Et helt nyt liv

100 mm

155+4 mm

29,5 mm

SMUDSOMSLAG

155+4 mm

100 mm

af forfatteren til stadig Alice

3+230+3 mm

Sarah Nickerson elsker sit job, sin mand og sine tre børn – og ikke mindst sin ultrastabile barnepige, der får det hele til at hænge sammen. Det er et godt liv, men hun har travlt, alt, alt for travlt, og det kan næsten ikke andet end gå galt.

Lisa GenovA © C h r i sto p h e r S e u f e r t

Hvor er min venstre hånd? Det aner jeg ikke. Oh shit, hvor er min venstre hånd? Og hvad med den venstre fod? Den er også væk. Jeg vrikker med tæerne på højre fod. Jeg prøver at sende samme besked til den venstre, men beskeden kommer retur. Beklager, adresse ubekendt. „Bob, jeg ved, at jeg har en venstre hånd, men jeg aner ikke, hvor den er.“

Lisa GenovA

Neglect er en en tilstand man ofte ser hos patienter efter en hjerneblødning.

Tilstanden rammer typisk den ene side og har flere varianter, ofte er den visuel, således at patienten ikke ser det, der er på den ene side, men der kan også være tale om, at patienten ikke kognitivt erkender objekter på den ene side. Neglect rammer oftest højre hjernedel og dermed venstre side.

Et splitsekunds uopmærksomhed, da mobilen ringer på vej til arbejde, og Sarah vågner på hospitalet til et helt nyt liv, hvor intet er, som det var før, og hun ikke længere kan se og forstå alt, hvad der er til venstre.

Lisa Genova har en ph.d. i neurovidenskab fra Harvard University. Hun bor med sin mand og to børn på Cape Cod i Massachusetts, USA. Debutromanen Stadig Alice om en kvindelig Harvard-professor med Alzheimers udgav Genova først selv på eget forlag, men efterhånden som rygtet bredte sig om bogen, blev den genudgivet på det store, anerkendte forlag Simon & Schuster og strøg direkte ind på New York Times’ bestsellerliste.

Ligesom Stadig Alice er Et helt nyt liv fortællingen om et sygdomsforløb, men det er også en fin skildring af en kvindes forhold til børn, mand og mor og kampen for at opbygge et nyt liv, når det gamle falder fra hinanden.

O M S L A G : A L ETTE B ERTE L SEN / I M PERIET. D K FOTO : J a m e s H a r dy / p l a i n p i c t u r e

roman cicero

Et helt nyt liv

Af samme forfatter: Stadig Alice

Oversat fra amerikansk af Marie Kopp

Cicero

Copyright © 2011 by Lisa Genova Originaltitel: Left Neglected Published by arrangement with Sane Töregård Agency AB Sats: Cicero, København Tryk: CPI – Clausen & Bosse, Leck, Tyskland Omslagsfoto: © plainpicture/Zenshui Omslagslayout: Alette Bertelsen/Imperiet ISBN: 978-87-7079-146-5 Første danske udgave 2011

Til Chris og Ethan

CICERO er et forlag i Rosinante&Co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

PROLOG

Jeg tror nok, at en lille del af mig hele tiden har været klar over, at jeg levede et uholdbart liv. Nogle gange kunne den finde på at hviske til mig: Sæt nu tempoet ned, Sarah. Du behøver ikke alt det her. Du kan ikke blive ved på den her måde. Men resten af mig var energisk, dygtig og fast besluttet på at præstere, præstere, præstere og hørte overhovedet ikke efter. Hvis det indimellem skulle hænde, at en af den slags tanker rent faktisk fik listet sig ind i min bevidsthed, tyssede jeg på den, skældte den ud og sendte den ind på dens værelse. Ti så stille, lille stemme, kan du ikke se, at jeg har tusind ting, der skal gøres?

Selv mine drømme begyndte at prikke mig på skulderen for at prøve at fange min opmærksomhed. Er du egentlig klar over, hvad du har gang i? Prøv lige at se her. Men drømmene var flygtige, når jeg vågnede, og som slimede fisk, fanget med de bare næver, slap de løs og svømmede væk, før jeg kunne nå at se nærmere på dem. Mærkeligt, at jeg kan huske dem alle sammen nu. Jeg tror faktisk, at mine drømme prøvede at vække mig i nætterne op til ulykken. Efter alt det, der er sket, tænker jeg, at de har været en form for påmindelse, sendt til mig fra en spirituel kilde. Budskaber fra Gud. Og jeg ignorerede dem.

Jeg havde åbenbart brug for noget mindre svævende og mere konkret.

Som for eksempel et ordentligt slag i hovedet.

KAPITEL 1

„Overlevende, er I klar?“ Jeff, realityshowets distraherende flotte vært, smiler og trækker tiden ud, fordi han ved, at det driver os til vanvid. „Af sted!“ Jeg spæner gennem regnskoven. Insekter rammer mig i ansigtet, mens jeg er i fart. Jeg er en menneskelig forrude. Det er utroligt ubehageligt.

