Bog Beskyttelseszonen FINAL:Layout 1
01/03/11
11:01
Side 1
BESKYTTELSES ZONEN
Bog Beskyttelseszonen FINAL:Layout 1
01/03/11
11:01
Side 2
Af samme forfatter: De skyldfri, roman 1995 Gensyn med Kap Farvel, roman 1996 Folkets mand, roman 1998 Den tredje historie, roman 2002
Bog Beskyttelseszonen FINAL:Layout 1
01/03/11
11:01
Side 3
Henrik Andersen
BESKYTTELSES ZONEN Roman
People’sPress
Bog Beskyttelseszonen FINAL:Layout 1
01/03/11
11:01
Side 4
Beskyttelseszonen Copyright © Henrik Andersen 2011 Copyright denne udgave © People’sPress, København 2011 Omslag: Rasmus Funder/ArtPeople Omslagsfotos: Scanpix (Ullstein bild) og Polfoto (Erik Gleie) m.fl. Forfatterfoto: Flemming Gernyx/ArtPeople Sats og tilrettelægning: John Ovesen/Baghus Bogen er sat med: Palatino Produktion: Narayana Press, Gylling ISBN: 978-87-7108-264-7 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark 2011
Tak til Statens Kunstfond.
Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.
People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V Forfatterbooking: www.artpeople.dk
Bog Beskyttelseszonen FINAL:Layout 1
01/03/11
11:01
Side 5
Indhold
FØRSTE DEL Opskrifter 9 Hvor meget ved du? 14 ANDEN DEL Salt I 31 Thüringer Klössen 41 Rød tyskerkælling 50 Sporskifte 55 Salt II 66 Ved stranden 72 Universet Jorden Mennesket 84 TREDJE DEL En lille by i Tyskland 93 Venskabskamp 108 Bolværket 114 Det er sent 122 Lort til chokolade 128 Spøgelser 135 Stalins hjerte 141 En helt anden mand 148 IM “Luther” 152 Atlantic 156
Bog Beskyttelseszonen FINAL:Layout 1
01/03/11
11:01
Side 6
Ungdomshuset Phillip Müller 163 Dansen 169 FJERDE DEL Produktion 173 Please, sir 176 Farver 179 Forretningsmand 187 Ben 191 Sød 196 Tosca 205 Tomhed 209 Schifflersgrund 215 Minox 221 Engagement 229 HVA/SWT 230 Gerstungen 232 FEMTE DEL Masser af succes 239 De tolv trin 247 Vestbøsse 260 Floatzone 276 Aktindsigt I 286 Rejemad 302 Katedralen 319 SJETTE DEL Lillebælt 333 Aktindsigt II 344 Bittert vand 355
Bog Beskyttelseszonen FINAL:Layout 1
01/03/11
11:01
Side 7
FØRSTE DEL
Bog Beskyttelseszonen FINAL:Layout 1
01/03/11
11:01
Side 8
Bog Beskyttelseszonen FINAL:Layout 1
01/03/11
11:01
Side 9
Opskrifter
DEN FORMIDDAG, VICEPOLITIKOMMISSÆR Madsen kom for at fortælle om Martins død, havde Ingrid Nørskov langt om længe fundet ud af, hvordan man programmerede den computerstyrede vaskemaskine. Hun var irriteret over at blive afbrudt midt i vasken, men blev ikke specielt overrasket, da hun åbnede døren og så, at det var Niels Madsen, der stod udenfor. Heller ikke, da han med kasketten i hånden og et forlegent udtryk i ansigtet spurgte, om han måtte komme indenfor, for der var sket noget ulykkeligt, og i betragtning af, at de næsten var naboer og da kendte hinanden lidt, havde han tænkt, han hellere måtte være den, der kom. Hun nikkede bare indforstået og trådte til side, så han kunne komme ind i entreen, for et eller andet sted havde hun vel altid vidst, det ikke kunne gå godt i al evighed, at de før eller siden ville afsløre deres hemmelighed, komme og hente dem, føre dem bort – vicepolitikommissær Madsen eller nogle andre mænd. Altid mænd i den slags situationer. Det var vel også forståeligt, at Niels Madsen havde svært ved at få ordene frem, da han var kommet ind og havde sagt nej tak til en kop kaffe. Han vred kasketten mellem hænderne, indtil han endelig opgav at undgå hendes blik og sagde: “Ja, har du så også Poul hjemme?” “Ikke lige nu. Han er ude at gå med Pelé.” Et øjeblik var Madsen mere desorienteret end forlegen. “Hunden,” forklarede Ingrid. “Han er nede på havnen med hunden.” “Ja, selvfølgelig, hunden. Jeg har godt nok set, at Poul går meget med den. Nå, jamen, så skulle vi måske alligevel sætte os ned.” Ingrid var ikke bange for det, der nu skulle ske. Hun følte efter, 9
Bog Beskyttelseszonen FINAL:Layout 1
01/03/11
11:01
Side 10
mens hun førte Niels Madsen hen til køkkenbordet, men nej, ingen frygt, selv om konsekvenserne var uoverskuelige, højst en smule ærgrelse over, at det skulle ske nu, hvor sagen ligesom havde mistet så meget af den betydning, den engang havde haft, og hun desuden lige var blevet dus med den nye vaskemaskine. “Du kan lige så godt spytte ud,” sagde hun, da de sad ved køkkenbordet, og Niels Madsen igen havde takket nej til kaffe. “Poul løber ingen vegne.” “Næ, det gør han vel ikke.” Hun havde altid forestillet sig, at de mænd, der kom efter dem, ville være fordømmende. Men der var ømhed i Niels Madsens blik. “Det er sgu svært det her, Ingrid.” Da han havde fortalt færdig, rejste han sig op. Ingrid blev siddende. “Skal jeg ringe efter ... vil du måske snakke med en læge?” spurgte han. Hun rystede på hovedet. “Skal jeg så alligevel ikke vente her, indtil Poul kommer?” Ingrid ville ikke se på ham. Hun skammede sig over, at hun ikke græd. “Jeg vil helst have, du går nu,” sagde hun. “Hvis det er det, du helst vil, så ... Jeg tænkte jo også, jeg nok burde tage ud til grossistens. Susanne ... “ Så løftede hun alligevel det beskæmmende tørre blik og så på ham. “Åh, ja, Susanne,” sagde hun. Hvilken lettelse, da han var væk. Det var fristende at blive siddende ved køkkenbordet og stirre ud i luften i al evighed, men den gik ikke. Der var ting, der skulle ordnes, og ting ordnede ikke sig selv. Det var bare at komme i gang. Hun gik ud i bryggerset. Vasken skulle køres, hvilket var en barneleg, når man først bemestrede knapperne på det elegante frontpanel. Tres grader med centrifugering, så var det bare at trykke på startknappen. Martin købte den vaskemaskine til hende, inden han flyttede til Kolding. Måske for at vise, han ikke længere dømte hende. Måske for at vise, han ikke længere var interesseret. 10
