Høstens engle

1 Gud er en kvik fyr. Det ved Temple. Hun ved det på grund af alle de tindrende mirakler, der stadig findes på den her ødelagte klode.

Som fiskene, der lyste og blinkede i det lave vand. Det var virkelig et syn, et under, der overgik alt andet, hun havde set. Det var midt om natten, da hun så det, men månen skinnede så klart, at den kastede skarpe skygger overalt på øen. Så klart, at det næsten var lysere end om dagen, fordi hun kunne se alting tydeligt uden at være nødt til at knibe øjnene sammen, som om hendes øjne var skabt til at se i mørke. Hun forlod fyrtårnet og gik ned på stranden for at se direkte på månen, og hun stod i lavvandet og lod fødderne synke ned i sandet, mens de små bølger skvulpede blidt om hendes ankler. Og så var det, at hun så den, stimen af ganske små fisk, der pilede omkring som glaskugler i en kridtcirkel, og de lyste, som var de elektriske, de fleste sølvfarvede, men også guld og pink. De kom hen og dansede rundt om hendes ankler, og hun kunne mærke deres små elektriske fiskekroppe, og det føltes, som om hun stod under månen og inde i månen på én og samme tid. Og det var noget, hun aldrig havde set før. Hun havde strejfet omkring på planeten Jorden i rundt regnet halvandet årti, men det havde hun aldrig set før.

Man kan godt påstå, at verden er gået under, og man kan også påstå, at Kains børn har fået overtaget over de gode og retfærdige, men der er noget, Temple ved med sikkerhed: hun ved, at trods det helvede, verden er forvandlet til, og uagtet den ondskab, hun selv har udøvet, og uanset den stribe af forbandede omstændigheder, der førte hende ned til den her ø og i skjul fra menneskernes samfund, så er det netop de selvsamme begivenheder, der har ført til, at hun står netop på det sted den nat i

måneskinnet, der ligner dagslys, blandt fiskene, der ligner et mirakel – og det havde hun ikke fået at se ellers.

Gud er nemlig en kvik fyr. Han sørger for, at man ikke går glip af en eneste af de ting, som det er meningen, at man skal se med sine egne øjne. * Hun sover i et forladt fyrtårn, der står på en bakketop. Det nederste rum er rundt, og der er et ildsted, hvor hun tilbereder fisk i en sort jerngryde. Den første aften, hun var der, opdagede hun en lem i gulvet, der førte ned til et koldt og klamt opbevaringsrum. Dernede fandt hun stearinlys, fiskekroge, et førstehjælpssæt, en nødbluspistol og en æske med anløbne patroner. Hun prøvede en af dem, men den virkede ikke.

Hver morgen graver hun efter jordnødder i underskoven og tjekker sine fiskenet. Hun lader sine gummisko stå i fyrtårnet, fordi hun godt kan lide fornemmelsen af det varme sand under fødderne og marehalmen mellem tæerne. De høje Florida-palmer ligner buske højt oppe i luften.

Indtørrede blade hænger ned om stammerne som en krans af knogler, der rasler i vinden.

Ved middagstid hver dag går hun op ad vindeltrappen til fyrtårnets top. Hun standser på afsatsen halvvejs for at få vejret og mærke solskinnet i ansigtet gennem det snavsede vindue. Når hun er oppe, går hun en gang hele vejen rundt på den smalle gangbro og ser først ud over det endeløse hav og så ind mod fastlandets kyst, der hvor kontinentet danner en klippespids, der rækker ud i havet. Sommetider kigger hun også på fyrlampen, der ligner en stor balje af glas, som er stillet på hovedet og dækket med tusindvis af firkantede spejle.

Hun kan se sit eget spejlbillede helt tydeligt i adskillige versioner. En hel hær af hende.

De fleste eftermiddage bladrer hun i de blade, der ikke er gået til, som hun har fundet i nogle petroleumskasser. Ordene siger hende ikke noget, men hun kan godt lide billederne. De viser steder, hun aldrig har været – velklædte folkemængder, der hylder en, der ankommer i en stor sort bil, mænd i hvide jakkesæt, der slapper af på sofaer i hjem, hvor der ikke er blodpletter på væggene, kvinder i undertøj på kridhvid baggrund.

