Luskefisefortællinger - af Jens Blendstrup

100 mm

Gud taler UD „Man kunne citere længe og langt fra dette genistykke af en bog.“

3+185+3 mm

Erik Skyum-Nielsen, Information

Pludselig flæben „Latter og gråd de vandrer til hobe i Jens Blendstrups barokke og absurde noveller, som sprudler af tragikomisk humor, når de er bedst (...) Det stærke ved Blendstrups noveller er, at han med en surrealistisk drejning kan behandle alvorlige eksistentielle problemer og forholdet mellem mennesker på en helt original måde.“ Lars Handesten, Berlingske

Bombaygryde „Vi skal kun to punktummer og tre linjer ind i romanen, før Jens Blendstrup med al tydelighed understreger og fornyer sit ry som en uforudsigelig humorist med sans for livets grotesker ... en komisk roman med en særegen tone, psykologisk skarphed og satirisk bid.“ Klaus Rothstein, Weekendavisen

2+125 mm

„Vi er børn selvom vi får skæg og hår og hud og knogler og hobbies og mening og dør brølende under den kridhvide sol som kommer fra alle retninger, når vi har levet det vi skal leve, er vi børn. Jeg var barn med Neger Thomas og Klunke og Mumi. Jeg var også barn med Mikael og Finn og Kim. Når vi ringer til hinanden, sidder vi i vores huse og snakker om livets spil.

Med dybe stemmer og svingende kondition lader vi som om at legen den er slut, men det er den ikke. Halstørklædet klør. Skoene er løse. Der er huler i træernes toppe. Tryk på dine øjne og se.“ Luskefisefortællinger er Jens Blendstrups falske historier fra en sand barndom.

14,5 mm

Jens Blendstrup Luskefisefortællinger

Pressen skrev om

2+2,3

Omslag: Alette Bertelsen, AletteB.dk

125+2 mm

100 mm

2,3+2

Jens Blendstrup Luskefisefortællinger

F o t o : M i k l o s S z a bo

JACKET / CMYK

roman

Jens Blendstrup

født 1968 i Århus, debuterede 1994 med Mennesker i en mistbænk og har siden udsendt Dame til fornuftige priser, 1999, Laterna Vagina, 2000, Gud taler ud, 2004, Pludselig flæben, 2007, Toværelses med lykkelig udgang (s.m. Lars Gundersen) 2008, Bombaygryde, 2010 og Berlin – Øjenvidnevariationer (s.m. Lars Gundersen) 2012. Jens Blendstrup er desuden forsanger, tekstforfatter og Frode i Frodegruppen 40.

Samleren

Samleren

Jens Blendstrup

Luskefisefortællinger

SAMLEREN

3

Luskefisefortællinger © Jens Blendstrup og Samleren/rosinante&co, København 2014 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Alette Bertelsen, aletteb.dk Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-2960-1 Printed in Latvia 2013 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tak til

Samleren er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

4

prolo g Vi er børn i mærkelige dyre sko. Vi tror det er noget vi køber, men man kan ikke købe usikkerhedens sko. Vi kysser vores koner og kærester på vej ud ad døren, men inderst inde tænker vi på skoene og tøjet og på hvordan vi endte her i denne udklædning. Vi var midt i en leg, det var der det startede. Vi fik det bare aldrig af os.

Det fortælles, at der står et klædeskab ved et hav. Fra et klubværelse så mørkt at det blev metafysisk. Dette er den standsede legs skab! Her hænger verdens mest lyserøde kjoler, damehatte fra før vi fik smag. Rystende sørøversværd af trøsket træ. Det vælter ud med glemte vanter og stikkende halstørklæder, og vamser vi ikke kan få af.

Vi er børn selvom vi får skæg og hår og hud og knogler og hobbies og mening og dør brølende under den kridhvide sol som kommer fra alle retninger, når vi har levet det vi skal leve, er vi børn. Jeg var barn med Neger Thomas, og Klunke og Mumi. Jeg var også barn med Mikael og Finn og Kim. Når vi ringer til hinanden, sidder vi i vores huse og snakker om livets spil. Med dybe stemmer og svingende kondition lader vi som om at legen den er 5

slut, men det er den ikke. Halstørklædet klør. Skoene er løse. Der er huler i træernes toppe. Tryk på dine øjne og se.

6

Fru Granat kiggede ud over klassen. Hun havde skrevet ordet erindring efterfulgt af et spørgsmålstegn op på tavlen.

Heino, hvad er erindring?

Det er noget hø, sagde Heino. Det er sådan noget hø.

Latter.

Narh, det er ikke helt rigtigt, Heino.

Heino så ned i bordet. Hvor der var dybe streger fra hans passer. Jeg tror godt Heino vidste hvad erindring var, han gad bare ikke sige det.

Er der nogen der ved hvad erindring er?

Jeg rakte min hånd i vejret. Hjemme hos mig foregik der utroligt meget erindring.

Erindring er det vi laver nu som så stampes sammen i hjernen som gammelt hestemøg, som vi så graver op og bruger når vi bliver gamle og ikke oplever så meget mere, fru Granat.

Vores lærer så på mig.

Kan du blive bare en lille smule mere præcis, Jens?

Ja ... Altså ...

7

Erindring, sagde fru Granat, det er bare noget vi husker, ikke også Jens?

Jo, sagde jeg og rødmede.

8

Om sommeren var vi altid ude. Vi lå rundtomkring bag hegnene og gemte os for ikke at blive sparket i dåsen. Vi kom aldrig ind, og vi hed ikke længere Blender, Klunke, Bimse, Heino, Mikael og Neger Thomas. Vi var nogle andre, skarptslebne sten med barnehænder. Luften var kold, men ikke ubehagelig, livet var langt, men ikke evigt. Det var sådan det var at være barn. Og de kunne ikke kalde os ind, for snoren til de gamle var knækket, den jullede rundt, det var kun når vi selv tog den op vi gik hjem. Nogle gange gik vi bare hjem til hinanden.

9

Jeg sad sammen med Bimse i hans legehus. Deres hund Rex luskede hen i skyggen af et træ. Det var afsindigt meget sommer. Vi var nærmest smeltet.

Når hunde hører sirener, begynder de at hyle. Det er fordi de tror at ambulancen er deres forfar der kalder på dem.

Pis og papir sagde Bimse som aldrig sagde meget. Men i hedebølgen var han blevet decideret tavs.

Når hunde hyler er det fordi de er kede af at der er nogen der er kommet til skade.

Pis og papir, sagde Bimse.

O.k. så sig du hvorfor de hyler når de hører ambulancer?

Munden går og klokken slår, sagde Bimse.

10