1. Lille Marie og eventuelt Belle Denne elendige regn over haven, grå og charmeforladt som en mand uden mandighed – ikke engang den lille kerubstatue under hibiscussen glædede Francys øje. Hun var allerede træt af efteråret. Kunne man dog bare aflyse årstiderne. Havde hun bare været Gud. Hun bed i en negl, havde ikke lyst til at arbejde mere i dag, men det var, som det var. »Du får en chance til,« sagde hun og løftede hagen med de korte skægstubbe op på den storsniffende småtyv Hannes, der endnu ikke havde været kvik nok til at hoste op med, hvem der var begyndt at sælge narko til Stureplanseliten og dermed var braget direkte ind på hendes territorium. Hun holdt en kunstpause og borede sit isblik ind i hans svømmende, skrækslagne øjne. Stakkels fyr, han burde være blevet nørd i stedet for, i tryg forvaring på et eller andet kontor. Det var sørgeligt med alle disse vildfarne sjæle. »Kun én,« sagde hun. Hun klemte hans mund sammen, så han lignede en guppy. Hun havde altid tænkt, at de lod til at have det så godt. Guppyerne, altså. De svømmede frem og tilbage i deres akvarium, og efter hvert bump mod glasset vendte de velfornøjede om og fortsatte med at svømme gennem deres uendelige univers. Det, der lige var sket, var glemt. Der var ingen minder at grave sig ned i. Der var ingen synder at bekende. Der eksisterede ingen anger. Ingen længsel efter
9