Kamma - af Maria Helleberg

(( Dokumentformat: 363,6 x 271,6 mm ))

(( Nutzenformat: 347,6 x 255,6 mm ))

MARIA HELLEBERG

(( Farbigkeit: CMY ))

bakkehusets kamma rahbek

samleren samleren

(( 244411BZKamma ))

143,0 mm x 224,0 mm + 30,0 mm Rücken / bei 15,8 mm Einschlag

Kamma Kamma

roman

Bezug:

KEIN FARBMUSTER

bakkehusets kamma rahbek

(Donnerstag, 3. Februar 2011, vormittags)

MARIA HELLEBERG samleren

MARIA HELLEBERG

KA M M A

Af samme forfatter Seersken · 1986 Så mangen sti vild · 1988 Som en vredens plov · 1989 Marskallens kvinde · 1990 Statholderens hustru · 1991 Mathilde · 1991 Slavebarnet · 1992 Fremmede naboer. Polens historie · 1992 Børnejægeren · 1993 Undtagelsestilstand · 1993 Lucrezias ægteskab · 1994 Louise længe leve · 1994 Knivstikkeren · 1995 Svanekød · 1996 Pigerne · 1997 At gå i barndom · 1997 Leonora · 1997 Lady Hamilton og hendes tid · 1998 Milady · 1998 Beth · 1999 Under huden på Rom · 1999 Under huden på Napoli · 1999 Konebytning · 1999 Martha, Marie og Anna · 1999 Rigets Frue · 2000 En andens hjerte · 2001 Kærlighedsbarn 1-2 · 2002 Vilde kvinder, milde kvinder · 2003 Dronningeskolen · 2004 Cæsar og Kleopatra · 2005 Alberto · 2006 Dagmar · 2007 Druknehuset · 2008 Maria Callas · 2008 Engelshjerte · 2010

MAriA Helleberg

KA M M A roMAn

SAMleren

Kamma © Maria Helleberg og Samleren / rosinante&co, København 2011 1. udgave, 2. oplag, 2011 Omslag: Alette Bertelsen, Imperiet. Silhuet af Kamma Rahbek af F.L. Schmitz, 1805, Bakkehusmuseet. Silhuet af Knud Lyne Rahbek F.L. Schmitz, 1805. Collage bagside: Kamma Rahbeks guldur, signet og pennevisker formet som en sommerfugl og broderet af Kamma selv, foto: Ture Andersen.

Sat med Adobe Garamond hos Christensen Grafisk og trykt hos CPI – Clausen & Bosse, Leck ISBN 978-87-638-1539-0 Printed in Germany 2011 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Bogen er trykt på FSC- mærket papir.

Flere oplysninger på www.FSC.dk

Samleren er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

I Sandhed, der er megen Sødhed i Kjerlighedens Sorg. thomasine gyllembourg, 1800.

HEGERS HUS Hans Heger (1747-1819), brygger, astronom, tømrer, overretsassessor, gift med Anne Louise Drewsen (1751-1799).

Hegers børn: Karen Margrethe Heger, Kamma, (1775-1829), gift med Knud Lyne Rahbek.

Stephan Heger (1769-1855), gift med Eline Marie Schmidt (1774-1842), begge skuespillere.

Christiane Heger (1782-1841), forlægger, gift med Adam Oehlenschläger (1779-1850), digterfyrste, mor til Charlotte, Byrnet, (1811-35), et meget energisk forfatterbarn.

Carl Heger (1771-1826), ugift bibliotekar.

Bertel Thorvaldsen (1770-1844), tegnelærer og akademielev.

BAKKEHUSET Knud Lyne Rahbek (1760-1830), forlægger, forfatter, pædagog, kritiker.

Næsebarnet (1805-1875), kommende eventyrdigter og dramatiker.

Christian Molbech (1783-1857), historiker, litteraturhistoriker.

Christoph Johann Christiani (1761-1841), hofpræst, pædagog, skoleleder.

H E I B E RG S H U S Peter Andreas Heiberg (1758-1841), forfatter, gift med Thomasine Buntzen (1773-1856), forfatterinde.

