Emma Donoghue: Rum

I

dag er jeg fem. Jeg var fire i aftes, da jeg lagde mig til at sove i Klæ­xdeskab, men da jeg vågner op i Seng i mørket, er jeg blevet fem, hokuspokus-filiokus. Før det var jeg tre, så to, så et, så nul. “Var jeg minustal?”

“Hvad?” Mor strækker sig grundigt.

“Oppe i Himmel. Var jeg minus et, minus to, minus tre ...?”

“Nej, tallene startede først, da du fløj ned.”

“Gennem Tagvindue. Du var meget ked af det, indtil jeg dukkede op i din mave.”

“Det er rigtigt.” Mor læner sig ud af Seng for at tænde Lampe, og han får alt til at lyse op, svish.

Jeg når at lukke øjnene i tide, men åbner så en sprække og derefter begge øjne.

“Jeg græd, indtil jeg ikke havde nogen tårer tilbage,” fortæller hun mig. “Jeg lå bare her og talte sekunderne.”

“Hvor mange sekunder?” spørger jeg hende.

“Millioner og atter millioner.”

“Nej, hvor mange helt nøjagtigt?”

“Jeg kunne ikke holde rede på dem,” siger Mor. “Så ønskede og ønskede du ved dit æg, indtil du blev tyk.”

Hun griner. “Jeg kunne mærke, at du sparkede.”

“Hvad sparkede jeg?”

13

“Mig, selvfølgelig.”

Det griner jeg altid af.

“Indefra, bang, bang.” Mor løfter op i sin sove-T-shirt og får sin mave til at hoppe. “Jeg tænkte: Jack er på vej. Straks tidligt næste morgen gled du ud og landede på gulvtæppet med vidtåbne øjne.”

Jeg kigger ned på Gulvtæppe og hendes røde og brune og sorte farver, der siksakker sig rundt om hinanden. Dér er pletten, jeg kom til at lave, da jeg blev født. “Du klippede navlestrengen over, og jeg var fri,” fortæller jeg Mor. “Så blev jeg til en dreng.”

“Faktisk var du allerede en dreng.” Hun står ud af Seng og går hen til Termostat for at varme luften.

Jeg tror ikke, han kom i aftes efter ni, luften er altid anderledes, når han har været her. Jeg spørger ikke, for hun kan ikke lide at snakke om ham.

“Fortæl mig nu, hr. Fem År, vil du helst have din gave nu eller efter morgenmaden?”

“Hvad er det, hvad er det?”

“Jeg ved godt, at du er spændt,” siger hun, “men husk at lade være med at gnave i din finger, for der kan snige sig bakterier ind i hullet.”

“Og gøre mig syg, som da jeg var tre år og kastede op og havde diarre.”

“Endnu værre end det,” siger Mor. “Man kan dø af bakterier.”

“Og så kommer man tidligt tilbage til Himmel?”

“Du bliver ved med at gnave i den.” Hun rykker min hånd væk.

“Undskyld.” Jeg sætter mig på den slemme hånd. “Kald mig hr. Fem År igen.”

“Altså, hr. Fem År,” siger hun, “skal det være nu eller senere?”

Jeg hopper op på Gyngestol for at kigge på Ur, han siger 07.14. Jeg kan skateboarde på Gyngestol uden at holde fast i hende, så jeg springer juhu ned på Dyne igen, og så snowboarder jeg i stedet for. “Hvornår åbner man gaver?”

“Det kan være sjovt både på det ene og det andet tidspunkt. Skal jeg vælge for dig?” spørger Mor. “Nej, jeg er fem år, jeg skal selv vælge.” Min finger er inde i min 14

mund igen, jeg anbringer den i min armhule og låser den fast. “Jeg vælger – nu.”

Hun trækker noget frem, der ligger under hendes pude, jeg tror det har ligget usynligt gemt hele natten. Det er et rør af sammenrullet papir med det røde bånd om fra de tusind chokolader, vi fik, dengang det var jul. “Luk den op,” siger hun til mig. “Forsigtigt.”

Jeg finder ud af at løsne knuden, jeg trykker papiret fladt, det er en tegning, bare med blyant, ingen farver. Jeg ved ikke, hvad det er, så jeg vender det om. “Mig!” Ligesom i Spejl, men mere, mit hoved og min arm og min skulder i min sove-T-shirt. “Hvorfor er mine øjne lukkede?”

“Du sov,” siger Mor. “Lavede du et billede, mens du sov?”

“Nej, jeg var vågen. I går morges og dagen før og dagen før igen tænd­ te jeg lampen og tegnede dig.” Hun holder op med at smile. “Hvad er der i vejen, Jack? Kan du ikke lide det?”

“Jeg kan ikke lide ... når du er tændt på samme tid, som jeg er slukket.”

“Jeg kunne jo ikke tegne dig, mens du var vågen, for så ville det ikke være en overraskelse, vel?” Mor venter. “Jeg tænkte, at du ville blive glad for at få en overraskelse.”

“Jeg vil helst have en overraskelse, jeg kender.”

Hun ler lidt.

Jeg står op på Gyngestol for at hente en knappenål i Syæske på Hylde, minus en betyder, at der nu er nul tilbage af de fem. Der var engang seks, men én er forsvundet. Én holder Vestlig Kunsts Store Mesterværker nr. 3: Madonna og barn med Skt. Anna og Johannes Døberen, og én holder Vestlig Kunsts Store Mesterværker nr. 8: Indtryk. Solopgang, og én holder den blå blæksprutte, og én holder billedet med den skøre hest, der hedder Vestlig Kunsts Store Mesterværker nr. 11: Guernica. Mester­ værkerne kom med havregrynene, men jeg har selv lavet blæk­sprutten, det er min bedste i marts, han er blevet lidt krøllet af dampen over Badekar. Jeg hænger Mors overraskelsestegning op på den midterste kork­flise over Seng.

Hun ryster på hovedet. “Ikke der.”

15

Hun vil ikke have, Gamle Nick ser den. “Måske i Klædeskab, på den bageste side?” spørger jeg.

“God idé.”

Klædeskab er af træ, så jeg er nødt til at trykke ekstra hårdt på knap­ penålen. Jeg lukker hendes dumme døre, de knirker altid, selv efter at vi har kommet majsolie på hængslerne. Jeg kigger ind gennem tremmerne, men det er for mørkt. Jeg åbner hende lidt for at kigge ind, den hemmelige tegning er hvid bortset fra de små grå streger. Mors blå kjole hænger lidt hen over mit sovende øje, jeg mener øjet på tegningen, men den virkelige kjole i Klædeskab.

Jeg kan lugte Mor ved siden af mig, jeg har den bedste næse i familien. “Åh, jeg glemte at få noget, da jeg vågnede.”

“Det er okay. Måske kunne vi springe det over en gang imellem, nu hvor du er fem år?”

“Niksen biksen.”

Hun lægger sig ned på hvide Dyne, og det gør jeg også, og jeg får en masse. *** Jeg tæller hundrede cornflakes op og vandfalder mælken, der har næ­ sten samme hvide farve som skålene, uden at sprøjte, vi takker Jesus­ barnet. Jeg vælger Smelteske med det klumpede hvide håndtag, fordi han kom til at læne sig op ad gryden med kogende pasta. Mor kan ikke lide Smelteske, men han er min favorit, fordi han er anderledes.

Jeg stryger hånden hen over Bords ridser for at gøre dem mindre, hun er en cirkel og helt hvid bortset fra det grå i ridserne af at hakke madvarer. Mens vi spiser, leger vi Nynne, for det skal man ikke bruge mun­den til. Jeg gætter ‘Macarena’ og ‘She’ll Be Coming Round the Moun­t ain’ og ‘Swing Low, Sweet Chariot’, men det er egentlig ‘Stormy Weather’. Så jeg får to point, og jeg får to kys.

Jeg nynner ‘Ro, ro, ro din båd’, Mor gætter den straks. Så nyn­ner jeg ‘Tubthumping’, hun gør en grimasse og siger: “Åh, jeg kender den, det 16

er den der med at blive slået ud og rejse sig op igen, hvad er det nu, den hedder?” Til sidst gætter hun rigtigt. Da det bliver min tur tredje gang, nynner jeg ‘Can’t Get You out of My Head’, Mor aner ikke, hvad det er.

“Du har valgt en svær en ... Har du hørt den på tv?”

“Nej, på dig.” Jeg giver mig til at synge omkvædet, Mor siger, hun er en dumrian.

“Kvajpande.” Jeg giver hende hendes to kys.

Jeg flytter min stol hen til Vask for at vaske op, med skåle skal jeg være forsigtig, men med skeer kan jeg lave kling klang klong. Jeg rækker min tunge ud i Spejl. Mor er bag ved mig, jeg kan se mit ansigt klistret oven på hendes ligesom den maske, vi lavede, da der var halloween. “Jeg ville ønske, at tegningen var noget bedre,” siger hun. “Men i det mindste vi­ ser den, hvem du er.”

“Hvem er jeg?”

Hun rører ved Spejl, hvor min pande er, hendes finger efterlader en cirkel. “Du er som snydt ud af næsen på mig.”

“Hvorfor er jeg som snydt ud af næsen på dig?” Cirklen forsvinder.

“Det betyder bare, at du ligner mig. Formodentlig fordi du er lavet af mig. De samme brune øjne, den samme store mund, den samme spidse hage ...”

Jeg stirrer på os på samme tid, og inde i Spejl stirrer vi tilbage. “Ikke den samme næse.”

“Du har en barnenæse lige nu.”

Jeg griber fat i den. “Vil den falde af og en voksen næse vokse frem?”

“Nej, nej, den bliver bare større. Det samme brune hår ...”

“Men mit når helt ned til midten, og dit hår når kun ned til skuldrene.”

“Det er rigtigt,” siger Mor og rækker ud efter Tandpasta. “Alle dine celler er dobbelt så levende som mine.”

Jeg vidste ikke, at ting kunne være bare halvt levende. Jeg kigger igen i Spejl. Vores sove-T-shirts er også forskellige, og vores underbukser, der er ingen bamser på hendes.

Da hun spytter anden gang, er det min tur med Tandbørste, jeg bør­ster hver eneste tand hele vejen rundt. Mors spyt i Vask ligner da 17

slet ikke mig, det gør mit heller ikke. Jeg skyller det væk og sætter et vampyrsmil op.

“Uhh.” Mor dækker sine øjne til. “Dine tænder er så rene, at de blænder mig.”

Hendes er temmelig rådne, fordi hun glemte at børste dem, hun er ked af det, og hun glemmer det ikke mere, men de er alligevel rådne.

Jeg gør stolene flade og stiller dem ved siden af Dør op mod Tørrestativ. Han skumler altid og siger, at der ikke er plads, men der er masser af plads, hvis han står helt lige. Jeg kan også gøre mig flad, men ikke helt så flad på grund af mine muskler, fordi jeg er levende. Dør er lavet af skinnende magisk metal, han siger bip bip efter klokken ni, når jeg skal være slukket inde i Klædeskab.

Guds gule ansigt kommer ikke ind i dag, Mor siger, han har svært ved at trænge gennem sneen.

“Hvad for en sne?”

“Se,” siger hun og peger op.

Der er en lillebitte smule lys oven på Tagvindue, resten af hende er helt mørk. Tv-sne er hvid, men virkelig sne er ikke, det er underligt.

“Hvorfor falder den ikke ned på os?”

“Fordi det er udenfor.”

“I Ydre Rum? Bare det var indenfor, så jeg kunne lege med den.”

“Jamen så ville den smelte, fordi der er dejligt varmt herinde.” Hun begynder at nynne, jeg gætter med det samme, at det er ‘Let It Snow’.

Jeg synger andet vers. Så synger jeg ‘Winter Wonderland’, og Mor synger med, højere.

Vi har tusindvis af ting at gøre hver morgen, som at give Plante en kop vand i Vask for ikke at spilde, så stille hende tilbage på hendes underkop på Kommode. Plante boede før på Bord, men Guds ansigt brændte et af hendes blade af. Hun har ni tilbage, de har samme størrelse som min hånd og har lodden pels over det hele, ligesom Mor siger, hunde har.

Men hunde er kun tv. Jeg kan ikke lide ni. Jeg finder et lillebitte blad på vej frem, det tæller som ti.

Edderkop er virkelig. Jeg har set hende to gange. Jeg kigger efter 18

hende nu, men der er kun et spindelvæv mellem Bords ben og plade.

