90 mm
158 mm
41 mm
158 mm
90 mm
Solgt i 2 millioner eksemplarer sendes ud for at beskytte en hemmelighed, som kan ændre historiens gang. London 1260. Vennerne Will og Garin er i lære som tempelriddere i Ordenens hovedkvarter. På samme tid i Syrien udkæmpes et blodigt slag mellem mamlukkerne og mongolerne. Mamlukkerne sejrer, og deres hærfører Baybars, en tidligere slave, griber magten og gør sig selv til sultan. Kun for at indlede en skånselsløs krig mod de kristne.
ROBY N YOU NG
Korstogenes æra nærmer sig sin afslutning. En ung tempelridder
ROBYN YOUNG
Mellem Will og Garin står den unge kvinde Elwen, der er niece til en højtstående tempelridder. Sammen inddrages de i jagten på Bogen om Gralen skrevet af Anima Templi – et hemmeligt broderskab in-
236 mm
den for selve tempelridderordenen, som prædiker forsoning mellem
robyn young, født 1975 i Oxford, er uddannet forfatter og bor i dag i Brighton. Hun har arbejdet som lærer, økonomisk rådgiver, folkesanger og arrangør af med broderskabet, der omgående røg til tops på bestsellerlisterne. Bogen er solgt til udgivelse i 20 lande.
drømmer om at knuse ikke bare Broderskabet, men hele Tempelridderordenen, og de vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at få fat i den farlige bog.
broderskabet er første del af Robyn Youngs fængslende romantrilogi om det sidste store korstog, om det kristne imperiums fald og muslimernes vej mod magten. Et storslået historisk drama fuld af drabelige slag, ondsindede intriger og lidenskabelig kærlighed.
Serien består af tre bind: BRODERSKABET KORSTOG
BRODER SKABET
musikfestivaler. Robyn Young debuterede
de tre store religioner. Men Broderskabet har magtfulde fjender, der
roman
”Et hæsblæsende historisk eventyr” - financial times
REKVIEM
9 788771 080872
BRODERSKABET
”den unge klerk spurtede gennem gyden. Hans fødder gled i slimede pytter af mudder og nattesøle, som dækkede jorden; hans næse var tilstoppet af stanken af menneskelig afføring og rådden mad. Han skred, kastede en hånd ud for at gribe fat i den skarpe flintmur, genvandt balancen og løb videre. Til venstre for sig, mellem bygningerne, så han et glimt af Seinens sorte vand. Himlen var begyndt at lysne, og Notre Dames tårne spejlede daggryets svage skær, men i labyrinten af gyder, som gik på kryds og tværs mellem husene, var det stadig nat. Klerkens hår klistrede af sved. Når han havde afleveret bogen, ville han være fri. Når klokkerne ringede til prim, ville han være på vej til Rouen og et nyt liv. Han stoppede op i åbningen ind til en gyde, mens han forsøgte at få vejret. En bevægelse fangede hans blik. En høj mand klædt i en grå kappe skridtede mod ham. Den unge klerk vendte sig og løb. Han zigzaggede mellem husene, men hans forfølger var stædig, og afstanden mellem dem blev mindre. Bymuren rejste sig længere fremme. Han strammede sit greb om bogen. Han ville blive straffet med døden eller fængsling, det var han sikker på, men uden bevis ville de måske ikke kunne fælde dom. Han lod bogen falde ned bag tønderne og løb videre. Han kunne altid vende tilbage og hente den, hvis det lykkedes ham at undslippe.”
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 3
ROBYN YOUNG
Broderskabet Oversat af Svend Ranild
People’sPress
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 8
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 9
PROLOG Fra Bogen om Gralen
ere strålende end solen denne sø, Kogende som en kedel dyb, Og skønt intet levende tålte Denne brændende ovn, smeltende hed, Skimtede Perceval væsener der, Mørke og skrækkelige at skue. Vridende under den sydende flade Var flammer af rødt, gyldent, gult Ting med vinger og tænder og kløer, Som var de kravlet fra afgrunden op. Men på bredden en ridder stod, Prydet med kappe, tugtigt hvid, Et rødt kors hans bryst smykkede, Et helligt lys omkring ham skinnede. Mod Perceval den ridder sig vendte, Han hævede sin arm mod søen, Og i strenge, befalende toner Bød Perceval kaste skattene i.
M
Perceval stod stille som sten, Hans hjerte kølnede, hans fingre stivnede, Han følte han ikke kunne døje at kaste De kostelige skatte af hænderne. Da talte ridderen på ny,
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 10
Hans stemme en pil drevet dybt: Vi er brødre, Perceval, Broderskabet vil ikke lede dig galt. Alt der er tabt, skal vindes igen. Alt der er dødt, skal leve igen. Og Perceval, hans tro vendt tilbage, Sig lænede og kastede skattene i. Korset af strålende, ublandet guld, Gult som morgenens sol, Lysestagen med arme syv Af drevent sølv, flimrende, Sidst måneseglet af hamret bly, Dens groft hugne flade skyggemørk. Med ét en sang steg op Fra mange røster samlet til én. Båret på en brise, sød og ren, De fyldte himlen som dagens gry. Nu var søen ej længer ild Men roligt blå af klarest vand, Og fra den kom en gylden mand Med sølverne øjne og blysort hår. Perceval faldt på knæene ned Og græd og græd af lutter fryd. Han løftede hovedet, og tre gange højt Hil dig Oh Herre! han råbte.
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 13
1 Ayn Jalut (Goliats Damme), kongeriget Jerusalem 3. september 1260
OLEN VAR VED at nærme sig zenit, dominerede himlen og gjorde ørkenens mørke okkerfarve blegt benhvid. Gribbe kredsede over toppen af bjergene som omgav Ayn Jalut-sletten, og deres hæse skrig hang i luften, fanget i varmens håndgribelighed. I den vestlige udkant af sletten, hvor bjergene strakte deres nøgne lemmer ned til sandet, sad 2.000 mænd på pansrede heste. Deres sværd og skjolde glimtede, stålet var for varmt at røre, og selv om deres våbenkapper og turbaner ikke gjorde meget for at beskytte dem mod solens vildskab, talte ingen om deres ubehag. Siddende på en sort hest i Bahriregimentets fortrop rakte Baybars Bundukdari, deres hærfører, efter vandsækken som var fastgjort til hans bælte mellem to sabler hvis klinger var hakkede og bulede af brug. Efter at have taget en slurk rullede han med skuldrene for at løsne de stive led. Hans hvide turbanstof var vådt af sved, og ringbrynjen han havde på under sin blå kappe, føltes usædvanligt tung. Som morgenen skred frem, havde varmen vundet i styrke, og selv om vandet lindrede Baybars tørre hals, kunne det ikke slukke en dybere tørst som brændte i ham. “Emir Baybars,” mumlede en af de yngre officerer som sad til hest ved siden af ham. “Tiden går. Spejderne burde være kommet tilbage nu.” “De kommer snart tilbage, Ismail. Hav tålmodighed.” Mens Baybars bandt vandsækken fast i bæltet igen, studerede han Bahriregimentets tavse geled som var opstillet i sandet bag ham. Hans mænds ansigter havde alle det grumme udtryk han havde set i så mange frontlinjer før et slag. Snart ville disse udtryk forandres. Baybars havde set de dristigste krigere blegne når de stod ansigt til ansigt med en front af fjendtlige stridsmænd som var
S
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 14
et spejlbillede af deres egen. Men når tiden var inde, ville de kæmpe uden tøven, for de var soldater i mamlukhæren: Egyptens slavekrigere. “Emir?” “Hvad er der, Ismail?” “Vi har ikke hørt fra spejderne siden daggry. Hvad hvis de er blevet taget til fange?” Baybars så bister ud, og Ismail ønskede han havde holdt mund. I det store hele var der ikke noget særligt slående ved Baybars; som de fleste af sine mænd var han høj og senestærk med mørkebrunt hår og kanelfarvet hud. Men hans blik var usædvanligt. En defekt, der viste sig som en hvid stjerne midt i hans venstre pupil, gav hans blik en besynderlig skarphed; en af de egenskaber som havde givet ham hans øgenavn – Armbrøsten. Underofficeren Ismail, som befandt sig i fokus for de hvasse blå øjne, følte sig som en flue i en edderkops spind. “Som jeg sagde, hav tålmodighed.” “Ja, emir.” Baybars blik mildnedes lidt da Ismail bøjede hovedet. Det var ikke mange år siden Baybars selv havde ventet i forreste geled før sit første slag. Mamlukkerne havde stået over for frankerne på en støvet slette i nærheden af en landsby der hed Herbiya. Han havde anført kavaleriet under angrebet, og efter nogle timer var fjenden knust og de kristnes blod plettede sandet. I dag ville der ske det samme, om Gud ville. I det fjerne rejste en søjle af støv sig fra sletten. Langsomt antog den form af syv ryttere hvis skikkelser forvrængedes af den bølgende varmedis. Baybars sparkede hælene i flankerne på sin hest og stormede ud af geledderne, fulgt af sine officerer. Da gruppen af spejdere nærmede sig, i fuld galop, drejede lederen sin hest mod Baybars. Med et hårdt træk i tøjlerne standsede han foran generalen. Ridedyrets gulbrune pels var spættet af sved, dets mule plettet af skum. “Emir Baybars,” hilste rytteren gispende. “Mongolerne kommer.” “Hvor stor er styrken?” “En af deres toumaner, emir.” “10.000. Og deres leder?” “De ledes af hærføreren Kitbogha, sådan som vores oplysninger tydede på.” “Så de jer?”
