Åsa Lantz: Kald mig Rosa Parks

Sammenhæng nr. 1: Tekst Den første død varede længe.

Ti måneder, i hvert fald. Så lang tid var der gået, siden de havde trukket hende op med rødderne. Stjålet hendes liv og omplantet hende mod hendes vilje.

Sidenhen var hun død en gang til, og det var den værste død. Også denne gang blev der stjålet liv (hun ved endnu ikke, at hun nu igen er på vej mod døden. For tredje gang).

Hun havde fulgt Meymonas råd. Meymona, der var blevet som en søster for hende og havde gemt sig mellem torvets forskellige boder.

Hvis hun holdt sig for ørerne og kun brugte øjne og næse, kunne hun næsten bilde sig selv ind, at hun var kommet hjem igen, bortset fra at der var flere sorte mennesker her. Og at de var høje.

Det var på vejen hjem, at de tog hende og førte hende til den tredje.

Hun skreg og sparkede, men de holdt en klud op for hendes mund og gav hende bind for øjnene. Så bar de hende ind i en stor, fucking boble.

Hun kunne godt mærke, at der var et eller andet på kluden, et bedøvelsesmiddel af en slags, for hun holdt op med at stritte imod.

Hun kunne ikke. Hendes had var gigantisk, men det kom ikke ud.

Uanset hvor hun kiggede hen, virkede det rundt. Stort og højloftet, blåt og hvidt og nærmest skrøbeligt, det kunne hun se gennem det stof, de havde bundet for hendes øjne.

Kuppelagtigt.

Først troede hun, at det var Ham, der havde fanget hende. At Han havde fundet hende, selv om hun havde været så forsigtig. Men lugten manglede.

— 9 —

Lugten af tang, hun kan kende den på flere kilometers afstand.

Lige nu lugtede det anderledes.

Der lugtede af far. Faren i det hus hun boede i nu, hos de langlemmede sorte, Meymonas far. Dér hvor man havde anbragt hende, dér hvor de havde tilbudt at tage sig af hende.

Hun kunne ikke få det til at stemme. Hvorfor skulle han tage hende med herhen? Og hvorfor sagde han ingenting? Hvad ville han med hende? Vidste søster Meymona, at han gjorde det?

Hendes vrede voksede igen, selv om hun ikke kunne få afløb for den.

Hvem troede han, at hun var? En af deres?

Hun ville fandeme aldrig mere lade nogen gøre noget ved hende, som hun ikke selv var gået med til.

Hun er stadig skrøbelig og nærmest lemlæstet efter den anden død.

Hun havde opsøgt somalierne, fordi hun måtte have en pause!

Men ud af asken var hun kommet, og fandeme nej om hun ville ind i ilden. Igen. Hun skulle bare have lidt tid, så hun kunne udtænke en plan.

Hun bandede over, at hun ikke havde stolet på sine instinkter.

Flere gange havde en svag fornemmelse strejfet hende. Farens blikke var ... mærkelige. Ikke væmmelige eller skræmmende, men mærkelige.

Det var kun hendes egen far, der havde set på hende på den måde.

Bekymret.

Hun rystede på hovedet. Forbudt tanke. Væk med den. Den var værre end alt det, der sidenhen var sket, værre end alt andet hun nogensinde kunne forestille sig ske.

At mor og far kunne have ...

Nej. Det kunne hun ikke bære. Men dette er hendes svage punkt.

Familien.

At hun vil ind i en familie, for enhver pris. Det er lige så dumt som at ville kravle ind i livmoderen igen, efter at man er kommet ud, fordi luften føles så kold.

Men sådan er det.

Derfor sagde hun ja tak til, at den somaliske familie kunne tage sig af hende for en tid.

Efter den anden død.

Være fri for at være så skide ensom.

— 10 —

De var alle sammen så søde. De spurgte ikke om noget, var bare søde og venlige.

Også faren. Men efterhånden var han blevet mere og mere bekymret.

En nat havde hun hørt moren og faren skændes. Hun kunne forstå så meget som, at det handlede om hende, for de havde sagt ordet for “pige” flere gange. Eller snarere råbt.

Efter den nat talte faren ikke med hende, han kiggede bare på hende på en særlig måde.

Pludselig gik det op for hende, hvor hun var. Det bløde underlag, den blå-hvide, skrøbelige inderside af boblen højt oven over hende.

Selv lydene var de samme, den monotone messen.

Her havde hun været før.

Hvert eneste hårstrå på hendes lammede krop rejste sig i protest.

Hvorfor tog han hende med herhen?

Hun koncentrerede sig om de lyde, der var tættest på. En genstridig taske blev åbnet. Nogle metalgenstande klirrede. Nærmest uvant.

Som om de lå uvant i personens hænder.

Hårde, små hænder greb fat i hende.

Hårde, små hænder.

Et skarpt jag dernede.

Det sidste hun kunne mærke var, at hendes trusser blev klippet af, og hendes hud mødte den kolde luft.

Det klirrede nede i tasken. Metal mod metal.

Hun døsede langsomt hen.

Så blev der stille. Stille, som når nogen skal koncentrere sig før en vanskelig opgave. Hun var sikker på, at hun hørte en dyb indånding.

Som om nogen gjorde sig klar.

Så skreg hun, højere og længere end hun nogensinde havde skreget i hele sit liv.

Der hørtes ikke en lyd.

Dette var det første bevis, man fandt, på sammenhængen.

Der kom flere siden. Men det var langt senere.

— 11 —

I

Fredag 15. august Idet Viggo Sjöström med dødsforagt flår døren til Göteborg Stads­teaters sceneindgang op og råber: – Så er jeg her, min skat! ved han endnu ikke, hvad dagen vil bringe. Hans hilsen er en del af et fast ritual, og den følges som sædvanligt af en henrykt fnisen: – Jeg har sådan længtes!