Bord balancerer godt, og det er ret vanskeligt at balancere, for når jeg står på ét ben, kan jeg balancere i meget lang tid, men så falder jeg altid. Jeg siger ikke noget til Mor om Edderkop. Hun fejer spindelvæv væk, hun siger, de er beskidte, men jeg synes, de ligner super tyndt sølv. Mor holder af de dyr, der løber rundt og spiser hinanden på naturplaneten, men ikke virkelige dyr. Da jeg var fire, så jeg myrer spadsere op på Komfur, og hun løb hen og klaskede dem, for at de ikke skulle spise vores mad. Det ene minut var de levende, og det næste minut var de snavs. Jeg græd, så mine øjne var lige ved at smelte væk. En anden gang kom der en ting om natten bzzz bzzz bzzz og bed mig, og Mor knaldede ham mod Dørvæg under Hylde, det var en myg. Pletten er stadig på korkflisen, selv om hun skrubbede den, det var mit blod, myggen stjal, ligesom en lillebitte vampyr. Det er den eneste gang, mit blod er kommet ud af mig.

Mor tager sin pille fra sølvpakken, der har otteogtyve små rumskibe, og jeg tager en vitaminpille fra glasset med drengen, der står på hænder, og hun tager også en fra det store glas med et billede af en kvinde, der spiller tennis. Vitaminer er medicin, for at man ikke skal blive syg og op til Himmel endnu. Jeg vil ikke derop, jeg kan ikke lide at dø, men Mor siger, det kan være okay, når vi er hundrede og trætte af at lege.

Hun tager også en smertestiller. Nogle gange tager hun to, aldrig mere end to, for nogle ting er gode for os, men for meget af det er pludselig dårligt.

“Er det Dårlig Tand?” spørger jeg. Han sidder foroven i den bageste del af hendes mund, han er den værste.

Mor nikker.

“Hvorfor tager du ikke to smertestillere hver eneste dag?”

Hun laver en grimasse. “Så ville jeg være på krogen.”

“Hvad er det?”

“Det er som at sidde fast på en krog, for så ville jeg behøve dem hele tiden. Faktisk ville jeg behøve flere og flere.”

“Hvad er der forkert ved det?”

19

“Det er svært at forklare.”

Mor ved alt bortset fra de ting, hun ikke rigtig kan huske, og nogle gange siger hun også, jeg er for lille til at få forklaret en ting.

“Mine tænder har det bedre, hvis jeg holder op med at tænke på dem,” fortæller hun mig.

“Hvordan det?”

“Det hedder ånd over stof. Hvis man ikke bekymrer sig om det, betyder det ikke noget.”

Når en del af mig gør ondt, bekymrer jeg mig altid om det. Mor masserer min skulder, men min skulder gør ikke ondt. Jeg kan godt lide det alligevel.

Jeg har stadig ikke fortalt hende om spindelvævet. Det er underligt at have noget, der er mit og ikke Mors. Alt andet tilhører os begge to. Jeg formoder, min krop er min, og de tanker, der opstår inde i mit hoved, er mine. Men mine celler er lavet af hendes celler, så jeg er på en måde hendes. Og når jeg fortæller hende, hvad jeg tænker, og hun fortæller mig, hvad hun tænker, springer vores tanker ind i hinandens hoveder, ligesom når man maler blåt oven på gult, og det så bliver grønt.

Klokken 08.30 trykker jeg på knappen på tv og leder mellem de tre kanaler. Jeg finder Dora Udforskeren, juhu. Mor flytter meget langsomt rundt med Kanin for at gøre billedet bedre med hans ører og hoved.

Den dag, da jeg var fire år, døde tv, og jeg græd, men om aftenen kom Gamle Nick med en magisk converter-box, der gjorde tv levende igen.

De andre kanaler efter nummer tre er helt tågede, så dem ser vi ikke for ikke at skade vores øjne, kun hvis der er musik, så lægger vi Tæppe over og lytter gennem alt det grå og ryster baller.

I dag lægger jeg mine fingre på Doras hoved for at give hende et knus, og jeg fortæller hende om mine superkræfter nu, hvor jeg er fem, og så smiler hun. Hun har et kæmpestort hår, der er som en brun hjelm med udskårne spidser, og det er lige så stort som resten af hende. Jeg sætter mig på Seng på Mors skød for at se tv, jeg vrikker, indtil jeg ikke sidder på hendes spidse knogler. Hun har kun nogle få bløde dele, men de er til gengæld super bløde.

20

Dora siger noget, som ikke er rigtigt sprog, det er spansk, som lo hicimos. Hun bærer altid Rygsæk, der har en masse indeni, nemlig alle de ting, Dora har brug for, som stiger og rumdragter, så hun kan danse og spille fodbold og fløjte og drage på eventyr sammen med aben Boots, hendes bedste ven. Dora siger altid, at hun har brug for min hjælp, som når hun spørger, om jeg kan finde en magisk ting, og hun venter på, at jeg skal sige: “Ja”. Jeg råber: “Bag ved palmetræet,” og når den blå pil klikker lige bag ved palmetræet, siger hun: “Tak.” Alle andre tv-personer lytter ikke. Kort viser altid tre steder, og vi skal først frem til det første sted for at nå frem til det andet for at nå frem til det tredje.

Jeg går sammen med Dora og Boots, holder dem i hånden, jeg synger med på alle sangene, især dem med at slå kolbøtter eller give high-fiver eller danse Den Fjollede Kyllingedans. Vi skal passe på den luskede Hugo, vi råber: “Hugo må ikke hugge!” tre gange, så han bliver sur og siger: “Oh man!” og løber væk. Engang lavede Hugo en fjernstyret robotsommerfugl, men den gjorde ikke det rigtige, den huggede hans maske og handsker i stedet for, det var super sjovt. Nogle gange fanger vi stjerner og lægger dem i Rygsæks lomme, jeg plejer at vælge Larmende Stjerne, der vækker alt, og Blinkende Stjerne, der kan forvandle sig til alle mulige former.

På de andre planeter er det mest personer, og der kan være hundredvis af dem på skærmen, bortset fra at én person tit bliver meget stor og kommer meget tæt på. De har tøj i stedet for hud, deres ansigter er lyserøde eller gule eller brune eller plettede eller hårede med meget røde munde og store øjne med sorte rande. De griner og råber en masse.

Jeg ville gerne se tv hele tiden, men det gør vores hjerner til grød. Før jeg kom ned fra Himmel, havde Mor tændt hele dagen og blev til en zombie, det er en slags spøgelse, som går bump bump. Så nu slukker hun altid efter én udsendelse, så dannes der nye celler igen i løbet af dagen, og vi kan se en udsendelse mere efter aftensmaden og producere flere celler, når vi sover.

“Bare én mere, fordi det er min fødselsdag? Må jeg ikke nok?”

Mor åbner munden og lukker den så igen. Så siger hun: “Hvorfor 21

ikke?” Hun indstiller reklamerne på lydløs, fordi de gør vores hjerner til grød så hurtigt, at det vil begynde at løbe ud af vores ører.

Jeg ser på legetøjet, der er en super lækker lastbil og en trampolin og Bionicles. To drenge kæmper med Transformers i hænderne, men de er rare og ligner slet ikke slemme drenge.

Så kommer udsendelsen, det er Svampebob Firkant. Jeg løber hen for at røre ved ham og Patrick Søstjerne, men ikke Blækvart Blæksprutte, han er uhyggelig. Det er en forfærdelig historie om en kæmpeblyant, jeg kigger ud gennem Mors fingre, der alle sammen er dobbelt så lange som mine.

Der er ikke noget, som gør Mor bange. Måske bortset fra Gamle Nick. For det meste kalder hun ham bare ham, jeg kendte ikke engang hans navn, før jeg så en tegnefilm om en mand, der kom om natten og hed Gamle Nick. Det kalder jeg den rigtige, fordi han kommer om natten, men han ligner ikke tv-manden, der har skæg og horn og den slags. Jeg spurgte engang Mor, om han er gammel, og hun sagde, at han er næsten dobbelt så gammel, som hun er, og det er ret gammel.

Hun rejser sig for at slukke for tv, så snart der kommer rulletekster.

Mit tis er gult på grund af vitaminerne. Jeg sætter mig og laver pølser og siger til dem: “Farvel, farvel, af sted til havet.” Så skyller jeg ud og kigger på cisternen, der bliver fyldt op og siger boble gurgle boble.

Bagefter skrubber jeg mine hænder, til det føles, som om huden er ved at falde af, så ved jeg, at jeg har vasket dem godt nok.

“Der er et spindelvæv under Bord,” siger jeg, men jeg vidste slet ikke, jeg ville sige det. “Det er Edderkop, hun er virkelig. Jeg har set hende to gange.”

Mor smiler, men ikke rigtigt.

“Vil du ikke nok lade være med at feje det væk? For hun er der ikke engang selv, men måske kommer hun tilbage.”

Mor sætter sig på knæ og kigger op under Bord. Jeg kan ikke se hendes ansigt, før hun skubber håret om bag sit øre. “Nu skal du høre, jeg lader det sidde, indtil vi gør rent, er det okay?”

22

Det er tirsdag, det er om tre dage. “Okay.”

“Ved du hvad?” Hun rejser sig op. “Vi skal jo mærke af, hvor høj du er nu, hvor du er blevet fem år.”

Jeg springer op i luften.

Normalt må jeg ikke tegne på dele af Rum eller på møblerne. Da jeg var to, tegnede jeg kruseduller på Sengs ben, det, der er nærmest Klædeskab, så når vi gør rent, peger hun på krusedullerne og siger: “Se her, det skal vi leve med altid.” Men min fødselsdagsmåling er noget andet, det er bittesmå tal ved siden af Dør, et sort 4 og et sort 3 nedenunder og et rødt 2, der var gamle Pens farve, indtil han løb tør, og nederst et rødt 1.

“Stå helt ret,” siger Mor. Kuglepen kildrer oven på mit hoved.

Da jeg træder væk, er der et sort 5 lidt over 4. Jeg elsker fem, det er det bedste af alle tal, jeg har fem fingre på hver hånd og lige så mange tæer, og det har Mor også, vi er helt ens. Ni er mit værste yndlingstal.

“Hvad er min høj?”

“Din højde. Jeg ved det ikke helt nøjagtigt,” siger hun. “Måske skulle vi bede om et målebånd, som Søndagsoverraskelse.”

Jeg troede at målebånd kun var i tv. “Nej, lad os bede om chokolade.”

Jeg lægger en finger på 4 og stiller mig med ansigtet op mod det, så min finger hviler på mit hår. “Jeg blev ikke ret meget højere den her gang.”

“Det er normalt.”

“Hvad er normalt?”

“Det er ...” Mor tygger lidt på det. “Det betyder, at det er okay. No hay problema.”

“Men se, hvor store mine muskler er.” Jeg hopper op på Seng, jeg er Jack Kæmpedræberen i syvmilestøvler.

“Gigantiske,” siger Mor. “Drabelige.”

“Kolossale.”

“Enorme.”

“Kolonorme.” Det er ordsandwich, når vi klemmer to ord sammen.

“Den var god.”

23

“Ved du hvad?” siger jeg til hende. “Når jeg fylder ti, vil jeg være blevet stor.”

“Er det rigtigt?”

“Jeg vil blive større og større og større, indtil jeg bliver et menneske.”

“Faktisk er du allerede et menneske,” siger Mor. “Vi er begge to mennesker.”

Jeg troede, at ordet for os var virkeligt. Personerne på tv er bare lavet af farver.

“Mente du en kvinde?”

“Ja,” siger jeg. “En kvinde med en dreng i et æg i min mave, og han vil også være virkelig. Eller jeg vil vokse og blive en kæmpe, men en god kæmpe, der når helt heroptil.” Jeg hopper op for at røre ved Sen­ gevæggen højt oppe, næsten deroppe hvor Loft begynder at skråne.

“Det lyder herligt,” siger Mor. Hendes ansigt er blevet trist, det betyder, at jeg sagde noget forkert, men jeg ved ikke hvad.

“Jeg vil bryde ud gennem Tagvindue og ud i Ydre Rum og drøne boing boing rundt mellem alle planeterne,” fortæller jeg hende. “Jeg vil besøge Dora og Svampebob og alle mine venner, og jeg vil have en hund, der hedder Lucky.”

Mor smiler nu. Hun lægger Kuglepen tilbage på Hylde.

Jeg spørger hende: “Hvor gammel bliver du på din fødselsdag?”

“Syvogtyve.”

“Wauw.”

Jeg tror ikke, at det gjorde hende glad.

