Camp 41 - Reservatet

CAMP 41 RESERVATET

C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

1

Andre bøger af Patrick Leis: Labyrinternes hersker, 1994 Bag masken, 1995 Rejsen til Cyberdrome, 1996 Bodypaint, 1997 Jagtmarken, 1998 Kalles juleeventyr , 1998 Blodsumpen 2 (Med Dennis Jügensen), 2001 Requiem, 2003 Tunnellen, 2003 Imitator, 2005 Kaninen i månen, 2005 Monsterlandet, 2006 Pax immortalis, 2006 Når mørket kommer, 2007 Psykonauten, 2007 Necropolis, 2008 Rå Rejsetips – Indien, 2010 Aber der gaber, 2011 Camp 41, 2. del - Heksehammeren, 2011

2

PA T R I C K L E I S

PATRICK LEIS

CAMP 41 RESERVATET 1. DEL

FACET C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

3

Camp 41, 1. del: Reservatet Af Patrick Leis Copyright © Forlaget Facet 1. udgave, 1. oplag 2011 Omslag & illustrationer: Patrick Leis Sat med Arno Pro Printed in Denmark by Scandinavian Book ISBN-13: 978-87-92366-68-9 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Korte citater til brug for anmeldelser er tilladt.

Læs mere på www.forlaget-facet.dk

Forlaget FACET Vandværksvej 20B 4581 Rørvig www.forlaget-facet.dk

4

PA T R I C K L E I S

“Resistance is futile” Borg Command / Star Trek

C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

5

6

PA T R I C K L E I S

FORTROLIGT ERA Kommissionens statusrapport 2/886 (Forkortet af Sekretariatet for Taktisk Styrelse og omdelt til A-borgere med ++-klassifikation) “Set i lyset af de forløbne måneders hændelser må det nu anses for hævet over enhver tvivl, at vor nation står overfor den måske største udfordring i nyere tid, og det er derfor komitéens anbefaling, at krisen søges løst med alle til rådighed stående midler.

Et overvældende antal indicier (se bilag 2-16F) peger på at kimen til den igangværende pandemi skal fi ndes i medicinalbranchen, og uagtet at Lydecker/Smith-vaccinen (pat.

007.8388/a, fremstillet og markedsført af Bophal Industries til bekæmpelse af Downs syndrom) oprindelig blev udviklet som modtræk til den omfattende mongolisme der opstod som følge af IO-krisen i forrige generation, er det kommissionens opfattelse, at netop dette præparat, i hvert fald til dels, bør tilskrives hovedansvaret for den verserende konflikt.

Kuren, som havde til hensigt at forstærke patientens immunforsvar og neutralisere det ekstra Y-kromosom der medfører mongolisme har, ifølge kommissionens iagttagelser, en ganske alvorlig bivirkning, idet virusset, som blev injiceret i et stort antal forsøgspersoner, viste sig at være ustabilt og cirka ni til tolv måneder efter påbegyndt behandling gennemgik en reel mutation, der ultimativt resulterede i patienternes død.

Men hvad vi i første omgang ikke var opmærksomme på var, at der i de afdødes hjerne (nærmere betegnet hypothaC A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

7

lamus) stadig pågik en vis form for neural aktivitet. Der kunne endog måles elektriske impulser og efter et tidsrum (vekslende fra halvanden time til to dage) registrerede man tilbagevendende, fysisk funktion. Vaccinens komponenter var i stand til at udvikle den ekstremt smitsomme og uhyre aggressive Judasbakterie, og på samme måde som når en backupgenerator genstarter et elektrisk system, genopstod en næsten hjernedød krop fra de døde.

Vi mangler naturligvis stadig en redegørelse fra de nu afdøde / forsvundne forskere Poul Lydecker og Merlin Smith, og savner belæg for, hvorfra og hvordan de kom i besiddelse af Kurens afgørende komponent, men kommissionen anbefaler at dette spørgsmål henlægges til den efterfølgende høring, når & hvis krisen bliver afværget, for status er, at situationen, både regionalt og på tværs af internationale grænser, er ved at løbe os af hænde.

Vi må acceptere genopstandelserne og Smitten som en reel trussel mod selve menneskehedens eksistens, og vi er nødt til at reagere på omstændighederne. Det er med dyb beklagelse at vi har konstateret sletningen af Vismandens ID (efterforskningen pågår stadig, red.), men fi nder det dog glædeligt at hans sidste råd om evakuering er blevet taget til efterretning.

Kommissionen anbefaler national undtagelsestilstand under militær kontrol, samt akut evakuering af civilister i de tættest befolkede byer og zoner. Til dette formål foreslås opførelse af sikrede lejre og genetablering af de nu nedlagte, men stadig eksisterende TNS-camps fra IO’s tid.

Må forsynet bevare os alle.”

John W. Sabroe / Veterinær patolog (på vegne af Undersøgelseskommissionen for Epidemisk Relaterede Anliggender)

8

PA T R I C K L E I S

Replik: “Eftersom Dr. John Sabroe omkom to dage efter afsendelsen af ovenstående dokument (ifølge politirapporten som følge af fald fra en trappe) kan benævnte postulater hverken verificeres eller underbygges af forfatteren og rapportens konklusioner må derfor anskues med flest mulige forbehold.

Specielt bør afsnittet om ansvarsplacering tilskrives hr. Sabroes mangelfulde evaluering.”

MVH. H. Meyer Koncerndirektør Bophal Industries

C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

9

10

PA T R I C K L E I S

C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

11

C/41/K. Videkamp Status: Fuldt operativ, Civil personage 2168, Militærpersonel 46. Opførelse af fi re nye barakker bringer totalen op på 266 boliger og 488 telte, samt 2 stk. B&C-huse.

Elforsyningen er stabil, men der anmodes om ekstra brændstof til generatorer. Drikkevandsmanglen løst ved brøndgravning, men supplement til alm. førstehjælp og milde infektioner ønskes. Civilisterne er ved godt mod og graden af samarbejdsvilje er høj. Vi har netop påbegyndt sikring mod indtrængning fra oven, stålnet modtaget med tak.

HQ /Autorisation G. Brenner/ Officer Ansøgning bevilliget, resurser medtages i næstkommende evak.

Zone 33-36 er faldet, men Zone 12 er renset og anses for generobret.

Lejlighedsvise udfald på com, sat og telekommunikation, men øvrige kanaler fuldt tilgængelige. Vi forventer at befæstede byområder holder stand og flygtningestrømmen mindskes.

Situationen er under fuld kontrol.

Mulighed for opbygning af centrallejre er til overvejelse.

12

PA T R I C K L E I S

AUGUST Små orange gnister dansede med vinden og forsvandt mod den mørkeblå himmel. Det var stadig de lyse nætters tid, og sommeraft nen var lun. Bålet blev altid tændt ved solnedgang og røgen fra tjæret træ og fugtige buske sved i Lomis’ øjne. Som sædvanlig var det en af de ældste der fortalte, og i flammernes skær krøb både voksne og børn sammen for at fi nde tryghed i fællesskabet.

Lomis missede mod natten. Når de daglige rapporter var blevet fremlagt, plejede fortællingerne at begynde og folk ville rykke tættere sammen mens øjnene blev blanke af håb. Hun ynkede de håbefulde idioter. Livet var her og nu! Historierne var altid de samme, trivielle varianter over hvad der havde været og løfter om at alt engang igen ville blive godt. Hun lod sin tungepiercing slå små smæld mod fortænderne og kiggede foragteligt på de mange ansigter. Udspilede øjne og åbne munde. Selv et par af Blokkerne sad tryllebundne og lyttede med.

Hun havde lyst til at kaste op.

Den gamle nar til Homer som var aftenens fortæller, forblændede sine tilhørere med fabler fra en svunden tid. Han fortalte om gader fulde af eksotiske butikker, om parker og haver med velduftende blomster, og fremmanede billeder af en verden uden pigtråd og uniformerede mænd. Måske troede han selv på at tiderne engang ville ændre sig, måske troede han virkelig at en jeep ville rulle ind gennem porten og fortælle at krigen var forbi og de C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

13

alle kunne vende tilbage; men Lomis var langt fra sikker. Uopfyldte ønskedrømme gjorde sjælen tom, og selv om hun i starten hver dag var vågnet op og troet at de netop i dag ville blive befriet, havde alt for mange skuffelser hærdet hendes hjerte. Hun havde tilbragt næsten to år af sit liv i lejren og indtil det modsatte blev bevist, var Camp 41 hendes hjem.

- De siger at hæren vinder frem, messede Homer med hul forhåbning og oplæste dagens bulletiner fra lejrchefens dagsrapport, - og at det kun er et spørgsmål om tid, før vores byer er sikret. De daglige rationer er uændrede og vi forventer en ny konvoj flygtninge i overmorgen på omkring 120 personer. Der skal foretages uddeling af tæpper og vand til de nyankomne og vi må regne med at bygge fi re nye langhuse da beholdningen af familietelte er ved at være opbrugt. Desuden er den disponible tid til lægekonsultation reduceret så det nu kun er muligt at besøge doktor Scholten mellem klokken 9 og 14 på lige dage, men...

Lomis fnøs og rejste sig. Hun gjorde sig ikke ulejlighed med at være diskret og misbilligende blikke fulgte hende, da hun demonstrativt trampede af sted mellem rækkerne af forargede tilhørere. Lad dem bare glo, hvad havde de voksne nogensinde gjort for hende, hvad havde de udrettet for at fortjene de unges respekt?

Intet, det var dem som havde sat verden i brand! Hun gjorde tegn til Tetris og Ulf og sammen forlod de bålpladsen.

- Hvorhen? spurgte Tetris uden egentligt at behøve et svar.

- Røret, naturligvis.

Hvor ellers?

Der sad allerede en fire-fem Blokkere i Røret, de fleste var unge som før evak’en kom fra etageejendomme eller sociale bebyggelser; deraf navnet. Mai og Steve boede der faktisk permanent, men 14

PA T R I C K L E I S

de fleste af børnene tilbragte mere tid i det nedlagte værksted end i barakkerne og alt i alt talte slænget et par og tyve medlemmer, selv om antallet nærmede sig det dobbelte når man regnede løsgængerne med. - Hey! Steve nikkede og pegede på en brun CF-pose der lå på gulvet.

- Vi har slik!

Ulf kastede sig omgående over godterne. - X-bar! Cool.

- Hvor har I scoret det? spurgte Lomis og slog sig ned på et af de slidte bilsæder på gulvet. - Har I handlet med Jason eller været på tyvetogt hos Vestrødderne?

Mai fnisede. - Ingen af delene, selv om jeg tror at Vest har et ordentligt lager.

- Måske burde vi besøge dem en nat, grinede Ulf med munden fuld af chokolade. - Det er snart længe siden.

Lomis nikkede sammenbidt. - Vi skylder dem også en returserv fra sidst.

Teis, der sad på en omvendt trækasse og suttede i en halvlunken øl, gav hende ret. - Det ville være cool at få byttet det sidste raid. Der er stadig maling på taget.

Lomis skar tænder. For et par uger siden havde Vestrødderne kylet gul farve på ydervæggen og i nattens mulm & mørke haft held til at få skrevet en række lidet flatterende slogans på hoveddøren. Det mest pinlige var at ingen havde opdaget det og håneretten befandt sig derfor stadig hos Vest. Hun pillede indpakningen af en rationeringschokolade med hidsige bevægelser.

Det var ikke længere så tit at man så glittet papir og hun mærkede en forræderisk klump i halsen. Halvglemte minder, en lille pige foran en butik med sin mor i hånden... Med et fnys slyngede hun chokoladen hen til Tilde, der som sædvanlig sad lidt for sig selv i baggrunden og krammede sin lasede tøjbamse. - Her! C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

15

Tilde glippede med øjnene og rev skatten til sig. Hun var en af de mindste, men vellidt af de fleste.

- Tak. Lomis viftede hende af og lod som om hun fi k noget i øjet. - Nå, hvor fi k I det så fra?

- Carstensen, svarede Steve. - Mai byttede godter med ham.

Mai fnisede og gav ham en albue i siden. - Så er det godt!

Lomis smilede svagt. Henrik Carstensen var en af de soldater som forstod at klare sig. Han havde ofte vagtt jansen ved lagrene og på en god dag kunne man opmuntre ham til at give lidt ekstra ved at være sød. Specielt pigerne var han særdeles gavmild overfor og de fleste havde for længst regnet ud at det betalte sig at stå på god fod med soldaterne.

- Blev der sagt noget spændende ved bålet? spurgte Tomaz og forsøgte at hælde petroleum på en olielampe uden at spilde for meget.

- Næh, kun det sædvanlige, svarede Tetris med et skuldertræk og rakte ud efter CF-posen. - Der kommer nye folk i overmorgen og man taler om at der måske er er udbrudt lus i østsektionen.

- Adr! Lus! Mai begyndte instinktivt at kradse sig i sit lange blonde hår og Ulf slog en høj latter op.

- Du kan jo trække en plastikpose over hovedet.

- Det er ulækkert! udbrød Mai arrigt. - Tænk hvis vi bliver tvangsklippet!

Lomis rystede på hovedet. Personligt var hun ligeglad med at blive kronraget. Hendes korte, mørkebrune hår fi k hende alligevel til at ligne en dreng og hun havde for længst opgivet sminke.

Hendes opfattelse af skønhed havde forandret sig radikalt siden hun kom til lejren. Før havde hun hverken haft piercinger eller tatoveringer men nu ville hun hellere bruge sin tid på armbøjnin16

PA T R I C K L E I S

ger end makeup. Hun sendte en tanke til Chris. Han klagede i det mindste ikke. Lomis sukkede, Chris var en fi n fyr, og tilsyneladende glad for hendes selskab. I starten havde hun troet at han kun fedtede for hende på grund af den status hun havde opnået i gruppen, men efterhånden var det gået op for hende at Chris faktisk kunne lide hende, sådan rigtigt.

Hun vidste ikke rigtig om hun var forelsket, den slags tanker lå hende meget fjernt, men hun havde brug for en at stole på og Chris ville aldrig lade hende i stikken. Lomis accepterede endda hans lejlighedsvise behov, for selv om beskyttelse var svært at få fat på, var sex en lav pris at betale for at have en allieret blandt næsten 2200 fremmede ansigter og selv uden makeup eller stiletter var hendes krop en fortrinlig handelsvare som Lomis udnyttede på samme måde som de fleste andre.

Hun havde været jomfru da hun som femtenårig blev gennet om bord på lastbilen og skrækslagen kørte bort fra den flammende forstad hvor hun havde tilbragt hele sit liv. Før flygtningene blev opdelt og videresendt til lejrene, var de blevet installeret i en ryddet sportshal. Allerede efter tre dage i de trøstesløse omgivelser hvor folk sov i lag og skrig af smerte blandede sig med lyden af gråd fra forældreløse børn og desperate voksne, var hendes uskyld blevet taget af manden som havde ligget på lur ved de ubevogtede toiletter. Hun vidste ikke hvem han var, vidste ikke hvorfor netop hun var blevet udvalgt, men nedværdigelsen havde blot blandet sig med de øvrige oplevelser og blevet endnu en sten i den mur som Lomis var ved at opbygge i sit indre. De første dage havde hun set mandens ubarberede ansigt i hver eneste flygtning, genoplevet voldtægten når søvnen endelig kom krybende og hun havde trukket sig baglæns når en af de voksne bare tiltalte eller kiggede på hende. Men snart begyndte en em af kulde at lægge C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

17

sig om hendes krop og sind og som tiden gik, blev overgrebet en ligegyldig parentes.

Sammenlignet med ildstormen i hendes gade, med hendes søskendes død og synet af hendes moder der kæmpede for livet med et væsen som engang havde været hendes far, var misbruget af hendes krop kun en bagatel, og livet som flygtning gjorde sjælen hård. Her i Camp 41 var disciplinen strengere, der var langt mere orden og kontrol og kommandanten slog hårdt ned på tyveri og overgreb.

