Alba

MALene schwArtz

ALBA

en FAMILIeKrønIKe FORTALT TIL CATHRINE ERRBOE P O L ITI K E N S F O R L AG

3

p12-10832_Alba.indd 3

19/04/12 08.13

Indhold 7 Forord

132 Vestervig

8 Kronprinsessegade

137 En urolig sjæl

12 Rosings Minde

142 På opfordring

23 Schwartz i Sværtegade

147 Dilettantkomedie

26 KWIMS

151 Gensyn med Skagen

32 Teaterdrømme

154 Wanda

36 Alba og Otto

157 Forfatterinde

41 Erik

162 Opgør

48 En ny begyndelse

174 Gammel kærlighed

51 Rejsefeber

178 Familiesammenføring

61 Skik følge …

182 Forvist

63 Himmelske væsener

187 Sorrento

65 Skæve eksistenser

195 Eva

69 Nye venner

201 Lise

75 På jagt

219 Annelise

83 Jenny

227 Skilsmissens børn

86 Sladder og rygter

236 Ingen undskyldning

89 Gamle Tummel

246 Finale

95 Læremestre 102 Vokseværk

253 Tak

110 Faaborg med fortrydelsesret

255 Alba Schwartz’ forfatterskab

112 Adskillelse

256 Walter Schwartz’ forfatterskab

121 Høj i hatten

259 Anden anvendt litteratur

123 Afsked

261 Personregister

128 Kriseramt

264 Stamtræ

5

p12-10832_Alba.indd 5

19/04/12 08.13

Forord I mange år har jeg villet skrive en bog om min legendariske farmor, Alba Schwartz. Hun var borgmesterfrue i Skagen i begyndelsen af 1900-tallet og forfatter til de første bøger, der er skrevet om den gamle fiskerby og de berømte malere, som boede og malede dér. Men først og fremmest var hun en del af min familie.

Jeg var fem år, da hun døde, og jeg har ingen erindring om, at jeg nogensinde mødte hende. Alligevel prægede hun mine første barndomsår, for her huserede farmor som et spøgelse i vores familie. Hun var en, man talte om, men aldrig så, fordi min far havde et meget anstrengt forhold til hende. Jeg kan huske den uhyggelige stemning, der opstod i rummet, når de voksne talte om min farmor, og i de sidste år af hendes liv var hun og min far uforsonlige.

Hele mit voksne liv har jeg kredset om min farmors skæbne og undret mig over, hvem hun egentlig var. Denne bog er et forsøg på at lære denne begavede og sammensatte kvinde at kende og finde ud af, hvorfor forholdet til min far var så vanskeligt, og hvilken betydning det fik for hende selv, min far og resten af familien.

For at kunne tegne et billede af min farmor har jeg benyttet mig af en lang række kilder i familien, foruden min farmors bøger, min fars erindringer, artikler og personlige breve, der har ligget gemt i skabe og skuffer samt optegnelser og breve deponeret i Det Kongelige Bibliotek og Rigsarkivet.

De citerede breve er gengivet efter originalen, dog således at retskrivningen i et vist omfang er bragt i overensstemmelse med den nugældende retskrivning.

Malene Schwartz, april 2012

7

p12-10832_Alba.indd 7

19/04/12 08.13

Kronprinsessegade ”Hvis barn er du, lille ven?” spurgte den gamle læge og etatsråd Søren Eskildsen Larsen, da han passerede en lille pige på vej op ad trappen. ”Jamen, jeg er da din, søde far!”, svarede hun glad.

Den lille pige var min farmor, Alba, og året var 1861. Alba var fire år og den yngste i en børneflok på fjorten, og hun var opkaldt efter sin mor, min oldemor Albertine.

Albertine var en skrap dame, og med sin medfødte myndighed styrede hun familiens store hus i Kronprinsessegade i København, hvor der altid var en livlig trafik af børn, familie, gæster og tyende. Alle havde stor respekt for hende, og Alba og hendes mange søskende opførte sig for det meste eksemplarisk, når deres mor var i nærheden.

Den distræte herre på trappen, min oldefar, havde svært ved at holde rede på alle sine børn, der altid stormede rundt i huset med deres venner. Til gengæld havde han ikke spor besvær med at huske sine patienter. De var hans et og alt, og de elskede alle sammen deres doktor Larsen.

