den_roede_dronning

Format: 157 x 234 mm.

Flapper: 90 mm 5 mm til beskæring

MAT KACHERING ryg: 32mm

Dette er min skæbne: at sætte min søn på Englands trone, og de, der lo af mine visioner og tvivlede på mit kald, skal kalde mig Hendes Nåde, Kongens Moder.

Den hvide Dronning tager sin begyndelse i 1464 og fortæller historien om den smukke og ambitiøse Elizabeth Woodville fra huset Lancaster og hendes lange vej til tronen. Magtkampe, bedrag og mord er en del af Elizabeths liv som dronning af England, og hun må kæmpe indædt for sin slægts overlevelse.

Som trettenårig enke og mor til en lille dreng er Margaret Beaufort af huset Lancaster fast besluttet på at vende sit ensomme liv til triumf. Med koldhjertet beslutsomhed intrigerer hun mod huset York for at underminere kongen og sikre, at hendes eneste søn, Henrik Tudor, kan indtage tronen som Englands konge. En urokkelig tro på, at huset Lancaster af Gud er bestemt til at bære kronen, og en stålsat vilje skal føre hende til sejr.

Foto © James Stewart

Philippa Gregory (f. 1954) debuterede i 1987 og har siden udgivet en lang række historiske romaner om livet ved Tudor-hoffet i 1500-tallets England. Hendes bøger er oversat til mere end 20 sprog.

Spænding, intriger, bedrag og romantik er bærende elementer i hendes romaner, samtidig med at hun giver et troværdigt og gennemresearchet bud på, hvad der kunne være sket, hvor der i historieskrivningen er sorte huller.

Philippa Gregory bringer i dette andet bind om Rosekrigene endnu en stærk, passioneret og kynisk kvinde til live. En kvinde, der insisterer på sin plads i historien og sin gudfrygtige ret til at forme den til egen slægts vinding.

Som altid er Gregory godt inde i sit stof, og hun forstår at fange læseren med sin eminente fortællestil. Kan næsten ikke vente, til fortsættelsen kommer.

– Søndag

Læs mere på www.philippagregory.com

ISBN 978-87-7079-116-8 CICERO FORUM HØST & SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN

9 788770 791168

cicero

Omslag: Anne Kragelund Foto (kvinde) © Jeff Cottenden

Den røde Dronning

Af samme forfatter: Tudor-serien: Dronningens Nar Kongens Frille (Den anden Søster) Jomfruens Elsker Den evige Prinsesse To Dronninger Den anden Dronning Rosekrigene-serien: Den hvide Dronning

Philippa Gregory

Den røde Dronning Oversat fra engelsk af Nina Bolt

CICERO

Copyright © 2010 by Philippa Gregory Limited Originaltitel: The Red Queen Published by arrangement with Sane Töregård Agency AB and Touchstone, a Division of Simon & Schuster Inc. Sats: Cicero, København Tryk: CPI – Clausen & Bosse, Leck Omslagsillustration: (kvinde) © Jeff Cottenden (ridder) © Marcus Appelt / Arcangel Images Omslag: Anne Kragelund ISBN: 978-87-7079-116-8 Første danske udgave Printed in Germany 2011

CICERO er et forlag i Rosinante&Co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

Til Anthony

Kampene i Rosekrigene

Lancaster-sejrene York-sejrene

Nordsøen

Det Irske Hav

Kanalen

Frankrig

FORÅRET 1453

Lyset fra den skyfri himmel er skarpt efter mørket i de indre rum. Jeg blinker og hører råbet fra mange stemmer. Men det er ikke min hær, der råber på mig, det er ikke den, der kalder til angreb med denne mumlen, der lidt efter lidt bliver til et brøl, mens de slår med deres sværd på skjoldene. Lyden af stof, der smælder i vinden, er ikke mine broderede engle og liljer, der tegner sig mod himlen, men forbandede engelske bannere i den sejrrige majbrise. Det er en anden slags råben end de hymner, vi synger af fuld hals, det er et skrig fra mennesker, der hungrer efter død: min død.

Da jeg træder over tærsklen fra mit fængsel og ud på byens torv, tårner mit bestemmelsessted sig op foran mig: en stabel brænde med en trappestige af rå trin, der læner sig op ad den. Jeg hvisker: „Et kors. Må jeg få et kors?“ Og derefter, højere: „Et kors. Jeg må have et kors.“ Og en mand, en fremmed, en fjende, en englænder, en af dem som vi kalder ‘forbandede’ på grund af deres grænseløse blasfemi, rækker mig et krucifiks af udskåret træ, primitivt fremstillet, og uden stolthed griber jeg det af hans snavsede hånd. Jeg knuger det, da de skubber mig hen mod brændestablen og puffer mig op ad stigen, og mine fødder skraber hen over de rå trin, da jeg stiger op, højere op end min egen højde. Så når jeg den vakkelvorne platform, der er tømret sammen øverst på bålet, og de vender mig brutalt om og binder mine hænder til pælen bag min ryg.