Ignorer dem. Skynd dig.

Skarpe grene smækker og snitter mig i ansigtet, på håndleddene og anklerne, flænser min hud op. Jeg bløder. Det svier.

Ignorer det. Skynd dig.

En gren hænger fast i min fineste, allerdyreste silkeskjorte og river den op fra skulder til albue.

Skønt, nu kan jeg ikke have den på til morgenmødet. Den må jeg reparere senere. Skynd dig. Skynd dig.

Jeg når frem til stranden og ser plankerne af drivtømmer. Det er meningen, at jeg skal bygge en tømmerflåde. Men jeg kan ikke få øje på noget værktøj. Jeg slår ned i sandet med hænderne. Jeg kan ikke finde noget værktøj. Så kommer jeg i tanke om kortet, som Jeff viste os, et øjeblik før han satte ild til det. Han smilede bredt, mens det brændte.

Han kan sagtens være så glad, når han har maven fuld af mad og nyvasket tøj på. Jeg har ikke spist eller været i bad i dagevis.

6

„Mor, jeg har altså brug for hjælp,“ klynker Charlie ved min talje.

Det er ikke meningen, at han skal være her. „Ikke nu, Charlie. Jeg skal finde et rødt flag og noget værktøj.“ „Mor, mor, mor!“ insisterer han. Han trækker ned i det ødelagte skjorteærme og flår det helt op ned gennem manchetten.

Herligt, nu er den ødelagt. Og jeg tror ikke, at jeg får tid til at skifte tøj, før jeg skal på arbejde.

Jeg får øje på en rød klat over den flade strand omkring hundrede meter længere fremme. Jeg løber hen mod den, og Charlie følger efter. „Mor, mor, mor!“ kalder han fortvivlet.

Jeg retter blikket ned og ser blanke stykker af grønt og brunt over det hele. Glasskår. Ikke den slags, der har ligget længe i havet. Men friske glasskår, takkede og skarpe. Stranden er dækket af knuste flasker. „Charlie, stands! Hold op med at følge efter mig!“ Jeg gør mig umage med at undgå glasskårene, mens jeg løber, men så kan jeg høre, at Charlie sakker bagud, og Jeff ler, og så træder jeg forkert. Et stykke grønt glas skærer sig dybt ind i svangen på min venstre fod. Det gør enormt ondt, og det bløder meget.

Ignorer det. Skynd dig.

Jeg når frem til det røde flag. Myg sværmer ind og ud af mine næsebor, min mund og mine ører og får mig til at spytte og lave brækbevægelser. Det er ikke lige den form for protein, jeg hungrer efter. Jeg dækker ansigtet med hænderne, holder vejret og måler tolv skridt af vest for det røde flag.

Jeg graver med hænderne midt i en vanvittig sværm af myg, finder værktøjskassen og humper tilbage til plankerne af drivtømmer. Charlie er der, han sidder på hug og er i færd med at bygge et slot af knust glas. „Charlie, hold op. Du skærer dig.“ Men han lytter ikke og bliver ved.

Ignorer ham. Skynd dig.

Jeg er omtrent halvt færdig med at samle tømmerflåden, da jeg hører ulvene hyle.

Højere og højere.

Hurtigt!

Den halve tømmerflåde er ikke stærk nok til at bære os begge. Charlie 7

skriger, da jeg tager ham op og trækker ham væk fra glasslottet. Han sparker og slår mig, mens jeg med magt får ham ud på den halve flåde. „Når du kommer over på den anden side, skal du løbe efter hjælp.“ „Mor, du må ikke gå fra mig!“ „Vi er ikke i sikkerhed her. Du er nødt til at tage af sted!“ Jeg skubber den halve tømmerflåde ud i vandet, og den stærke strøm tager den. Lige da Charlie driver ud af syne, begynder ulvene at flænse mine bukser og min yndlingsskjorte, de flår min hud op, æder mig levende. Jeff står og smiler, mens jeg ligger og dør, og jeg tænker: Hvorfor sagde jeg overhovedet ja til at være med i det her åndssvage program?

Mit levende vækkeur, min ni måneder gamle søn, Linus, vækker mig med et brægende „Baaabaaa!“ over babyalarmen, før jeg dør.

FREDAG

Det rigtige vækkeur siger 5.06, og der er knap en time til, at jeg har sat det til at ringe. Jeg resignerer og slukker for det. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst er vågnet til lyden af bip bip bip og ikke til lyden af et af mine tre børn. Snooze-funktionen er et endnu mere fjernt minde. Morgener, hvor jeg har forhandlet om få, men behagelige ekstra minutter i sengen. Bare ni minutter mere, så lader jeg være med at barbere ben. Ni minutter mere, og jeg springer morgenmaden over. Ni minutter mere, nul morgensex. Jeg har ikke rørt den knap i lang, lang tid. Ja, Charlie er syv, så det må være omkring syv år siden.