Bog Beskyttelseszonen FINAL:Layout 1
01/03/11
11:01
Side 11
“Ja selvfølgelig, mor, alt er, som det skal være,” havde han sagt, inden han og Susanne satte sig ind i den nye Volvo og kørte væk. Hvorfor fortalte hun ham ikke sandheden? Hun stillede vaskepulveret på plads og fik et glimt af sit eget ansigt i spejlet over bryggersvasken. Smilerynker. For Martin var alting enkelt. Han var overbevist om, at hun kendte sandheden. Hun flyttede blikket til vaskemaskinen. De digitale tal bevægede sig, nedtællingen var i gang, og der var meget, som skulle ordnes. Hun gik gennem køkkenet, ud i gangen og ind på sit værelse. Det havde engang været Kristians værelse og i lang tid stået, som han efterlod det, da han døde. Da Martin flyttede hjemmefra, besluttede de, at det havde stået længe nok. De kunne få et værelse hver, og sådan blev det. Poul fik Martins, Ingrid fik Kristians. Det var skønt med et eget værelse, men ikke desto mindre en kendsgerning, at huset var blevet for stort til to pensionister. Derfor havde hun engang foreslået, at de solgte det og flyttede ud til de nye andelsboliger på Sølvkysten, ligesom alle de andre pensionister i byen. Men det ville Poul ikke høre tale om. Det ville være som at sælge sine minder, påstod han. Desuden havde de råd til at blive boende. Martin var flink til at hjælpe, også økonomisk. Poul havde altid været flink til at bruge penge. Hun lod blikket glide over reolen, den røde kasse stod på nederste hylde. Hun flyttede den til skrivebordet. Men albummerne, hvor havde hun gjort af dem? De albummer, der stod i reolen, indeholdt ikke andet end fotografier, og hun følte allerede en begyndende panik, da det slog ned i hende. Selvfølgelig. De stod naturligvis i reolen inde i stuen, det sted hun havde anbragt sine bøger og albummer, dengang hun ikke havde sit eget værelse. Var det så lang tid siden, hun sidst havde ordnet sine udklip? Det var virkelig på høje tid. Hun tog alle albummerne med ind på værelset og åbnede det, der så ældst ud. Ganske rigtigt, de madopskrifter, hun havde klæbet fast til albummets sider, var daterede 1966 og 1967. Hendes første år i Danmark. Det var enkle opskrifter, frikadeller, flæskesteg, brændende kærlighed, det grundlæggende. Men ordene, herregud, de danske ord. Hun kom til at smile ved tanken. 11
Bog Beskyttelseszonen FINAL:Layout 1
01/03/11
11:01
Side 12
Poul blev altid glad, når han fandt hende bøjet over opskrifter og ordbøger ved køkkenbordet i deres første fælles hjem, den lille lejlighed i Holbæk. Og han roste hende, hver gang hun med dødsforagt forsøgte at lave en dansk ret, som hans mor havde lavet den – hvad enten sværen blev sprød eller ej. Hun lukkede det gamle album og fandt det nyeste i stakken. 198889, javel. Halvdelen af siderne i albummet var tomme, udmærket, så skulle hun altså fylde det her, inden hun tog hul på et nyt. Hun tog låget af den røde kasse. Dér lå de. Hendes udklip. Opskrifter fra aviser, dameblade og brochurer. Og de små reklamefoldere med opskrifter, der på et tidspunkt var begyndt at dukke op i postkassen. Sund mad fra Karolines Køkken, bageopskrifter fra De Danske Sukkerfabrikker og sågar en enkelt folder fra Carlsberg: Madlavning med øl. De fleste udklip var udaterede, så det var svært at afgøre, hvor gamle de var. Men opskrifterne på Kylling med wokede grøntsager og basilikum og Nemme tapas til en lang aften kunne i hvert fald ikke være så gamle. De vidnede om nye tider og nye madvaner. Og om, at de danske madretter ikke længere havde udgjort en tilstrækkelig udfordring. Hun tog alle udklippene op af kassen og lagde dem i en bunke på skrivebordet. Skidt med kronologien, det vigtigste var, at de blev sat i album. Hun fandt en tynd tusch i skrivebordskuffen. Hun fik næsten altid lyst til at knytte sine egne kommentarer til nogle af opskrifterne. Hvorfor var hun holdt op med at klistre opskrifter ind i albummer? Hun betragtede udklippene på skrivebordet. Mindst fem, måske ti års udklip, der aldrig var blevet klistret ind. Sikke et rod. Nu gjaldt det om at arbejde koncentreret. Se fremad. For det var nye tider – igen – og der måtte være tusindvis af opskrifter, som lå og ventede på hende et sted på internettet. Der gik to timer eller tyve minutter, det var ikke til at sige, men på et tidspunkt blev Ingrid forstyrret af en dør, der smækkede, og Pelé, der halsede ude i entreen. Hun så ikke op fra Fyldte peberfrugter med hakket oksekød og fetaost, for opskriften skulle helst sidde pænt og lige. Hun så heller ikke op, da hun fornemmede, at Poul kom ind på hendes værelse, og mærkede Pelés snude ved sit ben. Det var først, da 12
Bog Beskyttelseszonen FINAL:Layout 1
01/03/11
11:01
Side 13
Poul lagde hånden på hendes skulder, at hun så op på ham og blev lidt overrasket over det bekymrede udtryk i hans ansigt. “Du har grædt,” sagde han. “Er der sket noget?”
