møde andre brugere, der også støtter en politiker.

•

finde ud af, hvad andre mener om politikerne.

•

deltage i diskussioner med politikere (dog kun i mindre grad).

•

få information om politikere.

•

få hjælp til at finde ud af, hvem de skal stemme på.

Lisbeth Klastrup har desuden i en undersøgelse af politiske Facebook-‐grupper konstateret, at det her også handler om at dele sine følelser og holdninger med andre, der tænker og føler som én selv (2011, 44). Hvorvidt informanterne i min undersøgelse bruger Facebook af nogle af de samme årsager, vender jeg tilbage til i analysen. Her vil jeg først uddybe, hvordan politikernes Facebook-‐sider bruges til at få information igennem, hvilket bliver muligt, fordi nyhedsstrømmen med internettets fremkomst har ændret sig. Tidligere bevægede information og nyheder sig imellem de dominerende politiske aktører og de store nyhedsmedier. Nyhedsmedierne fungerede således som gatekeepers for hvilke nyheder, der kom ud i offentligheden. I dag kan langt flere aktører gennem bl.a. blogs og sociale medier bidrage til nyhedsstrømmen (Brundige og Rice 2010, 148). Dermed bliver de sociale medier – og i det her

tilfælde politikernes Facebook-‐sider – en kilde til nyheder for brugerne. Sociale medier som Facebook bruges desuden ofte til informationssøgning, fordi det er en let måde at finde information på (Bichard et al. 2009, 82–83; Limperos, Oliver og Woolley 2010, 647). En undersøgelse lavet af DR i 2011 viser, at det for danske Facebook-‐brugere bliver stadig mere almindeligt at få nyheder gennem de sociale medier. Her svarede halvdelen af de adspurgte fra DR Panelet, at de ofte læste nyheder, som deres venner havde delt, mens 25 % sagde, at de ofte selv delte en nyhed (DR 2011, 44–45). Det er udbredt at få nyheder gennem Facebook, og brugerne har til en vis grad sat de traditionelle gatekeepers ud af spillet, eller selv overtaget rollen. Spørgsmålet er, om det også er blevet almindeligt at bruge Facebook, når det kommer til at følge med i, hvad der sker politisk, fx under en valgkamp. Det forsøgte KMD Analyse at svare på i en undersøgelse af danskernes mediepræferencer i valgkampen, som de offentliggjorde få dage før valget 2011 (2011). Her spurgte de, hvilket medie man foretrak at få politiske informationer igennem. Blandt de adspurgte angav kun 9,6 %, at de foretrak at få deres nyheder fra sociale medier som Facebook og Twitter. Når det kommer til de unge mellem 18 og 34 år, er tallet dog en del højere; nemlig 15,9 %. Tallet er også noget højere for mennesker fra hovedstadsområdet i forhold til andre dele af Danmark. KMD Analyse konkluderer derfor: Ser man på forskydningen i mediernes popularitet som kilder til politisk information på tværs af aldersgrupper, tegner der sig et klart billede af, at radio og trykte aviser og dagblade fortrænges blandt de yngre vælgergrupper til fordel for nyhedsmedier på nettet, partiernes hjemmesider og i mindre omfang sociale medier som Facebook, Twitter og lignende. (2011, 8) Når de unge opsøger politisk information fra fx Facebook, skyldes det bl.a., at det er en let måde at få adgang til denne information. Den lette adgang har dog en ulempe: Der er simpelthen for meget information tilgængeligt til, at brugerne kan nå at forholde sig til det hele. De sociale medier giver imidlertid samtidig

også brugerne mulighed for at prioritere, sortere og kontekstualisere den information, de modtager. På den måde kan brugerne mindske det informationsoverload, de udsættes for (Sherman 2011, 134) både gennem de sociale medier og internettet generelt. Ens netværk fungerer således som et sorteringsredskab, en slags gatekeepers. Man risikerer dog, at det ender med at være de samme informationer, der cirkulerer i de samme netværk (Putnam 2000, 178). Det gælder primært, hvis ens netværk på Facebook hovedsagligt består af ens nære relationer, fordi der er en tendens til, at mennesker, som er tæt på hinanden, ligner hinanden og derfor besidder den samme slags information. Ny information vil således oftere komme fra mennesker, man ikke er tæt forbundet med, fordi de typisk vil være forbundet med mennesker, som socialt set er anderledes end én selv (Gulia og Wellman 1999, 184; Huckfeldt og Sprague 1995, 50). Det ses også af Baumgartner og Morris’ undersøgelse af unge amerikaneres brug af sociale medier i forbindelse med præsidentvalget 2008. Her konkluderede de, at selvom de unge i stigende grad ser de sociale medier som en kilde til politiske nyheder, så medfører det at bruge sociale medier til at få information igennem ikke nødvendigvis, at de får ny viden: ”Our analysis suggests that many young adults who use SNS Web sites for news prefer information that conforms to their preexisting political views” (Baumgartner og Morris 2009, 25). De unge får således primært nyheder og information gennem de sociale medier, der stemmer overens med den viden, de allerede har. Facebook-‐brugere leder ikke altid efter en bestemt politiker, men kan derimod blot ”falde” over en tilfældig politiker, mens man fx kigger på sine venners Facebook-‐profiler og opdager, at de er forbundet med en politiker. På den måde ligner Facebook lidt TV-‐mediet, hvor en fjernsynsseer også tilfældigt kan falde over en politiker i et debatprogram (Utz 2009, 223). At man på den måde kan falde over en politiker via de sociale medier, gør det muligt for politikerne at nå mennesker, som ikke nødvendigvis selv ville have opsøgt politikerens Facebook-‐ side (Panagopoulos 2009, 9; Baumgartner et al. 2010, 23). Selvom man altså godt kan falde over en politiker på Facebook, mener Downey, at det i mindre grad er noget, der sker på internettet i forhold til TV, hvilket skyldes, at TV er et push-‐ medie, som skubber sit indhold ud til brugerne, mens internettet er et pull-‐

medie, hvor brugerne aktivt skal trække indhold ud (2007, 122). Lampe, Ellison og Steinfield er da også inde på, at brugere på Facebook oftere leder efter mennesker, som de allerede har en offline forbindelse til, end de browser for at mødes med fremmede mennesker (2007, 1144).

Meto der o g meto do l o gi Centralt i min undersøgelse står de 11 interviews, jeg har gennemført med unge, der er fans af de tre politikere, jeg har udvalgt som cases. Det drejer sig som nævnt indledningsvist om Manu Sareen, Johanne Schmidt-‐Nielsen og Søren Pind. Hvordan og hvorfor jeg har valgt netop de tre politikere, kommer jeg ind på i Cases. Jeg har suppleret interviewene med observationer og analyser af politikernes Facebook-‐sider.

Va l iditet, r el ia bil itet og gener a l iser ba r hed Grundlæggende handler reliabilitet om pålidelighed (”troværdighed”) og validitet om gyldighed (”sandhed”). En undersøgelse skal både være pålidelig og gyldig for, at den kan tilskrives en høj troværdighed (Fischer og Rasmussen 2008, 125). Reliabilitet er en forudsætning for en undersøgelses validitet. Reliabilitet handlede særligt tidligere om, at man skulle kunne foretage det samme studie som en anden forsker med samme resultater til følge. Strukturalister og positivister har således oftest ledt efter en objektiv sandhed, der skulle kunne verificeres ved fx at blive gentaget af andre forskere med samme resultat til følge (Kvale 1994, 234). Med et socialkonstruktivistisk udgangspunkt handler reliabilitet i stedet om åbent at lægge sine måder at producere og bearbejde data på frem, så andre kan bedømme ens arbejde (Halkier 2009, 109). Fokus bliver dermed i stedet på en bedømmelse af ”den håndværksmæssige kvalitet i forskningen” (Kvale 1994, 235).16 Halkier definerer validitet således: ”Validitet handler om at sikre sig, at man konkret undersøger det, som man sætter sig for at 16 Understregning er min i stedet for tekstens kursivering.

undersøge” (2009, 107). Validitet hænger sammen med en undersøgelses generaliserbarhed. Jo mere valid ens undersøgelse er, desto større er muligheden for at generalisere. Det er meget anderledes at generalisere kvalitative end kvantitative data, hvilket bl.a. skyldes, at valide kvantitative data oftest vil kunne skaleres, så en undersøgelse af 1.000 danskere med statistisk sandsynlighed kan siges at være svarende til, hvad en tilsvarende undersøgelse af alle danskere vil nå frem til (Halkier 2009, 111). I kvalitative undersøgelser er det ikke muligt at generalisere statistisk. Her kan man i stedet generalisere analytisk: ”Analytisk generalisering indebærer en velovervejet bedømmelse af, i hvilken grad resultaterne fra en undersøgelse kan være vejledende for, hvad der kan ske i en anden situation. Den er baseret på en analyse af ligheder og forskelle mellem de to situationer” (Kvale 1994, 228).17 Jeg har derfor i analysen arbejdet på at kondensere typisk praksis og tankemønstre i datamaterialet, som jeg kan bruge til at lave analytiske generaliseringer ved hjælp af (Halkier 2009, 112). For at kunne generalisere analytisk er det afgørende at have tilstrækkelig dokumentation (Kvale 1994, 229–230).

C a ses Jeg har valgt tre meget forskellige politikere for at kunne få så mange perspektiver på undersøgelsen som muligt. En af forskellene på de tre politikere er deres måde at være tilstede på Facebook på. På Facebook kan man enten have en profil eller en side. Profiler er for individer, og man kan maks. have 5000 venner, når man har en profil. Til gengæld kan man åbne sin profil for, at andre brugere kan abonnere på ens opdateringer, og her er der ingen begrænsning. Der er heller ingen begrænsning for, hvor mange brugere man kan være forbundet med, hvis man har en side (Moire 2011). Man kan ikke blive venner med en side. I stedet kan man synes godt om. De mennesker, der synes godt om sider, kaldes også for fans. Både Manu Sareen18 og Johanne Schmidt-‐Nielsen har Facebook-‐

17 Understregning er min i stedet for tekstens kursivering.

18 Oprindeligt havde jeg valgt Ida Auken og ikke Manu Sareen som den tredje case, men da det

viste sig at være lettere at rekruttere fans af Manu Sareen, og de to politikere ellers har parlamentariske roller, der ligner hinanden, og Facebook-‐sider, der er sat op på samme måde, valgte jeg at skifte til Manu Sareen.

sider19, mens Søren Pind har en profil, som man kan abonnere på. Selvom både Johanne Schmidt-‐Nielsen og Manu Sareen har Facebook-‐sider, bruger de dem forskelligt. Johanne Schmidt-‐Nielsen bruger således primært grundfunktionerne i Facebook; opdateringer og billeddeling, mens Manu Sareen også har knyttet en række applikationer til siden, som giver brugerne mulighed for at diskutere emner inden for hans to ministerområder. I analysen vender jeg tilbage til, hvordan de tre politikere bruger Facebook ved at undersøge deres opdateringer gennem en periode på tre måneder og sammenligne dem. Begrebsmæssigt er der således tale om, at Manu Sareen og Johanne Schmidt-‐ Nielsen har fans og Søren Pind abonnenter, men jeg vil for den sproglige overskueligheds skyld primært tale om fans. Ligeledes kalder jeg alle tre politikeres Facebook-‐sider og –profil for sider, med mindre det er relevant at skelne. Udover at bruge Facebook forskelligt indtager de tre politikere også forskellige parlamentariske roller. Søren Pind er tidligere minister og borgmester i København, som nu sidder i opposition til regeringen fra partiet Venstre. Johanne Schmidt-‐Nielsen er politisk ordfører for Enhedslisten, som ikke har en partileder, men hvor den politiske ordfører i høj grad fungerer netop som partileder. Manu Sareen er kirke-‐ og ligestillingsminister samt minister for nordisk samarbejde fra Det Radikale Venstre. De tre politikere har ét fællestræk: De er meget aktive på Facebook20. Jeg har bevidst valgt politikere, der aktivt bruger Facebook, fordi jeg vil undersøge, hvordan brugerne oplever at være fans af en politiker, der skriver og engagerer sig på Facebook. Jeg ønskede således at fokusere på politikere, som bruger de

19 Johanne Schmidt-‐Nielsen har både en Facebook-‐side og en -‐profil, men hun poster stort set det

samme på begge og bruger dermed reelt begge platforme som sider og ikke den ene som en profil. Ydermere er stort set alle mine informanter fans af hendes side og ikke venner med hendes profil, og jeg vil derfor primært tale om hendes side. 20 Fx konkluderer Infomedia i en undersøgelse af partiledernes aktiviteter på Facebook og omtalen af dem i perioden 15. april-‐14. maj 2012, at Johanne Schmidt-‐Nielsen på Facebook er meget aktiv (Skjoldan 2012).

interaktive muligheder, som de sociale medier giver.

Må l gr uppe I undersøgelsen fokuserer jeg på unge fans af politikere, hvilket skyldes de unges livssituation: De er ved at etablere sig, både hvad angår karriere og familieliv, men er samtidig i gang med at skabe deres identitet og bestemme deres politiske orientering (Illeris et al. 2009, 20). De unge har muligvis stemt til et eller to folketingsvalg, men de er endnu ikke "rutinerede" vælgere, og det at stemme er ikke blevet en ”vane” for dem. Amadeo beskriver, hvordan de unge bruger sociale medier på en måde, der afspejler deres livssituation: Adolescence and early adulthood are time times periods during which many young people develop ideals for society and attach themselves to ideologies and social movements. The media have the potential to provide information and images that adolescents and young adults may use in the formation of beliefs, gender identity, occupational aspirations, as well as their expectations for the future. (2007, 126) De unge vender sig således mod medier som internettet i en periode af deres liv, hvor de arbejder intenst med at skabe deres identitet. Derfor spiller medierne en interessant rolle i de unges identitetsskabelse. Flere forskere er inde på, at unge i dag opfattes som mindre politiske end tidligere (Couldry, Livingstone og Markham 2007a, 25; Coleman og Mesch 2007, 35; Putnam 2000; Andersen 2006, 105). Nogle forskere beskriver også, hvordan der generelt opleves mindre samfundsengagement blandt borgerne (Jensen 2011, 50; Putnam 2000). Når det kommer til de unge, er de fx ikke ligeså ofte som ældre borgere medlemmer af et parti. Lisbeth Klastrup og Jens Hoff konkluderede for nylig i en rapport om unges politiske engagement, at dette ikke skyldes et manglende engagement blandt de unge, men derimod at unge i stedet for formelle politiske aktiviteter som partimedlemskab oftere engagerer sig i mindre institutionaliserede politiske aktiviteter (Hoff og Klastrup 2011, 250–

251). Det samme er flere andre forskere inde på (Loader 2007, xii; Coleman og Mesch 2007, 36–37; Vinken 2007, 53; Hasebrink og Hasebrink 2007, 83; Dahlgren 2009, 31). Det understøttes af en undersøgelse foretaget af Gallup, der i 2011 kunne konstatere, at 71 % af de unge mellem 16 og 25 år har deltaget i en eller anden form for politisk aktivitet (Dansk Ungdomsfællesråd 2010), altså at en høj andel af de unge er politisk aktive. Flere forskere mener, at de unges anderledes politiske engagement ikke passer ind i de traditionelle institutionelle rammer, og at politikerne ikke altid formår at møde de unge, hverken når det kommer til de rammer, de unge ønsker at være politisk engagerede indenfor, eller de emner, som de unge mener, er vigtige (Harris 2008, 482; Bennett og Xenos 2007, 63; Dahlgren og Olsson 2008, 496). Selvom de unges politiske engagement altså synes højt, og 39 % af de 16-‐25-‐årige fx har deltaget i en underskriftsindsamling og 35 % i en demonstration (Dansk Ungdomsfællesråd 2010), er det stadig et fåtal, der engagerer sig politisk på Facebook (Hoff og Klastrup 2011, 258; Valtysson 2012, 86–87). Når man som jeg undersøger unge, der er politisk aktive online, vil man derfor ofte fokusere på unge, hvis internetadfærd er markant anderledes end andre unges (Olsson 2007, 199).

I nter v iew s som pr imær under sø gel sesmetode Når jeg valgte interviews som metode frem for fx en spørgeskemaundersøgelse, skyldes det, at jeg havde en eksplorativ tilgang til undersøgelsen. Det var derfor vigtigt for mig med en metode, hvor der var mulighed for, at nye temaer og emner kunne dukke op (Fischer og Rasmussen 2008, 98–99). For Steinar Kvale er fordelen ved det kvalitative interview således åbenheden (Kvale 1994, 92). Åbenheden var afgørende for min undersøgelse, da der endnu ikke findes meget forskning på området (Turnšek og Jankowski 2008, 2; Baumgartner og Morris 2009, 24; Jensen 2011b, 49; Hoff og Klastrup 2011, 260; Papacharissi 2010a, 17). Særligt mangler der kvalitative undersøgelser af ”use and perception of the internet, analysing it from the point of view from the theories of the public sphere” (Dahlgren og Olsson 2007a, 199), hvilket er mit ønske at gøre i dette speciale. En interviewundersøgelse er velegnet som metode, når det kommer til at undersøge menneskers livsverdener og til at opnå en større viden om, hvordan interviewpersonerne har det med centrale temaer eller fænomener i deres liv

som fx Facebook (Kvale 1994, 109; Hjort 1986, 99). Ved at vælge interviews som metode har jeg kunne tage udgangspunkt i de unges perspektiv – på hvad de forstår som politik, og på hvordan de bruger Facebook. Jeg valgte at gennemføre individuelle interviews frem fx fokusgrupper, fordi politiske overbevisninger, og hvem man stemmer på, af nogle mennesker opfattes som meget privat. Jeg ønskede således at skabe et trygt rum, hvor informanterne detaljeret kunne fortælle om, hvem de stemte på ved sidste valg og hvorfor. I interviewene var det vigtigt for mig også at spørge ind til, hvordan informanterne til hverdag brugte Facebook og politikernes Facebook-‐sider for at se på det konkrete politiske engagement, som det kommer til udtryk i de unges dagligdag (Dahlgren og Olsson 2007b, 68, 80). Det var således vigtigt for mig at undersøge, hvordan Facebook bidrager til ”… the continuous construction of already (mainly offline) established identities and more specifically political identities. Hence, it argues for a contextualisation of the Internet users” (Dahlgren og Olsson 2007b, 80). Jeg har derfor i interviewene også snakket med de unge om, hvordan de ser sig selv politisk, for på den måde at se på deres politiske engagement på Facebook i forhold til, hvordan de ellers engagerer sig politisk.

Ana lytisk selektio n Informanterne har jeg fundet ved hjælp af analytisk selektion. Halkier definerer analytisk selektion som: ”Det betyder, at man skal sørge for at få vigtige karakteristika i forhold til problemstillingen repræsenteret i udvalget” (2009, 27). Informanterne skulle være fans af en eller flere af de tre politikere og dermed have vist et vist politisk engagement. Jeg har således ikke undersøgt ikke-‐politisk engagerede unge. Derudover skulle de være i alderen 18-‐30 (Fischer og Rasmussen 2008, 50). Det var vigtigt, at de havde været stemmeberettigede til sidste folketingsvalg (efteråret 2011), så de som minimum én gang havde skullet beslutte, om de ville stemme eller ej og på hvem. Jeg har i udvælgelsen af informanter ikke fokuseret på andre demografiske karakteristika end alder, hvilket har resulteret i, at alle informanter er studerende i gang med enten en mellemlang eller en lang videregående uddannelse, og at de alle er bosiddende i København, om end de oprindeligt kommer fra forskellige dele af Danmark. I en

større undersøgelse ville det være interessant at inkludere unge med fx flere forskellige uddannelsesmæssige baggrunde. Socioøkonomiske ressourcer spiller således en stor rolle for, hvorvidt man engagerer sig politisk: ”De seneste mange års politisk-sociologisk forskning viser således næsten enstemmigt, at forskelle i politisk aktivitet og engagement kan forklares ud fra forskelle i erhverv, indkomst og især uddannelsesniveau” (Jensen 2006, 70). Denne undersøgelse har således et fokus på veluddannede unge danskere, og en undersøgelse af unge med mindre eller ingen uddannelse kunne meget vel have givet andre resultater. Det vender jeg tilbage i den afsluttende perspektivering.

R ekruttering I rekrutteringen af informanter har jeg brugt ”snowball-sampling” (Halkier 2009, 31), hvor man går igennem sit eget netværk for at finde informanter. Jeg skrev således ud på henholdsvis Facebook og Twitter, at jeg søgte informanter. Jeg fik desuden en kollega og en studerende på mit specialekontor til via sin bror at kontakte en række fans af de tre politikere. Jeg supplerede med at skrive ud til to mailinglister og slå et opslag op på en enkelt blog21. At jeg har rekrutteret sådan, har været medvirkende til, at mine informanter primært er studerende og ikke for eksempel i fuldtidsarbejde. Bortset fra en enkelt informant, hvor vi har haft to fag sammen på IT-‐Universitetet, har jeg ikke kendt nogle af informanterne forinden, da det kan være svært at interviewe mennesker, man kender, og det bør derfor undgås (Halkier 2009, 32). Denne ene informant var jeg ikke klar over, at jeg kendte, før vi mødtes for at foretage interviewet. Jeg valgte at gennemføre interviewet og er endt med at tage det med, fordi det efter en indledende lidt akavet stemning blev et meget interessant interview. Jeg tilbød informanterne et gavekort for to personer til biografen for at vise potentielle informanter, at jeg værdsatte deres tid og tog deres input alvorligt. Jeg tror, det kan have haft betydning for, at kun én potentiel informant aldrig dukkede op. Ydermere meldte to informanter afbud pga. travlhed. 21 IT-‐Universitetets nyhedsbrev ReadIT, Film-‐ og Medievidenskab på Københavns Universitets

mailingliste IFM-‐News og de studerende på Institut for Kunst-‐ og Kulturvidenskab på Københavns Universitets hjemmeside kukua.dk.

