JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 1 SESS: 41 OUTPUT: Wed Jul 6 10:58:56 2011 /first/Rosinante/odt2/1515_Et_eventyr_utopia_138x220/Materie
e t e v e n t yr
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 2 SESS: 41 OUTPUT: Wed Jul 6 10:58:56 2011 /first/Rosinante/odt2/1515_Et_eventyr_utopia_138x220/Materie
Af samme forfatter Aminas breve (roman), 2005 Submarino (roman), 2007
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 3 SESS: 41 OUTPUT: Wed Jul 6 10:58:56 2011 /first/Rosinante/odt2/1515_Et_eventyr_utopia_138x220/Materie
Jonas T. Bengtsson
ET EVENTYR roman
Rosinante
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 4 SESS: 41 OUTPUT: Wed Jul 6 10:58:56 2011 /first/Rosinante/odt2/1515_Et_eventyr_utopia_138x220/Materie
Et eventyr © Jonas T. Bengtsson og Rosinante / rosinante&co, København 2011 1. udgave, 1. oplag, 2011 Omslag: Ida Balslev-Olsen Sat med Utopia hos BookPartnerMedia og trykt hos CPI – Clausen & Bosse, Leck ISBN 978-87-638-1194-1 Printed in Germany 2011 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Citat på side 34 er fra Baudelaires digt Den fremmede fra Parisisk spleen, oversat af Kai Hoffmann og Chr. Rimestad, Nansensgade Antikvariat, København 2000.
Bogen er skrevet med legatstøtte fra Statens Kunstfond og Kunstrådets Litteraturudvalg.
Rosinante er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 5 SESS: 41 OUTPUT: Wed Jul 6 10:58:56 2011 /first/Rosinante/odt2/1515_Et_eventyr_utopia_138x220/Materie
Til min søn
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 6 SESS: 41 OUTPUT: Wed Jul 6 10:58:56 2011 /first/Rosinante/odt2/1515_Et_eventyr_utopia_138x220/Materie
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 7 SESS: 41 OUTPUT: Wed Jul 6 10:58:56 2011 /first/Rosinante/odt2/1515_Et_eventyr_utopia_138x220/Materie
1986
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 8 SESS: 41 OUTPUT: Wed Jul 6 10:58:56 2011 /first/Rosinante/odt2/1515_Et_eventyr_utopia_138x220/Materie
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 9 SESS: 41 OUTPUT: Wed Jul 6 10:58:56 2011 /first/Rosinante/odt2/1515_Et_eventyr_utopia_138x220/Materie
J
eg er lige fyldt seks år da Olof Palme bliver skudt. Det er februar
måned og meget koldt udenfor. Min far og jeg sidder i køkkenet, vi spiser rundstykker, jeg tegner. Vi hører det i radioen. Min far skruer op. Kvinden i radioen lyder som om det er vigtigt. En stor nyhed. Jeg jagter et birkesfrø hen over bordet med neglen. Så siger min far jeg skal tage mit tøj på. Jeg kan ikke finde mine sokker. Min far bukker sig ned og stikker mine nøgne fødder i gummistøvlerne. Vi går ned ad gaden. Min far holder mig om armen. Han ser lige frem for sig. Slæber mig af sted. Jeg er blevet til en taske. En kuffert med små hjul. Jeg siger til ham at det gør ondt. At jeg ikke kan følge med, men vinden blæser ordene væk. Om lørdagen er der altid mange på gaden. Biler ind og ud af carporte, ældre damer med indkøbsnet. De sidste ting der skal købes før alt lukker. Men ikke i dag, vi har vejen for os selv. Byen er ikke stor, og vi er hurtigt nede på hovedgaden. Min far ser lige frem for sig, munden er en streg i ansigtet. Jeg tror han har glemt at han holder min arm. Min far har halvlangt lyst hår med et rødligt skær, ligesom skægget. Han barberer sig en gang om ugen, og så får det lov til at gro igen. Han klipper sig selv med en saks i køkkenet. Cigaretten er en del af hans hånd, et ekstra led på fingeren. Han har kun en T-shirt på under frakken, der som altid står åben, men han fryser ikke. Det er meget sjældent han fryser. Jeg fryser næsten altid. Jeg synes selv jeg ligner ham. Når jeg bliver stor, vil jeg også lade skægget gro. 9
