Alberto - af Maria Helleberg

58161_om_alberto

7/18/06

3:41 PM

Side 1

Fås både som Hardback og som Paperback

Dronningeskolen ”Altafgørende for projektets kunstneriske succes er imidlertid Hellebergs eksemplariske stilistiske cool og fortællemæssige underspil … her skal ikke tegnes familietræer eller prales med belæsthed, her skal med respekt og solidaritet fortælles klart og præcist i og fra det enkelte nu, så det bliver så godt som nyt.

Jeg er ligeglad med, om det gør mig til en prinsesseanmelder, jeg går ind for Dronningeskolen, og jeg forudbestiller allerede nu efterfølgeren.”

- Lars Bukdahl i Weekendavisen Fås også som Hardback Maria Hellebergs Mathilde fås som Samleren Paperback

Alberto er en roman om Bertel Thorvaldsen, den danske billedhugger som på sin karrieres højdepunkt var verdens mest berømte kunstner.

Bertel Thorvaldsen vokser op under kummerlige forhold i 1770'ernes København. Faderen er billedskærer og ligesom moderen dranker.Thorvaldsen bliver forældre for sine forældre, som oven i købet slår mønt af sønnens talent for at kunne købe snaps. Men elendigheden skærper hans sanser og gør ham stærk, hvor man mindst ville vente det.

Han kommer på Kunstakademiet, men kan ikke ryste sin opvækst af sig. Han er ulærd og utilpasset. I 1797 kommer Thorvaldsen til Rom og bliver ombejlet af digtere og fyrster.

Men han fortsætter med at være en outsider i den verden, som hans geni har skaffet ham adgang til. ”Alberto“ er historien om en kunstner, der på én gang var ydmyg og selvbevidst og aldrig fandt sig helt til rette i den verden, han fik succes i.

Samleren

ALBERTO

Foto: © Morten Holtum

”Hun har med denne marathon- og mammutpræstation udvidet og befæstet sin position som den historiske romans store dame herhjemme lige nu.Thit Jensen og alle hendes yngre medsøstre kan gå hjem og lægge sig, hvis de ikke allerede har gjort det.”

- Jens Kistrup i Weekendavisen

Maria Helleberg ALBERTO

Kærlighedsbarn

Maria Helleberg Maria Helleberg, født 1956, debuterede 1986 med den historiske roman Seersken.

Hun har også udgivet samtidsromaner som Pigerne, Konebytning og En andens hjerte, men det er stadig de historiske romaner, som gør hende til en af Danmarks mest læste forfattere. På det seneste bl.a. Kærlighedsbarn om Struensees og Caroline Mathildes ”uægte” datter. Moderen havde Maria Helleberg udgivet roman om allerede i 1991, Mathilde, og med Dronningeskolen om ”kærlighedsbarnets” barn, der blev dronning af Danmark som Christian den Ottendes hustru, har Maria Helleberg færdiggjort den tredje generation af markante kvinder i Danmarks historie.

Senest er udkommet Cæsar og Kleopatra.

Maria Helleberg har også udgivet børne- og ungdomsbøger, rejsebøger, teaterstykker og biografier, senest Vilde kvinder, milde kvinder fra Guldaldertiden.

Roman Samleren

Omslag: Ida Balslev-Olesen.

Omslagets forside: Bertel Thorvaldsen, udsnit af pastel udført 1815 af Rudolph Friedrich Suhrlandt.

ALBERTO

1

Af samme forfatter Seersken 1986 Så mangen sti vild 1988 Som en vredens plov 1989 Marskallens kvinde 1990 Statholderens hustru 1991 Mathilde 1991 Slavebarnet 1992 Fremmede naboer. Polens historie 1992 Børnejægeren 1993 Undtagelsestilstand 1993 Lucrezias ægteskab 1994 Louise længe leve 1994 Knivstikkeren 1995 Valeria 1995 Svanekød 1996 Pigerne 1997 At gå i barndom 1997 Leonora 1997 Lady Hamilton og hendes tid 1998 Milady 1998 Beth 1999 Under huden på Rom 1999 Under huden på Napoli 1999 Konebytning 1999 Martha, Marie og Anna 1999 Rigets Frue 2000 En andens hjerte 2001 Miss Suzanna 2001 Kærlighedsbarn 1-2 2002 Vilde kvinder, milde kvinder 2003 Dronningeskolen 2004 Cæsar og Kleopatra 2005

