Elsebeth Egholm: Tre hundes nat

90 mm

148 mm

25,5 mm

148 mm

90 mm

★★★★ DANSK KRIMI, NÅR DEN ER BEDST – FEMINA

KVALIFICERET STOF TIL EFTERTANKE, DER FORTSÆTTER EFTER, AT SIDSTE SIDE ER VENDT INTELLIGENT KOMPONERET KRIMI, HVOR EGHOLM DYGTIGT JONGLERER MED SKARPE SIDEHISTORIER OG ET LEVENDE PERSONGALLERI - EKSTRA BLADET

I femte bind om Dicte Svendsen er der gået penge i selve døden, og ingen kan længere vide sig sikker på, hvad man overgiver sine elskede pårørende til, når døren til bedemandsforretningen lukkes.

★★★★★

– BØRSEN

★★★★★

Vold og magt, den sjette bog i serien om journalisten Dicte Svendsen, er en fortælling om overgreb på dem, der har størst behov for beskyttelse, begået af dem, der bærer det ultimative ansvar.

MED VOLD OG MAGT FÅR HUN KRIMIFORMLEN TIL AT SLÅ SÅ KVALIFICEREDE GNISTER, AT SJETTE BIND OM JOURNALISTEN DICTE SVENDSEN ENDER MED AT BLIVE SERIENS MEST IMPONERENDE. – BERLINGSKE TIDENDE

STÆRKE SAGER, VIRKELIG INTELLIGENT MED STOF TIL EFTERTANKE

læste forfattere, og hendes bøger er solgt til udgivelse i en række lande bl.a. Holland, Sverige, Norge, Italien Tyskland og Frankrig. Serien er solgt til filmatisering. Elsebeth Egholm har desuden skrevet oplæg til TV 2 serien DEN SOM DRÆBER, der bliver vist første gang i foråret 2011.

MØD PETER BOUTRUP, DICTE SVENDSENS SØN, I TRE HUNDES NAT, HVOR BESTSELLER FORFATTEREN PRÆSENTERER SIN NYE HOVEDPERSON. un mærkede efter. Liget var nøgent, og det var en kvinde. Ben, torso, hals, hoved. Hår, der flød som en havfrues i vandet, helt anderledes tyndt end det trevlede tovværk fra før. Langt. Passende til beskrivelsen af Nina Bjerre. Hun kom til at rive noget af håret ud, da hun ville frigøre sig fra det og fornemmede, hvordan hele den døde krop svajede som en blomst i en vase. Hun gravede ned i slammet. Den døde stod i fiskeaffald til anklerne. Benene var bundet sammen med reb, mærkede hun. For enden af rebet var der et skibsanker, som lå på bunden af slammet. Hun dykkede helt ned og lokaliserede ankeret, der måtte veje omkring femten kilo. Rebet var trukket igennem ankerkrogen og gik fra ligets ankler og bagtil op langs benene og til hænderne, der var bundet på ryggen. Derfra gik det op til halsen, hvor det var snøret stramt.

H

POLITIKENS FORLAG

TRE HUNDES NAT

ENDNU ET FRODIGT PLOT, TROVÆRDIGE MENNESKESKILDRINGER (…)

EGHOLM LYKKES ENDNU EN GANG PÅ ALLE NIVEAUER.

ELSEBETH EGHOLM er med sin serie om Aarhus-journalisten Dicte Svendsen en af Danmarks mest

232 mm

– KRISTELIGT DAGBLAD

H AN T RO ED E, H AN VAR FÆRD IG ME D FORTIDE N. MEN D EN VAR IK K E FÆRD IG ME D HAM.

ISBN 978-87-567-9914-0

– LOKALAVISEN

P O L I T I K E N S

FREDERIKSBERG

p olitikensforlag.dk

F O R L A G

Elsebeth Egholm

Tre hundes nat

POLITIKENS FORLAG

1 Hans eneste tanke var at komme hjem.

Efterhånden som han gik, lagde han afstand til festen og larmen. Bag ham steg nytårsraketter til vejrs og spredte faldskærme af farver i natten.

Ellers var det sneen og månen, der lyste landskabet op.

