Hollaendergraven

K1A,)B,A$*,#?,'' =)$8$?,B:+L 6ONPQO67R

!"#$%&'()$*+,#*,# (-.!./0123

Hollændergraven

1

2

M ONICA K RISTENSEN

Hollændergraven

Oversat af Steen Sohn

SOHN 3

Hollændergraven af Monica Kristensen Copyright © 2007 by Forlaget Press, Oslo Omslagsdesign: Christine Clemmensen Omslagsfotos: Gordon Wiltsie/Getty Images Published by agreement with Leonhardt & Høier Literary Agency A/S, Copenhagen.

Published by FORLAGET SOHN Christiansdal 64, 2610 Rødovre Sat med Optima af ansats@provinsen og trykt hos WS Bookwell, Finland Oversat af Steen Sohn Dansk oversættelse: Copyright © Steen Sohn og Forlaget Sohn 2010 Original titel: Hollendergraven udgivet af Forlaget Press, Norge, 2007 ISBN 978-87-91959-69-1 1. udgave, 1. oplag 2010 www.sohn.dk

Udgivet med støtte fra Kulturkontakt Nord.

4

Dette er en kriminalroman fra Svalbard – ikke en dokumentarisk bog. Handlingen er henlagt til halvfemserne.

Jeg har selvfølgelig hentet inspiration fra mine egne år på Svalbard, men detaljerne er underlagt bogens handling. Personerne er opdigtede, og heller ikke alle navne er i virkeligheden, som de er skrevet her. Der er for eksempel ikke nogen mening i at lede efter gravene på Fuglehuken, for de ligger længere nordpå. Sommerhuset på Skjæret ligger ikke i Krossfjorden, og heller ikke noget andet sted. Dette er en fortælling om noget, der ikke skulle være sket. Men det ved man som regel ikke, før det er for sent.

Monica Kristensen

5

6

Det slidte kontor i det gamle kraftværk var fuldt af røg. Tre mand fra driftsafdelingen i Ny-Ålesund sad bøjet over kopper med hjemmebrændt og bitter kaffe. Der var knap nok plads til møbler i rummet; en briks med laset betræk, et skrivebord, som støttede sig til den ene væg, og en kontorstol uden ryg- og armlæn. På væggene hang nogle gamle plakater fra halvtredserne og dækkede over det værste forfald. Maskinisten havde sat en elektrisk ovn op tidligere på dagen. Den gav nu knitrende lyde fra sig, mens den kæmpede mod kulden udefra. Det var tidlig morgen med måneskær, klar himmel og voldsom kulde over gletsjerne rundt om Ny-Ålesund.

Det lille forskersamfund lå så langt mod nord, som det var muligt at komme, hvis der stadigvæk skulle være nogenlunde beboelige forhold. Det var vinter, og forskerne havde pakket instrumenterne ned og var rejst fra laboratorierne for flere måneder siden. De kom ikke tilbage igen før til april eller maj.

Det meste videnskabelige arbejde foregik om sommeren. Men stedets faste stab blev tilbage og holdt den lille by i gang også om vinteren. Ingen af overvintrerne talte meget om mørketid og ensomhed. Tonen var rå, og humoren kunne være løssluppen.

Fritiden blev brugt til hytteture og snescooterkørsel.

Det var lørdag, og den officielle del af aftenen i messen var overstået. Men det var trods alt weekend og fridag dagen efter.

Beboerne samlede sig forskellige steder i bebyggelsen til en sidste dram eller to, før de vaklede hjem ud på morgenstunden.

Mange af de gamle huse i bebyggelsen stod tomme, forladt 7

efter minedriftens tid for mere end tredive år siden. Det var sket, at de tre kammerater havde forvildet sig ind i et af de huse, der tidligere havde tjent som familiebolig for en for længst afdød opsynsmand. Dér havde de tilbragt fugtige aftener blandt halvtredsermøbler, børnetøj og gamle bøger, der lugtede af mug. Men da chefen opdagede det, havde han offentlig skældt dem huden fuld. Brændevinskvoten var blevet inddraget i flere uger. Derfor havde de tre etableret sig i maskinistkontoret på det nedlagte kraftværk. Her var der så koldt og mørkt og støvet, at de foreløbig havde fået lov at være i fred.