2

MARIA HELLEBERG

ALBERTO ROMAN

Samleren

3

Alberto © Maria Helleberg og Samleren/GB-forlagene A/S, København 2006 1. udgave, 2. oplag, 2006 Omslag: Ida Balslev-Olesen Med maleri af Rudolph Friedrich Suhrlandt: Bertel Thorvalsen (1815) Sat med Garamond hos Christensen Grafisk og trykt hos Narayana Press, Gylling ISBN-10: 87-638-0374-7 ISBN-13: 978-87-638-0374-8 Printed in Denmark 2006 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Samleren er et forlag i GB-forlagene A/S Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | 1019 København K www.gb-forlagene.dk | www.samleren.dk

4

1780

Bertel vågnede ved skriget, men der kom ikke flere lyde. Hans fødder var iskolde, så han trak dem op under sig. Tæppet var borte, og han forsøgte at finde det uden at vågne helt, men nej.

Så gjaldede et nyt skrig ud gennem væggen. Det lød, som om det kom gennem nøglehullet og sprækkerne, og noget tungt stødte mod døren og gulvet. Ja, det var præcis hvad han havde fået indtryk af. Ja, de sloges igen.

Ingen grund til frygt. For en gangs skyld. Godt med det. Han kunne trække vejret frit, ingen sten tyngede ham ned. De sloges, de havde nok at gøre med hinanden, og han var fri.

Han lagde sig igen, krummede sig sammen om sig selv og sluttede de kolde fødder i sine hænder. Hvis bare de ikke åbnede døren, ville han kunne falde i søvn og være lun og glad.

De sloges bare igen.

Ikke noget at bekymre sig om.

Bedre at de sloges med hinanden end slog på ham!

Han standsede på svalegangen med potten i armene, den var lidt for stor til at han kunne bære den, men det var hans pligt. Når han tømte potten for hende, var Karen glad for ham. Så kom Gottskalk hjem, og Karen roste ham. Vores dygtige søn.

Kvinden stod og spærrede svalegangen med sine skørter. De var lyse foroven, og blev mørkere og mørkere nedefter. I Bertels øjenhøjde var skørterne allerede stivnede af gammel og ny væde. Gadestøv og mudder. Han vidste, at hvis man lod sit tøj blive så beskidt, lunede det bedre. Det sagde Karen.

Så snart han var uden for døren, var hans mor Karen og hans far 5

Gottskalk. Så kunne han altid finde sine forældre, hvis han gik vild.

Det havde Karen forklaret ham.

Men der var noget andet, han først kom i tanker om nu: hvis nogen ønskede at inddrive gæld, kunne de tænkes at tage drengen.

Så måtte han løbe alt hvad han kunne. Det var bare ikke muligt med den tomme pissepotte i armene!

Kvinden forsøgte at give plads, og Bertel gjorde sig smal, men potten havde ingen sidelæns. Kvinden pustede og prustede, for hun var stor, og da Bertel i panik trak i potten, som var klemt fast, slog hun ham. Ovenfra og ned, ovenfra og ned, som et stempel. Han gav sig ikke, og ikke en lyd kom ud af munden på ham.

Han fortsatte til døren og stødte den op med rumpen.

Rummet havde helt ændret karakter siden han gik ud, slæbende potten. Nu var de to vinduer åbnet, og krap, lystig luft bankede mod væggene. Det virkede, som om Karen ville lukke alt dårligt ud, som om alt i rummet skulle flagre i den kolde luft. Men lyset og solen fyldte rummet i en sådan grad, at Bertel havde lyst til at bakke ud.

Selv luften var for ren og heftig. Han satte potten fra sig og vendte sig mod sin mor. Karen sad på den trebenede stol og syede på noget tøj. Bertel genkendte sine egne bukser, dem var hans mor ved at øge.

Han voksede dem over hovedet, det sagde hun tit.

Bertel stillede sig ved døren, hvor han følte sig sikrest, og nød at ingen lagde mærke til ham.

Hun så hen på ham, hans mor, og smilede – det særlige sødlige smil, som kun kom frem, når hun var ædru og på vej ind i rusen.