Lidt af fyrværkeriet rakte ind over hans halvdel af himlen. Forude, i retning af havet, var der kun stilhed og en verden i sort og hvid. Det nye år var blevet født i en eksplosion af frost og med trusler om mere snefald; vredt og tænderskærende og som et forvarsel om ondt, hvis man ellers troede på den slags.

Han kunne lide at gå. Det fik ham til at mærke sin krop. Han gik så hurtigt, han kunne, for at holde kulden væk, mens frosten trak ansigtshuden sammen til en maske. Han kunne sagtens have taget bilen, for han havde kun drukket et par øl. Siden operationen havde det været sådan. Han gad ikke ødelægge sin krop mere, end han allerede havde gjort. Han røg heller ikke længere. Nu havde han et image som Lucky Luke: hellere et glas mælk end en whisky. Kun indimellem, i venners selskab, gav han slip og drak sig stiv som en flagstang.

Mens han nærmede sig, blev vejen mere og mere ufremkommelig.

Han kunne se husene allerede. Der var ikke langt fra festen og herud til klinten, hvor der var lys i to af de tre fiskerhuse. I hans eget, selvfølgelig, det havde han selv sørget for. Men også i nabohuset, hvor der for nylig var flyttet en kvinde ind. Hun havde altid lyset tændt, nat og dag, som om hun aldrig sov. Han havde kun set hende få gange. Engang havde han nikket, men hun havde ikke nikket igen. Alligevel var der noget ved hende, han ikke kunne ryste af sig.

Vinden piskede sneen op, så den lagde sig i driver, og de sidste halvtreds meter op mod huset sank han i til anklerne. Hans navneskilt på døren var skjult under sne og is. Han børstede krystallerne af med en 2

handske: Peter A. Boutrup. Skiltet havde han sat op den dag, han var vendt tilbage for godt et år siden. Det betød mere end bare navnet. Det var en beslutning: Her var hans liv og hans fremtid, og fortiden måtte indrette sig.

Måske havde øllene alligevel haft en virkning, eller kulden havde frosset hans hjerne til is, for det var først nu, han lagde mærke til røgsøjlen, der snoede sig op fra hans egen skorsten. Han havde kun lige nået at tænke, at nogen var kommet på besøg, da han hørte hunden gø.

Han ville låse sig ind, men døren var ikke låst. I samme sekund han åbnede, kunne han lugte cigaretrøg. Hunden holdt op med at gø og kom ham i møde med kroppen i knæ og et udtryk af dårlig samvittighed. Det havde den også grund til. Ilden buldrede i pejsen. I sofaen lå Stinger så lang, han var, og snorksov. På sofabordet stod en tom flaske vodka, og en underkop var blevet inddraget som askebæger. Peter talte nitten skodder og regnede ud, at hans nytårsgæst kun lige var kommet.

Hans tøj var krøllet og stank af sprut og røg og gammel sved; der var huller i hans sokker. Tatoveringerne på hans hænder og arme flød ud og var kradset til blods, fordi han havde udviklet allergi mod det billige blæk, nogen havde sprøjtet ind under huden på ham. Sikkert samme slags, som Stinger selv sprøjtede ind i sine kunder. Deraf navnet.

– Vågn op! Stinger!

Han forsøgte uden held at ruske liv i manden på sofaen, mens Kaj knurrede med falsk bidskhed. Hunden kunne være bidsk nok, men den kendte udmærket forskel på venner og fjender, og Stinger var en ven, selv om Peter ikke lige stod og manglede gæster.

Han opgav at vække Stinger, satte en skærm rundt om pejsen og slæbte som altid sin madras ud på altanen og gik i seng med hunden liggende tæt op ad polarsoveposen, hvor den begravede snuden i sin hule af lammeskind. Han tænkte, at han godt kunne have brugt et par hunde mere i denne tænderklaprende nat. De indfødte i Australien brugte tamme dingoer til at varme sig i kolde nætter: en hund på den ene side, en på den anden og – hvis det var rigtigt koldt som nu – endnu en ovenpå. Sådan en nat var årets første: En Tre Hundes Nat. De havde meldt ned til 13 graders frost.