Mens Badekar bliver fyldt, henter Mor Labyrint og Fort ned fra den øverste del af Klædeskab. Vi har arbejdet på Labyrint, siden jeg var to, hun er af rør fra toiletpapir klistret sammen til tunneller, der drejer i mange retninger. Hoppebold elsker at fare vild i Labyrint og gemme sig. Jeg er nødt til at kalde på ham og ryste hende og vende hende sidelæns og på hovedet, inden han til sidst ruller ud, pyh ha. Så sender jeg andre ting ind i Labyrint, en jordnød og et afbrækket stykke af Blå Farveblyant og en lille spaghetti, der ikke er kogt. De jagter hinanden 24

inde i tunnellerne og sniger sig frem og råber bøh. Jeg kan ikke se dem, men jeg lytter til paprørene, og jeg kan regne ud, hvor de er. Tandbørste vil gerne have en tur, men jeg siger til ham, at jeg er ked af det, men han er for lang. Han hopper i stedet for ind i Fort for at vogte et tårn. Fort er lavet af konservesdåser og vitaminpilleglas, vi bygger ham større, hver gang vi har en tom. Fort kan se i alle retninger, han hælder kogende olie ud over fjenderne, de ved ikke noget om hans hemmelige knivflænger, ha ha. Jeg vil gerne have ham med i Badekar som en ø, men Mor siger, at vandet vil opløse hans tape.

Vi løsner vores hestehaler og lader vores hår svømme. Jeg ligger på Mor uden at sige noget, jeg holder af at høre hendes hjerte banke. Når hun trækker vejret, bevæger vi os en lille smule op og ned. Penis flyder.

Fordi det er min fødselsdag, må jeg vælge, hvad tøj vi begge to skal have på. Mors bor i den øverste skuffe i Kommode og mit i den nederste.

Jeg vælger hendes yndlingsjeans med de røde syninger, som hun kun tager på ved særlige lejligheder, fordi de er ved at være slidt ved knæene.

Til mig selv vælger jeg min gule hættetrøje, jeg er forsigtig med skuffen, men den højre kant falder alligevel af, og Mor må hamre den på plads.

Vi trækker min hættetrøje ned, og den klemmer mit ansigt, men så kommer den på plads.

“Hvad med, at jeg skærer den bare en lille smule op midt i V’et?” siger Mor. “Niksen biksen.”

Til Gymnastik lader vi være med at tage strømper på, for man står bedre fast på bare fødder. I dag vælger jeg først Løbebane, vi lægger Bord omvendt på Seng og Gyngestol oven på hende med Gulvtæppe oven på dem begge. Løbebane går rundt om Seng fra Klædeskab til Lampe, på Gulv er tegnet et sort C. “Hej, se her, jeg kan klare en fremog-tilbage i seksten trin.”

“Wauw. Da du var fire, var det atten trin, er det ikke rigtigt?” siger Mor. “Hvor mange frem-og-tilbager tror du, at du kan løbe i dag?”

“Fem.” “Hvad med fem gange fem? Det ville så være din yndlings-kvadrering.”

25

Vi tæller på fingrene, jeg får seksogtyve, men Mor siger femogtyve, så jeg gør det igen og får nu også femogtyve. Hun tager tid på mig på Ur. “Tolv,” råber hun. “Sytten. Du klarer det flot.”

Jeg stønner puh puh puh.

“Hurtigere ...”

Jeg løber endnu hurtigere, ligesom Superman, der flyver.

Når det er Mors tur til at løbe, skriver jeg tallet ved starten på en skriveblok og tallet, når hun er færdig, så trækker vi dem fra hinanden for at se, hvor hurtig hun var. I dag er hendes ni sekunder højere end mit, det betyder, at jeg har vundet, så jeg hopper op og ned og buher ad hende. “Lad os løbe om kap.”

“Ja, det kunne være sjovt,” siger hun. “Men du husker nok, at da vi sidst prøvede det, hamrede jeg min skulder ind i kommoden?”

Nogle gange, når jeg glemmer ting, fortæller Mor mig dem, og så husker jeg dem.

Vi tager alle møbler ned fra Seng og lægger Gulvtæppe tilbage på plads, hvor hun skal dække Løbebane, så Gamle Nick ikke skal se det sorte C. Mor vælger Trampolin, det er kun mig, der hopper på Seng, fordi Mor kunne komme til at ødelægge Seng. Så er hun kommentator: “Den unge amerikanske mester foretager en dristig drejning i luften ...”

Bagefter vælger jeg ‘Simon Siger’, og så siger Mor, at vi skal tage strømper på igen til Lig, det er at ligge ligesom en søstjerne med slappe tånegle, slap navle, slap tunge og selv slap hjerne. Det begynder at klø bag på Mors knæ, og hun bevæger sig, jeg vinder igen.

Klokken er 12.13, og så kan det være frokost. Mit yndlingsstykke af bordbønnen er det daglige brød. Jeg er chef for alle legene, men Mor er chef for alle måltiderne og bestemmer for eksempel, at vi ikke må få cornflakes til morgenmad og frokost og aftensmad, for så ville vi blive syge, og vi ville også bruge det alt for hurtigt op. Da jeg var nul og et år, hakkede og tyggede hun min mad for mig, men så fik jeg alle mine tyve tænder, og jeg kan tygge hvad som helst. Til frokost er der tun på kiks, mit arbejde er at rulle låget på dåsen op, for det kan Mors håndled ikke klare.

26

Jeg er lidt urolig, så Mor siger, lad os lege Orkester, hvor vi løber rundt og ser, hvor meget larm vi kan få ud af tingene. Jeg trommer på Bord, og Mor fortsætter med bank bank på Sengs ben og så fluff fluff på puderne, jeg bruger en gaffel og ske på Dør kling kling og vores fødder på Komfur bang bang, men min favorit er at træde på pedalen til Skraldespand, for så smækker hans låg op med et pling. Mit yndlingsinstrument er Knipse, der er en cornflakespakke, jeg har beklædt med forskelligt farvede ben og sko og frakker og hoveder fra det gamle katalog og derefter har sat tre gummibånd hen over midten på. Gamle Nick kommer ikke længere med kataloger til os, så vi kan vælge vores tøj, Mor siger, at han bliver mere og mere fedtet.

Jeg klatrer op på Gyngestol for at tage bøgerne ned fra Hylde, og jeg laver en titages-skyskraber på Gulvtæppe. “Tietages,” siger Mor og ler, det var ikke særlig sjovt.

Engang havde vi ni bøger, men kun fire med billeder i: Alle børns rim og remser Graver Guffe En lille hjemløs kanin Pop-up Lufthavn Og fem kun med billeder på forsiden: Hytten Tusmørke Skytsenglen Bittersød kærlighed Da Vinci-Mysteriet Mor læser næsten aldrig ikke-billedbøgerne, bortset fra hvis hun er desperat. Da jeg var fire, bad vi om en mere med billeder som Søndags­ overraskelse, og Alice i eventyrland kom, jeg kan godt lide hende, men hun har for mange ord, og en masse af dem er gamle.

27

I dag vælger jeg Graver Guffe, han er helt nede ved bunden, så han vælter skyskraberen krashhh.

“Guffe igen.” Mor skærer ansigt, så finder hun sin groveste stemme frem: “Heeeeeeeer er Guffe, den stærke graver!

Han skovler bunker, så det buldrer og brager.

Pas på den lange arm, som af jorden gnasker, For gravkoen kan lide at æde jord og smasker.

Kæmpeskovlen overalt på pladsen kommer, Han skovler og graver, om det er vinter eller sommer.”

Der er en kat på det andet billede, på det tredje billede ligger den på bunken af klippesten. Det er tunge sten ligesom keramik, som Badekar og Vask og Toilet er af, men ikke så glatte. Katte og sten er kun på tv. På det femte billede falder katten ned, men katte har ni liv, ikke ligesom mig og Mor, der bare har ét hver.

Mor vælger næsten altid En lille hjemløs kanin, fordi kaninmoren finder kaninbabyen til sidst og siger: “Vil du ikke have en gulerod?”

Kaniner er tv, men gulerødder er virkelige. Jeg kan godt lide, at de larmer.

Mit yndlingsbillede er det, hvor kaninbarnet bliver til en klippesten oppe på bjerget, og kaninmoren må klatre op op op for at finde ham. Bjerge er alt for store til at være virkelige, jeg har set et bjerg i tv med en kvinde hængende i et reb på det. Kvinder er ikke virkelige ligesom Mor, og det er piger og drenge heller ikke. Mænd er ikke virkelige bortset fra Gamle Nick, og jeg er faktisk ikke sikker på, at han virkelig er virkelig. Måske halvt virkelig? Han kommer med madvarer og Søndagsoverraskelse og fjerner skraldet, men han er ikke menneske ligesom os. Han kommer kun frem om natten ligesom flagermus. Måske laver Dør ham med et bip bip, og så ændrer luften sig. Jeg tror ikke, Mor kan lide at snakke om ham, for at han ikke skal blive mere virkelig.

Jeg drejer rundt på hendes skød for at se på mit yndlingsbillede af Jesusbarnet, der leger med Johannes Døberen, som både er hans ven 28

og store fætter. Maria er der også, hun ligger på skødet af sin mor, der er Jesusbarnets bedstemor, ligesom Doras abuela. Det er et underligt billede uden farver, og nogle af hænderne og fødderne er der ikke, Mor siger, at det ikke er færdigt. Det, der startede, at Jesusbarnet begyndte at vokse inde i Marias mave, var en engel, der kom susende ned ligesom et spøgelse, men en rigtig cool en med fjer. Maria blev meget overrasket og sagde: “Hvordan skal det gå til?” og så: “Okay, lad det ske.” Da Jesus­ barnet smuttede ud af hendes vagina juleaften, lagde hun ham i en krybbe, ikke for at køerne skulle spise ham, men for at de skulle varme ham ved deres prusten, fordi han var magisk.

Mor slukker Lampe nu, og vi lægger os ned, først siger vi hyrdebønnen om de grønne enge, jeg tror, de er ligesom Dyne, men bløde og grønne i stedet for hvide og flade. (Bægeret der er fyldt til overflod må lave et frygteligt griseri.) Jeg får noget nu, af det højre, fordi det venstre ikke har ret meget. Da jeg var tre år, fik jeg stadig en masse når som helst, men siden jeg blev fire, har jeg haft travlt med så mange ting, derfor får jeg kun noget nogle få gange om dagen og aftenen. Jeg ville ønske, jeg kunne snakke og få noget samtidig, men jeg har kun én mund.

Jeg er lige ved at slukke, men gør det ikke. Jeg tror, at Mor har slukket, det kan jeg høre på hendes åndedrag. *** Efter luren siger Mor, hun har fundet ud af, at vi ikke behøver at bede om et målebånd, vi kan selv lave en lineal.

Vi genbruger cornflakespakken fra Gamle Egyptiske Pyramide, Mor viser mig, hvordan jeg skal klippe en strimmel lige så stor som hendes fod, det er nemlig derfor, det hedder en fod, og så laver hun tolv små streger på den. Jeg måler hendes næse, og den er to tommer lang. Min næse er en og en kvart tomme, jeg skriver det ned. Mor lader Lineal slå kolbøtter i slowmotion op ad Dørvæg, hvor mine målinger er, og hun siger, at jeg er tre fod og tre tommer.

“Hej,” siger jeg. “Lad os måle Rum.” 29

“Hvad for noget, det hele?”

“Har vi andet at lave?”

Hun kigger underligt på mig. “Nej, det har vi vel ikke.”

Jeg skriver alle tallene ned. Dørvægs højde op til det sted, hvor Loft begynder, er seks fod og syv tommer. “Ved du hvad,” siger jeg til Mor, “hver eneste korkflise er en lille smule større end Lineal.”

“D’oh,” siger hun og slår sig på hovedet. “Jeg vil tro, at de er en kva­ dratfod. Jeg må have lavet linealen en lille smule for kort. Lad os så bare tælle fliserne, det er lettere.”

Jeg starter med at tælle højden på Sengevæg, men Mor siger, at alle væggene er ens. En anden regel er, at væggenes bredde er den samme som Gulvets bredde, jeg tæller elleve fod begge veje, det betyder, at Gulv er en kvadrat. Bord er en cirkel, så jeg er forvirret, men Mor måler hende hen over midten, hvor hun er mest bred, og det er tre fod og ni tommer. Min stol er tre fod og to tommer høj, og Mors er nøjagtig det samme, det er en tomme mindre end mig. Så er Mor lidt træt af at måle, derfor stopper vi.

Jeg maler bag ved alle de forskellige tal med vores fem farveblyanter, der er blå, orange, grøn, rød, brun, og da jeg er færdig, ligner papirstykket Gulvtæppe, bare meget vildere. Mor siger, at jeg kan bruge det som dækkeserviet til aftensmaden.

Jeg vælger spaghetti i aften, der er også frisk broccoli, som jeg ikke vælger, det er bare godt for os. Jeg skærer broccolien i stykker med Siksak-kniv, nogle gange spiser jeg noget, når Mor ikke ser det, og så siger hun: “Åh nej, hvad er der blevet af det store stykke?” Men hun er ikke rigtig vred, for rå ting holder os ekstra meget i live.

