Kasper Kloch tager i Futbolmania læseren med på et begivenhedsrigt roadtrip gennem en af verdens mest fascinerende, konfliktfyldte og lidenskabelige fodboldkulturer.
I løbet af en fodboldsæson rejser forfatteren på kryds og tværs gennem Spanien, for at komme tæt på den spanske fodboldkultur og de mennesker, den kredser omkring. Fra Baskerlandets hårde drenge til de feterede stjerner i Real Madrid. Fra FC Barcelonas totalfodbold til Rayo Vallecanos revolutionsfodbold. Fra det regnvåde nord til det solsvedne syd.
Undervejs fortælles også historien om det spanske landshold, som har erstattet et kronisk tabersyndrom med sprudlende vindermentalitet og for en stund samlet det spanske folk i en fælles stolthed.
Futbolmania er en indsigtsfuld og underholdende reportage med dybde og perspektiv til spillet på banen og fortæller samtidigt levende om det samfund og den kultur, der danner bagtæppe for fodbolden.