Den hvide farve lignede et abstrakt paradis – hvor kunne noget så hvidt findes? Hvis hun havde al den hvide maling, der var tilbage i verden, hvad ville hun så ikke male over? Hun lukker øjnene og tænker over det.

Det kan godt blive koldt om natten. Hun holder gang i ildstedet og trækker sin militærjakke tæt sammen om overkroppen og lytter til vinden fra havet, der blæser højlydt gennem hendes høje hjem, som om det var en fløjte. * Måske var det snarere et varsel end et mirakel, for morgenen efter de lysende fisk finder hun liget på stranden. Hun ser det på sin morgentur rundt på øen for at tjekke fiskenettene. Det ligger på den nordligste spids af den dråbeformede ø tæt ved det lave vand.

Først ligner det en mørk skygge på det hvide sand, og hun ser det an på afstand og måler det ved at holde fingrene op til øjnene.

For småt til at være et menneske, medmindre det bukket sammen på midten eller delvist begravet. Hvilket det godt kunne se ud til at være.

Hun kigger sig omkring. Vindens leg med marehalmen laver en

fredelig lyd. Hun sætter sig ned og holder øje med skyggen og venter på, at det sker noget.

Det lavvandede område er større i dag. Det bliver hele tiden større.

Da hun ankom, virkede det, som om øen lå langt væk fra fastlandet. Hun svømmede derud med en tom rød og hvid køleboks, som hun brugte til at holde sig flydende gennem strømmen. Det er adskillige måneder siden. Øen er blevet større. På denne årstid trækker havet udad, så øen kommer tættere på fastlandet. En klippe rækker ud fra kysten på fastlandet og peger ud mod øen, og store koralformationer peger fra øen ind mod land. Som Guds og Adams fingre, og hver dag er de tættere på at røre ved hinanden, efterhånden som vandet trækker sig tilbage og bliver lavere ud for kysten.

Men her føles stadig trygt. Bølgerne slår hårdt og buldrende ind mod revet. Man ville ikke kunne komme over det uden at blive slået til pindebrænde imod stenene. Ikke endnu, i hvert fald.

Skyggen bevæger sig ikke, så hun rejser sig op og går forsigtigt hen imod den.

Det er en mand, der ligger begravet med ansigtet nedad i sandet.

Skjortefligen blafrer i vinden. Der er noget ved den måde, hans ben ligger på, med det ene knæ presset op mod ryggen, der siger hende, at hans ryg er brækket. Han har sand i håret, og hans negle er blå og flossede.

Hun ser sig om igen. Så løfter hun foden og skubber manden på ryggen med tæerne. Der sker ikke noget, så hun skubber igen, hårdere denne gang. Så begynder han at vride sig.

Der kommer dæmpede lyde fra hans strube, indestængt brummen og lave grynt. Han lyder frustreret, ikke som om han lider eller har smerter.

Hans arme begynder at bevæge sig frem og tilbage i sandet, som om han vil lave en sneengel. Og der går ligesom spasmer igennem alle hans

muskler, som når et stykke mekanisk legetøj er gået i hak og gentager de samme bevægelser igen og igen uden at kunne rette fejlen.

Maddike, siger hun højt.

En af hænderne griber ud efter hendes ankel, men hun sparker den væk.

Hun sætter sig ned ved siden af ham og læner sig tilbage med hænderne i sandet, og så placerer hun sine fødder på overkroppen og skubber til, så han ruller rundt og får ansigtet opad og efterlader et skævt vådt hul i sandet.

Den ene arm spjætter stadig, men den anden ligger inde under hans ryg, så hun holder sig på den side af ham og knæler over hans ansigt, der nu kan ses.

Kæben mangler helt, og det samme gælder et af øjnene. Ansigtet er sort og forrevet og fyldt med vabler. En hudlap på kindbenet hænger ned og er smurt ind i vådt sand, og man kan se den hvidgule knogle og brusken indenunder. Øjenhulen er fyldt med en tyk gennemsigtig væske, der er blandet med blod, som æg i ketchup. Et langt stykke tang hænger ud af næsen og giver ham et nærmest komisk udseende, som om nogen har lavet sjov med ham. Men hans relativt velbevarede ansigt ødelægges af den manglende underkæbe. Selv afskyelige ting kan se hele ud, hvis de er symmetriske, men uden den ene kæbe ser ansigtet kort og tykt ud, og der kommer noget absurd og hesteagtigt over halsen.

