hulernes_sang

hulernes sang

3. korrektur – side 1 hulernes sang samleren ordre 33928

Af samme forfatter Hulebjørnens Klan Hestenes Dal Mammutjægerne Rejsen over stepperne Folket i klippehulerne

3. korrektur – side 2 hulernes sang samleren ordre 33928

jea n m . au el

Hulernes sang På dansk ved Hanna Lützen

rom a n

Samleren

3. korrektur – side 3 hulernes sang samleren ordre 33928

Hulernes sang er oversat fra amerikansk af Hanna Lützen efter The Land of Painted Caves.

Copyright © 2011 by Jean M. Auel EARTH’S CHILDREN ® is a trademark of Jean M. Auel Published by agreement with Licht & Burr Literary Agency, Denmark Denne udgave: © Samleren/ Rosinante&Co, København, 2011 1. udgave, 1. oplag, 2011 Omslag: Anne Kragelund med illustration af: © Rob Wood / Cover illustration

by Rob Wood – Wood Ronsaville Harlin, Inc. Kort: Map illustration by Rodica Prato after Jean Auel / Inset map © Palacios after Jean Auel Sat med The Antiqua hos Christensen Grafisk og trykt hos Bookwell, Borgå ISBN 978-87-638-1643-4 – Hft. ISBN 978-87-638-1682-3 – Indb.

Printed in Finland 2011 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

SAMLEREN er et forlag i ROS I NA NTE&CO Købmagergade 62, 4. sal | Postboks 2252 | 1019 København K www.rosinante-co.dk

3. korrektur – side 4 hulernes sang samleren ordre 33928

Til RAEANN Først født, sidst nævnt, altid elsket.

Og til FRANK, som altid er der for hende, og til AMELIA og BRET, ALECIA, og EMORY, skønne unge mennesker, med kærlighed.

5

3. korrektur – side 5 hulernes sang samleren ordre 33928

6

3. korrektur – side 6 hulernes sang samleren ordre 33928

kapitel 1 Den vandrende flok fulgte stien mellem Græsflodens klare, glitrende vand og den sortstrimede kalkstensklippe, der løb parallelt med højre bred. I enkeltkolonne rundede de en krumning, hvor klippevæggen tvang dem ud mod vandkanten. Længere fremme forgrenede stien sig med et smallere spor hen mod Overgangsstedet, hvor den strømmende flod bredte sig ud i et roligere løb og blot klukkede om klipperne, der ragede op hist og her.

Før de nåede stiens forgrening, standsede en ung kvinde blandt de forreste i kolonnen brat og blev stående bomstille med store vagtsomme øjne og blikket rettet stift fremad. Hun gjorde et næsten umærkeligt hovedkast. – Se! Derhenne! hvislede hun opskræmt. – Løver!

Lederen, Joharran, løftede sin arm for at signalere til alle, at de skulle standse. Lidt fremme, et stykke efter at sporet forgrenede sig, så de nu nogle lysebrune huleløver bevæge sig omkring i græsset. Så effektivt camouflerede græsset dyrene, at havde det ikke være for Thefonas opmærksomme blik, var de måske uforvarende nået langt tættere på, før de opdagede dem. Den unge kvinde fra Tredje Grotte var usædvanligt skarpsynet, og til trods for sin unge alder var hun anerkendt for sin evne til at se godt og langt. Hendes medfødte evne var tidligt blevet bemærket, og de begyndte at træne hende, fra hun var en lille pige. Nu var hun deres bedste spejder.

Ayla og Jondalar gik med tre heste nede blandt de bageste i gruppen og så op for at finde ud af, hvad der hindrede dem i at gå videre. – Gad vide, hvorfor vi er standset, bemærkede Jondalar med sin velkendte bekymrede panderynken.

Ayla holdt nøje øje med lederen og folkene, der stod tæt omkring ham, mens hun instinktivt flyttede hånden for bedre at skærme den varme bylt, hun bar i et blødt lædertæppe fastgjort på brystet. Jonayla sov efter at være ammet, men gav sig lidt ved sin mors berøring. Ayla havde en veludviklet sans for andres kropssprog, en næsten overnaturlig evne, hun tilegnede sig som helt ung, da hun levede med Klanen. Hun vidste, at Johar­ran var urolig, og Thefona opskræmt.

