Østeuropæiske lande

Henning Dehn-Nielsen

De øst- og centraleuropæiske lande Geografi, politik, historie, økonomi

Frydenlund

De øst- og centraleuropæiske lande Geografi, politik, historie, økonomi © Forfatteren og Frydenlund 1. udgave, 1. oplag, 2012 ISBN 978-87-7118-123-4 Grafisk tilrettelæggelse: Debora á Reynatrøð Korrektur: Peder Norup Grafisk produktion: Totem, Polen

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Udgivet med økonomisk støtte fra Velux Fonden

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf. 3393 2212 • fax 3393 2412 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på http://www.frydenlund.dk/nyhedsservice

Indhold Albanien.................................................................................................9 Bosnien-Hercegovina...........................................................................25 Bulgarien..............................................................................................41 Estland..................................................................................................61 Hviderusland........................................................................................75 Kosova.................................................................................................89 Kroatien................................................................................................95 Letland...............................................................................................109 Litauen...............................................................................................121 Makedonien........................................................................................133 Moldova.............................................................................................145 Montenegro........................................................................................155 Polen..................................................................................................163 Rumænien..........................................................................................189 Serbien...............................................................................................207 Slovakiet............................................................................................235 Slovenien............................................................................................249 Tjekkiet..............................................................................................259 Ukraine...............................................................................................277 Ungarn................................................................................................295 Østpreussen........................................................................................313 Østtyskland........................................................................................319 Ordforklaring.....................................................................................337 Litteratur............................................................................................362

5

Albanien

Officielt navn Republika e Shqipërisë (Republikken Albanien).

Beliggenhed Sydøsteuropa, på Balkanhalvøens sydvestkyst. Grænser mod nord og nordøst til Serbien og Montenegro, mod øst til Makedonien, mod syd og sydøst til Grækenland og mod vest til Adriaterhavet.

Statsform Republik med et etkammerparlament, Kuvendi Popullor (Folkeforsamlingen) med 140 medlemmer, heraf 100 valgt ved direkte forholdstalsvalg for fire år for alle statsborgere over 18 år. Præsidenten, der i sin embedsperiode ikke må være medlem af noget politisk parti, vælges af parlamentet for fem år.

Den nuværende forfatning blev vedtaget ved en folkeafstemning i 1998 og rummer bl.a. en sikring af respekt for menneskerettigheder og almindelige borgerlige rettigheder.

Areal 28.748 kvadratkilometer.

Befolkning 3,0 mio. indbyggere (2011), heraf 95 % albanere, 3 % grækere og 2 % andre, bl.a. sigøjnere/romaer (OSCE-skøn: 100.000-200.000), makedonere, montenegrinere, serbere, bulgarere og de traditionelt halvnomadiske aromunere. Der findes ca. 6 mio. albanere, heraf godt 40 % uden for det egentlige Albanien, især i Kosova og Makedonien, samt et ukendt antal illegalt arbejdende albanere i Grækenland og Italien.

Sprog Albansk med hoveddialekterne gegisk og toskisk henholdsvis nord og syd for floden Shkumbin i Midtalbanien. Endvidere græsk og romani.

Hovedstad Tiranë (Tirana) (618.000 indbyggere, 2008).

9

Religion 40 % muslimer, især sunnimuslimer, 31 % albansk ortodokse, 15 % romerskkatolske og 14 % andre. Kun 20 % er aktivt praktiserende muslimer. Religionsudøvelse blev atter tilladt i 1989 efter at have været forbudt siden 1967.

Analfabetisme 1,3 %. Faldende. Tvungen skolegang i otte år.

Møntfod Lek a 100 quindarka = 0,05 kr. (juli 2012).

Bruttonationalprodukt 8.200 USA-$ pr. indbygger (2011). Stigende.

Inflation 2,9 % (2004; 225 % i 1992). Økonomisk vækst 6,0 % (2009). Landet klarede sig godt under den globale økonomiske krise i 2008.

Arbejdsløshed Ca. 10 % (2006).

Internationalt samarbejde Medlem af FN, NATO, verdenshandelsorganisationen WTO, Europarådet, OSCE, Det Centraleuropæiske Initiativ (CEI), Sortehavsområdets Økonomiske Samarbejdsgruppe (BSEC), Den Internationale Organisation for Migration (IOM), den islamiske konferences organisation (OIC) og den islamiske udviklingsbank. Landets ansøgning om optagelse i EU blev godkendt af EU i 2009.

Vigtigste handelspartnere Italien, Grækenland og Tyskland.

Ikke mange lande har haft en så dramatisk historie som Albanien, som er en af Europas yngste stater og i dag en af kontinentets fattigste. Det er samtidig et land i rivende udvikling og efterhånden en nogenlunde stabiliserende faktor i det vestlige Balkan trods nogle tilbageskridt indimellem.

10

Albanerne bor ikke kun i Albanien. De udgør det store befolkningsflertal i det tilgrænsende Kosova mod nordøst, 22 % af indbyggerne i Makedonien og 7 % af Montenegros befolkning. Hertil kommer små mindretal i Serbien, Kroatien, Slovenien, Grækenland og Italien.

