Bogens folk

Ros til Geraldine Brooks og Bogens folk ”Der er store forventninger til Geraldine Brooks’ roman Bogens folk. Boghandlerne sammenligner den med Da Vinci Mysteriet og kalder den det første skønlitterære hit i 2008.

Leverer Brooks varen? Ja, og hun gør det med langt mere substans end Da Vinci … Hvis Brooks bliver boghandlernes nye skytshelgen, er det velfortjent. Historierne om Sarajevo Haggadahen, både de faktuelle og de fiktive, er gribende vidnesbyrd om mennesker med forskellig tro, der satsede alt for at redde det uvurderlige værk.”

USA Today ”I Bogens folk har Brooks flettet en fantastisk beretning sammen, der knytter sig til verden af i dag, men som samtidig fører os tilbage gennem Europas historie; til krige og inkvisitioner og familietragedier. Resultatet er en stærkt medrivende historie fortalt i et levende sprog.”

The Dallas Morning News ”Brooks har udrettet noget enestående ved at skrue en historie sammen, som er spændende og yderst læseværdig, mens hun samtidig holder et højt og seriøst niveau.”

The New York Sun ”Langt inde i Geraldine Brooks opløftende nye roman – som meget vel kan blive bogen, andre skønlitterære bøger i 2008 skal måle sig med – er der en interessant sidebemærkning om, hvordan noget kan fange os, så man ”ryger helt ned i et hul og glemmer resten af verden”. Bogens folk, der handler om jødernes og verdens historie gennem seks århundreder, har den effekt … Brooks blander på forrygende vis mysterium og historie med fortællingen om bogens heltinde, konservatoren Hanna Heath … Så det dirrer.”

Houston Chronicle

”Har De nogen sinde købt en brugt bog, hvori der lå en kvittering, et telefonnummer på en seddel eller stod en kærlig inskription til en, der ikke længere værdsatte tanken? Fik det Dem til at tænke på de mennesker, der havde haft bogen, før De købte den? Bogens folk bygger på den form for undren.”

Chicago Sun-Times ”Ligesom heltinden i sin bog demonstrerer Brooks sine egne digteriske evner ved at opdigte personer gennem fem århundreder, som alle er forbundet til mysteriet om den smukke Sarajevo Haggadah.”

The Atlanta Journal Constitution ”Enestående … Bogens folk er grundigt researchet, ekstremt velskrevet og fuld af overraskelser. Den er på samme tid litterær og ikke til at slippe. Mit største problem var at tøjle min begejstring. Jeg ville ikke lyde alt for overstrømmende. Men jeg kan ikke lade være: Det er simpelthen en af de bedste bøger, jeg har læst i rigtig lang tid.”

Milwaukee Journal Sentinel ”Geraldine Brooks’ tredje roman har samme dragende effekt som hendes bestsellere Year of Wonders og Pulitzer Prisvinderen March … Bogens Folk viser forfatterens evne til at dykke ned i svære og væsentlige epoker med en historie, der er så inderlig og sensuel, at man føler, man er der.”

More ”En roman i flere lag, der skifter mellem århundreder og kontinenter … I Bogens Folk griber Brooks fast om sit plot, og hun giver ikke slip.”

TimeOut New York ”Brooks demonstrerer sin evne til at få research, tempo og plot til at gå op i en højere enhed.”

Los Angeles Times

GERALDINE BROOKS

Bogens Folk

På dansk ved Mette Curdt

Kastaniehøj Forlag

Geraldine Brooks Bogens folk Oversat af Mette Curdt fra den engelsproget udgave People of the Book Copyright © 2008 Geraldine Brooks.

Dansk Copyright © 2011: Geraldine Brooks og Kastaniehøj Forlag Omslag og indholdssats: Fotogram v/ Nikoline Nielsen Tryk og indbinding Nørhaven Paperback A/S 1. udgave, 1 oplag 2011 ISBN 978-87-92425-11-9: All rights reserved including the right of reproduction in whole or part in any form. This edition is published by arrangement with Viking, a member of Penguin Group (USA) Inc. and by arrangement with Ann-Christine Danielsson Agency.

Gengivelse eller reproduktion af indholdet er ikke tilladt, medmindre der foreligger en skriftlig tilladelse fra Kastaniehøj Forlag. www.kastaniehoejforlag.dk

Til bibliotekarerne

”Der, hvor man brænder bøger, brænder man til sidst mennesker”

Heinrich Heine

HANNA

Sarajevo, foråret 1996

I Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Det var ikke noget helt almindeligt job.

Jeg kan godt lide at arbejde alene i mit eget rene, stille, godt oplyste værksted, hvor indeklimaet er kontrolleret, og hvor alt, hvad jeg skal bruge, er lige ved hånden. Det er rigtigt, at jeg har oparbejdet et ry for at kunne arbejde effektivt uden for værkstedet, når det er nødvendigt; når museerne ikke vil betale rejseomkostninger for en genstand, eller når private samlere ikke vil have, at nogen skal vide, hvad det er, de ejer. Det er også rigtigt, at jeg har rejst halvvejs rundt om jorden for at udføre et interessant stykke arbejde. Men aldrig til et sted som dette: Bestyrelseslokalet i en bank, hvor de lige er holdt op med at skyde på hinanden for fem minutter siden.

For det første er der ingen vagter, der overvåger mig i mit eget værksted. Museerne har et par stille, professionelle vagter, der kredser rundt, men de ville aldrig drømme om at blande sig i mit arbejde. Ikke som folkene her. Seks styks.

To bankvagter. To bosniske politifolk, som skal holde øje med bankvagterne, og de sidste to er FN-fredsbevarere, der skal holde øje med det bosniske politi. Alle fører højlydte samtaler på bosnisk eller dansk over deres knitrende walkietalkier. Og som om det ikke var nok, var der også FN’s officielle observatør, Hamish Saijan. Min første skotske sikh, meget nydelig i Harris Tweed og indigoblå turban. Findes kun i FN. Jeg havde måttet bede ham om at påpege over for bosnierne, at rygning var udelukket i et lokale, der om lidt

14

Bogens folk

ville indeholde et håndskrift fra det 15. århundrede. Siden da havde de været mere rastløse.

Jeg var også selv begyndt at blive rastløs. Vi havde ventet i næsten to timer. Jeg havde udnyttet tiden bedst muligt.

Vagterne havde hjulpet mig med at flytte det store konferencebord nærmere til vinduet for at få gavn af lyset. Jeg havde samlet stereomikroskopet og lagt mine redskaber frem: Dokumentationskameraer, sonder og skalpeller. Gelatinen stod i bægeret på varmepladen og blev blød, og melklisteret, hæftesnorene og bladguldet var lagt frem ved siden af nogle pergamynkuverter, i tilfælde af at jeg var så heldig at finde nogle rester i bogbindet – det er utroligt, hvad man kan finde ud af om en bog ved at studere kemien i nogle brødkrummer. Der var et udvalg af diverse kalveskind, ruller af håndgjort papir i forskellige farver og teksturer, og skumgummistøtter lå i bogvuggen, klar til at modtage bogen. Hvis den nogensinde kom. ”Ved du, hvor meget længere vi skal vente,” spurgte jeg Saijan. Han trak på skuldrene. ”Repræsentanten fra deres nationalmuseum er vist blevet forsinket. Og da bogen er museets ejendom, må banken ikke tage den ud af boksen, medmindre han er til stede.”