Bog Beskyttelseszonen FINAL:Layout 1
01/03/11
11:01
Side 14
Hvor meget ved du?
INGEN AF DEM havde en chance. Den mørkeblå Volvo faldt mere end halvtreds meter, inden den ramte jorden med taget først, og eftersom der ikke var træer på den stejle bjergside, kun sten og solsvedne buske, drejede den om sin egen akse yderligere et antal gange, inden den stødte mod en klippevæg, lagde sig til ro, og faldet endelig var slut. Intet sikkerhedsudstyr i verden kunne modstå sådan et fald, heller ikke de avancerede, interagerende beskyttelsessystemer, som de grundige ingeniører hos Volvo Personbilar i Göteborg havde udstyret flagskibet XC90 med. Ligegyldigt hvor mange airbags og oppustelige gardiner man installerede i kabinen, hvor omhyggeligt man forstærkede karrosseriet, og hvor mange ekstra sikkerhedsknæk man lavede på ratstammen, ingen bil udgjorde et trygt opholdssted, når den blev udsat for et frit fald på over halvtreds meter. Det var, ifølge den spanske politirapport, mest sandsynligt, at Martin og Susanne Nørskov døde ved det første nedslag. Det er således muligt, at Susanne, der som regel faldt i søvn, når det var Martin, der kørte bilen, aldrig opdagede, hvad der skete i sekunderne mellem det første sammenstød med autoværnet på den smalle bjergvej og det dræbende nedslag på bjergsiden. Martin vidste sandsynligvis, hvad der skete. I de forfærdelige sekunder inden nedslaget må han have vidst, at de skulle dø, og måske tænkt, at det her ikke kunne være rigtig. Heldet kunne umuligt svigte ham nu. De sad i bilen, indtil det blev lyst. En chauffør, der var på vej til Agua Amarga med nybagt brød, så den sammentrykkede byjeep nede 14
Bog Beskyttelseszonen FINAL:Layout 1
01/03/11
11:01
Side 15
i slugten. Han ringede til politiet, og fireogtyve timer senere nåede historien de danske aviser. Formiddagsbladenes rubrikker var enslydende:
PROFESSIONEL FODBOLDSPILLER KØRER FAMILIEN I DØDEN Historien var ikke forsidestof. Det var længe siden, Martin havde trukket sig tilbage fra den professionelle fodboldarena, og endnu længere siden hans karriere havde haft nogen nyhedsværdi for danske aviser. Ja, det var vel egentlig kun, da han i sæsonen 1991-1992 var tæt på at etablere sig i landsholdstruppen og så alligevel røg ud inden EM i Sverige, at man med nogen form for regelmæssighed kunne læse om ham på landets sportssider. Succesen havde aldrig været stor nok til at grundfæste Martin Nørskovs navn i den sportsinteresserede, danske befolknings bevidsthed, men netop derfor kunne pressen instrumentalisere hans død og stramme tommelskruerne en ekstra melodramatisk omgang. Man var vel næsten nødt til at gøre det for at retfærdiggøre placeringen af de små artikler på nyhedssiderne. Så der blev trukket store veksler på skuffelsen i ‘92, hentydet ufint til den lidet glorværdige karriereafslutning i Sverige og lagt vægt på beskrivelsen af de nygiftes tro på fremtiden – brylluppet og det barn, der snart skulle komme til. Billederne af Martin Nørskov iført den rød-hvide landsholdstrøje var mere end ti år gamle. Morgenaviserne var knap så interesserede. Jyllands-Posten og Politiken havde hver en lille Ritzau-notits på sportssiderne, Berlingeren slet ingenting. Fyens Stiftstidende var den eneste avis, der bragte en egentlig nekrolog. Stiftens sportsredaktør huskede møder med Martin Nørskov i årenes løb. I Europa og i Danmark. Han huskede deres allerførste møde på OB’s træningsanlæg i Ådalen, dengang Martin nitten år gammel havde skrevet under på den første professionelle fuldtidskontrakt, og han, frem for alt ved hjælp af det, redaktøren kaldte “en nærmest blind stædighed”, erobrede en plads på 1. divisionsholdet i sin første sæson som seniorspiller. Martin Nørskov 15
Bog Beskyttelseszonen FINAL:Layout 1
01/03/11
11:01
Side 16
havde, ifølge redaktøren, altid bevaret sin venlige og behagelige omgangsform, der dog var præget af en vis distance og aldrig indbød til nogen form for fraternisering fodboldspiller og journalist imellem. Den “passionerede kunstsamler og velhavende finansmand” talte gerne sagligt om fodbold, kunst og aktiehandel, og disse samtaler var altid præget af en “intelligens og almen dannelse, der ikke er nogen selvfølgelighed i den professionelle fodboldverden”. Det sidste møde mellem redaktør og fodboldspiller havde fundet sted, da Martin vendte tilbage til sin fødeby – forkert, Martin var ikke født i Assens! – for at slå sig ned som “gourmetrestauratør”. Gourmetrestauratør. Stiftens sportsredaktør deltog i flere af de fester, Martin efter sin hjemkomst holdt i huset over Veststranden, så selvfølgelig vidste han, hvad det var for en restaurationsvirksomhed, han havde startet. Måske kunne han ikke nænne at skrive det. Eller også kunne han bare ikke få billedet af den pensionerede fodboldspiller, usædvanligt intelligente kunstsamler og velhavende finansmand til at stemme overens