Mine 15 måneder som gidsel i Somalia
AMANDA LINDHOUT SARA CORBETT
HUSET I HIMLEN
Til min mor og mine to fædre & Kathrine Porterfield
Huset i Himlen.indd 3
24/01/14 11.09
Huset i himlen Amanda Lindhout og Sara Corbett
På dansk ved Stig W. Jørgensen
Gads Forlag
Huset i Himlen.indd 1
24/01/14 11.09
I det nedbrændte hus spiser jeg morgenmad. Forstår I: det er ikke noget hus, der er ikke nogen mad, men her er jeg. – Margaret Atwood, fra ”Morning in the Burned House”
Huset i Himlen.indd 4
24/01/14 11.09
Prolog
V
i gav husene navne, de huse, de anbragte os i. Nogle af dem opholdt vi os i igennem flere måneder, andre steder var vi kun få
dage eller timer. Der var Bombefremstillingshuset og derpå Det elektriske hus. Siden kom Flugthuset, en lav betonbygning, hvor vi nogle gange hørte skud uden for vinduerne og andre gange en mor, der sang for sit barn med dæmpet og sødmefuld stemme. Da vi slap ud af Flugthuset, blev vi i huj og hast flyttet til Det kitschede hus og ind i et soveværelse med blomstret sengetæppe og en spejlkommode med hårlak og cremer linet op i snorlige rækker. Det var et sted, hvor vi – at dømme ud fra lyden af den vrede, overbebyrdede kvinde, der jamrede ude i køkkenet – ikke burde være.
Når vi blev bragt fra hus til hus, foregik det i anspændt tavshed og
som regel i nattens mest stille timer. Vi sad på bagsædet af en Suzuki-stationcar, drønede ud ad brolagte veje og svingede ud på bløde sandspor i ørkenen, forbi ensomt udseende akacietræer og mørke landsbyer, uden nogen sinde at ane, hvor vi var. Vi passerede moskéer og natbasarer med lys i kæder og mænd, der drev kameler, og grupper af højrøstede drenge, nogle med maskinpistoler, forsamlede om bål ved vejkanten. Hvis nogen havde kigget, ville de ikke have bemærket os: Vi havde fået tørklæder om hovedet, og vores ansigter var blevet dækket til, ligesom vores bortførere tildækkede deres – så det var umuligt at vide, hvem eller hvad nogen af os var.
De huse, de valgte til os, var oftest forladte bygninger i afsides lands5
Huset i Himlen.indd 5
24/01/14 11.09
byer, hvor vi alle sammen – Nigel, jeg, de otte unge mænd og den midaldrende anfører, som bevogtede os – ville forblive usynlige. Alle disse steder befandt sig bag låste porte og var omkranset af høje mure af beton eller bølgeplader. Når vi kom til et nyt hus, fumlede anføreren med sit nøglebundt. Drengene, som vi kaldte dem, styrtede ind med deres geværer og fandt egnede rum at lukke os inde i. Så udpegede de, hvor de skulle sove, bede, urinere, spise. Nogle gange gik de ud og sloges med hinanden i gården.
Der var Hassam, som var en af markedsdrengene, og Jamal, der over-
øsede sig med eau de cologne og dagdrømte om den pige, han ville giftes med, og Abdullah, der bare ville sprænge sig selv i luften. Der var Yusuf og Yahya og Unge Mohammed. Der var Adam, der ringede til min mor i Canada og skræmte livet af hende med sine trusler, og Gamle Mohammed, der tog sig af pengene, og som vi gav øgenavnet Donald Trump. Der var ham, vi kaldte Skids, som en aften kørte mig ud i ørkenen og så upåvirket til, mens en anden mand holdt en savtakket kniv op mod min hals. Og endelig var der Romeo, som var blevet optaget på universitet i New York, men først gerne ville giftes med mig.
Fem gange om dagen bøjede vi os alle sammen ned på gulvet og bad,
mens vi hver især klyngede os til en hemmelig drøm, en personlig vision om det uopnåelige paradis. Jeg spekulerede nogle gange på, om det ville have været nemmere, hvis Nigel og jeg ikke havde været kærester engang, hvis vi i stedet for bare havde været to kolleger, der ikke kendte hinanden uden for arbejdet. Jeg kendte det hus, han boede i, den seng, han sov i, hans søsters ansigt, hans venner derhjemme. Jeg havde en fornemmelse af, hvad han savnede, hvilket fik mig til at føle alt dobbelt.
Når skudsalverne og mortérilden mellem de stridende militser om-
kring os bragede for voldsomt eller kom for tæt på, læssede drengene os ind i stationcaren igen, foretog et par opringninger og fandt et nyt hus.
