Selv stilhed hører op

INGRID B E TA N C O U R T SELV S T IL HED HØRER OP MINE SEKS ÅR SOM GIDSEL

Ingrid Betancourt

Selv stilhed hører op Mine seks år som gidsel

Gads Forlag

Selv stilhed hører op.

Mine seks år som gidsel er oversat af Lærke Pade.

Fransk udgave: “Même le silence a une fin”, Éditions Gallimard © Ingrid Betancourt 2010.

Dansk udgave: © 2011 Gads Forlag Projektledelse: Gitte Ertner og Susanne Svendsen Forlagsredaktion: Gitte Lyngs Omslag: Olga Bramsen Omslagsillustration: Melanie Delloye Typografi: Lymi DTP-Service Tryk: Bookwell OY, Finland ISBN 978-87-12-04631-8 1. udgave, 1. oplag

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gadsforlag.dk

Til alle mine brødre, der stadig holdes som gidsler Til alle mine medfanger Til alle dem, der kæmpede for min frihed

Til Mélanie og Lorenzo

3 Bortførelsen

23. februar, 2002 Sikkerhedseskorten ankom som planlagt lidt i fire om morgenen.

Det var mørkt, og jeg havde min kampagneuniform på: En T-shirt med vores valgslogan – FOR ET NYT COLOMBIA – cowboybukser og vandrestøvler. Jeg tog min fleecetrøje på, og efter en pludselig indskydelse tog jeg mit ur af, lige inden jeg gik ud ad døren.

Alle sov, undtagen min hund, Pom. Jeg kyssede hende mellem ørerne og tog af sted med en lille taske, der indeholdt det nødvendigste til en enkelt overnatning.

Da jeg ankom til lufthavnen, tjekkede jeg, at alle sikkerhedsforanstaltningerne var på plads. Den politikaptajn, der var ansvarlig for at koordinere sikkerhedsteamet, trak en fax frem af sin jakkelomme og viste mig den. “Alt er i orden. Myndighederne har sørget for pansrede køretøjer til dig.” Han smilede til mig, tilfreds med sin egen indsats.

Resten af gruppen var allerede kommet. Flyet lettede ved daggry.

Første stop var Neiva, en by cirka 200 kilometer fra Bogotá, hvorfra vi skulle flyve over Andesbjergene og lande i Florencia, hovedstaden i Caquetá-provinsen i Llanos Orientales, en lavtliggende, fugtig græsslette mellem Amazon-regnskoven og Andesbjergene. Derfra skulle vi fortsætte i bil til San Vicente.

Opholdet i lufthavnen skulle kun have varet en halv time, men endte med at vare næsten to timer. Jeg lagde knap mærke til det, eftersom min mobiltelefon ringede konstant. En af de lokale aviser havde bragt en ondskabsfuld artikel om den splittelse, der havde bevirket, at nogle af vores partifolk havde forladt valgkampagnen.

Journalisten havde kun bragt de bidende kommentarer fra de medlemmer, der havde forladt os. Mine kampagnefolk var rasende og ville have vores side af historien ud så hurtigt som muligt. Jeg til58

bragte størstedelen af tiden med at telefonere skiftevis til mit hovedkvarter og til redaktøren af den pågældende avis for også at få trykt vores version af begivenhederne.

Det var smeltende hedt, da vi kom tilbage til flyet, og vi var allerede forsinkede, da vi landede i Florencia. Vi kunne dog stadig nå at køre de 90 kilometer til San Vicente på under to timer.

Militæret havde overtaget kontrollen med Florencias lufthavn.

Langs landingsbanen stod mindst ti Black Hawk-helikoptere linet op med roterende propeller, klar til at flyve, så snart der blev givet ordre. Idet jeg steg ud af flyet, blev jeg hilst velkommen af en oberst, der var ansvarlig for de lokale operationer. Han førte mig ind i et kontor med aircondition, mens mine sikkerhedsfolk tog kontakt til dem, der var ansvarlige for næste del af vores rejse, så de kunne forberede de sidste detaljer i forbindelse med bilturen.

Obersten var fuld af respekt, og med stor venlighed og ærbødighed tilbød han at flyve os til San Vicente med helikopter.

“Der flyver en hver halve time. De kan komme med den næste.”