Også Ayla havde et ekstraordinært skarpt syn. Og hun kunne opfatte lyde, der lå langt over det normale øres tærskel, og mærke dem, der lå 7

3. korrektur – side 7 hulernes sang samleren ordre 33928

langt under. Hendes smags- og lugtesans var også ekstra skarp, men hun havde aldrig sammenlignet sig selv med andre og var ikke bevidst om, hvor enestående hendes opfattelsesevne var. Hun var født med forstærket følsomhed på alle områder, og det havde utvivlsomt medvirket til, at hun overlevede efter tabet af sine forældre, og alt, hvad hun kendte i en alder af fem. Hendes eneste træning var de erfaringer, hun selv havde gjort sig.

Hun havde udviklet sine naturlige evner i de år, hvor hun studerede dyr, hovedsagelig rovdyr, for at lære sig at jage.

I stilheden genkendte hun den svage, men velkendte strubelyd fra løver, opfangede deres fært i den lette brise samtidig med, at hun bemærkede, at flere af folkene længere fremme spejdede mod terrænet forude.

Da hun selv kiggede efter, så hun en bevægelse. Pludselig kom de store katte, der havde været skjult af græsset, til syne. Hun kunne se to unger og tre eller fire voksne huleløver. Hun begyndte at bevæge sig fremad, idet hun med sin ene hånd tog sin spydkaster, der var fastgjort i en løkke i hendes bælte, og med den anden rakte om efter spydet, hun bar i en holder på ryggen.

– Hvor skal du hen? spurgte Jondalar.

Hun standsede. – Der er løver længere fremme, derhenne hvor stien har delt sig, svarede hun lavmælt.

Jondalar drejede sig for at se og opfangede en bevægelse, han tolkede som løver, nu da han vidste, hvad han skulle lede efter. Også han rakte ud efter sine våben. – Bliv hellere her med Jonayla. Jeg går frem.

Ayla så på sit sovende spædbarn og dernæst op på ham.

– Du er dygtig med spydkasteren, Jondalar, men der er mindst to unger og tre voksne løver. Sikkert flere. Hvis løverne tror, deres unger er i fare, og går til angreb, får du brug for hjælp og opbakning. Og du ved, at jeg er bedre end alle andre, bortset fra dig.

Han fik atter furer i panden, mens han så på hende og overvejede situationen.

– Godt ... men hold dig bag mig. Ud ad øjenkrogen opfangede han mere bevægelse og så sig tilbage. – Hvad med hestene?

– De ved, at der er løver i nærheden. Se på dem, sagde Ayla.

Jondalar kiggede. Alle tre heste, også den nye hoppeplag, stirrede opmærksomt frem for sig, tydeligvis bevidste om de store kattedyr. Jondalar rynkede igen panden. – Klarer de sig? Især lille Grå?

– De ved, at de skal holde afstand til de løver, men jeg kan ikke se Ulv, sagde Ayla. – Jeg må hellere fløjte efter ham.

– Det behøver du ikke, sagde Jondalar og pegede i en anden retning. – Han må også have fornemmet noget. Se, hvor hurtigt han løber.

8

3. korrektur – side 8 hulernes sang samleren ordre 33928

Ayla vendte sig og så en ulv komme i fuld fart imod sig. Den var et pragtfuldt dyr, større end de fleste, men en skade fra en kamp med andre ulve havde efterladt ham med et bøjet øre, der gav ham et pudsigt flabet udseende. Hun gav dyret det særlige tegn, hun brugte, når de jagede sammen. Ulven vidste nu, at han skulle holde sig nær og være opmærksom på hendes mindste bevægelse. De hastede tavse og foroverbøjede fremad mod de forreste i kolonnen og gjorde sig umage for ikke at tiltrække sig unødig opmærksomhed.

– Godt, I er her, sagde Joharran lavmælt, da han så sin bror og Ayla med ulven dukke stilfærdigt op med deres spydkastere i hånden.

– Ved I, hvor mange der er? spurgte Ayla.

– Flere end jeg først troede, sagde Thefona, der prøvede at skjule alle tegn på frygt. – I starten mente jeg, at der var tre eller fire, men de bevæger sig omkring i græsset, og nu tror jeg, at der kan være ti eller endnu flere.

Det er en stor flok.

– Det får dem til at føle sig overlegne, sagde Joharran.

– Hvor kan du vide det fra? spurgte Thefona.

– De ignorerer os.

