Den yngste tempelridder

Michael P. Spradlin

Den yngste tempelridder

GRALENS VOGTER

På dansk ved Erik Barfoed

Politikens Forlag

Skt. Albans Kloster, England Marts 1191

1

assd f g f FAg hjjk

S

elvom jeg bliver kaldt Tristan, kender jeg ikke mit rigtige navn. Broder Tuck fandt mig på Skt. Tristans Dag for næsten femten år siden.

Han er en rar og venlig mand, men døvstum og ikke engang i stand til at skrive ned for mig,

FA

hvordan jeg er havnet her. Abbeden, som er en meget strengere type, siger, at jeg blev fundet på klosterets trappe hin augustnat.

Ikke mere end nogle få dage gammel, sulten og vrælende, klædt i et beskidt, uldent tæppe.

Jeg har ladet mig fortælle, at man kunne høre heste, der red bort i natten, men det var broder Tuck, der fandt mig, så vi ved ikke, om han så rytterne eller bare fik et glimt af dem. Abbeden sagde, at to af munkene fulgte dem ind i skoven, men hurtigt tabte sporet.

Han tror også, at jeg er af adelig herkomst. En bonde ville ikke have råd til så fine heste, og det er ikke sandsynligt, at en bon­ demand ville opgive et barn, som en dag ville vokse sig stærk og kunne arbejde på gården. Og en bonde ville næppe heller være i stand til at skrive den besked, der nænsomt var lagt ind mellem folderne i tæppet. På en uanseelig stump pergament stod der: 13

“Mun­ke, vi overlader dette uskyldige barn til jer. Hans eksistens er en trussel for mange. Fortæl ham, han var elsket, men måtte i sikkerhed for dem, der vil ham ondt. Vi vil holde øje med ham, indtil tiden er inde.”

Den, der skrev beskeden, må mene, at jeg er i sikkerhed, nu hvor jeg er næsten femten. Så vidt man ved på klosteret, er der aldrig kommet nogen for at spørge til mig eller “holde øje” med mig. Måske kunne mine forældre, hvem de end er, ikke holde deres løfte.

Munkene var altid gode mod mig, men de var cisterciensere, og efter deres mening kunne man ikke være for ung til at arbejde. Jeg måtte arbejde for føden. Men jeg havde ikke noget imod dem, for de arbejdede selv lige så hårdt. Jeg har boet på Skt. Albans hele mit liv, og mine tidligste minder handler ikke om munkenes navne og ansigter, men derimod om pligter. Det var et fattigt kloster, men vi havde afgrøder og får og geder nok til at klare os. Vi behøvede ikke meget. I den omkringliggende skov var der brænde nok til, at vi kunne klare os igennem vinteren. Nyttehaverne forsynedes os med rigelige mængder af grøntsager, og markerne gav os hvede, som vi lavede brød af. Når vi manglede andet, byttede munkene sig til det i Dover eller en af landsbyerne i nærheden.

Det var en stille og rolig tilværelse, men arbejdet holdt aldrig op. Nyttehaven var mit væsentligste bidrag til klosteret. Broder Tuck og jeg passede den lige fra såningen om foråret til høsten om efteråret. Arbejdet med lugejernet var roligt og gav mig god tid til at tænke. Haven lå på en solbeskinnet plet bag klosteret, og når det regnvåde forår var forbi, var vejret som regel smukt.

Klosteret lå ved hovedvejen en dags ridt nordvest for Dover.

14

Der boede tredive munke. Det var for mange år siden bygget som en mindre borg af træ og rejste sig over den omkringliggende skov.

Udformningen var enkel, for cistercienserne var ikke overfladiske, men mente, at mennesket er sat på jorden for at tjene Gud, ikke for at smykke hans bygninger med stads.

Men det var et rart sted, der virkede indbydende og imøde­ kommende på de få rejsende, som lagde vejen forbi. Munkenes spisesal var smukt oplyst af vinduer, der gik helt op under taget.

Områderne omkring klosteret var pæne og velholdte, for munkene mente, at orden var nødvendig for, at man kunne koncentrere sig om Gud. Skovene omkring klosteret og en tur til Dover tre år tidligere var alt, hvad jeg havde set af verden – selvom disse steder ikke var det eneste, jeg kendte til den. Munkene tilbød rejsende på vejen til Dover husly, og af dem fik jeg ting at vide. Spændende ting, der foregik på fjerne steder, og som fik mig til at drømme om at tage af sted og se dem med egne øjne. Gamle fortællinger om underværker og eventyr, om pragtfulde slag og eksotiske steder. I den senere tid handlede det alt sammen om korstoget. Kong Richard, som nogle kalder Løvehjerte, førte krig i Det hellige Land, og den gik dårligt.

