Hvordan jeg kom gennem stress - af Heidi Vesterberg

H e i d i Ve ste r b e rg

Otte personlige beretninger

Hvordan jeg kom gennem

stress – og blev klogere af det R O SI NANTE

H e i d i Ve ste r b e r g

Hvordan jeg kom gennem

stress STRESS

Hvordan jeg kom igennem stress og MIT LIVS LEKTIE blev klogere af det

– og blev klogere af det

r O s i NANt e

1

Heidi Vesterberg

H e i d i Ve ste r b e r g

STRESS

Hvordan jeg kom igennem stress og Hvordan jeg kom gennem blev af det MITklogere LIVS LEKTIE

stress – og blev klogere af det

rRosinante O s i NAN te

3

Hvordan jeg kom gennem stress – og blev klogere af det © Heidi Vesterberg og Rosinante/ROSINANTE&CO , København 2014 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Alette Bertelsen Sat med Berling og Frutiger hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN: 978-87-638-3137-6 Printed in Latvia 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i ROSINANTE&CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

Indhold

Forord af Heidi Vesterberg »Jeg vidste det egentlig godt, men ...«

7

Mimi Jakobsen Tag din egen iltmaske på – før du hjælper andre

13

Carsten Albrektsen Håndboldtræneren med et ­forstuvet ­centralnervesystem

31

Mette Helbæk Præstationsjunkiens kamp

49

Hans Pilgaard Stress kan ikke sættes på standby

73

Anne Sophia Hermansen Uperfekt – men meget mere hel

93

Jens Arentzen Det modsatte af stress er tillid

121

Karen Ellemann Stress – en indre værdikamp

141

Brian Ravn Galsgaard Det handler om at være tro mod sig selv – og sit team

155

Interview med Thomas Milsted Fakta om stress og stresshåndtering

177

Links og litteratur

201

6

Forord af Heidi Vesterberg

» Jeg vidste det egentlig godt, men ...«

Når stressramte mennesker fortæller deres historie, dukker denne sætning næsten altid op. Det gælder også for de otte mænd og kvinder, der i denne bog ærligt og åbent fortæller deres personlige historie om at gå ned med stress. Beretnin­ gerne og personerne er vidt forskellige, og det er årsagerne til deres stress også. Alligevel blev den ene sætning sagt i næsten alle de interviews, som bogen er baseret på.

De fleste af os ved det godt. Vi ved godt, hvornår vi presser os selv for hårdt eller siger ja til noget, vi burde sige nej til. Vi ved, når vi er på vej i den helt forkerte retning eller nærmer os et sted, hvor vi ikke skal være, men nogle af os fortsætter alligevel. Hvorfor gør vi det? Hvorfor går så mange danskere ned med stress, og hvordan kan vi blive bedre til at stoppe op og skifte retning i tide?

Er vi blevet så vant til at leve ude på kanten, at vi ikke engang tænker over det mere?

Det er nogle af de spørgsmål og tanker, der fik mig i gang med at skrive denne bog.

Denne bog er til dig, der er ramt af stress eller tæt på at blive det. Måske »vidste du det egentlig godt«, men fortsatte al­ ligevel på trods af din egen mavefornemmelse, dine grænser og inderste fornemmelse af, hvordan du vil leve dit liv, og hvor meget du kan tåle at udsætte dig for. Jeg håber, bogens beretninger vil give dig troen på, at du også kommer ud på den anden side af det, som du står midt i lige nu. Og bliver klogere af det. Jeg håber også, den vil give dig inspiration og brugbare råd om, hvordan du kan gøre det.

Hvordan jeg kom gennem stress er ikke bare en bog om stress.

Det er også en bog om at være menneske. Om kunsten at træffe de rigtige beslutninger og om, hvad nogle af os må igennem for at lære det. Det er den blevet til takket være de otte modige mennesker, der valgte at sige ja til at medvirke og åbne døren for mig og alle mine spørgsmål. Det er deres vilje til at dele deres erfaringer, tanker og sårbarhed med os andre, der har gjort bogen til mere, end jeg turde håbe, da jeg gik i gang. En bog, der kan gøre os alle sammen lidt klogere på stress, os selv og hinanden. Og gøre op med tavsheden omkring stress. Det er jeg meget glad og taknemmelig for.

Mænd går også ned med stress, men vi hører sjældent mænd fortælle om det. Derfor har det været vigtigt for mig at få mænd med i denne bog. Jeg tror, mange af os – stressramte eller ej og uanset køn – kan genkende dele af os selv i alle otte beretninger. Har de fleste af os ikke prøvet at stå tæt på kanten – lige der, hvor vi er ved at miste grebet om det hele?