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 15
“Det sørgede vi for. Fortroppen er ikke langt efter os, og hovedstyrken følger dem tæt.” Spejdernes leder lod sin hest trave tættere på Baybars og sænkede stemmen så de andre officerer måtte anstrenge sig for at høre ham. “Deres styrke er stor, emir, og de har medbragt mange krigsmaskiner, men trods det tyder vores oplysninger på at det kun er en tredjedel af deres hær.” “Hvis man hugger hovedet af bæstet, falder kroppen,” svarede Baybars. Det skingre hyl fra et mongolhorn lød i det fjerne. Andre sluttede sig hurtigt til det indtil et gennemtrængende, uharmonisk kor rungede hen over bjergene. Mamlukhestene, som fornemmede spændingen i deres ryttere, begyndte at pruste og vrinske. Baybars nikkede til spejdernes leder og vendte sig så mod sine officerer. “Blæs til retræte på mit tegn.” Han pegede på Ismail. “Du rider med mig.” “Ja, emir,” svarede Ismail med tydelig stolthed. I 10 eller 20 sekunder var de eneste hørbare lyde, de fjerne horn og vindens rastløse sukken over sletten. Et tæppe af støv dækkede himlen i øst da de første geledder af den mongolske styrke kom til syne på bjergryggene. Rytterne gjorde en kort pause på toppen, og så strømmede de hen over sletten som et hav af mørke, med sollyset glimtende i stålet, funklende over den sorte flodbølge. Bag fortroppen kom hovedstyrken, anført af let kavaleri med spyd og buer, og derefter Kitbogha selv. På alle sider flankeredes mongollederen af arrede krigere iført jernhjelme og lamelpanser fremstillet af plader af ugarvet skind sammenbundet med læderstrimler. Hver mand havde to reserveheste, og bag denne tordnende kolonne rullede belejringsmaskiner og vogne lastet med de rigdomme som var røvet under mongolernes angreb på små og store byer. Vognene kørtes af kvinder som havde store buer på ryggen. Mongolrigets grundlægger, Djengis Khan, var død for 33 år siden, men hans krigerimperiums magt levede videre i den styrke som nu stod over for mamlukkerne. Baybars havde set hen til denne konfrontation i månedsvis, men hans sult efter den havde gnavet i ham meget længere. 20 år var der gået siden mongolerne havde invaderet hans hjemland, hærget hans stammes områder og kreaturer; 20 år siden hans folk var blevet tvunget til at flygte fra angrebet og bede om hjælp hos nabohøvdinge som havde forrådt dem og solgt dem til Syriens slavehandlere. Men det var først for nogle måneder
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 16
siden, da en mongolsk udsending var ankommet til Cairo, at Baybars havde fået mulighed for at få hævn over det folk som var årsag til at han var havnet i slaveri. Udsendingen var kommet for at kræve at Kutuz, mamluksultanen, underkastede sig mongolsk styre, og det var denne frækhed, foruden mongolernes nylige ødelæggende angreb på den muslimskstyrede by Bagdad, som endelig havde ansporet sultanen til at handle. Mamlukkerne bøjede sig ikke for andre end Allah. Mens Kutuz og hans militærguvernører, deriblandt Baybars, var gået i gang med at planlægge deres gengældelse, havde den mongolske udsending haft nogle dage til at tænke over sin fejltagelse. Han var blevet begravet i sand op til halsen uden for Cairos mure, og det havde taget tid inden solen og gribbene havde gjort deres arbejde færdigt. Nu ville Baybars give dem der havde sendt ham, en lignende lærestreg. Baybars ventede indtil de forreste geledder af det tunge kavaleri var halvvejs over sletten, og vendte så sin hest og kiggede på sine mænd. Han trak en af sine sabler fra skeden og løftede den højt op over hovedet. Den buede klinge fangede solens stråler og skinnede som en stjerne. “Krigere fra Egypten,” råbte han. “Vores tid er nu inde, og med denne sejr vil vi efterlade en dynge af vores fjenders lig som vil være højere end disse bjerge og bredere end ørkenen.” “Til sejr!” brølede soldaterne fra Bahriregimentet. “I Allahs navn!” Alle som én vendte de sig bort fra hæren der nærmede sig, og drev deres heste mod bjergene. Mongolerne, som troede at deres fjende flygtede i rædsel, hujede da de optog jagten. Den vestlige række af bjerge som kantede sletten, var lav og bred. En kløft delte dem og dannede en bred slugt. Baybars og hans mænd styrtede sig gennem denne åbning og red som rasende, og de første ryttere i mongolernes fortrop kom stormende gennem de støvskyer som fulgte i kølvandet på mamlukkernes heste. Den mongolske hovedstyrke fulgte efter, kanaliseret ind i slugten, og fik løse sten og sand til at regne ned fra bjergsiderne på grund af de rystelser de frembragte. På et tegn fra Baybars holdt Bahriregimentet deres heste tilbage og vendte sig så de dannede en barriere som spærrede for mongolernes fremtrængen. Pludselig genlød drønene fra mange horn og den kakofoniske dunken af pauker gennem kløften. En skikkelse, mørk i det skarpe modlys, var kommet til syne på et af
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 17
højdedragene over slugten. Skikkelsen var Kutuz. Han var ikke alene. Sammen med ham på højdedraget, på spring over dalbunden, var tusindvis af mamluksoldater. Kavaleriet, mange af dem bueskytter, var opdelt i forskellige sektioner, hver med sin farve, som markerede de forskellige regimenter: lilla; skarlagenrød; orange; sort. Det var som om bjergene bar en vældig, spraglet kappe med tråde af sølv overalt hvor spydspidser eller hjelme fangede lyset. Infanteriet stod klar med sværd, stridskøller og buer, og et lille, men dødbringende korps af lejesoldater, beduiner og kurdere, flankerede hovedstyrken i to fløje, bevæbnede med to meter lange spyd. Nu da mongolerne var fanget i Baybars’ fælde, behøvede han blot stramme løkken. Efter at hornene havde lydt, fulgte et krigsråb fra mamlukkerne, og brølet af deres stemmer druknede et øjeblik paukernes puls. Mamlukkavaleriet angreb. Nogle af hestene faldt under ridtet i en bølge af støv, og rytternes råb forsvandt i den jordrystende torden af hove. Mange flere susede mod deres mål da to mamlukregimenter fejede ud på Ayn Jalut-sletten for at drive de sidste af mongolstyrkerne ind i kløften. Baybars svingede sin sabel over hovedet og udstødte et hyl da han angreb. Mændene i Bahriregimentet fortsatte hans råb. “Allahu akbar! Allahu akbar!” De to hære mødtes i en storm af støv og skrig og klirren af stål. I de første sekunder faldt hundredvis fra begge sider, og de døde fyldte op på jorden og skabte et forræderisk fodfæste for dem der stadig stod. Heste stejlede og kastede deres ryttere ned i kaoset, og mændene skreg da de døde med blodet sprøjtende ud i luften. Mongolerne var berømte for deres ridefærdighed, men kløften var for smal til at de kunne manøvrere effektivt. Mens mamlukkerne ubarmhjertigt jog ind i hærens hovedstyrke, forhindrede et geled af beduinkavaleri mongolernes fortrop i at omgå dem. Pile hvislede ned fra skråningerne, og indimellem eksploderede en orange flammekugle over striden når mamluktropperne kylede lerkrukker fyldt med nafta ned over dem. Mongolerne der ramtes af disse kastevåben, flammede op som fakler og skreg grufuldt mens deres heste løb løbsk og spredte ild og forvirring i geledderne. Baybars svingede en af sine sabler, kastede sig ind i kampen og huggede en mands hoved rent af hans skuldre med det voldsomme slag. En anden mongol, hvis ansigt var oversprøjtet med den faldne kammerats blod, ind-
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 18