Søren Eskildsen Larsen kom fra en jævn familie i Kerteminde, men han havde, med stort talent og ihærdighed, formået at skabe sig en fantastisk karriere inden for lægeverdenen, og han blev da også udnævnt til professor, allerede inden han fyldte 30 år. Han var ansat ved Almindeligt Hospital i Amaliegade, som blev drevet af fattigvæsenet, og i lægefaglige kredse blev han berømt, fordi han indførte narkosen i Danmark. For øvrigt var det også ham, der udførte den første blodtransfusion herhjemme. Ganske vist døde patienten, og det var jo ret uheldigt, men eftertiden fik megen gavn af hans bedrifter.

Min oldefar var på mange måder en stor mand – høj og flot – og så var han en venlig, men også bestemt herre, der formåede at

8

p12-10832_Alba.indd 8

19/04/12 08.13

Min smukke og statelige oldefar, overlæge og etatsråd Søren Eskildsen Larsen, der havde svært ved at holde rede på sine 14 børn, men aldrig på sine elskede patienter. Foto: Ludvig Grundtvig, udateret.

9

p12-10832_Alba.indd 9

19/04/12 08.13

bevare overblikket i selv de mest kritiske situationer. Han var et varmt og medfølende menneske. En af hans tidligere elever, der mindedes sin gamle lærer, skrev om ham, at han var rummelig og tolerant, og at man med fuld ret kunne sige om professor Larsen, at nihil humani a se alienum putat – intet menneskeligt er ham fremmed.

I 1862, da han fyldte 60 år, trak han sig tilbage fra hospitalet og åbnede i stedet en privat lægekonsultation. Selv efter at han var blevet 80 år, kunne man møde ham, når han i sin doktorvogn med uniformeret kusk kørte i rask trav gennem gaderne på vej til sine elskede patienter.

Familien Larsen hørte til byens bedre borgerskab. De levede i klunketiden, men set med deres øjne var denne stil vulgær. I Albas barndomshjem holdt man sig til det noble med en empiresofa i dagligstuen og sirligt malede familieportrætter og silhuetter i guldrammer på væggene. På gulvene lå der tæpper, som søfarende familiemedlemmer havde hjembragt fra den fjerne orient, og på mahognireolen stod værker af H.C. Andersen og Steen Steensen Blicher i guldsnit.

Søren Eskildsen Larsen tjente fyrsteligt efter datidens begreber, og huset i Kronprinsessegade virkede som en magnet på familiens mange unge slægtninge, der i perioder simpelthen flyttede ind hos familien. Min oldefar sørgede derefter for, at de fik en ordentlig uddannelse og – ikke mindst – en ordentlig opdragelse.

Fru Albertine Larsen vidste aldrig, hvor mange de blev til middag, og måtte tit ændre på borddækningen i sidste sekund, men hun fik god hjælp fra kokkepigen og sine mange stuepiger. Den store husholdning krævede meget, og familien rådede desuden over både barnepige, kusk og staldkarl.

Om sommeren drog hele familien til Fredensborg for at holde ferie. Og Alba, som efterhånden var blevet en ung pige, begyndte

10

p12-10832_Alba.indd 10

19/04/12 08.13

at sværme for et helt særligt sted på Helsingørvej, nemlig nabohuset Rosings Minde.

Alba som barn. Privatfoto.

11

p12-10832_Alba.indd 11

19/04/12 08.13

Rosings Minde Rosings Minde var en stor, vidunderlig villa, som ejedes af forlagsboghandleren Otto Schwartz og hans kone, Marianne. Huset var omgivet af en fantastisk have, der var fuld af duftende roser og lavendler og nogle meterhøje ribsbuske, som familiens børn kunne gemme sig i. Op ad brændeskuret voksede et kæmpestort lindetræ, som blev kaldt ”sangtræet”, for når det blomstrede, tiltrak det tusindvis af bier, og når så solen skinnede, og det var vindstille, lød biernes kraftige summen som den rene musik.

Alba blev hurtigt inviteret indenfor i det store hus, for Marianne Schwartz elskede at have gæster. Jo flere, jo bedre! Alle blev modtaget med lige stor begejstring og med et stort, tandløst smil: I en alder af 40 år havde hun allerede mistet alle sine tænder, men hun nægtede at få et gebis. På hovedet havde hun altid en sort fløjlskappe med hvide kniplingsborter, og om livet havde hun et violet forklæde, som hun kun tog af ved højtidelige lejligheder.