Hvileløst gik jeg hen til vinduet. Vi befandt os på øverste etage af banken, en østrig-ungarsk bygning i lagkagestil, hvis pudsede facade var overbroderet med granatsplinter ligesom alle andre konstruktioner i byen. Da jeg lagde hånden på ruden, trængte kulden igennem. Det var egentlig forår, og i den lille have ved bankens indgang blomstrede krokusserne. Men det havde sneet tidligere samme morgen, så hver lille blomst var fyldt til randen med sne og stod som små kopper cappuccino. Sneen gjorde i det mindste lyset i rummet jævnt og klart. Perfekt arbejdslys, hvis jeg bare kunne komme i gang med arbejdet.

For bare at lave et eller andet rullede jeg noget af mit papir ud – hørlinned. Jeg kørte en metallineal hen over hvert ark for at glatte det ud. Lyden af metalkanten, der løb hen over

Hanna

15

de store ark, mindede om lyden af brændingen, jeg kan høre fra min lejlighed hjemme i Sydney. Jeg lagde mærke til, at mine hænder rystede. Ikke nogen god ting i min branche.

Mine hænder er ikke, hvad man vil kalde et af mine fordelagtige træk. De er sprukne og rynkede og ser ikke ud, som om de hører til på mine håndled, som jeg til gengæld er glad for at kunne sige, er både slanke og glatte ligesom resten af mig. Vaskekonehænder kaldte min mor dem, sidste gang vi skændtes. Da jeg efterfølgende skulle mødes med hende på Cosmopolitan til kaffe – kort for hovedet, korrekt, og begge så sprøde som istapper – havde jeg et par handsker på fra Frelsens Hær for at tage pis på hende. Cosmopolitan er formentlig det eneste sted i Sydney, hvor folk kan overse sarkasmen i sådan en handling. Hvilket min mor gjorde. Hun sagde noget om, at jeg skulle få mig en hat, der passede til.

I det klare lys fra sneen så mine hænder værre ud end normalt. Rødmossede og slidte af at slibe fedtet af kotarme med en pimpsten. Når man bor i Sydney, er det ikke det nemmeste i verden at skaffe en meter kalveindvolde. Siden de flyttede slagtehuset ud af Homebush og begyndte at fikse stedet op til OL i 2000, har man været nødt til at køre helt ud, hvor kragerne vender, og når man omsider er fremme, er der så meget sikkerhed på grund af dyreaktivister, at man knap kan komme frem til indgangen. Jeg bebrejder dem skam ikke, at de syntes, jeg var lidt mærkelig. Det kan umiddelbart være svært at forstå, hvorfor nogen har brug for en meter kalveblindtarm. Men hvis man skal arbejde med 500 år gamle materialer, er man nødt til at vide, hvordan de blev lavet for 500 år siden. Det var min lærer, Werner Heinrichs, overbevisning. Han sagde, at man kan læse lige så tosset, man vil, om at pulverisere farvepigment og blande gips, men vil man forstå processen, må man prøve det selv. Hvis jeg ville vide, hvad bolus og guldslagerhud virkelig var, måtte jeg selv lave bladguld: Hamre det ud, dele det, og hamre det ud igen – på noget, det ikke ville hænge fast i, som for eksempel et blødt underlag af renset

16

Bogens folk

kalveblindtarm. Til sidst står man tilbage med små kvadratiske stykker bladguld, der er mindre end en tusindedel millimeter tykke. Og meget grimme hænder.

Jeg knyttede hånden for at glatte den rynkede gammelkonehud. Og for at se, om jeg kunne holde op med at ryste.

Jeg havde været nervøs, lige siden jeg havde skiftet fly i Wien dagen før. Jeg rejser meget. Det er man nødt til, hvis man bor i Australien og gerne vil deltage i nogle af de mest interessante projekter inden for mit felt, som er konservering af middelalderlige håndskrifter. Men jeg rejser normalt ikke til steder, der optræder i krigskorrespondenternes overskrifter.

Jeg ved godt, at nogle kan lide den slags og skriver strålende bøger om det. Jeg går ud fra, de har en slags ”det sker ikke for mig”-optimisme, som gør det muligt for dem. Men jeg er pessimist. Hvis der er en snigskytte i det land, jeg besøger, regner jeg til fulde med at være den, han har på sigtekornet.

Selv før flyet landede, kunne man se krigen. Da vi brød igennem det grå lag skyer, der forekommer at være permanent på den europæiske himmel, virkede synet af de små rødstenshuse tæt på Adriaterhavet bekendt, som det syn, jeg er vant til ned over Sydneys røde hustage og Bondi Beachs dybblå krumning. Men her var halvdelen af husene der ikke mere. De sønderskudte mure stak op i ujævne rækker som rådne tænder.

Der var noget turbulens, da vi kom ind over bjergene. Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge, da vi passerede Bosnien, så jeg trak gardinet ned. Den unge mand ved siden af mig – nødhjælpsarbejder, gættede jeg på, på grund af det cambodjanske tørklæde og udmagrede malariaagtige udseende – ville tydeligvis gerne kigge ud, men jeg ignorerede hans kropssprog og forsøgte at aflede ham med et spørgsmål. ”Hvad bringer dig hertil?” ”Minerydning.”

Jeg var lige ved at sige noget virkelig åndssvagt såsom ”Så er der vel knald på?”, men klarede stik imod sædvane at beherske mig. Så landede vi, og han rejste sig ligesom

Hanna

17

alle andre i flyet, masede og skubbede i midtergangen, ledte febrilsk i bagagerummet over sædet. Han svingede en enorm rygsæk på skulderen og var ved at brække næsen på manden, der stod lige bagved. Den rygsækrejsendes livsfarlige 90-graders vending. Man ser den konstant i Bondi-bussen.

Kabinedøren blev omsider åbnet, og folk sivede ud, som var de klistret sammen. Jeg var den eneste, der stadig sad ned. Jeg havde det, som om jeg havde slugt en tung sten, der holdt mig nede. ”Dr. Heath,” spurgte stewardessen afventende i det tomme fly.

Jeg skulle lige til at sige ”Nej, det er min mor”, da jeg indså, at hun mente mig. I Australien er det kun idioter, der vifter med deres ph.d.er. Jeg havde i hvert fald ikke checket ind som andet end Ms. ”Deres FN-eskorte venter på landingsbanen.” Der kom forklaringen. Allerede da jeg sagde ja til jobbet, lagde jeg mærke til, at FN ynder at give alle den mest mulige prangende behandling. ”Eskorte,” gentog jeg dumt. ”På landingsbanen?” De havde sagt, jeg ville blive hentet, men jeg troede, det betød en ugidelig taxachauffør med et skilt, hvor mit navn var stavet forkert. Stewardessen sendte mig et af de der store, perfekte tyske smil. Hun lænede sig ind over mig og trak gardinet fra. Tre store pansrede biler med tonede ruder, ligesom dem den amerikanske præsident bliver kørt rundt i, holdt og ventede ved flyets vingespids. Det, der skulle have været et beroligende syn, gjorde stenen i min mave et ton tungere. Længere væk, i noget højt græs fyldt med mineadvarselsskilte på forskellige sprog, kunne jeg se det rustende skrog af et stort fragtfly, som måtte have ramt ved siden af landingsbanen under nogle tidligere ubehageligheder. Jeg så igen på Fräulein Smilefjæs. ”Jeg troede, våbenhvilen blev overholdt.” ”Det gør den også,” sagde hun let. ”De fleste dage. Har De brug for hjælp med Deres håndbagage?”