Kong Richard havde siddet på tronen i næsten to år og havde det meste af tiden været på korstog langt fra England. Han blev kaldt Løvehjerte, fordi han efter sigende var en blodtørstig kriger, modig og heroisk, og fast besluttet på at fordrive Saladin og saracenerne fra Det hellige Land.

Saladin var leder af de muslimske styrker, der kæmpede mod kong Richard. Han skulle være lige så modig og blodtørstig en kriger, som Løvehjerte, og han havde svoret at befri Det hellige 15

Land fra de kristne. Selv de, som påstod, at Gud var på vores side, indrømmede, at det ikke ville blive nemt at besejre Saladin.

For munkene var nyt fra øst af særlig interesse. De mente, at Saladins succes var et tegn på, at verdens ende var nær. Måske ville Frelseren snart vende tilbage.

Sådan løb mine tanker en klar solskinsdag, mens jeg arbejdede i haven ved siden af broder Tuck. Han var en stor mand, stærk og robust, og han havde et stort hjerte. Selvom han ikke kunne tale, kom han med blide, nynnende lyde, når han skubbede lugejernet gennem jorden, og bevægede sig i en rytme, kun han selv mærkede.

Han hørte ikke rytterne komme, hørte ikke hovene tordne mod den hårde jord eller ringbrynjernes og sværdenes metalklang, da ridderne gjorde holdt foran klosterets port.

Riddere med strålende hvide tunikaer og røde kors på brystet.

Krigermunkene. De berømte Kristi Fattige Riddere af Salomons Tempel. Bedre kendt som tempelridderne.

2

assd f g f FAg hjjk

R

idderne red gennem klosterporten og ind i skyggen af de høje træer, der stod omkring gårdspladsen. Jeg talte tyve mand, alle sammen med gode heste og ringbrynjer, der glimtede i morgensolen. Abbeden kom ned ad fortrappen

FA

for at tage imod de rejsende.

“Velkommen, Herrens krigere,” sagde han.

Jeg standsede arbejdet og lænede mig op ad lugejernet, mens jeg så til fra haven. Jeg prikkede broder Tuck på skulderen og pegede på tempelridderne på deres heste henne på gårdspladsen.

En høj ridder i en kutte med gyldne kanter steg af hesten og tog hjelmen af for at hilse på abbeden.

“Tak, fader,” sagde han. Hans stemme var lys og virkede mal­ placeret hos en kriger. Tempelridderne måtte ikke barbere sig, men denne ridders skæg var sparsomt, måske var han ude af stand til at få fuldskæg. Ansigtet var smalt, som om hjelmen var for stram og havde presset hans træk sammen i en permanent skulen. Han bar marskalemblemet på sin tunika, hvilket betød, at det var ham, der havde kommandoen.

17

“Mit navn er sir Hugh Monort. Vi er på vej til Dover og derefter Det hellige Land.” Han pegede på en anden ridder, der steg af hesten og stod med tømmen i hånden. “Dette er sir Thomas Leux, min næstkommanderende. Vi har redet langt i dag og vil gerne til­ bringe natten her,” sagde han.

“I er velkomne, herre,” sagde abbeden. “Vi er et fattigt kloster, men rige i ånden. Jeg beder nogle af vore brødre hjælpe jer med hestene, og så kan I spise sammen med os i aften.”

Sir Hugh gav sine mænd ordre til at sidde af. Ridderne steg af hestene. Nogle af dem begyndte at strække sig og ryste ben og arme, for de var trætte efter rejsen.

“Tristan!” Abbeden råbte mit navn.

“Ja, fader,” svarede jeg og kom løbende ovre fra haven.

“Gør plads i stalden til gæsternes heste, og kom så med noget reb, og hjælp dem med at binde forbenene sammen på resten. Giv dem foder og hø.”

“Ja, fader,” sagde jeg.

Sir Thomas, der havde overhørt samtalen, trådte et skridt frem, tog hjelmen af og stod med tømmen til sin hest i hånden. Han var et hoved højere end mig, og der hang et stort slagsværd i hans bælte.

Selvom hans ansigt var dækket af støv, kunne jeg se et langt ar på hans kind, som gik hele vejen fra det højre øje ned over ansigtet, indtil det forsvandt i hans skæg. Hans hår var rødblondt, og et afslappet smil prydede hans ansigt.

