Aralis hemmelighed by SAXO.com

/LVH %LGVWUXS

$UDOLV +HPPHOLJKHG Aralis Hemmelighed

FACET

A R A LIS H EM M ELIGH ED

Af samme forfatter Børne- og ungdomsbøger: Den Grønne Krystal, 2005 Spiralportens Vogter, 2006 Shozin Sølvhår 1-4, 2006 Elverfyrstens Søn, 2006 Dværgene fra Terra 1-4, 2007 Uhyret fra Cachi, 2007 Kvarklogens Broder, 2007 Sandrosen, 2007 Slavetøsen, 2008 Regnbuefolket 1-4, 2008 Shinobi 1-6, 2009 Fru Hachs Broche, 2009 Ånderne fra tidernes begyndelse, 2010 Djævel på dåse 1-3, 2010 Slangen fra Tchan, 2011 Pectus’ sten, 2011 Voksenromaner: Flagermuseliljen, 2009 Afkørsel 12 mod Caribien, 2009

LISE BI DTRU P

Lise Bidstr up

Aralis Hemmelighed

F OARR LA LAI SGHEE MT MFE LAI GCHEE TD

Aralis Hemmelighed - Børnenes bog Af Lise Bidtrup Copyright © Forlaget Facet 1. udgave, 2. oplag 2011 Artwork: Søren Klok Sat med Arno Pro Printed in Denmark by Scandinavian Book ISBN-13: 978-87-92366-72-6

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Korte citater til brug for anmeldelser er tilladt.

Læs mere på forfatterens hjemmeside www.lisebidstrup.dk

Forlaget FACET Vandværksvej 20B 4581 Rørvig www.forlaget-facet.dk

LISE BI DTRU P

Indhold

Tak til

Smykket

Drengen med det grå hår

Ingen vej udenom

Ulven

Animalis By

Den eneste chance

Flugt

Krabisumpen

Aralis Bjerg

Den Grå Ugle

Værkernes territorium

Alene i fjendtligt land

104

Opdaget

113

Endnu en fange

121

Mødet med Arali

127

Kong Asinus angriber

140

Den retmæssige ejer

149

Efterskrift

156

A R A LIS H EM M ELIGH ED

LISE BI DTRU P

Tak til Forlaget Facet, som turde give sig i kast med projektet. Min far, som praktisk har hjulpet mig med at overholde den stramme tidsplan. Fortællingen.dk, Boggnasker.dk, Pallesgavebod.dk, diverse bibliotekarer og anmelderklubber, der har været så søde at udbrede kendskabet til projektet til børnene. Og selvfølgelig en overdimensioneret stor tak til alle de børn, der har deltaget.

A R A LIS H EM M ELIGH ED

LISE BI DTRU P

Smykket

A R A LIS H EM M ELIGH ED

Solen skinnede varmt over den lyse skov. Insekter summede, og fugle fløjtede i den skønne sommerdag. En ung kvinde gik gennem skoven. Over den ene arm havde hun en kurv, og med mellemrum gjorde hun holdt og plukkede skovbær og fi ne små blomster. Hendes gang var en anelse vraltende, og hun pustede anstrengt, hver gang hun bukkede sig ned. Men hun udstrålede glæde og overskud. Den gravide mave sad lavt som tegn på, at kvinden snart skulle føde. Det var tydeligt, at hun ventede barnet med længsel og glæde. Hun bukkede sig igen og plukkede en håndfuld skovjordbær, som hun forsigtigt lagde ned i en plasticskål i kurven for ikke at komme til at mase dem. Da hun rettede sig op, satte hun en hånd i ryggen. Maven var tung, og hendes krop var præget af den ekstra vægt. Et lysende glimt i skovbunden fangede kvindens opmærksomhed. Hun gik frem mod stedet, skubbede noget stridt græs til side og så et halssmykke ligge på jorden. Det var delt i to. Den øverste del var lavet af guld, og den nederste del skinnede som sølv. Forundret kiggede hun op for at se, om den person, der havde tabt smykket, var i nærheden, men der var stille i skoven. Der var ingen andre end hende selv. Hun samlede smykket op og lod kæden glide ind mellem fi ngrene. Når hun samlede de to halvdele var forsiden af vedhænget dækket af fi nurlige tegn og mønstre, og bagsiden dannede et billede af en bjørn. Kvinden smilede for sig selv. Hun forestillede sig allerede, hvor smukt kæden ville hænge om hendes egen hals. Det kunne 10