Receptionisten Daga smiler til manden med det alt for lange hår og de triste øjne. Han er netop ved at krænge jakken af sig, mens han læner sig ind over skranken for at strejfe Dagas pudderbløde kind med sin trutmund.

– Man burde slette alle mandage af kalenderen! bekendtgør han og lyder som indbegrebet af en Stor Forfatter. – Hvem har dog fået den fjottede idé, at alverdens teatre skal være lukkede om mandagen? Tænker de da slet ikke på dramaaaatikerne? De har jo i dén grad brug for deres skuespillere. Gudskelov, at du er her!

Og før Daga har fundet på noget inspireret at svare ham, er han forduftet op ad trapperne.

– Mandag? råber hun desorienteret efter ham. – Det er jo fredag i dag!

Men væk er han.

Daga ryster på hovedet, så fuld af energi! Og så på en dag som denne!

I løbet af de par spring, det tager en langbenet person som Viggo Sjöström at komme op ad bagtrappen i Stadsteatret, når — 13 —

der at ske en forvandling. Den er umærkelig for alle undtagen for den forvandlede selv: Viggo.

Idet han går gennem døren ind til øvesalen og logerne, er der kommet en sordin på hans personlighed (på hans gode dage foretrækker han at se det som en ro, der falder over ham, på hans mindre gode dage en usikkerhed).

Hvem risikerer han at møde?

Der er mennesker, som Viggo Sjöström føler sig fri sammen med, og så er der mennesker, som gør ham bange. De fleste lander på en skala et sted midt imellem.

Men i dag vækker tanken om at møde nogen som helst ren, ublandet skræk i ham. Hvad vil han kunne læse i deres blik?

Den første, han møder, hører til i den sidste kategori, dem han er bange for. En Stjerne. Han er lånt for et uhørt (i teatersammenhæng) beløb fra den danske hovedstad.

Ifølge Viggos samlever er han et hug (en pæn udgave af Mikael Persbrandt, havde han præciseret, fordi Viggo insisterede). En stjerne ikke desto mindre, som lige havde prøvet noget for ham fuldstændig nyt: At være med i et projekt, som er blevet smidt lodret i skraldespanden. En fiasko, med andre ord.

Det har været et blodbad. Nådesløst. Det eneste, der er tilbage af Viggo, enogfyrre år, dramatiker og teaterinstruktør, på denne dag, dagen efter premieren på hans seneste stykke, er en lille, patetisk bunke, fra hvilken han kigger stumt op i himlen, som om han spørger, hvad der dog skete.

Angrebene er kommet fra alle retninger. Dagens Nyheters anmelder stak kniven dybt ind fra sit ophøjede stade: “Vi bliver endnu en gang mindet om, at det virkelig er synd for menneskene. Dér sidder de, lænket til deres overdådige Östermalm-lejligheder og må trækkes med livet.”

Svenska Dagbladets anmelder brugte i begyndelsen kniven til at stryge ham med hårene: “Kom, lille fyrreårige mand, så skal jeg nok puste.” For straks derefter at hugge til: “Hvis bare du tier stille!”

Göteborgs-Posten, der ofte sætter en ære i at mene det modsatte eller mene det samme bare dobbelt så meget, fulgte også — 14 —

i denne sag sit vante mønster. De syntes dobbelt så dårligt om Viggo Sjöströms seneste stykke som de andre aviser. Den kvindelige anmelder lavede en parodi på en berømt anmeldelse af en Bergman-film: “En omgang genbrugt opkast, der allerede en gang for mange er blevet mikroskoperet. Jeg er træt af at få middelklassens navler kørt rundt i facet, og deres patetiske slagsmål med Gud rager mig et vist sted.”

Og så spandt hun ellers en ende, der var så uklar, at det formentlig kun var de indforståede, der fangede det egentlige budskab: Hvilken slags klemme har Viggo Sjöström i grunden på skuespilchefen? Hvorfor bliver hun, der ellers er en fornuftig dame, dog ved med at støtte en så tydeligt faldende stjerne?

En omgang pseudofilosofisk snik-snak om Gud, af alle! Who cares?

Som alle teaterfolk plejede Viggo Sjöström at påstå, at han aldrig læste anmeldelser. Denne morgen i august ville han have ønsket, at det ikke var løgn.

Tanken havde været at komme før alle andre. Ikke bare kunstnerisk, men også i kalenderen – ingen teatre havde premiere så tidligt i august.

Men det havde Göteborg Stadsteater. Der var urpremiere på Store Scene med Krasj boom bang den 14. august, i går.

Det var en kæmpe fejltagelse. Anmelderne kastede sig i samlet trop over stykket, fordi de ikke havde andet at skrive om. Men også af personlige årsager var valget af premieredag forkert.

Siden den 8. august har Viggo ikke helt været sig selv.

Den dag havde Viggo en anden premiere, faktisk sin første med dødelig udgang.

Siden da har der været vendt op og ned på alting.

Med andre ord: Den Viggo, der går ind ad bagindgangen til Stadsteatret denne morgen, er en forvirret, slagen mand. Men det må han ikke lade skinne igennem. Han er nødt til at træde ind på teatret fuldt og fast overbevist om, at anmeldere er nogle ynkelige tåber, at teatret i den grad er forud for sin tid, og at anmelderne er så antikke og mosbegroede, at de ikke har forstået det.

De skal ikke forstå det, for de kan ikke.

— 15 —

Det er den stemning, han må formidle til sit ensemble. For i aften skal de op på hesten igen. Og igen i morgen aften. Og igen aftenen efter.

De stakkels mennesker kan trøste sig med, at det er teksten, der har fået de drøjeste hug. Teksten og instruktionen. Skuespillerne er helte, som fortjener al ros for i tre timer at have gjort deres bedste for at bringe liv og troværdighed til et håbløst projekt.