Han borede sig godt ned i soveposen og mærkede hundens krop tæt 3

ved. Oppe på himlen glimtede et hav af stjerner, og han så en rest af nattens sidste nytårsraket gøre et svagt forsøg på at imponere. Frosten bed i hans ansigt, og han lukkede så meget til, at hans ånde tøede huden op. Tre hundes nat. Der var frostbid i ordene, og lyden af noget skæbnesvangert fulgte med. Nytårets festende bevægede sig rundt derude i kulden, mange i tyndt tøj og papirhat og med alkohol i blodet. I sådan en nat kunne vinteren vinde over mennesket.

Inden han faldt i søvn, vidste han pludselig, hvad det var med kvinden i nabohuset og hendes mørke øjne. Han havde kun set hende på afstand, men han havde set de samme øjne før. Øjne, hvis spørgsmål han ikke kunne besvare.

Han kiggede op og fandt den klareste stjerne og savnede My.

2 Nytårsmorgen stod lyset skarpt ind over klinten, farvede havet violet og trak horisonten op i en sølvfarvet streg. Sneen kastede de lave solstråler i alle retninger og gnistrede som ædelsten, man lige kunne samle op og putte i lommen.

Stinger snorksov endnu, da Peter klædte sig på og efterlod Kaj i huset, mens han kørte ned til sin chef, Manfred, der boede med kone og to børn i Rimsø. I rabatten og på vejene stødte han på nytårsaftenens efterladenskaber i form af tomme flasker, afsvedne nedfaldsraketter og hele batterier, der stod udslukte i vejsiden. Konfetti, serpentiner og en papirhat eller to lå kastet ind over snedækkede hække.

– Godt nytår, Peter!

Manfred kom veloplagt ud med sin gravhund King, jagttasken og riflen over skulderen og patronbæltet om livet. De tog hans firehjulstrækker ud af landsbyen og op til skoven og markerne uden om Gjerrild, hvor Manfred og hans onkel havde jagt. De var otte jægere i alt, og de fordelte sig efter aftale ud over arealet. Peter fulgtes med Manfred, men selv var han uden riffel. Inden længe travede de gennem skovens stilhed og vekslede ikke mange ord, mens de ledte efter klovspor og andre sportegn på kronvildtet.

– God aften i aftes?

Manfred spurgte lavmælt, mens de fulgte en sti gennem nåleskoven.

Han og konen havde været hjemme hos de små, vidste Peter. Tidligt i seng og tidligt op, sådan var rytmen i Manfred og Juttas hus. Selv holdt han af den samme, ensformige rytme, som om hans sind var stemt efter solens op- og nedgang. Han og Manfred havde meget tilfælles.

– Fin nok aften, sagde Peter, mens de travede af sted gennem sneen i kraftige gummistøvler.

5

– Villy holdt fest.

Manfreds oilskinsjakke fangede grene og kviste på sin vej. Klokken var 10, og det frøs 11 grader. Manfred var en lille mand, men han kunne klatre på en tagryg som en cirkusartist, og hans hænder var både til sav og skruetrækker og til bøger, hvad Peter satte stor pris på. Nu banede han sig vej gennem krattet med lige så sikkert fodfæste, som hvis han lagde tagsten på præstens tag.

– Farlig, sådan en kold nytårsnat, sagde han, stadig med lav stemmeføring for ikke at skræmme skovens beboere. – Nogle af Juttas venner inde i Grenå mangler stadig deres datter. Hun havde lovet at komme hjem fra en fest.

Peters skridt fik sneen til at knirke under sålerne. Også han trådte og talte forsigtigt.

– Der er vel tid endnu. Mon ikke hun bare har fundet en seng at overnatte i?

Manfred skuttede sig, da en gren svirpede, og han fik sne ned i nakken under islænderens rullekrave.

– Sikkert. Men sig det til hendes mor.

– Det er vel bedre end alternativet.

Manfred nikkede.

– Det kan du og jeg godt blive enige om.

De kom ud i en lysning og gik en tid side om side. Så begyndte hunden at få fært. Rastløst vimsede den rundt og hvirvlede sne op med alle muskler spændt i bare iver.

– Her. Peter bøjede sig ned og pegede. Aftrykkene krydsede hinanden og havde blandet sneen op. Ved første øjekast så det ud, som om nogen havde kørt en tændstik i cirkler gennem flødeskummet på en lagkage.