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 10 SESS: 41 OUTPUT: Wed Jul 6 10:58:56 2011 /first/Rosinante/odt2/1515_Et_eventyr_utopia_138x220/Materie
Han siger at jeg mere ligner min mor. Men at det er godt. At hun var smuk. Jeg siger til ham at når jeg bliver stor, vil jeg også lade skægget gro, men igen tager vinden ordene med sig, river og flår i træerne, bruger nedløbsrørene som fløjter. Vi når ned til byens eneste tv-butik. Apparaterne i vinduet viser alle de samme billeder, nogle i farver, andre i sort-hvid. Så er vi allerede videre, gennem døren, min far giver først slip på mig da vi står foran væggen med fjernsyn. Store og små, prisskilte med mange tal efter hinanden. Når damen i fjernsynet gør en bevægelse med hovedet, et kig ned i sine papirer, gør alle damerne i fjernsynet den bevægelse. Det minder mig om en leg vi legede i en børnehave i en anden by. Ekspedienten står et par meter fra os, han har stribet skjorte på og navneskilt på brystet, han ser op på et af apparaterne med munden en smule åben. En ældre dame har sat indkøbsposerne fra sig og ikke lagt mærke til at fire æbler er trillet ud. Min far ser søgende rundt, har svært ved at beslutte sig. Så vælger han et stort farvefjernsyn i midten. Lyden er i forvejen høj, men han skruer op. Nu står min far også helt stille. Jeg er sikker på at den første der bevæger sig, har tabt. På fjernsynet er der billeder af en mørk gade, af vejskilte og sne. Stockholm. Et fortov er indhegnet med hvidt og rødt plastikbånd, folk står rundt om. Også de står helt stille. Nogle holder sig for munden. Kvinden i fjernsynet taler langsomt, som om hun lige er vågnet. Hun siger at Olof Palme kom ud fra en biograf ikke langt derfra. At han var sammen med sin kone, at de havde set filmen Brødrene Mozart og nu var på vej hjem. På de grå fliser er der nogle mørke pletter, som maling. Kameraet bevæger sig tættere på pletterne. Det er blod, svarer min far uden at tage blikket fra skærmen. Igen går vi på gaden. Hurtigt, som skal vi skynde os væk fra billederne i fjernsynet. 10
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 11 SESS: 41 OUTPUT: Wed Jul 6 10:58:56 2011 /first/Rosinante/odt2/1515_Et_eventyr_utopia_138x220/Materie
Jeg tror vi er på vej hjem, indtil vi drejer til højre ved den lukkede slagterbutik. Ned mod havnen, ad brostenene på den smalle gade. Min far sætter sig på en jernsvelle, jeg sætter mig ved siden af ham, så tæt jeg kan komme. Vandet foran os er sort. Et par kuttere er på vej ind i havnen, til højre for os er der en stor kran, krogen hænger lige over vandoverfladen. Himlen er grå. Min far skjuler ansigtet i frakkeærmet, høje snøft kommer igennem det tykke stof. Han holder min hånd så hårdt at det gør ondt. »Så fik de ham,« siger han. »Så fik de ham sgu.« Jeg kan ikke huske jeg har set min far græde før. Jeg spørger om Palme var en han kendte, men han svarer ikke. Han trykker mig ind til sig. Jeg fryser om fødderne i gummistøvlerne. »Så fik de ham,« siger han. Vinden blæser vandet op til skum. »Jeg tror snart vi bliver nødt til at flytte igen.«
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 12 SESS: 41 OUTPUT: Wed Jul 6 10:58:56 2011 /first/Rosinante/odt2/1515_Et_eventyr_utopia_138x220/Materie
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 13 SESS: 41 OUTPUT: Wed Jul 6 10:58:56 2011 /first/Rosinante/odt2/1515_Et_eventyr_utopia_138x220/Materie
1987
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 14 SESS: 41 OUTPUT: Wed Jul 6 10:58:56 2011 /first/Rosinante/odt2/1515_Et_eventyr_utopia_138x220/Materie
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 15 SESS: 41 OUTPUT: Wed Jul 6 10:58:56 2011 /first/Rosinante/odt2/1515_Et_eventyr_utopia_138x220/Materie
V
i sidder i bilen min far har lånt på en gård med vrede og be-