18

Bogens folk

Jeg rystede på hovedet og bukkede mig ned for at trække den tunge kuffert ud, der sad i spænd under sædet foran mig.

Flyselskaber bryder sig generelt ikke om at have en samling skarpe metalting om bord, men tyskerne har stor respekt for håndværk, og fyren ved check-in-skranken forstod det, da jeg forklarede, at jeg nødig checker mit værktøj ind som bagage, i tilfælde af at det ender med at fare rundt i Europa uden mig, mens jeg sidder på min flade ude af stand til at udføre mit arbejde.

Jeg elsker mit arbejde. Sådan er det. Og det var grunden til, at jeg, som ellers er en kujon i verdensklasse, sagde ja til opgaven. For nu at være ærlig så faldt det mig aldrig ind ikke at sige ja. Man siger ikke nej til muligheden for at arbejde med et af de mest sjældne og gådefulde værker i verden.

Opringningen kom klokken to om natten, som så mange opringninger gør, når man bor i Sydney. Det driver mig somme tider til vanvid, at selv de klogeste mennesker – museumsdirektører, der kan drive de mest anerkendte institutioner, eller CEO’er, der til sidste cent kan fortælle, hvordan kursen på Hang Seng var på en given dag – ikke kan huske den simple kendsgerning, at Sydney er ni timer foran London og 14 timer foran New York. Amitai Yomtov er en højt begavet mand, sikkert den mest begavede på sit felt. Men kunne han regne tidsforskellen ud mellem Jerusalem og Sydney? ”Shalom, Channa,” sagde han med sin tykke israelske accent, der altid giver mit navn den gutturale ch-lyd. ”Jeg vækker dig vel ikke?” ”Nej, Amitai, jeg er altid oppe klokken to om natten. Det er den bedste tid på døgnet.” ”Det må du undskylde, men jeg tænkte, at det kunne interessere dig at vide, at Sarajevo Haggadahen er dukket op.” ”Nej,” råbte jeg og var pludselig lysvågen. ”Det er, øh, godt nyt.” Og det var det. Men det var en nyhed, jeg sagtens kunne have læst i en mail på et mere civiliseret tidspunkt.

Hanna

19

Jeg kunne ikke fatte, hvorfor Amitai havde fundet det nødvendigt at ringe til mig.

Amitai er, som de fleste israelere, et temmelig behersket menneske, men nyheden havde gjort ham eksalteret. ”Jeg har altid vidst, at bogen ville overleve. Jeg vidste, den ville holde længere end bomberne.”

Sarajevo Haggadahen, som blev fremstillet i middelalderens Spanien, var en berømt sjældenhed, et rigt illumineret, hebraisk håndskrift, der blev til på en tid, hvor jødisk tro var stærkt imod enhver form for illustration. Man troede, at buddet i 2. Mosebog ”Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden” havde undertrykt jødernes figurative kunst i Middelalderen. Da bogen blev fundet i 1894, vendte dens sider med malede miniaturer op og ned på det hele og forårsagede, at historiske tekster måtte skrives om.

I begyndelsen af belejringen af Sarajevo i 1992, hvor museer og biblioteker blev mål for kampene, var kodekset forsvundet. Ét rygte ville vide, at den bosnisk muslimske regering havde solgt det for at købe våben. Nej, Mossadagenter havde smuglet det ud gennem en tunnel i Sarajevos lufthavn. Jeg havde aldrig troet på nogen af de scenarier.

Jeg troede, at den smukke bog formentlig havde været en del af den snestorm af brændende sider – osmanniske skøder, gamle koraner, slaviske skriftruller – der faldt ned over byen som varm sne efter fosforbombernes flammer. ”Men, Amitai, hvor har den været de sidste fire år? Hvordan dukkede den op?” ”Du ved, det er pesah, ikke?”

Det vidste jeg faktisk godt. Jeg plejede stadig rødvinstømmermændene efter den vilde og højst uortodokse jødiske påskefest, en af mine venner havde holdt på stranden. Det hebraiske navn på det rituelle måltid er seder, som betyder orden. Det her havde været en af mine mere uordentlige aftener i den senere tid. ”I går holdt det jødiske samfund i Sarajevo deres seder,

20

Bogens folk

og midt i det hele og på meget dramatisk vis kom de med Haggadahen. Deres overhoved holdt en tale, hvor han sagde, at bogens overlevelse var et symbol på Sarajevos multietniske ideals overlevelse. Og ved du, hvem der reddede den? Hans navn er Ozren Karaman, lederen af museumsbiblioteket.

Han hentede den under heftig beskydning. Kan du forestille dig det, Channa? En muslim, der sætter livet på spil for at redde en jødisk bog.”

Det lignede ikke Amitai at lade sig imponere af historier om vovemod. En indiskret kollega havde engang ladet sive, at Amitai havde aftjent sin værnepligt i en kommandogruppe så tophemmelig, at israelere kun omtaler den som ”enheden”. Selv om det var længe før, jeg mødte ham første gang, havde jeg bemærket hans fysik og hans opførsel. Han havde en vægtløfters tætte muskler og en årvågenhed ud over det normale. Han så direkte på en, når han talte til en, men resten af tiden var det, som om hans øjne skannede omgivelserne, opmærksom på alt. Han virkede virkelig vred, da jeg spurgte ham om enheden. ”Det har jeg aldrig fortalt dig om,” snerrede han. Men jeg syntes jo, at det var ret fantastisk. Man møder faktisk ikke så mange forhenværende kommandosoldater i bogkonserveringsbranchen. ”Hvad gjorde så den gamle gut med bogen, da han havde fået fat i den,” spurgte jeg. ”Han lagde den i en værdiboks i centralbanken. Du kan forestille dig, hvad det har gjort ved pergamentet … Ingen i Sarajevo har haft varme gennem de sidste to vintre, mindst … Og så i en pengekasse af metal … metal, af alt i verden …

Den ligger der nu. Jeg kan ikke bære at tænke på det. Nå, men FN vil have en til at vurdere dens tilstand. De vil betale for enhver form for stabiliseringsarbejde – de vil udstille den snarest muligt. For at højne byens moral, du ved. Jeg så dit navn på programmet for næste måneds konference på Tate, og så tænkte jeg, at når du alligevel kom om på denne side af jorden, kunne du måske passe opgaven ind?” ”Mig?” Min stemme knækkede faktisk. Jeg går ikke ind

Hanna

21

for falsk beskedenhed: Jeg er god til det, jeg laver. Men til en opgave som denne, en karriereskabende engangsforestilling, var der mindst et dusin andre med flere år på bagen og bedre forbindelser i Europa. ”Hvorfor ikke dig,” spurgte jeg.