Efter en times tid måtte maskinisten forlade det lille, livlige selskab nogle minutter. De to andre bemærkede ikke, at han rejste sig og gik ud på trappen. Toilettet lå i den anden ende af den forfaldne bygning. For at komme derhen måtte man gå gennem hallerne, hvor de støvdækkede generatorer stod. Det havde han ikke meget lyst til. Han troede ikke på spøgelser.

Men det huede ham ikke at gå gennem de mørke, kolde rum, hvor flere år gammel frost hang i skjolder ned ad væggene. Så gik han hellere ud af den lille sidedør og tissede fra den slidte trætrappes øverste trin.

Det var en rolig nat. Han vippede frem og tilbage på træskoene, som havde et usikkert greb på den isbelagte trappe.

Også i år var det koldest i marts. En voldsom kulde havde haft godt tag i byen de seneste uger. For nogle nætter siden havde temperaturen været nede på minus fyrre. Det var mildnet noget nu, men det var alligevel koldt nok til, at han var hurtig med lynlåsen.

Han blev stående og så på udsigten over træhusene i NyÅlesund. Blikket gled over horisonten en sidste gang, inden han gik ind. Øjnene fulgte fjeldenes profil, dér, hvor de blev tegnet op af månelyset. Yderst mod havet mødte isen den sorte himmel. Langt inde i fjorden glimtede det i kanten af Kongsvegen, hvor isen flød ud i havet. Gletsjerkanten var over halvtreds meter høj og umulig at komme op på med en snescooter.

8

Pisten sydover til Longyearbyen gik alligevel over gletsjeren, enten langs med stranden og over den stejle skråning op mod moræneryggene eller længere op mod fjeldene mod øst.

Lige da han vendte sig og ville gå ind, så maskinisten noget sort, som bevægede sig over havisen ude ved Blomstrandøya på den anden side af Kongsfjorden. Han havde gode øjne, men skikkelsen var langt væk. Hvis det ikke var fordi, pletten bevægede sig, ville han nok ikke have lagt mærke til noget. Han kneb øjnene sammen og skuttede sig i kulden. Den sorte plet bevægede sig hurtigt. En snescooter? Han stod stille, holdt vejret. Anstrengte sig og lyttede. Men det eneste, han hørte, var lyden af generatorerne i det nye kraftværk et stykke væk. Ellers var natten stille, ikke en vind rørte snedriverne, der lå rundt om husmurene og glitrede i kulden.

Han overvejede at gå ind og bare lade den sorte plet, der bevægede sig ude på havisen, være et ubesvaret spørgsmål. Men i stedet gik han ind i det tilrøgede rum og tog kikkerten, der hang på et søm bag døren. De to andre så op fra en ivrig samtale, men registrerede knap nok, at han gik ud igen.

Der gik nogle minutter. Så kom han ind og satte sig uden et ord på kontorstolen. Denne gang var der noget, der gjorde, at de to mænd i sofaen blev opmærksomme. Maskinisten var askegrå i ansigtet. Han havde røde ringe rundt om øjnene dér, hvor han havde presset kikkerten mod huden. Elektrikeren studsede. Både han og rørlæggeren forstod, at der var sket noget. „Der er en snescooter ude på isen. Og det ser ud, som om den er på vej mod gletsjeren.“ De to andre så afventende på ham. Det var jo lidt sært, at nogen skulle være på tur nu, midt på en kold og sort vinternat. „På havisen ved Blomstrand. Og på vej mod Kongsbreen.“ De to mænd nikkede stille. Ved kanten af Kongsbreen var der ofte store sprækker i havisen på grund af tidevandsbevægelserne – og oppe på selve gletsjeren var det ret farligt at bevæge sig rundt. Det var sket før, at folk var faldet i gletsjersprækkerne 9

og ikke var kommet levende op igen. Engang for længe siden dukkede der en gammel scooter op inde ved gletsjerkanten.

Den havde tilhørt en turist, der havde kørt rundt i området.

Egentlig gik man vel og ventede på, at turisten selv – eller det, der var tilbage af ham – skulle dukke op af isen. „Ja, det er farligt at køre rundt derude midt om natten,“ sagde elektrikeren stille. „Men det må jo være nogen fra Ny-Ålesund?

