blodig_genvej

Format: 143x225mm + 5mm til ombukning Flap: 220x90mm 3mm til beskæring

Mat kachering - partiel lak - se guide side 2 ryg: 33mm

Med Blodig genvej er Julie Hastrup tilbage med en ny og grufuld krimigåde med drabssektionens Rebekka Holm.

En varm julidag forsvinder den ni-årige Sofie Kyhn Larsen fra Naturlegepladsen i Valbyparken, hvor hun er på udflugt med sin familie. Politiet finder hurtigt hendes mobiltelefon, men ellers er hun som forduftet.

Pressen skrev om det blinde punkt ”Det er plottet, der er i højsædet, og her er der fuld fart over feltet. Det blinde punkt er en af de bøger, man har svært ved at lægge fra sig, når man først har hæftet blikket fast på side 1.”

– Nanna Frank Rasmussen, Jyllands-Posten

Rebekka Holm og hendes makker, Reza Aghajan, sættes på sagen og kommer på deres hidtil vanskeligste opgave. Sporene er få og forvirrende og peger på flere forskellige gerningsmænd. Situationen tilspidses yderligere, da endnu en pige forsvinder. Bliver hun den sidste? Rebekka presses fra alle sider – også privat.

Blodig genvej er en selvstændig fortsættelse af bestsellerne En torn i øjet og Det blinde punkt. Nye læsere kan begynde her.

Foto © Line Thit Klein

”Plottet er fantastisk tænkt med et hav af løse tråde, der bliver samlet efterhånden, som vi nærmer os slutningen. Julie Hastrup er forrygende god til at bygge en spændingskurve op, og hun gør det i det helt rigtige tempo.”

– Vibeke Toft-Nielsen, Fyens Stiftstidende

Julie Hastrup (f. 1968) er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har bl.a. arbejdet på TV2/Lorry og Danmarks Radio. Hun debuterede i 2009 med bestselleren En torn i øjet, første del af hendes krimiserie med efterforsker Rebekka Holm i hovedrollen. Anden del af serien, Det blinde punkt, udkom i 2010.

Læs mere om forfatteren på www.juliehastrup.dk ISBN 978-87-638-1433-1 CICERO FORUM HØST & SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN

9 788763 814331

en rebekka holm-krimi rosinante

Omslag: Anne Kragelund Foto © Stephen Mulcahey / Arcangel Images

JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 1 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011 /first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie

blodig genvej

JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 2 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011 /first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie

Af samme forfatter En torn i øjet (2009) Det blinde punkt (2010)

JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 3 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011 /first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie

Julie Hastrup

Blodig genvej krimi

Rosinante

JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 4 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011 /first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie

Blodig genvej © Julie Hastrup og Rosinante / rosinante&co, København 2011 1. udgave, 1. oplag, 2011 Omslag: Anne Kragelund Sat med The Antiqua B hos BookPartnerMedia og trykt hos CPI / Clausen & Bosse, Leck ISBN 978-87-6381-433-1 Printed in Germany 2011 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 5 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011 /first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie

Til Morten

JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 6 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011 /first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie

JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 7 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011 /first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie

JULI

JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 8 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011 /first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie

JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 9 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011 /first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie

»Sofie, du skal ikke løbe for langt væk. Vi spiser snart.« Morens stemme bølger gennem den friske luft og suser forbi Sofie, der løber alt, hvad hun kan, hen mod den stejle græsbakke.

Sofie ignorerer stemmen, hun vil ikke vende om, hun vil op på bakken, og hun holder fast med fingrene om det grove net og svinger kroppen opad mod toppen. Hun har glædet sig til udflugten til naturlegepladsen i ugevis, de har udsat turen flere gange på grund af regnvejr, og selvom onkel Bo ikke er dukket op som aftalt, kan hun mærke forventningen prikke i huden. »Fie, Fie ...« Hun hører lillebrorens stemme et sted fra menneskemængden under sig, og hun stopper kortvarigt op. Hun plejer altid at tage ham med sig, det forventer de voksne. Men hun gider ikke. Ikke i dag. Hun misser mod det skarpe lys, lukker et kort sekund øjnene, indsnuser duftene: det saftige græs, lugten af sved og grill, og lydene: en summen af barnestemmer, spredte glædesskrig, en hund, der gør. Lidt efter når hun højdepunktet, forpustet og stolt. Hun spejder ud over området, det føles, som om hun står på toppen af verden, og under hende bevæger flokke af mennesker sig, flest børn, som små toppede, kulørte bølger. Hun får øje på lillebroren i menneskemængden, genkender det lyse strithår, de lidt for stramme shorts. Han står så fortabt blandt en større gruppe børn, det rødmossede ansigt drejer først til den ene side, så til den anden, det er tydeligt, at han stadig spejder efter hende i vrimlen. Hun mærker trangen til at beskytte ham mod børnenes skubben og masen, ligesom hun beskytter ham mod de endeløse skænderier derhjemme, morens 9

JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 10 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011 /first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie

triste ansigt, og allermest mod Steffens voldsomme raseriudbrud, der kan få væggene til at dirre i lejligheden mange timer efter. Sofie skal netop til at løbe derned, da hun opdager, at lillebroren er forsvundet ud af hendes synsfelt, og lettelsen bølger gennem kroppen. Hvad skal hun bruge al tiden på? tænker hun og tygger ihærdigt på det bløde tyggegummi med jordbærsmag, hendes yndlings. Hun stopper hånden ned i lommen, klemmer hårdt om sedlerne. Hun har penge nu, flere end veninderne, og de er let tjente. Ingen har opdaget noget, det er hendes hemmelighed. Deres. Hun puster en stor boble, tyggegummiboblen skygger for udsynet nogle sekunder, inden den springer med et lille puf.

Hun går med langsomme skridt om på den anden side af græsbakken, nogle store drenge spiller volleyball på plænen, de har bare overkroppe, og musklerne bevæger sig levende under deres solbrune hud. Hun får øje på sin familie lidt længere borte, moren sidder på knæ og pakker mad ud, Steffen roder med grillen. Han ser lille ud herfra. Tænk, hvis han var så lille, når han gik amok. Så kunne hun så let som ingenting knuse ham i hånden, tvære ham helt flad. Hun smiler hurtigt ved tanken. »Flyt dig.« Sofie får et puf i ryggen og vender sig om. En jævnaldrende dreng ser trodsigt på hende, og hun mærker raseriet flamme for øjnene. Hun vil være i fred, hun vil ikke forstyrres.

Drengen maser sig forbi hende med et hånligt smil i mundvigen, og hun har lyst til at slå ham på den stribede ryg, men hun gør det ikke. Hun tør ikke. I stedet knytter hun hænderne så hårdt sammen, at sedlerne bliver fugtige mod håndfladen, og venter på, at han går sin vej.

Solen bager, stor og gul. Sofie kan mærke, at hun har for meget tøj på, sveden pibler ned ad nakken på hende. Hun tager den langærmede trøje af, binder den om livet. Hun har en lilla undertrøje på indenunder, hendes favorit, med blondekant foroven.

Hun ser ned ad sig selv, den spinkle brystkasse og maven, der falder lidt ud over linningen på cowboynederdelen, en lille smule 10

JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 11 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011 /first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie

blød. Maria har en helt flad mave, navlen stikker frem som en rund, hård kugle, hun er heldig. Maria er altid den heldige. Sofie dvæler et øjeblik ved tanken om sin bedste veninde. De går tit arm i arm i skolegården, men nogle gange ignorerer Maria hende, og så må hun gå rundt alene, mens Maria går sammen med en af de andre piger.

Hun får øje på et tæt bevokset område langs vejen. Hun følger nogle træplanker derind og er så omgivet af jordhøje, masser af tykt krat og høje træer. Det ligner en lille skov. Tæt ved hegnet ud mod vejen står en halvfærdig hule. Hun smiler for sig selv, ser sig omkring. Der er ingen mennesker, ingen larmende børn. Her kan hun sidde i fred. Hun brækker en gren af, går lidt rundt på græsset og prikker med den i jorden. Hun beslutter sig for, at hun vil gøre hulen færdig, gøre den rigtig fin. Hun samler grene med blade på, store, saftiggrønne blade. Hun er alene, hun har det hele for sig selv, og hun fyldes af en pludselig lykkefølelse, det bruser i maven på hende, som en sodavand. Hun bygger energisk videre på hulen, den tager form, taget strutter grønt, den ligner en af dem i historiebøgerne i skolen. Sveden hagler af hende, hun gisper forpustet, tørrer sig med en flig af undertrøjen. Bare hun var ved stranden nu og kunne bade, men det gider mor og Steffen ikke. Der er alt for langt, siger de. Maria bader sikkert lige nu. Sofie ved, at hun skulle til udlandet, Spanien vist, og flyve med flyvemaskine. Sofie snøfter, mens hun forestiller sig udlandet. Maria har prøvet det før, det er noget med swimmingpools, palmer og store isdesserter. Maria er heldig.