Amitai vidste mere om Sarajevo Haggadahen end nogen anden levende person. Han havde skrevet monografier om den. Jeg ved, han ville have elsket chancen for at have selve kodekset i hånden. Han sukkede dybt. ”Serberne har i de sidste tre år insisteret på, at bosnierne er fanatiske muslimer, og omsider, måske, er et par bosniere begyndt at tro på dem. Saudierne yder åbenbart store bidrag til dem nu, så der var modstand mod at give opgaven til en israeler.” ”Åh, Amitai, det gør mig ondt …” ”Det er helt i orden, Channa. Jeg er i fint selskab. De ville heller ikke have en tysker. Jeg foreslog naturligvis først Werner – det var ikke ment som en fornærmelse …” Eftersom Herr Doktor Doktor Werner Maria Heinrich ikke bare var min lærer, men også, næstefter Amitai, den fremmeste ekspert i hebraiske håndskrifter, var det ikke sandsynligt, at jeg ville tage det som en. Men Amitai forklarede, at bosnierne stadig bar nag til tyskerne, fordi det var dem, der startede krigen ved at anerkende Slovenien og Kroatien. ”Og FN vil ikke have en amerikaner, fordi Kongressen altid taler grimt om UNESCO. Så jeg mente, at du var et godt bud, for hvem har stærke meninger om australiere? Og så fortalte jeg dem, at dine tekniske færdigheder ikke var så ringe endda.” ”Tak for den fabelagtige anbefaling,” sagde jeg. Og så, mere alvorligt, ”Amitai, det her vil jeg aldrig glemme dig for. Tusind tak.” ”Du kan takke mig ved at lave en god dokumentation af bogen, så vi i det mindste kan trykke en smuk faksimile.

Send mig de billeder, du laver, og et udkast til din rapport.

Snarest muligt, ikke?”

Hans stemme lød så vemodig, at jeg blev helt flov over min egen begejstring. Men der var et spørgsmål, jeg var nødt til at stille ham.

22

Bogens folk

”Amitai, er der nogen tvivl om autenticiteten? Du kender de rygter, der gik, mens krigen …” ”Nej, på det punkt har vi ingen bekymringer. Bibliotekaren Karaman og hans chef, bibliotekets direktør, har bekræftet autenticiteten ud over enhver tvivl. Så din opgave er primært teknisk på nuværende tidspunkt.”

Teknisk. Vi får se, tænkte jeg ved mig selv. Meget af det, jeg laver, er teknisk; en teknisk kunnen og et håndværk, som enhver rimeligt begavet person med gode finmotoriske evner kan lære. Men der er også noget andet. Og det har at gøre med en intuition for fortiden. Ved at koble research med fantasi kan jeg somme tider tænke mig ind i hovederne på de mennesker, der lavede bogen. Jeg kan regne ud, hvem de var, og hvordan de arbejdede. Sådan føjer jeg mine små korn til den menneskelige videns sandkasse. Det er det, jeg holder allermest af ved mit arbejde. Og der var så mange spørgsmål om Sarajevo Haggadahen. Hvis jeg bare kunne finde svaret på ét af dem …

Jeg kunne ikke falde i søvn igen, så jeg tog en sweater på og gik ud i de natlige gader, der stadig lugtede surt af bræk blandet med øl og friturefedt, ned til stranden, hvor vinden blæser ren og salt ud over en halv planet af uforstyrret hav.

Fordi det var efterår og en nat midt på ugen, var der næsten ingen mennesker. Kun et par fulderikker, faldet sammen op ad muren til surf-klubben, og et par elskende, viklet sammen på et badehåndklæde. Ingen lagde mærke til mig. Jeg begyndte at gå langs kanten af skum, der lyste op mod det blanke, mørke sand. Før jeg vidste af det, løb og sprang jeg som et barn for at undvige bølgerne.

Det var en uge siden. I dagene efter var følelsen af opstemthed langsomt blevet begravet under visaansøgninger, ændrede flybilletter, FN-godkendelse og en god portion nervøsitet. Mens jeg vaklede ned ad trappen til landingsbanen under vægten af min tunge kuffert, måtte jeg hele tiden minde mig selv om, at det var præcis den slags opgaver, jeg levede og åndede for.

Hanna

23

Jeg nåede knap at betragte bjergene, der rejste sig omkring os som kanten på en kæmpeskål, før en soldat med blå hjelm – høj og skandinavisk af udseende – sprang ud af det midterste køretøj, greb min kuffert og kylede den ind bag i bilen. ”Rolig nu,” sagde jeg. ”Der er sart udstyr i den.” Soldatens eneste reaktion var at tage mig i armen og jage mig ind på bagsædet, smække døren og springe ind foran ved siden af chaufføren. Automatlåsene klikkede ned med et ordentligt smæld, og føreren startede bilen. ”Det her har jeg aldrig prøvet før,” sagde jeg i et tamt forsøg på at lyde munter. ”Bogkonservatorer har normalt ikke grund til at køre i pansrede biler.” Der var ingen reaktion fra hverken soldaten eller den tynde, anspændte civilist, der sad bøjet over rattet i det enorme køretøj med skuldrene helt oppe om ørerne. Gennem de tonede ruder passerede den smadrede by forbi i en tåge af krigshærgede bygninger.

Bilerne kørte hurtigt, uden om huller efter mortergranater og over asfalt flænset op af pansrede køretøjer. Der var ikke meget trafik. De fleste var til fods; udmagrede og udmattede at se på med frakkerne lukket godt til mod kulden i et forår, som ikke rigtig havde fået magt. Vi kom forbi en boligblok, der lignede det dukkehus, jeg havde haft som barn.

Hele forsiden af huset var væk, så man kunne se ind i alle værelserne. Muren var skrællet væk af en eksplosion. Men ligesom i mit dukkehus var de synlige værelser møbleret.

Mens vi ræsede forbi, gik det op for mig, at folk stadig boede der på en eller anden måde, og at deres eneste beskyttelse var nogle stykker plastic, der bølgede i vinden. Men de havde vasket tøj. Det flagrede fra snore, der var hængt op mellem de forvredne ender på armeringsbjælkerne, der stak ud fra den smadrede beton.

Jeg troede, de ville køre mig direkte til bogen. I stedet gik dagen med endeløse, kedelige møder, først med samtlige FN-ansatte, der nogensinde havde haft en tanke om noget kulturelt, så med direktøren for det bosniske museum, så

24

Bogens folk

med en flok regeringsrepræsentanter. Jeg ville formentlig ikke have fået meget søvn alligevel, fordi jeg var spændt på den forestående opgave, og det utal af kopper tyrkisk kaffe, jeg havde fået i dagens løb, havde ikke hjulpet. Måske var det derfor, mine hænder stadig rystede.

Der lød en høj skratten fra politiradioen. Pludselig var alle på benene: Politiet, vagterne, Saijan. Bankens repræsentant skød låseriglerne fra, og endnu flere vagter kom ind i en slags V-formation. I midten gik en ung mand i falmede cowboybukser. Formentlig slapsvansen fra museet, som havde ladet os alle vente. Men jeg havde ikke tid til at blive irriteret på ham, for han bar på en metalkasse. Da han satte den ned på bordet, så jeg, at den var forseglet flere steder med segl og voks og klæbende papir. Jeg gav ham min skalpel. Han brød forseglingen og lirkede låget af. Han fjernede flere lag silkepapir. Og så rakte han mig bogen.

