1 Plaka, 2001
Da fortøjningen var kastet, fløj rebet gennem luften og sprøjtede små dråber havvand på kvindens bare arme. De tørrede hurtigt, og da solen bagte ned på hende fra en skyfri himmel, bemærkede hun, at hendes hud var dækket af skinnende mønstre af saltkrystaller, som mindede om en diamant-tatovering. Alexis var den eneste passager på den lille, ramponerede båd, og mens den tøffede væk fra kajen med kurs mod den ensomme, ubefolkede ø, gøs hun uvilkårligt ved tanken om alle de mænd og kvinder, som var rejst denne vej før hende. Spinalonga. Hun legede med ordet og rullede det rundt på tungen som en olivensten. Øen lå stik forude, og da båden nærmede sig den store venetianske fæstning, som lå ved kysten, fornemmede hun både dens mægtige fortid og en overvældende følelse af dens nuværende betydning. Hun tænkte, at dette måske var et sted, hvor historien stadig var varm, ikke iskold, og hvor indbyggerne var virkelige og ikke mytiske. Hvor ville det gøre den anderledes end de bygninger og seværdigheder fra oldtiden, som hun havde brugt de sidste par uger, måneder – og endda år – på at besøge. Alexis kunne have tilbragt endnu en dag med at kravle