Hun var kunstnerisk begavet og havde et betydeligt talent for at male, og på væggene i stuerne kunne man beundre hendes akvareller med fine detaljer og smuk farvelægning.

Rosings Minde var Marianne Schwartz’ opfindelse. Hendes fødenavn var Rosing, og hun var meget stolt af sin slægt, især af sin farfar og farmor, Michael og Johanne Cathrine Rosing. De var dansk teaters mest fremtrædende og berømte skuespillere i 1770’erne, og huset var ganske enkelt bygget for at mindes og hylde dem, så Rosings Minde var et levende teatermuseum. Marianne Schwartz’ beundring for bedsteforældrene var så stor, at hun havde medaljoner med lokker af deres hår liggende i en skuffe, og hvis man var rigtig heldig, fik man lov at se dem.

For Alba var det både morsomt og fascinerende at være gæst hos familien Schwartz. Når man gik til bords, lå der gerne en lil-

12

p12-10832_Alba.indd 12

19/04/12 08.14

”På Rosings Minde voksede sjældne træer og planter. Over plænen foran verandaen skyggede en ægte kastanje, hvis frugter om efteråret blev sendt i gavekurve til familie og venner, og sydlandske vækster bredte sig i buskadserne. I baghaven blev ribsbuskene så store, at en voksen mand kunne gemme sig imellem dem, og foran huset blomstrede roserne, prægtigere end noget andet sted i Nordsjælland.

Ved midsommer bredte duften fra lavendelhækkene sig over hele haven.

Nøddebuskene ved plankeværket ind til jernbanehotellet var overladt børnene som klatretræer (de store linde forbød bedstefar os at klatre i, de var for høje) og når linden blomstrede, så fulde af bier, at de kunne være farlige at nærme sig. ’Sangtræet’ kaldte Rosing Minde-boerne den store lind ved brændeskuret.

I stille vejr og sol musicerede tusindvis af bier i de dybe orkestergrave mellem grenene”.

Fra Walter Schwartz: ’Man havde tid til at blive voksen’, 1955. Foto: Fredensborg Arkiverne, udateret.

13

p12-10832_Alba.indd 13

19/04/12 08.14

le gave ved hver kuvert, ledsaget af en seddel med en opgave, der skulle løses. Ofte havde de tilstedeværende indstuderet et lille skuespil i dagens løb, og det blev så opført efter middagen. Andre gange spillede man dukketeater, læste højt eller fortalte historier.

Når det var Marianne Schwartz’ tur til at fortælle, var emnet hver gang det samme, nemlig hendes berømte bedsteforældre.

Alba og de andre gæster lyttede til de dramatiske og romantiske historier, mens børnene var mest optagede af at kigge på Marianne Schwartz’ ansigt, for de manglende tænder fik hende til at ligne en gammel heks, når hun talte. En sød og venlig heks, vel at mærke.

Johanne Cathrine og Michael Rosing Marianne Schwartz fortalte om sin bedstemor, Johanne Cathrine Olsen, der var datter af en fattig vægter. Johanne Cathrine havde aldrig fået nogen rigtig skolegang, så for at tjene penge til familien arbejdede hun hos en kælderkone i København, hvor hun skulle feje gade og skovle sne og i det hele taget gøre det grove arbejde.

Den spinkle pige var næppe nogen særlig god arbejdskraft, og en dag sagde kælderkonen, at fordi Johanne Cathrines hænder og fødder var så fine og små, ville hun opfordre hende til at søge ind ved balletskolen på Hofteatret i stedet.

Johanne Cathrine gjorde, som kælderkonen sagde, og blev optaget på balletskolen. Nogle år efter, da balletkorpset blev overført til Det Kongelige Teater, modtog hun også timer i sang og skuespil. Johanne Cathrine debuterede i 1773 i titelrollen i Voltaires ’Nanine’. Det gik så godt, at hun snart blev optaget i teatrets skuespillertrup. Hun var dengang kun 19 år gammel, men blev hurtigt én, man lagde mærke til.

Michael Rosing var født i Norge, og som det var almindeligt for den tids unge mænd af det bedre borgerskab, kom han til Kø-

14

p12-10832_Alba.indd 14

19/04/12 08.14

Rosings Minde var nærmest et levende museum, hvor min oldemor samlede billeder, dagbøger og hårlokker fra sine berømte bedsteforældre, Johanne Cathrine og Michael Rosing.