skidte hunde på gårdspladsen. På bagsædet og i bagagerummet ligger alt hvad vi har. »Det er på tide vi kommer tilbage til København,« siger min far. »Du blev født i København, ved du godt det?« Han ruller vinduet ned, drejer håndsvinget rundt, det rasler i den gamle hvide stationcar, knirker som om det er lige ved at falde af. Så finder han en hjemmerullet cigaret frem fra brystlommen i cowboyjakken. Han trommer på rattet, blæser røg ud ad mundvigen, piller et stykke tobak af underlæben. Når vi skal flytte, er han altid glad og griner meget. Vi kører forbi høje betonbygninger. Der er biler på alle sider af os. Så holder motorvejen op, og husene bliver lavere. Det kunne være hvor som helst. Det ligner steder vi har boet mange gange før, steder med supermarkeder og frisørsaloner. Jeg lukker øjnene og er tæt på at falde i søvn, vi har kørt siden i morges. Jeg ser først hvide ringe og så blinkende lys på indersiden af øjenlågene. Jeg er væk et øjeblik, måske længere. Min fars stemme bringer mig tilbage i bilen. »Så er vi her,« siger han, og jeg åbner øjnene. Vi er standset for rødt. Min far gasser op, motoren hvæser og bobler. Han gør det for at holde den i gang, det forklarede han mig tidligere på dagen. Jeg ser ud gennem bilens snavsede ruder og får øje på byen. Noget andet end jeg nogensinde har set før. 15
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 16 SESS: 41 OUTPUT: Wed Jul 6 10:58:56 2011 /first/Rosinante/odt2/1515_Et_eventyr_utopia_138x220/Materie
Jeg holder fast i sikkerhedsselen. Den sidder stramt hen over brystkassen, jeg presser tommelfingeren mod selens skarpe kant til det gør ondt. Uden for bilruden er der fyldt med mennesker, der alle bevæger sig i forskellige retninger. Så mange lyde, så meget larm. Bilhorn og hvinende bremser fra en bus da den standser ved siden af os. Da min far kører ud i krydset, bliver jeg nødt til at holde vejret. Det er utroligt vi ikke kører en cyklist ned eller rammer ind i nogen af de andre biler. Jeg lægger hånden mod bilens kølige rude og kan mærke byen udenfor brumme, knurre som en vred hund. Jeg ruller vinduet ned, åbner munden og stikker tungen ud. Byen smager af benzinos og rådne æbler. Min far parkerer, og vi går gennem porten og ind i gården. Vi går hen over ituslåede fliser, passerer et træskur hvor nogle af brædderne mangler og taget er ved at falde af. Bygningen er i røde mursten. Min far går ned ad trinene til kælderdøren og banker på. »Håber det er her,« siger han og smiler til mig. Vi venter, min far skal til at banke igen da døren går op. Manden er stor og en del ældre end min far. Han har små totter gråt hår på et ellers blankt hoved. En brun kittel over beskidte arbejdsbukser. Små blodårer løber som blå og røde floder hen over hans kinder og op til næseroden, ind ad det ene næsebor. Han ligner et kort, det vil jeg sige til min far, men tør ikke åbne munden. »Det var på tide,« siger manden og tørrer hænderne af i kitlen, efterlader mørke spor af olie. Vi følger viceværten hen over gården. Nøgleknippet i hans bælte er det største jeg nogensinde har set. Det rasler så højt at vi kunne følge ham med lukkede øjne. Vi går forbi rustne cykler og flere træskure. På vej op ad trappen fylder manden alt, det ville være umuligt at komme forbi ham hvis man prøvede. Der lugter af muselort og 16
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 17 SESS: 41 OUTPUT: Wed Jul 6 10:58:56 2011 /first/Rosinante/odt2/1515_Et_eventyr_utopia_138x220/Materie