Og heldigvis var hun ikke blevet gravid.

Tanken om et muligt mongolbarn fyldte hende med lige dele afsky og rædsel og Lomis havde for længst lovet sig selv at hun aldrig mere ville lade sig udsætte for et lignede overgreb. Hun knugede diskret kniven som altid var fastspændt til hendes støvle, fornemmelsen af det solide håndtag fyldte hende med en ro som hverken lægen eller de velmenende voksne kunne tilbyde.

Lomis kiggede rundt på Blokkerne i Røret. De var hendes flok, de var hendes familie og resten af verden kunne for hendes skyld gå ad helvede til.

Den var allerede godt på vej.

En tre meter bred sektion af det stålhegn som omkransede lejren, gled til side med en brummen og tillod de tre olivenfarvede lastbiler at rulle ind på pladsen mellem de to vagttårne. Flere hundrede mennesker var stimlet sammen i det tågede daggry for at se konvojen ankomme og kommandant Videkamp rankede ryggen.

Hundredenitten forskræmte flygtninge klatrede ud af lastrum og lad, og blev bedt om at stille sig på rækker. Nogle var svært udmattede, andre var syge eller sårede, men fælles for dem alle var, at deres ansigter afspejlede den samme absurde cocktail af 18

PA T R I C K L E I S

chok og desperation, iblandet en forsigtig taknemlighed over at være undsluppet døden. Nogle klamrede sig til deres få ejendele, andre støttede sig op ad hinanden, men langt de fleste var tavse og bange. Lejrens beboere hviskede og pegede, men alle huskede deres egen ankomst, og mistroen overfor de nye blev overskygget af enten medlidenhed eller ligegyldighed.

- Klar til kontrol.

Sergent Bostrup præsenterede kort doktor Scholten og hans stab, og viste vej mod teltet hvor helbredskontrollen skulle foregå. Flygtningene blev drevet af sted som får, men kun de færreste protesterede. Videkamp vippede på fodballerne, den sidste lastvogn havde medbragt forsyninger og nogle af hans mænd var allerede ved at læsse af. Udmærket, livslinjen var intakt og foreløbigt ville ingen komme til at sulte.

Lejren som var bygget lidt udenfor Ørslev på Midtsjælland, var et levn fra tiden under Io. Internatet havde engang rummet Trusler mod Det Nye Samfund og var siden gået i langsomt forfald.

Men da byerne blev angrebet af den nye fjende og Smitten havde bredt sig som en ildstorm, havde lejrene vist sig uvurderlige under de store evakueringer. Pigtråd og vagttårne blev repareret, barakkerne nødtørft igt lappet og både vand- og elforsyning fungerede atter rimeligt. Efter den noget kaotiske opstart hvor for få soldater skulle holde styr på for mange mennesker uden egentlig organisering, var der nu blevet oprettet en vis rutine og disciplin. Der blev slået hårdt ned på tyverier og fysiske overgreb, var nogenlunde styr på maduddeling og indkvartering og Videkamp følte at han havde gjort sin pligt og fået skabt en tålelig hverdag og et sikkert refugium for de mange flygtninge. Egentlig forekom det ham en smule ironisk at de selvsamme mure der før havde forhindret mennesker i at slippe ud af Camp 41 nu blev brugt til afholde C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

19

noget fra at komme ind, men skæbnens veje var uransagelige og uanset hvad Videkamp ellers mente om stedet var han fast besluttet på at gøre alt hvad han kunne, for at få lejren til at fungere bedst muligt.

Og krigen ville vel ikke rase for evigt. Før eller siden ville fjenden blive slået på flugt og alle kunne vende hjem.

Det var i hvert fald hvad overkommandoen gang på gang havde sagt, og indtil da måtte de bare få det bedst mulige ud af situationen. Et arbejdshold var gået i gang med at lægge sidste hånd på flygtningenes fremtidige hjem, og med lidt held kunne de nye barakker stå færdige ved middagstid.

- Har vi madrasser og sengelinned nok?

Korporal Knudsen bladrede i sine forsyningslister og nikkede.

- Javel, sir. Der er i alt tohundrede og tolv madrasser tilbage og...

- Jeg bad ikke om en lagerbeholdning, soldat, bare et simpelt svar.

- Javel, sir.

Videkamp vendte sig og marcherede mod kommandoposten.

Hans rang havde skaffet ham en acceptabel indkvartering i hytte med egen seng, men ellers var det så som så med luksus og særforplejning. Han smed kasketten fra sig på en knagerække og satte sig tungt bag skrivebordet. Videkamp havde været i hæren i næsten tyve år, og takken for tro tjeneste havde været at gøre ham til barnepige for en flok hjemløse civilister. Han formodede at generalstaben forsøgte at gøre ham en tjeneste ved at sende ham så langt væk fra frontlinjen som muligt i respekt for hans nu afdøde hustru der omkom i begyndelsen af konfl ikten, men i virkeligheden hadede han hver kvadratcentimeter af denne fordømte lejr.

Han havde endda skrevet et personligt brev om forflytning til general Faulkners kamptropper, men modtog aldrig så meget som 20

PA T R I C K L E I S

et afslag.

Videkamp rejste sig fra stolen og slentrede hen til værelsets eneste vindue. Foran lægeteltet var køen lang. Videkamp bad til at der ikke var inficerede blandt flygtningene, det var ikke godt for moralen at folk forsvandt. De første måneder havde man skudt de uhelbredeligt syge, men henrettelserne havde bragt lejren i en tilstand af oprør, og lige meget hvordan man forsøgte at anskueliggøre smittefaren, var der altid nogle stivnakkede humanister som nægtede at se realiteterne i øjnene. De hylede op om at alt liv var helligt og forstod simpelthen bare ikke at Judasbakterien var uhelbredelig og at et enkelt tilfælde kunne starte en epidemi.

Nu foregik afl ivningerne langt mere diskret: et paralyserende nålestik under påskud af stivkrampevaccinering og diskret natlig afhentning, hvorefter den smittede blev halshugget ude ved fællesgraven mens han stadig var bevidstløs. Flere af de udvalgte soldater måtte efterhånden tildeles betænkeligt store doser beroligende midler, men i det mindste havde man fået lukket munden på de værste kværulanter.

Kaptajnen satte sig tilbage til skrivebordet. I den sidste måned havde han bemærket at der kom stadig færre ordrer og rapporter, men havde hidtil haft held til at skyde de bange anelser fra sig.

Så længe forsyningerne blev ved at rulle ind, skulle det nu nok gå. Han havde femogfyrre veltrænede soldater under sig, rigeligt med ildkraft til at holde fortet under et eventuelt angreb, og selv hvis rygterne om flyvende smittebærere viste sig at være sande, ville Nettet som var på nippet til at blive færdiggjort forhindre, at der slap inficerede fugle ind. Joh, de skulle nok klare skærene til hæren fi k nedkæmpet fjenden, det var bare at bide tænderne sammen og vente.

Men kaptajn Videkamp ville nu alligevel hellere have gjort tjeC A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

21

neste med en pistol end en kuglepen.

A ftensrationen bestod af kartofler og et grødlignende sammenkog af forskellige grøntsager. Spisebarakken havde plads til cirka fi rehundrede gæster og salen var næsten fyldt. Neonrørene i loftet var tilsluttet en af lejrens mange generatorer og selv om det stadig var lyst udenfor, var de allerede tændt. Lysene tiltrak de fleste af fluerne og gjorde aftensmaden til en acceptabel oplevelse.

Der lød spredte samtaler og klirren fra bliktallerkener og billigt bestik. Flygtningene spiste i hold og køkkenet var altid i gang.

Lomis sad for sig selv ved et af de fjerneste borde. Rundt omkring hende var aftenholdet ved at indfi nde sig og de fleste havde faste pladser. Folk oplevede livet i lejren meget forskelligt og spisesalen var et godt sted at studere mennesker. Nogle sad næsten apatiske og stak til deres mad, andre gestikulerede og talte, mens de skovlede i sig. Et par af de nyankomne stod usikkert med deres tallerkner uden helt at vide hvor de skulle gøre af sig selv, men Lomis havde ikke lyst til at tilbyde dem en af de tomme pladser ved sit bord. Hun havde heller ingen appetit og tog kun et par skefulde grød, før hun skubbede tallerknen fra sig.

- Er prinsessen kræsen?

Hun kiggede op mod Jason Khan, der næsten lydløst havde slået sig ned på den anden side af bordet.

- Jeg har ikke rigtig lyst til at spise.

Jason huggede sin mad i sig på rekordtid. - Du bestiller bare ikke nok til at blive sulten.

Lomis sendte ham et vredt blik. - Hvad fanden ved du om det?!

- Jeg har da ikke set dig deltage i bygningen af de nye barakker eller knokle på lagrene for nylig, svarede Jason og ræbede. - Går du og pjækker fra arbejdsopgaverne?

22

PA T R I C K L E I S

- Har du måske selv lavet noget? spurgte Lomis irriteret. - Eller har du som sædvanlig bare sat andre i gang?

Jason lo sin hæse latter. Han havde været med på den første lastbil der rullede ind bag trådhegnet og havde tilbragt over tre år i Camp 41. - Som en af de “gamle” opnår man visse privilegier og desuden slider jeg i det i kiosken.

Lomis rystede på hovedet. Somme tider virkede Jason fandeme så glat og overfladisk, at man skulle tro han var dyppet i Tefal.

- Sortbørshandel er ikke et arbejde!

- Der tager du fejl, smilede Jason og begyndte at stange tænder med en flækket tændstik. - Jeg har skam en vigtig funktion herinde.

- Jaså?

- Uden mig kunne folk ikke få hvad de havde brug for, hverken af materielle ting eller oplysninger. Jeg gør folk glade... Nåhja, tilfredse, i hvert fald, og forestil dig hvad der ville ske i denne lejr hvis alle begyndte at skændes. Åhja, fortsatte han og lænede sig tilbage i stolen og foldede hænderne bag nakken. - Et oprør ville ikke være noget du har lyst til at opleve.

- Tror du virkelig det kunne ske? hørte Lomis sig selv spørge uden egentlig at ville høre svaret.

- Sådan helt bogstaveligt?

- Den oplysning koster, svarede han med et grin, - men her er en tanke som jeg vil dele med dig helt gratis: Der var femten mongolbørn blandt de nyankomne.

Lomis rynkede panden. - Så er der næsten tres i lejren, sagde hun eftertænksomt. - Hvor fanden skal man få plads til dem?

- Det er ikke pladsen der er det mest presserende, svarede han roligt, - spørgsmålet er nærmere om der på sigt vil være medicin nok til alle hvis der skulle udbryde en epidemi af en slags.

C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

23

- Mener du influenza eller sådan noget?

- Kolera eller dysenteri, sagde han uden at fortrække en mine. Mongolerne kræver flere resurser end andre og så vidt jeg ved, er de ikke alle sammen lige nøjeregnende med hygiejnen.

- Shit, mumlede Lomis bekymret. - Det havde jeg ikke lige tænkt på.

Jason sendte hende et kort, ulveagtigt smil og kørte en hånd gennem sit halvlange, fi ltrede hår.

- Hver mand for sig selv. Mad og medicin kan vise sig mere end svært at få fat på hvis systemet bryder sammen, og kan du så forstå at jeg værner om min kiosk?

Lomis bed sig let i underlæben, måske var Jason slet ikke så dum endda. Han var knapt fyldt tyve, men hans ansigt var furet og hårdt som en der havde levet meget længere. Han var høj og senet, og begge arme var næsten dækkede af hjemmelavede tatoveringer. Mange af de forældreløse unge i lejren udsmykkede deres kroppe på forskellig vis. Nogle havde som Lomis piercinger i ansigtet eller på kroppen, andre skar eller prikkede tegn og symboler på kroppen og fyldte tusch eller blæk fra kuglepenne i sårene. De fleste skrev enten navne på døde eller forsvundne familiemedlemmer, datoer eller tilhørsforhold, mens andre fi k tegnet symboler eller mønstre. Lomis selv havde fi re tatoveringer som en kunstnerisk fyr der hed Tomaz havde ridset i hendes krop med en skalpel, og udover ringene i tungen og øjenbrynet, havde hun selv skåret fem streger i venstre underarm. En for hver af de nærmeste hun havde mistet.

- Mødes I stadig i Røret?

Lomis nikkede kort. - Jah...

- Det er nok snart slut for de mindstes vedkommende, sagde Jason og trak en cigaret op fra en krøllet pakke i sin bæltepung.

24

PA T R I C K L E I S

- Man har snakket om at gøre skoleundervisning obligatorisk, så rollingerne får nok at se til.

- Et par af dem vil sikkert blive glade for at have noget at give sig til, svarede Lomis uinteresseret, - men de fleste vil formodentlig slet ikke kunne sidde stille.

- Komiteen vil indføre mødepligt, sagde Jason henkastet og blæste en røgsky op mod bliktaget. - Tvangsindlæring om du vil.

- Det er jo latterligt. Hele samfundet udenfor er i opløsning og de fleste af småungerne er sgu så kulrede at de begynder at hyle eller opføre sig som vilde dyr lige så snart der er noget som går dem imod.

- Det er derfor man vil forsøge at give dem noget struktur.

Lomis rystede på hovedet. - Hvad vil man gøre hvis de ikke møder op? Give dem eftersidninger eller skyde dem ved daggry?

Jason sendte hende et smil der ikke helt nåede øjnene. - Aner det ikke. Fiksere dem i C-huset måske... Nå, det korte af det lange er at hele borgergruppen fra Sydblokken var vældigt oppe at ringe over forslaget og de holdt møde hele aftnen. De elsker at lave regler og fremsætte forslag, og man skulle fandeme tro at de regnede med at vi skulle blive her for evigt.

- Det ender sgu med at de erklærer lejren for et selvstændigt land, mumlede Lomis og kom mod sin vilje til at trække på smilebåndet. - Hvad siger kommandanten til det?

Jason trak på skuldrene. - Videkamp er vist ligeglad. Så længe der er ro, lader han borgergrupperne gøre som de vil.

- Jeg tænker tit på hvad der vil ske når krigen er forbi, sagde Lomis lavmælt. - Hvad vi kommer hjem til, hvor vi skal gå hen...?

- Lad mig opstille en anden interessant hypotese, sagde Jason og tog et dybt drag af sin cigaret. - De fleste accepterer at vi er nødt til at blive her et stykke tid, men forestil dig at hæren slet C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

25

ikke vinder og dette ender med at blive vores permanente hjem.

Lomis sad som fastfrossen i noget der føltes som en evighed.

Den tanke havde hun aldrig gjort sig, ikke for alvor. Scenariet virkede utænkeligt. Hun havde med vilje begravet håbet om at befrielsen kom netop i dag, men hvad hvis det nu aldrig skete, hvad hvis hun endte sine dage her i lejren? Hun kunne dårligt huske sit gamle liv, havde slået sig til tåls med at skulle være her i en periode, men hvad nu hvis...

- Og forestil dig så at forsyningerne slipper op en dag, fortsatte Jason uden at tage blikket fra hende. - Gad så vide om vi ikke selv ville ende som kannibaler.

- Hold dog kæft!

- Jaja, du tænker sikkert at det aldrig kunne gå så galt, sagde Jason alvorligt, - men hvis det nu virkelig skulle gå ad helvede til, så...

- Unge mand! Vil du venligst lade være med at ryge indenfor.

Vi sidder og spiser.

Jason vendte sig mod nabobordet hvor en tynd, midaldrende dame ved navn Ann Magret sad med armene over kors og så forarget ud. - Man må slet ikke ryge herinde.

- Siger hvem?

- Det må man bare ikke! Det lugter og jeg vil ikke sidde og blive syg fordi...

Jason begyndte at le. - Hele verden er ved at bryde sammen, sagde han syrligt, - og alligevel bekymrer du dig om bagateller.

Måske fortjener vi i virkeligheden at uddø.

