1/6
Søndag kl. 11.45 - Hej Mettepigen, det’ din mor. Forstyrrer jeg? - Hej mor. - Ja, du må undskylde, at jeg ringer lidt senere, end jeg plejer, men jeg har været til sommermorgenbord hos mormor, og det trak lidt ud. - Ja, du ringer et helt kvarter senere, end du plejer - jeg var lige ved at tage kontakt til politiet! - Har du været hos politiet? - Nej, nej. Det var bare en joke. Hvordan gik det hos mormor? Har hun snart fået sat skik på det plejehjem? - Hun gør i hvert fald sit bedste, men hun siger, at hun har fået en konkurrent til posten som beboerformand. Der er flyttet en yngre dame på 82 ind og ifølge mormor, så er hendes plan at vælte hende. - Nå, der er måske lagt op til kampvalg - har de også spindoktors og valgplakater? - Hvis bare der var lidt flere almindelige ”doktors” på Benediktegården, så ville jeg være glad. Men bortset fra det, så jeg ved 2/6
ærlig talt ikke, hvor alvorligt det med konkurrencen er. Mormor er jo desværre en smule uklar til tider. - Uklar? Kvinden har ikke haft et klart øjeblik, siden hun besluttede sig for at immigrere til Malaga med ham den spanske fyr. Hvad var det nu, han hed? - Han hed Pablo, og jeg gider ikke snakke om det, Bent. Lad mig nu tale med Mettepigen. - Gud, ja, Pablo! Det kan jeg da godt huske. Var han ikke både gift og havde børn? - Jo, han… Det… det var ikke så godt. Stakkels mormor. - Stakkels mormor? Det var da os, hun flyttede ind hos, da hun kom tilbage til Danmark. - Åh Bent, nu må du snart hold… - Hvad går mormor så til valg på? Færre kartofler og mere sovs? - Valgflæsk har hun i hvert fald rigeligt af. - Ja, I kan sagtens drille mormor, men hun klarer sig rigtig flot. Forstanderinden fortalte faktisk, at mormor havde foreslået, at de lavede internationale udvekslingsophold.
3/6
- Ja, hun vil vel ned og finde Pablo! - Selvfølgelig vil hun ikke det! Mormor er meget interesseret i andre kulturer, det har hun altid været. - Aj, hvor sejt! Udvekslingsophold for plejehjem. Det er da en super mærkesag at gå til valg på! - Hun kan gudskelov ikke blive stemt ud af plejehjemmet, det er da betrykkende. - Lad os nu se, jeg er ikke så sikker på, at der bliver kampvalg. Mormors ’såkaldte’ modstander faldt i søvn tre gange i løbet af morgenmaden, og det der kom ud af hende, når hun var vågen, var der ikke meget sammenhæng i. Ja, det er jo ikke pænt sagt, men mon ikke mormor får lov at blive som beboerformand lidt endnu? Men apropos morgenmad, hvordan gik det med din frokostaftale? - Frokostaftale? - Ja, i søndags skulle du jo ud at spise med en, som du ikke ville afsløre, hvem var. Og man kan jo ikke lade være med at tænke sit. Det kunne jo være, at det var en, som man fik lov at møde på et tidspunkt, ikk’? - I søndags?
4/6
- Ja, du var nødt til at lægge på, fordi du skulle mødes med en. - Argh jo… Jamen, det var bare Kathrine. - Katrine? Så det var ikke en date? - Det kunne det jo faktisk godt ha’ været, selvom hun hedder Kathrine. Michael og Jacob var vel også på date, inden de blev kærester. Men nej, bare rolig, arvefølgen er, teoretisk set i hvert fald, sikret. Jeg var ikke på date med Kathrine, men bare ude at spise en arbejdsfrokost. - Du arbejder altså for meget! De må da kunne klare sig uden dig en gang imellem. De kan ikke forlange, at du altid står på… - Mor, jeg elsker mit arbejde, og der er ingen, der tvinger mig til at arbejde. Det er sjovt nok noget, som jeg gør helt frivilligt. - Jo, jo, det var jo heller ikke sådan ment. Det er da skønt, at du er glad for dit arbejde, men du må bare huske på, at… - … der er andre ting i livet, som f.eks. mand og børn. Yes, mor, den er jeg med på, og det skal nok blive helt perfekt! - Jeg siger da ikke, at du er defekt, Mettepigen. Det ku’ jeg da aldrig finde på! 5/6
- Jeg sagde, at det hele er perfekt, mor. - Nå, ja… Jeg skal jo heller ikke blande mig. For øvrigt må jeg også løbe. Bente henter mig lige om lidt, vi skal på Arken. Vi skal se Bjørn Wiinblad-udstillingen. Den åbner i dag, og denne gang vil vi altså ikke risikere ikke at nå det. Vi fik aldrig set Michael Ancher og P.S. Krøyer-udstillingen, og det var bare så ærgerligt. - Jamen, så må du hilse - også far. Vi tales ved næste søndag. - Ha’ det godt, Mettepigen, og husk lige at beslutte det med fødselsdagsinvitationerne. Tiden flyver jo. - Hej, hej, mor!
Note til Mettepigen: - Google mulighed for udveksling med spanske plejehjem. - Valgplakat til mormor: Indespærring skal være slut - stem på Ruth.
6/6