“Men vi er 15 i alt.”

“Lad mig se, hvad jeg kan gøre.”

Han forlod lokalet og kom tilbage ti minutter senere med et frustreret udtryk i ansigtet. “Vi kan kun have fem om bord,” annoncerede han.

Den første, der reagerede, var den politikaptajn, der ledede min sikkerhedskortege. “Nogle af sikkerhedsfolkene kan blive her.”

Jeg spurgte, om helikopteren mon kunne tage syv med. Obersten nikkede. “Det er ikke noget problem.” Han bad os blive siddende på hans kontor og vente på den næste helikopter.

Vi regnede med at skulle vente en halv times tid. Mine sikkerhedsfolk sad og rådførte sig med hinanden, formentlig for at aftale, hvem der skulle tage med mig. En af dem begyndte at rense sin pistol og sætte de patroner tilbage på plads, som var blevet taget ud, da vi skulle med flyet. Mens han sad med pistolen, kom han ved en fejl til at trykke på aftrækkeren, og et skud gik af – heldigvis uden der skete noget. Kuglen landede lige ved siden af mig, og jeg fik et chok. Pludselig kunne jeg mærke, hvor anspændt jeg var.

Jeg hadede den slags små episoder, ikke på grund af selve det, der skete, men på grund af de modstridende tanker, der straks begyndte 59

at kværne rundt i mit hoved. Et ondt varsel, lød en monoton stemme i mit indre. Det minder om en dårlig film. Straks tog en anden stemme skarpt til genmæle: Sikke noget åndssvagt noget at sige. Tværtimod: Det betyder held! Alle i gruppen holdt vejret, mens de ventede på min reaktion, og den stakkels fyr, som havde affyret skuddet, var helt rød i hovedet af forlegenhed og undskyldte i ét væk.

“Slap af, det gør ikke noget. Bare vær forsigtig! Vi er alle sammen trætte,” sagde jeg og satte punktum for episoden.

Jeg tænkte på at ringe til Papa, men så kom jeg i tanker om, at mobildækningen var ret sporadisk i området. Vi sad stadig og ventede. Et par af mine folk gik på toilettet eller ud for at hente vand.

Jeg havde allerede set mindst tre helikoptere tage af sted, og det var stadig ikke blevet vores tur. Jeg havde ikke lyst til at virke utålmodig, især ikke når tilbuddet virkede så generøst. Til sidst gik jeg ud for at se, hvad der foregik.

Obersten stod udenfor i samtale med mine sikkerhedsfolk. Da han så mig, afbrød han samtalen.

“Jeg beklager meget, frue, men jeg har netop fået ordre om ikke at tage Dem med i helikopteren. Det er en ordre fra allerhøjeste sted, og jeg kan intet stille op.”

“Nå, men i så fald må vi gå tilbage til Plan A. Kan vi tage af sted med det samme, de herrer?”

Mine sikkerhedsfolk var blevet påfaldende tavse. Så foreslog obersten mig, at jeg henvendte mig personligt til hans general, som var ude på flyvepladsen. “Hvis nogen kan give Dem lov, så er det ham.”

Jeg kiggede mig omkring og fik øje på en stor, tvært udseende mand, der stod og udstedte ordrer på landingsbanen. Obersten nikkede, før jeg overhovedet havde åbnet munden: Jo, det var ganske rigtigt hans overordnede.

Generalens aggressive tonefald forvirrede mig. “Jeg kan ikke hjælpe Dem. Vær venlig at forlade landingsbanen!” Et øjeblik troede jeg, at han ikke kunne genkende mig, og jeg prøvede at forklare mit ærinde. Men han vidste udmærket, hvem jeg var, og hvad jeg ville.

Han var irritabel, blev ved med at tale til sine underordnede, udstedte ordrer og ignorerede mig, så jeg endte med at stå og tale med mig selv. Han var ganske givet forudindtaget, formentlig på grund af nogle diskussioner i kongressen, under hvilke jeg havde afsløret 60

eksempler på korruption blandt visse højtstående militærembedsmænd. Uden at jeg selv var klar over det, havde jeg hævet stemmen.

Og før jeg vidste af det, var der kameraer overalt, og vi var pludselig blevet omringet af en gruppe journalister.