Nogle huse indeholdt spøgelsesagtige efterladte genstande fra den
ukendte familie, der havde boet der – et stykke legetøj glemt i et hjørne, en gammel gryde, et skimlet, sammenrullet tæppe. Der var Det mørke hus, hvor der skete de mest forfærdelige ting, og Junglehuset, der lod til at ligge langt ude på landet, og Det gode hus, der næsten var som en stor 6
Huset i Himlen.indd 6
24/01/14 11.09
villa, og hvor det en kort stund føltes, som om det hele var ved at blive bedre.
På et tidspunkt blev vi flyttet til en lejlighed på første sal midt i en by
nede sydpå, hvor vi kunne høre biler tude i hornet og muezzinen, der kaldte folk til bøn. Vi kunne lugte gedekød, der blev grillet på en gadesælgers spyd. Vi hørte kvinder sludre løs, når de gik ind og ud ad butikken neden under os. Nigel, der var blevet mager og havde fået skæg, kunne kigge ud ad vinduet fra sit værelse og se en smal stribe af Det Indiske Ocean som en fjern turkis strimmel. Det føltes som både en beroligelse og en hån, at vandet, ligesom kvinderne i butikken og bilerne, var så tæt på. Hvis det nu lykkedes os at slippe væk, stod det ikke klart, om vi ville kunne få hjælp eller bare blive fanget endnu en gang af nogen, der opfattede os på samme måde som vores nuværende bortførere – ikke bare som fjender, men som fjender, der var penge værd.
Vi var en del af en desperat, beregnende international transaktion.
Vi var en del af en hellig krig. Vi var en del af et større problem. Jeg afgav løfter til mig selv om, hvad jeg ville gøre, hvis jeg slap ud. Tage min mor med ud at rejse. Gøre noget godt for andre mennesker. Sige undskyld. Finde kærligheden.
Vi var tæt på og samtidig uden for rækkevidde, gemt af vejen for ver-
den. Det var dér, at jeg til sidst begyndte at tro, at jeg aldrig ville komme til at fortælle denne historie, at jeg ville blive udvisket, en krusning på vandoverfladen, der pludselig er borte. Jeg var overbevist om, at vi – skjult dybt inde i Somalia, dette gådefulde og hærgede land – aldrig ville blive fundet.
7
Huset i Himlen.indd 7
24/01/14 11.09
16. Fanget
S
enere fortalte de mig, at de havde holdt øje med hotellet. De vidste, at vi var der. De vidste ikke, præcis hvem de ville fange, men
de var klar over, at der var udlændinge på hotellet. Det, der skete, var planlagt i det omfang, den slags nu kan planlægges. Våbnene var blevet gjort klar, der var blevet hyret mænd og sørget for et sted at føre os hen bagefter. De vidste, at vi kom, og havde lagt fælden. Måske var det en fætters fætter, der gav dem et tip. Måske var det synet af vores nyvaskede firehjulstrækker, der drønede rundt i den gamle by, som fik folk til at stille spørgsmål og spekulere på, om vi kunne gøre dem rige. Der var helt sikkert nogen, der var blevet lovet kontanter – en chauffør, en hotelansat, en vagt – til gengæld for et praj om, hvor de fremmede skulle hen den dag. Nogen – hvem ved vi ikke – angav os.
Nigel vågnede den morgen – lørdag den 23. august – og iførte sig en
lyserød paisleyskjorte og et par designerjeans. Vi havde sovet ude på hver sin kant af dobbeltsengen på hotellet. Vi var begge to pirrelige. Han sendte en e-mail til sin kæreste i Skotland. Jeg var blevet ringet op af den amerikanske journalist i Bagdad, som jeg havde haft en affære med. Selv om Nigel og jeg absolut ikke dannede par mere, havde vi heller ikke fundet ud af, hvordan vi skulle være venner.
Men vi forsøgte i det mindste at være kolleger. På vores første to en
halv dag i Somalia havde vi kun set lidt af det, vi havde håbet på. Vi var hæmmet af de sikkerhedsmæssige hensyn og ventede på, at den canadiske flåde skulle ankomme med fødevareforsyninger. Vi havde besøgt den 130
Huset i Himlen.indd 130
24/01/14 11.09
gamle by, en af de få relativt sikre dele af Mogadishu, hvor forladte villaer fra den italienske kolonitid smuldrede i varmen med tomme swimmingpools som mindesmærker over en bedre fortid. Vi havde været henne på et hospital, hvis stuer var overfyldt med skudofre og amputationspatienter. For hvert skridt vi tog, hver eneste gang vi steg ud af bilen, fulgte vores hyrede vagter lige i hælene på os med deres kalasjnikov-rifler over skulderen, ikke fuldstændig uinteresserede, men heller ikke just agtpågivende.
