P R O L O G
bragede hen over trætoppene. Klappernes råb var blevet langt tydeligere. Pulsens dunken trykkede nu mod trommehinderne, mens den fugtige luft blev presset så hurtigt og hårdt ned i lungerne, at det smertede. ‘Løb, løb, ikke falde. Jeg kommer aldrig op igen, hvis jeg falder. Fuck, fuck, hvorfor kan jeg ikke få mine hænder fri? Åh, løb, løb ... shhhh. De må ikke høre mig. Har de hørt mig? Er det nu? Skal mit liv virkelig ende sådan?’ Og grene svirpede mod ansigtet og trak blodstriber, og blod blandede sig med sved. Nu hørtes mændenes råb fra alle sider. Det var først i det øjeblik, at dødsangsten kom. Der lød endnu nogle skud. Projektilernes piften gennem den skarpe luft var nu så nær, at sveden løb frit og lagde sig som et kompres under tøjet. Om et minut eller to, så stod de der. Hvorfor ville hænderne på ryggen ikke lystre? Hvordan kunne tapen være så stærk? Med en flaksen hævede opskræmte fugle sig pludselig over trækronerne. Skyggedansen bag granernes tætte parade blev tydeligere. Nu var der måske bare hundrede meter ned til dem. Alt blev tydeligere. Stemmerne. Jægernes blodtørst. Hvordan ville de gøre det? Et enkelt skud, en enkel pil, og så var det forbi? Var det dét? Nej, nej, hvorfor skulle de nøjes med det? Så nådige var de ikke, de ENDNU ET SKUD
5
sataner. Sådan var de ikke. De havde deres rifler og tilsølede knive. De havde vist, hvor effektive deres armbrøster var. ‘Hvor kan jeg gemme mig? Er der et sted? Kan jeg nå tilbage? Kan jeg det?’ Blikket afsøgte skovbunden. Frem og tilbage. Men tapen, der næsten dækkede øjnene, besværliggjorde det, og benene fortsatte i snublende løb. ‘Nu skal jeg selv få at føle, hvordan det er at være i deres vold. De vil ikke gøre nogen undtagelse med mig, det er jo sådan, de får tilfredsstillelse. Kun sådan kan det blive overstået.’ Og hjertet hamrede nu så hårdt, at det gjorde ondt.