Han er sikkert stedkendt, tror du ikke?“ Maskinisten rystede på hovedet og følte sig skidt tilpas. Han vidste, at hvis han sagde mere, så ville han fortryde det. Latter og spydigheder ville følge ham vinteren igennem. Når han blev ædru, kunne det blive nødvendigt at benægte alt. Men lige nu kunne han ikke stoppe. Det måtte bare ud. „Jeg kunne se i kikkerten, at der var to af dem. Som sad på scooteren. Og ham, der sad bagpå …“ Maskinisten tog sig en heftig slurk direkte fra brændevinsflasken. „Det så ud, som om han ikke havde noget hoved. Han sluttede ved halsen.“

10

NY SIDE KAPITEL 1

Skibet Sommerens første turistskib lagde stille fra kaj i Longyearbyen med sin magre fangst af frysende passagerer på fordækket. Maskinerne gav kraftfulde drøn fra sig, og skruerne roterede i det mørke vand mellem kaj og skibsside. Agterenden gled sagte ud, og kaptajnen oppe i styrehuset smilede fornøjet ved denne demonstration af, at skibet var en ægte polarskude med sidethrustere for og bag. Passagerne klappede, som turister nu engang gør, og nogle spredte stemmer råbte et flersprogligt hurra.

De få tilskuere, der var tilbage på kajen, kunne med egne øjne konstatere, at M/S Isbjørn så godt ud – ingen synlig rust og generøst malet med mønje på siderne. Der var satset penge på istandsættelsen af skibet, det kunne alle se. Brødrene Olsen, forretningsmænd fra Tromsø med lang erfaring på Svalbard og nu også nybagte cruiseredere, gik endnu en tur rundt på kajen, mens skibet langsomt fjernede sig. De var ganske enkelt lidt stolte.

Vejret var ikke det bedste, det måtte man indrømme. I løbet af formiddagen var et lavtryk rullet ind over de arktiske øer.

Varm luft strømmede mod nord over koldt vand og is. En klæbrig, grå tåge var kommet snigende ind fra fjordens munding og dækkede for udsigten. Fra fordækket på M/S Isbjørn kunne man nu kun se Longyearbyen og fjeldene som skygger og konturer.

Sneen lå endnu pletvis og skidengrå og snavset af jord. Men vejene var snefri og fulde af søle, som klæbede sig til skosåler, 11

tøj og biler og var næsten umulig at vaske af. Juni var nok den værste måned for rejsebranchen i Arktis. Men bare skibet kom væk fra bebyggelsen, og vejret klarede op, så skulle passagererne nok blive glade.

Desværre var der alt for få passagerer til, at turen kom til at lønne sig for de to ejere af turistskibet. Kun syv personer havde meldt sig til sæsonens første „Drømmecruise i Arktis,“ de fleste var engelske. Nu stod de ved rælingen og ville ikke gå glip af sejlturen ud af Isfjorden, til trods for at vinden trængte gennem alle deres lag af tøj.

Det var stort set midaldrende mennesker, der havde valgt den billigste mulighed for en oplevelsesferie på Svalbard. Men skibet, som var en gammel hvalfanger, der var blevet pudset op til en nogenlunde acceptabel standard, havde da i hvert fald forstærket skrog til sejlads i polart farvand og var beroligende nok også bygget til hvalfangst i Antarktis. Til trods for at havisen fortsat dækkede dele af Isfjorden nordøst for Longyearbyen, sejlede skibet derfor trygt mellem isflagerne og ud mod åbent hav.

Et cruise i juni var egentlig for tidligt på sæsonen. Det havde den ene af de to brødre allerede sagt i efteråret. Men det havde ikke hjulpet. Den anden bror havde skudt flest penge i projektet. Han havde besluttet, at det var bedst at komme i gang så hurtigt som muligt, så de kunne begynde at tjene penge. Derfor havde de indrykket annoncer i norske og udenlandske aviser.

Til den yngste brors store overraskelse skulle der faktisk ikke mere til, før folk begyndte at ringe til de opgivne telefonnumre og bestille plads. Men den første tur, som startede fra Longyearbyen 19. juni, havde været svær at fylde op.