frikadeller. Han standser foran en trædør med afskallet grøn maling, banker på den. »Toilettet,« siger han. »I deler det med underboen, gamle Nielsen. Han er god nok, der er sgu ikke noget med ham.« Vi fortsætter op ad trappen. »Det er altså hvis I stadig vil have lejligheden.« Han finder nøglen frem og låser op. Lejligheden ligner noget der er blevet skåret væk, noget der ikke helt var brug for. Min far smiler, som havde han drømt om lige netop det her. Et lille køkken med vinduer ud mod gården, lige nøjagtig plads til et smalt spisebord, to stole og en træbriks op ad væggen. Når vi spiser morgenmad, vil vi kunne se ind i lejlighederne overfor. Min far læser mine tanker og vinker over mod de mørke ruder på den anden side af gården. »Værelset er herinde,« siger viceværten og trækker maven til sig så han kan klemme sig forbi det lille spisebord. Han åbner døren ind til lejlighedens eneste andet rum, det værelse min far har lovet at jeg skal have. Mit eget. Værelset er lille og har et enkelt vindue, der sidder så højt at man ikke kan se ud ad det. Dengang lejligheden her var en del af noget større, en glemt del, må der have været koste herinde. Hylder med gulnet papir. Store glas med syltede blommer, æbler. Nu står der en seng, hvor jeg skal sove i nat. Der lugter beskidt på en tør og støvet måde. Viceværtens stemme er ikke så sikker længere, han siger: »Jeg troede faktisk lejligheden her var noget større. Jeg har en anden en hvis I vil ...« »Det her er glimrende,« siger min far. »Vi skal nok blive glade her.« Vi følger viceværten tilbage til hans værksted. Der er oliepletter på gulvet og værktøj på det brede arbejdsbord under vinduet. På den ene væg hænger der nøgler. Masser af nøgler, der må være en for hver lejlighed. Om natten lukker han sig ind hos folk mens de sover, han tager små bidder af de kolde rester i køleskabene. Spiser 17
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 18 SESS: 41 OUTPUT: Wed Jul 6 10:58:56 2011 /first/Rosinante/odt2/1515_Et_eventyr_utopia_138x220/Materie
lidt kylling her og lidt farsbrød der. Det er derfor han er blevet så tyk. »Og det bliver kontant?« spørger han. Min far nikker. De trykker hånd. Jeg bliver altid stolt, jeg ved min far har et godt håndtryk, jeg har hørt folk sige det. Min far og jeg slæber tingene op fra bilen. Min far tager de store ting, gamle kufferter der er lige ved at sprække, fyldt med hans bøger. Jeg tager plastikposerne med dynebetræk og håndklæder. Som det sidste tager min far trækassen med plader, bærer den forsigtigt og sætter den fra sig på køkkenbordet. Jeg kan ikke få øje på pladespilleren. Jeg spørger ikke til den. Vi skal have flæsk og æg til aftensmad. Købt af manden på gården der lånte os bilen. »Det bliver godt, det her,« siger min far mens flæsket syder i panden. Jeg kan se i hans øjne at det ikke kun er maden han taler om. »Det bliver godt,« siger han. Døren ind til mit nye værelse kan ikke lukke helt. Hver gang vi prøver, knirker den og springer op. Huset må have flyttet sig siden det blev bygget, det har strakt og vredet sig, gabt og hostet. Jeg kan se min far herfra, se hans fødder der hænger ud over træbriksen, se tåen han stødte ind i en dør i sidste uge, og som nu er blå. Jeg hører hans tunge åndedræt. Jeg er altid faldet i søvn til lyde. Mange gange til lyden af biler. Bilen på markvejen ikke langt fra mit vindue. Bilerne på motorvejen. I en lejlighed højt oppe over jorden. Jeg er faldet i søvn til lyden af vinden i de høje træer udenfor. Når det blæste kraftigt, lukkede jeg øjnene og så dem lægge sig ned for så igen at rejse sig. Da vi boede tæt på havet, sov jeg til bølgerne. Længere og længere kom de ind over stranden, hen over det kraftige gule græs og gennem buskene, til de nåede ind i mit værelse og tog mig med. Nu ligger jeg i min nye seng, og byen har sine egne lyde.
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 19 SESS: 41 OUTPUT: Wed Jul 6 10:58:56 2011 /first/Rosinante/odt2/1515_Et_eventyr_utopia_138x220/Materie
M
in far sidder i bilen.