Mor laver opvarmningen på to ringe på Komfur, der bliver røde. Jeg må ikke røre ved knapperne, for det er Mors opgave at sørge for, der ikke bliver ildebrand ligesom på tv. Hvis ringene nogen sinde rører ved noget som et viskestykke eller vores tøj, så vil der løbe flammer ud over det hele med orange tunger og brænde Rum til aske, mens vi hoster og kvæles og skriger i den værste smerte nogen sinde.

Jeg kan ikke lide lugten af kogt broccoli, men det er ikke så slemt som 30

grønne bønner. Grøntsager er virkelige, men is er tv, jeg ville ønske, at is også var virkelig. “Er Plante en rå ting?”

“Jo, men ikke af den slags, man kan spise.”

“Hvorfor har hun ikke blomster længere?”

Mor trækker på skuldrene og rører i spaghettien. “Hun er blevet træt.”

“Hun skulle lægge sig til at sove.”

“Hun er stadig træt, når hun vågner op igen. Måske er der ikke længere mad nok i jorden i hendes potte.”

“Hun må få min broccoli.”

Mor ler. “Ikke den slags mad, plantemad.”

“Skal vi bede om det som Søndagsoverraskelse?”

“Jeg har allerede en lang liste af ting at bede om.”

“Hvor?”

“Bare inde i mit hoved,” siger hun. Hun tager en spaghettiorm op og bider i den. “Jeg tror nok, at de kan lide fisk.”

“Hvem?”

“Planter, de kan lide rådden fisk. Eller er det fiskeben?”

“Adr.” “Næste gang, vi får fish fingers, kan vi måske grave et stykke ned under Plante.”

“Ikke af en af mine.”

“Okay, et stykke af en af mine.”

Grunden til, jeg bedst kan lide spaghetti, er sangen om kødbollen, jeg synger den, når Mor fylder vores tallerkener.

Efter aftensmad sker der noget helt utroligt: Vi laver en fødselsdagskage.

Jeg vil vædde på, at den bliver delicioso og med lys, lige så mange som mig, og tændt, som jeg aldrig har set i virkeligheden.

Jeg er den bedste æggepuster, jeg får det klistrede ud i ét pust. Jeg skal puste tre til kagen, jeg bruger knappenålen fra Indtryk. Solopgangbilledet, fordi jeg tror, at den skøre hest vil blive vred, hvis jeg tager Guernica ned, selv om jeg altid sætter nålen tilbage straks efter. Mor synes, Guernica er det bedste mesterværk, fordi det er mest virkeligt, men faktisk er det hele blandet sammen, hesten skriger, så man kan 31

se en masse tænder, fordi der er stukket et spyd ind i ham, og så er der en tyr og en kvinde, der holder et slapt barn med hovedet nedad, og en lampe, der ligner et øje, og det værste er den store, svulmende fod i hjørnet, jeg tror altid, at den vil trampe på mig.

Jeg får lov til at slikke skeen, og så sætter Mor kagen ind i Ovns varme mave. Jeg forsøger at jonglere med alle æggeskallerne oppe i luften på samme tid. Mor griber en. “Skal vi lave små Jack’er med ansigter?”

“Nej,” siger jeg.

“Skal vi lave en rede til dem af en meldej? Hvis vi optør de der rød­ beder i morgen, kan vi bruge saften til at male den rød med ...”

Jeg ryster på hovedet. “Lad os sætte dem på Æggeslange.” Æggeslange er længere end hele vejen rundt i Rum, vi har lavet ham, siden jeg var tre år, han bor under Seng, helt sammenrullet, og passer på os. De fleste af hans æg er brune, men sommetider er der et hvidt, nogle af dem har mønster lavet med blyant eller farveblyant eller Kuglepen eller små stykker klistret på med melklister, en krone af folie og et gult bælte af bånd og tråde og papirstykker til hår. Hans tunge er en nål, og den holder den røde tråd, der går hele vejen igennem ham. Vi tager ikke Æggeslange frem ret meget mere, for nogle gange filtrer han sammen, og hans æg revner omkring hullerne eller falder af, og vi må bruge stykkerne til mosaikker. I dag stikker jeg hans nål i et af de nye ægs huller, jeg bliver nødt til at ryste ægget, indtil den spidse nål kommer ud af det andet hul, det er temmelig vanskeligt. Nu er han tre æg længere, så jeg ruller ham ekstra forsigtigt sammen igen, så det hele af ham kan være under Seng.

Det tager timer og timer at vente på min kage, vi indånder den herlige luft. Og så mens kagen køler af, laver vi glasur, men det har ikke noget med glas at gøre, det er bare sukker smeltet i vand. Mor smører det ud over hele kagen. “Nu kan du lægge chokoladerne på, mens jeg vasker op.”

“Men der er jo ikke nogen.” “Åh,” siger hun og holder den lille pose frem og ryster den knitre knitre.

“Jeg gemte et par stykker fra Søndagsoverraskelsen for tre uger siden.”

32

“Luskede Mor. Hvor?”

Hun lukker munden. “Hvad nu, hvis jeg får brug for et skjulested en anden gang?”

“Fortæl mig det!”

Mor smiler ikke længere. “Det gør ondt i mine ører, når du råber.”

“Fortæl mig, hvor gemmestedet er.”

“Jack ...”

“Jeg kan ikke lide, der er gemmesteder.”

“Hvad er problemet?”

“Zombier.” “Åh.”

“Eller trolde eller vampyrer ...”

Hun åbner Skab og tager risdåsen frem. Hun peger ned i det sorte hul. “Det var bare i risen, at jeg gemte dem. Okay?”

“Okay.”

“Der kan ikke være noget skræmmende heri. Du kan tjekke det når som helst.”

Der er fem chokolader i posen, en lyserød, en blå, en grøn og to røde.

Noget af farven smitter af på mine fingre, da jeg lægger dem på. Jeg får glasur på mig og slikker det af.

Så skal lysene på, men der er ingen.

“Nu råber du igen,” siger Mor og holder hænderne for ørerne.

“Men du sagde en fødselsdagskage, det er ikke en fødselsdagskage, hvis der ikke er fem lys med ild i.”

Hun stønner. “Jeg skulle have forklaret det lidt bedre. Det er jo det, de fem chokolader siger, de siger, at du er fem år.”

“Jeg vil ikke have den her kage.” Jeg hader det, når Mor bare venter uden at sige noget. “Lortekage.”

“Slap af, Jack.”

“Du skulle have bedt om lys som Søndagsoverraskelse.”

“I sidste uge havde vi brug for smertestillere.”

“Jeg havde ikke brug for nogen, det var kun dig,” råber jeg.

Mor ser på mig, som om jeg har fået et nyt ansigt, hun aldrig før har 33

set. Så siger hun: “Husk på, at vi er nødt til at vælge ting, det er let for ham at få fat i.”

“Jamen han kan få fat i hvad som helst.”

“Jo,” siger hun, “hvis han ville gøre sig den ulejlighed.”

“Hvad for en ulejlighed?”

“Jeg mener bare, at så var han måske nødt til at gå i to eller tre for­ retninger, og det ville gøre ham irriteret. Og hvad nu, hvis han ikke fandt den umulige ting, så ville vi sikkert slet ingen Søndagsoverraskelse få.”

“Jamen Mor.” Jeg ler. “Han går jo ikke i forretninger. Forretninger er på tv.”

Hun bider sig i læben. Så kigger hun over på kagen. “Nå, men jeg er ked af det, jeg troede, at chokolader kunne bruges i stedet for lys.”

“Fjollede Mor.” “Dumrian.” Hun slår sig på hovedet.

“Kvajpande,” siger jeg, men ikke på en grim måde. “Når jeg bliver seks i næste uge, må du hellere få fat i nogle lys.”

“Næste år,” siger Mor. “Du mener næste år.” Hun lukker øjnene. Det gør hun nogle gange, og hun siger ikke noget i et minut. Da jeg var lille, troede jeg, at hendes batteri var brugt op, som det skete med Ur engang, og vi måtte bede om et nyt batteri til ham som Søndagsoverraskelse.

“Lover du det?”

“Det lover jeg,” siger hun og lukker øjnene op.

Hun skærer et kolonormt stykke til mig, og jeg hugger alle de fem, da hun ikke ser det, de to røde, den lyserøde, den grønne, den blå, og hun siger: “Åh nej, der er hugget endnu en, hvordan er det gået til?”

“Du finder den aldrig, ha ha ha,” siger jeg ligesom Hugo, når han hugger en ting fra Dora. Jeg tager en af de røde og flyver den ind i Mors mund, hun flytter den til fortænderne, der er mindre rådne, og spiser den og smiler.

“Se her, der er huller i min kage, hvor chokoladerne lå før,” siger jeg og viser hende det.

“Ligesom kratere,” siger hun. Hun stikker spidsen af en finger ned i et af dem.

34

“Hvad er kratere?”

“Huller, hvor noget er sket. Ligesom en vulkan eller en eksplosion eller sådan noget.”

Jeg lægger den grønne chokolade tilbage i sit krater og tæller ti, ni, otte, syv, seks, fem, fire, tre, to, en, bum. Den flyver op i Ydre Rum og ind i min mund. Min fødselsdagskage er det allerbedste, jeg nogen sinde har spist.

Mor er ikke sulten efter noget lige nu. Tagvindue suger alt lys væk, hun er næsten sort. “Det er forårsjævndøgn,” siger Mor. “Jeg husker, at de sagde det i tv den morgen, du blev født. Der var også stadig sne det år.”

“Hvad er forårsjævndøgn?”

“Det betyder jævnt fordelt, når der er lige stor mængde mørke og lys.”

Det er for sent til tv på grund af kagen, Ur siger 08.33. Min gule hættetrøje er lige ved at rive mit hoved med, da Mor trækker den af mig. Jeg tager min sove-T-shirt på og børster tænder, mens Mor binder skraldeposen sammen og stiller den ved siden af Dør sammen med vores liste, som jeg har skrevet. I aften står der: Pasta, linser, tun, ost (hvis ikke for dyrt), appelsinjuice. Tak. “Kan vi bede om vindruer? De er gode for os.”

Nederst på siden skriver Mor: Vindruer, hvis muligt (eller anden frugt, frisk eller på dåse).

“Må jeg få en historie?”

“Bare en hurtig en. Hvad med ... Honningkagemanden?”

Hun fortæller den rigtig hurtigt og sjovt, Honningkagemanden hop­per ud af ovnen og løber og ruller og ruller og løber, så ingen kan fange ham, ikke den gamle dame og heller ikke den gamle mand eller tærskerne eller pløjerne. Men til sidst er han dum, han lader ræven bære sig over floden og bliver ædt, haps.

Hvis jeg var lavet af kage, ville jeg spise mig selv, inden nogen anden nåede det.

Vi beder en hurtig hurtig bøn, det er hænder foldet sammen, øjne lukket. Jeg beder om, at Johannes Døberen og Jesusbarnet vil komme 35

her og lege sammen med Dora og Boots. Mor beder om, at solskin vil smelte sneen fra Tagvindue.

“Må jeg få noget?”

“I morgen tidlig,” siger Mor og trækker sin T-shirt ned igen.

“Nej, i aften.”

Hun peger op på Ur, der siger 08.57, det betyder kun tre minutter, til den er ni. Så jeg løber ind i Klædeskab og lægger mig på min pude og pakker mig ind i Tæppe, der er helt gråt og loddent med røde kanter.

Jeg ligger lige under tegningen af mig, jeg havde helt glemt, den var der.

Mor stikker hovedet ind. “Tre kys?”

“Nej, fem til hr. Fem År.”

Hun giver mig fem og lukker så knirkende døren i.

Der kommer stadig lys ind gennem tremmerne, så jeg kan se noget af mig på tegningen, de dele, der er ligesom Mor, og næsen, der kun er ligesom mig. Jeg stryger en hånd hen over papiret, det er helt silkeblødt.

Jeg retter mig ud, så mit hoved bliver presset mod Klædeskab, og det gør mine fødder også. Jeg lytter til Mor, der trækker i sin sove-T-shirt og tager smertestillere, altid to om aftenen, fordi hun siger, at smerte er ligesom vand, der breder sig, straks hun lægger sig ned. Hun spytter tandpasta ud. “Vores ven Zak han siger tusind tak,” siger hun.

Jeg finder på en. “Vores ven Zah han siger bla bla bla.”

“Vores ven Klaus han hader snavs.”

“Vores ven Dora hun gik hjem til sin mo-a.”

“Det er snyderim,” siger Mor. “Oh, man!” Jeg stønner ligesom Hugo. “Vores ven Jesusbarnet ... han leger med garnet.”