LISE BI DTRU P

ikke være svært at samle det ødelagte smykke. Pludselig buldrede to personer frem i skoven. En tyk sky af mørk røg indhyllede dem, og blå gnister sprang gennem luften. Kvinden reagerede hurtigt og klemte sig om bag stammen af et gammelt egetræ. De to personer råbte ad hinanden, men kvinden kunne ikke skelne deres ord, der mere lød som brøl og hæs snerren end som et sprog, hun kendte. Hun stak forsigtigt hovedet frem og så en stor muskuløs mand i læderrustning, en skinnende hjelm og en lang, rød kappe i hidsig brydekamp med en kvinde, der bestemt kunne slå fra sig. Hun havde sort, skinnende hår, der nåede helt ned til jorden, og var klædt i mørkt skind, der kun dækkede kroppen ned til lårene. Arme og ben var nøgne, og fra lange flænger dryppede der allerede rødt blod ned på den optrampede jord omkring dem. De kæmpede indædt. Slog, sparkede og rev hinanden. Kvinden trak læberne tilbage i en aggressiv snerren, og manden brølede højt, mens han langede ud efter hende med en juvelbesat kniv i hånden. Den gravide kvinde bed sig i læben. Angsten fi k blodet til at pumpe hurtigt rundt i hendes krop. De to besynderlige kæmpende fi k hende til at tvivle på sine egne øjne. De var ikke mennesker, som hun kendte dem. De virkede som taget ud af en fi lm. Fremmedartede. En sammentrækning i maven fi k hendes hjerte til at banke endnu hurtigere. Smerten jog gennem hendes krop, som om nogen forsøgte at hive underlivet ud af hende. Sveden piblede frem på kvindens pande. Fødslen var ved at gå i gang. A R A LIS H EM M ELIGH ED

Panisk kiggede hun endnu engang ud på de kæmpende. De var tæt omslynget i et arrigt brydergreb. Kvinden havde hakket tænderne i mandens nakke, men han holdt samtidig hendes slanke hals i et fast greb mellem sine to enorme hænder. Den gravide kvinde trak sig bagud. Hun måtte væk. Hun skulle på hospitalet. I samme øjeblik tromlede endnu en gruppe mennesker ud i lysningen til de to kæmpende. De var alle klædt i det samme besynderlige tøj som manden. Læderrustning. Hjelm. Røde kapper. De hvæsede og snerrede. Krumme sværd og slanke knive blev knuget i dirrende hænder. Kvinden lagde mærke til, at flokkens fødder var bare. Beskidte. De nyankomne viste tænder, mens de bevægede sig nærmere de to kæmpende. Det så ud, som om de smilede. Hånligt. I samme nu kiggede den kæmpende kvinde op og fangede den gravides blik. Hendes øjne flakkede desperat mellem manden, der holdt hende, og den gravide kvinde, der var på vej væk. De nyankomne bevægede sig langsomt tættere på de kæmpende. Deres våben var hævet over hovederne. De var klar til at angribe. Den sorthårede kvinde kastede et sidste hadefuldt blik på dem, lukkede øjnene hårdt i, og ... Den gravide kvinde mærkede et umenneskeligt sug i maven. Hun kæmpede for at trække vejret, mens hun tumlede væk fra gruppen. Det sidste, hun så, før hun vendte sig om og løb, var, at den sorthårede kvinde var forsvundet. Som ved et trylleslag. Hun mærkede fostervandet, der drev ned ad hendes ben. Nu 12