Jondalar vidste, at hans mage havde erfaring med de store kattedyr.

– Ayla kender til huleløver, sagde han. – Måske skal vi spørge hende, hvad hun mener. Joharran nikkede i hendes retning og stillede lavmælt spørgsmålet.

– Joharran har ret. De ved, at vi er her. Og de ved, hvor mange de er, og hvor mange vi er, sagde Ayla og tilføjede: – Jeg tror, de opfatter os som en hjord af heste eller urokser, og de regner måske med at kunne udskille et enkelt svagt individ. De må være nye her i området.

– Hvorfor tror du det? spurgte Joharran. Ayla overraskede ham ofte med sin store viden om firbenede jægere, og af en eller anden grund var det også ved disse lejligheder, han særligt bed mærke i hendes usædvanlige accent.

– De kender ikke noget til os, det er derfor, de er så trygge, fortsatte Ayla.

– Hvis der var tale om en flok, der levede nær mennesker og havde oplevet selv at blive jaget, tror jeg ikke, at deres adfærd ville være så afslappet.

– Jamen, så burde vi måske give dem noget at bekymre sig om, sagde Jondalar.

Joharran rynkede panden på næsten nøjagtig samme måde, som hans højere men yngre bror gjorde. Det gav Ayla lyst til at smile, men trækningen viste sig som regel i alvorlige situationer, hvor et smil var alt andet end passende. – Måske var det klogere bare at undgå dem, sagde den mørkhårede leder.

9

3. korrektur – side 9 hulernes sang samleren ordre 33928

– Det tror jeg ikke, sagde Ayla og så beskedent ned. Det faldt hende stadig svært at erklære sig uenig med en mand i en større forsamling, især en leder. Selv om hun vidste, at det var helt acceptabelt blandt Zelandonifolket – nogle af lederne her var trods alt kvinder, deriblandt engang også også Joharrans og Jondalars mor – sad det dybt i hende, at sådan en opførsel ikke var blevet tolereret i Klanen, hvor hun blev opfostret.

– Hvorfor ikke? spurgte Joharran, hvis panderynken nu blev til en skulen.

– De befinder sig for tæt på Tredje Grotte, sagde Ayla stilfærdigt. – Der vil altid være løveflokke i nærheden, men begynder de først at føle sig hjemme, slår de sig ned her og vil se et bytte i alle, der kommer for tæt på, især børn og gamle folk. De vil udgøre en fare for dem, der lever ved Klippen ved de to floder og andre nærliggende grotter, deriblandt Niende.

Joharran trak vejret dybt og så på sin lyshårede bror. – Din mage har ret, og det har du også, Jondalar. Det er nok bedst at lade de løver få at føle, at de ikke er velkomne til at slå sig ned så tæt på vores hjem.

– Det vil være en god ide at bruge spydkastere, så vi kan jage fra sikker afstand. Flere af jægerne her har trænet med dem, sagde Jondalar. Det var præcis til sådan noget som dette, at han havde glædet sig til at komme hjem og demonstrere våbnet, han havde udviklet. – Det bliver måske slet ikke nødvendigt at dræbe nogen, men blot såre et par stykker for at lære dem at holde sig på afstand.

– Jondalar, sagde Ayla stille. Hun samlede sig for at lade ham vide, at hun var uenig eller for i det mindste at påpege, hvad han burde overveje.

Hun var ikke bange for at sige sin mening til ham, men hun ønskede at gøre det på en respektfuld måde. – Det er sandt, at spydkasteren er et meget godt våben. Ved hjælp af den kan man kaste et spyd fra meget længere afstand end håndkast, og det gør det sikrere at jage. Men sikrere betyder ikke helt sikkert. Ethvert såret dyr er uforudsigeligt. Men en såret huleløve, der er vild af smerte, kan finde på hvad som helst. Hvis du gerne vil bruge dit våben mod løverne, bør det ikke kun være for at såre, men for at dræbe.

– Hun har ret, Jondalar, sagde Joharran.