“Vores ven Ske han fik månen til at le.”

Månen er Guds sølvansigt, der kun kommer frem ved særlige lej­lig­ heder.

Jeg sætter mig op med ansigtet ind mod tremmerne, og jeg kan se stykker af tv, der er slukket, Toilet, Badekar, mit blå blæksprutte-billede, der er blevet krøllet, Mor, der lægger vores tøj tilbage i Kommode.

“Mor?” 36

“Ja?” “Hvorfor er jeg gemt væk ligesom chokoladerne?”

Jeg tror, hun sidder på Seng. Hun snakker så stille, at jeg næsten ikke kan høre hende. “Jeg vil bare ikke have, at han ser på dig. Selv da du var et lille barn, pakkede jeg dig altid ind i Tæppe, inden han kom ind.”

“Gør det ondt?”

“Hvad for noget?”

“Hvis han ser mig?”

“Nej, nej. Læg dig nu til at sove,” siger Mor til mig.

“Sig den med sengelopperne.”

“Godnat, sov godt, lad nu ikke sengelopperne bide.”

Sengelopperne er usynlige, men jeg snakker med dem, og nogle gange tæller jeg dem, sidste gang nåede jeg til 347. Jeg hører klikket fra kontakten, og Lampe går ud i samme sekund. Jeg hører lyde fra Mor, der kravler ned under Dyne.

Nogle nætter har jeg set Gamle Nick gennem tremmerne, men al­ drig hele ham i nærbillede. Hans hår har lidt hvidt, og det er kortere end hans ører. Måske ville hans øjne forvandle mig til sten. Zombier bider børn for at gøre dem til udøde væsener, vampyrer udsuger dem, til de er helt slappe, trolde løfter dem op i benene og æder dem. Kæmper kan også være onde: Levende eller død, hans maste kød bli’r mit brød, men Jack flygtede med hønen, der lagde guldæg, og han gled ned ad bønnestagen hurtigt, hurtigt. Kæmpen fulgte efter ham, men Jack råbte til sin mor, at hun skulle hente øksen, den er ligesom vores knive, bare større, og hans mor var alt for bange til at selv at hugge bønnestagen omkuld, men da Jack nåede ned på jorden, gjorde de det sammen, og Kæmpen blev smadret, og alle hans indvolde væltede ud, ha, ha. Så blev Jack til Jack Kæmpedræberen.

Jeg tænker på, om Mor mon allerede er slukket.

I Klædeskab prøver jeg altid at klemme mine øjne helt sammen og slukke meget hurtigt, så jeg ikke hører Gamle Nick komme, for så vil jeg vågne op, og det vil være morgen, og jeg vil ligge i Seng sammen med Mor og få noget, og alt vil være okay. Men i aften er jeg stadig tændt, 37

kagen syder i min mave. Jeg tæller mine øverste tænder med min tunge fra højre til venstre og når op til ti, derefter mine underste tænder fra venstre til højre, og så tilbage den anden vej, jeg skal nå frem til ti hver gang, og to gange ti er lig med tyve, det er så mange tænder, jeg har.

Der lyder ingen bip bip, den må være en masse over ni. Jeg tæller mine tænder igen og når op til nitten, jeg må have gjort det forkert, eller også er en tand forsvundet. Jeg gnaver lidt i min finger og så én gang mere. Jeg venter i timevis. “Mor?” hvisker jeg. “Han kommer ikke eller hvad?”

“Det ser ikke sådan ud. Kom bare herind.”

Jeg springer op og åbner Klædeskab, jeg er i Seng i løbet af to se­ kunder. Der er ekstra varmt under Dyne, jeg er nødt til at stikke mine fødder udenfor, så de ikke brænder. Jeg får en masse, det venstre og så det højre. Jeg vil ikke falde i søvn, for så vil det ikke være min fødselsdag længere. *** Der skinner et lys på mig, det stikker i mine øjne. Jeg kigger ud fra Dyne, men kniber øjnene sammen. Mor står ved siden af Lampe, og alt er lyst, så klik er der mørkt igen. Lys igen, hun lader det vare tre sekunder, så mørke, så lys, bare et sekund. Mor stirrer op på Tagvindue.

Mørke igen. Hun gør det her om natten, jeg tror, det hjælper med til, at hun kan sove igen.

Jeg venter, indtil Lampe er rigtigt slukket igen. Jeg hvisker i mørket: “Er det slut?”

“Undskyld, at jeg vækkede dig,” siger hun.

“Det er okay.”

Hun lægger sig i Seng igen, hun er koldere end mig, jeg lægger mine arme rundt om hende. ***

38

Nu er jeg fem år og én dag.

Dumme Penis står altid op om morgenen, jeg skubber ham ned.

Da vi skrubber hænder efter at have tisset, synger jeg: ‘He’s Got the Whole World in His Hands’, og så kan jeg ikke finde på flere sange om hænder, men pipfugl-sangen, den bruger man også fingrene til.

“Flyv væk Peter, Flyv væk Paulus.”

Mine to fingre drøner rundt i Rum og er lige ved at kollidere i luften.

“Kom tilbage Peter, Kom tilbage Paulus.”

“Jeg tror faktisk, at de er engle,” siger Mor. “Hvad for noget?”

“Nej, undskyld, helgener.”

“Hvad er helgener for nogen?”

“Det er meget hellige mennesker. Ligesom engle, men de har bare ingen vinger.”

Jeg er forvirret. “Hvordan kan de så flyve ned fra muren?”

“Det er jo pipfuglene, og de kan udmærket flyve. Jeg tror bare, at de er opkaldt efter Sankt Peter og Sankt Paulus, to af Jesusbarnets venner.”

Jeg vidste ikke, at han havde andre venner end Johannes Døberen.

“Faktisk sad Sankt Peter i fængsel engang ...”

Jeg ler. “Små børn kommer ikke i fængsel.”

“Det skete, da de alle sammen var blevet voksne.”

Jeg vidste ikke, at Jesusbarnet blev voksen. “Er Sankt Peter en ond mand?”

“Nej, nej, han blev sat i fængsel ved en misforståelse; det var en ond politimand, der satte ham derind. Men han bad og bad for at komme ud, og ved du så, hvad der skete? En engel fløj ned og slog døren ind.”

“Cool,” siger jeg. Men jeg kan nu bedst lide, når de er små børn, der løber nøgne rundt sammen.

39

Der lyder et sjovt brag og et knas knas. Der kommer pludselig lys ind gennem Tagvindue, den mørke sne er næsten væk. Mor kigger også op, og der er et lille smil i hendes ansigt, jeg tror, bønnen har skabt mirakler.

“Er det stadig den der lige-ting?” “Åh, forårsjævndøgn?” siger hun. “Nej, lyset er begyndt at vinde en lille smule.”

Hun giver mig lov til at spise kage til morgenmad, det har jeg aldrig fået før. Den er blevet knasende, men er stadig god.

På tv er der Supertrioen, det er ret tåget. Mor flytter hele tiden rundt med Kanin, men han gør dem ikke ret meget skarpere. Jeg laver en sløjfe af det røde bånd og sætter på hans kabel-øre. Jeg ville ønske, det var Backyardigans, jeg har ikke mødt dem i hundrede år. Der er ingen Søndagsoverraskelse, fordi Gamle Nick ikke kom i aftes, faktisk var det det allerbedste ved min fødselsdag. Det, vi har bedt om, er alligevel ikke særlig spændende, nye bukser, fordi mine sorte har huller i stedet for knæ. Jeg har ikke noget imod huller, men Mor siger, at de får mig til at se hjemløs ud, hun kan ikke forklare, hvad det er.

Efter bad leger jeg med tøj. Mors lyserøde nederdel er en slange i dag, han kommer op at skændes med min hvide strømpe. “Jeg er Jacks bedste ven.”

“Nej, jeg er Jacks bedste ven.”

“Jeg slog dig.”

“Jeg ramte dig.”

“Jeg skyder dig med mit kæmpestore Shooter-gevær.”

“Okay, men jeg har en kæmpestor Transformers Megatron blasterpistol ...”

“Hej,” siger Mor, “hvad med at lege Gribe?”

“Vi har ikke Badebold længere,” fortæller jeg hende. Han gik i stykker, da jeg kom til at sparke ham super hårdt imod Skab. Jeg vil gerne bede om en ny i stedet for dumme bukser.

Men Mor siger, at vi selv kan lave en; vi krøller alle de sider sammen, jeg har brugt til at øve mig i at skrive på, og fylder dem i en papirspose og presser den, til den har boldform, så tegner vi et uhyggeligt ansigt 40

med tre øjne på den. Ordbold flyver ikke så højt som Badebold gjorde, men når vi fanger ham, siger han krash. Mor er bedst til at gribe, men det giver nogle gange et knæk i hendes dårlige håndled, og jeg er bedst til at kaste.

Fordi vi fik kage til morgenmad, får vi søndagspandekager til frokost i stedet for til morgenmad. Der er ikke ret meget mix tilbage, så de er tynde og store, det kan jeg godt lide. Når jeg folder dem sammen, er der nogle af dem, som knækker. Der er ikke ret meget marmelade, så vi blander vand i det.

Det drypper ud af et hjørne på min. Mor tørrer Gulv med Svamp.

“Korken er ved at blive slidt af,” siger hun med sammenbidte tænder.

“Hvordan skal vi kunne holde den ren?”

“Hvor?”

“Her, hvor vores fødder slider imod den.”

Jeg kravler ind under Bord, og her er der et hul i Gulv med noget brunt noget nedenunder, som mærkes hårdt mod min negl.

“Nu skal du ikke gøre det værre, Jack.”

“Det gør jeg heller ikke, jeg kigger bare med min finger.” Det er ligesom et lille krater.

Vi flytter Bord over ved siden af Seng, så vi kan solbade på Gulvtæppe lige under Tagvindue, hvor der er ekstra varmt. Jeg synger ‘Ain’t No Sunshine’. Mor synger ‘Here Comes the Sun’. Jeg vælger ‘You Are My Sunshine’. Så vil jeg gerne have noget, det venstre er ekstra cremet i eftermiddag.

Guds gule ansigt bliver rødt gennem mine øjenlåg. Når jeg lukker øjnene op, er det alt for lyst til at se noget. Mine fingre laver skygger på Gulvtæppe, små flade skygger.

Mor sover.

Jeg hører en lyd, så jeg står op uden at vække hende. Ovre ved Kom­ fur en lille skrabende og kradsende lyd.

En levende ting, et dyr, det er virkelig virkeligt og ikke tv. Det sidder på Gulv og spiser noget, måske en pandekagekrumme. Det har en hale, jeg ved, hvad det er, det er en mus.

41

Jeg går nærmere, og vups er musen forsvundet ind under Komfur, så jeg knap nok har nået at se den, jeg vidste ikke, at noget kunne bevæge sig så hurtigt. “Åh, Mus,” hvisker jeg, så han ikke bliver forskrækket.

Sådan snakker man til en mus, det står i Alice, men hun kommer til at snakke om sin kat Dina, og musen bliver nervøs og svømmer væk. Jeg samler mine hænder til bøn: “Åh Mus, kom tilbage, vil du ikke nok komme tilbage ...”

Jeg venter i timevis, men han kommer ikke tilbage.

Mor sover helt sikkert.

Jeg åbner Køleskab, hun har ikke ret meget inden i sig. Mus holder af ost, men vi har ikke noget tilbage. Jeg tager brødet ud og smuldrer lidt på en tallerken og sætter den dér, hvor Mus var. Jeg kryber helt sammen og venter igen i timer og timer.

Så sker der det herligste, Mus stikker sin mund ud, den er spids. Jeg er lige ved at springe op i luften, men jeg gør det ikke, jeg ligger ekstra stille. Han kommer hen til krummerne og snuser. Jeg er kun omkring to fod fra ham, jeg ville ønske, jeg havde Lineal for at måle, men Lineal er gemt væk i Kasse under Seng, og jeg vil ikke flytte mig og forskrække Mus. Jeg kigger på hans hænder, hans skæg, hans krøllede hale. Han er virkelig levende, han er den største levende ting, jeg nogen sinde har set, en million gange større end myrerne og Edderkop.

Så falder noget ned på Komfur, baaang. Jeg skriger og kommer til at træde på tallerkenen, Mus er forsvundet, hvor er han forsvundet hen? Smadrede bogen ham? Det er Pop-up Lufthavn, jeg kigger på alle hendes sider, men han er der ikke. Bagageudlevering er helt flænget og kan ikke stå op længere.

Mors ansigt er underligt. “Du jagede ham væk,” råber jeg til hende.

Hun har fundet Fejebakke frem og fejer den ituslåede tallerken op.