tog straks den døde mands plads. Baybars slog ud med sine klinger da hans hest blev stødt og skubbet under ham, og flere og flere mænd strømmede ind i tummelen. Ismail var ved Baybars side, gennemblødt af blod da han med et skrig stødte sværdet gennem visiret på en mongolhjelm. Klingen sad fast et øjeblik, begravet i mandens kranium, inden officeren vristede den løs og så sig om efter et nyt mål. Baybars sabler dansede i hans hænder, og to krigere mere faldt under hans hamrende hug. Kitbogha, den mongolske hærfører, kæmpede vildt og brutalt og svingede sit sværd i drabelige slag som kløvede kranier og flåede lemmer af, og selv om han var omringet, lod ingen til at kunne røre ham. Baybars tanker var rettede mod de rigdomme som ventede den der fangede eller dræbte fjendernes herre, men en mur af kamp og en hæk af buede klinger spærrede vejen for ham. Han dukkede sig da en vild ung mand styrtede mod ham med en svingende kølle, glemte alt om Kitbogha og koncentrerede sig i stedet om at holde sig i live. Da de første geledder var faldet eller blevet trængt tilbage, kæmpede mongolske kvinder og børn side om side med mændene. Selv om mamlukkerne vidste at mongolmændenes koner og døtre deltog i slag, var det alligevel et syn der fik nogle til at vakle. Kvinderne, med deres lange, vilde hår og snerrende ansigter, kæmpede lige så godt som og måske endda voldsommere end mændene. En mamlukofficer som var bange for virkningen på tropperne, hævede stemmen over larmen og udstødte et krigsråb som snart blev taget op af andre. Allahs navn fyldte luften, genlød fra bjergene og ringede i mamlukkernes ører mens deres arme fandt ny styrke og deres sværd nye holdepunkter. Enhver anger var glemt i kampens hede, og mamlukkerne skar igennem alle der stod i vejen. For slavekrigerne var mongolhæren reduceret til et anonymt dyr, uden alder og køn, som skulle tages stykke for stykke hvis det skulle nedlægges. Til sidst blev sværdhuggene træge. Mænd, kastet af hestene og låst sammen i kamp, støttede sig til hinanden mens de parerede slagene. Stønnen og råb blev afbrudt af råb når sværd fandt langsommere mål. Mongolerne havde foretaget en sidste storm mod infanteriet i håb om at gennembryde barrieren og ride om bag mamlukkerne, men fodfolket stod fast, og kun en håndfuld fra mongolkavaleriet var trængt igennem rækken af spyd. De var blevet mødt af mamlukryttere og øjeblikkelig dræbt. Kitbogha var fal-
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 19
det da hans hest blev væltet af det blotte og bare pres af mænd omkring ham. Sejrrige havde mamlukkerne hugget hans hoved af og fremvist det for hans knuste styrke. Mongolerne, som var blevet kaldt nationernes rædsel, var ved at tabe. Men hvad vigtigere var, de vidste det. Baybars hest, ramt i halsen af en tilfældig pil, havde kastet ham af og var løbet løbsk. Han kæmpede til fods, og hans støvler glinsede af blod. Blodet var overalt. Det var i luften og i hans mund, det dryppede gennem hans skæg, og fæsterne på hans sabler var glatte af det. Han kastede sig fremad og huggede efter endnu en mand. Mongolen sank om i sandet med et råb som pludselig stoppede, og da ingen indtog hans plads, holdt Baybars en pause. Støv havde formørket solen og farvet luften gul. Et vindstød spredte skyerne, og Baybars så, flyvende højt over mongolernes vogne og belejringsmaskiner, kapitulationsflaget. Da han kiggede sig omkring, kunne han ikke se andet end dynger af lig. Stanken af blod og åbne lig hang i luften, og ådselæderne skreg allerede deres triumf på himlen over ham. De faldne lå oven i hinanden, og blandt fjendens læderbrystplader lå mamlukkernes farvestrålende kapper. I en dynge i nærheden lå Ismail på ryggen med brystet kløvet af et mongolsværd. Baybars gik derhen. Han bøjede sig for at lukke den unge mands øjne, så rettede han sig op da en af hans officerer hilste på ham. Krigeren blødte kraftigt fra en flænge i tindingen, og hans øjne var vilde, ufokuserede. “Emir,” sagde han hæst. “Jeres ordrer?” Baybars beskuede ødelæggelsen. På blot nogle få timer havde de tilintetgjort mongolhæren og dræbt mere end 7.000 af dem. Nogle mamlukker var faldet på knæ og græd af lettelse, men flere brølede deres triumf da de banede sig vej hen mod de overlevende som havde samlet sig omkring de opgivne vogne. Baybars vidste at han måtte genvinde kontrollen over sine mænd, ellers kunne deres sejrsjubel tilskynde dem til at plyndre fjendens værdier og dræbe de overlevende. De mongoler som var tilbage, især kvinderne og børnene, ville indbringe en betragtelig sum på slavemarkederne. Han pegede på de overlevende mongoler. “Se til deres overgivelse og sørg for at ingen bliver dræbt. Vi ønsker slaver vi kan sælge, ikke flere lig at brænde.” Officeren skyndte sig hen over sandet for at videregive befalingen. Baybars stak sit sværd i skeden og så sig omkring efter en hest. Han fandt et
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 20
rytterløst dyr med blodplettet seletøj, sad op og red hen til sine tropper. Omkring ham henvendte andre mamlukofficerer sig til deres egne regimenter. Baybars så ud over bahriernes udmattede, men trodsige ansigter og mærkede en følelse af triumf svulme i sig. “Brødre,” råbte han, og ordene sad fast i hans tørre strube. “Allah har skinnet på os denne dag. Vi står triumferende i Hans herlighed, vores fjende overvundet.” Han gjorde en pause da jubelen voksede, og løftede så hånden for at få stilhed. “Men vores fejring må vente, for der er meget at gøre. Lyt til jeres officerer.” Jubelen fortsatte, men en form for orden var allerede ved at indfinde sig blandt tropperne. Baybars red hen til sine officerer og gjorde tegn til to af dem. “Jeg vil have ligene af vores mænd begravet inden solnedgang. Brænd de døde mongoler og finkæm området for flygtende. Få de sårede båret til vores lejr, jeg møder jer dér når det er gjort.” Baybars kiggede efter Kutuz i ødelæggelsen. “Hvor er sultanen?” “Han trak sig tilbage til lejren for omkring en time siden, emir,” svarede en af officererne. “Han blev såret i slaget.” “Alvorligt?” “Nej, emir, jeg tror såret var overfladisk. Han er hos sine læger.” Baybars sendte officeren væk og red hen til fangerne, som var ved at blive drevet sammen. Mamlukkerne ledte i vognene og smed alt hvad der var noget værd, i en voksende bunke i det højrøde sand. Der lød et skrig da et par soldater trak tre børn ud fra deres gemmested under en vogn. En kvinde som Baybars gættede var deres mor, sprang op og løb hen til dem. Selv med hænderne bundet på ryggen var hun vild, spyttede som en slange og sparkede ud med sine bare fødder. En af soldaterne gjorde hende tavs med sine knytnæver og halede så hende og to af børnene ved håret hen til den voksende gruppe af fanger. Baybars kiggede ned på de tilfangetagne og mødte det rædselsslagne blik hos en ung dreng som sad på knæ foran ham. I drengens store, forvirrede øjne så han sig selv stirre tilbage 20 år tidligere. Baybars var født som kipchak-tyrk ved bredden af Sortehavet og havde ikke kendt til krig eller slaveri før mongolernes invasion. Efter at være blevet adskilt fra sin familie og solgt på de syriske markeder havde han været slave hos fire herrer indtil en officer i den egyptiske hær havde købt ham og bragt ham til Cairo for at blive trænet som slavekriger. I mamluklejren ved Nilen, sammen med mange andre drenge der var blevet købt til sulta-
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 21
nens militær, havde han fået tøj og våben og lært at kæmpe. Nu, som 37årig, anførte han de frygtindgydende bahrier. Men selv med kister fyldt med guld og sine egne slaver var erindringerne om hans første år i slaveri bitre minder som han dagligt smagte. Baybars gjorde tegn til en af de mænd som ledede pågribelserne. “Sørg for at alt byttet kommer til lejren. Enhver der stjæler fra sultanen, kommer til at fortryde det. Brug de beskadigede maskiner til ligbålene og tag resten.” “Som I befaler, emir.” Hovene på hans hest piskede det røde sand op da Baybars red mod mamluklejren, hvor sultan Kutuz ventede på ham. Hans krop var blytung, men hans hjerte var let. For første gang siden mongolerne havde indledt deres invasion af Syrien, havde mamlukkerne vendt strømmen. Det ville ikke tage dem lang tid at knuse resten af horden, og når det var gjort, ville Kutuz være fri til at rette opmærksomheden mod en mere afgørende sag. Baybars smilede. Det var et sjældent udtryk, som virkede fremmed i hans ansigt.