Jeg har i hvert fald. Jeg genkender de søvnløse nætter.

Frygten for ikke at gøre det godt nok og fornemmelsen af at være fanget i noget, som jeg ikke kunne komme ud af. Jeg har 8

været ude over kanten et par gange, men gav aldrig helt slip.

Efter mødet med de otte medvirkende i denne bog er jeg næ­ sten fristet til at sige – desværre. Gu’ er det rædselsfuldt at gå ned med stress, men de er alle sammen blevet klogere af det.

Bogen er også til dig, der har set kolleger, nære venner og bekendte bryde sammen af stress og ligesom mig undret dig over, hvorfor det sker. Hvordan kan det være, at op mod 300.000 danskere lider af alvorlig, langvarig stress?

Hvad er det, der gør, at mennesker pludselig falder besvi­ mede om ind over skrivebordet, har glemt navnet på deres nærmeste kollega eller vågner op på gaden i pyjamas uden at ane, hvor de er henne?

Bag i bogen finder du en mere faktuel del med for­ skellige fakta om stress, konkrete råd om stresshåndtering samt stress­eksperten Thomas Milsteds bud på forklaringer.

Som for eksempel denne: »Den moderne arbejdskultur har fokus på den enkeltes evner og potentiale. Hele selvhjælpsbølgen handler også om den enkeltes ansvar og muligheder for at udvikle sig. Det betyder at stress i alt for høj grad bliver set som et individuelt pro­ blem. Mange mener, at stress mest rammer mennesker, der er for perfektionistiske, har en negativ indstilling eller ikke er robuste nok. Er du stresset, er det simpelthen din egen skyld, og du skal ændre din personlighed for at blive rask.

Det er en meget stor misforståelse (…) Stress handler ikke kun om den enkelte, men også om vores arbejdskultur og den måde, vi har bygget samfundet op på. Det er ikke bare den enkelte, der har et problem, men os alle sammen. Det skal vi huske, hver gang en kollega går ned.« 9

Det tror jeg, han har ret i. Jeg tror også, at mange føler sig alene med et meget stort ansvar. Vi har ikke længere bare et arbejde. Vi er vores arbejde. Det er ikke længere chefen, ledelsen eller arbejdspladsen, der står med ansvaret, men os.

Det er, som om vi alle sammen er blevet en slags freelancere eller selvstændige – også når vi er fastansatte og en del af en arbejdsplads. Vi har ikke de store fællesskaber og rammer omkring os, og hver gang vi fejler eller ikke kan levere varen, er det os selv, der er noget galt med.

Vi kan ikke bare sætte tempoet i samfundet ned. Vi kan ikke sætte den teknologiske udvikling i stå og smide stres­ sende elementer som mobiltelefoner, sociale medier og mails ud af vores liv. Det bliver også svært at forandre hele vores arbejdskultur og den moderne livsstil med hang til perfek­ tionisme på alle planer. Vi kan kun blive bedre til at træffe de beslutninger, der er rigtige for os og forsikre hinanden om, at det er o.k., når vi gør det. Vi kan godt tillade os at sige nej, vælge at arbejde mindre eller leve på en anden måde end alle andre. Vi kan godt passe bedre på os selv og på hinanden.

Mit håb er, at nogle af personernes pointer vil dukke op i dit hoved næste gang, du er ved at tage et skridt i den forkerte retning. Eller næste gang du mærker, at din krop prøver at fortælle dig noget. Næste gang du hører dig selv sige ja, selv om du mener nej. Måske kan du så sige »Jeg vidste det egentlig godt. Og derfor valgte jeg noget andet.«

Tak til Thomas Milsted, Anne Sophia Hermansen, Hans Pil­ gaard, Mimi Jakobsen, Karen Ellemann, Carsten Albrektsen, Jens Arntzen, Brian Ravn Galsgaard og Mette Helbæk for 10

at hjælpe mig med at lave denne bog. Tak til min kæreste Claus og forlagsredaktør Anne Matthiesen for at give mig muligheden for det.

11

Foto: Anne-Sofie Helms

Født 1948. Generalsekretær for Red Barnet. Gift med Mogens Lund Jensen og har to voksne børn fra to tidligere ægteskaber. Kom i folke­ tinget som 28-årig, blev partiformand for Centrum-demokraterne og har været minister flere gange. Bl.a. socialminister, kulturminister, industriminister og erhvervsminister. Mimi Jakobsen er desuden Dan­ marks mest kendte offer for en skovflåt.