“Hvad lavede den her på gulvet? Nu har vi kun to store tallerkener og én lille tilbage, og det er det ...”

Kokkepigen i Alice kaster tallerkener efter barnet og en kasserolle, der er lige ved at rive hans næse af.

“Mus kunne godt lide krummerne.”

42

“Jack!”

“Han var virkelig, jeg så ham.”

Hun rykker Komfur ud, der er en lille sprække ved bunden af Dørvæg, hun finder rullen med sølvpapir frem og begynder at lave kugler af det og skubbe dem ind i sprækken. “Åh, vil du ikke nok lade være?”

“Jeg beklager, men hvor der er én, er der ti.”

Det er et fjollet regnestykke.

Mor lægger sølvpapiret og griber mig hårdt om skuldrene. “Hvis jeg lader ham blive her, vil vi snart blive oversvømmet af hans små børn. De vil stjæle vores mad, bringe bakterier med ind på deres beskidte poter ...”

“De må gerne få min mad, jeg er ikke sulten.”

Mor hører ikke efter. Hun skubber Komfur tilbage til Dørvæg.

Bagefter bruger vi et lille stykke tape til at få Hangar til at stå lidt bedre i Pop-up Lufthavn, men Bagageudlevering er så meget i stykker, at den ikke kan laves.

Vi sætter os i Gyngestol, og Mor læser Graver Guffe tre gange for mig, det betyder, at hun er ked af det. “Lad os bede om en ny bog som Søndagsoverraskelse,” siger jeg.

Hun vrænger mund. “Det gjorde jeg for et par uger siden; jeg ville gerne, at du skulle have en til din fødselsdag. Men han sagde, at jeg skulle holde op med at irritere ham, og at vi allerede havde en hel hylde fyldt med bøger.”

Jeg kigger hen over hendes hoved og op på Hylde, hvor der kunne være hundredvis af bøger, hvis vi lagde nogle af de andre ting ned under Seng ved siden af Æggeslange. Eller oven på Klædeskab ... men det er der, hvor Fort og Labyrint bor. Det er svært at finde ud af, hvor alle tingene har deres hjem, Mor siger nogle gange, vi er nødt til at smide ting i skraldespanden, men jeg finder næsten altid et sted til dem.

“Han mener, at vi bare kunne se tv hele tiden.”

Det lyder sjovt.

“Så vores hjerner kunne blive til grød ligesom hans,” siger Mor. Hun læner sig frem for at tage Alle børns rim og remser. Hun læser et for mig, 43

som jeg vælger fra hver side. Mine yndlingsrim er dem med Jack, som Jack Sprat eller Little Jack Horner.

Jack vær kvik, Jack vær snild, Jack hop over lysestagens ild.

Jeg tror, han ville prøve, om han kunne gøre det uden at brænde sin natskjorte. På tv har man pyjamasser i stedet for, eller natkjoler på piger.

Min sove-T-shirt er min største, den har et hul på skulderen, som jeg holder af at stikke min finger ind i og kildre mig selv, når jeg er ved at slukke. Der er også Jackie Wackie pudding and pie, men da jeg fandt ud af at læse, opdagede jeg, at det faktisk er Giorgie Porgie. Mor lavede den om, så den passede til mig, det er ikke at lyve, det er bare at lege. Det samme gjorde hun med: Jack, Jack, tog en gris som skreg, Løb med lange skridt sin vej.

Der står faktisk Tom i bogen, men Jack lyder bedre. At stjæle er når en dreng tager noget, der tilhører en anden dreng, for i bøger og tv har alle mennesker ting, der kun tilhører dem, det er ret indviklet.

Klokken er 05.39, så vi kan spise aftensmad, det er kvik-nudler. Mens de ligger i det varme vand, finder Mor svære ord fra mælkekartonen for at prøve mig, ord som ernæring, der betyder mad, og pasteuriseret, der betyder, at lasergeværer har skudt bakterierne væk. Så vil jeg have mere kage, men Mor siger nej, hakkede rødbeder, helt saftige, først. Bagefter får jeg kage, der er ret knasende nu, og det gør Mor også, et lille stykke.

Jeg står op på Gyngestol for at tage Spilkasse ned fra enden af Hylde, i aften vælger jeg Dam, og jeg vælger rød. Brikkerne er ligesom små chokolader, men jeg har slikket på dem masser af gange, og de smager ligesom af ingenting. De sidder fast på brættet ved hjælp af magnetisk magi. Mor kan bedst lide Skak, men det får jeg ondt i hovedet af.

Ved tv-tid vælger hun dyreliv-planeten, der er havskildpadder, som begraver deres æg i sand. Da Alice bliver lang af at spise paddehatten, bliver duen gal, fordi hun tror, at Alice er en væmmelig slange, der 44

forsøger at spise hendes dueæg. Her kommer skildpaddebabyerne ud af deres skjold, men deres mødre er allerede væk, det er underligt. Jeg tæn­ ker på, om de måske mødes engang ude på havet, mødrene og babyerne, hvis de kan kende hinanden, eller måske svømmer de bare forbi.

Dyrelivet slutter alt for hurtigt, så jeg slår over til to mænd kun iført shorts og kondisko og drivvåde. “Hallo, det er ikke tilladt at slå,” siger jeg til dem. “Så bliver Jesusbarnet vred.”

Ham i gule shorts slår ham med håret lige i øjet.

Mor stønner, som om det gør ondt på hende. “Behøver vi at se det her?”

Jeg siger til hende: “Om et minut kommer politiet viv viv viv viv viv viv viv og putter de onde personer i fængsel.”

“Faktisk er det boksning ... det er væmmeligt, men det er en slags leg, der er tilladt, hvis de har de der specielle handsker på. Nu er tiden gået.”

“En enkelt Papegøje-leg, det er godt for ordforrådet.”

“Okay.” Hun går over og skifter til den røde sofa-planet, hvor kvinden med det bobbede hår, det er chefen, stiller de andre personer spørgsmål, og hundredvis af andre personer klapper.

Jeg lytter ekstra godt efter, hun snakker med en mand med kun ét ben, jeg tror, han har mistet det i en krig.

“Papegøje,” råber Mor, og hun indstiller den på lydløs med knappen.

“Det mest prægnante aspekt for alle vores seere, tror jeg, det, der rører os allermest ved de ting, du har været igennem ...” Jeg løber tør for ord.

“Fin udtale,” siger Mor. “Prægnant betyder trist.”

“Igen.”

“Det samme program?”

“Nej, et andet.”

Hun finder et nyt, der er endnu sværere. “Papegøje.” Hun indstiller igen på lydløs.

“Og med hele arbejdsmagtslovsdebatten, der er fulgt i hælene på sund­ hedsreformen, og selvfølgelig med midtvejsvalget taget i betragtning ...”

“Mere?” Mor venter. “Fint igen. Men det var arbejdsmarkedslov, ikke arbejdsmagtslov.”

45

“Hvad er forskellen?”

“Arbejdsmarkedslov har noget at gøre med alt det arbejde, der ... “ Jeg gaber højt.

“Lige meget med det.” Mor griner og slukker for tv.

Jeg hader det, når billederne forsvinder, og skærmen bare er grå igen.

Jeg får altid lyst til at græde, men kun et sekund.

Jeg sætter mig op på mors skød i Gyngestol med vores ben blan­det helt sammen. Hun er troldmanden, der er forvandlet til en kæmpe­ blæksprutte, og jeg er Prins JackerJack, og jeg flygter til sidst. Vi kildrer og hopper-hopper og laver skyggebilleder på Sengevæg.

Så beder jeg om JackerJackKanin, han laver altid listige tricks med Bror Ræv. Han lægger sig ned på vejen og spiller død, og Bror Ræv snuser til ham og siger: “Jeg må hellere lade være med at tage ham med hjem, for han stinker ...” Mor snuser til mig over det hele og laver grimasser, og jeg prøver at lade være med at grine, så Bror Ræv ikke opdager, at jeg faktisk er i live, men jeg gør det altid alligevel.

Som sang vil jeg have en sjov, hun begynder: “’Ormene kravler ind, ormene kravler ud ...’”

“De spiser dine indvolde som surkål ...,” synger jeg.

“De spiser dine øjne, de spiser din næse ...”

“De spiser din mund, så den ikke kan blæse ...”

Jeg får en masse på Seng, men min mund er søvnig. Mor lægger mig ind i Klædeskab, hun stopper Tæppe rundt om min hals, jeg trækker hende løs igen. Mine fingre går fut fut langs hendes røde kant.

Bip bip, det er Dør. Mor springer op og udstøder en lyd, jeg tror, hun slog sit hoved. Hun lukker Klædeskab til.

Luften, der kommer ind, er iskold, jeg tror, det er et stykke af Ydre Rum, det lugter mums. Dør siger bump, det betyder, at Gamle Nick er inde nu. Jeg er ikke søvnig længere. Jeg sætter mig op på knæ og kigger ud gennem tremmerne, men jeg kan kun se Kommode og Badekar og lidt af Bord.

“Den ser lækker ud.” Gamle Nicks stemme er ekstra dyb. “Åh, det er bare resten af fødselsdagskagen,” siger Mor. 46

“Det skulle du have mindet mig om, så kunne jeg have bragt ham noget. Hvor gammel er han nu, fire?”

Jeg venter på, at Mor skal sige det, men det gør hun ikke. “Fem.” Jeg hvisker det.

Men hun må have hørt mig, for hun kommer hen til Klædeskab og siger “Jack” med vred stemme.

Gamle Nick ler, det troede jeg ikke, han kunne. “Det taler.”

Hvorfor siger han det i stedet for han?

“Har du lyst til at komme ud derfra og prøve dine nye cowboybukser?”

Det er ikke Mor, han siger det til, det er mig. Mit bryst begynder at sige dong dong dong.

“Han er lige ved at falde i søvn,” siger Mor. Nej, jeg er ej. Jeg ville ønske, jeg ikke havde hvisket fem, så han hørte mig, jeg ville ønske, jeg ikke havde gjort noget.

Hun siger noget mere, jeg ikke helt kan høre ...

“Okay, okay,” siger Gamle Nick. “Må jeg få et stykke?”

“Den er ved at blive tør. Men hvis du virkelig vil ...”

“Nej, glem det, det er dig, der er chefen.”

Mor siger ikke noget.

“Jeg er bare buddrengen, der fjerner dit affald, vandrer rundt i børne­ tøjsafdelingen, klatrer op på stigen for at afise dit tagvindue. Til Deres tjeneste, frue ...”

Jeg tror, det er sarkasme, når han siger det helt modsatte med en stemme, der er meget fordrejet.

“Tak for det.” Mor lyder ikke som sig selv. “Det har gjort det meget lysere.”

“Sådan, det gjorde jo ikke ondt, vel?”

“Undskyld. Mange tak.”

“Det er sandelig svært nogle gange,” siger Gamle Nick.

“Og tak for madvarerne og cowboybukserne.”

“Velbekomme.”

“Her, jeg finder en tallerken til dig, måske er den ikke så dårlig inde i midten.”

47

Der er en klirren, jeg tror, hun giver ham kage. Min kage.

Efter et minut siger han utydeligt: “Ja, den er ret tør.”

Hans mund er fyldt med min kage.

Lampe går ud pling, det får mig til at give et hop. Jeg har ikke noget imod mørke, men jeg bryder mig ikke om, når det overrasker mig. Jeg lægger mig ned under Tæppe, og jeg venter.

Når Gamle Nick knirker Seng, lytter jeg og tæller femmer på fingrene, i aften er det 217 knirk. Jeg er altid nødt til at tælle, indtil han laver den stønnende lyd og standser. Jeg ved ikke, hvad der ville ske, hvis jeg ikke talte, for det gør jeg altid.

Hvad med de aftener, jeg sover?

Jeg ved det ikke, måske tæller Mor så.

Efter 217 er der helt stille.

Jeg hører tv bliver tændt, det er bare nyheds-planeten, jeg ser stykker af tanks gennem tremmerne, men det er ikke ret spændende. Jeg putter hovedet ned under Tæppe. Mor og Gamle Nick snakker lidt, men jeg lytter ikke. *** Jeg vågner op i Seng, og det regner, det er, når Tagvindue er helt sløret.

Mor giver mig noget, og hun synger ‘Singing in the Rain’ helt stille.

Højre smager ikke mums. Jeg sætter mig op, da jeg pludselig husker noget. “Hvorfor fortalte du ham ikke, det var min fødselsdag?”

Mor holder op med at smile. “Det er meningen, at du skal sove, når han er her.”

“Men hvis du havde fortalt ham det, ville han have bringet mig noget.”

“Bragt dig noget,” siger hun. “Ja, det siger han.”

“Hvad for en slags noget?” Jeg venter. “Du skulle have mindet ham om det.”