Det føles som en evighed. Nu sætter jeg kun vækkeuret hver aften, fordi jeg er helt overbevist om, at den ene gang, jeg ikke gør det, den ene gang, jeg overlader det til mine små englebasser at vække mig, vil være den morgen, jeg har en kritisk deadline eller skal nå et fly, jeg ikke må komme for sent til, og de alle sammen sover længe for allerførste gang.

Jeg rejser mig op og ser ned på Bob, der ligger fladt på ryggen med lukkede øjne, fuldstændig afslappet og med åben mund.

8

„Rævesøvn,“ siger jeg. „Jeg er vågen,“ siger han, stadig med lukkede øjne. „Det er dig, han kalder på.“ „Han siger ‘baba’, ikke ‘mama’.“ „Skal jeg gå ind til ham?“ „Jeg er oppe.“ Jeg lunter på bare tæer ud på det kolde trægulv og hen ad gangen til Linus’ værelse. Jeg åbner døren og ser ham stå op i tremmesengen, med sutten i munden, et mølædt tæppe i den ene hånd, og sin elskede og endnu mere mølædte Bunny i den anden. Han smiler over hele hovedet, da han ser mig, hvilket får mig til at smile, og han begynder at slå på tremmerne. Han ligner en yndig lille fange i et fængsel. Alt er pakket og parat, og nu venter han bare på at blive løsladt.

Jeg tager ham op og bærer ham hen til puslebordet, hvor hans gode­ humør bryder sammen i et skuffet vræl. Han laver flitsbue og vrider sig om på siden, kæmper af alle kræfter imod det, der sker fem til seks gange om dagen, hver eneste dag. Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor han så inderligt hader at få skiftet ble. „Linus, hold op.“ Jeg er nødt til at bruge en foruroligende mængde kræfter for at få ham ned at ligge og med magt give ham en ren ble og tøj på. Jeg prøver at prutte lidt med munden på hans mave et par gange og synger en børnesang for at gøre ham glad, men han bliver ved med at være min usamarbejdsvillige modstander gennem hele processen. Pusle­ bordet står ved siden af det eneste vindue, der er i værelset, og det kan godt være nyttigt i forbindelse med afledninger. Se den lille fugl!

Men det er stadig mørkt udenfor, og selv fuglene er ikke stået op endnu. Det er stadig midt om natten, for himlens skyld.

Linus sover endnu ikke igennem. Natten til i går vuggede jeg ham i søvn, efter at han var vågnet skrigende klokken et, og Bob gik ind til ham igen lidt over tre. Linus er ni måneder og taler ikke endnu, kun baba-mama-dada-agtige lyde. Så vi kan ikke spørge ham om, hvad problemet er, og vi kan ikke tale ham til fornuft eller bestikke ham.

Hver nat er det en gætteleg, som hverken Bob eller jeg har lyst til at være en del af, og vi vinder aldrig.

9

Tror du, han er ved at få tænder? Skal vi give ham en børneaspirin?

Vi kan ikke bare dope ham hver nat. Måske har han mellemørebetændelse. Jeg så ham tage sig til øret tidligere i dag. Han tager sig ofte til øret.

Har han tabt sin sut? Måske har han haft mareridt. Måske er det separationsangst. Burde vi tage ham med ind i vores seng? Det vil vi ikke rode os ud i, vel? Hvad gjorde vi med de andre to? Det kan jeg ikke huske.

Nogle gange er vi så desperate af udmattelse, at vi beslutter os for at ignorere ham. I nat lader vi ham græde. Men lille Linus har en forbløffende udholdenhed og lunger, der ikke bliver trætte. Når han først har besluttet sig for noget, går han 100 procent efter det, og det er et karaktertræk, som jeg tror vil komme ham til gode senere i livet, så jeg er ikke helt overbevist om, at vi skal undertrykke den side af ham.

Han kan sagtens græde mere end en time, alt imens Bob og jeg ligger vågne, og vi lytter til gråden snarere end ignorerer den, fokuserer på den, leder efter subtile ændringer i tonelejet eller rytmen, som kan være tegn på, at det snart holder op, uden at det punkt dog nogensinde indtræffer.

Til sidst plejer en af de andre to, som regel Lucy, at banke på døren til soveværelset og komme ind. „Linus græder.“ „Det ved vi godt, skat.“ „Må jeg få et glas mælk?“ Så står jeg op med Lucy for at hente mælk, og Bob står op for at trøste Linus. Plan røget i vasken. Baby vinder. Resultat: HarvardMBA-uddannede forældre, begge højt kvalificerede inden for forhandling og ledelse: 0. Ni måneder gammel baby uden uddannelse eller erfaring med noget her på jorden: for mange sejre til, at min trætte hjerne kan tælle dem.