Hun bevæger fingeren frem og tilbage foran hans øje, og øjet ruller rundt i øjenhulen i forsøget på at følge bevægelsen, men det er ude af stand til at fokusere. Så flytter hun hånden ned til det sted, hvor munden skulle være. Han har tænder i overmunden, men de er knækkede, og der er ikke noget nedenunder at bide sammen med. Når hun sætter fingrene der,

kan hun se senerne bag tænderne arbejde i cirkulære bevægelser.

Mælkehvide knogler stikker ud der, hvor underkæben burde sidde fast, og gullige ledbånd strækker sig som elastikker, når han laver tyggebevægelser.

Hvad har du tænkt dig? siger hun. Vil du bide mig? De tider, hvor du kunne bide, er vist for længst forbi.

Hun fjerner hånden fra hans ansigt og læner sig tilbage, mens hun kigger på ham. Han får vendt hovedet om imod hende og bliver ved med at spjætte og vride sig.

Hold op med at kæmpe imod dig selv, siger hun. Din ryg er brækket.

Du kommer ingen vegne. Du er nået til vejs ende.

Hun sukker og kigger ud over klipperne og lavvandet og det hvide fastland langt borte.

Hvorfor er du kommet herud, maddike? siger hun. Mærkede du duften af pigeblod i vinden? Det kunne du nok ikke modstå. Jeg ved, at du ikke er svømmet herud. Det er du for langsom og for dum til.

Der lyder en gurglen i hans strube, og en blå krabbe smutter ud af den fritliggende ende af luftrøret og kravler væk.

Ved du, hvad jeg tror? siger hun. Jeg tror, at du prøvede at klatre over klipperne. Og så røg du ned i bølgerne og blev slået godt og grundigt til plukfisk. Det tror jeg. Hvad siger du til det?

Han har fået armen fri og rækker ud efter hende. Men fingerene når ikke helt hen til hende og skraber i stedet furer i sandet.

Du skulle have været her i nat, siger hun. Månen var så stor, at man næsten kunne nå op og plukke den ned fra himlen. Og fiskene var elektriske og svirpede rundt og rundt om mine ankler. Det var virkelig et syn. Det siger jeg dig, et sandt mirakel.

Hun kigger på det roterende øje og den skælvende overkrop.

Måske er du ikke så interesseret i mirakler. Men man kan jo godt sætte pris på et mirakel uden ligefrem at have fortjent det. Vi står alle sammen i taknemmelighedsgæld over verdens skønhed, selv de slemme af os. Måske i særdeleshed de slemme. Hun sukker dybt og længe.

Nå, men du har sikkert fået nok af at høre mig skvadre. Jeg snakker for to. Jeg lader kæften gå for os begge to, hva'?

Hun griner af sin vits, men latteren stilner af, da hun rejser sig op og børster sandet af hænderne og ser ud over vandet og ind mod fastlandet.

Så går hun hen til nogle palmer, der står længere væk fra vandet og begynder at lede i underskoven. Hun tramper og skraber med fødderne, indtil hun finder det, hun leder efter. Det er en stor sten, større end en fodbold. Det tager hende en halv time at grave den fri med en pind.

Naturen bryder sig ikke om at blive flyttet rundt på.

Hun bærer stenen ned til stranden, hvor manden ligger næsten helt stille. Da han ser hende, liver han op igen og begynder at spjætte og vride sig og lave gurglende lyde i struben.

Du er den første, der er nået herud, siger hun til ham. Det må velsagtens gælde for noget. Du er en slags Christoffer Columbus eller noget i den stil. Men med det her tidevand – skal vi vædde på, at der er flere af din slags på vej? Skal vi vædde på, at alle dine iglevenner er på vej?

Det kan der vist ikke være to meninger om.

Hun nikker og kigger ud over det lave vand igen.

Godt så, siger hun og løfter stenen op over sit hoved og hamrer den ned i hans ansigt med en våd knasen.

Armene bevæger sig stadig, men hun ved, at det kan de blive ved med i et stykke tid. Hun løfter stenen op og hamrer den ned to gange til for at være på den sikre side.