Mor strækker armene over sit hoved. “Jeg vil ikke have, at han kom­ mer med ting til dig.”

“Jamen Søndagsoverraskelse ...”

48

“Det er noget andet, Jack, det er ting, vi har brug for, ting, som jeg beder ham om.” Hun peger hen på Kommode, hvor der ligger noget blåt sammenfoldet. “Der er dine nye cowboybukser for resten.”

Hun går hen og kigger på dem.

“Du kunne bede ham om en gave til mig. Jeg har aldrig i mit liv fået en gave.”

“Du fik en gave af mig, husker du vel? Det var tegningen.”

“Jeg vil ikke have den dumme tegning.” Jeg græder.

Mor tørrer sine hænder og kommer over og holder om mig. “Det er okay.”

“Det kunne ...”

“Jeg kan ikke høre dig. Tag en dyb indånding.”

“Det kunne ...”

“Fortæl mig, hvad der er i vejen?”

“Det kunne være en hund.”

“Hvad kunne?”

Jeg kan ikke holde op, jeg er nødt til at snakke, selv om jeg græder.

“Gaven. Det kunne være en hund, der er blevet virkelig, og vi kunne kalde den Lucky.”

Mor tørrer mine øjne med sine håndflader. “Du ved godt, at vi ikke har plads.

“Jo vi har.”

“Hunde har brug for at gå tur.”

“Vi går da tur.”

“Men en hund ...”

“Vi løber et langt langt stykke på Løbebane, Lucky kunne løbe ved siden af os. Jeg tør vædde på, at han kan løbe hurtigere end dig.”

“Jack. En hund ville drive os til vanvid.”

“Nej han ville ej.”

“Det ville han. Spærret inde med en gøen og en skraben ...”

“Lucky ville ikke skrabe.”

Mor ruller med øjnene. Hun går over til Skab for at tage vores cornflakes frem, hun hælder dem op i vores skåle uden at tælle.

49

Jeg sætter et brølende løveansigt op. “Om natten når du sover, vil jeg være vågen, og så piller jeg sølvpapiret ud af hullerne, så Mus kan komme tilbage.”

“Vær nu ikke dum.”

“Jeg er ikke dum, det er dig, der en dum kvajpande.”

“Hør her, jeg forstår godt ...”

“Mus og Lucky er mine venner.” Jeg græder igen.

“Der er ingen Lucky.” Mor taler med sammenbidte tænder.

“Jo der er, og jeg elsker ham.”

“Du har lige opdigtet ham.”

“Mus er der også, han er min virkelige ven, og du fik ham til at forsvinde ...”

“Ja,” råber Mor, “for at han ikke skal løbe hen over dit ansigt om natten og bide dig.”

Jeg græder så meget, at jeg må hive efter vejret. Jeg vidste ikke, at Mus ville bide mit ansigt, jeg troede, det kun var vampyrer.

Mor falder ned på Dyne og ligger helt stille.

Efter et minut går jeg hen til hende og lægger mig ned. Jeg løfter hendes T-shirt op og får noget, jeg må standse for at tørre min næse. Det venstre er godt, men der er ikke ret meget.

Senere prøver jeg mine nye cowboybukser. De falder hele tiden ned.

Mor trækker i en tråd, der stikker frem.

“Lad være.”

“Den var allerede løs. Et billigt stykke ...” Hun siger ikke hvad.

“Denim,” fortæller jeg hende. “Det er cowboybukser lavet af.” Jeg lægger tråden ned i Hobbykasse inde i Skab.

Mor tager Syæske ned for at sy nogle sting i taljen, og så falder mine cowboybukser ikke længere ned.

Vi har en ret travl formiddag. Først piller vi Piratskib fra hinanden, som vi byggede i sidste uge, og laver den til Tank. Ballon er chauffør, hun var engang lige så stor som Mors hoved og lyserød og fed, nu er hun lige så lille som min knytnæve og rød og rynket. Vi puster kun én ballon op, når det er den første i en måned, så vi kan ikke lave en søster til 50

Ballon, før det er april. Mor leger med Tank, men ikke ret længe. Hun bliver hurtigt træt af ting, det er fordi, hun er voksen.

Mandag er vaskedag, vi går i Badekar med strømper, undertøj, mine grå bukser, der er sprøjtet ketchup på, lagnerne og viskestykkerne, og vi klemmer alt skidtet ud. Mor skruer Termostat op til tørring, hun trækker Tørrestativ henne ved siden af Dør frem og slår ham ud, og jeg siger til ham, at han skal være stærk. Jeg vil gerne op og ride på ham ligesom dengang, jeg var en baby, men jeg er så kæmpestor nu, at jeg ville brække hans ryg. Det kunne være ret cool nogle gange at blive mindre igen og nogle gange større ligesom Alice. Når vi har vredet vand ud af alle tingene og hængt dem op, må Mor og jeg hive vores T-shirts af og skiftes til at skubbe os ind i Køleskab for at blive kølet af.

Frokost er bønnesalat, min næstværste favorit. Efter vores lur leger vi Skrig hver dag, men ikke lørdag og søndag. Vi rømmer os og klatrer op på Bord for at være nærmere ved Tagvindue, og vi holder hinanden i hånden for ikke at falde. Vi siger: “På plads, parat, start!” Så åbner vi munden helt op og råber, brøler, vræler, hyler, galer, hviner, skriger så højt, vi kan. I dag skriger jeg højere end nogen sinde før, fordi mine lunger er blevet større, nu hvor jeg er fem.

Så tysser vi med fingrene på læberne. Jeg spurgte engang Mor, hvad vi lyttede efter, og hun sagde: Bare for en sikkerheds skyld, man kan aldrig vide.

Så laver jeg gnidebilleder af en gaffel og Kam og låg fra glas og stykker af mine cowboybukser. Linjeret papir er bedst til gnidebilleder, men toiletpapir er fint til en tegning, der fortsætter i det uendelige, som i dag hvor jeg tegner mig selv med en kat og en papegøje og en leguan og en vaskebjørn og julemanden og en myre og Lucky og alle mine tv-venner på række, og jeg er Kong Jack. Når jeg er færdig, ruller jeg det op igen, så vi kan bruge det til vores numser. Jeg tager et frisk stykke fra den næste rulle til et brev til Dora, og jeg er nødt til at spidse den røde blyant med Glatte Kniv. Jeg klemmer hårdt om blyanten, fordi den er så kort, at den næsten er helt væk, jeg skriver perfekt, kun nogle gange må jeg starte mine breve forfra. Jeg blev fem i forgårs, du må få det sidste stykke 51

kage, men der er ingen lys på, farvel, kærlig hilsen Jack. Det går kun lidt i stykker ved kage. “Hvornår får hun brevet?”

“Tja,” siger Mor. “Jeg forestiller mig, at det tager et par timer for det at nå frem til havet, og så bliver det skyllet op på en strand ...”

Hun lyder sjov, fordi hun sutter på en isterning på grund af Dårlige Tand. Strand og hav er tv, men jeg tror nok, at det gør dem en lille smule vir­ke­lige, at vi sender et brev. Bæerne synker ned, og brevene flyder oven på bølgerne. “Hvem finder det mon? Diego?”

“Sikkert. Og så afleverer han det til sin kusine Dora ...”

“I sin safarijeep. Vrum-vrum ind gennem junglen.”

“Så lad os sige i morgen formiddag. Senest ved frokosttid.”

Isterningen buler mindre i Mors ansigt nu. “Må vi se?”

Hun lægger den på tungen.

“Jeg tror også, jeg har en dårlig tand.”

Mor jamrer: “Åh nej, Jack.”

“Virkelig virkelig. Av, av, av.”

Hendes ansigt skifter udtryk. “Du må gerne sutte en isterning, hvis du har lyst, du behøver ikke at have tandpine.”

“Cool.”

“Og lad så være med at forskrække mig på den måde.”

Jeg vidste ikke, jeg kunne forskrække hende. “Måske gør det ondt, når jeg bliver seks.”

Hun stønner, da hun tager isterningerne ud af Fryser. “Du lyver, du lyver, så bukserne flyver.”

Men jeg løj ikke, jeg legede bare.

Det regner hele eftermiddagen, Gud kigger slet ikke ind. Vi synger ‘Stormy Weather’ og ‘It’s Raining Men’ og den om ørkenen, der ingen regn får.

Aftensmaden er fiskepinde og ris, jeg presser citronen, som ikke er ægte, men af plastic. Vi havde en rigtig citron engang, men den skrumpede alt for hurtigt ind. Mor lægger et stykke af sin fiskepind i jorden under Plante.

Tegneserie-planeten er ikke om aftenen, måske fordi det er mørkt, og 52

de ingen lamper har der. Jeg vælger en madlavnings-planet i aften, men det er ikke rigtig mad, for de har ingen dåser. Damen og manden smiler til hinanden og laver kød med en kage ovenpå og grønne ting rundt om andre grønne ting i bundter. Så skifter jeg til en fitness-planet, hvor personer i undertøj skal lave de samme ting igen og igen i maskiner; jeg tror, de er lukket inde. Det er hurtigt forbi, og så kommer nedriverne, de laver huse om på forskellige måder og maler dem i millioner af farver, ikke bare et billede, men overalt. Huse er ligesom en masse Rum sat sammen, tv-personer er mest inde i dem, men nogle gange går de ind i deres udenfor og ind i vejret.

“Hvad med at vi stiller sengen derover?” siger Mor. Jeg stirrer på hende, så ser jeg derhen, hvor hun peger. “Det er Tvvæg.”

“Det kalder vi den bare,” siger hun, “men sengen kunne sikkert godt stå der, mellem toilettet og ... vi ville blive nødt til at skubbe klædeskabet lidt væk. Så kunne kommoden står her i stedet for sengen, med tvapparatet ovenpå.”

Jeg ryster en masse på hovedet. “Så kan vi ikke se.”

“Det kan vi godt, vi skal bare sidde lige her i gyngestolen.”

“Dårlig idé.”

“Okay, glem det.” Mor lægger armene stramt over kors.

Tv-kvinden græder, fordi hendes hus er gult nu. “Kunne hun bedre lide det brune?” spørger jeg.

“Nej,” siger Mor. “Hun er så glad, at det får hende til at græde.”

Det er underligt. “Er hun gladtrist, ligesom du bliver, når der er dejlig musik på tv?”

“Nej, hun er bare en idiot. Lad os slukke for tv’et nu.” “Åh, bare fem minutter mere?”

Hun ryster på hovedet.

“Jeg er Papegøje, jeg bliver bedre og bedre.” Jeg lytter ekstra godt til tv-kvinden. Drøm er gået i opfyldelse. Jeg vil sige dig, Darren, det overgår langt min vildeste fantasi, gesimserne ...”

Mor trykker på afbryderen. Jeg vil gerne spørge hende, hvad gesimser 53

er, men jeg tror, hun stadig tænker på flytning af møblerne, det var en fjollet plan.

Inde i Klædeskab burde jeg sove nu, men jeg tæller skænderier. Tre har vi haft på tre dage, et over lysene og et over Mus og et over Lucky.

Jeg vil hellere være fire år igen, hvis fem betyder skænderi hver dag.

“Godnat, Rum,” siger jeg lige så stille. “Godnat, Lampe og Ballon.”

“Godnat, komfur,” siger Mor. “Og godnat, bord.”

Jeg griner. “Godnat, Ordbold. Godnat, Fort. Godnat, Gulvtæppe.”

“Godnat, luft,” siger Mor. “Godnat, lyde alle steder.”

“Godnat, Jack.”

“Godnat, Mor. Og sengelopperne, glem ikke sengelopperne.”

“Godnat, godnat,” siger hun. “Sov sødt, lad ikke sengelopperne bide.” *** Da jeg vågner, er Tagvindues glas helt blåt, der er ingen sne tilbage, ikke engang i hjørnerne. Mor sidder på sin stol og holder om sit ansigt, det betyder, at det gør ondt. Hun kigger på noget på Bord, to ting.

Jeg springer op og griber tingene. “Det er en jeep. En fjernstyret jeep!” Jeg flyver den ud i luften, den er rød og så stor som min hånd.

Remotekontrollen er sølv og firkantet, og når jeg trykker på en af knap­ perne med min tommelfinger, snurrer jeepens hjul rundt vruuuum.

“Det er en forsinket fødselsdagsgave.”

Jeg ved, hvem der er kommet med den, det er Gamle Nick, men hun vil ikke sige det.

Jeg vil ikke spise mine cornflakes, men Mor siger, jeg kan lege med jeepen igen straks bagefter. Jeg spiser niogtyve af dem, så er jeg ikke sulten længere. Mor siger, det er spild, så hun spiser resten.