LISE BI DTRU P

hastede det. Smykket var glemt. Men det lå i hendes lomme …

A R A LIS H EM M ELIGH ED

Drengen med det grå hår

LISE BI DTRU P

- Kan du ikke bare blive hjemme? Adela kiggede irriteret på far, der vendte hovedet bagud for at bakke ud af indkørslen. Han drejede bilen, så de kørte ned ad vejen. – Det ved du godt, at jeg ikke kan, skat. Vi har snakket om det så mange gange. Adela sukkede demonstrativt. – Men mormor og morfar? Helt ærligt! De bor længere ude, end kragerne vender. Far klukkede. Adela hadede, når han klukkede på den måde. Han behandlede hende som et barn, og det var hun ikke længere. Hun skulle op i syvende klasse. Hun var næsten voksen. – Du har godt af at komme lidt ud af byen, sagde han og bremsede ved et rødt lys. – Bare vent og se, det bliver sikkert den bedste sommerferie i hele dit liv. Adela fnøs. Den bedste sommerferie? Alle hendes veninder skulle noget spændende og smart. Eva skulle til New York, Tammi rejste snart til Cuba, og Sara var allerede taget af sted på krydstogt i Middelhavet med sine forældre. - Hvad er der godt ved at sidde i en skov og glo med to gamle mennesker? brokkede hun sig. Far kiggede på hende med øjenbrynene presset sammen i et V i panden. Han var ved at blive sur, hvilket passede Adela fi nt. Hvis hun skulle udsættes for sådan en rådden sommerferie, skulle han i hvert fald heller ikke være i godt humør. - Sådan skal du ikke snakke om din mormor og morfar, sagde han. – Det er sødt af dem, at de åbner deres hus for dig på den måde. Adela lagde armene over kors. – Jeg har ikke set dem i århundreder. Hvad skal jeg lave sammen med dem? A R A LIS H EM M ELIGH ED

Far satte blinklyset til. – Det fi nder du sikkert ud af, skat. Få nu det bedste ud af det, ikke? Adela vendte sig væk fra ham og kiggede ud af vinduet. Hun så sin elskede storby glide forbi. Forretningerne, kebabretauranterne, indkøbscenteret, parken med skaterbanen, folk på cykler og biler i hobetal. Alt det, som hun elskede ved byen. Det summende liv. De drejede ned ad boulevarden og kom snart ud på motorvejen. Landskabet ændrede sig. Først blev bygningerne mindre, så kom fabrikkerne og villaerne, og til sidst var der marker på begge sider. Adela havde lyst til at tude, men det var bestemt et af minusserne ved at blive voksen: Hun kunne ikke længere tude sig til at få sin vilje. Far ville bare bede hende om at holde op med at skabe sig. Hun overvejede et kort øjeblik at gøre det bare for at irritere ham, men det pinlige ved at tude vandt over lysten til at genere ham. I stedet proppede hun sine høretelefoner i ørerne og skruede op for ipod’en. Så højt, at hun var sikker på, at far kunne høre den monotone rytme. Hun lukkede øjnene for at blive fri for at se den dødssyge natur udenfor. Hun hadede græs, der stak og kildede på anklerne, eller sand, der kradsede i tøjet og øjnene, eller de små summende insekter, der altid holdt til ved med træer og buske. Hun var bymenneske, og det var en forbrydelse at tvinge hende til at skulle opholde sig et sted, hvor der ingen by var, i en hel lang måned. Hun forsøgte at fremkalde sin mormor og morfar for sit indre blik, men hun kunne ikke fastholde deres ansigtstræk. Det var for lang tid siden, hun sidst havde set dem. De var allerede tudsegamle dengang. De måtte være nær hundrede nu. Faktisk havde Adela kun set dem en håndfuld gange. Af en 16