Den kraftige sol bagte allerede ind gennem vinduerne, og hanerne
galede udenfor, da jeg så Nigel vikle et lilla tørklæde om halsen og række ud efter sine overdimensionerede pilotsolbriller med sølvstel og blå linser. Han skulle af sted med Abdi for at møde en ugandisk minerydderenhed. Jeg havde besluttet at blive på hotellet. Med jævne mellemrum hørte vi en mortér hvisle gennem luften og eksplodere på temmelig tæt hold.
”Det er ikke dit alvor, vel?” sagde jeg.
”Hvad er problemet?”
”Du kan ikke gå ud klædt sådan der, Nigel. Ikke sammen med afrikan-
ske soldater. Det kan du bare ikke.”
Der var engang, hvor jeg satte pris på Nigels kærlighed til stærke far-
ver og designerjeans, men det, han havde på nu, vidnede snarere om hans manglende erfaring. Han sendte mig et tilintetgørende blik og tog tørklædet og solbrillerne af, men lod resten af tøjet være, som det var. Nedenunder afsluttede Ajoos en telefonsamtale og fortalte os, at mortérerne slog ned nær den ugandiske base ved lufthavnen. Han mente, at minerydning med de ugandiske soldater ”ikke var nogen god idé” for Nigel den formiddag, men han lovede at foretage nogle flere opringninger for at se, om vi kunne besøge flygtningelejren uden for byen, hvor vi gerne ville have været dagen forinden. Lejren blev drevet af en kendt somalisk læge ved navn Hawa Abdi, en kvindelig gynækolog i tresserne, der havde åbnet en lille sundhedsklinik på sin families landejendom tilbage i 1980’erne. Da borgerkrigen begyndte i 1991, lod hun mennesker, der var fordrevet af kampene, bo på sin jord, og havde nu noget i retning af halvfems tusind somaliere boende på og omkring sin ejendom. 131
Huset i Himlen.indd 131
24/01/14 11.09
Dr. Hawa var en helt. Trods chikane og trusler fra al-Shabaab havde hun udvidet klinikken til et hospital med tre hundrede sengepladser, og hun drev også et sundhedsoplysningsprogram for kvinder. Hendes to døtre havde forladt Somalia for at studere medicin og var vendt tilbage for at hjælpe hende med arbejdet. Jeg var begejstret ved udsigten til at interviewe dem.
”Om en halv time kan jeg fortælle jer, om det er sikkert at tage der-
hen,” sagde Ajoos til os og tog sin telefon igen. ”Jeg må bede jer vente.”
Dr. Hawas jord lå omkring tyve kilometer vest for, hvor vi opholdt os,
lige uden for bygrænsen ved det, der blev kaldt Afgoye-vejen. De første tretten kilometer af vejen lå inden for selve Mogadishu og blev beskyttet, så meget som noget i byen nu kunne beskyttes, af regeringens tropper. Hverken den føderale overgangsregering eller de fredsbevarende styrker fra Den Afrikanske Union havde nogen indflydelse eller støtte uden for byen. Når vi forlod Mogadishu, drog vi ud i det vilde vesten, det militskontrollerede Somalia. De to TFG-soldater, der havde fungeret som vores bodyguards de sidste par dage, var villige til at ledsage os til bygrænsen, til udkanten af deres territorium, men så heller ikke længere, forklarede Ajoos. Derefter ville vi være nødt til at hyre nye vagter, der ikke havde tilknytning til regeringen. Det ville koste os yderligere 150 dollar.
Et par opringninger senere havde Ajoos arrangeret det hele. Han hav-
de sørget for nye vagter, der ville møde os på vejen nogle kilometer efter den sidste TFG-kontrolpost. Ud over Abdi og vores chauffør ville vi få ekstra eskorte den dag, sagde han – sikkerhedschefen i dr. Hawas lejr, som var på vej til Hotel Shamo for at møde os.
Logistikken lød fin. Og desuden, hvad havde vi at sammenligne med?