Generalen lagde en arm om min skulder og førte mig hen imod terminalen for at få mig væk fra landingsbanen og kameraerne.

Han forklarede, at han handlede efter ordre, at præsidenten ville ankomme om lidt, at han havde 100 journalister med, og at de skulle bruge helikopterne for at komme ud til San Vicente. “Hvis De venter her,” tilføjede han, “kommer han lige forbi Dem. Så kan De selv tale med ham. Det er mit bedste bud.”

Dér stod jeg, med armene hængende ned langs siden, og spekulerede på, om jeg overhovedet skulle indlade mig på det paradenummer. Et kobbel journalister styrtede over for at filme præsidentens landing. Nu var det umuligt at forlade stedet. Det ville virke uhøfligt.

Situationen blev ikke mindre pinlig af, at vi dagen forinden havde bedt om lov til at rejse sammen med den gruppe journalister, der skulle med til San Vicente, hvilket præsidenten personligt havde nægtet os. I det sidste døgn havde nyhedsudsendelserne på tv uophørligt gentaget, at regionen var blevet befriet, og at FARC havde trukket sig helt ud. Det var det, præsidentens rejse til San Vicente nu skulle bevise. Regeringen var nødt til at demonstrere over for omverdenen, at fredsprocessen ikke havde været en stor fejltagelse – at det ikke var den, der havde ført til, at guerillaerne havde overtaget en betragtelig portion af landet. Så vidt jeg kunne se, var zonen under militær kontrol. Siden vi ankom, var der fløjet en lind strøm af helikoptere fra de væbnede styrker af sted mod San Vicente. Hvis Pastrana afviste os igen, ville vi simpelthen være nødt til at køre videre i bil, som vi oprindelig havde planlagt, uden at spilde mere tid.

Præsidentens fly landede, der blev rullet en rød løber ud på landingsbanen, og landgangstrappen blev kørt hen foran flydøren. Men døren forblev lukket. Der dukkede nogle ansigter frem i vinduerne, men de forsvandt hurtigt igen. Jeg stod midt i det hele, klemt inde mellem rækken af soldater på parade og horden af journalister bag mig. Jeg tænkte kun på at komme væk.

61

Mit forhold til præsident Pastrana havde ikke altid været det bedste. Jeg havde støttet ham, da han stillede op som præsident, på betingelse af at han indførte omfattende reformer mod politisk korruption, i særdeleshed ved at ændre valgsystemet. Men han havde brudt sit løfte, og jeg var gået over til oppositionen. Han havde vendt mit parti ryggen, og det var også lykkedes ham at skabe splittelse i mit parti ved at lokke to af mine senatorer over på sin egen side.

Ikke desto mindre havde jeg altid støttet ham i fredsprocessen.

Da vi havde mødt hinanden tidligere på måneden ved et cocktailparty på den franske ambassade, havde han takket mig for min trofaste opbakning til fredsforhandlingerne.

Endelig blev flydøren åbnet. Det var ikke præsidenten, der trådte ud som den første, men hans sekretær. Jeg kom pludselig i tanker om en episode, jeg ikke havde tænkt på før. Under det tv-transmitterede møde med FARC’s ledelse ni dage forinden havde jeg støttet idéen om, at begge parter burde holde deres løfter og vitterligt arbejde for at skabe tillid mellem regeringen og FARC. Min kritik af FARC havde utvivlsomt været skarp, men min kritik af regeringen havde været lige så skarp. Især havde jeg pointeret, at en regering, der så igennem fingre med korruption, ikke var en troværdig forhandlingspartner i fredsprocessen. Og jeg havde omtalt en skandale, hvor præsidentens sekretær var blevet beskyldt for at have tiltusket sig visse fordele, og havde sagt, at han burde træde tilbage. Men de to mænd var nære venner. Når præsidenten lod sin sekretær gå fra borde som den første, var det med klar adresse til mig: Han var rasende over, hvad jeg havde sagt. Han lod sin sekretær gå først ud, så jeg kunne se, at han havde præsidentens fulde opbakning.

Det næste, der skete, bekræftede min mistanke. Præsidenten stormede lige forbi mig, uden så meget som et håndtryk. Uden at kommentere hans affærdigelse, drejede jeg om på hælen og bed mig i læben. Det havde været dumt af mig at forvente andet. Jeg skulle ikke have ventet på ham, men bare være taget af sted.