Lyset skar i hendes kinder og smuttede ind i det tynde hår. Lyset åbnede hendes kjole og særk og trak rynker i hendes grå, plettede hud på halsen. Lyset var hendes fjende, især de sprukne læber.

– Hvordan har vi dog båret os ad med at skabe noget så smukt? spurgte hun ud i luften. Bertel kunne ikke se andre i rummet. Hun måtte tale om ham. Men han forstod hende ikke.

Dagen kom, og han stod op samtidig med sin far. Dagene lignede hinanden. Moderen sov videre, men hans far klædte sig på og vækkede Bertel, der sov med tøjet på, for at holde bedre på varmen.

6

Faderen gik ned til sit arbejde, og Bertel fulgte med. På vejen kunne han se sig om, og hans far sludrede løs, både på dansk og på sit eget sprog. Ved døren skiltes de to. Bertel var alene og fri og lykkelig.

Han stod ved Nyhavn og så ned i det plumrede vand og overvejede hvor han skulle gå hen. Somme tider lykkedes det ham at tjene lidt småpenge ved at løbe ærinder. Dem brugte han på slik.

Alt andet end at gå hjem til mor.

Ikke ind bag de fire vægge, ikke ind i stanken og mørket hvor alting knirkede!

Han vidste hvad man skulle undgå. Det slemme var de bare fødder. Hvis han var heldig, kunne han finde en løsning og skaffe sig sko. Så snart solen brød igennem, humpede han ned til den nærmeste skomager og bød sig til. Før eller siden skulle der løbes ærinder, og han storkede af sted på sine afkølede, stive fødder. Det gjaldt om at være hurtig. Når han vendte tilbage, ville skomageren betale ham i småpenge, men han foretrak læder. Det kunne man let folde om fødderne og måske endda sy sammen.

Med sko på fødderne var han en helt anden dreng. Nu åbnede verden sig for ham. Læderet burde kunne holde i en uge, hvis han var forsigtig, og hvis hans mor ikke fandt det, for så tog hun det og solgte det og beholdt pengene. Han måtte altid tænke sig om og passe på.

Bertel vågnede, fordi han blev puffet ud på gulvet i kulden. Ud fra tæppet. Iskoldt. Men i det mindste var han da heldig, at de for tiden ingen seng havde. Så var det gået meget værre. En nat havde han slået hovedet slemt og forvredet anklen, da han blev puffet ud af forældrene. Der var ikke længere nogen seng i kammeret, de lå på gulvet, oven på et slidt tæppe. Men stærke hænder puffede ham væk, og det tæppe der tjente som dyne, forsvandt også.

Omkring ham var det iskoldt, han hakkede tænder og forsøgte at erobre dynen. Men hans far og mor var beskæftigede med hinanden og havde ikke tid til ham. De lå som dyr i en bunke. Han forsøgte at trække tæppet til sig, uden held, de var så meget tungere end hans kræfter kunne magte.

Så faldt hun ned over ham, og han kunne ikke engang undgå 7

skyllen som stod ud af munden. Den fyldte hans øre og bredte sig varmt, grødagtig over hans hår, slimede ned ad nakken og blev kold.

Hvis han kunne grave sig ud under alt hendes døde kød, kunne han tørre brækket af. Men hun lå, hvor hun var fældet. Bertel ventede, med hamrende hjerte, ventede og ventede. Omsider begyndte hun at snorke, og han begyndte til gengæld at vride hende væk fra sig, så han kunne glide ud. Det var et langsommeligt og krævende arbejde, men han kendte det. Belønningen lå lige for, at sove trygt i varme.

Bertel vågnede først. Han havde tæppet over sine ben, men fødderne lå blottede, blå af kulde. Selvfølgelig havde de heller intet brænde. Vinduerne havde mistet glasset, skodderne var for, men de var utætte. Gottskalk havde forsøgt at putte papir ind for at tætne, men blæsten pustede det ind på gulvet.

Han satte sig op på albuen og så søvndrukkent på sin mors ryg: Karen lå helt stille og nøgen i kulden. Hendes ryg var indsmurt i brun afføring, der også havde plettet tæpper og lagen. Som hans øjne vænnede sig til gryets tusmørke, kunne han følge sporene overalt, på vægge og gulve, værelset var overstænket med lort.