Hun hører en skrabende lyd og drejer ansigtet. En bil er standset ude på vejen, og noget ved den får hende til at tøve nogle sekunder, så vender hun atter tilbage til hulebyggeriet. Hun har lavet et kighul i den ene side, og et øjeblik ønsker hun, at lillebroren ville være der for at beundre den eller endnu bedre Maria, men der er ikke nogen. Hun overvejer at hente sin mor, men opgiver ideen med et snøft. Det prikker lidt i øjnene, når hun tænker på, hvordan det hele er derhjemme, og hun vifter hurtigt 11

JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 12 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011 /first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie

tankerne væk. Hulen er næsten færdig, den er blevet fin. Det er et slot, et smukt slot, hvor ingen råber. Hun har sin egen hund, den følger hele tiden efter hende, og hun kan næsten mærke dens fugtige snude mod sine bare ben. Nu kan hun samle mad og lege, at hun ...

Hun fryser pludselig, de høje træer over hende virker mørke og truende, med lange, sorte grene som arme, der griber ud efter hende. Hun skutter sig, vil tage trøjen på igen, da en mørk skygge bevæger sig ind i hendes synsfelt, og hun ser hurtigt op.

Han stirrer ned på hende, og i det øjeblik, hun møder hans blik, ved hun, at noget er helt galt.

Saved by the bell. Rebekka kunne ikke mindes, at hun nogensinde havde været mere taknemmelig for telefonens kimen, end da hun sad i sofaen med Michael over for sig og den dårlige samvittighed malet i ansigtet. Det var ikke mere end tre uger siden, de havde set hinanden, og alligevel var det lykkedes hende at gå i seng med en anden mand, Niclas, en svensk kollega, som havde været på en kort visit i Danmark. Hun var rystet over sig selv – ikke desto mindre havde det føltes så godt, da hun gjorde det, at det var svært at fortryde. Hun fandt den kimende mobiltelefon i vindueskarmen og så, at det var drabschefen, Henrik Brodersen, der ringede. Hun havde knap nået at sige hej, før han buldrede løs: »Rebekka, er du der? Der er forsvundet et barn ...« Et barn. Rebekka mærkede pulsen stige. »En niårig pige. Sofie Kyhn Larsen. Hun er forsvundet i dag fra naturlegepladsen i Valbyparken. Det er lige ved siden af dig.« »Ja, jeg har hørt om stedet, men må tilstå, at jeg aldrig har været der. Hvornår forsvandt hun?« »Vi kender ikke det præcise tidspunkt. Familien – mor, sted12

JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 13 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011 /first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie

far, storebror og lillebror – samt et ældre ægtepar fra opgangen, hvor familien bor, tog til Valbyparken ved 13-tiden i dag. Ifølge de voksnes forklaringer løb børnene rundt på egen hånd og legede. Det var først, da de ville spise deres medbragte mad omkring klokken 14.30, at de begyndte at kigge efter Sofie. De brugte godt og vel halvanden time på at lede efter hende, blandt andet ringede de gentagne gange til hendes mobiltelefon, men den er slukket. Stedfaren fandt Sofies efterladte trøje i en lille lysning tæt på vejen, og det kunne jo tyde på, at der er foregået noget. Familien kontaktede derefter os. Da var klokken 16.53.« Rebekka kastede et blik på sit armbåndsur. Klokken var lidt i syv om aftenen. Der var altså gået mellem tre en halv og seks timer, siden pigen forsvandt. Som alle erfarne efterforskere vidste hun, at tiden var en væsentlig faktor, når et barn forsvandt.

