Wildcard - af Sara Ejersbo Frederiksen

125 m m

11,75

125 m m

zoom on

det der hus, der er brændt ned ved Hjørring,“ sagde han så. „Hvad er det for et hus?“ sagde jeg. Jeg kunne overhovedet ikke vurdere, om det lød troværdigt.

Sara Ejersbo Frederiksen

„De bliver ved med at snakke i radioavisen om

Sara Ejersbo Frederiksen

Lige pludselig havde jeg ingen fornemmelse af, hvordan man ville lyde, hvis man virkelig ikke havde hørt om det hus. Jeg håbede bare, at jeg ramte nogenlunde rigtigt.

210 m m

Emma skal bare væk. Væk fra sin fulde mor, mobningen og den lille, halvdøde landsby, hun kommer fra. Nu har hun gjort noget, som er så forfærdeligt, at hun aldrig kan vende tilbage.

Og så har hun fået et lift med lastbil mod København for at finde den fyr, hun er forelsket i. Men er han nu også interesseret i hende? Og er det overhovedet så let at slippe af med sin fortid?

Forum

WILDCARD

1

2

SARA EJERSBO FREDERIKSEN

Wildcard

forum

3

Wildcard © Sara Ejersbo Frederiksen og Forlaget Forum/rosinante¤co, København­ 2013 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslagsgrafiker: Alette Bertelsen/aletteb.dk Sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN: 978-87-638-3321-9 Printed in Latvia 2014

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Lix 27 (Ml 16 + Lo 11)

Forum er et forlag i rosinante¤co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | 1019 København K www.rosinante-co.dk

4

frihed

UDTALE [ˈfʁiˌheðˀ] Betydninger 1. tilstand, hvor man kan handle, sige og tænke, som man ønsker, uden hindringer­eller begrænsning 1.a det at give sig selv lov til at gøre noget­uden at spørge først fx om nærgående opførsel eller afvigelse fra et forlæg 2. det at være fri for fangenskab 3. tilstand, som ikke belastes af noget uønsket, ubehageligt el.lign.

4. det at være fri for arbejde eller andre pligter.

5

6

Nu

Jeg så det i nyhederne på en raste-plads, hvor nogle få ansatte gik rundt og lignede trætte spøgelser. Der hang et fjernsyn og kværnede i hjørnet. Det så ud, som om vores hus var brændt ned til grunden. De bad folk om at ringe til politiet, hvis de vidste noget eller havde set noget. Held og lykke med det, tænkte jeg. Jeg skal i hvert fald ikke snakke med nogen. Jeg skal bare væk. »Så er der afgang!« Chaufføren råbte og vinkede til mig henne fra udgangen. Jeg skyndte mig at hugge den sidste bid croissant i mig, gribe min cola og komme af sted.

Natte-ravnene gloede efter os, da vi skråede over parkerings-pladsen og gik hen mod hans lastbil. Ikke svært at gætte, hvad de troede, vi skulle. En overvægtig langturs-chauffør og en 16-årig tøs i stramme bukser og en nedringet top.

Han virkede nu flink nok, chaufføren. Men jeg regnede ikke ligefrem med, at han var typen, der 7

afleverede ens pung til politiet, hvis han fandt den på gaden. Det vigtigste var sådan set også, at han ikke afleverede mig til politiet. I virkeligheden anede jeg ikke en skid om, hvad han kunne finde på eller ikke finde på. Men her sad vi altså, i fører-huset på hans tons-tunge, brølende maskine, som med 90 kilometer i timen fragtede mig væk fra det nu nedbrændte lortehul, der havde været mit barndoms-hjem. Jeg skulle væk. Så måtte jeg leve med risikoen for at blive raget lidt på af en fed, gammel trucker.

Jeg var ikke en skid bange for ham.

Hans mave lå nærmest på hans lår, når han sad ned. Han havde en fedtet, hvid under-trøje på. Totalt kliché, men der var også meget varmt i fører-huset, selv om det var midt om natten.