Det hele går så langsomt, at jeg næsten kunne tro, at tiden 9

stod stille, og englene var på vej ned for at hente mig. Der er sket mere mærkelige ting. Kom de ikke efter mig, da jeg vogtede får?

Kaldte de mig ikke ved navn? Anførte jeg ikke en hær for at komme Orléans til undsætning? Kronede jeg ikke dauphinen og fordrev englænderne? Jeg helt alene? En pige fra Domrémy, som fik råd af englene?

De tænder pindebrændet forneden, og røgen bølger omkring i brisen. Så får ilden fat, og en varm sky indhyller mig og får mig til at hoste og blinke. Mine øjne løber i vand. Ilden svitser allerede mine nøgne fødder. Jeg er så dum at flytte vægten fra den ene fod til den anden i et håb om at skåne mig selv for smerte, mens jeg kigger gennem røgen for det tilfælde, at nogen skulle komme løbende med vandspande og sige, at kongen, som jeg har kronet, har nedlagt forbud mod dette, eller at englænderne, der købte mig af en soldat, nu indser, at de ikke har ret til at dræbe mig, eller at min kirke ved, at jeg er en god pige, en god kvinde, der er uskyldig i alt og tjener Gud med en lidenskabelig beslutsomhed.

Men der er ingen redningsmand i den tætpakkede mængde.

Larmen vokser til et øredøvende råb: en blanding af velsignelser og forbandelser, af bønner og obskøniteter. Jeg retter blikket mod den blå himmel for at se, om mine engle er på vej ned. En brændeknude skifter plads i bålet under mig, og pælen, som jeg står bundet til, giver sig til at rokke. Da de første gnister flyver op og antænder min jakke, ser jeg dem lande og gløde som ildfluer på mit ærme. Jeg kan mærke en tør kradsen i halsen og hoster af røgen, og som en lille pige hvisker jeg: „Kære Gud, frels mig, Jeres datter! Kære Gud, ræk Jeres hånd ned efter mig. Kære Gud, frels mig, Jeres jomfru …“ Der lyder et brag, og jeg får et slag i hovedet. Så sidder jeg forvirret på gulvbrædderne i mit soveværelse med hånden mod det forslåede øre og ser mig dumt om uden at få øje på noget. Min ­guvernante åbner døren og siger irritabelt ved synet af min fortumlede fremtoning og den væltede bedeskammel: „Gå i seng, lady Margaret. Det er langt over Jeres sengetid. Vor Frue sætter ikke pris på ulydige pigers bønner. Det er ingen dyd at overdrive.

Jeres moder ønsker, at I skal tidligt op i morgen. I kan ikke blive 10

oppe hele natten for at bede, det er tåbeligt.“ Hun smækker døren i, og jeg hører hende sige til tjenestepigerne, at en af dem må gå ind og lægge mig i seng og sove ved siden af mig for at sørge for, at jeg ikke står op ved midnat og ­giver mig til at bede igen. De bryder sig ikke om, at jeg følger kirkens tidebønner, de stiller sig imellem mig og et fromt liv, fordi de siger, at jeg er for ung og har brug for søvn. De har den frækhed at antyde, at jeg stiller mig an og foregiver at være from, når jeg ved, at Gud har kaldet mig, og det er min pligt, min højere pligt, at adlyde Ham. Men selv om jeg bad hele natten, ville det ikke give mig den vision tilbage, som var så tydelig for lidt siden. Den er væk. Et øjeblik, et helligt øjeblik, var jeg der: Jeg var Jomfruen af Orléans, den hellige Jeanne af Frankrig. Jeg forstod, hvad en pige kunne gøre, hvad en kvinde kunne være. Så trak de mig ned på jorden igen og skældte mig ud, som om jeg var en almindelig pige, og ødelagde det hele. „Jomfru Maria, vejled mig, engle, kom tilbage til mig,“ hvisker jeg og forsøger at vende tilbage til torvet og mængden af tilskuere, til det spændende øjeblik. Men det hele er væk. Jeg må hale mig selv på benene ved hjælp af sengestolpen, for fasten og bønnerne har gjort mig svimmel, og jeg gnider mit knæ, der hvor jeg har slået det. Huden er vidunderlig ru, og jeg rækker hånden ned og trækker op i natkjolen for at se på mine knæ, og begge er ru og røde. Det er helgenknæ, Gud være lovet, jeg har en helgens knæ. Jeg har bedt så meget og på så hårde gulve, at huden på mine knæ er blevet hård som huden på en engelsk bueskyttes finger. Jeg er endnu ikke ti år gammel, men jeg har en helgens knæ.

Det må have noget at sige, uanset hvad min gamle guvernante måtte fortælle min moder om overdreven og teatralsk fromhed.

Jeg har en helgens knæ. Jeg har fået hudafskrabninger på mine knæ af mine vedholdende bønner, de er mine stigmata: en helgens knæ. Gud give, at jeg kan tage udfordringen op og også få en helgens død.