For hver time der gik, steg risikoen markant for, at barnet ikke blev fundet i live. Rebekka fik de fornødne instrukser af sin chef, lagde på og vendte sig om mod Michael, der var blevet siddende i sofaen under hele samtalen. Han stirrede fraværende frem for sig og virkede uanfægtet af hendes samtale med drabschefen. »Michael.« Hun gik over mod ham, og han for sammen ved lyden af hendes stemme og vendte ansigtet op mod hende. »Ja?« En spyflue summede i vindueskarmen, og et øjeblik var dens desperate summen den eneste lyd i stuen. »Jeg bliver nødt til at gå. Brodersen har lige ringet. Der er forsvundet et barn på en legeplads her i nærheden, en niårig pige.« »Åh nej ...« Michaels ellers så solbrændte kulør blev blegere.

Rebekka nikkede og sendte også en hurtig tanke til hans datter, Amalie, som var på samme alder. Han rejste sig langsomt op fra sofaen, og et øjeblik stod de akavede over for hinanden, som to fremmede, usikre på, hvad der videre skulle ske.

13

JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 14 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011 /first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie

»Vi må tales ved. Rigtigt, du ved. Snart.« Rebekka lod hånden glide gennem håret, og Michael gik over mod døren til entreen. Hun fulgte efter ham ud i gangen, hvor han havde smidt sine ting, kort forinden da han var kommet, høj af glæde over at se hende efter flere uger med sparsom kontakt. På få minutter var det lykkedes hende at slukke hans spontane glæde og erstatte den med forvirring, og Rebekka mærkede skyldfølelsen stikke lidt i hjertet. Hvorfor skulle hun gøre tingene så besværlige? Der stod en skøn mand foran hende, en mand, som var moden og kærlig, og som ville have hende, helt som hun var. Hvorfor var det ikke nok?

Michael greb sin weekendtaske og så på hende med mørke øjne. Hun mærkede det vende sig indeni. Nu ville han sige de ord, ingen af dem havde turdet formulere. »Det fungerer ikke, Rebekka. Ikke sådan her.« Hun nikkede langsomt, turde ikke se ham i øjnene og stirrede i stedet for på de slidte træplanker. »Du har ret. Det gør det ikke ...« Michael slog ud med armene, åbnede munden, som ville han protestere, men tav så. Han bøjede sig frem, gav hende et hurtigt kys på toppen af håret og lukkede roligt døren efter sig.

Rebekka betragtede den lukkede dør nogle få sekunder, mens en sær cocktail af panik, lettelse og en slags vemod lagrede sig i kroppen. Skulle hun løbe efter ham, skrige, at det hele var en misforståelse, tigge ham om at blive. Hun genkaldte sig følelsen af at ligge i hans arme, duften af ham, af vind og vaskepulver, de blå øjne, der var indrammet af smilerynker, og erkendte, at hun aldrig havde følt sig mere tryg end lige præcis dér. Hun måtte tale ordentligt med ham, besluttede hun, men så dukkede Niclas op for hendes indre blik, som et flimrende billede af tunge muskler og salte kys, og forvirringen blev total. Der var intet andet at gøre end at dreje om på hælen, finde sin taske og sætte kurs mod Valbyparken.

14

JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 15 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011 /first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie

Rebekka ankom til Valbyparken få minutter senere. På trods af at hun selv boede i bydelen, kendte hun kun ganske lidt til området. Hun løb flere gange om ugen i Søndermarken og eller på Vestre Kirkegård, men hun handlede oftest på Vesterbro, når hun alligevel var på vej hjem fra Politigården, og havde sjældent tid til at bevæge sig rundt i sit eget kvarter.

Hun parkerede bilen ved en større fodboldbane over for indgangen til legepladsen og noterede sig, at artilleriet var ankommet. Et par meter fra hende stod en række politibiler parkeret sammen med teknikernes blå kassevogn og et par hundevogne.

Hun skyndte sig hen mod gruppen af mennesker, som stod foran indgangen til naturlegepladsen og talte sammen. Drabschefen vendte sig mod hende, i det øjeblik hun nærmede sig, som om han fornemmede hendes tilstedeværelse på trods af de mange meters afstand. Ved hans side stod Gundersen, souschefen i drabssektionen, som Rebekka, ligesom flere af sine kollegaer, havde et noget anstrengt forhold til. Gundersen, der var i midten af halvtredserne, var en firskåren og brovtende mand, der var kendt for at gå hårdt til den og bøje reglerne, når han afhørte potentielle drabsmænd. Empati og psykologisk sans lå ikke til hans person, han busede frem, og det fik mange til at undgå ham. Derimod syntes Rebekka godt om sin chef, Henrik Brodersen. Han var analytisk, god til at lede og fordele opgaverne og stolede så meget på sine ansatte, ikke mindst Rebekka, at han med glæde delte magten og uddelegerede vigtige arbejdsopgaver til dem. At han derudover både var venlig og retfærdig, øgede hans popularitet i drabssektionen, og at han også kunne tackle den uregerlige Gundersen, understregede blot hans rummelighed. »Godt, du kunne være her så hurtigt, Rebekka. Hun ser sådan her ud.« Brodersen rakte hende et farvefotografi af en lyshåret pige med runde, blå øjne, der kiggede direkte ind i linsen. Re15

JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 16 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011 /first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie

bekka indprentede sig pigens ansigt og rakte fotoet retur. Brodersen nikkede ind mod naturlegepladsen. »Vi har afspærret området, og hundene er netop nu i gang med at lede efter eventuelle spor. Derudover har vi to helikoptere i luften for at afsøge området. Fundet af Sofies trøje har gjort, at jeg har tilkaldt teknikerne, og de undersøger det sted, hvor stedfaren har forklaret, at han fandt hendes trøje. Sofie Kyhn Larsens familie er sendt tilbage til lejligheden. De var helt udmattede og trængte til noget at spise og drikke. Vi har selvfølgelig foretaget nogle korte afhøringer om forløbet, men jeg forestiller mig, at du tager derover nu. Reza er også på vej.« Reza Aghajan var Rebekkas makker og nærmeste kollega. I det halve år, hun havde arbejdet som efterforsker i drabssektionen, havde de delt kontor, og hun var hurtigt kommet til at holde meget af Reza, der stammede fra Iran, men havde tilbragt størstedelen af sit 34-årige liv i Danmark. »Reza,« udbrød hun overrasket. »Jeg troede, at han var ude at rejse.« »Det troede jeg også, men da jeg ringede til ham, tog han telefonen. Han lød dog noget forvirret, men sagde, at han kunne være her inden for en times tid.« Brodersen rømmede sig. »Nå, men lad mig lige give dig en hurtig gennemgang af forløbet, mens vi ser på området. Tag lige udstyret på.« Lidt efter begav de sig ind gennem afspærringen til et grønt areal med bakker, klatretårne, rutsjebane, boldbaner, høje træer og masser af tæt buskads. Naturlegepladsen var inddelt i felter af kriminalteknikerne, der metodisk arbejdede sig ind mod det sted, hvor Sofies trøje var blevet fundet. »Området her er jo enormt. Fireogtres hektar. Valbyparken har direkte adgang til vandområdet Kalveboderne. Naturlegepladsen er den største i landet og består af alle disse plæner forbundet af fem tårne, klatrestativer, rutsjebane, gynger, og hvad du ellers ser. Nå, men fakta er følgende: Familien ankommer hertil omkring klokken 13.00. Ud over den forsvundne pige, So16

JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 17 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011 /first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie

fie, var pigens mor til stede, hun hedder Anita Kyhn, og pigens stedfar – en Steffen Olsen ...« »Klam type, ham stedfaren,« indskød Gundersen forpustet, og bemærkningen fik drabschefen til kortvarigt at rynke panden, inden han fortsatte sin beretning: »Pigens to halvbrødre var også til stede, en lillebror på tre år og en halvvoksen knægt på seksten-sytten år. Derudover var familien i selskab med et ældre ægtepar fra opgangen. Ifølge morens forklaring løber Sofie af sted kort efter ankomsten til parken for at gå på opdagelse i området. Moren er den sidste, der ser hende, og hun løber i den retning.« Han pegede mod syd i retning af en høj græsbakke. På toppen af bakken gik en hundefører i beskyttelsesdragt rundt med en schæfer, der ivrigt gennemsøgte græsset. »Moren er altså den sidste, der med sikkerhed ser Sofie. Det siger hun, og det bekræfter de øvrige familiemedlemmer samt det ældre ægtepar, som jeg fornemmer kender familien ganske godt.« Brodersen stoppede så brat op, at Rebekka og Gundersen var ved at støde sammen bag ham. Rebekka tyggede sig eftertænksomt i læben, mens de mange informationer lige så stille lagrede sig. »Hvor − helt præcist − blev trøjen fundet?« »Herovre. Men vi må holde os i udkanten, så vi ikke ødelægger noget.« Brodersen førte Rebekka hen til en slags miniskov i udkanten af området. De bevægede sig gennem det høje græs og kom ind under nogle vajende træer, hvor der stod en fint bygget hule. Nogle få meter derfra var indhegningen af hønsenet trådt helt fladt, og man kunne gå direkte ud på græsplanen mod vejen, hvor bilerne holdt parkeret. »Stedfaren, Steffen Olsen, forklarede, at han fandt trøjen på jorden ved hulen, hvor hun efter al sandsynlighed har leget.