- Nej nu må du virkelig! Jeg synes bare at...

Lomis rejste sig fra bordet og bar sin tallerken hen til stativet med bakker og opvask. Hun orkede ikke at høre mere snak. Ude i det fri kunne man i det mindste være i fred med sine tanker. Når 26

PA T R I C K L E I S

man var alene kunne man glemme det hele.

Hun gik op på bakken ved det nordvendte hegn. Herfra kunne hun se ud over heden som vist for nogle år siden havde været en mark. Lyng og krat overtog langsomt jorden og braklandet strakte sig flere kilometer til begge sider. Bagved lå skovene, og endnu længere borte, langt ude af syne, stod ruinbyerne med de tomme huse. Hun satte sig ned og lagde armene om sine knæ. Hundetegnet om hendes hals raslede svagt i vinden. Hun kunne dårligt huske navnet på den gade hvor hun havde boet før Svøben lagde sig om kloden, men besynderligt nok genkaldte hun sig uden besvær duftene af syrenerne i gården og den sødmefyldte smag af hendes moders vaniljekranse. Lomis bed tænderne sammen. Fortiden var væk og hun ville fanden tage mig ikke sidde her og have ondt af sig selv.

Næh, den nye verden var kommet for at blive og hun havde tænkt sig at tage hvad hun kunne.

Brian Waztac kunne ikke sove. I de andre senge lå hans bofæller og snorkede eller drejede sig uroligt, men Brian lå vågen og anspændt. Han havde savlet de sidste par nætter fordi han glemte at lukke munden og der havde dannet sig en sårskorpe i hans ene mundvig. Han kløede distræt på såret mens han intenst spejdede ud i rummet. Han holdt godt øje med væsnet der kiggede tilbage.

Brian var ikke bange for mørket, men han var bange for det som gemte sig i mørket, og de blå øjne i loftet ventede bare på, at han skulle begynde at drømme. Han havde øvet sig i at blinke meget hurtigt, så væsnet ikke troede at han faldt i søvn. En af Passe-pådamerne listede rundt i sovesalen og sikrede sig at alle lå godt og lunt. Hun lagde tæppet til rette om den rødhårede, blege dreng i den sidste seng, der ikke rigtig kunne tale, og sikrede sig at de, C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

27

som ikke ville blive liggende, var spændt ordentligt fast. Hun plejede også at komme forbi Brians seng, men han kneb bare øjnene lidt sammen og trak sit lange pandehår ned, for i mørket kunne hun ikke se at han stadig var vågen hvis han lå helt stille. Han lyttede til hendes skridt så han vidste hvornår han skulle lade som om han sov, men blikket forlod aldrig de to øjne som kiggede ned på ham fra loftet.

Hele sit liv havde Brian vidst at nogen pønsede på at stjæle hans øjne, og han skjulte dem ved at kikke ned og gemme dem bag sit pandehår. Han ville ikke have at nogen rørte hans hår, og når plejerne på hans gamle hjem forsøgte at klippe det, kunne han ikke lade være med at skrige og blive rigtig bange. Her i lejren havde de heldigvis ikke ofret hans frisure megen opmærksomhed, så når han ud på morgenen alligevel faldt i søvn, hjalp håret med at skjule ham for øjnene i loftet. De nye Passe-på-damer havde ganske vist sagt at øjnene bare var to striber måneskin som faldt ind gennem en utæthed i trævæggen bag hans seng, men Brian vidste bedre.

Det var kun et par stykker som boede i B-huset som ikke var mongoler, men Brian blev født som en sund og helt almindelig dreng. Han kunne ikke rigtig huske sine forældre. I det hele taget huskede han ikke ret meget efter bilulykken, men den glemte han til gengæld aldrig. Han havde siddet på bagsædet af Mazdaen på den mørke landevej og sludret med sine forældre og stemningen havde været rigtig hyggelig selv om han havde spist lidt for meget hos tante Bodil. Hans far lavede en sjov parodi på tantens sure mand og havde vendt sig lidt om i forsædet for at grine med Brian.

Brian kunne genkalde sig hans smil men ikke ansigtet og pludselig var de to ildkugler dukket op på den mørke landevej, lige foran bilen. Han blev slynget ud gennem forruden da de ramte 28

PA T R I C K L E I S

den modkørende vogn og senere havde folkene i de hvide kitler sagt at der vist var sket noget med hans hoved og at hans mor og far ikke var der mere. På institutionen hvor rare folk forsøgte at lære ham at tale og gå på toilettet selv, svandt billedet af hans forældre gradvist, men tanken om øjnene der var dukket op i den mørke nat på landevejen og lyden af skrigende metal forlod ham aldrig. Den nat ulykken skete, fornemmede Brian tydeligt, hvordan de lysende øjne forsøgte at suge hans egne øjne til sig, stjæle dem ud af hans hoved og siden da havde Brian følt at der altid var nogen der kiggede og fulgte ham opmærksomt. Nogen gange var det tilfældige mennesker som stirrede på Brian, men andre gange fornemmede han at frygtelige skyggevæsner lurede i hjørnerne med øjne som lignede lyspletter eller forlygter. Passe-på-damerne sagde at de bare var et “pronugt af hans fanasi” men Brian lod sig ikke snyde. Uhyrerne blev stadig mere virkelige, og på et eller andet tidspunkt ville de komme mens han sov for at hente hans øjne.

Omkring ham snorkede mongolerne stadig, men i B-huset lå Brian vågen til det tidlige morgengry og tænkte på, om der muligvis var en måde at narre de væmmelige væsner på.

Måske kunne det lade sig gøre, for her for et par dage siden havde Brian set noget der gav ham alle tiders ide.

Kommandant Videkamp havde tilbragt hele formiddagen med at inspicere barakker og hilse på de nyankomne. Han havde forklaret lejrens rutiner så ofte at han nærmest kunne dem i søvne, men heldigvis var listen over regler ikke lang. Brusebad foregik efter inddeling hver tredje dag, to måltider dagligt og jævnlige opgaver til de arbejdsduelige, udvælgelse af en repræsentant fra hver baraksektion og ugentlige briefi ngs.

C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

29

- Men lejrens vigtigste regel er, at hovedporten forbliver lukket, sagde han og pegede sigende mod tårnene ved stålhegnet, - Ingen forlader lejren uden min skriftlige tilladelse og vagterne har ordre til at skyde hvis nogen forsøger at komme ind.

En midaldrende mand i et støvet jakkesæt rakte forsigtigt en hånd i vejret.

- Ja? Manden rømmede sig og trådte et skridt frem fra rækken af nyankomne – Jeg hedder Kent Rasmussen og jeg ville bare høre om vi overhovedet ikke må forlade lejren?

- For min skyld gerne, svarede Videkamp og skød brystet en anelse frem. - Det kræver blot en underskrift så vi har check på antallet af beboere, men det er vigtigt at forstå, at porten kun åbner udad.

- Hvad mener De...? spurgte Rasmussen undrende. - Kun udad?

- Hovedporten er ikke en svingdør, og ingen kommer ind uden at være registreret af et opsamlingshold. Vi ved alle hvor let et udbrud kan opstå, og jeg skal ikke have nogen til at rende rundt med en infektion som ikke er blevet opdaget. Selv Recon-patruljerne bliver underkastet en grundig undersøgelse efter hver mission og det endda selv om de ikke har mødt så meget som en eneste fjende.

- Jamen...

- Dette er ikke til diskussion. Vi ved at infektionen overføres ved bid og rifter, men det er ikke blevet verificeret om det er den eneste måde man kan blive smittet på. Forstil jer at virussen ikke behøver en værtskrop men kan overleve på sten, en træstub eller i en stump afrevet tøj, og at en soldat uforvarende rører ved en sådan smittekilde...

Der udbrød spredt, urolig mumlen fra tilhørerne og komman30

PA T R I C K L E I S

danten manede til ro.

- Der er intet der tyder på at sygdommen kan spredes på denne måde, men jeg vil ikke tage chancer så alle uden undtagelse får taget blodprøve før indtrædelsen i lejren og vi har ikke uanede resurser til vor rådighed. Andre spørgsmål?

- Ved man hvornår vi kan komme hjem? var der en som spurgte, og straks efter stemte andre i. Videkamp mærkede sine skuldre synke, det var det samme med hvert eneste nyt hold. Hvad gør regeringen, hvem har ansvaret og kan vi få flere tæpper?

- Vi udsender daglige rapporter, svarede han til sidst, - og nu vil sergent Bostrup her besvare alle administrative og praktiske spørgsmål. Tak for jeres tålmodighed og velkommen til Camp 41.

Han nikkede til sergenten som stod klar med lister og navnetags og forlod fællessalen uden at vende sig om.

Hun

vandrede ned gennem den støvede hovedgade med et håndklæde over skuldrene og en pose sæbe og rationeringsshampoo i hånden. På begge sider lå barakkerne, en samling grågrønne skure der pludselig var blevet hjem for over enogtyvehundrede desperate mennesker. Der boede mellem seks og otte personer i hver af de små stuer, de mest funktionelle mongolbørn blev indkvarteret i B-huset og kun de allermest ressourcekrævende retarderede (samt de der som følge af krigen havde udviklet alvorlige psykoser eller svære psykiske lidelser) var stuvet sammen under konstant overvågning i den mørkegrå C-blok. Så man lejren fra oven lignede den et kors hvor de interimistiske boliger lå opdelt i fi re sektioner med hvert sit fællesrum, kantine og bad. Lomis boede i sektion Nord og i hendes kvarter var der opført toogfi rs huse. I lejrens centrum lå soldaternes kaserne og midt i hver kvadrant var der gravet en brønd som næsten gav vand nok til at opC A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

31

fylde det daglige behov. Lossepladsen og tørrestativerne var placeret i det vestlige hjørne, teltpladsen (forbeholdt de som var syge eller på anden måde uegnede til at bo i barakkernes fællesstuer) var gemt af vejen på lejrens sydside og mod øst lå hovedporten, felthospitalet og lageret, samt en garage til lastbiler og militærkøretøjer. Der var en bakke på nordsiden hvor der voksede træer og buske, men ellers fandtes der intet andet end flad og udpint jord.

Flygtningene gik rundt i grupper, hang på plænen ved hegnet eller sad alene og stirrede tomt ud i intetheden, mens den ene dag ubemærket gled over i den næste. Før krigen brød ud havde de måske haft arbejde og omgangskreds, hygget sig på altaner eller forhaver og gået i biografer eller travet rundt i hyggelige parker, men bag trådhegnet syntes verden at være gået i stå og den lumre varme nærmest dirrede af indebrændt energi. Lomis skævede diskret mod Belinda og Vita Andreasen der sad og stoppede sokker i aftensolen på en trappe. I deres gamle liv havde de sikkert bare smidt strømperne ud og købt nye. Hun vidste egentlig godt, at tilværelsen for de fleste ikke havde været lettere da de var frie.

Arbejdsløsheden var stor, stat og multinationale fi rmaer kontrollerede borgernes tilværelse og færden, men tiden har det med at tone selv de værste minder lyserøde.

En flok drenge spillede bold op ad en mur og oppe i det nærmeste af de otte vagttårne som var placeret langs pigtråden, kunne hun skimte omridset af bevæbnede mænd. Et byggehold var ved at udspænde enorme net over lejren, himlen blev opdelt af ruderformede stålwirer. Hun nikkede til et par soldater der stod og røg i skyggen af et halvtag og håbede at der ikke var kø ved badet.

Hun ventede i næsten et kvarter og bankede hårdt på masonitpladen der afskærmede brusekabinen. - Du bruger alt vandet!

Der lød en brummen fra den anden side, men da Lomis atter 32

PA T R I C K L E I S

hamrede på væggen, blev hanen slukket. - Jaja!

Lidt efter kom en fed mand til syne i døren. Han havde et lyseblåt håndklæde om livet og en skurebørste i hånden. - Tag den med ro, unge dame.

Lomis sendte ham et foragteligt blik. Jim Olsen havde større patter end Mai. - Jeg har tid nu og vi skal spare på vandet.

- Du skal nok komme til, gryntede han tvært, - jeg skyndte mig så meget jeg kunne.

- Det er jo ikke min skyld at du har så meget flæsk at vaske.

Fedejim rystede på hovedet, men forfulgte ikke diskussionen.

Lomis fulgte ham med øjnene. Hun kunne næsten fornemme jorden gynge da han sjoskede ned mod barakkerne. Hun trak bukserne og hættetrøjen af, lagde forsigtigt kniven fra sig på gulvet og lo bistert for sig selv, da hun trådte ind under bruseren. Føj, han burde fandeme ha taget en trøje på, for det krævede næsten en våbentilladelse at være så grim. Vandet var lunkent, men de to ugentlige afvaskninger var guld værd. Hun følte minder og sorg blive skyllet af kroppen sammen med støv og snavs, sjælen blev renset lige så omhyggeligt som kroppen. Sæben sved en smule.

Den var langt fra de lotions og bodyscrubs hun plejede at bruge, men i det mindste blev man ren.

Tankerne om barndomsgaden kom krybende. Sol på terrassen og en mor hun dårligt kunne huske ansigtet på. Rosenbuskene der skulle klippes og flokke af stære ved midsommer. En tåre blandede sig med dråberne fra det rustne brusehoved og forsvandt lydløst i afløbet.

Ingen havde for alvor taget advarslerne alvorligt. Man havde jo altid hørt om influenzalignende epidemier fra både fugle og svin, og hvorfor skulle denne være værre? Ingen af Lomis’ søskende var mongoler, de fleste blev jo født i mindre velstående familier C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

33

og man kunne jo ikke tage alle andres bekymringer på sin kappe.

Så da mongolerne begyndte at dø efter Lydecker/Smith-vaccinen, trak hendes far bare på skuldrene og sagde at det nok var det bedste.

Og hvem kunne have forudset, at de ville genopstå som udøde kannibaler?

Lomis bed sig i hånden. Tårerne trængte sig for alvor på og nogen bankede forsigtigt på væggen. Hendes fem minutters badetid var for længst overskredet, men hun ville bare blive her, stå under vandet og gemme sig for virkeligheden.

I takt med at nyhedsudsendelserne bragte stadig mere alarmerende indslag, kunne man fornemme at der bredte sig en stigende lovløshed i byerne. Der begyndte at dukke graffiti op på husmure og togstationer, gaderne blev ikke længere rengjorte og hendes far berettede om fi rmakrak og fyringer. Hun så unge komme kørende i biler med nedrullede vinduer og høj musik fra skrattende anlæg og snart hørte man om overfald og plyndringer i storbyerne. Men alligevel var hendes bydel rolig, de velhavende havde forsyninger nok og man passede stadig haven og gik ture med hunde og barnevogne. Det skulle nok gå over, fortalte folk hinanden, og så en morgen var det utænkelige alligevel sket.

Den første af de levende døde som havde travet hen ad vejen, lige der, på deres villavej, havde bidt fru Lübke som klippede sin hæk. Hun havde troet at drengen var syg og spurgt om hun skulle ringe efter nogen. Man skulle aldrig, aldrig hjælpe andre, man skulle altid først og fremmest passe på sig selv! Lübke var blevet syg og døde to dage efter, og da hun genopstod nåede hun at smitte både sin mand og den ene af bedemændene. Derefter havde virussen spredt sig som en steppebrand og flere og flere udøde begyndte at dukke op i kvarteret.

34

PA T R I C K L E I S

- Undskyld, men er du snart færdig?

Lomis vred håndtaget om og lukkede for vandet. - Ja for fanden!

Hun tørrede håret med hidsige bevægelser og stak i sit tøj.

Ingen vidste hvem der havde smittet hendes far, men de så ham og hendes tre mindre søskende stå som underligt leddeløse dukker ude på græsplænen samme nat som militærets opsamlingsvogn svingede ind på vejen. Hun flygtede da glasdøren mod haven knustes, løb ud mod forlygterne og de bevæbnede mænd, mens hendes mors skrig rungede gennem huset og hendes stamtræ visnede og gik ud.