Johan Ludvig Heiberg, Vidunderligheden, (1791-1860), søn af Peter Andreas og Thomasine Heiberg, skuespilforfatter.

Baron Carl Fredrik Gyllembourg (1767-1815), født Ehrensvärd, svensk kongemorder og agronom. Gifter sig med Thomasine Heiberg i 1801.

Johanne Luise Pätges (1812-1890), skuespillerinde og vidunderbarn.

M AG T E N S H U S Christian Colbiørnsen (1749-1814), jurist, sekretær i Landbokommissionen, forfatter til trykkefrihedsloven af 1799.

Anders Sandøe Ørsted (1778-1860), gift med Sophie Oehlenschläger (1782-1818), jurist, embedsmand, minister.

p ro lo g 1829

Hun lå så godt på sofaen. Intet gjorde ondt lige nu. For alle eventualiteters skyld havde hun klædt sig på, men ikke den kønne kjole. Den slidte. Hvis der nu kom gæster, og hun skulle op.

Adams tekst pirrede hende stadig. Han havde leveret den i arkform til hende, parat til nydelse. Ved første gennemlæsning troede hun, at han omsider havde tillagt sig humor, eller i det mindste ironi. Dette var en sublim parodi på en fædrelandssang.

Her var alt, hvad man kunne ønske sig: bakke, dal, Frejas sal, harniskklædte kæmper bag en bautasten, kanske havde de tynd mave. Og løvet står så grønt, og løvet står så grønt. Hil dig, danneborger.

I de sidste dage havde hun brugt Adams digt til at muntre sig op. Guderne skulle vide, at hun havde brug for opmuntring.

Kræfterne ville ikke vende tilbage til hende, selv latteren var for voldsom. Hun måtte sove, hver gang hun havde læst.

Rahbek lod som ingenting, det hjalp hende. Han sad ved bordet og læste og spiste en gang imellem en småkage, gumlede sig igennem den med sine endnu gode tænder. Selv fuglene var stille.

Måske skyldtes det kulden.

Hun regnede med, at alt ville blive bedre til februar. Så kom de første forårsblomster. Lige nu var haven som forstenet af vejret.

Intet at se, intet at gøre.

Måske skulle hun. Det var som et jag i hendes muskler, hun vågnede op og begyndte at lave indre lister over alt det, hun burde gøre.

7

Måske skulle hun stå op nu og skrive til Thomasine.

Ja, det ville være en god ide.

Rahbek havde den evne, at han kunne sidde i sengen og skrive, han havde lært sig det som barn. Hun burde gøre det samme.

Men satte hun sig op, begyndte det igen at gøre ondt. Hoste og jag.

Thomasine Buntzen, gift Heiberg, nu enke efter Gyllembourg, havde fulgt hende hele hendes ægteskab, al uro i hendes og Rahbeks liv stammede fra denne kvinde. Nej, fra familien Heiberg.

Måske ville det stoppe en dag, måske ville Heiberg vende hjem til Danmark.

Eller bare til Hamborg.

Hun havde da troet, at han en dag ville drage nordpå for at mødes med hende, men han var så ufatteligt fattig, at det var utænkeligt.

I år ville hun nok ikke komme til Hamborg. Hun elskede ellers de rejser; en gang om året for at hente materialer til æskerne og for at have et par dage i den fremmede by. Det var hendes velsignede vindue, og lige nu var det gået i baglås.

At hun vovede at rejse selv og alene. Syd for grænsen. Ned til fremmede fæle mennesker. Det var hendes søsters stemme, men hun elskede at være sig selv, og hvem ville hende vel noget ondt.

Kun kroppen. Den var blevet hendes fjende.

En af hendes ungdoms bekendte døde, fordi hun i gravid tilstand ville tvinge et vindue op og brugte den forkerte del af muskulaturen. Hun aborterede og forblødte alene på gulvet.

Sådan var det at være kvinde. Altid kom der krop i vejen.