“Efter dig, knægt,” sagde han.

Jeg førte ham over gårdspladsen, mens sir Hugh blev stående og talte med abbeden. De andre riddere talte lidt med brødrene, mens de ventede på, at jeg skulle vende tilbage med noget reb.

18

Vi gik om bag hovedbygningen, hvor udhusene lå. Vi havde en lille stald deromme med et par arbejdsheste, to malkekøer og nogle geder. Ud over mine pligter i haven var det også mig, der passede klosterets dyr.

På vej hen til staldene præsenterede ridderen sig.

“Mit navn er sir Thomas Leux,” sagde han.

Jeg standsede og vendte mig om for at bukke, men han viftede afværgende ad mig. En ridder var en adelsmand, og jeg var forpligtet til at bukke for ham. “Åh, der er ingen grund til at bukke. Vi holder ikke så meget på formerne i tider som disse,” sagde han. “Var det Tristan, du hed?”

“Ja, herre,” sagde jeg og kunne ikke lade være med at bukke lidt.

Jeg lagde mærke til, at sir Thomas’ tunika var tyndslidt, og at der sad kager af mudder og støv på hans sko. Hans ringbrynje var misfarvet, og flere steder var der rustpletter på den. Men skæftet på det sværd, der hang ved hans side, glimtede til gengæld i sollyset.

“Du må undskylde, men du virker lidt ung af en munk at være.”

“Jeg har ikke aflagt klosterløfte, herre,” sagde jeg. “Jeg er for­æl­ dreløs. Munkene har taget sig af mig, siden jeg var spæd.”

“Javel ja. Nå, men du ser jo stærk og sund ud. Det lader til, at de har taget sig godt af dig,” sagde han.

Da vi nåede stalden, åbnede jeg stalddøren og førte hans hest ind i en af de tomme båse.

“Er det dig, der passer stalden?” spurgte sir Thomas.

“Ja. Blandt andet,” svarede jeg. “Jeg arbejder også i haven og hjælper kokken med morgen- og aftenmåltiderne, og én gang om ugen samler jeg en favn brænde i skoven, så vi har nok til komfuret 19

og ildstederne til vinter. Jeg hjælper også til med høsten. Og hvis der ellers er noget, der skal gøres, tilfalder det som regel mig.”

“En imponerende række af opgaver. Er du sikker på, at du ikke har sprunget noget over?” spurgte sir Thomas med et hævet bryn.

“Nej, herre, det er vist det hele, skulle jeg mene,” sagde jeg flov over at jeg havde plapret løs til en ridder, som formodentlig ikke interesserer sig det mindste for min dagligdag.

“Hvad stalden angår,” sagde han og så sig omkring, “lader det til, at munkene har valgt den rette til opgaven. Dette må være den mest ryddelige og rene stald, jeg nogensinde har set.” Han lo. Jeg løftede sadlen af hans hest og lagde den over stangen i båsen. Jeg fjernede saddelsveddækkenet og gned forsigtigt hesten på bagfjerdingen. Så fyldte jeg krybben med hø og hældte en spand vand i truget, som hesten kunne drikke.

“Jeg skal lige hjælpe de andre med deres heste,” sagde jeg, “men når jeg er færdig, kan jeg godt strigle ham for dig.”

En blanding af udmattelse og taknemmelighed viste sig i sir Thomas’ ansigt.

“Det skal du ikke ulejlige dig med,” sagde han.

“Det er ingen ulejlighed. Jeg kan se, at I rejser uden væbner og våbendragere, så jeg går ud fra, I godt kunne bruge lidt hjælp. Og for øvrigt siger abbeden, at vi har pligt til at hjælpe korsfarerne, alt det vi kan.”

“Gør han virkelig?” sagde sir Thomas. “Godt, så tager jeg imod dit venlige tilbud.”

Da jeg forlod stalden, tog jeg en rulle reb fra en krog på væggen og kastede den over skulderen. Vinden havde blæst døren i, og da jeg åbnede den, tog et vindstød den og slog den op med et brag.

20

Til min rædsel så jeg sir Hughs hest stejle forskrækket og vrinske, fordi den blev bange for lyden.

“Rolig, rolig!” råbte han og tog et stykke af tømmen og slog hesten, der gjorde bukkespring og slog med hovedet. Det fik bare hingsten til at stejle igen og gøre et spring til siden. Da den landede, mistede sir Hugh grebet om tømmen og faldt om på jorden.