Da Linus først er blevet skiftet og taget op fra det forhadte puslebord, får han det, som han vil have det igen. No hard feelings, bærer ikke nag, lever bare i nuet. Jeg giver min lille Buddha et kys og et kram og bærer ham nedenunder. Charlie og Lucy er allerede stået op. Jeg kan høre Lucy gå rundt inde på sit værelse, og Charlie ligger i en af sine sækkestole i stuen og ser Svampebob Firkant.

10

„Charlie, det er for tidligt til at se fjernsyn. Sluk for det.“ Men han er helt hypnotiseret og hører mig ikke. Jeg håber da i det mindste, at det er, fordi han ikke kan høre mig, og ikke, fordi han bevidst ignorerer mig.

Lucy kommer ud af sit værelse, klædt som en vanvittig. „Kan du lide mit tøj, mor?“ Hun har en pink og hvid polkaprikket undertrøje på ud over en orange langærmet bluse, leopardprikkede velourleggings under et meget tyndt pink balletskørt, Ugg-støvler og seks spænder sat tilfældigt rundtomkring i håret, alle i forskellige farver. „Du ser skøn ud, skat.“ „Jeg er sulten.“ „Kom med mig.“ Vi går ud i køkkenet, og Lucy kravler op på en af de høje barstole ved kogeøen. Jeg hælder Lucky Charms op i to skåle, en til Lucy og en til Charlie, og laver en flaske til Linus.

Ja, mine børn er personer fra Radiserne. Charlie, syv, og Lucy, fem, fik deres navne, uden at vi havde tænkt på Radiserne. Charlie er opkaldt efter Bobs far, og vi kunne bare begge to godt lide navnet Lucy.

Da jeg så uventet blev gravid igen, flere år efter at vi havde solgt alt, hvad der var af babyudstyr eller givet det væk, flere år efter at vi havde fejret, at det var slut med bleer og klapvogn, måtte vi finde på endnu et navn og var helt blanke. „Hvad med Schrøder?“ foreslog en kollega. „Nej, Linus er bedre. Eller Woodstock,“ sagde en anden.

Først da opdagede jeg det mønster, vi havde skabt med vores to første børn. Og jeg kunne godt lide navnet Linus.

Jeg giver Linus hans flaske, mens jeg sidder og ser Lucy spise alle de små kulørte marshmallows, de såkaldte ‘charms’, først. „Charlie, kom nu! Din morgenmad bliver helt blød!“ Lucy spiser to skefulde charms mere. „Charlie!“ „Okay, okay.“ Charlie slæber sig hen til barstolen ved siden af Lucy og ser ned i sin skål, som om det er nogle lektier, han gruer for at skulle lave.

11

„Jeg er træt,“ siger han. „Jamen, hvorfor er du så stået op? Gå tilbage i seng.“ „Okay,“ siger han og går op på sit værelse igen.

Lucy drikker mælken fra skålen, tørrer sig om munden med ærmet, hopper ned og forsvinder så uden et ord. Linus skynder sig at drikke resten af mælken for at blive fri som sin søster, og han bøvser uden hjælp. Jeg slipper ham løs på gulvet, som er dækket af legetøj og kiksekrummer. Jeg tager en bold og kaster den ind i stuen. „Efter den!“ Han er henrykt over at være med i en leg og kravler efter den som en kåd hundehvalp.

Da jeg er alene et kort øjeblik, spiser jeg Charlies urørte, bløde morgenmad, fordi det er synd at smide den ud, og så tager jeg alle skåle hen i vasken, tørrer køkkenbordet af, sætter vand over til kaffe, smører madpakker og sørger for mellemmåltider til Charlie og Lucy og pakker Linus’ pusletaske. Jeg skriver under på en seddel fra Lucys skole om, at hun godt må tage med på tur til Plimoth Plantation. Ved siden af spørgsmålet ‘Vil du selv kunne deltage på turen?’, sætter jeg kryds ud for ‘Nej’. I Charlies rygsæk finder jeg en seddel fra hans lærer: Kære mr. og mrs. Nickerson, Børnene har fået karakterblad med hjem for en uge siden, og jeg håber, at I nu har haft lidt tid til at kigge på det. Jeg vil gerne mødes med jer begge på et tidspunkt for at tale om Charlie. Ring venligst, så snart I kan.

Med venlig hilsen Miss Gavin Charlies karakterblad er ikke enhver mors drøm, især ikke når denne mor altid, altid selv har fået topkarakterer. Bob og jeg vidste, at der ville komme udfordringer, og at det lod noget tilbage at ønske, hvad angik for eksempel læsning og koncentration. Sidste år forberedte os lidt på det. Men da han gik i børnehaveklasse, afviste både børnehave­ 12

klasselærerinden og Bob, at der var grund til bekymring på grund af lave karakterer i et par enkelte fag. Han er en dreng! Han har vænnet sig til at sidde stille og til den lange dag, når han er kommet i første klasse. Det ser jeg hvert år. Bare rolig.

