En_dag_mere_uddrag

Mogens Albert Pedersen

EN DAG MERE Skæbnefortællinger fra handlede kvinder i København

GYLDENDAL

www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

Forord

Kom bare indenfor, helt indenfor, helt inde bag facaden i en ellers normalt helt lukket verden. En verden, hvor mennesker ikke er frie, men lever et liv i frygt, trældom og slaveri. Hvor trusler, vold, voldtægter, ydmygelser og mishandling er hverdagen. Hvor unge kvinder og piger hver nat må sælge deres krop til sexhungrende mænd og finde sig i ufatteligt ydmygende situationer. Uden at de nogensinde tør eller kan sige nej eller blot sige fra. Hvor hverdagen er fyldt med ufattelig og konstant frygt og rædsel. Ikke bare for bagmændene, som kontrollerer disse piger og kvinder med vold, trusler og overtro, men også for mange perverse og brutale kunder. Og for politiet og myndighederne.

De er helt alene og tusindvis af kilometer fra deres naturlige hjem. De er i et fremmed land, hvor de ikke taler eller forstår sproget. Og der er intet håb forude. De er alene hver eneste dag i dette levende helvede på jord. Og det tærer på dem konstant både fysisk og psykisk. På både krop og sjæl.

I alt dette modbydelige kaos har mange af disse piger og kvinder valgt at lede efter mig i et lille stille, forsigtigt spinkelt håb om, at jeg måske kan hjælpe dem. Kvinderne i miljøet kalder mig Christian. Gennem de sidste otte år har mit liv været at lytte til, trøste og hjælpe den konstant voksende skare af unge piger og kvinder, som dagligt dukkede op ude fra skyggerne og ind i min verden.

Mit hjem er blevet til et sidste sikkert sted – et Safe House – som disse kvinder i afmagt og måske med den sidste lille del af

7 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

egen vilje har valgt at bruge som en slags virkelighedsflugt. Hos os i Safe House kunne de få et velfortjent pusterum. Lidt ro uden en masse gøgl eller påtrængende spørgsmål.

Egentlig er jeg er slet ikke uddannet til alt dette. Og jeg synes egentlig heller ikke, at jeg er noget særligt. Mest af alt er jeg bare mig selv, på både godt og ondt. Nogen gange synes selv jeg, at jeg er for meget og en kæmpe idiot. Men jeg er, som sagt, i det mindste mig selv, på en ærlig og ligefrem måde.

Som årene er gået, har jeg nok lært og er kommet tættere på hele trafficking- problematikken end de fleste. For det har været direkte i forreste linje hele tiden. Og jeg har lært det hele på den hårde måde. De store ulykker og skuffelser fra kvindernes side er dog heldigvis aldrig opstået. Næ, det er mærkeligt nok sket blandt de mennesker, som skulle hjælpe og som jeg ellers stolede på. Som, hånden på hjertet, havde sværget over for mig, at de ville støtte mig i kampen for kvindernes rettigheder. Dér har jeg oplevet bedrag, snyd og løgn pænt pakket ind i en masse flotte ord og formuleringer. Det er utroligt, hvad folk kan slippe af sted med af gas og varm luft for en titel og en pose penge.

Men jeg vælger i stedet at fokuserer på det positive, at holde fanen højt, at være ærlig og så i øvrigt lade alle idioterne passe sig selv. En løgn kan som bekendt nå at komme Jorden rundt, hurtigere, end sandheden kan nå at få sine sko på.

Jeg siger for det meste det, jeg tænker, og det for det meste helt uden filter. Heldigvis er der også en masse sande og virkelig loyale venner, som står last og brast, også selvom de synes, jeg kvajer mig og er en smule småskør, eller måske endda rablende gal.

Jeg tror på retfærdighed og lighed mellem alle mennesker uanset tro, hudfarve, eller hvorfra man kommer. Jeg tror på, at alle mennesker er skabt lige for Gud, og at de har en medfødt ret

8 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

til at leve et liv i fred, frihed og værdighed, og hvor man som menneske af helt egen fri vilje kan bestemme og vælge, hvad man vil bruge sit liv til.

Jeg behøver slet ikke være enig i de valg andre tager, men jeg vil for altid kæmpe for deres ret til selv at vælge, hvad de vil mene, tænke eller tro.

Jeg vil altid kæmpe for menneskers ret til at leve i personlig frihed.

Disse piger og kvinder, disse slaver, har af en eller anden grund så valgt mig, som en de tør stole på og mit hjem som deres fristed.

De har ingenting og ejer heller ingenting. Heller ikke deres frihed. Faktisk eksisterer de slet ikke, i hvert fald ikke officielt.

Selvom der nok er tusindvis af dem i Danmark. De er slaver, trafikeret den halve jord rundt og solgt til at tvangsprostituere sig selv her i landet. Men de er også mennesker af kød og blod. De kan føle, græde og le, og de kan have store drømme. Ligesom du og jeg og alle andre.