De to brødre var mere brødre, end de var venner – ofte uenige, men aldrig i skænderi. Deres skæbne var knyttet sammen af en lang række fiaskoer i erhvervslivet. De havde ikke råd til at gå hver til sit, for ingen af dem havde penge til at komme fri af de forskellige aktieselskaber, de ejede sammen. Af udseende 12

lignede de hinanden til forveksling, overvægtige, tyndt hår på runde hoveder, posede ansigter med almindelige og ufortjent tillidsvækkende smil.

Det havde været et anstrengende efterår. Havde brødrene været klar over, hvor mange certifikater og sikkerhedsklareringer, der var nødvendige for at drive turistskib på Svalbard, var de ikke gået i gang med projektet. Egentlig var de jo forretningsmænd. De havde investeret på Svalbard i en menneskealder i alt fra oliesøgning og guldgravning til et mindre flyselskab og hotelvirksomhed. Intet af dette gav for tiden noget afkast.

Deres bankforbindelser – de så sig nødsaget til at have flere – lod sig ikke længere charmere af dyre middage på Tromsøs fineste restauranter. Brødrene måtte derfor skaffe sig nogle hurtige penge. I virkeligheden skubbede de gælden foran sig, og så var det rart, at alle cruisepassagererne havde betalt hele rejsen på forskud for flere måneder siden.

Til trods for at de ikke ligefrem betalte godt og heller ikke holdt sig helt til overenskomsten, havde de fået samlet et brugbart mandskab: En kaptajn, der for længst var pensioneret, en styrmand, der var blevet fyret fra tidligere jobs på grund af skænderi med sine overordnede, en maskinist, der drak (men kun i perioder), en maskinpasser, der ikke havde certifikaterne i orden, en kok, der havde orlov fra Ny-Ålesund og bare tog med som kok og steward, fordi han havde lyst til turen, og endelig en ung, jovial matros, som der faktisk ikke var noget som helst dårligt at sige om.

Egentlig var der én for lidt til, at de var fuldtallige som beskrevet i skibscertifikatet. Derfor måtte turistguiden, som de havde hyret i sidste øjeblik, også fungere som matros og messepige.

Hun var svensk. Den ene bror så dette som en stor fordel, den anden som en katastrofe.

Turistguiden havde allerede været i Longyearbyen i to måneder. Hun havde afbrudt et udefinerbart studium ved universitetet i Stockholm på grund af pengemangel og var rejst til 13

Svalbard for at hjælpe de nye redere med at tage telefonen og booke de nye passagerer. Hun havde også fået ansvaret for at indhente de nye tilladelser til selve turistvirksomheden og eventuel landgang på steder af geografisk og historisk interesse.

Det blev Anettes ansvar at have kontakten til Sysselmandskontoret, som politimyndigheden på øgruppen hed. Det drejede sig især om en række forskrifter og miljøbestemmelser, som hun prøvede at huske nøjagtig lige så længe, møderne varede.

Hun havde mødt sysselmand Hans Berg personligt ved et tilfælde i Sysselmandskontorets reception. Hun tænkte, at det var vigtigt at gøre et godt indtryk, i tilfælde af at hun senere skulle få problemer. Derfor smilede hun så indsmigrende til ham, som hun kunne, men samtalen blev uventet kort.

Anette var lidt bange for sysselmanden. Det var hendes første år som turistguide på Svalbard, og hun ville ikke begå nogen fejl, som kunne føre til, at hun blev fyret. Jobsikkerheden var ikke stor i det nystartede rederi. Hun satte sig ned og læste om fredningsbestemmelserne på Svalbard én gang til.

Der gik ikke lang tid, fra M/S Isbjørn havde lagt fra kaj i Longyearbyen, før de frysende passagerer havde fået nok af isflager og konturer af klippeformationer i gråvejr. De gik ned fra dækket på usikre ben og ind i salonen. Nogle af dem var kommet direkte fra flyvepladsen uden for Longyearbyen og var gået om bord lige før afgang. Anette havde derfor placeret sig med en skriveblok inderst i salonen for at foretage en optælling. Turisterne, der stadig havde overtøjet på, fordelte sig i de grønne, plysbetrukne lænestole.