To af informanterne var fans af alle tre politikere, mens de øvrige kun var fans af én af politikerne. Ud af de 11 interviews ser fordelingen af fans derfor, når de to informanter er talt med tre gange hver, således ud: Seks af informanterne synes godt om Johanne Schmidt-‐Nielsen, mens fem syntes godt om Manu Sareen og fire om Søren Pind.

I nterv iewenes udf o rmning

Jeg arbejdede med en semistruktureret interviewguide, hvor jeg opstillede en række spørgsmål, der sikrede, at jeg kom omkring de samme temaer med alle informanter. Samtidig tilpassede jeg de konkrete spørgsmål og deres rækkefølge til det enkelte interview og de nye emner, der kom frem under det (Fischer og Rasmussen 2008, 99). Efter et test-‐interview22 og mit første egentlige interview reviderede jeg interviewguiden og tilføjede bl.a. flere åbne spørgsmål23. Generelt holdt jeg mig så neutral som muligt i interviewene og fokuserede på at spørge ind til informanternes holdninger frem for at give udtryk for egne holdninger, men svarede ærligt, hvis nogle af informanterne spurgte efter min mening (Hjort 1986, 106). Alle interviews er blevet optaget og transskriberet24. Under alle interviewene gik vi ind på informantens Facebook-‐profil. Det fungerede godt at bruge Facebook så konkret som omdrejningspunkt. Dels slappede alle informanterne af ved at have computeren foran sig af, dels kom der et observerende element ind i interviewet, idet flere af informanterne begyndte at bruge deres Facebook-‐profil. Ved at have deres Facebook-‐profiler åbne kunne de desuden gå ind og tjekke ting, som de ikke kunne huske – fx hvor mange venner de havde, eller hvilke sider de syntes godt om – og vi kunne snakke om forskellige politikeres opdateringer. 22 Test-‐interviewet er vedlagt som bilag, men bruges ikke i analysen, da det bærer præg af at

være netop en test. Se bilag 1. 23 Se bilag 14 for den første spørgeguide og bilag 15 for den reviderede spørgeguide. 24 Transkriptionerne kan ses i bilag 1-‐12. Fra Halkier bruger jeg følgende tegn i transkriberingerne: Uforståelig tale: ( ) Høje udbrud: versaler Andre mundtlige udtryk end tale: [latter] Pauser: … (2009, 72)

Metodetr ia ngul er ing: inter v iew s, indhol dsa na l yse og obser v a tioner Interviewene kombinerede jeg med en indholdsanalyse af politikernes Facebook-‐sider i samme periode, som jeg lavede interviewene (konkret drejer det sig om tre måneder)25. Her undersøgte jeg, hvor mange opdateringer politikerne lavede, og hvad opdateringerne handlede om. Hvordan jeg har analyseret politikernes opdateringer, beskriver jeg i Behandling af data. I kombination med indholdsanalysen observerede jeg løbende de tre politikeres Facebook-‐sider, hvilket særligt i interviewsituationerne viste sig at være afgørende. Det gjorde nemlig, at jeg kendte de opdateringer, som informanterne nævnte i interviewene, og derfor kunne gå i dialog om de konkrete opdateringer. Undersøgelsens tre komponenter – interviews, observationer og indholdsanalyse – har således gensidigt verificeret og kvalificeret hinanden.

Etiske ov er v ejel ser Jeg har fået alle informanternes tilladelse til at optage interviewene og bruge dem i mit projekt. Ydermere har jeg anonymiseret informanterne 26 (Neyland 2008, 144–145), hvilket særligt for én af informanterne var vigtigt (bilag 4:26). I et enkelt interview (bilag 4:675-‐692) valgte jeg i slutningen af interviewet at indlede en mere gensidig dialog, fordi det i løbet af interviewet gik op for mig, at vi havde så mange fælles bekendte, at andet ville være uetisk. Jeg var derfor nødt til at give mig til kende på en mere direkte måde, end jeg gjorde i andre interviews. De tre politikeres Facebook-‐sider og opdateringer bruger jeg i specialet som offentligt materiale. Her læner jeg mig op ad Jankowski og Turnšek (2008, 20–21) samt Gurak (1999, 246), som mener, at man godt må bruge billeder og tekst, der kan siges at være offentlige udtryk og virker til at være designet til at blive set offentligt, uden at spørge om lov. 25 Januar, februar og marts 2012.

26 Jeg har derfor både i specialet og i transskriptionerne givet informanterne andre navne.

B eha ndl ing a f da ta : kodning, ka tegor iser ing og situa tionel a na l yse I bearbejdelsen af interviewmaterialet har jeg brugt åben kodning, der består af at kode og kategorisere materialet, og situationel analyse i form af kortlægninger. Jeg startede med den åbne kodning for systematisk at få et overblik over materialet ved at sætte koder på de udskrevne transskriptioner for derefter at samle dem i overordnede kategorier (Flick 1998, 169–170)27. De ord, jeg har brugt som koder, har jeg hentet fra interviewpersonernes egne udtryk og ord. Herefter gik jeg over til at arbejde med Adele Clarkes kortlægninger. Ved hjælp af hendes kortlægninger har jeg forbundet koder og kategorier på kryds og tværs. Clarke præsenterer tre slags kort, som alle er en del af den situationelle analyse: Situationelle kort som repræsenterer elementer og relationer ved situationen; sociale kort som repræsenterer konteksterne og handlerummene for situationerne; og positionelle kort som repræsenterer såvel diskursive som tavse positioner i situationerne og konteksterne. (Halkier 2009, 73, se også Clarke 2005, 86 ) Den situationelle analyse i form af de tre slags kortlægninger er primært analytiske redskaber. Til tider vil den også kunne bruges i præsentationer af et datamateriale og en analyse, men dens primære funktion er at give en analytisk indgang til et ens materiale (Clarke 2005, 83). Den situationelle analyse anbefaler Clarke at bruge på allerede kodede data. Her kan man bruge konventionelle tilgange til kodningen fra fx grounded theory (Clarke 2005, 84), hvilket jeg har gjort i form af åben kodning. Jeg startede med det situationelle kort, hvor det handler om at få alle de vigtigste menneskelige og ikke-‐menneskelige elementer samt de symbolske og diskursive elementer i den givne situation placeret på kortet. Derefter undersøgte jeg ved

27 Se bilag 13 for en oversigt over de overordnede kategorier.

hjælp af en relationsanalyse, hvilke forbindelser der var mellem elementerne (Clarke 2005, 86–87). På den måde bliver det tydeligt hvilke fortællinger – og forbindelser – i materialet, der er interessante at undersøge nærmere (Clarke 2005, 102, 111). Arbejdet med det sociale kort fokuserede analysen endnu mere ved at identificere de sociale verdener, der fremgår af mine interviews: ”Social worlds are actor-defined, permitting identification and analysis of collectivities construed as meaningful by the actors themselves” (Clarke 2005, 110). I det sociale kort handlede det således om at finde ud af, hvilke sociale verdener der er afgørende for informanterne. Det kan fx være universer af diskurser, ideologier, teknologier eller formelle organisationer (Clarke 2005, 112). Afslutningsvist arbejdede jeg med positionelle kort, der handler om at finde frem til de vigtigste positioner i data. Positionerne er ikke knyttet til personer, grupper eller institutioner, men er derimod positioner i diskurserne (Clarke 2005, 126). Et eksempel på en position, som jeg mødte i mine interviews, er, at mange politikere er strategiske og kalkulerende i forhold til, hvordan de fremstiller sig selv. Det vender jeg tilbage til i analysen. Formålet med både den åbne kodning og den situationelle analyse er at gå i dybden med materialet og nå udover blot at parafrasere og referere materialet (Flick 1998, 176). Udover interviewene har jeg som sagt analyseret de tre politikeres opdateringer. Det gjorde jeg for at undersøge forskelle og ligheder mellem de tre politikeres tilstedeværelser på Facebook. Det var således vigtigt at have analyseret den enkelte politikers opdateringer for at kunne diskutere informanternes opfattelse af politikernes måde at være på Facebook på i forhold til de opdateringer, som politikerne faktisk lavede. I analysen af politikernes opdateringer har jeg kodet samtlige opdateringer for derefter at samle dem i kategorier på samme måde, som jeg har gjort med interviewene. Det resulterede i kategorierne:

•

Spørgsmål til brugerne

•

Anbefaling af link

•

Anbefaling af arrangement

•

Bag om kulisserne

•

Annoncering af optræden i medierne

•

Kritik af andres politik

•

Kritik af medierne

•

Ros af andres politik

•

Ros af medierne

•

Udtryk for egen politik

•

Private fortællinger

•

Billeder

Nogle opdateringer kan passe ind i flere kategorier. Når det har været tilfældet, har jeg placeret opdateringen i den kategori, som syntes at være opdateringens primære formål. Fx følger der ofte links med politikernes opdateringer, men jeg har kun placeret dem i kategorien Anbefaling af links, hvis linket har været det primære formål med opdateringen. Det er fx tilfældet med Manu Sareens opdatering fra 29. februar 2012 (fig. 2).

Fig. 2: Opdatering fra Manu Sareens Facebook-‐side. Ofte har linket blot understøttet politikerens meningstilkendegivelse28, hvilket ses af Johanne Schmidt-‐Nielsens opdatering fra 22. marts 2012 (fig. 3). 28 I projektbeskrivelsen på mit.itu.dk har jeg angivet også at ville analysere politikernes

Facebook-‐sider ved hjælp af kvantitative redskaber til at undersøge fx graden af interaktion på

Fig. 3: Opdatering fra Johanne Schmidt-‐Nielsens Facebook-‐side. Hvor mange opdateringer de tre politikere har i hvilke kategorier, vender jeg tilbage til i analysen.

F o rto lkning a f da ta ma teria let Med afsæt i arbejdet med de tre former for kort og analysen af politikernes opdateringer påbegyndte jeg fortolkningen af materialet: ”Fortolkning handler om at forsøge at forstå mening” (Halkier 2009, 77). Ud fra en socialkonstruktivistisk position tager jeg afsæt i, at undersøgeren aldrig er objektiv, men derimod altid påvirker både indsamlingen af data og fortolkningen af samme data: ”At fortolkningens indhold både afhænger af datamaterialet, men også af, hvor man spørger fra – hvilket spørgsmål man stiller til datamaterialet” (Halkier 2009, 78). Mine spørgsmål til materialet stammede primært fra min politikernes side. Et eksempel er redskabet Page-‐Analyzer (Komfo). Det er jeg endt med at udelade, da det ikke viste sig at passe ind i den endelige opgaves fokus.

problemformulering, men blev suppleret af Clarkes situationelle analyse, som grundlæggende set er en måde at stille spørgsmål til ens materiale på. Fortolkningen er foregået løbende i løbet af undersøgelsen (Kvale 1994, 204), men er først blevet samlet op og struktureret, da jeg påbegyndte analysen.

Anal yse Jeg indleder med at præsentere informanterne for derefter at analysere de tre politikeres opdateringer. Herefter går jeg i gang med analysen ud fra Dahlgrens model for samfundskulturer, som jeg beskrev i Teoretisk forståelsesramme29.

Pr æsenta tion a f infor ma nter ne De 11 informanter er alle studerende og i alderen 23-‐30. De bor i København, men kun få af dem er født og opvokset i byen. Stort set alle informanterne fik en profil på Facebook i 2007. Jakob fik som den eneste af informanterne sin profil allerede i 200630. For størstedelen af informanterne er det noget relativt nyt at synes godt om politikere på Facebook. Fem af dem begyndte således at synes godt om en eller flere politikere i forbindelse med Folketingsvalget i efteråret 2011, mens tre blev fans i foråret samme år. Derudover mener Nina, at hun begyndte at synes godt om Johanne Schmidt-‐Nielsen ved Folketingsvalget i 2007, mens Frederik blev venner med hende for to-‐tre år siden. Informanterne har mellem 177 og 698 venner på Facebook. I gennemsnit havde de 456 Facebook-‐ venner31, hvilket ligger over danske Facebook-‐brugere gennemsnitlige antal venner på Facebook, som er på 197 (Lemberg 2012b, 6).

29 Jeg har bestræbt mig på at beholde så meget af informanternes oprindelige udsagn som muligt,

når jeg citerer dem, men har dog lavet nogle sproglige tilpasninger for læsevenlighedens skyld. Citaterne kan læses i deres fulde længde i de vedlagte transskriptioner. 30 På det tidspunkt var han på udveksling i England. Dengang skulle man have en amerikansk eller engelsk universitetsmail for at kunne oprette en profil. Det var således pga. hans udvekslingsophold, at Jakob fik mulighed for at komme på Facebook allerede i 2006. 31 Christine har ca. 5-‐600 Facebook-‐venner. Jeg har i beregningen over, hvor mange Facebook-‐ venner informanterne har, brugt 600 for Christine, fordi der var en tendens i interviewene til, at informanterne antog, at de havde færre Facebook-‐venner, end de egentlig havde.

Informanterne deler sig i tre grupper: Nogle er både politisk aktive off-‐ og online. Andre har været aktive offline, men er nu hovedsagligt aktive online. De kunne dog godt forestille sig at blive mere aktive offline igen. Endelig kan nogle af informanterne primært forestille sig at være aktive online, hvilket de er i dag. Enkelte af dem kunne godt finde på at deltage i en demonstration eller blive medlem af et parti, men de er alle mere skeptiske end de andre informanter overfor at engagere sig politisk offline. Jeg starter med at introducere de tre informanter, der er politisk aktive både off-‐ og online. Derefter introducerer jeg de to andre grupper af informanter.

Po litisk a ktiv e o f f line o g o nline I denne gruppe hører Torben, Jakob og Nina, som præsenteres enkeltvis. Jeg starter med Jakob, som adskiller sig fra de to andre ved, at hans politiske engagement i højere grad skyldes en faglig interesse end en politisk: ”Politisk er jeg begyndt at hjælpe en folketingskandidat med lidt kommunikation. Det er på et plan, hvor det mere er en faglig interesse, end at jeg vil ændre hele verden eller har været politisk aktiv i mine unge (år), det har jeg ikke været” (bilag 12:38-‐42). Jakob har en kandidatuddannelse inden for kommunikation og arbejder i dag på et kommunikationsbureau. Hans faglige interesser og kompetencer er hans primære begrundelse for at være politisk aktiv. Nina og Torben er begge politisk aktive, netop fordi de med Jakob’ ord vil forandre verden, men de er det på hver deres måde. Nina er medlem af Enhedslisten. Her er hun med i en gruppe i hendes lokalafdeling, der står for at lave aktioner. Hun oplever det at være aktiv i et parti som langsommeligt og bureaukratisk: ”Men det er jo bare et sindssygt bureaukrati. Jeg tror ikke, at jeg kommer til at lægge al min energi i den der lokalafdeling” (bilag 4:690-‐692). Hun har en oplevelse af, at det at engagere sig i lokalafdelingen primært handler om at sidde til møder, mens hun gerne vil have, at der kommer flere konkrete aktiviteter ud af at være aktiv. I stedet engagerer hun sig på den udenomsparlamentariske venstrefløj og har bl.a. organiseret en konference sammen med nogle venner. Det oplever hun som en nemmere og

mere effektiv måde at være politisk aktiv på. Ninas oplevelse af at være aktiv i et parti stemmer godt overens med Hasebrink og Hasebrink, der konkluderer, at: One of the aspects of politics, which keep young people increasingly distant from classical political activities, is their hierarchical, static, and bureaucratic structures. Young people prefer action, self-initiative, spontaneity; they like working on projects, in ad hoc groups or initiatives. (2007, 89) De unge foretrækker at engagere sig i netværk med klare strategier for at opnå deres mål. De vil således hverken have kaos og mangel på organisering eller bureaukrati og hierarkiske strukturer (Hasebrink og Hasebrink 2007, 89). Torben er ligesom Nina medlem af et parti: Han er hovedsagligt aktiv i Venstres Ungdom, men har bl.a. i forbindelse med valgkampen været aktiv i Venstre, hvor han hængte valgplakater op. Han har haft en oplevelse af hurtigt at blive meget involveret i Venstres Ungdom: ”Man skal passe på med, hvad man siger ja til, for lige pludselig går det hurtigt. For så mange er der jo heller ikke, der virkelig brænder for det” (bilag 8:91-‐94). For Torben er en af de gode ting ved at være aktiv i et ungdomsparti, at man bliver konfronteret med sine politiske holdninger og får dem diskuteret med andre. Det, oplever han, har udviklet ham politisk: ”Og så som årene går, så lærer man mere og mere at stille kritiske spørgsmål, og selv at begynde at ville stille spørgsmålstegn ved den eksisterende politik og også selv begynde at komme med nogle ændringsforslag. (bilag 8:37-‐ 40)” Han oplever at få meget ny viden ved at være partipolitisk aktiv og deltager ofte i debatter og møder, hvor etablerede politikere som Morten Løkkegaard og Søren Pind kommer og fortæller. Desuden har han fået en stor del af sit netværk gennem Venstres Ungdom og har en oplevelse af at være blevet en del af et fællesskab med mennesker fra hele landet. Jeg vil nu beskrive den gruppe af informanter, der tidligere har været politisk aktive, men som i dag hovedsagligt er politisk aktive online. De kan dog alle godt forestille sig at engagere sig mere offline igen.

Tidligere po litisk a ktiv e o f f line – nu primæ rt po litisk a ktiv e o nline Til denne gruppe hører Frederik, Kasper og Morten. Jeg starter med at præsentere Frederik for derefter at introducere Kasper og så Morten. Frederik har tidligere været aktiv i SF’s Ungdom. Han har endnu ikke meldt sig ud, men ved sidste valg stemte han på Enhedslisten, og han overvejer at melde sig ind i det parti i stedet. Han startede med at distancere sig fra SF, da Villy Søvndahl henvendte sig til Hizb ut-‐Tahrir med ordene: ”Til disse mørkemænd vil jeg sige: Gå ad helvede til. Hvis de har så dybe længsler om at leve i et religiøst diktatur, så kan de rejse til de lande i Mellemøsten, hvor et sådant diktatur findes” (Holst 2008). Siden har han haft svært at se, hvilket projekt SF kæmpede for, og hvad han selv skulle: ”Engang troede jeg, jeg kunne være med til at forandre verden. Nu lytter jeg bare til dem, der prøver at gøre det” (bilag 5:245-‐246). Det gør han så på Facebook, hvor han forsøger at overbevise andre om hans politiske synspunkter samt deler og synes godt om politikeres opdateringer for på den måde at støtte dem. Det vender jeg tilbage til i Politisk redskab. For Kasper er det vigtigt at være politisk på en måde, som han ser som moderne og anderledes end, det han kalder ”gammelaktivistisk” (bilag 10:768), hvilket han ikke kan identificere sig med. Kasper har flere gange været ved at melde sig ind i Enhedslisten og regner også med at gøre det på et tidspunkt, men har endnu ikke taget springet: ”Jeg har flere gange været lige ved at melde mig ind i Enhedslisten og vil det stadig gerne, men hver gang er jeg stået lidt af, når jeg har åbnet deres partiprogram, og så har der stået noget med de multinationale selskaber. Altså, den der meget gammel kommunistiske eller gammel socialistiske retorik, som jeg har stået af på” (bilag 10:156-‐160). Kasper kan ikke identificere sig med den traditionelle kommunistiske retorik, og det han opfatter som en gammeldagsmåde at være politisk på. For ham er et projekt som Kirkeasyl (Kristligt Dagblad), som han har været aktiv i, således lettere at identificere sig med end Enhedslisten. Her bliver Dahlgrens pointe om, at hvis man har svært

ved at identificere sig med fx et parti, så vil man typisk ikke engagere sig i det, tydelig (2007b, 60). Morten var som gymnasieelev engageret i studenterpolitik. Siden hen har han været medlem af organisationen Europæisk Ungdom, men har meldt sig ud igen, fordi han ikke oplevede at have tid til at være aktiv. Det er også på grund af manglende tid, at han ikke er medlem af Radikale Venstre. Han kunne således godt forestille sig at blive både medlem af og aktiv i partiet på sigt. Hvis han melder sig ind, vil han gerne være med til at analysere det politiske og sørge for en god kommunikation baseret på hans kommunikationsfaglige interesse og viden, som han bl.a. har fra sit kandidatstudie i Politisk Kommunikation og Ledelse. På den måde minder han om Jakob, som netop laver den slags frivilligt arbejde for en radikal politiker ud fra en faglig interesse. Afslutningsvist vil jeg introducere den gruppe af informanter, der har sværest ved at se sig selv være politisk aktive offline.