Jeg gik over til mine folk, som stod og så rådvilde ud.

“Vi er nødt til at komme af sted. Vi er allerede meget forsinkede!”

Politikaptajnen var rød i hovedet som en krebs. Han svedte tran i sin uniform. Jeg skulle lige til at muntre ham op med en venlig 62

bemærkning, da han sagde: “Frue, tilgiv mig, jeg har netop modtaget en uimodsigelig ordre fra Bogotá. Min mission er aflyst. Jeg kan ikke ledsage Dem til San Vicente.”

Jeg stirrede målløs på ham.

“Vent. Det forstår jeg ikke. Hvilken ordre? Fra hvem? Hvad snakker De om?”

Han trådte nødtvungent frem og rakte mig det papir, han havde stået og krøllet nervøst i hænderne. Det var ganske rigtigt underskrevet af hans overordnede. Han forklarede, at han lige havde talt i telefon med Bogotá i 20 minutter, at han havde gjort alt, hvad han kunne, men at ordren kom “fra allerhøjeste sted”. Jeg spurgte ham, hvad han mente med det, og han svarede: “Fra præsidentens kontor, frue” og udstødte et dybt suk.

Jeg var lamslået, da jeg begyndte at fatte konsekvenserne. Hvis jeg tog videre til San Vicente, ville det endnu en gang være uden beskyttelse. Det var sket før: Regeringen havde nægtet os eskorte, da vi skulle igennem Magdalena Medio, som er de paramilitæres område. Jeg så mig omkring. Landingsbanen var efterhånden øde; de sidste journalister fra præsidentens følge var ved at stige om bord i en halvtom helikopter, og der stod tre helikoptere mere med roterende propeller klar til afgang, men uden passagerer.

Generalen kom hen til mig og sagde i et højrøstet, patroniserende tonefald: “Det var jo det, jeg sagde!”

“Okay, hvad foreslår De i stedet?” spurgte jeg irriteret. Hvis jeg ikke var blevet tilbudt at flyve med en af helikopterne, ville jeg jo være kørt mod San Vicente for længe siden, og så havde vi allerede været der!

“Gør som planlagt! Kør i bil!” kommanderede han, hvorefter jeg så ham forsvinde ind i terminalen med alle sine striber på skuldrene.

Men det var ikke så enkelt. Vi havde brug for pansrede køretøjer.

Jeg gik over til mine sikkerhedsfolk for at finde ud af, hvad de lokale havde arrangeret af transport til os. Alle tøvede, vidste ikke, hvad de skulle sige. En af dem var blevet sendt af sted for at finde ud af, hvad der foregik, og kom tilbage med brødebetynget mine: “De lokale sikkerhedsfolk er også væk. De fik ordre til at afbryde missionen.”

Nogen havde virkelig stukket en effektiv kæp i hjulet for, at jeg 63

kunne komme til San Vicente. Præsidenten var formentlig bange for, at min tilstedeværelse i byen ville sætte ham i et dårligt lys. Jeg satte mig ned et øjeblik for at tænke situationen igennem. Varmen, postyret, følelserne – min hjerne var i oprør. Jeg ville gerne gøre det rigtige.

Hvad ville der blive af vores demokrati, hvis præsidentkandidater af sikkerhedsårsager var nødt til at acceptere, at deres kampagnestrategi var afhængig af regeringens godkendelse? Hvis vi blev enige om ikke at tage til San Vicente, ville det betyde, at vi accepterede en selvmorderisk censur. Vi ville miste friheden til at tale frit om krig og fred. Vi ville miste evnen til at handle på vegne af de marginaliserede dele af befolkningen, som ikke blev hørt. Så kunne den siddende præsident lige så godt selv udnævne sin efterfølger.

Det var lykkedes en af mine sikkerhedsfolk at indynde sig hos nogle af sikkerhedsmedarbejderne i lufthavnen. Lufthavnen rådede over et køretøj, som vi muligvis kunne låne til vores tur til San Vicente.

Han gik ud for at undersøge det nærmere og kom tilbage med tilladelsen.