12

Mimi Jakobsen

Tag din egen iltmaske på – før du hjælper andre

» Jeg skammede mig ikke over at gå ned med stress, men jeg var bekymret for pressen og udsigten til forsider med overskriften: »Mimi brudt sammen«. Det skriver de jo, bare folk har fået en flue i øjet. Men det kunne måske få Red Barnet til at lede efter en anden til posten. Jeg var allermest bange

«

for at blive fyret.

13

30 år i politik og 64 års aktivt engageret liv har sat sine spor i Mimi Jakobsen. Ikke mindst efter springet til Red Barnet, hvor krig, hungersnød, katastrofer og kampen for børns beskyttelse er dagligdag. Mimi Jakobsen har været igennem mange politiske kampe, skandaler, nederlag og alvorlig sygdom. Først i foråret 2011 bukkede hun under for stress.

Det skete i løbet af et sekund. Pludselig stod jeg midt i et supermarked og anede ikke, hvor jeg var henne. Jeg vidste heller ikke, hvorfor jeg var der, eller hvordan jeg var kommet derhen. Jeg kunne se kassen lige foran mig og hylderne med varer, så jeg var godt klar over, at jeg var ude og handle i et af mine lokale supermarkeder. Mere syg i hovedet var jeg heller ikke, men stod jeg i Humlebæk eller Espergærde, og hvor havde jeg stillet min bil?

Jeg måtte helt ud af forretningen og se på skiltene udenfor for at finde ud af, at jeg stod i Espergærdecentret. Bagefter gik jeg rundt på parkeringspladsen for at lede efter min bil. Den holdt lige så nydeligt parkeret i en bås, og jeg satte mig ind og luskede stille og roligt hjem. Jeg var ikke dårlig på nogen måde. Jeg havde bare totalt blackout og har aldrig oplevet noget lignende før.

Da jeg kom hjem, begyndte svimmelheden at komme.

14

Først troede jeg, at jeg havde glemt at spise, men alt blev ved med at køre rundt for mig, og jeg sejlede rundt. Så begyndte jeg for alvor at tænke: »Den er sgu ikke god, den her.« Det var den heller ikke. Jeg havde fået ørestenssvimmelhed – en øresygdom, der giver svimmelhed og problemer med balancen. Da jeg spurgte lægen, hvad det kom af, svarede han med det samme: stress. Der var ingen tvivl om, at det var stress. Og så var jeg klar over, at jeg var nødt til at trække stikket.

Min mand bevarede roen eller lod, som om han gjorde det. Han sagde: »Nu tager du det bare roligt i et stykke tid, og slapper lidt af, så bliver du rask igen«.

Senere fandt jeg ud af, at han i virkeligheden var dødbe­ kymret og havde ringet skrækslagen rundt til hele familien.

Han var virkelig bange for, hvad der var galt med mig. Det var jeg egentlig ikke. Jeg vidste godt, hvad det handlede om. Der havde været drøn på hele det forår, og jeg havde ikke flere kræfter tilbage. Jeg var ikke så bekymret for mit helbred, for jeg skulle sgu nok blive rask igen. Jeg skammede mig ikke over at gå ned med stress. For jeg mener ikke, at stress er noget, man skal skamme sig over. Det kan ske for os alle sammen. Men jeg var bekymret for pressen og udsigten til forsider med store bogstaver: »Mimi brudt sammen«. Det skriver de jo, bare folk har fået en flue i øjet, men det kunne måske få Red Barnet til at lede efter en anden til posten. Jeg var allermest bange for at blive fyret. Red Barnet betyder utroligt meget for mig, og jeg magtede jo ikke at passe mit job ordentligt, når jeg pludselig skulle til at være sygemeldt.

Jeg havde dårlig samvittighed og følte, at jeg svigtede og ikke levede op til mit ansvar. Derfor var jeg bange for, at de ville fyre mig. Da jeg sagde det til folk derinde, rystede de 15

på hovedet og sagde: »Du må da være sindssyg. Hvad tænker du på?« Det viser måske også, hvor langt ude jeg var. Jeg havde fuldstændigt mistet overblikket og var havnet helt oppe i det røde felt.

I 2011 kunne Mimi Jakobsen se tilbage på et krævende år. Først opdagede hun et sår på det ene ben, der ikke ville hele, og det viste sig at være hudkræft. En simpel operation endte med at blive et langt behandlingsforløb med infektioner, operationer og hudtransplantationer. I foråret gennemgik Red Barnet en omstrukturering, der krævede ekstra arbejdstimer og kræfter for alle. Men generalsekretæren var allermest plaget af en enkelt personalesag. Hun begik en fejl, og den slags har Mimi Jakobsen svært ved at tilgive sig selv.