Ingen hævder, at fiaskoen er skuespillernes fejl. Ikke engang en Stjerne kan lave æsellort om til guld (hvem havde skrevet det?).

Med variationer vil den vise blive hvisket i teatrets kroge i et godt stykke tid fremover.

Hvad sagde vi? Vi protesterede jo! Vi sagde det til ham! Gud – er det ikke ret ligemeget med ham? Hvis det er en muslimsk eller buddhistisk eller for den sags skyld hinduistisk historie, så der kan komme lidt energi over det, så kunne det endda gå – men den samme gamle, kristne gud? Vores Gud? Vi sagde det til ham!

Og nu står Viggo over for Stjernen. Han ser om muligt endnu værre ud end Viggo, som om han har sovet i sit dyre, krøllede jakkesæt og ikke har nået at vaske premierefesten ud af øjnene.

Viggo og han tog afsked med hinanden lige før daggry, og de var begge overstrømmende taknemmelige for at få mulighed for at arbejde med sådan et geni.

Nu er det en noget anden følelse, der lyser ud af stjerneøjnene.

Hvad kan det være, medfølelse? For Stjernen giver Viggo en øm, for ikke at sige brysk omfavnelse.

Viggo bliver rørt. Stjernen har set ham. Han har fået øje for andre end sig selv og har set et menneske i nød. Et medmenneske, der havde brug for et knus.

Så hvæser Stjernen: – Jeg siger op.

Men på dansk, ikke på svensk.

Der går nogle sekunder. Viggo har taget en dyb indånding og smiler bredt: – Er det ikke vidunderligt? Det gik nøjagtig, som jeg forudsagde.

Og så ler han og håber, at det lyder som en glad latter.

— 16 —

Det danske hug ser usikkert på sin instruktør. Er filmen nu endegyldigt knækket for ham? Det er jo det glade vanvid: Skulle blodbadet i pressen være vidunderligt? Altså rent kunstnerisk, cred-mæssigt godt?

Viggo fortsætter, før Stjernen når at sige noget: – Bare vent, til magasinerne udkommer. Det er jo ikke meningen, at Östermalm-folket skal forstå, det er jo de andre, vi skriver for. De unge. Bare vent og se!

Og så tager han Stjernen i et trygt greb om skuldrene.

Sådan bliver de stående, længe. Stjernen hviler i Viggos favn som en lille, bange hund.

Viggo ånder ud.

Han er trukket i ledertrøjen igen. Når denne dag er forbi, vil han have reddet et helt ensemble fra dyb tvivl om egen formåen.

I klarer det. Der er ingen andre end jer, som kan klare det. Jeg har valgt jer, fordi det kun er jer, der forstår. Det er kun jer, som har intelligensen, integriteten.

Der tændes et lys i Stjernens blik. Angsten – for det er ren angst, der viser sig derinde – viger.

Vi tilhører de udvalgte. Det er kun os og ganske få andre, der kan forstå det storslåede i vores projekt.

Med armene om hinandens skuldre går de over mod korridoren. Mod lyset. Mod scenen.

Rytteren, der er blevet smidt af sadlen, skal op på hesten igen.

Stjernens muskuløse rumpe skal bakses derop, og det er Viggo, der står for at gøre det. Han må bære ham de sidste meter, det muskuløse asen.

De standser på krydset.

Dér skal Stjernen stå igen i aften, alene. Dér skal han møde publikums anmelderbefængte blikke og blodvejrende næser og stå distancen.

Viggo stiller sig bag Stjernen som et beskyttende overjeg. Og så trækker de vejret. Dybt og langsomt. Ind, ud.

Dybt og langsomt. Ind, ud.

Så kommer den første replik: — 17 —

– Jeg føler mig ikke lykkelig.

Med en stærk dansk accent.

Viggo nikker opmuntrende. Stjernen prøver igen, med en lidt anderledes betoning.

– Jeg føler mig ikke lykkelig.

Nu er han ved at nærme sig noget. Det lidt bebrejdende tonefald.

En bølge af glæde går gennem Viggo: Det holder sgu! De anmeldere kan gå hjem og vugge: Det holder!

Den store stjernekrop slapper af.

– Kan du se? Viggos stemme lyder tryg. Selvsikker. – De kan ikke få dig ned med nakken. Hvad har de opnået? Ingenting. De har bare meninger!

Det danske svar er en uforståelig grød. Men Viggo kan høre så meget som, at de er enige.

Der er ikke længere nogen tvivl. Han skal nok spille. No hole in the play scheme (og det ville have været det endegyldige dødsstød for hans forhold til skuespilchefen).

Situationen er reddet.

– Anmelderne kan gribe i egen røv, kan de, siger Stjernen.

– Så afgjort, svarer Viggo. – Den slags gør underværker.

Så ler Stjernen højt.

I samme nu mærker Viggo det igen. Jaget. Han vil ikke engang tænke på, hvad det jag kan betyde. Middelklassens navler ... Er det den slags, han er kommet til at vie sit liv til?

Og i så fald: Har de ret, de skiderikker?

Blomsterbuketterne fra i går fylder hele skrivebordet i hans mikroskopiske kontor. De har hver og en små kort med lykønskninger på, der blev skrevet, før nogen vidste, hvordan det ville gå. “Tillykke med succesen!” står der på et af kortene. Fiaskoen har fået blomsterne til at skifte farve. I dag virker de grelle og skriggule.

Han åbner vinduet. Lugter her ikke allerede lidt råddent? Eller kommer lugten fra ham selv?

Han falder ned på skrivebordsstolen og masserer sine ansigtsmuskler, som han mod sin vilje har tvunget til at smile og le.