Jondalar skulede til sin bror, men smilede dernæst fåret. – Ja, hun har, men farlige eller ej så piner det mig at skulle dræbe en huleløve, hvis jeg på nogen måde kan undgå det. De er så smukke, så smidige og graciøse i deres bevægelser. Huleløver har ikke meget at frygte. Deres styrke giver dem selvtillid. Han så hen på Ayla med et blik fuldt af både stolthed og kærlighed. – Jeg har altid tænkt, at Aylas huleløvetotem passede perfekt til hende. Forlegenheden ved at afsløre sine stærke følelser fik farven til 10

3. korrektur – side 10 hulernes sang samleren ordre 33928

at stige op i hans kinder. – Men jeg mener virkelig, at dette er en lejlighed, hvor spydkasterne kan komme os til gode.

Joharran havde bemærket, at gruppen var stimlet tættere sammen om dem. – Hvor mange blandt os er i stand til at bruge sådan en? spurgte han sin bror.

– Tja, der er dig og mig, og selvfølgelig Ayla, sagde Jondalar og begyndte at se rundt på de andre i gruppen. – Rushemar har øvet sig meget med den og er efterhånden blevet ret god. Solaban har haft travlt med at lave elfenbenshåndtag til værktøj for nogle af os og har ikke øvet så meget, men han behersker det grundlæggende.

– Jeg har prøvet en spydkaster et par gange, Joharran. Men jeg har ikke en selv, og jeg er ikke særlig god til det, sagde Thefona. – Et spyd kan jeg dog stadig kaste.

– Det er også sandt, Thefona, sagde Joharran. – Næsten alle kan håndtere et spyd uden en spydkaster, også kvinder. Det skal vi ikke glemme.

Så henvendte han sig til hele gruppen: – Vi må lade de løver vide, at dette ikke er et godt hjemsted for dem. Alle, som vil gå med ud efter dem, enten med spyd som håndvåben eller med kasteren, kommer herhen.

Ayla begyndte at løsne sit spædbarns bæretæppe. – Folara, vil du passe på Jonayla for mig? spurgte hun og gik hen til Jondalars lillesøster. – Altså, hvis ikke du hellere vil med ud og jage huleløver.

– Jeg har været med til klapjagter, men jeg har aldrig været særlig god med et spyd, og jeg er vist ikke meget bedre med en spydkaster, sagde Folara. – Jeg skal nok tage mig af Jonayla. Den lille var nu helt vågen, og da den unge kvinde rakte armene ud efter spædbarnet, var hun helt tilfreds med at komme over til sin faster.

– Jeg skal nok hjælpe hende, sagde Proleva til Ayla. Joharrans mage havde også en spæd pige i bæretæppe, ikke mere end et par dage ældre end Jonayla, samt en rask dreng på seks år at holde øje med. – Jeg synes, vi skal se at få alle børnene væk herfra, måske om bag den fremskydende klippe eller helt op til Tredje Grotte.

– Det er en rigtig god ide, sagde Joharran. – Jægerne bliver her, resten af jer går tilbage, men gå langsomt. Ingen pludselige bevægelser. Vi vil gerne have de huleløver til at tro, at vi bare bevæger os lidt rundt på stedet som en hjord af urokser. Og når vi deler os i to grupper, gælder det for alle i hver gruppe om at holde sig tæt sammen. De vil sikkert prøve at gå efter enhver, der kommer til at strejfe væk fra de andre.

Ayla vendte sig om mod de firbenede jægere og så mange årvågne løveansigter stirre i retning mod dem. Hun studerede løverne, der bevægede sig omkring, og hæftede sig ved det enkelte dyrs særlige kendetegn, 11

3. korrektur – side 11 hulernes sang samleren ordre 33928

hvilket gjorde det muligt for hende at tælle dem. Hun betragtede en stor hun vende sig dovent om – nej, det var en han, opdagede hun efter at have set den bagfra, hvor kønsdelene blev synlige. I et kort øjeblik havde hun glemt, at huleløver her på egnen ikke havde store manker. Hannerne blandt de huleløver, som levede nær hendes dal i øst, deriblandt den, hun kendte ret godt, havde faktisk noget behåring omkring hoved og hals, men dog kun sparsomt. Dette er en stor flok, tænkte hun, langt flere, end man kan tælle på to hænder, hvis man regner ungerne med.

Mens hun stod og så på, gik den store løve endnu et par skridt tilbage mod bevoksningen og forsvandt fuldstændig af syne i græsset. Det var overraskende, så effektivt de høje tynde strå kunne skjule dyr, der var så store.