Min far sagde altid: Mimi har kun tre fejl. Hun bander for meget, ryger for meget og tager sig for meget af, hvad der står i pressen. Det hele er sandt. Jeg har altid taget dårlig omtale personligt og er meget ømskindet over for kritik. Jeg tror, det er fordi, jeg er min egen værste kritiker og den første til at bebrejde mig selv, hvis jeg begår en fejl. Det forår begik jeg den fejl, at jeg var for længe om at afskedige en af med­ arbejderne i Red Barnet. Det er aldrig sjovt at skulle fyre en medarbejder, men det var en nødvendig beslutning, som jeg var for længe om at tage. Måske skubbede jeg beslutningen foran mig, fordi jeg i forvejen følte mig presset. Jeg gav for lang line og håbede, det hele ville løse sig af sig selv. Det var en fejl, og det var der så også andre, der mente. Jeg fik med rette kritik for det. Det var ikke en særlig voldsom kritik, men jeg havde det forfærdeligt dårligt med det.

16

Kort efter blev verden ramt af en katastrofe. Når det sker, er det en del af mit job at rejse ud til området i rollen som iagtta­ geren, der kan fortælle medierne og befolkningen herhjemme om situationen. Jeg rejste ned til hungersnøden på Afrikas Horn og besøgte den store flygtningelejr Dadaab i Kenya.

Det er hård kost. Du ser børn, der er tynde som skeletter.

Du ser dem ligge og dø for øjnene af dig, og du ser blikket i deres mødres øjne. Alle de billeder, indtryk og historier tager vi med os hjem, for man bliver selvfølgelig dybt berørt. Det er da klart. Jeg ville da være et modbydeligt dumt svin, hvis det ikke gjorde indtryk på mig.

Da jeg kom hjem fra Afrika, var jeg træt og orkede ikke mere. Lykkeligvis var der en kæmpestor interesse for turen, og alle medierne stod i kø for at få historier dernedefra. Det var jo hele formålet med at tage derned, så jeg stillede selv­ følgelig op, selv om jeg næsten ikke kunne mere. Jeg slæbte mig rundt til alle medierne for at fortælle om situationen dernede og brugte de allersidste kræfter, men så var det også slut. Så kunne jeg ikke mere.

Det var ikke rejsen til Afrikas Horn eller bøvlet på min arbejdsplads, der fik det hele til at ramle. Det var mere det, at det hele kom lige oven i hinanden. Jeg havde det skidt i forvejen, og så kom rejsen til Afrikas Horn med hele medie­ arbejdet oveni. Og pludselig stod jeg så i det supermarked, uden at ane, hvor jeg var henne.

Red Barnet – en farlig arbejdsplads

I Red Barnet har vi en klar stresspolitik og er generelt meget åbne omkring stress. Jeg er absolut ikke den eneste, der er gået ned med stress på min arbejdsplads. For hvornår går 17

man hjem, når katastrofen har ramt et sted i verden og børn dør i gaderne? Hvornår kan du få dig selv til at slukke for computeren og gå hjem til familien? Hvornår siger du nej?

På den måde er Red Barnet en meget farlig arbejdsplads.

Det er mere end et arbejde, og det er engagementet, der driver os. Det kan være svært at prioritere mellem opgaverne, fordi alt er vigtigt og nogle gange livsnødvendigt. Det var vigtigt for mig at være åben omkring min sygdom, så medarbejderne kunne se, at chefen også kan gå ned med stress. Alle med­ arbejderne fik en mail, der forklarede, at jeg var sygemeldt på grund af stress og trængte til fred og ro. Det synes jeg er et vigtigt signal at sende som leder. De skal vide, at det ikke kun sker for dem. Chefen kan også brænde sammen, og det er der hverken noget hemmeligt, flovt eller forkert ved. Det kan ske for os alle sammen. Pludselig en dag ligger vi der, og derfor er det også vores pligt at være opmærksomme og passe på hinanden.

Jeg siger altid udtrykkeligt til mine medarbejdere, at de ikke skal gøre som mig. Jeg har altid kørt ude i overhalingsbanen og arbejdet hårdt hele mit liv. Også dengang jeg var i poli­ tik. Jeg er altid på tilkald og har aldrig holdt sommerferie hele mit liv. Sker der noget, styrter jeg ud af døren med det samme, uanset hvor jeg er, eller hvad jeg laver. Jeg er altid på. Og det er mine medarbejdere også. Jeg siger til dem, at de skal lade være, men det hjælper ikke. De er på alligevel, og kører derudad på fuld kraft. En af dem tog på ferie med sin mand, der omhyggeligt havde valgt et sommerhus uden netforbindelse. Efter få dage sendte hun mig en besked: »Jeg har fundet en bakketop, og når jeg står oppe på den, får jeg forbindelse alligevel ...«.