Po litisk a ktiv e o nline Anna, Christine, Naja, Dorthe og Randa er stort set ikke aktive offline. Selvom nogle af dem tidligere har været det, så er de den gruppe af informanter, der er mest skeptiske over for at engagere sig offline. Christine har tidligere været frivillig i Mellemamerika og efterfølgende lavet et formidlingsprojekt i Danmark om det. Hun meldte sig ind i Enhedslisten i 2011 efter at have hørt Johanne Schmidt-‐Nielsens første maj-‐tale. I den forbindelse blev hun også fan af både Enhedslisten og Johanne Schmidt-‐Nielsen på Facebook. Hun har således både stemt på Enhedslisten og er medlem, men hun er ikke aktiv og har heller ikke planer om at blive det. Christine har desuden været med til demonstrationer i gymnasiet for bedre vilkår for gymnasieeleverne. Også Naja har været til en del demonstrationer i gymnasiet. Hun oplevede, at hun ikke rigtig vidste så meget om det, de demonstrerede imod eller for: ”Der var helt sikkert nogle meget røde nogle, som godt vidste, hvad de gjorde. Men det

gjorde jeg ikke. Nogle sagde, at der skulle være færre i klassen, og at vi skulle have nye stole, og jeg tænkte bare, men helt sikkert. Så jeg har været til rigtig mange demonstrationer” (bilag 9:526-‐531). I dag kunne hun til gengæld godt forestille sig at gå til demonstration imod ACTA. Ved at gå til demonstrationen oplever hun, at hun taler for ytringsfrihed på internettet, som hun mener, er vigtigt. Hvis hun skulle engagere sig politisk, kunne hun forestille sig at blive aktiv i studienævnet på sit universitet, eller, hvis hun havde børn, skolebestyrelsen. Hun kan således bedre se sig selv være politisk engageret i det, hun definerer som det nære end fx at blive aktiv i et parti, men oplever ikke at have tid til det. Hun finder det primært vigtigt at tage stilling i forbindelse med valg, hvor hun ”momentant” (bilag 9:97) går op i politik. Dorthe deltog i demonstrationer, da hun var yngre, men i dag fokuserer hun sin politiske indsats på Facebook og støtter på den måde. Hun bruger bl.a. det at synes godt om humanitære organisationer og projekter til at støtte dem. Dorthe oplever, at Facebook gør det mere tilgængeligt at være politisk aktiv, fordi hun bare skal ”klikke” (bilag 3:583). Desuden synes hun, at hendes politiske engagement er blevet både mere personlig og målrettet, end da hun som yngre fx gik til demonstrationer. Hun oplever ydermere, at hun er blevet mere aktiv politisk af at kunne bruge Facebook: ”Jeg tror, at jeg er mere aktiv, men sommetider tænker jeg, er jeg virkelig aktiv, når jeg bare sidder på computeren? Men jo, det tror jeg” (bilag 3:585-‐587). Hendes opfattelse af, at Facebook er en hurtig og let tilgængelig måde at engagere politisk på, skyldes, at de utraditionelle og individualiserede former for deltagelse fx på internettet ofte er hurtigere, uforpligtende og en bekvem måde at udtrykke sit politiske synspunkt på (Vromen 2007, 98). Hvordan hun ser på det at være aktiv politisk på Facebook, vender jeg tilbage til i Politisk redskab. Anna er endnu ikke medlem af et parti, men er lige ved at melde sig ind i Liberal Alliance, da jeg interviewer hende. Hun vil ikke melde sig ind for at blive aktiv, men for at vide med sig selv, ”at jeg er medlem her” (bilag 11:343). Hun regner ikke med at blive aktiv i partiet, for som hun siger: ”Jeg er mere den passive type” (bilag 11:361). Udover ikke at kunne se sig selv som aktiv i et parti, så handler

det også om, at ingen af hendes venner kunne finde på at melde sig ind i Liberal Alliance, og hun derfor ville skulle engagere sig i partiet alene. For Anna spiller de sociale miljøer, hun er en del af, således en stor rolle for, at hun ikke ønsker at blive aktiv: ”Hvis jeg var i et miljø, hvor der var flere, der var aktive, så kunne jeg godt, men det var aldrig noget, jeg ville gøre af mig selv, og af dem jeg taler politik med, er jeg den eneste, der er Liberal Alliance og kunne finde på at melde mig ind dér” (bilag 11:363-‐367). Det ikke at have venner, der vil engagere sig politisk sammen med én, forhindrer også Frederik i at deltage i demonstrationer: ”Der er så mange ting, jeg gerne vil gøre. Men jeg ved ikke, om jeg kender nogle, der skal derhen, og om jeg gider alene. Der er mange ting, jeg ikke er gået til” (bilag 5:607-‐ 610). Han har således ikke lyst til at deltage i politiske aktiviteter alene, og dermed kommer hans venner til at have en meget konkret indflydelse på, hvor aktiv han er. Randa diskuterer politik både med sine venner og med andre Facebook-‐brugere, som synes godt om de samme politikere som hende. Når hun diskuterer, handler det både om at blive klogere på, hvad hun selv mener, og om at overtale andre. Fx overbeviste hun i forbindelse med folketingsvalget i 2011 nogle af sine venner til at stemme på Manu Sareen, hvilket hun også selv gjorde. Hun overvejede at blive frivillig for Radikale Venstre i forbindelse med valgkampen, men uden at melde sig ind i partiet. Det kan hun således slet ikke forestille sig at blive. Hun blev dog ikke frivillig, da hun syntes, at hun havde for travlt. Da hun ikke tidligere har været politisk aktiv offline og heller ikke blev det i forbindelse med valget, har jeg placeret hende i denne gruppe af informanter. Ved at have overvejet at blive frivillig under valgkampen nærmer hun sig dog de andre grupper af informanter. Efter at have introduceret informanterne vil jeg nu analysere de tre politikeres opdateringer på Facebook.

De tr e pol itiker es opda ter inger Fra januar til og med marts 2012 lavede Søren Pind 257 opdateringer, Johanne Schmidt-‐Nielsen 50 og Manu Sareen 15132. De opdateringer har jeg som beskrevet tidligere inddelt i en række kategorier. Den procentvise fordeling af politikernes opdateringer inden for de forskellige kategorier ses af fig. 4, 5 og 6:

Fig. 4: Procentvis fordeling af Søren Pinds opdateringer33.

32 Ifølge Page-‐Analyzer (Komfo), som er et redskab, der bl.a. måler antallet af opdateringer på en

side, har Manu Sareen lavet 152 opdateringer i perioden, men jeg har kun kunne finde 151 opdateringer. Muligvis har han slettet en enkelt opdatering. 33 Søren Pind har ingen opdateringer lavet i kategorien Anbefaling af arrangement. Kategorien er derfor ikke medtaget i grafen.

Fig. 5: Procentvis fordeling af Johanne Schmidt-‐Nielsens opdateringer34.

Fig. 6: Procentvis fordeling af Manu Sareens opdateringer35. 34 Johanne Schmidt-‐Nielsen har ingen opdateringer lavet i kategorierne Kritik af medierne, Billeder og Bag om Kulisserne. Kategorierne er derfor ikke medtaget i grafen.

Infomedia har i en rapport beskrevet tre slags politikere på Facebook: de officielle, de personlige og de flittige (2012). Ifølge Infomedia hører 30 % af de folketingspolitikere, som har en Facebook-‐side, til de personlige, der er karakteriseret ved at lave et miks af politiske udmeldinger og personlige opdateringer. De flittige tæller 40 % af folketingspolitikerne. De bruger Facebook til at fortælle, hvor hårdtarbejdende de er. Derfor laver de ofte opdateringer om, hvad de laver, og hvilke medier de optræder i. Deres opdateringer minder lidt om dagbogsskriverier. Endelig er der de officielle, som består af 20 % af folketingspolitikerne, hvilket hovedsagligt tæller partiernes spidskandidater. De laver ofte formelle opdateringer. De resterende 10 % er ikke på Facebook (Infomedia 2012). Ud fra min egen optælling af Johanne Schmidt-‐Nielsens, Manu Sareens og Søren Pinds opdateringer ses det, at Johanne Schmidt-‐Nielsen hører til de officielle. Det skyldes særligt, at hun stort set aldrig laver opdateringer inden for kategorien Private Fortællinger. Imens hører Søren Pind til de personlige. Det ses af, at 23,7 % af hans opdateringer falder inden for kategorien Private Fortællinger. Også Manu Sareen laver en del opdateringer i denne kategori. 31,1 % af hans opdateringer hører dog til kategorien Bag om kulisserne, og han kan derfor betegnes som en af de flittige. Søren Pind og Manu Sareen spørger også jævnligt brugerne om deres mening. Særligt Sareen opfordrer til debat, hvilket ses af, at han på sin Facebook-‐side har tre sider forbeholdt debat mellem brugerne og ham selv om emner forbundet med hans ministerier36.

Ana l yse a f sa mfundskul tur er ne Efter at have præsenteret såvel informanter som politikere går jeg over til at bruge Dahlgrens analysemodel, som blev introduceret i Teoretisk forståelsesramme.

35 Manu Sareen har ingen opdateringer lavet i kategorien Kritik af medierne. Kategorien er derfor

ikke medtaget i grafen. 36 https://www.facebook.com/manu.sareen/app_190949470989310?ref=ts https://www.facebook.com/manu.sareen/app_123143807796935?ref=ts https://www.facebook.com/manu.sareen/app_264974553555354?ref=ts

R um Informanterne er alle meget opmærksomme på, hvordan Facebook fungerer som rum. Til at forstå, hvordan de ser på Facebook som rum både i deres hverdag og i forbindelse med at synes godt om politikere, bruger jeg netværksoffentlighedens dynamikker og karakteristika. I informanternes brug af Facebook bliver det tydeligt, at netværksoffentlighedens karakteristika skaler- og kopierbarhed spiller en væsentlig rolle. De unge er således meget opmærksomme på, hvordan de kan bruge det, at opdateringer netop kan skaleres og kopieres på Facebook, til at sikre, at politiske opdateringer, som de finder vigtige, bliver spredt. Christine beskriver, hvordan hun sørger for at sprede nogle af Johanne Schmidt-‐Nielsens opdateringer: ”Hvis hun rammer et eller andet, som, jeg selv synes, er rigtig vigtigt, så sørger jeg for at like den, så den kan komme op i toppen på andre folks tophistorier” (bilag 7:222-‐226). Hun bruger dermed bevidst det, at Facebook prioriterer opdateringer med mange likes, kommentarer og delinger højere end opdateringer, der har fået mindre feedback. Således bliver opdateringer, der har fået meget feedback, placeret højere i brugernes nyhedsstrøm (Lemberg 2012a). Ydermere får man som bruger langt fra automatisk vist alle opdateringer fra de venner og sider, man er forbundet med på Facebook. Opdateringerne bliver nemlig sorteret, så man primært får vist opdateringer fra venner og sider, som man ofte interagerer med. Man kan også få vist opdateringer fra sider og venner, man ikke så ofte kommunikerer med, men det kræver netop, at den givne opdatering har fået meget feedback fra andre. Desuden kan man få vist opdateringer fra sider og venner, man ikke selv er forbundet med, hvis ens Facebook-‐venner har interageret med opdateringen. For politikerne giver det således mere synlighed, hvis brugerne interagerer med deres indhold. Ligesom Christine er Nina meget bevidst om, at Facebook skalerer historier med meget brugerfeedback. Hvis en opdatering fra fx Johanne Schmidt-‐Nielsen allerede har fået mange likes, så vil hun være tilbageholdende med at like for: ”Den skal nok blive på forsiden i lang tid, om jeg liker den eller ej. Det har ikke så stor betydning på det her stadie, men hvis den nu lige var kommet på, og der kun var tre, der likede den, så kunne jeg godt gå ind og like den, for at andre ville se den, for så ville

det komme frem på deres væg, at nu har jeg liket den. Og så ville den sprede sig uden, at jeg behøvede at poste den” (bilag 4:379-‐387). For Nina er det at like en politikers opdateringer dermed en smart måde at sørge for, at hendes Facebook-‐ venner også får opdateringen at se. Hun bruger således Facebooks karakteristika som et redskab til at engagere sig politisk. Hvor Nina sørger for at sprede Johanne Schmidt-‐Nielsens opdateringer i sit netværk, så oplever Dorthe, at hun modtager opdateringer fra politikere, som hun ikke selv synes godt om, netop fordi nogle af hendes Facebook-‐venner gør som Nina og sørger for at få politikernes opdateringer spredt. Hun får således mange opdateringer fra radikale politikere, særligt Margrethe Vestager, fordi mange af hendes Facebook-‐venner er fans af Vestager: ”Jeg følger også meget med i Margrethe Vestagers, fordi jeg har mange, der er venner med hende, så de poster tit billeder af hende og alt muligt. Det synes jeg er meget spændende at følge. Selvom jeg ikke er fan af hende på Facebook, så kommer jeg næsten oftere på hendes side, fordi der er nogle andre, der har postet noget” (bilag 3:191-‐196). Det er bl.a. på den måde, at informanterne har opdaget flere af de politikere, de synes godt om. Desuden fortæller Jakob som den eneste af informanterne, at han har fået øje på en politiker gennem en annonce på Facebook. Også karakteristikken søgbarhed spiller en rolle for informanterne, om end i mindre grad end de to andre karakteristika. Således fortæller Nina om, hvordan det nogle gange er nemmere at gå på Facebook end at søge på Google, fordi hun har en oplevelse af, at det hele er samlet på Facebook, og det derfor er lettest at bruge til at finde det, hun leder efter. Også Naja bruger Facebook til at søge med. Fx søgte hun efter politikere, hun gerne ville vide mere om, for at finde ud af, hvem hun skulle stemme på til folketingsvalget i 2011. Karakteristikken vedvarenhed forholder informanterne sig primært til, når det kommer til Facebooks timeline-‐design (Mølgaard 2011), som netop var i gang med at blive rullet ud for privatpersoner, mens jeg gennemførte interviewene. Designet medførte, at ens tidligere handlinger blev tydeligere end før ved at samle alt, hvad man har lavet og skrevet på Facebook på en tidslinje. På det

tidspunkt var det stadig frivilligt, om man ville begynde at bruge designet på sin Facebook-‐profil. Det blev først obligatorisk, efter at jeg var færdig med interviewene. Kasper fortalte således, at han endnu ikke havde slået timeline-‐ designet til, fordi han ikke kunne overskue at forholde sig til ”de sidste fire-fem års virtuelle liv” (bilag 10:666). Han ville således som udgangspunkt gerne se alle opdateringer igennem for at tjekke, om han ville slette nogle, men han vidste, at der ville være utroligt meget indhold at forholde sig til, og det kunne han ikke overskue. På den måde kan man sige, at han er opmærksom på, at det, han gør på Facebook, varer ved og bliver gemt. Også Nina er opmærksom på det. Hun bryder sig ikke om, at Facebook ved så meget om hende. Hun føler sig således overvåget. Ikke af sine venner, men hun føler, at selve det at være på Facebook minder om et overvågningssamfund. Det kommer frem i løbet af interviewet, at det ikke handler om, at hun ikke vil have, at en kommende chef fx kan se, at hun synes godt om politikere. Det, tænker hun, blot signalerer, at hun er engageret i det samfund, hun lever i. Det, hun ikke bryder sig om, er, at Facebook som en kommerciel virksomhed ved så meget om hende. Hun har derudover et behov for at have en privathed om sin person. Det medfører, at hun ikke kan lide at have private billeder på sin profil. Hun vil således gerne beskytte sin privatsfære, men finder det svært at gøre på Facebook, hvilket skyldes, at grænserne mellem privat og offentligt ikke er så skarpe i netværksoffentligheden. Hvis en politiker har en side, er man nødt til at tilkendegive, at man ”synes godt om” politikeren for at få vedkommendes opdateringer. Derfor fravælger flere af informanterne at få opdateringer fra politikere, som de ikke bryder sig om. Det skyldes, at de vil undgå at sende et forkert signal til deres omgivelser om, hvad de mener politisk. En af årsagerne til det er de sammensmeltede sammenhænge. Det ses af Annas forklaring på, hvorfor hun ikke bryder sig om at synes godt om politikere på Facebook: ”Især dem man ikke kender så godt, fordi dem der kender mig godt, de ved jo udmærket godt, hvad jeg står for. Så det er mest dem, man ikke kender så godt, jeg måske har i tankerne, når jeg fravælger at blive fan af politikere” (bilag 11:397-‐402). Anna ville således ikke have noget problem med at blive fan af forskellige politikere, hvis hun udelukkende var Facebook-‐venner med sine nære venner og familie, men fordi hun også er

forbundet med mennesker, som ikke kender hende så godt, og de ser det samme som hendes nære venner og familie, så lader hun ofte være med at blive fan. Her har de sammensmeltede sammenhænge således en betydning for, hvordan Anna agerer på Facebook. Forbundet med de sammensmeltede sammenhænge er det usynlige publikum, hvor man for at fremstille sig selv så fordelagtigt som muligt for et bredt publikum forestiller sig, at man kommunikerer til de mest ømtålelige medlemmer af dette publikum (boyd 2011, 50). For Anna udgør det her hendes perifert bekendte, som hun også er forbundet med på Facebook. Selvom hun bruger det at forestille sig, hvem publikum består af, for at undgå at opføre sig upassende, hvilket for boyd hører til dynamikken det usynlige publikum, så kender hun sit publikum. Man kan derfor ikke tale om, at det er usynligt. Det er således kun en del af dynamikken, der er aktuel i denne sammenhæng. Også Frederik har svært ved at synes godt om politikere, som han ikke bryder sig om. Han vil således gerne abonnere på politikere, som han ikke er enig med, men han vil ikke være fan af dem. Hvis han blev nødt til at synes godt om politikere som Søren Pind, som han i dag abonnerer på, ville han stoppe, fordi det ville sende det forkerte signal. Selvom Frederik altså ikke kunne finde på at synes godt om politikere, han ikke er enig med, så synes han godt om enkelte opdateringer fra dem, såfremt han er enig på netop det punkt. Når det kommer til politikere, han er enig med, vil han desuden hellere være venner med dem end fan, fordi det at være venner giver en tættere relation. Bl.a. kan han skrive direkte til politikeren37. Jakob er den eneste af informanterne, der ikke har et problem med at synes godt om politikere, som han ikke er enig med. Det skyldes, at han gerne vil være forbundet med dem for at følge med. Han arbejder som beskrevet med kommunikation til hverdag, og derfor finder han det af faglige årsager interessant at synes godt om forskellige politikere. Samtidig er det hensigtsmæssigt for ham at følge med på Facebook for, som han siger: ”Det er jo den hjemmeside, jeg er mest inde på” (bilag 705:12). Også Kasper synes godt om nogle politikere, som han ikke er enig med, og han overvejer at synes godt om 37 I dag kan man også sende privatbeskeder til politikere, der har Facebook-‐sider, men det kunne

man ikke, da jeg interviewede Frederik.

flere. Det er han begyndt på, fordi det er blevet relevant for ham i forbindelse med hans arbejde. Både Jakob og Kasper har således en kommunikationsfaglig og jobmæssig årsag til, at de synes godt om politikere, som de ikke nødvendigvis er enige med. Deres primære årsager til at være på Facebook ændrer sig således fra at handle om at kommunikere med deres venner og identitet til at være fokuseret på information og at kommunikere med deres bredere netværk. De sammensmeltede sammenhænge er en af årsagerne til, at Christine ikke bryder sig om at debattere på Facebook ved fx at skrive kommentarer til politikernes opdateringer: ”Der tror jeg hellere selv, jeg vil vælge, hvem jeg snakker med forskellige ting om” (bilag 7:471-‐472). Hun er også meget bevidst om, at de mennesker, der diskuterer politik på Facebook, er klar over, at det kan ses af deres venner: ”Hvis man kommenterer noget på Facebook, så er man også bevidst om, at andre læser, hvad man skriver” (bilag 7:301-‐303). Hun bryder sig generelt ikke om debatter på Facebook. Det skyldes, at hun forbinder folks bevidsthed om, at det, de skriver, kan ses af hele deres netværk, med selvpromovering. For hende er det at kommentere på en artikel eller et blogindlæg derfor mere seriøst, og dem vil hun derfor hellere læse end kommentarer på Facebook. Når flere af informanterne ikke vil debattere på Facebook, skyldes det også, at de finder Facebooks måde at stille kommentarer op på uoverskuelig. Hvis de skriver en kommentar, oplever de således, at den let drukner i mængden, og hvis de giver sig til at diskutere med andre brugere, synes de, at det kan være svært at finde rundt i kommentarerne. Det ses også af, at de af informanterne, der kommenterer på politikernes opdateringer, havde svært ved at finde deres egne kommentarer under interviewene. På den måde påvirker Facebooks interface og opsætning, hvordan informanterne agerer.