De har ret til deres eget liv. Og det er vores forbandede pligt, i henhold til en lang række konventioner, som Danmark har underskrevet, at beskytte ofrene for denne form for kriminalitet og give dem deres menneskefødte ret. Vi skal som mennesker og samfund holde op med at behandle dem som laverestående kriminelle eller illegale indvandrere, som hurtigst muligt skal losses ud af landet.

De er ofre for en kriminel handling og skal beskyttes.

Så velkommen til i min lille verden og rigtigt god læselyst.

Mogens Albert Pedersen Marts 2012

9 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

Rose

17 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

Hvor slemt kan det dog være? »Far, jeg kan altså ikke nå at hente dig. Kommer du selv hjem?« Det var min yngste søn, som var i røret. Han havde lovet at hente mig fra arbejde. Jo, jo, det går vel nok, svarede jeg. Vi ses.

At skulle tage bussen vil næsten være ren luksus her i aften.

Bare sidde ned og slappe helt af. Og 6A, den kører mig jo næsten helt hjem. Så jo, det er da o.k., tænker jeg. Faktisk helt o.k..

Jeg går gennem afdelingen og giver den sidste medicin til dem på min liste, inden nattevagten kommer, og jeg skal lave en overlevering. En travl aften er endelig slut, og mine ben kan godt mærke, at der er gået mange skridt her til aften. Jeg overleverer ret hurtigt til min afløser, som kender afdelingen rigtig godt i forvejen.

Min aftenvagt er endelig slut. Arbejdsugen er slut, og jeg skynder mig hurtigt ned i kælderen for at komme ud af min uniform.

Endelig fri, og så en hel friuge foran mig. Et hurtigt bad og så ellers hen og finde bussen.

Klokken er næsten blevet halv tolv om aftenen, da jeg fanger linje 6A. Alle i bussen er stille, og jeg nyder bussens egen rumlen og dagdrømmer om alt det, jeg nu tror, jeg skal nå i løbet af den næste uge. Syv dage fri. Sådan. Kan livet være bedre?

Nå. Som altid ville dagene nok blive brugt til at sove længe og slappe helt af. Men det er da i grunden også helt fint.

Udenfor er det igen begyndt at regne, nå, men kan man egentlig forvente andet her midt af marts?

www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

Ved Vesterport ser jeg linje 26 lige foran os. Jeg skynder mig at trykke stop. For linje 6A er da helt o.k., men linje 26 vil betyde, at jeg stort set er helt hjemme. Jeg stiller mig utålmodigt og trippende ved døren i midten af bussen, og betragter 26’eren lige foran ved Frihedsstøtten. Min bus standser endelig, og jeg løber hurtigt frem til 26’eren, men chaufføren ser mig ikke og trækker ud fra busstoppestedet. 6’eren kører sgu også, og der midt i regnen står jeg nu og forbander både buschauffører, regnvejret og mine ømme ben. Tyve minutter til næste bus 26 og tolv minutter til 6A. Øv, øv, og atter øv.

Jeg sætter mig i busskuret og forsøger at finde lidt læ for regnen, som nu er taget kraftigt til. I venstre hjørne af skuret sidder der en ung, sort pige. Først havde jeg slet ikke set hende, for hun var trukket helt over i hjørnet, og lys var der ikke meget af.

Folk på gaden gik bare forbi hende. Ingen lagde mærke til hende, eller også lod de bare som om. De gik alle sammen bare lige forbi.

Hun så ud, som om hun græd eller lige havde grædt. Hun så ud, som om hun var blevet slået. Jeg henvendte mig til hende. »Er du o.k.?« Hendes smukke sorte øjne kikkede mig lige i øjnene. Hun svarede ikke, hun bare så på mig. Er du o.k.? spurgte jeg igen.

Stadigvæk intet svar, kun de store sorte øjne, der kikkede direkte på mig.

Hun havde godt nok alt for lidt tøj på, og jeg gøs helt ved tanken, om hvordan hun måtte fryse. Dér, på bænken, uden at have ordentlig tøj på. I mit stille tænkte jeg, at hun nok havde været i byen og var kommet op og skændes med sin kæreste eller et eller andet. Hun lignede en på den alder. Og så tænkte jeg på mine egne døtre, og på hvis det nu havde været en af dem.

19 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

»Skal du med bussen?« spurgte jeg. Stadigvæk intet svar. »Skal jeg ringe til dine forældre?« Stadigvæk kun et sørgmodigt blik.