18

Det grinede vi lidt af, men jeg mener det faktisk alvorligt, når jeg opfordrer medarbejderne til at gå offline en gang imel­ lem. Det er usundt for rigtig mange mennesker at være på hele tiden, men jeg må indrømme, at jeg selv er ligesådan. Jeg er et rigtigt dårligt eksempel.

Når ansatte i Red Barnet kommer hjem efter en rejse i et katastrofeområde, skal de igennem en obligatorisk debriefing med en psykolog. Det gælder også Mimi Jakobsen, der har lært at sætte pris på psykologernes redskaber.

Når du arbejder i en humanitær organisation, tager du arbej­ det med hjem. Det kan ikke være anderledes. Psykologerne hjælper os til at forstå, hvorfor vi reagerer og føler, som vi gør.

Da jeg var på Haiti efter jordskælvene, gik vi på det nær­ meste rundt oven på tusindvis af lig, der lå i gaderne. Elen­ digheden var endeløs. Alt så ud, som om det var ved at falde ned om ørerne på os.

På grund af faren for efterskælv skulle vi have lygter på os hele tiden, og vi sov under sengene i et hotel, der var halvt faldet sammen. Den tur var jeg meget berørt af. Da vi kom hjem, stod jeg i kantinen og skulle informere alle medarbejderne om turen, men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke fortælle om det, vi havde set. Så kom en vores psykologer og sagde: »Vi skal vist lige have en kop kaffe og en snak.« Og det fik vi så.

Jeg har lige været i Syrien, og det er det værste, jeg no­ gensinde har set. For det meste ser vi resultatet af naturka­ tastrofer som jordskælv, tørke og hungersnød. I Syrien så vi resultatet af ren menneskelig ondskab. De begår tortur og går målrettet efter kvinder og børn. En mor fortalte mig, at 19

hendes baby var blevet skåret i småstykker. Jeg mødte også en lille pige, der havde stået med sin lillesøster, som kun var en baby, på armen og to små søstre ved siden af. Da angrebet kom, blev babyen og de to små dræbt. Min lille veninde mi­ stede en arm og reddede kun livet, fordi babyen beskyttede hendes krop. Den historie kan jeg stadig ikke fortælle uden at få tårer i øjnene.

I virkeligheden bliver jeg nok mest påvirket af mit eget raseri. Jeg bliver så edderspændt rasende og tænker: »Det kan fandeme ikke være rigtigt det her. Vi må gøre noget.« Sådan har medarbejderne det jo også, og derfor oplever vi også, at de nogle gange går for langt.

Sat ud af spil

Den måned, hvor jeg var sygemeldt, gik alt meget langsomt.

Jeg gjorde det eneste fornuftige, man kan gøre, når man har stress: Jeg trak stikket helt og passede rigtigt godt på mig selv.

Svimmelheden var længe om at gå over. Hver gang jeg lagde mig ned, kørte alting rundt for mig. Det var ubehageligt, men det var på en måde godt for mig, at jeg også havde en fysisk lidelse, som jeg kunne koncentrere mig om. Det gjorde min stress mere konkret og håndterbar. Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre for at få det bedre. Jeg blev behandlet, lavede de øvelser, lægen havde givet mig og kunne mærke bedring, da det begyndte at gå i den rigtige retning. Det styrkede også min tro på, at jeg nok skulle blive rask igen.

Jeg lavede kun det, jeg havde lyst til at lave. Jeg ordnede køkkenhave og drivhus, lavede god mad og gik lange ture. Alt det, som jeg elsker at lave og som gør mig glad. Jeg var klar over, at jeg ikke skulle arbejde, og det var næsten det sværeste 20

for mig. Min arbejdsuge ligger normalt på cirka 50 timer, og jeg har altid arbejdet meget. Jeg er vokset op i et hjem, hvor vi aldrig holdt ferie, for politik stopper aldrig, og det gør humanitært arbejde heller ikke. Det stressede mig faktisk, at jeg ikke måtte arbejde. Jeg følte mig lukket ude og sat ud af spil. Lige pludselig blev jeg ikke spurgt om noget og fik ingen informationer om, hvad der foregik i Red Barnet.

Det gjorde jeg så selvfølgelig alligevel. Jeg sad derhjemme og fulgte med i det hele på mailen, men kunne ikke svare på noget. For så ville de jo opdage, at jeg sad foran computeren og fulgte med, og det må man selvfølgelig ikke, når man lige er faldet sammen af stress.

Min mand plejer at sige, at han frygter den dag, jeg skal holde op med at arbejde. Jeg bliver farlig af det, mener han.