Pra ksisser Informanterne bruger det at synes godt om politikere på Facebook på tre forskellige måder, som alle er forbundne: informationskanal, kommunikationsredskab og politisk redskab38. I n f orma t ion ska n a l

Stort set alle informanterne bruger Facebook til at få adgang til nyheder, og de fleste af informanterne bruger det eksplicit til at følge med i politik. Når de unge bruger Facebook som informationskanal, handler det om, at de gennem deres netværk kan følge med i, hvad der sker, både blandt deres venner og mere generelt. Flere af informanterne synes godt om politikere og partier for at supplere den information, de får fra deres Facebook-‐venner. En af de primære årsager til, at mange af informanterne er forbundet med politikere på Facebook, er således, at kunne følge med. De, der læser og/eller arbejder med kommunikation, følger som nævnt i sidste afsnit også med på Facebook for at holde sig orienteret om, hvordan politikerne agerer på Facebook ud fra en faglig interesse. Facebook fungerer således som informanternes redskab til at få daglige nyhedsopdateringer. Samtidig er det også gennem Facebook, at de får førstehåndsinformationer (Olsson 2007, 188–189). Det sker bl.a. ved at synes godt om partier og politikere for på den måde at få deres opdateringer, men det kan også være at synes godt om spillesteder, virksomhed eller organisationer. Derudover bruger informanterne også Facebook til at følge med i, hvad deres venner og bekendte laver. Som Jakob fortæller: ”Og så bruger jeg det selvfølgelig også stadigvæk til at følge med i, hvad mine venner og mit bredere netværk laver” (bilag 12:125-‐127). Ved at kunne følge med i, hvad ens venner laver, giver Facebook mulighed for en slags gensidig overvågning. Hvordan informanterne forholder sig til det, kommer jeg ind på i Identitet. Anna er en af de informanter, der er begyndt at bruge Facebook som en kilde til nyheder ved bl.a. at abonnere på politikere for på den måde at få deres opdateringer. Facebook kommer dermed til at fungere som et sorteringsredskab, 38 De tre praksisser har jeg fundet frem til gennem arbejdet med at kode og kategorisere

interviewene, og de er således alle tre blevet brugt som kategorier. Se bilag 13 for en oversigt over alle kategorier.

så ens venner og de politikere, man er forbundet med, anbefaler, hvad man skal læse. Dorthe fortæller således om at få nyheder ved at være fan af Johanne Schmidt-‐Nielsen: ”Der bliver filtreret nogle nyheder, som jeg mener er spændende. Og så kommer jeg ind i det emne, og så undersøger jeg måske selv videre, hvad det går ud på” (bilag 3:130-‐132). For Dorthe bliver Facebook et redskab til at sortere nyheder med, fordi andre på Facebook anbefaler de nyheder, de finder vigtigst. På den måde bliver de mange andre nyheder, der cirkulerer i medierne og på nettet sorteret fra gennem Facebook, så hun blot præsenteres for et udvalg af nyheder: ”Måske læser jeg overskrifter og enkelte artikler, men det er primært gennem Facebook, at jeg følger med. Det er filteret” (bilag 3:277-‐280). Generelt oplever hun det at få nyheder fra politikere og venner på Facebook som en slags service, som hun er glad for. Dorthe fortæller, at hun føler, at hun følger op på partiet Enhedslisten ved at synes godt om Johanne Schmidt-‐Nielsen: ”Det var en fed måde at følge op på partiet. Nu synes jeg næsten, at partiet er blevet hende, så på den måde føler jeg, at jeg følger op på partiet og deres retningslinjer på Facebook” (bilag 3:216-‐22). Dorthe oplever, at Johanne Schmidt-‐Nielsen er blevet lig med partiet Enhedslisten, og at hun derfor kan holde sig opdateret på, hvad partiet mener ved at synes godt om hende. Dorthe synes således ikke godt om Enhedslistens Facebook-‐side. Det stemmer godt overens med, at Johanne Schmidt-‐Nielsen som beskrevet i De tre politikeres opdateringer kan karakteriseres som en af de politikere, der af Infomedia kaldes de officielle (2012). Mange af informanterne oplever ligesom Dorthe, at Facebook en god måde at holde sig orienteret om, hvad der sker med det parti og/eller de politikere, de har stemt på uden for valgkampstid. Christine følger fx meget med i politik under en valgkamp, men derefter glider det ud af hendes hverdag, på trods af at hun egentlig gerne fortsat vil holde sig orienteret, og det bruger hun så Facebook til. Kommun ika t ion sre d ska b

Informanterne bruger Facebook til at kommunikere både med deres nære venner og bredere netværk. At de ser Facebook som et vigtigt kommunikationsredskab, svarer til Bjarki Valtyssons undersøgelse af fem danske unge, der primært brugte Facebook til at vedligeholde venskaber,

organisere praktiske ting, netværke og se på billeder (2012, 18), hvilket mine informanter også nævner. At informanterne bl.a. bruger Facebook til at fastholde og forstærke kontakten til mennesker, de allerede er venner med, betyder for Dorthe, at hun hovedsagligt møder de samme politiske holdninger: ”Jeg har indtryk af, at det er meget ens, hvad folk har af holdninger. Man kan hurtigt komme til bare at forstærke hinanden. Så det er ikke så tit, at der kommer sådan noget: Vi stemmer Pia Kjærsgaard. Jeg har ikke set det. Ikke på Facebook” (bilag 3:693-‐700). Dorthes oplevelse af at det er de samme politiske holdninger, hun møder blandt sine Facebook-‐venner, stemmer godt overens med den teori, der blev præsenteret tidligere i opgaven, og som beskrev, hvordan mennesker, der er tæt knyttet, ofte vil minde om hinanden. Ifølge den teori vil sandsynligheden for, at Dorthe støder på andre politiske holdninger, stige, jo flere perifere bekendte hun har blandt sine Facebook-‐venner (Gulia og Wellman 1999, 184; Huckfeldt og Sprague 1995, 50). Denne mekanisme forstærkes yderligere af, at Facebook som nævnt udover at prioritere indhold, der har fået meget generel brugerfeedback, placerer indhold højere i ens nyhedsstrøm, hvis det kommer fra mennesker, man ofte interagerer med. Det vil netop ofte være tilfældet med ens nære venner på Facebook. Når det kommer til at kommunikere på Facebook, bruger Nina det i høj grad i sammenhæng med sit politiske engagement: ”Jeg er blevet ret afhængig af det i forhold til at planlægge og finde arrangementer og selv invitere folk” (bilag 4:136-‐ 138). For Nina bærer hendes Facebook-‐brug således præg af, at hun er politisk aktiv. Under valgkampen fungerede Facebook som et socialt kommunikationsredskab for de aktive, heriblandt Nina: ”Så der var alle bare inde hele tiden, så man kunne tale om billederne. På den måde har det også en ret social funktion, at man følger med. Det er lidt ligesom at læse avisen” (bilag 4:441-‐444). For Nina fungerede Facebook samt det at få Johanne Schmidt-‐Nielsens opdateringer og kunne se på hendes billeder således under valgkampen som et referencepunkt på linje med at læse aviser.

Informanterne reflekterer ikke kun over, hvordan de selv bruger Facebook som kommunikationsredskab, men også over, hvordan politikerne forholder sig til, at Facebook giver mulighed for dialog mellem politikere og borgere. Når politikerne går fra udelukkende at bruge Facebook som et informationsredskab til også at benytte sig af det som et kommunikationsredskab, høster de således stor ros fra informanterne. Kasper fortæller: ”Også netop som man typisk kan se, at Johanne (Smith-Nielsen, red.) og også andre politikere gør. At de også går ind og tager sig tid til at svare på de ting, folk skriver. Så dem, der kan finde ud af at bruge det, gør det også godt, fordi det netop giver en ret direkte dialog” (bilag 10:500-‐ 503). At gøre det godt som politiker som Facebook handler altså i høj grad om at tage skridtet fra envejs-‐kommunikation til dialog og dermed fra informations-‐ til kommunikationsredskab. Randa forklarer i den sammenhæng, hvordan hun oplever det, at Manu Sareen går ind og deltager i de debatter, han starter på sin Facebook-‐side: ”Jamen, jeg synes, at det er rigtig godt, fordi at så er det ikke bare et envejs-statement. Det er ikke bare en udtalelse, han kommer med. Så bliver det jo en debat, i og med han går ind og svarer” (bilag 2:307-‐311). Randa vil ikke blot læse og støtte Manu Sareens opdateringer. Hun vil gerne give sit besyv med, hvilket svarer til, hvad Stephen Coleman har konkluderet: ”Respondents wanted to be consulted and heard rather than simply regarded as voting fodder” (2005, 204). Selvom alle de tre politikere, som jeg bruger som cases i min undersøgelse, nogle gange går ind og blander sig i debatterne på deres side ved at skrive en kommentar eller synes godt om en opdatering, så regner informanterne ikke med, at politikerne nødvendigvis vil lægge mærke til det, hvis de skriver noget. Når Morten er tilbageholdende med at kommentere på Manu Sareens side, så skyldes det, at han tænker: ”Hvor meget får man ud af det. Altså, du får lov til at sige din holdning” (bilag 6:932-‐933). Det at kunne udtrykke sig og skrive, hvad man mener på fx Facebook, er ikke ensbetydende med at føle, at man bliver lyttet til. Flere af informanterne oplever ikke, at politikerne lytter til dem, hvis de skriver på deres side, og derfor føler de ikke noget ansvar for at deltage. For hverken Anna eller Torben er det ikke nok, at deres kommentar eller synes godt om-‐tilkendegivelse måske bliver bemærket af andre brugere. De vil have feedback fra den politiker, som de har valgt at kommunikere med på Facebook: ”For at gide deltage i en elektronisk debat eller høring kræves, at man får respons –

fra andre borgere og ikke mindst fra de ansvarlige politikere” (Torpe 2005, 158). Sonja Utz mener, at det kan have stor betydning for politikerne, hvis de reagerer på brugernes kommentarer (2009, 225–226). Det signalerer nemlig, at politikerne lytter til de mennesker, der potentielt kan finde på at stemme på dem. Ydermere forventer brugere som Anna og Torben ikke at få en reaktion fra politikerne, og hvis de derfor ser en politiker, der gør brug af den interaktion, Facebook giver mulighed for, reagerer de positivt. Utz konkluderer derfor, at dialog og svar fra politikerne giver brugerne et positivt indtryk (2009, 225–226). P ol it isk re d ska b

Jeg vil først beskrive, hvordan informanterne bruger selve det at synes godt om en politiker til at støtte vedkommende. Herefter ser jeg på, hvornår informanterne kommenterer, deler og synes godt om politikernes opdateringer, og hvordan de ser på de tre ting. Informanterne bruger det at blive fan af politikeren på Facebook til at engagere sig politisk. Udover at synes godt om politikere for at få information og kunne kommunikere med politikerne bliver man således fan for at støtte samt for at sende et signal til ens Facebook-‐venner om, hvor man selv står. Under valgkampen valgte Morten fx at ændre sit profilbillede, så det blev tydeligt, at han stemte på Radikale Venstre. Det gjorde han ved at tilføje et grafisk element til sit profilbillede39. Med Facebook kunne Morten således sende et signal om til sine Facebook-‐venner om, hvem han støttede i valgkampen. For Nina og Torben var det at blive fans af henholdsvis Johanne Schmidt-‐Nielsen og Lars Løkke Rasmussen en konkret måde at støtte de to politikere på40. Ved at blive fans kan de være med til at give politikerne god omtale i pressen. Det skyldes, at medierne i forbindelse med fx valgkampe bruger antallet af fans, når de skal beskrive politikeren. Ofte kobler medierne således antallet af fans til politikernes popularitet, hvor det at have mange fans bruges som en indikator på politikerens popularitet41. Nina forklarer det: ”Så var det meget naturligt at blive fan, fordi at 39 Eksempler på, hvordan det ser ud, kan ses her: http://www.picbadges.com/

40 Torben begyndte ikke at abonnere på Søren Pinds opdateringer af den grund. 41 Et eksempel på en sådan artikel er Thorning runder 100.000 venner på Facebook (Ritzau 2011).

nogle gange når medierne italesætter de der hypes, så bruger de antallet af fans på Facebook” (bilag 4:488-‐490). Torben brugte også Facebook til at støtte Søren Pind under valgkampen ved at uploade et billede af sin stemmeseddel, hvor han havde sat kryds ved Pind, til Facebook: ”Jeg tror ikke, at det rykkede nogle stemmer, men så kan man da se, at jeg støttede ham” (bilag 8:393-‐394). Christine og Frederik nævner også det at støtte politikerne som en årsag til at blive fan. Der ligger således et politisk engagement alene i at blive fan af en politiker. Jakob er den eneste af informanterne, der ikke bruger det at være fan af en politiker som en måde at engagere sig politisk på. Som beskrevet tidligere synes han udelukkende godt om politikere på Facebook for at kunne følge med. Flere af informanterne engagerer sig dog yderligere ved også at synes godt om, kommentere eller dele politikernes opdateringer. Overordnet set kan man sige, at: ”… 10 percent of a population accounts for 90 percent of the (inter)action also applies to online communities” (Jensen 2011, 126). Det er således langt fra alle brugere, der aktivt bidrager til interaktionen på internettet, og det gjorde sig også gældende blandt informanterne. De fleste har syntes godt om én eller flere opdateringer fra politikere, mens færre har kommenteret og delt. Jo mere aktivt et bidrag, det drejer sig om, desto færre har altså bidraget. Således har syv af informanterne syntes godt om en eller flere opdateringer fra politikerne, mens fire har kommenteret42. Heraf kommenterer to af informanterne relativt ofte, mens de to andre kun meget sjældent har gjort det. To af informanterne har delt opdateringer, mens to er i tvivl om, hvorvidt de har gjort det43. Kasper har som den eneste informant lavet opslag på forskellige politikeres sider. Han gjorde det i forbindelse med sit studiejob og tror ikke, at han kunne finde på at gøre det som privatperson.

42 De informanter, der har syntes godt om, er: Randa, Nina, Dorthe, Frederik, Morten, Torben og

Kasper. Derudover er Christine og Naja i tvivl om, hvorvidt de måske har syntes godt om en enkelt opdatering eller to. Hvis de har det, er det ti af informanterne, der har syntes godt om en opdatering. Randa og Frederik kommenterer ofte på politikernes opdateringer, mens Kasper og Torben en sjælden gang imellem har kommenteret. 43 Frederik og Kasper har flere gange delt opdateringer, mens Morten og Nina måske tror, at de har gjort det en enkelt gang.

Det skal betyde noget, hvis informanterne skal kommentere eller synes godt om en politikers opdatering. Det kan som beskevet tidligere fx være ved at hjælpe med at sprede budskabet eller ved som en af de første til at kommentere at være med til at påvirke kommentartråden. Informanterne vil således ligesom danske unge generelt have en oplevelse af at gøre en forskel og kunne se resultaterne af deres deltagelse. Hvis ikke det er tilfældet, vil de hellere lade være med at deltage (Illeris et al. 2009, 174). De vil værdsættes for det, de gør, og flere af dem undlader som beskrevet i Kommunikationsredskab at kommentere, fordi de føler, at det ikke betyder noget for politikeren, hvad de skriver. Om at synes godt om opdateringer

Både Dorthe og Randa fortæller, at de altid synes godt om politikernes opdateringer, hvis de kan lide dem. Det samme gælder Morten, der fortæller om, hvad det at synes godt om betyder for ham: ”En like giver bare, at man synes, at det er super arbejde” (bilag 6:418). Han synes således godt om det, hver gang han ser en opdatering, hvor han er enig, og hvor det drejer sig om en ”god sag” (bilag 6:477). For Morten er det vigtigt, at der er noget indhold i opdateringerne, hvis han skal synes godt om dem. Samtidig handler det også meget om hans sindsstemning, og hvorvidt han lige er modtagelig for politiske opdateringer den dag. Han bruger også det at synes godt om opdateringer til at sende et signal til Manu Sareen om, at han godt kan lide nogle bestemte opdateringer. Fx lavede Manu Sareen en lang række opdateringer på samme dag for at vise, hvordan hans dag som minister tog sig ud, og her syntes Morten godt om dem alle for at vise, at han fulgte med hele dagen. Christine kan ikke huske, om hun har syntes godt om Johanne Schmidt-‐Nielsens eller Enhedslistens opdateringer44, men det kunne hun godt forestille sig, for som hun siger: ”Jeg kaster om mig med likes” (bilag 7:322). Hun tænker ikke så meget over at synes godt om opdateringer for: ”Det er meget uden konsekvenser lige at lave et like” (bilag 7:199). Kasper fortæller om, hvad der får ham til at synes godt om fx Johanne Schmidt-‐Nielsens opdateringer: ”Det er meget de der typiske Enhedsliste-agtige ting om, at nu skal de andre få deres sag for, fordi at de stiller nogle kritiske spørgsmål, eller de må 44 Det fremgik ikke umiddelbart af hverken Johanne Schmidt-‐Nielsens Facebook-‐side eller

hendes egen profil, og da hun ikke kunne huske cirka, hvornår hun evt. havde syntes godt om en opdatering, var det svært at finde ud af.

komme med indrømmelser. Det er meget det der vagthundsagtige. Det er meget dem, som jeg bliver fanget af” (bilag 10:202-‐206). Desuden synes han godt om opdateringer, der i hans politiske verden er positive. Det kan være, hvis Enhedslisten har fået bragt en for ham vigtig sag på den politiske dagsorden, eller hvis de har været med til at vedtage en ny lov. Kort sagt han synes godt om opdateringer, som for ham er gode nyheder: ”En nyhed, der er positiv på en måde. Der kan belyse noget, som er underbelyst, eller som er et skridt i den rigtige retning” (bilag 10:241-‐243). Torben ser kritisk på det at synes godt om, for han oplever, at hvis han skriver nuanceret og afbalanceret, så får han kun få synes godt om-‐tilkendegivelser, mens hvis han skriver mere frækt, så får han langt mere positiv feedback: ”Hvis man skriver frækt nok, så får man mange likes, og hvis man bare skriver sådan stille og roligt, jeg foranlediges til at tro og tænke, så er der to likes” (bilag 8:946-‐947). Derfor tænker Torben ikke på Facebook som et godt sted at debattere og udvikle sig politisk, fordi der ikke er plads til de nuancer, som han mener, er afgørende for, at man kan rykke sig og blive enige med andre: ”Nuancer er ret vigtige i en debat for, at man kan komme frem til, hvad der er sandheden, hvis man kan bruge sådan et stærkt ord. Og det er svært at finde på nettet” (bilag 8:934-‐937). Han mener, at det er langt mere sandsynligt at blive enige, hvis man sidder og taler sammen end ved at debattere på Facebook: ”Det kan godt ske, hvis vi sidder og snakker sammen, ligesom du og jeg gør, men det sker ikke på Facebook. Jeg læste, at Facebook var med til at fordumme debatten nogle gange. Fordi så i stedet for at tænke sig om, så skriver man bare sin første udtalelse: Özlem Cekic er en lort, enter. Og det kommer man jo ikke så meget videre med” (bilag 8:648-‐653). Det er også en af årsagerne til, at Torben kun meget sjældent skriver kommentarer til Søren Pinds opdateringer. Om at kommentere opdateringer

De fleste af de informanter, der har skrevet kommentarer til politikernes opdateringer, har kun gjort det ganske få gange, og oftest har det været for at rose og støtte politikeren – og ikke for at gå ind i en debat. Både Kasper og Dorthe mener således, at de har skrevet en enkelt kommentar eller to til Johanne Schmidt-‐Nielsens opdateringer. Dorthe skrev tillykke i forbindelse med valget 2011, mens Kasper skrev: ”Noget i godt gået-duren. Det har ikke været nogle, som

har været stærkt indholdsbårende, tror jeg” (bilag 10:250-‐252). Også Torben har enkelte gange skrevet en kommentar til Søren Pind, hvis han har været en af de allerførste til at kommentere på en opdatering: ”Så er det mest ros. Ja, godt gået, Søren. Lækkert eller. Bare lige for at, bare at vise ham, at vi er nogle, der er derude og støtter ham” (bilag 8:523-‐524). Når så få af informanterne har kommenteret politikernes opdateringer, skyldes det bl.a., at de oplever, at debatniveauet fra de andre brugere er for lavt, og at tonen er for grov. Den eneste informant, der ser anderledes på det, er Randa, hvilket jeg vender tilbage til, efter først at have beskrevet, hvordan størstdelen af informanterne oplever debatten på Facebook. Dorthe fortæller om tonen blandt brugerne på politikernes Facebook-‐sider: ”Jeg synes tit, det ryger ud af en tangent, og at det bliver personligt med snabel-a og så personen” (bilag 3:718-‐720)45. Hun oplever således, at folk ved at nævne de mennesker, der også deltager i debatten, i deres kommentarer, fokuserer på de involverede personer i stedet for emnet. Morten forklarer, at han oplever debatniveauet som lavt, fordi det ofte bliver enten rygklapning og ros til politikeren uden andet indhold eller bliver ligegyldig, fordi der ikke bliver brugt saglige argumenter, men i stedet fx skrevet ”Spindoktorer er lort” (bilag 6:903). Han mener, at det er uinteressant at gå i dialog med mennesker, der debatterer på den måde. Selvom han ikke selv kommenterer på Manu Sareens opdateringer, oplever han det alligevel som grundlæggende godt for demokratiet, at befolkningen stiller spørgsmålstegn ved politikernes gøren og laden. Det gælder for flere af informanterne, bl.a. Christine og Frederik, at de vil have en viden om det, de skal debattere, ellers vil de hellere lade være. Frederik fortæller om, hvornår han kommenterer: ”Ja, når jeg føler, at jeg har noget at bidrage med” (bilag 5:153). Nina er grundlæggende set lidt skeptisk over for værdien af det: ”Nogle gange kan det også synes lidt ligegyldigt at deltage i debatter på Facebook, fordi man måske hellere skulle skrive et læserbrev eller lave noget andet end at være på sin computer hele tiden” (bilag 4:316-‐318). Hun er desuden enig med flere af de andre informanter i, at debatniveauet generelt ikke er højt. Flere af informanterne angiver således som årsag til, at de ikke vil debattere hverken på 45 På Facebook kan man henvise til andre mennesker, der fx har skrevet i samme kommentartråd

som en selv, ved at skrive @ efterfulgt af personens navn (Occhino 2009).

