Elton John - en biografi

2 Crocodile Rock

I marts 1961 fyldte Reginald Kenneth Dwight fjorten år, og det var samtidig året, hvor hans liv ændrede sig radikalt, ikke mindst på hjemmefronten. Han kedede sig i skolen, og kunne ikke for­ drage sin fars konstante formaninger om, at han skulle lave sine lektier, og forordninger om hvad hans søn måtte og ikke måtte gøre. Elton mindedes senere, at det, han ønskede sig allermest, var et par hyttesko af mærket Hush Puppies. Det var dengang, den afslappede ruskindssko var den helt store dille. Stanley for­ bød teenageren Reggie at få et par. I Reggies øjne var det en di­ rekte barbarisk handling fra farens side.

Som lavstammet, kvabset og meget lidt attraktiv teenager var Reginald plaget af tvivl om sit eget værd. Med sine Buddy Hollylignende briller var han selve indbegrebet af en indadvendt nørd.

Han var nødt til at få afløb for sine frustrationer og musikalske aspirationer. Hans dybe fascination af rock’n’roll-musikken fik ham til at overveje sine karrieremuligheder. Skulle han gå ind i den klassiske musik? Skulle han blive musiklærer? Eller skulle han blive bestyrer af klaverafdelingen i en musikbutik? Bare tan­ ken om at blive rockstjerne syntes helt usandsynlig.

Så skete der noget virkeligt afgørende. Hans forældre be­ kendt­gjorde, at de skulle skilles. Stanley var på det tidspunkt ud­ sta­tioneret ved en Royal Air Force-base i Yorkshire. Selv om El­ ton har hævdet, at hans far havde udenomsægteskabelige affærer på det tidspunkt, var det hans mor – Sheila – der begærede en skilsmisse.

Sheila havde tilbragt det meste af tiden alene på grund af Stan­leys militære udstationeringer, og hun hadede deres sene­ ste skænderier. Hun længtes efter en mere omgængelig og stabil mand i sit liv. Sheila fandt netop sådan en mand i skikkelse af

Fred Farebrother, som var bygningsarbejder og indretningsar­ kitekt.

Reggie kunne fra starten godt lide Fred, og Farebrother fat­ tede øjeblikkeligt interesse for Sheilas akavede teenagesøn. Fred blev den forstående og støttende faderskikkelse, som Reggie ikke følte, at Stanley var. Reggie elskede at lave sjov sammen med Fred. Han har altid kærligt kaldt Fred ‘Derf’ – Freds navn stavet bagfra. Reggie fik hurtigt et så tæt forhold til Fred, at han be­ gyndte at omtale ham som ‘min far’ over for andre. Skilsmissen og omstillingsprocessen var dog ikke helt smertefri for Reggie.

Da skilsmissen var endeligt overstået, gav han udtryk for nogle af sine bekymringer til en af lærerne ved akademiet, Helen Piena.

Ifølge hende fortalte Reggie, at han troede, hans tid på akademiet var ved at nærme sig en ende. Og hvad værre var, så var han ban­ ge for, at han aldrig ville få det klaver, Stanley ellers havde lovet ham, hvis hans karakterer blev bedre. Reggie blev dog ikke tvun­ get bort fra akademiet, og han fik til sidst sit klaver – “et brugt, opretstående pianoforte fra Collingwood i ‘valnøddefinish’ fra Hodges & Johnsons musikforretning i Romford, Essex.”83 Ikke lang tid efter at skilsmissen var bekendtgjort, fandt Stan­ ley ligesom Sheila en ny partner. I 1962 mødte han en 33-årig kvinde ved navn Edna Clough. Hun arbejdede i medicinalindu­ strien som laboratorietekniker. Da de fortalte, at de havde planer om at gifte sig, samtykkede Reggie åbenbart.

I et brev dateret 2. december 1962 skrev Stanley til Edna: “I eftermiddags mødtes jeg med Reggie og fortalte ham om os, og han blev meget fornøjet. Han virkede oprigtigt glad. Han mod­ tog nyheden, præcis som jeg sagde, han ville, og han sagde, at det eneste han ønskede for mig, var, at jeg ville blive lykkelig, og nu ser han bare frem til at møde dig – ikke mindst fordi du spiller klaver. Han så billederne af dig, min kære, og sagde: ‘Nam, nam!