Hun lader stenen ligge som en slags gravsten og går ned til sit fiskenet, hvor hun finder en middelstor fisk. Hun tager fisken med op til fyrtårnet, hvor hun steger den over ilden og spiser den med salt og peber.

Så går hun op ad vindeltrappen til tårnets top og ud på gangbroen og ser ind mod fastlandet. Hun knæler og lægger kinden imod det kolde metalgelænder og siger: Tiden er vist inde til at rejse videre.

2 Den nat fjerner hun ved lyset fra ildstedet de ting, som hun gemte under lemmen i gulvet, da hun lige var ankommet. Køleboksen, vanddunken, pistolen med to patroner. Senere tager hun gurkhakniven og hvæssestenen med ned på stranden og sidder i sandet og hvæsser den med lange regelmæssige strøg. Hun giver sig god tid og sidder der under månen i det meste af en time, indtil hun kan smage knivbladets skarphed med tungen. Det er en god kniv, godt tredive centimeter lang og en anelse krum.

Den suser, når hun svinger den gennem luften.

Hun sover tungt den nat, men vækker sig selv lige inden daggry og samler sine ting.

Hun lægger kniven og pistolen og vanddunken og sin stråhat ind i køleboksen og trækker den ned på stranden. Så går hun op til fyrtårnet igen for at sige farvel.

Det er sørgeligt at skulle forlade sit hjem, og hun har haft det godt her. Hun føler sig lille som en ært ved siden af det høje tårn. For sidste gang går hun op ad vindeltrappen og ud på gangbroen og ser på sig selv i de tusindvis af små spejle i det grå lys. Hendes hår er langt og garnagtigt, og hun tager en snor og binder det i en knold i nakken.

Så rækker hun hånden ind i lampen og får løsnet et af de små spejle.

Hun lægger det i lommen som en souvenir fra den tid, hun har tilbragt her.

Faktisk er hun ikke særlig glad for eftertænksomhed. Der skjuler sig hemmeligheder i sindet, og hun vil ikke have, at de skal snige sig ind på hende. Men sommetider betaler det sig at mærke efter dybt inde i sig selv, også selvom man får det dårligt af at kigge ind i de mørke kroge.

Hun går ned igen og ud af fyrtårnet og lukker døren helt efter sig, så

vinden ikke kan blæse den op og rode alting rundt derinde. Det føles rart at tænke på, at det står uforandret, efter hun har forladt det.

Hun står ved bunden og lægger hovedet tilbage og kigger op til toppen.

Farvel, gode gamle fyrtårn, siger hun. Pas godt på den næste, der slår sig ned i dig, om han så er død eller levende, helgen eller synder.

Hun nikker. Det lød pænt, synes hun. Som en velsignelse eller en skåltale eller en fødselsdagslykønskning eller en begravelsestale. Hun ved, at ord besidder en kraft, der kan få dem til at gå i opfyldelse, hvis de siges rigtigt. * Nede på stranden tager hun alt sit tøj af og lægger det ind i køleboksen sammen med sine sko og alle sine andre ting og lukker låget så tæt til, som hun kan ved at hoppe på det et par gange. Hun trækker den ud i bølgerne, hvor den flyder af sig selv. Så skubber hun den af sted foran sig, til hun når ud på den anden side af brændingen.

Hun svømmer med kurs mod fastlandet og sørger for at holde sig væk fra lavvandet, så strømmen ikke trækker hende ind mod klipperne.

Hun holder fast med armene om køleboksen og sparker med fødderne, og når hun bliver træt, stopper hun og lader sig flyde og holder øje med fastlandet for at se, hvilken vej strømmen fører hende. En frisk brise fejer hen over vandoverfladen og giver hende gåsehud, men det er bedre end at forsøge at svømme midt på dagen, hvor solen står højt og brænder.

Hun ved ikke, hvor lang tid der går, men hun er ikke en hurtig svømmer, og det føles, som om der går en time, inden hun når ind til

fastlandet og trækker køleboksen op på stranden og sætter sig på en klippe og vrider saltvandet ud af håret og lader sin hud tørre i morgenbrisen.