Men så man nærmere efter, var der enkelte spor, der skilte sig tydeligt ud. Manfred bøjede sig også ned, og hunden stak sin lange snude helt ned i hullerne.

– Og se her.

Der lå spredte ekskrementer her og der, friske og dampende. Vildtlugten krydrede luften, og man kunne se, hvor gevirer havde fejet i sneen på jagt efter føde. Sine steder var stykker af bark skrællet af træerne. Peter 6

sænkede stemmen til en hvisken og udpegede kronhjortens klovspor, der var på størrelse med hælen på hans gummistøvle.

– Bukke, gættede Manfred. – Seks-otte styks.

De fulgte sporene og bevægede sig forsigtigt videre, nu med hunden i snor. Normalt ville de have talt om alt muligt aktuelt, mens de blandede hobby og passion med det fysiske arbejde, jagten også var. Peter gik igen bag ved Manfred og hunden, mens de kilede sig gennem sneen. De forstod hinanden, han og Manfred. Manfred havde engang læst filosofi på universitetet, men så var han blevet ramt af livet og en depression, og han havde valgt at dyrke håndens arbejde og var blevet tømrer. Rimsø var hans barndomsegn. Efter endt læretid havde han grundlagt Rimsøtømrerne og efter tre år med enmandsfirma ansat Peter. Nu var de fire i firmaet, men det var småt med arbejde om vinteren. Lige nu havde de kun en enkelt opgave, et nyt tag på svinebondens stald, og Manfred havde været nødt til at fyre de to sidst tilkomne midlertidigt.

Sneen blev dybere, og de sank godt i. Mens de gik, tænkte Peter på Manfred og på Stinger, to modpoler i hans eget sammensatte liv. To uforenelige verdener, som han balancerede imellem: fortidens spøgelser, som han forsøgte at slå sig til tåls med, og nutiden og fremtiden, som han ønskede at skabe den. De to af hans venner havde aldrig mødt hinanden, og sådan skulle det også være.

Manfred standsede pludselig op foran ham. Hunden stod helt stiv.

Peter kiggede. Krondyret stod i lysningen og vejrede, men den svage vind var til deres fordel og blæste væk fra dem. Alligevel havde den en anelse, det var tydeligt. Den var i gråbrun vinterpels, og under pelsen spillede musklerne og dirrede nervøst. Dens næsebor udvidede sig ved en trussel, den ikke kunne lokalisere, og dampen stod som en sky i luften.

Manfred vendte sig langsomt om mod Peter. Med en glidende bevægelse rakte han ham riflen. Peter rystede let på hovedet, men Manfred sænkede ikke armen med riflen, og til sidst tog Peter imod den, lagde den til skulderen og hvilede kinden, så han kiggede på dyret gennem sigtet.

Det var en fjortenender, og han havde aldrig set et smukkere syn. Geviret var fejet rent for hver en trævl af sensommerens loddenhed. Den stod der, som fanget lige midt i en solstråle og med profilen til dem, som ville den vise sig frem fra sin bedste side.

7

Peters finger strammedes på aftrækkeren. Så drejede dyret hovedet, mens kroppen forblev i samme stilling. I et par lange sekunder stirrede den lige ind i sigtet, og Peter hørte sit eget blod suse under hjorteblikket.

Så var det, som om den rigtig fik øje på ham og på riflen. Den kastede hovedet lidt tilbage, stampede i jorden og satte af gennem sneen med de hvide hår spredt som et faresignal i spejlet.

Stilheden bagefter var tung som tøsne. Så sagde Manfred: – Du skulle have taget den.

Peter rakte riflen tilbage.

– Den var for gammel. Det er de unge, vi går efter, ikke?

Manfred flyttede lidt på sig i sneen. King rodede med snuden i et spor og peb stille.

– Det ville ikke have gjort noget. Det ville have været o.k.

De så på hinanden, og Peter blev mindet om sekunderne over for kronhjorten. Stilheden var ikke den samme længere. Der var varmen fra venskabet i den og fra den risiko, Manfred havde vist sig villig til at løbe: at stole på en jæger, som ikke længere måtte bære våben.

– Du skal ikke have problemer på grund af mig, sagde Peter og fik det sagt så tydeligt, at det lukkede samtalen, og de gik videre ind i skoven.