Selv om tænder og skelet hos huleløverne – kattedyr, der holdt til i huler, hvor deres efterladte knogler blev bevaret for eftertiden – havde samme form som deres sene efterkommeres, der en dag ville strejfe omkring på det fjerne sydlige kontinent, var disse løver en halv gang, ja somme tider dobbelt så store. Deres vinterpels var tyk og så lys, at den næsten var hvid, hvorfor den udgjorde en praktisk camouflage i sneen for disse rovdyr, der jagede året rundt. Om sommeren var deres pels stadig lys, men dog i en mere gyldenbrun nuance. Nogle af løverne fældede stadig og var derfor temmelig tottede og brogede at se på.

Ayla så efter gruppen af hovedsagelig kvinder og børn, der fjernede sig fra jægerne og styrede tilbage mod klippen, de havde passeret, sammen med et lille hold beskyttere udpeget af Joharran, unge mænd og kvinder med kasteklare spyd i hænderne. Så blev hun opmærksom på, at hestene var blevet mere urolige, og tænkte, at hun ville prøve at berolige dem. Hun gav Ulv tegn til at følge med hen til hestene.

Whinney virkede glad for at se både hende og Ulv, da de nærmede sig. Hoppen var ikke det mindste bange for ham, selvom han i realiteten var lige så dødbringende et rovdyr som løverne, for hun havde set Ulv vokse op, fra han var en spæd uldtot, og havde endda hjulpet med at opdrage ham. Men Ayla havde et problem. Hun ville have hestene til at gå tilbage bag den fremspringende klippevæg sammen med kvinderne og børnene. Hun kunne give Whinney mange kommandoer med ord og tegn, men hvordan hun skulle give hoppen besked på at følge de andre, og ikke hende, havde hun intet tegn for.

Vinder vrinskede, da hun nærmede sig, og det var tydeligt, at han var den mest opskræmte. Hun hilste kærligt på den brune hingst, hvorefter hun klappede og kløede den unge skimlede hoppeplag for til sidst at gå hen og slå armene tæt omkring den gulbrune hoppes stærke hals, 12

3. korrektur – side 12 hulernes sang samleren ordre 33928

hendes eneste ven gennem de første ensomme år, efter at hun forlod Klanen.

Whinney lænede sig ind mod den unge kvinde og lagde hovedet hen over Aylas skulder. Sådan stod de lidt sammen i deres sædvanlige tillidsfulde samhørighed. Hun talte til hoppen med en blanding af Klan-håndtegn, ord og imiterede dyrelyde – et særligt sprog, hun havde udviklet med Whinney, fra den var føl, længe før Jondalar lærte hende at tale sit sprog. Ayla bad hoppen gå med Folara og Proleva. Uanset om hesten forstod det eller bare vidste, at det var tryggere for hende og hendes føl, var Ayla lettet, da hoppen begyndte at trække sig tilbage til klippen sammen med de andre mødre, da hun udpegede retningen for den.

Vinder, derimod, var nervøs og ubeslutsom, og det blev ikke bedre, da hoppen fjernede sig. Selv om hingsten nu var fuldvoksen, var den stadig stærkt knyttet til sin mor, hvilket også var mærkbart, når Ayla og Jondalar red sammen. Men denne gang tøvede han med at følge hende. Han dansede, kastede med hovedet og vrinskede skingert. Jondalar hørte det og drejede sig omgående mod hingsten og sin kvinde for at slutte sig til dem. Den unge hest hilste ham med en anderledes lavmælt og fortrolig vrinsken. Jondalar tænkte, at Vinder jo nu havde to hopper i sin lille flok og derfor nok mærkede en begyndende beskyttertrang. Manden talte til den og beroligede den ved at klø den de steder, den godt kunne lide at blive kløet. Så gav han den besked på at følge med Whinney og understregede det med et klask på bagparten. Det var nok til at få Vinder af sted i den rigtige retning.

Ayla og Jondalar gik tilbage til jægerne. Joharran og hans to nærmeste venner og rådgivere, Solaban og Rushemar, stod tæt sammen i midten af den gruppe, der var tilbage. De var ikke så mange længere.

– Vi har diskuteret, hvordan vi bedst håndterer jagten, sagde Joharran, da parret sluttede sig til dem. – Jeg er ikke sikker på, hvilken strategi vi skal bruge. Skal vi omringe dem? Eller drive dem i en bestemt retning? Lad mig sige det på denne måde: Jeg ved, hvordan man jager byttedyr til føde: hjort, bison, urokse og endda mammut. Jeg er også gået ud med andre jægere for at dræbe de få løver, der nogensinde er kommet for tæt på lejren, men løver er ikke dyr, jeg er vant til at jage, og da slet ikke en hel flok af dem.