Et sted derinde var der alt for meget blod, som ønskede at vælde ud og tømme én.

I går begyndte hun at bløde igen, denne gang ikke kun ud af munden, denne gang vældede det op fra dybet af hendes krop, men det kunne jo ikke passe. Det var ti år siden, hun blødte sidste gang, derefter havde hun smertefrit taget afsked med denne sidste funktion, som hørte ungdommen til. Ungdommen og frugtbarheden tørrede bare ind, uden at efterlade spor, ikke engang savnet 8

af frugtbarhed, længe havde hun kun ærgret sig over de hensyn, hun måtte tage til sin krops vane.

Hun vendte sig en anelse for at mærke, om den lille bevægelse satte blodstrømmen i gang igen. Kun lidt. Til gengæld var det en lise at vende ryggen.

Brevet til Thomasine.

Hun satte sig op med et sæt og foldede tæppet sammen, et tegn på helbredelse, nu ville hun være sig selv. Bare lidt. Tog den grå jakke på og knappede den helt op under hagen. Kulden sad i vægge og loft, selv om hun lå lige ved ovnen. Fingrene kunne heller ikke holde om den kragefjer, Rahbek omhyggeligt havde skåret til, hun skrev med blyant, den behøvede ikke blæk eller at blive dyppet, han kunne spidse den for hende. I stedet for et fast underlag skrev hun på pap. Men skrives skulle der.

Thomasine nægtede jo pure, at hun skrev. Næh nej, den slags skulle tossede fruentimmere da holde sig fra! Det var en metier for mænd. Unge mænd. Under fire øjne havde hun bekendt, fuld af stolthed, at hun skrev, og omsider havde hun fundet ro. Lykken ved at skrive overstrålede alt andet. Gid, hun havde forsøgt at skrive tidligere.

Men Kamma havde opfordret hende i årevis. Det overså Thomasine selvfølgelig.

– Er du oppe? kaldte Rahbek og kom ind til hende med te.

Ikke at hun havde bedt om te. Dyr te. Satte koppen fra sig og skænkede til hende og gav hende den varme kop. Måske kunne hun få liv i fingrene gennem varmen.

For hvis hun var vågen, ville han give hende korrekturen fra sine erindringer, han var nået til femte bind, deres forlovelse, ville aftrykke brevene fra den tid, og hun var i tvivl, nutiden var sentimental og romantisk, den brød sig ikke om fyrige erklæringer. Folk ville rødme og blive forargede. De kunne jo ikke engang længere lade skuespillerne bære de korrekte kjoler fra revolutionstiden på scenen. Det var uanstændigt. Og hun, som havde været sædeligheden selv hele sit liv, kunne ende som forargelse.

Thomasine måtte have det brev, hun havde bedt om råd, og 9

Kamma havde nu al den tid, man kunne forestille sig. Sine. Det havde alle kaldt hende. Nu havde alderen generobret det fulde navn. Efter alle disse år som enlig mor på kanten af eksistensen.

Kongemoderen, kaldte Rahbek hende. Ja, ja, nu skulle de lige se ...

Thomasines far havde ønsket sig en søn, men fået en datter, og givet hende et forvansket drengenavn. Godt at den skik ikke havde bredt sig. Hvad skulle Kammas datter så have heddet – Knudine? Skrækkeligt. Men hun kom til at smile ved tanken. I årtier havde hun kunnet overtale folk til at udvise sund fornuft ved at bruge ironi.

Thomasine giftede sig med en femten år ældre mand. Hun giftede sig med sin huslærer, for han var den eneste mand, hun kendte, ud over sin far.

Hun giftede sig med en mand, der anså hende for underordnet på alle måder, alene fordi hun var kvinde. Han gik ellers ind for lighed, frihed og broderskab, men kun mellem mænd, kvinderne kunne lave te til revolutionen.

Hun havde gjort alt det, som Kamma aldrig havde drømt om.

Hendes Knud havde såmænd skrevet en lang opsats om det ideelle ægteskab, selvfølgelig som ungkarl, han anså ikke kvinder for at være dårlige kopier af manden.