Da han kom hjem, som altid træt og veltilpas efter timerne i naturen, sov hans gæst stadig.

Klokken var halv to, da Stingers snorken endelig begyndte at lyde mere overfladisk. Et kvarter senere vågnede han med en sprutten og harken og rakte ud efter cigaretpakken, der var tom.

– Her. Peter stak ham et krus kaffe. Stinger slubrede og spildte.

– Godt nytår.

Stinger mumlede et svar ned i kaffen. Peter vendte ryggen til ham og gik ud i køkkenet. Han spejlede æg og stegte bacon og lavede toast og slagtede en dåse bønner, som han varmede. Da han kom ind med det hele på sofabordet, var Stinger vågnet så meget, at han sad og gned ansigtet i de skorpede hænder.

– Hvad så? Hvad skylder man æren? spurgte Peter.

Stinger så op med et såret udtryk.

8

– For fanden, Petter. Kan en ven ikke komme forbi til hver en tid? Det har du da selv sagt.

Og ja, nøglen lå under den hvide sten. Han vidste det godt. Det var hans egen skyld. Men nogle gange var det som at bo på en banegård, når gamle kammerater fra fortiden manglede et sted for natten.

– Har du noget ketchup?

Stinger så på den tallerken, Peter rakte ham.

– I køleskabet. Du kan også bare tage noget beluga-kaviar, nu du er derude.

– Behvaffornoget?

– Glem det.

Hunden fulgte Stinger hele vejen ud i køkkenet og tilbage. Ikke fordi den var vagtsom, men fordi den håbede, han ville spilde noget mad. Det sagde erfaringen, at han ville.

– Jeg skulle mødes med Ramses. Det var aftalen.

Stinger klemte ketchup ud, så det sprøjtede og fik maden til at ligne et trafikuheld. Så gik han i gang med kniv og gaffel, så sprød bacon sprang til alle sider.

– Du har vel ikke set ham?

Peter rystede på hovedet. Hunden så sit snit til at smaske et stykke bacon op fra gulvet.

– Jeg vidste ikke, han var ude.

– Du følger ikke med. Det har han da været et stykke tid, sagde Stinger gumlende. – Vi skulle mødes her nytårsaften og lægge en plan.

– Og så glemte I at invitere mig?

– Vi regnede med, du var hjemme.

Peter skar gennem blommen på spejlægget. Det gule flød ud og blandede sig med rød tomatsovs fra bønnerne.

– Hvad er det så for en plan?

Stinger lagde bestikket fra sig og kløede sin hånd. En sårskorpe sprang op og blødte.

– Det er frosten, sagde han og så ned på blodet. – Huden bliver tør.

– Hvad for en plan?

– Vi skulle hente Fisker-Brians varer, ikke? Dem, han gemte af vejen, inden han røg ind.

9

– Og I tror, de eksisterer?

Stinger nikkede med overbevisning.

– Gu eksisterer de. Han har selv sat os ind i, hvordan vi finder dem.

Hver for sig, altså.

– Hver for sig?

En gaffelfuld bønner blev kørt ind efterfulgt af toast dyppet i ketchup.

– Ja, altså, Ramses ved noget af det. Jeg ved noget andet.

Han gumlede og sank. – Tilsammen ved vi nok til at finde lortet.

Smukt, ikke? Der er for mindst tre millioner, du. Vi kan leve som konger resten af livet.

Peter kunne ikke holde grinet tilbage.

– Så skal I vist have en god investeringsrådgiver eller tjekke ud før tid.

Med jeres forbrug af smøger og vodka er de penge hurtigt brugt.

Stinger så igen såret ud.

– Det er da en formue.

Der var mange rygter om de varer.

– Hvad er det så, du ved? Og hvorfor lige jer? Hvorfor skulle en døende mand betro sin inderste hemmelighed til et par som jer?

Stinger kørte noget brød rundt på sin tallerken og samlede snask op: bønner, æg og ketchup og fedt fra baconen.

– Vi var sgu da som familie dengang. Kan du ikke huske det? Ramses og mig var som sønner for den gamle. Både inden for og uden for murene.

Peter så til, da Stinger gabte over brødet med det opsamlede snask.