Turistguiden klappede i hænderne for at få ro. „Hjertelig velkommen alle sammen på dette cruise nordover langs Svalbards vestkyst,“ begyndte hun sin forberedte indledning på et lidt famlende engelsk. „Vi fra ’Arktiske Drømmerejser’ ved, at I vil få en enestående oplevelse. Jeg er jeres guide på rejsen, og I

14

kan forstyrre mig når som helst og med alle slags spørgsmål og problemer, som I måtte have.“ Hun bøjede overkroppen i et lille buk og slog ud med hænderne. „Min kahyt er 203, ud i gangen og ned til venstre.“ Skibets steward, der havde gemt sig bag en avis i en krog af salonen, smilede for sig selv. „Rart at vide,“ tænkte han.

Stewarden var veteran på Svalbard og havde overvintret på øgruppen i mere end tyve år. Det meste af tiden havde han tilbragt i Ny-Ålesund, den lille, nedlagte mineby længere nordpå.

Selv kunne han ikke tænke sig at være turist noget andet sted end under langt varmere himmelstrøg. At folk kunne finde på at betale store summer – næsten tyve tusinde pr. person, havde han hørt – for at skvulpe rundt om Svalbard i en trang båd, mente han måtte skyldes, at de ikke anede, hvad de havde begivet sig ud i.

Turistguiden fortsatte: „Lige over for mig skal ægteparret Tybring bo. Vil I rejse jer? Hr. og fru Tybring? Klara og Per Kristian?

Ja, må jeg have lov at afsløre, at I er på bryllupsrejse?“ Klara og Per Kristian rejste sig og smilede let akavet. De øvrige passagerer så forvirrede ud. Ægteparret Tybring var langt over halvtreds. „Fru Lorelei Hemming og hendes datter Ada.“ To damer iklædt henholdsvis tyk tweed og farverig goretex rejste sig og hilste med reserverede smil. „På min anden side er Roland Fox’ kahyt. Hr. Fox er en kendt fotograf fra avisen Evening Standard i London. Hvis vi spørger pænt, så vil han måske holde et lille foredrag for os på rejsen?“ Men Roland Fox så tydeligvis ikke begejstret ud ved udsigten til at skulle holde foredrag. „Og til sidst inspektør Sebastian Rose og fru Emma fra Bristol. Og er vi ikke heldige, at vi har en ægte chefinspektør fra det britiske politi om bord? Det bliver spændende! Ægteparret Rose bor længst nede ad gangen i den store dobbeltkahyt. Bare

15

sig til dem, hvis I finder et lig om bord!“ Hun fnes af sit eget forsøg på at være morsom, men passagererne kendte endnu ikke hinanden godt nok til andet and at smile forsigtigt. „Ja, så vil jeg nok en gang byde jer alle sammen velkommen om bord. Al bagagen skulle allerede være på plads, forhåbentlig i de rigtige kahytter. Og så ses vi til en velkomstdrink – en Ice Breaker, haha – her nede i salonen før middagen, som er klokken syv og serveres i messen på dækket over os. Efter middagen inviterer jeg jer her tilbage til salonen, og så vil jeg gennemgå, hvad vi skal opleve på denne fantastiske rejse i arktisk midnatssol.“ Anette smilede strålende og bukkede for den noget tøvende applaus. Hun håbede, at turisterne ville vise sig lidt mere aktive end det her, ellers ville det blive en anstrengende tur.

Idet passagererne defilerede ud på vej mod de anviste kahytter, dukkede stewarden ned bag avisen. Men han kikkede op med et lille nik, da Anette hastede forbi med ringbindet under armen. Hun var da ikke så ringe og måtte desuden regnes som en af mandskabet. Ægteparret Rose gik ind i deres kahyt og så sig om i det forholdsvist store rum. Rederiet havde sendt dem en brochure efter en nok så kortfattet samtale baseret på en annonce, fru Rose havde set i en avis. De havde valgt den dyreste løsning. Det var ekstravagant af dem at være, men for det første tog de næsten aldrig på ferie, og for det andet anså fruen det for at været lidt af et under, at hun havde fået manden med på en tur til Arktis.

Han plejede højst at strække sig til fisketure i Skotland eller en weekend i Dublin. Men Sebastian Roses sygdom for godt et år siden havde forandret meget.

Fru Emma viklede sig ud af et himmelblåt uldsjal og lagde sin nye, grå dynejakke over en stol. Hun kikkede anerkendende ind i badeværelset. Masser af plads, helt som brochuren havde lovet.