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 22
2 Saint-Martins Port, Paris 3. september 1260
EN UNGE KLERK spurtede gennem gyden og trak vejret i ujævne stød.
D
Hans fødder gled i slimede pytter af mudder og nattesøle som dækkede jorden; hans næse var tilstoppet af stanken af menneskelig afføring og rådden mad. Han skred, strakte en hånd ud for at gribe den skarpe flintmur på bygningen ved siden af sig, genvandt balancen og løb videre. Til venstre for ham, mellem bygningerne, så han et glimt af Seinens sorte vand. Himlen i øst var begyndt at lysne, og Notre Dames tårne spejlede daggryets svage skær, men i labyrinten af gyder som gik på kryds og tværs mellem beboelseshusene og træbygningerne på kajen, var det stadig nat. Klerkens hår klistrede til hans hoved af sved, og han bevægede sig væk fra floden og nordpå mod Saint-Martins Port. Indimellem vovede han at kaste et blik over skulderen. Men han så ingen, og de eneste fodtrin han hørte, var hans egne. Når han havde afleveret bogen, ville han være fri. Når klokkerne ringede til prim, ville han være på vej til Rouen og et nyt liv. Han gjorde en pause i åbningen ind til en gyde og bøjede sig frem mens han forsøgte at få vejret med den ene hånd på låret og den anden om en pergamentindbunden bog. En bevægelse fangede hans blik. En høj mand klædt i en grå kappe var kommet til syne i den anden ende af gyden og skridtede mod ham. Den unge klerk vendte sig og løb. Han zigzaggede mellem husene, opsat på at komme på afstand af de fodtrin som nu genlød bag hans egne. Men hans forfølger var stædig, og afstanden mellem dem blev mindre. Bymuren rejste sig længere fremme. Han strammede sit greb om bogen. Han ville blive straffet med døden eller
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 23
fængsling, det var han sikker på, men uden bevis ville de måske ikke kunne fælde dom. Klerken smuttede ned gennem en smal passage mellem to rækker af boder. Uden for bagdøren til en vinhandel stod en del tønder stablet i en pæn række. Klerken kiggede over skulderen. Han hørte fodtrin, men kunne endnu ikke se sin forfølger. Han lod bogen falde ned bag tønderne og løb videre. Han kunne altid vende tilbage og hente den hvis det lykkedes ham at undslippe. Det gjorde det ikke. Klerken nåede gennem tre gader mere inden han blev fanget uden for en slagterbod, hvor jorden stadig var rødplettet af gårsdagens slagtning. Han skreg da den høje mand med den luvslidte grå kappe pressede ham hårdt mod væggen. “Giv mig den!” Mandens ord var farvet af en kraftig accent, og selv om han havde kappens hætte trukket langt ned over ansigtet, var hans huds mørke lød tydelig. “Er du gal? Slip mig!” gispede klerken og kæmpede forgæves. Hans angriber trak en daggert. “Jeg har ikke tid til pjat. Giv mig bogen!” “Du må ikke dræbe mig!” “Vi ved at du har stjålet den,” sagde manden og hævede daggerten. Klerken gispede skælvende. “Jeg var nødt til det! Han sagde at han ville …! Åh, gode Gud!” Klerken bøjede hovedet og begyndte at græde. “Jeg vil ikke dø.” “Hvem fik dig til at tage den?” Men klerken fortsatte bare med at hulke. Med et bistert suk trådte angriberen tilbage og stak daggerten i skeden. “Jeg gør dig ikke noget hvis du fortæller mig det jeg ville vide.” Den unge klerk så op med store øjne. “Du er fulgt efter mig fra præceptoriet?” “Ja.” “Den mand jeg … Jean? Er han …?” Klerken holdt inde med tårerne strømmende ned ad kinderne. “Han er i live.” Klerken pustede ud. Der lød en skramlende lyd bag dem. Manden i gråt vendte sig, og hans mørke øjne gled hen over bygningerne. Da han ikke så noget, vendte han sig igen mod klerken. “Giv mig bogen, og vi kan gå tilbage til præceptori-
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 24
et sammen. Jeg skal sørge for at der ikke sker dig noget hvis du fortæller mig sandheden. Begynd med at fortælle mig hvem der tvang dig til at stjæle den.” Klerken tøvede, men åbnede så munden. Der lød et skarpt klik fulgt af en svag hvislen. Manden i gråt dukkede sig instinktivt. Et sekund efter havde armbrøstpilen begravet sig i klerkens strube. Hans øjne spærredes op, men han udstødte ingen lyd da han sank til jorden. Manden i gråt drejede sig hurtigt, tidsnok til at se en skygge bevæge sig hen over de mørke tage over passagen og derefter forsvinde. Han bandede og satte sig ved siden af klerken, hvis ben rystede voldsomt. “Hvor har du lagt bogen? Hvor?” Klerken åbnede munden, og der kom blod ud. Hans ben holdt op med at spjætte, hans hoved rullede bagover. Manden i gråt bandede igen og gennemsøgte liget selv om det var tydeligt at den unge mand ikke havde andet på sig end sit tøj. Så hørte han stemmer og så op. Tre mænd var på vej gennem gyden. De havde byvagtens skarlagenrøde kapper på. “Hvem dér?” råbte den ene og løftede den fakkel han havde i hånden, så flammerne flakkede i brisen. “Du dér!” råbte vagten da han så en utydelig skikkelse stå bøjet over noget på jorden. Uden at ænse deres ordrer om at standse begyndte manden i gråt at løbe. “Efter ham!” befalede vagten med faklen sine kammerater. Han løb nærmere og bandede da flammerne afslørede den døde klerks sorte tunika med Tempelridderordenens røde kors på brystet. Et par gader væk sad en vinhandler ved navn Antoine de Pont-Evêque i sin butik og sukkede over nogle rodede regnskaber da han hørte råbene. Nysgerrigt rejste han sig fra bordet, åbnede bagdøren og kiggede ud. Gyden var tom, himlen over tagene morgenbleg. Råbene forsvandt. Antoine gabte dybt og vendte sig for at gå ind igen. Han standsede da hans blik blev fanget af noget på jorden. Det var halvt skjult af rækken af tomme vintønder, og han tvivlede på at han overhovedet ville have bemærket det hvis det ikke havde været fordi det glimtede da lyset ramte det. Med en grynten bøjede Antoine sig for at samle det op. Det var en bog, temmelig tyk og nydeligt indbundet i blankpoleret pergament. Skriften på omslaget var lavet i skinnende guld. Antoine kunne ikke læse ordene, men bogen var smukt fremstillet, og han kunne ikke forestille sig hvordan nogen kunne tabe eller
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 25
smide noget bort der så ud til at være så dyrt. Et øjeblik tænkte han på at lægge den tilbage igen, men efter et hurtigt, skyldbevidst blik omkring sig tog han den med ind i butikken og lukkede døren. Tilfreds med sit fund lagde Antoine bogen på en støvet, fyldt hylde under disken og vendte modstræbende tilbage til sine regnskaber. Han ville bede sin bror om at fortælle ham hvad den handlede om, hvis slynglen nogen sinde aflagde besøg.