med billedet af en succesløs restauratør langt ude i provinsen, ejeren af det eneste diskotek i en lille bortgemt by, hvor end ikke kragerne havde været på besøg for nylig. De ringede også til mig. Det var sådan, jeg hørte om Martins død. En journalist fra et formiddagsblad ringede dagen efter ulykken i Andalusien for at få lidt baggrundsinformation, som hun udtrykte det. Det var mig en gåde, hvorfor hun havde valgt at ringe netop til mig, og hvordan hun overhovedet kunne vide, at vi kendte hinanden. Men hvem ved, måske var hun i løbet af sin research faldet over den lille Politiken-notits, der omtalte mit dokumentariske romanprojekt om en professionel fodboldspiller – hvis virkelige forbillede var Martin Nørskov. Under alle omstændigheder: Jeg havde ikke lyst til at tale med hende, og da slet ikke, da hun fortalte om ulykken. “Beklager. Jeg troede, du vidste det,” sagde stemmen. Hun lød ung. Sandsynligvis en praktikant, der var blevet sat på en historie, ingen anden gad røre ved. “Jeg forstår, at I var barndomsvenner,” fortsatte hun. “Er der nogle
16
Bog Beskyttelseszonen FINAL:Layout 1
01/03/11
11:01
Side 17
særlige begivenheder, noget sigende om ham, som du husker fra jeres barndom, og som du synes skal med i artiklen?” Jeg havde ved en tidligere lejlighed gjort mig mine egne, ret så ulykkelige, erfaringer med nyhedsjournalister og var nået frem til den vurdering, at den suverænt bedste strategi, man kunne følge, når man talte med dem, var at sige så lidt som muligt. I bedste fald ingenting. Nu fortalte jeg hende, at jeg ikke havde kendt Martin så godt, som hun tilsyneladende troede, og end ikke vidste, at han og Susanne var i Spanien. “Omstændighederne omkring ulykken er stadig uklare,” fortsatte hun. “Ved du, hvordan han havde det den sidste tid? Var der noget med hans sindstilstand? Var han for eksempel ked af det eller deprimeret? Måske i forbindelse med, at han blev for gammel til at spille fodbold?” Jeg fortalte hende, at jeg ikke havde den fjerneste anelse om, hvilken sindstilstand Martin havde befundet sig i, men at min sindstilstand lige nu var stærkt præget af den nyhed, hun havde overbragt. “Det forstår jeg. Det må jo godt nok være et chok. Men du, jeg skal bare lige høre … Den der historie med lillebroren, er det noget, du kan fortælle mig om?” Jeg sagde, at ‘den der historie’ vel strengt taget tilhørte privatlivets fred. “Jo,” sagde hun, “sådan ser jeg også på det. Men det er bare, du ved, sådan trods alt en ret interessant familie, når man får set nærmere på den. Som jeg har forstået det, forstod Martin først sent, hvordan det hang sammen med hans mors politiske engagement …” Politiske engagement? Ingrid havde, så vidt jeg vidste, aldrig været engageret i politik. “... og, øhm, skal vi kalde det, forbindelser til DDR.” Den sad. Hvor meget vidste hun? “Jeg har talt med Ingrid,” sagde stemmen. “Det er et tema, der har offentlighedens interesse. Og selv om det er mange år siden, kan vi to vel godt blive enige om, at det stadig er en legitim interesse? Du var tæt på familien i de år. Hvordan så man på familien i lokalmiljøet. Naboerne, vennerne, blev der talt bag familiens ryg?” Vi lyttede til hinandens åndedræt et par sekunder. Så fik jeg taget
17
Bog Beskyttelseszonen FINAL:Layout 1
01/03/11
11:01
Side 18
mig sammen til at sige, at jeg ikke var så tæt på familien Nørskov, som hun åbenbart havde fået indtryk af, men at jeg ikke desto mindre var rystet over at høre om Martins død og derfor ikke kunne tale med hende lige nu. “Jeg forstår,” sagde hun. “Så må du undskylde, at jeg forstyrrede. Jeg vender tilbage, hvis vi går videre med historien.” Derefter lagde hun på. Jeg stirrede irriteret på telefonen. Jeg havde løjet hende lige op i ansigtet, hvilket jeg principielt ikke havde det mindste imod, men problemet var selvfølgelig, at hun kunne høre løgnen. Jeg håbede, de valgte ikke at gå videre med historien. Jeg satte mig i sofaen, trykkede på fjernbetjeningen og stirrede blindt på skærmen, mens jeg tænkte på Martin. Det var tre dage siden, jeg endelig havde fået en mail fra ham, det første livstegn siden han og Susanne var flyttet til Kolding. “Det lykkeligste øjeblik er lige omkring hjørnet,” stod der. Det var alt. Ikke noget med ‘Kære Stefan’ som indledning, ikke noget med ‘Mange kærlige hilsner’ som afslutning. Og frem for alt ikke et ord om vores bogprojekt, som han uden videre, uden et ord til forklaring, havde afbrudt, inden han rejste fra byen. Bare en enkelt selvoptaget sætning om det dér lykkeligste øjeblik, der tilsyneladende lå lige omkring hjørnet. Jeg havde ikke svaret. Jeg var sur, fordi han var skredet fra det hele. Og hunderæd, fordi jeg vidste, jeg ikke kunne skrive bogen, som jeg allerede havde fået forskud på, færdig uden ham. Sandsynligvis havde Martin ikke forventet et svar. Han var jo lykkelig. Nu var det under alle omstændigheder for sent. Min gamle ven var død, min helt. Den følgende uge blev de begravet. Det var passende nok en helt igennem trist sommerdag, hvor regnen fra morgenstunden stod ned i en uforsonlig strøm, og det føltes, som om hele byen var gennemblødt, da jeg klokken to om eftermiddagen gik ned til kirken. Vores gamle holdkammerat Jakob kom løbende op ad grusstien, mens jeg stod i indgangen til våbenhuset og forsøgte at lukke min genstridige paraply. Han stoppede op ved siden af mig og tørrede vandet væk fra det udtryksløse ansigt. 18