Stinger havde både ret og uret. De havde alle tre, Brian, Ramses og Stinger, haft en form for venskab, men Stinger var naiv. Ramses var til salg for håndører, og Fisker-Brian havde altid elsket at spille folk ud mod hinanden og afvente resultatet. Peter ville ikke stole på nogen af de to andre. Men måske var Brian blevet sentimental i de sidste måneder af sit liv, da kræften åd ham op. Måske havde den døende mand haft trang til at betro sig til nogen, og Ramses og Stinger var trods alt ikke de værste. Halvhjerner, selvfølgelig, men gode nok på bunden. Rygterne var mange, og nogle af dem gik på, at Brian havde smuglet narko i stor stil, og hvis det var tilfældet, oversteg det Stingers og Ramses’ samlede evner.

– Hvad er det så, du ved?

10

Stinger tyggede af munden og sendte kaffen bagefter. Han tørrede sig med trøjeærmet.

– Du ved, hvor tosset Brian var med skibe, ikke? Gammel kaptajn, sagde han altid. Han havde en motorbåd, der hed Molly?

Peter nikkede. Stinger havde lært tatoveringens kunst fra Fisker-Brian, der var en søens mand med et anker på underarmen og en barmfager pige på overarmen og et dobbelt halvstik tatoveret på brystet. Det var ingen hemmelighed, at Brians karriere havde involveret diverse smugleraktiviteter fra især Baltikum.

– Nå, men da det hele blev lidt for hedt, sænkede han Molly et sted ude i Kattegat, sagde Stinger og kløede sig i blodplamagen. – Med varerne forseglet i en boks. Det er det, jeg ved. Hvor de varer er, altså. Delvis.

– Delvis? Peter måtte smile. – Og Ramses? Hvad ved han? Også noget delvist?

Stinger kløede videre. En sårskorpe gik af og åbenbarede lyserødt kød på størrelse med en enkrone.

– Ramses kender den anden halvdel af positionen. Det sagde FiskerBrian selv.

– Og du kender den første, går jeg så ud fra?

Stinger nikkede og undertrykte et ræb.

– Tak for mad, sagde han høfligt og tilføjede, som om han var blevet serviceret på en trestjernet restaurant: – Det smagte dejligt.

3 Felix så manden forlade huset igen lidt efter klokken to.

Hun havde set ham komme nytårsaften. Hun havde hørt hunden gø, og fotocellelyset derovre var gået i gang og havde afsløret skikkelsen: høj og tynd og – bildte hun sig ind – frysende i en meget kort jakke og uden noget på hovedet eller hænderne. Han havde først banket på døren og derefter, da ingen lukkede ham ind, taget i håndtaget og forsøgt at skubbe døren op. Så, efter at have stået lidt og set ud over snebunkerne, var han kommet over og havde ringet på hendes dør.

– Har du en skovl, jeg må låne?

– Der står en ovre i carporten.

Hun havde peget. Han snøftede, men det hjalp ikke meget. Snottet hang ud af hans næse. Han tørrede med en hånd, og hun så, at han var fuld af ar og skorper på håndryggen, blandet sammen med ubehjælpsomme tatoveringer. Han sagde ikke tak eller noget, men vendte om og gik over i carporten. Lidt efter havde hun set ham grave i sneen ude ved stikvejen. Han arbejdede i omkring ti minutter, indtil han fik blotlagt en sten. Han bøjede sig ned og fiskede noget frem under den. Så gik han over og stillede skovlen på plads, og hun så ham låse sig ind i huset og hilse på hunden. Det var det, der overbeviste hende om, at han var okay.

Plus selvfølgelig det faktum, at han vidste, hvor nøglen lå.

Og nu forlod han så stedet igen. Med vanter på hænderne og iført en tykkere jakke end før og med en strikket kalot på hovedet. Hun genkendte den jakke. Manden derovre – Peter A. Boutrup, havde hun læst på døren en dag, han var ude – plejede at have den på, når han gik med hunden. Det gjorde han hver dag. Det var også en flot hund. En schæfer.