Facebook eller internettet generelt, at de oplever debatniveauet som for lavt, og/eller at debatten ikke har en betydning. Noget af det samme har Lars Torpe fundet frem til i sin undersøgelse af borgeres muligheder for at deltage politisk ved hjælp af digitale medier: Nogle skrev, som om de stod og talte med naboen over hækken, hvilket på den positive side brød med den højtidelige og selvhøjtidelige tone, man fx kan møde i læserbreve, og på den negative side medførte ligegyldig snik-‐snak. Det andet problem var, at nogle debatindlæg brød med, hvad der generelt set anses for god tone/stil i en debat: ”Begge dele bidrager til, at nogle står af, fordi de finder debatten for ligegyldig eller niveauet for lavt” (Torpe 2005, 159). Naja opgiver dog en anden grund til ikke at ville debattere; nemlig at hun ikke er engageret nok. Derudover nævner Nina, at Facebook ikke er godt som et sted med plads til debat, fordi lange kommentarer ikke fungerer på Facebook, da man skimmer frem for at læse opdateringerne. Det gør, at ens kommentarer ikke må være for lange, hvis de skal blive læst. For hende er selve Facebooks opsætning og interface således en medvirkende årsag til, at hun ikke har lyst til at gå ind i debatter på en politikeres Facebook-‐side. Desuden nævner flere af informanterne, at der ofte kommer mange kommentarer fra andre brugere til en politikers opdateringer. Dermed bliver det dels uoverskueligt, og dels forsvinder ens egen kommentar let i mængden. Frederik mener, at de mange kommentarer, der ofte kommer, når politikerne skriver opdateringer, gør, at politikerne kun er med i starten af en debat, fordi det bliver for meget med de mange kommentarer, og de derfor lader debatten kører videre uden dem. At der kommer så mange kommentarer, gør således, at man ikke kan være sikker på, at hverken politikeren eller de andre fans ser ens kommentar. Desuden bryder mange af informanterne sig ikke om at diskutere på Facebook, fordi det finder sted på skrift. De fleste af informanterne foretrækker således at diskutere ansigt til ansigt. Den eneste af informanterne, der godt kan lide at debattere på politikernes Facebook-‐sider ved at skrive egne kommentarer og læse andres, er Randa. Hun har også en anden opfattelse af debatniveauet blandt politikernes Facebook-‐fans end de andre informanter. Selvom hun ligesom flere af informanterne oplever, at nogle skriver om noget uden at have forstand på emnet, hvilket hun synes skaber

en ”åndssvag debat” (bilag 2:738), så finder hun generelt, at debatniveauet er højt blandt Manu Sareens Facebook-‐fans. At hun har en anden opfattelse af debatniveauet giver god mening, for hun er – udover Frederik – den eneste informant, der jævnligt debatterer. Frederik og Randa er desuden meget forskellige, for hvor Randa debatterer for debattens skyld, så gør Frederik det for at overbevise andre om, at han har ret. Derfor deltager Frederik også i debatter på politikernes Facebook-‐sider, selvom han heller ikke oplever Facebook som et godt debatforum. Hvis han således ville debattere med én, hvor det ikke handlede om at vinde diskussionen, men om gensidigt at blive klogere, ville han foretrække at gøre det ansigt til ansigt. For ham er Facebook et politisk redskab på linje med demonstrationer og læserbreve, mens Randa deltager i debatter for at få feedback på hendes synspunkter og høre, hvad andre mener. Randa har deltaget i flere længerevarende debatter på Sareens Facebook-‐side, hvor hun har kommenteret flere gange i samme tråd samt fået feedback på sine kommentarer fra de andre brugere. For hende opleves debatterne på hans Facebook-‐side som en god måde at få indblik i, hvad andre tænker. Hun kan dermed få diskuteret emner, som: ”Det er jo ikke sikkert, at ens venner gider snakke om det eller har indsigt i det” (bilag 2:709-‐710). Hun bruger det desuden også ligesom nogle af de andre informanter til at rose Manu Sareen. Flere af informanterne taler om at blive irriterede på Facebook-‐venner, som de oplever bruger Facebook til politisk overtalelse ved fx at dele politikeres opdateringer. Også de unge i Valtyssons undersøgelse blev irriterede, når Facebook blev brugt på denne måde (2012, 19–20). Kasper beskriver det således: ”Omkring valget har jeg ikke været sådan én, der skrev og prøvede at være missionerende og sige, hvad folk skulle gøre. Det synes jeg er ret irriterende, når mine venner gør” (bilag 10:404-‐407). Anna er den informant, der bliver mest irriteret, og hun fortæller, at hun kan være lige ved at skjule opdateringer fra mennesker, hvis hun oplever dem som missionerende. Man kan således på Facebook vælge, at man ikke vil se opdateringer fra en person, selvom man stadig er Facebook-‐venner med vedkommende. Jakob bliver irriteret over, at hans Facebook-‐venner bruger Facebook til politisk overtalelse, hvis han er uenig med dem. Han ville ikke blive irriteret på samme måde, hvis han var enig med

dem. I Carr et. al’s undersøgelse af amerikanske studerendes brug af Facebook i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg i 2008 var størstedelen af informanterne meget imod, at Facebook blev brugt som netop et redskab til at overbevise andre: This may be a residual effect of the highly social environment Facebook is associated with – our respondents may conceive of Facebook as a purely social space and may resent the intrusion of political pressure, even though messages that mention politics are accepted. (2009, 57) Deres informanter anså det således for passende at bruge Facebook politisk, når det handlede om at udtrykke, hvad man selv mente, mens de tog afstand fra at forsøge at ændre andres holdninger (Carr et al. 2009, 39). Med politisk overtalelse menes der således, at man eksplicit forsøger at fortælle andre, hvad de skal mene politisk, eller, som Kasper beskriver det, er ”missionerende” (bilag 10:405). Flere af informanterne bruger således Facebook til at vise, hvem de støtter politisk og til at sprede opdateringer fra politikerne ved at synes godt om dem, men de afstår stort set alle fra direkte forsøg på politisk overtalelse. Undtagelsen er Frederik, som bevidst bruger Facebook til at forsøge at overtale andre med. Den eneste informant, som er kritisk over for at bruge Facebook til at vise, hvem man selv er politisk, er Anna. Hun abonnerer således primært på politikere, fordi hun som beskrevet i Rum finder det upassende at synes godt om dem46. Det svarer godt til Carr et al.’s undersøgelse, hvor jo mere informanterne anså det for passende at bruge Facebook til at udtrykke sig selv politisk, desto mere sandsynligt var det, at de også selv brugte Facebook sådan (2009, 41). Om at dele opdateringer

Frederik er altså den eneste informant, der eksplicit forsøger at overtale sine Facebook-‐venner. Det gør han bl.a. ved at dele politikeres opdateringer: ”Hvis jeg gerne vil viderebringe budskabet, så kommer det ud lige med det samme” (bilag 5:392-‐393). Han fortæller ydermere om, hvorfor han deler: ”Det ku’ jo være, folk tænkte sig om, når jeg delte eller skrev det her. Så ku’ det være, de tænkte sig om og

46 Hun synes dog selv godt om en enkelt politiker, hvilket jeg vender tilbage til i Identitet.

måske ændrer deres holdning på et tidspunkt” (bilag 5:408-‐410). Det skyldes, at han bruger Facebook til ”at gøre folk bevidste om det, jeg gerne vil have, at de skal være bevidste om” (bilag 5:397-‐398). Kun tre af de andre informanter har delt enkelte opdateringer fra politikere, men som Morten siger: ”Dele, så skal der et eller andet specielt til” (bilag 6:519-‐520). Det er således mere typisk, at informanterne synes godt om politiske opdateringer eller linker til fx artikler, som de synes er vigtige i en politisk sammenhæng, end at de deler. Det skyldes, at flere af informanterne er bekymrede for, at deres Facebook-‐venner vil finde det irriterende, hvis de deler, og måske endda vil opfatte det som et forsøg på politisk overtalelse. En måde at engagere sig politisk på

Stort set alle informanterne bruger Facebook som et politisk redskab, hvor det at være fan af politikere er en måde at engagere sig politisk på. Nogle af informanterne bruger således Facebook til selv at skrive politiske opdateringer, mens andre nøjes med at være fans af politikere og evt. synes godt om enkelte af politikernes opdateringer. At nogle informanter bruger Facebook som et politisk redskab, kan forklares ved: It is apparent that politically interested, activism-prone citizens go online to complement or substitute their uses of traditional communication and directly represent their opinions. This specific mode of civic engagement and activism is more fluid, in that it engages with public affairs and public opinion at will, at variable times, with variable duration and commitment. (Papacharissi 2010a, 160) For de informanter, der også er aktive politisk offline, bliver Facebook en måde at komplementere deres offline politiske aktiviteter. Torben og Nina bruger således Facebook som supplement til deres offline politiske engagement og som en måde at styrke det engagement på. Det stemmer godt overens med Calenda og Mosca, der konkluderer, at ”people already engaged in offline social and political network use the Internet to consolidate their participation” (2007, 92). Ydermere bliver Facebook et politisk redskab i flere af informanternes hverdag,

fordi ”Facebook makes it possible for political and civic bodies and concerns to become part of the everyday world of these young people” (Bakardjieva 2010, 143). For de mennesker, som ikke har lyst til at være meget eksplicitte om deres politiske holdninger, giver et socialt medie som Facebook mulighed for at indtage en politisk holdning og fremføre den for andre på en stilfærdig måde ved fx at synes godt om en politiker uden selv at skrive politiske opdateringer (Bakardjieva 2010, 143), selvom det sidste også er muligt. Facebook kan således bruges til at engagere og inspirere andre på en personlig måde, hvilket for flere af informanterne er en mere lettilgængelig og interessant måde at engagere sig på politisk end fx at blive medlem af et parti. Facebook bliver altså en måde at engagere sig på politisk: ”Far from being predominantly used for civic and political purposes, Facebook (…) offers posibilities for civic engagement” (Bakardjieva 2010, 143). Mens informanter som Torben og Nina også ville være politisk aktive uden Facebook, så bliver Facebook for andre af informanterne en måde at engagere sig politisk på, hvilket de måske ikke ellers ville have gjort. O p summe rin g p å p ra ksisse r

Når de unge bruger Facebook politisk handler det primært om at modtage politisk information og nyheder fra politikeren (informationskanal), støtte og engagere sig politisk (politisk redskab) og kommunikere med politikeren (kommunikationsredskab). Randa og til dels Frederik bruger som de eneste informanter også Facebook til at kommunikere med de andre fans, mens Frederik direkte bruger Facebook til at (forsøge at) overbevise andre. Generelt kan Facebook beskrives som en ressource, de unge har tilgængelig i deres hverdag, og som de bruger i forbindelse med deres politiske engagement (Olsson 2007, 199). Facebook bruges således som en ressource, der giver de unge mulighed for at engagere sig i de ovenstående praksisser. Det er netop praksisserne, der kan få de unge til at se sig selv som aktive borgere i samfundet. Praksisserne er således med til at give de unge en følelse af samhørighed med andre brugere og med de politikere, som de er forbundet med på Facebook. Det kan være med medvirkende til, at de ser sig selv som engagerede borgere

(Dahlgren og Olsson 2007a, 208). Identitet og praksisser er således nært beslægtede.

I dentitet Hvordan mennesker opfatter sig selv, når det kommer til politik, dvs. hvordan de ser på deres identitet som mennesker, der kan agere politisk, er centralt for at forstå deres politiske brug af nettet (Dahlgren og Olsson 2008, 493). Når identitet bliver så central, hvis man ønsker at analysere unges politiske engagement, skyldes det, at de unge i dag ifølge Illeris et al. bedre kan ses som ”identitetsbyggere” end ”interessebærere”, hvilket betyder, at: ”… de engagerer sig i en sag eller en aktivitet, som de kan identificere sig med, og som dermed kan bidrage til dannelsen af deres individualiserede gør-det-selv-identiteter, men de vil ikke ’købe’ hele den politiske pakke, som traditionelt følger med fx det at melde sig ind i et politisk parti” (2009, 169). De unge befinder sig således i en periode af deres liv, hvor de intensivt arbejder på skabe sig en identitet. Hvor processen med at skabe sig en identitet tidligere var en rimelig jævn og fremadskridende proces, er der i dag i højere grad tale om ujævne processer, hvor de unge vægrer sig mod at lægge sig fast på én identitet. I stedet søger de at holde så mange muligheder åbne så længe som muligt for at udvikle deres identitet i nye retninger (Illeris et al. 2009, 170). I det følgende beskriver jeg, hvordan de unge oplever det at være forbundet med en politiker på Facebook i forhold til deres identitet og selvfremstilling. Derefter beskriver jeg, hvordan flere af informanterne synes, at de kan identificere sig med nogle af de politikere, som de har en relation til gennem Facebook. Størstedelen af informanterne begynder hurtigt at beskrive deres relation til politikerne med twitter-‐jargon. På Twitter snakker man således om at følge og at være ”follower”. Mine informanter bruger i høj grad ordet følge i modsætning til at synes godt om eller være fan af en politiker, når de skal beskrive det, at de er forbundet med politikere på Facebook. De distancerer sig således fra begrebet fan, som kun få af dem bryder sig om. Anna nægter endda kategorisk nogensinde at ville blive fan af en politiker på Facebook, indtil hun i slutningen af interviewet

opdager, at hun faktisk er fan af Lykke Friis: ”Gud ja. Hende har jeg simpelthen liket rigtig. Jeg er fan af Lykke Friis” (bilag 11:548-‐550). Hun har ellers gennem hele interviewet hævdet, at hun kun kunne finde på at abonnere på politikere, hvilket hun fx gør med Søren Pind. Hun undrer sig en del over, at hun er blevet fan af Lykke Friis, når hun nu ellers så kategorisk har afvist at kunne finde på det: ”Jeg er faktisk lidt overrasket over, at jeg er blevet fan af hende, men det er i samme form som med Søren Pind, selvom det er subscription” (bilag 11:593-‐595). Hun har således en oplevelse af, at Lykke Friis bruger Facebook på en måde, der minder om Søren Pinds. Hun oplever dem begge som politikere, der er ærlige og står ved, hvad de mener frem for at tænke på, hvad de strategisk kan få ud af at handle på en bestemt måde: ”Det virker ikke, som om de er særlig: Nu skal jeg spille det på denne her måde, fordi så går det i den rigtige retning. De siger bare ting” (bilag 11:608-‐610). Frederik beskriver sin modstand mod at være fan af politikerne sådan: ”Jeg gider ikke gøre dem til stjerner” (bilag 5:184-‐185). Også Christine bryder sig ikke om at være fan af en politiker for, som hun siger: ”Det er lidt poppet, at jeg er fan af en politiker” (bilag 7:140). Derfor gik hun, da hun syntes godt om Johanne Schmidt-‐Nielsen, med det samme ind og skjulte handlingen, så hendes Facebook-‐venner hverken kunne se det på hendes Facebook-‐væg eller i deres egen nyhedsstrøm. Man skal således ind og læse om hende, for at man kan se det. For Christine er det meget vigtigt at holde sig fra det selvpromoverende aspekt, som hun oplever, gør sig gældende på Facebook: ”Hvis det bliver sådan noget selvpromoverende noget med uh uh, se mig. Jeg er meget rød i min holdning [latter]. Arj, det er frygteligt, det kan jeg slet ikke arbejde med” (bilag 7:181-‐183). Hun bryder sig således ikke om at synes godt om noget, der kan få folk til at sætte hende i bås som ”meget rød” (bilag 7:190). I stedet skal det være selvironisk eller sjovt. Alt i alt tyder det på en modstand mod ordet fan. Som nævnt før så hedder det at synes godt om en side på Facebook. Ordet fan er dog stadig i cirkulation og bruges bl.a. i medierne, når politikerne fx fortæller, hvor mange Facebook-‐fans de har (Mikaelsen og Skov 2011). Særligt har informanterne svært ved at blive fans af politikere, de er uenige med, som beskrevet i Rum. Frederik fortæller, at han – selvom han er glad for at få Søren Pinds opdateringer – ville stoppe øjeblikkeligt med at følge ham, hvis han ikke længere kunne abonnere, men ville være nødt til at blive fan: ”Jeg vil helst være

venner med dem, så jeg ikke får et postulat med, at jeg er fan af Rosa Lund (EL, red.). Jeg kan godt være fan af Michael Jackson, som jeg er. Men Rosa. De der politikere vil jeg ikke være fan af. Slet ikke de borgerlige. Det er okay, at jeg er fan af Manu Sareen for eksempel, men hvis det skulle være Søren Pind, så ville jeg hellere lade være med at høre, hvad han havde at sige” (bilag 5:444-‐449). Alle informanterne er således opmærksomme på, at de politikere, de abonnerer på og synes godt om på Facebook, sender et signal om, hvem de er, til deres omgivelser. Nina forklarer, hvorfor det er et problem for hende at synes godt om politikere, hun ikke vil identificeres med: ”Hvis man så antalsmæssigt, ville jeg nok være fan af flest, jeg sympatiserede med og ikke af alle mulige mærkelige for at få information, for der er jo også en del selvfremstilling på Facebook, som gør, at man har en naturlig grænse for, hvem man liker. Ens forfængelighed gør simpelthen, at hvis nu der var nogen, der misforstod, at man lige blev venner med Pia Kjærsgaard, så ville det ikke være godt [latter]” (bilag 4:515-‐523). Årsagen til, at Nina ikke kan synes godt om en politiker, som hun decideret ikke bryder sig om, er, at hun på Facebook er forbundet med mennesker af en række forskellige sociale og faglige årsager. Derfor er hun nødt til at skabe sig en online identitet på Facebook, hvor hun sender et billede af sig selv, som hun finder hensigtsmæssigt, til de mennesker, hun er forbundet med. Kun Jakob synes som beskrevet i Rum ikke, at det er et problem, at han synes godt om politikere, som han personligt ligger langt fra politisk. Det eneste, han kunne komme på, som han ikke ville bryde sig om at erklære, at han syntes godt om på Facebook, er nazistiske partier, for som han siger, så sender han alligevel et signal om, hvem han er, på Facebook. Anna fortæller, at hun er opmærksom på, at de politikere, hun abonnerer på, viser, hvor hun står politisk. Hun abonnerer således på Søren Pind (V), Simon Emil Ammitzbøll (LA)47 og Ole Birk Olesen (LA). Alligevel bryder hun sig ikke om at synes godt om politikeres sider, fordi det i forhold til at abonnere på noget er: ”at udbasunere det meget at blive fan” (bilag 11:382-‐383). Anna beskriver forskellen på at abonnere og synes godt om en politiker: ”Jeg tror, at det er ordet fan. Det synes jeg er meget, så lægger jeg mig ned og beder til ham agtigt. Hvor jeg synes, der er lidt mere distance i at subscribe, fordi i princippet kunne jeg også subscribe til personer, som jeg ikke var enig med, for det 47 LA står for Liberal Alliance.