Det var ikke jo sådan, at jeg kunne sige: Nu skal I høre, sidst jeg kørte ind i et område, hvor de islamiske militser kæmper mod de uniformerede soldater, gjorde vi sådan her …
Jeg pakkede rygsækken til turen. Mit kamera. En vidvinkellinse. Et
ekstra hukommelseskort. Min iPod. En lille notesbog. To kuglepenne. Noget læbepomade. En hårbørste. Et par flasker vand. Jeg havde et par jeans på og en grøn tanktop og et par lædersandaler, jeg havde købt i Kenya. Oven på det tog jeg den tunge somaliske abaya, som Ajoos havde 132
Huset i Himlen.indd 132
24/01/14 11.09
lånt til mig af sin svigerinde – sort polyester, ligesom en lang præstekjole – og et dystert sort hovedtørklæde til at dække mit hår, ligesom jeg havde de andre dage, når jeg trådte ud af hotellet.
Robert og Pascal fra National Geographic forlod lobbyen omkring
tyve minutter før os og satte sig ind i en anden firehjulstrækker med deres egne TFG-lejesoldater. Som sædvanlig tog Ajoos med dem. De skulle også vestpå ad Afgoye-vejen, på en noget mere farlig køretur end vores – ad samme vej, men videre gennem militsområderne for at besøge kystbyen Merka. De havde taget ekstra forholdsregler og hyret et ekstra sikkerhedskøretøj med yderligere vagter.
Jeg var ikke særlig opmærksom, da vi rullede ud ad Hotel Shamos
port. Jeg følte mig nærmest i trance den morgen. Det var noget, jeg havde lært om arbejdet som journalist: Man tænder og slukker. Der var så mange timer, hvor man virkelig skulle være vågen og på vagt, tage hensyn til alle de små ting, finde de givtige synsvinkler, stille spørgsmål, tage notater og hele tiden prøve at være et skridt foran. Den tid, man tilbragte med at sidde i biler, var derimod tid, hvor man kunne lukke ned.
De gader, vi kørte igennem, var nu mere velkendte og mindre rysten-
de, end de havde været to dage tidligere. Den herre, der var kommet fra dr. Hawas lejr for at eskortere os – en ældre mand i hvid skjorte og en sarong i somalisk stil, og som ikke talte engelsk – havde insisteret på at køre. Vores normale chauffør sad kilet ind i midten oppe foran med Abdi på yderpladsen. Nigel og jeg havde bagsædet for os selv, og de to TFGsoldater sad omme bagi.
Vejen ud af Mogadishu var bred og brolagt. Vi bumpede hen over
huller og kørte forbi udbombede grå bygninger. Vi passerede kvinder, der solgte bananer og mangoer, og mænd, der trak vogne læsset med madolie og brænde. Efter en rundkørsel kørte vi langsomt gennem et par af regeringens kontrolposter. Det tyndede ud i trafikken. Himlen fulgte med os udenfor. Mine tanker svævede væk fra, hvor jeg var. Jeg tænkte på min mor, der var flyttet til British Columbia og havde fået arbejde på et bageri. Hun havde lydt glad, sidst vi talte sammen. Det var sommer i Canada. Folk grillede bøffer og svømmede i kølige søer. Tanken om det derhjemme var behagelig. For at komme hjem på besøg ville 133
Huset i Himlen.indd 133
24/01/14 11.09
jeg blive nødt til at sælge nogle historier. Jeg tog mit kamera op af rygsækken, tændte det og løb gennem billederne fra de foregående dage. Der var nogle gode billeder af landskabet, herunder nogle af en katolsk katedral, som italienerne havde bygget i 1920’erne, og som for nylig var blevet raseret af bomber. Jeg havde taget en række billeder inde i en af Den Afrikanske Unions tanks, både af de etiopiske soldater og deres udsyn til gaden. Nu hvor vi nærmede os bygrænsen, passerede vi flygtninge, der skyndte sig langs vejen – familier på vej vestpå, væk fra byens belejrede gader. Jeg kunne se vidtstrakte lejre, beboelser lavet af presenninger strakt ud over grene, der var blevet bøjet som buer. Det lignede en flåde af både med lasede sejl. Minibusser på rute mellem Afgoye og Mogadi shu kørte i begge vejbaner. Der hang en tåge af gult støv i luften. Vi standsede ved den sidste regeringskontrolpost, hvor flere dusin uniformerede soldater sad i skyggen under et stort telt. Nogen åbnede bilens bagsmæk. Vores TFG-vagter steg ud uden et ord. Chaufføren rullede ruden ned og råbte noget på somalisk til de aftrådte soldater, og inden for få sekunder kørte vi videre, ind i en kort strækning ingenmandsland, der adskilte regeringsområdet fra militsområdet.