Kun tiden vil vise, om drømmen om et Storalbanien nogensinde bliver til virkelighed. Foreløbig ser det ikke ud til, at det fattige Albanien er tillokkende nok for det albanske folk udenfor, til at de reelt ønsker noget sådant. Albanerne besidder formentlig ikke den politiske og nationale modenhed, som kan føre til deres samling enten omkring selve Albanien eller i Kosova, hvor Kosovas befrielseshær UCK indledte sine aktioner i 1997.

Fra oldtidens Illyrien til tyrkervældet De ældste fund i landet dateres til Moustérien-kulturen for ca. 40.000 år siden.

Agerbruget begyndte at vinde indpas omkring 6000 f.Kr., og fra de efterfølgende århundreder kendes rige bopladsfund med Balkans ældste pælebygninger. Ca. 4000 f.Kr. indledtes en udvinding af lokale kobberforekomster. Både fra slutningen af bronzealderen og fra jernalderen har man kendskab til befæstninger, gravhøje, helleristninger og klippemalerier.

Nutidens albanere er efterkommere af et førindoeuropæisk folk. I slutningen af det 2. årtusinde f.Kr. indvandrede indoeuropæiske illyrere. Navnet albaner er muligvis afledt af albanoi, som betegnede en illyrisk stamme nord for Tirana.

Handelssamkvemmet med grækerne nåede et højdepunkt, da de anlagde deres kolonier i 600-tallet f.Kr., heriblandt Apoloneia og Epidamnos, vore dages Durrës. Siden bosatte en del romere sig også ude ved kysten.

Oldtidens Illyrien var for det meste præget af politisk splittelse, indtil der ved midten af 200-tallet f.Kr. blev etableret et ret fast, sydillyrisk rige med hovedstad, hvor nu Shkodra ligger. Under kong Agron og hans gemalinde Teuta, der fik magten efter hans død i 231 f.Kr., udvidede illyrerne deres traditionelle sørøveraktiviteter i Adriaterhavet til store statsorganiserede kapertogter. Det fik de græske kolonier i området til at bede romerne om at gribe ind. Resultatet blev 1. og 2. illyriske krig 229-228 og 219 f.Kr., hvorefter Rom oprettede et protektorat i Illyriens sydligste kystland.

Under 3. makedonske krig 171-168 f.Kr. støttede illyrerkongen Genthios kong Perseus af Makedonien, hvorefter hans rige blev delt i tre. Under Cæsar skabtes den selvstændige provins Illyricum, som under Augustus blev udvidet med det nordillyriske territorium helt op til Donau.

Der udbrød flere revolter, og efter nedkæmpelsen af den sidste år 6 e.Kr. deltes

11

området i de to store provinser Pannonien mod nord og Dalmatien mod syd.

Ved Romerrigets deling i 395 tilfaldt landet Det Østromerske (Byzantinske) Rige. Slavere begyndte at trænge ind i løbet af 500-tallet, og en tid hørte det nordlige Albanien under Serbien og de indre provinser under bulgarerne.

Byzantinernes magt ophørte først i 1204. Albanien blev nu opsplittet mellem mange herrer, bl.a. de normanniske herskere fra Kongeriget Neapel og fra Venezia samt diverse indfødte fyrster.

Blandt disse hævdede den senere nationalhelt Skanderbeg trods tyrkiske angreb landets uafhængighed fra 1444 til 1468. Skanderbeg hed egentlig Gjergj Kastrioti og var søn af en albansk høvding. Som ung kom han som gidsel til sultanhoffet, hvor han konverterede til islam og fik navnet Iskander og titlen bey. I 1443 forlod han osmannisk tjeneste og omvendte sig til kristendommen, hvorefter han blev de kristne albaneres leder i kampen mod osmannerne. Ved freden i 1461 fik han herredømmet i Albanien og slog siden tyrkerne i spidsen for et korstog, som var planlagt af pave Pius 2.

Osmannertiden Da Skanderbeg var død, blev Albanien langvarigt underlagt det tyrkiske Osmannerrige som en provins, hvad landet var helt frem til 1912. I 1478 faldt Skanderbegs hovedstad Kruja nord for Tirana. I 1501 erobrede osmannerne albanernes sidste by, Durrës, ved Adriaterhavets kyst, hvad der fik mange albanere til at udvandre til Syditalien. Kun nogle kystbyer stod i nogen tid under Venezia. Efterhånden gik størstedelen af den tilbageblevne befolkning over til islam og blev meget trosivrige muslimer, som længe forblev loyale over for Osmannerriget.

Både i 1700- og 1800-tallet hjalp albanske tropper, som blev kendt for deres tapperhed og grusomhed, således tyrkerne med at nedkæmpe opstande i Grækenland. Flere albanere fik høje poster inden for den osmanniske administration og hær. Mange gjorde desuden tyrkisk krigstjeneste eller tjente som lejetropper i Kongeriget Neapel.

Osmannernes herredømme var imidlertid af ret overfladisk karakter, og de mægtige indfødte klanhøvdinge fik lov til at øve stor indflydelse. Omkring år 1800 opstod der endda en række mere eller mindre uafhængige albanske fyrstendømmer i den nordlige del af landet, men 30 år senere havde sultanen atter kontrol over disse områder med undtagelse af bjergdistrikterne i landets indre. De forblev reelt uafhængige under lokale høvdinge.

Den første moderne manifestation af albansk nationalisme var det såkaldte

12