Da hun jo var en sort pige, stillede jeg de samme spørgsmål på engelsk. Nu svarede hun stille tilbage, at nej tak, det er o.k., alt sammen. Meget stille på engelsk. »Det virker ellers slet ikke sådan,« sagde jeg. »Er der sket dig noget? Er der nogen, der har gjort dig noget ondt?« Hun svarede igen ikke, men jeg kunne se, at hun fik tårer i øjnene. »Hør nu her, min pige,« sagde jeg. »Jeg har masser af børn, også på din alder, og jeg ville altså ikke bryde mig om at se min datter uden ordentligt tøj sidde her i et busskur og være ked af det. Og så midt i regnen.« Jeg tog min frakke af og lagde den over hendes skuldre. Hun kikker forundret på mig, men modtager den varme frakke uden at sige noget. »Hvor bor du?« spørger jeg. »Er der ikke nogen jeg kan ringe til?« Hun rystede bare nej. »Skal jeg ringe til politiet?« Hun så hurtigt og forskrækket op. »Nej, nej, det må du ikke.« Hendes lidt for hurtige svar gjorde mig mistænksom. Der var der vist noget, som var helt galt. »Nu skal jeg altså med den næste bus,« sagde jeg. »Min store plejedatter, som vist er på din egen alder, er derhjemme, og hun er, så vidt jeg ved, ved at lave mad. Hvis du har lyst, kan du komme med hjem og få noget at spise. Og du kan blive tør, og så kan vi tale om det hele, hvis du har lyst.« Hun så op på mig, og sagde så: »Din datter?« »Ja,« forklarede jeg. »Hun er altså voksen og højgravid og hjemme hos mig lige nu. Hun har vist brug for at være væk fra

20 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

sin mand og sit hus, og så hun tog over til mig. Hun er nu derhjemme og ved at lave noget mad til mig.« Den stille sorte kvinde kikkede igen på mig meget intenst med de smukke øjne. Stadigvæk uden at svare på alle mine mange spørgsmål. »Lad mig lige ringe og høre om hun stadigvæk er vågen,« sagde jeg. Og det var hun.

Bus 6A var kørt forbi, og endelig kom bus 26. Jeg rejste mig og sagde: »Vil du med, eller vil du blive her i regnen?« Så rejste hun sig uden et ord og fulgte med mig ind i bussen, og jeg klippede et ekstra klip for hende uden at spørge. I bussen sad hun tavst ved siden af mig med min frakke over skuldrene.

Indimellem så hun på mig. Og jeg så tilbage på hende og smilede. Hun smilede forlegent tilbage.

Det hele var en smule mystisk, men jeg var overbevist om, at hun nok ville få det bedre, når hun fik varmen og lidt mad.

Måske havde vi oven i købet noget tørt tøj liggende, som hun kunne passe. Det skal nok gå alt sammen, tænkte jeg.

Et eller andet var da vist helt galt, men det finder vi nok ud af. Og hvor slemt kan det dog være?

Nasro »Der er sgu da et eller andet galt, farmand.« Min store plejedatter Nasro er kommet ind i mit værelse. »Ja, for hulen, tror du ikke lige, jeg har lagt mærke til det?« svarer jeg tilbage. »Hvad hedder hun?« »Aner det ikke, prøv at spørge hende.«

21 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

»Du er sgu da også bare noget for dig selv. Helt ærligt, har du ikke spurgt hende om, hvad hun hedder?« »Næ, det har jeg altså ikke lige tænkt over, men hun er vist meget ked af det. Hvad laver hun nu?« »Hun sidder der bare. Hun siger ikke noget, hun kikker bare,« konstaterer Nasro, mens hun kikker spørgende på mig. »Jeg kommer ind om lidt, så skal jeg nok spørge hende om, hvad hun hedder;« siger jeg. »Farmand, du er sgu da ikke rigtig klog,« siger Nasro, mens hun gav mig et lille knus og et flygtigt kindkys. Hun går tilbage til stuen og den stille sorte pige.

Nasro er et af mine gamle plejebørn. Hun er oprindeligt fra Somalia og har ingen rigtig familie, kun mig og mine andre børn og pleje­børn. Hun har, før hun fik mig som farmand, haft en barndom med masser af vold og flere forskellige børnehjem.

Jeg fik hende under mine vinger, da hun var en halvstor utilpasset teenager, som ingen andre kunne håndtere. Dengang vild og fuldstændig rablende gal i sin optræden og manglende opdragelse.

Hun prøvede alle mine grænser af og vil måske netop derfor altid være et af mine helt store hjertebørn. Men det er snart så længe siden, at vi bare griner af det. Nu har vi opbygget stor forståelse og gensidig kærlighed.

Hun gav mig mange hovedbrud og meget bøvl under hendes utrolige forvandling til at blive en fornuftig voksen kvinde. Ligesom mange af mine gamle plejebørn har vi det helt specielt, når vi er sammen. Og jeg elsker hendes anderledes måde at se hele verden på.

Indimellem vender hun hele livet og alt andet normalt på hovedet og finder ikke bare en mening, men også en ny mening med det hele. Det er faktisk ret sjovt. Og lærerigt.

