1/6
Søndag kl. 11.33 - Hej Mettepigen. Det’ din mor, forstyrrer jeg? - Hej mor… jeg er lige på v…. - Jeg skal gøre det kort, men du skal altså lige høre om Skt. Hans-festen. Du ved, den vi altid holder på vejen. Nu har jeg endegyldigt besluttet, at vi ikke vil være med længere. Nu må det være slut! - Det sagde du også sidste år, Kirsten. Lad os nu se. Jeg tør æde mine gamle aner på, at når vi nærmer os, har du sikkert gle… - Nej, Bent. I år blev grænsen nået, det er helt sikkert! - Jamen dog! Hvad har de løse gebisser dog lavet i år? - Ja, løse gebisser, det er faktisk lige, hvad de er alle sammen. Og Grethe, ja, hun var nok den værste i år. Jeg bliver nødt til ha’ en alvorlig snak med hende. Det går simpelthen ikke, at hun opfør… - Åh pjat. Grethe blev da bare lidt rund under fødderne. Det er da ikke noget at tale om. - Du mener ikke, at et stripshow på trampolin er noget at tale om? 2/6
- Hvad? Gav Grethe den som stripper? - Jeg siger dig, Mettepige, det var så pinligt. Eneste formildende omstændighed var, at trampolinen stod inde hos Jesper og Charlotte - du ved, dem med de to tvillingedrenge - så, man kunne kun se hende, når hun hoppede op, og hun kom aldrig højere end navlen. - Men sine trusser formåede hun alligevel, at få til at lande lige midt i Jørgens fadøl! - Kan du lige forestille dig det, Mettepigen? - Nej, jeg tror faktisk ikke, at min fantasi rækker så langt. - Og tror du ikke, at hun afsluttede sin optræden med at kaste op i Ghitas fiskedam? - Hun var jo blevet svimmel af alt det hopperi det kan vel ske for enhver. - Bent, hun var FULD, og det var pinligt og upassende. - Det lyder da nærmest som om, I har været til studenterfest. Min Skt. Hans var noget mere ro…
3/6
- Og så var der jo det sædvanlige med maden. Hvert år står det tydeligt beskrevet i invitationen, at alle skal medbringe noget til fællesbuffeten, og alligevel lykkes det hvert år Bente at glemme at tage noget med. - I det mindste medbringer hun ikke et sammenkog af ugens rester ligesom Erik og Lis. - Ja, Lis’ kogekunst og Eriks sparsommelighed er en kombination, hvor der er overhængende fare for en maveforgiftning, det må jeg give dig ret i, Bent. Men det ved alle jo, så man undgår bare deres ret. Og apropos undgå, så lykkes det igen Bjarne og Susanne og dem fra nummer 8 at undgå oprydningen. - Kent og Jytte… - Ja, Kent og Jytte - dem der flyttede ind for tre år siden og aldrig deltager i hverken weekendarbejde eller hækkeklipning. De dukker kun op, når der er gratis mad og drikke. - Det lyder som en begivenhedsrig aften, ikke ulig de sidste 20 års Skt. Hans-aftener. Hvad med båltalen? - Åh, tal ikke om det. Jens, er aldrig kommet sig over, at han ikke blev andet end revisor. Ja, altså, ikke fordi, at der er noget galt med at være revisor, men manden har jo tydeligvis en gammel drøm og et indestængt behov for at tale til nationen… 4/6
- Og det skal jeg da lige love for, at han får udlevet til Skt. Hans. Og hvis han så i det mindste, kunne få sine historiske fakta rigtige. Jeg siger det til ham hvert år, og han… - Men, det var nu alligevel synd for ham, da Grethe smed en tomat efter ham. - Smed hun en tomat efter ham? - Ja, men hun ramte heldigvis ikke. Hendes øjemål var allerede en smule slørret, så den landede lige foran Romeo - du ved Grethe og Jørgens ny hvalp - og han åd den i én mundfuld. - Og så kastede han også op i fiskedammen senere på aftenen. - Hold da op. Der har været rift om den fiskedam - er der overhovedet nogle fisk tilbage? - Ja, jeg har svært ved at se hvordan Grethe kan vende frisk tilbage igen. - Nej, jeg spurgte om der var nogle… nej, lige meget. Jeg er sikker på, at Grethe nok skal overleve, det plejer hun jo. - Og apropos overleve, Mettepigen, så er jeg nødt til at få kigget lidt på haven nu. Det regner jo stadig fra morgen til aften, og vi 5/6
tager jo på ferie på lørdag, så alt skal gøres klar. - Nå, ja. I må ha’ en fantastisk ferie. Nyd det nu og lad være med at tænke på hverken roser eller Skt. Hans-hekse. Op med fødderne og nyd nogle gode bøger, ikk’? - Jo tak, Mettepigen, det skal vi nok gøre. Jeg har fem bøger liggende her, som jeg skal ha’ med. Men vi snakkes jo så først ved, når vi er tilbage. Vi tager mobilen med, men de siger, at der er så utrolig dårlig dækning på skibet, så du skal nok ikke regne med at høre fra os. Men som vi jo også altid siger: Intet nyt, er godt nyt, ikk’ Mettepigen? - Fuldstændig rigtigt. Vi tales bare ved på den anden side. God ferie - OGSÅ TIL DIG FAR!
Note til Mettepigen: - Striptease på trampolin kan fremkalde kvalme - Google hvor man kan købe hårdføre fisk til fiskedam
6/6