– Siden Ayla kender til løver, lød det fra Thefona, – så lad os høre hendes mening.

Alle vendte blikket mod hende. De fleste havde hørt historien om den sårede løveunge, hun havde taget til sig og opfostret, til han var fuldvoksen. Da Jondalar fortalte dem, at løven adlød hendes kommando ligesom Ulv, troede de ham.

13

3. korrektur – side 13 hulernes sang samleren ordre 33928

– Hvad mener du, Ayla? spurgte Joharran.

– Kan I se, hvordan løverne holder øje med os? Det er nøjagtig, ligesom vi ser på dem. De betragter sig selv som jægerne. Det vil nok overraske dem at blive bytte til en forandring, sagde Ayla og tænkte sig lidt om, før hun fortsatte: – Jeg mener, at vi bør blive sammen som gruppe og gå direkte imod dem, mens vi råber og taler højt. Det er værd at se, om det alene kan få dem på tilbagetog. Men vi må holde spyddene parate, hvis en af dem beslutter at gå til angreb, før vi selv beslutter os for at gøre det.

– Skal vi bare marchere direkte mod dem? sagde Rushemar skeptisk.

– Måske vil det virke, sagde Solaban. – Hvis vi holder os tæt sammen, kan vi altid hjælpe hinanden.

– Det lyder som en god plan, Joharran, sagde Jondalar.

– Den er ikke værst, og jeg kan godt lide tanken om, at vi holder sammen og dækker hinanden, sagde lederen.

– Jeg går i spidsen, sagde Jondalar. Han løftede sit spyd, der allerede var klargjort i spydkasteren. – Jeg kan hurtigt få et spyd i luften med den her.

– Det er jeg ikke i tvivl om, Jondalar, men lad os vente, til vi alle er nær nok til at kunne sigte ordentligt, sagde Joharran.

– Selvfølgelig, sagde Jondalar. – Og Ayla vil sørge for at give mig rygdækning, hvis der skulle ske noget uforudset.

– Godt, sagde Joharran. – Vi har alle brug for en partner, en, som kan støtte dem, der kaster først, i tilfælde af, at de rammer forbi, og løven fortsætter direkte mod os i stedet for at flygte. Partnerne afgør selv, hvornår det er nødvendigt at gøre udfald, men det vil skabe mindre forvirring, hvis alle venter på signal, før nogen kaster.

– Hvad er signalet? spurgte Rushemar.

Joharran tav lidt, før han sagde: – Hold øje med Jondalar. Vent, til han kaster. Det skal være vores signal.

– Lad mig være din partner, Joharran, tilbød Rushemar.

Lederen anerkendte ham med et nik.

– Jeg har også brug for rygdækning, sagde Morizan. Han var søn af Manvelars mage, kunne Ayla huske. – Jeg ved ikke rigtig, hvor god jeg er, men jeg har øvet mig på det.

– Jeg kan dække for dig. Jeg har trænet med spydkasteren.

Ayla vendte sig mod lyden af den kvindelige stemme og så, at det var Folaras rødhårede veninde, Galeya, der havde meldt sig.

Jondalar vendte sig også for at se. – Det er en god måde at komme ind på livet af sønnen til et overhoveds mage, tænkte han og sendte Ayla et blik for at se, om hun også havde opfattet det.

14

3. korrektur – side 14 hulernes sang samleren ordre 33928

– Jeg kan være Thefonas partner, hvis hun synes, sagde Solaban. – Jeg bruger jo bare et spyd, ligesom hende, ikke en spydkaster.

Den unge kvinde smilede lettet over at have en mere moden og erfaren jæger tæt ved.

– Jeg har trænet med en spydkaster, sagde Palidar. Han var en ven af Tivonan, lærling hos første handelsmand, Willamar.

– Vi kan være partnere, Palidar, sagde Tivonan. – Men jeg kan kun bruge et spyd.

– Jeg har faktisk heller ikke trænet så meget med kasteren, indrømmede Palidar.