Bog Beskyttelseszonen FINAL:Layout 1
01/03/11
11:01
Side 19
“Det regner,” konstaterede han. I vores ungdom havde han været forsvarsklippen. Han var stabil, aldrig ude af ligevægt, altid klar til at rydde op, når vi andre dummede os på midtbanen. “Det dér gider jeg altså ikke vente på,” sagde han og nikkede i retning af min paraply. Jeg nikkede og ventede, til han var blevet opslugt af kirken. Så kylede jeg paraplyen ned i en skraldespand og gik ind. Jeg lyttede til præstens tale, så begyndte de igen at synge, og jeg forlod kirken og gik ud til kirkegården, hvor jeg stod i regnen, mens jeg ventede på, at de nåede frem med kisterne. Våde jordvolde omkring gravene. Så stod der to hvide kister ved siden af hinanden. “Skal du med ned på pubben?” spurgte Jakob, da de var kommet i jorden. Jeg sagde til ham, at han kunne gå i forvejen, hvorefter jeg gik hen til Susannes forældre, grossisten og hans kone, for at kondolere. Jeg kendte dem knap nok, så jeg trykkede dem bare kort i hånden, mumlede et par ord og gik videre til Martins forældre. Ingrid og Poul. Dem kendte jeg, de havde været en del af min barndom og ungdom. Nu var de pensionister. Men de så ikke gamle ud på overfladen. De så ud som to mennesker, der havde nået et vist stadie og nu tilsyneladende var holdt op med at ældes. To helt almindelige middelklassepensionister, der – så usandsynligt det end virkede, som de stod der under paraplyerne og vist ikke havde flere tårer at byde på – var mærkede på sjælen af det tyvende århundredes modbydeligheder. Nu levede de videre i en verden, der havde forandret sig til uigenkendelighed. En anden verdensorden, en anden fjende. Ungdommen var mange år siden, men Martins far og mor genkendte mig med det samme. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige til dem, og vi hilste på hinanden, som var det bare et tilfældigt møde nede på hovedgaden. Ingrid sagde, jeg var velkommen til kaffe og kage, når som helst jeg havde tid og lyst. Poul nikkede. Så gik jeg ned til pubben for at drikke gravøl.
19
Bog Beskyttelseszonen FINAL:Layout 1
01/03/11
11:01
Side 20
Et par uger senere ringede jeg på hos Ingrid og Poul i det nye kvarter. Det var Ingrid, der åbnede døren. Hun viste mig ind. “Ja, jeg ved ikke, om du kan genkende vores stue,” sagde hun. “Den ser lidt anderledes ud end sidst, du var her. Det er jo længe siden.” Det var seksten år siden. Festen de holdt, da Martin havde underskrevet kontrakten med Hannover 96. Og jeg kunne godt genkende stuen i deres parcelhus. Selv om indretningen unægtelig havde forandret sig en hel del. Møblerne var elegante og luksuriøse, væg til væg-tæppet var blevet erstattet af et trægulv, og de mørke trælister i loftet udskiftet med lyse loftsplader af et ubestemmeligt materiale. På væggen over for den ene af to sorte lædersofaer hang en enorm B&Oplasmaskærm med tilhørende lydmodul. Mondænt og upersonligt. Det hele passede dårligt til mit billede af Ingrid og Poul og måtte være resultatet af den indretningsarkitekt, Martin pudsede på det gamle parcelhus, da han vendte tilbage fra Stockholm. Der var dog også et par konstanter til at bryde indtrykket af iscenesat mondænitet. Det opretstående klaver ved den ene væg, Pelé, den sorte labrador, de havde købt efter Kristians død – den måtte være blevet fornyet en gang eller to siden da – og som nu kom ind fra haven side om side med Poul, Ingrids albummer med madopskrifter og de indrammede fotografier på væggene. Jeg havde taget kaffebrød med fra bageren, et idiotisk forsøg på at have noget brugbart med til to mennesker, der var utrøstelige, men Ingrid hjalp mig ved at sige “Ikke dårligt, Torvebagerens smørkage!”, hvorefter hun gav mig besked på at tage plads i sofaen og tog bagerposen med ud i køkkenet for at skære kagen ud og lave kaffe. Poul satte sig i en lænestol på den anden side af sofabordet. Den lavstammede pensionist med de kantede bevægelser havde engang været en ung og talentfuld civilingeniør, der af Edvard Ravnstrups netværk på Danmarks Tekniske Højskole var blevet håndplukket til et arbejde helt ude ved grænsen til fremtiden. Men det var længe siden. Poul Nørskov var ikke længere ung og talentfuld, femogtyve års rutinearbejde på Munkholm Armatur AS ude ved Ringvejen havde sat sit præg, og nu forekom det mig, at han måtte have været lige så malplaceret i dr.