LISE BI DTRU P

eller anden grund, som hun ikke forstod, virkede det, som om far havde svært ved at se dem. Noget, som havde med mors forsvinden at gøre. Det skete, da Adela var helt spæd, så hun kunne ikke huske sin mor. Måske bragte morfar og mormor for mange minder frem for far. Adela kunne tydeligt huske deres rødsprængte øjne og tårerne, der løb ned ad mormors kinder, når de kom på besøg. Adela lignede sin mor, og når mormoren så hende, brød hun altid sammen. Det var pinligt. Adela sukkede endnu engang tungt. Hun havde helt glemt mormorens reaktion, hver gang de var sammen. Ikke nok med, at hun skulle opholde sig på landet med to gamle mennesker. Den ene af dem ville også vade tudende rundt i en måned. Det var ikke til at bære. Adela slog forvirret øjnene op. Hun havde blundet. Far kiggede på hende med et smil og gav hendes ben et klem. – Godt at se, du er vågen, sagde han. – Vi er der snart. Adela gned sine øjne og samlede høretelefonerne op fra gulvet. Bassen dunkede stadig fra de små højttalere. Hun kiggede ud af vinduet. Træer. Der var ikke andet end træer, ligegyldigt hvad vej hun kiggede. Hun skuttede sig. Den her måned ville med garanti blive endnu værre, end hun forestillede sig. - Se. Far pegede fremad mod et lille bindingsværkshus, der dukkede op mellem de knortede stammer og grene. – Der er det. Adela sagde ingenting. Hendes hjerte sank lige så stille ned i maven, og en sort sky gled ind foran hendes humør. Hun ville A R A LIS H EM M ELIGH ED

hellere i fængsel. Far kørte langsomt op ad en tilgroet indkørsel, der tydeligvis ikke havde haft besøg af en bil i umindelige tider. Ude foran huset stod to mennesker. Adela kneb øjnene sammen. Hun kunne godt kende dem, nu hun så dem. Det var, som om de ikke havde ændret sig det mindste på trods af alle de år, der var gået siden sidst. Morfar havde en sort T-shirt og blå Kansasbukser på, og mormor stod i en lys, blå kjole og smilede imod dem. Hun begyndte at vinke. Far vinkede igen. - Hvorfor kunne jeg ikke bare være hos farmor og farfar, sagde Adela surt. Far blev ved med at smile til de to gamle mennesker. – Nu stopper du! De er ikke hjemme, og du får det fi nt her. Han bremsede bilen, drejede nøglen om og steg ud. Mormor gav ham et varmt knus. Morfar gav ham hånden. Adela steg langsomt ud. Hun havde lyst til at proppe høretelefonerne i ørerne igen for at slippe for at høre på de andre. Mormor kom hen til hende med udbredte arme. En kuldegysning for igennem Adela. Hun havde ikke lyst til at kramme den gamle dame. Mormor lagde hænderne på hendes skuldre og smilede bredt. - Hvor er du dog blevet stor, Adela, sagde hun, og Adela syntes næsten, hun lød stolt. – Din far har slet ikke fortalt, at du er blevet en voksen, ung dame. Adela smilede og kiggede ned på sine tæer. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Mormors ord varmede, selvom hun sikkert ikke mente dem. Ingen andre kaldte Adela voksen ud over 18