II Uanset hvor mange gange jeg har arbejdet med sjældne, smukke ting, giver den første berøring altid en forunderlig og stærk følelse. Som en blanding af at strejfe en strømførende ledning og stryge et spædbarn over hovedet.

Ingen konservator havde rørt dette håndskrift i et århundrede. Skumgummistøtterne var på plads, klar. Jeg tøvede et øjeblik – en hebraisk bog, ryggen mod højre – og lagde den i bogvuggen.

Uåbnet var bogen ikke noget, et utrænet øje ville værdige endnu et blik. For det første var den lille, så den var nem at bruge ved påskeritualets middagsbord. Bogbindet var ganske almindeligt for det 19. århundrede, plettet og slidt.

Et kodeks så prægtigt illustreret som dette ville oprindeligt have haft et rigt udsmykket bogbind. Man serverer ikke filet mignon på en paptallerken. Bogbinderen kunne have brugt bladguld eller ciseleret sølv, måske med indlagt

Hanna

25

elfenben eller perlemor. Men denne bog havde formentlig været genindbundet mange gange i sit lange liv. Den eneste indbinding, vi kender til, fordi den er dokumenteret, var den seneste i Wien i 1890’erne. Beklageligvis var bogen blevet frygtelig mishandlet ved den lejlighed. Den østrigske bogbinder havde beskåret pergamentet kraftigt og kasseret det gamle bogbind, hvilket ingen, og især ikke en, der arbejder for et større museum, ville gøre mere. Det var umuligt at sige, hvor mange informationer der var gået tabt. Han havde genindbundet pergamentet i en simpel træperm, upassende overtrukket med et trykt tyrkisk blomstermotiv, nu falmet og misfarvet. Kun hjørner og ryg var af kalveskind, som nu var mørkebrunt og ved at falde fra hinanden, så man kunne se den grålige træperm indenunder.

Jeg lod forsigtigt min midterste finger løbe hen over de revnede hjørner. Dem ville jeg styrke over de næste par dage.

Mens min finger fulgte kanten af permen, bemærkede jeg noget uventet. Bogbinderen havde skåret nogle kanaler og lavet små huller i permen for at gøre plads til et par spænder. Det var almindeligt, at bøger af pergament var udstyret med spænder for at holde siderne flade. Men der var ingen spænder på bogbindet. Jeg lavede en note til mig selv om at undersøge det nærmere.

Jeg flyttede skumgummistøtterne for at holde bogryggen på plads, åbnede bogen og lænede mig ind over den for at undersøge de iturevne forsatsblade. Dem ville jeg reparere med melklister og strimler af matchende bøttepapir. Jeg kunne med det samme se, at de hæftesnore, bogbinderen i Wien havde brugt, var slidt til bristepunktet. Det betød, at jeg måtte tage læggene fra hinanden og hæfte dem sammen igen. Så tog jeg en dyb indånding, vendte siden og kom ind til selve håndskriftet. Det var nu, det gjaldt. Det var nu, det blev afsløret, hvad fire år havde gjort ved et værk, der havde overlevet i 500 år.

Sneen gav lyset klarhed. Blå: Intens som en sommerhimmel, fremkommet ved at pulverisere dyrebar lapis lazuli

26

Bogens folk

transporteret af en kamelkaravane hele vejen fra Afghanistan.

Hvid: Ren, cremet, uigennemskinnelig. Mindre betagende, mere kompliceret end den blå. På den tid ville den stadig være lavet i henhold til den metode, der blev udviklet af de gamle ægyptere. Man dækker nogle blybarrer til med bundfaldet fra gammel vin og lukker det inde i et skur fuld af dyremøg.

Jeg havde gjort det engang i min mors drivhus på Bellevue Hill. Hun havde fået leveret en masse gødning, og jeg kunne ikke dy mig. Syren i den eddikesure vin omdanner blyet til blyacetat, som går i forbindelse med kultveilten, der kommer fra dyremøget, og bliver til blykarbonat, PbCO3. Min mor flippede selvfølgelig ud over det. Sagde, at hun ikke kunne holde ud at nærme sig sine præmieorkideer i flere uger.

Jeg vendte en side. Mere blændende lys. Illuminationerne var vidunderlige, men jeg tillod ikke mig selv at betragte dem som kunst. Ikke endnu. Først måtte jeg forstå dem som kemikalier. Der var gul, lavet af safran. Den smukke Crocus sativus Linnaeus, hver enkelt blomst med bare tre små støvfang, havde været en værdsat luksus dengang, og var det stadig. Selv om vi nu ved, at den dybe farve kommer fra et karoten, crocin, med en molekylestruktur bestående af 44 kul-atomer, 64 brint-atomer og 24 ilt-atomer, er det ikke lykkedes os at skabe en syntetisk erstatning, der er lige så kompleks og vidunderlig. Der var en malakitgrøn, og rød; den dybrøde farve, der er kendt som skarlagenrød – tola’at shani på hebraisk – som udvindes af et træboende insekt, der kvases og koges i lud. Da alkymisterne senere lærte at lave en lignende farve af sulfur og kviksølv, bevarede man navnet skarlagenrød. Visse ting forandrer sig aldrig.

Forandring. Det er fjenden. Bøger har det bedst, når temperaturen, luftfugtigheden, omgivelserne, forbliver de samme.

Man kunne næppe forestille sig større forandringer end dem, denne bog havde været udsat for. Flyttet under svære forhold uden forberedelse eller sikkerhedsforanstaltninger, og udsat for store temperatursvingninger. Jeg havde frygtet, at pergamentet ville være krøbet, farvepigmenterne krake-

Hanna

27

leret og løse. Men farverne havde holdt og stod lige så rene og klare som den dag, malingen blev påført. I modsætning til bladguldet på ryggen, som var drysset af, var det blanke guld i illuminationerne frisk og strålende. Forgylderen for 500 år siden havde haft mere forstand på sit håndværk end den mere moderne bogbinder i Wien. Der var også bladsølv, men det var oxideret og mørkegråt, som man ville forvente. ”Vil du skifte det ud?” Det var den tynde, unge mand fra museet. Han pegede på et område, hvor bladsølvet var løbet an. Han stod alt for tæt på. Pergament er hud, så menneskelige bakterier kan nedbryde det. Jeg flyttede min skulder, så han var nødt til at trække hånden til sig og træde et skridt tilbage. ”Nej,” sagde jeg, ”så afgjort ikke.” Jeg så ikke op. ”Men du er restaurator. Jeg troede …” ”Konservator,” rettede jeg ham. Det sidste, jeg ville, var at komme ind i en lang diskussion om filosofien bag konservering af bøger. ”Hør her,” sagde jeg. ”Du er her. Jeg har fået besked på, at du skal være her. Men jeg ville sætte pris på, om du undlod at blande dig i mit arbejde.” ”Det er forstået,” sagde han. Stemmen var mild trods mit skarpe udfald. ”Men du må også forstå, at jeg er kustos.

Bogen er i min varetægt.”

Kustos. Det tog et øjeblik, før den sank ind. Jeg vendte mig om og stirrede på ham. ”Er du Ozren Karaman? Ham, der reddede bogen?”