Trøjen er sendt af sted til teknisk.« 17

JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 18 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011 /first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie

»Hvis man skal fjerne et barn herfra, er dette her sted rimelig ideelt,« sagde Rebekka og så sig omkring. »Præcis. Det ligger tilpas afsides, og man kan parkere helt tæt på.« »Hvad er familiens umiddelbare formodning om, hvad der er sket med datteren?« spurgte Rebekka og skottede op til sin chef. »De er helt uforstående. Der er noget med en biologisk far, der spøger i kulissen, og moren antydede, at han måske havde taget datteren. Vi prøver at komme i kontakt med ham, men han er vist voldsomt alkoholiseret og derfor temmelig ustabil.

Vi har sendt en vogn ud til hans bopæl.« »Forestiller du dig, at der er tale om en familiær kidnapning?« »Naturligvis, men jeg forestiller mig også mere dunkle scenarier.« »Jeg kan sagtens følge dig, den efterladte trøje er foruroligende. Men det var selvfølgelig varmt i eftermiddags.« Rebekka slog en myg væk, men den havde allerede slukket sin blodtørst på hendes højre kind, og hun kløede sig hidsigt.

Hun så sig omkring. Der var køligt mellem de høje træer, og duften af græs var intens. »Hvor mange vidner er det lykkedes at komme i kontakt med?« spurgte hun. »Kun ganske få, som desværre ikke kunne berette noget interessant. Endnu. Men legepladsen har været godt besøgt i dag på grund af vejret. Da vi blev tilkaldt, havde størstedelen af dagens besøgende forladt stedet igen. Men vi burde få mange henvendelser, nu da pigen er efterlyst. Nogen må have set hende, parken var fuld af børn og voksne. Som det ser ud lige nu, må vi trøste os med statistikken, og den siger jo, at drab på børn er yderst sjældne herhjemme. Heldigvis. Jeg har kun været med til et par stykker i hele min tid i afdelingen.« Brodersen så mørkt på Rebekka. Hun havde endnu ikke selv 18

JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 19 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011 /first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie

arbejdet med drabssager, der involverede børn, alene tanken om et dødt barn skræmte hende voldsomt, og hun havde altid måttet lukke helt ned for sine følelser, når hun i løbet af sin karriere i politiet var blevet konfronteret med misbrugte eller voldsramte børn. »Ryan Sullivan er netop kommet til København,« udbrød Rebekka pludselig. »Han er FBI-mand med speciale i forsvundne børn. Kender du ham?« Brodersen nikkede. »Jeg ved godt, hvem han er. Jeg har faktisk lige hilst på ham og hans kollega Ted Palmer. De var til møde hos ledelsen. Det er et spændende projekt, de har gang i ... Du kender ham fra din tid i FBI?« Rebekka nikkede. Hun havde mødt Ryan Sullivan fire år tidligere, da hun opholdt sig nogle måneder hos FBI i USA. De havde udviklet et venskab, som de i de mellemliggende år havde holdt ved lige via mails og telefonsamtaler. Ryan havde kontaktet hende tidligere på dagen, da han netop var ankommet til København, som var første stop på en større Europa-tur for ham og Ted Palmer. De havde aftalt at spise brunch næste morgen, en aftale, hun selvfølgelig måtte aflyse, nu da Sofie Kyhn Larsen var blevet væk, men hun så frem til at sparre med Ryan senere, når de sås. »Ryan ved alt, hvad der er værd at vide, om forsvundne børn, så timingen kunne ikke være bedre.« »Han er en kapacitet, ingen tvivl om det. Desværre er han og Ted Palmer jo konstant på farten de kommende måneder, men jeg har nu også fuld tillid til, at vi godt selv kan klare arbejdet,« svarede Brodersen.