Vejen drejede væk fra kontrolposten. På forsædet talte Abdi i sin mo-
biltelefon. Jeg kiggede på flere fotografier – en række, jeg havde taget af Nigel, der gemytligt spillede bold med nogle børn i den gamle by – da jeg mærkede bilen sænke farten. Jeg antog, at vi standsede for at møde vores nye vagter. Jeg løftede ikke engang hovedet. Ved siden af mig var Nigel selv optaget af sit kamera. Men atmosfæren i bilen ændrede sig; luften virkede pludselig elektrisk. De tre somaliere på forsædet mumlede. Jeg kiggede op og så en mørkeblå Suzuki stationcar holde på den modsatte side af vejen. Jeg så en person stå foran vores bil, en mand med et gevær og hoved, næse og mund svøbt i et rødternet tørklæde, den slags, mujahedin-krigere bruger overalt i verden. Hans mørke øjne stod frem. Geværet pegede direkte mod forruden.
Abdi slog over i engelsk. ”Det her kan være et problem,” sagde han.
Flere banditter dukkede frem bag den parkerede Suzuki og omrin-
gede vores bil med hævede geværer – omkring tolv stykker i alt. 134
Huset i Himlen.indd 134
24/01/14 11.09
Jeg håbede straks, at det var et røveri. Noget, der ville være hurtigt
overstået, hvor de tog alting og så forsvandt igen.
Nogen åbnede bagdøren, og varmen sivede ind i den airconditione-
rede kabine. Folk råbte på somalisk, mandestemmer. Abdi og de to andre mænd på forsædet blev hevet ud og skubbet ned i grøften ved vejkanten. Jeg så Nigel stige ud. En mand med tørklæde råbte ind i ansigtet på mig. Jeg kunne se svedperler løbe fra hans tildækkede pande ned forbi næsen. Han så ung ud. Jeg rakte armene i vejret – som jeg havde set det hundreder af gange på film – og fik manøvreret mig ud i det blændende sollys.
Skete det i virkeligheden? Hvordan kunne det være virkeligt?
Netop da fik jeg øje på en forbipasserende, en kvinde, der svævede
forbi os som et spøgelse, på vej hen mod en vejskæring. Hun kiggede og lod være med at kigge, prøvede at lade, som om hun ikke havde set os, og hendes hovedtørklæde flagrede bag hende, da hun skyndte sig videre. Hun gik lige frem uden at se sig tilbage en eneste gang. Det begyndte at gå op for mig, at det, der skete, var virkeligt. Bagfra skubbede nogen mig hen mod grøften. Jeg knælede først og faldt så ned i sandet ved siden af Nigel, der allerede lå på maven ved siden af Abdi og de to andre. Jeg bredte arme og ben ud til siderne, ligesom de andre havde gjort.
Der blev stille. Nogen gennemsøgte tilsyneladende vores bil. Ud af
øjenkrogen kunne jeg se et geværløbs munding pege direkte mod mit hoved omkring tredive centimeter fra mig. En sær ro sænkede sig over både krop og sjæl. Jeg var sikker på, at vi ville blive skudt.
Banditterne råbte ad os igen. Vi blev hevet op at stå. Abdi, Nigel og jeg
blev viftet tilbage i firehjulstrækkeren. Jeg blev lettet over at se, at en af de bevæbnede mænd rodede i Nigels rygsæk. Så var det alligevel et røveri, tænkte jeg. De ville tage vores ting og så lade os slippe.
Tre af banditterne sad nu på forsædet. Vi sad fire – Nigel, Abdi, mig og
en anden af de bevæbnede mænd – på midtersæderne. Jeg kunne høre nogle flere kravle ind omme bagi. Jeg var ikke sikker på, hvad der var sket med de to andre – vores chauffør og sikkerhedsmanden fra flygtningelejren – men resten af os sad stuvet tæt sammen og trak vejret anstrengt. Det føltes, som om der kun var meget lidt ilt tilbage, og den lugtede af sved og frygt. Min rygsæk lå nede ved mine fødder med mit dyre kamera 135
Huset i Himlen.indd 135
24/01/14 11.09
i. Hvornår ville de tage det? Hvorfor havde de ikke bedt om vores tegnebøger? Manden på førersædet drejede tændingen. Bilmotoren satte i gang, og vi accelererede og lagde os lige bag Suzukien, der havde lavet en hurtig U-vending og nu kørte lige foran os. Vi drønede et minuts tid ud ad den asfalterede vej og lavede så et brat højresving ind på en grusvej uden nogen afmærkning.