Fræk lille sag! Ha! Ha!’”84 I et andet brev fra Stanley til Edna nævner han en bryllups­ gave, som Reggie havde givet dem: “I weekenden kom Reggie på besøg, og han havde købt en fin avisholder til os i bryllupsgave, min elskede.”85 Efter Stanley og Ednas bryllup skrev Reggie et fire sider langt brev til sin far. I det gav den fremadstræbende teenagepianist ud­

tryk for hvilken karriere, han helst ønskede at forfølge, når han blev voksen. Ifølge Reggies brev til sin far: “Jeg ved også, hvad jeg gerne vil lave, når jeg går ud af skolen. Det har jeg faktisk vidst længe, men har aldrig fortalt det til nogen før, da jeg var sikker på, at alle ville grine af mig. Jeg vil underholde – det vil sige, jeg vil synge og spille klaver. Jeg ved godt, at det ikke er nemt at blive entertainer, og er klar over, at det kræver en masse hårdt arbejde og selvfølgelig også noget held, men jeg ved, at jeg virkelig ville elske det. Jeg håber ikke, du synes, jeg er fjollet, men jeg følte, at jeg var nødt til at fortælle dig det under alle omstændigheder.” 86 Og her ligger hunden begravet. Selv om Reggie var ret seriøs i forhold til sin fremtid som pianist, fik Stanley straks rynker i panden af det, han betragtede som en tåbelig grille. Han så hel­ lere, at sønnen fandt sig en mere stabil og sikker profession i ste­det for at blive noget så i bedste fald ligegyldigt som en stræ­ bende musiker.

Da Stanley ikke anerkendte hans mål, blev Reggie skuffet.

Som han udtrykte det: “Min far var musiker. Han spillede trom­ pet sammen med Bob Miller & The Millermen, før han kom ind i Royal Air Force. Han latterliggjorde det jeg lavede ... du ved, han var lidt snobbet. Men min mor støttede mig hele vejen, og det samme gjorde min stedfar.”25 Modsat Stanley og Edna levede Sheila og Fred sammen i hele ti år, før de giftede sig. Sammen med den 14-årige Reggie flyt­ tede de ind i et lejlighedskompleks i Frome Court, hvor de boede i lejlighed 30A. Ligesom alle andre teenagedrenge i 1960’erne var Reggie stærkt optaget af tidens tv-shows. Han elskede de fjollede BBCkomedier såsom The Goon Show, Take It from Here og Round the Home. Et af hans yndlingsprogrammer dengang var Steptoe & Son, en original sitcom om en klunser og hans fremsynede søn.

Steptoe & Son indeholdt en hest ved navn ‘Hercules’, et navn der skulle gøre varigt indtryk på Reggie.

Efter Stanley og Edna blev gift, åbnede de en lille butik med kontorartikler og legetøj i Chadwell Heath, Essex. Og Reggie kom indimellem på besøg.

Som Edna senere huskede det: “Reggie nød at komme på be­ søg hos os. Vi havde begge to ret travlt det meste af tiden i butik­