Det var en lille firedørs firehjulstrækker med åbent lad. Der var kun plads til fem personer, så den var meget langt fra den pansrede bil, vi havde regnet med. Jeg vendte mig om mod de andre i gruppen. Nogle lo, andre trak på skuldrene. Min logistikchef, Adair, trådte frem og tilbød at være chauffør. Uden tøven sagde Clara, at hun også gerne ville med. Vores pressemedarbejder takkede nej.

Han syntes, der skulle være plads til vores kameramand og en af de udenlandske journalister, der dækkede vores kampagne. To franske journalister diskuterede ivrigt indbyrdes. Til sidst besluttede den unge kvindelige journalist, at hun ikke ville med. Hun følte sig ikke tryg og foretrak at lade sin ældre kollega tage med os. Han ville også kunne tage nogle gode billeder.

En af mine sikkerhedsfolk kom hen til mig og spurgte, om vi lige kunne tale sammen under fire øjne. Han var den, der havde været med i sikkerhedsteamet længst: Han havde passet på mig i mere end tre år.

“Jeg vil meget gerne tage med dig,” sagde han. Han så nervøs og plaget ud. “Jeg kan ikke lide den måde, de behandler dig på.”

64

“Har du talt med din overordnede?”

“Ja.” “Hvis du tager med mig, risikerer du så ikke at miste dit job?”

“Det vil uden tvivl give nogle problemer.”

“Nej, ved du hvad – det er ikke nu, vi skal have flere problemer på halsen.”

Men jeg ville gerne have hans råd og spurgte: “Hvad tænker du om ruten? Tror du, den kan være farlig?”

Han smilede trist og svarede med resigneret mine: “Ikke farligere end så mange andre steder.”

Så tilføjede han i et oprigtigt tonefald: “Der er soldater overalt.

Det er i hvert fald mindre farligt, end da vi kørte igennem Magdalena! Ring til mig, så snart I kommer til San Vicente. Jeg vil gøre hvad som helst for at sikre, at hjemturen ikke bliver lige så besværlig.”

Mine kampagnefolk havde plastret bilen til med improviserede skilte med mit navn og ordet “Fred”. Lige da vi skulle til at køre, kom den mand fra lufthavnens sikkerhedsafdeling, der havde lånt os bilen, løbende med et ophidset udtryk i ansigtet og en bunke papirer i hånden. Forpustet fik han fremstammet: “I kan ikke tage af sted, før I har skrevet under på, at I selv tager ansvaret! Det er en bil, der tilhører myndighederne, forstår I, og hvis I kommer ud for en ulykke, er I nødt til at dække udgifterne!”

Jeg lukkede øjnene og følte det et øjeblik, som om jeg var med i en mexicansk filmkomedie. Det var tydeligt, at de ville gøre alt for at forsinke os. Jeg tog en dyb indånding i et forsøg på at opbyde en smule tålmodighed. “Hvor skal jeg skrive under?”

Clara tog papirerne. “Det ordner jeg,” sagde hun venligt. “Forhåbentlig har jeg ikke studeret jura forgæves!”

Jeg lo og lod hende tage sig af det. Klokken var allerede 12. Varmen var ved at blive kvælende, og vi kunne ikke vente længere.

Så kørte vi af sted, med airconditionanlægget kørende for fuld kraft. Alene tanken om, at vi skulle sidde to timer i den lille metalovn og indånde kunstig luft, var ulidelig.

“Der er en militær kontrolpost ved afkørslen til Florencia. Det er ren rutine,” sagde jeg.

Jeg havde kørt ruten mange gange før. Den militære afspærring gav altid anledning til nervøsitet. Vi nåede hurtigt frem til den. Der 65

holdt en lang bilkø og ventede tålmodigt. Alle skulle gennemsøges.

Vi holdt ind til siden, parkerede vognen og stod ud.

I samme øjeblik ringede min mobiltelefon. Jeg rodede rundt i min taske for at finde den. Det var min mor. Jeg var forbløffet over, at hendes opkald var gået igennem. Normalt er der ikke mobildækning uden for Florencia. Jeg fortalte hende, hvordan turen var gået indtil videre. “Min eskorte fik besked på ikke at eskortere mig. Det var åbenbart en ordre fra selveste præsidenten. Men jeg er nødt til at fortsætte. Jeg har lovet det. Jeg ville ønske, jeg var sammen med Papa. Hils ham og sig, jeg elsker ham.”