Foto: Fredensborg Arkiverne, udateret.

15

p12-10832_Alba.indd 15

19/04/12 08.14

benhavn for at studere på universitetet. Sammen med sin bedste ven, Knud Lyne Rahbek, dyrkede han kulturlivet i København og gik meget i teatret, især Det Kongelige Teater. De to unge mænd var nemlig begge blevet forelskede i Johanne Cathrine, og de fulgte hende med stor opmærksomhed.

Rosing og Rahbek var meget vedholdende i deres kurmageri, og lidt efter lidt tøede den unge skuespillerinde op. Men til Rahbeks store og åbenlyse ærgrelse valgte Johanne Cathrine den smukke Michael Rosing, og da Det Kongelige Teater på samme tidspunkt søgte ”duelige mandlige sujetter” til syngeskolen, opfordrede hun sin kæreste til at søge ind.

Michael Rosing, der var forelsket til op over begge ører, kastede resolut sine jurastudier til side og søgte ind på Det Kongelige Teater, hvor han straks blev antaget, og allerede to år efter, i 1777, fik han sin debut som sultanen ’Orosman’ i Voltaires tragedie ’Zaïre’. Siden hen skulle han blive en af periodens største skuespillere, og den dag i dag står der en smuk buste af ham på Hofteatret.

En vinterdag i februar 1778 blev Johanne Cathrine Olsen og Michael Rosing gift i Sankt Nikolaj Kirke i København. De var begge 20 år, han var lige så mørk, som hun var tindrende lys, og folk sagde, at man sjældent havde set et smukkere par. Kort efter brylluppet blev Johanne Cathrine gravid, og det var hun så de næste 20 år, hvor hun fødte intet mindre end 17 børn. Det blev nu ingen hindring for Johanne Cathrines succes på scenen, hun spillede ufortrødent videre i de store elskerinderoller med struttende mave, og publikum elskede hende for det.

I begyndelsen af deres ægteskab blev Michael Rosing alvorligt syg. På det tidspunkt boede de småt og tarveligt i Strandstræde og ejede ikke andet end en træseng, et bord og nogle stole. Da Michael Rosing havde ligget i sengen i flere dage, blev han plud-

16

p12-10832_Alba.indd 16

19/04/12 08.14

Frans Schwartz: ’Marianne Schwartz’, olie på lærred, 130 x 80 cm, ca. 1864. Fredensborg Kommune. Min oldemor, Marianne Schwartz, der er ca. 40 år på dette billede, mistede i en tidlig alder alle sine tænder og nægtede at få gebis.

17

p12-10832_Alba.indd 17

19/04/12 08.14

selig ramt af febervildelse og råbte og skreg og slog vildt om sig.

Johanne Cathrine blev rædselsslagen og styrtede ud på gaden og råbte: ”Skaf mig en læge, min mand dør!” En venlig mand hørte den fortvivlede skuespillerindes råb og stoppede op. ”Dér kører en læge, kan De bare få fat i ham, er De godt hjulpet”, sagde han.

Johanne Cathrine løb efter vognen, og lægen gav sin kusk ordre til at standse og fulgte med den ulykkelige kvinde hjem. Her konstaterede han, at Rosing havde tyfus, og at han kun med Guds hjælp ville overleve. I lang tid svævede Michael Rosing mellem liv og død, og lægen kom troligt hver dag og behandlede ham, og omsider overvandt Rosing sin sygdom.

Det viste sig, at den venlige doktor var enkedronning Juliane Maries livlæge, og da patienten var erklæret rask, fortalte lægen enkedronningen om det unge par og deres trængsler. Han sagde, at hvis hun ville gøre en god gerning mod nogen, så var her en god lejlighed, for den unge Rosing og hans kone trængte til at komme på landet, hvilket de slet ikke selv havde råd til. Enkedronningen gav derefter parret frit ophold på Fredensborg Slot, og Rosing’erne blev så begejstrede for Fredensborg by, at de forlod København og købte et hus i Jernbanegade. Frihedslund blev hurtigt et samlingssted for en række af tidens kunstnere, og kimen til en kunstnerkoloni var lagt. Michael og Johanne Cathrine Rosing bevarede deres gode forhold til enkedronningen, og gennem mange år opførte de sommerkoncerter for hende i slottets have.