— 18 —

Aldrig mere stille frivilligt op ved skampælen. Aldrig mere. Er nødt til at finde på noget andet.

Men teatret er Viggo Sjöströms liv. Det er det eneste, han synes, at han kan. Og nu siger de, at han ikke engang kan det.

Vil du tage dig af Erik?

Det er ellers kun, når Viggo hører om noget virkeligt forargeligt ude i verden, at han får dårlig samvittighed. Noget han burde gøre noget ved, men ikke gør.

Noget han kunne have gjort noget ved, hvis han ellers havde gidet at blive i politiet eller var blevet journalist.

Sådan som Yi konstant gør. Yi, der har givet begrebet katastrofe sin rette betydning tilbage. Yi, hvis premiere ikke alene er blevet hyldet i pressen, og som bliver beskrevet på spisesedler overalt i byen, men som faktisk også har kostet menneskeliv.

Yi, der har skrevet den mærkeligste mail, han nogensinde har modtaget.

“Fissen her. Du har ringet. Vil du tage dig af Erik?”

Ugen før var Viggo til Yis premiere i biografen Aftenstjernen.

Nogle gange gør Sveriges TV den slags, leger filmbranche og viser et afsnit af en serie på lærredet. Da Viggo og Mario ankom, stod der ni personer på den røde løber og nippede til den italienske spumante.

Ni personer til gallapremiere. Ud af de ni udgjorde producentens familie de fem.

Det lugtede langt væk af fiasko. Yi stod tavs i et hjørne.

Producenten Ingmar, som også var Yis samlever, kredsede omkring som en usalig ånd. Han forhørte sig ustandseligt hos pr-kvinden om, hvem der var inviteret. Det lød nervøst.

– Hvor er fotograferne?

Ingmars teenagedatter Sara, ufrivilligt skideflot i en lang, stram kjole – eller var det en natkjole? – gav med sit spørgsmål stemme til det, som alle tænkte på. Premiere. Rød løber. Gallatøj og det hele. Hvor fanden var kamerablitzene?

Saras storesøster Tina holdt sin kæreste hårdt i hånden og så — 19 —

bleg og kølig ud. Hendes bror Erik, tolv, tretten år og vrangvillig i en pæn, stribet skjorte.

Den eneste, der så ud til at nyde situationen, var børnenes farmor. Som om hun endelig, efter alle disse år, var kommet i sit rette element. Viggo vidste, at hele familien skulle spise på restaurant og overnatte på hotel efter premieren.

Pludselig ankom der cirka tyve personer på én gang.

Alle sammen kinesere.

Hovedpersonen smilede i flere sekunder.

I dagens anledning havde hun viklet en slags turban om hovedet og taget en kjole på, der var så mærkelig, at den måtte have været dyr. Den lignede mest en muslimsk djellaba, en kutte der dækkede alt. Blot med den lille forskel, at denne ikke var særlig diskret, men skinnende og mønstret. På fødderne havde hun et par sko med meget høje stilethæle, og man anede, at snørerne gik højt op ad hendes tynde, hvide ben.

Hun var et omvandrende kulturelt katalog. Asiatisk i ansigtet, afrikansk på hovedet, arabisk på midten og forneden ... vestlig?

Vagterne måtte begynde at afvise folk, der ville ind til premieren. Man protesterede.

Ingmar prøvede at gyde olie på vandene.

– Take it easy, sagde han. – Everyone will see. Everyone will see.

Umiddelbart efter den første forevisning, ville de vise afsnittet igen.

– You can see all night.

Salen genlød af kinesiske ord, eller mandarin var det sikkert.

Viggo så i mørket, at Yi vendte sig om og kiggede ud over publikum.

Som om hun ventede at se en bestemt person, der burde være der.

Eller frygtede for det.

Hun så ikke glad ud.

Filmen begyndte kinesisk og meget smukt. Nogle kalligrafiske tegn blev sat sammen. Hvis man skulle se dem som billeder, lignede det en person på knæ med armene foldet over brystet. Deref— 20 —

ter dubleredes tegnet mange gange, indtil det fyldte hele lærredet.

Så tilføjedes to prikker i hvert tegn.

Prikkerne forsvandt igen.

Et forventningsfuldt, måske chokeret sus gik gennem det kinesiske publikum i salen.

Der kom ingen oversættelse.

Et par dage efter premieren sendte Yi mailen.

Til Viggo Sjöström.

Fissen her.

Du har ringet. Jeg burde formentlig sige tak fordi du tilsyneladende bekymrer dig for mig. Selv om jeg ikke begriber hvorfor – hvor godt kender vi egentlig hinanden?

Bare fordi jeg har vist min fisse frem på tv, insisterer du på, at vi skal mødes og snakke. Hvad skal vi snakke om, spørger jeg. Hvad skal vi snakke om.

Jeg tror, at du tænker sådan her: Du er forfatter. Vi har leget sammen et par gange. Du har hørt om noget af det, jeg har lavet tidligere, og måske synes du, at jeg kunne være et interessant indslag i dit lille liv. Kinesisk flygtning, dokumentarfilminstruktør med mystisk baggrund. Har en masse international cred, selv om så godt som ingen har set mine film. Altså de film jeg har lavet indtil nu.

Den sidste har alle set. Så nu er alting anderledes. Nu har jeg åbnet mig (hæ hæ) for hele det svenske folk. Inden længe vil britiske øjne også have begloet mit lyserøde kød, og hollandske, belgiske, tyske, franske og ikke mindst amerikanske (amerikanerne kan ikke holde til så meget åbenhed, så de vil forlange at få lagt en sløring på filmen, så seerne ikke skal blive stødt).

Ingen fisse i verden har fået kærlighed og anerkendelse fra så bredt hold som min. En uge, og den er verdensberømt.