Min mor havde selv været senator og vidste, hvor krævende en valgkamp kan være. “Bare rolig, min skat. Jeg skal nok sige det til ham. Og jeg er hos dig hvert sekund. Jeg er med dig hele vejen. Pas på dig selv.”

Mens jeg talte med min mor, havde soldaterne overtaget vores køretøj og var i gang med at endevende alt, måtterne, handskerummet og vores tasker. Da vi havde afsluttet samtalen, skulle jeg lige til at ringe til min far, men lod være. I stedet gik jeg over til en militærmand, der stod et lille stykke væk fra al postyret, og som så ud til at være den overordnede. Jeg ville spørge ham, hvordan forholdene var længere fremme.

“Alt er normalt. Vi har ikke haft nogen problemer indtil videre.”

“Hvad er Deres egen vurdering?”

“Det kan jeg ikke sige Dem noget om, frue.”

“Javel. Men tak alligevel.”

Vi kørte videre lige bag en bus og ved siden af en lille motorcykel, som blev kørt alt, hvad den kunne trække, af en ung kvinde med bare arme og flagrende hår og blikket klistret til asfalten. Hun gassede helt op, men havde lidt svært ved at følge med; det så ud, som om hun ville køre ræs med os. Det hele var ret komisk, og vi grinede af det. Men hendes motorcykel lavede en skrækkelig larm. Vi gassede lidt op for at komme væk fra hende og for hurtigere at komme frem til benzintanken i Montañitas, hvor vi var nødt til at holde ind.

Hver gang jeg kørte ad denne rute, holdt jeg ind der for at tanke op og få noget koldt vand og en sludder med ejeren.

Hun var på pletten som altid. Jeg hilste på hende, glad for at møde en venlig sjæl.

66

“Jeg er så lettet over, at de er væk!” indrømmede hun. “De guerillaer rykkede ind i regionen, som om de ejede det hele. De gav mig en masse problemer. Nu har hæren ryddet området. De har gjort det godt.”

“Hvad med de kontrolposter, som guerillaerne havde stillet op langs vejen? Er de der stadig?”

“Nej, nej. Vejen er helt fri. Jeg burde være den første til at vide det, for alle tomme benzindunke kommer min vej forbi – så jeg ville vide det, hvis der var noget på færde.”

Jeg gik fortrøstningsfuld tilbage til bilen og fortalte de andre, hvad ejeren havde sagt. “Jeg er helt sikker på, at de ikke ønsker at se os i San Vicente,” sagde jeg bittert. “Det er bare ærgerligt. Vi kommer for sent, men vi kommer i hvert fald.”

Vi kørte videre, og et kvarter senere fik vi øje på nogle mennesker, der sad midt på vejen længere fremme. Da vi kom nærmere, så vi, at nogen var i gang med at reparere en bro. På den forrige tur havde vi haft præcis samme problem på vejen tilbage fra San Vicente.

Dengang var det regntid; floden var løbet over sine bredder, og presset fra vandet havde gjort broen usikker. I dag flød vandet i en smal strøm, så vi skulle bare køre en lille omvej. To mennesker rejste sig for at vise, hvilken retning vi skulle køre i stedet. Vi drejede til venstre og kørte ned langs dæmningen.

Foran os var en Røde Kors-bil på vej mod vandet i samme retning som os. Da den nåede op på den modsatte bred, hvor vejen fortsatte, forsvandt den af syne. Vi fulgte efter.

Jeg så dem, så snart vi nåede toppen af dæmningen. De havde uniformer på og rifler over skulderen. De havde stillet sig op omkring Røde Kors-bilen. Instinktivt kiggede jeg ned på deres fodtøj.

De havde sorte støvler på, den slags som bønder typisk gik med i sumpområderne. Jeg havde lært at kende forskel på støvler. Hvis de var af læder, var de hærens. Hvis de var af gummi, var de FARC’s.

Disse var af gummi.

En af guerillaerne, der bar på en AK-47’er, havde fået øje på os og løb hen til bilen.

“Vend om!” beordrede han. “Vejen er lukket.”