22 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

Jeg elsker vores samtaler. Det giver mig altid en masse positive eftertanker.

Da Nasro blev 20, var hun groet fast i alting omkring hende og kom til mig for at få hjælp igen. Vi havde mange lange samtaler om det at være en smuk, sort pige, som både var dansker og udlænding på samme tid, men uden at være helt accepteret nogen af stederne.

Dengang sagde jeg til hende, at der var to ting, som ingen andre kunne tage fra hende.

Hendes navn og hendes religion. Selvom hun ikke følte sig som hverken dansker eller somalier, så var dét noget, som hun havde fået med i vuggegave. Hendes helt eget og helt personlige.

Og så sagde jeg, at hun altid ville have min kærlighed og visheden om, at jeg aldrig ville vende hende ryggen.

Det tog hun virkelig til sig, og hun fandt vist for første gang i sit liv et fundament at starte sit voksne liv ud fra. Hun er nu gift med en god mand på hendes egen alder, og hun er blevet troende muslim. I sin hverdag er hun nu både lykkelig og i en solid balance. Og snart skal hun være mor.

Jeg er pavestolt af hende.

Selv er jeg katolik, og det er måske ikke lige til at forstå, at jeg vil fremme den muslimske tankegang i så ung en kvinde. Men det var det, hun manglede i sit liv, troen, og da det meste af hendes liv havde været noget rigtigt rod, så var det en rigtig god landing for hende. Og alt, jeg egentlig ønskede for hende, var det, som jeg ønsker for alle mine børn, at hun blev glad for det liv hun levede, at hun blev lykkelig, og at hun var i balance. Det var hendes valg, og jeg støttede hende selvfølgelig.

For øvrigt må alle, inklusive mine børn, selv bestemme, hvad de vil tro på. Bare de ikke skader sig selv eller bliver fanatiske.

Eller moraliserende over mig. Eller andre.

23 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

»Farmand; har du ikke nummeret til Nelly?« Nasro råber inde fra stuen. »Jo, men er klokken ikke for mange?« Nasro svarede ikke.

Stærk mad og danske vaner Vi spiser maden, som Nasro lavede, inde i stuen med fjernsynet kørende i baggrunden. Jeg sidder som så ofte oppe i sofaen med benene under mig. Nasro har lavet wokmad med en masse grøntsager og oksekød i strimler, godt krydret, lige som jeg kan lide det. »Er maden for stærk?« spørger jeg den stille pige. »Nej, det er meget dejligt,« svarer hun. »Jeg vidste ikke, at danskere kunne spise så stærk mad.« Nasro griner højt og fortæller, at jeg ikke kan få min mad stærk nok, og at jeg har boet mange år i Caribien og derfor ikke spiser ret meget dansk mad. »Hvad hedder du egentlig?« spørger jeg hende endelig.

Hun ser igen på mig uden at svare, men efter lidt tid svarer hun meget stille: »Jeg hedder Rose.« »Jeg hedder Mogens,« svarer jeg tilbage. »Er det alle dine børn?« spørger hun, mens hun peger på væggen, hvor der hænger en masse rammer med fotos af mine børn og børnebørn. »Ja,« svarer jeg og begynder at forklare, hvad de forskellige hedder, og hvad de laver. »Der er mange forskellige,« siger hun så. »Forskellige?«

24 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

»Ja. Forskellige slags børn. Sorte og hvide.« »Nå ja, det er fordi, der en masse plejebørn og et par adoptivbørn imellem.« Jeg fortæller, hvor de egentlig oprindeligt kommer fra.

Nu griner Nasro virkelig højt og indskyder, at vores familie er en slags mini FN, og at det slet ikke altid er lige til at finde helt ud af. »Men vores Farmand er nu fælles for os alle,« siger hun til Rose.

Rose ser, lytter og smiler. Hun siger stadig ikke så meget, men hun tænker vist over de svar, som vi nu har givet hende. Og efter lidt tid spørger hun så: »Hvor er din kone?« Jeg ser over på Nasro, som kigger ned. Hun ved godt, at det er mit ømme punkt. »Jo, jeg har været gift,« siger jeg og fortæller så Rose helt ærligt, at min søn døde af leukæmi, og at det var så hårdt for mit ægteskab, at vi valgte at blive skilt. »Jeg har ingen kone mere,« siger jeg. »Men er rigtig gode venner med min ekskone.« Rose lytter spørgende og ser direkte på mig, når jeg taler. »Sorry,« siger hun. »Det er o.k.,« svarer jeg. »Hvor kommer du egentlig fra?« »Nigeria,« svarer hun, igen meget stille. Jeg fornemmer, at jeg ikke skal spørge om mere. Og jeg fornemmer, at hun ikke ønsker at fortælle så meget lige nu, så jeg lader hende i stedet være i fred. Måske fortæller hun selv noget i morgen, hvis hun ellers får lidt fred og ro.