Tja, han går i første klasse nu, og jeg er bekymret. Han scorede enten et ‘S’ for ‘Skal forbedres’ eller ‘3’ for ‘Ikke tilfredsstillende’ i langt de fleste kategorier. Selv Bob blegnede, da han læste rækken af 3’ere og S’er. Hvad der end foregår med Charlie, er en overfladisk kommentar om hans køn ikke tilstrækkelig til at beskrive problemet denne gang. Hvad er der galt med ham?

Jeg får det dårligt efter at have spist Lucky Charms. Jeg skulle ikke have spist alt det sukker. Jeg åbner min bærbare på køkkenbordet ved siden af kaffemaskinen og tjekker mails, mens jeg står og venter på den koffein, som min afhængige hjerne har brug for. Jeg har 64 nye mails. Jeg var oppe til midnat i går, fordi jeg skulle have ryddet min indbakke, så alle de her er kommet inden for de sidste fem timer.

Adskillige af dem er fra kontorer på Vestkysten, sendt sent i går aftes.

Mindst tyve af dem er fra folk på kontorer i Asien og Europa, som allerede er et godt stykke inde i deres arbejdsdag lige nu. Et par af de mails, der er markeret med røde udråbstegn, er fra en ung og stresset analytiker på kontoret i Boston.

Jeg lader mig opsluge alt for længe af at læse og besvare, fordi ingen afbryder mig. Jeg spidser ører, men kan ikke høre noget. Hvor er de? „Lucy? Linus?“ Sækkestolene ser Svampebob alene inde i stuen. Jeg farer op ad trappen og ind på Lucys værelse. De er derinde begge to, hvilket må betyde, at Lucy glemte at lukke lågen ved foden af trappen, og Linus er kravlet hele vejen op selv. Gudskelov, at han ikke har prøvet at kravle ned igen, for hans foretrukne metode i øjeblikket er med hovedet først. Men før jeg kan nå at takke Gud for at have holdt hånden over ham, før jeg når at banke under bordet bare ved tanken om, hvad der kunne være sket, og før jeg rigtig kan skælde Lucy ud for ikke at have lukket lågen, bliver alle mine sanser skærpet og rettet mod Linus.

Han sidder på gulvet, er ikke i gang med at udforske noget og har 13

munden mistænkeligt lukket. Lucy sidder omkring en meter fra ham og er i gang med at lave perlesmykker. Der ligger perler ud over hele gulvet. „Linus!“ Jeg tager fat om hans baghoved med venstre hånd og graver rundt i hans mund med højre pegefinger. Han gør modstand, rykker hovedet fra side til side og kniber munden endnu hårdere i. „Linus, luk munden op! Hvad har du derinde?“ Jeg kan mærke den. Jeg vrikker med fingeren og får gravet en lyserød plastikperle på størrelse med et tranebær ud. Linus hyler. Han føler sig krænket og bestjålet og er helt uvidende om, at hans liv har været i fare. Nu står Bob i døren, nyvasket, påklædt og bekymret. „Hvad sker der?“ spørger han. „Han var lige ved at blive kvalt i den her.“ Jeg fremviser den livsfarlige perle i min håndflade. „Næh, den er da for lille. Den var da ikke farlig.“ Men der ligger stadig masser af endnu større perler strøet ud over gulvet omkring Lucy, plus nogle mønter, hårelastikker og en hoppebold. Lucys værelse er en dødsfælde. Tænk, hvis han havde fundet på at sutte på en mønt. Tænk, hvis en af de store orange perler havde set særligt velsmagende ud for ham. Tænk, hvis jeg var kommet for sent herop. Tænk, hvis Linus havde ligget på gulvet uden at trække vejret, blå om læberne.

Hvis Bob kunne læse mine tanker, hvilken han sikkert kan, ville han sige til mig, at jeg skulle holde op. Han ville sige til mig, at jeg skulle holde op med at forestille mig det værste og slappe lidt af. Alle har det fint. Alle børn putter ting i munden, som de ikke skulle. De spiser maling og farveblyanter og sluger jord og grus og alle mulige ting, som vi ikke aner noget om. De kravler endda op ad trapper, uden at nogen ser det. Børn er robuste, ville han sige. De overlever.

Men jeg ved noget andet. Jeg behøver ikke at forestille mig det værste. For jeg ved bedre. Nogle gange overlever børn. Og nogle gange gør de ikke.

Som den meget mistænksomme, gudfrygtige, lidt for kontrollerede superperfektionist jeg er, banker jeg på sengestolpen, som er af 14

træ, med perlen i min knyttede hånd, og takker Gud for at have holdt hånden over ham og bebrejder hans søster. „Lucy, jeg ved ikke, hvad dit værelse ligner. Du må samle alle de her perler op.“ „Men jeg er ved at lave en halskæde,“ protesterer hun. „Kom, jeg hjælper dig, min tøs,“ siger Bob, nu nede på knæ og i gang med at samle perler op. „Kan du ikke tage en af dine færdige perlekæder på i dag? Så kan du komme med nedenunder sammen med Linus og mig.“ „Charlie har hverken fået tøj på eller spist morgenmad endnu,“ siger jeg og falder ind i rytmen igen, da jeg giver forældre-depechen videre til Bob. Efter et hurtigt brusebad står jeg nøgen foran det store spejl i soveværelset og inspicerer mig selv, mens jeg smører mig ind i bodylotion på arme og ben.