20
Bog Beskyttelseszonen FINAL:Layout 1
01/03/11
11:01
Side 21
Ravnstrups sofistikerede halvlederunivers som i de elegante Bo Bedrekorrekte omgivelser i sin egen stue. Mens vi ventede på kaffe og kage, talte vi om fodboldklubben. Poul Nørskovs status i Assens Fodbold Club var også en konstant. Hans andel i Martins professionelle fodboldbedrifter var ubestridelig, Martin var trods alt hans kød og blod, og Poul havde siddet i klubbens bestyrelse for seksten år siden og sad i klubbens bestyrelse i dag. Nu fortalte han om sidste års nedrykning fra Danmarksserien, mens han klappede den sorte labrador, der lå på gulvet ved siden af hans lænestol. “De var for unge, helt enkelt for unge, Stefan,” sagde han. “Det er det samme hver gang: De tror, de er verdensmestre, men så snart vi får dem op i Danmarksserien, støder de på hold, der har spillere med divisionserfaring, og dem slår man sig på. Så skal de til at arbejde, arbejde hårdt.” Jeg spurgte, om de bedste stadig forsvandt ud til Odense. Han lænede sig frem i stolen og tog forsigtigt labradorens hoved i hænderne. “Ja, det er godt, Pelé,” sagde han og fjernede et eller andet, der så levende ud, fra hundens øre. “Nja, det er jo blevet sværere for de unge at komme derud. De køber spillere fra Østblokken nu. Og fra Afrika. Ja, selvfølgelig også fra Sverige og Norge.” Han kastede et sidste blik på hundens øre og lænede sig så tilbage i stolen igen. Labradoren fulgte hans bevægelser med et beskyttende blik. “Men det er bare godt for os,” fortsatte han. “Så får vi lov til at beholde dem lidt længere.” Det solbrændte ansigt afslørede ingenting, og hans stemme var lige så drævende fast og fuld af overbevisning som altid, når han talte om fodbold. Men han kunne ikke skjule sine øjne. Hans øjne havde ingen bund. Dengang vi var små, havde jeg set op til Martins far, fordi han var dygtig til at få tingene gjort. Og en gang imellem frygtet ham, fordi han kunne blive vred og ond i blikket over de mærkeligste ting. Nu smilede han. Jeg ved ikke, hvad det kostede ham at frembringe det smil.
21
Bog Beskyttelseszonen FINAL:Layout 1
01/03/11
11:01
Side 22
“Vi tager simpelthen en ny sæson i Fynsserien,” sagde han. “Det er ikke første gang, vi prøver den tur.” Ingrid kom tilbage fra køkkenet og overtog samtalen. “Hvorfor kommer du aldrig og besøger os, Stefan?” spurgte hun. “Vi har savnet dig, er det ikke rigtigt, Poul?” Hun så over mod Poul, der nikkede bekræftende, mens jeg rødmede over den uventede intimitet og sagde, at nu var jeg her jo. Ingrid hældte kaffe i kopperne, og Poul rakte ud efter den slanke fjernbetjening på sofabordet og trykkede på en knap. Helmuth Lotti tordnede ud i stuen i surroundsound. Ingrid satte termokanden fra sig. “Vi skal da ikke høre musik nu, Poul,” sagde hun. Han så på hende med et tomt blik. Så slukkede han musikken og lagde fjernbetjeningen på bordet. Pelé havde løftet hovedet og opmærksomt fulgt deres lille meningsudveksling. Nu lagde den hovedet ned på gulvet igen. Jeg pegede på et af de indrammede fotografier på væggen og sagde, at jeg huskede det fra tidligere. Efter drengenes alder at dømme måtte det være et fotografi fra slutningen af halvfjerdserne, sandsynligvis fra en af de somre, hvor familien Nørskov kørte rundt i landet med campingvognen. De to brødre sad skrævende over nogle murbrokker, lillebror Kristian forrest, storebror Martin bag ham. De var fotograferet i profil, med benene hængende ned langs muren, fødderne dinglende i luften. Martin havde anbragt hænderne på Kristians skuldre. Det var et godt billede. Selv om de poserede og vidste, de blev fotograferet, virkede de upåvirkede af kameraets eksistens. De sad begge naturligt, uden stivhed, og det eneste, der afslørede mor og far og kameraets tilstedeværelse uden for billedet, var det lille selvbevidste smil, som var ved at vokse frem i Kristians mundvige. Der var en fnuglet uskyld, en meditativ ro over de to drenge på fotografiet. Som havde de fundet en dybere mening ved at sidde på murbrokkerne og stirre ud over markerne og det blå sommerhav, man anede bag træerne i fotografiets baggrund. Jeg spurgte, om det var fra Bornholm?
22
Bog Beskyttelseszonen FINAL:Layout 1
01/03/11
11:01
Side 23
“Dybbøl Mølle,” sagde Poul. “Ja, Dybbøl Mølle,” sagde Ingrid. “Det må have været sommeren ‘78. Eller kan det have været ‘79, Poul?” “1979,” sagde Poul uden tøven. “Det var den sommer, vi var i Dybbøl.” 1979. Den sommer, Kristian døde. “Jeg tror, vi har det Dybbøl-billede i et album,” sagde Ingrid og rejste sig op. “Så kan vi finde ud af, hvornår det var.” Ingrid gik for at hente albummet, og Poul skar en undskyldende grimasse og spurgte, om jeg ville have en gibbernakker. Han hentede en flaske Gammel Dansk og tre små glas, og vi satte os alle tre i sofaen for at kigge på billederne i fotoalbummet. “Her har vi det,” sagde Ingrid. Hun tog fotografiet fra Dybbøl ud af den lille plasticlomme og vendte det om. “Du havde ret, Poul,” sagde hun. “1979.” Der var flere fotografier af drengene, alene eller sammen med den ene eller den anden af forældrene. Og der var billeder af Ingrid og Poul sammen. De fleste i underlige vinkler eller så uskarpe, at jeg gættede på, det var en af drengene, der havde stået bag kameraet, men under alle omstændigheder billeder af Ingrid og Poul for tredive år siden. De var stærkere, udstrålede mere selvtillid og energi end nu, og Ingrids briller og frisure var en temmelig fremmedgørende oplevelse, men alligevel virkede de ikke afgørende forskellige fra deres tredive år ældre alter egoer. De hørte sammen, de havde noget sammen, det så man på billederne fra det danske ferielandskab i halvfjerdserne, og det så man den dag i dag. “Jeg tror lige, jeg skal … “ sagde Poul. Han rømmede sig. Så rejste han sig op, sagde undskyld og gik ud gennem terrassedøren med Pelé i hælene. Ingrid fulgte ham med blikket, indtil han drejede til venstre ved fyrretræet og gik ned mod værkstedet med den kostbare modeljernbane, vi aldrig måtte røre ved, dengang vi var børn. Jeg sagde, det vist også var på tide, at jeg kom videre. Ingrid lagde hånden på mit knæ.