Klokken er blevet mange, og jeg er ved at være træt. Nasro vil sove i stuen, og gør det lille gæsteværelse klar til Rose, medens jeg finder en ny tandbørste og håndklæder frem til hende. Hun virker meget taknemlig og siger tak til det hele.

25 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

Inde i mit værelse falder jeg i søvn med Rose og alle mine spørgsmål i mine tanker. Hvem er hun? Hvad er der mon sket for hende, og hvorfor siger hun ikke noget? Hun virker sød og rar, men tilbageholdende. Alt for tilbageholdende. Hun er en smuk pige. Kun synd, at hun er så ked af det. Der er sgu et eller andet helt galt.

Jeg falder hurtigt i søvn. »Farmand, skal du have kaffe?« Jeg vågner ved, at Nasro står ved min seng. »Tak, og to stykker toast,« svarer jeg hurtigt. »Så gerne, og godmorgen, du gamle. Jeg bliver hentet lige om lidt, gider du selv hente kaffen, når den er løbet igennem?« »Ja, selvfølgelig.« »For resten. Jeg tror, at Rose er gået. Jeg har ikke hørt døren gå, men hun er ikke inde på værelset.«’ »Det er o.k. Jeg håber, at hun finder ud af det. Ellers ved hun, hvor jeg bor.« »Der var altså et eller andet med den pige. Tror du hun var helt normal?« »Næ, men hvem er egentligt det?« svarer jeg på vej ud i badeværelset. »Det er sgu rigtigt nok. Det er du jo et levende bevis på.« »Det er sgu da derfor, at jeg kan holde dig ud, din møgunge,« svarer jeg kærligt Mens jeg er i bad, råber Nasro, at hun smutter. Hun smækker døren med et brag. Jeg bader færdig og ærgrer mig over, at jeg ikke gav Rose mit telefonnummer. Jeg ville egentlig godt vide mere om hende. Men hun klarer sig nok, tænker jeg og tager rent tøj på.

26 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

To Nettoposer De næste to dage går med alle mulige forskellige ting. Jeg har sovet længe og har i den grad nydt mine fridage. Også selvom foråret lader vente på sig. Jeg har tænkt en del på Rose, og jeg har affundet mig med tanken om, at hun nok er o.k., siden jeg intet har hørt fra hende.

Jeg er ude og handle, og som altid har jeg fået købt mere, end jeg faktisk orker at slæbe hjem. Der er virkelig læs på gennem Valby Langgade. Jeg burde efterhånden have lært det, men der er altså altid tilbud, som betyder, at jeg må tage to eller flere af samme ting, hvis det skal kunne betale sig.

Endelig næsten hjemme kan jeg se, at der sidder en på trappen.

Da jeg kommer tættere på, kan jeg se, at det er Rose. Hun sidder der og ser ud i luften. Med to Nettoposer.

Hun kigger på alle mine fyldte indkøbsposer. »Hej,« siger jeg.

Hun svarer igen med et lille hej og hjælper mig op på 1. sal med alle mine poser. »Hvor er jeg glad for at se dig,« siger jeg, da vi er landet ude i køkkenet. »Tak,« svarer hun og går ind i stuen.

Hun sætter sig på samme plads i sofaen som sidst, da hun var på besøg.

Jeg pakker ud og laver hende en kop te, som jeg byder hende uden at spørge. Hun siger stadigvæk ikke noget, men igen ­fornemmer jeg, at det nok er bedst ikke at snakke for meget. »Jeg skal til at lave mad, vil du spise med?« spørger jeg hende.

27 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

»Jo tak, det vil jeg meget gerne,« svarer hun. »Er du sulten, for det er jeg? Jeg har købt stegebananer, kender du det fra Nigeria?« »Ja,« siger hun og kommer ud til mig i køkkenet. »Stegebananer. Plantin?« spørger hun. »Ja, men bare rolig. Jeg laver også ris og kød til.« Hun smiler, og uden ord tager hun mine stegebananer og gør dem klar. Jeg vasker risene og gør resten klar, medens hun steger bananskiverne i olie.

Hele køkkenet dufter skønt, og min mave knurrer højt. Men maden bliver tilberedt i stilhed, og vi spiser den uden at sige et ord. Jeg giver Rose mælk til maden. Hun spiser hurtigt og drikker næsten en hel liter mælk.

Hun er vist sulten, tænker jeg og glæder mig over, at hun kan lide maden.

Senere tænder jeg for fjernsynet og ser de tidlige nyheder. Rose sidder stille og ser med, stadig uden at sige noget. Mine tanker snurrer af spørgsmål, men jeg vælger at lade være med at spørge hende om noget. Det skal nok komme, når hun selv er klar til at sige noget, tænker jeg.