- Det var du søreme længe om.

Lomis værdigede ikke Anna Corfus, som stod og ventede utålmodigt foran brusekabinen, så meget som et blik, men gik forbi hende med stive skridt. Hun smed håndklædet og sæben fra sig i rummet som hun delte med syv fremmede mennesker og marcherede direkte ned mod Røret. Måske havde hendes venner noget sprut!

A ftensolen fik støvet i vinduet til at danse og Ann Magret hentede en klud og en spand med vand. Hun rengjorde karmen med langsomme, metodiske strøg og vred derefter kluden op. Det var godt at arbejde, fysisk aktivitet gjorde sjælen stærk. Hun sendte et kritisk øjekast rundt i den simple barak. Fire voksne og et barn boede sammen på fjorten kvadratmeter. Sandelig noget andet end hendes gamle hjem i Hvidovre hvor kniplingsdugen lå udspændt over et højpoleret rosentræsbord med plads til tolv personer og messinglysekronen i læseværelset spredte sit gyldne lys over bogreolerne og øreklapstolen hvor hun havde tilbragt så mange timer med at studere de hemmelige skrifter. Nu boede enC A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

35

kefrue Ann Magret Bøgebirk i et rum af rå brædder uden tæpper på gulvet og uden sølvtøj eller fi ne tallerkenrækker at hvile øjnene på. Hun måtte derimod dagligt tåle synet af Josh Gerner der ikke bestilte andet end at ligge og dovne på sin madras og fi nde sig i at både Louise Hansen og Palle Lund lejlighedsvis bandede eller på anden måde opførte sig upassende. Kun den lille pige var en acceptabel bofælle, men hun løb næsten altid rundt i lejren, og det endda helt uden opsyn.

Ann Magret smed spildevandet ud ad døren og fandt sit sytøj frem. Naturligvis havde hun både insisteret, krævet og forlangt at blive flyttet til en enebarak eller i det mindste et hus uden mænd, men kommandanten ville ikke blande sig i interne boligønsker og en udelukkende kvindebeboet hytte med ledig plads var åbenbart ikke sådan at opdrive. Ann Magrets eneste privatliv bestod i det forhæng hun havde udspændt i loftet foran sin madras, og hun glædede sig mere end de fleste til krigen var forbi. Hver dag blandt disse lade og urene skabninger var en næsten ubærlig prøvelse og det krævede store anstrengelser at holde tand for tunge. Hun vidste hvorfor krigen var udbrudt, vidste hvad menneskets lidelser skyldtes, og selv om stupide og indskrænkede folk for mange år siden havde forsaget Det Evige Rige, vidste Ann Magret at dagen ville oprinde, hvor synderne blev straffet og Guds ord atter ville blive hørt. Hun sendte en tanke til de forbudte sider som lå gemt under hendes madras og tillod sig et lille smil. Bogen var det eneste hun havde haft med sig under evak’en og hun havde klogelig holdt den skjult. Tiden var endnu ikke inde til at genoplive de hellige ord, men dagen kom stadig nærmere.

Alt hvad hun skulle vente på var, at forholdene blev bare en lille smule værre, for bange mennesker havde det med at gribe ethvert halmstrå når alt håb synes ude, og hun havde tilfældigvis en hel 36

PA T R I C K L E I S

høstak af frelse, som hun hellere end gerne ville dele ud af.

Om så folk ville have det eller ej.

Hendes bamse talte til hende. Det havde den altid gjort, men efter dengang hvor soldatermændene hentede hende og sagde at hun skulle bo lidt tid i en lejr med pigtråd og det hele om, var Hr. Knut begyndt at sludre rigtig meget. Tilde kildede teddybjørnen på maven og gav den et stort kram. Hun sad i Røret og fulgte delvist med i hvad de store børn talte om. Dengang hun boede med sin familie på den lille vej i udkanten af byen var det altid sin mor og far hun lyttede til, men de var der jo ikke mere. Nu var alle de voksne i lejren hendes nye mor og far, men nok mest Ann Magret og Josh, som hun boede i barakken med. Men Ann Magret var altid så alvorlig og talte meget om moral og synd og kedelige voksensager, så Tilde ville hellere gå rundt i lejren eller sidde i Røret med de andre børn. De havde lavet bål på gulvet, ikke lige så stort som det der ofte blev tændt om aftenen ude bag barakkerne, men bare et lille et som Tetris og et par af de andre drenge sad og prikkede til mens de sludrede om vind og vejr og hvad de skulle lave når de engang kom hjem.

Den store pige med alle ringene i ansigtet kom ind ad døren og så sur ud og gad ikke være med da et par af Blokkerne foreslog at spille Reb. Tilde kunne ellers godt li hende, for Lomis delte altid sit slik og svarede pænt hvis Tilde spurgte hende om noget.

Men i dag så hun ikke engang på Tilde, men satte sig bare hen til bålet på gulvet og begyndte at drikke øl.

Tilde krammede Hr. Knut tættere ind til kroppen og følte sig lidt udenfor. (du skal ikke være ked af det fr u Tilde, fru Lomis er bare træt) Måske er hun ked af det? sagde Tilde uden at bruge ord. Hun C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

37

kiggede dybt ind i Hr. Knuts store, brune glasøjne, og så nikkede Hr. Knut forsigtigt med sit plyshoved.

(Hun savner sikkert også sin mor og far, også de store børn bliver trætte når de spekulerer for meget) Tilde svarede at det havde Hr. Knut sikkert ret i, og så bestemte hun sig for at sidde helt stille uden at forstyrre nogen, for det ville fru Lomis sikkert sætte pris på, og måske faldt der et par godbidder af.

Korporal Knudsen lagde dyngen af formularer og rapporter fra sig på skrivebordet og Videkamp mærkede sine skuldre synke.

Knudsen stod i retstilling som til en parade og stirrede stift på et punkt lige over kaptajnens hoved. Dont kill the messenger, tænkte Videkamp sammenbidt, soldaten gør jo bare sin pligt. - Noget jeg bør være specielt opmærksom på?

- Vi har fået indkvarteret de sidst ankomne flygtninge, annoncerede Knudsen med høj stemme og løftede hagen en anelse, men herefter begynder det at knibe med pladser og materiel.

Ifølge lageroptælling er beholdningen af feltsenge og madrasser nede på fi re styks og...

- Kortfattet, afbrød Videkamp irritabelt. - Lad mig for guds skyld nøjes med overskrifterne, og skru venligst en smule ned for volumen.

- Ahm, godt så, mumlede korporalen og rømmede sig forlegent. - Vi har fødevarer til godt to måneder endnu, men lejrens kapacitet er ved at nå smertegrænsen og det bliver svært at fi nde plads til flere beboere hvis rygterne om endnu en overførsel viser sig at være sande.

Videkamp nikkede træt. De seneste meldinger fra HQ /Sjælland var ikke opløftende og han tvivlede ikke på at man ville 38

PA T R I C K L E I S

forsøge at prakke ham flere flygtninge på, hvis byerne omkring Slagelse også faldt. Han drog et dybt suk. Naturligvis blev det fortalt at situationen var stabil, at tilbagetrækningerne kun var af strategisk karakter, men Videkamp havde for længst lært at læse mellem linjerne og på militærsprog stod der kort & godt at hæren var på skideren. - Hvordan er moralen?

Korporalens blik flakkede en anelse. - Udmærket blandt tropperne, sir, men flere af de civile repræsentanter er begyndt at ytre sig kritisk på flere områder.

- Så som...?

- Mangel på aktivitet, mangel på information, den slags... Der har også været flere tilfælde af tyveri, beboerne imellem.

Videkamp nikkede eftertænksomt. Ikke noget nyt her, men han måtte se at få aktiveret civilisterne før gryden kogte over, for selv om de fleste faktisk var taknemmelige over at militæret havde evakueret, nej reddet dem før kadaverhæren nåede frem, blev folk alligevel mere og mere frustrerede over at de ikke vidste hvornår de kunne vende hjem. I de hektiske timer før opsamlingerne var alt som oftest kaos, og mange havde efterladt husdyr og måske endda familiemedlemmer eller venner. Byerne var blevet rømmet i hast og naturligvis var flygtningene bekymrede for om de overhovedet havde et hjem at komme tilbage til.

- Det værste er ikke at være spærret inde, mumlede kaptajnen uden selv at være klar over det, - det værste er at sidde fanget på ubestemt tid.

- Undskyld sir?

Videkamp vinkede afværgende med en slap hånd. - Ikke noget, men vi må se at få aktiveret folk inden der udbryder uro. Når mennesker keder sig begynder de at sladre, sladder fører til utilfredshed og utilfredshed ender ofte med ballade.

C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

39

- Hvad forslår De, sir?

- Har vi hakker og skovle? spurgte Videkamp og rettede sig op i stolen.

- Æh, jah, nogle stykker er der vist...?

- Så begynder vi at lave køkkenhaver. Få opdelt civilisterne i hold, så fi nder jeg på nogle flere praktiske opgaver og organiserer en indkøbstur.

Korporalen formede munden til et O, men sagde ikke noget.

Han stod lidt og kiggede vurderende på sin fortsatte, men så gjorde han honnør og smækkede hælene sammen.

- Gå bare i gang med at lave dine lister, sagde Videkamp så venligt det var ham muligt, og da han atter var alene i værelset rakte han ud efter sin walkie-talkie. - Bed Sergent Bostrup om at samle et team.

Dagen var ulidelig varm, luften var fuld af fluer og tøjet klæbede til kroppen. Lomis famlede blindt efter vandflasken. Hun lå på ryggen med lukkede øjne, indersiden af hovedet føltes som en hestesko der var ved at blive smedet og munden smagte af plak. Jeg drikker aldrig mere! tænkte hun og fi k endelig fat på flasken.

- Tetris gik ellers til den i går, sagde Mai og imiterede hvordan han havde forsøgt at danse på et bord med en pose over hovedet.

- Tror du han brækkede noget? spurgte Chris spekulativt. - Det var jo lidt af et styrt.

- Hans hånd var da ikke mere medtaget end at han forsøgte at klappe mig bag i, grinede Mai og vrikkede med røven. - Man skulle ellers tro at han havde fået afreageret ved at vinde to gange i Reb. Lomis smilede modvilligt og satte sig op på albuerne. Hun missede med øjnene og ærgrede sig over at hun ikke havde en kasket.

40

PA T R I C K L E I S

Chris sendte hende et medfølende blik og lod fi ngerspidserne strejfe hendes lår. - Har du det bedre?

- Fantastisk, mumlede Lomis og tømte flasken. Tungepiercingen vejede et ton og hun kunne dårligt synke vandet.

Han lo dæmpet og pegede mod lejrens hovedport. - De sender en patrulje af sted.

Lomis orkede ikke at kikke efter lastbilen der rullede ud på grusvejen i en sky af støv, men Mai klappede begejstret i hænderne. - Måske kommer de tilbage med gode nyheder, sagde hun forhåbningsfuldt, - måske kan vi snart vende hjem?

Chris gned sig spekulativt over munden, men svarede ikke.

Han havde ikke de store forhåbninger om at krigen var ved at slutte, men det var bedst at tie for håb var det vigtigste de havde.

Hun lå lidt og lod solen bage i et forfængeligt håb om at varmen ville stege tømmermændene væk. Egentlig underligt, der var faktisk aldrig nogen som talte om de levende døde... Alle i lejren havde oplevet at miste, langt de fleste havde set deres nærmeste forvandles til frådende kannibaler. Måske var det for rædselsfuldt overhovedet at tænke på? Lomis selv omtalte aldrig de frygtelige dage hvor Smitten havde nået hendes by, ingen havde lyst til at dele tragedierne med andre.

- Skulle de ikke hente gødning og den slags? spurgte Ulf der også lå og kogte på græsset som en strandvasker der lige var skyllet op.

- Joh, ved bålet i nat var der forlydender om at man ville opstarte nogle arbejdshold. Lave nyttehaver, male barakker og den slags...

Lomis stønnede. Arbejde var det sidste hun gad tænke på lige nu. - Jeg må ha noget salt, mumlede hun og forsøgte at stable sig på benene. Chris sprang op og gav hende en hånd. - Tak. C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

41

Han smilede til hende, varmen i hans øjne var ikke til at overse.

- Kiosken?

- Jah...

- Er du sikker på at han er der? spurgte Mai og spidsede uskyldigt munden. - Så vidt jeg ved kom han vist først hjem i morges.

- Hvad fabler du om?

- Nåh, det var jo blevet lidt sent, så jeg og Ulf... Ja, jeg synes bare jeg så ham komme slæbende på en stor sæk, lige før daggry.

- Du skulle passe din seng, brummede Lomis og begyndte at trave ned mod barakkerne. - Din egen, altså! Øjeblikket efter var Chris oppe på siden af hende.

- Skal jeg gå med?

Lomis trak på skuldrene - Hvis du vil.

Chris fulgte efter som en skødehund og Lomis sendte ham et skjult øjekast. Han var en køn fyr, atten år og i god form. Han havde lyst hår og hvide tænder, og ikke en eneste tatovering. Han forholdt sig tavs mens de vandrede gennem lejren, hensynsfuld og opmærksom på hendes tømmermænd. Hun bed sig i læben.

Hvorfor kunne hun bare ikke være forelsket? Før i tiden ville en fyr som Chris have været den perfekte kæreste, en af dem hendes mindste lillebror kaldte Bolsjedrenge og plejede at drille hende med. Men nu, efter alt hvad hun havde været igennem...? Man skulle ikke knytte sig til nogen, før eller senere ville man jo alligevel miste dem. Hun virrede med hovedet for at ryste tankerne på plads, og tømmermændene kvitterede omgående for den pludselige bevægelse ved at sende noget der føltes som et lynnedslag gennem hendes hjerne. - Av! - Hvad sker der?

Lomis var lige ved at ryste på hovedet igen, men nåede at besinde sig. - Ikke noget, bare tømmerbamser.

42

PA T R I C K L E I S

Han lagde en hånd om hendes skulder og smilede. - Bare sig til hvis jeg skal hente en båre.

Hun gengældte smilet. Chris var god nok, og måske, hvis hun nu virkelig, virkelig prøvede...?

Lomis sukkede højt, hun orkede ikke at spekulere mere, det eneste der betød noget lige nu, var at få noget der kunne tage tømmermændene.

Kiosken var et gammelt skur som Jason selv havde restaureret.

Han havde fyldt det med alverdens varer, fra tæpper til cigaretter og slik, og havde indrettet halvdelen af rummet som stue og soveværelse.

Han sad på dørtrinet og rodede med nogle papirer, da de nåede frem.

- Udfylder du selvangivelse?

Jason missede op mod dem og lo. - Bogføring og lagerbeholdning, svarede han og stak listerne i forlommen på sin skjorte. - Du lugter som et værtshus.

- Har du nogen chips?

Han løftede spørgende det ene øjenbryn og rejste sig fra dørtrinet med en overdrevent langsom bevægelse. - Chips?

- Ja for fanden. Chips, franske kartofler, anything!

Jason strakte sig og tændte en cigaret. - Hvad kan du tilbyde til gengæld?.

- Hold nu op, udbrød Chris irriteret. - Hun har det dårligt.

Jason blæste en røgsky i retning af Chris der straks begyndte at vifte sig om ansigtet som om han befandt sig i en myggesværm. Det er vel hendes egen skyld.

Lomis skar tænder. - Drop det pis og stik mig noget salt, sagde hun vredt.

Jason mønstrede hende et øjeblik, og trak så på skuldrene C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

43

Vent her.

Han gik ind i kiosken og snart hørte de raslen fra kæder og låse.

- Han stoler ikke ligefrem på folk, mumlede Chris og stak hænderne i lommen.

- Hvem gør det?

Chris sendte hende et overrasket blik og skulle lige til at sige noget, da Jason atter kom ud på trappen med en pose saltkringler i hånden. - Penge, bytte eller tjenester?