Det kunne godt have været et trick for at få mig til at smide noget mere tøj, men jeg havde såmænd ikke så meget på i forvejen. Så bliver man aldrig samlet op. »Fik du lidt at spise?« »Ja, jeg tog bare en croissant og en sodavand.

Hvad med dig?« »Jo jo, jeg er jo vant til det.« Jeg kedede mig efter et par kilometer. Vi prøvede flere gange at føre en samtale, men der var 8

ligesom ikke så meget at sige. Han var langturschauffør, det var temmelig åbenlyst, og jeg var en pige, som var stukket af hjemmefra, det var sikkert også ret tydeligt.

Jeg har altid haft enormt svært ved at sidde stille, når jeg keder mig. Jeg begyndte at slå til hans plys-terninger i bak-spejlet. Drak min soda­ vand i mikro-slurke, sad uroligt og var sikkert i det hele taget pisse-irriterende. Altså, ikke med vilje, jeg kunne bare ikke stoppe. Da der havde været stille, og jeg havde været irriterende, tilpas længe, pegede han på sin cd-afspiller. »Jeg hører lyd-bøger,« sagde han, som om han afslørede en dyb hemmelighed. Han rakte ud for at tage noget i handske-rummet. Jeg flyttede benene, men ikke for meget. Han skulle ikke få indtryk af, at jeg var bange eller overhovedet havde overvejet den mulighed, at han kunne være ude på noget.

Det så det nu heller ikke ud til, at han var.

Endnu mindre da han fik fisket det frem, som han ledte efter, og jeg så, hvad det var. »Den er god,« tilføjede han, mens jeg forbløffet vendte kassetten til Charlotte Brontës Jane Eyre og læste på bagsiden, selv om jeg godt vidste, hvad den handlede om.

9

»Er det den, du er i gang med?« Jeg anede ikke, hvilket toneleje jeg skulle tale i, så det kom til at lyde helt åndssvagt på den der pædagogagtige alt-er-helt-okay-og-du-skal-i-hvert-faldhave-lov-at-være-anderledes måde. Det lod nu ikke til at genere ham. »Det er jo en klassiker,« sagde han. Da jeg ikke svarede, fortsatte han: »Min kone læser kun krimier,« sagde han konspiratorisk, som om jeg sikkert kendte det fra mig selv. Det gjorde jeg så ikke. »Okay,« sagde jeg bare, og så talte vi ikke mere om det. Han lagde kassetten tilbage i handskerummet og klappede lågen i. Så havde han altså en kone. Som om man ikke lige så godt kunne være et røvhul af den grund, men det hjalp alligevel lidt.

Det vilde var, at vi rent faktisk havde det til fælles. En hemmelig fetich for kærligheds-historier. Det var totalt fejt af mig ikke at sige det, jeg kunne bare ikke lige overskue det. Men i min taske lå tre tophemmelige og lasede Harmoniepaperbacks. Jane Eyre var nok ikke lige det, man forventede af en trucker, men det var i det mindste en klassiker i modsætning til mine tarvelige bøger. Jeg havde læst den. Jeg fik den henne på 10

biblioteket, fordi jeg bad om en god kærlighedshistorie, men det gjorde det bare ikke helt for mig. De var gode, også Stormfulde højder og Tornfuglene og den slags, men jeg vendte altid tilbage til mine billige og totalt latterlige Barbara Cartland-agtige kærligheds-romaner, hvor den ene titel var mere dybt godnat end den næste. Med mig i rygsækken havde jeg mine absolutte favoritter: Forbudt længsel, Guvernantens nye job og Utæmmelig. Fuck, hvor havde jeg læst dem mange gange. Resten af min samling var der ikke plads til i tasken, så nu var de andre litterære perler nok brændt til aske sammen med resten af det lille, gule hus på Mågevej, hvor jeg havde boet de sidste 12 år.

Nu fik jeg måske slet ikke brug for dem længere. Nu skulle jeg selv opleve kærligheden, den vilde forelskelse, hvor man skider på det hele, bare man er sammen. Fuck, hvor jeg glædede mig til at se hans fjæs, når jeg ringede på.