Omkring klokken ti spørger jeg hende, om hun vil sove her i nat, hun ved jo hvor gæsteværelset er. Men jeg siger også til hende, at hvis hun vil gå tidligt, så vil jeg gerne vide det, før vi sover. Hun ser mig nu direkte i øjnene og spørger så: »Må jeg blive her et par dage?« »Ja, hvis det er det, du har brug for,« svarer jeg. »Det er det,« svarer hun. »Men har du ingen familie?« »Nej, der er ingen familie. Jeg skal nok fortælle dig det hele senere. Er det o.k.?« Nu er det mig, som ser hende direkte i øjnene. Øjnene er

28 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

sjælens spejl, siger man, og i hendes øjne er der smerte og bedrøvelighed. »Det er helt o.k.,« siger jeg. »Du skal kun fortælle mig det, du har lyst til. Det er o.k.« Hun ser på mig og tager nu min hånd. »Tak.« »Det er o.k.,« siger jeg og går i seng..

Det kan ikke passe Inde på mit værelse falder jeg hurtigt i søvn, men jeg bliver vækket af en mobiltelefon, som ringer inde på gæsteværelset.

Jeg kan høre Rose tale i telefon, men hun afslutter samtalen hurtigt. Hendes telefon ringer igen, og det hele gentager sig en del gange.

Faktisk tænker jeg på, hvorfor hun ikke har slukket sin telefon eller i det mindste sat den på lydløs. Ringeriet stopper ikke.

Telefonen ringer igen og igen. Jeg venter et stykke tid uden at foretage mig noget, men til sidst står jeg op og går hen og banker på døren til gæsteværelset.

Rose åbner døren, og det er tydeligt, at hun har grædt. »Er alt o.k.?« spørger jeg.

Hun ser bare på mig. »Rose, er du o.k.? Er der noget, som jeg kan hjælpe med?« Hun ser ud, som om at hun vil svare, men hun kan tilsyneladende ikke få et ord frem. »Det er o.k. Rose, jeg blev bare vækket af din telefon, kan du ikke sætte den på lydløs?« »Sorry,« svarer hun.

29 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

»Det er alt sammen o.k. Har du brug for mig, er jeg lige inde ved siden af.« Jeg går tilbage til mit værelse og falder hurtigt i søvn igen. Efter et par timer bliver jeg dog vækket igen. Denne gang fordi jeg kan høre, at hun går op og ned ad gulvet inde ved siden af. Det er mystisk, og jeg er noget nervøs for, hvad der dog kan være galt med den stille pige i mit gæsteværelse. Jeg var sikker på, at der var et eller andet helt galt.

Det banker på min dør. Jeg tænder lampen og beder hende komme ind. Hun sætter sig på kanten af min seng. Jeg sætter mig lidt op i sengen, men siger ikke noget.

Rose ser ned i gulvet. »Ved du hvad de gjorde mod mig?« begynder hun. »Ved du, hvad de gør mod mig?« Jeg svarer ikke, men tager hendes hånd, og så begynder hun at fortælle. Det hele bare vælter ud. Hun sidder med ryggen til og fortæller og fortæller. Om Afrika, om hendes mor og familie, om kidnapning, voldtægter og ju-ju. Om trafikking og konstant vold, om tæsk og trusler, og om de andre piger, om Italien, og hendes deportation som illegal i Italien. Hun fortæller om alt muligt modbydeligt og voldsomt, som hun har gennemlevet.

Om hendes nye tur til Danmark, om hendes ejer og om, at hun igen og igen blev solgt. Hun viser mig både slavemærker og tatoveringer, og hun fortæller om banditter og mafia og om alle mulige andre kriminelle, som konstant kontrollerede hende.

Hun fortæller om Istedgade, om nonstop bio og politi, og hun fortæller om alt muligt ulækkert, som hun bliver tvunget til at gøre.

Hun fortæller om tvang og om gæld, som hun konstant skulle betale. Hun fortæller om klamme kunder, voldelige kunder, perverse kunder, og om frygten for, hvad der nu kunne ske med hende.

30 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

Hun fortæller om konstant frygt for sit liv, sin families liv hjemme i Afrika, og hun fortæller om sit kaotiske liv i helvede. Og om at hun nu er løbet væk, og om at hun ikke kan vende tilbage.

Hun var løbet væk, og hun var løbet over til mig, fordi hun troede, at jeg kunne hjælpe hende. Fordi hun mente, at hun troede, at hun ville kunne stole på mig. Hun havde aldrig tidligere fortalt nogen sin historie. Jeg var den første.

Hun fortalte det hele i en stor kæmpe pærevælling, og jeg kunne ikke rigtig finde hoved eller hale i alle hendes fortællinger, så jeg forsøgte at stoppe hende, men det var ikke muligt.