New Temple, London, 3. september 1260 I New Temples kapitelhus havde et selskab af riddere samlet sig til indvielsen. De sad i tavshed på bænkene, vendt mod en forhøjning hvorpå der stod et alter. På fliserne foran med ryggen til ridderne og bøjet hoved knælede en 18-årig våbendrager. Han havde smidt sin sædvanlige sorte tunika, og hans nøgne bryst var ravplettet i skæret fra vokslysene. De spinkle flammer, spruttende i lyseholderne på væggene, kunne ikke fordrive inderkammerets evige mørke, og det meste af forsamlingen var hyllet i skygger. Bistået af to klerke klædt i sort gik en præst op ad forhøjningens trin. Han stod foran selskabet med en læderindbunden bog i hænderne mens klerkene gjorde alteret parat. Efter at have stillet de hellige beholdere fra sig trådte klerkene om bag alteret, hvor to riddere ventede, som alle tempelriddere klædt i lange hvide våbenskjorter med et fliget rødt kors siddende over deres hjerter. Præsten rømmede sig og studerede selskabet. “Ecce quam bonum et quam jocundum habitare fratres in unum.” “Amen,” svarede et kor af stemmer. Præsten så ud over dem. “I vor Herres, Jesu Kristi navn, og i Marias, den Højhellige Moders navn byder jeg jer velkommen, mine brødre. Alle som én er vi samlede her til denne hellige ceremoni, så lad os derfor skride til værket som én.” Han vendte blikket mod den knælende våbendrager. “Med hvilket formål er du kommet her?” Våbendrageren gjorde sig umage med at huske de ord han skulle sige, og som han havde lært i løbet af sin vågenat. “Jeg kommer for at overgive mig, med krop og ånd, til Templet.” “I hvis navn overgiver du dig?” “I Guds navn og i Hugues de Payns’ navn, grundlægger af vores helli-
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 26
ge orden, han som forsagede et liv i synd og mørke, frasagde sig sine verdslige pligter, og …” Våbendrageren gjorde et ophold med bankende hjerte. “Og han som tog kappen og korset på og rejste til Outremer, landet hinsides havet, for at bringe sværd og ild til de vantro. Og han som, da han var der, svor at beskytte alle kristne pilgrimme på deres veje gennem Det Hellige Land.” “Ønsker du at tage imod Templets kappe nu, i sand forvisning om at du ved at gøre dette også skal frasige dig dine verdslige pligter og ved at følge i vores grundlæggers fodspor blive en sand og ydmyg tjener for den Almægtige Gud?” Da våbendrageren bekræftede det, tog præsten en lerkrukke fra alteret og lagde omhyggeligt dens indhold i et røgelseskar af guld. Den harpiksholdige blanding af røgelse og myrra antændtes da den kom i kontakt med trækullene, og en røgfane hvirvlede op og omgav ham. Han hostede og trådte baglæns. Bag ham kom de to riddere nærmere. En af ridderne trak sit sværd af skeden og pegede på våbendrageren med det. “Ser du os nu, iført fine klæder og udstyret med mægtige våben? Se med visdom på disse ting, for du ser med øjne som ikke kan se, og et hjerte som ikke kan begribe vores Ordens strenghed. For når man ønsker at være på denne side af havet, skal man være på den anden side, når man ønsker at spise, skal man være sulten, og når man ønsker at sove, skal man forblive vågen. Kan du acceptere disse ting til Guds ære og din sjæls sikkerhed?” “Ja, sir ridder,” svarede våbendrageren højtideligt. “Så besvar disse spørgsmål sandfærdigt.” Ridderne vendte tilbage til deres pladser, og præsten læste op fra bogen, ord som gav genlyd i kapitelhuset. “Tror du på den kristne tro som forordnet af Romerkirken? Er du søn af en ridder, født i legitimt ægteskab? Har du givet en gave til nogen i denne orden for at blive taget imod som ridder? Er du fast i kroppen og skjuler ikke nogen sygdom som kan gøre dig uegnet til at tjene Templet?” Våbendrageren gav et tydeligt svar på hvert spørgsmål, og præsten bøjede hovedet. “Udmærket.” Han rakte bogen til en af klerkene, som gik ned til våbendrageren og holdt den frem foran ham. “Betragt Templets Regel,” sagde klerken, “skrevet til os med hjælp fra den velsignede helgen Bernard de Clairvaux, som ved grundlæggelsen af vores orden støttede os, og hvis ånd lever videre i os. Se på vores love som de er skrevet her, og sværg på at overholde dem. Sværg på at du altid vil
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 27
være tro mod Ordenen og uden at stille spørgsmål adlyde enhver befaling du får. Men kun hvis denne befaling kommer direkte fra en embedsmand i Templet idet disse først og fremmest er stormesteren, som i sin visdom leder os fra sit sæde i byen Acre; visitatoren i kongeriget Frankrig, kommandør over vores vestlige fæstninger; marskallen; seneschalen; derefter mestrene i alle kongeriger hvor vi har magten i hele Østen og Vesten. Du skal også adlyde dine kommandører i kamp og mesteren i ethvert præceptorium hvor du posteres i krigstid eller fredstid, og altid holde fred med dine våbenbrødre, med hvem det bånd du nu deler, er tykkere end blod. Sværg på at du vil bevare din kyskhed og leve uden ejendom, bortset fra det dine mestre skænker dig. Sværg på at du vil bistå vores sag i Outremer, Det Hellige Land, og forsvare de fæstninger og ejendomme vi besidder i kongeriget Jerusalem, mod alle fjender og i den yderste nød give dit liv i dette forsvar. Og sværg på at du aldrig vil forlade Templets Orden, undtagen hvis mestrene tillader det, for du er knyttet til os ved denne ed og vil altid være det i Guds øjne.” Våbendrageren lagde en hånd på bogen og svor på at han virkelig ville gøre disse ting. Klerken gik op ad trinene og lagde den læderindbundne bog på alteret. Da han trådte baglæns, rakte præsten ned og fremdrog forsigtigt, nærmest kærligt, en lille sort æske med forgyldning på. Han åbnede låget og tog en lille krystalflaske frem hvis mangefacetterede overflade fangede skæret fra lysene. “Se på Kristi blod,” mumlede præsten, “tre dråber af hvilket, fanget i denne beholder, blev bragt til os for næsten to århundreder siden fra den Hellige Gravs Kirke af Hugues de Payns, grundlæggeren af vores orden, i hvis navn du overgiver dig, og i hvis fodspor du følger. Se på det og bliv optaget.” Selskabet sukkede, og våbendrageren kiggede ærefrygtigt: Ingen havde forberedt ham på denne del af ceremonien. “Overgiver du dig, med krop og ånd?” “Ja.” “Så bøj hovedet foran alteret,” befalede præsten, “og bed om Guds, Jomfruens og alle helgenernes velsignelser.”
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 28
Med kinden presset mod væggen så Will Campbell våbendrageren lægge sig på maven på fliserne med armene udstrakt ligesom korsene på riddernes kapper. Will, som var høj af en 13-årig at være, rørte på sig i sin forkrampede stilling da det begyndte at dunke i hans ben. En mus’ hårdnakkede gnaven havde undermineret en ujævn sten nederst i væggen som adskilte kapitelhuset fra køkkenets forrådskammer, og dannet en ganske lille spalte. Omkring ham henlå forrådskammeret stort set i mørke. Kun ganske tynde striber af lys sivede gennem sprækkerne i døren ind til køkkenet. En skimlet lugt af muselorte og muggent mel gennemtrængte luften. De to store sække som han havde klemt sig ind imellem, ydede en vis beskyttelse mod kulden der steg op fra stengulvet, så vel som skjul mod mulig opdagelse. “Har du set nok?” Will fjernede kinden fra væggen og kiggede om på den firskårne unge mand som sad bag ham, sammenkrøben op ad en melsæk. “Hvorfor det? Vil du gerne se?” “Nej,” mumlede den unge mand, strakte benene og krympede sig da blodet strømmede igen. “Jeg vil ud.” Will rystede på hovedet. “Hvordan kan du ikke have lyst til at se? Ikke engang …” Han rynkede panden og forsøgte at finde på et godt eksempel. “Ikke engang paven har været vidne til en ridders indvielse. Dette er din mulighed for at lære Ordenens allermest hemmelige ceremoni at kende, Simon.” “Ja, hemmelig.” Simon lagde hovedet på sned. “Der er en grund til at den er hemmelig. Det betyder at det ikke er meningen at nogen skal se den. Kun riddere og præster har lov, og du er ingen af delene.” Han stampede i gulvet med foden. “Og mit ben sover.” Will rullede med øjnene. “Så gå, vi ses senere.” “Gennem tremmerne i en fængselscelle, måske. Lyt for en gangs skyld til en der er ældre.” “Ældre?” sagde Will hånligt. “Med ét år.” “Ét år i alder, måske.” Simon bankede let på sit hoved. “Men mindst 20 år i fornuft.” Han sukkede og lagde armene over kors. “Nej, jeg bliver. Hvem er ellers dum nok til at holde vagt over dig?” Will satte igen øjet til spalten. Præsten trådte ned fra forhøjningen med