var også fint at få deres synspunkter på samme måde, som jeg gerne vil have dem, jeg er enig med” (bilag 11:108-‐114). Hun uddyber: ”Det er en meget kategorisk udmelding at blive fan af noget og at subscribe til noget, det er lidt mere mellem linjerne” (bilag 11:433-‐434). For Anna spiller den identitet, hun viser på Facebook, en stor rolle for, hvordan hun i det hele taget bruger Facebook: ”Facebook, det er en stor iscenesættelse fra min side af” (bilag 11:386). Hun er således bevidst om, hvorfor hun bruger Facebook, som hun gør: ”Det er meget, hvordan jeg vil se ud for folk udefra” (bilag 11:395). Selvom Dorthe synes godt om flere politikere og dermed på den måde ikke deler Annas tanker om det, så er hun også meget bevidst om, hvad hun synes godt om: ”Man har en form for virtuel identitet, og det tænker man over, når man tilføjer eller sorterer noget fra. Altså, hvad vil folk synes om det” (bilag 3:625-‐627). Den bevidsthed deler Naja og Randa. Torben fortæller, at han er begyndt at fjerne nogle af sine synes godt om tilkendegivelser af nogle sider: ”Jamen, det er ikke så meget på grund af sagen. Det er bare, fordi at det er træls at have så mange ting. Det virker sådan lidt: Nå, se mig, ja, jeg har ikke noget konsistens i mit liv. Jeg støtter alt” (bilag 8:1089-‐1091). Det handler altså ikke om, at han ikke vil synes godt om siderne, men at han gerne vil vise et mere stringent billede af sig selv på Facebook, og det billede er svært at skabe, hvis han synes godt om for mange sider. Overordnet set kan man sige, at informanterne er meget opmærksomme på, hvordan de fremstiller sig selv på Facebook. Det fremgår således tydeligt af interviewene, at selvfremstilling og identitet spiller en stor rolle for, hvordan informanterne opfører sig på Facebook. Når informanterne er så opmærksomme på, hvilken identitet de præsenterer for deres netværk, skyldes det, at Facebook er et sted, hvor alle overvåger alle (Jensen 2009, 98). Man kan således følge sit netværks handlinger og interesser (Ellison, Lampe og Steinfield 2006, 167). Jakob fortæller om, hvordan han forsøger på den ene side at gøre sig selv interessant og på den anden side ønsker at undgå at fremstå for selvpromoverende: ”Der er en hårdfin grænse for, hvornår Facebook er interessant, og hvornår det bare bliver ren selvpromovering” (bilag 12:535-‐536). Han uddyber: ”Så det er hele tiden en opvejelse af, hvad man gerne vil vise af sig selv. Og man prøver at (undgå at) være for selvpromoverende ved at tænke ekstremt meget over, hvordan man promoverer sig selv. Det er jo sådan en lidt underlig dobbelthed, men det er nok sådan, det er”

(bilag 12:614-‐617). Selvom informanterne går meget op i, hvem de liker, når de i interviewsituationen reflekterer over det, så fortæller flere af dem også, at der er en grad tilfældighed over det. Randa fortæller således: ”Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg har abonneret på Rasmus Tanholt (journalist på TV2 News, red.). Jeg tror bare, at jeg kom til at trykke på en knap” (bilag 2:172-‐173). På samme måde opdager jeg under interviewet med Frederik, at han har liket en af Manu Sareens opdateringer, hvortil han svarer: ”Nå, ja, det er likes. Jeg trykkede bare forkert” (bilag 5:349). Selvom en del af informanterne fx Nina er varsomme med, hvilke politikere de synes godt om for at undgå at sende et forkert signal om, hvem de er til deres omgivelser, så har Dorthe og Naja svært ved at pege på noget, som de har ladet være med at gøre. Informanterne karakteriserer de politikere, som de er fans af på Facebook, som sympatiske, direkte, umiddelbare, interessante og ærlige. Det drejer sig primært om de politikere, hvor informanterne ikke kun synes godt om dem for at få deres opdateringer, men også er enige med dem politisk. De føler ydermere, at de har en personlig relation til politikerne. Eneste undtagelse, når det kommer til det sidste, er Johanne Schmidt-‐Nielsen. Selvom de unge definerer hende med ord som glæde, gejst, cool og rigtig sød, så har de ikke en fornemmelse af hende som privatperson. Som Dorthe beskriver det, så synes hun at være lig med partiet, og flere af informanterne har svært ved at se forskel på de opdateringer, som henholdsvis Johanne Schmidt-‐Nielsen og Enhedslisten laver. Det handler som beskrevet tidligere om, at hun hører til gruppen af politikere, som Infomedia kalder de officielle. I modsætning hertil står Manu Sareen og Søren Pind, som flere af de unge føler en meget personlig relation til. Randa har en oplevelse af, at Manu Sareen på Facebook blander sit privat-‐ og arbejdsliv, hvilket giver hende fornemmelse af at se ham som et helt menneske i stedet for kun som minister: ”Man får en meget god fornemmelse af, hvordan han er som person. Men det kan jo være hip som hap. De ved jo præcis, hvordan de skal opføre sig, men jeg synes, han virker som et oprigtigt menneske” (bilag 2:635-‐639). På den ene side opfatter hun ham således som et oprigtigt menneske og har en følelse af at kende ham gennem Facebook, og på den anden side er hun opmærksom på, at der fra politikernes side er tale om en bevidst selvfremstilling. Nina er ydermere inde

på, at det er vigtigt, at hun kan mærke mennesket bag politikeren på Facebook: ”Det er ret sjældent, man gider besøge en, hvor man godt kan se, at de har fået at vide af en spindoktor, at det er smart at have en Facebook-side” (bilag 4:409-‐412). Det er således vigtigt, at politikeren formår at bruge Facebook på en troværdig måde, så man som bruger får en fornemmelse af, at de har valgt at være på Facebook, fordi de gerne vil være dér og ikke af kommunikationsstrategiske årsager. Når det kommer til Søren Pind, beskriver flere af informanterne ham som en politiker, der tør være sig selv og som skriver, hvad der falder ham ind – hvilket står i modsætning til at ”gemme sig bag politikermasken” (bilag 8:869-‐ 870), som flere af informanterne finder, at andre politikere gør. De beskriver andre politikere med ord som ”spiller spillet” (bilag 7:150), planlagt og tilrettelagt. Informanterne har således et billede af mange andre politikere, som nogle der primært er optaget af deres image og at fremme egne interesser. Politikere, som er i berøring med borgerne ved fx at dele information og spørger dem til råds, opleves som mere tilgængelige (Coleman 2005, 200). Borgerne får således en fornemmelse, at de politikere er tættere på dem end andre: ”When asked how their representatives could become more connected, respondents wanted them to be more accessible, to spend more time listening to constituents, to be more independent from parties, and to be more like the people they represented…” (Coleman 2005, 206). At politikerne tager deres person med på Facebook kan være med til at skabe en oplevelse hos informanterne af, at de er mere tilgængelige. Det gør det også lettere for informanterne at identificere sig med politikerne. De politikere, der ikke opfører sig sådan, kan opfattes som uengagerede og hemmelighedsfulde personer, som plejer deres egne interesser frem for borgernes (Coleman 2005, 200). I en spørgeskemaundersøgelse af den britiske befolkning fra 2003 kom det frem, at ”People who had met their MPs in person were more than five times more likely to feel connected to them than those who had not; those who had visited their MP’s Web site were nearly five times as likely to feel connected” (Coleman 2005, 202). Noget tyder på, at det samme gør sig gældende for mine informanter: De føler, at politikere, som de har en løbende kontakt med via Facebook, er tættere på dem end politikere, som de blot engang imellem støder på gennem medierne. Særligt når politikerne bruger Facebook på

en måde, så mennesket skinner igennem, føler informanterne, at de får en form for relation til politikerne, og de kan lettere identificere sig med dem.

V iden Informanterne bruger både internettet og Facebook til at læse om aktuelle emner og få viden, som de kan bruge i forbindelse med at være aktive borgere (Dahlgren og Olsson 2008, 500). Når det kommer til de nyheder og informationer, informanterne får gennem deres Facebook-‐venner, har flere af dem har som beskrevet i Kommunikationsredskab en fornemmelse af, at det er de samme ting, der cirkulerer. Informanterne har dog ved at være forbundet med både politikerne og de andre brugere, der synes godt om de samme politikere, en større sandsynlighed for at få nye informationer og dermed ny viden end ellers. Det skyldes særligt, at stort set alle informanterne læser andre brugeres kommentarer til politikernes opdateringer, hvilket kan give dem adgang til en anden viden, end den der cirkulerer i deres tætte netværk (Gulia og Wellman 1999, 184)48. Fx fortæller Dorthe, at hun ofte læser de andres kommentarer på Johanne Schmidt-‐Nielsens Facebook-‐side: ”Jeg læser faktisk meget kommentarerne, fordi det ikke kun er kommentarer, der er positive. Tit kommer der næsten en diskussion mellem dem, der liker. Det, synes jeg, er meget spændende at følge med i” (bilag 3:273-‐277). Hun føler, at hun ved at læse kommentarerne kan tage temperaturen på, hvad folk generelt går rundt og tænker: ”Nu har alle på godt og ondt fået en stemme på nettet, og det, synes jeg, er sjovt at se” (bilag 3:540-‐542). Frederik har en helt anden årsag til gerne at ville læse andres kommentarer: ”Jeg vil gerne blive bedre til at modargumentere de borgerliges holdninger, så derfor synes jeg, at jeg får meget ud af at læse, hvad de siger” (bilag 5:307-‐309). Hvor flere af informanterne er interesserede i andre brugeres kommentarer for at få inputs til deres egne holdninger og måske på den måde blive klogere, så bruger Frederik det at læse kommentarerne til at blive bedre til at overbevise andre om, at han har ret. Han læser således kommentarer på fx Søren Pinds Facebook-‐profil, fordi han gerne vil læse, hvordan borgerlige mennesker argumenter, så han kan blive bedre til at modargumentere dem. 48 De informanter, der fortæller, at de læser andre brugeres kommentarer til politikernes

opdateringer, er: Dorthe, Frederik, Morten, Christine, Naja, Randa, Kasper og Anna.

Olsson har fundet samme måde at bruge debatter på internettet på (2007, 198). Uanset hans bevæggrund så læser han ikke desto mindre andre brugeres kommentarer på politikernes Facebook-‐sider. Årsagen til, at mødet med mennesker, der tænker anderledes end én selv, er så vigtig, når det kommer til at øge menneskers viden, er, at det er i mødet med mennesker, man er uenig med, at man bliver tvunget til at genoverveje, hvad man selv mener. Dermed øges ens politiske viden og forståelse (Brossard et al. 2006, 730). Generelt oplever informanterne, at de har den nødvendige viden for at kunne engagere sig politisk. Til gengæld har flere af dem som beskrevet i Politisk redskab en oplevelse af, at de brugere, der debatterer på Facebook, ofte mangler denne viden. Det resulterer i, at det for informanterne hverken er interessant eller relevant at debattere med dem. Det er således kun Randa, der debatterer på Facebook til at få ny viden fra andre brugere. Facebook giver mulighed for at få ny viden. Vi kan dog som beskrevet i Analysemodel først tale om viden, når mennesker kan få nye informationer og gøre informationen personligt meningsfuldt. Det er sandsynligvis langt fra al den information, informanterne møder på Facebook, som de kan tilegne sig. Måske gør det, at de møder informationen gennem deres Facebook-‐venner, andre brugere og politikere det lettere at forvandle informationen til viden. Informanterne oplever som beskrevet før, at de har en personlig relation til de politikere, de synes godt om og er enige med på Facebook. Det kan derfor tænkes, at hvis politikerne laver opdateringer med informationer og links til artikler, så vil informanterne opleve de informationer som personligt relevante.

Tillid De fleste af informanterne giver udtryk for, at de har en grundlæggende tillid til såvel politikere som det politiske system. Frederik er noget desillusioneret i forhold til SF, men alligevel virker det ikke til, at han har mistet tilliden til hverken politikere eller system. Selv Nina, som taler om at omstyrte den gældende regeringsform, synes at have en sådan tillid.

Konkret har mange af informanterne tillid til, at det er politikerne selv, der skriver på Facebook. Selvom både Morten og Kasper nævner, at de godt er klar over, at det måske nogle gange er en kommunikationsmedarbejder, der opdaterer, så er det kun Frederik, der erklærer sig for ligeglad med, hvorvidt politikerne selv skriver deres opdateringer. For ham er det vigtigste det politiske indhold i opdateringerne. Morten fortæller, at han ville synes, at det var et troværdighedsproblem, hvis det kom frem, at Manu Sareen ikke selv opdaterede sin Facebook-‐side, for: ”Men der må også være grænser for, om man kan skrive en enkelt linje selv” (bilag 6:759-‐760). Hvis det kom frem, at det ikke var Manu Sareen, der selv skrev sine opdateringer, så ville Morten muligvis holde op med at synes godt om ham. Alene det at engagere sig politisk kan være med til at styrke informanternes tillid til, at det giver mening at engagere sig politisk. Når man engagerer sig og deltager, kan man således få en oplevelse af, at man gør en forskel, om end måske blot i det små. Det kan styrke ens tillid til, at det har en betydning at deltage (Illeris et al. 2009, 169).

V æ rdier For Morten er det at synes godt om politikere på Facebook – og især Manu Sareens måde at bruge Facebook på – forbundet med en åbenhed om politikernes arbejde, som han ellers oplever kan være svær at finde. Åbenheden oplever han: ”Især i forbindelse med møder og sådan noget. Det er en af de få direkte veje, man har til arbejdet, hvis man ikke skal ind og virkelig lave noget undersøgelsesarbejde” (bilag 7:722-‐726). Morten får således en mulighed for på en let tilgængelig måde at følge Manu Sareens arbejde ved at synes godt om ham. Hvis han ikke kunne bruge Facebook på den måde, kan Morten nemlig umiddelbart kun få øje på en anden vej: ”Ind i selve folketingsgruppen og se arbejdet og præcise møder. Men det er en meget besværlig vej. (Facebook) er en let tilgængelig (vej)” (bilag 6:729-‐731). Også Torben oplever, at Facebook giver ham en mere direkte adgang til politikerne, hvor han kan læse, hvad de mener, uden at deres holdninger skal formidles gennem en journalist: ”Det er det, der er fedt ved opdateringer: At de bare skriver en kommentar til det, de har oplevet, i stedet

for at det skal selekteres gennem journalister, og det bliver forkortet og alt muligt, så kan de bare lige: Nå, men det var det, jeg skrev, slut” (bilag 8:680-‐683). For både Torben og Morten giver Facebook således mulighed for en anden åbenhed, når det kommer til at følge politikernes arbejde og få direkte adgang til, hvad de mener. Nina oplever, at der på både Johanne Schmidt-‐Nielsens og Enhedslistens Facebook-‐sider er: ”en kommunikation og en respekt over for, at der er nogle, der læser det” (bilag 4:414-‐416). Hun oplever således, at der er en slags gensidighed i mødet mellem borgere og politikere på Facebook, hvor der ikke blot er tale om envejskommunikation uden hensyn til de mennesker, der modtager kommunikationen. Randa er dog inde på, at gensidigheden mellem politikere og brugere ikke er fuldendt, da politikerne kan slette brugernes kommentarer: ”Arj, jeg synes, det er lidt fesent. Alle har jo ret til en mening. Jeg kan selvfølgelig godt forstå det, hvis folk er meget vulgære eller bruger nogle forkerte ord, men der er jo ikke noget galt i at komme med sin mening” (bilag 2:324-‐329). Torben synes derimod, at det er i orden, at politikerne sletter brugernes kommentarer, fordi det kan være med til at skabe en ”sober debat” (bilag 8:1179), at politikerne insisterer på, at brugerne kommunikerer i en ordentlig tone. Kasper oplever, at de politikere, som han synes, formår at bruge Facebook godt, styrker relationen mellem politikere og borgere: ”Jeg synes, at det er med til at styrke den relation. Især for dem, der bruger det aktivt. Netop går ind og skriver op til valget: Godt gået, og jeg er berørt over alle de stemmer, vi har fået og sådan noget. Det er selvfølgelig ikke en direkte interpersonel relation, men det er en relation” (bilag 10:495-‐500). Når politikerne således indleder en dialog med borgerne, der bærer præg af gensidighed, kan det både etablere og styrke relationen mellem borgere og politikere (Sherman 2011, 126). Når borgerne føler sig distanceret fra politikerne, handler det oftere om processen end resultatet (Coleman 2005, 205), og det er netop processen, som Facebook kan styrke. Ved at gå i dialog og skabe en relation med borgerne kan det medvirke til, at borgerne ikke på samme måde føler sig distancerede til politikerne. Det kan måske være med til at forklare, hvorfor informanterne ofte tillægger de politikere, som de er forbundet med på Facebook flere positive karakteristika end andre politikere.

Det er således særligt værdier som gensidighed, diskussion og åbenhed, der træder tydeligt frem i interviewene, mens andre værdier er sværere at få øje på. Dahlgren og Olsson er da også inde på, at det kan være svært at finde empiriske eksempler på, hvordan informanter forholder sig til værdier, men at man kan fornemme dem i forhold til de praksisser, som informanterne fortæller om (2008, 504). I tråd med det mener jeg, at det har en betydning for informanternes forhold til de demokratiske værdier, at de ofte læser andre brugeres kommentarer. Det tyder således på, at de besidder værdier som tolerance og åbenhed.

Opsummering Informanterne bruger primært det at synes godt om politikere på Facebook på tre måder: til at engagere sig politisk, kommunikere med politikerne og andre brugere samt få information. Ved at synes godt om politikerne oplever informanterne at få information, som de ikke nødvendigvis havde fået gennem deres Facebook-‐venner. På den måde fungerer det at synes godt om politikerne som et supplement til den information, informanterne ellers får. Den primære årsag til at synes godt om en politiker, som man ikke er enig med, er således at kunne få vedkommendes opdateringer, så man kan få information og følge med på den måde. Informanterne har kun sjældent været i direkte kommunikation med politikerne. Alligevel lægger de mærke til, når politikerne bruger Facebook til at kommunikere med brugerne og reagerer positivt på det. Informanterne bruger også Facebook som et politisk redskab, når de synes godt om politikere. Det handler hovedsagligt om at støtte politikerne samt at sende et signal til omverdenen om, hvad man mener politisk – og dermed også hvilken identitet man gerne vil vise. Når informanterne fortæller om deres politiske engagement, bliver Dahlgrens pointe om, at politik i dag i høj grad handler om at udtrykke og skabe sig selv, tydelig (Dahlgren 2007a, 6). Facebook giver mulighed for at sætte sit politiske engagement i en personlig ramme, hvor det også handler om at signalere, hvem man er. Stort set alle informanterne har syntes godt om en opdatering fra en politiker, mens færre har kommenteret og delt. At synes godt om opdateringer bruges til at vise politikeren, at man støtter vedkommende, og

til at sprede opdateringer, som man er enig i. Således bruges særligt to af netværksoffentlighedens karakteristika skaler-‐ og kopierbarhed bevidst af informanterne til at gøre Facebook til et effektivt politisk redskab. Selvom informanterne relativt ofte synes godt om opdateringer fra politikerne, er særligt Nina kritisk overfor, hvilken betydning det egentlig har. Ydermere beklager Torben, at opdateringer på Facebook ofte bliver belønnet for at være ”frække”, hvorimod det samme sjældent sker for opdateringer, som er nuancerede og saglige. Det hænger sammen med tonen og niveauet i debatterne på Facebook, som kun Randa mener er god. Når informanterne kommenterer, handler det således ofte om at rose, mens kun to informanter gør det for at debattere: Frederik debatterer for at overbevise andre om, at han har ret, mens Randa gør det for at blive klogere og få indsigt i, hvad andre mener. For at man kan tale om en offentlighed i Habermas’ forståelse, skal der være tale om en gensidig samtale. Frederiks årsag til at debattere gør, at han ikke går ind i diskussionerne for at udveksle argumenter baseret på en gensidig interesse i at blive enig. Randas måde at debattere på befinder sig derimod tættere på at opfylde Habermas’ kriterium om gensidighed ved at være baseret på et ønske om at blive klogere og finde ud af, hvad andre mener. Selvom Frederiks måde at debattere på Facebook altså ikke kan siges at handle om gensidighed og dermed være en del af offentligheden, som Habermas forstår denne, er det stadig et udtryk for et politisk engagement. Hvordan informanternes engagement generelt ser ud, når man undersøger det ud fra Habermas’ definition på en offentlighed, vender jeg tilbage til i diskussionen. Udover at flere af informanterne afholder sig fra at debattere på Facebook på grund af niveauet og tonen, så oplever flere af informanterne også, at man kun sjældent bliver enige på Facebook, og de fleste foretrækker at debattere ansigt til ansigt frem for skriftligt. Generelt bryder informanterne sig ikke om, at Facebook bruges til politisk overtalelse. Det synes kun Frederik er i orden, og han bruger da også selv Facebook på den måde. De fleste informanter synes, at man godt kan vise, hvor man selv står politisk samt støtte politikerne ved fx at synes godt om deres opdateringer. Det sidste er stort set alle informanterne opmærksomme på

ikke at gøre for meget for at undgå, at deres Facebook-‐venner finder dem irriterende. Informanterne har det generelt svært med ordet fan, og de har problemer med at se sig selv som fans af en politiker. Særligt når det kommer til at synes godt om politikere, fordi de ønsker at holde sig opdateret på, hvad de mener, men ikke er enige med dem, finder informanterne det svært at skulle synes godt om dem. At de har det så svært med at synes godt om politikere, de ikke er enige med, hænger således sammen med, at Facebook primært fungerer som et socialt rum. Derfor er det vigtigt for informanterne at fremvise en identitet, der fremstiller dem selv på en måde, som de finder hensigtsmæssig. De forsøger derfor at fremstå interessante, uden at det bliver selvpromoverende, samtidig med, at deres selvfremstilling opleves som troværdige af de mennesker, der kender dem. Når informanterne synes godt om politikere, som de er enige med, føler de, at der bliver skabt en relation, som gør, at de kan identificere sig med politikeren. Særligt Manu Sareen og Søren Pind, som laver en del personlige opdateringer, identificerer informanterne sig med. Ved at synes godt om politikerne får informanterne adgang til ny viden, som de ikke nødvendigvis havde fået, hvis de kun havde været forbundet med deres tætte netværk på Facebook. Særligt at læse andre brugeres kommentarer, hvilket stort set alle informanter gør, kan give ny viden om, hvad andre mener. Informanterne føler desuden, at de mødes med politikerne på en måde, der er mere gensidig end fx gennem de traditionelle massemedier, hvilket bl.a. skyldes, at alle tre politikere går i dialog med brugerne. På Facebook er det således særligt værdierne gensidighed, diskussion og åbenhed, som er væsentlige.