- Lad mig skylde, svarede Lomis og greb ud efter posen.

Jason holdt den om på ryggen. - Intet er gratis.

Lomis bekæmpede trangen til at sparke ham over anklen, bevægelsen ville formodentlig få hende til at brække sig. - Tjenester.

Jason smilede tilfreds og afleverede kringlerne. - Glimrende, det ryger på listen.

Lomis knasede to kringler og følte sig allerede bedre tilpas.

- Hvor har du fået dem fra?

Jason sukkede og lignede pludselig en som opdager at han taler med en tungnem.

- Forretningshemmeligheder. Man beder heller ikke en tryllekunstner om at afsløre sine tricks.

Chris sendte ham et mørkt blik, sækken som Mai havde omtalt lå på gulvet op ad den nærmeste væg. - Har du været ude at spadsere?

Jason ignorerede ham og knipsede sin cigaretstump gennem luften med en overlegen bevægelse.

- Der går rygter om at vi snart får flere gæster, sagde han lidenskabsløst. - Mange.

Lomis sank resten af saltkringlerne og kiggede mistroisk på ham. - Hvad mener du?

- Jeg hørte et par af vagterne nævne det, svarede han med et 44

PA T R I C K L E I S

skuldertræk. - En kæmpe konvoj skulle være på vej fra Slagelse.

Hundredvis af nye naboer...

- Jamen, begyndte Chris, - Det kan vi da slet ikke klare! Pladsmangel, fødevarer... Og hvorfor lige hertil? Der må da være nogle lejre der er nærmere.

Jason ignorerede ham og kiggede stadig kun på Lomis. - Mange munde at mætte, nye kunder til mig.

- Tænker du ikke på andet end forretning?

- Jo, svarede Jason uden at fortrække en mine. - Jeg tænker skam også på at de øvrige lejre må være fyldt endnu mere op end denne og at det betyder, at situationen på den anden side af hegnet nok ikke er blevet bedre.

Lastbilen svingede ind i byen, og Bostrup gjorde tegn til chaufføren. - Holdt.

Han tog en kikkert frem og afsøgte horisonten. Intet tegn på liv. Haslev var ganske rigtigt blevet forladt, men sergenten formodede at der stadig kunne trave udøde rundt i gaderne og han ville ikke tage chancer. Landevejen havde været fyldt med strandede biler, flere steder havde de set halvt opløste lig ligge og rådne i solen og stilhed var ikke nødvendigvis det samme som sikkerhed.

- Det virker fuldkommen surrealistisk, sagde Ejner Sydgaard dæmpet og knugede nervøst om bilens rat. - For bare for et halvt år siden var her fyldt af indbyggere og handlende, nu er det bare en spøgelsesby.

Bostrup nikkede tavst og pegede på bykortet der lå udbredt over instrumentbrættet. - Vi tager Ringstedvej frem til Kirkepladsen og drejer til venstre første gang.

- Okay.

Bilen rullede ind i den tomme by, hvor ituslåede ruder lignede C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

45

blinde øjne i de tavse bygninger. Nogle af husene var nedbrændt, vejene var fyldt af skrammel og flere steder var græsstrå og ukrudt begyndt at titte op gennem revner i brosten og asfalt, som om naturen ganske langsomt var ved at generobre planeten. Huse og forretninger forfaldt, murene var begyndt at få mørke plamager af svamp og råd, og under en nedstyrtet gangbro fi k de øje på endnu et lig. - Føj for satan!

Efterladte eller udbrændte biler stod parkeret i vejsiderne som rustende fossiler fra en helt anden tidsalder og to gange måtte de køre omveje fordi gaderne var blokeret af interimistiske palisader. Midt på torvet stod en enlig kuffert, som ventede den på en ejermand der aldrig kom tilbage, og lidt længere henne ad vejen havde en flygtning tabt sin ene sko. Bostrup skævede til sin chauffør. Ejner Sydgaard var omkring femogtyve år, og hans øjne var blanke af tårer. Han havde sikkert haft familie og venner, og synet af den døde by fi k minderne til at dukke frem. - Venstre næste gang.

Lastbilen kantede sig forbi endnu en ophobning af olietønder, møbler og brædder, hvor folk havde forsøgt at forsvare sig mod kadaverne. Det lå bunker af patronhylstre og flere lig på jorden.

Nogle var næsten gået helt i forrådnelse og selv gennem de oprullede ruder kunne Bostrup fornemme den sødlige stank af delvist opløste kroppe. En mand i jakkesæt sad lænet op ad en husmur og stirrede blindt mod himlen. Hans underansigt var væk og han knugede stadig pistolen i sin hånd. Foran manden lå resterne af to børn med plastikposer over hovederne. Der var også skudhuller i poserne, og Bostrup mærkede en klump samle sig i sin hals.

Han havde hverken været gift eller fået unger, men begge hans forældre levede stadig, da smitten brød ud. I starten havde de ofte ringet sammen, talt om vind & vejr efter de rituelle forsikringer 46

PA T R I C K L E I S

om at både hans mor og far (til trods for gigten der sommetider drillede og gjorde fatter noget knarvorn) havde det fi nt, og i flere måneder troede alle, at problemet forholdsvis hurtigt ville gå i sig selv.

Men omfanget af katastrofen gik efterhånden op for både militæret og civilbefolkningen. De sidste til at opfatte alvoren var, ikke overraskende, de politisk ansvarlige, og nærmest fra den ene dag til den anden udbrød der panik over hele linjen. Hele byer blev udslettet, flere regimenter gik tabt og overlevende strømmede mod de sikre zoner og hastigt opbyggede lejre. Det var flere måneder siden Bostrup havde hørt fra sine forældre og de sidste meldinger indikerede at også Rørvig var blevet overrendt af de levende døde. Bostrup rettede sig en smule op i sædet. Tanken om at de faktisk ville tabe krigen var først for nogle uger siden blevet en mulighed, han for alvor måtte forholde sig til. Det virkede fuldkommen urealistisk, men uanset hvad Propagandaministeriet end sagde, var sejren i hvert fald ikke kommet nærmere.

Hver gang en soldat eller borger faldt, genopstod han som endnu en fjende og langsomt skrumpede hærens talmæssige overvægt.

Smitten rasede som en skovbrand, og et nederlag betød ikke kapitulation, fangenskab eller assimilering, næh det betød død eller genopstandelse som en sjælløs kannibal, for denne fjende tog ingen fanger eller forhandlede om betingelser og fred.

- Er du okay, knægt?

Chaufføren rømmede sig og bed tænderne sammen. - Jeg har det fi nt, sir.

Sergent Bostrup nikkede eftertænksomt. Det var flere uger siden de sidst havde været uden for lejren og det skræmte ham mere end han brød sig om at indrømme, at situationen så hurtigt var blevet forværret. Selv de fem menige som under hele turen havde C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

47

siddet og sludret og grinet i lastvognens lad, var blevet påfaldende tavse. - Stands her.

Udstillingsvinduet i malerforretningen på den anden side af gaden var slået ind, og fortovet farvet blåt af størknet vægmaling.

Det så ud som om der var sprunget en bombe i butikken, men Bostrup forsøgte at lade være med at tænke for meget på hvad der var foregået derinde. - Hold vognen i tomgang, sagde han og afsikrede sin pistol. - Og hold for guds skyld øjnene åbne.

Ejner Sydgaard nikkede stift. - Det behøver De ikke at sige to gange, sir.

- Det var jeg næsten klar over, svarede Bostrup og efterspændte hageremmen under sin hjelm. - Jeg har walkie-talkie åben, men den hurtigste advarsel er at bruge hornet. Et tryk for observation af fremmede, to tryk for alarm. Forstået?

- Også i den grad!

Sergenten åbnede fordøren og steg ud af bilen. Hele byen syntes fremmed og nærmest emmede af fjendtlighed og død. Han spejdede op og ned ad gaden og sendte et blik rundt mod de mørke vinduer i de tomme bygninger. Intet. Så gik han om til lastbilens bagside. - Alle ud.

Der var ingen muntre bemærkninger, ingen drengede grin fra soldaterne som nervøst klatrede ud af ladet med spændte ansigtsudtryk og hænderne fastlåst om de skarpladte våben. Jens Röhn stak fi ngrene ned i sin brystlomme og fiskede en gammel tokrone frem. Stig Larsen sendte ham et undrende øjekast. - Hvad er det?

- En lykkemønt, svarede Röhn uden at tage fokus fra omgivelserne. - Min far gav mig den på min første skoledag og sagde at den ville bringe held.

Larsen trak på skuldrene, han havde sgu aldrig troet at en kold fisk som Röhn ville være typen der samlede fi rkløvere og hængte 48

PA T R I C K L E I S

hestesko over døren, men han holdt klogelig sin mund.

Henrik Carstensen tvang sig til at slappe af, eller i det mindste virke afslappet. Han bandede indvendigt over at være blevet udvalgt til at tage med, for det passede ham langt bedre at holde øje med lageret eller patruljere i lejren. Han havde aldrig været specielt eventyrlysten og det var bestemt ikke med sin gode vilje at han nu stod her, på en alt for stille gade midt i fjendeland.

- Jeg har en dårlig fornemmelse med det her, sagde han dæmpet uden at se på nogen bestemt, - en rigtig dårlig fornemmelse.

- Det har du sgu altid, brummede Tommy Trent og sendte ham et mørkt blik. - Sidste gang peb du sgu så meget at...

- Stille! sagde Jens Röhn der som den eneste havde indtaget retstilling og nu kiggede vredt på sine kammerater. - Lad os høre sergentens ordre.

- Vi skal ind i malerbutikken, svarede Bostrup med et umærkeligt suk. - Röhn bliver her og sikrer en eventuel tilbagetrækning samt overvåger gaden, resten følger med mig.

Han holdt en lille liste op og smilede skævt. - Vi skal på indkøbstur, drenge. Træmaling, pensler og lak til kommandanten.

Smilet fi k Kelvin Huusman til at føle sig lidt bedre tilpas og gøre overdreven stram honnør. - Javel, hr. general, ligesom at blive sendt i byen af konen derhjemme.

Sergenten blinkede til Huusman med det ene øje. Det glædede ham at mændene alligevel kunne le, for paniske soldater knugede altid liiidt for hårdt om aftrækkeren og en vådeskudsulykke var det sidste han havde brug for. - Okay, lad os komme af sted.

Soldaterne spredte sig planmæssigt ud på vejen mod butikken og indtog uden opfordring strategiske positioner langs husmuren, og sergent Bostrup nikkede tilfreds. Hans mænd besad stadig både mod og disciplin. - Og du kender rutinen, sagde han C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

49

alvorligt til Jens Röhn der havde taget opstilling bag lastbilen. - Et skud for varsling, to for fare.

- Og hvis jeg ser indkommende bevægelser? spurgte Röhn med rolig stemme. - Nogen der kommer denne vej?

- Dit varselsskud tjener både som advarsel for os og for en eventuel fjende, sagde Bostrup kort. - Standser de ikke, sender du de to næste skud i deres retning.

- Javel, sir.

- Og husk nu at ramme hovedet.

Jens Röhn nikkede og sergenten gav ham et klap på skulderen før han gik over gaden. Hans mænd skulle nok holde hovedet koldt. - Bevægelse?

Stig Larsen som stod nærmest det knuste vindue, lyste ind i den dunkle butik med lygten der var fastgjort på hans gevær.

- Negativ.

- Okay. Sergenten åbnede døren og trådte ind i malerforretningen med hævet pistol. Der lugtede svagt af lak og selv om det var midt på dagen virkede lokalet unaturligt mørkt og alt for stille.

Hans fi ngre afsøgte væggen, men den eneste reaktion fra kontakten til loftsbelysningen var et tomt og statisk klik. Pis, det gjorde ikke ligefrem opgaven lettere. - Fremad, men vær på vagt.

Huusman og Tommy T. blev stående ved facaden, de to sidste soldater fulgte ham ned ad forretningens mellemgang. Der var tyst som i en mineskakt, kun lyden af tre par støvler hørtes i den stillestående luft. Lygter blev tændt, nervøse øjne flakkede rundt.

Sergenten bøjede sig mod de nærmeste bøtter maling. Vægfarve.

Han gik længere ind i forretningen, forbi stiger, afdækningsplast og stativer med pensler. - Larsen, tag et par sorte skraldesække og fyld dem med alt hvad du kan fi nde af pensler og malerruller.

- Jep. 50

PA T R I C K L E I S

- Carstensen, du tager dig af stiger, spande og tape.

- Skal det ud i bilen?

- Ja, og sørg nu for at stable det helt ind bag i.

Soldaterne svingede deres karabiner på ryggen og begyndte at samle materialerne. Alene det at have noget at give sig til, dæmpede nervøsiteten mærkbart.

- Der står træmaling herovre, sagde Larsen og vinkede til Bostrup. - Udendørs brug.

- Fint, jeg har fundet en sækkevogn.

Larsen tog en tilfældig malerbøtte ned fra en hylde. - Æh, hvilke farver skal vi tage?

Sergenten var lige ved at komme til at le. Det var der ingen som havde fortalt ham, men Videkamp ville nok få et føl hvis de begyndte at male barakkerne pink. - Neutrale farver, vil jeg tro.

Hvid, brune og matgrønne, du ved, den slags som ikke skiller sig for meget ud fra...

Og i det samme ramlede en dunk på gulvet, bagest i lokalet.

Soldaterne for sammen, Larsen smed bøtten fra sig og flåede geværet frem. - Hvem der?!

Der kom intet svar, kun den skurrende lyd af en metaldåse der rullede hen over parketgulvet med en sagte raslen.

Sergent Bostrup mærkede sin hals snøre sig sammen. Han listede forsigtigt fremad, pistolen i hans hånd syntes at veje flere kilo. Nu hørtes en svag puslen og lynsnart rettede sergenten sin lygte mod lyden. Der var intet at se, kun en stabel med femliters loft maling. Han tog endnu et par skridt hen over gulvet. Pludselig syntes han brædderne knirkede forræderisk højt. Der var stadig ikke nogen bevægelser, kun skygger og mørke og... Og i det samme hvæsede en gråstribet kat og for gennem lokalet.

- For helvede da!

C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

51

Larsen aff yrede sin riffel uden at sigte efter noget som helst, sergenten væltede bagover og Carstensen tabte alle sine spande.

Katten spurtede ud af døren og forsvandt hen ad gaden og de to soldater som stod vagt udenfor kom løbende ind i butikken. Hvad sker der?!

Bostrup rejste sig møjsommeligt op. Han rettede på sin hjelm og rømmede sig flere gange. - Ikke noget, sagde han og skar tænder. - Det var bare en fordømt kat.

De to vagter kiggede på hinanden og Huusman begyndte at fnise. - Var den bevæbnet? Jeg mener, Larsen ser ud som om han skal til at starte en krig og du ligger og gemmer dig i en stabel dåser.

Tommy begyndte at grine og snart lo også både Carstensen og Stig Larsen af fuld hals. Bostrup mærkede rødmen farve sine kinder, munden blev en smal streg og hans øjenbryn sank mærkbart ned mod næseryggen. Han hævede advarende sin ene hånd, skulle lige til at bede sine mænd holde inde og det øjeblikkeligt - da billedet af en pistolsvingende tegnefi lmskat uden varsel dukkede op for hans indre blik. For helvede hvor var han blevet snydt. Ja, mere end det, han havde fandeme nær skidt i bukserne. Han mærkede lettelsen fortrænge chokket og snart begyndte det at boble i hans mave. Han lo så tårerne rendte. I flere minutter glemte både sergenten og de menige alt om krigen, rædslerne og vagtsomheden, de lo til de var ved at revne og for bare et øjeblik var livet næsten værd at leve. Bagefter samlede de maling, lak og andre fornødenheder og læssede med forbavsende effektivitet det hele ombord på lastbilen.

- Hvad var det der skete derinde? spurgte Ejner Sydgaard, da sergenten igen var ombord i førerhuset, men Bostrup rystede bare på hovedet.