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 29
et sværd i hånden. Våbendrageren med det nøgne bryst rejste sig med bøjet hoved. For sit indre blik havde Will tusind gange set præsten stige ned til ham med sværdet og havde set sig selv stikke klingen i skeden ved sin side. Men mest af alt havde han forestillet sig sin fars hånd, fast på sin skulder, når han blev accepteret som tempelridder; klædt i den hvide kappe som tegn på renselsen for alle tidligere synder. “Jeg har hørt at de placerer bueskytter på tagene af nogle præceptorier når ceremonien finder sted,” fortsatte Simon og lavede en fordybning i den sæk han sad op ad. “Hvis vi bliver opdaget, skyder de os sikkert.” Will svarede ikke. Simon lænede sig tilbage. “Eller udstøder os.” Han stønnede og bankede i sækken igen, arrigt. “Eller sender os til Merlan.” Han skælvede overdrevent ved tanken. Da han var ankommet til præceptoriet et år tidligere, havde en af de ældre våbendragere fortalt ham om Merlan. Tempelriddernes fængsel i Frankrig havde fået et ildevarslende ry i årenes løb, og våbendragerens beskrivelse af det havde påvirket Simon voldsomt. “Merlan,” mumlede Will uden at fjerne blikket fra præsten, “er for forrædere og mordere.” “Og spioner.” Køkkendørene gik op med et brag. Lysstrålerne som sivede ind i forrådskammeret, intensiveredes i styrke da sollys fyldte rummet udenfor. Will dukkede sig med ryggen mod væggen. Simon kravlede ind mellem sækkene og kilede sig ind ved siden af Will da lyden af tunge fodtrin nærmede sig. Der lød en skramlen og en fremmumlet ed, fulgt af en skrabende lyd. Fodtrinene standsede. Idet han ignorerede Simon, som sad og rystede på hovedet, manøvrerede Will sig ud fra sækkene. Så listede han sig hen til døren og kiggede ud gennem en af sprækkerne. Køkkenet var et stort, firkantet rum opdelt af to lange rækker af borde hvor maden blev tilberedt. I den ene ende, i nærheden af dobbeltdøren, var der et huleagtigt ildsted hvor det røg og spruttede. På væggene var der hylder, propfulde af skåle, potter og krukker. Stablet på gulvet stod der tønder med øl og kurve fyldt med grøntsager, og ned fra kroge i loftsbjælkerne hang kaniner, saltet svinekød og tørrede fisk. Ved et af bordene stod en kraftig mand klædt i tjenestefolkenes brune tunika. Will stønnede ind-
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 30
vendig. Det var Peter, køkkeninspektøren. Peter løftede en kurv med grøntsager op på bordet og tog så en kniv i hånden. Will vendte sig om da Simon satte sig op så hans uglede brune hår kom til syne over sækkene. “Hvem er det?” hviskede Simon. Will gik tilbage til ham og satte sig på hug. “Peter,” hviskede han. “Det ser ud til at han vil være her et stykke tid.” Simon skar en grimasse. Will nikkede i retning af døren. “Vi bliver nødt til at gå.” “Gå?” “Vi kan ikke blive herinde hele dagen. Jeg skal pudse sir Oweins rustning.” “Men med ham derude?” Uden at give Simon mulighed for at nægte gik Will hen til døren og åbnede den. Det gav et sæt i Peter, og kniven standsede midt i luften. “Gud i Himlen!” Han kom sig hurtigt, og han kneb øjnene sammen da han fik øje på Will. Han lagde kniven fra sig, tørrede hænderne i tunikaen og kiggede forbi Will da Simon skyndte sig ud og lukkede døren til forrådskammeret. “Hvad lavede I to derinde?” “Vi hørte en lyd,” sagde Will roligt. “Vi gik ind for at se hvad det …” Peter maste sig forbi ham og rev døren op. “For at rapse rationer igen?” Han gennemsøgte forrådskammerets skygger, men kunne ikke få øje på noget der ikke var som det skulle være. “Hvad var det sidste gang? Stjal du brød?” “Kage,” rettede Will. “Og jeg stjal ikke, jeg …” “Og dig?” Peter vendte sig mod Simon. “Hvad har en staldkarl at gøre i køkkenet?” Simon stak tommelfingrene i bæltet med et skuldertræk og flyttede vægten fra den ene fod til den anden. “Kosten i stalden var knækket,” sagde Will. “Vi kom her for at låne en.” “Skal der da to til at bære den, hva’?” Will stirrede tilbage på ham i tavshed. Peter skulede. Han havde tjent i præceptoriet i 30 år og nægtede at lade sin intelligens fornærme af disse unge opkomlinge. Men han havde ingen bemyndigelse til at tvinge en tilståelse ud af dem. Han kiggede fra forrådskammeret til Will og gav så efter med et ærgerligt grynt. “Tag jeres
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 31
kost og forsvind med jer.” Han gik tilbage til bordet og snappede kniven. “Men hvis jeg ser nogen af jer herinde igen, melder jeg jer til mesteren.” Will skyndte sig gennem køkkenet og gjorde holdt for at gribe en riskost fra væggen ved kaminen. Han gik udenfor, missede med øjnene mod den strålende sol og vendte sig storsmilende da Simon kom ud efter ham. “Værsgo.” “Hvor er du venlig,” sagde Simon da Will rakte ham kosten. “Jeg håber din nysgerrighed er tilfredsstillet. Hvis en ridder havde opdaget os …?” Han sugede luft ind. “Næste gang du vil have nogen til at holde vagt for dig, er jeg i Det Hellige Land. Jeg regner med at der vil være sikrere dér.” Han rystede på hovedet, men sendte Will et bredt smil som afslørede hans takkede fortand, knækket dér hvor en hest havde sparket ham. “Ses vi inden non?” Will rynkede på næsen ved omtalen af eftermiddagens tidebøn. Han var ikke engang begyndt på sine pligter, og formiddagen var allerede ved at være slut. Der lod aldrig til at være timer nok om dagen til alle de ting han forventedes at gøre, ligegyldigt hvor hurtigt han forsøgte at arbejde. Mellem måltiderne, daglig træning på pladsen med sværdet og alle de tyendeopgaver han skulle udføre for sin læremester, var der meget lidt tid til noget andet, for slet ikke at nævne de syv tidebønner. Som alle våbendrageres dag begyndte Wills inden daggry med matutin, hvor kapellet var koldt og dystert både sommer og vinter, hvorefter han så til sin læremesters hest og fik sine ordrer. Ved sekstiden var der prim, og bagefter spiste Will og de andre våbendragere morgenmad mens de lyttede til en læsning fra den hellige skrift, og gik så tilbage til kapellet til terts og sekst. Om eftermiddagen, mellem frokost, pligter og træning, deltog han i non. I skumringen var der vesper, fulgt af aftensmad, og hele dagen sluttede med aftengudstjeneste. Det kunne godt være at nogle tempelriddere var stolte af at være kendt som krigermunkene, men Will var godt træt af at se mere til det indvendige af kapellet end sin egen seng. Han skulle til at beklage sig over dette til Simon, som allerede var velbevandret i hans protester, da han hørte nogen råbe hans navn. En lille, rødhåret dreng kom løbende mod dem og spredte de høns som gik og pikkede i gården. “Will, jeg har en besked fra sir Owein. Han ønsker at se dig i solaret med det samme.” “Sagde han hvorfor?”