Ayla smilede til de unge mænd. Som Willamars lærling i handelsfaget ville Tivonan utvivlsomt blive Niende Grottes kommende første handelsmand. Vennen Palidar var fulgt med Tivonan tilbage, efter at han havde aflagt hans grotte et besøg på en kort handelsrunde, og Palidar var også den, der fandt stedet, hvor Ulv var endt i et grufuldt slagsmål med andre ulve, og førte hende derhen. I hendes øjne var han en god ven.

– Jeg er ikke nået så langt med den kaster, men jeg kan da håndtere et spyd.

Det er Mejera, og hun er akolut hos Zelandonien fra Tredje Grotte, sagde Ayla til sig selv og huskede, at den unge kvinde var en af dem, som var med første gang, hun gik ind i den dybe Fontæneklippe for at lede efter Jondalars yngre brors elan i et forsøg på at hjælpe den videre til åndeverdenen.

– Alle har allerede valgt en partner, så det lader til, at vi er tilovers. En ting er, at jeg slet ikke har prøvet spydkasteren, jeg har faktisk aldrig set, hvordan den bruges, sagde Jalodan, Morizans fætter og søn af Manvelars søster, der besøgte Tredje Grotte. Han havde tænkt sig at rejse med dem til Sommerstævnet, hvor han ville slutte sig til sin egen Grotte.

Sådan blev det. Tolv mænd og kvinder ville jage et tilsvarende antal løver; dyr med overlegen hurtighed, styrke og brutalitet. Rovdyr født til at jage svagere bytte. Ayla begyndte at blive tvivlrådig, og hun mærkede en kuldegysning af pludselig frygt. Hun gned sine arme og følte gåsehuden på dem. Hvordan kunne tolv sårbare mennesker overhovedet få den tanke at angribe en flok løver? Men så fik hun øje på det andet rovdyr, hendes rovdyr. Hun gav tegn til ham, at han skulle blive hos hende og tænkte ... tolv mennesker – og Ulv. – Godt, så er det nu, sagde Joharran. – Hold jer tæt sammen.

De tolv jægere fra Zelandoni-folkets Tredje og Niende grotte satte taktfast af sted med kurs direkte mod flokken af robuste kattedyr. Deres spyd havde skarpe flintespidser eller sandslebne rundede elfenbenskanter.

15

3. korrektur – side 15 hulernes sang samleren ordre 33928

Nogle havde spydkastere, der kunne få et spyd til at flyve over en meget længere distance, med større kraft og hastighed end et spyd kastet med håndkraft, men det enkle håndkastede spyd havde før været tilstrækkeligt til at nedlægge en løve. Dette ville blive en prøve af Jondalars våben, men mest af alt en prøve af jægernes mod.

– Forsvind med jer, råbte Ayla da de begyndte at gå. – Vi vil ikke have jer her.

Flere andre tog hendes kampråb op med variationer og lod løverne vide, at de skulle forlade stedet.

I begyndelsen nøjedes kattene, unge såvel som gamle, med at se dem nærme sig. Så begyndte nogle af dem at bevæge sig omkring og søge tilbage i græsset, der var et effektivt skjulested. Men de dukkede op igen, usikre på, hvad situationen krævede. De dyr, der først trak sig tilbage med unger, dukkede op igen uden dem.

– De ved vist ikke, hvad de skal mene om os, bemærkede Thefona inde fra midten af den fremskridende jægerflok, hvor hun begyndte at føle sig lidt mere tryg end i starten. Men så lød der en snerren fra en stor han; det gav et sæt i jægerne, og de standsede brat op.

– Nu gælder det om ikke at tøve, sagde Joharran og fortsatte stålsat.

De fulgte ham. Deres formation var blevet lidt løsere i kanten, men de sluttede op og genfandt takten. Alle løverne var nu i bevægelse, nogle vendte tilbage i det høje græs, men den store han snerrede igen og begyndte rumlende at tage luft ind til et brøl uden at vige en tomme. Flere andre store kattedyr sluttede op omkring ham. Ayla opfangede en lugt af frygt blandt sine egne, og hun var ikke i tvivl om, at løverne også havde fået færten af det. Hun var selv bange, men frygt var noget, som mennesker kunne overvinde.

– Vi må vist hellere holde os klar, sagde Jondalar. – Den han ser ikke glad ud, og han har forstærkninger.

– Kan du ramme ham på denne afstand? spurgte Ayla. Hun hørte en række rumlende strubelyde, der plejer at være starten på et løvebrøl.