Han er bange for, at jeg vil begå noget kriminelt bare for at få noget til at ske. Det er sagt med et smil selvfølgelig, men der er nok noget om det. Jeg duer ikke til at lave ingenting. Jeg fik også ordnet have som en sindssyg, mens jeg var sygemeldt, og køkkenhaven blev helt fantastisk det år. Jeg gik ikke til psykolog eller noget i den stil. Jeg havde ikke brug for en psykolog. Jeg havde brug for at tænke mig om, komme ned i gear og tænke over, hvorfor det var sket. Jeg havde også brug for at tænke tilbage i tiden på dengang, jeg var i politik.

Hvordan var mit liv dengang, og hvor er det lige, du er på vej hen nu, fru Jakobsen?

Vink med en vognstang

Det værste ved stress er faktisk, at man kommer til at beskæf­ tige sig meget med sig selv. Det ligger egentlig ikke til mig, men denne gang var det nok nødvendigt. Mit stressnedbrud 21

var et vink med en vognstang, og sådan et har jeg fået et par gange i mit liv. I starten ved man ikke, hvad det handler om.

Man bliver bare ked af det, og tænker: »Hvorfor sker det for mig, hvad har jeg gjort?« Først senere forstår man, hvorfor det sker. Og måske også at man selv burde have reageret, inden noget udefra kom og fik det til at ske. Det var sådan et vink, der fik mig ud fra Christiansborg efter 30 år i politik. Jeg havde ellers forestillet mig, at jeg aldrig nogensinde skulle lave andet end politik.

Der skulle også flere vink til, før jeg fattede budskabet. Først blev jeg bidt af en skovflåt og blev så hårdt ramt af borellia og lammelser i ansigtet, at jeg hverken kunne se eller tale. Det er svært, når man er partileder og en offentlig person. Jeg kunne ganske enkelt ikke stille mig frem i offentligheden med det ansigt, og jeg troede faktisk, at jeg var færdig i politik. Det lykkedes mig heldigvis at kæmpe mig tilbage, men jeg var usigeligt træt i årevis bagefter. Jeg kom aldrig helt på toppen igen, og har stadig men af den forbandede sygdom. Senere stillede jeg op til Europaparlamentet og ville forfærdeligt gerne vælges ind. Det blev jeg ikke. Jeg led et stort nederlag, der blev sendt direkte ud på landsdækkende TV. Hver halve time skulle jeg stå foran et kamera og sige: »Ja, jeg tabte.« Og »Nej, jeg var ikke god nok.« Det var ikke sjovt.

Det viste sig senere at være et stort held for mig. Mindre end et halvt år efter blev jeg nemlig skilt og stod pludselig alene med to børn. Det ville ikke have været særligt smart for en alenemor at have arbejdsplads i Bruxelles.

I 2000 fik jeg tilbudt posten som generalsekretær i Red Barnet. Til at begynde med tænkte jeg: »De må være bin­ degale. Jeg sidder i folketinget som partileder, det har jeg bestemt ikke tid til.« Men jeg sagde ja alligevel. Jeg kunne ikke 22

lade være. Og jeg fandt meget hurtigt ud af, at Red Barnet var der, hvor jeg skulle være. Året efter røg Centrum-demokraterne helt ud af folketin­ get, og så var jeg generalsekretær på fuldtid. For mig var CD ikke bare et parti. Det var et nært familiemedlem eller min højre arm, og det gjorde ondt at sige farvel til partiet. Rigtig ondt. Men man siger jo, at når den ene dør lukkes, åbnes en anden, og det er ikke engang løgn. I dag jeg se, at det var det helt rigtige, der skete. Jeg skulle ud af politik, og jeg er lykkelig for, at jeg slap ud i tide.

Store forventninger

Når jeg ser tilbage på mine 30 år i politik, fatter jeg egentlig ikke, hvordan jeg kunne holde det ud. Eller hvorfor jeg ikke gik ned med stress noget før. Jeg havde mange stressede pe­ rioder, men jeg bukkede aldrig under for det. Der var dage, hvor jeg tænkte: »Jeg klarer ikke dagen i morgen.« Det er ærlig talt en kæmpestor lettelse ikke længere at skulle være så nervøs for, hvad der står på forsiderne af avi­ serne. Når jeg en gang imellem falder over en gammel avis­ forside med en rædsom overskrift om min skilsmisse eller en eller anden politisk sag, tænker jeg: »Hvor må jeg have haft det forfærdeligt den dag.« Jeg er så glad for, at det ikke længere er mig, der skal være skydeskive for alle de personlige og ondskabsfulde angreb, som politikere bliver udsat for. Både i medierne og inden for murene på Christiansborg. Sådan var det selvfølgelig ikke hver dag. Slet ikke. Jeg elskede at være i politik. Det var sjovt, spændende og fuldstændigt fantastisk, og jeg har ikke fortrudt et sekund, men det har fandeme også været hårdt.