ken, men han lod til at hygge sig ovenpå, hvor han spillede på mit klaver, eller skrev breve på en transportabel skrivemaskine vi havde. En dag så jeg, at han igen og igen havde skrevet: ‘Stan Dwight er min far, Sheila Dwight er min mor.’ Jeg blev meget trist til mode over, at en dreng i den sårbare alder skulle være adskilt fra den ene af sine forældre og spekulerede på, om det var det, der havde tynget ham, mens han sad der og skrev.”87 Fra det tidspunkt og fremover havde Reggie et ustabilt for­ hold til sin far. I løbet af de følgende år fik Stanley og Edna fire børn sammen. Det gik Reggie meget på. I et interview med tids­ skriftet Playboy i 1976 påstod han: “Som 14-årig, da mine for­ ældre blev skilt, følte jeg mig ret bitter over den måde min mor blev behandlet på. Da de blev skilt, skulle hun bære alle omkost­ ningerne. Hun opgav stort set alt og måtte tilstå utroskab, mens han gjorde det samme bag hendes ryg og fik hende til at bøde for det. Han var sådan en luskepeter. Så skred han, og fem måneder senere blev han gift med den her kvinde og fik fire børn i løbet af fire år. Min stolthed var virkelig såret, for jeg troede slet ikke, at han kunne lide børn. Jeg gætter på, at jeg var et uheld til at begynde med.”55 Stanley har senere udtalt, at det slet ikke var tilfældet. Ifølge ham betalte han for alle skilsmisseomkostningerne, og han delte beløbet fra salget af huset på Potter Street 111 med Sheila. Des­ uden gav han hende familiens bil og alle deres møbler. Stanley påstod, at det eneste, han tog med sig, var sit tøj og to billeder af Reggie i sølvrammer.

Det var Fred Farebrother, som virkelig gjorde en indsats i for­ hold til at opmuntre Reggie til at forfølge sin drøm om en mu­ sikalsk karriere. Han etablerede en vigtig kontakt i forbindelse med et ugentligt job for den unge Reggie, da ægteparret George og Ann Hill i 1961 overtog baren på Northwood Hills Hotel, der lå lige uden for Pinners bygrænse.

Parret havde tidligere forpagtet en bar ved navn The Hare i Harrow Weald. Den havde været en stor succes, så nu ville de forsøge at gøre den noget større bar i Northwood Hills Hotel til en tilsvarende pengemaskine. De vidste, at en af de vigtigste metoder til at tiltrække og fastholde et drikkende publikum var musik. Først hyrede de en ældre dame, der spillede honky-tonk-

klaver, dernæst bookede de en energisk albino-pianist, som leve­ rede et livligt show. Men efter nogle uger begyndte han at klage over, at han var nødt til at rejse for langt for at optræde og sagde op.

Fred Farebrother øjnede en mulighed for sin stedsøn og bad om at tale med manden, der styrede baren. Han mødte George Hill og spurgte, om han manglede en pianist. George fortalte, at han netop havde fået en ledig plads. Det var alt, der skulle til.

Fred aftalte straks en audition for den unge Reggie.

Ann Hill huskede senere: “Han var kun omkring femten år og gik stadig i skole. Han var helt kortklippet. Han gik med skjorte og slips og grå flannelsbukser. Og hans tweedjakke var i rød­ brune nuancer. Han var meget genert.”87 Eftersom de ikke længere havde nogen underholdning i ba­ ren, havde mr. og mrs. Hill intet at miste ved at give den unge knægt en chance. På det tidspunkt var Reggie meget optaget af Ray Char­les’ seneste hitalbum Modern Sounds in Country & Western Music. To af de mest fremtrædende sange på det album var ‘I Can’t Stop Loving You’ og ‘You Don’t Know Me’. Det var den slags numre, Reggie besluttede sig til at prøve af på publikum den første aften.

Selvfølgelig mødte Sheila og Fred op til åbningsaftenen. Iføl­ ge George Hill var den fremtidige Elton John langt fra at være et øjeblikkeligt hit. “De gav ham et frygteligt fur,” husker han. “De råbte ‘Skrid!’ eller ‘Skru ned!’ De smed tomme cigaretpakker og askebægere efter ham – vi havde kun nogle af blik, så de gjorde ikke ondt. Der var også nogen, der sneg sig op og hev kablerne til hans sanganlæg ud. Jeg tror også, at der blev tømt nogle fadøl ned i klaveret.”87 Ikke desto mindre spillede Reggie hver uge det næste halv­ andet år. Han fik et pund per aften, og efter hver forestilling gik hatten rundt. Efterhånden som rygtet spredtes, kom der flere folk, og Reggie kunne tjene op til 25 pund om ugen.25 Reginald Dwight blev kendt som lidt af et lokalt vidunderbarn.