– Det tror jeg, sagde Jondalar. – Men jeg vil gerne tættere på, så jeg kan være helt sikker på mit sigte.

– Jeg er heller ikke sikker på, hvor godt mit sigte er fra denne afstand.

Vi må nærmere, sagde Joharran og fortsatte med at gå fremad.

Jægerne sluttede sig mere sammen og fortsatte, stadig under kampråb, selv om Ayla syntes, det lød mere og mere usikkert, jo nærmere de kom.

Huleløverne blev stille og anspændte, mens de betragtede den fremmede flok nærme sig med en adfærd, der på ingen måde mindede om byttedyrs.

16

3. korrektur – side 16 hulernes sang samleren ordre 33928

Og så, ganske pludseligt, skete en masse på en gang.

Den store hanløve brølede rædselsvækkende højt så tæt på. Dernæst kastede den sig fremad i løb. Da den var ganske nær, parat til at springe, slyngede Jondalar sit spyd mod den.

Ayla havde holdt godt øje med hunnen ved dens side. I det øjeblik, Jondalar gjorde udfald med spydkasteren, var hunløven allerede i spring fremad for at overfalde ham.

Ayla lænede sig tilbage og sigtede. Hun mærkede med selvfølgelighed bagsiden af spydkasteren med det fæstnede spyd løfte sig, da hun slyngede spyddet af sted. Det var så naturlig en ting for hende, at kastet nærmest var en forlængelse af hendes egen krops bevægelser. Hun og Jondalar havde brugt våbnet under deres årelange rejse tilbage til Zelandoni-folkets land, og hendes teknik var nu så indarbejdet, at den var instinktiv.

Hunløven var på højden af sit spring, men Aylas spyd ramte den, før den nåede halvvejs. Spidsen nåede sit mål nedefra og borede sig ind i halsen på den store kat med øjeblikkelig dræbende virkning.

Kvinden greb hurtigt endnu et spyd fra sit kogger og smækkede det på plads i spydkasteren, mens hun kastede et blik omkring for at orientere sig. Hun så Joharrans spyd suse gennem luften, hurtigt efterfulgt af endnu et. Hun bemærkede Rushemar stå i en stilling, der afslørede, at også han netop havde gjort et kast. Endnu en stor hunløve faldt. Endnu et spyd fandt sit mål, før rovdyret landede, men der kom en hunløve mere i hælene på den første. Ayla kastede et spyd og så, at en anden havde gjort ligeså, kun et øjeblik før hende.

Hun rakte bagud efter endnu et spyd og sikrede sig, at det var placeret rigtigt: Spidsen, der var vedhæftet et kort træskaft beregnet på løsgørelse fra det lange spydskaft, var godt på plads, og hullet i enden af det lange skaft fastholdt krogen bagest på spydkasteren. Hun kastede igen et blik omkring sig. Den store han var nedlagt, men bevægede sig, blødende men stadig i live. Hendes hunløve blødte også, men lå ubevægelig.

Løverne var nu på vild flugt ind i sikkerhed af det skærmende græs, mindst én efterlod sig et blodspor. De menneskelige jægere samlede sig, så sig omkring og lyste op i glade miner.

– Jeg tror, vi klarede det, sagde Palidar, mens et smil bredte sig på hans ansigt.

Han havde dårligt nået at tale færdig, da Ulvs kampberedte knurren fangede Aylas opmærksomhed. Ulven spurtede væk fra sin menneskeflok af jægere med Ayla i hælene. Den svært blødende hanløve var på benene og på vej til at angribe dem igen. Med et brøl sprang han imod sine fjender. Hun kunne næsten føle hans raseri, og hun forstod ham.

17

3. korrektur – side 17 hulernes sang samleren ordre 33928

Samtidig med at Ulv var nået helt hen til løven og placerede sig i angrebsposition mellem Ayla og det store kattedyr, slyngede hun sit spyd, så hårdt hun kunne. Ud ad øjenkrogen så hun et spyd, der blev kastet på samme tid. De to våben nåede deres mål næsten simultant med et tydeligt hørbart dunk, og dunk. Både løven og ulven faldt sammen i en klump.

Ayla udstødte et gisp, da hun så dem falde, begge badet i blod. Hun var skrækslagen for, at Ulv skulle være såret.

18

3. korrektur – side 18 hulernes sang samleren ordre 33928