Jeg finder ud af at få Jeep til at køre bare ved hjælp af Remote. Den tynde sølvantenne kan jeg lave rigtig lang eller rigtig kort. Den ene knap får Jeep til at køre frem og tilbage, den anden fra side til side. Hvis jeg trykker på begge to på en gang, bliver Jeep lammet som af en forgiftet pil, og han siger arghhhh.

54

Mor siger, hun hellere må begynde at gøre rent, fordi det er tirsdag.

“Vær lidt forsigtig,” siger hun. “Husk på, at den kan gå i stykker.”

Det ved jeg godt, alting kan gå i stykker.

“Og hvis du har den tændt i lang tid, bliver batterierne brugt op, og vi har ingen ekstra.”

Jeg kan få Jeep til at køre hele vejen rundt i Rum, det er let bortset fra ved Gulvtæppes kant, der bliver krøllet sammen under hans hjul.

Remote er chefen, han siger: “Kør nu, sløve Jeep. To gange rundt om Bordben i en mægtig fart. Bliv ved med at dreje hjulene.” Nogle gange er Jeep træt, men Remote drejer hans hjul rundt grrrrrr. Uartige Jeep gemmer sig i Klædeskab, men Remote finder ham ved magisk kraft og får ham til at køre tilbage og frem igen, så han brager ind i tremmerne.

Tirsdag og fredag lugter altid af eddike. Mor skrubber under Bord med den klud, der engang var en af mine bleer, jeg brugte den, indtil jeg var et år. Jeg tør vædde på, at hun tørrer Edderkops spind væk, men jeg er ligeglad. Så starter hun Støvsuger, der støvlarmer totalt wau wau wau.

Jeep sniger sig ind under Seng. “Kom tilbage, søde lille Jeep,” siger Remote. “Hvis du forvandler dig til en fisk i floden, vil jeg være en fisker og fange dig i mit net.” Men den kåde Jeep er helt stille, indtil Remote tager sig en lur med antennen helt nede, så sniger Jeep sig op bag ved ham og tager hans batterier ud, ha ha ha.

Jeg leger med Jeep og Remote hele dagen, undtagen mens jeg er i Badekar, så må de stå på Bord for ikke at blive rustne. Da vi leger Skrig, løfter jeg dem helt tæt op til Tagvindue, og Jeeps hjul siger vruuuum så højt, de kan.

Mor ligger igen ned og holder om sine tænder. Nogle gange tager hun en dyb indånding og puster ud ud ud.

“Hvorfor gør du det så længe?”

“Jeg forsøger at få det til at gå over.”

Jeg sætter mig ved siden af hendes hoved og stryger hendes hår væk fra øjnene, hendes pande er glat. Hun griber min hånd og holder den fast. “Det er okay.”

55

Det ser ikke okay ud. “Vil du lege med Jeep og Remote og mig?”

“Måske senere.”

“Hvis du leger, bekymrer du dig ikke om det, og så betyder det ikke noget.”

Hun smiler lidt, men hendes næste åndedrag er meget højt, og det lyder som et støn.

Klokken 05.57 siger jeg: “Mor, den er næsten seks.” Så står hun op og laver aftensmad, men hun spiser ikke noget. Jeep og Remote venter i Badekar, for der er tørt nu, det er deres hemmelige hule. “Faktisk døde Jeep og kom i Himmel,” siger jeg, mens jeg spiser mine kyllingestykker super hurtigt.

“Er det rigtigt?”

“Men så om natten, mens Gud sov, sneg Jeep sig ud og gled ned ad Bønnestage til Rum for at besøge mig.”

“Det var listigt gjort.”

Jeg spiser tre grønne bønner og tager en stor slurk mælk og så tre mere, de går lidt hurtigere ned tre ad gangen. Fem ville være mere hur­ tigt, men det kan jeg ikke klare, min hals ville lukke sig. Da jeg var fire, skrev Mor Grønne bønner eller andre frosne grøntsager på indkøbslisten, og så skrev jeg Grønne bønner med den orange pen, det syntes hun var sjovt. Til sidst spiser jeg det bløde brød, fordi jeg godt kan lide at beholde det inde i munden som en pude. “Tak, Jesusbarn, især for kyllingestykkerne,” siger jeg. “Og helst ikke flere grønne bønner i lang tid. Hej, hvorfor takker vi Jesusbarnet og ikke ham?”

“Ham?” Jeg nikker hen mod Dør.

Hendes ansigt bliver trist, selv om jeg ikke engang sagde hans navn.

“Hvorfor skulle vi takke ham?”

“Det gjorde du jo den anden aften, for madvarerne og for snefjerningen og for bukserne.”

“Du skulle ikke ligge og lytte.” Nogle gange, når hun er rigtig vred, åbner hun ikke munden helt. “Det var ikke en ægte tak.”

“Hvorfor ...?”

56

Hun afbryder. “Han bringer kun tingene. Han får jo ikke ligefrem hveden til at vokse på marken.”

“Hvad for en mark?”

“Han kan ikke få solen til at skinne på den eller regnen til at falde eller sådan noget.”

“Men Mor, brød kommer da ikke fra marker.”

Hun presser munden sammen.

“Du sagde jo ...”

“Det er vist tid til at se tv,” siger hun hurtigt.

Det er musikvideoer, dem elsker jeg. De fleste gange hopper Mor sammen med mig, men ikke i aften. Jeg hopper på Seng og lærer Jeep og Remote at ryste baller. Det er Rihanna og T.I. og Lady Gaga og Kanye West.

“Hvorfor går rappere med solbriller, selv når det er aften?” spørger jeg Mor. “Gør det ondt i deres øjenæbler?”

“Nej, de vil bare gerne se cool ud. Og de vil ikke have fans til at stirre ind i deres ansigter hele tiden, fordi de er så berømte.”

Jeg er forvirret. “Hvorfor er fans berømte?”

“Nej, det er stjernerne, der er berømte.”

“Og det vil de ikke ret gerne være?”

“Jo, det tror jeg nok,” siger Mor og rejser sig op for at slukke for tv.

“Men de vil også gerne have lidt privatliv.”

Da jeg får noget, vil Mor ikke lade mig tage Jeep og Remote med i Seng, selv om det er mine bedste venner. Og så siger hun, at de skal op på Hylde, mens jeg sover. “Ellers stikker de dig i løbet af natten.”

“Nej, det gør de ikke, det lover de.”

“Hør her, lad os stille din jeep væk, og så kan du sove med remoten, for den er ikke så stor, når antennen er slået ned. Okay?”

“Okay.”

Da jeg ligger i Klædeskab, snakker vi ud gennem tremmerne. “Gud velsigne Jack,” siger hun.

“Gud velsigne Mor og trylle hendes tænder bedre. Gud velsigne Jeep og Remote.”

57

“Gud velsigne bøger.”

“Gud velsigne alt her og Ydre Rum og Jeep. Mor?” “Ja.” “Hvor er vi, når vi sover?”

Jeg kan høre, hun gaber. “Lige her.”

“Men drømmene.” Jeg venter. “Er de tv?” Hun svarer stadig ikke.

“Går vi ind i tv, når vi drømmer?”

“Nej. Vi er aldrig andre steder end her.” Hendes stemme lyder meget langt væk.

Jeg ligger med benene trukket op under mig og rører ved knapperne med fingrene. Jeg hvisker: “Kan I ikke sove, små knapper? Det er okay, så skal I få noget.” Jeg lægger dem ind til mine brystvorter, og de skiftes.

Jeg sover næsten, men ikke helt.

Bip bip. Det er Dør.

Jeg lytter meget opmærksomt. Den kolde luft kommer ind. Hvis jeg havde hovedet uden for Klædeskab, ville jeg kunne se Dør gå op, og jeg tør vædde på, at jeg kunne se lige ud på stjernerne og rumskibene og planeterne og rumvæsnerne, der drøner rundt i UFO’er. Jeg ville ønske, ønske, ønske, jeg kunne se det.

Bang, det er Dør, der lukker, og Gamle Nick fortæller Mor, at der ikke var noget af et eller andet, og at noget andet var til en latterlig pris.

Jeg tænker på, om han mon kiggede op på Hylde og så Jeep. Han havde jo bringet mig ham, men jeg tror ikke, han nogen sinde har leget med ham. Han ved sikkert ikke, at Jeep pludselig kører, når jeg trykker på Remote, vrruuummm.

Han og Mor snakker kun en lille smule i aften. Lampe går ud, klik, og Gamle Nick knirker sengen. Jeg tæller nogle gange i ettere i stedet for femmere, bare for at det skal være anderledes. Men jeg kan ikke holde rede på tallene, så jeg skifter til femmere, for det er hurtigere, jeg tæller til 378.

Helt stille. Jeg tror, at han må være faldet i søvn. Slukker Mor mon, når han er slukket, eller ligger hun vågen og venter på, at han skal gå?

Måske er de begge to slukket, og jeg er tændt, det er underligt. Jeg 58

kunne sætte mig op og kravle ud af Klædeskab, uden at de vidste noget om det. Jeg kunne tegne et billede af dem i Seng eller sådan noget.

Jeg spekulerer over, om de ligger ved siden af hinanden eller i hver sin side.

Så får jeg den frygtelige tanke: Hvad nu hvis han får noget? Ville Mor give ham lov til at få noget, eller ville hun sige: Niksen biksen, det er kun til Jack?

Hvis han fik noget, ville han måske begynde at blive mere virkelig.

Jeg har lyst til at springe op og skrige.

Jeg finder Remotes startknap, jeg får den til at blive grøn. Kunne det ikke være sjovt, hvis hans superkræfter startede Jeeps hjul, så de begyndte at snurre rundt oppe på Hylde? Gamle Nick ville sikkert vågne op og blive forskrækket, ha ha.

Jeg prøver at skubbe knappen frem, intet sker. D’oh, jeg har jo glemt at trække antennen ud. Jeg gør den lang og prøver igen, men Remote duer stadig ikke. Jeg stikker antennen ud gennem tremmerne, den er udenfor, og jeg er indenfor på samme tid. Jeg skubber knappen frem.

Jeg hører en svag lyd, som må være fra Jeeps hjul, der vågner op, og så ...

Kraaaatsch.

Gamle Nick brøler, som jeg aldrig har hørt ham gøre før, noget med Jesus, men det var ikke Jesusbarnet, der gjorde det, det var mig. Lampe bliver tændt, lyset slår imod mig gennem tremmerne, jeg presser øjnene sammen. Jeg vrikker tilbage og trækker Tæppe over mit ansigt.

Han råber: “Hvad forsøger du at gøre?”

Mor lyder meget nervøs, da hun siger: “Hvad for noget? Havde du en ond drøm?”

Jeg bider i Tæppe, der er lige så blødt som gråt brød i min mund.

“Forsøgte du på noget? Gjorde du?” Hans stemme bliver mere stille.

“Jeg har jo fortalt dig, at det er dit eget ansvar, hvis ...”

“Jeg sov.” Mor taler med dæmpet og spæd stemme. “Vil du ikke nok ... se, se dér, det var den fjollede jeep, som faldt ned fra hylden.”

Jeep er ikke fjollet.

“Jeg er ked af det,” siger Mor. “Jeg er meget ked af det. Jeg skulle have 59

stillet den et sted, hvor den ikke kunne falde ned. Jeg er virkelig meget ...”

“Det er i orden.”

“Lad os slukke lyset nu ...”

“Nej,” siger Gamle Nick. “Jeg er færdig.”

Ingen siger noget, jeg tæller én flodhest, to flodheste, tre flodheste ...

Bip bip. Dør går op og lukker bang. Han er gået.

Lampe slukker igen.

Jeg mærker rundt på Klædeskabs gulv efter Remote. Jeg opdager noget frygteligt. Hans antenne er helt kort og spids, den må være knækket mellem tremmerne.

“Mor,” hvisker jeg.

Intet svar.

“Remote er knækket.”

“Læg dig til at sove.” Hendes stemme er så hæs og uhyggelig, at jeg ikke tror, det er hende.

Jeg tæller mine tænder fem gange, jeg får tyve hver gang, men alli­ gevel er jeg nødt til at gøre det én gang mere. Ingen af dem gør ondt endnu, men det gør de måske, når jeg er seks.

Jeg må have sovet, men jeg ved det ikke, for så vågner jeg.

Jeg er stadig i Klædeskab, det er helt mørkt. Mor har ikke flyttet mig ind i Seng endnu. Hvorfor har hun ikke flyttet mig ind?

Jeg skubber lågerne op og lytter efter hendes åndedræt. Hun sover, hun kan ikke være vred, når hun sover, kan hun vel?

Jeg kravler ned under Dyne. Jeg lægger mig tæt ind til Mor uden at røre, der er helt varmt rundt om hende.