23
Bog Beskyttelseszonen FINAL:Layout 1
01/03/11
11:01
Side 24
“Nej, bliv lidt endnu. Det er så rart at snakke med dig. Poul orker ikke. Han kan ikke snakke om det, så vi snakker ikke om det. Det er hårdt for ham.” Jeg sagde, det vel også var hårdt for hende. “Jo, jo, selvfølgelig er det også hårdt for mig. Men det er vist alligevel noget andet for Poul. Jeg vænner mig hurtigere til det, end han gør. Du ved, man tror, verden aldrig bliver den samme igen. Så er tiden pludselig gået, og så føles det, som om verden er den samme igen.” Hun tøvede. “Nej, det passer ikke. Sådan er det selvfølgelig ikke. Man ved altid, at der mangler noget. Men man kan vænne sig til, at der mangler noget. Også selv om det er det vigtigste, der mangler. Man vænner sig til alt, hvis bare man venter længe nok. Det ved jeg nu.” Hun holdt inde, så mig i øjnene. “Lyder det mærkeligt?” Jeg rystede på hovedet. “I var ikke andet end børn,” fortsatte hun. “Ingen af jer.” Vi var ikke andet end børn. Det var det, de sagde, dengang katastrofen slog ned, og livet skulle gå videre. “Det her har jeg altid godt kunnet lide.” Hun havde igen givet sig til at bladre i fotoalbummet og pegede nu på et Polaroid-billede af to drenge, der stod på en græsplæne foran et parcelhus. Græsplænen lå et sted på Sjælland, og drengene var iført shorts og identiske blå træningsjakker. De havde begge en fodbold under armen og en chokoladecigaret i munden, og de stirrede begge selvbevidst ind i kameraet. “Jeg tror, det er fra Ringsted,” sagde Ingrid. Hun rejste sig op. “Vi har flere billeder et sted. Måske kan vi finde nogen, du også er med på.” Jeg sagde til hende, at hun ikke skulle gøre sig ulejlighed, men hun lyttede ikke, viftede end ikke mine indvendinger væk som en irriterende flue, hun lod helt enkelt, som om jeg ikke havde sagt noget, og forsvandt ud af stuen for at lede efter flere fotoalbummer. 24
Bog Beskyttelseszonen FINAL:Layout 1
01/03/11
11:01
Side 25
Jeg kiggede på billedet af de to fodbolddrenge. Den største af drengene kunne jeg godt genkende: Martins halvlange, lyse hår, midterskilningen, den tætte kropsbygning, det lave tyngdepunkt, der gjorde ham svær at skubbe væk, og det selvsikre glimt i øjnene. Det var sådan, han var. Det var sværere med den anden dreng på billedet. Jeg vidste, det var Kristian, vidste, han havde set sådan ud engang, men det kunne lige så godt have været en helt anden person. Måske en gammel ven, som jeg havde mistet kontakten med for mange år siden. Ingrid vendte tilbage med en hel høj af albummer, og nu var hun ikke til at stoppe, hun befandt sig i en tilstand, hvor det ikke længere var relevant, hvad jeg mente, eller hvem jeg i det hele taget var. Jeg tror slet ikke, hun lagde mærke til mig længere. Hun bladrede, pegede og kommenterede. Der var billeder fra Holbæk og Slagelse og andre steder, de havde boet, før de flyttede til Assens, billeder her fra byen, fra familiefester, fra sommerrejser og fra besøg de steder, Martin havde spillet fodbold. Det var svært at afgøre, hvilke kriterier Ingrid anvendte, når hun afgjorde, hvilke billeder der skulle knyttes en kommentar til, og hvilke billeder vi kunne gå let hen over. Men hun tog sit valg uden tøven. Hun bladrede, scannede siderne med fotografier, hvorefter hendes pegefinger landede ved netop det billede, som det var vigtigt at få sat ind i en større sammenhæng. Fra Martins fødsel, der stort set faldt sammen med Ingrids ankomst til Danmark, over drengenes barndom, drengens ungdom. Der var ingen billeder fra dengang, Ingrid var ung i Eisenach. De billeder var blevet i DDR. Hun blev igen opmærksom på, at jeg sad ved siden af hende. “Efter Kristian handlede alt om Martin. Vi gjorde alt for, at Martin skulle blive i stand til at gå videre. Det var værst for ham.” Hun så mig i øjnene. Der var en fasthed i hendes blik, en overbevisning i hendes stemme, der ikke kunne sættes spørgsmålstegn ved. Jeg sagde ikke noget. Det havde altid været en stiltiende overenskomst, at vi ikke skulle tale om Kristians død. “Men alt det ved du selvfølgelig,” sagde hun. “Jo, du ved sikkert 25
Bog Beskyttelseszonen FINAL:Layout 1
01/03/11
11:01
Side 26