16

„Skal du ikke også have lidt tøj af?“ sagde hun og så op på sin meget højere og en hel del tyndere mand, der stadig havde den gamle, sorte oilskinsjakke på, som han stort set altid brugte, når han var udendørs. Der var ting i de jakkelommer, som havde ligget der i tyve år. Af og til – når situationen krævede det – kunne han hale en rulle sejlgarn op, eller et rustent søm eller en gammel lommekniv, og triumfere over altid at have det rette værktøj på rette tidspunkt.

Sebastian Rose undertrykte lysten til at sige til sin elskede kone, at han ikke var noget barn og derfor ikke krævede helt så megen omsorg. Men han indså, at den lille hjerneblødning, han havde haft for snart et år siden, havde skræmt hende mere end ham. Derfor sagde han bare mildt: „Din næsetip er rød.

Den lyser sikkert i mørke.“ „Vær nu alvorlig, Sebastian. Men du, hvad synes du om introduktionen? Bad vi ikke om, at de ikke skulle fortælle, at du var kriminalbetjent?“ „Jo, det var jo heller ikke det, hun sagde, den lille søde. Hun sagde, at jeg er chefinspektør hos det britiske politi. Jeg kan jo lade, som om jeg er chefinspektør i færdselspolitiet!“ Emma Rose snerpede munden sammen og tænkte for sig selv, at de, der prøvede på at forstyrre hendes mand på denne tur, skulle få med hende at bestille. Han trængte til at koble af.

Inderst inde vidste hun, at han var deprimeret. Ingen, herunder venner, kolleger og hende selv, havde evnet at få ham ud af de svære perioder efter det lange fravær fra kontoret. Han nægtede kort og godt at snakke om sygdommen.

I en kahyt længere nede ad gangen havde de to damer taget overtøjet af og var nu ved at pakke ud. Den ældste, fru Hemming, var misfornøjet med det meste – også med den introduktion, guiden havde givet dem. „Denne Roland Fox blev da rost til skyerne? Og Rose og frue blev omtalt, som var de berømtheder. Politiinspektør, tsk! Skulle det være noget specielt? Og hvorfor skal de have en meget 17

større kahyt end os? Deres er nok dobbelt så stor som vores lille hummer, og badet, det er enormt. Jeg kikkede ind i kahytten på den anden side af gangen, den er nok magen til, eftersom alt synes at være spejlvendt. Den var tom. Kunne vi ikke have fået den?“ „Helt ærligt, mor. Du må da gå ud fra, at de har betalt ekstra for at få en større kahyt!“ Ada Hemming havde, som sin mor, et halvvejs bekymret og halvvejs gnavent drag om munden. Selvom om der var tredive år og tyve kilos forskel på de to damer, så lignede deres ansigter hinanden på en måde, som kun familie og gener kan gøre det. „Jeg synes nu alligevel godt, de kunne have nævnt, at jeg er forfatter. Du ved jo, at det betyder meget for mig at samle information på stedet, når jeg forbereder mine rejseskildringer.

Og så hjælper det, hvis folk ved, hvem jeg er.“ Datteren ville aldrig kunne finde på at sige, at moren snarere var berygtet end berømt for sine unødigt detaljerede rejseskildringer. Guderne måtte vide, hvordan det lykkedes hende at overtale det lille forlag i Cambridge til at udgive dem. Datteren havde fået indtryk af, at chefen på forlaget var en af morens gamle studenterkammerater. Han havde forsikret hende om, at moren havde sin faste læserskare, som satte pris på, at alle morens oplysninger var korrekte, selvom de hverken var underholdende eller tankevækkende. „Din mor skriver ikke for dagens vulgære læs-og-smid-vækpublikum,“ havde han engang sagt med pompøs mine. „Hendes bøger hører morgendagen til. Det er kvaliteten, der tæller.

Din mor er ikke interessant, hun er præcis.“ Forbløffende nok lykkedes det de to at leve af indtægterne af bogsalget. Datteren arbejdede som morens sekretær og assisterede ved indsamling af det, moren kaldte „data.“ Men en berømt forfatter, det var hun ikke. Desuden var hendes bøger ikke oversat til skandinavisk.