Jeg fandt min lille kinabog frem og begyndte at skrive stikord ned i den. Og jeg forsøgte at dirigere hende tilbage, når hun sprang for meget rundt i fortællingerne. Det var helt vildt, og det var slet ikke til at forstå. Jeg kunne ikke tro på det, hun fortalte.

Det var ikke muligt. Det kunne ikke passe. Jeg ville ikke tro på, at alt dette var muligt. Vi er sgu da her i Danmark. Vi er sgu da her i København. Slaver? Hvad er det dog for noget? Det er sgu da for sindssygt.

Rose fortsatte bare alligevel og hørte slet ikke efter, hvad jeg sagde. Hun snakkede uafbrudt og konstant hele natten og det meste af formiddagen med. Indimellem ringede hendes telefon, og jeg kunne høre, at der var nogen i den anden ende, som truede hende. Som sagde, hun skulle komme tilbage, og at det skulle være nu.

På et tidspunkt var jeg godt nok blevet hel mør, og jeg kunne næsten ikke mere. Jeg havde ikke sovet, jeg havde lyttet i timevis. Men Rose ruskede i min arm, medens hun fortsatte med at fortælle. Og jeg valgte at lade hende fortsætte. Nok mest fordi, hun slet ikke var til at standse.

Hun græd hele tiden, men fortalte alligevel bare videre, og videre, hele tiden. Sådan fortsatte det i over et døgn, og til sidst

31 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

faldt hun omkuld i min seng fuldstændig udmattet. Jeg tog hendes telefon ud af hånden på hende, slukkede den og lagde hende i sengen. Hun rullede om i fosterstilling og faldt i en dyb, dyb søvn.

Jeg sad på sengen med min kinabog og så ud i værelset, og på hende. Hvad hulen var det her for noget? Det var sgu da helt vildt, fuldstændig vanvittigt. Jeg var totalt udmattet og helt paf.

Jeg havde givet en meget stille pige ro og ventet på, at hun ville fortælle noget, og det skal jeg ellers love for, hun havde gjort. I over et døgn havde hun fortalt om sit liv, om hele sit liv.

For pokker da. Hun var slave. En slave, som var løbet væk. En slave, her midt i Danmark. Slave. Jeg smagte på ordet. Det var modbydeligt, ganske enkelt modbydeligt.

Jeg betragtede hende, medens hun nu lå og sov. Hun lignede et lille barn.

Af alle de børn, jeg har haft igennem mit liv, var det her det mest vanvittige, jeg havde oplevet. Her lå et barn, intet mindre end et barn, på alder med et par af mine egne børn. Hun var også nogens datter, hun var søster til søskende, hun var et menneske af kød og blod, og hun havde været udsat for kidnapning, hun var blevet brændemærket, solgt, misbrugt og mishandlet.

Lige midt i København. I Danmark? Mit Danmark? Hvad skete der lige der?

Jeg var gal, oprørt og rasende. Hele min beskyttende farmandspositur gik i stilling for dette lille barn, som lå og sov så trygt i min seng. Men hvad fanden var det for noget? Jeg ville ikke finde mig i det. Ikke på vilkår. Og hvorfor havde jeg aldrig hørt om det før nu?

Jeg havde en dundrende hovedpine. Jeg var træt, oprørt, gal og tusinde andre ting på en gang. Og jeg besluttede mig for at

32 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

beskytte hende. Uanset hvad, ville jeg beskytte hende. Jeg ville kæmpe for hende, som hvis hun havde været mit eget barn. Og det ville jeg fortælle hende, når hun vågnede. Hun skulle ikke være alene mere. Hun skulle vide sig sikker. Ikke om jeg ville finde mig i, at nogen skulle behandle et andet menneske på den måde.

En ung pige på hendes alder skal uddanne sig, have veninder, rende rundt og shoppe og drømme gode drømme om fremtiden. Hun skulle rende på festivaler og på diskoteker, hun skulle udvikle et solidt og positivt liv efter sine egne valg. Hun skulle sgu da ikke være slave og tvinges til at prostituere sig i Københavns gader.

Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle gøre, men jeg ville altså ikke finde mig i det. Rose skulle have sin frihed, uanset hvad det ville koste mig. Uanset hvad, så ville jeg sørge for det. På den ene eller den anden måde ville det ske. Hun skulle ha’ sin frihed.

Koste hvad det ville.

Et puslespil Der er gået nogle dage, siden Rose betroede sig til mig og fortalte om sit liv. Efterfølgende har vi talt meget sammen, og hun fortæller mig mere og mere. Hendes telefon ringer stadigvæk, men heldigvis ikke så intenst som tidligere.

Vi har talt med hendes familie nede i Afrika. De ved slet ikke, hvad deres datter og søster havde været igennem, og vi vælger ikke at fortælle dem noget. Det er nok bedst sådan. Men jeg har allerede tænkt på, at de bliver nødt til at flytte. Det vil være et logistisk helvede, hvis de bliver boende, og jeg kan slet ikke overskue det. Men det skal gøres, det er jeg klar over.