Bertel rejste sig lydigt, fandt noget af sit tøj og trak det på sin froststive krop, og gik tavst i gang med at vaske sin mor. Der var mirakuløst nok et skvæt tilbage i den flaske, som stod på bordet.

Han vædede lidt af lagenet og gav sig til at vaske hende, uden at hun vågnede. Bagefter måtte han forsøge at få svineriet vasket ned fra væggene. Det var ikke første gang, og han vidste at Gottskalk ville blive rasende, hvis han opdagede, at Karen havde skidt huset ned, som han sagde. Der var kun Bertel i hele verden til at undgå ulykken. Sådan var dagene.

Den store mand sank ned på stolen, prustende efter at have tilbagelagt alle trapperne Han var gået forkert et par gange, forklarede han Bertel, der stod ret ved hans side. Han hed Willerup, den store mand, og hans blege, bløde hånd lagde sig klægt tungt over Bertels hoved.

– Buk pænt for den fine mand, sagde Karen, Bertels mor. Selv nejede hun i en uendelighed, nejede helt ned på gulvet, og da Bertel 8

ikke fattede noget, greb hun ham om skulderen og tvang ham ned.

Bertel ville ikke bøje sig, han var en dreng og skulle bukke, ikke neje!

Men hans mor var for tung og hård, hun tvang ham nedad. Rød i kinderne gjorde han som hun ville. Ned og op. Uden at slippe mandens ansigt med øjnene.

– Bertel er en god dreng, han kan hjælpe min Gottskalk med at rydde op på Larsens Plads! henvendte Karen til den fine mand. Bertel fattede ikke et kuk. Hvad var Larsens Plads? Og hvad fanden skulle han rydde op på? Der blev jo aldrig ryddet op i hans hjem!

Der var varmt og beklumret, og Bertels mor Karen styrtede rundt og gjorde netop det, hun ellers aldrig gjorde: Hun ryddede op. Sengetøj og tøj lå på gulvet som altid, nu skulle det rulles sammen og hen i et hjørne. Natpotten. Flaskerne. Alt skulle hen hvor det egentlig hørte hjemme. Hun fik ondt og måtte læne sig mod væggen og gik så ud. Bertel regnede med, at hun skulle på lokum. Men hun var stadig tilbage.

– Vil Herren ikke tage plads? spurgte hun forpustet og pegede på den eneste hele stol. Hun rakte ud og tog fat i de tegninger, som havde ligget på bordet i uendelige tider, men de hang fast. Bertel vidste i hvad. Hans far havde kastet op en morgen og tørret brækket væk med tegningerne, nu var brækket tørret til en fast skorpe, der holdt på papiret. Men stolen var hel og ren.

Nu tog Willerup sit hår af! Han skød fingerspidserne op langs tindingerne og løsnede håret fra issen. Men det var ikke nok. Han tog fat omme foran ved panden og tog sit hår af, som var det en hat.

Og lod håret lande på bordet foran sig.

Bertel måbede. Håret lå på bordet oven i en bunke skident tøj.

Håret var hvidt, stridt som svinebørster, delt i to og samlet i nakken til en lang pisk. Han måtte røre ved Willerups hår!

Willerup selv tog plads på stolen, der knagede og fik brede ben.

– Hvornår kommer manden hjem, madam hvad er det nu hun hedder? råbte Willerup. Bertel så kun det aftagne hår. Men Willerup kom ham i forvejen. Med et udbrud, som Bertel ikke forstod, langede han ud efter sit hår og trak det til sig. Så smækkede han lus med knythånd. Igen og igen.

9

– Dette skidne hul, sagde han, anbragte igen håret på sit store rødmossede hoved, rejste sig ved at støtte hænderne mod knæene og bevægede sig hen mod dør og trappe.