Stranden er øde, og hun åbner køleboksen og tager en lille kikkert frem, og så går hun op ad nogle ødelagte betontrappetrin til en grusbelagt rasteplads, hvorfra man kan se ud over kysten, for at danne sig et overblik.

Der holder to biler længere nede ad vejen, og der står nogle skure et godt stykke væk. Langt borte kan hun se et par igler. De har ikke fået færten af hende, og de humper af sted på må og få. Hun holder hovedet nede og ser nærmere på de to biler. Der ene er en jeep, og den anden er en lille rød tredørsmodel. Alle hjulene ser ud til at være i orden.

Hun går ned på stranden igen og reder sit hår igennem med fingrene, og ud gennem håret får hun øje på en skikkelse et stykke oppe ad kysten.

Hun behøver ikke kikkerten, hun kan se det på måden, den humper på. En igle. Hun bliver færdig med at rede filtre ud af håret og binder det i en hestehale.

Så tager hun sit tøj ud af køleboksen og klæder sig på.

Iglen har set hende og er på vej hen imod hende, men dens fødder hænger hele tiden fast i sandet.

Hun tager kikkerten frem og ser igennem den.

Den døde kvinde er iført sygeplejeuniform. Skjorten er grøn, men bukserne er spraglede, ligesom pyjamasbukser. Temple kan ikke se mønsteret, men det kunne godt ligne slikkepinde. Hun lægger kikkerten i hylsteret, som hun putter i lommen. Så går hun tilbage til køleboksen og tager pistolen. Hun tjekker patronerne for at være sikker på, at de ikke er blevet våde. Hun tager gurkhakniven og spænder den om benet med to læderstropper.

Da hun er færdig, er sygeplejersken tyve meter væk. Hun rækker

hænderne frem imod hende. Det er et instinktivt begær. Sult, tørst, lyst, alle de grundlæggende drifter knyttet sammen i en knurrende, umættelig mave.

Temple kaster et sidste blik på sygeplejersken, så vender hun omkring og går op ad betontrappetrinene til vejen.

De andre igler er stadig langt borte, men hun ved, at de snart får øje på hende, og at et par stykker har det med at blive til flere, og snart til en hel sværm, så hun går direkte hen til bilerne og åbner døren til den røde tre-dørs. Nøglerne sidder i tændingen, men motoren er død.

Hun leder efter nøgler i jeepen, men uden held. Men der ligger en skruetrækker under førersædet, og med den kan hun fjerne motorkappen rundt om tændingen. Hun stikker skruetrækkeren ind og drejer den rundt.

Motoren hoster og starter, og målerne på instrumentbrættet vågner til live.

Godt så, siger Temple. Sig ikke, at pigebarnet her ikke er velsignet Og en halvfyldt tank oven i købet. Pas på derude, åbne vidder. Nu skal der køres bil. * Verden er stort set, som hun husker den, udbrændt og gusten, som om nogen kom forbi med en svamp og opsugede alle farverne og al fugten, så alting er gråt og knastørt.

Men hun er også glad for at være tilbage. Hun har savnet menneskeskabte byggerier, som er ret fantastiske, når man tænker over det.

De store murstensbygninger med alle de små rum og skabe og døre, som myrekolonier eller hvepsereder, når man flækker den pergamentagtige skal.

Hun var i Orlando engang, da hun var lille, og hun kan huske, at hun stod

ved foden af en mageløst høj bygning og tænkte, at det er nogle forrygende folk, der arbejder for at fremme civilisationen, og hun sparkede til bygningen med sin fod for at se, om den kunne vælte, og hun forstod, at det kunne den ikke, hverken dengang eller nogensinde.

I den første by, hun når frem til, ser hun en købmandsbutik på et hjørne og parkerer på fortovet udenfor. Det her er igleland. Der lunter maddiker rundt overalt, men ikke i en samlet flok, så der er åbenbart ikke noget, de kan jage heromkring. Og de er langsomme, nogle af dem kravler endda af sted. Intet at spise i meget lang tid, gætter hun på. Det her område er for længst afskrevet. Hun skal længere nordpå.

Men først går hun ind i købmandsbutikken. Hun ser en hel kasse af de peanutbutterkiks, hun godt kan lide, dem, der er lavet som små sandwicher med orange ostekiks. Hun river en af pakkerne op og spiser kiksene i butikken. Hun står ved vinduet og ser, hvordan iglerne langsomt nærmer sig.

Hun tænker på det, hun har levet af ude på øen.

Ikke en eneste fisk i havet kommer op på siden af de her kiks, siger hun.

Hun tager resten af kassen og en kasse colaer og nogle flasker vand og tre pakker Pringles og nogle dåser chili con carne og suppe og æsker med makaroni og ost og også nogle andre ting: en lommelygte og batterier, et stykke sæbe, hvis hun skulle få lejlighed til at vaske sig, en tandbørste og tandpasta, en hårbørste og en hel stabel skrabelodder, fordi det er sjovt at se, hvor mange gange hun ville være blevet millionær i gamle dage.

Hun kigger efter våben og ammunition bag disken, men der er intet.

Så ser hun, at iglerne er ved at komme tæt på, så hun læsser alle varerne ind på passagersædet og kører videre.

Da hun er kommet ud af byen og kører på et langt lige stykke med to spor i hver retning, åbner hun en cola og endnu en pakke peanutbutterkiks, der smager som blødt orange paradis.

Mens hun spiser, tænker hun på, hvor smart det er af Gud, at han har lavet maddikerne sådan, at de ikke er interesserede i rigtig mad, så der er rigeligt af det tilovers til almindelige mennesker. Hun kommer i tanke om en gammel vittighed, der får hende til at smile – den med maddiken, der bliver inviteret med til et bryllup. Det ender med, at der er dobbelt så meget mad tilovers, men kun halvt så mange gæster.

Hun fniser, og vejen er lang. * Hun tager kystvejen et stykke og ser halvvisne palmer og marehalm, der kommer op gennem sprækker i vejen. Så drejer hun ind i landet for afvekslingens skyld. Alligatorer. Hun har aldrig set så mange af dem før.

De ligger og soler sig på motorvejens sorte asfalt, og når hun nærmer sig, lusker de væk uden det mindste hastværk. Der er flere byer, men stadig ingen, hvor der er tegn på almindeligt liv. Hun begynder at forestille sig, at hun er det eneste menneske på planeten sammen med alle maddikerne. Det første hun ville gøre var at finde et kort og køre rundt i landet og se alle seværdighederne. Hun ville begynde i New York og så drage ud på eventyr hele vejen til San Francisco, hvor man kan køre op og ned ad de stejle bakker. Hun kunne finde en herreløs hund eller tæmme en ulv, der kunne sidde ved siden af hende med hovedet ud ad vinduet, og hun kunne finde en bil med bløde sæder og synge sange, mens de kørte.

Hun nikker. Det vil hun gøre.

Solen går ned, så hun tænder billygterne, og en af dem virker stadig, så hun kan se vejen foran sig, bare lidt på skrå. Der er lys langt borte, et skær i horisonten, som må være en by, og hun kører af sted med retning mod skæret.

Men når man er ude på landevejen om natten, begynder man at tænke grimme, ensomme tanker. Hun husker dengang for omkring fem år siden, da de kørte igennem Alabama, og Malcolm sad på sædet ved siden af hende. Hun var meget ung dengang. Det må hun have været, for hun kan huske, at hun var nødt til at skubbe sædet helt frem, og alligevel måtte hun sidde helt ude på kanten for at kunne nå ned til pedalerne. Og Malcolm var endnu yngre.

Malcolm var stille i lang tid. Han holdt af at sidde og tygge på det tyggegummi, der var for sødt efter hendes smag, og han holdt af at putte to stykker i munden ad gangen. I et stykke tid kunne hun høre ham sidde og tygge, så blev der stille, og han kiggede bare ud ad vinduet på det store sorte intet.

Hvad skete der med onkel Jackson? sagde Malcolm.

Han er væk, sagde hun. Ham får vi ikke at se igen.

Han sagde, at han ville lære mig at skyde.

Jeg skal nok lære dig det. Han var alligevel heller ikke din rigtige onkel.

For at få mindet ud af hovedet, ruller hun vinduet ned og lader vinden blæse igennem sit hår. Da det ikke virker, beslutter hun sig for at synge en børnevise, hun engang kunne udenad, og det tager hende et stykke tid at komme i tanke om hele teksten. *

Det er på et langt lige stykke landevej, at bilen går i stå, og hun ruller ind til siden og åbner kølerhjelmen for at se nærmere på den. Det er sandsynligvis benzinpumpen, men hun kan ikke sige det med sikkerhed uden at kigge efter neden under bilen, og motoren er for varm til, at man kan gøre noget lige med det første. Og hun har alligevel heller ikke noget værktøj, men hun kan se et hus et lille stykke inde fra vejen. Måske er der værktøj derinde.

Hun ser ud mod den mørke horisont og lysskæret fra byen. Det er svært at bedømme afstande om natten. Det er ikke umuligt, at hun vil kunne nå frem til fods i morgen.

Men huset. Måske er der noget derinde, der er et kig værd.

Hun har været ude af cirkulation så længe nu, at hun føler sig modig, og hun trænger også til noget, der kan distrahere hende fra alle de minder, der kommer frem om natten. Så hun spænder gurkhakniven fast til låret, sætter pistolen i bukselinningen – to skud, kun til absolutte nødstilfælde – og med lommelygten i hånden går hun op ad hjulsporet til huset, hvor hun er parat til at sparke døren ind, men det behøver hun ikke, for den står åben.

Der er en stank i huset, som hun straks genkender. Kød i forrådnelse.

Enten lig eller igler. Uanset hvad det er, minder hun sig selv om at trække vejret gennem munden og skynde sig.

Hun finder køkkenet, hvor der ligger et væltet bord og tapetet med jordbærranker hænger i laser. Der vokser lådne grågrønne mugpletter overalt i det fugtige klima. Hun åbner alle skuffer på udkig efter værktøj, men de er alle sammen tomme. Hun ser ud ad vinduet på huset bagside.

Ingen garage.

Der er en dør i køkkenet, og da hun åbner den, ser hun en trappe, der

fører ned under jorden.

Hun tøver et øjeblik og lytter efter lyde i huset, inden hun langsomt går ned ad trappen.

I kælderen er der en anden lugt, der minder om ammoniak, og lyset fra lommelygten rammer et bord midt i rummet, der er fyldt med flasker, bunsenbrændere, gummislanger og en gammeldags vægt med en lang arm, der stikker ud til siden. Nogle af flaskerne er halvt fyldte med en gul væske.

Hun har set den slags før. Et amfetaminlaboratorium. De havde kronede dage i en periode, da nogle mennesker udnyttede, at alle var optaget af iglerne.

Der står en høvlebænk op ad væggen, og hun roder rundt efter en stjerneskruetrækker og en svensknøgle eller allerhelst et sæt tænger. Hun lægger lommelygten på bordet, men den ruller og falder ned på gulvet, hvor den blinker, men den går ikke ud. Godt – hun vil nødig være tvunget til at føle sig frem på vej ud til bilen.

Men da hun vender sig om, ser hun noget, hun ikke så før. Ved siden af trappen står der et skab, og mens hun kigger på det i det svage lys fra lommelygten, springer døren op, som om nogen har kastet sig imod den indefra.

Nu mærke hun stanken af råddent kød, meget stærkere denne gang.

Den blev overskygget af lugten af ammoniak fra laboratoriet før.

De vælter ud af skabet, tre i alt, to mænd i overalls og med langt hår, og en kvinde, der ikke har andet på end en satinunderkjole, som er revet i stykker, så man kan se et indtørret bryst.

Temple har glemt, hvor slemt de lugter – blandingen af mug og råd, harsk olie og afføring. Hun ser fækalier løbe som slim ned ad kvindens ben.

De må have spist for nylig, så de har mange kræfter. Og de står mellem

hende og trappen.

Hun lægger hånden på pistolen og overvejer situationen. Hendes sidste to skud.

Det er det ikke værd.

I stedet trækker hun gurkhakniven og sparker benene væk under manden, der står forrest, så han ryger omkuld på cementgulvet. Hun svinger kniven og jager den dybt ind i den anden mands kranium. Han laver en grotesk skeløjet grimasse, inden han går i knæ. Men da hun vil trække kniven fri igen, sidder den fast i den våde knoglemasse.

Så griber kvinden hende hårdt om håndleddet. Hun kan mærke, at de skarpe negle borer sig ind i huden.