Hun burde skrive sine erindringer. Hun burde skrive, hvordan det var at leve som kvinde. Men det var Rahbek, som gravede ned i erindringer om glemte skuespil i 1770’erne i Leipzig, og hun undrede sig over, hvem der ville læse disse sider efter sider.

Femte bind ville de læse. Frierhistorien.

Thomasine skrev og skrev nemlig. Det vidste Kamma. Hun var begyndt sent, men hendes liv havde givet hende stof nok til de første ti romaner. Som det eneste menneske, Kamma kendte, havde Thomasine gennemlevet mindst fire forskellige liv: kendt mands skønne hustru, skandaliseret fraskilt, lykkelig gift bondekone, fattig enke hutlende sig igennem med de indtægter, kvinder kunne stykke sammen, og moder til en kendt kunstner. Fem liv.

10

Så nu måtte hun sætte mod i denne kvinde, for Thomasine faldt jo aldrig til ro. Hun skulle erkende og offentliggøre, at hun skrev de anonyme romaner, som alle læste. Ingen anden forfatter havde så mange læsere som Thomasine. Hvorfor så gemme sig?

– Vil du hellere have, at jeg læser højt for dig? spurgte Rahbek og kom ind med sine bunker af papirer. Han huskede det hele, han brugte ingen kilder, det hele var gemt i hans hukommelse, eller hans hjerte, som han sagde. Erindringerne var hans sidste mulighed for at sætte sig i respekt og indtage den plads, han altid havde ønsket. Ikke som kritiker, men som forfatter.

Hun lyttede med lukkede øjne, nød stilheden, der omgav dem, og sad imens og tænkte på Thomasine, der ikke turde udgive under sit eget navn. Hun gik i dækning, den ellers så modige kvinde. Rahbek gjorde det modsatte. Han kunne ikke få sine figurer ædle nok. De havde alle tænkelige gode egenskaber og ville så gerne gøre andre godt. Thomasine vidste bedre. Selv de gode gjorde ondt i den bedste mening.

Rahbek var gået af mode, så simpelt var det. Hun orkede ikke engang længere læse hans artikler. Tidsskrifterne var der ingen, som beskæftigede sig med. Rahbek var gået ud af tiden. Hans erindringer drejede sig om glade dage i Leipzig tilbage i halvfjerdserne. Hvem ville dog kunne finde glæde i dem?

Adam regerede stadig. Ingen frygt for svulstighed hæmmede ham, ganske som hans krop bulnede ud i alle retninger. Kunne han mon få sæde i Det kongelige Teater? Klemme sig ned på et enkelt sæde?

Hun ville ikke spørge, hvad Rahbek mente om Thomasine Gyllembourgs anonyme En Hverdags-Historie. Alene titlen ville være ham en vederstyggelighed. Hendes figurer hed heller ikke Linda von Lindenberg eller Hertha Hochheim. Navnene fjernede jo hans figurer fra virkeligheden. Thomasine kendte virkeligheden og hverdagen. Den funklede under hendes pen. Hun skrev som englænderne, hun skrev, som hun tænkte og talte, mens Rahbek altid havde skrevet, som man burde.

Måske ville man huske ham som teaterkritiker. Måske kun som 11

Kammas mand. Det sidste var hun blevet lidt bange for. Han var da sig selv, om nogen. Måske ville tiden bare opsluge dem helt og holdent?

12

Søvnen kom og gik, ingen egentlig ven, hun vågnede badet i sved og frøs alligevel, vendte tæppet og forsøgte at krænge kjolen af sig, men måtte opgive. Det, hun trængte allermest til, var et varmt bad, men hvordan skulle det kunne lade sig gøre, her midt i januar? En bøtte på gulvet og Rahbek og tjenestepigen, der hentede kogende vand? Alene tanken gjorde hende næsten syg.