– Nej, den gode Herre må ikke gå! skreg Karen og kom hen i døren med en klistret brun flaske. Bertel kendte den. Willerup havde forladt dem uden at komme frem med sit ærinde. Der slap en lille forkommen lyd ud af Karen, så sparkede hun døren i og vendte sig mod Bertel. Han fik en lussing på tværs af ansigtet, som sædvanlig, og nåede lige at sunde sig. Derefter vendte Karen tilbage til bordet, med flasken for munden, bredbenet for at holde sig oppe. Gulvet var skævt, det narrede. Bertel rullede sig ind i sengetøjet ved væggen og forsøgte at holde hænderne op foran ørerne. Far var der ikke, og Karen ville nok gå, når der ikke var mere snaps. Så kunne han tænke igen. Imens måtte han gøre sig usynlig og utænkelig. Sådan var dagene også.

De flyttede, og Bertel fulgte med. De flyttede langsomt og grundigt på kærre, sengen for sig, skabet for sig. Som de skumplede over brosten, kom solen frem, og Bertel lagde mærke til hvor ynkeligt genstandene tog sig ud. Til daglig stod de skudt op mod en væg, nu var de nøgne bagtil. Bidt af mus og rotter, stødt og misfarvet. Malingen skallet af.

Bertel slæbte uret i armene hele vejen bag det sidste læs. Nu var solen væk, og de trængte til at komme i læ. Men hans mor var borte, da de kom, og døren stod ulåst. Hans far smed et tæppe på sengen og satte sig med spredte knæ og så sig om, Bertel vidste hvad han ledte efter. Der havde været snaps, sidste gang de afleverede et møbel. Nu var den borte. Også hans mor.

Bertel fik besked på at gå ned på gaden. Han lystrede, men der var lang vej – de boede i et baghus, og han måtte ud på svalegang, ned ad trappe, gennem brostensgård og ud gennem en port, der var alt for tung for ham. Ingen hjalp ham med døren, der hamrede i bag ham.

Ude på gaden så han sig om: Der måtte være værtshuse. Intet at se som mindede om hans mor. Far havde sagt, at han skulle holde vagt, 10

men det var alt for kedeligt at blive stående. Han havde heller ikke på fornemmelsen, at hans mor bare ville dukke op. Det ville ligne hende dårligt.

Han vidste at han kunne genkende sin mor på lang afstand. Men der var ingen kvinder på gaden. Han kendte hendes gang, hun slæbte lidt på foden, hun var faldet ned ad svalegangens trappe en sen aften, og de havde ikke råd til læge. Når hun drak, døde foden, påstod hun, den prikkede og strittede imod.

Her var hun i al fald ikke.

Bertel fortsatte på egen hånd. Ellers kendte han byen, men mest de veje han gik når hans far havde sluppet ham. Her var han på ukendte stier. Han turde ikke vove sig helt ind igennem portene til baghuse, baggårde og haver. Så risikerede han at fortabe sig.

En stor, tyk mand, som lignede Willerup, kom gående mod ham, og Bertel standsede og så mindeligt op ad ham. En honnet mand med paryk og stor, rød næse.

– Ved den gode herre, hvor min mor er? spurgte han. Mennesket tårnede sig op foran ham, lugtene sloges om herredømmet, og parykken sad skævt. Måske var han ikke nær så honnet som Bertel først havde troet.

– Næh, men hvor meget koster hun? spurgte manden grødet.

Bertel ville ikke forstå ham. Han kiggede uden om mandens store krop og tog et lille rejehop til siden, ned i rendestenen, og styrtede videre. Nu havde han opgivet at finde sin mor. Det var rigeligt at finde hjem. Eller finde fars arbejdsplads. Så kunne han rulle sig sammen og sove og vente til morgenen kom.

De måtte da have lagt mærke til, at han manglede?

En dør stod åben, og han vovede at gå ind. Mest fordi han var træt i benene, træt af at lede. Folk stod i kø, kun mænd. Tålmodige og rippede. Der stod en vammelt ond hørm fra dem, af fattigdom og kuethed efter talløse ydmygelser.

En mand, der stod bag ham, lod sin hånd hvile på hans ryg. Bertel vendte sig: Manden var krumbøjet, radmager, med langt og fedtet hår og knortet ansigt af gamle, halvt lægte sår. Men smukke øjne.

Ikke et godt ansigt, men Bertel hang ved skyggerne og hudens dob11

belte folder. Hvis ikke ansigtet havde været så modbydeligt ulækkert, ville han gerne have lagt sine hænder mod kinderne for at mærke efter.