11

Før

Jeg kunne med det samme se, at han ikke hørte hjemme på Mågevej eller noget som helst sted i nærheden. Han var fra stor-byen, helt klart. »Leder du efter noget?« Jeg var rimelig glad for, at jeg havde mine ultra-stramme, sorte joggingbukser på. Sådan nogle dansere bruger, og en under-trøje, som havde mega-løse stropper, så man rigtig kunne se mine arme, skuldre og den øverste del af mine bryster. Under-trøjen var grå, og jeg havde en lille, gul bh på under. Vildt heldigt, jeg kunne lige så godt have haft noget mega­ grimt på. Der var normalt ikke så mange i Jellerup, som man havde behov for at gøre indtryk på. »Jeg ledte efter dig,« sagde han så. Han så mig lige i øjnene og smilede, sådan et rigtigt Hollywood-smil. »Eller jeg ville ønske, det var dig,« sagde han så og blinkede. Han lød, som om han var fra København. Jeg elsker den måde, de snakker på. »Jamen så har du jo fundet mig.« Jeg kunne 12

heller ikke lade være med at flække i et kæmpe smil.

Han smilede tilbage og lod diskret blikket glide op og ned af mig. »Ej, seriøst, hvad leder du efter? Jeg ved helt sikkert, hvor det er.« »Jeg leder efter en adresse, hvor jeg skal hente noget,« sagde han så. »Hvad i alverden skal du hente i denne her flække?« »Ja, det må du nok sige. Jeg er egentlig også mere interesseret i at finde ud af, hvor jeg kan få en kop kaffe, så kan du hjælpe med det?« Jeg forklarede ham, hvor byens eneste café lå, som ikke engang var en rigtig café. Man kunne få en kop kaffe inde hos bageren, og der var et lille bord, hvor man kunne sidde. Det var nok ikke engang en rigtig bager for ham, ikke hvis han var fra København. Jeg havde engang været i Århus med mor, en af vores meget få mor-ogdatter, aktiviteter, og da var vi inde hos sådan en rigtig bager, hvor det hele var økologisk, og det, de havde derinde, lignede overhovedet ikke noget, jeg nogensinde havde set før. Jeg tænkte bare, hold da kæft, selv vores brød er totalt umoderne.

13

»Går du ikke med? Jeg giver en kop kaffe, så kan du vise vej.« Han stak sin arm ind under min, mens vi gik, og hans hånd mod min bare arm var allerede nok til at gøre mig helt vild i varmen. For pokker, hvor var han lækker! Han hed Lasse, sagde han, og jeg fortalte ham, at jeg hed Emma. Jeg fortrød det bagefter, fordi det er sådan et åndssvagt, pusse-nusset navn, og jeg kunne jo bare have sagt, at jeg hed noget andet.

Da vi kom ind til bageren, overvejede jeg lige kort, om det var for nederen at indrømme, at jeg ikke var begyndt at drikke kaffe endnu, men heldigvis havde de en frisk-presset juice, og det lød ret fedt at bestille det, så den tog jeg i stedet for. Og så sad jeg pludselig der med verdens lækreste mand over for mig.

Han havde vildt lækre jeans på, og en god røv.

Han havde en lyseblå skjorte på, som stod ret åben, og en hvid under-trøje indenunder. Jeg kunne se på både hans arme og hans bryst-kasse, at han trænede. Jeg kendte ingen, der gik i den slags tøj. Han havde mørkt hår. Virkelig meget hår, som ligesom var rodet op med voks, men på en ordentlig måde, ikke på sådan en konfirmand-måde. Smukke øjne, lækre smile-rynker, 14

lidt skæg-stubbe og så sit store, flashy Hollywood-smil. Jeg var helt solgt. Det var allerede den bedste dag i mit liv, og vi havde ikke engang drukket kaffen og juicen endnu. Man skulle tro, jeg sad og håbede, at nogen ville komme forbi og se os, men det gjorde jeg ikke. Jeg ville bare have det øjeblik for mig selv og have det til at vare for altid.