Tjenestepigen kom med alt det, hun ønskede sig, for der var intet at bestille i huset. Rahbek ordnede sine egne ting, og uro og rengøring og vask ville forstyrre roen. Kamma gik ud fra, at det unge menneske kedede sig forskrækkeligt, og gav hende en bog at læse, men hun kunne kun læse højt. En evig mumlen kom så fra det tilstødende værelse. Som nogen, der messede over en døende. Præster.

I dag ville hun op. Nu var det snart februar, og hun ville få travlt i haven, når frosten forsvandt.

Livet var ikke, hvad man planlagde. Livet var, hvad der skete med og for en, mens man afventede, at det vigtige og virkelige og egentlige omsider tog sin begyndelse.

For Kammas vedkommende var det egentlige indtruffet. Det vidste hun. Kroppen havde indhentet hende og forsøgte at begrænse hendes fart. Det måtte siges at være lykkedes.

Rahbek selv kom og hjalp hende op. Gav hende sko på og hjalp med at rede hendes hår, der sært nok ikke havde taget varig skade. Op med det og på med den lille broderede kappe, og et par lokker frem i panden. Det virkede.

Lillesøster Christiane ville komme i dag, som alle andre dage, og hun agtede at overraske sin søster. Adam havde selvfølgelig 13

bedre ting at tage sig til end at besøge sin svigerinde, der var om ikke senge-, så sofaliggende. Det var ikke befordrende for litteraturskabelsen at iagttage syge mennesker. Han havde brug for liv og ungdom og skønhed for at skrive.

Så hun forberedte sig på at overraske Christiane. Når man havde sådan en lille rund og arbejdsom søster, var det slemt bare at ligge her og ligne en glemt grøntsag, som rådnede i skabet.

Hun fik forklaret pigen, at de skulle have te og kager, andet og mere kunne hun ikke klare, sidste gang hun spiste varm mad, kom den op af sig selv en time senere, og opkastningen kostede hende så mange kræfter og smerter, at hun svor, hun kun ville drikke te og spise søde sager for fremtiden.

Lige nu havde hun den mest velsignede feber. Den var hendes ven, den hjalp hende til at forstå og acceptere. Den hjalp hende til at rejse sig og se ud ad vinduerne på vinterens indefrosne have.

Den hjalp hende til at holde sig vågen.

– Tror hun ikke, sagde hun, og kanariefuglene genkendte hendes stemme og begyndte selv at snakke løs, – at feberen er et forbud på døden, men jeg vil så nødig forlade min gamle Rahbek.

Tjenestepigen sagde, uden at se hende ind i ansigtet, at lægen mente, hun skulle tage det med ro, til foråret kom. Det havde hun ikke svært ved at leve op til.

Men hun var da påklædt og havde sko på fødderne og håret dækket, og fuglene lod til at trives. Ja, ja, mere kunne man ikke kræve. Hun ville overraske sin søster. Bakkehuset havde et renomme at leve op til, og det skulle ikke lide under hendes midlertidige svaghed.

Hun lå her som en fornem dame op ad ovnen og slugte varme.

Den gik durk gennem hende, ikke meget gad stritte imod. Tynde knogler og tyndt blod. Men hun var blevet så tung på det sidste, når hun skulle ned fra sofaen, måtte hun tage sig selv under knæene og svinge benene ned. Så skulle fødderne vænne sig til at være nederst. De protesterede. Alt protesterede. Men op ville hun. Op til Christiane.

14

Christiane virkede uberørt, hun snakkede altid løs om sine egne sager, sad og regnede budget ud og forsvarede sin mand. Sandheden var, at uden hende var han gået fallit for mange år siden. Og han havde været modvillig, han havde ønsket at bryde forlovelsen, bror Carl havde måttet tage en samtale i enrum med ham.

Kamma ville ikke vide, hvor mange vilde forelskelser Adam havde gennemlevet siden da, men han burde elske sin kone for hendes klarsyn og kærlighed. Al den energi bundet i det lille menneske. Nu sad hun og regnede ud, hvornår Rahbek ville have råd til en lejlighed inde i byen, til vinterbrug. Det havde han allerede foreslået den første vinter herude, hvor hun var ved at fryse ihjel.