Di sku ssi o n I lighed med Chadwick og Howard kan jeg ud fra denne undersøgelse se internettet som en ressource, der støtter politisk deltagelse på forskellige måder: ”… by providing a new platform for information retrieval, debate and engagement; or by complementing offline participation by, for instance, facilitating the flow of

information and communication between people already involved in social and political networks. (2010, 431). Internettet – og i dette tilfælde konkret Facebook – giver på den ene side mulighed for udelukkende at engagere sig online og på den anden side fungerer det som et redskab til at understøtte ens offline engagement gennem online aktiviteter. På den måde udgør Facebook en ressource for de, der allerede er politisk engagerede (forstærkelse). Samtidig giver Facebook de, der ikke umiddelbart vil være tilbøjelige til at deltage i traditionelle politiske aktiviteter fx i et parti, mulighed for at deltage politisk på andre måder (mobilisering) (Calenda og Mosca 2007, 91). I min undersøgelse kan man således se elementer af både forstærkelses-‐ og mobilieringshypoteserne: For Randa, Naja, Dorthe, Christine og Anna er Facebook deres primære måde at engagere sig på. De stemmer, når der er valg, og Christine er endda medlem af Enhedslisten, men de engagerer sig sjældent yderligere politisk offline. Til gengæld giver Facebook dem mulighed for i det små at engagere sig politisk online. Der er dog også nogle af informanterne, primært Torben og Nina, hvor internettet og de sociale medier fungerer som supplement til deres engagement i mere traditionelle politiske deltagelsesformer (Papacharissi 2010a, 160). Klastrup mener, at alene det at tilkendegive en politisk holdning ved fx at blive medlem af en Facebook-‐gruppe er et udtryk for et engagement, om end i det små. Det skyldes, at det at blive medlem af en Facebook-‐gruppe med et politisk ærinde synliggør ens holdninger og følelser både over for de andre medlemmer af gruppen og over for ens Facebook-‐venner (Klastrup 2011, 44–45). Jeg mener, at det samme gør sig gældende, når det kommer til politikeres Facebook-‐sider og dermed for informanterne. At mene at det at være aktiv på Facebook alene vil lede til øget politisk engagement vil dog være at gå i cyberoptimisternes spor, og det mener jeg ikke, at jeg har belæg for. Informanterne er således blevet politisk engagerede af forskellige årsager. Fx fortæller Anna og Frederik som beskrevet i Præsentation af informanterne, at det påvirker deres politiske engagement, hvorvidt deres venner er politisk aktive:

While the internet makes political participation easier, we would not argue that it actually recruits people to politics. The interviews in our own study suggest that engagement among the young activists was not prompted by the internet per se, but emerged as a result of various experiences in their lives. Certainly, the net has relevance here, but it would be misleading to claim that it was an independent factor in promoting engagement. (Dahlgren og Olsson 2008, 496–497) Selvom Facebook altså stiller ressourcer til rådighed, som kan medvirke til, at mennesker, der allerede er aktive, får mulighed for at blive endnu mere aktive, og mennesker, der ellers ikke ville kunne se, hvordan de skulle engagere sig politisk, bliver aktive, så er det ikke alene Facebook, der gør de mennesker mere aktive. Heri ses skeptikernes synspunkt, som også er mit, hvilket jeg indledningsvist i specialet gjorde rede for. Ydermere er det vigtigt ikke at undervurdere værdien af uformelle samtaler om politik i privat regi. Ifølge Putnam viser undersøgelser således, at størstedelen af de politiske diskussioner, vi deltager i, finder sted i uformelle sammenhænge som fx over middagsbordet. Selvom undersøgelserne er fra før sociale medier som Facebook, tyder informanternes fortællinger om, hvordan de læser andre brugeres kommentarer og på den måde følger med i politiske diskussioner, på, at vi stadig lærer om politik ved at være en del af samtaler om det: We learn about politics through casual conversation. You tell me what you’ve heard and what you think, and what your friends have heard and what they think, and I accomodate that new information into my mental database as I ponder and revise my position on an issue. (Putnam 2000, 343) Når informanterne således deltager i debatter ved at læse andre brugeres kommentarer, ligesom når man sidder om middagsbordet og lytter til de andres snak, kan de blive udfordret til at genoverveje, hvad de selv mener

politisk. Særligt det, at de ikke kun forholder sig til, hvad deres egne Facebook-‐venner mener, hvor der som beskrevet tidligere ofte vil være en tendens til, at ens tætte netværk mener og tænker som en selv, men også til, hvad andre brugere skriver, kan have betydning for, at informanterne får øjne op for andre holdninger. Desuden får de også input fra politikernes opdateringer. Mange af informanterne vil dog ikke synes godt om politikere, som de ikke er enige med, fordi de oplever, at det sender et forkert signal til deres omgivelser. Når informanterne primært synes godt om politikere, de er enige med, betyder det, at de ikke bliver ligeså udfordrede på deres egne politiske holdninger, som de sandsynligvis ville blive, hvis de syntes godt om politikere, som de var uenige med. Informanternes forskelligartede brug af Facebook understøtter, at internettet er en åben teknologi, der kan tilpasses forskellige politiske og demokratiske formål. Når man engagerer sig politisk på internettet, kan man således ikke kun gøre det på én bestemt måde, men mange forskellige (Dahlgren og Olsson 2008, 504). De unges lyst til at engagere sig på en fleksibel og individualiseret måde understøttes således godt af internettet, fordi det netop er en åben teknologi: In the information age, political participation is moving away from involvement in institutionalised activities organised by political parties, to a more flexible political participation through individualised access to information and electronic social interaction. Compared to other age groups, the youth follow this process away from participatory politics, taking more advantage of ICT’s that support their need for information, communication and influence at any time and from any place (Coleman og Mesch 2007, 47)49. Informanterne gør brug af, at de på Facebook hele tiden har adgang til information og kommunikation, samtidig med at de selv kan bestemme, hvornår de vil bruge Facebook som et politisk redskab. 49 ICT står for Information and Communications Technology. På dansk hedder det Informations-‐

og kommunikationsteknologi og forkortes IKT. Begrebet bruges om de teknologier, som vi bruger til at kommunikere med som fx internettet (Gårdsdal 2009).

Facebook kan langt fra karakteriseres som en offentlighed i Habermas’ definition. Det skyldes bl.a., at der er tale om en kommerciel virksomhed, der i juli 2012 var over 73 billioner dollars værd (Anon. 2012). Ydermere er brugerne med til at skabe Facebooks økonomiske overskud, da Facebook tjener penge på at sælge viden om brugerne til virksomheder, som på baggrund af den viden kan målrette deres annoncer over for den enkelte bruger (Clemons 2012). Når det kommer til de tre kriterier, man som beskrevet tidligere ofte har vurderet, hvorvidt der ud fra Habermas’ definition er tale om en offentlighed, må man definitivt sige, at graden af kommercialisering på Facebook er høj. Spørgsmålet er dog, om ikke det er uhensigtsmæssigt at stille som krav, at der skal være tale om et ikke-‐ kommercielt rum: ”…if consumption is such a fundamental characteristic of modern and late modern democracies, then what would a contemporary citizen do to practice civic duty in the absence of a consumer culture?” (Papacharissi 2010a, 92). Når kommercialisering og forbrugerkultur er så centrale elementer i samfundet i dag, nytter det ikke, at vi fratager borgeres politiske engagement dets værdi, alene fordi det finder sted i et kommercielt rum. De to andre kriterier – gensidighed i kommunikationen og adgang til information – er til gengæld på nogle områder opfyldt og på andre slet ikke. Alle kan gå ind på Facebook-‐sider og læse, hvad der står. Dermed er der, når det kommer til sider, adgang til information. Til gengæld vil personlige Facebook-‐profiler alt efter, hvordan den enkelte har sine privatlivsindstillinger, sjældent være offentligt tilgængelige. Facebook-‐grupper kan både være offentligt tilgængelige og lukkede, alt efter hvilke indstillinger man har sat for gruppen. Man kan altså som udgangspunkt ikke følge politiske diskussioner mellem andre brugere, som ikke finder steder på Facebook-‐sider eller i åbne Facebook-‐grupper. Det står i modsætning til de tidlige online-‐grupper og fora, hvor alle kunne se hinanden og den interaktion, der fandt sted (Jensen 2011, 123). Facebook er altså langt fra et fuldstændigt åbent og transparent rum, men: ”Communications that would go unrecorded outside of the new public square (such as a face-to-face discussion or a telephone conversation) are not only documented but instantly accessible to the public when they occur in a civic

social network” (Sherman 2011, 143). Samtaler mellem borgere og politikere, der finder sted på Facebook-‐sider, er således mere synlige, end hvis der var tale om en telefonsamtale eller et møde ansigt-‐til-‐ansigt. Dog har politikerne mulighed for at slette opslag eller kommentarer fra brugere, hvis de ønsker det. Man har altså som bruger adgang til nogen information, men næppe nok til at det kvalificerer til, at kriteriet er opfyldt. Når det kommer til kriteriet om gensidighed i kommunikationen, kan man se på dels gensidighed borgere imellem, dels mellem borgere og politikere. Med hensyn til gensidigheden mellem borgerne er det som beskrevet i Politisk redskab ikke altid, at hverken debatniveauet eller -‐tonen opleves som relevant af informanterne, hvilket medfører, at de sjældent har lyst til at deltage i debatterne. Den rationelle og velovervejede debat, som Habermas fandt i den borgerlige offentlighed, er således svær at finde på Facebook, hvilket jeg også nævnte i den afsluttende opsummering på analysen. Det er sjældent, man på Facebook møder en debat, hvor begge parter sætter egne interesser til side for at lytte til modparten for derigennem at finde frem til det fælles bedste, hvilket er det snævre kriterium for, om man kan tale om gensidighed (Jensen 2003, 30). Informanterne har generelt en oplevelse af, at de tre politikere engagerer sig i debatterne, og dermed kan man tale om en vis grad af gensidighed i kommunikationen mellem borgere og politikere. Da Jakob Linaa Jensen undersøgte et online debatforum50, følte kun få af deltagerne, at debatten i foraet havde en indflydelse på den politiske dagsorden: ”En af de årsager, deltagerne selv angiver, er, at politikere, politiske kandidater, embedsmænd eller lignende stort set aldrig deltager i eller ser debatten. Det er primært en debat mellem borgere med interesse for og tid til at diskutere politik” (2006, 164). At de tre politikere analyseret i dette speciale på Facebook går ind og deltager i debatterne, kan således være med til at give borgerne en fornemmelse af indflydelse på den politiske dagsorden. Desuden kan det, at politikerne aktivt engagerer sig på Facebook få dem til at fremstå mere tilgængelige, ægte og uforfalskede (Gulati og Williams 2009, 287–288). Der er dog næppe tale om en så høj grad af gensidighed, at de tre politikere sætter deres egne interesser til side. Desuden fortæller Frederik om, hvordan politikerne ofte trækker sig ud af debatterne,

50 Konkret undersøgte han usenet-‐gruppen dk.politik.

fordi kommentartrådene bliver uoverskuelige. På den måde påvirker Facebooks informationsarkitektur såvel borgere som politikeres muligheder for at bruge Facebook til at føre en debat gennem. Ydermere må man formode, at debatniveauet-‐ og tonen også påvirker politikernes lyst til at indgå i debatterne. Opsummerende må det konkluderes, at det ikke er muligt at definere Facebook som en offentlighed ud fra Habermas. Måske kan vi i stedet for tale om, at Facebook stiller en anden slags rum til rådighed, som vi kan engagere os politisk igennem: But if the Internet (including civic social networks) has not produced a more reasoned and balanced public debate, then consider a narrower and more limited claim, civic social networks, by bringing public officials and constituents into an open public square, foster government transparency and accountability. The metaphor of civic social networks as the ’new public square’ does not aim for the loft of the public sphere; it makes no claim to heighten discourse. Rather, its defining feature is open space in full view of the public for anyone who wants it. (Sherman 2011, 141) Vi kan således i stedet for en offentlighed i Habermas’ forstand tale om, at sociale medier skaber et nyt offentligt rum (eller plads for at bruge Shermans ord), hvor borgere og politikere kan mødes. Da menneskers personlige profiler som nævnt ikke nødvendigvis er åbne for offentligheden, er det kun offentlige Facebook-‐sider som fx politikeres, der kan siges at være en del af det nye offentlige rum. Borgerne kan så vælge at engagere sig på politikernes Facebook-‐sider, hvilket informanterne i forskellig grad gør, og på den måde tage del i det offentlige rum, som bliver skabt på Facebook.

Per spekti ver i ng Jeg vil nu kort perspektivere for på den måde at pege frem mod, hvilke undersøgelser der ville være interessante at foretage i forlængelse af specialet.

Overordnet set vil det være interessant at lave en lignende undersøgelse i en periode, der ikke bærer præg af et folketingsvalg. Fem af informanterne blev således fans i forbindelse med Folketingsvalget i 2011, og generelt bærer interviewene præg af, at de er gennemført relativt kort tid efter valgkampen. Mange af informanterne nævner valgkampen, og det er tydeligt, at den har haft betydning for, at de har engageret politisk på Facebook. Fx har flere af dem kun kommenteret en enkelt gang, og det har typisk været i forbindelse med valget, hvor de har ønsket den politiker, de synes godt om, tillykke med valget. Interviewene kunne således have set anderledes ud, hvis jeg ikke havde foretaget dem så kort tid efter valget. Måske havde jeg oplevet informanterne som mindre politisk engagerede på Facebook, end tilfældet har været. Ydermere er undersøgelsen begrænset af at have fokuseret på, hvordan 11 mennesker ser på deres måde at bruge Facebook på, og hvordan de oplever det at synes godt om en politiker. Det vil derfor være relevant at udvide undersøgelsen med en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse for at undersøge, hvor udbredte mine informanters udsagn er (Kvale, 1994: 101). Det vil desuden være interessant at lave kvalitative interviews med mennesker med andre demografiske karakteristika end dem, jeg har interviewet i denne undersøgelse, for at kunne sammenligne. Det skyldes som nævnt i Målgruppe, at demografiske karakteristika som alder, indkomst og sociale vilkår er med til at afgøre, hvorvidt man engagerer sig politisk, og hvordan man i så fald gør det (Livingstone 2007, 113). Endelig ville det være interessant at undersøge politikernes syn på deres engagement på Facebook, hvilket jeg som nævnt i starten af specialet har afgrænset mig fra for at sikre et tydeligt fokus. Én ting er således, at borgerne kan udtrykke sig på Facebook, men lytter politikerne til dem (Putnam 2000, 174)? Og hvordan oplever de at mødes med borgerne i det rum? Praktisk vil det være interessant at benytte specialet til at definere typiske praksisser for både politikere og brugere for derigennem at styrke den enkelte

politikers tilstedeværelse på Facebook. Ved at få en bedre forståelse for hvordan brugerne agerer på Facebook, er det lettere for politikere at opnå strategiske mål med at være på Facebook. Specialet peger fx på, at politikere, der lader deres person skinne igennem på Facebook, giver brugerne en følelse af at have en tættere relation til dem. Politikere kan således bruge Facebook til at opbygge relationer til brugere, som de ikke møder i mere traditionelle politiske rum som fx vælgermøder, ved bevidst at have fokus på at være personlige i deres opdateringer. Derudover kan analysen benyttes til at pege på udviklingsmuligheder for sociale medier, der vil kunne styrke deres politiske anvendelighed. Det kan fx være ved at udvikle mere effektive måder at styre debattråde på, så meningsfyldte og sammenhængende diskussioner styrkes.

K o nkl u si o n Selvom mødet mellem politikere og danske unge på Facebook langt fra kan karakteriseres som en offentlighed i Habermas’ forstand, er der stadig tale om, at de unge har fået et nyt og anderledes rum, hvor de kan engagere sig politisk. For nogle af informanterne bruges det rum som et supplement til deres politiske engagement i fx partier. For andre af informanterne er Facebook det eneste rum, hvor de engagerer sig politisk. Det er langt fra sikkert, at de ville være politisk engagerede på andre måder, hvis de ikke havde Facebook til rådighed. Den konklusion medfører, at jeg finder belæg for både mobiliserings-‐ og forstærkelseshypotesen i specialet. De fleste af informanterne synes hovedsagligt godt om politikere, som de er enige med politisk. Særligt at de skal tilkendegive, at de synes godt om en politiker, forhindrer dem i at synes godt om politikere, som de ikke er enige med. Det skyldes primært den selvfremstilling, der finder sted på Facebook. Informanterne stræber således efter at fremstille sig selv på en måde, der er fordelagtig for dem selv. Her ville det at synes godt om en politiker, som de langt fra identificerer sig med, kunne skabe en selvfremstilling, som de ikke ønsker. Det er således særligt denne del af Facebooks opsætning, der påvirker, hvilke

politikere informanterne ønsker at have en relation til på Facebook. Informanterne er mere tilbøjelige til at forbinde sig med en politiker, som de ikke er enige med, hvis de kan abonnere på vedkommende frem for at synes godt om. Det skyldes, at informanterne oplever, at det sender et andet og mindre forpligtende signal at abonnere på en politiker end at synes godt om. Det, der primært kan få informanterne til at synes godt om politikere, som de ikke er enige med, er, hvis de bruger Facebook i en faglig sammenhæng. For to af informanterne handler det således om, at de arbejder med og har studeret kommunikation. De føler derfor, at det er interessant for dem fagligt at se, hvordan forskellige politikere bruger Facebook. Den ene af dem har dog stadig svært ved det, hvilket skyldes, at Facebook også handler om, hvilken identitet man signalerer til sine omgivelser. Informanterne er mere tilbøjelige til at synes godt om politikernes opdateringer end til at kommentere eller dele dem. De oplever således det at synes godt om en opdatering som en let tilgængelig og uforpligtende måde at tilkendegive deres holdning på. Informanterne synes hovedsagligt godt om opdateringer for enten at tilkendegive, at de er enige med politikeren, eller for at sørge for, at opdateringen bliver set af flere. Ved at synes godt om en opdatering bliver den dels vist på deres venners Facebook-‐profiler og dels er der flere brugere generelt, som får opdateringen at se, hvilket skyldes, at jo mere feedback en opdatering fra en politiker har fået, desto flere af vedkommendes fans får opdateringen vist. Informanterne bruger således bevidst den måde, Facebook fungerer på, til at sprede opdateringer, som de finder vigtige. Når informanterne endelig kommenterer en opdatering, bruger de fleste det til at rose politikeren. Det gør de fleste af informanterne dog kun meget sjældent. Det skyldes det bl.a., at de oplever, at de andres brugeres debatniveau er lavt, og at tonen er grov. Den eneste, der oplever det, anderledes, er Randa, som da også selv ofte kommenterer på Manu Sareens opdateringer. Gennem hans Facebook er hun flere gange kommet i debat med andre brugere. Hun oplever at blive klogere og få ny viden af at deltage i debatterne. Hun er således den eneste informant, der bruger Facebook på en måde, der nærmer sig Habermas’ definition for, hvornår man kan tale om en offentlighed. Frederik kommenterer som den eneste anden

informant også relativt ofte på politikernes opdateringer, men det gør han for at overbevise andre brugere om, at han har ret. Han er også den eneste af informanterne, der jævnligt deler opdateringer fra politikere, hvilket han ligeledes gør for at overbevise. Det er netop sådan en adfærd, som størstedelen af informanterne tager afstand fra. De finder den irriterende og upassende. Kasper er den eneste informant, som har lavet opslag på forskellige politikeres Facebook-‐sider. Han gjorde det i forbindelse med sit arbejde og kunne ikke forestille sig at gøre det i andre sammenhænge. Informanterne oplever, at de får en relation til de politikere, som de synes godt om, netop fordi de tre politikere, der har været cases i dette speciale, går i dialog med brugerne. De skriver bl.a. kommentarer til brugernes kommentarer. Det er interessant i denne sammenhæng, at informanterne beskriver de tre politikere meget positivt, mens de har en opfattelse af mange andre politikere som strategiske og kyniske. Det er særligt kendetegnende ved Manu Sareen og Søren Pind, som informanterne oplever som personlige og ærlige i deres tilstedeværelse på Facebook. Informanterne har svære ved at fornemme personen Johanne Schmidt-‐Nielsen og beskriver hende som ét med partiet Enhedslisten. Det stemmer godt overens med de opdateringer, de tre politikere laver. Her er det således meget sjældent, at Johanne Schmidt-‐Nielsen laver personlige opdateringer, hvilket både Manu Sareen og Søren Pind relativt ofte gør. Hvorvidt informanterne ved at kunne identificere sig med politikerne ved at have en relation til dem på Facebook også lettere kan se selv som politisk aktive og engagerede, vil jeg lade stå tilbage som et åbent spørgsmål. Under alle omstændigheder er det dog tydeligt, at de unge oplever at have en meningsfuld relation til de tre politikere på Facebook, og at de her får et rum til at engagere sig politisk.