Du siger, at du er bekymret for, om jeg er helt klar over, hvad jeg har kastet mig ud i. Tro mig, jeg er helt på det rene med det. Jeg er der allerede. Du siger, at jeg måske ikke har indset de fulde konsekvenser af min handling.

Dér har du en pointe. Det gjorde jeg ikke, før det var for sent. Nu — 21 —

ruller jeg mig ligefrem i konsekvenser, jeg bader i dem, sover med dem, jeg spiser konsekvenser.

Så altså: Jeg er nødt til at gå under jorden for en tid. Så altså: Jeg kan ikke tage mig af de eneste, der betyder noget for mig: ungerne, Erik og Sara.

Jeg tør ikke komme i nærheden af dem, for så er jeg bange for, at de dør.

Du siger, at du gerne vil møde mig. At der er mange, som bekymrer sig for mig, og at du ikke kun taler på egne vegne.

Hvem kan det være? Som bekymrer sig? Navne, please, jeg er blevet overfølsom over for bullshit.

Det er alt sammen så langt ude. Hele mit liv har jeg drømt om dette: At være en som folk lytter til, lige siden jeg var lille.

Da den drøm var ved at gå i opfyldelse for første gang, tog de livet af mig.

Mit første liv.

Det var synd, for indtil videre er det det liv, jeg bedst har kunnet lide. De trak mig op af jorden med rødder og det hele, og så smed de mig ned i helvede.

Jeg var fjorten år.

Så nu troede jeg, at det var blevet min tur. Du ved, til at opleve lidt stille og rolig lykke.

Ha. Ha. Ha. Fordelen med min berømmelse er, at ingen ved, hvordan mit ansigt ser ud.

Næsten ingen. For jeg kan alligevel ikke gå nogen steder hen. Jeg er nødt til at ligge og krybe sammen i min hule, indtil det er overstået.

En time efter forestillingen kom den første advarsel. Det er ret pinligt at indrømme, men det kom fuldstændig bag på mig. Det var lige ved at slå mig ud.

Så var det, at jeg traf min beslutning.

Om nogle uger kan jeg hvile ud.

Så har jeg skabt lys. Jeg har skilt fårene fra bukkene. Siddende ved — 22 —

Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra jeg skal komme at dømme levende og døde.

Så vil det være på tide at vende tilbage til en mere normal næringsvej.

P.S. Mit spørgsmål til dig er: Vil du tage dig af Erik? Nu har han hverken far eller mor, og jeg er også forsvundet.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg stoler på dig.

P.S.2 Du kan kalde mig Rosa Parks. Det var hende den sorte kvinde, der nægtede at rejse sig for en hvid mand i bussen.

Rosa rules.

Nu sidder Viggo over for skuespilchefen Stina Hoffman og afventer sin dom. Stina er lyshåret og har et Diesel-sæt på.

Men dommen falder ikke. For ligesom det er Viggos job at få fyret op under skuespillerne, er det Stinas job at fyre op under Viggo. De kan sgu sige, hvad de vil, jeg syntes, det var godt. Kom igen! Der var måske nogle smuttere hist og pist, men i det store hele var det godt. Jeg er godt tilfreds.

Og når hun siger sådan, bliver det hele let og ligetil.

Chefen forstår ham. Hun tilgiver. Hun siger, at hvad skal vi med teater, hvis vi ikke tør satse?

De taler sammen i lang tid, og alle ord er fløjlsbløde. Som en mors kølige hånd mod en varm pande.

Alt er fint, lige indtil de begynder at tale om Viggos kommende projekt.

Men. Jaså.

Fandens også. Han vidste det. Stina vil takke nej til Viggos fortsatte deltagelse i den store, vidunderlige teaterfamilie. Den eneste rigtige familie han har.

Hun siger det ikke ligeud. Nej’et vil blive opdelt i mange små portioner og falde lidt efter lidt. Lige nu siger hun bare, at hun skal bruge lidt mere tekst, før hun kan bestille et helt skuespil hos ham.

Og derefter vil hun sige, at hun skal bruge noget mere visionært.

— 23 —

Derefter noget mere distance.

Derefter gådefuldhed.

Klarhed.

For i sidste ende vil svaret være et nej.

Hun kan desværre ikke bestille det store skuespil, som hun ellers havde set for sig, lige nu. Det ville være uansvarligt af hende.

Hun vil sige: Jeg tror, du har brug for at kigge lidt indad. Finde tilbage til kernen. Tænke i en lidt mindre målestok. Og finde din berømte selvtillid frem!

(Som jo netop er, hvad hun fratager ham).

Men lige så snart han har noget at vise frem, vil hun være den første, der ser det.

– Skal vi så sige det?

Og med et snuptag er Viggo Sjöström en forfatter og instruktør uden job i det næste års tid.

En forfatter med et stort, kulsort og meget dybt hul i tiden.

Det er meget længe siden, det er sket for ham.

— 24 —

2

En uge forinden, fredag 8. august Ingen i Regeringskancelliet ved noget.

Catrin Brask, 47 år, jurist af uddannelse og en igennem flere år stridbar kancelliråd i Integrationsministeriet, lukker brysk døren bag sig. Synker sammen på toilettet. Kryber sammen.

Hun har været dygtig. Ingen har haft den mindste anelse, hun har bare passet sit arbejde, lige så effektivt som altid. Rotterne iler, politikerne smiler, som Nils, statssekretærernes talsmand, plejer at sige.

Hun har ordnet, sorteret, smidt ud. Som om hendes efterfølger træder ind ad døren i morgen, selv om hun ikke engang ved, om hun får en. Selv om det slet ikke er sikkert, at hun skal afløses.

Nu skal hun bare pakke sin computer sammen og gå. Hendes ulogiske hastværk er nærmest latterligt. Selv hvis der kom en positiv meddelelse i dag, så tager forflytninger jo sin tid. Det har sit eget forløb.