Fra kahyt 202 lød der glad latter og indimellem nogle høje 18

hvin. Ægteparret Tybring var opsat på at få mest muligt ud af bryllupsrejsen. Trods dette sov Roland Fox allerede i kahytten ved siden af, med yderjakke og støvler på.

Turistguiden lyttede til lydene fra de andre kahytter og var glad for, at hun havde insisteret på, at hun skulle bo sammen med turisterne og ikke hos mandskabet foran salonen. Hun bladrede lidt i ringbindet med oplysninger om seværdigheder langs sejlruten.

En times tid senere vaklede passagererne usikkert ned ad gangen mod messen, parate til en velkomstdrink. De havde pyntet sig efter evne til den første middag om bord. Det vil sige alle undtagen Roland Fox, som stadig gik i sin grønne feltskjorte og sine kakibukser. Han agtede ikke at opgive sit omhyggeligt fremdyrkede udseende som verdenserfaren fotograf. Bordet lige inden for døren i messen passede ham godt. Kom det til lange taler, kunne han stikke af i al ubemærkethed.

Turistguiden stod ved serveringsbordet. Hun havde en hektisk rødme i kinderne og så virkelig sød ud, syntes stewarden, som stod og kikkede ud på middagsgæsterne gennem de runde ruder i svingdørene ind til kabyssen. I dagens anledning havde han komponeret en velkomstdrink med vodka, citronsodavand og lilla Bols. Isterningerne var ægte gletsjeris, de selv havde samlet op i fjorden, og som nu lå og sprækkede og knitrede i den store bowle, som Anette skænkede op fra. Hver enkelt af passagererne blev oplyst om grunden til, at terningerne sprækkede, da de hentede deres drink – nemlig det høje lufttryk i luftboblerne inde i den flere hundrede år gamle is. Lorelei Hemming fnøs. Det vidste hun allerede.

Kaptajnen trådte ind i messen og dannede sig et overblik.

Mandskabet havde spist middag en times tid tidligere, men han var sig sit ansvar bevidst. Han bar en mørkeblå Devold-sweater med lynlås i halsen. Denne trøje kom ellers kun op af skuffen ved sjældne lejligheder. Ellers holdt han på den mere uformelle 19

stil og gik i en blød og behagelig strikjakke over en T-shirt. Til styrmandens store irritation gik han også med træsko, hvilket styrmanden flere gange havde påpeget ville føre til ulykker om bord. „A very heartily welcome on board. I am Captain on this ship,“ sagde kaptajnen på så dårligt et engelsk, at passagererne først havde besvær med at identificere, hvilket sprog han talte. „Jeg håber, I vil føle jer godt tilpas om bord. Jeg har det bedste mandskab, som kan skaffes for penge, og stewarden er specialuddannet. I er for øvrigt i de bedste hænder hos Anette, som har en høj grad fra universitetet i Stockholm. De af jer, der ønsker en rundvisning i styrehuset og maskinrummet, kan melde sig, så skal jeg personlig vise jer rundt. I er i øvrigt velkomne i styrehuset når som helst, hvis I skal fotografere og se jer omkring. Men udsigten til land er bedst fra fordækket. Det er den, ja. Uden tvivl.“ Anette og passagererne klappede og tømte glassene i en festlig skål for kaptajnens tale. Stemningen steg brat. Ved middagen, en gryderet, stewarden havde kreeret ud af de rester, han havde fundet i køleskabet, blev der serveret vin og øl. Passagererne fyldtes af en behagelig velvilje over for hinanden, skibet og kaptajnen. Det gjorde ikke noget, at tågen stadig klistrede sig til skibet og landskabet. Det gjorde heller ingenting, at skibet nu rullede så meget, at man måtte lægge en slingredug på bordene. Anette så faktisk frem til lysbilledforedraget i salonen efter middagen.

Den ældste fru Hemming sad allerede klar i salonen, da turistguiden og de andre passagerer kom snublende ind under stor munterhed. Datteren Ada kendte sin mor alt for godt, og anede, hvad der ville ske. Hun var gået i kahytten med en vag undskyldning om hovedpine. Ellers var de der alle sammen.

Anette strålede af velvilje, godt hjulpet af to blå velkomstdrinks og en god del rødvin, og forklarede på stadig mere flydende engelsk.

20