Hingsten stejlede igen, landede på alle fire, snublede og bragede ind i hegnet. Et af forbenene ramte en bjælke, og det begyndte at bløde fra en lille rift.

Sir Hugh var kollapset på jorden, så jeg sprang frem, mens hingsten stadig havde sænket hoved, og kastede mig om halsen på den med begge arme, inden den gav sig til at stejle igen. Jeg hviskede roligt til hesten og holdt den fast, da den prøvede at rive sig fri. I løbet af få sekunder holdt hesten op med at te sig og faldt til ro, mens den støttede forsigtigt med forbenet på jorden. Den prustede og vrinskede, men den var faldet til ro.

Jeg slap hestens hals og fik fat i tømmen. Sir Thomas stod i stalddøren med et smil om læberne. “Godt klaret, knægt,” sagde han.

“Godt klaret? Godt klaret?” råbte sir Hugh og kom på benene.

“Denne idiotiske drengs skødesløshed har gjort min hest lam og var lige ved at koste mig livet – og så roser du ham?”

Jeg krympede mig over hans ord. Sir Thomas skulede til sir Hugh, men sagde ikke noget.

“Tåbelige dreng!” Sir Hugh gik hen mod mig med lange skridt.

“Halvhjerne! Denne hingst har kostet ordenen tredive guldstykker.

Tredive! Og nu er dens ben ødelagt.” Sir Hugh spilede kinderne ud, og forfærdelsen stod malet i hans ansigt.

21

“Det er kun en lille rift, herre,” sagde jeg. “Jeg tror ikke, at hesten er lam. Broder Tuck har mange ...”

Sir Hugh gav sig med overdrevne bevægelser til at tage sine ringbrynjehandsker på.

“Hvor vover du?” hvæsede han og trådte helt hen til mig. Jeg trådte et skridt baglæns, da han greb fat i min trøje med den ene hånd. Jeg prøvede at vriste mig fri, men turde ikke give slip på hingsten, der kunne begynde at stejle igen. Han førte sin jernbeklædte knytnæve tilbage for at slå mig, og jeg forsøgte efter bedste evne at dukke mig.

Det ville komme til at gøre ondt.

3

assd f g f FAg hjjk

M

en det gjorde det ikke. Slaget kom aldrig.

“Stands!” lød en stemme. Jeg rettede mig op og så, at sir Thomas havde grebet fat i sir Hughs arm bagfra. Sir Hugh forsøgte forgæves at få armen fri, men den anden ridder var stær­

FA

kere.

“Slip mig!” spruttede sir Hugh. “Vil du øjeblikkelig give slip på mig! Hvor vover du at forgribe dig på regimentets marskal?”

“At være marskal giver dig ikke ret til at tærske løs på en uskyldig dreng,” svarede sir Thomas roligt.

“Den dreng har ødelagt min elskede hingst.”

Sir Thomas gav slip på sir Hugh, men gik samtidig rundt om ham og placerede sig mellem sir Hugh og mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Det var alt sammen gået så hurtigt. Jeg var havnet midt i en konflikt, som havde meget lidt med mig at gøre.

“Jeg skal nok selv tage mig af hesten, sir Hugh ...” begyndte jeg, men sir Thomas vendte sig om og betragtede mig med et hævet bryn. Jeg ville ønske, jeg havde holdt min mund. Han vendte sig atter mod sir Hugh.

23

“Jeg forlanger, at du træder til side, ellers indberetter jeg dig!”

Sir Hugh kogte af raseri, og spyttet fløj fra hans mund. Det så ud, som om han når som helst kunne finde på at trække sit sværd og slå sir Thomas i jorden.

“Hvis du gør det, vil jeg komme med modanklager mod dig, om at du har optrådt på en måde, som er skadelig for ordenen. Hvis hingsten havde stejlet igen, kunne du meget vel være blevet slået ihjel eller være kommet alvorligt til skade. Efter al sandsynlighed reddede drengen dit liv. Hesten ser ikke ud til at have lidt overlast. Jeg er sikker på, at munkene kan smøre såret med salve og forbinde det.

Nu falder du til ro og går din vej.” Sir Thomas talte meget dæmpet, lagde jeg mærke til. Hans stemme var rolig, og tonefaldet jævnt.

Sir Hugh var blevet rød i hovedet. Han havde vist stadig lyst til at slå mig. Hans høgelignende træk var hårde, og årerne på hans hals og i hans pande stod frem, da hans ansigt fortrak sig i en rasende grimasse.