L i tter atu r l i ste Amadeo, Jo-‐Ann. 2007. “Patterns of Internet Use and Political Engagement Among Youth.” I Young Citizens and New Media. Learning for Democratic Participation., ed. Peter Dahlgren. Routledge.

Andersen, Johannes. 2006. “Democracy and Virtual Politics: Young People, the Internet and Political Participation.” I Internet, Governance and Democracy. Democratic Transitions from Asian and European Perspectives., ed. Jens Hoff. NIAS Press. Anon. 2012. “Facebook Inc.” The Wall Street Journal. http://quotes.wsj.com/FB. Bakardjieva, Maria. 2010. “The Internet and Subactivism -‐ Cultivating Young Citizenship in Everyday Life.” I Young People, ICTs and Democracy, ed. Peter Dahlgren og Tobias Olsson. Nordicom. Baumgartner, Jody C., Richard Davis, Peter L. Francia og Jonathan S. Morris. 2010. “The Internet in the U.S. Election Campaigns.” I The Routledge Handbook of Internet Politics, ed. Andrew Chadwick og Philip N. Howard. Routledge. Baumgartner, Jody C. og Jonathan S. Morris. 2009. “MyFaceTube Politics: Social Networking Web Sites and Political Engagement of Young Adults.” Social Science Computer Review 28 (1): 24–44. doi:10.1177/0894439309334325. Bennett, Lance W. og Amoshaun Toft. 2008. “Identity, Technology, and Narratives: Transnational Activism and Social Networks.” I Handbook of Internet Politics, ed. Andrew Chadwick og Philip N. Howard. Routledge. Bennett, Lance W. og Michael Xenos. 2007. “Young Voters and the Web of Politics: The Promise and Problems of Youth-‐oriented Political Content on the Web.” I Young Citizens in the Digital Age. Political Engagement, Young People and New Media., ed. Brian Loader. Routledge. Bichard, Shannon L., Thomas J. Johnson, Trent Seltzer og Weiwu Zhang. 2009. “The Revolution Will Be Networked: The Influence of Social Networking Sites on Political Attitudes and Behavior.” Social Science Computer Review 28 (1): 75–92. doi:10.1177/0894439309335162. boyd, danah. 2008a. “Digital Handshakes in Networked Publics: Why Politicians Must Interact, Not Broadcast.” I Mobilizing Generation 2.0, ed. Ben Rigby. San Francisco: Jossey-‐Bass. http://www.danah.org/papers/essays/DigitalHandshakes.pdf. ———. 2008b. “Can Social Network Sites Enable Political Action?” International Journal of Media and Cultural Politics 4 (2): 241–244. ———. 2011. “Social Network Sites as Networked Publics: Affordances, Dynamics, and Implications.” I A Networked Self. Identity, Community, and Culture on Social Network Sites., ed. Zizi Papacharissi. Routledge. boyd, danah og Nicole Ellison. 2007. “Social Network Sites: Definition, History, and Scholarship.” Journal of Computer-Mediated Communication 13 (1). boyd, danah og Alice Marwick. 2010. “The Imagined Audience. I Tweet Honestly, I Tweet Passionately: Twitter Users, Context Collapse, and the Imagined Audience.” New Media Society. Brossard, Dominique, Bruce W. Hardy, Erik C. Nisbet, Dietram A. Scheufele og Israel Waismel-‐Manor. 2006. “Democracy Based on Difference: Examining the Links Between Structural Heterogeneity, Heterogeneity of Discussion Networks, and Democratic Citizenship.” Journal of Communication 56 (4): 728–753. Brundige, Jennifer og Ronald E. Rice. 2010. “Political Engagement Online: Do the Information Rich Get Richer and the Like-‐minded More Similar?” I The

Routledge Handbook of Internet Politics, ed. Andrew Chadwick og Philip N. Howard. Routledge. Butsch, Richard. 2007. “Introduction: How Are Media Public Spheres?” I Media and Public Spheres, ed. Richard Butsch. Palgrave Macmillan. Calenda, Davide og Lorenzo Mosca. 2007. “Youth Online: Researching the Political Use of the Internet in the Italian Context.” I Young Citizens in the Digital Age. Political Engagement, Young People and New Media., ed. Brian Loader. Routledge. Carr, Caleb, Nicole Ellison, Cliff Lampe, Andrew Smock, Jessica Vitak og Paul Zube. 2009. “‘Poking’ People to Participate: Facebook and Political Participation in the 2008 Election”. Michigan State University. http://vitak.files.wordpress.com/2009/02/ica09_facebook_political-‐ participation.pdf. Castells, Manuel. 2005. “The Network Society: From Knowledge to Policy.” I The Network Society. From Knowledge to Policy., ed. Gustavo Cardoso og Manuel Castells, 3–22. Center for Transatlantic Relations. www.umass.edu/digitalcenter/research/pdfs/JF_NetworkSociety.pdf. Chadwick, Andrew og Philip N. Howard. 2010. “Conclusion: Political Omnivores and Wired States.” I The Routledge Handbook of Internet Politics, ed. Andrew Chadwick og Philip N. Howard. Routledge. Clarke, Adele. 2005. Situational Analysis: Grounded Theory After the Postmodern Turn. Sage. Clemons, Eric. 2012. “Valuing Facebook and Its 800 Million Customers: A $100 Billion Option on Unknown Future Strategies.” The Huffington Post, February 14. http://www.huffingtonpost.com/eric-‐k-‐clemons/facebook-‐ value_b_1276402.html. Coleman, Stephen. 2005. “The Lonely Citizen: Indirect Representation in an Age of Networks.” Political Communication 22 (2): 197–214. doi:10.1080/10584600590933197. Coleman, Stephen og Gustavo S. Mesch. 2007. “New Media and New Voters: Young People, the Internet and the 2005 UK Election Campaign.” I Young Citizens in the Digital Age. Political Engagement, Young People and New Media., ed. Brian Loader. Routledge. Couldry, Nick, Sonia Livingstone og Tim Markham. 2007a. “Youthful Steps Towards Civic Participation: Does the Internet Help?” I Young Citizens in the Digital Age. Political Engagement, Young People and New Media., ed. Brian Loader. Routledge. ———. 2007b. “Connection or Disconnection?: Tracking the Mediated Public Sphere in Everyday Life.” I Media and Public Spheres, ed. Richard Butsch. Palgrave Macmillan. Dahlberg, Lincoln. 2007. “The Internet, Deliberative Democracy, and Power: Radicalizing the Public Sphere.” International Journal of Media &# 38; Cultural Politics 3 (1): 47–64. Dahlgren, Peter. 2000. “The Internet and the Democratization of Civic Culture.” Political Communication 17 (4): 335–340. ———. 2005. “The Internet, Public Spheres, and Political Communication: Dispersion and Deliberation.” Political Communication 22 (2): 147–162. doi:10.1080/10584600590933160.

———. 2007a. “Introduction: Youth, Civic Engagement and Learning via New Media.” I Young Citizens and New Media. Learning for Democratic Participation., ed. Peter Dahlgren. Routledge. ———. 2007b. “Civic Identity and Net Activism: The Frame of Radical Democracy.” I Radical Democracy and the Internet. Interrogating Theory and Practice., ed. Lincoln Dahlberg og Eugenia Siapera. Palgrave Macmillan. ———. 2009. Media and Political Engagement. Citizens, Communication, and Democracy. Cambridge University Press. ———. 2010. “Public Spheres, Societal Shifts and Media Modulations.” I Media, Markets and Public Spheres., ed. Jostein Gripsrud og Lennart Weibull. Intellect. Dahlgren, Peter og Tobias Olsson. 2007a. “From Public Sphere to Civic Culture: Young Citizen’s Internet Use.” I Media and Public Spheres, ed. Richard Butsch. Palgrave Macmillan. ———. 2007b. “Young Activists, Political Horizons and the Internet: Adapting the Net to One’s Purposes.” I Young Citizens in the Digital Age. Political Engagement, Young People and New Media., ed. Brian Loader. Routledge. ———. 2008. “Facilitating Political Participation: Young Citizens, Internet and Civic Cultures.” I The International Handbook of Children, Media and Culture., ed. Kirsten Drotner og Sonia Livingstone. Sage. Danmarks Statistik. 2011. Befolkningens brug af internet 2011. Danmarks Statistik. Dansk Ungdomsfællesråd. 2010. “Ny undersøgelse afliver myten om passive unge.” www.duf.dk. http://duf.dk/index.php?id=258&tx_ttnews[tt_news]=1532&cHash=43a2 c6aece. Devereaux, Zachary, Greg Elmer, Ganaele Langlois og Fenwick McKelvey. 2009. “Networked Publics: The Double Articulation of Code and Politics on Facebook.” Canadian Journal of Communication 34 (3). Downey, John. 2007. “Participation And/or Deliberation? The Internet as a Tool for Achieving Radical Democratic Aims.” I Radical Democracy and the Internet. Interrogating Theory and Practice., ed. Lincoln Dahlberg og Eugenia Siapera. Palgrave Macmillan. DR. 2011. Medieudviklingen 2011. DR Medieforskning. Ellison, Nicole, Cliff Lampe og Charles Steinfield. 2006. “A Face(book) in the Crowd: Social Searching Vs. Social Browsing.” In The 2006 20Th Anniversary Conference on Computer-Supported Cooperative Work, 167– 170. New York: ACM Press. ———. 2007. “The Benefits of Facebook ‘Friends’: Exploring the Relationship Between College Students’ Use of Online Social Networks and Social Capital.” Journal of Computer-Mediated Communication 12 (3). Fischer, Louise Harder og Christian Viktor Rasmussen. 2008. Målgruppeanalyse. Lær din målgruppe at kende. Nyt Teknisk Forlag. Flick, Uwe. 1998. “Coding and Categorizing.” I An Introduction to Qualitative Research Methods., ed. Uwe Flick. Sage. Gulati, Girish J. “Jeff” og Christine B. Williams. 2009. “The Political Impact of Facebook: Evidence from the 2006 Elections and the 2008 Nomination

Contest.” I Politicking Online. The Transformation of Election Campaign Communications., ed. Costas Panagopoulos. Rutgers University Press. Gulia, Milena og Barry Wellman. 1999. “Virtual Communities as Communities: Net Surfers Don’t Ride Alone.” I Communities in Cyberspace, ed. Peter Kollock og Marc A. Smith. Routledge. Gurak, Laura J. 1999. “The Promise and the Peril of Social Action in Cyberspace: Ethos, Delivery, and the Protests over MarketPlace and the Clipper Chip.” I Communities in Cyberspace, ed. Peter Kollock og Marc A. Smith. Routledge. Gårdsdal, Kasper. 2009. “Refleksioner over integration af informations-‐ og kommunikationsteknologi (IKT) i samfundet og i efterskolen.” Speciale, Den frie Lærerskole. https://sites.google.com/site/iktspeciale/hvad-‐er-‐ ikt. Habermas, Jürgen. 1996. Between Facts and Norms - Contributions to a Discourse Theory of Law and Democracy. MIT Press. Halkier, Bente. 2009. Fokusgrupper. Forlaget Samfundslitteratur. Harris, Anita. 2008. “Young Women, Late Modern Politics, and the Participatory Possibilities of Online Cultures.” Journal of Youth Studies 11 (5): 481–495. doi:10.1080/13676260802282950. Hasebrink, Ingrid Paus og Uwe Hasebrink. 2007. “Young People’s Identity Construction and Media Use: Democratic Participation in Germany and Austria.” I Young Citizens and New Media. Learning for Democratic Participation., ed. Peter Dahlgren. Routledge. Hjort, Anne. 1986. “Om at interviewe kvalitativt.” I Det ukendte publikum. Nye metoder i medieforskningen., ed. Else Fabricius Jensen og Ralf Pittelkow. Center for Massekommunikation, Københavns Universitet. Hoff, Jens, Jakob Linaa Jensen og Lisbeth Klastrup. 2008. Internettets rolle under folketingsvalget 2007. FDIM -‐ Foreningen af Danske Interaktive Medier. Hoff, Jens og Lisbeth Klastrup. 2011. Redegørelse: Unge, sociale Medier og politik. Demokrati for fremtiden – Valgretskommissionens betænkning om unges demokratiske engagement. Valgretskommisionen. Hoff, Jens og Kresten Storgaard. 2005. “Indledning.” I Informationsteknologi og Demokratisk Innovation - Borgerdeltagelse, Politisk Kommunikation Og Offentlig Styring., ed. Jens Hoff og Kresten Storgaard. Forlaget Samfundslitteratur. Holst, Niels Kristian. 2008. “Søvndahl: Gå ad helvede til mørkemænd.” avisen.dk, 20. februar. Huckfeldt, Robert og John Sprague. 1995. “The Social Dynamics of Political Preference.” I Citizens, Politics, and Social Communication. Cambridge University Press. Illeris, Knud, Noemi Katznelson, Jens Christian Nielsen, Birgitte Simonsen og Niels Ulrik Sørensen. 2009. “1. del: Ungdom som en livsfase.” I Ungdomsliv. Mellem individualisering og standardisering., 19–21. Samfundslitteratur. Infomedia. 2011. Folketingsvalget 2011. ———. 2012. Fra Partisoldat Til Privatperson. Jensen, Jakob Linaa. 2003. “Virtual Democratic Dialogue? Bringing Together Citizens and Politicians.” Information Polity 8 (1-‐2): 29–47.

———. 2006. “Den virtuelle kaffestue -‐ Deliberation og demokratisk inklusion i politiske debatter på internettet.” Politica, Institut for Statskundskab: Aarhus Universitet. ———. 2009. “Fra onlinefællesskaber til onlinenetværk -‐ Facebook som augmentering af den sociale virkelighed.” MedieKultur. Journal of Media and Communication Research 25 (46). ———. 2011a. “Citizenship in the Digital Age: The Case of Denmark.” Policy & Internet 3 (3): 49–70. doi:10.2202/1944-‐2866.1106. ———. 2011b. “Online Communities: A Historically Based Examination of How Social Formations Online Fulfill Criteria for Community.” I Virtual Community Building and the Information Society. Current and Future Directions., ed. Christo El Morr og Pierre Maret. Igi Global. Johnson, Thomas J. og Barbara K. Kaye. 2003. “A Boost or Bust for Democracy? How the Web Influenced Political Attitudes and Behaviors in the 1996 and 2000 Presidential Elections.” The International Journal of Press/Politics 8 (3): 9–34. Kann, Mark E. og Merlyna Lim. 2008. “Politics: Deliberation, Mobilization, and Networked Practices of Agitation.” I Networked Publics, ed. Kazys Varnelis. MIT Press. Klastrup, Lisbeth. 2011. “Offentlighed for en dag? Facebook-‐grupper og de nye ”massebrugere”.” Journalistica - Tidsskrift for Forskning i Journalistik 2011 (1). KMD. 2011. Valgkampens medier. Danskernes præferencer. KMD Analyse. Komfo. “Page-‐Analyzer.” Page Analyzer. http://page-‐analyzer.dk/. Kristligt Dagblad. “Irakerne Fra Brorsons Kirke.” http://www.kristeligt- dagblad.dk. http://www.kristeligt-‐dagblad.dk/irakerne-‐brorsons-‐kirke. Kvale, Steinar. 1994. InterView. Hans Reitzels Forlag. Latour, Bruno. 1992. “Where Are the Missing Masses? The Sociology of a Few Mundane Artifacts.” I Shaping Technology/building Society: Studies in Socio-technocal Change., ed. John Law, 225–258. MIT Press. Lemberg, Mikael. 2012a. “Det handler ikke om størrelsen...” SocialSemantic. http://blog.socialsemantic.eu/det-‐handler-‐ikke-‐om-‐storrelsen/. ———. 2012b. “Facebook”. Præsentation til Optimér din Facebook timeline, 30. april, Copenhagen Business School. http://komfoforedrag.eventbrite.com/. Limperos, Anthony M., Mary Beth Oliver og Julia K. Woolley. 2010. “The 2008 Presidential Election, 2.0: A Content Analysis of User-‐generated Political Facebook Groups.” Mass Communication and Society 13 (5): 631–652. doi:10.1080/15205436.2010.516864. Livingstone, Sonia. 2007. “Interactivity and Participation on the Internet: Young People’s Response and the Civic Sphere.” I Young Citizens and New Media. Learning for Democratic Participation., ed. Peter Dahlgren. Routledge. Loader, Brian. 2007. “Preface.” I Young Citizens in the Digital Age. Political Engagement, Young People and New Media., ed. Brian Loader. Routledge. Mikaelsen, Henrik og Oliver Routhe Skov. 2011. “Helle T Har Flest Fans.” dr.dk. http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2011/03/03/03203436.htm?rss=tru e. Mitchell, Bradley. “Bits and Bytes -‐ What Is the Difference Between Bits and Bytes?” about.com.

http://compnetworking.about.com/cs/basicnetworking/f/bitsandbytes.h tm. Moire, Jennifer. 2011. “The Complete Guide to Facebook’s Subscribe Button.” AllFacebook. The Unofficial Facebook Blog. http://allfacebook.com/the-‐ complete-‐guide-‐to-‐facebooks-‐subscribe-‐button_b58570. Mølgaard, Milla. 2011. “Facebook lancerer gigantisk ændring.” Politiken, 15. december. http://politiken.dk/tjek/digitalt/internet/ECE1480833/facebook-‐ lancerer-‐gigantisk-‐aendring/. Neyland, Daniel. 2008. Organizational Ethnography. Sage. Occhino, Tom. 2009. “Tag Friends in Your Status and Posts.” Facebook. http://blog.facebook.com/blog.php?post=109765592130. Olsson, Tobias. 2007. “An Indispensable Resource: The Internet and Young Civic Engagement.” I Young Citizens and New Media. Learning for Democratic Participation., ed. Peter Dahlgren. Routledge. Panagopoulos, Costas. 2009. “Technology and the Modern Political Campaign: The Digital Pulse of the 2008 Campaigns.” I Politicking Online. The Transformation of Election Campaign Communications., ed. Costas Panagopoulos. Rutgers University Press. Papacharissi, Zizi. 2002. “The Virtual Sphere: The Internet as a Public Sphere.” New Media & Society 4 (1): 9–27. doi:10.1177/14614440222226244. ———. 2010a. A Private Sphere. Democracy in a Digital Age. Polity Press. ———. 2010b. “The Virtual Sphere 2.0: The Internet, the Public Sphere, and Beyond.” I The Routledge Handbook of Internet Politics, ed. Andrew Chadwick and Philip N. Howard. Routledge. Park, Hun Myoung og James L. Perry. 2009. “Do Campaign Web Sites Really Matter in Electoral Civic Engagement? Empirical Evidence from the 2004 and 2006 Post-‐election Internet Tracking Survey.” I Politicking Online. The Transformation of Election Campaign Communications., ed. Costas Panagopoulos. Rutgers University Press. Putnam, Robert D. 2000. Bowling Alone. The Collapse and Revival of American Community. Simon & Schuster. Ritzau. 2011. “Thorning runder 100.000 venner på Facebook.” Berlingske Tidende, 3. marts. http://www.b.dk/politiko/thorning-‐runder-‐100.000-‐ venner-‐paa-‐facebook. Sherman, Bill. 2011. “Your Mayor, Your ‘friend’: Public Officials, Social Networking, and the Unmapped New Public Square.” Social Networking and the Law 31 (1). Skjoldan, Lasse. 2012. Positiv omtale, den skaber man selv. Infomedia. Stadler, Felix. 2006. “Flows and Places.” I Manuel Castells. The Theory of the Network Society. John Wiley And Sons Ltd. Torpe, Lars. 2005. “Internet, politisk offentlighed og demokrati. Erfaringer fra forsøg i Hals Kommune.” I Informationsteknologi og demokratisk innovation - Borgerdeltagelse, politisk kommunikation og offentlig styring., ed. Jens Hoff og Kresten Storgaard. Forlaget Samfundslitteratur. Turnšek, Maja og Nicholas W. Jankowski. 2008. “Social Media and Politics: Theoretical and Methodological Considerations in Designing a Study of Political Engagement.” I Royal Holloway, University of London: New

Political Communication Unit. http://newpolcom.rhul.ac.uk/politics-web-2-0-conference/. Utz, Sonja. 2009. “The (potential) Benefits of Campaigning via Social Network Sites.” Journal of Computer-Mediated Communication 14 (2): 221–243. Valtysson, Bjarki. 2012. “Facebook as a Digital Public Sphere: Processes of Colonization and Emancipation.” tripleC-Cognition, Communication, Co- operation 10 (1): 77–91. Varnelis, Kazys. 2008. “Place: The Networking of Public Space.” I Networked Publics, ed. Kazys Varnelis. MIT Press. Vinken, Henk. 2007. “Changing Life Courses, Citizenship, and New Media: The Impact of Reflexive Biographization.” I Young Citizens and New Media. Learning for Democratic Participation., ed. Peter Dahlgren. Routledge. Vromen, Adriadne. 2007. “Australian Young People’s Participatory Practices and Internet Use.” I Young Citizens in the Digital Age. Political Engagement, Young People and New Media., ed. Brian Loader. Routledge.