Jeg prøver at få et overblik over Roses familie. Den er dæleme

33 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

stor. Roses far har to koner og et utal af børn. Derudover er der et utal af børnebørn og mange andre slægtninge.

Jeg finder en rulle afdækningspapir frem, som jeg har liggende nede i kælderen. Jeg river en passende bid af og hænger den på døren ind til stuen.

Da Rose ser den, og jeg fortæller hende, hvad den skal bruges til, ser hun på mig, som om jeg er rablende gal. Og det er jeg måske også, men jeg vil alligevel forsøge at få et overblik.

Om aftenen begynder jeg så at lægge puslespillet. Og det er ikke uden problemer. Rose er nødt til at hjælpe mig med navne, og hvor de sandsynligvis bor. Det går som forventet op i hat og briller. Jeg river den første planche ned og begynder forfra flere gange.

Det går op for mig allerede den første aften, at det ikke bare sådan kan lade sig gøre. Familien er simpelt hen for stor og alt for omfattende. Og vi har ingen som helst mulighed for at vide, om det er de rigtige navne, eller om de befinder sig, hvor vi tror de er. Desuden kan der være kommet flere familiemedlemmer til, og nogen er måske døde.

Jeg er ved at give helt op, men vælger at lade den sidste planche blive hængende på døren.

Vi fortsætter de følgende dage med at lægge de forskellige navne ind på den voksende liste.

Og beslutter os til sidst for at holde os til den allernærmeste familie.

Det hele besværes også af, at Rose ikke kan læse og skrive ordentligt, så jeg skal samtidig undervise hende. Hun suger alt, jeg fortæller, til sig. Og det forbavser mig, hvor hurtigt, hun tager ny viden til sig. Det er intet mindre end imponerende.

Jeg spørger, hvor Rose har boet sidst. Hun fortæller mig, hvor det er, men hun kender ikke navnet på gaden. Vi beslutter os derfor til senere at køre en tur, så hun kan vise mig, hvor hun boede. Jeg spørger også til hendes tøj. Om hvor hun har efterladt

34 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

det. Svaret overrumpler mig. Alt hvad hun ejer, var i de to Nettoposer. Alt hvad hun ejede, kunne være i to indkøbsposer.

Dagen efter kørte jeg ud og lavede et solidt overtræk på mit dankort. Jeg købte trusser, bh’er, cowboybukser, T-shirts, bluser og meget, meget mere.

 Rose fik med hjælp fra fagforbundet 3F sin opholdstilladelse.

Sagen blev meget omtalt i pressen i 2006 og 2007. Som den første menneskehandlede kvinde fik Rose den 1. august 2007 endelig medhold i Flygtningenævnet og efterfølgende flygtningestatus i Danmark. Hun har efterfølgende haft arbejde fra første dag.

Jeg stod ved Roses side, og vi kæmpede imod alle odds. Jeg var anonym og kaldte mig Christian dengang. Jeg ser hende stadigvæk. Vi har et helt specielt bånd imellem os. Hun er som min datter nu, og jeg er meget stolt af hende.

Den hårde kamp for hendes frihed var lige så barsk som hendes liv som slave. Og derfor var det og vigtigt for mig, at Rose fik arbejde og blev etableret hurtigt, så hun kunne begynde på et nyt og bedre liv.

Efter at have rendt et utal af arbejdsgivere på døren, lykkedes det os at finde hende et job fra første dag i frihed, og jeg pressede hårdt på for at skaffe hende en lejlighed. Alle mine venner og familie sørgede for, at Rose fik både møbler og bohave, så hun kunne få den bedste start som et frit menneske med et nyt liv her i Danmark.

I Nigeria har vi dog måttet flytte hendes familie rigtig mange gange, da de bagmænd, der ejede Rose, ikke ville lade hende slippe ustraffet.

Hendes søster var en periode gidsel hos bagmændene. Med

35 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

assistance fra den katolske kirke fik jeg købt hende fri. Det kostede en solid dansk bondegård, og jeg må nok se i øjnene, at jeg for evigt vil være forgældet.

Historien om Rose er beskrevet flere steder. Journalisten Jens Høvsgaard var den første, der skrev om Rose i aviserne, og hendes historie indgår i hans bog »Solgt til sex«.

I dag lever Rose et helt normalt liv i Danmark. Hun har hele tiden, samtidig med at hun arbejdede, gået i skole. Bestod alle sine danskprøver og fik en 9. klasses eksamen på rekordtid. Er i dag kommunalt ansat i fast arbejde og stadigvæk under uddannelse.

Altid pligtopfyldende, selvforsørgende og fuld af ambitioner fra allerførste dag, som frit menneske i Danmark.

Rose: »Min frihed skal ikke spildes«, citat slut.

36 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal