Historier fra jazztiden

30MM

F. Scott Fitzgerald – forfatteren til Den store Gatsby – er en af mellemkrigstidens markante romanforfattere, men også en af det 20. århundredes største amerikanske novellister, der bedre end nogen andre fanger jazztidens hidsige puls med de pludselige omslag og dramaet under overfladen.

Novellen Det sære tilfælde Benjamin Button, som fik en renæssance med David Finchers storfilm fra 2008, foreligger her for første gang på dansk. Udvalget præsenterer også den posthume kortnovelle Tak for ilden, der blev trykt – for første gang – i The New Yorker i 2012.

Fra novellen Gensyn med Babylon

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

HISTORIER FRA

Denne bog præsenterer 11 af hans bedste noveller – udvalgt, oversat og med forord af Hans Hertel. Det er fortællinger fra de brølende 20’ere med hektisk livsudfoldelse, smukke sydstatspiger og rastløse sjæle på jagt efter succes og evig ungdom. Og det er beretninger fra 30’ernes kriseår, tømmermændenes tid, da vemoden og rodløsheden blev til tragedie og eftertænksom smerte.

F. SCOTT

Igen fejede mindet om disse dage ind over ham som et mareridt – de mennesker de havde mødt på rejserne; så mennesker der ikke kunne lægge en række tal sammen eller sige en sætning i sammenhæng.

Den lille mand som Helen havde sagt ja til at danse med ved festen på skibet, og som havde fornærmet hende ti skridt fra bordet; kvinderne og pigerne der blev båret skrigende ud fra offentlige etablissementer efter at have fået for meget spiritus eller narkotika – mændene der låste deres koner ude i sneen, fordi sneen i ’29 ikke var rigtig sne. Hvis man ikke ville have at det skulle være rigtig sne, betalte man bare nogle penge.

137mm

FITZGERALD JAZZTIDEN

215mm

90 mm

137mm

F. SCOTT

FITZGERALD

90 mm

FRANCIS SCOTT FITZGERALD (1896-1940) er en af det 20. århundredes største amerikanske forfattere – og en af jazztidens myter, dens krønikeskriver og stjerne, inkarnationen af 20’ernes gyldne tid og 30’ernes nedtur.

Fitzgerald voksede op i en middelklassefamilie i Midtvesten, kom på det prestigefyldte øststatsuniversitet Princeton og så ind i hæren, men nåede aldrig med de amerikanske tropper til Europa i det sidste år af 1. Verdenskrig. Han forelskede sig i sydstatsskønheden Zelda. Parret giftede sig, da han slog igennem som forfatter med succesromanen This Side of Paradise (1920). De to blev faste figurer i en rastløs og overeksponeret verden af charleston, hjemmebrændt spiritus, hurtige biler og åbne kufferter.

Krisen ramte familien i 30’erne – parallelt med den økonomiske nedtur efter Wall Streetkrakket. En latent skizofreni slog ud hos Zelda, og Scotts alkoholisme blev til en kædereaktion af pinligheder, sygdom, skrivekrampe og gæld, indtil han endte som glemt scriptwriter i Hollywood og døde af et hjerteslag i 1940 – kun lige fyldt 44.

Historier fra

jazztiden LINDHARDT OG RINGHOF

Fitzgerald er mest kendt for sine romaner, især Den store Gatsby (1925) og Natten er blid (1934), men novellerne fastholder også meget tydeligt “den fortabte generation”s krydsning af grådig livslyst, kynisme og desperat livslede, og Fitzgerald fik et enormt publikum gennem magasinpressen.

HANS HERTEL (f. 1939) er litteraturhistoriker og -kritiker, 1980-2009 professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet. Han er forfatter til en lang række bøger om litteraturog kulturhistorie – senest en stort anlagt biografi om Poul Henningsen.

F. Scott Fitzgerald

Historier fra jazztiden Noveller 1920-39

Udvalgt, oversat og med indledning af Hans Hertel

Lindhardt og Ringhof

Historier fra jazztiden.indd 3

18/03/13 10.49

F. Scott Fitzgerald Historier fra jazztiden Denne udgave © 2013 Hans Hertel og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet Bogen er sat med Times New Roman hos Lymi DTP Service og trykt hos Livonia ISBN 978-87-11-38098-7 1. udgave 1. oplag Printed in Latvia 2013 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Historier fra jazztiden.indd 4

18/03/13 10.49

En forfatters eftermiddag 1 Da han vågnede følte han sig bedre tilpas end han havde gjort i mange uger, noget der hos ham kom til udtryk i negativ form: Han følte sig ikke syg. Et øjeblik lænede han sig op ad dørkarmen mellem soveværelset og badeværelset, til han kunne være sikker på at han ikke var svimmel.

Ikke spor, ikke engang da han bukkede sig ned efter den ene morgensko under sengen.

Det var en klar aprilmorgen, han havde intet begreb om hvad klokken var, eftersom hans ur ikke havde været trukket op i lang tid, men da han gik tilbage igennem lejligheden, så han at hans datter havde spist morgenmad og var gået, og at posten var kommet, så den var altså over ni.

“Jeg tror jeg vil ud en tur i dag,” sagde han til den unge pige.

“Det ville være godt for Dem – det er dejligt vejr i dag.”

Hun var fra New Orleans, med ansigtstræk og ansigtsfarve som en araber.

“Jeg vil gerne have to æg ligesom i går og ristet brød, appelsinsaft og te.”

Han dvælede et øjeblik i sin datters ende af lejligheden og læste sin post igennem. Det var en kedelig post uden oplivende indslag – mest regninger og reklamer samt den daglige skoledreng fra Oklahoma og hans tomme autograf­ album. Sam Goldwyn ville måske lave en balletfilm med 274

Historier fra jazztiden.indd 274

18/03/13 10.49

Spessiwitza, måske ikke – det måtte alt sammen vente til Mr. Goldwyn kom tilbage fra Europa, når han måske havde seks-syv nye idéer. Paramount ønskede tilladelse til at bruge et digt der havde optrådt i en af forfatterens bøger, idet de ikke var klar over hvorvidt det var originalt eller et citat. Måske ville de bruge det til titlen. Under alle omstændigheder havde han ikke mere ka­pital i den ejendom – han havde solgt stumfilmrettighederne for mange år siden og talefilmrettighederne i fjor.

“Aldrig noget held med film,” sagde han til sig selv.

“Bliv ved din læst, gamle dreng.”

Under morgenmaden så han ud ad vinduet, over på de studerende der var på vej fra den ene forelæsning til den anden ovre på college-campusen på den anden side af vejen.

“For tyve år siden var det mig der gik til forelæsninger,” sagde han til pigen. Hun lo sin ungpigelatter.

“Jeg får brug for en check,” sagde hun, “hvis De går en tur.”

“Jeg går ikke endnu. Jeg må arbejde et par timer eller tre. Jeg mente sent på eftermiddagen.”

“Vil De ud at køre?”

“Jeg gider ikke køre i den gamle smadrekasse – jeg solgte den gerne for halvtreds dollar. Jeg tager en tur på toppen af en bus.”

Efter morgenmaden lagde han sig et kvarter. Så gik han ind i sit arbejdsværelse og gik i gang.

Problemet var en magasinnovelle der var blevet så tynd i midterstykket at den var lige på nippet til at blæse væk.

Intrigen var som at gå op ad endeløse trapper, han havde ingen overraskelsesmomenter i baghånden, og de personer der lagde så tappert ud to dage før, ville ikke holde til en avisføljeton.

“Ja, jeg trænger virkelig til at komme ud,” tænkte han.

275

Historier fra jazztiden.indd 275

18/03/13 10.49

“Jeg kunne godt tænke mig at køre ned gennem Shenan­ doah-dalen eller tage til Norfolk med damperen.”

Men begge disse indfald var upraktiske – de tog tid og krævede energi, og ingen af delene havde han ret meget af – dét der var, måtte bevares til arbejdet. Han gik manuskriptet igennem og stregede gode sætninger under med rød blyant, og efter at have puttet dem ind i et chartek rev han langsomt resten af historien i stykker og smed den i papirkurven. Så gik han rundt i værelset og røg, mens han nu og da talte til sig selv.

“Nåeee, lad os se – –” “Ja, det næste må blive – –” “Hm, lad os se – –” “Jeg er simpelt hen kørt træt – jeg skulle ikke have rørt en blyant i to dage.”

Han gennemgik afsnittet Novelleidéer i sin notatbog, indtil pigen kom og sagde at hans sekretær var i telefonen – deltidssekretær efter at han havde været syg.

“Ikke det mindste,” sagde han. “Jeg har lige revet alt hvad jeg havde skrevet i stykker. Det var ikke en pind værd. Jeg går en tur i eftermiddag.”

“Det vil være godt for Dem. Det er dejligt vejr.”

“De må hellere komme herhen i morgen eftermiddag – der er en masse post og regninger.”

Han barberede sig, og for en sikkerheds skyld hvilede han sig fem minutter før han klædte sig på. Det var spændende at skulle ud – han håbede at elevatordrengene ikke ville sige at de var glade for at se ham oppe igen, og han bestemte sig for at tage elevatoren ved bagtrappen hvor de ikke kendte ham. Han tog sit bedste tøj på, dét med jakken og bukserne der ikke passede sammen. Han havde kun købt to sæt tøj i de sidste seks år, men det var de bedste jakkesæt der kunne fås – alene jakken til dether havde kostet et hundrede og ti dollar. Eftersom han måtte have et 276

Historier fra jazztiden.indd 276

18/03/13 10.49

sted at gå hen – det var ikke godt bare at gå uden at have et sted at gå hen – stak han en tube shampoo i lommen som hans frisør kunne bruge, og også en lille flaske luminol.

“Den fuldkomne neurotiker,” sagde han da han kiggede på sig selv i spejlet. “Biprodukt af et indfald, rest fra en drøm.”

2 Han gik ud i køkkenet og sagde farvel til pigen som om han skulle til Antarktis. Engang under krigen havde han ved rent bluff udskrevet et lokomotiv og fået det kørt fra New York til Washington for at undgå at komme for sent til tjeneste. Nu stod han forsigtigt på gadehjørnet og ventede på at lyset skulle skifte, mens unge mennesker fløjtede forbi ham og flot blæste på trafikken. På hjørnet ved busstoppestedet under træerne var der grønt og køligt, og han tænkte på Stonewall Jack­sons sidste ord: “Lad os krydse floden og hvile i træernes skygge.” Meget pludseligt syntes det at være gået op for disse borgerkrigsgeneraler hvor trætte de var – Lee der skrumpede ind og blev en anden mand, Grant med hans fortvivlede memoireskriveri til sidst.

Bussen var præcis som han havde ventet – kun én mand ud over ham selv på øverste etage og de grønne grene der slog ind mod hvert eneste vindue. De blev nok nødt til at beskære de grene, og det var nu en skam. Der var så meget at se på – han prøvede at definere farven på én række huse og kunne kun komme i tanker om en gammel aftenkåbe hans mor havde haft, der var fuld af farvetoner og dog ikke havde nogen farve – den reflekterede bare lyset. Et eller andet sted spillede kirkeklokkerne Venite Adoremus, og han spekulerede på hvorfor, for der var otte måneder til 277

Historier fra jazztiden.indd 277

18/03/13 10.49

jul. Han brød sig ikke om klokker, men det havde været meget gribende da de spillede Maryland, My Maryland til guvernørens begravelse.

På universitetets fodboldbane arbejdede mænd med tromler, og en titel faldt ham ind: “Græspasseren” eller også “Græsset gror”, noget om en mand der arbejdede med en plæne i årevis og opdrog sin søn til at komme på college og spille fodbold på dén plæne. Så døde sønnen ung, og manden tog arbejde på kirkegården og sørgede for at der kom græs over sønnen i stedet for under fødderne på ham. Det var en af den slags noveller der tit bliver anbragt i antologier, men ikke hans smag – det var én stor oppustet antitese, lige så mekanisk som en ugebladshistorie og nemmere at skrive. Men mange mennesker ville synes den var storartet fordi den var melankolsk, havde noget med at grave og var enkel at forstå.

Bussen kørte forbi en bleg jernbanestation med græske søjler, livet op af dragere med blå bluser og røde kasketter som stod foran. Gaden blev smallere hvor forretningskvarteret be­gyndte, og pludselig var der piger klædt i lyst, alle sammen meget smukke – han syntes aldrig før han havde set så smukke piger. Der var også mænd, men de så alle sammen ret dumme ud, ligesom han selv i spejlet, og der var gamle udekorative kvinder, og et øjeblik efter var der også ordinære og grimme ansigter mellem pigerne; men i al almindelighed var de køn­ne, klædt i rigtige farver, hele vejen fra seks til tredive, uden spor af fremtidsplaner eller indre kampe i ansigtet, kun en ren, sødt svævende tilstand, æggende og ophøjet rolig. Et øjeblik holdt han frygtelig meget af livet og havde overhovedet ikke lyst til at opgive det. Han tænkte at det måske var en fejltagelse at han var gået udenfor så hurtigt.

Han stod af bussen mens han omhyggeligt holdt i alle gelændere og håndtag og gik en blok hen til hotellets 278

Historier fra jazztiden.indd 278

18/03/13 10.49

frisør. Han passerede et sportsmagasin og kiggede ind i udstillingsvinduet uden at blive fanget af andet end en base­ballhandske der allerede var mørk i forstærkningen i håndfladen. Ved siden af lå en herreekviperingsforretning, og her stod han et godt stykke tid og kiggede på skjorterne i dybe farver og med tern og mønstre. For ti år siden på sommeropholdene ved Rivieraen havde forfatteren og nogle andre købt mørkeblå arbejdsskjorter, og det var måske det der havde startet den mode. De ternede skjorter så pæne ud, strålede som uniformer, og han ville ønske at han var tyve og på vej til en strandklub majet ud som en Turner-solnedgang eller en Guido Reni-solopgang.

Frisørsalonen var stor, blankpoleret og parfumeret – det var flere måneder siden forfatteren var kommet ind til byen i sådan et ærinde, og det viste sig at hans sædvan­lige frisør var blevet indlagt med leddegigt; han forklarede imidlertid en anden mand hvordan shampooen skulle bruges, sagde nej tak til en avis og sad dér, temmelig lykkelig og sensuelt tilfreds ved at mærke de stærke fingre i hovedbunden, mens en behageligt blandet erindring om alle de frisørsaloner han hav­de kendt i sit liv, flød gennem hans bevidsthed.

Engang havde han skrevet en historie om en frisør. I sin tid, i 1929, havde ejeren af hans yndlingssalon i den by hvor han dengang boede, tjent en formue på tre hundrede tusind dollar efter et tip fra en lokal industrimand og skulle til at trække sig tilbage. Forfatteren havde ingen aktier i markedet, var faktisk på vej til Europa for at bo der nogle år med hvad han havde sparet sammen, og da han det efterår hørte hvordan frisøren havde mistet hele sin formue følte han sig tilskyndet til at skrive en historie, på enhver måde camou­ fleret men dog omkring en frisør der stiger til tops i verden og så går omkuld; han hørte at historien ikke desto mindre var blevet identificeret i byen og havde forårsaget en del bitterhed.

279

Historier fra jazztiden.indd 279

18/03/13 10.49

Hårvasken var til ende. Da han kom ud i vestibulen var et orkester begyndt at spille i baren på den anden side, og han stod et øjeblik i døren og lyttede. Så længe siden han havde danset, måske to aftener på fem år, og dog havde en anmeldelse af hans sidste bog omtalt ham som glad for natklubber; den samme anmeldelse havde også beskrevet ham som utrættelig. Noget ved det ord, som det lød i hans hoved, slog et øjeblik benene væk under ham, og da han følte tårer af træthed i øjnene vendte han sig om. Det var ligesom i begyndelsen for femten år siden da de havde sagt at der var “noget skæbnesvangert facilt” over hans stil, og han puklede som et dyr med hver eneste sætning for at den ikke skulle falde sådan ud.

“Jeg er ved at blive bitter igen,” sagde han til sig selv.

“Det er ikke godt, ikke godt – jeg må se at komme hjem.”

Bussen var længe om at komme, men han brød sig ikke om taxaer, og han håbede stadig at der ville falde ham noget ind på toppen af bussen når den kørte gennem de grønne blade, hen ad boulevarden. Da den omsider kom havde han noget besvær med at komme op ad trappen, men det var umagen værd, for det første han så var et par gymnasieelever, en dreng og en pige, der ganske uden generthed sad på den høje sokkel til general Lafayette-statuen, med opmærksomheden fast rettet mod hinanden. Deres isolering fra omverdenen greb ham, og han vidste at han ville få noget ud af det rent professionelt, om ikke andet så i kontrast til den voksende isolation i hans eget liv og det stadigt voksende behov for at tære på en allerede grundigt udtæret fortid. Han trængte til en ny udplantning og var sig det fuldt bevidst, og han håbede at jorden kunne tage én høst til. Det havde aldrig været den allerbedste jord, for han havde haft en tidlig svaghed for at gøre sig til i stedet for at lytte og iagttage.

280

Historier fra jazztiden.indd 280

18/03/13 10.49

Her kom hans hus – han kiggede op på sine egne vinduer på øverste etage før han gik ind.

“Succesforfatterens hjem”, sagde han til sig selv. “Gud véd hvilke guddommelige bøger han sidder og river af sig deroppe. Det må være vidunderligt at have sådan et talent – bare at sætte sig ned med blyant og papir. Arbejde når man har lyst – tage hen hvor det passer én.”

Hans datter var ikke kommet hjem endnu, men pigen kom ud fra køkkenet og sagde: “Havde De det rart?”

“Storartet,” sagde han. “Jeg tog en tur på rulleskøjter og spillede bowling og snuppede en omgang i ringen med Joe Louis og sluttede af i et tyrkisk bad. Nogen telegrammer?”

“Ingen ting.” “Åh, kom med et glas mælk til mig, vil De?” Han gik igennem spisestuen og drejede ind i sit arbejdsværelse, et øjeblik helt blændet af skæret fra sine to tusind bøger i eftermiddagssolen. Han var temmelig træt – han ville lægge sig i ti minutter og så se om han kunne komme i gang med en idé i de to timer der var til middag.

Historier fra jazztiden.indd 281

18/03/13 10.49

30MM

F. Scott Fitzgerald – forfatteren til Den store Gatsby – er en af mellemkrigstidens markante romanforfattere, men også en af det 20. århundredes største amerikanske novellister, der bedre end nogen andre fanger jazztidens hidsige puls med de pludselige omslag og dramaet under overfladen.

Novellen Det sære tilfælde Benjamin Button, som fik en renæssance med David Finchers storfilm fra 2008, foreligger her for første gang på dansk. Udvalget præsenterer også den posthume kortnovelle Tak for ilden, der blev trykt – for første gang – i The New Yorker i 2012.

Fra novellen Gensyn med Babylon

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

HISTORIER FRA

Denne bog præsenterer 11 af hans bedste noveller – udvalgt, oversat og med forord af Hans Hertel. Det er fortællinger fra de brølende 20’ere med hektisk livsudfoldelse, smukke sydstatspiger og rastløse sjæle på jagt efter succes og evig ungdom. Og det er beretninger fra 30’ernes kriseår, tømmermændenes tid, da vemoden og rodløsheden blev til tragedie og eftertænksom smerte.

F. SCOTT

Igen fejede mindet om disse dage ind over ham som et mareridt – de mennesker de havde mødt på rejserne; så mennesker der ikke kunne lægge en række tal sammen eller sige en sætning i sammenhæng.

Den lille mand som Helen havde sagt ja til at danse med ved festen på skibet, og som havde fornærmet hende ti skridt fra bordet; kvinderne og pigerne der blev båret skrigende ud fra offentlige etablissementer efter at have fået for meget spiritus eller narkotika – mændene der låste deres koner ude i sneen, fordi sneen i ’29 ikke var rigtig sne. Hvis man ikke ville have at det skulle være rigtig sne, betalte man bare nogle penge.

137mm

FITZGERALD JAZZTIDEN

215mm

90 mm

137mm

F. SCOTT

FITZGERALD

90 mm

FRANCIS SCOTT FITZGERALD (1896-1940) er en af det 20. århundredes største amerikanske forfattere – og en af jazztidens myter, dens krønikeskriver og stjerne, inkarnationen af 20’ernes gyldne tid og 30’ernes nedtur.

Fitzgerald voksede op i en middelklassefamilie i Midtvesten, kom på det prestigefyldte øststatsuniversitet Princeton og så ind i hæren, men nåede aldrig med de amerikanske tropper til Europa i det sidste år af 1. Verdenskrig. Han forelskede sig i sydstatsskønheden Zelda. Parret giftede sig, da han slog igennem som forfatter med succesromanen This Side of Paradise (1920). De to blev faste figurer i en rastløs og overeksponeret verden af charleston, hjemmebrændt spiritus, hurtige biler og åbne kufferter.

Krisen ramte familien i 30’erne – parallelt med den økonomiske nedtur efter Wall Streetkrakket. En latent skizofreni slog ud hos Zelda, og Scotts alkoholisme blev til en kædereaktion af pinligheder, sygdom, skrivekrampe og gæld, indtil han endte som glemt scriptwriter i Hollywood og døde af et hjerteslag i 1940 – kun lige fyldt 44.

Historier fra

jazztiden LINDHARDT OG RINGHOF

Fitzgerald er mest kendt for sine romaner, især Den store Gatsby (1925) og Natten er blid (1934), men novellerne fastholder også meget tydeligt “den fortabte generation”s krydsning af grådig livslyst, kynisme og desperat livslede, og Fitzgerald fik et enormt publikum gennem magasinpressen.

HANS HERTEL (f. 1939) er litteraturhistoriker og -kritiker, 1980-2009 professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet. Han er forfatter til en lang række bøger om litteraturog kulturhistorie – senest en stort anlagt biografi om Poul Henningsen.