Da vi havde siddet og nippet lidt til vores drikke-varer, tog jeg hans hånd. Jeg ved seriøst ikke, hvordan jeg kunne finde på det. Så lå der to hænder og holdt i hånd på bordet.

Han smilede overrasket. »Der er en, som ved, hvad hun vil have.« »Er der noget galt i det?« »På ingen måde. Det er et sikkert tegn på, at du ikke kommer til at blive hængende her i byen ret længe.« »Det kan jeg love dig for, at jeg ikke gør.« Lige som jeg skulle til at blive usikker og ikke vidste, hvordan jeg skulle komme ud af håndsituationen, tog han fat om min hånd og vendte den om. Han lod en finger løbe langs en linje i min hånd-flade. Der gik et varmt gys igennem mig. »Lad mig se,« sagde han og stirrede meget 15

indgående ned i min hånd. »Denne her linje fortæller mig, at du er eventyr-lysten. Og denne her fortæller mig, at du er meget intelligent.« Han lod sin finger løbe langs en anden linje. »Her kan jeg se, at du får et utraditionelt liv.« »Ikke noget om en tall, dark, handsome stranger?« Han så op og lige ind i mine øjne og smilede sit totalt hjerte-knuser-agtige smil, så min hjerterytme tog et ordentligt hop. »Hvordan vidste du det?« grinede han. »Kan du også læse hænder?« Vi grinede begge to, og pludselig var det helt naturligt, at vi sad og holdt i hånd. »Helt seriøst, hvad laver du her?« »Okay, jeg kom for at hente noget. Altså ikke dig. Men du skal nok finde en.« Han så helt alvorlig ud, selv om jeg selvfølgelig godt vidste, at det var pis. »Det står i din hånd.« »Er du helt sikker på, at det ikke er dig? Hvor har du gemt din hvide hest?« Han rystede på hovedet, stadig alvorlig. »Sådan fungerer det ikke nu om stunder. Mænd kommer ikke bare susende på en hvid hest og hapser en kvinde. De skal gøre sig fortjent til hendes kærlighed.« Han sagde det meget alvorligt, men nu trak han på smile-båndet. »Til gen16

gæld forventes kvinden selv at have et transportmiddel klar. Det blev for besværligt med hestene.« »Så må man nok vente, til den pågældende kvinde har fået kørekort,« sagde jeg. Jeg fortrød i samme sekund, fordi han måske havde troet, at jeg var ældre og allerede havde kørekort, men han så ikke ud til at være afskrækket af det. »Cykler er også gode.« »Siden du er så god til at spå,« sagde jeg med et hævet øjenbryn. »Hvilken type mand finder jeg så?« »En god en.« »Hvad nu hvis jeg helst vil have dig?« Han bøjede sig frem over bordet og kyssede mig. Bare sådan uden videre. Han tog fat om mit ansigt med den ene hånd og holdt hånden der, helt blidt, mens han gav mig et langt kys, men uden tunge. Hans læber var helt perfekte, og hans skæg-stubbe kradsede mig omkring munden.

Han slap mig og lænede sig tilbage igen, men han slap ikke mine øjne. Jeg var helt stakåndet, og jeg kunne mærke eftervirkningerne i mit underliv. Jeg havde aldrig kunnet mærke et kys 17

dernede før, ikke engang vilde tunge-slaskere med hænderne alle vegne, og dette her var bare et helt almindeligt kys med lukket mund. Eller, helt almindeligt var det nok ikke, men det kunne godt være, han mest bare mente det for sjov. Fuck det. Hvis man kan blive forelsket så hurtigt, så var jeg forelsket. »Jeg tror, jeg har brug for et til.« Jeg ved simpelthen ikke, hvor jeg fik det fra.