23

Hvert år skulle jeg igennem to mareridt: grundlovstalen og talen til landsmødet. Jeg har aldrig skrevet manuskripter, men gik på talerstolen med fem stikord på en serviet. Det fungerede bedst for mig på den måde, men i dagene op til talen gik jeg fuldstændigt i sort. Jeg havde meget nemmere ved at stå og skændes med nogen i direkte fjernsyn under en eller anden partilederrunde, end jeg havde ved at holde tale for mine egne medlemmer. Jeg vidste, at de alle sammen holdt af mig og var på min side, men det hjalp ikke. Der var altid ekstremt høje forventninger til mig, og jeg var så skidebange for ikke at kunne leve op til dem. Jeg var helt nede og bide i gulvtæppet hver eneste gang. Det gik altid rigtig godt, og jeg talte i 50 minutter uden at vakle, men hvert eneste år tænkte jeg: »I år går det galt.« Jeg har altid følt, at der var meget, jeg skulle leve op til.

Mange tror, det var min far, der pacede mig frem, men sådan var det slet ikke. Jeg gik ind i politik for at få et fællesskab med min far og også for at få hans anerkendelse, men det var mit eget valg og ikke noget, han forventede. Han mente, at jeg var fantastisk, ligegyldigt hvad jeg gjorde. Min mor syntes til gengæld aldrig, jeg var god nok, og den slags sætter sig dybt i et barn. Jeg har altid været bange for, at jeg ikke kunne leve op til alt det, som mine partifæller og alle mulige andre mennesker forestillede sig, at jeg kunne. Det er ikke nogen ynkehistorie, for jeg har haft det fantastisk godt i politik. Men jeg var Erhard Jakobsens datter, og derfor var der fra starten stor interesse for mig og høje forventninger til mig. Både på godt og ondt.

24

Tag iltmasken på

Efter en måned derhjemme meldte jeg mig rask igen. Skal jeg være ærlig, var det mest, fordi jeg gerne ville med til et meget vigtigt møde, men jeg skulle jo også i gang igen på et eller andet tidspunkt. Formanden for Red Barnet mente, det var for tidligt, så jeg måtte love at tage den med ro, og det gjorde jeg også. Vi har en fast procedure for medarbejdere, der vender tilbage efter en sygemelding på grund af stress. De starter stille og roligt op med en bestemt type opgaver, og resten tager deres kolleger sig af. Og det gjaldt selvfølgelig også for mig.

En kollega i den internationale bestyrelse for Red Barnet gav mig et råd, som jeg virkelig har taget til mig: »Mimi, du skal gøre som stewardesserne siger, man skal i flyveren. Du skal tage din egen iltmaske på, før du hjælper andre.« Det er et rigtigt godt råd, og jeg har også planer om at blive bedre til det. Mens jeg var syg, tænkte jeg tilbage på mit ubehag ved talerne til landsmøderne. Den slags mener jeg faktisk, man skal tage alvorligt. Er der opgaver, der tynger eller dræner os fuldstændigt, er vi måske ikke den rette til at løse opgaven. Måske kan den opgave overgå til en anden, der kan løse den bedre.

Det er selvfølgelig nemt for mig at sige, når det er mig selv, der er chefen på min arbejdsplads. Men det moderne arbejds­ marked er så fleksibelt i dag, at der bør være mulighed for, at vi kan sortere i opgaverne og gøre det, vi er bedst til. Efter min sygemelding har jeg overleveret nogle af de administrative opgaver til en anden i Red Barnet. Vi er vokset kolossalt i den tid, jeg har været i organisationen, og samtidig har jeg fået mere ansvar i Red Barnets internationale samarbejde. Det er jeg vanvittig glad for. Jeg kan bare ikke nå det hele.

25

Jeg har også skåret ned på min foredragsvirksomhed. Jeg elsker ellers at komme ud og tale for folk og får stadig mange søde henvendelser, men det bliver for meget for mig. Jeg kan ikke klare at være på døgnet rundt længere. Så må jeg lade være. Vi er nødt til at prioritere – og beholde iltmasken på.