– Har du penge, lille dreng? spurgte manden bekymret, – hvis ikke, så kan vi dele. Vi kan godt få råd til et bælte om brystet, det er da bedre end at skulle sove på det bare skidne gulv.

Bertel havde ingen penge. Hvor skulle de være kommet fra? Han kunne mærke opgivelsens gråd trænge sig på, de stadig tørre tårer varmede hele hans ansigt, så han blussede.

– Sådan en smuk dreng må ikke gå alene rundt i byens værste gader en sen aften, fortsatte manden, – hvor bor du? Er du rømmet hjemmefra?

Bertel nægtede kraftigt. Han havde da både forældre, hjem og en seng af en art. I alt fald sengeklæder, såfremt hans mor ikke også havde pantsat dem for at spille lotteri eller drikke.

– Vi er flyttet, og jeg ved ikke hvor vi bor, fik han endelig frem, vred over sin egen fornedrelse og glemsomhed. Manden lo tørt og dunkede ham på skulderen.

– Nå, så længe det ikke er værre, grinede han, – måske kender jeg endda dine forældre. Gottskalk Billedskærer? Så ved jeg, hvor du boede før, dreng.

Løsningen kom som en befrielse, en klar fornuftens solstråle ned i hans grumsede fængsel. Selvfølgelig! Han havde hele tiden haft løsningen i sin egen, hule hånd. Manden tog ham i hånden, og sammen gik de ud i tusmørket og byen.

– Men du har mere brug for varme fødder end jeg, sagde manden tænksomt, lænede sig mod muren og tog skoene af, rullede de brune knæstrømper af og gav dem til Bertel, der var barfodet. Dybt forundret over storsindet trak han strømperne på, vel vidende at de ville være slidt itu under fodsålerne inden de nåede hjem.

– Når de bliver slidt, kan du vende dem, sagde manden.

1781

Willerup sendte ham et afvisende blik, og Bertel trak sig tilbage.

Willerup og hans far Gottskalk var fjender. Det vidste han, for hans far beklagede sig altid over Willerup, der lagde planer mod ham.

Willerup er årsagen til min svaghed! havde han sagt så sent som dagen før. Nu stod manden i døren, som han fyldte ud, og lugtede af spildt savlet snustobak og gammel sved.

– Hvad hulen i helvede er det for noget krimskrams? sagde Willerup og pegede på døren. Bertel strakte sig, både bange og stolt: Hans far havde sagt, at når de ikke havde råd til papir, kunne han vel male på væggene og dørene. Så vaskede mor malerierne ned med jævne mellemrum. Han havde tegnet og tegnet, det han så i byen, skibe og kareter og ansigter. De fyldte lejligheden. Kun gulvet kunne han ikke bruge til noget.

– Det er jo drengens tegnebræt, sagde hans far og pegede, bankede med neglene på væggen, Willerup nærmede sig og bøjede sig prustende forover og lod hånden glide over tegningerne.

– Ikke ilde, sagde han og rettede sig og kløede sig på ryggen under kjolens skøder, – ikke ilde, ikke ilde. Send ham op til de fine herrer, så de kan se, om han kan bruges. Han er sågu allerede bedre end dig, du gamle!

Bertels mor nærmede sig med snaps i husets eneste fine glas. Willerups ansigt lyste op, og han tømte glasset og vrængede ansigt. Der kom tårer i øjnene og sveddråber på panden, og han forlangte et glas til.

Bertel sneg sig ud. På trappen var der ingen billeder. Han var ikke sikker på, om det kun var godt, at Willerup havde rost hans tegninger. Men han tegnede jo ikke for at få ros. Det var hans hænder og øjne, som handlede på egen hånd.

13

Han gik sammen med sin far og var stolt. Fars hånd hvilede på hans nakke og drev ham frem. De gik gennem byen, som om de blev trukket i land af et tov. Som de robåde, der lå i vandet bag fregatterne.

Hans far bøjede sig i døren og trak ham med ind. Nu skulle han sætte sig stille på hug på gulvet og ikke være i vejen. Samle træflis op og feje gulvet og være nyttig. Det var ubegribeligt kedsommeligt.

Uden for lå byen, med lys og mennesker og noget at se, og her sad han, indespærret og tavs.