S, Skal forbedres.

Jeg er stadig omkring syv kilo over min før-Linus-vægt, som, hvis jeg skal være ærlig, var fem kilo over min før-Charlie-vægt. Jeg tager fat i en håndfuld slap og rynket brøddej, der førhen var mit stramme maveskind, og følger den rustfarvede linje, der stadig løber tydeligt fra et par centimeter over min navle og ned til mit pubeshår. Jeg fortsætter ned til puderne af flæsk, der polstrer mine hofteben, som måtte vandre ud til siden for at gøre plads til Linus, mit største barn, og efterlod mig med bredere hofter og en skuffe fyldt med bukser, som jeg ikke kan knappe i livet.

Det fitnesscenter, jeg er medlem af, kunne lige så godt være et velgørende formål. Jeg kommer aldrig derhen. Jeg burde faktisk stoppe mit medlemskab i stedet for bare at donere hundrede dollars til dem hver måned. Der er også fitnessudstyret i kælderen, der står rundt­ omkring dernede som statuer og samler støv. Cross-traineren, bow­ flex’en, og den romaskine, Bob forærede mig i julegave, da jeg var otte måneder henne (hvad havde han egentlig gang i?). Jeg går forbi disse monstrummer, hver gang jeg skal ordne vasketøj, hvilket er ret ofte, når man har tre børn. Jeg går altid forbi dem i rask fart, uden at se på 15

dem, som om vi har haft et følelsesladet skænderi, og jeg giver dem den kolde skulder. Det virker. De generer mig aldrig.

Jeg gnider den overskydende bodylotion ind i hænderne.

Lad være med at være for hård mod dig selv, tænker jeg, for jeg ved, at jeg har tendens til det.

Linus er kun ni måneder gammel. Vendingen ‘ni måneder op, ni måneder ned’ fra Venindens guide til at komme i topform igen dukker op i hovedet på mig. Forfatteren går ud fra, at jeg har tid til sådan noget som manicure og shopping og modeshows, og at jeg har gjort min topform til en topprioritet. Det er ikke, fordi jeg ikke ønsker at komme tilbage i topform. Det står på listen. Men det står uheldigvis bare allernederst, hvor jeg knap nok kan få øje på det.

Før jeg får tøj på, ser jeg lige på mig selv en sidste gang. Min lyse hud er dækket af fregner, takket være min skotske mor. Da jeg var barn, plejede jeg at forbinde pletterne med en pen for at skabe stjerne­ billeder og tatoveringer. Min yndlingstatoo var den perfekte femtakkede stjerne, som mine fregner danner på venstre lår. Men det var dengang i firserne, før jeg kendte til solfaktor, dengang jeg selv og alle mine veninder slæbte spandevis af babyolie med på stranden og bogstaveligt talt blev branket i solen. Nu lyder det fra alle læger og kampagner, at mine fregner er gammelmandspletter og tegn på solskade.

Jeg skjuler de fleste af pletterne med en hvid chemise og mit sorte Elie Tahari-jakkesæt. Jeg føler mig på alle de rigtige måder som en mand, når jeg har dette sæt på. Perfekt påklædning til den dag, der venter mig. Jeg tørrer mit hår i håndklædet og arbejder en klat mousse ind i det. Mit hår er kastanjebrunt og tykt og bølgende. Det når mig til skuldrene, og der er intet maskulint ved det. Det kan godt være, at jeg er fed og fregnet og klædt som en mand, men jeg er glad for mit hår.

Efter en hurtig omgang foundation, rouge, eyeliner og mascara går jeg nedenunder og ind i kampen igen. Lucy sidder nu plantet i en af sækkestolene og synger med på Dora Udforskeren, og Linus er opslugt af sit aktivitetstæppe ved siden af hende, hvor han sidder og sutter på hovedet af skolebussens plastikchauffør. Ude i køkkenet sidder Bob 16

alene ved bordet og drikker kaffe af sit Harvard-krus, mens han læser Wall Street Journal. „Hvor er Charlie?“ spørger jeg. „Ved at tage tøj på.“ „Har han spist?“ „Cornflakes og juice.“ Hvordan bærer han sig ad med det? Når Bob er Alene med Alle Tre Børn, er det noget ganske andet, end når Sarah er Alene med Alle Tre Børn. Sammen med Bob påtager de sig frivilligt at være selvkørende små arbejdsbier, og de lader ham gladelig være i fred, indtil han kommer hen til dem med et forslag om en ny aktivitet. Når de er sammen med mig, har jeg samme magnetiske tiltrækningskraft på dem som en rockstjerne, bare uden bodyguards. De er på mig. Et typisk eksempel: Linus er ved mine fødder, hyler, trygler om at blive taget op, mens Lucy råber: „Mor, kom lige og hjælp mig!“ inde fra et andet værelse, mens Charlie stiller mig hundrede og sytten nådesløse spørgsmål om, hvad der sker med vores affald.