LISE BI DTRU P

hende selv. - Jaså. Morfar rakte en stor næve frem mod Adela. Han havde et varmt, fast håndtryk. – Så lille Adela er blevet stor? Det må jeg nok sige. Hans kiggede tilfreds på hende og smilede med de mørke øjne. - Ja, tiden flyver, sagde far omme bag bilen, hvor han var ved at hive Adelas kuffert ud af bagagerummet. Mormor klappede i hænderne. – Kom indenfor, søde venner. Du bliver da til en kop kaffe, ikke Jens? Far kiggede hurtigt på uret og nikkede. – Jo, en kop kaffe ville være dejligt. Det er en lang tur tilbage til byen. Adela satte sig på sengen i det værelse, der skulle være hendes de næste fi re lange uger. Tapetet på væggene var lyserødt med lilla blomster, og der hang en sengehimmel over den mørke træseng, som virkede alt for kort. En gammeldags skrivepult stod ved siden af døren, og fra loftet dinglede en grim lysekrone, der var alt for stor til sådan et lille værelse. De voksne snakkede og drak kaffe i stuen. Adela havde sagt, at hun ville pakke ud, men da hun havde set den gamle kommode, hvor hendes tøj skulle ligge, valgte hun i stedet at lade det hele blive i kufferten. Kommoden lugtede støvet. Sengen lugtede også. Hele værelset lugtede. Adela vrængede på næsen og hev sin mobil frem. Det eneste, der kunne få hende i en smule bedre humør, var at dele sin ulykke med en af veninderne. - Hvad? Hun kiggede på det lysende display. Ingen forbindelse. DeA R A LIS H EM M ELIGH ED

sperat bevægede hun sig rundt i værelset for at fange lidt kontakt. Hun holdt endda hånden langt ud af vinduet. Ingenting. Telefonen var død. Adela kastede den opgivende på sengen og lod sig selv dumpe ned ved siden af den. Hun gemte hovedet i puden og bed tænderne hårdt sammen. Det her var uden sammenligning det værste, hun nogensinde havde oplevet. Og det ville vare en måned! Far stak hånden ud af vinduet og vinkede, og et øjeblik efter havde skovens tætte træer opslugt bilen, så det eneste, der var tilbage, var den forsvindende lyd af en spindende motor. Adela blev stående uden for huset et godt stykke tid efter, at mormor og morfar var gået ind. Hun havde en knugende fornemmelse i brystet og en genstridig klump i halsen. Selvom hun havde vidst i lang tid, at hun skulle holde sommerferie på dette gudsforladte sted, var det først nu, at virkeligheden rigtigt sank ind. Hun satte sig på en bænk ved siden af hoveddøren, hvor den hvide maling skallede af i store flager. Alt her hos mormor og morfar virkede, som om det var ved at falde fra hinanden. Taget af huset manglede et hjørne. Det var dækket af en presenning, der var grøn af mos. Haven var fuldstændig tilgroet, og en gren fra et højt træ var på en eller anden måde vokset ind i og blevet en del af skorstenen. Adela lagde armene om sig selv. På trods af at det var sommer og varmt i luften, havde hun det koldt. Hun følte sig ensom og utryg. Langt væk fra vante omgivelser. - Er du til tærte? Adela kiggede op og mødte mormors blide blik i det åbne 20

LISE BI DTRU P

køkkenvindue. En lifl ig duft af bagværk bølgede ud derindefra. - Mja, svarede Adela tøvende. Hun måtte tænke på vægten. Det ville ikke være særlig sejt at komme tilbage til skolen efter en rigtig skodsommerferie og veje mere end de andre. Mormor blinkede til hende. – Et lille stykke kan vel ikke skade? Adela trak på skuldrene. – Ok... Det lyder dejligt, tilføjede hun en anelse for langsomt til rigtigt at være høfl igt. - Du kan jo komme ind og hjælpe. Adelas hjerte begyndte at hamre. Hun kunne ikke overskue at snakke med de gamle endnu. Hun var bange for, at de ville tale om gamle minder eller om mor. Hun havde ikke lyst til noget af det. - Øh, jeg havde tænkt mig at... Adela kiggede rundt for hurtigt at fi nde på en passende undskyldning. - ... at se mig lidt om i skoven. Mormor nikkede. – Jamen, så god tur da. Far nu ikke vild. - Det skal jeg nok lade være med. Adela rejste sig. Mormor blev stående i vinduet og kiggede smilende på hende. Adela knyttede hænderne. Hun havde håbet på, at mormor ville gå tilbage til sit bagværk, så hun bare kunne smutte et andet sted hen og sætte sig i nærheden af huset. Hun havde på ingen måde lyst til at vade rundt i en åndssvag skov. Mormor vinkede. Adela vinkede tilbage og begyndte at gå. Satans! Der var ingen vej udenom. Hun havde ikke gået langt, før huset var forsvundet mellem A R A LIS H EM M ELIGH ED