En høj mand kom hen til hans far med noget træ og en tegning, pegede og forklarede, og Bertels far bukkede og nikkede. Tog plads og lagde træet foran sig, flyttede på det med sine store hænder. Begyndte omsider at snitte og at slå hele stykker træ ud af klumpen med jern. Efter en halv times tid kunne Bertel se, hvad det var, hans far forsøgte. Tegningen lå foran dem, tynget ned af overflødige træfliser.

Men træet ville ikke som hans far ville. Det kroede sig. Bertel sad og iagttog, med en slags pinsel i begge hænder og brystet, kunne han virkelig ikke se? Hvorfor kom billedet forvrænget ud gennem hans hænder? Det var da ikke meningen!

Hans far lod træet hvile et øjeblik, vred hænderne og strakte fingrene igen og igen. Bertel tog værktøjet og vejede det i hånden, strøg over det stakkels mishandlede træ og forsøgte at se et ansigt derinde.

Det måtte jo ud. Det var hans fars arbejde. Hvis ikke hans far magtede det, ville de komme til at sulte.

Det gik først op for ham, at han havde gjort noget utilgiveligt, da hans far lagde sin hånd på hans skulder og ruskede i ham. Ansigtet var dukket frem, og han havde forbedret rankerne. Nu lignede udskæringen tegningen. Hans far tog træet fra ham og bar det under armen. Bertel så det ikke mere.

Han ville ikke skamme sig. Han havde ikke taget noget fra sin far.

Men hvordan kunne det være, hans far ikke kunne se det samme?

Bertel rodede på gulvet og fandt et stykke kul, knækkede det mellem tænderne og gav sig til at tegne. Ansigter, hænder, ranker. Det var alt sammen inde i hans egne hænder. Ikke i hans fars.

Willerup kom hen til dem, og Bertel lagde mærke til, at hans fars 14

hænder rystede. Han lod som om det ikke havde betydning, men Willerup kunne ikke undgå at se det. Og hvorfor? Bertel sad bare og ventede. Måske ville han få ros. Måske ville Willerup også blive vred på ham, som han ind imellem var på hans far.

– Så tag Dem dog sammen, for helvede, mand, sagde Willerup stille, – knægten er allerede bedre! Giv Gottskalk en løve at skære, og han laver en skødehund. Giv drengen en hund at skære, og han afleverer en løve.

Det stod og lokkede, skilderhuset ved siden af Hesten på Kongens Nytorv. Ellers plejede han at gå op til Hovedvagten for at følge vagtafløsningen, og derfra til Amalienborg. Det var tilpas tæt på Larsens Plads, hvor hans far arbejdede.

Dagen før havde han fået prygl af en vred mand med en stok, fordi han blev sulten og fik øje på nogle modne pærer, der hang ud over et hegn. Han klatrede op og rev pærerne til sig, men samtidig var manden på vej ud gennem plankeværkets dør, så der blev intet af pærerne, kun en øm skulder. Han stak af, men mærkede sig stedet, måske kunne han alligevel redde sig et par pærer. Hans mor trængte til noget godt, hun spiste ellers mest vælling på grund af sine tænder. Men han kunne skive pærerne til hende og fodre hende!

Skilderhuset stod tomt og lokkede. Tre andre drenge nærmede sig, de var yngre end ham, men han kendte dem af udseende, de holdt til langs Strøget, hvor Bertel færdedes i Frederiksstaden. Han stillede sig ind i skilderhuset og gjorde stram honnør, de andre grinede og greb fat i huset og drejede det, som stod han i en karrusel. De hylede og grinede, og til sidst tippede de skilderhuset, som faldt på ryggen, og med huset Bertel, der grinende rejste sig og forsøgte at træde ud af skjulet.

Han så ikke engang den soldat, som fangede ham. Manden greb ham i det lange, krøllede hår, men han slog ikke løs på Bertel, han holdt bare godt fast. Tumlede af sted, fanget af smerten, ind i Hovedvagten. Der kunne han så køle af, sagde soldaten – de så alle ens ud i uniform. Bertel tog plads på skamlen i arresten og forsøgte at blive klar i hovedet. Var det virkelig så fælt, hvad han havde gjort? Fortjente han at sidde her? Og hvad ville Gottskalk sige? Og hans mor?

15