Hun gik væk fra vinduet, men vidste ikke helt, hvor hun så skulle vende sig hen. Kulde og træthed var en dårlig kombination. Hun frøs 12

hele tiden i dette her hus. Hun nøs og frøs og hostede så meget, at hun havde permanente smerter i brystet. Det var, som om det trak ind alle vegne fra, og det føltes, som om hun gik på vat, så træt var hun. Hun vidste, hun burde spise noget, men hver gang hun forsøgte, satte maden sig helt oppe i halsen og blokerede for sulten. Hvis bare hun kunne sove lidt.

Men det gjorde ondt at ligge ned, og tanken om sengen fik alt i hende til at stritte imod. Kun når hun var helt udmattet af søvnløshed, kunne hun ignorere advarslerne og bare lægge sig og give slip. Hun var ikke udmattet nok endnu, så hun tændte for tv’et. Der var nytårskoncert fra Wien.

Hun kunne godt lide musikken. Valsene fik det til at duve inden i hende, frem og tilbage. Engang, før katastrofen, plejede hun at bruge dansen som et frirum. Hun var ikke skolet; hun opfandt selv sine trin.

Men hendes krop var bestemt for dans, det var hun sikker på. Det var ikke hendes levevej og havde aldrig været det. Det var bare en del af hende som det at trække vejret eller sætte det ene ben foran det andet, når hun gik.

Hun rejste sig, trukket op af valsen. Prøvende begyndte hun at danse i takt til musikken. Nynnende og svajende snurrede hun omkring, op på tå, ned igen, indtil hun næsten bragte sig selv i trance. Men hun var for svag, og da musikken pludselig hørte op, og klapsalver bragede løs, stod hun forpustet tilbage på gulvet i strømpesokker, mens det hele snurrede rundt for hende. Pludselig var det ikke dansen i fjernsynet, hun så.

Pludselig var det brudstykker fra ulykken og alt det, der dengang havde snurret hende rundt og rundt og rundt, indtil hun ikke længere vidste, hvem hun var og hvorfor.

Hun slukkede for tv’et. Hjertet hamrede. Sveden piblede. Hun trængte til frisk luft, selv om trætheden nu næsten var uoverstigelig.

Hun gik ud i gangen og klædte sig på i lag. Hun tog sin mobiltelefon og puttede den i lommen for en sikkerheds skyld. Imens tænkte hun på ham, Peter A. Boutrup. Han havde hilst på hende en dag, men hun havde ikke hilst igen. Hun vidste ikke hvorfor, men måske var det bare kræfterne, der ikke slog til.

Hun skulle til at vove sig ud i kulden, da hun opdagede, at han netop havde lukket døren derovre og var på vej ud med hunden. Det var den slags situationer, hun hadede, og hun blev vred indvendig. Hvad nu?

13

Hun stod tilbage i sin ubeslutsomhed, ude af stand til at røre sig, mens hun fra vinduet så ham tage den sædvanlige tur langs med klinten i ankeldyb sne og med hunden i løb, kåd efter at have været spærret inde i huset. Han kastede godbidder op i luften, som den fangede, eller han kastede dem i sneen, så den skulle arbejde for at grave dem fri.

Først da de havde været ude af syne et godt stykke tid, åbnede hun hoveddøren og gik ud.

Luften var isnende kold og skar med knive i hendes lunger. Der var ingen anden mulighed end at følge ham og hunden. I alle andre retninger lå sneen for dybt. Hun gik rask til og holdt samtidig afstand. Hun fik hurtigt øje på dem. De havde ikke tanker for andet end hinanden, lod det til, men en dag måtte hun vel hilse på ham, sige et par ord og måske lade ham forstå, at hun ikke var ude efter et tæt naboskab.

Pludselig begyndte hunden at gø. Hun så, at han standsede op, og hun gjorde selv det samme. Han stod stille lidt og kiggede ned ad klinten fra det, der forekom hende at være det højeste punkt. Hun forsøgte at følge hans blik. Hun kunne ikke se, hvad han havde fået øje på, men stemningen var skiftet, og kådheden gået i sig selv mellem mand og hund. * Peter lænede sig ud over klinten. Han måtte tættere på for at se, hvad hunden havde fundet, men det var svært at bevæge sig uden for det område, hvor sneen var ryddet. Afstanden ned til stranden virkede svimlende. Han besluttede at sende Kaj derned først. Den ville elske det.

– Kom så.

Han pegede ned.