Hele dagen i går gik hun og ventede på samtalen. Hun havde set for sig, at hun og Anders – i aften – ville sætte sig i sofaen efter aftensmaden. Og så skulle de snakke om alt det nye. Om opgaven. Om hvordan deres lille familie ville få det.

Det vil uden tvivl blive hårdt. Men hverken Anders eller Catrin har nogensinde ventet andet, de er ikke den slags mennesker. Den tilværelse de har i dag, er god, men sådan har det ikke altid været.

Dengang canceren kom, var det ikke kun et chok, det var næsten en fornærmelse. Hun, med hendes muligheder? Skulle hun dø, — 25 —

før hun overhovedet havde fået lov til at komme i gang?

De græd ikke så meget. Ingen af dem var vant til den form for udladning, men hun vil nu heller ikke sige, at de bare bed tænderne sammen. Det var snarere sådan, at de traf en beslutning.

Det her skulle de klare.

Og sådan gik det også. De klarede det. De fik bugt med canceren, sammen.

Den har aldrig turdet stikke næsen frem igen.

Nej, hvis man vil noget i dette liv, må man slide for det, hvad enten det er private eller professionelle drømme. Drømme kræver ofre. Og hun og Anders har klatret pænt op ad rangstigen lige siden Göteborg. Et skridt ad gangen, og det har sjovt nok været sådan, at de er skiftedes til at være den forreste. Sidste gang der skete noget, var da Anders’ partner spurgte, om Anders ville være administrerende direktør.

Og nu ser det ud til, at det er Catrins tur.

Catrin har altid haft store drømme. Men helt så langt som til en ministerpost har hun ikke engang turdet se.

I går væddede de om, hvem der ville ringe. Anders mente, at det måtte være statsministeren, men Catrin lo og sagde nej, det ville blive Per, hans ministersekretær.

En aften fuld af tro på fremtiden. Eventyr, et nyt skridt. Anders peptalkede, det er han jo så god til. Selvfølgelig kan du klare det!

Du har jo klaret alt det andet!

Det er først nu, at hun lægger mærke til, at han sagde du, ikke vi. Selvfølgelig kan du klare det, sagde han.

Om en halv time henter han hende. Måske kan de nå turen til Göteborg på fem timer, måske fire og en halv. De kommer i hvert fald til at tilbringe hele aftenen i en bil.

I nat havde hun ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at hun kunne tage på arbejde i dag. I nat havde hun været opløst af gråd.

Hævet og rød. Som om hun var blevet slået.

Anders vil skilles. Klokken 17.05 sagde han det, lige efter at han opmuntrede hende til at tage jobbet. Jon sov hos en ven, det havde Anders bedt ham om. Nu kan hun se, at han havde planlagt det. Når han skulle fortælle sin hustru gennem mere end — 26 —

tyve år, at han ikke ville have hende længere, skulle deres søn ikke være hjemme.

De mange timers gråd og fortvivlelse sidder som ømme punkter i hendes hud.

Lige før morgengry var han kommet til fornuft. Han indså, at han ikke bare sådan kan løbe sin vej, at det er det rene vanvid at smide alt bort for en pludselig forelskelse. Sådan som de har måttet kæmpe for at bevare deres lille familie.

Sådan som Catrin har måttet kæmpe, tænker hun, pludselig lidt bitter. Den fandens cancer havde nu også gjort sit. Hun har glemt, hvor mange år det faktisk varede. De elskede, når termometeret gav grønt lys. Lod konsistensen på hendes udflåd styre dagen. Klumpet – nej tak. Slimet og sejt – af med tøjet.

Det er et under, at de overhovedet gider at røre ved hinanden efter de år.

Det var Anders’ eget forslag at tage til Göteborg. Han ville sige det ansigt til ansigt og med det samme, han ville under ingen omstændigheder sige det i en telefon. Det tjener ham til ære, hvis man overhovedet kan tale om ære i denne sammenhæng.

Men Catrin sagde, at hun gerne ville med. Den anden kvinde bor i Göteborg. Catrin skal vente på ham udenfor, mens han siger det. Mens han fortæller hende, at deres ... flirt er forbi. Deres relation. Deres bolleri.

Er forbi.

Beviset for, at Catrin fra nu af har i sinde at prioritere sit ægteskab er, at hun har i sinde at sidde ved siden af sin mand i en bil i ti timer på den vigtigste dag overhovedet i hendes karriere i stedet for at stå til rådighed for pressen. Hvis altså samtalen kommer i dag.

Hun vil prioritere ham. Hun vil skide på, om det er strategisk smart.

Nu vil hun kæmpe for sin mand. Hun vil aldrig mere lade sin plads stå fri, så en anden kvinde kan komme ind og tage den.

Aldrig.

Inde på toilettet græder hun.

Hun kan ikke tage imod udnævnelsen, hvis han forlader hende.

— 27 —

Det magter hun ikke. Sorgen, ensomheden, og med en teenager, der er lukket inde i sin egen boble af fortvivlelse – og samtidig fremstå som en tryg og sikker minister.

Hun er jo ikke nogen maskine. Hun kan arbejde som en maskine, hun er berømt i hele ministeriet for sin arbejdskapacitet, men den forudsætter, at hun har en solid grund. At hun er tryg.

At familien er tryg.

Nils sagde ikke, hvilket job der var tale om. Han kaldte det en sonderingssamtale og spurgte, om hun var interesseret i en topinteressant post. Hvis den skulle blive ledig.

Der er kun en mulig post.

Integrationsminister. Folk i ministeriet har gået og væddet om, hvor længe den siddende minister kan klamre sig til sin taburet.