Jeg tager mit kaffekrus og sætter mig over for Bob til vores morgenmøde. Jeg drikker lidt af den. Den er blevet kold. Nå, skidt pyt. „Har du set sedlen fra Charlies lærer?“ spørger jeg. „Nej, hvad skriver hun?“ „Hun vil gerne tale med os om hans karakterblad.“ „Godt, jeg vil gerne vide, hvad der foregår.“ Han rækker ud efter sin skuldertaske og tager sin iPhone op. „Tror du, at hun kan mødes med os en morgen inden skoletid?“ spørger han.

Jeg henter min bærbare på køkkenbordet og sætter mig ned igen. „Jeg kan godt onsdag og fredag morgen, måske også torsdag, hvis jeg rykker rundt på noget,“ siger jeg. „Jeg kan torsdag. Har du hendes mail?“ „Jep.“ Jeg sender en mail til miss Gavin. „Tager du med til hans kamp i dag?“ spørger han. „Nej, gør du?“ „Jeg kan nok ikke nå hjem til det, som du husker?“ 17

„Nå ja. Jeg kan heller ikke, min dag er fyldt op.“ „Okay. Jeg ville bare ønske, at en af os kunne være der og se ham.“ „Også jeg, skat.“ Jeg tror slet ikke, at der ligger noget bag, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tage hans ord ‘en af os kunne’ og oversætte dem til ‘du kunne’ inde i mit hoved. Og mens mit indre oversættermaskineri alligevel er i gang, forvandler det også lige ‘kunne’ til ‘burde’. Hoved­ parten af kvinder i Welmont med børn på Charlies alder går aldrig glip af en fodboldkamp og får heller ikke ekstrapoint som mødre for at være der. For det er bare noget, man gør, når man er en god mor.

Disse mødre hylder det som en ganske særlig begivenhed, hvis nogle af fædrene tager tidligt hjem fra arbejde for at se en kamp. De fædre, der hepper på sidelinjen, bliver fremhævet som nogle alle tiders fædre. Fædre, som går glip af kampene, er på arbejde. Mødre, som går glip af kampene, ligesom mig, er dårlige mødre.

En standarddosis dårlig modersamvittighed synker til bunds i blandingen af kold kaffe og Lucky Charms nede i min mave. Ikke lige­ frem nogen førsteklasses morgenmad. „Abby kan blive og se kampen,“ siger jeg og beroliger mig selv.

Abby er vores barnepige. Hun begyndte at arbejde for os, da Charlie var 12 uger gammel, og min barselsorlov var slut. Vi var ovenud heldige at få hende dengang. Abby var 22 på det tidspunkt, var lige blevet færdig på college med en grad i psykologi og bor kun ti minutter fra os, i Newton. Hun er kvik, samvittighedsfuld, har masser af energi og elsker vores unger.

Før Charlie og Lucy var gamle nok til at komme i skole, passede Abby dem fra klokken halv otte om morgenen til klokken halv syv om aftenen, mandag til fredag. Hun skiftede bleer, vuggede dem i søvn, læste historier, trøstede, lærte dem lege og sange, badede og madede dem. Hun købte ind og gjorde rent. Hun blev et helt centralt medlem af vores familie. Jeg kan ikke forestille mig vores liv uden hende. Faktisk er det sådan, at hvis jeg skulle vælge mellem at beholde Bob eller beholde Abby, så har der været tidspunkter, hvor det ville have været svært at vælge Bob. Sidste forår fortalte Abby os så det utænkelige. Hun ville søge ind 18

på Boston College for at tage en master i pædagogik og forlade os. Vi var forbløffede og desperate. Vi kunne ikke undvære hende. Så vi forhandlede os frem til en aftale. Eftersom Charlie og Lucy allerede var i skole syv timer om dagen, ville vi lade Linus komme i vuggestue det samme antal timer, når det blev september. Det betød, at vi kun ville få brug for hende fra klokken tre om eftermiddagen til klokken halv syv, og vi ville også betale en del af hendes undervisning.

Vi kunne jo godt have pløjet os igennem aviserne for at finde en, som sikkert ville være god og helt bestemt billigere. Eller vi kunne have ansat en gennem et barnepige-bureau. Men Abby kender allerede vores børn. Hun kender deres rutiner, deres temperament, hvad de holder mest af. Hun ved, hvordan hun skal håndtere Charlies spørgelyst og Lucys anfald af humørsyge, og hun ved, at hun aldrig, aldrig må glemme at tage Bunny med, ligegyldigt hvor Linus skal hen. Og hun elsker dem allerede. Hvornår betaler man for meget for at vide uden skyggen af tvivl, at ens børn er elsket, når man ikke selv kan være der?