For helvede. Panikken steg op i mig. Vi var på vej uden for kortet. Vi
drønede hen over kratbevoksede, rødbrune bakker og ramlede skuldrene sammen og fik kastet hovederne tilbage, når vi veg uden om tornede træer og kørte lige hen over buske uden at følge nogen form for vej. For hvert øjeblik der gik, vidste jeg, at vi hastigt bevægede os længere og længere væk fra steder, hvor nogen kunne finde på at lede efter os. Jeg svedte kraftigt under min abaya. Jeg kunne mærke mine jeans klæbe til benene.
”Abdi,” sagde jeg, ”hvad foregår der?” Min stemme lød højt og bæ-
vende.
”HOLD MUND!” råbte en af mændene på forsædet. Jeg noterede mig,
at han talte engelsk.
Desperat efter beroligelse prøvede jeg en gang til, stadig i et skingert
tonefald. ”Hvad sker der, Abdi? Er der noget galt? Du er nødt til at svare mig. Er alting okay?”
”Ti stille,” sagde Abdi lavmælt, men bistert. Der var intet betryggende
ved det. Han var ikke mindre skrækslagen, end vi var.
Jeg tænkte på min mobiltelefon i rygsækken. Jeg havde Ajoos’ num-
mer skrevet ned på en side i min notesbog, der også lå i rygsækken. Men hvordan skulle jeg få fat i den? Og hvad skulle jeg sige? Jeg så mig over skulderen og så et gevær rettet mod mit hoved og bag geværet en dreng, der holdt det. Hans tørklæde havde løsnet sig om ansigtet. Hans kinder var runde af hvalpefedt, og hans øjne lyste af skræk, da han mødte mit blik. Han holdt akavet på våbenet, som om han aldrig havde prøvet det før. Han så ikke ud til at være en dag over fjorten. Mens vi drønede videre gennem ørkenen, blev der råbt en ordre oppe fra forsædet. Den mand, der sad omme hos os, knurrede noget på somalisk og rakte håndfladen frem. Abdi oversatte. Han ville have vores telefoner. Selvfølgelig. Mit hjerte sank som en sten. Jeg afleverede min 136
Huset i Himlen.indd 136
24/01/14 11.09
telefon, og Abdi afleverede sin. Jeg regnede med, at Nigel havde haft sin i tasken, som de allerede havde taget. Jeg så til, mens manden slukkede for dem.
Vi bremsede slingrende op i et fladt, øde område og holdt ved siden
af Suzukien. En mand i civil påklædning trådte ud fra førersiden og gik hen og åbnede min dør. Han havde et sort-hvidt tørklæde viklet pænt om skuldrene, men hans ansigt var udækket. Han var glatbarberet og i midten af tyverne, med kraftige øjenvipper, et opmærksomt udtryk og let fremstående fortænder. Da han lænede sig ned for at se på os, fæstnede han blikket på mig.
”Hej,” sagde han på afslappet engelsk i et beroligende tonefald, som
om han bød mig velkommen til en restaurant. Han udviste ingen interesse for Nigel. ”Jeg hedder Ahmed.” Han udtalte det Ock-med. ”Vær venlig at følge med.”
Ahmed vinkede mig ud af firehjulstrækkeren – kun mig. Han skilte
os ad. Jeg vendte mig ikke og så på Nigel, af frygt for at jeg ville afsløre min panik. Jeg var i forvejen ene kvinde blandt omkring seksten mænd. Nu førte de mig væk fra min eneste sikre forbundsfælle. Jeg var nødt til at lade, som om det ikke betød noget. Jeg fulgte roligt med Ahmed hen til den parkerede Suzuki, og han viste mig ind på bagsædet. En maskeret mand satte sig ind ved siden af mig. Der sad yderligere to mænd med geværer bag mig. Ingen rørte ved mig, men de var så tæt på, at jeg kunne mærke fugten fra deres kroppe. Bilen drønede igen fremad og lavede hjulspind i sandet.
Hvorhenne lærer vi den kliché om, at man kan redde livet ved at
snakke? At det er nødvendigt at minde skurkene om, at man er et menneske? Jeg havde en idé om, hvad jeg skulle gøre. Jeg koncentrerede mig om Ahmed, som sad oppe foran ved siden af chaufføren. Han sad med den ene arm hen over sædet og halsen drejet, så han kunne se på mig. Han smilede som en fisker, der havde fået noget stort på krogen.