Nils havde givet Catrin et par timer til at overveje det, og ikke mindst til at finde ud af, om hun havde nogle lig i lasten. Derefter ringede han igen.

Hun svarede, at hun formentlig var temmelig pletfri (hun fortalte ikke, at hun allerede for flere måneder siden, bare som en indledende manøvre, havde bedt en af sine allerbedste veninder, journalisten Beta, om at tjekke alt hvad hun kunne opspore om Catrin; det, Beta ikke kan finde, vil ingen andre kunne finde.

Beta sagde, at hun var clean).

Og hun svarede, at ja, selvfølgelig, hvis der skulle dukke en topinteressant post op, så. Ja. Så var hun interesseret.

Hun vil komme til at tænke tilbage på sin egen opførsel med modvilje. Måske ligefrem med væmmelse, ja, formentlig med væmmelse.

For hun sank sammen og bad. Hun bad sin mand på sine grædende knæ om at give deres ægteskab en chance mere. Man smider ikke bare tyve år væk på et minut. Det er noget, man overvejer. Man tænker over det. Man ser, om der ikke skulle være en eneste lillebitte chance.

Hun er vant til at tænke i pressede situationer. Klart, strategisk.

Derfor bad hun Anders om at udsætte en definitiv beslutning til efter jul. Så har de nogle måneder til at prøve at finde hinan— 28 —

den igen. Så er forelskelsen i hende den anden dampet lidt af, og Anders kan igen tænke fornuftigt. Velovervejet.

Og Catrin vil, hvis det skulle blive aktuelt, have nået at komme lidt ind i sin nye stilling. Efter jul vil hun kunne acceptere hans beslutning, uanset hvad udfaldet af den bliver. Og hun vil kunne overleve det.

Han lyttede til hende. Hendes mand, Anders Brask, sagfører med eget firma, måtte indrømme, at hendes argumenter var uangribelige. Det kan hun takke hans bløde side for, den der altid blusser op ved skoleafslutninger. Ved alle lejligheder der har med familien at gøre, men desværre også næsten kun da. Nogle gange anklager hun ham for at være blevet kyniker.

Så han lover at bryde forholdet indtil da. Det er et krav fra Catrins side, et totalt brud. Hun kan ikke klare tanken om, at han ser hende i smug.

Hende. Hun ved ikke engang, hvad den anden kvinde hedder, eller hvordan de har mødt hinanden. Han sagde et eller andet om en fest.

Men hun er taknemmelig over, at han hørte, hvad hun sagde.

Vred, men taknemmelig. Dødeligt såret, men taknemmelig.

Idet hun rejser sig, fordi det vil virke mærkeligt, hvis hun bliver inde på toilettet i længere tid, og skyller ud, selv om hun ikke har haft trusserne af, bliver hun overfaldet af en ubehagelig tanke om, hvad der vil ske, hvis hun ikke får jobbet.

Forlader han hende så, allerede nu? * I Ingmar Ingmarssons kælder står hans og Yis fælles arbejdscomputer tændt. I dag er det premieredagen for første afsnit af Yis serie. En mail, der er skrevet på kinesisk, er åbnet. Hey Rosa Parks.

I bunden står der: Let’s be careful out there. Nelson M. Resten er på kinesisk.

Ingmar bliver akut irriteret.

Mailen forsvinder, pauseskærmen toner frem. Et stort kinesisk skrifttegn, for en gangs skyld ved Ingmar, hvad det betyder.

— 29 —

Drage.

Han ved også, hvorfor hun lige har valgt det tegn som skærmbillede. Og det bekymrer ham. Eller rettere irriterer ham. Hun kan ikke komme videre! Hun bliver siddende i sin ildsprudlen og er slet ikke klar til at give slip og komme videre.

Før han sagde ja til at producere hendes dokumentarserie, havde han fortalt hende, at hun ikke måtte skjule noget for ham.

– Jeg er nødt til at vide alt for at kunne levere en anklage af de her dimensioner.

Modstræbende skrev hun noget ned på papir og lod ham læse det. Det var næsten som at læse en novelle. En hårrejsende gysernovelle.

Meget af det, der kom før og efter det, som hun beskrev på papiret, var han bekendt med. Men hvad med alt det hun ikke fortalte? Hvad med alle de spørgsmål, der stadig var ubesvarede?

Bagefter brændte hun papiret.

Hvad Yi ikke vidste var, at han havde skrevet “novellen” af. Det var ikke noget, han var stolt over, men han havde gjort det. Skrevet den af ord for ord og gemt det på computeren.

Som en slags påmindelse om, hvorfor det var nødvendigt, at de fortsatte. Hvis de skulle komme i tvivl.

Som nu. Om et par timer bliver første afsnit sendt, og han har brug for en påmindelse. Hvorfor gør de det?

Han skifter bruger på computeren og logger ind på sin egen. Åbner det dokument, han har kaldt Dragen, og bliver kastet lige ned i Yi Ai Guos historie.

Det værste var lyden.

Hun lavede en helvedes larm, lige så snart hun bevægede sig.

Hun kan huske et billede fra Brødrene Løvehjerte, som hun læste i skolen hjemme, hvor man kan se dragens ene fod, der ser så lillebitte ud til den store krop, og rundt om foden sidder en lænke.

Dragen Katla i Katlagrotten. Det er hende.

Hun kan ikke komme nogen vegne. Men alligevel spyr hun ild.

Undtagen når Ham der elsker kommer. Han er vild med hendes forpulede ild. Derfor holder hun den indenbords. Når Han kommer, — 30 —

sidder hun stille. Han må ikke se hende slæbe sig rundt og rase. Han kan få lov at sidde der og tale i en uendelighed med sin stinkende mund, hun ved, at Han gerne vil have, at hun lytter.