Slip hellere min arm, siger Temple.

Hun kan ikke få kniven ud af mandens kranium, så hun slipper den og ser den nu helt døde mand falde baglæns med hendes kniv i hovedet.

Kvinden læner sig frem for at tage en bid af hendes skulder, men Temple slår iglen hårdt i hovedet med en knytnæve, først én gang, så en gang til, og så en tredje gang, i et forsøg på at ryste den ud af sin instinktive adfærd.

Men nu er den anden mand kommet på benene igen og kommer hen mod hende, så hun snurrer kvinden rundt, så hun stå imellem dem, og manden støder ind i dem begge to og skubber Temple baglæns ind i høvlebænken.

Stanken er overvældende, idet de vælter ind i hende, og hendes øjne løber i vand, så hun ikke kan se.

Hun griber ud efter noget og finder en skruetrækker, som hun griber hårdt fat om og hamrer ind i mandens hals. Han slipper hende og vakler baglæns, men skruetrækkerens vinkel er forkert. Den går tværs igennem

halsen, ikke op i hjernen, så han begynder at snurre rundt, mens han gurgler og åbner og lukker munden.

Kvinden, der stadig holder Temple om håndleddet, åbner munden igen, som om hun vil tage en bid af hendes kind, men Temple snurrer hende omkring igen og slår hendes arm hårdt ind i drejebænken, så det giver et knæk og grebet om hendes arm løsner sig.

Så dukker hun sig og løber hen til liget, og med den ene fod på hans ansigt som modvægt trækker hun gurkhakniven ud med begge hænder.

Kvinden er lige bag ved hende, men det er ligegyldigt. Temple svinger kniven hårdt og rent, og klingen går lige igennem halsen og skærer hovedet af.

Den sidste mand er optaget af at gribe efter skruetrækkeren, der sidder fast i hans hals. Temple går om bag ved ham. Hans hår er langt og filtret og fyldt med afskallet maling, som om huset er smuldret oven på ham. Hun løfter kniven og jager den hårdt nedad i to hurtige hug, som hun lærte for længe siden. Det første flækker kraniet, og det andet kløver hjernen.

Hun samler lommelygten op fra gulvet, som nu er smurt ind i blod og ekskrementer. Så finder hun et rent stykke af kvindens underkjole, river det af og bruger det til at tørre gurkhakniven ren med.

Maddiketango, siger hun. Sikke et gudsjammerligt svineri. * Der findes musik i verden, men man skal lytte godt efter, for ellers går man glip af den. Som da hun kommer ud af huset, og natteluften føles vidunderligt kold mod hendes ansigt og dufter så rent som et helt nyt land.

Som om noget gammelt og støvet bliver fjernet fra en hylde for at give plads til noget splinternyt.

Det er ens sjæl, der higer efter at være på farten og opleve alting, som higer efter de afbrændte vidder, hvor de levende går under, og de døde sejrer, og de døde går under, og de levende sejrer, ligesom livets cyklus, som hun engang havde forsøgt at forklare Malcolm.

Det er naturens gang, sagde hun til ham, mens han gnaskede på et kæmpestort stykke tyggegummi, han havde gemt i kinden som et egern.

Det er naturens gang, og naturen dør aldrig. Du og jeg, vi er en del af naturen, også når vi dør.

Det handler om sjæle og himlen fra den ene horisont til den anden og stjerner, der stråler og blinker overalt, og hun beslutter sig for at tage nogle af tingene fra bilen med sig og så gå resten af vejen hen mod lysskæret i horisonten. Snart ser hun et vejskilt, og hun lyser på det med sin lommelygte, men hun kan ikke tyde bogstaverne, og de ligner ikke navnet på nogen by, hun har været i før, men tallet er 25.

Hvis byen sætter et fingeraftryk af lys på himlen, der kan ses femogtyve kilometer væk, kan det ikke være nogen helt lille by, og så er det lige et sted for hende, et sted, hvor hun kan møde nogle mennesker og høre om det sidste nye, der går for sig på Guds grønne jord og måske få en kold sodavand med isterninger i. Og femogtyve kilometer er ingenting. Det er tre, måske fire timers natligt landskab og dybe kølige tanker, men forhåbentlig ingen triste.

Hun kan være fremme til morgenmad.