Så roligt jeg kunne, gav jeg mig til at tale. Jeg fortalte Ahmed, hvad
jeg hed. Jeg fortalte ham, at jeg var fra Canada, et land, som mange somaliere var indvandret til. Jeg sagde, at jeg var journalist. At vi var på vej til en flygtningelejr for at være med til at fortælle historien om Somalia. 137
Huset i Himlen.indd 137
24/01/14 11.09
Jeg sagde, at jeg allerede elskede Somalia, at det var et fantastisk smukt land. Jeg prøvede at lyde oprigtig, endda lidt ungpigeagtig. Jeg prøvede forsigtigt at give det en politisk drejning. For første gang nogen sinde var jeg taknemmelig over, at jeg havde tilbragt de måneder med at arbejde for iranerne, for gode gamle mr. Nadjafi i Teheran havde lært mig noget om at give ordene en drejning, så de lød mindre vestlige og mere islamiske. ”Besættelsen af dit land gør mig meget trist,” sagde jeg til Ahmed. Jeg henviste til etiopierne og uganderne, de kristne, de udefrakommende. Jeg tilføjede, at jeg havde arbejdet for en islamisk tv-station i Bagdad.
Ved siden af mig på bagsædet sad en mand, jeg senere skulle finde ud
af, hed Ali. Hans ansigt var svøbt i et lilla tørklæde, og man kunne se hans øjne gennem en smal sprække. Hvor Ahmed virkede venlig, næsten som en ligemand, virkede denne fyr – ud fra den smule, jeg kunne se af ham – forhærdet og nedrig. Han så nøje på mig. ”Du er kristen?” sagde han på stift engelsk.
Det var et tungtvejende spørgsmål. Jeg vidste fra mine rejser, at det i
fromme muslimers øjne generelt var bedre at tilhøre ”bogens folk” – at være kristen eller jøde – end ikke at have nogen religion overhovedet.
”Ja,” sagde jeg til ham. ”Men jeg nærer dyb respekt for islam.” Jeg
holdt en pause for at se, hvordan det ville blive modtaget.
Ahmed betragtede mig igen. Han smilede på ny, på en måde, der gav
mig en smule håb. ”Søster,” sagde han, ”du skal ikke bekymre dig. Der sker dig ikke noget. Der er ikke noget problem. Inshallah.” Om Gud vil, betød det. Han tilføjede: ”Vi er soldater i den islamiske hær. Vores anfører vil gerne stille jer nogle spørgsmål. Vi tager jer med til vores base. Vi tror, I måske er spioner.”
Jeg kunne mærke frygten stikke i min hals. Journalister blev ofte be-
skyldt for at være vestlige spioner. Jeg prøvede at blive ved med at snakke. Jeg plaprede nu, opregnede hvert eneste islamiske land, jeg havde været i, som om det skulle bringe mig mere inden for i varmen. Der hang et tæppe af gyldenbrun pels hen over det midterste forsæde. ”Hvad er det for noget pels?” sagde jeg med et latterligt forsøg på at lyde afslappet. ”Hvilket dyr stammer det fra?”
Ahmed ignorerede spørgsmålet. Han tastede et nummer på sin mo138
Huset i Himlen.indd 138
24/01/14 11.09
bil og sagde et par ord. Nogle minutter senere standsede bilen op igen. Bagdøren blev åbnet, vagten på min venstre side steg ud, og Nigel, der så bleg ud, blev ført hen fra firehjulstrækkeren bag os og satte sig ind. Han trak vejret så kraftigt, at han var tæt på at hyperventilere. Vagten smuttede ind ved siden af ham, så vi blev klemt sammen.
”Nigel,” sagde jeg i et muntert tonefald og slog ud med hånden mod
forsædet, idet bilen gav sig til at trille igen, ”dette er vores broder Ahmed. Disse mænd er soldater. Ahmed har lovet, at der ikke vil ske os noget ondt.”
Jeg var godt klar over, at jeg lød som en vanvittig skolelærer. Jeg udtalt
ordene omhyggeligt og smilede anstrengt og overdrevent. Nigel lavede spørgende øjne til mig. Jeg lavede øjne tilbage til ham og vidste ikke helt, hvad det var, vi sagde til hinanden, men jeg var i det mindste lettet over, at vi var sammen.
Inde i mit hoved rasede en kamp mellem det rationelle og det irratio-
nelle. En del af mig mente, at dette blot var en misforståelse, at vi ikke var velkomne i dette område med vores prangende hotelbil og vores hvide hud, og vi ville få en slags påtale fra militsen om at holde os inden for vores grænser og så blive sendt tilbage til byen. På den anden side set vidste jeg tilstrækkeligt fra mine ophold i Irak og Afghanistan og fra nyhedshistorierne fra disse steder til at være klar over, at vrede ekstremister gerne halshuggede deres fjender. Jeg var ikke sikker på, hvilken af disse tanker der var mest fornuftsstridig.