Jeg går i seng, som jeg har fået besked på, for lydighed er en dyd, selv hos dumme og simple kvinder. Ganske vist er jeg datter af en mand, som var en af de største engelske hærførere i Frank11

rig og af den betydningsfulde Beaufort-familie og således arving til Henrik den Sjette af Englands trone, men alligevel skal jeg adlyde min guvernante og min moder, som om jeg var en almindelig pige. Jeg er højt placeret i kongeriget, kusine til selveste kongen, skønt forfærdelig overset hjemme, hvor jeg skal gøre, hvad jeg får besked på af en tåbelig gammel kvinde, der sover under præstens prædiken og sutter på kandiserede blommer under bordbønnen. Jeg betragter hende som et kors, jeg må bære, og beder for hende i mine bønner.

Disse bønner vil redde hendes udødelige sjæl, selv om hun slet ikke fortjener det, for tilfældigvis er mine bønner ekstraordinært velsignede. Lige siden jeg var en lille pige på fem år, har jeg vidst, at jeg var et særligt barn i Guds øjne. I årevis opfattede jeg det som en enestående gave – somme tider følte jeg Guds tilstedeværelse i min nærhed, andre gange kunne jeg fornemme Vor Frues velsignelse. Men sidste år kom så en af krigsveteranerne fra Frankrig til køkkendøren, mens jeg var ved at skumme fløde, en tigger på vej hjem til sit sogn, og jeg hørte ham bede malkepigen om noget at spise, for han var en soldat, der havde set mirakler: Han havde set pigen, som de kaldte Jomfruen fra Orléans. „Lad ham komme ind,“ beordrede jeg og hoppede ned fra min taburet. „Han er beskidt,“ svarede hun. „Han kommer ikke nærmere end trappetrinet.“ Han sjokkede ind i døråbningen og satte en bylt fra sig på gulvet. „Hvis I kunne undvære lidt mælk, lille lady,“ klynkede han. „Og måske en bid brød til en fattig mand, en stridsmand for sin herre og sit land …“ „Hvad var det, du sagde om Jomfruen fra Orléans?“ afbrød jeg ham. „Og mirakler?“ Pigen bag ham mumlede lavmælt og himlede med øjnene, skar ham en skive mørkt brød og skænkede mælk op i et groft lerkrus. Han nærmest rev det ud af hånden på hende og skyllede mælken ned. Så kiggede han efter noget mere. „Fortæl mig om det,“ forlangte jeg.

Pigen viste ham med et nik, at han måtte adlyde mig, og han vendte sig om og bukkede. „Jeg gjorde tjeneste hos hertugen af 12

Bedford i Frankrig, da vi hørte om en pige, der red med franskmændene,“ sagde han. „Nogle mente, at hun var en heks, andre, at hun var i ledtog med Djævelen. Men min ho…“ Pigen knipsede med fingrene ad ham, og han tog ordet i sig. „En ung kvinde, som jeg tilfældigvis kendte, en ung fransk kvinde, fortalte mig, at denne Jeanne fra Domrémy havde talt med englene og lovet at sørge for, at den franske prins blev kronet og kom på Frankrigs trone. Hun var kun en jomfru, en pige fra landet, men hun sagde, at englene talte til hende, og at hun skulle redde sit land fra os.“ Jeg var tryllebundet. „Talte englene til hende?“ Han smilede slesk. „Ja, lille lady. Da hun var en pige, som ­ikke var ældre end Jer.“ „Men hvordan kunne hun få folk til at høre efter? Hvordan fik hun dem til at forstå, at hun var noget særligt?“ „Åh, hun red på en stor hvid hest, og hun var iført mandsklæder, tilmed rustning. Hun havde et banner med liljer og engle, og da de førte hende til den franske prins, genkendte hun ham blandt hele hans hof.“ „Bar hun rustning?“ hviskede jeg undrende, som om det var mit liv, der foldede sig ud for mig, og ikke en historie om en fremmed fransk pige. Hvad kunne jeg ikke blive, hvis folk bare forstod, at englene talte til mig, ligesom de gjorde til denne Jeanne? „Hun bar rustning, og hun anførte sine mænd i slaget.“ Han nikkede. „Jeg så hende selv.“ Jeg gjorde tegn til malkepigen. „Hent noget kød til ham og noget lyst øl.“ Hun sprang af sted til køkkenregionerne, og den fremmede mand og jeg gik ud af mælkerummet, og han satte sig på en stenbænk ved siden af bagdøren. Jeg stod og ventede, mens hun satte en tallerken ved hans fødder, og han proppede maden i munden. Han åd som en sulten hund, uden værdighed, og da han var færdig og havde tømt sit krus, fortsatte jeg med at udspørge ham. „Hvor så du hende første gang?“ „Åh,“ sagde han og tørrede sig om munden med sit ærme. „Vi havde påbegyndt en belejring af en fransk by ved navn Orléans og var sikre på at vinde. Vi vandt altid dengang, før hun kom til. Vi havde langbuer, og det havde de ikke; vi plejede bare at 13