Han lænede sig frem igen, og denne gang kyssede vi rigtigt. Han gjorde det helt perfekt, langsomt og grundigt. Lod sine læber omslutte mine og ventede med at bringe tungen på banen, til vi havde vænnet os til hinanden. Så lod han den langsomt og legende køre rundt om min. Jeg var helt ør og anede ikke, hvad jeg skulle gøre af min hånd. Den ene holdt han i sin, og med sin anden hånd havde han fat om mit ansigt, så den lå rundt om min kæbe og min kind. Jeg syntes ikke, en pige kan holde om en fyrs ansigt på den måde, så hvad skulle jeg så gøre? Egentlig ville jeg jo gerne røre ved hans krop, mærke hans muskler under skjorten, men han sad på den anden side af bordet, så det ville ikke rigtig fungere. Jeg lod den ligge i skødet. Vi kyssede længe.

Jeg blev helt stakåndet og lod et lille støn und18

slippe mine læber, fordi jeg regnede med, at det ville tænde ham.

Han afbrød kysset og gav mig et sidste dvælende kys med lukket mund, før han lænede sig tilbage. »Phew,« sagde han og lod, som om han tørrede sved af panden. »Jeg må lige på toilet,« sagde han så og rejste sig.

Måske skulle han derud for lige at få sig selv under kontrol. Rimelig vildt, hvis jeg kunne give sådan en fyr jern på bare ved at kysse ham!

Da han var væk, så jeg mig omkring. Pigen bag disken var gået ud i køkkenet eller sådan noget, hun var der i hvert fald ikke. Hans rygsæk lå på gulvet ved siden af hans stol, og pludselig tog fanden ved mig. Jeg var så pisse-bange for, at han bare skulle komme tilbage og sige »nå, hej, jeg må videre«. Og så ville jeg aldrig se ham igen og måske endda komme i tvivl om, det overhovedet nogensinde var sket. Jeg var nødt til i det mindste at kunne finde ham på Facebook og sidde og stalke ham og se på billeder.

Jeg flænsede det lille rum foran på rygsækken op. Selvfølgelig havde han den nyeste iPhone, og så lå der en lækker, sort læder-pung og en pakke tyggegummi. Med en puls som om jeg 19

havde løbet et maraton, fik jeg hevet hans pung op og famlet hans sygesikrings-kort ud. Jeg nåede lige at kaste et hurtigt blik på navn og adresse og fødsels-dato og smed det hele tilbage i rygsækken og lynede den og smed den tilbage på gulvet. Totalt antiklimaks, for der gik nærmest flere minutter, før han kom ud igen, så jeg kunne sagtens have nået at kigge alle tingene igennem.

Men nu kendte jeg i det mindste hans efternavn og vidste, at han boede i Roskilde. Lasse Egekilde. »Vil du ikke vise mig et eller andet af byen?« sagde han, da han kom tilbage. »Nu er jeg her alligevel.« Jeg nikkede, drak den sidste slurk juice og rejste mig.

20

Nu

»Du kan bare lægge dig om og sove, hvis du er træt,« sagde mr. truck-driver.

Egentlig kunne det lige så godt være et trick, men jeg stolede ret meget på ham. Måske på grund af det med Jane Eyre og konen. Hvis det var sådan noget, han sagde, for at man skulle slappe af, så var han fandeme god, for det virkede. Jeg kastede et blik på ham. Så udspekuleret så han slet ikke ud til at være. Han var garanteret bare træt af at have mig til at sidde og være rastløs og pille ved alt muligt, og så ville han høre sin lydbog. »Ej, mener du det?« Han nikkede. »Fedt, hvor må jeg lægge mig, siger du?« Jeg hang allerede med røven halvvejs over ryglænet på vej om i det mikro-smalle aflukke bag sæderne. »Bare tag den nederste,« sagde han.

Jeg struttede lidt ekstra med røven i de stramme 21

jeans, mens jeg møvede mig derom. Jeg ved ikke hvorfor, det var i hvert fald ikke, fordi jeg gerne ville have, at der skulle ske noget. Samtidig var det lidt, som om der var en lille del af mig, der næsten ønskede, at der skulle ske noget. Så jeg bare kunne råbe ham lige ind i fjæset, at han fucking bare skulle holde sine klamme fingre for sig selv. Jeg havde engang gået til karate i et halvt år, indtil mor blev træt af at køre mig, og dengang havde jeg det lidt på samme måde. Jeg ønskede næsten, at nogen skulle overfalde mig, bare så jeg kunne få lov at gå helt amok.