træerne. Skoven var tættere end noget, hun havde oplevet før. Det var uhyggeligt. Adela ville langt hellere befi nde sig i en mørk gyde i storbyen midt om natten end ude i en klam skov. I gyden ville hun i det mindste vide, hvad hun skulle gøre. Skoven var fremmed og ugæstfri. Lidt længere fremme brød solen igennem det tætte, grønne bladhang. Vandet i en stille sø fi k dens stråler til at tegne sølvglimmer på overfladen. Adela bestemte sig for, at det var det perfekte sted at stoppe. Det var muligt at se en anelse himmel, og huset var ikke langt væk. Hun børstede sippet lidt mos og gamle blade af en flad sten ved søbredden og satte sig på den. I mangel af andet at lave tændte hun for ipod’en og overdøvede skovens uhyggelige stilhed med musikken. Hun lænede sig tilbage, lukkede øjnene og nød solens varme i ansigtet. Det her var ikke så ringe, men hold da op, hvor ville det blive kedeligt i en hel måned. Pludselig gled noget ind foran solen, og en kølig skygge ramte Adela. Hun sprang op og glemte i skyndingen, at stenen, hun lå på, var i vandkanten. Hun spjættede den ene fod i søen og kunne straks mærke vandet trænge helt ind til huden. - Hvad har du gang i? Stemmen var drillende. Adela kiggede op. En dreng på hendes egen alder eller måske et år ældre stod lige ved siden af hende med begge hænder i siden. Adela rystede foden. Vandet sprøjtede af i store dråber. - Hvad jeg har gang i? snerrede hun. – Du gav mig et chok. Hvad er du for én, der lister sig ind på folk på den måde? Drengen trak på skuldrene, hans hår skinnede gråt i solens 22

LISE BI DTRU P

lys. Adela havde aldrig før set en dreng med gråt hår. – Jeg listede nu ikke ligefrem, men du hørte mig ikke på grund af de der tingester i dine ører. Adela kom op at stå, hun brød sig ikke om at kigge op på drengen. Det hjalp ikke helt. Selv når hun stod på stenen, var han et halvt hoved højere end hende. - Hvad vil du? Jeg vil gerne være i fred. Adela kiggede undersøgende på ham. Han stirrede helt åbenlyst på hende, som om han aldrig havde set en pige før. Hans øjne bevægede sig nedad. Adela holdt hånden op til brystkassen. Idiot. - Søen er bundløs, sagde drengen. – Du må ikke bade i den. Adela klemte øjnene sammen. Han gjorde grin med hende. Det gjorde folk ikke ustraffet. – Jeg badede ikke, svarede hun. – Du skræmte livet af mig med dit listeri. Du må betale, hvis min sko er gået i stykker. Den er af læder fra Milano, og det kan ikke tåle vand. Drengens øjne gled ned til Adelas fødder. – Sko, der ikke kan tåle vand? Det lyder åndssvagt. - Du lyder åndssvag, snappede Adela, gik værdigt ned fra stenen og fortsatte hen mod huset uden at se sig tilbage. - Hey, råbte drengen. – Hvad hedder du? - Det rager ikke dig, hviskede Adela og åndede lettet ud, da hendes mormors og morfars hjem dukkede op mellem træerne.