52

PA T R I C K L E I S

- Vi blev angrebet af en tiger.

Chaufføren åbnede munden uden at sige en lyd, og snart efter rullede den tungt lastede bil atter igennem byens tavse gader.

Soldaterne gjorde holdt for at tømme et supermarked for dåsemad og lækkerier der havde holdt sig uden el, de standsede ved en kiosk som stadig havde et bugnende lager af cigaretter og slik.

Sergenten havde lovet både Jason og ham Chrisfyren fra lejren at fi kse et par småting og mon ikke også kommandanten ville blive glad for nogle flasker spiritus? Humøret var højt, soldaterne tog godt for sig af lækkerierne og de så ikke et eneste levende (eller udødt) væsen før de besluttede sig for at besøge gartneriet der lå lige i udkanten af Førslev på vejen tilbage til lejren.

Men der mødte patruljen til gengæld flere af dem.

Bamsen lugtede stadig en smule brændt. Når Tilde borede næsen helt ned i det flossede stof, kunne hun svagt fornemme den svedne lugt fra branden i hendes gamle hjem, og det lille bål i Røret sidste aften havde ikke gjort Hr. Knut mere vellugtende. Han lugtede lidt surt, men på en måde mindede duften hende også om Mor. Sommetider kunne Tilde godt blive lidt trist, for det blev sværere og sværere at huske ansigterne på familien, det var næsten som en af de drømme der forsvinder når man lige er vågnet og minderne forandres fra billeder til følelser. Erindringen om Far der fortalte historier på sengekanten var ikke længere et fotografi på nethinden, han var næsten svundet ind til en utydelig skygge der fortalte eventyr med dyb stemme og sommetider glemte hvor langt han var kommet, han var efterhånden nærmere en følelse af varme og tryghed end en virkelig person.

Men Hr. Knut lugtede stadig lidt af mor.

Mor kom altid ind for at kysse både Tilde og Hr. Knut godnat C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

53

når far havde fortalt sin historie, og sommetider efterlod hun et duftspor fra sin natcreme på Hr. Knuts pande eller kind. Tilde krammede sin bamse til søvnen kom snigende, lukkede sine øjne mens hun faldt i søvn mod Hr. Knuts ru pels og lugtede til det lille aft ryk af sin mor. Hun lyttede til vindklokkernes spil ude foran sit vindue og måske til brudstykker af musik eller samtaler fra stuen nedenunder hvor hendes forældre puslede rundt og sov altid ind med et smil på læben. Hr. Knut lå i hendes favn med evigt åbne øjne for at kikke efter trolde og spøgelser. Han blinkede aldrig, lå blot hele natten og spejdede ud i mørket med sine store, lysebrune glasøjne, mens solen ventede på at få lov at stå op. Hun var tryg i sin seng, for mor og far var lige nedenunder og Hr. Knut holdt altid vagt.

Og det var også Hr. Knut der vækkede hende da troldene fra de dybe skove som kun fandtes i eventyrene, virkelig kom.

Lyden af kamp i stuen fi k hende til at stå ud af sengen, men Tilde var sikker på at (stå op min ven, vi må skynde os at vågne, for de sultne trolde er kommet!) det var Hr. Knut der havde hvisket til hende i mørket og først fået hende til at vågne. Tilde huskede ikke rigtigt at hun var gået ned ad trappen, men næsten hver nat kom billederne af de lasede væsner som forsøgte at spise hendes forældre krybende og gjorde søvnen urolig. Hun vågnede ofte med et halvkvalt skrig på læberne og glemte for et øjeblik hvor hun var (Løb, min pige, løb for livet) men så satte hun sig op i sengen og kiggede over mod bordet hvor fru Ann Magret næsten altid sad og læste i en gammel, støvet bog, og så kom Tilde igen i tanke om hvor hun var.

Næsten hver nat bragte søvndronningen hende billeder af de 54

PA T R I C K L E I S

mange kroppe der lå sammenfi ltrede over hendes forældre nede i stuen, og af hendes mors hånd der rakte ud mod døren før troldene som alligevel var virkelige, begyndte at spise hendes ansigt.

Hoveddøren stod åben, møblerne var væltet og et stearinlys havde antændt et gardin. Der lugtede grimt af røg og råddenskab og Hr. Knut syntes at sprælle fortvivlet i hendes arme. Hendes forældre skreg og Tilde kunne tydeligt høre væsnernes rallende knurren mens det store gulvtæppe farvedes rødt som syltetøj. Hun troede et øjeblik at hun stadig drømte, for blinklysene og sirenerne uden for huset lignede tegnefi lmene hun sommetider så om lørdagen når Hr. Knut og hele familien sad og spiste slik under hyggetæppet på sofaen med fødderne oppe og nattøjet på, men tegnefi lm hørte til i fjernsynet og ikke hernede i deres stue og uhyrerne fandtes ikke i virkeligheden og hold så op med at skrige!!!

(Vi er nødt til at komme væk) Så hun løb, løb som strudsene i ørkenen når coyoten forfulgte dem med favnen fuld af dynamit, løb som Jerry der flygter fra Tom. Hun løb som en lille pige der ser troldene komme ud af billederne i eventyrbøgerne og virkelig æder hendes forældre. Tilde flygtede ud gennem køkkendøren, knugede Hr. Knut stramt mod sit bryst mens vinden ruskede i hendes lyse hår. Naboerne skreg og nogen begyndte at skyde, de bare fødder blev følelsesløse mod det kolde græs og hænderne som pludselig løftede hende op var iført sorte læderhandsker. Hun huskede ikke længere hvad politimanden sagde, hun havde bare råbt på sin mor og sin far, men ordene druknede i lyden af sirener og alarmer og voksne kommandoer, men nogen havde givet hende et tæppe og strøg hende blidt over håret mens opsamlingsbilen kørte hende væk. De første dage i lejren var fuldkommen udviskede, men som tiden gik, blev det mere virkeligt og gradvist var det minderne om hendes C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

55

gamle liv som forsvandt. Tiden på Lærkevej med hendes mor og far og Kathrine som var hendes bedste veninde virkede som en gammel fi lmstrimmel der ikke helt passede til spolen. Billederne var hakkede og fl imrende, og falmede mere og mere for hver ny gennemspilning. Hun boede nu med Fru Ann Magret og Josh og fi re andre i en barak der var lavet af træ, hun havde sine venner i Røret og Hr. Knut var begyndt at fortælle alle de historier hendes far førhen havde fortalt.

Tilde smilede for sig selv, Hr. Knut var bare ikke så god til at huske historierne, og ligesom hendes far glemte han ofte hvad der skete og hun måtte ofte hjælpe ham i gang.

- Du er ved at være en gammel mand, smilede Tilde og prikkede ham i maven.

Hr. Knut vred sig i hendes arme og brummede på det særlige bamsesprog som kun Tilde forstod, og nægtede at kommentere hendes drillerier.

Hun kyssede ham på kinden og sagde at det kun var for sjov og så var de gode venner igen. Selv om hun ofte var alene, følte hun sig sjældent ensom for Hr. Knut var alt det selskab hun behøvede.

De fleste voksne i lejren kendte hende, der faldt ofte en godbid af til en lille, lyshåret og høfl ig pige med blå øjne og skrammede knæ, og folk hilste for det meste venligt og spurgte hvordan hun havde det. Hun havde været i lejren i næsten et år, og på hendes adresse i Blok 4, Hus 8, Nord, følte hun sig tryg og selv om hun næsten aldrig talte (med andre end Hr. Knut) oplevede hun megen varme og venlighed fra sin nye familie.

Men nætterne kunne være lange.

Hun vågnede ofte fordi de onde drømme kom, eller fordi der var nogen som skreg i søvne. Næsten hver eneste nat hørte hun gråd eller uhyggelige lyde fra folkene i de andre huse (eller fra hr.

56

PA T R I C K L E I S

Josh). Hun var langt fra den eneste som fi k besøg af fortiden når mørket faldt på. Men så trøstede Hr. Knut hende og sagde at der ikke var noget at være bange for. Og han lå stadig ved hendes side og stirrede ud i natten, mens lyset fra kaminen eller månen udenfor spillede i hans store øjne.

- Jamen goddag, Tilde. Er du ude at gå tur med Hr. Knut?

Tilde nikkede og smilede til Ole Baess som var en af de faste køkkenhjælpere og som engang imellem stak hende en ekstra godbid. - Ja, han er blevet lidt tyk, så vi trænger til motion.

Ole lo og klappede sin egen, slunkne vom. - Det må jeg nok sige, de fleste af os har ellers tabt sig herinde.

Tilde vinkede og fortsatte hen ad gaden. For enden af hendes blok lå B-huset, den store, gule bygning hvor mongolerne boede.

Hun kunne ikke lade være med at kikke hver gang hun kom forbi, på samme tid nysgerrig og fascineret, men også lidt nervøs. Hun sad ofte på en trappesten overfor B-huset og fulgte med i hvad de lavede og sommetider sludrede hun lidt med de mest velfungerende af dem, hvis de ellers turde vove sig helt over på den anden side af gaden. Hun syntes de fleste var mægtig søde og lignede små voksne der opførte sig som børn eller børn der opførte sig som babyer. De så lidt sjove ud, med store hoveder og skægge stemmer, og mindede hende om Kathrines bror der også havde været mongol. Han var et par år ældre end Tilde, måske ti eller elleve, men virkede på mange måder meget yngre. Hans hage og hals gik næsten i et og hans ører manglede fl ipperne og stak direkte ud fra hans hoved som to halvcirkler. Havde de siddet lidt højere kunne de faktisk minde lidt om Hr. Knuts ører, bortset fra altså at de ikke var lodne. Når Tilde og Kathrine sad og diskuterede voksenting som nye sko og fi ne dukker, kunne han fi nde på at være rigtig barnagtig og lade som om en taske var en hat og C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

57

begynde at grine over sin egen morsomhed; men Tilde kunne alligevel rigtig godt li ham og grinede for det meste med.

Men det var ikke alle beboerne i B-huset som var lige søde. De “almindelige” børn som vist bare ikke var helt rigtige i hovedet, gjorde hende en smule nervøs.

Et par af dem sagde næsten ingenting, men stod bare med hænderne nede langs siden og hængende skuldre og kiggede rundt med halvåbne munde og tomme øjne. De lignede lidt troldene som havde spist hendes mor og far, men heldigvis var de ikke så ofte ude. Sygeplejerskerne og de frivillige voksne som hele tiden befandt sig i B-huset, holdt godt øje med dem og sørgede for at de ikke rendte så langt omkring. Der var specielt en af dem hun ikke brød sig så meget om. Han var en af de ældste og her på det sidste var han begyndt at se på hende og Hr. Knut på en mærkelig, intens måde henne fra indgangsdøren til barakken hvor han ofte stod og gemte sig. Han var høj og tynd og rundrygget, og havde en mund som aldrig var lukket helt, og igennem det lange, næsten sorte pandehår fornemmede hun, at små, tætsiddende øjne hvilede tungt på hende og Hr. Knut. Det virkede som om han så direkte igennem hende, som om der var noget han pønsede på at gøre eller sige.

Og faktisk kiggede han mest på Hr. Knut.

Humøret var stadig højt, men sergent Bostrup kunne alligevel mærke, at han begyndte at føle sig en anelse udmattet. Efter episoden med katten havde han og hans mænd redet på en bølge af nervøs, næsten hysterisk eufori og han mærkede at adrenalinboostet havde tæret vældigt på kroppens resurser. Han pillede møjsommeligt sølvpapiret af et marcipanbrød for at få noget hårdt tiltrængt sukker. Det smagte himmelsk og han kunne dårligt huske 58

PA T R I C K L E I S

hvornår han sidst havde spist chokolade. Vistnok forrige sommer hos Vicky og hendes mand, tænkte Bostrup og rynkede panden, til grillfesten på hans sidste orlov.

Det forekom ham at være flere årtier siden, og han formodede med dyb beklagelse at både Vicky (som han havde kendt siden gymnasiet og holdt lejlighedsvis kontakt med), og hendes sære professoragtige mand sikkert enten var døde eller sendt til en af de sikre zoner. I hvert fald havde han ikke hørt det mindste fra dem i over et halvt år. Bostrup sad lidt i sine egne tanker og kiggede på asfalten som forsvandt under lastvognens hjul. Så mange døde, så få begravelser. Ingen vidste længere hvad der var blevet af deres kære. Var de borte, flakkede de rundt som desperate flygtninge eller vandrede deres kadavere stadig i de tomme byer?

Der var ting som man ikke skulle tænke på, spørgsmål man bare burde glemme. Pludselig smagte chokoladen ham ikke mere og Bostrup slyngede resten af marcipanbrødet ud gennem den åbne siderude. Faktisk måtte man slet ikke plyndre butikker, straffen var hård for den slags, specielt i en krigstid. Godt nok havde kommandanten personligt givet ordre til at beslaglægge visse fornødenheder fra nøje udvalgte butikker, men Bostrup var langt fra sikker på hvordan obersten ville forholde sig til en plyndring af slik & cigaretlagre. Nå, heldigvis havde han taget en kasse gode cigarer samt et par flasker årgangswhisky med som smørelse, så mon ikke Videkamp ville se gennem fi ngre med deres lille omvej?

Han håbede det i hvert fald, men om ikke andet burde de nok gå stille med dørene og i øvrigt deponere en del af rovet i Jasons kiosk.

- Planteskolen ligger nede af næste vej.

- Hvad...? Åhja, rigtigt. Sving til venstre her.

Krogshede Gartneri & Planteskole var lokaliseret et par kiloC A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

59

meter uden for Førslev, vest for Haslev og cirka syv kilometer fra Camp 41. Sergenten lossede sine mænd af ladet hvor de sad og hyggede sig med lækkerier fra supermarkedet og det tog et par minutter at genoprette den fornødne disciplin.

- Høj moral er glimrende, men glem nu ikke at vi stadig er i fjendeland, sagde han og sendte soldaterne af sted. Han var ikke helt klar over hvilke frø planteskolen lå inde med, men bestemte sig for at tage hvad de end måtte falde over. Sergenten spejdede bekymret mod de tre store væksthuse. Flere af glaspladerne i taget var slået ind og de beskidte ruder indikerede at stedet havde været forladt et stykke tid. Han gik sammen med Larsen og Tommy over indkørslen. Gruset knasede tørt under deres støvler og fra træerne bag drivhusene fløj et par skader skræppende til vejrs.

Fra hovedbygningen, et gult etplanshus der tilsyneladende havde tjent som beboelse, signalerede Larsen gennem walkie-talkie at kysten var klar. - Melder at stedet er sikret, ikke et menneske at se.

- Tegn på kamp? Skifter.

Walkien knitrede. - Også i den grad. Køkkenet er en slagmark, stuen ser ligesådan ud.

- Satans. Over n’out.

Sergent Bostrup gjorde tegn til Tommy T. om at følge med. Resten holder udkig herude. Skarpt udkig!

Han listede ind i huset som den første, med våbnet hævet og alle sanser i højeste beredskab. Denne gang ville sergenten ikke lade sig overraske af en forpulet kat. Entreen lugtede indelukket og nærmest fortættet. Ingen gennemtræk, huset havde været ubeboet i mindst en måned. Han stak hovedet ind i køkkenet. Dugen var flået af spisebordet, der lå knust porcelæn på gulvet. To væltede stole, to smadrede tallerkner. Ejerne af gartneriet havde sandsynligvis været et ægtepar. Han standsede ved køkkenbor60

PA T R I C K L E I S

det. Harskt smør, madrester der var grønne af mug... Beboerne måtte have siddet og spist da nogen pludselig var dukket op, og tilsyneladende var det sket for flere uger siden. Sergenten listede videre til stuen. Mere væltet indbo og fluer som festede på en størknet, næsten mørkebrun blodplet på den ene væg.