Michael Rosing blev ikke alene en betydelig karakterskuespiller, han arbejdede også som instruktør og lærer for de unge skuespillere. Han var dybt interesseret i ny dansk dramatik, og han var den første, der introducerede Adam Oehlenschläger som dramatiker med sørgespillet ’Hakon Jarl’. Stykket havde premiere på Det Kongelige Teater i 1808, og Oehlenschläger havde egentlig tiltænkt Michael Rosing den store titelrolle, men Rosing måtte takke

18

p12-10832_Alba.indd 18

19/04/12 08.14

Fredensborg Slot. I slutningen af 1700-tallet optrådte Johanne Cathrine og Michael Rosing i slotshaven for enkedronning Juliane Marie. Siden fik Johanne Cathrine en æresbolig på slottet. Tegning af Walter Schwartz, 1918.

nej. Under en vinterfisketur på Esrum Sø nogle år før faldt han i det kolde vand og lå der så længe, at hans krop aldrig rigtig kom sig. Resten af sit liv var han plaget af smertefulde gigtanfald, og han endte med at sidde i kørestol.

På Rosingernes tid anså man de fleste skuespillere for gøglere og prostituerede. De var underholdende, men ikke til at stole på og slet ikke nogle, som pæne mennesker omgikkes. Men Michael og Johanne Cathrine Rosing formåede, med deres stærke personligheder og mange begavede bekendte, at blive et anerkendt og respekteret par i alle kredse.

Deres ægteskab varede i over 40 år og var fyldt med kærlighed og ømhed, og sammen fejrede de mange triumfer på teatret.

19

p12-10832_Alba.indd 19

19/04/12 08.14

Stik efter maleri af Jens Juel, udateret. Privateje. Min tiptipoldefar, Michael Rosing, blev en af sin tids store karakterskuespillere på Det Kongelige Teater. Selv om han var norsk af fødsel, lykkedes det ham efterhånden at mestre det danske sprog til fuldkommenhed. Også i syngespilsrepertoiret brugte han sine dramatiske evner i mange lidenskabelige og erotiske roller, og det blev sagt om ham, at ”ingen nuancer i forelskelse eller kærlighed var ham fremmed, han fremstillede med lige ægthed den kække elsker som den stille sværmer, og altid var han skøn og mandig”. Rosing var ikke blot skuespiller, han blev også instruktør og lærer på Den Dramatiske Skole for de unge talenter på Det Kongelige Teater.

20

p12-10832_Alba.indd 20

19/04/12 08.14

Bertel Thorvaldsen. Kultegning af Johanne Cathrine Rosing, ca. 1794. Privateje. Den strenge teaterkritiker, Peder Rosenstand-Goiske, skrev følgende om den unge skuespillerinde, min tiptipoldemor, Johanne Cathrine Rosing: ”Naturen havde ikke været gavmild mod Jomfru Olsen med ydre fortrin, hun havde ganske vist et par sjældent smukke lyseblå øjne, men hendes ansigtsudtryk var for øvrigt, som hyppigt hos blondiner – og hun var blond som en typisk nordisk mø – noget udvisket og lidet afvekslende; hertil kom, at hendes stemme var yderst svag og næsten tonløs. Hendes ansigt kunne aldeles ikke udtrykke kærligheds lidenskab”. Johanne Cathrine Rosing havde dog en fanatisk beundrer i litteraturhistorikeren og teaterkritikeren Knud Lyne Rahbek, der kaldte hende ”følelsens actrice”, og tilføjede: ”I at udtrykke passionerne, især bedrøvelse, jalousi og stolthed, er hun en mesterinde”.

21

p12-10832_Alba.indd 21

19/04/12 08.14

Men som forældre led de store sorger, da de med kort tids mellemrum mistede tre døtre, der alle døde af kighoste, og senere endnu tre døtre, der døde af børnekopper.

I 1818 døde Michael Rosing, og kort efter sit 50-års skuespiljubilæum på Det Kongelige Teater i 1823 gik Johanne Cathrine på scenen for sidste gang. Som tak for hendes store kunstneriske indsats skænkede Frederik 6. hende en æresbolig på Fredensborg Slot. Hun overlevede sine børn og var stadig åndsfrisk, da hun, i 1853, døde som 97-årig.

22

p12-10832_Alba.indd 22

19/04/12 08.14