FN-repræsentanten, Saijan, sprang op. Han var én stor undskyldning. ”Tilgiv mig. Jeg skulle have præsenteret Dem, men De var så ivrig efter at komme i gang, at jeg … Dr. Hanna Heath, tillad mig at præsentere dr. Ozren Karaman, chefbibliotekar på museet og professor i bibliotekarvidenskab ved det bosniske nationaluniversitet.” ”Jeg … Undskyld, jeg var uforskammet,” sagde jeg. ”Jeg havde ventet, at du var meget ældre, når du var leder af sådan en stor samling.” Og jeg havde ikke ventet, at en mand i den stilling ville se så sjusket ud. Han havde en

28

Bogens folk

slidt læderjakke på ud over en krøllet hvid T-shirt. Hans cowboybukser var slidte. Håret – uglet, krøllet, hverken redt eller klippet – faldt ud over et par briller, der var klistret sammen med et stykke tape i midten.

Han løftede et øjenbryn. ”Du, som er så meget ældre, har naturligvis al mulig grund til at være af den opfattelse.” Han fortrak ikke en mine, mens han sagde det. Jeg gættede på, han var omkring de 30 ligesom mig. ”Men det ville glæde mig overordentlig, dr. Heath, hvis du ville bruge et øjeblik på at fortælle, hvad du agter at gøre.” Mens han sagde det, sendte han Saijan et blik, som jeg kunne lægge mange ting i.

FN mente, man gjorde Bosnien en tjeneste ved at finansiere arbejdet, så Haggadahen kunne blive ordentligt udstillet.

Men når det gælder nationalskatte, ønsker ingen at overlade styringen til andre. Ozren Karaman følte sig tydeligvis sat ud på et sidespor. Det havde jeg ikke lyst til at blive blandet ind i. Jeg var der for at tage mig af bogen, ikke af en bibliotekars sårede stolthed. Men han havde naturligvis ret til at vide, hvorfor FN havde valgt en som mig. ”Jeg kan ikke sige nøjagtigt, hvad jeg vil gøre, før jeg har undersøgt bogen grundigt, men jeg kan sige én ting: Man hyrer ikke mig, hvis man er ude efter kemiske afrensninger eller store restaureringer. Jeg har afvist den fremgangsmåde i alt for mange artikler. Hvis man restaurerer en bog, så den ser ud som den dag, den blev lavet, har man ingen respekt for dens historie. Jeg mener, man skal acceptere en bog, som man modtager den fra tidligere generationer, og skader og slid afspejler til en vis grad den historie. Som jeg ser det, er det mit job at gøre den så solid, at den kan tåle at blive rørt ved og studeret, men kun reparere det allermest nødvendige. Her,” sagde jeg og pegede på en side, hvor en rødbrun plamage dækkede den raffinerede hebraiske kalligrafi, ”kan jeg tage en mikroskopisk prøve af fibrene, og vi kan analysere dem og måske finde ud af, hvad som forårsagede pletten. Jeg vil gætte på, det er vin. Men en grundig analyse kan måske give oplysninger om, hvor bogen befandt

Hanna

29

sig, da det skete. Og hvis vi ikke kan sige det nu, så kan fremtidens konservatorer finde ud af det om 50 eller 100 år, når teknikkerne er blevet mere avancerede. Men hvis jeg med kemiske midler fjerner pletten, denne såkaldte skade, så mister vi chancen for nogensinde at få den viden.” Jeg tog en dyb indånding.

Ozren Karaman betragtede mig åndsfraværende. Jeg blev pludselig flov. ”Undskyld, det ved du selvfølgelig alt om.

Men det er lidt af en besættelse for mig, og når jeg først får begyndt …” Jeg gjorde det kun værre, så jeg stoppede. ”Men sagen er, at jeg kun har fået adgang til bogen i en uge, så jeg må udnytte hvert minut. Jeg vil gerne i gang … Jeg har den til klokken seks i aften, ikke?” ”Nej, ikke helt. Jeg er nødt til at gå med den ti minutter i, for at få den i sikkerhed før vagtskiftet i banken.” ”Helt i orden,” sagde jeg og trak stolen tættere på. Jeg nikkede ned mod den anden ende af det lange bord, hvor delegationen af sikkerhedsvagter sad. ”Er det muligt at komme af med et par stykker af dem?”

Han rystede på sit uglede hoved. ”Jeg er bange for, vi alle bliver.”

Et dybt suk undslap mig. Mit arbejde handler om objekter, ikke om mennesker. Jeg kan lide fysiske substanser, fibre, indholdet i de forskellige ting, der indgår i arbejdet med at lave en bog. Jeg har forstand på sidernes krop og struktur, på lerarterne og toksinerne i de gamle farvepigmenter. Og på melklister. Jeg kan kede folk ihjel ved at tale om melklister. Jeg var et halvt år i Japan for at lære, hvordan man blander det, så det får den rette elasticitet.

Pergament er jeg særlig vild med. Så holdbart, at det kan holde i århundrede, så sart, at det kan ødelægges i et skødesløst øjeblik. Jeg er helt sikker på, at jeg fik denne opgave, fordi jeg har skrevet så mange artikler om pergament. Alene ud fra størrelsen og spredningen af porer kunne jeg slå fast, at pergamentet foran mig var lavet af skindet fra en nu uddød art af tykpelset spansk bjergfår. Man kan

30

Bogens folk

datere håndskrifter fra kongerigerne Aragonien og Castilien med en nøjagtighed på plus/minus 100 år, hvis man ved, hvornår en given art var det helt store hit blandt de lokale pergamentmagere.

Pergament er i bund og grund læder, men det føles og ser anderledes ud, fordi fibrene i huden forandres af at blive spændt ud. Gør man det vådt, vender fibrene tilbage til deres oprindelige tredimensionelle netværk. Jeg havde været bekymret for kondensation i metalkassen, eller at den var blevet udsat for vind og vejr under transporten, men det bar den ikke meget præg af. Der var nogle sider, som viste tegn på en ældre vandskade, men i mikroskopet så jeg et lag kubeformede krystaller, som jeg genkendte: NaC1, også kendt som helt almindeligt bordsalt. Vandet, der havde beskadiget bogen, var formentlig det saltvand, man bruger ved sederbordet til at repræsentere tårerne fra slaverne i Egypten.

En bog er naturligvis mere end summen af dens materialer. Den er et artefakt skabt af menneskers hånd og ånd. Guldslagerne, sliberne, skriverne, bogbinderne, det er mennesker, jeg føler mig trygge ved. Af og til taler de til mig i det stille. De lader mig se, hvad deres hensigter var, og det hjælper mig i mit arbejde. Jeg var bange for, at bogens kustos, med sin velmenende kontrol, eller strømerne, med deres dæmpede snak i deres walkie-talkier, ville holde mine venlige spøgelser på afstand. Og jeg havde brug for deres hjælp. For der var så mange spørgsmål.

Oprindeligt var de fleste bøger af denne art, som er så rig på dyre farvepigmenter, lavet til paladser eller domkirker.

Men en haggadah bruges kun i hjemmet. Ordet stammer fra den hebraiske rod hgd, ”at fortælle”, og hentyder til det bibelske bud, der pålægger forældre at fortælle deres børn historien om uddrivelsen fra Egypten. Måden at gøre det på varierer meget, og op gennem århundrederne har hvert eneste jødiske samfund udviklet sit eget ritual for festen i hjemmet.