Min logistikchef så på mig. Hvad skulle han gøre? Jeg tøvede et øjeblik, to sekunder, der skulle vise sig at blive afgørende. Det var 67

ikke første gang, jeg var stødt på en FARC-kontrolpost. Normalt vekslede man nogle ord med gruppens overordnede, som så indhentede tilladelse via sin radio, og så fik man lov til at køre igennem. Men det var dengang, området var en “afmilitariseret” zone – før fredsforhandlingerne i San Vicente var brudt sammen. Det sidste døgn havde vendt op og ned på det hele. Nu var atmosfæren mere spændt, end jeg nogensinde havde oplevet før.

“Vend om, hurtigt!” sagde jeg til Adair. Men det var ikke så ligetil.

Vi sad fast mellem Røde Kors-bilen og flodbredden. Han begyndte at manøvrere bilen; presset på ham var intenst.

“Hurtigt, hurtigt!” råbte jeg.

Jeg havde allerede set de pistolmundinger, der pegede i vores retning. Et stykke derfra udstedte guerillaernes leder en ordre og råbte noget til os. En af hans mænd kom løbende hen til bilen med et truende udtryk i ansigtet. Vi manglede den sidste fjerdedel af vendingen, da han nåede hen til os, lagde hånden på fordøren og gav tegn til Adair om at rulle vinduet ned.

“I stopper lige der! Kommandøren vil tale med jer. Ingen hurtige bevægelser.”

Jeg havde ikke reageret hurtigt nok. Vi skulle være vendt om og kørt tilbage uden at tøve. Jeg var vred på mig selv. Jeg så bagud.

Mine medpassagerer var hvide i ansigterne af skræk.

“I skal ikke være bange,” sagde jeg og tvang mig selv til at tro på det. “Der sker ikke noget.”

Kommandøren stak hovedet ind gennem vinduet i førersiden og kiggede indgående på hver af os, én efter én. Han standsede, da han kom til mig, og spurgte: “Er det dig, der er Ingrid Betancourt?”

“Ja, det er mig.”

Det var lidt svært at nægte, når mit navn var plastret ud over hele bilen.

“Godt. Kom med mig. Kør ind til siden og parker. I er nødt til at klemme jer imellem de to busser.”

Han blev ved med at holde fast i døren og tvang os dermed til at køre meget langsomt. Det var i det øjeblik, jeg lagde mærke til en stærk lugt af benzin. En mand med en gul dunk i hånden stod og hældte indholdet ud over de to busser. Jeg hørte motorstøj og vendte mig om. Det var den unge kvinde på motorcyklen, der var gået lige 68

i fælden, ligesom os. En af guerillaerne fik hende til at stige af motorcyklen, tog den fra hende og gav hende tegn til at forsvinde. Dér stod hun uden at vide, hvad hun skulle stille op. Hendes motorcykel blev overhældt med benzin. Hun forstod og skyndte sig ned mod broen.

En kraftig, storsvedende mand med kobberfarvet hud og stort, sort overskæg travede frem og tilbage hen over vejen, mens han viftede sig nervøst med et rødt lommetørklæde og vred sig i hænderne, til knoerne var helt hvide. Hans ansigt var helt fortrukket af ængstelse. Det måtte være buschaufføren.

Et kort øjeblik, mens vi passerede mellem de to køretøjer, mistede vi passagererne fra Røde Kors-bilen af syne, som stod i vejkanten og blev tilbageholdt med pistoler rettet imod sig og med øjnene stift rettet mod os.

Kommandøren standsede os efter et par meter. Så beordrede han den mand, der havde overhældt den unge kvindes motorcykel med benzin, til at efterlade dunken ved busserne og løbe over til os. Netop da han var på vej over i rabatten, skete der en eksplosion, og det gav et sæt i os alle af forskrækkelse. Jeg så, hvordan manden blev kastet op i luften og derefter faldt til jorden, hvor han blev liggende som en sammenrullet bylt. Han lå i en blodpøl, og hans chokerede øjne fæstnede sig på mig med et forvirret udtryk, som var han ude af stand til at forstå, hvad der var sket med ham.

Kommandøren råbte; fornærmelser og ukvemsord flød fra hans læber. I samme øjeblik begyndte manden at skrige af rædsel, idet han rakte bagud og fik fat på sin støvle – med den del af hans ben i, som han havde fået revet af, og som lå tilsølet i blod og med knoglerne stikkende ud.