Jeg nåede lige at smide mig i køjen, så kunne jeg allerede høre lyden af en eller anden overdrevet britisk stemme, der læste op. Jeg lå og blev helt søvnig af oplæsningen og dækkenes monotone rumlen mod asfalten. Nu havde jeg selvfølgelig også snart været vågen i ret mange timer.

Jeg var gået hjemmefra om eftermiddagen, allerede ved 15-tiden eller sådan noget. Så var jeg gået ud mod motor-vejen for at tomle, men på vejen kom jeg i tanker om, at det måske ikke var så god en idé at stå der og flagre midt på dagen.

Også lidt for tæt på det tidspunkt, hvor alle får fri fra arbejde.

22

Der gik nogle heste på en stor græs-mark, så jeg lagde mig der og læste. Jeg tænkte, at det egentlig var et perfekt sted at gemme sig, så jeg ventede så længe, jeg overhovedet kunne. Først ved 23-tiden gik jeg resten af vejen, men det var stadigvæk ret lyst. Jeg fik lidt for meget noia af at stå der frit fremme, og jeg syntes hele tiden, at alle dem i bilerne lignede forældrene til nogen på min skole. Så gemte jeg mig alligevel lidt længere tid.

Til sidst kunne jeg simpelthen ikke sidde længere i en eller anden busk og glo, og det var ved at være rigtig mørkt. Jeg havde stadig ret mange nerver på, så jeg nøjedes med at gå efter lastbilerne og forsøgte at undgå person-bilerne.

Last-bilerne stopper åbenbart ikke så tit, eller også lignede jeg bare en økse-morder. Der gik i hvert fald rigtig lang tid, før jeg blev samlet op, først klokken 2 faktisk. Heldigvis kunne han så køre mig hele vejen, så jeg ikke skulle ud at stå igen. Han skulle til København, så han kunne nemt lige smide mig af i Roskilde. Vi ville være der tidligt om morgenen, havde han sagt, så det var måske en meget god idé lige at få et par timers søvn, så jeg ikke så helt fucked up ud.

Efter en halv time eller sådan noget afbrød 23

truckeren den britiske oplæsning af Jane Eyre, midt i endeløse mængder af godser og forblæste vidder, for at slå over på radio-avisen. De nævnte det nedbrændte hus, ligesom de havde gjort i fjernsynet på raste-pladsen, men de var åbenbart kommet længere med efterforskningen siden da, for denne gang nævnte de også, at de meget gerne ville i kontakt med den 16-årige Emma Sand Jensen, familiens datter, som ikke var set, siden branden opstod. Så fulgte en beskrivelse af Emma, men det kunne jo være en hvilken som helst spinkel, lyshåret teenager i Danmark.

Heldigvis havde jeg fortalt chaufføren, at jeg hed Alexandra Hunter, fordi min far var britisk.

Alligevel håbede jeg ikke, at han hørte alt for godt efter. Han havde samlet mig op lige uden for Hjørring, og de havde sagt, at det nedbrændte hus lå i Jellerup tæt ved Aalborg.

Jeg blev liggende helt muse-stille, som om jeg sov. Jeg krydsede fingre for, at han ikke ville begynde at spørge, om Jellerup ikke lå tæt på der, hvor han havde samlet mig op, og om jeg kendte dem, der havde boet i det hus eller sådan noget.

Nu var jeg nødt til at holde mig vågen, så jeg var klar til at stikke af, hvis han prøvede at ringe til politiet.

24

Et øjeblik efter fyldte den britiske kvindestemme igen fører-huset, og jeg åndede lettet op.

Det var vist cirka halvvejs i bogen, og stakkels Jane måtte gå så grueligt meget igennem for at finde kærligheden. Jeg kunne totalt relatere. Vent på mig, min elskede, tænkte jeg, jeg er på vej.

25