Der herskede ingen tvivl om at de der boede her, var blevet overfaldet; men hvor fanden var ligene!

Kunne de være flygtet, havde de gemt sig? Bostrup udstødte en ed og gav ordre til at ransage husets øvrige rum. - Vær forsigtige, drenge. Vi må gå ud fra at der er tale om flere smittede, og hvis vi ikke fi nder de døde, kan det betyde at de er genopstået og måske vandrer rundt i nærheden.

Resten af huset var tomt. Soldaterne kiggede i samtlige rum og åbnede klædeskabe og dragkister, men da de intet fandt, beordrede sergenten alle ud på gårdspladsen og lukkede hoveddøren bag sig. Det var blevet sen eftermiddag, men solen stod stadig højt og der var længe til den korte sommernat faldt på. Udmærket, han ville nødig skulle famle rundt i mørke hvis der vandrede udøde rundt. - Kør helt om til drivhuset, vi tager hvad vi kan fi nde og sætter kurs mod lejren i en helvedes fart.

Ejner Sydgaard nikkede og satte lastbilen i gear. Ligesom de øvrige mænd var chaufføren blevet en anelse bleg og der var langt mellem de smarte bemærkninger. Bilen blev parkeret foran det største drivhus, og Bostrup gav tegn til Carstensen og Tommy om at følge sig, mens resten holdt udkig.

- Tag sækkevognen og de sorte affaldsposer med.

Glasdøren til anlægget stod allerede på klem og sergenten tjekkede endnu engang at hans pistol var afsikret, før han trådte ind i et vildnis af træer og planter. En dunst af hede slog ham i møde, rummet var nærmest levende af bananfluer og andet bevinget C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

61

kryb, og en tung stank af svampet muld og rådden flora fi k ham et øjeblik til at gispe efter vejret. Planterne stod i rektangulære bede, på lange, lige rækker og dannede en form for gangsti gennem det cirka fyrre meter lange drivhus. Luften var fugtig og tung, det føltes som at gå i en regnskov. Bostrup tog en dyb indånding og begyndte at snige sig af sted. Det var svært at orientere sig mellem de mange blade og stængler. Nogen kunne uden besvær gemme sig ganske effektivt herinde.

- Gødning, hviskede han bagud og bandede Videkamp og hans idiotiske ideer langt pokker i vold.

- Led efter kunstgødning, vækstfremmere og så-sæd.

- Hvad fanden er såsæd? spurgte Henrik Carstensen og tørrede sig over panden med sit ene ærme.

- Frø, svarede Bostrup sammenbidt, - og hold nu for fanden kæft.

En snegl hang dovent på bladene af en bregne, et par hvide sommerfugle flaksede rundt under de slukkede varmelamper under loftet og mellem de fleste grene og stammer havde fede edderkopper udspændt deres net. Soldaterne gik fremad i tavshed, kun en enkelt gang fnøs Tommy dæmpet da en spyflue svirrede ind i hans ansigt og sækkevognen højlydt skramlede mod stålrammen på et bed. Et vredt blik fra Bostrup fi k ham til at klappe i og da de nåede enden af væksthuset gjorde sergenten tegn til holdt. Han skævede vagtsomt fra side til side. Det føltes som at befi nde sig i en helt anden verden og undervejs havde han flere gange undret sig over de mange forskelligartede planter, som anlægget rummede. Flere af dem havde han ikke troet kunne vokse i det danske klima, og sergenten regnede med at både minipalmerne og chilibuskene ville fordre særdeles regulerede vækstbetingelser.

Nå, heldigvis var de på udkig efter noget simplere: kartofler, majs 62

PA T R I C K L E I S

eller kål, noget der ikke krævede en magistergrad i botanik at få til at blomstre. Han kiggede sig mismodigt omkring. En stor del af planterne var gået enten helt eller delvist ud, der hang en svag em af fordærv i luften og sergentens tanker flaksede kort tilbage til blodpletten i stuehuset. Nogle meloner rådnede i et bed andre steder lå klynger af mørkebrune græskar og inde under en vindrueranke stod to ildelugtende gevækster som lignede store slimsække. De stank værre end de øvrige planter og Bostrup standsede undrende op. Han skulle lige til at læne sig frem for at tage et nærmere kig, da - Her! Sjant, jeg har fundet plantefrøene!

Tommy i det samme råbte at han havde lokaliseret lageret.

- Okay, lad os se på det.

Han rettede sig op og gik ned mod sine mænd, og lagde slet ikke mærke til at den ene af slimsækkene begyndte at udskille et gult, harpikslignende sekret og ganske langsomt åbnede sig i toppen.

Kommandant Videkamp slukkede for samtaleanlægget med en træt bevægelse. På den positive side lovede HQ at der indenfor de nærmeste dage ville ankomme ekstra forsyninger af fødevarer og medicin, men de dårlige nyheder vejede betragteligt tungere. Det taktiske hovedkvarter frygtede at både Holbæk og Lejre samt et par af omegnsbyerne var på nippet til at falde og skulle det ske, ville Camp 41 være nødt til at modtage yderligere to flygtningekonvojer. Kommandanten rystede fortvivlet på hovedet og lænede sig tungt tilbage i stolen. Korporal Knudsen stod foran hans skrivebord og lignede en bedemand.

- Nu bliver det svært, mumlede Videkamp dystert.

Korporalen der ikke rigtigt vidste hvor han skulle kigge hen, C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

63

nøjedes med at nikke.

Kommandant Videkamp rejste sig fra sin stol. Det begyndte at blive ganske alvorligt. Hæren mistede tilsyneladende langt flere byer end de generobrede og Sydsjælland havde efterhånden alt for mange røde pletter på kortet. Politiet under ledelse af Katherine Jes, havde store problemer med at forhindre pøbelvælde og lovløshed, og både røverbander og ophidsede folkemængder gav ordensmagten hænderne fulde. Kommandanten fattede for sin død ikke, at folk ikke havde mere disciplin og forståelse for situationens alvor, men som sædvanligt satte civilisterne deres eget vel over fællesskabet. Hvis bare folk kunne begribe konsekvenserne, sådan rigtigt fatte den overordnede strategi og vigtigheden af at følge ordrer, ville kampen måske stadig kunne vindes. Men nej, man fraflyttede ikke frivilligt sin lejlighed fordi der tilfældigvis skulle opstilles en barrikade i lige netop vores gade, man ville ikke opgive sin butik selvom den kunne bruges som strategisk forsvarsposition. Den slags ofre var umulige for civilbefolkningen at forstå nødvendigheden af. Hvorfor skal vi betale til brandvæsnet før det er vores egen lejlighed der står i flammer? Omvendt, tænkte Videkamp dystert, havde politikerne jo heller ikke ligefrem været helt oppe på tangenterne da de første meldinger om genopstandelser begyndte at sive ud, og man havde i alt for lang tid enten negligeret problemet eller ladet det være op til Bophal at redde kastanjerne ud af flammehavet. Fandens! Hvis det ikke havde spredt sig så hurtigt ville man kunne have inddæmmet Smitten ved hjælp af nogle simple forholdsregler, men den eksplosive tilvækst af nye infektioner og mangel på ansvarsindrømmelse gjorde det sværere dag for dag.

Videkamp bed tænderne hårdt sammen. Nok med den slags tanker! Hans opgave var at få denne lejr til at fungere, at adlyde 64

PA T R I C K L E I S

ordrerne fra overkommandoen og sørge for flygtningenes vel og sikkerhed; han skulle ikke begynde at gøre sig klog på store, samfundsmæssige anliggender og beslutninger.

Det ville blive ganske udfordrende at modtage flere flygtninge, men med den rette indstilling og effektivitet var det kommandantens erfaring at det meste kunne lade sig gøre, selv om de nok måtte indstille sig på at stramme livremmen endnu en tak eller to.

Heldigvis var Nettet over lejren endeligt kommet på plads, forsvarsværker og mure virkede stabile og han havde jo et glimrende mandskab under sig, som indtil nu ikke havde lidt et eneste tab.

- Meddel HQ at vi, trods pladsmangel og resurseknaphed, modtager civilisterne, sagde han modstræbende til korporal Knudsen, - men at vores kapacitet dermed ikke alene har nået smertegrænsen, men også er på nippet til at overskride den.

Og mens korporalen foretog det bebudede opkald, skænkede kommandant Videkamp sig en Martini og gav sig til at fundere over hvordan det mon gik for hans lille indkøbspatrulje.

Hele bagvæggen bestod af hylder hvorpå der lå hundredvis af små poser frø og sergent Bostrup løb dem hurtigt igennem. De fleste indeholdt blomster, men der var også både ærter, gulerødder og andre grøntsager at fi nde. Han trak på skuldrene og smed håndfuld efter håndfuld ned i de medbragte skraldesække; ikke at botanik interesserede ham mere end fi nmekanik ragede en vandbøffel, men Bostrup mente alligevel at en prydhave med stokroser og stedmoderblomster muligvis kunne holde nogle af lejrens mange forstadsfruer beskæft iget. Og var det i virkeligheden ikke det hele missionen drejede sig om? Ikke så meget at supplere fødevarelageret, men at skaffe adspredelse til de indsatte... Han lo dæmpet for sig selv. Indsatte. Ikke at flygtningene var kriminelle C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

65

eller noget, men alligevel følte han sig oftere og oftere som en skide fangevogter i et overfyldt fængsel.

- Jeg har fundet læggekartofler og bønner, annoncerede Carstensen og kom slæbende med et par gigantiske lærredssække.

- Fint, få Tommy til at hjælpe dig med at læsse sækkevognen og lad os komme hjem.

- Æh, hvad med redskaber... Du ved, river, lugejern og den slags... Sir. Bostrup kløede sig i nakken. Det kunne der være noget om, men hyppejern og spader var ikke til at få øje på herinde. Han slog sin walkie-talkie til og kaldte op.

- Larsen her.

- Hvordan er situationen? Nogen bevægelser? Skifter.

- Intet. Stille som i graven, sir.

Bostrup skar tænder. Det var en sammenligning han sagtens kunne have undværet, og pludselig fi k han gåsehud på begge arme. - Okay, efterlad Huusman ved bilen og tag Jens Röhn med ind i det nærmeste drivhus.

- Ja...?

Sergenten snerpede et øjeblik munden hårdt sammen. Han havde hverken sagt “over” eller “skifter” eller på anden vis indikeret at han havde talt færdig og det irriterede ham at Larsen ikke helt havde fattet ideen med walkietalkiekommunikation. - Led efter haveredskaber og gødning, sagde han mat. - Tag hvad I kan fi nde og slæb det hele ud i lastbilen...

- Yessir!

- ...og vær nu forsigtige, der render muligvis udøde rundt. Over and o...

Men Larsen havde allerede afbrudt forbindelsen. Sergent Bostrup gloede et øjeblik på walkien som om han stod med en læk66

PA T R I C K L E I S

ket urinprøve i hånden, så stak han den med en ed tilbage i bæltet.

- Lad os se at blive færdige.

Hun havde rejst sig fra trappestenen, hvor hun havde siddet så længe og kikket på de sjove mongoler i B-huset, at hendes numse næsten var blevet følelsesløs og Tilde lagde Hr. Knut fra sig og begyndte at hoppe på stedet. Det både kløede og kildede når en arm eller et ben begyndte at sove, men selv om det var sjovt kunne det faktisk også godt føles lidt pinligt at stå og te sig som en tangloppe her midt på gaden. Tilde spjættede med benene som en riverdancer og glemte for et øjeblik omverdenen mens hun forsøgte at få blodcirkulationen til at fungere i sin bagdel, og lagde slet ikke mærke til den duknakkede dreng med hjerneskaden og det lange, fedtede pandehår, som var begyndt at kigge på hende, henne fra døren til B-huset. Hun satte mere fart på bevægelserne, gav sig til at le højt, for det var faktisk lidt ligesom at danse, og Tilde hvirvlede rundt om sig selv så hun blev svimmel og grinede endnu højere, og med sløve skridt begyndte den evnesvage unge mand som hed Brian Waztac, at vakle over gaden.

De havde fyldt skraldesækkene med frø og aflæggere og stablet sækkevognen med poser af gødning. Sergent Bostrup svang en af de sorte sække over nakken og gav Tommy T og Henrik Carstensen tegn til at tage resten og gå i forvejen. Han lukkede pertentligt døren til det lille lagerrum og soldaterne begyndte møjsommeligt at slæbe deres rov ned langs de tørstende planter i gartneriet. Tre julemænd i militæruniformer, tænkte Bostrup med et svedent smil, men nu kunne kommandanten i det mindste få søsat Projekt Køkkenhave.

Gangen mellem bedene føltes uendelig, den klæbrige varme og de mange insekter gjorde turen næsten uudholdelig og Bostrup C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

67

greb sig i at sende en hovedrysten til alle de rejsefreaks, som gennem tiderne, helt frivilligt, var draget til Amazonas eller Indien med rygsæk og åbne sind. Fandeme om han selv nogensinde havde haft lyst til at trave rundt i en utøjsbefængt bageovn med...

Og i det samme knitrede hans walkie-talkie.

- Fordømt.

Han satte plastiksækken fra sig og trykkede på samtaleknappen. - Bostrup her. Skifter.

- Larsen i den anden ende, grinede Stig Larsen højlydt. - Du gætter aldrig hvad vi har fundet!

- Lad høre, sagde Bostrup og tvang sig til at lyde mindre irriteret end han følte sig. - Skifter.

- Ja du tror det er løgn, sir, men...

- Har I samlet redskaber? Skifter.

- Jaja, river, spader og det hele, og vi har endda fundet både natrium der er godt for jorden, og...

- Kom til sagen! afbrød sergent Bostrup arrigt. - Skifter.

- Altså Huusman var lige omme bag gården for at lade vandet, du ved, og der var altså dennehersens indhegning og...

Sergentens ryg og nakke var drivvåd af sved, der måtte være halvtreds grader varmt herinde og hvorfor fanden kunne den idiot til Larsen ikke lige vente et øjeblik til de kom ud?! Han var dødtræt af planter og fluer og... Og...?

Og var der ikke noget der bevægede sig imellem buskene?

- ...der fi nder han... Ja, det er helt fantastisk. Vi...

De store slimsække der ikke lignede noget Bostrup nogensinde før havde set, syntes at begynde at pulsere.

- Vi havde et værre hyr med at få dem ud gennem hegnet, men der var låge og...

Noget der lignede fi ngre begyndte at famle sig vej gennem de 68

PA T R I C K L E I S

underlige gevækster som stod under vindruerankerne og en hørm af død og råddenskab bredte sig i væksthuset. Larsens stemme forsvandt fra sergentens bevidsthed og han mærkede sit hjerte begynde at hamre. Det var ikke planter, det var slimfyldte pupper eller kokoner, og nu var noget ved at slide sig løs. Han udstødte et svagt gisp og langsomt, som under vand, rakte sergent Bostrup efter sin pistol.

Tilde snurrede hurtigere og hurtigere rundt. Hun grinede og lo, var prinsessen fra de gamle eventyr og den støvede gade forvandledes til kongens fortryllede balsal. En sommerfugl flaksede forbi hendes ansigt, solen spillede i de glinsende vinger og fi k hende til at le højt af glæde. Pigtråden var forsvundet, barakkerne eksisterede ikke og hun nærmest hoppede hen ad gaden, en lykkelig lille pige som fuldkommen glemte sin omverden, mens hun grinende rakte hænderne i vejret og slet ikke lagde mærke til de mange mennesker der var standset op for at se hendes dans. Homer stod med armene over kors og fulgte hende med et lille smil spillende bag sit buskede fuldskæg, Ann Magret kiggede op fra sit sytøj og tænkte at det ikke passede sig at lave så meget postyr, og flere af mongolerne dukkede frem fra B-huset og gjorde store øjne.

Tilde følte sig næsten rundtosset, sommerfuglen kredsede stadig om hendes hoved og den retarderede fyr med det lange pandehår vandrede målrettet over mod trappestenen hvor Hr. Knut stadig sad og ventede tålmodigt.