Hver gang bilen kørte over et bump, ramte et geværløb mit hoved
bagfra. Jeg var overbevist om, at slaget før eller siden ville få geværet til at gå af. ”Broder Ahmed,” sagde jeg, ”kunne du være så venlig at bede soldaten om at fjerne geværet fra mit hoved? Jeg har ingen våben. Jeg udgør ingen fare for jer, og det skræmmer mig.”
Ahmed sagde noget på somalisk til soldaten bag mig. Han fjernede
geværet, men kun lidt. Jeg bemærkede, at Ahmed havde et guldur på. Jeg opfattede også en antydning af sødt lugtende eau de cologne fra hans udstrakte arm.
Jeg prøvede at tænke strategisk, at forestille mig den samtale, vi ville
have med den islamiske anfører, der ventede på os, spekulerede på, hvad 139
Huset i Himlen.indd 139
24/01/14 11.09
jeg kunne sige for at overbevise ham om, at vi ikke var spioner – at de burde tage vores ejendele og sende os tilbage til Mogadishu. Mogadishu virkede nu nærmest som et hjem, et sted, der var værd at længes efter. Jeg forestillede mig anføreren gennemrode vores tasker, inspicere vores ting. Så kom jeg til at tænke på vores kameraer, de snesevis af billeder, vi havde taget af Afrikanske Unionstropper og TFG-vagter på patrulje i Mogadishu. Forekomsten af de billeder kunne give det indtryk, at vi var allieret med de vantro, at vi var på den forkerte side i den hellige krig. Det eneste, de behøvede at gøre, var at tænde for kameraerne og trykke på nogle knapper.
”Undskyld?” sagde jeg til manden ved siden af mig. ”Mine læber er
meget tørre. Er det okay, hvis jeg åbner min taske og tager noget salve?”
Manden stirrede tomt på mig og slog så ud med hånden på en vagt
eftergivende måde.
Jeg bøjede mig ned og begyndte at rode i rygsækken med begge hæn-
der, mens jeg lod, som om jeg ledte efter min læbepomade. Jeg mærkede mine kinder blusse, da mine fingre fandt kameraet og derefter sprækken, der rummede hukommelseskortet. Jeg trykkede hurtigt på den lille knap, der udløste kortet. Jeg holdt det mellem to fingre og knipsede det væk fra kameraet, ned i rygsækkens folder. Nu ville de i det mindste skulle gøre en indsats for at komme til at se mine billeder. Jeg tog pomadestiften og løftede den op med en begejstret bevægelse. Ali sænkede blikket, da jeg førte den hen over læberne, men jeg kunne mærke, at han kiggede.
”Søster, hvorfor er du ikke bange?”
”Hvad?”
Ali havde stillet spørgsmålet uden at se direkte på mig. Han virkede
provokeret af min selvtillid, uanset om den var påtaget – vred, måske, over at jeg ikke græd eller tryglede. Jeg tænkte hurtigt og svarede højt: ”Jeg er ikke bange, fordi min broder Ahmed har lovet, at der ikke vil ske noget ondt.”
Oppe på forsædet talte Ahmed igen i telefon. Jeg håbede, at han hav-
de opfattet, hvad jeg havde sagt. Jeg kunne høre Nigel kæmpe for at få sin vejrtrækning i ro, omme på den anden side af Ali. Jeg spekulerede på, hvad der var sket med hans kamera. 140
Huset i Himlen.indd 140
24/01/14 11.09
I det selv samme drønede vi forbi et andet køretøj, der kom i den
modsatte retning, en lastbil fuld af unge mænd med geværer. Jeg strakte hals for at se efter dem. I de tyve minutter, vi havde kørt, havde vi ikke set et eneste menneske eller dyr eller nogen bygning. Jeg mærkede et hårdt slag på armen. Det var Ali, der slog mig. ”Hvorfor kigger du?” skreg han. Han greb den løse ende af mit hovedtørklæde og trak den hen for mit ansigt. Der var en sær frygt i hans stemme.
Vi kørte et stykke tid i tavshed, før jeg prøvede igen med Ahmed. ”Min
broder,” sagde jeg og lænede mig lidt frem i sædet for at tale til hans nakke. Jeg prøvede at lyde venlig. ”Handler det her om penge?”
Han vendte sig om og så på mig, og et stort smil bredte sig over hans
ansigt, som om vi arbejdede sammen som et hold og var kommet på idéen i fællesskab. ”Åh ja,” sagde han. ”Måske. Måske er det sådan, det er.”
141
Huset i Himlen.indd 141
24/01/14 11.09