Ingen vidste, hvorfor denne Haggadah var illustreret med så mange miniaturemalerier på en tid, hvor jøder anså figu-

Hanna

31

rativ kunst for at være en overtrædelse af Bibelens bud. Det var usandsynligt, at en jøde ville have været i en situation, hvor han kunne lære de malerteknikker, der blev udvist her.

Stilen var ikke ulig den, man så hos de kristne illuminatorer. Men miniaturerne illustrerede bibelske scener, sådan som de blev udlagt i midrash, den jødiske bibelfortolkning.

Jeg vendte siden og sad pludselig og så på den illustration, der mere end nogen anden havde været årsag til diskussioner blandt lærde. Det var en hjemlig scene. En familie af jøder, spanske at dømme efter tøjet, sidder ved et påskemåltid.

Man ser den rituelle mad; matzah, der skal minde om det usyrede brød, som jøderne i al hast bagte, aftenen før de flygtede fra Egypten, et kødben for at huske lammets blod på dørstolpen, der fik dødens engel til at gå forbi de jødiske hjem. Faderen, tilbagelænet som det hører sig til for at vise, at han er en fri mand og ikke slave, drikker vin af et guldbæger, mens hans søn, der sidder ved siden af, løfter sin kop. Moderen sidder fredfyldt i sin fine kjole og juvelbesatte hovedpynt. Billedet forestiller formentlig den familie, der oprindeligt bestilte denne Haggadah. Men der sidder en kvinde mere ved bordet, med elfenbenshud og klædt i safrangul kåbe, med et stykke matzah i hånden. For fint klædt til at være tjenestepige, og som ligeværdig deltager i det jødiske ritual, har identiteten af denne afrikanske kvinde klædt i safrangult forvirret bogens lærde i et århundrede.

Bevidst langsomt undersøgte jeg siderne og tog noter om deres tilstand. Hver gang jeg vendte et pergament, tjekkede og justerede jeg skumgummistøtterne. ”Overbelast aldrig en bog” – konservatorens første bud. Men de mennesker, som havde haft denne bog i deres eje, havde været udsat for frygtelige belastninger: Pogromer, inkvisitioner, landflygtighed, folkedrab, krig.

Da jeg nåede til slutningen af den hebraiske tekst, var der en linje skrevet på et andet sprog og med en anden skrift.

Revisto per mi. Gio. Domenico Vistorini, 1609. Det latinske, som emmede af Venedig, betød ”inspiceret af mig”. Var det

32

Bogens folk

ikke for de tre ord, skrevet af en af pavens officielle censorer, ville bogen måske være blevet destrueret det år i Venedig og aldrig være nået over Adriaterhavet til Balkanhalvøen. ”Hvorfor reddede du den, Giovanni?”

Jeg så op med rynket pande. Det var dr. Karaman, bibliotekaren. Han trak lidt undskyldende på skuldrene. Han troede formentlig, at jeg var irriteret over afbrydelsen, men jeg var faktisk overrasket over, at han havde sat ord på det spørgsmål, jeg havde i tankerne. Ingen kendte svaret, lige så lidt som nogen vidste, hvordan og hvorfor – ja, og hvornår – bogen var kommet til denne by. En salgskvittering fra 1894 viste, at en ved navn Kohen havde solgt den til biblioteket. Men ingen havde tænkt på at stille spørgsmål til sælgeren. Og siden 2. verdenskrig, hvor to tredjedele af jøderne i Sarajevo var blevet udryddet, og byens jødiske kvarter var blevet endevendt, havde der ikke været nogen Kohen tilbage i byen, man kunne spørge. Dengang havde en muslimsk bibliotekar reddet bogen fra nazisterne, men oplysningerne om, hvordan han havde gjort det, var få og modstridende.

Da jeg var færdig med at tage noter til min indledende undersøgelse, satte jeg et 8x10”-kamera op og begyndte forfra igen, hver eneste side blev fotograferet for nøje at dokumentere bogens tilstand, før der overhovedet blev gjort forsøg på at konservere den. Når jeg var færdig med konserveringsarbejdet, og før jeg genindbandt den, ville jeg fotografere hver side igen. Jeg ville sende negativerne til Amitai i Jerusalem.

Han ville stå for at få lavet et sæt kopier af høj kvalitet til verdens museer og en faksimile-udgave, som almindelige mennesker kunne få lov til at nyde. Normalt ville det være en specialist, som tog billederne, men FN gad ikke have besværet med at finde endnu en ekspert, der kunne godkendes af alle byens valgkredse, så jeg var gået med til at gøre det.

Jeg rullede med skuldrene og rakte ud efter min skalpel.

Så sad jeg der med hagen hvilende i den ene hånd og den anden svævende over bogbindet. Der er altid et øjebliks

Hanna

33

manglende selvtillid, lige før man går i gang. Lyset glimtede i det blanke stål og fik mig til at tænke på min mor.

Hvis hun tøvede lige så længe, ville patienten forbløde på operationsbordet. Men min mor, den første kvindelige leder af en neurokirurgisk afdeling i Australiens historie, kendte ikke til manglende selvtillid. Hun tvivlede ikke på sin ret til at lade hånt om enhver tradition i sin tid ved at få et barn uden at besvære sig med at få en mand, eller at sætte navn på barnets far. Den dag i dag ved jeg ikke, hvem han er.

En, hun elskede? En, hun udnyttede? Formentlig det sidste.

Hun troede, hun skulle opfostre mig i sit eget billede. Meget morsomt. Hun er lyshåret og permanent tennis-brun. Jeg er mørkhåret og bleg som en goter. Hun har hang til champagne. Jeg vil helst drikke øl direkte fra dåsen.

Jeg indså for længe siden, at hun aldrig ville respektere min beslutning om at reparere bøger frem for menneskekroppe. I hendes øjne var mine eksamensbeviser for kemi og nærøstlige sprog ikke mere værd end brugte papirlommetørklæder. En master i kemi og en ph.d. i konservering af kunstgenstande kunne heller ikke gøre det. ”Børnehavepjat,” kalder hun det, mine papirer og farvepigmenter og melklister. ”Du ville have været færdig med praktikken nu,” sagde hun, da jeg kom hjem fra Japan. ”I din alder var jeg 1. reservelæge,” var det eneste, jeg hørte, da jeg kom tilbage fra Harvard.

Somme tider føler jeg mig som en af de persiske miniaturer, jeg konserverer, et lille menneske, som konstant betragtes af ubevægelige ansigter, der stirrer ned fra høje gallerier eller står bag flettede skærmvægge og lurer. Men i mit tilfælde er alle ansigterne kun ét ansigt, min mors, med den sammensnerpede mund og det misbilligende blik.

Her er jeg så, 30 år gammel, og hun er stadig i stand til komme imellem mig og mit arbejde. Følelsen af hendes utålmodige, misbilligende, granskende blik fik omsider rusket op i mig. Jeg førte skalpellen ind under hæftesnoren, og bogens prægtige sider løsnedes lige så stille. Jeg løftede det første læg af, og noget dryssede ud fra bogbindet. Med en

34

Bogens folk

zobelhårpensel flyttede jeg det forsigtigt over på et objektglas og skubbede det ind i mikroskopet. Bingo! Et lillebitte stykke af en insektvinge, halvgennemsigtig, tydelige årer.