skyde dem ned, det var som at skyde til måls for os. Jeg var bueskytte.“ Han tøvede, som om han skammede sig over at omgås så letsindigt med sandheden. „Jeg var pilemager,“ rettede han sig selv. „Jeg fremstillede pilene. Men vores bueskytter vandt slagene for os.“ „Pyt med det, hvad med Jeanne?“ „Jeg er ved at fortælle om hende. Men I må forstå, at de ikke havde en chance for at vinde. Mænd, der var klogere og bedre end hun, vidste, at de var fortabt. De tabte alle slagene.“ „Men hvad med hende?“ hviskede jeg. „Hun påstod, at hun hørte stemmer, at englene talte til hende.

De sagde, at hun skulle opsøge den franske prins – et tossehoved, et nul – og få ham til at indtage tronen som konge og derefter fordrive os fra vores jorder i Frankrig. Og det gjorde hun. Hun opsøgte ham og fortalte, at han måtte indtage sin trone og lade hende anføre hans hær. Han mente, at hun måske havde en profetisk gave, han vidste det ikke – men han havde ikke noget at miste. Mændene troede på hende. Hun var bare en bondepige, men hun klædte sig som en soldat, og hun havde et banner broderet med liljer og engle. Hun sendte et bud til en kirke, og der fandt de et gammelt korsriddersværd på nøjagtig det sted, hvor hun havde sagt, det ville være – det havde været gemt væk i årevis.“ „Gjorde hun?“ Han lo, og så hostede han slim op. „Hvem ved? Måske var der noget sandt i det. Min ho… min veninde mente, at Jeanne var en hellig jomfru, der var kaldet af Gud til at redde Frankrig fra os englændere. Hun mente ikke, at et sværd kunne ramme hende. Hun troede, at hun var en lille engel.“ „Hvordan var hun?“ „Hun var en pige, bare en pige som Jer. Lille, med klare øjne.

Meget selvoptaget.“ Mit hjerte svulmede. „Som mig?“ „Hun mindede meget om Jer.“ „Sagde folk hele tiden til hende, hvad hun skulle gøre? Sagde de til hende, at hun ikke vidste noget?“ Han rystede på hovedet. „Nej, nej, hun var hærføreren. Hun 14

fulgte sin egen vision. Hun anførte en hær på mere end fire tusind mand og angreb os, da vi belejrede Orléans. Vores herrer kunne ikke få os til at rykke frem og kæmpe mod hende, vi var skrækslagne ved synet af hende. Ingen ville løfte et sværd mod hende. Vi regnede alle med, at hun var uovervindelig. Da vi tog videre til Jargeau, var hun i hælene på os for at angribe os, hun ville altid angribe os. Vi var rædselsslagne for hende. Vi svor på, at hun var en heks.“ „En heks eller vejledt af englene?“ spurgte jeg.

Han smilede. „Jeg så hende i Paris. Der var ikke noget ondt ved hende. Hun så ud, som om Gud i egen person løftede hende op på den store hest. Min herre kaldte hende en blomst for ridderstanden. Det gjorde han faktisk.“ „Smuk?“ hviskede jeg. Jeg er ikke selv en køn pige, og det er min moder skuffet over, men mig gør det ikke noget, for jeg er hævet over forfængelighed.

Han rystede på hovedet og sagde lige det, jeg gerne ville høre. „Nej, ikke køn, ikke en køn lille en, ikke pigelig, men lyset strålede ud fra hende.“ Jeg nikkede. Jeg følte, at jeg i det øjeblik forstod … det hele. „Kæmper hun stadig?“ „Nej, Gud fri mig vel: Hun er død. Død for – lad mig se – omkring tyve år siden.“ „Død?“ „Lykken vendte sig for hende efter Paris. Vi drev hende tilbage fra bymurene, men det var tæt på – tænk på det! Hun var tæt på at indtage Paris. Og til sidst trak en burgundisk soldat hende ned fra den hvide hest i et slag,“ sagde tiggeren nøgternt konstaterende. „Han overlod hende til os mod løsepenge, og vi henrettede hende. Vi brændte hende for kætteri.“ Jeg var forfærdet. „Men du sagde, at hun blev vejledt af engle!“ „Hun fulgte sine stemmer til sin død,“ sagde han tonløst. „Men de undersøgte hende og sagde, at hun faktisk var jomfru.

Hun var virkelig Jomfru Jeanne. Og hun havde set rigtigt, da hun mente, at vi ville blive besejret i Frankrig. Jeg tror, at vi har tabt nu. Hun fik en mand ud af deres konge, og hun fik en hær ud af 15

deres soldater. Hun var ikke en almindelig pige. Jeg regner ikke med at komme til at se sådan en pige igen. Hun brændte op, længe før vi kastede hende på bålet. Hun var optændt af Helligånden.“ Jeg tog en indånding. „Jeg er sådan en som hende,“ hviskede jeg til ham.