– Søge.

Hunden tog udfordringen op. Den løb et par gange frem og tilbage langs klinten, før den fandt det sted, den ville tage nedad. Derfra gik det hurtigt. Den rutsjede og gled på stive ben hele vejen ned til der, hvor bølgerne rullede ind i den bræmme af is, der lå langs stranden. Så var den hurtigt henne ved den mørke plet midt på stenene. Den snuste og snuste hele vejen rundt, puffede med snuden og gøede højlydt.

14

– For satan da.

Hunden tog ikke fejl. Han måtte derned. Men han vidste allerede, hvad der ventede ham, da han tog samme tur som Kaj og væltende og glidende og næsten rullende landede for foden af klinten.

– Hvad så? Hvad har du fundet?

Han nærmede sig forsigtigt. Han havde aldrig set hunden så ophidset. Skikkelsen var halvvejs dækket af sne og lå på maven med kinden forvrænget og munden åben. Mørke skægstubbe dækkede en del af ansigtet, det ene sorte, buskede bryn – de bryn havde været hans stolthed – var fuldt af is. Det var håret også. Det så ud, som om nogen havde forstøvet noget kunstig julesne ud over det, så det havde lagt sig som hvide krystaller i det sorte. Han havde alt for lidt tøj på: en kort, sort læderjakke, cowboybukser og et par gummisko.

Peter knælede ned og mærkede efter en puls, men vidste, det var for sent. Ramses, der i live havde været en smuk idiot, altid til salg for en lårkort pige eller hurtige penge, var stendød. Sikkert fordi der var, hvad der lignede et udgangshul fra et projektil i hans ryg, hvor blod havde farvet sneen en rustagtig rød. Han gættede på, at ægypteren var blevet skudt forfra på klos hold, direkte ind gennem hjertet.

Han hørte en lyd og vendte sig om tids nok til at se kvinden fra nabohuset – han genkendte den sorte dynefrakke – stå og vifte med armene oppe på klinten. Hun formede en tragt med vanterne: – Hej. Er det, hvad jeg tror, det er?

Han vinkede og nikkede. Hun begyndte nedstigningen.

– Bliv der, råbte han. – Der er ingen grund til, du skal se det.

Men hun var allerede halvvejs nede. Hun gled og tumlede, men hun virkede ligeglad, selv om hun kunne brække halsen. Hun landede for foden af ham, og han rakte uvilkårligt ud for at støtte hende. Det var første gang, han så hende tæt på, og han havde svært ved at få øjnene fra hende. Hun var på samme tid smuk og grim. Skønheden lå i hendes øjne, der lyste i en svævende turkis med farven inddæmmet af en tydelig sort ring; den lå også i ansigtsformens oval og i hårets farve, der var mørk i mange nuancer mod kridhvid hud, selv om kun tjavser stak ud under huen. Grimheden lå i det faktum, at hun så ud, som om hun kunne besvime på stedet og lægge sig ved siden af liget. Hun var pinagtigt tynd, 15

huden lignede voks, og øjnenes skønhed var indfattet i dybe, gråsorte huler, der fik dem til at virke mørke til trods for farven.

– Du tror måske ikke, jeg har set et lig før?

– Har du da det?

Han skød hende til at være omkring de 30, jævnaldrende med ham selv. Hvor mange døde kunne hun lige have set?

Hun svarede ikke, men stirrede på Ramses og kørte en nervøs hånd op til sin hals og om i nakken under tørklædet og håret, som om noget strammede. Der var mange fugle at se på klinten året rundt, og han troede, han havde set det meste. Men hun var den mest eksotiske af dem alle.

– Stakkels fyr. Hvem er det? spurgte hun.

Han tøvede.

– Aner det ikke. Du skulle vel ikke have en mobil på dig?

Hun stak hånden i lommen og trak telefonen op og rakte ham den.

Han tog den og strejfede hendes hånd, og helt impulsivt fik han lyst til at røre ved hende, måske stryge hende over kinden. Men i stedet gjorde han det, han havde mindst lyst til i hele verden: Han ringede til politiet.

© Politikens Forlag 2011 Omslag: stoltzedesign Omslagfotos: Anders Salesjö Photography og Rick Price/CORBIS Tryk: Nørhaven