“Jeg dør, jeg dør!” hylede han. Kommandøren beordrede sine mænd til at lægge ham op på ladet af vores vogn. Manden var indsmurt i blod, der flød i alle retninger. Overalt sad der strimler af blodigt kød; karosseriet og sidespejlet på vores bil var oversprøjtet.

Der sad stumper fast på folks tøj, i deres hår og ansigter. Lugten af brændt kød, kombineret med lugten af blod og benzin, fyldte os med væmmelse.

Jeg hørte mig selv sige: “Vi kan køre ham på hospitalet. Vi kan hjælpe!”

69

Jeg talte til gruppens leder, som om jeg talte til en, der havde været ude for en bilulykke.

“Du kører ingen steder, før jeg siger til,” sagde han.

Så vendte han sig om og beordrede den sårede til at holde kæft, hvilket han straks gjorde for i stedet at give sig til klynke svagt som en hund, der er fanget mellem smerte og frygt. Kommandøren virkede tilfreds.

“Af sted,” beordrede han vores chauffør. “Kør forsigtigt, men lad det gå stærkt!”

Uden at tøve begyndte Adair at køre væk, netop som de sidste medlemmer af FARC-gruppen hoppede op på ladet. En af dem skubbede mine venner om på bagsædet med sit enorme riffelløb, hvorefter han selv satte sig ind og stillede riflen ret op og ned mellem sine fødder. Han undskyldte, at vi var nødt til at rykke sammen, smilede og kiggede lige frem for sig. Alle sad klemt tæt sammen, skulder mod skulder, og prøvede at undgå øjenkontakt med den nyankomne.

“Bare rolig,” sagde jeg på fransk til den journalist, der var med os. “Det er mig, de er ude efter. Der sker ikke noget med jer andre.”

Han nikkede, men så ikke spor overbevist ud. Perler af sved sprang frem på hans pande. Jeg så ud ad bagruden og blev vidne til den forfærdende scene, der udspillede sig på ladet af bilen. Den sårede græd og holdt om sin benstump med begge hænder. Hans kammerater havde prøvet at lave en slags årepresse ud af en af deres skjorter, men blodet strømmede stadig ud igennem det for længst gennemblødte stof. Hvert andet sekund kørte bilen over et bump, hvilket gjorde det umuligt for dem at lægge en ny forbinding. Kommandøren hamrede en knytnæve ind i siden af vognen og råbte et eller andet uforståeligt, hvorefter bilen sagtnede farten. Den såredes hoved faldt tilbage; han havde lilla skygger under øjnene og var allerede halvt bevidstløs.

I cirka 20 minutter kørte vi hen ad en smal, knoldet, støvet vej i den djævelske hede, indtil lederen gav ordre om at stoppe, lige før vejen slog et sving rundt om et forbjerg.

Pludselig var bilen omringet af unge mennesker. Der var kvinder med flettet, opsat hår og brede smil, alle sammen teenagere, der var lykkeligt uvidende om dramaet. Flere af dem hjalp med at bære den 70

sårede mand ned fra ladet og hen mod et delvist afskærmet område, hvor vi lige kunne ane taget af et hus.

“Det er vores hospital,” lød det stolt fra den unge mand, der sad ved siden af os i bilen. “Han skal nok klare den. Vi er vant til den slags.”

Vi havde ikke engang holdt stille i ét minut, før lederen gav ordre til at køre videre. Andre bevæbnede mænd sprang op på ladet og blev stående oprejst, trods farten og bumpene på vejen.

Efter ti minutter standsede bilen igen. En af de nytilkomne hoppede ud og åbnede dørene. “Alle skal ud! Fart på!” Han pegede på os med sin pistol og greb mig i armen. “Giv mig din mobiltelefon!

Vis mig, hvad du har der!” Han undersøgte min taske og skubbede mig fremad, mens han pressede pistolmundingen mod min nakke.

Jeg havde hele tiden klynget mig til håbet om, at de ville tage os med et sted hen, hvor den sårede kunne få pleje, og at vi derfra ville få lov at vende om og tage tilbage.

Nu var jeg nødt til at se i øjnene, hvad der var sket. Jeg var netop blevet taget som gidsel.