Han kiggede ned på mit henførte ansigt og lo. „Nej, det hører fortiden til,“ sagde han. „Det er ikke noget for en pige som Jer. Hun er død og vil snart blive glemt. De spredte hendes aske, så ingen kunne give hende en helgengrav.“ „Men Gud talte til hende, en pige,“ hviskede jeg. „Han talte ikke til kongen eller til en dreng. Han talte til en pige.“ Den gamle soldat nikkede. „Jeg er ikke i tvivl om, at hun var sikker på det,“ sagde han. „Heller ikke om, at hun hørte englene tale. Det må hun have gjort. Ellers kunne hun ikke have gjort det, hun gjorde.“ Jeg hørte min guvernantes skingre kalden fra husets fordør og drejede hovedet et øjeblik, mens soldaten samlede sin bylt op og tog den på ryggen igen. „Men er det sandt?“ spurgte jeg med pludselig iver, da han med lange, fjedrende skridt begyndte at vandre hen mod gårdspladsen og porten til vejen. „En soldaterhistorie,“ sagde han ligegyldigt. „Glem den, og glem hende, og Gud skal vide, at mig er der ingen, som vil huske.“ Jeg lod ham gå, men jeg glemte ikke Jeanne, og jeg vil aldrig glemme hende. Jeg beder til hende ved navns nævnelse, for at hun kan vejlede mig, og jeg lukker øjnene og forsøger at se hende for mig. Alle soldater, der er kommet til døren i Bletsoe for at tigge om mad, har lige siden den dag fået besked på at vente, for den lille lady Margaret vil gerne tale med dem. Jeg spørger dem altid, om de har været i Les Augustins, Les Tourelles, Orléans, Jargeau, Beaugency, Patay eller Paris. Jeg kender hendes sejre, ­ligesom jeg kender navnene på vores nabolandsbyer i Bedford­ shire. Nogle af soldaterne har været med i disse slag, nogle af dem har tilmed set hende. De taler alle om en spinkel pige på en stor hest med et vajende banner, set i glimt, hvor kampen var he16

dest, en pige som en prins, der havde aflagt ed på at bringe fred og sejr til sit land og tjene Gud, kun en pige, kun en pige som mig, men en heltinde.

Under morgenmaden næste morgen finder jeg ud af, hvorfor jeg ikke fik lov til at bede i nat. Min moder siger, at jeg skal gøre mig klar til en rejse, en lang rejse. „Vi skal til London,“ siger hun roligt. „Til hoffet.“ Jeg er begejstret ved tanken om en tur til London, men passer på ikke at juble som en forfængelig og hovmodig pige. Jeg bøjer hovedet og hvisker: „Som I ønsker, fru Moder.“ Det er det bedste, der kunne ske. Mit hjem i Bletsoe midt inde i grevskabet Bedfordshire er så stille og kedeligt, at jeg ikke gives nogen chance for at modstå verdens farer. Der er ingen fristelser at overvinde, og de eneste, der ser mig, er tjenerne og mine ældre halvbrødre og halvsøstre, der alle opfatter mig som en lille og ubetydelig pige. Jeg forsøger at tænke på Jeanne, der vogtede sin fars får i Domrémy og ligesom jeg befandt sig et sted, hvor der kun var mudrede marker i miles omkreds. Hun beklagede sig ikke over, at der var kedeligt på landet, hun ventede og lyttede efter stemmerne, der skulle kalde hende til storhed. Jeg må gøre det samme.

Jeg spekulerer på, om ordren til at tage til London er den stemme, jeg har ventet på, som nu kalder mig til storhed. Vi skal opholde os ved den gode kong Henrik den Sjettes hof. Han vil helt bestemt byde mig velkommen som sin nærmeste slægtning, jeg er trods alt næsten hans kusine. Hans bedstefader og min var halvbrødre, og det er et meget nært slægtskab, når den ene er konge, og den anden ikke er det, og han har selv vedtaget en lov, der anerkender min familie, Beauforterne, som ægtefødte, om end ikke kongelige. Selvfølgelig vil han kunne se det hellige lys i mig, som alle siger, er i ham. Han vil anerkende mig både som slægtning og som åndsbeslægtet. Hvad hvis han beslutter, at jeg skal blive ved hoffet hos ham? Hvorfor ikke? Hvad hvis han ønsker at bruge mig som sin rådgiver, ligesom dauphinen brugte 17