Lige før hørte jeg hans fodtrin ned ad trappen. Hans lædersko gav en klikkende lyd fra sig mod de gamle trin. Jeg hørte hoveddøren gå. Jeg så ham gå hen over gården, forbi det lave træskur med skraldespandene. Hen over fliserne og forbi cyklen med det flade fordæk. Nu sætter min far nøglen i tændingen. Bilen vil ikke starte. Da vi hentede den i går, ville den ikke starte. Ikke efter første eller tredje forsøg. Jeg sidder i køkkenet. Min far har ryddet sengetøjet sammen og lagt det ned i skuffen under briksen, han har dækket den med puder. Vores sofa, sagde han og smilte. I dag skal jeg være alene. Er det o.k.? spurgte han og pegede på maden på spisebordet. Resten af brødet fra morgenmaden, en lille pakke smør, tre forslåede æbler med grus i skrællen. Jeg nikkede, havde lovet mig selv ikke at græde. Jeg er syv år, så græder man ikke. Jeg ville gerne have været med ham, selvom jeg blev syg under køreturen i går, bilens rumlen og lugten af benzin. Vi var nødt til at holde ind et par gange så jeg kunne kaste op. Alligevel ville jeg gerne have haft endnu en dag ved siden af min far, sidde og høre på hans historier. Der er for langt, sagde han. Jeg skal bare aflevere bilen. I aften er jeg tilbage. Sent. Måske vækker jeg dig når jeg kommer tilbage. Du skal ikke vente oppe. Han lagde et sæt nøgler fra sig på bordet. Jeg spurgte, om jeg måtte gå ned i gården. Selvfølgelig, svarede 19
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 20 SESS: 41 OUTPUT: Wed Jul 6 10:58:56 2011 /first/Rosinante/odt2/1515_Et_eventyr_utopia_138x220/Materie
han og sagde at han ikke skulle bestemme over mig. Men at jeg skulle være forsigtig og passe på mig selv. Så kyssede han mig på panden og var ude ad døren. Nu starter bilen. Motoren brummer, buldrer, hoster. Han kører ned ad vejen, i den store by, omgivet af andre biler. Alt bevæger sig hurtigt. Jeg håber han er forsigtig. Jeg tænker, hvad nu hvis jeg aldrig ser ham igen? Hvad nu hvis han bare forsvinder? Men jeg ved at han aldrig ville forlade mig. Jeg tager nøglerne fra bordet. I nøgleringen er der en ugle. Den blinker med det ene øje, som ved den noget jeg ikke ved. Jeg åbner døren og går ned ad køkkentrappen. Min far har fortalt mig at der på gamle kort over Afrika og Sydamerika altid var sorte pletter. Steder hvor ingen vidste hvad der var. Der kunne være enorme skatte, guld og ædelstene. Der kunne være dyr ingen nogensinde havde set før, sommerfugle så store som måger. Men der kunne også være uhyrer og kannibaler. Ting så forfærdelige at man slet ikke kunne forestille sig dem. En gang imellem tog en opdagelsesrejsende ud for at fjerne nogle af de sorte pletter. Kortlægge dem. Mange opdagelsesrejsende vendte aldrig tilbage. Jeg går langsomt ned ad trappen. I dag tager jeg hvert trin forsigtigt. Jeg tror ikke der er fælder her på trappen, men der er heller ingen grund til at blive overmodig. Gården er vokset i løbet af natten. Da vi fulgte med viceværten, var den stor, i dag er den enorm. Vi har boet i små byer der sagtens kunne ligge mellem murene. Jeg går langsomt fremad, skridt for skridt, og kommer forbi to æbletræer der er vokset sammen. Jeg går hen over ødelagte fliser og forbi de små buske der vokser langs husmuren. Mine øjne er et kamera, og hver gang jeg lukker dem, tager jeg et billede. Når jeg kommer op i lejligheden igen, vil jeg finde blyanterne frem, jeg vil få billederne i mit hoved ned på tegneblokken min far gav mig for et par uger siden. 20
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 21 SESS: 41 OUTPUT: Wed Jul 6 10:58:56 2011 /first/Rosinante/odt2/1515_Et_eventyr_utopia_138x220/Materie