Men det gør hun ikke. Hun hører ikke en skid af, hvad han siger, og når Han kommer tæt på, holder hun sig for næsen, for hun kan ikke udstå lugten.

Stanken af rådden tang mellem tænderne.

Det har hun sagt til Ham. En gang sagde hun det.

Efter det er der blevet længere mellem Hans besøg.

Såret på anklen svier.

Det er hendes udfordring: Hele tiden at være i bevægelse, så såret bliver ved med at være åbent. Ikke læges. Ikke glemmes.

At kunne mestre smerten, det bliver det, hun kan.

Så hun bliver ved med at udføre de øvelser og bevægelser, hun har lært af Tofu Beauty. Yim Wing Tsun. Efter alle disse måneder er hun stærkere, end hun nogensinde har været.

Hurtigere.

Større. En ildsprudende, kinesisk, vred, hed, rød drage.

Doktor Hell siger, at hun har det godt.

Doktor Hell siger, at hun er sundheden selv.

Og så ser Han fuldstændig vildt, forpulet lykkelig ud.

Syv måneder i fangenskab, bortset fra korte ture ud til nødvendige møder, har ikke sat det mindste spor i hendes helbred, siger doktor Hell.

Men han ved selvfølgelig intet om de syv måneders fangenskab.

Når doktor Hell kommer, tager Han den store nøgle frem og låser den store lås op og lægger den ti kilo tunge jernkugle og lænken ind i skabet.

Folk kommer og går i huset, går tidligt på arbejde, kommer hjem.

Ler. Snakker. Råber. En gang imellem kan hun høre slæbelyden fra et andet sted i huset.

Munden behøver hun ikke at have lås på. Hun ved, hvad der sker, hvis hun skulle få den idé at sladre.

Returbilletten ligger klar.

– Du ved, at det byder mig imod, har Han sagt. – Men jeg tør ikke stole på dig endnu, og derfor er jeg nødt til at have en plan. En — 31 —

straf, hvis du skulle svigte mig. De har altid brug for sådan nogle som dig. De vil tage imod dig med åbne arme. Især nu.

Især nu.

Så spyede hun ild, alligevel.

Denne “novelle” siger så meget om, hvordan Yi fungerer.

De har filmet serien om hendes liv, og det er blevet en historie med megen gru Men der er stadig meget, som hun ikke fortæller. Som for eksempel hvordan hun kom ud af den Katlagrotte.

En eller anden må have hjulpet hende. Med det og med en hel masse andet.

Hvem? Og hvad med den anden død, som hun plejer at kalde det. Hvem hjalp hende ud af den?

Tredje og sidste afsnit af serien er langt fra færdigt. Det gør Ingmar nervøs, de har skændtes om det, men Yi har stået fast på sit og har stædigt holdt fast i sin hypotese: Der kommer til at ske ting og sager, når de to første afsnit har været sendt.

Og de begivenheder skal udgøre sidste afsnit: “Hvis man prikker i en myretue, begynder myrerne at røre på sig.”

Ingmar lukker irriteret dokumentet Dragen. Yi er fanden tage mig som en østers. Nu denne Nelson, hvem er han?

Og Viggo Sjöström? Ham lader hun også til at kunne lide, hold kæft, hvor de to havde snakket til den fest.

Men Viggo er til mænd. Han burde ikke repræsentere en trussel. Men helt sikker er Ingmar ikke, lige siden den fest har han været forfulgt af billedet af Yi og Viggo sammen. Hvordan de lo.

Hvordan de drak tæt. Hvordan de lavede sjov med hinanden.

Dansede.

Det lignede sgu ikke ligefrem bror og søster.

Indrømmet, nu var Ingmar også blevet så fuld, at han måske huskede forkert. Måske var der slet ikke noget. Ingmar bebrejdede hende bagefter, at hun havde ydmyget ham ved så fuldstændigt at ignorere ham.

Hun svarede med et spørgsmål. Hvor havde Ingmar selv været, da gæsterne blev delt op i de tåbelige grupper?

Den, der træder ind ad denne dør, træder ind i en anden verden.

— 32 —

Hun citerede fra en plakat fra festen. Accepter den nye verdens regler, eller vend om her.

For der var sket noget, da de blev delt op, det havde han forstået. Hun var ikke sig selv bagefter. Hun havde kun haft øjne for Viggo.

Ingmar bander over hullerne i sin erindring. Men han er næsten sikker på, at der var endnu en mand, der hele tiden var omkring hende. En pæn mand, slet ikke hendes type. Elegant, trods den arabiske udklædning.

De to i en usynlig dans, mellem alle de andre.

Ingmar ryster kraftigt på hovedet. Få de tanker ud af hovedet, der er ikke hold i dem, det er kun skinsygens fantasifostre.

Nelsonmailen er værre, at hun kan have så heftig en mailudveksling med nogen uden at sige, hvad det handler om.

Det er da klart, at man bliver ophidset.

Ingmar tager musen, skifter bruger, og mailen kommer frem igen. Han åbner et andet vedhæftet brev og smuglæser. Det er et brev på engelsk.

Brevhovedet ser officielt ud, det har både kinesisk og engelsk tekst. Og et OL-symbol.

Han læner sig ind over bordet mod skærmen. Hans engelsk er rustent, det tager ham lang tid at læse brevet, men han staver sig igennem.

Det ser ud til at være et tilbud. Om rådgivning, counselling, og diverse tips, råd og videreformidling af kontakter. Mindst et navn kender han.

– Jeg klæder mig på nu.

Yis stemme kommer bagfra, han farer sammen, grebet på fersk gerning.

Skammer sig.

De små muskler hendes kæber er spændt. Øret – den lille blomkålsbuket – lyser rødt.

Ingmar rejser sig fra computeren for at gå ovenpå og bede familien gøre sig klar.

Nu skal der være premiere.

— 33 —