– Han må da få råd til det efter udgivelsen af erindringerne, sagde Christiane. Som forlægger var hun nysgerrig. Men af gode grunde var det Thomasine, folk læste, dog uden at ane, hvem forfatteren var.

– Vi kunne også købe noget god jord i Jylland og trække os tilbage til vores godser, svarede Rahbek. Godmodigheden dominerede, mens han skrev gamle dage op. Den stygge Rahbek viste sig kun sjældent, i alderdommen var der kommet en vis overbærenhed, som Kamma indimellem nød. I aften var den praktisk.

Men hun savnede hans beske udfald. Han var jo kritiker, det betød ikke at ae folk med hårene.

Og så ville han læse op. Forlovelseshistorien, ja, den nød han at skrive, det var hans anden kærlighedserklæring til hende. Hun vidste, hvad dette gik ud på: Bliv hos mig. Bliv stærk igen.

Alt i aften var smukt. Hun havde nok vilde smerter mellem skuldrene, men det var til at holde ud. Christiane var hos dem, og søsteren lod til at tro, at hun var ved at komme sig. Ikke et ord om Thomasine eller hendes søn. De var konkurrenter, ikke kolleger, til Adam. Digterfyrsten havde absolut ikke brug for kronprinser, endsige kronprinsesser, og den lille nye Heiberg var ambitiøs. Vidunderligheden, havde Kamma engang kaldt ham.

Måske skulle hun minde ham om det gamle kælenavn, han ville stadig elske det.

15

Kamma satte sig på sofaen og lod Rahbek tage afsked med Christiane. De gik ud i vindfanget, og han hjalp hende frakken på, det var bitterkoldt. Hvorfor ikke blive natten over? Det havde Christiane da aldrig gjort. Hun måtte hjem til mand og børn.

Tanken var latterlig. Christiane eksisterede ikke for sin egen skyld, eller for at skrive breve eller lave skønne æsker. Hun levede for andres skyld. Mand og børn og bøger. Åh, men hun savnede sine æsker, fingrene magtede bare ikke at bøje pappet eller klippe billeder ud. Der var ikke flere udklip at tage af. Hun var færdig. Tørret ud. Men når foråret kom, så ville hendes fingre forvandles fra fuglekløer, der tabte og sønderrev, de ville igen blive bøjelige og lydige og præcise.

Christianes stemme hakkede og brast derude, hendes søster stod og græd fortvivlet. Tjenestepigen lukkede døren. Så kunne hun kun høre den svage mumlen. Rahbek sagde hende imod, og Christiane bad: Et eneste ord trængte igennem, lægen, lægen, lægen, troede de da ikke, at hun havde læge morgen, middag og aften? Lægen udrettede jo intet. Han følte på hende og gav hende bitter medicin.

Helt lettet hørte hun døren gå, og lidt efter kom Rahbek ind, rød i kinderne, med kulden i tøjet, drev lidt rundt i stuen og satte sig så og begyndte at læse højt, Oberon, fra hans egen ungdom.

Lige til hun blev udmattet og lagde sig ned.

Ville hun ikke med ind i seng? Nej, det orkede hun ikke. Det var bedre at ligge her. Så kunne hun følge med i alt, der foregik i huset, og se solen stå op.

Dette var et ritual. Han accepterede, kyssede hende og gik ind til sig selv. Stilheden sænkede sig, og hun forsøgte at sove, men i aften kom alle mulige tanker til hende, de flød på feberen og gik ind gennem hende, hun var nu åbenbart blevet helt gennemsigtig, blafrede for vinden og lod sig bruge af alle følelser uden at genkende dem.

Nu var hun så isoleret, som hendes mor havde været på sit loftskammer.

Det hele lå bag hende, og Christiane havde allerede grædt over 16

hende. Men hun ville se sidste bind af Rahbeks erindringer, og næste hverdagshistorie fra Thomasine. Selv om man var midt i halvtredserne, forvandlede verden sig jo alligevel omkring en og i en. Der var meget mere at opleve.

17