A R A LIS H EM M ELIGH ED

Ingen vej udenom

LISE BI DTRU P

Det eneste lys i det lille rum kom fra pejsen, hvor en kævle spruttede gnister og flammer op i luften. En gammel, krumrygget mand sad i en slidt lænestol, og på gulvet foran ham sad drengen med det grå hår. - Er du sikker, Alec? spurgte den gamle mand alvorligt. Alec nikkede ihærdigt. – Helt sikker, bedstefar. Det var den. Jeg kunne kende den og også mærke det. Der var kræfter i den. Den gamle mand førte en hånd hen over sit tynde hår. Det gyldne lys fra pejsen spillede i hans øjne, der så unaturligt levende ud i forhold til resten af hans fremtoning. Alec trak benene op under sig og hvilede hovedet på knæene. – Kan jeg ikke bare snuppe den? - Nej! Mandens udbrud kom pludseligt og højt. Han løftede en kroget pegefi nger op mod Alec. – Du rører den ikke. Den er forhekset. Den hører sammen med sin ejer. Den kan ikke stjæles. Den kan ikke skilles fra personen, der har den på. Der sker frygtelige ting, hvis man stjæler den. - Men hvordan gør jeg så? Manden svarede ikke. I stedet lænede han sig tilbage og kiggede ind i pejsen med tænksomme øjne. Sådan sad han i nogen tid uden at sige noget. Det var Alec, der til sidst brød tavsheden. - Jeg ville ønske, at du kunne hjælpe, bedstefar, sagde han med en klump i halsen. Den gamle mand kiggede med et blik fuld af ømhed på Alec. – Det ville jeg også, kære ven. Det ville jeg virkelig. Men jeg kan jo dårligt komme ud af sengen om morgenen. Jeg er slet ikke i stand til at hjælpe. A R A LIS H EM M ELIGH ED

Alec rejste sig og smed endnu en kævle i pejsen. Ilden spruttede en smule, og hurtigt fangede flammerne det nye træ. - Kan vi ikke få hjælp af nogen andre? spurgte Alec forsigtigt. Hans bedstefar sukkede. – Vi kan ikke stole på andre, det ved du godt. Husk på, hvad det skete med Korgis gruppe. Alec tav. Han kunne alt for godt huske Korgis gruppe. De havde været tæt på. Det var lige ved at lykkes for dem at overliste Arali. Men i sidste øjeblik trævlede dronningens hemmelige spioner gruppen op og tilintetgjorde den. Alecs blik formørkedes ved tanken om Arali. Ondskab og magtbegær, det var, hvad der drev hende. I begyndelsen var hendes plan blot at fravriste Kong Asinus hans magt, men pludselig, et par år efter at Alec blev født, var Arali begyndt at søge efter Den Grå Ugle. Ingen vidste hvorfor, og ingen havde lyst til at fi nde ud af det, men nogle få modige folk fra Animali-stammen var flygtet med den dyrebare og magiske figur, så hun ikke kunne få fi ngre i den. Heller ingen i Animali vidste, hvor mændene, der vogtede uglen, befandt sig. Det var den bedst bevarede hemmelighed i Alecs stamme. Alec vendte sig mod sin bedstefar. – Hvad så nu? Bedstefars øjne var alvorlige. – Du skal have fat i den. Koste, hvad det vil. Du ved, det må gøres, hvis vi skal bryde Aralis magt. Du må tage pigen med. Alec nikkede. Han vidste det godt, men det var ikke ensbetydende med, at han brød sig om det. Han havde allerede nu en ubehagelig, urolig fornemmelse i maven, og han vidste med sig 26

LISE BI DTRU P

selv, at den ikke ville forsvinde, før det hele var overstået. - Det er også bare det, at... Bedstefar løftede det ene øjenbryn. - Hvad? Alec slog ud med armene. - Hun er utålelig, stønnede han. – En rigtig pestilens. Bedstefar smilede. – Sådan er piger i den alder vist. Det kan der ikke gøres noget ved. Alec sukkede. Han måtte af sted igen, hvis han skulle nå tilbage til pigen inden alt for længe.

A R A LIS H EM M ELIGH ED