Rebekka nikkede og granskede omgivelserne. »Der kunne jo også være tale om en ulykke. Jeg mener, parken her ligger ud til vandet og det der naturreservat, Kalveboderne.

Kunne hun mon have fået lyst til en dukkert på grund af heden?« »Det er selvfølgelig en mulighed, men for at nå vandet skal hun gå flere kilometer. Jeg tror ikke, hun ville gøre det, men alt 19

JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 20 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011 /first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie

er åbent. Ifølge forældrene er pigen lidt af en enspænder. Hun kan godt lide at vandre omkring på må og få i nabolaget.« »De har vel ringet rundt ...« Brodersen nikkede. »De har kontaktet den nærmeste familie og venner og ikke mindst pigens kammerater for at høre, om hun skulle være gået hjem til dem, men kun få er hjemme i øjeblikket, det er jo sommerferie. Mange er i sommerhus eller i udlandet, og dem, de har talt med, har ikke set hende. Sofie er ikke tidligere gået hjemmefra, men moren ville ikke udelukke, at hun kunne finde på det. Det kan jo være, at det er så enkelt, og at vi finder hende på Strøget om nogle timer.« Brodersen lød dog ikke overbevist, og det var Rebekka heller ikke. Hvad skulle en niårig stikke af til? De fleste bortløbne børn var minimum elleve-tolv år gamle.

De forlod de skyggefulde træer og gik tilbage til naturlegepladsen. Bag trækronerne glødede en lyserød aftensol, og aftenluften var stadig fuld af fugtig varme, der fik beskyttelsesdragten til at klæbe til kroppen. Et par betjente vinkede Brodersen hen til sig, og Rebekka besluttede sig for at se området an på egen hånd. Hun begav sig op ad den største af bakkerne, stod lidt efter på toppen og betragtede det grønne område, der strakte sig ud foran hende.

Til venstre, bag en lang stribe træer, kunne hun skimte en række beboelsesejendomme, men ellers var udsigten fri til alle sider. Hun lukkede et øjeblik øjnene, genkaldte sig pigens ansigtstræk, forestillede sig hende her, på legepladsen, leende, legende, og hvad så?

Da hun lidt efter atter stod sammen med Brodersen, Gundersen og et par andre kollegaer ude på vejen, kom en hundefører hastigt løbende hen mod dem, mens han viftede med en iPhone. Han stoppede forpustet op, og hunden, en busket schæferhund, satte sig pænt ned. »Trojan fandt en lyserød mobiltelefon bag ved træerne derhenne ad vejen mod Rosenhaven.« 20

JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 21 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011 /first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie

Hundeføreren pegede ivrigt over mod den lille miniskov, hvor Sofies trøje var blevet fundet af stedfaren. »Teknikerne er derovre nu. Men jeg tog et par fotos af den med min iPhone.« Hundeføreren viste dem to fotos af en lyserød mobiltelefon, der lå skjult i det høje græs. Farven var karakteristisk, og i snoren hang nogle små, hårde plasticbamser i forskellige farver.

Displayet på mobiltelefonen var krakeleret, den havde formentlig ramt noget hårdt i faldet.

Gundersen kunne ikke skjule sin ophidselse, mens han pegede på mobilen. »Det ligner præcis Sofies mobiltelefon, som forældrene beskrev den.« Brodersen nikkede alvorligt. »Det ser sådan ud. Bamserne er der også. Den skal ind på teknisk med det samme. Den skal undersøges for dna, og vi skal have en udskrift af de historiske oplysninger.« Brodersen vendte sig mod Rebekka. »Jeg synes, du skal køre over til familien nu. Nævn ikke noget om mobilen, vi vil ikke skræmme dem mere end nødvendigt. Jeg skal lige være helt sikker på, at det er hendes mobiltelefon, der er tale om.« Rebekka nikkede, og Brodersen begyndte at spadsere hen mod de parkerede biler. Hun skyndte sig efter, og nogle minutter senere drejede hun ud på Hammelstrupvej mod familiens adresse en kilometer længere fremme.

Søren Thomsen pressede næsen mod ruden, mens han anstrengte sig for at følge med i, hvad der foregik nede på naturlegepladsen. Træerne skyggede for udsynet, men han kunne skimte politiets stribede afspærringsbånd mellem dem. Da han købte ind hos den lokale købmand et par timer forinden, havde 21