det hele. I skulle jo skrive den dér bog sammen, så du kender garanteret alle vores hemmeligheder.” Hun holdt inde. “Hvor meget ved du, Stefan?” spurgte hun så. Jeg vidste lidt, langtfra det hele. Kun antydninger Martin var kommet med, inden han smed alting fra sig og flyttede fra byen med Susanne. Der var en hemmelighed i Ingrid og Pouls fortid, noget der havde med DDR at gøre, og han ville afsløre hemmeligheden i vores dokumentariske roman. Den fodboldbog, der aldrig ville blive skrevet. “Det gør ikke noget,” sagde Ingrid hurtigt og bladrede videre i albummet. “Du må gerne vide det nu. Se lige – hér har vi et, du er med på …” Jeg så på billedet ved hendes pegefinger og rystede på hovedet. På billedet var Martin og jeg seksten år gamle. Langt pandehår med skilning, kort hår i nakken og i siderne klippet op over ørerne. Vores hår skinnede – skinnede af den farvestrålende væske, der kom i gennemsigtige tuber, som man kunne hænge op på en krog ved siden af spejlet i badeværelset. Vi var iført vores uniformer, og jeg krummede tæer, mens jeg studerede Martins rosa poloskjorte, min egen gule poloskjorte, vores posede grå lærredsbukser og de brune sejlersko, vi havde på fødderne. “Sikke et par diskere,” sagde Ingrid. “Det kalder jeg et kønt par!” Old enough to dance the night away, tænkte jeg og kom vistnok til at smile. Ingrid så spørgende på mig, og jeg rystede på hovedet og sagde, jeg bare var kommet til at tænke på noget fra firserne. Ingrid kiggede eftertænksomt på billedet af de to teenagere, inden hun igen talte. Tøvende, afventende min reaktion på sine ord, som om hun for første gang præsenterede en ny og revolutionerende teori for en vantro omverden. “Kan du se ligheden? Efterhånden som han bliver ældre? Kan du se det, Stefan?” Hun tog et andet album op fra gulvet, åbnede det og anbragte det ved siden af albummet med det kønne diskerpar. “Kan du se det nu?” Hun anbragte fingeren ved et billede af en ti-tolvårig Kristian. Så 26
Bog Beskyttelseszonen FINAL:Layout 1
01/03/11
11:01
Side 27
flyttede hun fingeren over til albummet med billedet af den sekstenårige Martin. Der var et foruroligende lys i hendes øjne. “Han ligner Kristian!” sagde hun triumferende. “Er det ikke mærkeligt? Jo ældre Martin bliver, jo mere kommer han til at ligne Kristian. Kristians ansigtstræk, det lyse hår, øjnene. Se her.” Hun fandt et tredje, nyere album frem og lagde det oven på de to andre. “Se! Han er som Kristians levende billede.” Vi studerede begge billedet af den femogtredivårige Martin Nørskov. “Det er helt utroligt,” sagde Ingrid stille. “Jeg synes virkelig, det er helt utroligt.” Hun rystede på hovedet, holdt så blikket rettet mod fotografierne yderligere nogle sekunder, inden hun sagde: “Jeg havde et par talentfulde drenge.” Jeg nikkede bekræftende. “Den ene kunne synge, den anden kunne danse,” fortsatte hun. “Hvilket talent tror du, det er vigtigst at have? Hvad ville du selv helst kunne – synge eller danse?” Jeg fattede ikke, hvor hun ville hen. Martin og Kristian kunne hverken synge eller danse. “En mand uden talent er blot en helt almindelig mand,” hviskede hun så. Jeg holdt vejret. Hun var langt ude nu. Hun bladrede i albummet. Susanne dukkede op på et af billederne. “Kendte du Susanne?” spurgte hun. Susanne havde gået i vores klasse. Hun var ikke den kønneste pige på skolen, men hun fyldte sin plads i verden med slående selvfølgelighed, og det var allerede dengang indlysende, at hun og Martin skulle være kærester. Ingen satte spørgsmålstegn ved, at de to hørte sammen. “Selvfølgelig kendte du Susanne,” sagde Ingrid. “Jeg kunne godt lide hende. De så ud til at have det godt sammen. Susanne kunne godt lide børn.” Hun skulle til at bladre videre, men tog sig i det, lagde den ene 27
Bog Beskyttelseszonen FINAL:Layout 1
01/03/11
11:01
Side 28
håndflade ned på fotoalbummet og sagde: “Og så kan man alligevel ikke lade være med at tænke. For prøv at forestille dig, tænk nu, hvis Martin ikke havde mødt Susanne igen, så havde han måske slet ikke været i Spanien på det tidspunkt, og så ville han ikke være kørt ud over det bjerg.” Hun holdt inde en stund. “Sådan kan man selvfølgelig ikke tænke,” sagde hun. Så spurgte hun, om jeg ville have mere kaffe, inden hun fandt et nyt album at bladre i. Jeg blev siddende, mens jeg tænkte, at det var på høje tid, jeg kom væk, for Ingrid kunne snart ikke tage mere, og det kunne jeg heller ikke. Da kom Poul ind gennem terrassedøren. Han og Pelé blev stående på tærsklen til stuen, og de betragtede os med lige dele overraskelse og forfærdelse. Jeg så, hvad de så. Sofabordet med kaffekopper, tallerkener, en halv smørkage på et fad og en flaske Gammel Dansk. Ingrid og mig i sofaen og rundt omkring os på gulvet, på bordet og på sofaen seks, syv eller otte fotoalbummer med snapshots af den tid, der var gået, den tid, Poul havde tilbragt sammen med Ingrid, der end ikke så op fra sit album, mens han stod i døren. Poul sagde ikke noget. Han så ked ud af det og var pinligt berørt, som han stod der og forsøgte at få overblik over noget, han må have vidst, det var umuligt at overskue. Så gik han hen til sofaen og begyndte at samle fotoalbummer op fra gulvet. Det føltes, som om Ingrid og jeg var blevet taget på fersk gerning med en stak pornoblade. Jeg sagde, at jeg måtte se at komme videre, og Poul fulgte mig til døren med et album under armen. Inden vi forlod stuen, vendte jeg mig for at sige farvel til Ingrid. Hun rejste sig fra sofaen. “Tak,” sagde hun. “Og kom snart igen.”