Jeanne d’Arc? Jeg er hans halvkusine, og jeg ser næsten de samme åbenbaringer som helgenerne. Jeg er kun ni år gammel, men jeg hører englenes stemmer, og jeg beder hele natten, når de giver mig lov til det. Hvis jeg var født som en dreng, ville jeg næsten være prins af Wales nu. Somme tider spekulerer jeg på, om de gerne ville have haft, at jeg var blevet en dreng, og om det er derfor, at de ikke kan se det lys, der skinner i mig. Kan det tænkes, at de er så opfyldt af syndig hovmod på familiens vegne, at de ville ønske, jeg var en dreng, og lukker øjnene for den storhed, der er i mig som en hellig pige? „Ja, fru Moder,“ siger jeg lydigt. „Du lyder ikke særlig begejstret,“ siger hun. „Vil du ikke vide,­ hvorfor vi skal af sted?“ Meget gerne. „Jo, hvis I vil fortælle det.“ „Jeg er ked af at måtte sige det, men din trolovelse med John de la Pole må hæves. Det var et godt parti, da den blev indgået, og du var seks år, men nu må du frasige dig den. Du vil blive stillet over for et panel af dommere, der vil spørge dig, om du ønsker, at din trolovelse skal hæves, og du skal sige ja. Er du med?“ Det lyder meget foruroligende. „Men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.“ „Du skal bare indvillige i, at din trolovelse hæves. Du skal bare­ sige ja.“ „Hvad hvis de spørger mig, om jeg tror, det er Guds vilje?

Hvad hvis de spørger mig, om det er svaret på mine bønner?“ Hun sukker, som om jeg er trættende. „Det vil de ikke spørge dig om.“ „Og hvad vil der så ske?“ „Hans Nåde kongen vil udpege en ny formynder, der vil vælge den mand, som du skal gifte dig med.“ „En ny trolovelse?“ „Ja.“ „Kan jeg ikke gå i kloster?“ spørger jeg meget stille, selv om jeg ved, hvad hun vil svare. Ingen tager sig af mine åndelige gaver. „Kan jeg ikke gå i kloster, nu hvor jeg er løst fra den trolovelse?“ „Selvfølgelig kan du ikke gå i kloster, Margaret. Lad nu være 18

med at være dum. Det er din pligt at føde en søn og arving, en dreng til vores familie, Beauforterne, en ung slægtning til kongen af England og en dreng til huset Lancaster. Gud skal vide, at huset York har drenge nok. Vi må have vores egen dreng, og ham må du give os.“ „Men jeg tror, at jeg har et kald …“ „Dit kald er at blive moder til den næste arving af Lancaster,“ siger hun skarpt. „Det er en stor nok ambition for enhver pige.

Se nu at gøre dig klar til at tage af sted. Dine damer har pakket dit tøj, du skal bare hente din dukke til rejsen.“ Jeg henter min dukke og også min egen omhyggeligt afskrevne bønnebog. Jeg kan læse fransk, selvfølgelig, og også engelsk, men jeg kan ikke forstå latin eller græsk, og min moder vil ikke give mig en huslærer. En pige er ikke værd at give en uddannelse, siger hun. Jeg ville ønske, at jeg kunne læse evangelierne og bønnerne på latin, men det kan jeg ikke, og de håndskrevne afskrifter på engelsk er sjældne og kostbare. Drenge bliver undervist i latin og græsk og også i andre fag, men piger behøver kun at kunne læse og skrive, sy, føre husholdningsregnskaberne, spille musik og sætte pris på poesi. Hvis jeg var en abbedisse, ville jeg have adgang til et stort bibliotek, og jeg kunne sætte skrivere til at afskrive alle de tekster, som jeg gerne ville læse. Jeg ville få novicerne til at læse op for mig hele dagen. Jeg ville være en lærd kvinde i stedet for en pige uden lærdom, der er lige så dum som en almindelig pige.

Hvis min fader havde levet, ville han måske have lært mig latin. Han var en stor læser og skribent, så meget ved jeg i hvert fald om ham. Han tilbragte årene i fangenskab i Frankrig med at studere hver dag. Men han døde kun få dage før min første fødselsdag. Min fødsel betød så lidt for ham, at han var på felttog i Frankrig, hvor han forsøgte at genvinde sin formue, da min moder blev bragt i seng, og han kom først hjem igen kort før min første fødselsdag, og så døde han. Så han kendte mig ikke og heller ikke mine gaver.

Det vil tage os tre dage at komme til London. Min moder skal ride på sin egen hest, men jeg skal sidde bagpå hos en af staldknægtene. Han bliver kaldt Wat og opfatter sig selv som en stor 19

charmør i staldene og køkkenet. Han blinker til mig, som om jeg vil være venlig over for en mand som ham, og jeg rynker panden for at minde ham om, at jeg er en Beaufort og han et nul. Jeg sidder bag ham, og jeg skal holde godt fast i hans læderbælte, og når han siger til mig: „Holder I nu godt fast? Rigtig godt fast?“ nikker jeg koldt, som om jeg vil give ham et vink om, at jeg ikke vil have, han snakker til mig hele vejen til Ampthill.

I stedet giver han sig til at synge, og det er lige så slemt. Han synger kærlighedssange og høstsange med en lys tenorstemme, og mændene, der rider med for at beskytte os mod bevæbnede bander, der hærger overalt i England nu for tiden, synger med.