Hun holdt endelig inde, stod lidt og pustede ud mens sommerfuglen steg til vejrs, op mod den himmel uden skyer som befandt sig lige oppe over trådnettet, og med en lille hånd vinkede hun farvel.

- Flyv nu op og bed om godt vejr.

C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

69

Hun grinede for sig selv, det var jo noget vrøvl, for det var mariehøns man skulle sige det til og... Og alle stod og kiggede på hende og flere smilede og pludselig blev Tilde helt rød i ansigtet.

Hun rettede på den lyseblå kjole der godt kunne trænge til at blive vasket og sænkede skyndsomst blikket.

Mongolerne fnisede og deres oppassere vekslede let bekymrede blikke da flere af dem også begyndte at danse rundt på gaden, og Tilde synes at de så rigtig søde ud. Hun gik tilbage til trappen, med små men hurtige skridt og først da hun var næsten helt derhenne, opdagede hun at Han er blevet stjålet!!! hendes bamse var væk.

Hun åbnede forfærdet munden og hvirvlede rundt. Mennesker på hele gaden, åh så mange mennesker, og pludselig fi k hun øje på hans ryg. Mongolen med de mørke øjne og det alt for lange pandehår havde Hr. Knut under armen og var på vej ind gennem døren til B-huset, og med et skrig der fi k folk til at vende sig men ikke til at reagere, styrtede Tilde over den støvede gade.

De levende døde gled langsomt men målrettet ud af de pupper som enzymerne havde dannet da de gik i dvale, og nu aktiverede duften af føde viraen i deres hjerne og krop. Sergent Bostrup trådte uvilkårligt et skridt tilbage og forsøgte at få pistolen ud af sit hylster. Knoglede, næsten gennemsigtigt blege fi ngre flænsede slimlaget som havde forhindret dem i at sulte når der var mangel på føde, og som fostre der befrier sig fra en livmoder, rejste de to kadavere sig fra jorden. Hudposen, et harpikslignende sekret der blev udskilt gennem porer og kropsåbninger som et hurtigttørrende udflåd, klaskede sammen for deres fødder som en halvtransparent slangeham og med stive skridt vaklede kannibalerne 70

PA T R I C K L E I S

frem mod soldaten.

Bostrup havde set zombier før, hele to gange havde han været inddraget i deciderede kamphandlinger, men det foregik fra palisader eller på sikker afstand med langtrækkende rifler. Han havde deltaget i oprydningen da en deling hjemmeværnsfolk blev smittede i et supermarked, men dengang havde man slet ikke vidst at der var tale om genopstandelser og Bostrups enhed var først kommet til, efter henrettelserne var forbi. Og en ting var at se de udøde på afstand eller feje dem op når de lå som sønderskudte efterladenskaber på et blodigt fortov. Det var en helt anden sag at stå overfor angribende zombier uden at have nogen form for varsel eller plan. Dette var de virkelige monstre, uhyrer der trodsede enhver fornuft eller logik, og intet kunne have forberedt ham på rædslen ved at se dem slæbe sig gennem planterækkerne med svingende arme og åbne gab, eller fortalt ham om stanken af fordærvet kød og de slubrende lyde og halvkvalte støn. Pistolen rystede i hans hånd, det første skud ramte langt ved siden af og nede ved udgangen for både Tommy T og Carstensen forskrækket sammen.

- For helvede da!

Kadaverne bevægede sig langsomt og havde ikke let ved at mase sig gennem løvhanget. De var i forskellige stadier af fordærv, og mens den ene, som stadig havde resterne af en grøn kedeldragt på, kunne ligne en meget bleg gartner, hvis det ikke var for de mælkehvide øjne og bidsåret i halsen, var den anden næsten opløst af råddenskab. Zombiens hud var tynd, næsten blågrøn af maddiker og råd, flere steder i ansigtet stak knogler og bruskstykker frem gennem store huller og uhyret havde ingen øjne.

Hvordan kan den se mig hvis den ikke har øjne! tænkte Bostrup forfærdet, hvordan kan den vide hvor jeg er!?!

C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

71

Men han vidste jo heller ikke noget om duftstofferne der delvist styrede de udøde, havde endnu ikke kendskab til de rapporter der senere ville fastslå at kun en del af zombiernes sanser afhang af synet, og at de på samme måde som bier og hærmyrer var i stand til at kommunikere og lede hinanden ved hjælp af feromoner. Virusset, som smittede gennem blod og spyt, eksisterede kun for at sprede sig, og ligesom alle andre mikrober, parasitter og mikroorganismer var dens eneste formål at overleve. Den aflejrede sig i ofrenes hjerne, inficerede hele organismen og dannede et nyt kredsløb som genaktiverede den dødes muskler og centralnervesystem, og kunne på det nærmeste snuse sig frem til nye værtskroppe.

Så Bostrup fortsatte med at gå baglæns og tre gange mere knaldede hans pistol, før han begyndte at løbe.

Bamsens øjne strålede som safirer og Brian Watac holdt sit bytte fastklemt mod kroppen, mens han fnisende løb tilbage mod Bhuset. I nat skulle han ikke længere være bange for skyggerne, i nat skulle han sove trygt. Han klemte sig forbi et par mongoler der stod i døren og skyndte sig ned mellem sengerækkerne. Passepå-damerne var ikke at se og grinende satte han sig på sin madras.

Hr. Knut kiggede op på ham, to sole i hans ansigt og nu begyndte Brians fi ngre at lede efter sytråden som holdt dem sammen.

Og ude på gaden skreg Tilde hjerteskærende og uden at tænke satte hun kurs mod mongolhuset.

Zombierne slæbte sig ud i løbegangen og begyndte at vakle efter sergenten. Bostrup sprang ud på gårdspladsen hvor der havde bredt sig en hektisk aktivitet mellem de øvrige soldater. Sydgaard sad inde i lastbilen og knugede hårdt om rattet mens han gassede 72

PA T R I C K L E I S

motoren op, Tommy T og Carstensen havde smidt deres rov og ventede ophidset med afsikrede våben og både Hussman og Jens Röhn kom også løbende til.

- Hvad sker der?

Sergenten tørrede sveden af ansigtet og tog opstilling et par meter fra glasdøren. - To af dem, sagde han sammenbidt. - Gartneren og hans overfaldsmand.

- For satan da!

- Det så sgu ud som om de blev udklækkede, sagde Bostrup uden af tage øjnene fra døren, - Kom fandeme ud af en eller anden hudpose de havde forpuppet sig i.

Og nu kunne soldaterne lugte dem, en kvalm, sødlig ligstank trængte ud af drivhuset og snart nåede de udøde døren.

- For helvede hvor ser de ud!

De bevægede sig som alvorligt syge mennesker, som invalide der næsten ikke kan holde kroppen oprejst, og de slæbende skridt blev lejlighedsvis afbrudt af pludselige spasmer. Deres hoveder sad i unaturlige vinkler og tøjet var sølet til i slim og indtørrede kropsvæsker. De havde begge gabende sår på hals og ansigt og udsendte dybe, næsten dyriske brummelyde eller støn. Sergent Bostrup fattede for sin død ikke hvordan kadaverne kunne holde sig oprejst, men alligevel nærmede de sig langsomt føden og nu strakte den nærmeste af de udøde hænderne frem.

- Fyr! Tre rifler og sergentens pistol gik af på næsten samme tid og kadaverne blev nærmest flået om på jorden. Selv om flere skud ramte forbi og splintrede glasset i drivhusets front , blev både hoveder og kroppe sønderskudt på begge zombier, og ingen af dem rejste sig igen. Sergenten rystede en smule på benene og Carstensen havde fået kvalme. - Føj for et svineri.

C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

73

Stanken var næsten ulidelig og Bostrup vendte hovedet bort.

Han mærkede sine knæ ryste, det havde været alt for tæt på at gå galt, men gradvist fortrængte en voksende vrede de frygtsomme tanker.

Pupper, tænkte han dystert. De havde fandeme spundet sig ind i en slags kokoner og bare siddet der og ventet på at noget spiseligt kom forbi, som en kop frysekaffe der blev aktiveret af kogende vand!

- Lad os få grejet ind i vognen og se at komme hjem.

De tre soldater stod og så en smule rådvilde ud, men så mandede Henrik Carstensen sig op, slyngede geværet over skulderen og samlede sækkevognen op. Tommy satte kurs mod de nærmeste af skraldesækkene, men standsede så pludselig op. - Æh, var der ikke to stole der var væltet i køkkenet, sjant?

- Hvad mener du? spurgte Bostrup mistænksomt.

- Joh, altså, hvis der var to beboere og en overfaldsmand... Han holdt inde og pegede på kadaverne. - Burde der så ikke ha’ været tre zombier?

Det løb Bostrup koldt ned ad ryggen, men fandeme om han skulle ud og lede efter endnu en udød.

- Op i røven, sagde han kort. - Den er sikkert for længst over alle bjerge, men så meget desto mere en grund til at få fi ngeren ud og komme væk.

- Forstået, sagde Tommy T og fi k samlet de fleste sække op med forbløffende fart. - Helt i orden med mig, sir.

Jens Röhn gik over til det nærmeste kadaver og prikkede til liget med sin riffel.

- Den ser ud til at have været død i flere måneder, kødet er helt svampet.

Bostrup viftede afværgende med hånden. - Har du tænkt dig at 74

PA T R I C K L E I S

foretage en obduktion?

- Næh, jeg tænkte bare på hvor længe de kan overleve, sagde Röhn dæmpet og pillede distræt ved lykkemønten i sin brystlomme. - Man skulle jo tro at kroppen rådnede op efterhånden.

- De kloge siger at zombierne ikke skal have meget føde for at opretholde en nogenlunde stabil fysik, svarede Tommy T eftertænksomt. - Det er vist selve smitten, virusset eller hvad det nu er, der får blodet til at løbe og musklerne til at arbejde, og...

- I er fandeme så kloge at I kunne undvære hovedet, snerrede Bostrup der stadig var en smule rystet. - Se at få røven med jer herover og svar mig på hvor Larsen og Huusman bliver af!

- ...Æh, vi er lige her, svarede Larsen der dukkede op fra lastbilens bagsmæk. - Vi havde bare lidt travlt med at losse...

- Hvad fanden laver I? råbte sergenten og marcherede rødglødende hen over gruset. - Er I ikke klar over at vi blev angrebet og...

Hvad helvede sker der her!?

Larsen grinede og pludselig lignede Huusman en lille dreng der var blevet opdaget med sin fars Playboysamling. - Vi er altså nødt til at passe på at de ikke æder hele lageret, sagde Huusman lidt forfjamsket, - du ved, sådan nogle kræ har en morderlig god appetit.

Bostrups øjne var ved at trille ud af hovedet på ham, og så mærkede han sine skuldre synke ned i afmagt.

- Den forklarer I selv kommandanten, sagde han fladt og uden et ord satte han sig ind på førersædet mens soldaterne selv måtte stå for at få læsset de sidste ting på bilen.

Ejner Sydgaard satte lastvognen i gear og rullede ud på hovedvejen der ledte mod lejren, og ingen af soldaterne lagde mærke til at den sidste af pupperne, der havde stået skjult bag det tredje drivhus, var ved at åbne sig og de vidste naturligvis heller ikke C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

75

noget om at zombien, der engang havde heddet Elma Krogshede, kort efter begyndte at slentre hen ad selv samme hovedvej, mens hun engang imellem standsede og ligesom snusede op i luften.

Hun var, ligesom sin afdøde mand, stadig iført en af gartneriets mørkegrønne kedeldragter og emblemet på den venstre brystlomme var næsten ikke blevet ramt da hendes halspulsåre blev bidt over. Det gule Smileyface grinede stadig, og hvis man havde stået tæt nok på, kunne man uden besvær læse at man skulle “Ha’ en fortsat god dag”.

Hun løb ind i B-huset og skreg på Hr. Knut. Flere af mongolerne kiggede nysgerrigt efter hende, mens andre bakkede væk og holdt sig for ørerne. Blikket for rundt og pludselig opdagede Tilde ham.

Brian sad på sin seng bagest i lokalet og han... Han var ved at pille Hr. Knuts øjne ud! Tilde for hen over gulvet, i farten ramte det ene knæ en sengestolpe, men først langt senere blev hun opmærksom på smerten. Hun sprang frem for at redde Hr. Knut og før Brian nåede at reagere, havde hun fået fat i bamsens ene ben.

- Giv slip, giv mig min bamse!

Brian åbnede forskrækket munden, men han slap ikke sit greb.

Den lille pige begyndte at skrige, så rummet fyldtes med ord og luften blev helt tyk og ugennemsigtig og omkring ham hylede mongolerne og han kunne høre lyden af Passe-på-damens klaprende hæle.

Men han holdt fast, rejste sig og løftede bamsen så den hysteriske lille pige nærmest lettede fra jorden. Skrigeriet stak i Brians hoved som nåle af lyd, hvorfor kunne hun ikke bare forstå at han skulle bruge bamseøjnene til at snyde de uhyggelige skyggevæsner der kom om natten og...

Og nu begyndte syningerne i teddybjørnens ene ben at give 76

PA T R I C K L E I S

sig, pigen skreg højere og de to Passe-på-damer tog fat i hans arme og sagde noget han slet ikke kunne forstå. Brian vred sig rundt, den ene Passe-på-dame snublede og slap hans arm, men den anden trak ham pludselig i øret så det gjorde rigtig ondt. Hun råbte ham ind i hovedet og Brian blev så forskrækket at han helt glemte at holde fast på bamsen og nu havde han den slet ikke i hånden mere. Passe-på-damen skubbede ham ned på sengen og sagde at man ikke måtte tage andres ting og ville slet ikke høre efter da Brian forsøgte at forklare at det bare var for at snyde væsnerne der ville stjæle hans øjne, men ordene blev ikke rigtig til andet end hulken og gråd, og nu trak den lille pige sig baglæns mens hun holdt godt fat i sin bamse som Brian egentligt burde ha’ haft, og hele rummet begyndte at snurre så underligt rundt. Han følte sig slet ikke godt tilpas, hovedpinen blev værre og hvis han faldt i søvn ville væsnerne helt sikkert komme frem. Så han lod som om han hørte efter hvad Passe-på-damen sagde og fi k fremstammet at han aldrig skulle gøre det mere; men da Tilde løb ud af B-huset med Hr. Knut under armen, lovede han sig selv at få fat på de lysende øjne ved en senere lejlighed, for nu vidste han at de kunne redde ham og Brian skulle nok fi nde ud af hvor den lille pige boede.

Lastbilen med de syv udmattede soldater buldrede gennem et mennesketomt ingenmandsland. Det ville tage dem en halv times tid at nå lejren, og Bostrup spændte sin hjelm af og besluttede sig for at lukke øjnene et par minutter. Han havde en fået en dundrende hovedpine, men selv om han havde siddet og stirret intenst ud af sideruden, var det alligevel langt fra sikkert at han havde opdaget den unge pige og den lille dreng med de blonde krøller som et stykke fra landevejen standsede op og lyttede til C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

77

den forbikørende lastbil.

Næh, sergent Bostrup havde skam nok at gøre med at få rystet ubehaget over mødet med de levende døde af sig, og så i øvrigt overveje hvordan i hede, hule helvede han skulle få forklaret kommandant Videkamp, at hans mænd, foruden maling og plantefrø, havde tre levende geder ombord i bilen. Åhjo, der ville blive hårdt brug for den whisky de havde ranet fra supermarkedet, og hvad Videkamp ikke forlangte som smørelse, ville Bostrup sgu drikke selv! ...Og oppe på nettet som var blevet udspændt over hele lejren, endte sommerfuglen med de gyldne vinger sit korte liv i næbbet på en forbipasserende solsort, og snart gik årets varmeste måned på hæld.

78

PA T R I C K L E I S

C A M P 41 , 1 . D E L - R E S E R VA T E T

79