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 32
“Nej,” svarede drengen. “Men han så ikke glad ud.” “Tror du han ved hvad vi har gjort?” mumlede Simon ved Wills side. “Ikke medmindre han kan se gennem vægge.” Will grinede og spurtede så af sted over gården med solens varme i ryggen. Han smuttede igennem en passage som førte forbi den duftende køkkenhave, og kom ud i en stor gård omgivet af grå stenbygninger. Bag bygningerne til højre rejste kapellet sig, en høj, elegant kirkebygning med rundt skib som efterligning af Den Hellige Gravs Kirke i Jerusalem. Will vendte skridtene mod riddernes kvarterer, som lå i den fjerne ende af gården i nærheden af kapellet, undgik grupper af våbendragere, væbnere som trak heste, og tjenere som målbevidst gik og passede deres forskellige gøremål. New Temple, det vigtigste engelske præceptorium, var også det største i kongeriget. Foruden omfattende kvarterer til beboelse og embedsbrug rummede området træningsplads, arsenal, stalde og sin egen private kaj ved Themsen. Som regel boede der 200 riddere, så vel som flere hundred våbendragere og forskellige slags arbejdere. Da Will nåede dørene til toetagersbygningen der var opført omkring en buegang, smuttede han indenfor og løb hen ad gangen med det hvælvede loft så hans fodtrin rungede. Ovenpå standsede han foran en tung egetræsdør, tungt åndende, og bankede på med knoerne. Han kom til at kigge ned og så at hans sorte tunika var tilsmudset af støv fra gulvet i forrådskammeret. Han børstede det af med ærmet da døren svingede indad og afslørede Owein ap Gwyns respektindgydende skikkelse. Ridderen gjorde en vred gestus. “Indenfor.” Der var køligt og mørkt i solaret, et rum som nogle af de højere rangerende tempelriddere delte. Et stort skab stod op ad den ene væg, nogle taburetter i et dunkelt hjørne som var delvis skjult af et skærmbræt af træ, og et bord og en bænk under vinduet, som havde udsyn ud over buegangen og en plads med velplejet græs. Et lille stykke farvet glas i det trefløjede vindue kastede et grønt skær over bunkerne af skriftruller og pergamentark på bordet. Will rankede ryggen og rettede blikket mod udsigten uden for vinduet da døren smækkede bag ham. Han havde ingen anelse om hvorfor hans læremester havde tilkaldt ham, men håbede ikke han skulle være der alt for længe. Hvis det lykkedes ham at pudse Oweins rustning inden non, ville han måske kunne bruge en time på træningspladsen inden omgangen senere på eftermiddagen. Der var ikke så megen tid tilbage at
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 33
træne i: Turneringen nærmede sig med stormskridt. Owein stillede sig foran ham. Utilfredsheden stod mejslet i ridderens pande og stålgrå blik. Hans håb sank. “Jeg fik at vide at I ville se mig, sir.” “Begriber du hvor heldig du er, våbendrager?” spurgte Owein. Accenten fra hans fødested, Powys, var tyk af vrede. “Heldig, sir?” “At du er i din position? En position der er blevet nægtet så mange af din rang, og som sikrer dig undervisning fra en riddermester?” “Ja, sir.” “Hvorfor adlyder du så ikke mine ordrer i stedet for at forråde både mig og din ophøjede position?” Will sagde ingenting. “Er du stum?” “Nej, sir. Men jeg kan ikke svare når jeg ikke ved hvad jeg har gjort for at mishage jer.” “Du ved ikke hvad du har gjort for at mishage mig?” Oweins tonefald blev endnu hårdere. “Så er det måske din hukommelse og ikke din mund der er noget i vejen med. Hvad er din første opgave efter matutin, våbendrager?” “At se til jeres hest, sir,” svarede Will, som indså hvad der måtte være sket. “Men hvordan kan det så være at da jeg gik gennem staldene, så jeg at høhækken var tom og min hest ikke striglet?” Efter matutin, den første tidebøn, havde Will forsømt sin pligt for at undersøge det hul han havde opdaget i forrådskammerets væg, så han kunne være parat til indvielsen. Aftenen før havde han bedt en af de våbendragere han delte kvarter med, om at fodre Oweins hest for sig. Våbendrageren måtte have glemt det. “Jeg er ked af det, sir,” sagde Will med sin mest angerfulde stemme. “Jeg sov over mig.” Oweins øjne blev smalle. Han skridtede rundt om bordet og satte sig på bænken bag det. Så lagde han armene på bordet og foldede hænderne. “Hvor mange gange har jeg hørt den undskyldning? Og utallige andre? Du lader til at være ude af stand til at følge de simpleste ordrer. Templets Regel er ikke til for at blive overtrådt, og jeg vil ikke længere finde mig i det!” Will blev en smule forbavset: Han havde før gjort det der var værre end
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 34
at forsømme at fodre sin læremesters hest. Han begyndte at føle sig urolig da Owein fortsatte. “For at være tempelridder må man være villig til at lide mange ofre og underkaste sig mange love. Du træner til at blive soldat! En Kristi stridsmand! En dag, våbendrager, vil du helt bestemt blive kaldet til våben, og hvis du ikke kan følge ordrer nu, kan jeg ikke se hvordan du nogen sinde vil kunne parere ordre som ridder på slagmarken. Hver eneste mand i Templet må til punkt og prikke adlyde de befalinger hans overordnede giver ham, ligegyldigt hvor betydningsløse de kan forekomme, ellers rammes hele vores orden af kaos. Kan du forestille dig visitatoren i Paris eller mester de Pairaud her i London undlade at udføre en opgave givet dem af stormester Bérard? For eksempel undlade at sende et krævet antal mænd og heste som forstærkning til en af vores fæstninger i Palæstina fordi de sov over sig den morgen skibet skulle afsejle?” Oweins grå øjne borede sig ind i Wills. “Nå, kan du?” Da Will ikke svarede, rystede ridderen irriteret på hovedet. “Der er kun en måned til turneringen. Jeg overvejer at udelukke dig fra at deltage.” Will stirrede på Owein et langt øjeblik og udstødte så et lettelsens suk. Owein ville ikke holde ham ude fra konkurrencen: Hans læremester ønskede at han vandt, lige så meget som han selv gjorde. Det var en tom trussel, og det vidste Owein godt. Owein studerede den høje, senestærke dreng, hvis tunika var plettet af støv, og hvis holdning var rank, trodsig. Wills mørke hår var blevet klippet ujævnt hen over panden, og flere tjavser hang ned i hans grønne øjne og fik det til at virke som om han havde hætte på. Der var en voksen skarphed i hans kinders hårde vinkler og hans lange, høgeagtige næse, og Owein blev slået af hvor meget drengen var begyndt at ligne sin far. Det var ingen nytte til, vidste han; vrede og trusler havde aldrig virket. Sandsynligvis, tænkte han med nogen ærgrelse, fordi han ikke kunne være rasende på drengen særlig længe eller ty til de mere brutale straffe som andre riddere anvendte. Han kastede et blik på skærmbrættet som opdelte solaret, og derefter tilbage på Will. Efter et øjeblik rejste Owein sig og kiggede ud ad vinduet for at give sig selv mulighed for at tænke. Wills uro vendte tilbage da stilheden trak ud. Sjældent havde han set Owein så tankefuld, så ildevarslende tavs. Måske tog han fejl: Måske ville
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 35
hans læremester udelukke ham fra turneringen. Eller måske var dette værre, måske … Ordet udstødelse blinkede i Wills bevidsthed. Efter hvad der forekom som en evighed, vendte Owein sig mod ham. “Jeg ved hvad der skete i Skotland, William.” Owein så Will spærre øjnene op og derefter knibe dem sammen til smalle, heftige sprækker da drengen vendte blikket bort. “Hvis du ønsker at gøre det godt igen, så er det her ikke måden. Hvad ville din far tænke om din opførsel? Når han vender tilbage fra Det Hellige Land, ønsker jeg at kunne rose dig. Jeg ønsker ikke at måtte sige til ham at jeg er skuffet.” Will følte det som om han var blevet slået i maven. Al luften var gået ud af ham og havde gjort ham svimmel, givet ham kvalme. “Hvordan …? Hvordan har du fået det at vide?” “Din far fortalte mig det før han rejste.” “Fortalte han dig det?” sagde Will spagt. Han bøjede hovedet, rystede så på det og så op. “Må jeg få min straf og træde af, sir?” Det var som om en maske havde lagt sig over Wills ansigt. Skrøbeligheden var forsvundet i næsten samme øjeblik den var dukket op. Owein så en blodåre dunke i Wills tinding da drengen bed tænderne sammen. Ridderen genkendte den stenhårde beslutsomhed. Han havde set den i James Campbells ansigt da han havde rådet ridderen til ikke at fastholde en anmodning om forflyttelse til Templets præceptorium i Acre. James var ikke blevet kaldet til korstog, og foruden Will i London havde han en ung hustru og døtre i Skotland, men han havde nægtet at lytte til Oweins råd. Owein spekulerede på om han overhovedet trængte igennem til drengen. Tiden var inde, afgjorde han, til at tale ligeud. “Nej, våbendrager Campbell, du må ikke træde af. Jeg er ikke færdig.” “Jeg ønsker ikke at tale om dette, sir,” sagde Will med lav stemme. “Jeg vil ikke!” “Det behøver vi heller ikke,” sagde Owein roligt og satte sig på bænken, “hvis du begynder at opføre dig som den våbendrager jeg ved du kan være.” Da Owein så at han havde drengens opmærksomhed, fortsatte han. “Du har en skarp hjerne, William, og din begejstring og dygtighed på træningspladsen er prisværdige. Men du nægter at underkaste dig vores ordens mest fundamentale forpligtelser. Tror du vores grundlæggere skrev Regelen for deres egen fornøjelses skyld? Vi må alle stræbe efter at følge de idealer de foreskrev, for at fuldbyrde vores rolle som Kristi stridsmænd på Jor-