Jeg ville ønske, at min moder ville give dem besked på at være stille eller i det mindste give dem ordre til at synge salmer, men hun er lykkelig over at ride ude i det varme forårssolskin, og da hun kommer op på siden af mig, smiler hun og siger: „Der er ikke langt igen, Margaret. Vi skal tilbringe natten i Abbots Langley og fortsætter til London i morgen. Du er vel ikke for træt?“

De, der skulle tage sig af mig, har forberedt mig så dårligt, at jeg ikke engang har lært at ride. Jeg får ikke engang lov til at sidde på min egen hest og blive ført, selv ikke da vi kommer ind i London, og hundredvis af mennesker på gader, torve og værksteder glor måbende på vores husholdning på halvtreds mennesker, mens vi rider forbi. Hvordan skal jeg virke som den heltinde, der vil redde England, hvis jeg er nødt til at sidde på en ridepude bag ved Wat med hånden på hans bælte som en landsbytøs, der skal til gåsemarked? Jeg virker slet ikke som en arving til huset Lancaster. Vi gør ophold på en kro, ikke engang et slot, for hertugen af Suffolk, min formynder, kom forfærdeligt i unåde og er død nu, så vi kan ikke bo på hans slot. Jeg gør Vor Frue opmærksom på, at vi ikke har vores eget gode hus i London, men så kommer jeg i tanke om, at Hun også måtte affinde sig med en almindelig kro i Bethlehem, selv om Herodes selvfølgelig måtte have haft ledige værelser i paladset. Der har helt sikkert været mere passen20

de valg end en stald, i betragtning af hvem Hun var. Og så prøver jeg at affinde mig med det ligesom Hun. I det mindste skal jeg have tøj i London, før vi tager til hoffet, hvor jeg skal hæve min trolovelse. Min fru Moder tilkalder skræddere og syersker til vores kro, og jeg får taget mål til en vidunderlig kjole. Man siger, at damerne ved hoffet bærer høje, kegleformede hovedbeklædninger, så høje, at en kvinde må bøje sig for at komme ind gennem en syv fod høj døråbning. Dronningen, Margaret af Anjou, elsker smukke klæder og går i rubinrødt, udvundet af et nyt farvestof, der efter sigende er rødt som blod. Som kontrast bestiller min moder en englehvid kjole til mig, som hun får prydet med Lancasters røde roser for at minde alle om, at jeg ganske vist kun er en pige på ni år, men dog slægtens arving.

Først da tøjet er parat, kan vi tage en chalup ned ad floden, så jeg kan frasige mig min trolovelse og blive præsenteret ved hoffet.

Det bliver en frygtelig skuffelse. Jeg havde håbet på, at de ville udspørge mig, og at jeg skulle stå foran dem, undselig, men velformuleret, og sige, at jeg vidste fra Gud selv, at John de la ­Pole ikke skulle være min husbond. Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle stå foran et dommerpanel, og at jeg skulle vække deres undren som barn Jesus i synagogen. Jeg havde regnet med at ­sige, at jeg havde haft en drøm, der fortalte mig, at jeg ikke skulle gifte mig med ham, fordi jeg havde en større skæbne: Jeg er udvalgt af Gud selv til at redde England. Jeg skal være dronning af England og underskrive mig Margaret Regina: Margaret R. Men jeg får slet ikke lejlighed til at henvende mig til dem, til at brillere. Det er alt sammen skrevet ned, før vi kommer, og det eneste, jeg får lov til at sige, er: „Jeg frasiger mig,“ og derefter underskrive med mit navn, der kun er Margaret Beaufort, og det er så det. Der er ikke engang nogen, der spørger mig om min mening om sagen.

Vi går ud for at vente uden for audiensværelset, og så kommer en af kongens mænd ud og kalder: „Lady Margaret Beaufort,“ og alle ser sig omkring og får øje på mig. Et øjeblik, et virkelig vidunderligt øjeblik kan jeg mærke, at alle kigger på mig, og jeg husker at sænke blikket i foragt for verdslig forfængelighed, og derefter fører min moder mig ind i kongens audiensværelse.

21

Kongen sidder på sin store trone med tronhimlen ophængt over stolen og med en næsten lige så stor trone ved siden af til dronningen. Hun har lyst hår og brune øjne, et fuldmåneansigt og en lige næse. Jeg synes, at hun ser smuk og hovmodig ud, og kongen ved siden af hende ser retfærdig og bleg ud. Ved første blik vil jeg ikke påstå, at jeg kan få øje på noget stort og helligt lys. Han ser helt normal ud. Han smiler til mig, da jeg kommer ind og nejer, men dronningen ser fra de røde roser på sømmen af min kjole til den lille krone, der holder mit slør, og så kigger hun væk, som om hun ikke har store tanker om mig. Jeg går ud fra, at hun – fordi hun er fransk – ikke forstår, hvem jeg er. Nogen burde have fortalt hende, at hvis hun ikke får et barn, så må de finde en anden dreng, der kan blive deres arving til huset Lancaster, og det kunne udmærket blive min. Så ville hun sikkert have vist mig større opmærksomhed. Men hun er verdslig. Franskmænd kan være frygtelig verdslige, det har jeg lært af min læsning.