Charlie kommer forpustet ud i køkkenet. „Hvor er mine Pokémon-kort?“ „Charlie, du har stadig nattøj på. Glem Pokémon. Gå op og tag tøj på,“ siger jeg. „Men jeg skal bruge mine Pokémon-kort.“ „Bukser, skjorte, sko, og husk at slukke lyset,“ siger jeg.

Charlie kaster hovedet tilbage i frustration, men overgiver sig og løber op på sit værelse. „Er der noget, jeg skal huske?“ spørger Bob. „Vil du ringe til ham garageport-fyren denne gang?“ „Jep, han er på min liste.“ Vores automatiske døråbner er en af de nyeste modeller, og den har en sensor, som forhindrer, at den lukker, når den registrerer noget under døren, som for eksempel et lille barn. Det er i teorien en supersmart sikkerhedsanordning, men den driver os bare til vanvid. Et af vores børn, og vi tror, det er Charlie, bliver ved med at støde ind i sensoren i højre side, så den ikke er i niveau og ikke kan se den i venstre side. Og når garagedøren bliver skeløjet, vil den slet ikke fungere.

19

Da min bror Nate og jeg var børn, plejede vi at lege Indiana Jones med vores automatiske garageport. En af os trykkede på knappen på fjernbetjeningen, og så så vi, hvem der havde nerver til at vente længst, før man løb frem og rullede ud under den lukkende port. Dengang var der ikke nogen sikkerhedsforanstaltninger. Den garagedøråbner arbejdede helt i blinde. Det ville have taget alt det sjove ud af legen, hvis risikoen for at blive knust til døde, eller i hvert fald mast godt og grundigt, var blevet fjernet. Nate var fantastisk til det, sprang ned og rullede ud i det absolut allersidste sekund. Åh, hvor jeg dog stadig savner ham.

Charlie kommer stormende ud i køkkenet med T-shirt og shorts på og ikke noget på fødderne. „Mor, hvad nu hvis jorden løber tør for tyngdekraft?“ „Hvad var det, jeg sagde, du skulle tage på?“ Intet svar. „Vi er i november måned, og du skal have lange bukser og en langærmet trøje og sko på,“ siger jeg.

Jeg ser på mit ur. 7.15. Han står der stadig, venter sikkert på et svar om tyngdekraft. „Kom så!“ „Kom, knægt, lad os finde noget bedre,“ siger Bob, og de går af sted sammen.

Jeg kæmper med at få de to andre børn i huer og jakker, sender et par mails mere, spænder Linus fast i autostolen, lytter til telefonsvareren på min arbejdsmobil, pakker min egen taske, lægger en besked til Abby om fodboldkampen, bunder resten af den kolde kaffe og mødes til sidst med Bob og en fornuftigt klædt Charlie ved hoveddøren. „Er du klar?“ siger Bob og ser på mig.

Vi knytter en hånd begge to. „Klar.“ Det er fredag i dag. Bob kører børnene i skole og dagpleje hver tirsdag og torsdag, og jeg tager dem mandag og onsdag. Fredag står åben. Medmindre en af os har en indiskutabel grund til at skulle på arbejde, før skolen begynder, slår vi om det. Sten saks papir. Saks klipper papir. Papir dækker sten. Sten smadrer saks. Vi tager det begge 20

meget alvorligt. Det er stort at vinde. At køre direkte til arbejde uden børn i bilen er himmelsk. „En, to, tre, nu!“ Bob hamrer sin knyttede hånd ned på mit sejrstegn og smiler triumferende. Det er påfaldende, hvor ofte det er ham, der vinder. „Heldige skid.“ „Det er ikke held, men dygtighed, skat. Ha’ en skøn dag,“ siger han. „I lige måde.“ Vi kysser farvel. Det er vores typiske morgen-farvelkys. Et hurtigt et. En kærlig vane. Jeg ser ned og lægger mærke til, at Lucy holder godt øje med os med sine store blå øjne. Jeg husker i et glimt, hvordan jeg selv plejede at se på mine forældre, når de kyssede, da jeg var lille.

De kyssede hinanden goddag og farvel og godnat, som jeg ville have kysset en af mine tanter, og det skuffede mig frygteligt. Der var slet ikke noget dramatik over det. Jeg lovede mig selv, at når jeg en dag blev gift, ville jeg have kys, der betød noget. Kys, som ville gøre mig svag i knæene. Kys, som ville gøre børnene forlegne. Kys, som når Han Solo kysser prinsesse Leia. Jeg så aldrig min far kysse min mor på den måde. Hvorfor ikke? Det var et mysterium for mig.

Nu forstår jeg det. Vi lever ikke i en eller anden George Lucas-film.

Vores morgen-farvelkys er ikke romantisk, og det er bestemt heller ikke erotisk. Det er et rutinekys, men jeg er glad for, at vi gør det. For det betyder noget. Det er nok. Og vi har ikke tid til mere.