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 36
den. At kunne kæmpe er ikke nok. Bernard de Clairvaux selv fortæller os at det er nytteløst at angribe ydre fjender hvis vi ikke først besejrer de indre. Forstår du det, William?” “Ja, sir,” sagde Will stille. Følelsen rørte ved noget dybt inde i ham. “Du kan ikke blive ved med at sætte din stilling på spil ved at lade hånt om Regelen hver gang du finder den kedelig eller meningsløs. Du må begynde med at adlyde mig, William, i alle dine pligter, ikke kun dem du er glad for. Du må lære disciplin, ellers vil du ikke have nogen plads i Ordenen. Er det forstået?” “Ja, sir Owein.” Owein lænede sig tilbage, tilfreds med at Will havde lyttet og forstået. “Godt.” Han tog en af de skriftruller op som lå på bordet. Han rullede pergamentet ud og glattede det med håndfladen. “Så vil din næste opgave være at bære mit skjold ved en forhandling mellem kong Henry og mester de Pairaud.” “Kongen? Kommer han her, sir?” “Om 12 dage.” Owein så op fra pergamentet. “Og hans besøg er en privat sag, så det er dig forbudt at tale om det.” “Du har mit ord, sir.” “Indtil da skal du gøre tjeneste i staldene som straf for at forsømme dine pligter. I tillæg til dit daglige arbejde. Det er alt, våbendrager. Træd af.” Will bukkede og gik hen mod døren. “Og William.” “Sir?” “Mine trusler har måske forekommet uden substans før i tiden. Men hvis du sætter min tålmodighed på prøve igen, vil jeg ikke tøve med at få dig udstødt af Ordenen. Hold dig fra ballade. Den gode Herre skal vide at den følger dig som en herreløs hund, men næste gang du vender dig om og klapper den, kan den meget vel bide dig.” “Ja, sir.” Da Will var gået, gned Owein sig træt på panden. “Du er alt for mild mod drengen, broder.” En høj ridder med flintgråt hår og en læderklap for venstre øje dukkede frem fra den anden side af skærmbrættet hvor han havde siddet under mødet. Han gik hen til Owein med en bunke pergamenter i hånden. “At bære en tempelridders skjold er
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 37
en stor ære, endnu større i betragtning af omstændighederne. Hans straf virker mere som en belønning.” Owein studerede skriftrullen foran sig. “Måske vil ansvaret være med til at dæmpe ham, broder.” “Eller føre ham til værre misbrug af sin rang. Jeg er bange for at din hengivenhed for drengen har blindet dig. Du er ikke hans far, Owein.” Owein så op med rynket pande. Han åbnede munden for at protestere, men den gråhårede ridder fortsatte. “Drenge der har hans alder og herkomst, er som hunde. De reagerer bedre på pisken end på ordet.” “Jeg er ikke enig.” Ridderen trak let på skuldrene og lagde pergamentbunken på bordet. “Det er naturligvis din beslutning. Jeg fremfører blot min mening.” “Din mening er noteret, Jacques,” sagde Owein, mildt, men bestemt. Han samlede pergamenterne op. “Har du læst dem alle sammen?” “Ja, jeg har.” Jacques gik hen til vinduet og kiggede ud over Templets område. Bladene på træerne var begyndt at visne, blive brune og krøllede i kanterne. “Hvad siger mester de Pairaud? Er han sikker på at Henry vil give efter for vores krav?” “Nogenlunde. Da jeg har taget mig af denne sag i nogle måneder, har mester de Pairaud i en vis udstrækning overladt det til mig at afgøre hvordan vi skrider frem under forhandlingen. Jeg har talt det igennem med ham, og vi er blevet enige om at vi af kasserapporterne bør udtrække ikke blot hvad der er blevet udlånt til den kongelige husholdning i det sidste år, men også præcis hvor vi mener de penge er blevet brugt. Jeg får brug for din hjælp med nogle af detaljerne.” “Den har du.” Owein nikkede tak. “Det vil alt sammen tjene til at styrke vores sag.” “Ligegyldigt hvor stærk vores sag er, vil kongen ikke blive glad.” “Nej, det vil han ikke. Men selv om jeg mener vi bør træde med nogen forsigtighed i denne sag, har Henry ikke meget andet valg end at give efter for Templets krav. Selv om han nægter, kan vi anmode om at paven befaler ham at indvillige.” “Forsigtighed er påkrævet, broder. Det er muligt at Templet står hinsides kongens myndighed, men han kan alligevel gøre livet besværligt for os.
Bog Broderskabet FINAL:Layout 1
17/09/10
14:17
Side 38
Han har gjort det før da han forsøgte at konfiskere flere af vores ejendomme. Og,” tilføjede Jacques grumt, “vi har for øjeblikket mere end nok at bekymre os om uden at måtte tage os af misundelige monarkers smålige reaktioner.” Han trak en taburet hen og satte sig foran Owein. “Du talte med mesteren i morges. Sagde han om han havde fået flere rapporter fra Outremer?” “Vi vil diskutere det ved næste kapitelmøde, men nej, han har ikke modtaget noget siden vi fik besked om mongolernes angreb på Aleppo, Damaskus og Bagdad og mamlukkernes tiltag for at konfrontere horden. Og det er for mig ansporing nok til at gøre kongen opmærksom på hans gæld, hellere før end siden. Vi får brug for alle de penge vi kan lægge hånd på, hvis vi skal imødegå denne nye trussel. Hvis mamlukkerne går imod mongolerne og vinder, får vi hele deres hær marcherende gennem vores territorier, triumferende og selvsikker.” Owein rettede på den nydelige pergamentstak på bordet med fingerspidserne og rystede på hovedet. “Det vil være det værste der kunne ske.”
90 mm
158 mm
41 mm
158 mm
90 mm
Solgt i 2 millioner eksemplarer sendes ud for at beskytte en hemmelighed, som kan ændre historiens gang. London 1260. Vennerne Will og Garin er i lære som tempelriddere i Ordenens hovedkvarter. På samme tid i Syrien udkæmpes et blodigt slag mellem mamlukkerne og mongolerne. Mamlukkerne sejrer, og deres hærfører Baybars, en tidligere slave, griber magten og gør sig selv til sultan. Kun for at indlede en skånselsløs krig mod de kristne.
ROBY N YOU NG
Korstogenes æra nærmer sig sin afslutning. En ung tempelridder
ROBYN YOUNG
Mellem Will og Garin står den unge kvinde Elwen, der er niece til en højtstående tempelridder. Sammen inddrages de i jagten på Bogen om Gralen skrevet af Anima Templi – et hemmeligt broderskab in-
236 mm
den for selve tempelridderordenen, som prædiker forsoning mellem
robyn young, født 1975 i Oxford, er uddannet forfatter og bor i dag i Brighton. Hun har arbejdet som lærer, økonomisk rådgiver, folkesanger og arrangør af med broderskabet, der omgående røg til tops på bestsellerlisterne. Bogen er solgt til udgivelse i 20 lande.
drømmer om at knuse ikke bare Broderskabet, men hele Tempelridderordenen, og de vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at få fat i den farlige bog.
broderskabet er første del af Robyn Youngs fængslende romantrilogi om det sidste store korstog, om det kristne imperiums fald og muslimernes vej mod magten. Et storslået historisk drama fuld af drabelige slag, ondsindede intriger og lidenskabelig kærlighed.
Serien består af tre bind: BRODERSKABET KORSTOG
BRODER SKABET
musikfestivaler. Robyn Young debuterede
de tre store religioner. Men Broderskabet har magtfulde fjender, der
roman
”Et hæsblæsende historisk eventyr” - financial times
REKVIEM
9 788771 080872
BRODERSKABET
”den unge klerk spurtede gennem gyden. Hans fødder gled i slimede pytter af mudder og nattesøle, som dækkede jorden; hans næse var tilstoppet af stanken af menneskelig afføring og rådden mad. Han skred, kastede en hånd ud for at gribe fat i den skarpe flintmur, genvandt balancen og løb videre. Til venstre for sig, mellem bygningerne, så han et glimt af Seinens sorte vand. Himlen var begyndt at lysne, og Notre Dames tårne spejlede daggryets svage skær, men i labyrinten af gyder, som gik på kryds og tværs mellem husene, var det stadig nat. Klerkens hår klistrede af sved. Når han havde afleveret bogen, ville han være fri. Når klokkerne ringede til prim, ville han være på vej til Rouen og et nyt liv. Han stoppede op i åbningen ind til en gyde, mens han forsøgte at få vejret. En bevægelse fangede hans blik. En høj mand klædt i en grå kappe skridtede mod ham. Den unge klerk vendte sig og løb. Han zigzaggede mellem husene, men hans forfølger var stædig, og afstanden mellem dem blev mindre. Bymuren rejste sig længere fremme. Han strammede sit greb om bogen. Han ville blive straffet med døden eller fængsling, det var han sikker på, men uden bevis ville de måske ikke kunne fælde dom. Han lod bogen falde ned bag tønderne og løb videre. Han kunne altid vende tilbage og hente den, hvis det lykkedes ham at undslippe.”