Jeg er sikker på, at hun ikke engang ville have opdaget lyset i Jomfru Jeanne. Det er ikke overraskende, at hun ikke beundrer mig.

Ved siden af hende står en meget smuk kvinde, måske den smukkeste kvinde jeg nogensinde har set. Hun er iført en blå kjole med en sølvtråd, der får den til at glitre som vand. Man skulle tro, at hun havde skæl som en fisk. Hun ser, at jeg stirrer på hende, og da hun smiler til mig, lyser hendes ansigt op som solglitrende vand på en sommerdag og får noget smukt og varmt over sig. „Hvem er det?“ hvisker jeg til min moder, der kniber mig i armen for at minde mig om at være stille. „Jacquetta Rivers. Lad være med at stirre,“ vrisser min moder og kniber mig igen i armen for at minde mig om, hvor vi er. Jeg nejer meget dybt og smiler til kongen. „Jeg overdrager Jeres datter til mine højt elskede halvbrødre, Edmund og Jasper Tudors formynderskab,“ siger kongen til min moder. „Hun kan bo hos Jer, indtil tiden er inde til, at hun bliver gift.“ Dronningen ser væk og hvisker noget til Jacquetta, der som et piletræ ved et vandløb læner sig frem for at lytte, mens sløret bøl22

ger om hendes høje hovedbeklædning. Dronningen virker ­ikke særlig tilfreds med denne nyhed, men jeg er lamslået. Jeg venter på, at nogen skal spørge om min mening, så jeg kan forklare, at jeg er bestemt for et helligt liv, men min moder nejer bare og træder tilbage, og så træder en anden frem, og det hele lader til at være forbi. Kongen har dårligt nok set på mig, han ved intet om mig, ikke mere end han vidste, før jeg trådte ind i rummet, og alligevel har han givet mig til en ny formynder, en anden fremmed.

Hvordan kan det være, at han ikke er klar over, jeg er et særlig helligt barn, ligesom han har været? Får jeg ikke muligheden for at fortælle ham om mine helgenknæ? „Må jeg sige noget?“ hvisker jeg til min moder. „Nej, selvfølgelig ikke.“ Hvordan skal han så finde ud af, hvem jeg er, medmindre Gud skynder sig at fortælle ham det? „Nå, men hvad skal der så ske nu?“ „Vi skal vente, indtil de andre ansøgere har talt med kongen, og så skal vi ind og spise,“ svarer hun. „Nej, jeg mener, hvad skal der ske med mig?“ Hun ser på mig, som om jeg er dum, siden jeg ikke forstår det. „Du skal troloves igen,“ siger hun. „Hørte du det ikke, Margaret? Jeg ville ønske, at du ville høre efter. Det er et langt bedre parti for dig. Du skal først være Edmund Tudors myndling og siden hans hustru, og han er kongens halvbroder. Tudor-drengene er sønner af kongens egen moder, dronning Katarina af Valois, fra hendes andet ægteskab med Owen Tudor. Der er to Tudorbrødre, Edmund og Jasper, som begge er kongens store favoritter; begge halvt kongelige, begge begunstigede. Du skal giftes med den ældste.“ „Vil han ikke møde mig først?“ „Hvorfor skulle han det?“ „For at se, om han bryder sig om mig.“ Hun ryster på hovedet. „Det er ikke dig, de vil have,“ siger hun. „Det er den søn, som du skal føde.“ „Men jeg er kun ni år.“ „Han kan vente, indtil du er tolv,“ siger hun. „Skal jeg så giftes?“ 23

„Selvfølgelig,“ siger hun, som om det er tåbeligt af mig at spørge. „Og hvor gammel vil han så være?“ Hun tænker sig om et øjeblik. „Femogtyve.“ Jeg blinker. „Hvor skal han sove?“ spørger jeg. Jeg tænker på huset i Bletsoe, der ikke har tomme værelser til en velvoksen, ung mand og hans følge og heller ikke til hans yngre broder.

Hun ler. „Åh, Margaret. Du bliver ikke hjemme hos mig. Du skal bo sammen med ham og hans broder i Lamphey Palace i Wales.“ Jeg blinker. „Fru Moder, sender I mig bort for at bo sammen med to granvoksne mænd i Wales, helt alene? Når jeg bliver tolv år?“ Hun trækker på skuldrene, som om hun beklager det, men ­ikke kan gøre noget ved det. „Det er et godt parti,“ siger hun. „Med kongeligt blod på begge sider. Hvis du får en søn, vil han have et meget stærkt krav på tronen. Du er kusine til kongen, og din husbond er kongens halvbroder. Alle de drenge, du får, vil kunne holde Richard af York i skak for altid. Tænk på det. Du skal ikke tænke på noget som helst andet.“