Jeg tror, det er en af forklaringerne på, at så mange men­ nesker får stress. Vi glemmer det med iltmasken og har alt for meget, vi skal leve op til. Dine børn skal klare sig godt. Du skal klare dig godt på arbejdsmarkedet, du skal leve sundt, dyrke motion, se godt ud. Du skal gøre alt det, der står i damebladene. Du skal finde din helt personlige stil, men du må endelig ikke skille dig ud. Alt skal være så politisk korrekt og perfekt, at det er til at blive sindssyg af. Det er også en af grundene til, at jeg stadig ryger tre cerutter om dagen. Det er egentlig ikke altid, jeg har lyst til at ryge, men jeg gider simpelthen ikke holde op ligesom alle andre. Det er blevet et princip og mit lille oprør mod alt det, vi skal eller ikke skal.

Jeg tror på mange måder, at det er blevet hårdere at være dansker i dag. For 30 år siden havde vi de store samlende fortællinger og fællesskaber. Vi havde et sted, hvor vi hørte til.

Du var medlem af en fagforening eller et politisk parti. Eller også tilhørte du en menighed, en arbejdsplads, et bestemt kvarter eller et samfund på landet eller i byen. Vi havde alle disse store grupper, som vi forbandt os med og hørte hjemme hos. Det har vi ikke mere. I dag skal du selv skabe det hele.

Du skal selv sørge for at skabe et fællesskab omkring dig og iscenesætte dig selv hele tiden. Jeg tror også, det er en af forklaringerne på, at så mange går ned med stress. Vi savner et sted at høre til.

26

Første sommerferie i 64 år

Min stress har ført til mange nye erkendelser, og jeg har også handlet efter dem. Jeg har for eksempel holdt sommerferie i år for første gang nogensinde. Jeg plejer at arbejde hele sommeren og holde ferie i januar. Danmark burde efter min mening lukke ned i januar eller alternativt gøres fradragsbe­ rettiget, men det er ikke indført endnu, og derfor plejer vi at rejse om vinteren. I år holdt jeg næsten tre ugers sommerferie.

Jeg kunne også godt mærke, at jeg trængte til det.

Det var helt fantastisk, og jeg fik lavet en masse. Køkken­ haven bugnede af kartofler, løg og gulerødder, og jeg fik også lavet surbrød, hyldeblomstsaft og hjemmelavet marmelade.

Når jeg ser tilbage, forstår jeg faktisk godt, hvorfor det gik, som det gjorde. Det handlede ikke kun om, at jeg havde haft et bøvlet år eller var blevet opereret for hudkræft. Det var også en forsinket reaktion på kampen mod min Borelia og alt det, jeg skulle leve op til dengang. Og følelsen af ikke at gøre det hele godt nok.

Den helt store joke i mit liv har været, at mange mennesker tror, at hende Mimi Jakobsen er så sej. Og ja. Det er jeg også ind imellem. Jeg har kæmpet mig igennem mange fiaskoer og sygdomme. Jeg er gået ned og er kommet op igen mange gange, og jeg er her jo også endnu. Det synes jeg selv er ganske sejt. Men jeg kunne godt have brugt lidt mere modstandskraft.

Hvis jeg kunne have givet mig selv et godt råd som ung, ville det have været: »Vær lidt mere ligeglad. Du behøver ikke tage dig så meget af, hvad andre mener.« Det ville nok ikke have forandret så meget. Jeg ville sikkert ikke have hørt efter.

27

Gode råd om stress:

1

Det bedste råd, jeg selv har fået, giver jeg gerne videre: Tænk på stewardessernes instruktioner ombord på fly­ veren: Du skal have din egen iltmaske på, før du kan hjælpe andre.

2

Har du tilbagevendende opgaver, der presser dig for meget? Måske er du ikke den rette til opgaven. Tal med din leder. Prøv at få en anden til at tage opgaven – og tag ansvar for noget andet.

3

Husk: Din leder er heller ikke interesseret i, at du går ned med stress. Arbejdspladsen vil gerne passe godt på gode medarbejdere og have det bedste ud af dig. Det får de ikke, når du er for presset.

4

Der er kun en fornuftig ting at gøre, når du har stress: Meld dig syg. Træk stikket helt. Det er ikke nok at gå ned i tid eller tage et par dage fri. Du skal helt ned i gear.

5

Hvis du ikke kan lide motion, så lad være. Selv om da­ mebladene skriver, det hjælper mod stress. Brug kroppen til praktisk arbejde: Grav have, ryd op i kælderen. Mal dit eller andres sommerhus.

6

Hører du nogen sige, at stressramte bare skal tage sig lidt sammen, så hils fra mig og sig, de skal holde mund. Ingen går ned med stress for sjov. Og det er ikke alle, der har kræfter til at rejse sig med det samme, børste stressen af sig og fortsætte syngende hen ad gaden. Stress tager tid.

28