At have fået et regelmæssigt, betalt job var noget af en bedrift for ham. Som han erindrer: “Jeg plejede at spille Jim Reeves-sange, Cliff Richard-sange, alt der var populært – og også ting som ‘Roll Out the Barrel’, cockney-sange, ‘When Irish Eyes Are Smiling’

... man var nødt til at spille ‘When Irish Eyes Are Smiling’, ellers fik man hældt en øl ud over sig. Al Jolson-sange var også meget populære.”25 Sjovt at tænke på, at i år 2009 har folk betalt tusindvis af dol­ lars for at se hans rekordlange række af shows på Caesar’s Palace i Las Vegas. Mens man i 1962 kunne vade ind på en pub på Joel Street 66 i Northwood Hills, England, og se den langtfra fly­ vefærdige, syngende legende for prisen på en øl. Ingen kunne dengang forudse den enorme succes, den unge, bebrillede knægt bag klaveret siden skulle opnå.

Den selvtillid Reggie opnåede ved at spille på pubben i North­ wood Hills, fik ham til at folde sig mere ud. I løbet af den samme periode blev han medlem af sit første band. De kaldte sig selv The Corvettes, efter den populære sportsvogn. Reggie spillede klaver, Stewart Brown spillede leadguitar, og Geoff Dyson var bassist. Trommerne blev spillet af gruppens fjerde medlem, hvis far ejede den lokale pub. På trods af det ‘cool’ navn eksisterede The Corvettes dog ikke længe. Da trommeslageren pludselig forlod gruppen, gik Reggie og de andre stilfærdigt i opløsning.

Ikke længe efter slog Reggie sig sammen med en flok venner i en ny gruppe ved navn Bluesology. Når han ikke var i skole, studerede på akademiet eller optrådte med sin ugentlige koncert, øvede Reggie med Bluesology.

Selve musikscenen begyndte at ændre karakter omkring Reg­ gie, og pludselig var England kommet på rock’n’roll-landkortet.

I 1963 og 1964 ændrede The Beatles’ smittende lyd alt i musik­ industrien. Først erobrede de England i 1963. Så optrådte The Beatles i februar 1964 i det populære amerikanske tv-program The Ed Sullivan Show, og kort efter spiste hele nationen af deres hænder. The Beatles introducerede ikke blot en ny lyd eller et nyt image, de skabte et utroligt, tværmedialt fænomen. Det var i sandhed Beatlemania!

Pludselig kunne Reggie med sine egne øjne se, hvor nemt ukendte, britiske teenagere kunne blive verdensstjerner på ingen tid. Reggie var så begejstret for The Beatles, at han slæbte sin fætter og gode ven Paul Robinson med til en af The Fab Fours koncerter: “Vi var taget op til London for at se en skoleudstilling.

Det var ret kedeligt, så Reg spurgte: ‘Har du lyst til at se The

Beatles?’ De spillede en af deres julekoncerter på Hammersmith Odeon. En anden stor øjenåbner var at se John, Paul, George og Ringo spankulere rundt i skægge kostumer, ja sågar i dragudstyr. Der var ikke nogen før dem, der havde tænkt på at blande pop og slapstick-humor.”87 Ifølge Elton: “Før The Beatles var popmusik i England et re­ lativt isoleret fænomen. Det var for ældre mennesker. Men The Beatles var ligesom de andre drenge fra gaden. Vi ville alle sam­ men være ligesom dem.”77 Takket være The Beatles markerede 1964 begyndelsen på det fænomen, der blev kendt som ‘Den Britiske Invasion’ af hitlister­ ne i USA. Den amerikanske top-40 var fuld af hitmagere fra Eng­ land, deriblandt The Rolling Stones (‘Time Is on My Side’), The Animals (‘House of the Rising Sun’), Peter & Gordon (‘A World Without Love’), Manfred Mann (‘Do Wah Diddy Diddy’), Her­ man’s Hermits (‘I’m Into Something Good’), The Kinks (‘You Really Got Me’) og The Zombies (‘She’s Not There’).

The Beatles og de andre britiske pop- og rockmusikere inspi­ rerede Reggie Dwight. De repræsenterede alt det, han længtes efter at blive.