“Jeg advarer dig, sir Hugh, hvis du rører denne dreng, får jeg dig bragt for ordenens stormester,” sagde sir Thomas.

“Du ville du aldrig turde!” sagde sir Hugh. Men tonefaldet var anderledes. Han lød usikker. Hans holdning havde ændret sig, og det var, som om luften gik ud af ham.

“Du kan jo lade det komme an på en prøve,” sagde sir Thomas stille.

Sir Hugh så sig over skulderen. De andre riddere havde samlet sig i den anden side af klostergården og stod og iagttog ordvekslingen.

Broder Rupert stod og holdt broder Tuck, der arrigt prøvede at komme fri for at komme mig til undsætning. Jeg gav tegn til, at han skulle blive, hvor han var.

24

Sir Hugh vendte sig igen mod sir Thomas. Hans ansigt var koldt. Rendyrket had brændte i hans øjne, men sir Thomas vaklede ikke. Han stod trodsigt og afventede sir Hughs næste træk.

“Jeg skal nok få ram på dig, sir Thomas. Jeg advarer dig ...” Han lod de ildevarslende ord hænge i luften. “Sørg for, at den ufor­skam­ mede knægt tager sig af min hest,” sagde han og marcherede af sted i retningen af klosteret, hvor han forsvandt op ad trapperne og ind i salen med abbeden i hælene.

“Jeg er ked af, at marskallens hest kom til skade på grund af mig, herre,” sagde jeg.

Sir Thomas vendte sig om og klappede hingsten på halsen.

“Tag dig ikke af det, Tristan. Stor ståhej for ingenting. Det var ikke din skyld. Lad os ikke snakke mere om det. Men måske ville det være bedst, hvis du tog dig af hingsten.”

“Jeg vil ikke have, at du kommer i vanskeligheder på grund af mig. Jeg skal nok forklare abbeden ...”

Sir Thomas løftede hånden og standsede mig. “Du har ikke gjort noget forkert. Sir Hugh er regimentets marskal, men det er mig, der leder disse riddere. Sir Hugh ved, at han ikke nyder nogen respekt blandt egne rækker. Han har magtfulde venner i ordenen og ved hoffet. Men det har jeg også. Dette her betyder intet. Tænk ikke mere på det.”

Sir Thomas’ ord beroligede mig nogenlunde, og jeg førte hing­ sten ind i stalden og stillede den i båsen ved siden af sir Thomas’ hest. Hingsten var stadig nervøs, men efter at have fået vand og foder faldt den lidt til ro. Et øjeblik efter kom broder Tuck farende ind i stalden. Han tog mit hoved i sine hænder og betragtede mig, som om han ville se, om jeg var kommet noget til. Jeg forsik25

rede ham om, at jeg havde det helt fint, og viste ham den lille flænge på hingstens ben. Han studerede såret og gik så hen til en hylde i den anden ende af stalden og hentede en lille lerkrukke til mig.

Krukken indeholdt en klistret masse, som han lavede ud af for­ skellige planter og rødder, han fandt i skoven omkring klosteret.

Jeg gned en stor håndfuld af blandingen på såret og lagde pres på det i nogle minutter, indtil det tørrede. Broder Tuck rakte mig et stykke rent klæde, som jeg bandt om hingstens ben som en ekstra forbinding.

Da hestene var staldet op, vendte sir Thomas tilbage til klosteret, mens jeg hjalp de andre riddere med deres heste. Jeg var lige blevet færdig, da der blev ringet til aftensmad.

Jeg indtog min sædvanlige plads for enden af det lange bord i den store sal. Munkene havde båret ekstra borde og bænke frem for at gøre plads til gæsterne. Sir Hugh sad ved siden af abbeden, og et kort øjeblik mødtes vore øjne, og jeg fik et glimt af det samme hadske blik, jeg havde set ude ved stalden. Jeg kiggede hurtigt væk.

Jeg begyndte at spise, men kunne mærke, at der stod nogen ved siden af mig. Jeg kiggede op og fik øje på sir Thomas, der stod med tallerken og kop.

“Må jeg sidde ved siden af dig, Tristan?” spurgte han.

“Selvfølgelig, herre, det behøver du da ikke spørge om,” svarede jeg, da han satte sig over for mig.

“Du er en dygtig ung mand. Hurtig i hovedet og god til dine mange opgaver,” sagde sir Thomas.