Mens jeg går, tænker jeg hele tiden over hvordan jeg kom lige netop herhen. Hvor jeg drejede til højre, hvor jeg drejede til venstre. Jeg vil gerne være en god opdagelsesrejsende. I lommen knuger jeg den lille ugle der sidder i nøgleringen. Trykker plastiknæbbet ind mod tommelfingeren. En kat sidder i en solstråle og slikker poten. Dens pels er grå med hvide pletter. Jeg går langsomt hen mod den, prøver ikke at skræmme den. Jeg sætter mig på hug et par meter fra den. Så ser den pludselig op og forsvinder ind mellem buskene, jeg hører lyden af nøgler, viceværten står bag mig. »Hvad fanden laver du her?« Jeg svarer ham ikke. »Du har ikke noget at lave her.« I går var han bare en stor mand med nøgler og beskidte bukser. Nu ved jeg at jeg ikke kan lide ham, og at jeg vil forsøge at undgå ham. Jeg tror ikke det bliver svært, jeg skal bare lytte efter nøglerne, i denne her gård må der være masser af steder jeg kan gemme mig, steder hvor han slet ikke kan komme ind. Jeg løber tilbage mod vores opgang. Jeg er blevet bange og løber hjem, sådan skal det se ud. Og måske er jeg bange for viceværten, men en opdagelsesrejsende stikker ikke bare af. Da jeg er et par meter fra hoveddøren, drejer jeg til højre, skynder mig ned langs cykelskurene. Jeg standser op og lytter. Jeg kan høre bilerne ude på vejen og en fugl der kvidrer i et af gårdens træer, men ingen nøgler. Jeg bliver stående lidt for at være sikker, tæller inde i hovedet, en rødbede, to rødbede, men hører stadig ingen nøgler. Jeg er på vej videre, vil snige mig af sted langs muren, da jeg pludselig mærker en skarp smerte i nakken. Som et bistik. Jeg har tårer i øjnene, nok mest fordi jeg blev så forskrækket. Jeg tager hånden op til det sted hvor det gør ondt, hører så nogen grine, først lavt, som forsøgte han at skjule det. Så bliver latteren højere, buskene rasler, og en dreng kommer ud mellem grenene. Han er et par år ældre end mig, har mørkt halvlangt hår og frynser på cowboyjakken. I hån21
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 22 SESS: 41 OUTPUT: Wed Jul 6 10:58:56 2011 /first/Rosinante/odt2/1515_Et_eventyr_utopia_138x220/Materie
den har han et pusterør i hvid plastik, det er omrullet med rød og blå tape og er det længste jeg nogensinde har set. »Det må du undskylde,« siger han, men er endnu ikke holdt op med at grine. »Det gjorde ondt,« siger jeg til ham. »Du taler sjovt, hvad hedder du?« Det skal man altid svare hurtigt på, det ved jeg. »Peter.« Jeg synes det er godt navn. Jeg kunne sagtens hedde Peter. »Har du mødt viceværten?« »Ja.« »Han spiser små børn. Altså mindre end dig. Han koger suppe på dem. Står og venter uden for hospitalet, og når et barn bliver dødfødt ... Ved du hvad det er?« »Ja.« »Det er også lige meget. Hvor går du i skole henne?« Jeg har ikke lyst til at svare ham, jeg vil væk nu, op i lejligheden igen. »Hvor, spurgte jeg.« »Vi er lige flyttet hertil.« »Hvor gik du i skole før?« »Jeg går ikke i skole,« siger jeg og fortryder med det samme. »Hvor gammel er du?« »Syv år.« »Så skal man gå i skole, medmindre man er mongol. Så går man på en speciel skole, hvor man lærer at samle klemmer. Er du mongol?« Jeg ryster på hovedet, er næsten sikker på at jeg ikke er mongol. »Hvilken skole går du så på?« Jeg svarer ham ikke. »Vi skal være venner,« siger han. »Os to.« Jeg går tilbage mod lejligheden. Jeg går så langsomt jeg kan, vil ikke løbe. Da jeg rækker ud efter håndtaget, hører jeg noget ramme døren ud for mit hoved. 22
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 23 SESS: 41 OUTPUT: Wed Jul 6 10:58:56 2011 /first/Rosinante/odt2/1515_Et_eventyr_utopia_138x220/Materie
Da jeg ligger i sengen den aften, savner jeg lyden af min fars stemme. Jeg savner hans eventyr. Mine øjne er halvt lukkede da han kommer hjem. Først da han har tændt en cigaret og åbnet en øl, lader jeg øjenlågene falde helt i.