Vi lever i en verden af leddyr, og hvis vingen stammede fra et helt almindeligt insekt, ville den ikke fortælle os noget som helst. Men måske var det en sjældenhed, begrænset til et lille geografisk område. Eller måske en art, som nu var uddød. I begge tilfælde ville det føje ny viden til bogens historie. Jeg lagde det i en pergamynkuvert og mærkede den med en note om fundstedets placering.

For et par år siden havde mit fund af et lille skæl fra en fjerpen i et bogbind skabt røre. Værket var en vidunderlig lille samling forbønner til forskellige helgener, som angiveligt var en del af en forsvunden Timebog. Samleren havde papirer på dens herkomst langt tilbage i tiden, og bogen var tilskrevet The Bedford Master, der malede i Paris omkring 1425. Men der var noget ved den, der fik mig til at studse.

Normalt fortæller et skæl fra en fjer ikke meget. Man behøver ikke nødvendigvis en eksotisk fjer for at lave en fjerpen. Enhver god, stærk flyvefjer fra en hårdfør fugl kan blive til en habil fjerpen. Jeg kommer altid til at grine, når jeg ser skuespillere i periodefilm skrible løs med en flamboyant strudsefjer. For det første gik der ikke mange strudse rundt i middelalderens Europa. Og for det andet formede skriverne altid fjeren til noget, der lignede en pind, så fnulleret ikke kom i vejen, mens de arbejdede. Men jeg insisterede på at lade en ornitolog kigge på skællet, og hvad viste der sig? Skællet stammede fra en moskusand. Nu om dage er moskusænder ret almindelige de fleste steder, men i 1400-tallet fandtes de kun i Mexico og Brasilien. De kom ikke til Europa førend i begyndelsen af 1600-tallet. Det viste sig, at den franske ”samler” havde lavet falske håndskrifter i årevis.

Mens jeg forsigtigt løftede Haggadahens næste side af, trak jeg den slidte hæftesnor ud og bemærkede et fint, hvidt hår, cirka en centimeter langt, som sad fast i snorens fibre.

I et forstørrelsesglas kunne jeg se, at håret havde efterladt

Hanna

35

en meget lille fordybning i nærheden af bogbindet på den side, hvor den spanske familie-seder var afbilledet. Med en kirurgisk pincet løsnede jeg det forsigtigt og lagde det i en kuvert for sig selv.

Jeg havde ikke behøvet bekymre mig om at blive forstyrret af de andre i lokalet. Jeg bemærkede slet ikke, de var der.

Folk kom og gik, og jeg løftede ikke hovedet. Det var først, da lyset begyndte at svinde, at det gik op for mig, at jeg havde arbejdet hele dagen uden pause. Jeg følte pludselig stivheden i kroppen og en rasende sult. Jeg rejste mig op, og med det samme var Karaman der med sin frygtelige metalkasse. Jeg lagde varsomt bogen med de løse sider ned i den. ”Vi er nødt til straks at lave om på det her,” sagde jeg. ”Metal er det værste til at overføre skift mellem kulde og varme.” Jeg lagde et stykke glas ovenpå og tyngede den ned med en lille velourpose med sand for at holde pergamentet fladt. Ozren nussede med voks og segl og snore, mens jeg rengjorde og ordnede mine redskaber. ”Hvad siger du til vores skat,” spurgte han og nikkede hen mod kassen. ”Enestående, alderen taget i betragtning,” sagde jeg. ”Der er ingen synlige skader forårsaget af uhensigtsmæssig håndtering. Jeg vil foretage nogle undersøgelser på et par mikroskopiske prøver for at se, hvad de kan fortælle os.

Men ellers handler det kun om at stabilisere den og reparere bogbindet. Som du ved, er bogbindet fra slutningen af det 19. århundrede, og lige så slidt, som man kunne forvente.”

Karaman lænede sig tungt ned over kassen og pressede bibliotekets segelstampe ned i voksen. Så trådte han til side, mens en repræsentant for banken gjorde det samme med bankens segelstampe. Det komplicerede net af snore og vokssegl betød, at enhver uautoriseret adgang til kassens indhold ville blive opdaget med det samme. ”Jeg havde hørt, du var fra Australien,” sagde Karaman.

Jeg undertrykte et suk. Jeg var stadig høj efter dagens arbejde og ikke i humør til at sludre. ”Det forekommer at være en sær beskæftigelse for en, der kommer fra så ungt et

36

Bogens folk

land – at tage vare på andre folks gamle skatte.” Jeg sagde ingenting. Så tilføjede han: ”Du hungrede vel efter kultur, fordi du voksede op derovre.”

Jeg havde været grov tidligere på dagen, så nu gjorde jeg mig umage. Lidt. Den der med ”ungt land-kulturel ørken” bliver lidt kedelig i længden. Australien har tilfældigvis den længste sammenhængende tradition for kunst i hele verden. Aboriginerne skabte avanceret kunst på væggene i deres huler, 30.000 år før folk i Lascaux tyggede enden af deres første pensel. Men jeg besluttede at spare ham for hele foredraget. ”Tja,” sagde jeg, ”du bør huske, at indvandringen har gjort os til et af de mest multietniske samfund i verden.

De australske rødder stikker dybt og er vidt forgrenede. Det giver os en andel i hele verdens kulturelle arv. Selv i jeres.”

Jeg undlod at sige, at da jeg voksede op, var jugoslaverne berømte for at være den eneste indvandrergruppe, der havde taget problemerne fra den gamle verden med til Australien.

Alle andre overgav sig til en solskoldet apati, men serberne og kroaterne blev bare ved, de bombede hinandens fodboldklubber og sloges endda med hinanden helt ude, hvor kragerne vender i udørke som Coober Pedy.

Han modtog den spidse bemærkning med godt humør og smilede til mig hen over kassen. Han havde et vældig pænt smil, det må jeg sige. Hans mundvige vendte både op og ned på samme tid, ligesom en Charles Schultz-tegning.

Vagterne rejste sig for at eskortere Karaman og bogen.

Jeg fulgte efter hen ad en lang udsmykket korridor, indtil de gik ned ad marmortrappen til bankboksen. Jeg ventede på, at nogen skulle låse hoveddøren op, da Karaman vendte sig og råbte til mig. ”Måske må jeg byde dig på middag? Jeg kender et sted i den gamle bydel. Det genåbnede i sidste måned. For at være helt ærlig så kan jeg ikke garantere for maden, men den vil i det mindste være bosnisk.”

Jeg skulle lige til at sige nej. Det er en refleks hos mig.

Men så tænkte jeg, hvorfor ikke? Det ville være bedre end

Hanna

37

et intetsigende roomservice-måltid på mit lille, triste hotelværelse. Jeg sagde til mig selv, at det var helt legal research.

Ozren Karamans redning havde gjort ham til en del af bogens historie, og jeg ville gerne vide mere om det.

Jeg ventede på ham ved toppen af trappen til lyden af bankboksens pneumatiske hvislen og låseriglerne, der gled i og lukkede bogen inde. Lyden var definitiv og betryggende.

Bogen ville i det mindste være i sikkerhed natten over.