“Tak, herre.” Jeg rødmede lidt, for jeg var ikke vant til ros. Brød­ rene var for det meste venlige, men roste meget sjældent.

26

“Hvornår har du tænkt dig at aflægge klosterløftet?” spurgte han.

“Klosterløfte, herre? Åh. Nej. Jeg har ikke tænkt mig at træde ind i ordenen.”

“Virkelig? Interessant. Hvad har du så i tankerne? Du må være, hvad? Snart femten? Hvad har du så tænkt dig, hvis du ikke vil være præst?”

Sir Thomas’ direkte facon gjorde mig usikker. Hvordan hav­ de han kunnet gætte min alder så præcist? Hvorfor var han så in­ teresseret i min fremtid?

“Selvfølgelig har jeg tænkt over det. Jeg kunne godt tænke mig at rejse og se andre steder. Andre steder end her, mener jeg. Endnu ved jeg ikke rigtig, hvad jeg vil ... Undskyld, herre? Men hvorfor spørger du?”

“Bare nysgerrig. Rejse, siger du. Det forstår jeg godt. Jeg drømte også om at se verden, da jeg var på din alder. Men du bliver nødt til at tjene til føden, få et job af en eller anden slags,” sagde han.

“Ja, herre. Det har du nok ret i,” sagde jeg.

“Men det kan jeg måske hjælpe dig med. Vi rider til Dover i morgen for at slutte os til resten af regimentet. Så snart vores skibe vender tilbage, provianterer vi og tager af sted til Outremer.”

“Outremer, herre?” spurgte jeg.

“Ja, tempelridderne kalder Det hellige Land for Outremer. Det betyder “landet på den anden side af havet”. Jeg tænkte på, om du ville have lyst til at drage med mig og gå i lære som min væbner?”

Han så forventningsfuldt på mig.

“Om forladelse ... herre ... Undskyld ... Hvad?” spurgte jeg.

Sir Thomas lo stille. “Du hørte mig vist udmærket, knægt. Du 27

forekom mig ikke at være døv i eftermiddags. Hvad siger du?”

Med funklende øjne iagttog han, hvordan jeg sloges med det over­ vældende tilbud.

Jeg så ned langs bordet og så, at sir Hugh sad og iagttog os med ansigtet i koncentrerede folder, som om han forsøgte at finde ud af, hvad sir Thomas havde sagt til mig.

“Jeg takker mange gange, herre,” sagde jeg til sidst, “men jeg kan ikke forlade Skt. Albans.”

“Hvorfor ikke? Jeg har talt med abbeden, og han bifalder for­ slaget, hvis du selv vil. Jeg har fået meget at vide om dig, unge mand. Eftersom du ikke vil tiltræde ordenen, vil du under alle omstændigheder snart være nødt til at forlade stedet her. Kunne det ske på nogen bedre måde end som en tempelridders væbner? Du vil komme til at rejse, se verden og tjene en ædel sag. Ikke mange får den mulighed.” Sir Thomas spiste af sin tallerken med gryderet og brød og så ikke på mig, mens han talte.

“Jeg beklager, herre, men jeg har pligter. Der er meget at gøre i haven ...”

Sir Thomas afbrød mig. “Og timingen er perfekt, for jeg har netop brug for en væbner. Ham, jeg havde, har forladt ordenen og er vendt hjem til familien for at hjælpe sin syge far. Du vil gøre mig en stor tjeneste ved at sige ja.”

Jeg var stum. Hvordan skulle jeg kunne træffe en sådan beslut­ ning? Opgive det eneste liv, jeg nogensinde havde kendt?

“Det bliver ikke let,” fortsatte han. “Arbejdet er hårdt og farligt.

Vi er på vej i krig. Tag ikke fejl, knægt. Men du vil få en god uddannelse. Jeg skal nok lære dig alt, hvad du har brug for at vide, om at gå i krig. Det bliver et pragtfuldt eventyr.”

28

Brødrene har tit sagt til mig, at Guds veje er uransagelige. At hans guddommelige tilstedeværelse altid er omkring os, og at han giver os det, vi har brug for, netop som vi har allermest brug for det.

Var det ham, der sendte sir Thomas til klosteret på det tidspunkt, hvor jeg havde allermest brug for denne mulighed?

Sir Thomas’ øjne funklede, og hans smil var ægte. I det øjeblik følte jeg, at jeg havde fået en ven for livet. Men da jeg kastede et blik ned langs bordet og så sir Hugh skule til mig, gik det op for mig, at jeg også havde fået en fjende.